Issuu on Google+

læ Gra til sep tis dig røv ! e

”Den er supergod; spændende, velskrevet, og man bliver enormt hurtigt fanget af handlingen. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, og fældede da også et par tårer i slutningen.” – Vi Unge

2 978-87-400-0152-5 ISBN 978-8740001525

POLITIKENS FORLAG

9 788740 001525

D ØD 3 N 1 D1N 3 Ø J N 3

Jem har derfor aldrig turde binde sig til andre mennesker. Men så møder hun den småkriminelle Spider, og en dag på en pjækketur ind til byen, ser hun pludselig, at alle mennesker omkring hende har de samme tal i øjnene. De vil alle dø den samme dag. I dag.

3

A

1

R A C H E L

3

3

3

W A R D


LÆSEHITS 2012 Klip fra otte af årets bedste ungdomsbøger:

En flænge i himlen John Green

Delirium Lauren Oliver

I går var i dag i morgen Jay Asher og Carolyn Mackler

Døden i dine øjne – Arven Rachel Ward

Server Peter Griffin

Hades Alexandra Adornetto

Slide Jill Hathaway

Pretty Little Liars Sara Shepard

Alle bøger er udkommet på Politikens Forlag


John Green

En flænge i himlen

En flænge i himlen er en af de mest populære og mest omtalte bøger i USA i 2012. Time Magazine kaldte bogen for “tæt på genial”, og læserne var enige. I flere måneder toppede En flænge i himlen bestsellerlisten i New York Times – måske fordi den ikke ligner nogen anden. En flænge i himlen er en rørende og klog roman om alt det største og smukkeste i livet. Pigen Hazel har i flere år levet med en alvorlig sygdom og føler sig som en granat, der snart vil detonere. Men så møder hun Augustus og bliver for første gang nogensinde forelsket. Måske er det ikke en tragedie, at vi skal dø. Det er et mirakel, at vi lever. “En flænge i himlen er en indsigtsfuld og rørende roman, der vil efterlade dig med en klump i halsen, men også med en mere optimistisk opfattelse af livet.” – The Guardian “Det er længe siden, denne blaserte anmelder har fældet en tåre over en roman, men jeg må indrømme, at jeg græd over denne.” – Time Magazine


KAPITEL 2

A

ugustus Waters kørte som en brækket arm. Han standsede og satte i gang med et kæmpe ryk, og hver gang den store Toyota-firhjulstrækker bremsede, blev jeg slynget frem i sikkerhedsselen og fik til gengæld hovedet knaldet tilbage mod nakkestøtten, når han trykkede på speederen. Jeg burde måske have været nervøs – altså over at sidde i en bil på vej hjem til en fremmed fyr med bevidstheden om, at mine lortelunger gjorde det rimelig besværligt at afværge uønsket nærkontakt – men han kørte så ufattelig ringe, at jeg faktisk ikke kunne fokusere på andet. Vi kørte et par kilometer i pinagtig tavshed, før Augustus sagde: “Jeg dumpede køreprøven tre gange.” “Det siger du ikke.” Han nikkede grinende. “Jeg kan ikke rigtig fornemme tryk i træbenet, og jeg har simpelthen ikke fået lært at køre med venstre ben. Lægerne siger, at man sagtens kan lære at køre med en protese, men altså ... ikke mig. I hvert fald gik jeg op til min fjerde køreprøve og kørte nogenlunde ligesom nu.” Et 4


par hundrede meter forude skiftede det til rødt lys. Augustus huggede bremsen i, så jeg blev presset frem i selens trekantede greb. “Undskyld. Jeg prøver altså virkelig at være forsigtig. Nå, men jeg var sikker på, jeg havde dumpet køreprøven igen, men den motorsagkyndige sagde bare: ‘Din kørsel er ubehagelig, men teknisk set ikke decideret farlig’.” “Jeg er ikke sikker på, jeg er enig,” sagde jeg. “Kræft-fryns, er mit gæt.” Kræft-fryns er de frynsegoder, som kun kræftramte børn får – fodbolde med spillernes autografer, lov til at aflevere hjemmeopgaver for sent, uberettigede kørekort osv. “Jep,” sagde han. Lyset skiftede til grønt. Jeg gjorde mig klar. Augustus jokkede på speederen. “Du ved godt, at der er udviklet pedaler til hænderne for folk, som ikke kan bruge deres ben, ikke?” “Joh,” svarede han. “På et eller andet tidspunkt, måske.” Hans dybe suk fik mig til at spekulere på, om han mon selv var helt overbevist om, at der fandtes et eller andet tidspunkt. Der var en god helbredelsesprocent for knoglekræft, men alligevel. Der findes flere forskellige metoder at finde frem til folks overlevelsesprognose uden at spørge direkte. Jeg brugte den klassiske. “Går du så i skole?” Normalt melder forældrene en ud af skolen, hvis de forventer, at man kradser af. “Ja, jeg går på North Central. Et år bagud, godt nok. Jeg går på andet år. Hvad med dig?” Jeg overvejede at lyve. Hvem gider bruge tid på en, der allerede er død? Men jeg sagde det alligevel, som det var. “Nej, mine forældre meldte mig ud for tre år siden.” “Tre år?” 5


Jeg fortalte Augustus min solstrålehistorie i store træk: Da jeg var 13, fik jeg konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen i stadie IV. (Jeg sagde ikke noget om, at jeg fik diagnosen tre måneder efter min første menstruation. Fedt nok. Tillykke! Du er blevet kvinde. Og nu skal du dø). Vi fik at vide, at det var uhelbredeligt. Jeg gennemgik en operation ved navn radikal halsdissektion, hvilket er nogenlunde lige så heftigt, som det lyder. Derefter strålebehandling. De forsøgte også med kemo mod svulsterne i mine lunger. Først skrumpede de, men så blev de større. Jeg var fyldt 14 på det tidspunkt. Jeg fik vand i lungerne. Jeg så allerede død ud – mine hænder og fødder svulmede op, huden sprækkede, jeg havde blå læber. Man kan få noget medicin, så man ikke går helt så meget i panik over ikke at kunne trække vejret, og det fik jeg litervis af gennem et kateter i armen sammen med en masse andet medicin. Men følelsen af at drukne er stadigvæk rimelig ufed, især når det står på i månedsvis. Til sidst endte jeg på intensiv med lungebetændelse, og min mor lagde sig på knæ ved siden af min seng og sagde: “Er du klar, min skat?” og jeg sagde, at det var jeg, og min far blev ved med at sige, at han elskede mig, med sønderknust stemme, og jeg blev ved med at sige, at jeg også elskede ham, og vi holdt alle sammen hinanden i hånden, og jeg kunne ikke få vejret, og mine lunger kæmpede desperat, trak mig gispende ud af sengen for at finde en stilling, hvor de kunne få luft, og deres desperation gjorde mig pinligt berørt – jeg væmmedes over, at de ikke bare kunne give slip, og jeg kan huske, at min mor sagde til mig, at det var okay, at jeg var okay, det hele ville blive okay, og at min far tog sig så meget sammen for ikke at hulke, at 6


det virkede som en eksplosion, når han endelig gjorde det, hvilket var ret tit. Og jeg kan huske, at jeg ikke havde lyst til at være vågen længere. Alle troede, at jeg var færdig, men det lykkedes min kræftlæge, Maria, at dræne mine lunger for noget af væsken, og kort efter begyndte antibiotikaen at virke mod lungebetændelsen. Jeg vågnede op og røg hurtigt ind i et af de forsøg, som er berømte i Republikken Cancerstan for ikke at virke. Medicinen hed Phalanxifor – et molekyle designet til at koble sig på kræftceller og hæmme deres vækst. På omkring 70 procent har det ingen virkning. Men det virkede på mig. Svulsterne skrumpede. Og de voksede ikke igen. Hip hurra for Phalanxifor! I det sidste halvandet år er metastaserne stort set ikke vokset, og mine lunger er godt nok uduelige, men det kan de i princippet bare blive ved med, så længe jeg har mit iltapparat og den daglige dosis Phalanxifor. Okay, min solstrålehistorie havde kun tildelt mig forlænget spilletid i begrænset omfang. (Hvor meget vidste jeg endnu ikke). Men da jeg gengav den for Augustus Waters, malede jeg den hvinende rosenrød med det helt utrolige Mirakel på toppen. “Nu skal du vel tilbage til skolen,” sagde han. “Det kan jeg faktisk ikke,” sagde jeg. “For jeg har allerede fået lov at tage mine eksamener. Så nu følger jeg nogle fag på MCC.” Det var det lokale college. “En college-pige,” nikkede han. “Det forklarer den sofistikerede aura.” Han smilede drillende til mig. Jeg skubbede til 7


hans overarm. Jeg kunne tydeligt mærke musklerne under huden, spændstige og appetitlige. Bilen svingede på hvinende dæk ind i et boligområde omkranset af to og en halv meter høje mure. Han boede i det første hus på venstre hånd. To etager i kolonistil. Vi standsede med et ordentligt ryk i indkørslen. Jeg fulgte efter ham indenfor. I entréen hang et træskilt med ordene Ude godt, men hjemme bedst, og hele huset viste sig at være plastret til med lignende budskaber. Skuld gammel venskab rent forgå stod der på en knagerække. Gammel kærlighed ruster ikke lovede en broderet pude i stuens “antikke” møblement. “Mine forældre kalder det for opmuntringer,” sagde Augustus, da han tog mig i at stirre. “De er overalt.” Hans mor og far kaldte ham Gus. De var i gang med at lave mexicanske enchiladas ude i køkkenet (Hvor der er hjerterum, er der husrum stod der med buttede bogstaver på en glasmosaik over vasken). Hans mor puttede kylling på tortillaerne, som faren så rullede sammen og lagde i et ildfast fad. De virkede ikke særlig overraskede over at se mig, hvilket i og for sig gav god mening – bare fordi Augustus fik mig til at føle mig særlig, betød det ikke nødvendigvis, at jeg var det. Det kunne være, han hver eftermiddag kom hjem med en ny pige, som han så film med og ragede på. “Det her er Hazel Grace,” præsenterede han. “Bare Hazel,” sagde jeg. “Hvad så, hvordan går det, Hazel?” spurgte Gus’ far. Han var høj – næsten lige så høj som Gus – og usædvanlig mager af en på vores forældres alder. 8


“Okay,” sagde jeg, “Hvordan var Isaacs selvhjælpsgruppe så?” “Helt utrolig,” svarede Gus. “Du er sådan en hr. Suresen,” sagde hans mor. “Hazel, får du noget ud af det?” Jeg tøvede et par sekunder, mens jeg forsøgte at afgøre, om jeg skulle tilpasse mit svar til Augustus eller hans forældre. “De fleste er rigtig søde,” sagde jeg omsider. “Det var lige præcis sådan, vi havde det med de familier, vi mødte på Memorial, da vi baksede med Gus’ sygdom,” sagde hans far. “Alle var så søde. Og stærke. Det er i de mørkeste stunder, at Gud fylder livet med de bedste mennesker.” “Hurtigt, stik mig en pude og nål og tråd, for den fortjener da at blive foreviget som en opmuntring,” sagde Augustus, og hans far så en smule irriteret ud, men så slyngede Gus en lang arm om halsen på sin far. “Jeg laver sjov, far. Jeg elsker de åndssvage opmuntringer. Seriøst. Jeg har bare svært ved at indrømme det, fordi jeg er teenager.” Hans far rullede med øjnene. “Du bliver vel og spiser med, ikke?” spurgte moren. Hun var lille og mørkhåret og havde noget museagtigt over sig. “Det tror jeg gerne, jeg vil,” sagde jeg. “Jeg skal være hjemme klokken ti. Men øh, jeg spiser ikke kød.” “Det er ikke noget problem. Vi laver nogle uden,” svarede hun. “Dyrene er for søde til at spise?” spurgte Gus. “Jeg vil bare minimere de dødsfald, jeg er ansvarlig for,” sagde jeg. Gus åbnede munden for at sige noget, men tog sig i det. I stedet talte hans mor. “Nå, men jeg synes, det lyder skønt.” 9


De fortalte mig lidt om de herostratisk berømte Watersenchiladas, om at Gus også skulle være hjemme klokken ti, og at de var meget skeptiske over for folk, der lod deres børn være ude til senere end ti, og gik jeg i skole – “hun går på college,” indskød Augustus – og var martsvejret ikke bare usædvanligt mildt i år, og alt begynder ligesom forfra om foråret, og ikke én gang spurgte de til iltapparatet eller min diagnose, hvilket var mærkeligt og vidunderligt, og så sagde Augustus: “Hazel og jeg skal se V for Vendetta, så hun kan opleve sin filmiske dobbeltgænger, Natalie Portman anno 2005.” “Stuen og fjernsynet er jeres,” sagde hans far fornøjet. “Jeg tror faktisk bare, vi ser den nede i kælderen.” Hans far grinede. “Godt forsøgt. Stuen.” “Men jeg vil gerne vise Hazel Graze kælderen,” blev Augustus ved. “Bare Hazel,” sagde jeg. “Så vis Bare Hazel kælderen,” sagde hans far. “Og kom op at se filmen i stuen bagefter.” Augustus spilede kinderne ud og støttede på det ene ben, mens han gjorde et kast med hoften og slyngede det kunstige ben fremad. “Fint,” mumlede han. Jeg fulgte efter ham ned ad den tæppeklædte kældertrappe til et kæmpemæssigt værelse. En hylde i øjenhøjde løb hele vejen rundt langs væggen, proppet med basketballtrofæer: stribevis af gyldne plasticmænd midt i et hopskud eller i gang med en dribling eller fanget i luften på vej op mod en usynlig kurv. Der var også masser af signerede bolde og basketstøvler. “Jeg spillede basket før i tiden,” sagde han. “Du må have været ret god.” 10


“Jeg var ikke dårlig, men alle skoene og boldene er kræftfryns.” Han gik over mod fjernsynet, hvor dvd-film og spil lå stablet i et pyramideagtigt tårn. Han bukkede sig frem og snuppede V for Vendetta. “Jeg var den typiske hvide basketfyr fra Indiana,” sagde han. “Min mission var at genopfinde hopskuddet fra mellemdistancen, men en dag stod jeg og øvede skud fra straffekastlinjen i gymnastiksalen på North Central High. Og lige pludselig anede jeg ikke, hvorfor jeg stod der og fyrede et rundt objekt ned gennem et cirkelformet objekt. Det virkede som det mest idiotiske, jeg overhovedet kunne foretage mig. Det fik mig til at tænke på, hvordan små børn putter en pind ind gennem et hul i månedsvis, inden de fatter konceptet, og at basketball faktisk bare er en lidt mere adræt version af samme øvelse. Nå, men jeg blev ved med at kaste. 80 scoringer i træk, min rekord. Men undervejs følte jeg mig mere og mere som en toårig. Og så kom jeg af en eller anden grund til at tænke på hækkeløb. Er du okay?” Jeg havde sat mig på hjørnet af hans uredte seng. Ikke fordi jeg prøvede at antyde noget, men jeg blev bare træt, når jeg stod op for længe ad gangen. Jeg havde stået op i stuen, og så var der turen ned ad trappen, og bagefter skulle jeg stå igen, og det var bare for meget for mig, og jeg havde ikke lyst til at gå i gulvet. Jeg havde lidt en tendens til at besvime, på 1800-talsmåden. “Jeg har det fint,” sagde jeg. “Jeg lytter. Hækkeløb?” “Ja, hækkeløb. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg så for mig, hvordan de kom løbende og sprang over de der totalt arbitrære forhindringer på deres vej. Og jeg tænkte på, om hækkeløberne mon 11


nogensinde selv overvejer: ‘Hey, det ville gå meget hurtigere, hvis vi fjernede de der hække.’” “Var det før, du blev syg?” spurgte jeg. “Nå ja, der var også lige den detalje.” Han smilede med den ene side af munden. “Den dag, jeg lavede de 80 eksistentielt ladede scoringer, var tilfældigvis også min sidste dag som tobenet. Jeg fik lige en weekend, fra de planlagde operationen, til den blev udført. Mit eget lille indblik i det, Isaac går igennem.” Jeg nikkede. Jeg kunne godt lide Augustus Waters. Jeg kunne virkelig, virkelig godt lide ham. Jeg kunne godt lide, at hans historie sluttede med en anden end ham selv. Jeg kunne godt lide hans stemme. Jeg kunne godt lide, at han lavede eksistentielt ladede scoringer. Jeg kunne godt lide, at han havde en kandidatgrad fra Fakultet for Skæve Smil med sidefag på Institut for Stemmer Der Fik Min Hud Til At Føles Mere Som Hud. Og jeg kunne godt lide, at han havde to navne. Jeg har altid godt kunnet lide folk med to navne, for så kan man selv bestemme, hvad man vil kalde dem – Gus eller Augustus? Hvad angår mig selv, er jeg bare gode, gamle Hazel. “Har du nogen søskende?” spurgte jeg. “Hvad?” spurgte han distræt. “Det der med at se på børn, der leger.” “Nå det. Nej. Jeg har nevøer. Fra mine halvsøstre. Men de er ældre. De er nok – HEY FAR, HVOR GAMLE ER JULIE OG MARTHA?” “28!” “De er 28. De bor i Chicago. De er begge to gift med sådan nogle toptjekkede advokattyper. Eller finanstyper. Det kan jeg ikke lige huske. Har du søskende?” 12


Jeg rystede på hovedet. “Nå, men hvad er din historie så?” spurgte han og satte sig ved siden af mig på behørig afstand. “Den har du allerede fået. Jeg blev syg, da jeg ...” “Nej, ikke din kræfthistorie. Historien om dig. Interesser, hobbyer, lidenskaber, obskure feticher osv.” “Øhm,” sagde jeg. “Kom ikke og sig, at du er et af den slags mennesker, som er deres sygdom. Dem kender jeg så mange af. Det er til at blive deprimeret af. Kræft er ligesom en industri i vækst, ikke? En industri, der opkøber mennesker. Men du virker ikke til at have overgivet dig allerede.” Det slog mig, at det måske lige præcis var det, jeg havde. Jeg var virkelig i tvivl om, hvordan jeg skulle sælge mig selv til Augustus Waters, og hvilke lidenskaber jeg skulle fortælle om, og i løbet af den lille pause, der fulgte, gik det op for mig, at jeg vist bare ikke var særlig interessant. “Jeg er rimelig almindelig.” “Det tror jeg ikke et sekund på. Tænk på, hvad du godt kan lide. Det første, du kommer i tanke om.” “Øh. At læse.” “Hvad læser du?” “Alt. Fra klæge kærlighedsromaner over intellektuelle forfattere til lyrik. Hvad som helst.” “Skriver du selv digte?” “Nej. Jeg skriver ikke.” “Bingo!” nærmest råbte Augustus. “Hazel Grace, du er den eneste teenager i USA, som hellere vil læse digte end skrive dem. Det fortæller jo alt. Du læser sikkert en masse store Romaner med stort R, ikke?” 13


“Tjo, det gør jeg måske.” “Hvad er din yndlings?” “Øhm,” svarede jeg. Min absolutte yndlingsbog var En fyrstelig lidelse, men jeg brød mig ikke om at fortælle folk om den. Af og til når man læser en bog, bliver man helt besat af den her sære, brændende trang til at sprede budskabet, som om verden er gået i stykker og ikke kan blive hel igen, før alle mennesker på hele jorden har læst bogen. Og så er der bøger som En fyrstelig lidelse, som man ikke kan fortælle nogen om, fordi de er så særlige og så meget ens egen, at det ville føles som forræderi at dele begejstringen. Det var ikke engang, fordi bogen var så fantastisk – det var bare det, at dens forfatter, Peter Van Houten, simpelthen forstod mig på så mange mystiske og ubegribelige måder. En fyrstelig lidelse var min bog på samme måde, som min krop var min krop, og mine tanker mine tanker. Ikke desto mindre fortalte jeg Augustus om den. “Min yndlingsbog er nok En fyrstelig lidelse,” sagde jeg. “Handler den om zombier?” “Nej.” “Stormtroopere?” Jeg rystede på hovedet. “Det er ikke sådan en slags bog.” Han smilede. “Jeg vil læse den dødssyge bog med den kedelige titel, som ikke har stormtroopere med,” sagde han, og jeg fortrød med det samme, at jeg havde fortalt ham om den. Augustus vendte sig om mod den stak bøger, der lå på sengebordet. Han tog en paperback og en kuglepen og skriblede en dedikation på titelbladet. “Til gengæld vil jeg bede dig læse 14


denne suveræne, uafrystelige roman, som er skrevet over mit yndlingscomputerspil.” Han holdt bogen op. Den hed Daggryets pris. Jeg tog den med et grin. Vores hænder blev på en eller anden måde filtret sammen ved overrækkelsen, og pludselig holdt vi hinanden i hånden. “Du fryser,” sagde han og trykkede en finger ind mod mit blege håndled. “Underiltning af blodet,” sagde jeg. “Jeg elsker, når du taler lægesprog.” Han trak mig med op at stå og slap ikke min hånd, før vi var kommet helt op ad trappen. Vi så filmen med et godt stykke sofa imellem os. Jeg lavede den der totalt 8. klassesting med at placere hånden cirka halvvejs mellem os, som signal til, at han godt måtte tage den, men det gjorde han ikke. Omkring en time inde i filmen kom Augustus’ forældre ind med de berømte enchiladas, som vi spiste i sofaen, og de var faktisk ret lækre. Filmen handlede om en heltemodig, maskeret fyr, som gik heltemodigt i døden for Natalie Portman, som var rimelig tough og megalækker og i hvert fald ikke havde den mindste lighed med mit opsvulmede steroidansigt. “Ret fed, ikke?” spurgte han, da rulleteksterne kom på. “Ret fed,” sagde jeg, selv om den faktisk ikke var særlig fed. Det var mest en drengefilm. Jeg ved ikke, hvorfor drenge tror, at vi kan lide drengefilm. Vi forventer ikke, at de kan lide pigefilm. “Jeg må hellere tage hjem. Jeg skal til forelæsning i morgen tidlig,” sagde jeg. Jeg sad lidt på sofaen, mens Augustus ledte efter sine nøgler. Hans mor satte sig ved siden af mig. “Er den ikke bare vidun15


derlig?” sagde hun. Jeg havde åbenbart kigget hen mod den opmuntring, der hang over fjernsynet. Det var en engel med påskriften Den som ikke kender sorgen, kender ikke lykken. (Det er en velkendt påstand i Afdelingen for Lidelsestænkning, og udsagnets idioti og mangel på elegance kunne man bruge århundreder på at analysere, men det rækker vel at sige, at eksistensen af broccoli intet har at gøre med smagen af chokolade). “Jo,” svarede jeg. “Det er en fin tanke.” Jeg kørte Augustus’ bil hjem med Augustus ved siden af. Han spillede et par numre for mig med et band kaldet The Hectic Glow, og sangene var gode nok, men fordi jeg ikke kendte dem i forvejen, var jeg ikke helt så meget oppe at ringe, som han var. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hans ben – eller rettere der, hvor det engang havde været – mens jeg prøvede at forestille mig, hvordan det kunstige ben så ud. Jeg ville gerne være ligeglad, men det var jeg ikke helt. Han var sikkert heller ikke helt ligeglad med min iltforsyning. Sygdom er frastødende. Det havde jeg indset for længe siden, og det samme havde Augustus nok. Da jeg kørte op foran mit hus, slukkede Augustus for radioen. Luften blev elektrisk. Han sad måske og overvejede at kysse mig, og jeg overvejede helt sikkert at kysse ham. Jeg tænkte over, om jeg havde lyst. Jeg havde kysset før, men for lang tid siden. Inden Miraklet. Jeg trak håndbremsen og så på ham. Han var virkelig smuk. Jeg ved godt, at fyre ikke normalt er smukke, men det var han. “Hazel Grace,” sagde han, og mit navn lød nyt og bedre i munden på ham. “Det har været en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med dig.” 16


“Samme her, hr. Waters,” sagde jeg. Hans blik gjorde mig forlegen. Jeg kunne ikke matche intensiteten i de havblå øjne. “Ses vi igen?” spurgte han. Han lød nervøs på en nuttet måde. Jeg smilede. “Selvfølgelig.” “I morgen?” spurgte han. “Rolig nu,” sagde jeg belærende. “Pas på med at virke for ivrig.” “Det var derfor, jeg sagde i morgen,” svarede han. “Jeg ville gerne mødes allerede i aften. Men jeg er villig til at vente hele natten og noget af i morgen.” Jeg vendte øjne. “Jeg mener det,” sagde han. “Du kender mig jo slet ikke,” sagde jeg. Jeg tog bogen, som lå mellem sæderne. “Hvad siger du til, at jeg ringer, når jeg har læst den her?” “Du har ikke mit nummer,” sagde han. “Jeg går stærkt ud fra, at du har skrevet det i bogen.” Han lyste op i det der bøvede smil. “Og du siger, at vi ikke kender hinanden.”

17


Lauren Oliver

Delirium

Lena lever i en verden, hvor kærlighed er en sygdom. Når hun fylder 18 år, skal hun opereres, så hun kan leve trygt og roligt resten af livet – uden smerte og uden kærlighed. Lena glæder sig, men 95 dage før operationen møder hun Alex, og så sker det, der ikke måtte ske: Lena forelsker sig. Delirium er første bog i en ny serie og har allerede været en stor succes i USA.

“En dystopisk Romeo og Julie-historie, der fortjener at blive lige så stor som Twilight.” – Stylist “Enormt fascinerende og fængslende.” – Bookseller’s Choice, The Bookseller “Det må være en af de mest originale fiktive koncepter i lang tid ... Virkelig velkonstrueret ... vil efterlade dig med hjertet i halsen ... Den vil dig til at huske, hvorfor du egentlig gider det der kærlighed.” – News of The World

Læseprøve 2012.indd 19

19/09/12 14.25


Bag laden kan jeg se en sort rand af mørke, hvor det vilde, uregulerede land begynder. Vildmarken. Jeg kan ikke se grænsehegnet på denne afstand, men jeg bilder mig ind, jeg kan fornemme det, kan mærke den elektriske strøm summe i luften. Jeg har kun været så tæt på grænsen nogle få gange. Engang sammen med min mor for mange år siden, da hun fik mig til at lytte til elektricitetens sitren – strømmen er så stærk, at luften næsten vibrerer; man kan få stød, hvis man står for tæt på – og love, at jeg aldrig, aldrig nogensinde ville røre ved hegnet. Hun fortalte mig, at da indgrebet blev påbudt, var der nogen, der forsøgte at flygte over grænsen. De nåede kun lige at lægge en hånd på hegnet, så blev de stegt som bacon – det var det udtryk, hun brugte: som bacon. Når jeg sommetider løber langs hegnet sammen med Hana, holder jeg mig altid på flere meters afstand af det. Inde i laden har nogen rigget højttalere og forstærkere til samt to enorme projektører, som får dem i nærheden af scenen til at se uvirkeligt hvide og skarpe ud og alle andre mørke og slørede. De må tappe strøm fra en anden gård, tænker jeg, da sangen slutter, og publikum brøler ligesom havet. Det er tåbe20


ligt, det her, tænker jeg så, jeg finder aldrig Hana, der er alt for mange mennesker – så begynder en ny sang; den er lige så vild og smuk, og den når hen over alt det sorte og rammer mig lige i hjertet, den slår mig an ligesom en streng. Jeg begiver mig ned ad bakken hen mod laden. Det underlige er, at det ikke er noget, jeg vælger – mine fødder går helt af sig selv, som om de er faldet over et usynligt spor og bare følger det. Et øjeblik glemmer jeg helt, at det egentlig er meningen, jeg skal lede efter Hana. Det er lidt som i en drøm, hvor der sker de underligste ting, men de føles bare ikke underlige. Alt er sløret, alt er hyllet i tåge, og fra top til tå er jeg opfyldt af en dyb længsel efter at komme tættere på musikken, at høre musikken, jeg vil bare have, at musikken skal blive ved og ved og ved. “Lena? Det er løgn! Lena!” Lyden af mit navn river mig ud af døsen, og pludselig opdager jeg, at jeg står midt i en enorm klynge mennesker. Nej. Ikke bare mennesker. Piger. Og fyre. Ikke-opererede alle sammen, uden det mindste tegn på ar bag ørerne – i det mindste dem, der står så tæt på, at jeg kan tjekke. Piger og fyre, der snakker sammen. Piger og fyre, der griner sammen. Piger og fyre, der drikker af det samme bæger. Jeg har det, som om jeg kan besvime når som helst. Hana skubber folk til side med albuerne og farer hen imod mig, og før jeg kan nå at åbne munden, kaster hun sig over mig ligesom til dimissionen. Jeg bliver så forskrækket, at jeg er lige ved at vælte omkuld. “Du er her!” Hun holder mig lidt ud fra sig og stirrer på mig, stadig med hænderne på mine skuldre. “Du er her virkelig!” Nummeret slutter, og forsangeren – en lille spinkel pige med langt sort hår – råber et eller andet om en pause. Mens min hjerne langsomt genstarter, farer den tåbeligste tanke gen21


nem mit hoved: Hun er endnu mindre end mig, og hun står og synger foran 500 mennesker. Så tænker jeg: 500 mennesker. 500 mennesker? Hvad laver jeg hér sammen med 500 mennesker?! “Jeg kan ikke blive,” siger jeg hurtigt. I samme øjeblik ordene er sagt, er jeg lettet. Uanset hvad jeg ville bevise ved at komme her, så er det hermed bevist, og jeg kan gå. Jeg må væk fra dette mylder, denne kakofoni af stemmer, denne bevægelige mur af brystkasser og skuldre omkring mig. Jeg har været for opslugt af musikken til at se mig om, men nu fornemmer jeg et hav af farver og parfumer og hænder rundt om os. Hana åbner munden – måske for at komme med indvendinger – men i det samme bliver vi afbrudt. En fyr med leverpostejfarvet hår, der falder ned i øjnene på ham, baner sig vej hen til os med to plasticbægre i hænderne. Den leverpostejfarvede rækker Hana et bæger. Hun tager imod det, takker ham og vender sig så om mod mig igen. “Lena,” siger hun, “det er min ven Drew.” Et sekund ser hun skyldbevidst ud, men så er smilet tilbage, så bredt som nogensinde, som om vi står på Skt. Annes og snakker om en biologiprøve. Jeg åbner munden, men der kommer ikke nogen ord ud, hvilket sikkert kun er godt, i betragtning af at en brandalarm brøler inde i mit hoved. Det lyder måske dumt og naivt, men mens jeg var på vej til Roaring Brook, slog det mig ikke en eneste gang, at der både ville være piger og fyre. Det faldt mig simpelthen ikke ind. Én ting er at bryde spærretiden; at lytte til musik er endnu værre. Men at bryde segregationsreglerne er en af de værste lovovertrædelser. Det var derfor, Willow Marks’ indgreb blev fremskyndet, og det var derfor, der blev skrevet smædeord på 22


hendes hus; det var derfor, Chelsea Bronson blev smidt ud af skolen efter angiveligt at have brudt spærretiden sammen med en fyr fra Spencer, og derfor hendes forældre blev fyret, og derfor hele hendes familie blev tvunget til at forlade deres hjem. Og i Chelsea Bronsons tilfælde var der ikke engang noget bevis. Det var bare et rygte. Men det var nok. Drew vinker skævt til mig. “Hej Lena.” Min mund åbner og lukker sig. Stadig ingen lyd. Så vi står bare der i småpinlig tavshed. Så rækker han med en brat bevægelse bægeret hen mod mig. “Whisky?” “Whisky?” kvækker jeg. Jeg har kun fået alkohol nogle få gange i mit liv: til jul, når tante Carol skænker mit vinglas en fjerdedel op, og engang hjemme hos Hana, da vi stjal noget brombærlikør fra hendes forældres barskab og drak, lige til loftet begyndte at dreje rundt. Hana lo og grinede og fnisede, men jeg kunne ikke lide det; jeg brød mig hverken om den sygeligt søde smag i munden eller om den måde, mine tanker gik i opløsning på, ligesom tåge i solskin. Jeg havde mistet kontrollen, og jeg hadede det. Drew trækker på skuldrene. “Det er det eneste, der er tilbage. Vodkaen ryger altid først til de her fester.” De her fester – som i: De her fester finder åbenbart jævnligt sted. “Nej.” Jeg forsøger at skubbe bægeret tilbage. “Tag du det.” Han misforstår mig og vifter mig bagatelliserende væk. “Det er okay. Jeg henter bare et andet.” Drew smiler hurtigt til Hana, før han forsvinder ind i mylderet. Jeg kan godt lide hans smil – måden, det kryber opad mod hans venstre øre – men da det går op for mig, at jeg tillader mig at tænke på – og kan lide – hans smil, mærker jeg panikken dunke i mig, i mit blod, et helt liv med hvisken og beskyldninger. 23


Kontrol. Det handler alt sammen om kontrol. “Jeg er nødt til at gå nu,” lykkes det mig at sige til Hana. Fremskridt. “Gå?” Hun rynker panden. “Du er gået hele vejen herud, og nu ...” “Jeg cyklede.” “Whatever. Du er cyklet hele vejen herud, og nu vil du bare gå?” Hun rækker ud efter min hånd, men jeg lægger hurtigt armene over kors for at undgå hendes berøring. Hun ser såret ud, så jeg lader, som om jeg fryser, så hun ikke skal tage det personligt. Hvorfor føles det så underligt at snakke med hende? Hun er min bedste veninde, den pige, jeg har kendt lige siden 2. klasse, den pige, der plejede at dele sine cookies med mig i spisefrikvarteret, den pige, der engang hamrede en knytnæve ind i fjæset på Jillian Dawson, da hun havde sagt, at min familie var syg. “Jeg er træt,” siger jeg. “Jeg burde slet ikke være her.” Jeg har lyst til at fortsætte: Og det burde du heller ikke, men jeg holder inde. “Hørte du bandet? Er de ikke bare fede?” Hana er alt for sød, det er slet ikke hende, og jeg kan mærke en skarp smerte under ribbenene. Hun prøver at være høflig. Hun opfører sig, som om vi ikke kender hinanden. Hun kan også mærke forlegenheden. “Jeg ... jeg hørte ikke rigtig efter.” Af en eller anden grund vil jeg ikke have, at Hana skal vide, at jo, jeg hørte det, og jo, jeg synes, de var fede, bedre end fede. Det er ligesom for privat, næsten pinligt, noget jeg skammer mig over, og selvom jeg brød spærretiden og tog hele vejen herud og alt muligt bare for at se hende og sige undskyld, vender den følelse tilbage, som jeg havde tidligere i dag: Jeg kender ikke Hana længere, og hun kender ikke mig. 24


Jeg er vant til en følelse af dobbelthed, vant til at tænke én ting og gøre noget andet, en konstant tovtrækning. Men på en eller anden måde er Hana havnet i den anden verden, verdenen med de unævnelige tanker og ting og mennesker. Kan det virkelig passe, at jeg bare har levet og læst til eksamen og løbet lange ture sammen med Hana – og i al den tid har denne anden verden eksisteret langs med eller lige neden under min verden, parat til at snige sig ud af skyggerne og sidegaderne, lige så snart solen går ned? Forbudte fester, forbudt musik, mennesker, der rører ved hinanden uden frygt for sygdommen, uden frygt for sig selv. En verden uden frygt. Umuligt. Og selvom jeg står midt i den største menneskemængde, jeg nogensinde har set, føler jeg mig pludselig meget alene. “Bliv,” siger Hana stille. Selvom det er en ordre, er der en tøven i hendes stemme, som om hun stiller et spørgsmål. “Så kan du nå at høre andet sæt.” Jeg ryster på hovedet. Jeg ville ønske, jeg ikke var kommet. Jeg ville ønske, jeg ikke havde set alt det her. Jeg ville ønske, jeg ikke vidste alt det, jeg ved nu, at jeg kunne vågne op i morgen og tage over til Hana, kunne ligge ude på Eastern Promenade sammen med hende og brokke mig over, hvor kedelige somre er, sådan som vi plejede at gøre. Jeg ville ønske, at intet havde forandret sig. “Jeg er nødt til at smutte,” siger jeg og ville ønske, at min stemme ikke bævede sådan. “Men det er okay – du kan bare blive.” I samme sekund jeg siger det, går det op for mig, at hun ikke har tilbudt at følge mig hjem. Hun kigger på mig med en underlig blanding af beklagelse og medlidenhed. “Jeg kan tage med dig, hvis du gerne vil?” siger hun, men jeg ved, at hun kun tilbyder det nu for at muntre mig lidt op. 25


“Nej, nej. Det er helt fint.” Mine kinder brænder, og jeg træder et skridt baglæns, desperat efter at komme væk derfra. Jeg støder ind i nogen – en fyr – der vender sig om og smiler til mig. Jeg går hurtigt væk fra ham. “Vent, Lena.” Hana forsøger igen at gribe fat i mig. Selvom hun allerede har en drink, presser jeg bægeret ind i hendes frie hånd, så hun er nødt til at standse; hun rynker panden og prøver at holde begge bægrene med underarmen, og i det sekund danser jeg baglæns væk fra hende og ud af hendes rækkevidde. “Jeg klarer mig. Vi snakkes i morgen.” Og så smutter jeg ind i en snæver passage mellem to mennesker – det er den eneste fordel ved kun at være 1,57: Man kan spotte den slags mellemrum – og før jeg ved af det, er Hana opslugt af mængden. Jeg snor mig væk fra laden med blikket i jorden og håber, at mine kinder køler hurtigt af. Skikkelser hvirvler forbi, så det føles, som om jeg drømmer igen. Dreng. Pige. Dreng. Pige. Griner og skubber til hinanden og rører ved hinandens hår. Jeg har aldrig, aldrig nogensinde følt mig så anderledes og akavet og tilovers. Der lyder en skinger hvinen, og så begynder bandet at spille igen, men denne gang har musikken slet ikke den samme hypnotiske kraft som før. Jeg stopper ikke engang op. Jeg bliver bare ved med at gå, hen mod bakken, mens jeg forestiller mig den kølige stilhed og de stjerneoplyste marker, Portlands velkendte, mørklagte gader, patruljernes regelmæssige rytme, når de marcherer i takt, de knitrende meldinger fra regulatorernes walkie-talkier – regelmæssigt, normalt, velkendt. Mit. Langt om længe begynder det at tynde ud i mængden. Det var varmt at være mast ind mellem så mange andre, men nu prikker brisen i min hud og køler mine kinder. Jeg er begyndt at falde til ro, og i udkanten af mængden tillader jeg mig et hurtigt kig 26


tilbage på scenen. Laden, der ligger badet i lys, helt åben mod himlen og natten, minder mig om en hånd, der holder skærmende om et lille bål. “Lena!” Det er underligt, at jeg med det samme genkender stemmen, selvom jeg kun har hørt den en enkelt gang før i 10, højst 15 minutter – det er den underliggende latter, som om nogen læner sig ind mod én for at fortælle en saftig hemmelighed midt i en vildt kedelig skoletime. Alt fryser til is. Blodet holder op med at flyde i mine årer. Mit åndedræt stopper. Et øjeblik er det, som om selv musikken holder op, og det eneste, jeg kan høre, er noget roligt og regelmæssigt og dæmpet og smukt, som en fjern trommerytme, og jeg tænker: Det er mit hjerte, jeg kan høre, men jeg ved, at det er umuligt, for mit hjerte er også holdt op med at slå. Mine øjne laver deres kamera-zoom-nummer, og det eneste, jeg kan se, er Alex, der baner sig vej hen til mig. “Lena! Vent!” Jeg bliver grebet af panik: I et hæsligt sekund tror jeg, at han er en del af en patrulje, en razzia-styrke eller noget – men så ser jeg, at han har jeans og en falmet T-shirt på – og de udtrådte gummisko med de blækblå snørebånd. “Hvad laver du her?” fremstammer jeg, da han når hen til mig. Han griner. “Tak, det er også hyggeligt at se dig.” Han lader der være lidt luft mellem os, og det er jeg glad for. I halvmørket kan jeg ikke skelne farven på hans øjne, og jeg har ikke brug for at blive distraheret lige nu, har ikke brug for at blive hylet ud af den, ligesom dengang foran laboratoriekomplekset, da han lænede sig frem for at hviske til mig – bevidstheden om, at hans mund kun var få centimeter fra mit øre – panik og skyld og ophidselse på én gang. 27


“Jeg mener det.” Jeg gør mit bedste for at skule olmt. Hans smil blegner, men det forsvinder ikke helt. Han puster luft ud. “Jeg kom for at høre musikken,” siger han. “Ligesom alle andre.” “Men du kan da ikke ...” Jeg kæmper for at finde ordene, usikker på hvordan jeg skal sige dét, jeg vil sige. “Men det er jo ...” “Ulovligt?” Han trækker på skuldrene. En tot af hans hår krøller ned over hans venstre øre, og da han vender sig for at se ud over folk, fanger totten lyset oppe fra scenen og blinker i den dér fantastiske gyldenbrune nuance. “Det er okay,” tilføjer han så dæmpet, at jeg må læne mig frem for at høre ham hen over musikken. “Der sker jo ikke noget.” Det kan du da ikke vide, er jeg lige ved at indvende, men den vemod, der kanter hans ord, standser mig. Han kører en hånd gennem håret, og jeg kan lige ane det mørke, tredobbelte ar bag hans venstre øre. Måske er han ked af de ting, han mistede ved indgrebet. Musik betyder for eksempel næsten aldrig det samme for opererede som før operationen, og selvom indgrebet burde have fjernet følelser som vemod, virker indgrebet forskelligt på alle, og det er ikke altid perfekt. Det er derfor, min onkel og tante stadigvæk drømmer sommetider. Det er derfor, min kusine Marcia indimellem tog sig i at græde hysterisk uden noget varsel eller nogen grund. “Hvad med dig?” Han vender sig om mod mig. Smilet er tilbage, og det samme er den drillende undertone i hans stemme. “Hvad er din undskyldning?” “Jeg havde slet ikke lyst til at komme,” siger jeg hurtigt. “Jeg skulle bare ...” Jeg tier, jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg absolut var nødt til at komme. “Jeg skulle aflevere noget,” siger jeg så.

28


Han hæver øjenbrynene, tydeligvis uimponeret. “Til Hana,” tilføjer jeg hurtigt. “Min veninde. Du mødte hende forleden.” “Nårh ja,” siger han. Jeg har aldrig set nogen smile så længe i træk. Det er, som om hans ansigt er formet på den måde fra naturens side. “Du har for resten ikke sagt undskyld.” “For hvad?” De andre har maset sig tættere på scenen, så vi ikke længere er omringet af folk. Et par stykker går forbi, nogle med en flaske i hånden, andre synger med på nummeret, lidt falsk, men derudover er vi alene. “For at brænde mig af.” Det trækker i hans ene mundvig, og jeg har igen på fornemmelsen, at han deler en saftig hemmelighed med mig, at han prøver at fortælle mig noget. “Du dukkede aldrig op ved Back Cove den dag.” Jeg mærker et sus af triumf – så ventede han altså på mig ved Back Cove! Han ville mødes med mig! Men samtidig blomstrer usikkerheden i mig. Han vil have noget af mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke det, og det skræmmer mig.

29


Jay Asher & Carolyn Mackler

I går var i dag i morgen

Året er 1996, og 16-årige Emma har lige fået sin første computer. Samtidig har hendes bedste ven, Josh, vundet en CD-ROM med 100 timers online-adgang. Sammen logger de på og lander pludselig på noget, der hedder Facebook. Femten år ude i fremtiden. Ansigt til ansigt med sig selv som voksne. Emma kan se, at hun ikke vil blive lykkelig og beslutter, at det skal der laves om på. Josh derimod vil ikke ændre noget som helst. Han kan nemlig se frem til at blive gift med den hotteste pige på skolen.

“Denne bog er en gave, vækkende og voldsomt inspirerende.” + + + + + – Politiken “Hvis du elsker kærlighedshistorier og tror på, at der findes mere mellem himmel og jord, så er I går var i dag i morgen noget for dig.” + + + + + – Vi Unge


2://Josh

Jeg følger efter Emma op ad trappen og tæller månederne fra november til maj. Det er seks måneder siden, jeg sidst har væ-

ret her. Før det var det ligesom mit andet hjem. Men da vi og alle vennerne var til premieren på Toy Story, misforstod jeg det hele og troede, at hun ville være mere end bare venner. Det ville hun ikke.

Da vi når op til hendes værelse, peger Emma på sin compu-

ter: “Se.”

På computeren er der en pauseskærm, som ligner en laby-

rint af murstensvægge.

“Den er fin,” siger jeg og stiller mit board op ad hendes

kommode. “Man kan næsten ikke høre, den er tændt.”

Hendes værelse ser ud, som det plejer, bortset fra en buket

visne hvide roser på kommoden. Der hænger adskillige røde papirslamper i loftet, og to opslagstavler ovre ved sengen er

proppet med fotografier og billetter til biografen og skolefester.

Emma ryster på hovedet. “Ej, undskyld,” siger hun så og

griner af sig selv. “Det er så dumt.”

“Hvad er dumt?” Jeg puffer mit svedige pandehår væk fra

32


øjnene. Efter at jeg havde hentet mine nye hjul, mødtes jeg med Tyson på parkeringspladsen ved First Baptist-kirken for at ska-

te. Mellem morgen- og aftengudstjenesten er parkeringspladsen tom, og der er de fedeste små bakker.

Emma står ved siden af sin skrivebordsstol og drejer den

hen mod mig. “Nå, men altså, du skal bare gøre, hvad jeg beder dig om. Det tager kun et øjeblik.”

Jeg sætter mig, og Emma drejer mig rundt, indtil jeg sidder

foran skærmen.

“Flyt musen,” siger hun, “og fortæl mig, hvad du ser.”

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg er på hendes værelse

igen, eller om det er måden, hun opfører sig på, men jeg bliver en smule utilpas.

“Gør det nu,” beder hun og går så hen til vinduet.

Jeg puffer til musen. Murstenslabyrinten fryser og forsvin-

der så, og en webside fuld af bittesmå billeder og en masse ord over det hele, ligesom et kalejdoskop, dukker op. Jeg aner ikke, hvad det er.

“Kvinden ligner dig,” siger jeg så. “Hvor er det sejt!” Jeg ka-

ster et hurtigt blik på Emma, men hun står og stirrer ud ad vinduet, ud over deres forhave og over mod vinduet ind til vores

badeværelse på første sal. “Hun ligner dig ikke på en prik, men hvis du var ældre, så gjorde hun.”

“Hvad lægger du ellers mærke til?” spørger Emma.

“Hun hedder det samme som dig, bare med efternavnet Jo-

nes.”

Der står “Facebook” øverst på siden, og den er noget rodet,

med grafik og tekst i en stor pærevælling.

“Det er ikke dig, der har lavet den, vel?” spørger jeg. Jeg

følger Edb I-kurset i år, som handler om at oprette, ændre og

33


gemme filer på computeren, og Emma er et år foran mig, hun har Edb II.

Hun vender sig om mod mig med hævede øjenbryn.

“Altså, det kunne du jo sagtens finde ud af,” siger jeg.

Det ser ud, som om Emma har lavet siden selv, som en slags

fremtidsfantasi over sit liv. Der står, at Emma Nelson Jones har studeret på vores skole, at hun nu bor i Florida og er gift med en

fyr, som hedder Jordan Jones Jr. Hendes mands navn lyder som

noget fra en film, men hun har i det mindste ikke kaldt sig selv Emma Nelson Grainger som ham løberen. Eller Emma Nelson Wilde som ham, hun kærester rundt med for tiden. Apropos Graham, har hun så ikke sagt, at hun ville slå op med ham?

Emma sætter sig på kanten af sin seng med hænderne hvi-

lende på lårene. “Hvad tænker du?”

“Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad du har tænkt dig med

den,” siger jeg.

“Hvad mener du?”

“Hvornår skal du aflevere den?” spørger jeg. “Hvornår skal jeg aflevere hvad?”

Emma går hen til mig og stirrer på skærmen, mens hun ban-

ker en finger mod sine læber. Hendes hår drypper på hendes

bluse, jeg kan se bittesmå regnbuefarvede stjerner på hendes bh igennem det våde stof. Jeg forsøger ikke at kigge.

“Josh, kom nu,” siger hun. “Hvordan har du lavet det?” “Mig?”

“Det er dig, der har givet mig cd-rommen,” siger hun, ræk-

ker hånden frem og trykker Eject på computeren. “Du sagde, det var fra AOL.”

“Det er det også!” Jeg peger på skærmen. “Tror du, jeg ved,

hvad det her er?”

34


“Du har vildt mange billeder af mig. Måske har du scannet

et af dem ind på skolen og ...”

“Og gjort dig ældre? Hvordan skulle jeg kunne gøre det?”

Mine hænder bliver fugtige. Hvis det ikke er Emma, der har

lavet det her, så ...

Jeg gnider hænderne mod mine knæ. Den ene halvdel af

min hjerne hvisker, at det kunne være en webside fra frem-

tiden. Den anden skriger til den første, at den er en gigantisk idiot.

På skærmen sidder Emma Nelson Jones og smiler med fine

rynker om øjnene.

Emma peger på skærmen. “Tror du, det er en virus?”

“Eller en joke,” siger jeg og tager cd-rommen ud af compu-

teren og nærstuderer den. Måske er der nogen på skolen, som vidste, at Emma skulle have ny computer, og som lavede en cd, der så ægte ud og ... lagde den i min postkasse.

Der løber en lang række korte sætninger ned ad midten af

skærmen. De er skrevet af Emma Nelson Jones, og flere andre har kommenteret på dem.

Emma Nelson Jones Overvejer at få lyse striber. Synes godt om – Tilføj kommentar – for 4 timer siden

Mark Elliot Du må ikke ændre noget som helst, E! for 57 minutter siden – Synes godt om

Sandra McAdams Skal vi ikke gøre det sammen?! for 43 minutter siden – Synes godt om

“Hvis det er en joke, så fatter jeg den ikke,” siger Emma. “Hvad er meningen?”

35


“Det er åbenbart fra fremtiden.” Jeg griner. “Måske betyder

det, at du er berømt.”

Emma griner også. “Og hvad skulle jeg være berømt for? At

spille saxofon? At løbe? Eller tror du, jeg er blevet en verdensberømt rulleskøjteløber?”

Jeg leger med. “Måske bliver rulleskøjteløb en olympisk di-

sciplin i fremtiden.”

Emma hviner og klapper i hænderne. “Måske kvalificerer

Cody sig til en løbedisciplin, og vi tager til OL sammen!”

Og så fik hun lige bragt Cody Grainger ind i samtalen. Hun peger på noget i bunden af siden. “Hvad er det?” Emma Nelson Jones Er der nogen, der kan gætte, hvor min mand var hele sidste weekend? Synes godt om – Tilføj kommentar – for 20 timer siden

Nede under teksten, næsten skjult i bunden af skærmen, er der et billede. Det øverste af billedet ligner havet. Jeg kører musen hen over det.

“Skal jeg klikke på det ...?”

“Nej!” siger Emma. “Hvad nu hvis det er en virus, og jo

mere vi klikker, jo værre bliver det? Jeg vil ikke have, at min nye computer brænder sammen.”

Hun tager cd-rommen ud af hånden på mig og smider den

ned i den øverste skrivebordsskuffe.

Jeg drejer mig rundt på stolen og kigger på hende. “Kom

nu, er du slet ikke lidt nysgerrig efter at se, hvem du bliver gift med, også selvom det kun er en joke?”

Emma tænker et sekunds tid. “Okay så,” svarer hun.

36


Jeg klikker på billedet, og et nyt skærmbillede dukker op. Vi

betragter den store firkant midt på siden, der langsomt loades.

Først kan vi se det bølgende hav. Så en mands ansigt. Han har

sorte solbriller på. Så dukker hans fingre op, der lukker sig om en sværdlignende snude på en fisk. Da billedet er loadet helt, kan vi se, at manden står i forstavnen på en fiskekutter.

“Hvor er den fisk stor!” siger jeg, “Hvor mon han er? Det

skulle vist nok være i Florida.”

“Han er jo lækker!” siger Emma. “Altså, af en gammel fyr at

være. Hvor mon de har fået billedet fra?”

Det banker på døren, og vi farer sammen, inden Emmas mor

træder ind på værelset.

“Kan du lide din nye computer?” spørger hun. “Surfer I på

internettet, nu hvor vi har fået al den gratis tid?”

Emma stiller sig langsomt ind foran skærmen. “Vi sidder og

laver noget research på sværdfisk.”

“Og fremtidige mænd,” siger jeg og bliver nappet hårdt i

armen.

“Kan I ikke arbejde på det lidt senere,” spørger hendes mor.

“Marty skulle gerne ringe til en kunde inden aftensmaden, og han kan ikke gøre det, når I er på internettet.”

“Men jeg er ikke færdig,” siger Emma. “Jeg ved ikke, om vi

kan finde siden igen senere.”

Hun har ret. Hvad nu hvis vi ikke kan komme tilbage hertil?

Der er så meget mere, vi lige skal tjekke ud, også selvom det

bare er en joke. Emma er nødt til at finde på noget overbevisende, så vi kan blive på nettet.

“Der er kun én telefonlinje,” siger hendes mor. “Skriv adres-

sen ned på et stykke papir, og vend tilbage til den senere. Hvis det her internet bliver et problem, så ...”

37


“Det gør det ikke,” siger Emma. Hun tager fat i musen, ån-

der langsomt ud og logger af AOL.

Den mekaniske stemme siger friskt: “Farvel!”

“Tak,” siger Emmas mor. Så lægger hun hovedet på skrå ad

mig. “Det er rart at se dig herovre igen, Josh. Har du lyst til at blive og spise med?”

Jeg rejser mig, tager mit board og undgår at kigge på Emma.

“Det kan jeg desværre ikke. Jeg har alt for mange lektier, og mine forældre ...” Da jeg tøver, kan jeg mærke, at jeg rødmer.

Vi følges alle tre ned ad trappen. Emmas mor går ud til Mar-

tin på badeværelset, hvor han er ved at pakke nogle poser fra

IKEA ud. Emma åbner hoveddøren for mig og læner sig frem mod mig.

“Jeg prøver at komme på nettet senere igen,” hvisker hun.

“Okay,” siger jeg og kigger ned på mit board. “Ring, hvis du

har brug for hjælp.”

38


3://Emma

Det eneste, jeg kan tænke på, da vi spiser aftensmad, er Emma Nelson Jones.

“Man kan næsten ikke smage, at det er kalorielet ost,” siger

min mor til Martin, da hun sidder og nipper til sin pizza. “Og ærter i stedet for peperoni, det er virkeligt lækkert.” “Helt enig,” siger Martin.

Vi sidder og spiser foran fjernsynet, mens vi ser Seinfeld. De

optager det på video hver torsdag og ser det så søndag aften. Jeg tager endnu et stykke pizza og lægger på min tallerken. “Pas på,” siger Martin.

“Det nye gulvtæppe,” tilføjer min mor.

Der er reklamer, og i stedet for at spole rykker Martin tæt-

tere på min mor og aer hendes arm. Jeg kan ikke klare det. Jeg tager tallerkenen i den ene hånd og mælken i den anden og går op på mit værelse.

Jeg sætter mig i skrædderstilling på sengen og spiser pizza,

mens jeg betragter murstenslabyrinten på min computer. Måske er det en joke. Eller en virus. Måske findes der virkelig en

kvinde midt i 30’erne, som hedder Emma Nelson Jones. Hun gik på Lake Forest High for flere år siden og har tilfældigvis

39


fødselsdag samme dag som mig. Måske er det alt sammen til-

fældigheder – men hvorfor dukker hun så op på min computer?

Jeg tager telefonen og taster Joshs nummer. Jeg kan det ude-

nad, så jeg behøver ikke tjekke min opslagstavle – men så læg-

ger jeg røret på igen. Josh vil ikke trækkes ind i det her. Han spurtede ud af mit værelse, så snart han kunne komme til det.

Jeg prøver at ringe til Kellan, men der er optaget, og jeg kan

ikke bestemme mig for, om jeg i stedet skal ringe til min far. Dengang han og Cynthia boede i Lake Forest, var vi hele tiden

sammen. Vi løb sammen, og når han var ude at spille med sit band, han spiller også saxofon, kom jeg tit op på scenen og

spillede et nummer sammen med dem. Men nu føles det, som om jeg tager tid fra deres lille pige, hver gang jeg ringer. Jeg har

kun besøgt ham to gange, siden han flyttede, en uge i julen og fire dage til påske.

Jeg spiser det sidste pizza og går ud på badeværelset. Efter-

som toilettet nedenunder ikke virker, må jeg gå gennem mors

og Martins soveværelse, hver gang jeg skal tisse. Da jeg ser mig i spejlet, tænker jeg på Emma Nelson Jones og hendes lyse striber.

Jeg har altid godt kunnet lide min hårfarve, især om som-

meren, når jeg giver det noget blegevæske og tager solbad i

baghaven. Men måske vil jeg også overveje lyse striber en dag. Måske.

Jeg skynder mig hen til min computer og puffer til musen.

Da jeg går ind på AOL’s hjemmeside, er det bare deres normale

side, der dukker op. Men så klikker jeg på “Favoritter”, hvor jeg ved, at Kellan gemmer alle de sider, hun godt kan lide.

Og der er den. Facebook. Da jeg klikker på ordet, dukker

40


boksen atter op og beder om min e-mail-adresse og password, som jeg hurtigt indtaster. Joy Renault Ser Harmony Alley Carjackers for første gang siden college. Hviiin! Synes godt om – Tilføj kommentar – for 17 timer siden.

Gordon Anderson Jeg føler mig så dum, når jeg bestiller en æblejuice som voksen, det er, som om jeg burde udtale det “æbejuuse”Synes godt om – Tilføj kommentar – for 4 timer siden

Doug Fleiss Det minder mig altid om babyånde. for 2 timer siden – Synes godt om

Øverst oppe i det ene hjørne, ved siden af navnet Emma Nelson

Jones, er der nu et andet billede. Da jeg klikker på hendes navn, dukker billedet op i en større udgave. Hun ser glamourøs ud, med bredskygget hat og solbriller.

Neden under billedet klikker jeg på “Oplysninger”. High School Lake Forest High School, klasse fra 1997

1997? Det er jo der, jeg bliver færdig. Det er til næste år!

Jeg tvinger blikket væk fra den afslutning på high school,

der endnu ikke har fundet sted, og scroller ned ad siden. Emma

Nelson Jones har lavet en liste over sine yndlingsfilm, -bøger og -musik.

Film American Beauty, Titanic, Toy Story 3

41


Jeg har ikke hørt om de første to, men er ret glad for, at der åbenbart også kommer en 2’er og en 3’er af Toy Story. Men det er i virkeligheden bøgerne, der springer i øjnene. Bøger Dømt til at leve, Harry Potter, Niceville

Jeg kender ikke Harry Potter eller Niceville, men Josh gav mig

Dømt til at leve, da jeg fyldte elleve, og jeg kan stadig huske scenen, hvor Tuck ror Winnie over floden. Båden bliver fanget

i nogle sammenfiltrede rødder, og Tuck siger, at vandet, der bruser forbi dem, er som tiden, der flyder af sted uden dem. Da jeg læste de ord, følte jeg mig dyb og filosofisk.

Jeg klikker tilbage til siden, hvor Emma Nelson Jones har

skrevet, at hun gerne vil have lyse striber, men jeg kan ikke

finde den. Der står stadig, at hun er gift med Jordan Jones Jr., men der er ikke længere noget billede af ham med sin store

fisk. Det er underligt. Hvorfor har alt det, jeg så for lidt siden, ændret sig?

Emma Nelson Jones Torsdag den 19. maj vil gå over i historien. Spørgsmålet er bare, om det er godt eller skidt? Det vil jeg tænke over, mens jeg laver aftensmad. Synes godt om – Tilføj kommentar – for 2 timer siden

Det er jo den 19. maj i dag! Det vil altså sige, at det foregår lige nu, bortset fra at det ikke er torsdag i dag – det er søndag.

Tre mennesker har kommenteret og spurgt, hvad hun laver

til aftensmad, og hendes svar er, underligt nok, en af mine livretter.

42


Emma Nelson Jones Pasta med ost. Jeg har desperat brug for trøst. for en time siden – Synes godt om

Et par mennesker mere har skrevet, at de elsker mad som trøst, og allernederst har Emma skrevet noget for bare tolv minut-

ter siden. Da jeg læser det, breder gåsehuden sig prikkende og stikkende på mine arme.

43


Rachel Ward

Døden i dine øjne – ARVEN

Når Adam ser et andet menneske i øjnene, ser han ikke bare datoen, hvor personen skal dø. Han mærker samtidig de lidelser, den døende skal igennem. Lige nu mærker Adam, at en grusom katastrofe er på vej. Alle omkring ham har de samme tal i øjnene. Alle vil dø den samme dag, og Adam ved, at døden vil blive voldsom. Kan han sammen med den mystiske og utilnærmelige Sarah forhindre katastrofen? Og hvad er det for en hemmelighed, hun selv bærer rundt på? Selvstændig fortsættelse af succesromanen Døden i dine øjne. Tredje og sidste bog i serien udkommer oktober 2012. “Rachel Ward’s måde at skrive på er fantastisk. Jeg forsvandt så langt ind i handlingen, at mit hjerte mod slutningen var ved at kæmpe sig vej ud af mit bryst flere gange, så rædselsslagen var jeg. Bliver du også nogle gange så grebet af en historie, at du er nødt til at minde dig selv om, at det bare er en historie?” – The Slowest Bookworm


Sarah Jeg tager tøjet af og ser mig selv i spejlet. Forfra ligner jeg stadig mig selv, sådan da. Min mave har ikke spredt sig ud til siderne, så min form er ret meget den samme. Men mine bryster er godt nok blevet større. Og bredere. Mine ankler er også blevet lidt tykkere. Jeg vender mig med siden til. Min mave er kæmpestor. Den ændrede sig ikke særlig meget, da jeg boede hjemme – det var let at gemme den under tøjet – men man har nærmest kunnet se den vokse, efter jeg er kommet hertil. Huden er helt spændt i det, jeg fatter ikke, at den bliver større endnu. Vinny tog en bog med til mig. Der er en hel masse billeder i. Hvordan ser en baby ud, helt fra den ikke er andet end et par celler og bliver til en slags haletudse, og til den vokser sig større til noget lillebitte menneskeagtigt? Jeg har læst den fra ende til anden. Og jeg har læst det med fødslen to gange. Jeg har ikke spekuleret så meget på, hvordan babyen skal komme ud før nu. Jeg kan ikke tage på sygehuset, for så skal de se id, og så sladrer de til min familie, og så er jeg fanget. Og jeg vil heller ikke have, at min datter skal have en chip i sig. Det er det, de gør nu. De sætter en mikrochip ind, lige så snart en baby er blevet født. Det var noget, de gjorde ved hunde før – vores havde en chip – men nu gør de det ved mennesker. Jeg får kuldegysninger ved tanken. 46


Så jeg bliver nødt til at klare fødslen selv. Her. Jeg ser ned på maven. Babyen bevæger sig – jeg kan se et knæ eller en albue under huden. Hun kommer snart ud. Men hvordan fanden er det lige, det skal ske? Det er jo ligesom et flaskeskib. Umuligt. Jeg har gåsehud over hele kroppen. Der er for koldt i det her værelse til at være nøgen, men jeg er ikke helt klar til at tage tøj på. Se lige mig, se, hvad der er sket med min krop. Hvordan blev jeg sådan? Jeg ved selvfølgelig godt hvordan. Jeg kæmpede aldrig imod – det burde jeg have gjort. Sparket Ham, slået Ham, bidt Ham. Jeg sagde ikke engang et lillebitte “nej”. Han er en stor mand, og jeg kunne måske have sagt, at jeg var bange for Ham, og det var jeg, når Han var sådan der, om natten, i mørket – sådan helt slukket i det, upersonlig, overhovedet ikke som min far – men det var ikke frygten, der afholdt mig fra at råbe op og skrige. Det var kærlighed. Han var min far, og jeg elskede Ham. Og Han elskede mig. Jeg har bare aldrig bedt om den form for kærlighed. Nu er jeg her. Gravid. Alene. Han har gjort det her mod mig. Han er en forfærdelig, sindssyg mand, og jeg hader Ham. Alle burde vide, hvad Han har gjort. Alle burde vide, hvordan Han er. Han burde retsforfølges, han burde hænges ud i aviserne. Han burde rådne op i fængslet. Men alligevel … på trods af det … ved jeg, at jeg aldrig ville kunne gøre det mod Ham, for Han er jo stadig min far. Måske er jeg lige så sindssyg som Ham. Jeg ser mig selv i spejlet igen. Kroppen har ændret sig, men ansigtet i spejlet er stadig det samme ansigt, som Han 47


så, da Han var hos mig. Håret er det hår, han rørte ved. Pludselig vil jeg ikke være den person mere. Jeg vil ikke ligne hende. Jeg ryster nu og rækker ud efter mit tøj. Da jeg har fået tøj på igen, går jeg ud på badeværelset og finder en saks og begynder at klippe i mit hår. Det falder ned i vasken, på gulvet, det ligger overalt omkring mig. Jeg tænder for vandet og skyller håret ud. Så sætter jeg proppen i og lægger et håndklæde om skuldrene. Da vasken er fyldt med vand, læner jeg mig frem og dypper hovedet ned i. Så kommer jeg shampoo i det, der er tilbage af mit hår, tager en barberskraber og barberer håret af. Jeg lader en bred stribe være fra pande til isse. Hanekam. Jeg vil spørge Vinny, om han kan skaffe noget hårfarve i morgen: pink, grøn, sort. Jeg er ligeglad. Bare noget, der er anderledes. Noget, der gør, at jeg ikke ser den gamle Sarah, når jeg ser mig i spejlet. Jeg vil overraske mig selv, så jeg bliver nødt til at kigge godt efter. I morgen er jeg en anden.

48


Adam Hvordan

sover andre mennesker om natten? Hvordan lukker de deres øjne, slapper af og giver sig hen til søvnen? Når jeg lukker øjnene, ser jeg tal, dødsøjeblikke og kaos. Jeg ser bygninger styrte sammen omkring mig, mærker vand trænge ind i mine lunger, ser flammer overalt. Jeg hører skrig, folk der råber om hjælp. Jeg ser et knivsblad glimte, mærker stålet mellem mine ribben og ved, det er nu. Det er nu, det slutter. Jeg kan ikke holde det ud. At være alene i mørket med alle de billeder i mit hoved som eneste selskab. Alt bliver forstørret i mørket, højere, vildere. Jeg ligger bare her og kan ikke slippe væk. Mine ben sitrer let, klar til flugt, men jeg har ingen steder at tage hen. Mit hjerte banker af sted, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg famler i mørket, finder kontakten. Så sætter jeg mig op og gnider øjnene, indtil jeg har vænnet mig til lyset. Jeg ser mig omkring i værelset. Det her er min verden nu. Jeg går ikke i skole. Jeg går ikke udenfor. Jeg bliver her, dag og nat, nat og dag, og lytter til naboens hund, der gør som en sindssyg 24-7. Jeg forsøger at skaffe nogle bedre oplysninger til Nelson. Han havde jo ret, vi skulle også bruge adresser og postnumre. Jeg har brug for at vide, hvor folk bor, ikke kun, hvor jeg har set dem på gaden. Det kan man gøre 49


på to måder: begynde på en eller anden plads med mange mennesker og følge efter folk hjem og vente uden for deres lejlighed eller hus, eller hvad de nu bor i, og så skrive deres tal ned, når de kommer ud. Men ligegyldigt hvilken metode, man vælger, tager politiet en med. I begyndelsen tænker jeg, at jeg godt kan klare det. Jeg kan bare tænke på det som et job. Som om jeg bare tager af sted på arbejde om morgenen. Efter tre dage og tre anholdelser giver Bedste mig stuearrest, og jeg har alligevel heller ikke lyst til at gå ud. De lokale strissere holder øje med mig, de har tastet mig ind som eftersøgt eller noget. Så snart jeg går ud ad døren, kan de se det og sporer mig. Den tredje dag går der kun en halv time, inden jeg hører dronen over mig. Jeg gør ikke noget, jeg ikke må, og de anklager mig ikke for noget, men i London kan de finde på at tage en med på stationen, hvis bare man hænger ud på gaden og er 16 år og sort. Det er grund nok. Kropsvisiteret, sat i en celle, forhørt og ladt alene igen. De finder min bog første gang, de kropsvisiterer mig. “Hvad er det?” “Ikke noget.” “Det er en notesbog. Hvad skriver du i den?” “Ikke noget.” De begynder at bladre igennem den. “Du har skrevet navne i den. Datoer og beskrivelser. Nååå, er du sådan en slags stalker? Er det din syge lille plan?” Så klapper jeg i. Bedre at holde mund. Lade dem tro, hvad de vil. Jeg har ikke gjort nogen fortræd eller noget 50


som helst – de har ingenting på mig. De filmer mig og tager notater direkte på skærmen i forhørslokalet. Den tredje dag er det ikke politiet, der stiller spørgsmålene, det er nogle jakkesæt. Den ene af dem er ung og har rødt hår og et latterligt cowboyslips, den anden er ældre, hans mave vælter ud over bukselinningen. De stiller mig stort set de samme spørgsmål som panserne: Hvorfor hænger jeg ud på gaden? Hvad er det, jeg skriver ned? Jeg siger ingenting. Ikke et ord. Så lægger den gamle madding ud. “Jeg har mødt din mor,” siger han. “Jem. Det er 16 år siden. Jeg blev ked af at høre, at hun … du ved, hvad jeg mener.” Han har krammet på mig nu. Han har min fulde opmærksomhed. Han ved, jeg vil have mere. Jeg ser ham i øjnene og ser, at han er en overlever. Han har 30 år tilbage. “Jeg forhørte hende i klosteret, da hun skjulte sig der. Hun sagde, hun kunne se tal. Folks dødsdatoer. Det skabte en del postyr dengang. Så benægtede hun pludselig det hele og sagde, at det bare var noget, hun havde fundet på.” Han renser tænder med en negl. “Men der er bare lige det ved det, at …” siger han, “… det har altid naget mig, for jeg tror ikke, det var noget, hun fandt på. Jeg tror, hun så de mennesker i London Eye, jeg tror, hun forudså deres død. Er det dét, du ser, Adam? Er du ligesom hende?” Jeg vil gerne sige “ja”. Jeg vil gerne fortælle ham alt. Han tror på mig. Han kan måske hjælpe mig. Hjælpe mig med at håndtere alt det her. “For hvis du er ligesom hende, så vil jeg bare sige, at jeg føler med dig. Altså det er da en forfærdelig viden at leve 51


med.” Jeg ser på ham, forsøger at regne ham ud uden at vise, hvor spændt jeg er. “Det må ikke være let. Men sagen er, at du jo kunne være en stor hjælp for sådan nogle som mig. Eller også kunne du være skyld i en masse ballade.” Og pludselig får jeg kuldegysninger. Det var ikke en direkte trussel, men jeg ved, at vi ikke er på samme side. Hvem er han mon? Er han fra efterretningstjenesten? “Jeg har set, hvad du har skrevet på din håndcomputer og set kopier af nogle sider fra din bog. Der er mange tal i begyndelsen af januar. Hvad er det, der skal ske, Adam? Hvad er det, du ser?” Jeg siger ikke noget. Jeg havde tænkt på at fortælle ham om nytårsaften, men han har jo set det alligevel. Han har bidt mærke i det, det er derfor, han er her. Og ligegyldigt hvad har jeg ingen svar til ham. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg ser væk fra ham, men hans stemme kværner videre og videre. Jeg prøver at forestille mig ham sidde og stille de samme spørgsmål til mor. “Hvordan var hun? Min mor. Hvordan var hun, da du mødte hende?” Han smiler. “Trodsig. Manipulerende. Ubehøvlet. Jeg kunne godt lide hende.” “Jeg er ligesom hende,” siger jeg. “Vi er ens.” Han sukker, og det lyder som luft, der bliver lukket ud af en ballon, og først da går det op for mig, at han er lige så anspændt, som jeg er, selvom han prøver at virke afslappet og cool. Han læner sig frem. “Det er en farlig evne, du har. Farlig. Det er ikke noget, 52


man skal gå rundt og plapre op om. Det er let at gøre folk kede af det. Du kan komme til at skræmme dem. Forstår du, hvad jeg siger?” “Ja.” “Så derfor skal du ikke sige noget til nogen om det. Den eneste, du skal fortælle det til, er mig. Faktisk vil vi gerne have dig til at fortælle os alt. Her …” Han stikker hånden i jakkelommen og skubber et visitkort over bordet: navn, mobilnummer, e-mail-adresse. “Du ringer bare,” siger han. “Når som helst.” Men da Bedste kommer for at hente mig, trækker de hende til side og taler til hende, som om jeg slet ikke er der. “Udviser foruroligende adfærd … anbefaler psykiatrisk vurdering … forlade huset uden opsyn …” Hun nikker og nikker og lader, som om hun vil gøre, som de siger. Jeg dukker nakken og stirrer ned i jorden, indtil det hele er overstået, og vi er på vej tilbage mod Carlton-ejendommene i bus. “Hvad har du gang i, Adam? Hvad er du ude på?” Hun er ikke som de gustne jakkesæt. Hun er den eneste, jeg rent faktisk kunne tale om det med, men jeg kan ikke. Der er en mur mellem os, og jeg kan ikke trænge gennem den. Fordi hun er den, hun er, hele hendes attitude, det hun siger, og så er det også på grund af alle de ting, hun ikke er. Hun kan ikke gøre for, at hun ikke er mor, men jeg kan ikke tilgive hende for det. Ikke endnu. Så jeg bliver på værelset og er vågen døgnet rundt og leder på nettet efter spor, og jeg lytter efter, om der bliver smidt noget gennem brevsprækken. Så snart jeg hører den knirke, er jeg allerede halvt nede ad trappen. Jeg bliver 53


nødt til at komme før Bedste, for jeg vil ikke have, hun skal opdage det. Hun må ikke se strømmen af beskeder, der vælter ind fra Junior. Jeg ved, hvad der står i dem, sådan cirka. Man får en ret god fornemmelse ud fra de første par stykker: “06122026. Dit tal er blevet trukket ud. Er du klar?” eller “Sig farvel til din Bedste, taber. Du er død.” Nogle gange når Bedste derhen før mig. Hun har også fået vendt lidt op og ned på døgnrytmen. “Det er til dig,” siger hun. Hun står med kuverten i hånden, og nu ser hun undersøgende på den. “Giv mig den,” siger jeg og rækker hånden frem. “En ven?” siger hun. “En kæreste? Du må altså godt få besøg her. Hvis du har lyst.” Jeg svarer ikke, men holder bare hånden fremme, indtil hun forstår hentydningen. “Adam,” siger hun, da jeg vender mig om og begynder at gå op ad trappen. “Bliver du ikke hernede lidt? Vi bliver nødt til at …” Hendes stemme blegner, da jeg lukker døren efter mig. Tale. Vi bliver nødt til at tale sammen. Hvis bare jeg kunne. Jeg lægger kuverten sammen med de andre kuverter og tænder for fars computer. Den er ældgammel, men den kan godt skrabe noget internetforbindelse sammen, selvom det tager 100 år, og selv jeg ved, hvordan man bruger Google. Jeg plejer at skrive “2027” eller “verdens undergang”, men i aften er det anderledes. I aften vil jeg spørge om det, der holder mig vågen. Tøvende finder mine fingre bogstaverne, indtil der står en sætning i søgefeltet: “Hvornår dør jeg?” 54


Så trykker jeg enter. 831 millioner hits. Jeg klikker på det første. Der bliver der stillet spørgsmål til mig. Hvor gammel er jeg? Ryger jeg? Hvad vejer jeg? Hvor meget motion dyrker jeg? Jeg gider ikke gøre testen færdigt. På sådan nogle sider ved de ikke noget om det uventede. De ved ikke noget om bomben eller branden eller oversvømmelsen. De ved ikke, hvad der kommer til at ske i London om et par uger. De ved ikke, om en eller anden galning med en kniv får fat i mig, inden det hele sker. Det gør jeg heller ikke.

55


Peter Griffin

Server

Året er 2030, og verden er ikke, som den var før krigen. Internettet er forsvundet, computere og mobiler er væk, og folk hører deres musik på kassettebånd. I seks år har Philips far ledt efter en hemmelig serverpark, hvor al viden fra den gamle verden ligger gemt. Men netop da han afslører, at han har fundet serverne, bliver han ramt af en blodprop, og Philip ved med det samme, at det ikke er tilfældigt. Sammen med sin kæreste Amy starter Philip nu en hæsblæsende jagt for at finde frem til de skjulte servere, men nogen er lige i hælene på dem. Serverne gemmer nemlig på en hemmelighed, der er langt større, end Philip nogensinde kunne forestille sig.

“Spændende og ikke så lidt skræmmende.”

– Troldspejlet, DR

“Server er en rigtig thriller, hvor man aldrig ved, hvem man skal stole på.” – Weekendavisen “Effektiv og original fremtidsspænding.”

– Politiken


20

Der var fuldstændigt stille omkring dem. Det eneste, de kunne høre, var de dæmpede lyde af deres egne fodtrin i sandet, mens de nærmede sig rampen. Lysskæret kom ganske rigtigt fra bygningen. Der måtte være blevet tændt lys nede i lastrummet for enden af rampen. Philips fod ramte et eller andet i mørket. Han havde engang set en udsendelse i tv om slanger. Der var noget med, at de kom frem om natten, hvor det var køligere, fordi de ikke kunne regulere deres kropstemperatur. Ørkenen var sikkert fuld af giftigt liv. “Kom, lad os skynde os.” Vi kan dø herude. Den tanke pressede sig mere og mere på. Philip tog en dyb indånding og begyndte at småløbe tilbage mod betonbygningen. Det dunkede smertefuldt fra foden. Men lige nu var han 58


ligeglad, om foden så faldt af. De skulle bare med tilbage til byen. Hvis de to lastbiler kom kørende, ville han simpelthen stille sig op foran dem og risikere at blive kørt ned. De nåede vejen og løb hen til rampen. Der var stadig intet at se eller høre til lastbilerne. Forpustede fortsatte de ned ad rampen. De to lastbiler stod der stadig. Motoren på den ene lastbil kørte i tomgang, og forlygterne oplyste rummet. Philip forsøgte end ikke at skjule sig. Men det viste sig heller ikke at være nødvendigt. Der var ingen at se. “De må stadig være inde i serverrummet. Kom.” Amy greb ham i armen. “Vi kan skjule os i lastbilerne og lade dem køre os tilbage til byen.” Philip sukkede lettet. Det var meget bedre end hans plan. Han ville bare være gået ind og have overgivet sig. Han haltede hen til den nærmeste lastbil og trak sejldugen til side. Det meste af lastrummet var optaget af en stor, sort klods. Det var en af de servere, som havde stået i arkivet. På mærkaten på fronten stod der 01012013-31122014. Lige nu var det til hans og Amys fordel. Serveren ville kunne skjule i hvert fald en af dem. Mændene ville tro, at de var kørt og ville næppe begynde at lede efter dem. “Kravl op og gem dig bag serveren og læn dig mod førerhuset, så de ikke kan se dig.” Philip pegede mod ruden mellem lastrummet og førerhuset. “Hvad vil du gøre?” “Der er ikke plads til os begge to. Jeg prøver den næste.” 59


“Philip, for fanden! De finder dig. Du bliver fanget.” Han kunne se, at hun ikke var glad for at blive efterladt alene. “Ingen af os bliver fanget,” svarede han i et forsøg på at berolige hende. Så trak han sejldugen på plads og hastede hen til den anden lastbil. Sejldugen var rullet til side. I lastrummet stod ikke andet end et smalt skab i den bageste ende. Philip kravlede op på ladet og åbnede skabsdøren. Bortset fra en værktøjskasse var skabet tomt. Han kravlede ind og trak døren i efter sig, så han stadig kunne se ud gennem en smal sprække. Skabet var trangt og lugtede af olie, men han kunne lige være der. Han stod stille og forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning. Det varede ikke længe, før han så bevægelser fra døren på rampen. En af mændene kom løbende. Manden sprang ned på jorden og hen til bilen, som Philip befandt sig i. Kort efter blev motoren startet, og fordøren smækket i. Derefter kom de to andre mænd trækkende med en anden harddisk efter sig på en lille ladvogn. Philip lukkede skabsdøren helt i. Han kunne høre dem rumstere og mærkede lastbilens fjedre give sig, da mændene trådte op på ladet. Ingen af mændene sagde noget, men Philip kunne lugte deres sved gennem den tynde skabsdør. Der blev lidt mørkere, da bagsmækken kort efter blev smækket i. Han hørte fordøren blive åbnet og lukket. Så satte bilen i gang med et ryk. Forsigtigt trådte Philip ud af skabet. Han skulle til at sætte sig op mod serveren, da han kom i tanke om, hvor lette 60


de var. I stedet satte han sig på gulvet med ryggen mod førerhuset og front mod serveren. Mærkaten på denne server viste 01012011-31122011. De to servere i hver sin lastbil rummede sandsynligvis data dækkende perioden fra år 2011-2014, som også måtte være de seneste oplysninger i arkivet. Philip kiggede nærmere på knapperne ved siden af mærkaten. Der var et eller andet galt, men umiddelbart kunne han ikke afgøre, hvad det var. Prøvende forsøgte han at trykke den nærmeste knap ind, men den rokkede sig ikke. Først nu kunne han se det. Det var en formstøbt knap, som simpelthen var en del af kabinettet. Den kunne ikke trykkes ind. Han havde hørt, at megen teknologi i 2014 var trådløs. Måske havde denne server slet ikke brug for knapper, men kunne fjernstyres. Lastbilen vuggede blidt. Philip spekulerede på, om Price havde været en af de seks mænd i arkivet. Måske sad Price lige nu i førerhuset bare få meter fra ham. Hans far havde haft ret. Price havde stjålet arkivet og ville sikre sig mod, at andre fik adgang til oplysningerne. Han støttede hovedet mod førerhuset og lod det følge lastbilens rystelser. Det var først nu, hvor han sad ned, at Philip opdagede, hvor træt han egentlig var. Han faldt i søvn med forstyrrende billeder af Price for sit blik. Price havde en maske for ansigtet, men hver gang han tog den af, sad en ny nedenunder, så man aldrig så hans sande ansigt.

61


21

Philip vågnede med et sæt. Han huskede straks, hvor han var, men det tog ham et øjeblik at forstå, hvorfor han var vågnet. Bilen var stoppet op, og motoren var slukket. Den ene fordør smækkede i med et brag. Fortumlet kom Philip på benene og skyndte sig tilbage i skabet. Han nåede lige at trække døren i bag sig, da lastrummet blev åbnet. Der lød stemmer udenfor, men ingen kom ind for at læsse serveren af. Havde de mon fundet Amy? Han kunne ikke høre, hvad de sagde, men stemmerne lød rolige og dæmpede, så han gættede på, at hun stadig var i sikkerhed. Men havde der været et skab i den anden lastbil? Ellers ville hun blive opdaget, når de læssede serveren af. Det havde han ikke tænkt på før nu. Hans mave trak sig sammen ved tanken. Forsigtigt åbnede han skabsdøren. Gennem det åbne 62


lastrum kunne han se, at de befandt sig i en parkeringskælder, men ikke samme kælder, som de maskerede mænd havde kørt dem til. Denne kælder kendte han. Det var parkeringskælderen hos The San Francisco Post. Navnet stod på et skilt, som pegede mod receptionen. Af en eller anden grund følte Philip sig mere tryg ved at vide, hvor de var, men det var selvfølgelig en falsk tryghed. De var ikke i sikkerhed. I ly af serveren krøb han ud af skabet og hen til lastbilens bagende, hvorfra han kunne kigge frem. De seks mænd stod ved elevatoren små halvtreds meter væk. De talte, men han kunne umuligt høre, hvad de sagde. Den ene af mændene var ganske rigtigt Price. Philip holdt vejret. En af de andre var sikkerhedschefen Philmore. Den gamle følelse af frygt og vrede vældede op i Philip. Amy var heldigvis ingen steder at se. Den anden lastbil stod ikke langt fra ham. Turde han gøre det? Han havde reelt intet valg. Amy ville blive opdaget. Uden at slippe de seks mænd af syne hoppede Philip forsigtigt ned fra ladet. Hans sko skramlede mod asfalten, men ingen af mændene lod til at bemærke noget. Foroverbøjet løb han de ti-femten meter hen til den anden lastbil. Var hun overhovedet stadig derinde? Bagsmækken var oppe, så det måtte hun vel være. Han bankede let på lastbilens side. “Amy!” Selv om han hviskede, lød stemmen alt for høj i den åbne parkeringskælder. 63


Philip listede hen og lirkede lastbilens fordør op og kiggede ind i førerhuset. Nøglerne sad stadig i tændingen. Krumbøjet satte han sig ind på førersædet og trak døren i efter sig. Riglen klikkede højlydt, og han trykkede dørlåsen ned og sikrede sig, at den anden dør også var låst. “Amy?” Philip pressede ansigtet mod ruden ind til lastrummet. Der var intet at se derinde bortset fra den sorte server. Men hvis hun sad lænet mod førerhusets væg, ville han heller ikke kunne se hende herfra. “Amy?! Er du der?” I det samme lød et højt smæld til venstre for ham. Philip for sammen. En af mændene stod på den anden side af døren og stirrede vredt på ham. Hans knyttede næve hvilede mod ruden. Philip gispede af forskrækkelse. De måtte have hørt ham lukke døren. Manden råbte et eller andet og pegede på døren. Philip hørte tydeligt mandens stemme, men han var så bange, at ordene ikke gav mening. Der lød en klikkende lyd fra dørhåndtaget, og Philip forstod, at manden forsøgte at åbne døren. Philip greb instinktivt om bilnøglen og drejede den. Motoren startede med et brøl, som fik ham til at krympe sig. Uvant med manuelt gear trådte Philip koblingen i bund og pressede akavet gearstangen i første gear. Han slap koblingen, og lastbilen hoppede fremad. Et øjeblik frygtede han, at han havde sluppet koblingen for hurtigt, men ved 64


at accelerere samtidig brølede motoren til live, og lastbilen trillede fremad. Manden begyndte at løbe ved siden af lastbilen, mens han hamrede på ruden. Philip turde ikke skifte gear af frygt for, at motoren ville dø ud, men trykkede bare speederen i bund. Motoren protesterede højlydt og accelererede kun langsomt. Manden forsvandt ud af syne fra sideruden, men Philip kunne stadig se ham i sidespejlet, efterhånden som lastbilen kom op i fart. Længere fremme kunne Philip se den kæde, som hang fra loftet, som man skulle trække i for at få gitterporten til parkeringskælderen til at åbne sig. Han kiggede i sidespejlet. Manden var sakket bagud, men havde ikke givet op. Mod sin vilje rullede Philip sidevinduet ned, men kun lige nok til, at han kunne få sin venstre arm ud. Uden at sætte farten ned stak han armen ud af vinduet. Kæden med håndtaget så pludselig meget lille ud. Han spredte fingrene og mærkede kort efter kæden glide mod sin underarm. Hurtigt trak Philip armen til sig og greb fast om kæden og holdt fast, mens bilen fortsatte fremad. Kæden strammede smertefuldt om hans hånd, indtil den pludselig knækkede, og han sad med resten af kæden i hånden. Længere fremme begyndte de tykke gitterporte at åbne indad. Philip kastede endnu et blik i sidespejlet. Nogle af mændene havde sat i løb, men det var umuligt at vurdere afstanden i det lille spejl. Foran ham havde porten åbnet 65


sig en lille meter. Lastbilen var knap tre meter bred. Dørene ville ikke kunne nå at åbne sig, før han nåede derhen. Modvilligt satte Philip farten ned. Han kunne allerede høre mændene banke mod lastbilens sider. Det tog et øjeblik, før det gik op for ham, at bankelydene ikke kom udefra, men fra selve lastrummet. Han kastede et blik over skulderen og så Amys skræmte ansigt kigge tilbage på ham. “Hold fast i noget!” råbte han. Porten havde nu åbnet sig små to meter, men han turde ikke vente længere. De måtte bare håbe på, at han kunne mase sig igennem. Philip trådte speederen helt i bund, og lastbilen satte i fart. Det ville blive snert. Gitterportene åbnede sig ikke hurtigt nok. Nærmest som for at drille ham. Lige før han nåede porten, lukkede Philip øjnene og spændte musklerne. I næste øjeblik blev hans krop kastet fremad i et voldsomt ryk. Han havde ikke sikkerhedssele på og hamrede hovedet mod rattet. Lyden af vredet metal og sprængt glas skar ham i ørerne. Philip hørte også nogen skrige. Han var i tvivl, om det var ham selv.

66


Alexandra Adornetto

Hades

Englen Beth er sammen med sine to ældre søskende sendt ned på Jorden for at frelse verden fra ondskab og ødelæggelse. De slår sig i den lille kystby Venus Cove, hvor Beth starter på highschool og bliver kæreste med den lækre Xavier Woods. Men selv om Xaviers kærlighed til Beth er stor, kan han ikke redde hende fra endnu en gang at falde i kløerne på dæmonen Jake Thorn. Til en Halloweenfest vender Jake tilbage i forklædning og får lokket Beth med på en motorcykeltur med kurs direkte mod Helvede … “Jeg var fanget igennem hele bogen. Det er ikke sådan en bog, hvor man ved, hvad der vil ske, når man har læst de første kapitler, og derfor er man bare nødt til at læse videre.”

– Bogmagasinet

Hades er den dramatiske og spændende fortsættelse af Halo (2011). Sidste bog i serien, Heaven, udkommer januar 2013.


Vi var på vej ind i huset, da lyden fra en motorcykel, der pløjede gennem græsset, fik os til at vende os om igen. Den bremsede insisterende foran os med hvinende dæk, så gruset stod til alle sider. Molly skærmede for øjnene mod de skarpe lygter. Føreren steg af i en glidende bevægelse, men lod motoren køre. Han havde en slidt, rå pilotlæderjakke på og omvendt kasket. Jeg genkendte med det samme den høje, veltrænede fyr som Wesley Cowan. Xavier og jeg kørte forbi hans hus hver fredag eftermiddag på vej hjem fra skole. Wes stod altid i indkørslen og pudsede sin fars gamle Mercedes som forberedelse til weekendens fester. Wes spillede på Xaviers polohold og var en af hans bedste venner. Ligesom Xavier var han en af de fyre, der var allersværest at bringe ud af fatning. Der var ikke meget, der kunne rokke ved hans selvsikkerhed. Derfor var det også overraskende at se ham her med mudder på tøjet og bekymringen malet i ansigtet. Molly rakte instinktivt ud og tog fat i hans arm. “Wes, hvad er der galt?” Han hev efter vejret og kæmpede med at få ordene ud. “Der er sket en ulykke nede ved søen,” gispede han. “Ring efter en ambulance!” Ryan og vennerne blev omgående klare i hovederne og hev synkront deres mobiltelefon op af lommen. “Ingen forbindelse,” sagde Ryan efter nogle forsøg. Han rystede frustreret på hovedet og bandede tavst. “Vi må være uden for netdækning.” “Hvad er det sket?” spurgte Molly. Inden han svarede, sendte Wes mig et underligt blik, næsten bedende, som om han bad om tilgivelse. 70


“Vi udfordrede ham til at hoppe på hovedet fra et træ, men der var sten i vandet. Han slog hovedet. Han vil ikke vågne.” Hans blik veg ikke fra mit ansigt, mens han talte. Hvorfor fokuserede han sådan på mig? Jeg sagde ikke noget, men kunne pludselig mærke en isnende panik omslutte mig. Det var ikke Xavier. Det kunne ikke være Xavier. Xavier var den ansvarlige af dem, som kun var gået med for at holde øje med de andre. Xavier var formodentlig i gang med at give førstehjælp dernede lige nu, mens han ventede på hjælp. Men jeg vidste, at mit hjerte ikke ville falde til ro, før jeg vidste det med sikkerhed. Det var en anden, der endte med at stille det spørgsmål, jeg ikke selv kunne få over mine læber. “Hvem er kommet til skade?” Wesley så skyldplaget på mig, og da han tøvede lidt for længe med sit svar, vidste jeg allerede, hvad han ville sige. “Woods.” Han sagde det tørt konstaterende, fuldstændig blottet for følelse, men det var først, da jeg bagefter gennemspillede scenen i mit hoved, at det slog mig, hvor underligt, det var. I det øjeblik mærkede jeg ikke andet end mine ben, der gav efter under mig. Det, jeg frygtede allermest i hele verden – mere end at jeg selv skulle komme galt af sted – var, at der skulle ske noget med Xavier. Og nu var frygten blevet til virkelighed. Lige først fattede jeg ikke engang, hvad det var, han sagde, men stod bare og hang op ad Ryan, som forsøgte at holde mig på benene, selvom han i forvejen selv havde svært ved at holde balancen. Så det her var altså belønningen for, at Xavier og jeg var væk fra hinanden. Jeg forstod ikke, hvordan skæbnen kunne være så grum. En enkelt aften hver for sig, og han endte med at blive slået bevidstløs. Wes skjulte ansigtet i hænderne og stønnede. 71


“Vi er så meget på røven.” “Var han stiv?” spurgte Ryan. “Selvfølgelig var han det,” snerrede Wes. “Det var vi alle sammen.” I al den tid, vi havde været sammen, havde jeg aldrig oplevet Xavier drikke mere end højst et par øl ad gangen. Jeg havde aldrig set ham røre noget stærkere. Han syntes, det var uansvarligt. Jeg kunne ikke forlige mig med tanken om, at han skulle have været fuld og tankeløs. Der var noget, der ikke hang sammen. “Nej,” sagde jeg udtryksløst. “Xavier drikker ikke.” “Gør han ikke? Nå, men en gang skal jo være den første.” “Hold din kæft, og ring efter en ambulance!” råbte Molly. Så lagde hun sin arm om min skulder og lænede sit hoved ind mod mit, så hendes kastanjebrune krøller kildede mig på kinden. “Det er okay, Bethie, han skal nok klare sig,” sagde hun. Wesley så på os. Det virkede nærmest, som om hans panik havde forvandlet sig til en underlig pervers fryd over min ængstelse. Der var kommet flere til, og alle havde en mening om, hvordan vi skulle håndtere situationen. Deres stemmer gled sammen til en meningsløs mumlen. “Hvor slemt er det? Skal vi få ham til lægen?” “Vi er seriøst på røven, hvis vi ringer efter en ambulance.” “Skidegod ide!” svarede en eller anden sarkastisk. “Lad os da bare vente og se, om han kommer til sig selv.” “Hvor slemt er det, Wes?” “Jeg ved det ikke rigtig.” Wesley så nedslået ud. “Han har fået en flænge i hovedet. Der var rimelig meget blod ...” “Pis. Vi bliver nødt til at have fat i noget hjælp.” 72


Billedet af Xavier, der lå blødende på jorden, vækkede mig af min slummer. “Jeg bliver nødt til at komme ned til ham!” Jeg var allerede på vej over mod Wesley. “Hvem vil følge mig ned til søen?” Pludselig var Molly henne ved mig, og hun tog fat i skuldrene på mig, som om hun både ville trøste mig og holde mig tilbage. “Tag det roligt, Beth,” sagde hun. “Er der en, der vil køre hende?” “Helt ærligt, Molly, søen ligger midt inde i skoven,” sagde Ben. “Man kan ikke køre derind i bil. En eller anden bliver altså nødt til at køre ind til byen og få fat i den skide ambulance.” Jeg kunne ikke spilde et sekund mere med at stå og høre på deres ugennemtænkte overvejelser, når Xavier var kommet til skade, og jeg selv kunne hjælpe ham med mine helende kræfter. “Jeg går nu,” meddelte jeg og satte i løb. “Vent lidt! Jeg kører dig.” Nu var Wes pludselig hjælpsom igen. “Det er hurtigere end at løbe i mørke,” tilføjede ham dæmpet, som om han godt var klar over, at det ikke mindskede hans skyld i Xaviers ulykke, at han gav mig et lift. “Nej,” sagde Molly beskyttende. “Du skulle tage at blive her, mens vi får fat i en læge.” “Hvad med at ringe efter hans far?” var der en, der foreslog. “Er han ikke kirurg eller sådan noget?” “God ide. Få fat i hans nummer.” “Hr. Woods er cool nok – han skal nok lade være med at sladre.” 73


“Ja, og hvordan er det lige, vi skal ringe til ham uden netdækning?” udbrød Ben irriteret. “Telepati?” Jeg skulle virkelig styre mig for ikke bare at folde vingerne ud og flyve ned til Xavier. Det var min krops naturlige reaktion, og jeg vidste ikke, hvor meget længere jeg kunne bekæmpe den. Jeg så utålmodigt på Wesley. “Hvad venter vi på?” I stedet for at svare steg han op på motorcyklen og rakte mig sin arm, så jeg kunne trække mig selv op bag ham. Den blanke maskine funklede som et insekt fra det ydre rum i skæret fra månen. “Hey! Har du ikke tænkt dig, at I skal have hjelme på?” spurgte Ben skarpt, idet Wes satte motorcyklen i gear. Han kunne ikke udstå sportsfyrene med deres machoagtige attitude. Men jeg kunne også se på ham, at han faktisk var oprigtigt bekymret for at overlade mig til Wesley, der jo ikke ligefrem havde været den mest ansvarlige. Men jeg havde kun én eneste ting for øje, og det var at finde Xavier. “Det har vi ikke tid til,” sagde Wes kort for hovedet. Han rakte bagud og lagde mine arme godt til rette omkring sin talje. “Hold godt fast,” dikterede han. “Og hvad der end sker, må du ikke give slip.” Han vendte motorcyklen rundt og drønede ned ad indkørslen mod landevejen, der lå som et sort bånd i mørket. “Ligger søen ikke i den anden retning?” råbte jeg i et forsøg på at overdøve brølet fra motoren. “Genvej,” råbte Wes tilbage. Jeg forsøgte at tune ind på Xavier for at fornemme, hvor slemt han var kommet til skade. Men der kom ikke noget. 74


Det overraskede mig – jeg kunne normalt mærke, hvordan han havde det, inden han selv kunne. Gabriel havde sagt, at jeg ville mærke det omgående, hvis Xavier var i fare. Men det kunne jeg altså ikke nu. Var det, fordi jeg havde brugt al min energi på at flippe ud over en åndssvag selskabsleg? Wes var lige svinget ud på landevejen og var i gang med at accelerere, da jeg hørte nogen kalde på mig bag ved os. Selv i den høje motorlarm genkendte jeg den stemme, jeg elskede mere end nogen anden – en stemme, jeg havde ventet hele aftnen på at høre. Den gav mig fornyede kræfter. Wes tvang maskinen rundt, og jeg fik øje på Xavier, som stod i vejkanten, helt oplyst af månen. Mit hjerte slog med det samme meget lettere. Han så fuldstændig uskadt ud. “Beth?” han gentog mit navn med varsom stemme. Han stod ikke mere en et par meter fra os, og jeg var så glad for at se ham i god behold, at det ikke faldt mig ind, at der var noget galt. Det undrede mig ikke engang, hvorfor Xavier virkede så overrasket over at se os. “Hvor er I på vej hen?” spurgte han. “Og, Wes, hvor fanden har du fået fat i den motorcykel?” “Xavier!” skreg jeg lettet. “Åh, hvor er det godt, at du er kommet til bevidsthed! Hvordan har dit hoved det? Vi har alle sammen været vildt bekymrede. Vi bliver nødt til at tage tilbage og fortælle de andre, at du er okay.” “Mit hoved?” spurgte han med tiltagende undren. “Hvad snakker du om?” “Om ulykken! Måske har du fået hjernerystelse. Wes, jeg skal lige af.”

75


“Beth, jeg har det fint.” Xavier kløede sig i håret. “Der er altså ikke sket noget med mig.” “Men jeg troede ...” begyndte jeg og stoppede så brat. Xavier så faktisk ud til at have det fint. Der var ikke en skramme at se. Han så ud, præcis som da jeg forlod ham, i jeans og stram, sort T-shirt. Jeg lagde mærke til, at han næsten umærkeligt ændrede stilling og blev mere på vagt. De havblå øjne blev mørke, da det langsomt gik op for ham, hvad der foregik. “Beth,” sagde han langsomt. “Jeg vil gerne have, at du står af motorcyklen.” “Wes?” Jeg blev opmærksom på, at han ikke havde sagt et ord under hele min samtale med Xavier, og jeg prikkede ham på skulderen. Motorcyklen spandt stadig under mig, men skikkelsen foran mig var ubevægelig og stirrede bare frem for sig. Xavier kæmpede for at træde frem mod mig, men noget holdt ham tilbage, og han stod naglet til stedet. Han forsøgte at holde sin stemme i ro, men jeg kunne sagtens høre panikken alligevel. “Beth, hør, hvad jeg siger. Kom så af!” Jeg plantede begge fødder i jorden og skulle lige til at gøre, som Xavier sagde, men da jeg ville slippe mit greb om Wesley, gassede han pludselig op, og maskinen skød baglæns. Jeg var tvunget til at holde endnu fastere omkring ham for ikke at falde af. Indtil nu havde jeg troet, at det hele var en form for joke fra Wesleys side, som Xavier bare ikke kunne se det sjove i. Så så jeg Xavier køre en hånd hjælpeløst gennem sit hår, mens han rynkede panden i fortvivlelse. Han fik et udtryk i øjnene, 76


jeg ikke havde set siden den skæbnesvangre eftermiddag på kirkegården, hvor han var blevet pacificeret og måtte stå og se til, mens jeg blev fanget af Jake. Det var det samme blik, han sendte mig nu – og det fortalte mig, at han desperat ledte efter en udvej, selvom han godt vidste, at han var trængt op i en krog. Som om han stod over for en giftig slange parat til bid, og den mindste bevægelse kunne betyde den visse død. Wes cirkulerede på må og få og så ud til at nyde den nervøsitet, han fremkaldte. Xavier skar tænder og kastede sig mod den usynlige barriere, der spærrede vejen, men forgæves. Motorcyklen blev drillende ved med at skifte retning. “Hvad sker der?” skreg jeg, da vi endelige standsede i en sky af støv. “Xavier, hvad er det, der sker?” Vi holdt tættere på Xavier nu, og i hans blik kunne jeg se en dyb smerte, men også vrede og voldsom frustration over ikke at kunne komme mig til undsætning. Jeg var nu klar over, at jeg var i stor fare. Det var vi måske begge to. “Beth ... det er ikke Wes.” Ordene fik mig til at fryse helt ind til knoglerne, og jeg blev helt apatisk. Jeg prøvede at slippe Wesley. Jeg var parat til at kaste mig af motorcyklen, men jeg kunne ikke bevæge armene. En usynlig kraft holdt dem fast. “Hold op! Giv slip!” bad jeg. “Det er for sent,” svarede Wesley – bortset fra, at det ikke længere var Wesley. Hans stemme var nu blød og glat med tydelig britisk accent. Den stemme havde hjemsøgt mig i drømme så længe, at jeg ville kunne genkende den hvor som helst. Kroppen, jeg sad klinet op ad, begyndte at mutere under mine hænder. Det brede, muskuløse bryst og de veltræ77


nende overarme blev slankere og koldere at røre ved. Wesleys store hænder blev smalle og kridhvide. Den omvendte kasket fløj af, og i stedet dansede blanke, sorte lokker i vinden. Han vendte sig for første gang rundt og så på mig. Synet af ham så tæt på gjorde mig dårlig. Jakes ansigt havde ikke forandret sig det mindste. Det mørke, skulderlange hår stod i grel kontrast til hans blege hudfarve. Jeg genkendte den smalle næse, som spidsede til i enden, og de knivskarpe kindben, der havde fået Molly til engang at sammenligne ham med en Calvin Klein-model. De blege læber var let adskilt og afslørede en række små, kridhvide tænder. Kun øjnene var anderledes. De så nærmest ud til at pulsere af mørk energi, og da jeg kiggede ind i dem, opdagede jeg, at de hverken var grønne eller sorte, som jeg huskede, men nærmest bordeaux. Som størknet blod. “NEJ!” råbte Xavier med ansigtet forvredet af fortvivlelse. Hans stemme druknede i blæsten på den øde vej. “VÆK FRA HENDE!” Det næste, der skete, var uklart. Xavier var åbenbart sluppet ud af sin lammelse, for jeg så ham spæne hen mod mig. Jeg fik også mine arme fri og forsøgte at kæmpe mig ned af motorcyklen, men så mærkede jeg en svidende smerte i hovedet og opdagede, at Jake sad med en stor tot af mit hår i hånden. Han styrede motorcyklen med én hånd. Jeg undertrykte den brændende fornemmelse og gjorde endnu mere modstand, men lige meget hjalp det. “Fanget!” spandt han drillende. Det var lyden af et tilfreds rovdyr. Jake sparkede til gaspedalen, og maskinen brølede som et rasende dyr. Motorcyklen stejlede og sprang så fremad med 78


et slingrende ryk. “Xavier!” skreg jeg, idet han nåede hen til os. Vi rakte ud efter hinanden, og det var lige før, vores fingre mødtes. Men Jake drejede voldsomt, så motorcyklen kørte lige ind i siden på Xavier. Der lød et dumpt bump, da metallet ramte hams krop. Han blev kastet baglæns og rullede helt slap ud i vejsiden. Så kunne jeg ikke længere se ham. Motorcyklen speedede op og efterlod ham i en støvsky. Ud af øjenkrogen kunne jeg se folk køre ned ad indkørslen for at finde ud af, hvad det var for et spektakel. Bare de ville finde Xavier i tide. Vi drønede ud ad landevejen, der strakte sig foran os i mørket. Jake kørte så hurtigt, at vi nærmest lå vandret hen ad asfalten i svingene. Hver en celle i min krop skreg efter at vende om og køre tilbage til Xavier. Min elskede. Mit livs lys. Ved tanken om ham liggende livløs på jorden, snørede mit bryst sig sammen, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det gjorde så ondt, at jeg var ligeglad med, hvor Jake kørte mig hen, eller hvilke pinsler, der ventede mig der. Jeg ville bare vide, om Xavier var okay. Jeg prøvede at vige uden om det værst tænkelige, selvom ordet “død” ringede højt og klart for mit indre øre. Der gik lidt tid, inden jeg opdagede, at jeg græd. Min krop skælvede i store, dybe hulk, og tårerne sved i øjnene.

79


Jill Hathaway

Slide

Alle tror, at Vee lider af narkolepsi. Hvad de ikke ved er, at hun ikke bare falder i søvn under sine anfald. Hun glider ind i andre menneskers bevidsthed og ser verden gennem deres øjne. Hun har både været inde i sin søster, da hun snød til en matematikprøve og sin lærer, mens han drak i smug. Men en dag befinder Vee sig i bevidstheden på et menneske, hun ikke kender. Hun står bøjet over Sophie, søsterens veninde. Sophie ligger død på sengen foran hende, og Vee opdager til sin rædsel, at hun står med en blodig kniv i hånden. Alle vil tro, at Sophie har begået selvmord. Vee er den eneste, der ved, at hun blev myrdet - for hun var der selv.

“En fremragende bog, der virkelig holder læseren fanget.” – The Guardian “En sindsoprivende stram krimi med dybde.” – Publishers Weekly


Jeg orker ikke engang at tage tøjet af, lægger mig bare på sengen og gennemspiller min samtale med Rollins igen og igen inde i hovedet. Jeg ville ønske, den lød anderledes. Hvad nu hvis jeg havde fortalt Rollins sandheden? Hvad nu hvis han havde troet på mig? Hvis jeg ikke kan være ærlig over for Rollins, betyder det så, at jeg ikke sætter nok pris på ham? Jeg sukker og vender mig om på venstre side. Gadelampen lyser ind på A Clockwork Orange-plakaten på min væg. Jeg roder mig ud i en stirrekonkurrence med den, men det duer ikke. Øjet med de tykke, sorte vipper vinder altid. Jeg slæber mig ud af sengen og dapper hen til vinduet. Min mors gamle teleskop venter på mig. Hun elskede stjernerne. Hendes hovedfag var engelsk litteratur, men hun tog så mange kurser i astronomi, at det endte med at være hendes sidefag, har min far fortalt. Selvom der er så meget ved min mor, der virker diffust nu – hendes duft, de ting, hun plejede at hviske til mig, før jeg faldt i søvn om aftenen – så virker det her stadig helt konkret. Jeg kan kigge i det teleskop og se præcis det samme, som hun så. Det får mig til at føle mig tæt på hende. Jeg bøjer mig og kigger igennem okularet. Selvom vores kvarter er lettere forurenet, kan jeg få øje på Polaris, Nordstjernen, og derfra kan jeg finde Store Bjørn og Lille Bjørn. Jeg finder altid stor trøst i de stjernebilleder, moren og barnet, der er omfavnet af himlen i al evighed. Jeg stirrer på stjernerne, indtil de flyder ud, og jeg ikke kan høre mig selv trække vejret. Der er noget i min lomme der stikker. Jeg hiver det op og glatter det mod mine jeans. Det er det kalenderblad, som Sophie havde klistret op på vores dør i eftermiddags. Jeg begynder at blive svimmel, som om jeg skal til at glide. Åh nej. Ikke igen. Mit synsfelt snævrer sig ind, mine knæ giver efter, og jeg falder dybt, dybt ned i et hul. 82


Jeg sidder ved et hvidt skrivebord. Der ligger en blok med noget fint brevpapir foran mig. Ord kravler ned ad siden som edderkopper. De flyder fra den pen, jeg holder i min behandskede hånd. Hvem er jeg? Og hvorfor har jeg handsker på? De ord, jeg skriver, bliver til sætningen: Jeg har ikke fortjent det her. Da jeg rejser mig, ser jeg de lyserøde vægge og de indrammede ballerinaer. Sophies værelse. Der er helt stille. Jeg vender ryggen til skrivebordet og ser sengen. Det er helt sikkert Sophies seng, men den har fået en anden farve. Før var den dækket af et kridhvidt vattæppe. Nu er den mørkerød. Og våd. Der ligger noget på sengen. Det er Sophie. Hendes ravnsorte hår indrammer det hvide ansigt. Armene ligger hjælpeløst ned langs siden. Der er et langt snit i hvert håndled. Nej. Nej. Det kan ikke være rigtigt. Så ser jeg, hvad det er, jeg holder i min hånd. En lang, skinnende klinge. Åh. Pis. Åh. Nej. Hvem har gjort det her mod hende? Hvem er jeg gledet ind i? Men før jeg kan regne det ud, er jeg væk. Jeg åbner øjnene, sætter mig op og griber fat om mine ben, mit hoved, mit ansigt, for at sikre mig, jeg virkelig er tilbage. Lyset fra gadelygten skinner mig i øjnene og blænder mig et øjeblik, indtil jeg flytter hovedet. Jeg kommer på benene og kigger mig 83


omkring. Teleskop, gyngestol, vasketøjsbunke. Jeg er tilbage på mit værelse. Hvad skete der? Mit blik falder på det lille stykke papir på gulvet – det som jeg troede, Sophie havde klistret fast på vores dør. Hvis det var hende, der havde gjort det, ville jeg være gledet ind i Sophie lige før. Men det gjorde jeg ikke. Jeg gled ind i en anden. En, der var ond. En, der havde en kniv. Billedet på nethinden af Sophie og hendes åbne håndled får mig ud af trancen. Jeg er nødt til at ringe og sikre mig, at hun er okay. Problemet er bare, at jeg ikke har hendes nummer. Det har Mattie og Amber. Jeg skynder mig ned ad den mørke gang til min søsters værelse. Men der er ingen. Hendes seng er tom, ingen putter sig under den sammenkrøllede dyne. Mattie og Amber er stadig ude. Jeg ser på uret. Det er næsten midnat. De burde have været hjemme nu, hvis de bare skulle i biografen. Jeg går tilbage til mit værelse for at finde min telefon, mens jeg spekulerer på, hvad der er blevet af dem. Formentlig er de bare gået kolde hjemme hos Samantha. De har det fint, forsikrer jeg mig selv om. Mattie har det fint. Jeg taster Matties nummer og venter. Ingen respons. Jeg ringer op igen. Ingen respons. Jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned og trække vejret. Bare trække vejret. Et øjeblik overvejer jeg at ringe til min far. Det er mærkeligt, han ikke er kommet hjem endnu. Han må være blevet på hospitalet, fordi der er komplikationer med de siamesiske tvillinger, og i så fald kan jeg alligevel ikke ringe og forstyrre ham. 84


Hvad gør jeg? Hvis jeg slår Sophies fastnetnummer op, kan jeg få fat på hendes forældre. Nu er klokken halv et. Det er alt for sent. De bliver sure. Jeg ryster på hovedet. Jeg bliver selvfølgelig nødt til at ringe til dem alligevel. Hvis det var rigtigt, hvad jeg så, er der nogen, der er nødt til at hjælpe Sophie. Nu. Jeg tænder min bærbare og søger på Sophies efternavn. Jacobs. Der er seks med efternavnet Jacobs i vores kvarter. Jeg har ingen anelse om, hvad hendes forældre hedder til fornavn. Jeg må bare starte fra en ende af. Jeg ringer til det første nummer. Ingen tager den. I det andet forsøg er det en søvnig kvinde, der tager røret. “Er Sophie hjemme?” “Du har fået forkert nummer,” siger hun vredt og lægger på. Please: Lad tredje gang være lykkens gang. Please. Telefonen ringer. “Hallo?” spørger en mand lettere mistænksomt. “Er Sophie hjemme?” “Hun sover. Det gjorde jeg også selv, indtil telefonen ringede.” “Vil du ikke nok gøre mig en tjeneste? Vil du ikke nok gå ind og se til hende?” “Hvorfor i alverden ...” “Vil du ikke nok – jeg har ikke tid til at forklare det. Bare gå ind og se til hende.” Jeg hører ham lægge røret ned. Der går et sekund, som varer i en evighed. Et sekund mere. Et mere. Og så kommer skrigene.

85


Sara Shepard

Pretty Little Liars

Spencer er vild med sin søsters kæreste. Aria har fantasier om sin engelsklærer. Emily er forelsket i den nye pige på skolen. Og Hanna bruger nogle hemmelige kneb for at holde sig smuk. Men den største og mest grusomme hemmelighed er den, de fire piger bærer sammen. Det har de gjort, siden deres smukke veninde Alison forsvandt. Ingen taler om det, der skete dengang, men pludselig begynder de fire piger at modtage mystiske breve og sms’er fra en, der bare underskriver sig – A. A ved alt og er parat til at afsløre det hele. Men hvem er det? Og hvad vil A? Pretty Little Liars har haft enorm succes på de amerikanske bestsellerlister og er også lavet som tv-serie. Du kan få de første fire bøger i serien, Løgne, Hemmeligheder, Skandaler og Afsløringer på dansk.


7 EN LÆGE MED I BOBLEBAD “Se lige hans røv!” “Hold mund!” Spencer slog sin veninde Kirsten Cullen over skinnebenet med sin hockeystav. Det var meningen, de skulle øve sig på forsvarsteknikker, men de var – sammen med resten af holdet – alt for optaget af at kigge på dette års nye hjælpetræner. Ingen andre end Ian Thomas. Adrenalinen prikkede i Spencers hud. Var det mystisk, eller hvad? Hun kunne huske, at Melissa havde snakket om, at Ian var flyttet til Californien. Men alle mulige mennesker, som man ikke lige regnede med at se igen, fandt vej tilbage til Rosewood. “Hvor var din søster dum at slå op med ham,” sagde Kirsten. “Han er så lækker.” “Schh,” svarede Spencer fnisende. “Og desuden slog min søster ikke op med ham. Han slog op med hende.” Fløjten lød. “Kom i gang!” råbte Ian og løb over mod dem. Spencer bøjede sig ned for at snøre sine sko, som om hun var fuldstændig ligeglad. Hun kunne mærke hans blik. “Spencer? Spencer Hastings?” Spencer rejste sig langsomt. “Åh. Ian, ikke?” Ians smil var så bredt, at hun var overrasket over, at hans kinder ikke gik fra hinanden. Han havde stadig den der kernesunde jeg-skal-overtage-min-fars-firma-når-jeg-er-25-aura over sig, men hans krøllede hår var blevet lidt længere og lidt mere rodet. “Jamen du er jo helt voksen!” råbte han. “Ja, det er jeg vel.” Spencer trak på skuldrene. 88


Ian kørte en hånd gennem sit hår. “Hvordan går det med din søster?” “Hun har det godt. Hun blev færdig før tid. Starter på Wharton.” Ian bøjede hovedet. “Og lægger hendes kærester så stadig an på dig?” Spencer tabte kæben. Før hun kunne nå at svare, blæste træneren, ms. Campbell, i fløjten og kaldte Ian over til sig. Kirsten tog fat i Spencers arm, så snart han havde vendt dem ryggen. “Du har så meget snavet med ham!” “Hold mund!” skyndte Spencer sig at sige. Da Ian løb tilbage over banen, så han sig tilbage over skulderen. Spencer holdt vejret og bøjede sig forover for at undersøge sine benbeskyttere. Hun ville ikke have, at han skulle vide, at hun havde kigget efter ham. Da Spencer kom hjem fra træning, gjorde hver en lille del af hendes krop ondt, fra hendes røv til hendes lilletå. Hun havde brugt hele sommeren på at organisere komitéer, nærstudere fremmedordbogen for at udvide sit ordforråd, og spille hovedrollen i tre forskellige stykker på Muesli, Rosewoods lokalteater – Miss Jean Brodie i The Prime of Miss Jean Brodie, Emily i Our Town og Ophelia i Hamlet. Så der var ikke tid til at holde sig i god form til hockey, og det mærkede hun nu på sin krop. Hun havde ikke lyst til andet end at gå ovenpå og kravle i seng. Ikke tænke på i morgen eller på, hvad en ny overambitiøs dag medførte: morgenmad i franskklubben, at læse morgenens skolebeskeder, et hurtigt møde med årbogens redaktion, fem højniveaufag, dramaprøver og endnu en krævende omgang hockeytræning med Ian. Hun åbnede postkassen ved indkørslen og håbede at finde 89


resultaterne fra sin PSAT-prøve. De skulle komme en af dagene, og hun havde en fornemmelse af, at det var gået godt – faktisk bedre, end det var gået nogensinde før. Desværre var der ikke andet end en stak regninger, info fra hendes fars mange investeringsfirmaer og en brochure stilet til ms. Spencer J (for Jill) Hastings fra Appleboro College i Lancaster, Pennsylvania. Som om hun nogensinde ville gå der. Indenfor lagde hun posten på det marmorbelagte køkkenbord, gned sin skulder og fik en idé: Jacuzzi i haven. Et afslappende bad. Ahhhh. Hun hilste på Rufus og Beatrice, familiens to labradoodles, og kastede et par stykker King Kong-legetøj ud i haven, så de havde noget at lege med. Så slæbte hun sig ad stien ned til poolens omklædningsrum. Hun stod ved døren og skulle lige til at hoppe ind under bruseren og tage en bikini på, da hun tænkte: Hvem ser det? Hun var for træt til at tage noget på, og der var ingen hjemme. Og jacuzzien var alligevel omgivet af rosenbuske. Da hun nærmede sig, kunne hun se, at det allerede boblede, som om det ventede hende. Hun tog alt af på nær bh, trusser og lange hockeystrømper, bøjede sig forover for at strække ud i lænden og kravlede ned i det dampende boblebad. Ahhh, sådan skulle det være. “Hov.” Spencer vendte sig om. Wren stod ved siden af roserne, med nøgen overkrop og iført de mest sexede bokserbadeshorts, hun nogensinde havde set. “Ups,” sagde han og dækkede sig til med et håndklæde. “Undskyld.” “Du skulle ikke være her før i morgen,” udbrød hun, selvom han tydeligvis var lige her, hvilket var i dag og slet ikke i morgen. “Det var heller ikke meningen. Men din søster og jeg var 90


i Frou,” sagde Wren og lavede en lille grimasse. Frou var en snobbet butik et par byer væk, der solgte pudebetræk til omkring tusind dollars stykket. “Hun skulle løbe et ærinde og sagde, at jeg skulle lege med mig selv.” Spencer håbede, at det var en eller anden besynderlig, britisk vending. “Nåh,” sagde hun. “Er du lige kommet hjem” “Jeg har været til hockey,” sagde Spencer og lænede sig tilbage og slappede lidt af. “Årets første træning.” Spencer skævede ned til sin slørede krop under vandet. Åh gud, hun havde stadig sine strømper på. Og de højtaljede, svedige trusser og en sports-bh! Hun kunne have sparket sig selv for ikke at have skiftet til sin gule Eres-bikini, som hun lige havde købt, men så gik det op for hende, hvor skørt det var. “Jeg ville bare lige have et varmt bad, men hvis du gerne vil være alene, så er det helt okay,” sagde Wren. “Jeg går bare ind og ser tv.” Han begyndte at gå igen. Spencer mærkede et stik af skuffelse. “Nej da,” sagde hun. Han stoppede op. “Kom bare i. Det gør ikke mig noget.” Mens han stadig stod med ryggen til, hev hun hurtigt sine strømper af og smed dem ud i buskene. De landede med et tungt klask. “Hvis det er okay med dig, Spencer,” sagde Wren. Spencer elskede den måde, han udtalte hendes navn på med sin britiske accent. Spen-SAAAH. Han dyppede sig forlegent ned i boblebadet. Spencer blev helt ovre på sin side og trak benene op under sig. Wren lagde hovedet bagover og sukkede. Hun gjorde det samme og forsøgte at lade være at tænke på, hvor forkrampede og ømme hendes ben blev i denne stilling. Hun begyndte at strække lidt ud og kom til at ramme Wrens senede lægmuskel. Hun trak hurtigt benet til sig. “Undskyld.” 91


“Ikke noget problem,” sagde Wren. “Nå, så du går til hockey? Jeg roede, da jeg gik på Oxford.” “Gjorde du?” spurgte Spencer og håbede, at hun ikke lød alt for overstrømmende. Det bedste, hun vidste, når hun kom kørende ind i Philadelphia, var synet af roerne fra Penn- og Temple-universiteterne, der roede af sted på Schuylkill River. “Ja,” sagde han. “Jeg var vild med det. Er du vild med hockey?” “Ikke rigtigt.” Spencer tog håret ud af hestehalen, rystede på hovedet og tænkte på, om Wren synes, hun så dullet og åndssvag ud. Den gnist, der havde været imellem dem uden for restaurantskibet, var sikkert bare noget, hun havde forestillet sig. Men Wren var på den anden side hoppet i boblebadet sammen med hende. “Men hvis ikke du er vild med hockey, hvorfor spiller du så?” spurgte Wren. “Fordi det ser godt ud på en universitetsansøgning.” Wren satte sig op og lavede bølger i vandet. “Gør det?” “Øh, ja.” Spencer skiftede stilling og ømmede sig lidt, da hendes nakkemuskler blev strakt ud. “Er du okay?” spurgte Wren. “Ja, det er ikke noget,” sagde Spencer og følte sig pludselig helt overvældet. Det var hendes første dag tilbage i skolen, og hun var allerede helt brændt ud. Hun tænkte på alle de lektier, hun skulle lave, lister, hun skulle skrive, og replikker, hun skulle huske. Hun havde for travlt til, at hun kunne nå at flippe ud over det, men det var også det eneste, der afholdt hende fra at flippe ud. “Er det din skulder?” 92


“Det tror jeg,” sagde Spencer og forsøgte at rotere skulderen. “I hockey bruger man så meget tid på at bøje sig forover, og jeg ved ikke, om jeg har forstrakt den eller hvad ...” “Jeg kan garanteret ordne den for dig.” Spencer stirrede på ham. Hun havde pludselig lyst til at køre fingrene igennem hans rodede hår. “Nej, det gør ikke noget. Men tak, ellers.” “Jeg mener det,” sagde han. “Jeg bider ikke.” Spencer hadede, når folk sagde sådan. “Jeg er læge,” fortsatte Wren. “Det er garanteret din posteriore deltoideus.” “Øh, okay ...” “Din skuldermuskel.” Han gjorde tegn til, at hun skulle rykke tættere på. “Kom nu her. Jeg mener det. Vi skal have blødgjort den muskel.” Spencer forsøgte at lade være med at læse for meget ind i det. Han var jo trods alt læge. Han opførte sig bare lægeagtigt. Hun gled hen mod ham, og han pressede sine hænder ind mod midten af hendes ryg. Hans tommelfingre borede sig ind i de små muskler omkring rygraden. Spencer lukkede øjnene. “Åhh. Det er skønt,” mumlede hun. “Der har bare samlet sig noget væske i din slimsæk,” sagde han. Spencer forsøgte at lade være med at fnise ad ordet slimsæk. Da han gik ind under stroppen til hendes sports-bh for at komme dybere ind, skulle hun lige synke en ekstra gang. Hun forsøgte at tænke på ikke-seksuelle ting – hendes onkel Davids næsehår, det forstoppede ansigtsudtryk, hendes mor fik, når hun sad på en hest, dengang hendes kat, Kitten, kom listende nede fra bækken med en død muldvarp i munden, som den efterlod på hendes værelse. Han er læge, sagde hun til sig selv. Det her er, hvad læger gør. 93


“Dine pektoraler er også ret stive i det,” sagde Wren og bevægede til hendes store skræk sine hænder om på forsiden. Han lod hænderne glide ind under stropperne igen og masserede hende lige over brystet, og pludselig gled bh-stroppen ned over den ene skulder. Spencer tog en indånding, men han rykkede ikke væk. Det er bare en lægeting, mindede hun atter sig selv om. Men så gik det op for hende: Wren var førsteårsstuderende på medicin. Han bliver læge engang, rettede hun sig selv. En dag. Om tre år. “Øh, hvor er min søster?” spurgte hun stille. “I butikken, tror jeg? Wawa?” “Wawa?” Spencer rykkede sig væk fra Wren og trak bhstroppen op på skulderen igen. “Wawa er kun to kilometer væk! Hvis hun er dér, henter hun bare cigaretter eller noget. Hun kan være tilbage hvert minut!” “Jeg tror ikke, hun ryger,” sagde Wren og lagde hovedet spørgende på skrå. “Du ved, hvad jeg mener!” Spencer rejste sig op i badet, tog fat i sit Ralph Lauren-håndklæde og begyndte demonstrativt at tørre håret. Hun følte sig så varm. Hendes hud, hendes knogler – selv hendes indre organer og nerver – føltes, som om de var blevet grydestegt i boblebadet. Hun kravlede ud af jacuzzien og skyndte sig op mod huset, på jagt efter et stort glas vand. “Spencer,” råbte Wren efter hende. “Jeg ville ikke ... Jeg ville bare hjælpe.” Men Spencer hørte ikke efter. Hun løb op på værelset og kiggede sig omkring. Hendes ting stod stadig i kasser, parat til at blive flyttet ned til laden. Pludselig havde hun lyst til at få det hele ordnet. Hendes smykkeskrin trængte til at blive sorteret og inddelt efter ædelstene. Hendes computer var fuld af to år gamle engelskstile, og selvom hun havde fået topkarakterer 94


for dem dengang, var de garanteret pinagtigt dårlige og skulle slettes. Hun så på bøgerne i kasserne. De skulle ordnes efter emne, ikke efter forfatter. Selvfølgelig. Hun tog dem ud og begyndte at sætte dem tilbage på hylderne, begyndende med Amerikansk puritanisme og Det flammende bogstav. Da hun nåede frem til Utopier, der gik galt, havde hun stadig ikke fået det bedre. Så hun tændte for sin computer og pressede den trådløse mus, der var dejligt kølig, ind mod sin nakke. Hun klikkede på sin e-mail og så, at der var kommet en ny mail. I overskriften stod der: UDVID DIT ORDFORRÅD. Hun blev nysgerrig og klikkede på den. SPENCER, ATTRÅ er et nemt ord. Når nogen attrår noget, begærer de det og har lyst til det. Det er som regel noget, de ikke kan få. Det problem har du nu altid haft, har du ikke? –A Spencers mave vendte sig. Hun så sig omkring. Hvem. I. Helvede. Kunne. Have. Set. Det? Hun åbnede det største vindue på sit værelse, men der var ikke nogen nede i den store cirkelformede indkørsel. Hun så sig omkring. Et par biler kørte forbi. Naboens gartner var ved at trimme hækken ved indgangen. Hendes hunde jagtede hinanden rundt i haven. Nogle fugle fløj op på toppen af en telefonpæl. Så fik hun øje på noget i naboens øverste vindue: et glimt af lyst hår. Men var den nye familie ikke sort? Det løb koldt ned ad ryggen på Spencer. Det var Alisons gamle vindue. 95


Bøgernes omslag er designet af:

En flænge i himlen Design: Henriette Mørk

Delirium Design: Erin Fitzsimmons

I går var i dag i morgen Design: Line J – Smoke & Mirrors

Døden i dine øjne – Arven Design: Christopher Stengel

Server Design: Anne Kragelund

Hades Design: Nico Jonker

Slide Design: Olivia Bee

Pretty Little Liars Design: Tina Amantula


læ Gra til sep tis dig røv ! e

D ØD 3 N 1 D1N 3 Ø J N 3

Jem har derfor aldrig turde binde sig til andre mennesker. Men så møder hun den småkriminelle Spider, og en dag på en pjækketur ind til byen, ser hun pludselig, at alle mennesker omkring hende har de samme tal i øjnene. De vil alle dø den samme dag. I dag.

GRIN, 2 GRÆD, GYS, LÆS! 100 siders klip

”Den er supergod; spændende, velskrevet, og man bliver enormt hurtigt fanget af handlingen. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, og fældede da også et par tårer i slutningen.” – Vi Unge

978-87-400-0152-5 ISBN 978-8740001525

POLITIKENS FORLAG

9 788740 001525

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

fra årets bedste ungdomsbøger jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

3

A

1

R A C H E L

3

3

3

W A R D


Læsehits 2012