Løgnerens hus

100 mm

148 mm

34 mm

CMYK

148 mm

100 mm

234 mm

Det går op for mig, at jeg svømmer langs med stranden og ikke ind mod den. Nu begynder jeg at græde. Det snurrer i mine fødder.

Jeg træder vande, roterer om mig selv, forsøger at glemme kulden, men jeg er udmattet, giver mig selv lov til at give op et øjeblik, synke ned i vandet.

Jeg ville så gerne være en havfrue som barn, jeg troede, at de fandtes …

M

or krøller brevet sammen til en rund kugle. Jeg er bange for, at det skal gå i stykker. Så går det op for hende, hvad hun gør, og hun folder det ud igen.

“Forsigtig, mor,” siger jeg, og hendes øjne er arrige, da hun møder mit blik. Jeg ved ikke, hvorfor hun ser sådan ud.

“Lykkebo, hvad er Lykkebo?” spørger hun, men ingen af os ved det. Ingen af os ved det.

Da Kristian dør, efterlader han sig en kone, en datter og en datterdatter. Og et hidtil ukendt sommerhus ved Limfjorden.

I mange år har der været splid i familien, men en uge i Kristians hus tvinger dem alle til at se nogle sandheder i øjnene.

Sandheder om hinanden, og sandheder om sig selv.

Løgnerens hus er en fortælling om kærlighed på tværs af generationer. Om en families forsøg på at forstå fortidens fortielser og løgne. Måske endda tilgive.

Løgnerens hus

Foto © Les Kaner

KATRINE NØRREGAARD

KATRINE NØRREGAARD ( f. 1994) læser dramaturgi ved Aarhus Universitet. Løgnerens hus er hendes debutroman.

Vinder af Politikens Romankonkurrence 2016 POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2485-2

Omslag: henriettemork.dk

Løgnerens hus_omslag.indd 1

Omslag: henriettemork.dk

05/10/16 16:06

Løgnerens hus.indd 2

03/10/16 20.46

LØGNERENS HUS

Løgnerens hus.indd 1

03/10/16 20.46

Løgnerens hus.indd 4

03/10/16 20.46

Katrine Nørregaard

LØGNERENS HUS ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Løgnerens hus.indd 3

03/10/16 20.46

Til Stine

Løgnerens hus.indd 5

03/10/16 20.46

Prolog En dag i maj

Kristian Jeg bliver skuffet. Sommerhuset ligner sig selv. Lykkebo står der på et skilt over hoveddøren, og bogstaverne er afskallede.

Alting er forsømt. Gyngestativet er rustet, ukrudt bryder frem mel­ lem havegangens fliser, og sandkassen er grumset af naturens efterla­ denskaber. Tjørnekviste og grannåle. En hundelort.

Jeg klapper på skjorten og fisker en pakke Cecil op af lommen.

Jeg er ved at dø. Jeg er ved at dø, tænker jeg og inhalerer. Og om­ givelserne minder mig om det gang på gang. Liv, der falder, og jeg vil også snart falde. Det er forbandet svært. At acceptere den kends­ gerning, selvom den gør sig gældende for alt levende.

Det er det bedste tidspunkt på dagen. Mit eget nærvær runger i stilheden. Mine tobakshvæs og skosnudernes skraben i gruset.

Her er jeg så. Ved Lykkebo. Det er snart fem år siden, og synet af forfald giver mig dårlig samvittighed.

“Lykkebo ved Limfjorden, lille Lykkebo,” siger jeg.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.

Snart har jeg set huset for sidste gang. Haven og fjorden. Sagt far­ vel eller på gensyn. Og jeg skal tage afsked med Karen.

7

Løgnerens hus.indd 7

03/10/16 20.46

Nøglen ligger, hvor den plejer; ude i haveskuret i en støvle. Der lug­ ter hengemt. En ramme dåseøl er skubbet ind under havebordet, og jeg river hul i det udspændte plastik.

En smøg i den ene hånd, en bajer i den anden. Når jeg er færdig, skal jeg gøre det, jeg er kommet for. Jeg skal gøre en sidste ting, der gør en forskel.

Det er en forbandet tanke, der er slået ned i mig; når jeg er død, kan jeg ikke tale. Selvfølgelig kan jeg ikke tale, når jeg er død, men jeg har virkelig tænkt tanken. Jeg kan ikke åbne min mund. Måske vil den være stivnet i en lydløs sidste ytring til livet. Et rundt o. Men der vil ingen stemme komme ud. Det vil være for sent, det er allerede for sent.

Forbandede Limfjord, tænker jeg, og jeg kan ikke forhindre et grimt hulk. Det er mine sidste timer, snart mine sidste minutter. Jeg har besluttet mig for længe siden. Det er sådan, det er, og det er sådan, det bliver.

Jeg ser fjorden vågne omkring mig. Solen står op som en bleg­ sløret kugle. Står op som en hån, for den går alligevel ned igen i aften. Ingen kan forhindre nedturen. Og så kommer månen med sine stjerner; sine prikkende svende: “Farvel, sol, nu er det mig. Mig og natten og mine stjerner.”

Der er nogen, der har gjort rent. Syntetisk lavendel og Ajax. Der er ingen snert af indelukkethed, som jeg havde forventet.

“Hallo!” råber jeg og føler mig dum, for her er jo ikke nogen.

Køkkenet, jeg træder ind i, er sparsomt møbleret; gamle udtjente møbler. De er, hvad de er; stole, man kan sidde på, borde, man kan sidde ved. Intet andet.

Jeg sidder stille ved vinduet. Jeg græder og griner på samme tid.

Måske er det fjorden, måske er det Lykkebo. Jeg er 63 år og er ved at dø.

En sidste bundsjat, og jeg fisker papiret op af lommen, en stump blyant, et viskelæder. Det er min sidste chance, og måske derfor kan 8

Løgnerens hus.indd 8

03/10/16 20.46

jeg ikke skrive det. Brevet vil aldrig være fuldendt. Ord er ikke nok.

Alligevel begynder jeg at skrive.

“Min kære Karen …”

De næste skridt foregår som i en døs. Jeg trækker gardinerne for, sætter dåsen ned i vasken, låser af.

Så står jeg ved skrænten, Syndernes Skrænt, med brevet sat fast un­ der stenen. Nu er det morgen, men der er stadig ingen mennesker.

Mit åndedræt larmer i stilheden, der er grus på stemmebåndet.

Horisonten er blå. Jeg ser op, ser himlen. Der er ingen trækroner, ingen skyer. Den blå farve bliver nøgen. Himlen forsvinder for blik­ ket. Alting forsvinder. Jeg ser ned og ved, at det er nu. Rystelserne i mine ben tager til.

Det er det bedste tidspunkt på dagen, når jeg at tænke, før jeg træder ud mod kanten.

“Hey! Kristian.”

Jeg vender mig om, får et chok. En smerte støder stråler ud bag mine ribben.

Stik. Jag. Summen.

Der er intet.

Løgnerens hus.indd 9

03/10/16 20.46

Løgnerens hus.indd 10

03/10/16 20.46

1

Louise “Nå,” siger jeg ud i stilheden. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har min morgenrutine, men den er afbrudt, fordi en hvalpet cocker­ spaniel glor på mig med tungen i mundvigen, halen bumpende mod trægulvet. Vi har fået hund.

Det er noget, Michael har bestemt. Også, at den skal hedde Bim­ mer, men det har vi andre ændret til Buller.

“Ud at gå,” opfordrer jeg, klapper i hænderne.

Hunden kan slet ikke være i sig selv. Den er ude af kurven med et ekstatisk sæt. Den vælter vandskålen på vej ud i gangen, river en jakke ned, tisser i begejstring.

“Michael!” råber jeg og bliver endnu mere irriteret, fordi det er ham, ikke mig, der ville have den hund. “Michael!”

“Ja?” Han kommer ud i gangen, ser på pølen af tis, og hunden ser på mig med store dumme øjne.

“Ja, hvad tror du? Hunden. Den har overpisset det hele. Det var dig, der ville have hund!”

Michael griner. Han synes, det er sjovt, men det er mig, der skal bøvle med det. Så sætter han sig på hug.

11

Løgnerens hus.indd 11

03/10/16 20.46

“Ja, det var godt. Ud at gå. Ud at gå, Bimmer,” siger han og fumler med snoren.

“Den bliver ved med at tisse indenfor,” siger jeg.

“Hold nu op, Louise. Det er stadig en hvalp. Den kan ikke gøre for det.”

Morgenen forløber som sædvanligt. Døre, der smækker, åbnes, luk­ kes. Munde, der taler, råber, mumler, sukker. Og smasker.

“Magnus, luk munden, når du spiser,” siger jeg, og jeg genkender det trodsigt skævende blik til Michael.

“Hør efter, hvad Louise siger. Louise må godt bestemme, når mor ikke er her. Luk munden, når du spiser,” siger han. Og Magnus kni­ ber læberne sammen, tygger knap nok, og hele det rundkindede an­ sigt er pludselig forknyt.

Jeg får dårlig samvittighed. Mit blik falder i staver ud ad vinduet, og det er tydeligt, at himlen bliver blå i dag. Der er ikke en eneste sky. Heller ingen vind; dannebrog hænger slapt ned langs flagstan­ gen.

“Jeg skal faktisk have en mere,” oplyser Magnus, og Michael ræk­ ker ud efter brødkurven.

Hjælpeløse dreng, tænker jeg. Syv år, og så kan han ikke selv smøre sin mad. Jeg tænker på Ida. Da hun var i den alder, smurte hun selv sin mad. Jeg kunne ikke gøre det rigtigt. Madderne skulle være skra­ bet. Jeg smurte for tykke lag leverpostej på, og jeg gjorde det nok be­ vidst. Hun var så tynd. Jeg syntes, hun skulle tage et par kilo på.

Hun er stadig tynd, et fnug, men det ligger i generne. Hun spiser hele tiden, snakker i det hele taget meget om mad. Og nu er hun på kur. Ikke fordi hun vil tabe sig, som hun siger. Hun vil gerne leve sundt, og køleskabet er proppet med skyr og hytteost. Fredag er en af de dage, hvor hun ikke må spise noget. Det er en ny kur, ret udbredt, 5:2-kuren, men det kan umuligt være sundt … Ikke at spise noget to dage om ugen.

“Far, ved du hvad?” siger Magnus, stadig med munden fuld af 12

Løgnerens hus.indd 12

03/10/16 20.46

ostemad. “Tobias har fået en iPad. Og han må godt få den med i skole.”

“Nå,” siger Michael og fanger mit blik. “Hvor gammel er Tobias?”

“Han er også syv år. Ligesom mig.”

“Og drenge på syv år skal klatre i træer og spille fodbold,” siger jeg.

Jeg nipper til min kaffe, fastholder Michaels blik.

“Men det gør vi også,” siger Magnus.

“Det gør de jo også,” siger Michael.

Jeg registrerer, at klokken er mange, før jeg svarer. Vi skal snart af sted.

“Sådan en koster mange penge,” siger jeg. “Den er slet ikke nød­ vendig. Nu skal du spise din mad. Michael, skal du ikke …”

“Hvad er klokken?” afbryder han mig, farer op. Buller rejser sig om­gående; tror, at han skal ud at gå.

“Nej. Læg dig,” siger jeg, og jeg skæver igen til uret. “Nu er det altså nu.”

“Magnus, er du færdig?” spørger Michael, og jeg fjerner tallerke­ nerne.

“Må jeg så godt?”

Drengen ser opfordrende fra Michael til mig, og jeg genkender blikket. Børn i den alder. De tænker kun på sig selv. De tænker kun på at få. Og drengen er jo sød, ser på mig med smilehuller dirrende i de bløde kinder.

Michael kigger ikke på ham. Han flyver frem og tilbage, kører en stresset hånd gennem håret.

“Det snakker vi om en anden dag. Skat, har du set bilnøglerne?”

“De er, hvor de plejer at være. På sømmet i gangen,” siger jeg.

Kan han ikke snart forstå det.

“Mor?” Det er Ida, der kalder.

Jeg sætter tallerkenerne fra mig ved vasken, vinker til Lotte på den anden side af gaden. Hun skrev på Facebook i går, at lykken er, når man ser et stjerneskud og ikke ved, hvad man skal ønske sig. Det er 13

Løgnerens hus.indd 13

03/10/16 20.46

næsten hver dag efterhånden, hun slår noget op på sin væg. Citater og billeder.

“Mor?” “Ja, hvad er der, Ida?” råber jeg. Så kan hun da komme ud i køk­ kenet i stedet for at stå og råbe sådan.

Og det gør hun så. Hun står på dørtærsklen og har endnu ikke gjort sig klar. En forsovet teenager i stumpet natkjole med et motiv af Mickey Mouse. Hun nægter at smide den ud.

“Første time er aflyst. Jeg har kun én time i dag, så jeg skal ikke køre med.”

“Men du skal da møde til andet modul. Vil du cykle så?”

Hun sukker.

“Vi skal bare gennemgå en tekst. Jeg har gennemgået den for mig selv. Det er ikke så vigtigt. Jeg har forstået budskabet.”

“Tager du så slet ikke i skole?” spørger jeg, og jeg kender allerede svaret.

“Mor … Det er unødvendigt, spild af tid,” siger hun, og hendes øjenbryn stivner i panden. Hun har plukket dem igen. Det er to smalle streger, og det slår mig, at hun ligner en klovn.

“Du ser altså sjov ud med de øjenbryn,” siger jeg og smiler. “Og den natkjole … Du kan slet ikke passe den.” Jeg kommer til at grine, for hun svarer ikke, og måske er det, fordi jeg er overtræt, men hun ser pludselig meget sjov ud i den natkjole med sine klovnebryn i pan­ den. Og hendes hår er filtrede totter i alle retninger. De passer godt til hendes sind. Hun ved ikke, hvad hun vil, og det gør hun heller ikke nu. Hun kan ikke bestemme sig for, om hun skal blive gal, eller om hun skal bære over med mig.

“Men det må du selv om … om du tager i skole,” siger jeg, for jeg gider ikke diskutere. Hvis ikke det er vigtigt, kan det vel også være lige meget. Jeg orker ikke at tage den diskussion.

“Men så kan du lige hjælpe Magnus med at pakke skoletaske,” siger jeg. “Så har du jo ikke travlt.”

“Skat?” råber Michael, og en hørm af deodorant, en billig de­ 14

Løgnerens hus.indd 14

03/10/16 20.46

odorant, en meget billig deodorant, trænger ud i køkkenet. Den lug­ ter af døde dyr. “Jeg kører nu. Jeg har møde om ti minutter. Det er første gang med de nye kontakthold, så jeg er nødt til at …” Han fumler med sit to-go-kaffekrus, forsøger at skrue låget ordentligt fast, men det bliver ved med at sidde skævt.

“For helvede.”

“Michael,” siger jeg, men han hører ikke efter. Han står der med sit uglede hår, sin krøllede skjorte, skruer og skruer på låget. “Ida bliver hjemme. Hun går tur med Buller, så du behøver ikke skynde dig hjem.”

“Det er fint,” siger han og er på vej ud i gangen. “Vi ses, skat. God dag,” siger han. “Magnus! Så er vi kørt.”

Jeg kigger ud ad vinduet. Himlen bliver måske alligevel ikke blå.

I horisonten over villakvarterets tage er himlen blondet af lamme­ skyer. De har en mistænkelig farve. En antydning af grønt.

Jeg sætter de sidste krus i opvaskemaskinen, står stille i køkkenet med hænderne på maven, trækker vejret dybt.

Det er stadig kun et foster.

Karen Kristian er væk, da jeg vågner. I de sidste par uger har vi sovet i hver sit værelse. Kristian sover i Sydværelset. Han er så urolig om natten.

Han traver rastløst frem og tilbage, og i nat var det helt galt. Det var nok fjerde gang, jeg hørte døren gå op. Hans listelyde og tilba­ geholdte åndedræt larmede i mørket, og jeg var irriteret i forvejen.

Naboerne havde haft gæster, og vi var kommet for sent i seng.

Jeg stod op, larmende og hvæsende, da Kristian gik i køleskabet.

“Hvad laver du, Kristian?” spurgte jeg og iagttog hans famlende hånd mellem leverpostej og letmælk.

“Jeg tager lige et stykke mad,” sagde han og gloede på mig med 15

Løgnerens hus.indd 15

03/10/16 20.46

et fremmed blik. Som i hvad lignede det, at jeg kom rendende og skulle blande mig.

“Nu?” “Ja. Jeg er sulten.”

Og så knappede han kapslen af en øl, smurte tandtykt smør og leverpostej på brødet, bumpede ned på stolen.

“Gå nu bare i seng, Karen. Gå nu,” sagde han. Og jeg så i hans blik, at han ville sige noget, at noget ikke var, som det skulle være, men jeg gik i seng. Jeg gik i seng og sov.

“Kristian!” kalder jeg ud i den tidlige morgen. Græsset er vådt af dug. Disen smyger sig som et hvidt slør over rosenbuskene langs stakittet.

Det har jeg aldrig oplevet før. At Kristian ikke er der, når jeg våg­ ner. Han står altid tidligt op, holder særligt meget af morgenstunden.

Så laver han kaffe og rister brød, smuldrer et stykke til fuglene, tra­ sker rundt i sine tyndslidte tøfler.

“Kristian!”

Jeg kan ikke finde ham. Han er ikke i garagen. Han er ikke i ha­ ven. Han er ikke i stuen. Han er her slet ikke.

Jeg laver kaffe og rister brød, det bliver svedent på den ene side. Så sætter jeg mig ved bordet og glor på Kristians plads. Der er så stille.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg bliver nødt til at tænke logisk, starte fra en ende af, en tår kaffe, lige trække vejret.

Jeg kører en tur.

Jeg kunne også banke på hos naboerne, tænker jeg, idet jeg drejer nøglen i tændingen. Måske har de set ham gå op mod hoved­vejen.

Nu kører jeg lige en tur først.

Jeg er ikke rigtig bekymret. Eller også mærker jeg det ikke. Følel­ sesvirvar. Det er et godt ord. Et ord, der beskriver de sidste måneder.

Kristian er syg. Uhelbredeligt syg. En tumor i hjernen, der vil slå ham ihjel. Det er derfor, det hele. Det er derfor, Kristian vandrer hvileløst rundt i natten. Det er derfor, vi ikke kan foretage os noget.

16

Løgnerens hus.indd 16

03/10/16 20.46

Vi forsøger ikke engang at være glade; er vi glade og har det hyggeligt og godt, er tanken om døden kun endnu mere pinefuld. Så kan vi slet ikke klare det. Det kan vi sådan set ikke alligevel. Det er ventetid, terminalfase, smerte og hovedpine morgen, middag, aften. Smerter som spiddende visere. Påmindelser om en aggressiv morder inde i Kristians hoved. Inde – i – ham. Inde i hans hoved.

Og så kan vi gå tur på en frossen stubmark, ordne køkkenhaven, spille kort og drikke portvin. Det er ligegyldigt.

Jeg kører op gennem byens hovedgade. Det er en mild morgen, der er stille. Stilhed før stormen, tænker jeg.

“Kristian, for helvede,” siger jeg, og jeg plejer ikke at tale højt, når der ikke er nogen til at svare. “Kristian!”

Jeg drejer til venstre. Genbrugsbutik. Værtshus. Nedlagt butiks­ lokale. Bank. Frisør Mona. Nærkøb. Det er det.

Vi fik det at vide en eftermiddag ved kaffetid på onkologisk af­ deling. Jeg vidste, at Kristian ikke lyttede, så det var mig, der havde ansvaret for at forstå, hvad han sagde, lægen.

Inoperabel glioblastoma, tredje grad. Og efter latinbetegnelserne, kunstpauserne, så det kunne trænge ind, oversatte lægen så venligt: Den sidder et sted i hjernen, hvor det ikke er muligt at operere. Tolv måneder. Højst. Lindring af symptomer. Mulighed for alternative behandlingsmuligheder. Mulighed for binyrebarkhormon; til at reducere trykket. God idé at dyrke motion under sygdomsforløbet, medfører bedre søvnmønster. Spørgsmål?

Han sagde mere. Han forklarede, informerede, gav gode råd, spurgte og spurgte. For det var vores ønsker, det skulle vi vide. Det var os, der skulle bestemme retningen. Det var os, der skulle tage stilling. Eksperimenterende behandling? Alternativ behandling?

Og jeg ønskede bare, at lægen sagde stop. Nu er det sådan, det er.

Nu gør I, som jeg siger. Men ingen kan bære sådan et ansvar. Ingen, på nær dem, der er tvunget til det.

Jeg holder ind til siden.

Det nytter ikke at køre rundt i byen på denne tid af døgnet. Det 17

Løgnerens hus.indd 17

03/10/16 20.46

er mennesker som os, der bor her. Mennesker oppe i alderen, der normalt ikke farer rundt i byen så tidligt om morgenen.

Der er ikke nogen, der har set Kristian, selvfølgelig er der ikke det. Jeg tænker på, om han er taget hjem til Johannes. Han siger, at jeg skal holde mig væk, når Kristian skriver. Jeg skal lukke munden og gå ud og ordne haven, siger han. Han siger det også om vinteren, når der ikke er noget at lave i haven, men han siger det med et glimt i øjet. Ikke som når han siger det til Kirsten: “Så lad da for helvede være med at komme rendende! Det rager mig, hvad vi giver dem i gave. De har sgu fødselsdag hver dag efterhånden. Tag en vase fra stuen. Den grimme med striber, giv dem den.”

Jeg drejer ud fra parkeringspladsen, kører ad hovedgaden til ud­ kanten af byen. Til Johannes og Kirstens gård.

Min puls slår hårdere i tindingen, efterhånden som jeg kører op langs hegnet mod gårdspladsen. Brune køer, magelige og forvænte, glor på mig fra begge sider af alleen. De har det godt. De skal ikke bekymre sig, og jeg får sådan en lyst til at være en ko. Bare stå der.

Men noget er galt. Noget er helt galt, og jeg træder speederen i bund. Der er sket noget med Kristian.

Gruset knaser med en høj lyd, idet jeg kører ind på gårdspladsen.

Jeg standser brat, vil ikke larme så tidligt om morgenen. Johannes er Kristians ven, han er ikke længere min. Kirsten har jeg aldrig brudt mig om. Jeg ved bare, at hun er grisk. Samler alverdens bunker skrammel sammen; kagedåser, lampeskærme, tallerkenrækker. Der går ikke mange dage efter et dødsfald ... Er der ingen familie, skal Kirsten nok være behjælpelig med at rydde dødsboet. Den tjeneste gør hun gerne, det kommer ikke så vidt, som hun siger.

Lugten møder mig som en mur. Jeg havde glemt lugten af mink.

En tung lugt af pels og urin. Moskus. Som om de allerede er døde, og alle indre gasser er sivet ud. Man kan ikke se hallerne fra gårds­ pladsen, de strækker sig på arealet bag den venstre længe, men vin­ den tager lugten med sig.

18

Løgnerens hus.indd 18

03/10/16 20.46

To bank på døren, og så hører jeg hunden gø.

Der går lang tid, før den bliver åbnet, og jeg er lettet over at se Johannes og ikke Kirsten.

“Karen? Er der sket noget?” spørger han og træder ud på stentrin­ net. “Bliv der!” kommanderer han, da en pelset hundekrop forsøger at slippe mellem hans ben. Han slår haserne sammen, kigger på mig, mistænksomt og med en rynke over næsen. “Hvad er det, Karen? Er det noget med Kristian?”

“Kristian er væk,” siger jeg. “Er han her?”

Det er han ikke, jeg kender allerede svaret.

“Nej. Nej, det er han ikke,” siger Johannes, og så kommer Kirsten frem i døråbningen i sin lilla vest. Den har hun åbenbart stadig.

“Goddag, Karen,” siger hun. “Nej, Kristian er ikke her. Det er lang tid siden, vi har set noget til ham. Uger faktisk.”

Jeg nikker. Jeg er flov. Hvad bilder jeg mig egentlig ind at komme rendende her? Johannes er forlegen, jeg kan se det på ham, på må­ den det trækker i hans ene mundvig. Måske er Kristian hjemme nu.

“Det må I undskylde, jeg troede … Kristian har ikke været sig selv på det sidste. Det er ikke tumoren, det er ikke derfor. Det er noget andet.”

“Karen …” Johannes vifter affærdigende med hånden. “Du ken­ der Kristian. Han er nok taget en tur ned i engen. Lidt fred og ro.

Han er sikkert allerede hjemme igen. Kør du nu bare hjem og …”

“Du ved, hvordan de er,” afbryder Kirsten. “Sådan nogle mænd, som vi har.” Hun skæver til Johannes, og jeg ved ikke, hvad hun me­ ner. “Du skal se, han er sikkert allerede hjemme at sætte kaffe over.”

Kirsten smiler til mig, og Johannes smiler også.

“Jeg kører hjem og kigger. Undskyld ulejligheden,” siger jeg og vender mig om. De kender ikke Kristian. I engen. Hvad skulle han der.

Jeg kører langsomt forbi hegnet, ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og jeg er endnu ikke nået forbi, da telefonen ringer; Idas gamle 19

Løgnerens hus.indd 19

03/10/16 20.46

mobiltelefon, vi har til at ligge i handskerummet. Det kan kun være Kristian. Han har opdaget, at jeg har taget bilen. Nu ringer han til mig.

Jeg kigger ikke på nummeret, da jeg accepterer opkaldet, men jeg hører med det samme, at det ikke er Kristian.

“Ja, hallo,” hvisker jeg. Min stemme er hæs af angst. Jeg kan mærke, at der er grund til at være bange.

“Goddag, du taler med Linnette Dahl, læge på Sydvestjysk Syge­ hus. Træffer jeg Karen Rosendahl?”

“Hallo?”

Løgnerens hus.indd 20

03/10/16 20.46

2

Louise Jeg cykler på arbejde, og tankestrømmen begynder som altid, da jeg svinger rundt om kirken. Den starter ved Michael og Ida og Magnus og slutter ved alderdom, blege kartofler, lugten af tis.

Rikke henter Magnus fra skole. Det er hendes weekend, og Mag­ nus har ikke snakket om andet end biograf og Jensens Bøfhus hele ugen, så det er til at blive vanvittig af at høre på. Ida skal til fest på gymnasiet, hvis hun altså tager af sted. Hun siger, at det er socialt selvmord, hvis hun udebliver. Hun har også lovet de andre, at hun kommer, men hun gider ikke. Det kan jeg tydeligt mærke. Jeg tæn­ ker på, om det var derfor, hun ikke ville til time i dag. I tilfælde af, at hun skal bruge sygdom som undskyldning. Jeg er snart nødt til at tale med hende. Det er ikke normalt, at en pige på 18 år hellere vil sidde hjemme en fredag aften.

Michael og jeg har set frem til at have huset for os selv, bare os to alene, en stor gryde chili con carne. Ærligt talt er det den, jeg glæder mig mest til, tænker jeg, og det burde ikke være sådan. Vi er blevet dårlige til at tale sammen. Det er her på det sidste, og jeg ved ikke, om det er mig, eller om det er ham. Han taler om den campingvogn hele tiden. Vi skal spare op til en campingvogn, åbenbart. En Hobby

21

Løgnerens hus.indd 21

03/10/16 20.46

Prestige 560 til 197.000, og hvor han har fået den idé fra, det ved jeg ikke. Det er da ikke, fordi vi keder os.

Plejehjemmet ligger over for kirken. Så er der ligesom ikke så langt til næste stop. Fra de firkantede stuer har beboerne udsigt til gravsten, flag på halv, sørgmodige skikkelser. Jeg ved ikke, hvem der har bestemt, at plejehjemmet skal ligge her. Jeg ved heller ikke, hvem der har bestemt, at jeg skal arbejde her. Det er bare sket.

“Godmorgen. Vi tager lige en hurtig runde,” siger Britta med birkes mellem tænderne. Hun er mødt tidligere, det gør hun altid, og hvor hun får energien fra, er der ingen, der ved, for hun må snart være oppe mod de hundrede kilo. Det er de to daglige håndværkere med ost og syltetøj. “Syltemøj,” som hun siger.

En termokande bliver rakt ned mod mig, og sygeplejersken ved bordenden informerer om nattens “uheld”: Senile Gerda på vej i Fakta midt om natten, en væltet kolbe tis på Prebens gulvtæppe, Erna, der er blevet indlagt.

“Hvem har Erna?” spørger hun.

“Hun står på min plan,” siger jeg og skimmer beboerne på appen.

Erna, Preben med Parkinsons, Rhea; søde, græske Rhea, Emma, se­ nile Kristine.

“Så får du lidt ekstra tid. Så kan du hjælpe til med at servere i kantinen.”

Jeg svarer hende ikke. Jeg har arbejdet her i mange år efterhån­ den. Sygeplejerskerne har tendens til at føle sig hævet over hjæl­ perne, tror, at de har ret til at disponere over min tid. Desuden har jeg aldrig ekstra tid. Jeg er altid bagud. Det er ikke rimeligt, at der er bevilliget ti minutter til morgenbesøg. Påklædning, sengeredning, udluftning, personlig hygiejne, morgenmad, medicin, støttestrømper.

Ti minutter. Der er ikke tid til snak om vejret, om børnebørn, der sjældent ringer.

“Og det er Lene, der har bagt. Snickerskage, var det det?” spørger Britta og løfter viskestykket over bradepanden på bordet.

22

Løgnerens hus.indd 22

03/10/16 20.46

“Ja, og i en sundere udgave. Der er faktisk ikke noget smør i.”

“Så kan vi rigtig tillade os at synde,” siger Karina.

Britta rejser sig op. “Det var det,” siger hun. “Vi ses til frokost.”

Kaffekrus i vasken og stoleben, der skraber. Jeg er den sidste til­ bage i lokalet. Jeg ser ud ad vinduet, forsøger at fortrænge kvalmen, og jeg er blevet så sløv allerede.

Jeg besøger Kristine som den første, selvom hun er nummer to på listen. Jeg ved, at hun allerede har ligget vågen i en time. Hun er senil, ved knap nok, hvor hun befinder sig. Hver dag tror hun, at det er søndag. Hun kan godt lide søndage. Sammen med Rhea er hun grunden til, at jeg bliver ved. Jeg omtaler Rhea og Kristine som mine yndlingsborgere, også i personalestuen. Det er uprofessionelt, det er simpelthen uacceptabelt, får jeg at vide. Men sådan er det. Det bety­ der ikke, at jeg behandler de andre borgere dårligt. Det betyder bare, at jeg kan skelne mellem de leverplettede kroppe.

Kristine ligger ikke i sin seng, da jeg låser mig ind. Hun plejer ikke at være i stand til at stå op selv, men lyset på badeværelset er tændt, og lyden af en stråle, der splintres i vasken, trænger ud i gangen.

“Hallo,” kalder hun. Hendes stemme er tynd og rusten. En stem­ ­me, der har kaldt i lang tid.

Ikke virke stresset, tænker jeg, idet jeg møder synet af en gennem­ våd ble i håndvasken. Vandet løber over. Kristine står flov og hjæl­ peløs på gulvet. Hendes arme hænger slapt ned langs siden, øjnene kører rundt i hovedet på hende, underlæben sitrer. Det er ikke gråd, men ord, hun ikke kan få frem. Ord, der sidder fast.

“Kom, Kristine. Sæt dig her, så skal jeg hjælpe dig.”

Med min ene hånd slår jeg toiletbrættet ned, mens jeg med den anden bugserer hende ned at sidde. Så lukker jeg for vandet.

“Jeg ... jeg ... Det var jo ikke meningen,” siger hun.

“Nu skal du have tøj på. Så går vi ud i køkkenet og får morgenmad bagefter. Kaffe.”

“Er det min fødselsdag i dag?”

“Ikke i dag, næste onsdag, Kristine.”

23

Løgnerens hus.indd 23

03/10/16 20.46

“Nå, det er søndag i dag.”

Hun folder sine hænder i skødet, sender mig et blegt smil.

“Det er fredag, Kristine.”

Jeg trækker den våde undertrøje af, smider den hen i hjørnet. Hun er så tynd, at der ikke er noget fedt mellem knoglerne og huden. Et skelet med pyjamas af hud.

“Er det min fødselsdag i dag?” spørger Kristine igen, da jeg serverer kaffen. Nu er jeg tolv minutter bagud.

“Næste onsdag, Kristine.”

Jeg hælder tykmælk i skålen.

“Skal jeg ikke have grød i dag. Havregrød?”

Jeg troede ikke, at hun kunne huske det. Jeg har ikke tid til at koge grød. Preben venter. Han skal have sin pille klokken otte, og den er tretten minutter over.

“Du plejer at få tykmælk, Kristine.”

“Men det er også meget ... det er også meget godt,” sukker hun, og så går jeg.

Jeg standser ved nummer 23. Preben med Parkinsons. Preben med skæg, der ligner gedeskæg, Preben, hvis høreapparater er fedtede af ørevoks.

Haverne er velholdte, hækkene, dammen med guldfiskene. Bare facaderne er poleret, så ...

“Godmorgen,” råber jeg og lader døren stå. Der lugter af gammel­ mandstis. Kolben ved sengen er fyldt, og det er det første, jeg gør.

Jeg tømmer kolben. Det er ikke sund luft at indånde. Heller ikke for Peder.

“Godmorgen, Preben,” siger jeg igen, men jeg har ikke lyst til at vække ham. Når han vågner, vil rystelserne tage til. Hans muskler vil spændes, tænderne skære, hænderne knyttes.

Jeg sætter mig på en stol ved sengen med pillen i hånden, lader mit blik glide rundt i værelset. Det er så fattigt indrettet. Kun lige 24

Løgnerens hus.indd 24

03/10/16 20.46

det mest nødvendige klodset op langs fire vægge. Et reolparti til re­ ster af liv. Forvasket tøj. Støvede familiealbummer. En kasse med latexhandsker.

Jeg kan ikke forstå det. Siden i mandags har jeg ikke været i stand til at forstå andet end betydningen af to røde parallelle streger. Jeg er gravid, men jeg kan ikke være gravid.

Jeg tager min tele­fon op af lommen.

Lene har slået et billede op af sin snickerskage. “Stået tidligt op for at bage SNICKERSKAGE til skønne kollegaer,” har hun skre­ vet. Fjorten personer synes godt om. Lotte har inviteret mig til zum­ ba-event, Ida synes godt om WSPA, Michael har kommenteret et link om en brugt campingvogn. Han spørger, hvad np er. Nyprisen.

Jeg løber op ad trapperne til nummer 41. Søde græske Rhea.

Hun sidder ved køkkenbordet, da jeg kommer ind. Hendes kors­ lagte ben med åreknuder er på en mærkelig måde yndefulde, hen­ des arme er tunge af smykker, og hendes ansigt opløses i et smil, så øjnene går i et med rynkerne.

“Min søde Louise,” siger hun og klapper på stolen ved siden af sig.

“Kom, sæt dig.”

Jeg ved ikke, om det er noget typisk for grækere, men hun har in­ gen fornemmelse af tid. Hun tror, at vi kan sludre hele formid­dagen.

Det tror hun hver morgen.

Hun har skænket kaffe op til mig, lagt en ordentlig humpel brød ved siden af. Hun er selv i gang med at spise. Hendes hænder og fingre, arme, er fedtede af olivenolie. Den gennemvæder brødet, drypper fra hagen, så hun konstant må bruge køkkenrulle. Olien holder hende sund, siger hun. Hun er langt oppe i halvfemserne, 97 vist nok, men hun holder sig som en på 70.

“Godmorgen Rhea,” siger jeg og tager imod den olivenolie, hun rækker mig. Den må jo kunne noget.

“Lille Louise, så har du snart weekend,” siger hun. “Og du glæ­ der dig?” Hun klapper mig på kinden, betragter mig med sammen­ 25

Løgnerens hus.indd 25

03/10/16 20.46

knebne øjne. Det er kun min silhuet, hun ser, vil ikke indrømme, at hun er næsten blind.

“Ja, Michael og jeg har huset for os selv for en gangs skyld. Så det skal vi nyde.”

“Det må jeg nok sige.”

Hun smækker med læberne, gebis og læbestift. Jeg nikker, tænker, at Rhea går mere op i mit liv end i sit eget, hvilket der efterhånden ikke er så meget liv i.

“Sig mig lige … så skal du da stadses op!”

Hun rejser sig, griber målbevidst fat om rollatoren. En hvinende lyd følger hende ind i soveværelset, og der lyder skramlen fra skuf­ ferne.

Hun kommer tilbage med et diadem. Jeg kan ikke lade være med at grine.

“Nej, Rhea … hold da op,” siger jeg og tager varsomt fat om smyk­ ket. Hun iagttager mig med store øjne, let åben mund, da jeg sætter diademet på hovedet. Så slår hun hænderne sammen.

“Næh!” udbryder hun fornøjet, breder armene ud. “Så … drej rundt,” kommanderer hun, og jeg tripper rundt om mig selv. Jeg skal snart videre, tænker jeg imens, men hele tiden drejer jeg en omgang til.

Jeg skal videre.

Ida er allerede taget af sted, da jeg kommer hjem. Jeg bliver lettet, for så behøver jeg ikke tage en snak med hende. Hun har gået en lang tur med Buller, hunden er helt udmattet. Den er rullet sammen til en blød klump i kurven, løfter kun lige hovedet til hilsen.

Jeg lugter af Rheas parfume, den er ulideligt tung. Jeg vil gerne nå i bad, før Michael kommer hjem, men da jeg kigger på min telefon, har han ringet tre gange. Overarbejde. Han kommer først hjem sent på aftenen, så jeg skal ikke vente med maden. “Det er dårlig timing, jeg ved det godt,” skriver han. “Det er kun i aften. Jeg har ikke noget valg.”

26

Løgnerens hus.indd 26

03/10/16 20.46

Jeg tænder for fjernsynet, slår lyden fra, er faktisk kun lettet. For en gangs skyld har jeg huset for mig selv. Ingen Michael, ingen Mag­ nus, ingen Ida. Der er stille, og tankerne larmer i stilheden. Det var ikke det, jeg ville. Ida er snart voksen, og vi har Magnus at tage os af. Jeg kan ikke bare starte forfra. Så ved jeg, hvordan de næste år bliver. Det er ikke det, jeg vil.

Jeg falder i søvn, bliver vækket af Bullers lyde i køkkenet. Det er allerede aften. Måske skulle jeg rydde op. Magnus’ legetøj lægger beslag på stuegulvet. Plasticdrager og biler. Jeg ved ikke, hvad her ligner. Jeg kunne også droppe det, gå i bad.

Jeg har kun lige taget tøjet af, da telefonen ringer. Jeg svinger håndklædet omkring mig, går gennem køkkenet til stuen. Det er fastnettelefonen. Når fastnettelefonen ringer, kan det kun være …

“Mor?” “Louise.”

Jeg genkender tonefaldet med det samme. Grådkvalt, på randen til hysteri. Det er over fem år siden, jeg har talt med hende, og jeg har allerede fået nok.

“Det er far,” siger hun. “Louise, han er blevet indlagt. Hjertestop.”

Der er pause i lang tid. Røret føles underlig tungt i min hånd. Jeg kan ikke stå oprejst, må støtte med armen mod væggen, så jeg ikke træder på Magnus’ politibil.

“Louise. Det er din far. Kan du komme nu? De siger, at det er kri­ tisk. At hans puls er svag. De … Jeg troede jo, han var hos Johannes.

Jeg troede …”

Hun græder. Og jeg kan slet ikke forstå, at der er plads til, at jeg bliver irriteret, men det bliver jeg. Hun har en irriterende hulken.

“Jeg kommer. Jeg kommer nu.”

27

Løgnerens hus.indd 27

03/10/16 20.46

Ida Pletter af kunstigt lys bryder mørket, vrimler op og ned langs de rå mure. Blink og røg i takt med musikken. Vuggende, vridende, mig-mig-mig-fokuserede kroppe i midten.

“Kommer du ... Hvad laver du?” spørger Signe. Hun skrider ha­ stigt forbi mig, har blikket rettet mod mængden.

“Signe!” råber de. De har allerede lagt mærke til hende. Jeg skyn­ der mig at følge efter. De skal i hvert fald ikke se, at jeg står alene.

Men jeg vil heller ikke være hende, der følger efter.

“Hej,” siger jeg til flokken og lyder som en forkølet fugleunge.

De smiler høfligt.

“Ida! Hej, Ida!” råber Kasper. Han bemærker mig kun, fordi han er fuld. De har drukket hele eftermiddagen. Han er på vej hen imod mig, men så ser han Signe.

“Signe! Signe, Signe, Signe!”

Han springer op på ryggen af hende, klasker hende på røven.

“Hyp, min hest,” siger han, og alle griner. Det er en intern joke. Jeg har aldrig forstået den. Noget med en leg, de legede som børn. Signe kender alle. Det har hun altid gjort. Lige siden vuggestuen, som hun siger.

Jeg skæver mod langbordene. Plastickrus, saltstænger. De stille piger. Det ville være så let at sætte sig ned ved siden af Trine. Sidde og skæve nervøst.

Og musikken er ikke rigtig musik. Det er bare bas og rytmiske lyde, og jeg prøver at flette ind. Prøver at ligne en, der nyder det.

Men jeg nyder det ikke.

“Jeg går lige på toilettet,” siger jeg. Der er ingen, der hører mig.

“Jeg går lige,” siger jeg igen, hiver Signe i armen. Hun nikker.

Der er kun ét toilet. Der står en lang kø og venter. To og to går de ind. Jeg står alene, bryder mønsteret.

Nu kan det ikke blive værre. Ét toilet. Det giver cirka tre minutter.

28

Løgnerens hus.indd 28

03/10/16 20.46

Jeg kan være alene i tre minutter, så er jeg nødt til at lade de andre komme til.

“Hallo … Skal du ikke ind?”

Jeg vender mig om. De er en hel flok. Tre piger.

“Jo. Jeg skal bare lige … I kan bare gå først,” siger jeg. Jeg træder kejtet til side. De siger ikke noget, men den ene vender sig om og betragter mig. Hun har et blik, som når man betragter noget mær­ keligt.

Jeg fører mit hår om bag ørerne, forstår ikke, hvordan de gør.

Hvordan de glemmer sig selv. Der er noget, jeg er gået glip af. Noget vigtigt.

“Så … scenen er din,” siger den ene af pigerne, da de kommer ud igen. Scenen er din.

Jeg skal ikke engang tisse. Lugten af menstruationsblod og tis giver mig kvalme. Der er allerede nogen på den anden side af døren. Jeg kan høre deres stemmer.

“Ej … Kom nu, jeg skal pisse!” hyler den ene. Hun trykker hånd­ taget ned.

Jeg glider ned langs døren, læner panden mod mine knæ. Hvorfor kan jeg ikke lade være med at tænke så meget?

Som den lille pige.

Det var sidste sommer, da mor og jeg var på stranden. Pludselig stod hun foran os. En lille pige, nøgen, og hun grinede og sprang rundt, ville smage vores kiks, spurgte, hvad vi hed. “Hvad hedder I? Hvad laver I? Er I også på stranden?”

Så sad hun der. Med bar røv i vandkanten, og sådan har jeg også været engang. Umiddelbar. Glad. Og jeg ved ikke, hvad der forhin­ drer mig nu. Jeg vil gerne være som Signe. Og jeg vil også gerne have en kæreste.

Min sminke har samlet sig i ujævne plamager. Der er mascara i min øjenkrog, røde plamager på min hals.

Men mine øjne er brune. Store, brune, mørke.

29

Løgnerens hus.indd 29

03/10/16 20.46

“Hallooo?! Er du snart færdig? Der er faktisk nogen, der er ved at pisse i bukserne!”

Små sure. Giftiggrønne shots. Det er nogle, Signe har taget med, og vi har gemt os bag idrætsredskaberne for at drikke. Kasper står bag mig. Han har lagt sine hænder på mine skuldre, sin hage på mit hoved.

“Du er så sexet, når du bæller, Signe,” siger han. “Når det løber ned over din hage.”

Signe langer ud efter ham. Hun rækker mig flasken.

“Damerne først.”

Væskens syre provokerer en trækning ved mit ene øje. Jeg tager flere slurke. Flere endnu. Jeg skal være uhæmmet.

Natteluften er så frisk, at den gør ondt at indånde. Signe og Kasper er væk. Jeg skulle overnatte hjemme hos Signe, men nu kan jeg ikke finde hende. Det kan være ligegyldigt, så sætter jeg mig her; på trap­ pen til cykelkælderen. Her sidder man også godt. Her sidder man dejligt.

Der er ingen, der lægger mærke til mig. Jeg kunne lige så godt sætte mig ned til saltstængerne, til velourpigerne. Jeg kunne lige så godt være blevet derhjemme.

Men så ville mor begynde: “Ida, det er ikke normalt, at en pige på 18 år sidder hjemme en fredag aften. Det er det altså ikke.”

Men jeg kan godt lide at være alene. Og jeg er også ligeglad med, hvad de andre synes. Jeg er ligeglad.

“Hey. Er du der? Hallo? Hallo, er du der?”

Der er nogen, der klapper mig på kinden.

“Mm,” siger jeg, håber, at det er nok til, at han lader mig være, men det er det ikke.

“Vågn lige op, du kan ikke sidde her.”

Gulligt lys og nat. En fyr med mørke briller, jeg kan ikke se hans øjne. Jeg sidder på trappeskakten til kælderen. Jeg er fuld.

30

Løgnerens hus.indd 30

03/10/16 20.46

“Vær’,” siger jeg, da han tager fat i min arm.

“Kom, op at stå,” siger han, men jeg vil ikke op at stå. Han lader mig sidde.

“Du er Signes veninde, ikke? Jeg er Signes eks, Lucas.” Han tager sine briller af, det er Ray-Ban-briller.

Jeg kan godt kende ham. Han er høj og tynd, har skægstubbe, et bredt smil med en lige tandrække. Jeg kan godt huske ham.

“Han er verdens største svin.”

“Liderbuk.”

“Så tror han bare, han kan gøre, hvad fanden der passer ham.

Dumme skid. Boller mig, mens jeg sover.”

Han er blot en ud af mange, den seneste udstødte. Den sidste af Signes aflagte. Hun er unaturligt fraværende, når vi møder ham på gangene.

“Kig den anden vej, Ida. Han skal ikke tro noget.”

“Du skal ikke tro noget,” siger jeg, men min mund snøvler. Jeg forsøger at rejse mig op, gå forbi ham med overlegne skridt, han kan skride ad helvede til, men en hånd på min skulder tvinger mig til at blive stående.

“Jeg skal ikke tro noget?” siger han. Han lægger hovedet på skrå.

“Ida, det er det, du hedder. Jeg tror, at du skal flækkes,” siger han, og pludselig er jeg ikke længere omtåget. Fornemmelsen af ligegyldig­ hed holder op. Jeg troede, at han bekymrede sig om mig.

“Jeg skal hjem nu,” siger jeg.

Han nikker.

Jeg vil sige noget, sige, at han skal lade mig være. Jeg er bange.

Jeg vil hjem. Han skal ikke tro noget, men jeg kigger på ham, og han gengælder mit blik med hårde øjne. Det er ligegyldigt, hvad jeg siger. Han vil ydmyge mig. Han er hævet over mig på en mærkelig måde.

Jeg tisser i bukserne.

Sidste gang, jeg tissede i bukserne, var på lejrskole i 1.a. Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg listede ud på badeværelset og smed mine 31

Løgnerens hus.indd 31

03/10/16 20.46

underbukser i skraldespanden. Så lå jeg på et håndklæde resten af natten, vågen og bange. For jeg vidste, at jeg ikke kunne skjule det.

Lugten havde allerede blandet sig med de andre lugte. Gamle ma­ drasser, sure madpakkerester.

Jeg kan heller ikke skjule det nu. Tisset løber ned ad mine nylon­ strømper, ned i mine sko. Varmt og vådt.

Det hårde i Lucas’ blik forsvinder, og i et kort øjeblik ser jeg ham.

Ikke bare en dreng, men Lucas. Lucas, der engang er blevet madet, har fået skiftet ble, har stået nøgen på en strand. Han har siddet med bar røv i vandkanten. Han har været en baby engang.

“Du …”

Han ved ikke, hvad han skal sige. Han står lidt, måske har han ondt af mig, men så ryster han stille på hovedet. Han vender sig om og går.

“Du skal ikke tro noget,” siger jeg. “Du skal ikke tro noget.”

Løgnerens hus.indd 32

03/10/16 20.46

100 mm

148 mm

34 mm

CMYK

148 mm

100 mm

234 mm

Det går op for mig, at jeg svømmer langs med stranden og ikke ind mod den. Nu begynder jeg at græde. Det snurrer i mine fødder.

Jeg træder vande, roterer om mig selv, forsøger at glemme kulden, men jeg er udmattet, giver mig selv lov til at give op et øjeblik, synke ned i vandet.

Jeg ville så gerne være en havfrue som barn, jeg troede, at de fandtes …

M

or krøller brevet sammen til en rund kugle. Jeg er bange for, at det skal gå i stykker. Så går det op for hende, hvad hun gør, og hun folder det ud igen.

“Forsigtig, mor,” siger jeg, og hendes øjne er arrige, da hun møder mit blik. Jeg ved ikke, hvorfor hun ser sådan ud.

“Lykkebo, hvad er Lykkebo?” spørger hun, men ingen af os ved det. Ingen af os ved det.

Da Kristian dør, efterlader han sig en kone, en datter og en datterdatter. Og et hidtil ukendt sommerhus ved Limfjorden.

I mange år har der været splid i familien, men en uge i Kristians hus tvinger dem alle til at se nogle sandheder i øjnene.

Sandheder om hinanden, og sandheder om sig selv.

Løgnerens hus er en fortælling om kærlighed på tværs af generationer. Om en families forsøg på at forstå fortidens fortielser og løgne. Måske endda tilgive.

Løgnerens hus

Foto © Les Kaner

KATRINE NØRREGAARD

KATRINE NØRREGAARD ( f. 1994) læser dramaturgi ved Aarhus Universitet. Løgnerens hus er hendes debutroman.

Vinder af Politikens Romankonkurrence 2016 POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2485-2

Omslag: henriettemork.dk

Løgnerens hus_omslag.indd 1

Omslag: henriettemork.dk

05/10/16 16:06