Lad os håbe på det bedste

Page 1

CMYK

„Det er elektrificerende læsning. En bog, der er umulig at værge sig imod og svær at lægge fra sig.“ Dagens Nyheter

„… skånselsløst, så nøgent og sitrende som hun skildrer livet. Men netop derfor en dybt medmenneskelig historie … Overrumplende og med et følelsesregister, som gør én svimmel. Over for døden, men også over for livet.“ NK

„En isnende påmindelse om, at livet som vi kender det, kan vende på et sekund, at alt det vi elsker, kan blive revet fra os … Og den viger ikke tilbage for kompleksiteten. Det er svært at leve uden nogen, men det er også svært at leve sammen.“

Lad os håbe på det bedste er en lysende historie om kærlighed – fortalt fra den skelsættende morgen, da Carolina finder sin kæreste død i sengen. Med ét slag er deres småfrustrerede hverdag som par og ung familie forbi, og alting står i et andet lys. Bogen er en uforfærdet ransagelse af døden og ikke mindst af livet. En intens og klarsynet skildring af to mennesker, et parforhold og en familie, fra det første mødes boblende forelskelse til den sidste afskeds frysende sorg. Et liv, der trods ihærdig planlægning bestemmer sig for at blive noget helt andet.

„ Svimlende modig “ Expressen

Sydsvenskan

ISBN: 978-87-400-4869-8

Carolina Setterwall

Expressen

D

en sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.

Lad os håbe på det bedste

„Svimlende modig … Det er umuligt ikke at blive suget ind i den her historie. Jeg har egentlig kun ét ord tilbage, da jeg lægger den fra mig: Tak.“

Carolina Setterwall

Lad os håbe på det bedste Roman / Hr. Ferdinand

C

arolina Setterwall, født 1978 i Sala, Sverige. Efter studier i Medier og Kommunikation i Uppsala, Stockholm og London har hun arbejdet i musik- og forlagsbranchen som redaktør og skribent. Setterwall bor i Stockholm med sin søn. Lad os håbe på det bedste er hendes litterære debut og et stort internationalt gennembrud, solgt til udgivelse i foreløbig 25 lande.

Omslag: Nete Banke / Imperiet.dk Forsidefoto: Unsplash.com Forfatterfoto © Sara Mac Key


Lad os hĂĽbe pĂĽ det bedste.indd 2

19/11/2018 12.43


C A R O L I N A S E T T E RWA L L

Lad os h책be p책 det bedste

Oversat af Nete Harsberg

Hr. Ferdinand

Lad os h책be p책 det bedste.indd 3

19/11/2018 12.43


Lad os hĂĽbe pĂĽ det bedste.indd 4

19/11/2018 12.43


2009 – 2014

Lad os håbe på det bedste.indd 7

19/11/2018 12.43


Lad os hĂĽbe pĂĽ det bedste.indd 8

19/11/2018 12.43


oktober 2014 Det er en søndag i oktober. Vi er trætte og ikke særlig søde ved hinanden. Jeg har sovet for lidt, Ivan har spist sig gennem endnu en nat. Jeg har endnu ikke lært at falde i søvn mellem de konstante opvågninger, og i betragtning af at Ivan snart er otte måneder, ser det ikke specielt lyst ud på den front. Jeg er altid træt. I dag er jeg irritabel og har ondt af mig selv. Du er stresset og prøver at følge med. Du har ikke fortalt dine samarbejdspartnere, at du går på barsel på deltid om kun en uge. Vi skændes tit om det. Jeg vil have dig til at geare ned, så du kan få tid – og kræfter – til vores liv, vores barn, vores verden. Det vil du ikke. Eller du siger, du gerne vil, men at det ikke kan lade sig gøre. At det ikke fungerer for en freelancer. Du har oparbejdet en kundekreds gennem lang tid, og hvis du forsvinder i et halvt år eller mere, bliver du bare erstattet. Skiftet ud. Du er også træt. Ser trist ud, når du slapper af. Du orker ikke tænke på den kommende tid, hvor du skal gå hjemme med Ivan halvdelen af tiden og arbejde resten af døgnet. Jeg er også stresset. Sur. Bekymret. Det går ikke, som jeg havde tænkt mig med vores familie. Du siger, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg valgte at få barn med dig. Jeg siger, at jeg havde håbet, det blev anderledes. Ingen af os vil gøre den anden ked af det. Det har været en sværere og sværere opgave på det seneste. Men vi kæmper videre. Vi flyttede for tre uger siden, en flytning, vi slet ikke havde

9

Lad os håbe på det bedste.indd 9

19/11/2018 12.43


tid til, men som vi gennemførte alligevel. Vi pakkede ned om natten i de korte pauser, hvor Ivan sov for sig selv. Vi pakkede i stilhed, uden at fordybe os i samtaler, der kunne såre eller lede til et skænderi. Vi flyttede på samme måde. Vi er næsten blevet færdige med at pakke ud nu. I dag holder vi pause, for vores bil er begyndt at lyde underlig. Vi må køre ud til dine forældre, så din far kan se på den. Vi pakker Ivan i autosto­ len på bagsædet, du sidder ved siden af, og jeg kører. Jeg kan ikke lade være med, for hundrede og syttende gang og i et let tonefald, der dog ikke snyder nogen, at påpege, at det vel nok ville være dejligt, hvis vi begge to havde kørekort. Du bider det i dig og siger, at du snart vil gå i gang. Jeg lader være med at spørge hvornår, jeg gider ikke skændes igen i dag. Jeg har allerede dårlig samvittighed over min bemærkning. Der bli­ ver stille i bilen. Ivan er glad, og du holder ham beskæftiget med lyde og legetøj, for at det skal blive ved på den måde. Jeg kører dårligere, når Ivan græder, og der er ingen, der kan få ham til at grine, som du kan. Når jeg hører jer lege der­ omme på bagsædet, og Nynäsvägen bliver til Tyresövägen, som bringer os til Vendelsö, og vi nærmer os dine forældre, tænker jeg, at jeg virkelig elsker min familie. Vi har det bare lidt hårdt lige nu. Du hjælper din far med at lave bilen. Jeg drikker te med din mor. Hun spørger, diskret og respektfuldt, hvordan vi har det. Jeg svarer, mindre diskret, men lige så respektfuldt, at der er meget lige nu. Vi sover ikke så meget, og du er stresset. Flytningen var slem, og Ivan har mareridt og vil ammes om natten. Vi har slet ikke tid til rigtig at mærke efter, siger jeg, men det er løgn. Din storebror drejer op ad indkørslen. Han kommer uan­ meldt, og jeg kan se gennem køkkenvinduet, at I begge bliver forbavsede over at mødes her. I griner, da I omfavner hinan­ den. Han dunker dig i ryggen, du forsvinder næsten i hans favn. Han har altid været meget større end dig. Lavere, men

10

Lad os håbe på det bedste.indd 10

19/11/2018 12.43


bredere, stærkere. Du lyser op, da han siger noget, der får dig til at grine på vej ind i huset. Dine trin er hurtige på trap­ pen, du har travlt med at komme op i køkkenet, vil vise Ivan frem. Din storebror har kun set Ivan en enkelt gang. Det er ikke blevet til noget med at ses, alle har haft travlt. Han taler kærligt til Ivan og siger, at han er blevet stor og kommet til at ligne dig. Han kalder dig for lillebror. Drikker sin kaffe i store slurke. Du tager et glas cola. Så går I ud til bilen igen. Jeg går med udenfor et smut. Ivan sidder i bæreselen på min mave, jeg fisker telefonen op af lommen og tager et billede af jer ved siden af vores bil. Der er noget med vinduesviskerne, der dril­ ler. I kan ikke lave det. På billedet står I sammen med ryggen til kameraet, en af jer klør sig i håret. I er to brødre og en far, som ses for sidste gang i jeres liv, men det ved I ikke endnu.

april 2009 Det er valborgsaften 2009, og jeg skal til fest i en gammel skole på Adelsö, som nogle af mine venner har lejet og gjort til deres sommerparadis. De holder altid nogle sjove fester. De inviterer flere hundrede mennesker, og vi, der når at få bil­ let, inden de bliver udsolgt, får en bustur med i købet. I sko­ lens træduftende aula med knirkende gulv og højt til loftet sælger de øl og vin til indkøbspris. Og da de er musikere og kulturpersoner, byder festerne næsten altid på liveoptrædener med musikere eller bands, jeg godt kan lide. Det er fjerde eller femte gang, jeg skal derover til fest. Jeg glæder mig. Jeg er tredive år gammel og har endnu ikke fået styr på mit kærlighedsliv. For et par dage siden afsluttede jeg en kort affære med en fyr fra Norrland, som jeg en kort overgang troede, kunne være den rigtige, men hurtigt indså, ikke var det. Jeg gjorde det på den sædvanlige måde. Fik mig sno­

11

Lad os håbe på det bedste.indd 11

19/11/2018 12.43


et udenom på skrift, en mail, hvor jeg skrev, at der absolut ikke var noget galt med ham, men at jeg bare ikke var det rigtige sted i mit liv lige nu. Jeg ved ikke, hvorfor det altid er så svært for mig at sige nej. Tanken om at såre folk virker angstprovokerende, og jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke kun ødelægger deres dage og uger, men også deres selvværd og livsglæde. Det udløser så stor skyldfølelse, når jeg – for ikke at blive i noget, der gør mig angst – bryder et forhold, at jeg flere gange har valgt at blive alt for længe. Det har jeg lovet både mig selv og min terapeut at holde op med, så nu gør jeg det forbi hurtigere end før. Men med lige så meget angst. Sådan har jeg haft det, lige så længe jeg kan huske. Nu har jeg gjort det igen. Denne gang gik det egentlig ret godt. Sikkert fordi vi kun sås i nogle uger, og fordi han ikke var specielt forelsket i mig. Det gik faktisk så godt, at han har besluttet at beholde billet­ ten til festen, som jeg insisterede på, han skulle købe, og tage med alligevel. Sammen med en ven. Som en ven. Jeg bliver forlegen, da jeg møder ham i bussen, men hilser og krammer og lader, som om alt er i den skønneste orden. At det ikke er min skyld. En frigjort kvinde, der ved, hvad hun vil. I virkeligheden aner jeg det selvfølgelig ikke. Det har jeg ikke vidst længe. Et diffust ønske om at holde op med at rode rundt og finde en, som føles rigtig, har i praksis ikke væ­ ret nok til, at det er blevet rigtigt. Det har været rodet i flere år nu. Men det behøver norrlændingen selvfølgelig ikke få at vide. Vi skal jo ikke leve sammen. Jeg drikker vin i bussen, og i takt med at glassene tømmes, og der kommer større afstand mellem mig og Stockholm, bliver det langsomt bedre. Det hele er, sådan nogenlunde i hvert fald, præcis som det skal være. Jeg danser og danser, og fødderne vil aldrig holde op med at danse. Munden vil aldrig holde op med at drikke vin. Jeg klatrer op i en bred vindueskarm i den gamle skoles aula, står for mig selv og danser og nyder at være uden for række­

12

Lad os håbe på det bedste.indd 12

19/11/2018 12.43


vidde, mens adskillige blikke hviler på mig. Blandt mine ven­ ner er jeg kendt som den, der altid kravler op i møblerne, på bar­diske og stole og højtalere og scener og vindueskarme, og danser. Helst alene. Det er blevet noget af et tema. Også i aften. Jeg veksler mellem dansegulvet, det høje vindue og at hoppe ind i dj-båsen og skråle sammen med mine venner, som vender plader. Tisser udenfor i skoven, når toiletkøen er for lang. Jeg får af og til øje på ham i folkemængden, og hver gang ser han direkte på mig. Han nikker og hilser, men hans blik er sørgmodigt. Mine venner kalder ham for Triste Hunde­øjne. Jeg ler. Vi er ondskabsfulde, men jeg er ligeglad. Jeg skal danse, og jeg er fuld, og alt er, som det skal være. Og så, pludselig, står du der. Jeg har ikke set dig før, du kan ikke have været med den samme bus som mig. Din ven, som er en af mine bekendte, siger, at han vil præsentere mig for en, der “elsker mig”. Og der står du. Og griner. Høj og ranglet, med et smil som en omvendt trekant. Du smiler ligesom i en gammel cowboyfilm. Skævt og bredt og uforbeholdent. Det fylder hele dit ansigt. Jeg tænker, at du ville gøre dig virkelig godt som karikatur, sådan en, man bliver i godt humør af. Du har hue på. Jeg må lægge hovedet tilbage for at se på dig. Du har ikke hørt, med hvilke ord vores fælles ven har præsen­ teret dig, men det gør ikke noget. Du ligner en, der alligevel ville være ligeglad. Jeg har en uvane med at overtage kommandoen, når jeg er fuld. Som en slags beskyttelse mod risikoen for at blive valgt fra griber jeg muligheden, straks den opstår, og i aften er det dig. Jeg har bestemt mig for, at jeg synes, du er tiltrækkende. Høj og skæv og med det der smil. Dine øjne er kæmpestore. Du ville virkelig være skæg at tegne. Jeg tager dig i hånden, du protesterer ikke, og jeg trækker dig med udenfor. Det er stadig lyst, og klokken kan ikke være mere end ni, men hvem holder styr på sådan nogle verdslige ting, ikke mig og heller

13

Lad os håbe på det bedste.indd 13

19/11/2018 12.43


ikke dig. Ude i lyset kan jeg se, at dine øjne er næsten absurd blå. Jeg tænker, at jeg skal spørge dig, om du bruger linser. Men ikke endnu. Ude på gårdspladsen serveres der hotdogs fra en luge i et hus, der engang har været svinesti. Vi stiller os i kø, og du holder godt fat i min hånd. Ser ud, som om du er parat til at kysse mig, hvis jeg giver signal. Jeg venter lidt. Jeg spørger, hvor gammel du er, og du siger otteogtyve. Jeg bliver lettet, jeg troede, du var meget yngre. Jeg spørger, hvad du laver, og du siger medier. Jeg forbereder mig på at analysere din reaktion, når jeg siger, at jeg arbejder med musik, med store musikarrangementer, men du spørger ikke. Du virker hver­ ken nysgerrig på min alder, eller på hvad jeg laver. Du vil vist gerne kysse, og dit grin smitter, og jeg beslutter mig for, at det er nok. Jeg har fået nok information og trækker dig væk fra pølsekøen, og vi går om bag skolen og kommer til en lille eng med et birketræ. Jeg har tisset lige i nærheden for kun få timer siden. Bassen dunker fra dansegulvet i bygningen bag os. Jeg kysser dig. Eller også er det dig, der kysser mig. Jeg kysser dig, og du kysser mig, og dine hænder holder om mit ansigt, og jeg elsker det. Jeg elsker måden, du kysser på, og jeg elsker dine hænder, og jeg elsker, at du er høj, og jeg elsker den der skæve mund, som ikke kan holde op med at grine, ikke engang når du kysser. Vi snaver som to teenagere, op ad birketræet, og når du trykker dig ind mod mig og mig ind mod det, sætter små stykker bark sig fast på ryggen af min bluse. Hvis jeg havde været mere graciøs, ville jeg have løftet mig op fra jorden og sat mig overskrævs på dig stående, men det gør jeg ikke. I stedet står vi tæt sammen op ad birke­ træet som to kåde fjortenårige. Jeg siger til dig, at vi skal blive ved med det her, men at vi ikke kan gøre det indenfor, blandt alle de mennesker. Jeg siger, at der er en derinde, som er ked af det, og jeg ved ikke, om jeg siger det for at prale, eller fordi jeg er betænksom eller

14

Lad os håbe på det bedste.indd 14

19/11/2018 12.43


gerne vil virke betænksom i dine øjne. Det hele er lidt tåget, foregår impulsivt. Resten af aftenen skiftevis danser vi med vores venner og løber ud og mødes ved birketræet og kysser videre. Mere og mere intenst, som aftenen går. På et tidspunkt udveksler vi telefonnumre. Det forenkler processen, når vi beslutter os for, at det er tid til et nyt møde ved birketræet. Klokken et lukker festen, og to busser skal transportere alle festdeltagerne tilbage til Stockholm. Vi sidder helt oppe foran i den ene, jeg har sikret mig, at Triste Hundeøjne er med den anden, og kan derfor godt tillade mig at kysse dig uhæmmet i mørket. Folk skråler nede bagi. Mellem kyssene tvinger du mig til at høre AC/DC i en af dine høretelefoner. Jeg siger, at jeg ikke synes, de er særlig gode, og nævner, så blasert jeg overhovedet kan, at jeg har arbejdet med dem flere gange. Du virker ikke imponeret, og jo, siger du, hør her, hør lige den her, og så kysser du mig igen. Løfter mig, så jeg kommer til at sidde overskrævs på skødet af dig. Jeg elsker, når du løfter mig op, og jeg elsker at sidde på skødet af dig. Endelig overskrævs. Da bussen en time senere ankommer til Medborgarplatsen, har jeg røde pletter på hagen og kinderne af dine skægstubbe. Det er længe siden, jeg har kysset på den måde. Vi stiger af bussen, og du vil med mig hjem. Det må du ikke. Du spørger igen og får endnu et nej. Du foreslår, at jeg i stedet tager med dig hjem. Kom nu, siger du, jeg vil sove sammen med dig. Nej, siger jeg, jeg skal sove alene. Jeg tror, jeg vil fremstå som en, der ikke går i seng med nogen den første aften. Var vi gået hjem sammen, var det sket. Jeg vil ikke have det til at ske. Jeg vil gerne have det til at ske. Jeg vil gerne have, at der kommer en fortsættelse. Vi går hver til sit. Jeg kan se dit hoved nikke i takt til musikken, da din ryg forsvinder ned ad Folkunga­ gatan. Inden jeg falder i søvn, får jeg en sms fra dig. Du skri­ ver, at jeg er smuk, og at du gerne vil mødes igen.

15

Lad os håbe på det bedste.indd 15

19/11/2018 12.43


oktober 2014 Klokken er halv syv, da jeg vågner ved siden af Ivan. Jeg kon­ staterer, at vi har sovet ganske godt. Eller, alt er relativt, men i vores verden er det ganske godt. Ivan, som snart er ti måneder, og som fik sit eget værelse, da vi flyttede ind i den nye lejlighed for tre uger siden, er begyndt at lide af natteskræk. Og skal ammes mellem tre og seks gange hver nat. For det meste sover jeg inde hos ham, på en madras på gulvet, selv om det var me­ ningen, at vi skulle til at have nætterne for os selv, du og jeg. Efter at have vugget ham og forsøgt at trøste ham i går aftes fra ti til elleve for så at gå i gang med en amning, der virkede endeløs, sendte jeg en sms til dig, mens du sad ude i køkkenet og arbejdede. Jeg skrev, at jeg ville sove inde hos Ivan igen, og du svarede okay og godnat. Det varede ikke længe, inden jeg kunne høre dig gå fra stuen til badeværelset. Du slukkede alt lyset, børstede tænder, gjorde dig klar til at gå i seng. Jeg lagde mig ikke til at sove med det samme. I stedet be­ gyndte jeg at google på min telefon, søgte på “natteskræk hos småbørn” og granskede både Netdoktor, avisartikler og kommentartråde på Familieliv. Efter at have læst adskillige artikler og gjort mig grundige overvejelser om, hvorvidt Ivan allerede kan være begyndt at lide af natteskræk – det rammer normalt lidt ældre børn – følte jeg mig sikker. Ivan har fået natteskræk, det er derfor, han er så trøstesløs om natten. Det begynder næsten altid en god times tid, efter at han er faldet i søvn om aftenen. Det passede med de beskrivelser, jeg havde læst på nettet. Jeg tog et screenshot af en af dem og sms’ede til dig. “Jeg tror, Ivan har fået natteskræk, se her,” skrev jeg og sendte billedet af beskrivelsen. Du svarede ikke. Der var stille inde i soveværelset. Jeg tænkte, at du måske allerede var faldet i søvn, eller også lå du og læste og gad ikke svare. Kort efter faldt jeg i søvn.

16

Lad os håbe på det bedste.indd 16

19/11/2018 12.43


Jeg føler mig næsten udhvilet, da vi vågner. Katten har ikke stået og mjavet uden for Ivans værelse, som hun af og til gør, og Ivan er kun blevet ammet to gange, siden hans anfald lige inden midnat. Han er i godt humør og på vej ud af vores midlertidige seng på gulvet, hen mod døren for at begive sig ud på nye eventyr i lejligheden. Jeg tager ham op og siger, at nu går vi ind og vækker far. Da vi åbner døren, står katten udenfor og lader sig ae et øjeblik, hun er også lige vågnet, og så går vi ind i soveværelset til dig. Jeg sætter Ivan ned i sengen, så han kan kravle hen til dig og være det første, du ser, når du slår øjnene op. Siger god­ morgen far med den der stemme, jeg bruger, når jeg i virkelig­ heden taler til Ivan, men retter ordene mod en anden voksen. Som oftest dig. Ivan sætter kursen mod dit hoved, men når næsten ikke at kravle, før jeg kan se, at der er noget galt. Du ligger helt anderledes, end du ellers gør, når du sover. Sam­ menkrummet på den ene side, i stabilt sideleje, med ansigtet presset ned mod puden. Der er noget med din hud. Den er lysere, end den plejer. Livløs. Jeg tør knap røre ved din ankel, som stikker ud under dy­ nen i fodenden, hvor jeg står. Jeg gør det alligevel. Den er kølig. Bleg. Stum mod mine fingre. Der flyder ikke noget blod derinde. Du er der ikke længere. Du er død. Alting sker per refleks nu. Jeg løfter Ivan og holder ham med den ene arm, samtidig med at min hjerne kobler alle følelser fra, og jeg begynder at handle rationelt, mere rationelt end jeg nogen sinde før har handlet. Jeg ringer til alarmcentra­ len, og da en kvinde svarer, fortæller jeg i et enkelt åndedrag, hvad der er sket, hvad jeg hedder, hvad du hedder, hvor vi bor, og hvad koden til gadedøren er. I må komme hurtigt, lige med det samme, jeg kan ikke være her længere, siger jeg til sidst. Ivan strækker sig hen mod sengen, og jeg holder ham fast, lidt for fast, mod min hofte.

17

Lad os håbe på det bedste.indd 17

19/11/2018 12.43


Kvinden i røret beder mig tale langsommere og mærke ef­ ter pulsen på din hals, og jeg siger, at det ikke giver mening, men jeg gør det alligevel. Med Ivan på den ene hofte og tele­ fonen klemt fast mellem den anden skulder og øret leder jeg med min frie hånd efter pulsen på din hals. Den er kølig. Den er ikke levende. Jeg siger igen til kvinden i røret, at jeg ikke kan, der er ikke nogen, han er ikke i live. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tager fat i din skulder. Vender din krop om, selv om jeg godt ved, du er død. Du er tung, og jeg mister næsten balancen og falder ind over dig, da jeg drejer dit ansigt opad. Din venstre kind slipper puden, og huden er lysegul og rynket efter at have hvilet mod stoffet. Dit ene øje, det, der har vendt ned mod puden, står en anelse åbent. Dit blå øje er ikke så blåt, som det plejer. Det er gråt og kommer aldrig mere til at se på mig eller vores søn. Da jeg ser det åbne øje, slipper jeg din skulder. Din krop falder til­ bage i samme stilling, som jeg lige har trukket den ud af. Du er så død, som et menneske kan være, og jeg kan ikke blive i værelset længere. Det siger jeg til kvinden på alarmcentralen, og så lægger jeg på. Jeg svøber et tæppe omkring Ivan og tager bæreselen på, placerer ham i den, tager en trøje over skuldrene. Jeg luk­ ker katten inde på badeværelset, sætter hendes vand og mad derind, inden jeg går. Jeg ved, at den næste, der kommer ind i lejligheden, ikke bliver mig. Hun må ikke stikke af. Jeg går ud i opgangen. Tager elevatoren ned i stuen, går ud foran huset, sætter mig på en bænk. Venter på ambulancen. Det er ved at blive lyst. Det varer nok en halv time, inden den kommer. Nu lyver jeg. Det varer nogle minutter, inden den kommer, men det føles som en halv time. Naboerne kigger på os på vej til arbejde og skole med deres børn, som vi sidder der, mig i pyjamas og trø­ je, Ivan i sele og tæppe. Ingen taler til os. Nogle ser væk, an­

18

Lad os håbe på det bedste.indd 18

19/11/2018 12.43


dre nikker kort, inden de gør det. Jeg nikker igen. Jeg indser, at jeg burde ringe til nogen. Jeg ved ikke, hvem jeg skal ringe til. Jeg ringer til din storebror. Nu kommer ambulancen.

maj 2009 Jeg vil aldrig være utro, siger du og ser på mig på ti centime­ ters afstand i sengen. Jeg ved ikke, om du hentyder til mig specifikt, eller om det er dit mere almene moralske kompas, du taler om. Det fremgår ikke. Sådan er det tit med dig. Du siger noget, uden dikkedarer, en konstatering, som lyder sim­ pel, men fylder mig med opfølgende spørgsmål, som jeg ikke tør stille. Jeg synes, det er spændende. Du er en særlig person, og jeg kan godt lide dig. Rigtig godt. Vi ligger nøgne i sengen i din skrabede, sparsomt møble­ rede lejlighed på Långholmsgatan i Hornstull. Den er ulidelig varm med kun ét vindue og ingen mulighed for gennemtræk. Ingen gardiner til at skygge for solen, som står på næsten hele dagen. Men vi er hos dig, for her har du det bedst. Og jeg er ikke så nøjeregnende. Vi er her tit. I den her lejlighed, i din seng, nøgne. Dagen efter den første nat endte vi her oven på endnu en fest, hvor vi deltog sammenfiltrede, denne gang under et tæp­ pe, i en sofa, på en terrasse uden for en bar. Det føltes umuligt at trække den længere, et døgn var rigeligt for mig til at bevi­ se, hvad det nu end var, jeg ville bevise, og det var tydeligvis også rigeligt for dig. Nu ligger vi her, og du siger, at du aldrig vil være utro. Jeg mumler “okay, hvor godt” og tænker på de gange, jeg selv har været utro. Jeg tænker, at det er svært at love sådan noget, men jeg synes, det er en fin indstilling at have. Den siger noget om dig. Jeg har kendt dig i to uger nu. Jeg er ufattelig nysgerrig efter at vide mere om dig, men

19

Lad os håbe på det bedste.indd 19

19/11/2018 12.43


jeg lægger bånd på mig selv. Jeg forsøger ikke at stille flere spørgsmål, end du stiller mig, om mig. Og du spørger ikke så meget. Så jeg holder også igen. Første gang jeg kom hjem til dig, spurgte jeg, om du lige var flyttet ind. Der var så få møbler. En tom gang, en stue med en sofa, et fjernsyn og et lille skrivebord i det ene hjørne. På skrivebordet din computer, som du arbejder fra, post-it-sed­ ler med små notater på. Din håndskrift er smuk, dine bogsta­ ver små, selv de store bogstaver er små. Jeg forstod det ikke dengang, men navnene på sedlerne tilhører de produktions­ selskaber, du har som kunder. “Backup Callboy” kunne der stå på en. “Ordne Annelies mail” på en anden. “Server Camp David” på en tredje. På en post-it-seddel stod der slet og ret “ALDRIG IGEN” med store bogstaver. Da jeg spurgte, hvad det betød, svarede du, at det var for at minde dig selv om ikke at sige ja til lige så mange opgaver som året før. Du fortalte, at du havde været tæt på at gå ned med flaget. Arbejdede i døgndrift og tabte dig flere kilo. Det vil du aldrig mere udsæt­ te dig selv for. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne sætte mig ind i det med at arbejde meget, og nævnte, at det for mit vedkom­ mende tit drejede sig om aftener og nætter. Til det svarede du “så sig op”, som om det var den enkleste sag i verden. Som om mit job ikke imponerede dig det mindste. Jeg tror, jeg blev ekstra forelsket i dig der. I soveværelset: en seng og en træningsbænk. Punktum. Ingen tæpper på gulvet, ingen gardiner for vinduerne, intet på væg­ gene med undtagelse af et print af en skyskraber med en enlig sky hængende i luften bagved. Da jeg spurgte, om du lige var flyttet ind, virkede du, som om du ikke forstod, hvorfor jeg spurgte. Du havde boet der i otte år, svarede du. Du syntes, der var tilpas med ting. Du an­ tydede, at du var vokset op med ting overalt og ikke selv ville

20

Lad os håbe på det bedste.indd 20

19/11/2018 12.43


have det sådan. At du blev panisk over det der med at samle, alle de ting og støv. Jeg tænkte, at du måske nok var gået lidt til ekstremer, og brugte du virkelig den der træningsbænk re­ gelmæssigt? Jeg syntes, at du var en skæv type. Jeg syntes, det gjorde dig interessant. Lige nu er det nok, at du nærmest ikke har andre møb­ ler end en seng. Det er der, vi tilbringer aftenerne, nætterne, formiddagene og dele af weekenderne. Når vi skal spise, går vi ud, når vi går ud, går vi langt. Du holder om mig, og jeg elsker, at du er høj. Jeg kan godt lide at mærke din arm om min talje og håber i al hemmelighed, at vi møder nogen, jeg kender, mens vi er ude at spadsere langs Årstaviken mellem Skanstull, hvor jeg bor, og Hornstull, hvor du bor. Jeg vil ger­ ne ses sammen med dig. Jeg vil gerne støde ind i mine venner og bekendte. Hov, hvem var det, skal de hviske på vej væk. Hvor er de søde sammen, forestiller jeg mig, de skal sige. Sik­ ke et højt og flot menneske, tror jeg, de vil tænke. Jeg er stolt over at tilhøre dig, selv om vi ikke har snakket om det endnu, så er det jo det, jeg gør. Tilhører dig. Vi har set hinanden cirka hver anden dag, siden vi mødtes første gang, og når vi ikke har været sammen, har vi chattet og sms’et. Jeg ved allerede en del om dig. Du bryder dig ikke om at tale i telefon. Du er to forskellige personer på skrift og i virkeligheden. Når du skriver, lyder du hård og går direkte til pointen, så du kan få det overstået. Når vi mødes, er du varm, omsorgsfuld, sjov, kropslig og lattermild. Du kan godt lide at kysse og holde i hånd, også når vi ikke ligger i sengen. Og ja, du har linser. De forstærker de klare, blå øjne, for de er ret kraftige. Du ser meget dårligt uden. Når du er alene hjem­ me om aftenen, tager du linserne ud og bruger et par briller, som du hader, men som jeg elsker. De er skæve og fuldender dit smil så fint. Alt ved dig er lidt skævt. Alt ved dig er meget smukt.

21

Lad os håbe på det bedste.indd 21

19/11/2018 12.43


Når vi skilles om morgenen, vil du næsten aldrig lave en ny aftale. Vi snakkes ved, siger du, og jeg tør ikke spørge hvornår. Du spørger aldrig til mine planer, og jeg føler mig påtrængende, når jeg fortæller dig om dem. Jeg er fascineret af din flertydighed. Du er kompleks og paradoksal. Fravæ­ rende og nærværende på samme tid. Du er skiftevis tæt på og langt væk. Når vi ikke er sammen, tænker jeg på dig næsten hele tiden. Venter på, du giver lyd, og finder tiden, indtil det sker, ulidelig. Men du giver lyd. Du giver altid lyd. Hvis jeg venter nogle timer, er du der snart igen. Jeg begynder at finde ind i din rytme. Jeg begynder at lære at leve i din verden. Jeg er blevet forelsket i dig. Det tog to uger eller to døgn, det er ikke til at sige helt præcist.

oktober 2014 Ambulancen er kommet, og den rare mand, der stiger ud af den, er kun oppe i lejligheden i få minutter. Ivan og jeg venter på en bænk, og han kommer ned og siger, at jeg havde ret, han var jo død, min kæreste. Hvis det er til nogen trøst, siger han, så ser det ud til, at han er død uden smerter, og at det er sket i søvnen, helt fredfyldt. Det er ingen trøst. Ambulancemanden vil have mig med op i lejligheden igen. Jeg ved, at jeg burde gå med, jeg ved, at jeg i det mindste bur­ de give Ivan en ren ble på, men jeg kan ikke røre mig. Jeg vil aldrig derop igen. Jeg har ringet til din bror, og din bror har ringet til dine for­ ældre. Jeg har ringet til min stedmor, og de er alle sammen på vej nu, forlader med lynets hast de steder, de ellers var i gang med at indlede en helt almindelig mandag morgen. Jeg siger

22

Lad os håbe på det bedste.indd 22

19/11/2018 12.43


til ambulancemanden, at jeg vil blive siddende i opgangen og vente, til der kommer nogen, jeg kender. Han siger okay. Han fortæller, at politiet er på vej, og at det er standardpro­ cedure, når unge mennesker dør pludseligt. Jeg må ikke tro, at jeg er under mistanke, eller at der er sket en forbrydelse, det er bare sådan, man gør. Han siger noget mere, men jeg registrerer ikke hvad, for nu kommer der en nabo ned ad trappen. Naboen har sit barn med, og barnet stirrer på os dér på bænken ved postkasserne. Jeg i min pyjamas, Ivan i selen, ambulancemanden i en selvlysende, neongul vest med mørkegrøn kedeldragt indenunder. Barnet kigger nysgerrigt på os og spørger sin mor, hvem vi er, hvad der er sket, hvad vi hedder. Jeg svarer ikke. Det gør barnets mor heller ikke. Ambulancemanden er også tavs. Naboen skynder sig, tager barnet op, tysser på spørgsmålene og skynder sig ud på ga­ den. Jeg ser ned i opgangens grå betongulv. Det føles, som om jeg ikke længere har noget hjem. Politiet kommer samtidig med din bror. Jeg ved ikke, hvor­ dan han kan, men på en eller anden måde lykkes det ham at få kontrol over situationen. Med et fast greb om mine skuldre leder han mig op i lejligheden. Jeg siger, at jeg ikke vil ind i soveværelset igen. Det behøver jeg heller ikke, siger han, jeg skal gå ud i køkkenet. Derude vil politifolkene stille mig nog­ le korte spørgsmål. Politifolkene er begyndt at gennemgå vores medicinskab i køkkenet. Jeg hører den ene sige til den anden, at der er så meget, at man ikke ved, hvor man skal begynde. Hun kigger på mine amerikanske håndkøbssovepiller og spørger, hvis de er. Jeg siger, at det er mine, og bliver flov over, at jeg har samlet så mange glas sammen gennem årene. At pilleglas fra USA er blevet noget, jeg samler på. At jeg nærmest aldrig har taget nogen af pillerne, men at jeg ikke desto mindre har købt et glas, hver gang jeg har været i New York. Det lyder helt

23

Lad os håbe på det bedste.indd 23

19/11/2018 12.43


skørt, når jeg forsøger at forklare det til politifolkene. Som noget, sindsforstyrrede mennesker gør. Politikvinden nikker og kigger videre. Hun ser på din medicin og spørger, om jeg har bemærket noget usædvanligt ved dig på det seneste. Jeg siger nej. Hun spørger, hvorfor vi har receptpligtig soveme­ dicin i huset. Jeg fortæller, at jeg har fået det ordineret for at falde i søvn, når jeg har været vågen med Ivan for mange nætter i træk. Jeg forklarer, at jeg ammer ham, og at han har natteskræk, og at jeg har haft svært ved at falde i søvn, når han endelig sover. Jeg beder hende åbne pakken, så hun kan se, at jeg ikke har taget nogen, at der ikke mangler så meget som én pille. Det er vigtigt for mig, at hun ser, at jeg ikke har taget nogen. Da hun åbner pakken, bliver jeg pludselig ban­ ge. Tænk, hvis den er tom. Tænk, hvis du har taget dit eget liv. Det er første gang, jeg tænker den tanke. Det føles, som om politikvindens fingre arbejder i slowmotion, mens hun åbner den lille æske med en rød advarselstrekant på siden. Alle pillerne er der. Politikvinden registrerer det ene pilleglas efter det andet og stiller dem op på køkkenbordet. Jeg spørger, hvornår de er færdige, og hun svarer med lidt mildere stemme, at det ikke varer så længe, vi skal bare lige have overstået det her først. Det er standardprocedure. Nu kommer min stedmor ind i køkkenet. Hun kastede sig ud i bilen og ræsede herned fra Uppsala, så snart hun modtog mit opkald for godt en time siden. Hun har været en handling­ ens kvinde i al den tid, jeg har kendt hende, og det er snart tredive år nu. Da hun omfavner mig ved spisebordet bag po­ litifolkene, græder jeg for første gang i dag. Hun græder også. Jeg vikler mig ud af hendes tætte greb og siger, at hun bliver nødt til at overtage Ivan, at han skal have morgenmad og en ren ble, at jeg ikke har kunnet gennemføre nogen af delene endnu. Hun forstår og gør det, jeg har mest brug for lige nu.

24

Lad os håbe på det bedste.indd 24

19/11/2018 12.43


Da hun tager Ivan ud af armene på mig, opdager jeg, at jeg har holdt næsten krampagtigt om ham uden på bæreselen. Mine hænder ved ikke, hvad de skal stille op, når ikke han sidder i min favn. Jeg har det dårligt. Min stedmor vugger Ivan, når han græder, sørger for, han får en tør ble, leger med ham ved det hjørne af spisebordet, som ikke er okkuperet af politifolk og pilleglas og fortæller mig, at min mor også er på vej. Da jeg sætter mig i sofaen inde i stuen, kan jeg høre Ivan klukke og ser ud af øjenkrogen min stedmor mase sig forbi en af politifolkene for at stille et glas babymad i køleskabet. Nu hvor der bliver taget hånd om Ivan, forsøger jeg at slappe af og samle tankerne. Det kan jeg ikke. Jeg skal aldrig mere ind i det soveværelse, tænker jeg. Aldrig, aldrig mere. Derudover er mit hoved helt tomt.

maj 2009 Du har fødselsdag i morgen, og du vil ikke tale om det. Du siger, at du synes, fødselsdage er uvigtige, og at jeg absolut ikke må købe en gave. Siger, du bliver angst over at fylde år, fordi du bliver mindet om, at tiden går, og at du ikke synes, du har fået udrettet noget særligt de seneste år. Du siger, at fødselsdage i deres egenskab af tidsmarkører er en irriteren­ de påmindelse om dine mangler som menneske. Jeg spørger, hvilke mangler du taler om, men du føler dig ubehageligt til mode og vil afslutte samtalen. Du siger, du har haft det sam­ me arbejde, boet det samme sted, lavet nogenlunde de samme ting i alt for mange år nu. Jeg tænker, men siger ikke, at du er underlig. Den følelse har de fleste, jeg kender. Men de fejrer stadig deres fødselsdag. Og nu har du jo mødt mig. Vi er jo næsten kærester? Det er da noget nyt, noget stort? Opfatter du det mon ikke sådan?

25

Lad os håbe på det bedste.indd 25

19/11/2018 12.43


Vi har set hinanden i snart fire uger, og jeg stresser over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal give dig i fødselsdagsgave. Det vir­ ker da underligt at indlede et forhold uden at give hinanden fødselsdagsgave. Jeg beslutter mig for, at du skal have et eller andet, men kan ikke finde ud af, hvilket niveau der er passen­ de for en, der på den ene side frabeder sig at blive fejret, på den anden side er det bedste, der er sket i mit liv de sidste ti år. Det er en svær balancegang, og jeg leder efter nogle ledetråde, der kan fortælle mig, hvad du ville blive glad for, noget, du savner og har brug for. Noget helt rigtigt. Din lejlighed afslører ikke ligefrem noget om, hvad du har brug for eller kan tænkes at ønske dig. Du virker til at trives fint med at leve simpelt. Jeg tør ikke give dig kunst. Heller ikke møbler, det virker for overdrevet efter kun nogle få uger sammen. Måske noget til køkkenet? Det er bare så ufattelig kedeligt. Hej, her kommer jeg med min kærlighed og en ... støbejernspande. Det duer ikke. Jeg overvejer noget tøj, men har mistanke om, at du er ret kræsen og sikkert vil bytte det igen, hvis jeg vælger forkert. Hvilket jeg vil tage personligt og blive såret over. Din garderobe er næsten lige så spartansk som din lejlighed, i den tid, vi har været sammen, har jeg kun set dig i tre forskellige skjorter, nogle hvide T-shirts, en mør­ keblå hættetrøje og to, måske tre forskellige par jeans. Jeg tænker tit på, at du har fantastiske jeansben. Du har nogle af de lækreste jeansben, jeg nogen sinde har set. Du kunne blive jeansmodel med de der ben. Jeg er ikke ved mine fulde fem. Beslutter mig for at vente med tøjet, til jeg kender dig lidt bedre. Jeg smugkigger i dit toiletskab og konstaterer ikke overra­ skende, at det er næsten tomt. Din parfumeflaske er til gen­ gæld næsten fuld. Dine shampooer og sæber er til at overse. Jeg bliver hængende lidt på dit badeværelse. Du bruger meget tid herude. Du elsker at gå i bad, og du går i bad flere gange om da­

26

Lad os håbe på det bedste.indd 26

19/11/2018 12.43


gen. Du siger, du tænker så godt, når du er i bad. Udtænker løsninger på problemer relateret til dit arbejde og andre, mere eksistentielle ting. Nu er det på tide med et bad, kan du finde på at sige, og to sekunder efter er du forsvundet ud på bade­ værelset og har efterladt mig siddende eller liggende i sengen eller sofaen, stadig med kroppen formet efter din. Du har al­ drig inviteret mig med ud til et fællesbad, og jeg har ikke villet trænge mig på. Af og til har jeg åbnet badeværelsesdøren på klem og set dig stå derude, nøgen, med ryggen til, med dine lange og i mine øjne perfekte ben og bagdel vendt mod mig, med bruserens stråler rettet mod dit bryst og blikket fæstnet på den hvide flisevæg. Du har ikke opdaget mig, og jeg har listet mig lydløst ud igen, tilbage til min længselsfulde plads i sofaen. Jeg har kigget distræt i en bog eller på min telefon for ikke at virke alt for desperat efter, at du skal komme tilbage. Nu tænker jeg, at du måske ønsker dig et badeforhæng. Eller en dyr og eksklusiv sæbe. Jeg dropper idéerne igen med det samme, finder dem alle sammen håbløse. Da din fødselsdag oprinder, er det torsdag, og en lang Kristi himmelfarts-weekend står for døren. Vi vågner efter en alko­ holtung nat, som sædvanlig tæt omslyngede, med gårsdagens tøj i krøllede dynger på gulvet for sengens fodende. I går var en af de første gange, vi viste os ude sammen, og da jeg våg­ ner, opsummerer jeg i hovedet navnene på dem, der nu har set os. Jeg er stolt over at være din, at være den kvinde, som du, der efter eget udsagn ellers har været lidt af en ensom ulv, nu vælger at lægge armen om rundtomkring i det offentlige rum. Den, du kysser, den, du griner sammen med. Jeg tænker, at vi sikkert stråler sammen. Vi er begge to høje og tynde, vi er mere specielle end klassisk smukke at se på. Jeg forestiller mig, at vi stikker ud i mængden, og det får mig til at gyse af velbehag. Du sover endnu, da jeg lister ud i dit køkken, smører nogle

27

Lad os håbe på det bedste.indd 27

19/11/2018 12.43


madder og skænker et glas juice. Jeg kan ikke finde nogen bakke, det havde måske været en god gave. I stedet har jeg købt en kageform. Du har på et tidspunkt sagt, at du bager en fantastisk æblekage, og at jeg dør, når jeg en dag kommer til at smage den. Da det kom til stykket, kunne jeg ikke komme på noget bedre. Jeg købte en pocketbog, en underholdende historie om ting, man burde have lært i skolens ældste klas­ ser, men sikkert har glemt alt om siden, og så en kageform. Jeg er flov over mine gaver, men nu ligger de her, ved siden af et glas appelsinjuice og to madder. Jeg gør mit bedste for at ignorere min skam, tager en dyb indånding, begiver mig hen mod soveværelset og begynder at synge.

oktober 2014 Politifolkene er kørt, og ambulancemændene har givet sta­ fetten, som er os, videre til en retsmediciner, der er kommet for at fastslå dødsårsagen. Jeg går i hvert fald ud fra, at det er det, han skal. Jeg opfatter kun brudstykker af det, der bliver sagt, ordene flyder rundt et sted uden for mit hoved, og hvor meget jeg end anstrenger mig for at høre efter og forstå det, så vil det ikke lykkes. Men der er kommet en læge, han er gået ind til dig, han skal undersøge din krop og finde ud af, hvordan du er død. Hvorfor du er død. Din mor, far, storebror og nevø er kommet. Min stedmor er sammen med Ivan, i nærheden af mig og hele tiden klar til at rykke ind, hvis jeg får brug for hende. Når hun ikke er på, græder hun, hun mistede min far, da min lillesøster var på alder med Ivan, og hun husker, hvordan der var. Alligevel, eller måske netop derfor, er hun handlekraftig og praktisk nu. Gør det, der er allermest brug for. Fokuserer på Ivan. På det, der er til størst mulig hjælp. Leger med ham, holder ham,

28

Lad os håbe på det bedste.indd 28

19/11/2018 12.43


sørger for, han er mæt og tør. Overlader ham til mig, når han skal ammes. Tager ham igen bagefter og fortsætter sit tavse arbejde. Din far bryder indimellem ud i højlydte hyl, en slags af­ grundsdyb gråd. Ellers taler han, kværner, hans stemme over­ tager rummet, mens han vandrer rundt, sætter sig ned, rejser sig op igen, går videre, forsøger at forstå. Jeg vil lukke ham og hans stemme ude. Det er ubegribeligt, siger han igen og igen. Fuldstændig ubegribeligt. Jeg ønsker bare, der skal være stille. Din mor er stille. Hendes blik er ikke her. Det er mit heller ikke. Jeg fæstner det på forskellige punkter i stuen, men ingen af dem betyder noget for mig. Jeg registrerer næsten in­ genting. Din bror har taget projektlederrollen på sig og spiller nu min beskytter. Han holder om mig, taler til mig med en hviskende stemme, som ikke skærer i ørerne, sørger for, jeg får drukket noget vand. Og nu kommer lægen ud af dit so­ veværelse, vores soveværelse. Jeg vil kaste op, vil ikke høre, hvad han har at sige. Jeg hvæser til din bror, at jeg ikke har tænkt mig at gå ind i soveværelset. Jeg ved, at lægen vil råde mig til at gøre det. Det gør lægen. Han sætter sig ved siden af mig og taler langsomt. Han ser ud, som om han taler til et barn eller til en døv eller til en, der ikke forstår ham; han artikulerer tydeligt, og jeg forstår, at han prøver at trænge igennem og ind til alt det, jeg har lukket af for. Han har gjort det mange gange før. “Carolina, nu skal du høre efter, nu fortæller jeg alt, hvad der er at fortælle om det, der er sket. Er du med? Du må spørge om alt, hvad du kan komme i tanke om, og jeg skal prøve at svare, så du forstår det. Aksel døde, mens han sov i nat, formodentlig kun nogle få timer, inden du kom ind i værel­ set. Jeg kan ikke sige med sikkerhed lige nu, hvorfor han er død. Det fortæller hans krop ikke noget om. Det var højst sandsynligt hans hjerte, der gav op. Vi bliver nødt til at fore­

29

Lad os håbe på det bedste.indd 29

19/11/2018 12.43


tage nogle flere undersøgelser for at fastslå dødsårsagen. Men Carolina, hør her, han døde uden smerter, hører du, hvad jeg siger, han havde ikke ondt, da han døde. Det skete, mens han sov, han sov på præcis samme måde, som han sov alle andre nætter. Det er vigtigt, at du hører efter nu, det føles som regel bedre at vide det her, efter lidt tid, når det hele er sunket ind. Han døde uden smerter nogen steder, og han vågnede sand­ synligvis ikke engang. Og du skal forstå en ting nu, Carolina, det havde ikke gjort nogen forskel, hvis du havde været sam­ men med ham, da det skete. Du ville ikke have kunnet redde ham alligevel. Når et hjerte går i stå, som Aksels gjorde, så er der som regel intet at gøre, selv ikke hvis patienten er indlagt, når det sker, er der nogen garanti for, at man kan reddes ved denne type hjertestop. Jeg kan ikke fortælle dig i dag, hvorfor hans hjerte gik i stå, men det gør hjerter nogle gange. Det kaldes for akut hjertestop. Intet tyder på, at han har lidt. Og du havde ikke kunnet gøre noget for at ændre situationen, uanset om du havde ligget ved siden af ham eller havde ringet til ambulancen tidligere. Nu kommer der snart en bil, som skal transportere Aksel til Retsmedicinsk i Solna, og det vil ikke være så rart at se på for dig. Jeg synes, I skal tage af sted om lidt. På Retsmedicinsk vil lægerne obducere ham og fore­ tage forskellige undersøgelser for at bestemme den nøjagtige dødsårsag. Du vil få en kontaktperson hos politiet, som du kan ringe til med dine spørgsmål. Jeg forstår godt, at det er meget lige nu. Men inden vi flytter Aksel, synes jeg, du skal gå ind i soveværelset og tage afsked med ham, det føles som regel ...” Nej. Nej. Nej. Det kan jeg ikke.

30

Lad os håbe på det bedste.indd 30

19/11/2018 12.43


Jeg vågner op fra den passive tågetilstand, jeg har befundet mig i, mens jeg har anstrengt mig til det yderste for at lytte til lægen og forstå, hvad han siger. Nu er han nået til det øjeblik, jeg har frygtet. Jeg vil ikke derind. Jeg har ikke brug for det. Jeg kan ikke, siger jeg. Jeg gjorde det, da min far døde, og jeg gjorde det, da min farmor døde, men jeg magter det ikke nu. Det går ikke. Jeg bryder sammen. Gråden får mig til at skælve, og der kommer snot og spyt, og jeg sviner din storebrors skjorte til, mens han knuger mig hårdt, jeg forsvinder i hans favn og vil aldrig mere ud derfra. Du kan godt, siger han, hvisker ind i mit øre, og der er sikkert også løbet snot derind, men han bliver ved med at hviske og holde fast om mig. Vi går derind sammen, siger han. Det gør vi. Det er vigtigt. Jeg ved ikke, hvor længe vi står sådan. Men på en eller an­ den måde har dine forældre, min stedmor og Ivan været inde hos dig nu. De stiller sig hen til os, omslutter os i et klodset knus, som er tæt på at kvæle mig, jeg kan ikke få luft, deres arme er over det hele, rundt om mig, og jeg kan ikke trække vejret. De siger, at det var fint at være derinde, at du så fred­ fyldt ud, og at det vil være godt for mig at gå derind. Jeg giver op. Jeg bliver nødt til at komme ud af omfavnel­ sen, så jeg kan trække vejret igen, og jeg kan ikke komme ud af det her uden at gå ind til dig en sidste gang. Din storebror holder tæt om mig, og vi går ind, sammen, for at sige farvel. Da vi træder over dørtrinnet, lukker jeg øjnene hårdt i.

maj 2009 Vi har gået hele dagen, og lige efter frokost sagde du, at det har været den bedste fødselsdag, du kan huske. Vi var på picnic i Tantolunden, og du holdt mig i hånden. Der så du

31

Lad os håbe på det bedste.indd 31

19/11/2018 12.43


for første gang, at jeg bider negle. Du så på dem, den del af min krop, jeg skammer mig allermest over, som afslører mit nervøse gemyt og min manglende selvkontrol, men det vir­ kede ikke, som om du blev frastødt. Du studerede, kyssede, strøg hen over mine korte negles flossede kanter og sagde så, snarere konstaterende end dømmende, at jeg har guitarfingre. Mit hjerte dunkede af skam, og jeg kunne mærke, at jeg rød­ mede. Jeg hader, når nogen nærstuderer mine fingre, men nu var det dig, og det skulle gøres. Jeg har til hensigt, at både jeg og mine fingre skal blive et tilbagevendende moment i dit liv. Faktum er, at jeg ønsker, at mine fingre skal være i kontakt med din krop hvert sekund fra nu af. Det er eftermiddag, og med ét skifter dit humør. Jeg kan ikke greje, hvad der sker. Du griner ikke længere, når jeg jo­ ker, og dit blik bliver stadig oftere hængende i luften. Dine bidrag til vores samtale gør det samme. Det virker, som om du grubler over et eller andet. Du holder ikke længere om mig, når vi går. Jeg anstrenger mig for at fremstå ubekymret, taler mere end normalt, pjatter mere end normalt, men du er ikke længere med. I et forsøg på at få situationen og resten af dagen under kontrol foreslår jeg, at vi går ud og spiser og drikker drinks på en terrasse uden for en natklub, vi begge to godt kan lide. Jeg kender forsangeren i det band, der skal spille i aften, og jeg håber, det er noget for dig. Jeg begynder at fortælle om forsangerens fantastiske stemme, refererer til Neil Young, deler rammende anekdoter om forsangerens pri­ vatliv. Du ser på mig, pludselig nærværende, og afbryder min ordstrøm. Hvis det er okay med dig, så vil jeg gerne hjem og være lidt alene i aften, siger du. Ja, okay, selvfølgelig, klart, helt okay, siger jeg. Lidt for entusiastisk. Uden at mene det. Bagefter går det stærkt, aftenens udgang er allerede be­ stemt, vi har besluttet, at vi skal gå hver til sit, så hvorfor

32

Lad os håbe på det bedste.indd 32

19/11/2018 12.43


ikke bare gøre det med det samme. Lader du til at tænke. Jeg synes, du ser lettet ud. På Hornsgatspuckeln får jeg et hurtigt kys på kinden, inden jeg ser din ryg og dine lange, perfekte jeansben bevæge sig i rask fart hjemad. Jeg ser dig putte høre­ telefonerne i ørerne og slå hætten op, mens du går. Jeg bilder mig ind, at dine skridt er blevet lettere, din ryg ser nærmest lykkelig ud. Jeg bliver stående og ser efter dig, parat til at vin­ ke, hvis du skulle vende dig om. Du vender dig ikke om. Din silhuet forsvinder hen ad Hornsgatan, og da du er så lille, at du forsvinder blandt de andre mennesker på fortovet, vender jeg mig også om. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad der lige er sket, og jeg tænker på, hvornår vi mon skal ses igen. Jeg går ud og fejrer din fødselsdag uden dig. Mødes med nog­ le venner på natklubbens terrasse og kan ikke tænke på andet resten af aftenen og natten. Mit gode humør er forsvundet som dug for solen. Jeg kan ikke længere more mig uden dig ved min side. Og nu er du hjemme. Tror jeg. Du virkede glad for at skulle hjem, glad for at gå fra mig. Jeg kommer ikke til at høre fra dig før i morgen, det kan jeg mærke. Det gør ondt.

oktober 2014 Jeg stryger dig over kinden, som du ligger der i sengen. Det føles ikke som dig. Det er en krop, din krop, men du er der ikke længere. Det virker, som om lægen har trukket farven ud af din hud, måske har du et lag pudder på kinderne. Dine øjne er lukkede nu, og dynen dækker hele kroppen. Der stik­ ker ikke længere nogen fod ud forneden. Du ligger der og er død, og jeg forstår, at det er meningen, at jeg skal gå herfra med et godt sidste minde om dig, hvor du ser ud til at hvile i fred. Jeg ved også, at det aldrig nogen sinde vil blive sådan.

33

Lad os håbe på det bedste.indd 33

19/11/2018 12.43


Du er kun en krop nu. En krop, som en læge har ordnet, så vi kan få lov at tage afsked med den. Du ligner ikke længere dig. Du ligner alle andre døde, jeg har set. Du ligner min far og min farmor, da de var døde. Du ligger glat og ubevægelig. Lagt til rette, kølig, bleg og ... fraværende. Allerede inden jeg åbnede øjnene, efter din bror havde ledt mig hen til sengen, vidste jeg, at du ville se præcis sådan her ud. Og jeg ved, at det ikke er sådan, jeg kommer til at huske dig som død. Jeg har allerede mødt dig som død. Da var vi kun dig, mig og Ivan. Jeg savner dig, som du så ud tidligt i morges. Jeg savner din rynkede kind, dit halvt åbne øje, din kølige ankel og den underlige, bøjede stilling ind over puden. Jeg savner dig, som du så ud der. Jeg savner det sidste af dig, der var privat, det sidste øjeblik, hvor vi kun var os. Jeg stryger dig over kinden og hvisker mit farvel. Ser mig selv udefra imens og skammer mig over ikke at græde mere, end jeg gør. Din storebror er begyndt at græde, for første gang siden han er kommet, løber tårerne ned ad kinderne på ham. Han undertrykker gråden, mens han taler til dig, men hans stemme er stadig grødet. Han bøjer sig ned over dig. Farvel, lillebror, siger han. Kysser dig på panden. Min lillebror, hvisker han. Krammer dig forsigtigt uden at løfte på dynen eller røre ved dine arme. Han begraver ansigtet i puden ud for dit ansigt. Min elskede bror, lyder det fra puden. Jeg ser væk, føler mig i vejen, som om jeg ufrivilligt bryder ind i et intimt øjeblik. Jeg vil gerne ud herfra. Jeg vidste, at jeg ville få det sådan her. Jeg gjorde det af ren pligt. Nu er det overstået. Din bror aer dig en sidste gang på kinden. Vi går ud af værelset, og det er sidste gang, jeg ser dig.

34

Lad os håbe på det bedste.indd 34

19/11/2018 12.43


juni 2009 Vi går over en eng og kommer forbi en hestefold. Det føles, som om vi er ude på landet, men vi har kun kørt atten minut­ ter i bus fra Gullmarsplan. Du skal vise mig dit barndoms­ hjem, og du fortæller entusiastisk om hver en lille græsplet, grøft og knold, vi passerer. I det hus dér boede der en skum­ mel mand, da vi var børn, fortæller du og peger på en falde­ færdigt rønne på en lille bakke. Derinde lagde jeg mig engang til at sove på vej hjem fra fest, siger du og peger på en vejkant ved siden af en dyb grøft. På den anden side af grøften ligger en hestefold. Jeg stopper op, springer over grøften, går hen til stødhegnet og kalder på en af hestene, som græsser lidt derfra. Den kommer ikke hen til os. Det er i begyndelsen af juni, og græsset i folden er lysegrønt. Hestene ser ingen som helst grund til at komme hen til hegnet, hvor jeg står og råber op. Jeg bliver skuffet. Det ville have været rart at snuse til en mule, desuden vil jeg gerne lige trække vejret og forlænge vores sidste øjeblik alene sammen i dag. Lige om lidt skal jeg møde dine forældre for første gang. Jeg er lidt nervøs.

35

Lad os håbe på det bedste.indd 35

19/11/2018 12.43


CMYK

„Det er elektrificerende læsning. En bog, der er umulig at værge sig imod og svær at lægge fra sig.“ Dagens Nyheter

„… skånselsløst, så nøgent og sitrende som hun skildrer livet. Men netop derfor en dybt medmenneskelig historie … Overrumplende og med et følelsesregister, som gør én svimmel. Over for døden, men også over for livet.“ NK

„En isnende påmindelse om, at livet som vi kender det, kan vende på et sekund, at alt det vi elsker, kan blive revet fra os … Og den viger ikke tilbage for kompleksiteten. Det er svært at leve uden nogen, men det er også svært at leve sammen.“

Lad os håbe på det bedste er en lysende historie om kærlighed – fortalt fra den skelsættende morgen, da Carolina finder sin kæreste død i sengen. Med ét slag er deres småfrustrerede hverdag som par og ung familie forbi, og alting står i et andet lys. Bogen er en uforfærdet ransagelse af døden og ikke mindst af livet. En intens og klarsynet skildring af to mennesker, et parforhold og en familie, fra det første mødes boblende forelskelse til den sidste afskeds frysende sorg. Et liv, der trods ihærdig planlægning bestemmer sig for at blive noget helt andet.

„ Svimlende modig “ Expressen

Sydsvenskan

ISBN: 978-87-400-4869-8

Carolina Setterwall

Expressen

D

en sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.

Lad os håbe på det bedste

„Svimlende modig … Det er umuligt ikke at blive suget ind i den her historie. Jeg har egentlig kun ét ord tilbage, da jeg lægger den fra mig: Tak.“

Carolina Setterwall

Lad os håbe på det bedste Roman / Hr. Ferdinand

C

arolina Setterwall, født 1978 i Sala, Sverige. Efter studier i Medier og Kommunikation i Uppsala, Stockholm og London har hun arbejdet i musik- og forlagsbranchen som redaktør og skribent. Setterwall bor i Stockholm med sin søn. Lad os håbe på det bedste er hendes litterære debut og et stort internationalt gennembrud, solgt til udgivelse i foreløbig 25 lande.

Omslag: Nete Banke / Imperiet.dk Forsidefoto: Unsplash.com Forfatterfoto © Sara Mac Key