Page 1

Foto: Casper Tybjerg

THOMAS KRISTENSEN (f. 1969), med flyvernavnet MET, er opvokset på Amager. Uddannet jagerpilot i Flyvevåbnet. Satte sig første gang i cockpittet på et F-16-fly i 1993. Siden da har han fløjet over 3500 timer i F-16, og han har deltaget i operationer over Balkan, Afghanistan, Libyen og Irak. Har tidligere udgivet F-16 – oplevelser på danske vinger (2011), Hercules – oplevelser på danske vinger (2015) og Merlin – oplevelser på danske vinger (2017).

Forsidefoto: Isak Hoffmeyer Bagside: Privat

2017082_Kysserhimlen-cover final TIL TRYK.indd 1

Thomas ’MET’ Kristensen er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter. I denne bog giver han et unikt indblik i tilværelsen som F-16-pilot i det danske flyvevåben. MET fortæller blandt andet om uddannelsen samt træningen i Europa og Nordamerika, om udstyret, teknikken og ikke mindst om et særligt kammeratskab i jagereskadrillerne. Som den eneste danske jagerpilot har MET deltaget i samtlige krige, som de danske F-16-fly har været en del af. Bogen tager således læseren med ind over Balkan, Afghanistan, Libyen og Irak og giver en sjælden indsigt i moderne luftkrig. Kysser himlen er en elementært spændende og bevægende beretning, der beskriver det storslåede i at se verden fra oven, og samtidig skildrer de dybe følelser og komplekse refleksioner, der opstår i slipstrømmen af at være spydspids i dansk krigsdeltagelse.

POLITIKENSFORLAG.DK

Ensomheden var stærkere om natten. Jeg dæmpede altid lyset i cockpittet så meget, at jeg kun lige kunne aflæse instrumenterne. Det gav mine øjne de bedste betingelser i mørket, som uden baggrundsbelysning var totalt på måneløse nætter. Det overvældende stjernetæppe, der var bredt ud over mig, var så meget mere skarpt og nærværende her. Det gjorde himmelrummet endnu mere uendeligt og mit eget liv småt og skrøbeligt. Udsigten til det uendelige blev kun afbrudt af enlige stjerneskud, som skar sig gennem himlens tag. Dette storslåede visuelle skue mindede mig om alt andet end den krig, jeg var på vej imod.”

Uddrag fra bogen

15/09/2017 10.56


En jagerpilots historie af THOMAS 'MET' KRISTENSEN

P O L I T I K E N S F O R L AG

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 3

15/09/2017 10.51


2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 7

FORORD

s. 9

TAKEOFF

s. 11

I KONGENS KLÆDER

s. 33

LEARNING TO FLY

s. 59

JAGERPILOT

s. 91

ESKADRILLE 723

s. 107

F-16 VERSION 2

s. 161

ESKADRILLE 726

s. 201

THE LAST PHANTOM

s. 253

ESKADRILLE 727

s. 293

EN DIKTATOR

s. 311

HJEMME IGEN

s. 367

TRØSTESLØS ØRKEN

s. 391

15/09/2017 10.51


Foto: Casper Tybjerg

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 4

15/09/2017 10.51


“Once you have tasted flight, you will forever walk the earth with your eyes turned skywards, for there you have been, and there you will always long to return.” – Leonardo da Vinci

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 5

15/09/2017 10.51


Foto: Casper Tybjerg

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 8

15/09/2017 10.51


De kølige vægge i bunkeren var hist og her prydet af landkort, og en svag summen kunne høres fra airconditioningen i loftet. Lyset var dæmpet og lagde et roligt skær omkring mig. Her i Situationsrummet holdt vi kontakten til de kampfly, som var sendt til Sicilien for at deltage i luftkampagnen over Libyen. Mandskabet havde været af sted i en måned, og jeg var en del af det hold, der skulle tage over. April 2011 var en uge gammel, og jeg var på vej i krig. Jeg havde været af sted før, men denne gang var anderledes. Tidligere havde jeg kun været mig selv, sådan var det ikke længere. Jeg var blevet far. Nu sad jeg her og skulle skrive afskedsbreve til mine børn, men hvad skulle jeg skrive? De var ikke ret gamle, og deres minder om mig ville være ikkeeksisterende, hvis krigen skulle stjæle deres far. De ville aldrig kunne huske mig, og jeg ville være reduceret til film, billeder og andres historier om mig. Men der var så meget, jeg gerne ville fortælle, så meget jeg syntes, de skulle vide. Diskret gik jeg over til døren og forlod Situationsrummet. Jeg trængte til at være alene. Jeg skyndte mig igennem et mindre rum, kom ud til gangen, drejede til højre og efter få skridt stod jeg på toilettet. Jeg tog lidt vand i hovedet og kiggede mig i spejlet. Tankerne kom. Det var her, jeg besluttede mig. Jeg ville selv fortælle dem min historie. Hvad var det for en rejse, jeg havde været på? Hvorfor havnede jeg her? Hvor startede det hele? Thomas Kristensen

9

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 9

15/09/2017 10.51


TIL MINE BØRN

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 10

15/09/2017 10.51


D

en 9. februar 1969 var en menneskemængde samlet på Paine Field i Everett lige nord for Seattle i USA. Vejret var ikke det bedste, men sidst på formiddagen tyndede det ud i skydækket, hvilket blev belønnet med en kraftig buldren. Begejstringen blandt de fremmødte var enorm, da de så det første Boeing 747-100-fly, ’City of Everett’, overvinde tyngdekraften og stige til vejrs. Efter små to timers flyvning landede testpilot Jack Waddell det enorme fly, og en ny æra inden for civil luftfart begyndte.

Få uger efter, 2. marts, udspillede en lignende scene sig i Toulouse i Frankrig. Larmen fra de fire Olympus 593-motorer var ulidelig, da testpilot Andre Turcat tændte efterbrænderne. Efter at have opnået en hastighed på 330 kilometer i timen lod han tyngdekraft være tyngdekraft og tog Concord 001 i luften. Larmen var smertelig, og tyngdekraften blev totalt ignoreret, da Apollo 11, 16. juli 1969, forlod Kennedy Space Center i Florida. Fire dage senere landede mennesket for første gang på månen. Hele verden fulgte Neil Armstrong, da han satte sin venstre fod på den golde overflade og forevigede øjeblikket med ordene: ”That’s one small step for man, one giant leap for mankind.” Det kunne ikke just siges at være et kæmpeskridt for menneskeheden, at jeg samme år, 1. november klokken 22:10, blev hjulpet til verden af jordemoder Tove Schandorff. Da hun løftede min 3850 gram tunge og 55 cm lange krop op i strakte arme, kvitterede jeg med at tisse på hende. 11

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 11

15/09/2017 10.51


Det var noget andet og mere drabeligt, der kom ned fra oven præcis 58 år tidligere. Her blev sprængstoffer for første gang kastet fra en flyvemaskine i kamp. Det skete 1. november 1911 under Den Italiensk-tyrkiske Krig i Tripolitanien, et land, som senere blev kendt som Libyen. Om morgenen den dag fløj den italienske løjtnant Giulio Gavotti over de osmanniske tropper ved Tagiura-oasen og senere over en militærlejr ved Ain Zara, østsydøst for Tripoli. Her kylede den gode Gavotti fire granater ned i hovedet på de tropper, der befandt sig under ham. Efter denne usportslige optræden fra løjtnant Gavottis side indsendte det Osmanniske Imperium en protest! Nedkastning af bomber fra balloner havde været forbudt i henhold til Haag-konventionen fra 1899, men Italien argumenterede for, at dette forbud ikke gjaldt for fly, hvilket der selvfølgelig kunne være noget om. Præcis seks år efter, at Giulio Gavotti trådte ind i verdenshistorien, rasede Første Verdenskrig, da en tysker ved navn Erich Rudorffer blev født, 1. november 1917. Han blev pilot og fløj for Lufthansa, men da Anden Verdenskrig brød ud, indtrådte han i det tyske flyvevåben, bedre kendt som Luftwaffe. Her endte han med at blive den syvende mest succesfulde jagerpilot i verdenshistorien, med to hundrede og et par og tyve luftsejre. Ikke nok med det. Erich Rudorffer er også den jagerpilot, der har skudt flest modstandere ned på en enkelt flyvetur. Det skete i slutningen af 1943, hvor han på 17 minutter nedskød ikke færre end 13 sovjetiske jagerfly. Min jordemoder klagede ikke over det, der kom ned, men tog det i stiv arm, i mere end en forstand. Mine forældre klagede heller ikke på trods af, at jeg ikke var planlagt. Heldigvis var et hurtigt bryllup blevet afholdt i Svinninge Kirke, så jeg slap for betegnelsen ”horeunge”. Den eneste, der vist nok klagede sig en smule, var min morfar. Han var ikke helt tilfreds med det navn, som mine forældre havde tænkt sig at give mig, idet en lokal drukkenbolt i Svinninge hed det samme. Ikke desto mindre, så blev det Thomas.

12

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 12

15/09/2017 10.51


Disse to skylder jeg alt. Mine forĂŚldres bryllup 2. maj 1969.

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 13

Foto: Privat

15/09/2017 10.51


BARNDOMMENS GADER Det første halve år af mit liv boede vi på Østerbro, men inden længe flyttede vi til en lejlighed på Valmuevej på Amager. Dermed voksede jeg op i skyggen af Københavns Lufthavn med jetmotorernes larm som en del af hverdagen. Da jeg var spæd, kørte min far lange ture med mig i barnevognen, mens min mor havde weekendvagter på Sundby Hospital. Når Kastrup Lufthavn brugte bane 12/30, hylede jeg som en stukket gris, hver gang et fly fløj lavt ind over Amager. Bortset fra larmen havde jeg en tryg opvækst med masser af kærlighed. Som førstefødt fik jeg min del af overbeskyttelse fra mine forældre. Der var dog en enkelte gang, hvor de sociale myndigheder nok havde rynket brynene, hvis de havde været til stede. Det var min første charterferie, hvor et af Sterlings Caravelle-fly introducerede mig til luftfart. Destinationen var Hotel Kaktus i S’Arenal på ferieøen Mallorca. Begejstringen var stor, når jeg kastede mig ud i poolen i den varme spanske sommer. Varme fremkalder som bekendt tørst, og min treårige drengehjerne havde fundet ud af, hvad Coca-Cola var. Efter intens plagen ved den lokale pool-bar overgav mine forældre sig og bestilte en cola, men da jeg smagte på drikken, var jeg pludselig ikke så stor en fan længere. Mine forældre gad ikke høre på mit vægelsind, og jeg havde saftsuseme bare at drikke den. Efter endnu et par slurke ville jeg simpelthen ikke mere. Min far smagte på sodavanden og var ved at skvatte ned af barstolen. Det var ikke kun cola, jeg havde drukket. Et halvt glas rom og cola skvulpede rundt i min mave, og jeg sang højt og længe den aften. Synge var ikke det, jeg havde mest lyst til, da jeg startede i børnehave. Det var en voldsom oplevelse, at min mor hver morgen tillod sig at forlade mig og bare overlod mig til børnehavens inferno. Heldigvis havde pædagogerne forstand på fortabte sjæle som mig, og inden længe var børnehaveopholdet en del af min nye verden. 14

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 14

15/09/2017 10.51


Børnehavens inferno lader til at have sat sit prÌg.

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 15

Foto: Privat

15/09/2017 10.52


Morten, min bror, blev født, da jeg var tre år, og kort efter flyttede vi til Kaktusvej. Her boede vi i et tofamilieshus, som vi delte med Dorte og Mogens, der var mine forældres gode venner. De havde også to drenge, Anders og Peter, så der var altid legekammerater tæt på. Min far og Mogens var begge reserveofficerer i hæren og gjorde af og til tjeneste ved Sjællandske Livregiment. Hvis vi var rigtig heldige, kunne vi tiltuske os en stålhjelm eller en sløringsstift for at krydre realismen, når vi legede røvere og soldater. Det bedste var nu, når min far kom hjem fra øvelse med røverhistorier og feltrationer, som vi drenge indtog med stor fryd. Den rene overflod af gode sager, syntes jeg på det tidspunkt. Jeg startede i 1. klasse på Højdevangens Skole i 1976. Her blev jeg introduceret for Meyer, som blev vores klasselærer, og han var af den gamle skole. Jeg er overbevist om, at han havde været en mester i at uddele øretæver til ulydige skolebørn og helt sikkert var frustreret over, at denne praksis var afskaffet ved lov. Det at skælde ud var han dog stadig rutineret i. Meyer råbte, så spyttet fløj, og blev ildrød i hovedet af raseri, samtidig med at toupeen gled ned i panden, når en stil ikke blev afleveret til tiden. Meyer kunne dog også være ganske stille og rolig, når vi skrev diktat. Her sad han bag katederet og klippede næsehår med en papirsaks, mens han drømte sig tilbage til de gode gamle dage. Vi havde også nogle bizarre gymnastiktimer, hvor jeg blev introduceret til en helt ny sportsgren. Sporten gik ud på, at vores gymnastiklærer stod i midten af salen, samtidig med at hele klassen løb rundt om ham, mens han prøvede at skyde os ned med en læderbold. Det gjaldt om at være last man standing og ikke få benene fejet væk under sig eller i værste fald få bøjet et brillestel af læderbolden. Så var traditionel fodbold nu alligevel mere mig.

FREMAD AMAGER Jeg startede i Fremad Amager i 1975, da klubben lige havde sendt de unge stortalenter Frank Arnesen og Søren Lerby til den hollandske mesterklub Ajax Amsterdam. De to gutter skulle snart udvikle sig til 16

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 16

15/09/2017 10.52


bærende kræfter på det bedst spillende fodboldlandshold, Danmark nogensinde havde set. Fodbolden opslugte mig, og jeg ænsede det ikke, da en F-16 i juni for første gang landede på dansk jord. Flyvestation Værløse var vært for besøget, og samme måned blev det besluttet, at F-16 skulle være fremtidens danske jagerfly. Min fremtid gik ikke længere end til den næste fodboldkamp. Jeg spillede i frikvartererne, på fritidshjemmet, i haven på Kaktusvej eller til træning på Fremad Amagers baner, jeg var altid klar. Da jeg en dag trådte ind i vores omklædningsrum, så jeg ingen ringere end Franz Beckerlee fra Gasolin’ binde snørebånd for sin papsøn, Jeppe, en ny holdkammerat. Franz Beckerlee – en vaskeægte rockstjerne! Når jeg efter en kamp var så heldig at få et anerkendende klap på hovedet af Franz, var jeg ikke meget for at få lokkerne vasket. Nogle år senere marcherede jeg højtideligt ind i stuen til mine forældre for at annoncere, at jeg ville være fan af Gasolin’. Min far gjorde mig til min store skuffelse opmærksom på, at bandet var gået i opløsning nogle måneder tidligere. I stedet blev det The Beatles, som fik min tidlige musikalske interesse. Jeg er ikke helt klar over, hvor interessen kom fra, for min far hørte altid jazz, og det i store mængder, så Danmarks Radios P3 har vel udfyldt sin rolle i den henseende. I fritidshjemmet spillede pædagogen Ernst guitar og sang røde slagsange, ikke mindst når der var sommerkoloni i Asserbo. Her skulle jeg også med. Fraværet af de trygge rammer og min mors solide ’forsvarsspil’ foran mit mål gjorde, at jeg ikke kunne gennemføre en hel uoverskuelig uge væk fra mine forældre. Alt var bedre derhjemme, og ikke mindst i Svinninge, hvor mine forældre kom fra. Weekender, ferier, jul og nytår indlogeret hos min mormor og morfar, sammen med mine forældre, morbrødre, tanter, mostre, onkler og ikke mindst fætre og kusiner, var det bedste, jeg vidste. Jeg kunne ikke beskrive den følelse af spænding, som ramte mig, inden vi skulle være sammen, men jeg elskede den. Tomheden, som var så tyngende, hver gang vi skiltes, kunne jeg heller ikke definere, men jeg er sikker på, at det hele lænede sig op ad vaskeægte lykke. 17

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 17

15/09/2017 10.52


Den røde Sunbeam er klar til at tage os på campingferie.

Foto: Privat

Samme følelser sneg sig ind på mig, når mine forældre, min bror og jeg skulle på ferie. Det var på daværende tidspunkt ofte af model ’Camping’. Vi lånte min farmor og farfars telt, kylede det på taget af den røde Sunbeam Stationcar, og så var det af sted. Et par år var vi på Bornholm og boede på Balka Strand Campingplads. Dagligt legede min bror og jeg på stranden med de andre børn, og alt var idyl, men vi vidste heller ikke meget om koldkrig og Sovjetunionen, som lurede bag horisonten mod øst. Vi tog også sydpå, og et år tog vi ad ’Pommern’ til. Ja, for det hed den lille by faktisk, som lå ved Moselflodens nordlige bred. Ud over de vinbeklædte bakker var der noget endnu mere fantastisk ved denne del af Tyskland. Det amerikanske flyvevåben havde tre store baser i området. Bitburg, Spangdahlem og Ramstein Air Base forsynede himlen med forskellige typer af jagerfly, såsom F-4 ’Phantom’, F-104 ’Starfighter’, og ikke mindst A-10 ’Thunderbolt II’. Da jeg en dag stod og nød udsigten fra Burg Stahleck ved byen Bacharach, 18

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 18

15/09/2017 10.52


så jeg to A-10 ’Thunderbolt II’ sværme lavt op langs Rhinen. Jeg var imponeret. Efter ferien røg filmrullerne til fremkaldelse og blev spændt hjembragt fra Amager Centret. En pæn procentdel af billederne var prydet med en flot blågrå himmel med en lille prik, som kun jeg kendte hemmeligheden bag. Den røde Sunbeam blev ikke kun brugt til campingture. Om aftener og i weekender tog vi tit på ’Tour de Amager’, som ikke sjældent førte til enden af Amager Landevej. Her så vi flyene starte og lande fra Københavns Lufthavn, mens der blev gumlet på en ispind fra Flyvergrillen. Jeg var fascineret af fly, men tanken om måske en dag selv at skulle flyve blev overgået af spændingen ved at bygge modelsæt fra TAMIYA eller AirFix.

LIGHT MY FIRE Ruten til skole blev lagt om, da vi i 1980 flyttede til en villavej på Amager, der var opkaldt efter en vis hr. Ulrik Birch. Det viste sig, at denne Ulrik Birch, født 25. oktober 1883, var dansk flyvepioner. Han fik sin pilotuddannelse i Frankrig og blev militærflyver for Marinens Flyvevæsen på Christianshavns Fælled, i dag kendt som Kløvermarken. Den 2. oktober 1913 kom Ulrik Birch ud for en alvorlig ulykke med sit fly under en landing på Kløvermarken og døde af sine kvæstelser godt en uge senere, 10. oktober. Dermed blev Ulrik Birch den første, der mistede livet ved en flyveulykke i Danmark. Den historie anede jeg intet om dengang. Jeg var bare glad for den gode plads i vores nye hus. Ikke mindst var jeg henrykt over, at den mørkegrønne køjeseng var røget på lossepladsen, og at jeg fik mit eget værelse. Det var dog ofte i stuen, jeg hang ud efter skole, for der stod stereoanlægget og pladespilleren. Her lå jeg ofte i den lille sofa med B&O-høretelefonerne på og drømte mig ind i Abbey Road-studi19

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 19

15/09/2017 10.52


et som backingvokal for The Beatles. Drømmen blev altid afbrudt, når pickuppen ikke havde mere vinyl at køre i, og så var det en næsten højtidelig handling at vende lp’en for at gå i gang med B-siden. Weekenderne i vores hus på Amager blev af og til også afbrudt, men afbrydelsen var kærkommen. Jeg elskede, når vi skulle med vores forældre ud at besøge deres venner. Det var den ultimative tryghed og hygge, når min bror og jeg efter middagen legede i stuen med de andre børn og hørte de voksne more sig med et spil kort. Det bedste var, når Frode satte spolebåndoptageren i gang, og jeg fik udvidet min musikalske horisont med andet end The Beatles. Det var sange som Sloopy John B med The Beach Boys, The Sound of Silence med Simon & Garfunkel, og når det var helt vildt Light My Fire med The Doors. Alt var, som det skulle være, og på bagsædet af den røde Sunbeam Stationcar blev min bror og jeg puttet, når vi skulle til Amager igen. Her lå jeg og så på gadelygterne, der susede forbi, og døsede til bilens summen. Kunsten var at rævesove, når vi kom hjem, så jeg kunne sikre mig at blive båret hele vejen op i seng. På det tidspunkt i mit liv var verden ikke særlig stor, og jeg har nok ubevidst haft en tro på, at alle andre havde det lige så godt og trygt som mig. Efter sådan en dejlig weekend blev min verden rystet, da min mor mandag morgen, 9. december 1980, vækkede mig med nyheden om, at John Lennon var blevet skudt. Den samme John Lennon, der et par dage forinden havde sunget ”Nothing’s gonna change my world” til mig. The Beatles var mit band, og selvom de ikke havde været samlet længe, var de nu uigenkaldeligt splittet. Jeg var ked af det. Min farfar døde allerede i 1976, men jeg var ikke så gammel på det tidspunkt og kunne ikke rigtigt forholde mig til det. Det kunne jeg til gengæld, da både min morfar og farmor døde i 1981. Jeg havde mistet mennesker, som jeg holdt utroligt meget af, og min lille trygge verden blev rystet. Det gik for første gang op for mig, at livet er sårbart, og at intet varer evigt!

20

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 20

15/09/2017 10.52


Livet gik trods alt videre, og Tipslørdag blev snart en fast rutine. Når mit hold Liverpool FC spillede, var det som højmesse i Peterskirken. Min religion hed Liverpool FC, og Jesus fremstod i mange skikkelser med navne som Kenny Dalglish, Graeme Souness og Ian Rush. Smerten var ulidelig, hvis Liverpool FC tabte weekendens fodboldkamp, og jeg om mandagen ene mand skulle løbe spidsrod mellem de andre i klassen. Der var dog den sidegevinst, at min dansklærer, som var engelsk gift, også var inkarneret fan af Liverpool FC, hvilket jeg udnyttede til det maksimale. Det var ikke æbler, der blev lagt på katederet, men plakater med fodboldspillerne fra Liverpool FC.

I KRIG, KÆRLIGHED OG SKOLE Jeg klarede mig uden de store problemer i skolen, og udadtil så jeg nok ud som en mønsterelev. En vikar gennemskuede mig dog på et tidspunkt, og jeg glemmer aldrig hendes bramfri beskrivelse af mig: ”Thomas, du er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har mødt,” sagde hun. Sådan! Klart sprog, som ikke kunne mistolkes. Titlen var sikkert berettiget, idet jeg havde et talent for at støbe kuglerne til en pæn procentdel af den ballade, der blev lavet i klassen. Som da jeg for eksempel fik den brillante idé at skrue elpærerne ud på drengetoilettet og kaste dem ned i skolegården fra klasseværelset på tredje sal. Det blev dog altid udført således, at det var de velvillige håndlangere, der endte på viceinspektørens kontor, og ikke mig, da jeg sjældent selv havde fingrene i fedtefadet. Alle kneb gælder som bekendt i krig, kærlighed og skole. Der var også andre ting, jeg var suverænt bedst til. Ikke nødvendigvis noget, der pryder et cv, men i håndgerning kunne jeg strikke fra alle de andre. Måske den tidligste indikation på, at min biocomputer og mine hænder arbejdede godt sammen, og så ikke et ord mere om strikning. Der var også discipliner, hvor jeg ikke imponerede. Min frygtløshed fra poolen på Hotel Kaktus på Mallorca var væk, og selvtilliden i svømme21

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 21

15/09/2017 10.52


timerne i Sundby Bad lå på et meget lille sted. Jeg kunne simulere et ildebefindende dagen inden for at få et par linjer i kontaktbogen, som kunne fritage mig fra bassinet. Ubehaget ved at kaste mig ud på dybt vand, i mere end en forstand, skulle jeg møde mange gange senere i mit liv. At min svømmelærer sagde, at jeg sprang på hovedet som en sæk kartofler, gjorde heller ikke ligefrem min selvtillid større. Mine forældre trådte til og slæbte mig og min bror med i Frankrigsgade Svømmehal én aften om ugen, og svømmeprojektet lykkedes efter et par måneder. Ovenikøbet med den bonus, at vi efter de fysiske udfoldelser ofte slog ind forbi JUM Burger, som lå på Amagerbrogade. Her blev ”den nye spise”, en cheeseburger med fritter, bragt med hjem og fortæret med største fryd. Da jeg stoppede på fritidshjemmet, gik jeg altid lige hjem efter skole, men jeg kedede mig aldrig. Hvis jeg så alligevel kom tæt på en smule tomgang, var det godt, at Stig fra parallelklassen ikke boede langt væk. Han havde nemlig et luftgevær, som vi kunne skyde efter skydeskiver med, men som også kunne bruges til at tynde ud i nabolagets fuglebestand. Når der ikke lige var noget i de nedre luftlag at skyde efter, var det godt, at vi havde en sauna på første sal med et lille vindue, hvorfra der var en glimrende udsigt over nabovejen. Jeg lagde godt mærke til ham manden, der stoppede på sin cykel og kiggede i retning af, hvor han mente, den hvislende lyd kom fra. Der gik da heller ikke længe, før han stod i døren og gjorde mig opmærksom på, at hvis ikke jeg straks nedlagde våbnene, ville de næste, der ringede på, være ordensmagten. Pinligt berørt overgav jeg mig uden kamp og genoptog aldrig skydningen. I hvert fald ikke med så lille en kaliber! Der var ikke meget kaliber over mig, når det kom til piger. Jeg var mildest talt akavet over for det modsatte køn. Efter en forlist forelskelse i Agnetha Fältskog fra ABBA begyndte jeg at se efter piger på min egen alder. Gitte fra klassen var min hemmelige kærlighed og puffede en dag til mig efter en biologitime. Jeg vendte mig og sparkede hende 22

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 22

15/09/2017 10.52


over skinnebenet, så hun begyndte at græde. Jeg store idiot! Jeg havde allermest lyst til at snave hende i gulvet, bortset fra at jeg ikke vidste, hvordan det skulle gøres, og i stedet begik jeg et straffespark, som var det røde kort værdigt. I de store klasser begyndte de fleste fra klassen at gå i Sundby Algård ungdomsklub, mens jeg sad derhjemme og spiste lørdagskylling og så Det lille hus på prærien. Jeg ville egentlig gerne være en del af det spirende natteliv, men havde ikke det fornødne mod. Derfor var jeg mere eller mindre udenfor om mandagen i skolen. Nu var det vigtigste ikke længere, om Liverpool FC havde vundet eller tabt, men hvem der havde kysset, været oppe at slås eller kastet op i en busk. Jeg var udenfor, uden at være sikker på, om jeg ville ind. Jeg ville gerne med, da min klasse i midtfirserne tog på lejrskole i Rødhus Klit Feriecenter lige syd for Blokhus. Efter togturen kørte vi i bus fra Aalborg Banegård, og på Thisted Landevej nær Flyvestation Aalborg så jeg et F-16-jagerfly lette på det, som jeg senere skulle erfare var bane 08L. Jeg så med beundring den smukke, grå stålfugl fare over bussen og forsvinde ud af syne. Måbende kunne jeg konstatere, at jeg lige havde set et ægte dansk jagerfly for første gang! Senere på ugen stod jeg, endnu mere begejstret, på en klit i feriecenteret og så F-16, A-10 ’Thunderbolt II’ og F-35 ’Draken’ bogstaveligt talt flyve rundt om mig. De trænede mod jordmål i skydeterrænet ved Tranum. Jeg kunne mærke jetmotorernes enorme kraft inde i brystet og høre kanonerne brumme løs, når de affyrede hundredvis af skud i sekundet. Jeg var en stor dreng, nær afslutningen af folkeskolen, og jeg var absolut fascineret.

DER ER ET YNDIGT LAND Fascinationen stod dog ikke mål med det, der skete på grønsværen. På dette tidspunkt måtte Liverpool FC for en tid se sig henvist til andenpladsen i min verden. Vi havde fået et landshold, som imponerede hele kongeriget, og jeg var en af dem, der spilede øjnene op, når Sepp Pionteks tropper invaderede alverdens fodboldbaner. 23

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 23

15/09/2017 10.52


Jeg følte mig for første gang dansk, rigtig dansk. Pludselig oplevede jeg at være en del af et fællesskab, en følelse, som ville guide mig i mine fremtidige valg i livet. Jeg jublede og led usvigeligt sammen med de tidligere Fremad Amager-drenge Frank Arnesen, Søren Lerby og Ivan Nielsen samt alle de andre fantastiske afguder. Min tid på Højdevangens Skole sluttede samtidig med, at landsholdet spillede mod Sovjetunionen i Idrætsparken grundlovsdag 1985. Forventningerne var tårnhøje til det danske fodboldlandshold, som på det tidspunkt var blandt verdens bedste. Det blev en fantastisk smuk kamp, hvor indædt fight, overbevisende disciplin og skarpt fokus udmøntede sig i en af de mest overbevisende præstationer i dansk fodbolds historie. Det var ikke så meget det, at vi vandt over russerne, men mere måden, det skete på. Dette skyldtes ikke mindst makkerparret Preben Elkjær og Michael Laudrup. Elkjærs koldblodighed og frækhed samt Laudrups elegance og sprudlende talent var i høj grad medvirkende til, at vi besejrede de skræmmende gode russere med 4-2. Jeg var beruset, uden at have fået så meget som en dråbe spiritus. Jeg ville også være en del af sådan et hold. Den efterfølgende sommerferie gik til Paris sammen med to sæt af mine forældres venner og deres drenge. Som en rutineret Spies-guide i byernes by fandt jeg fra forsædet i vores lysebrune Mazda 626 med forbløffende lethed rundt i storbyens virvar af ensrettede gader og frem til vores hotel på Rue de Clichy. Jeg fik bekræftet, at jeg havde min fars strålende stedsans, noget som kom til at gavne mig i den fremtid, jeg endnu ikke kendte. Efter at have travet den franske hovedstad tynd gik turen videre til Normandiet, hvor vi havde lejet et hus. Det var lige et sted for mig, for her kunne jeg med stor interesse følge i Anden Verdenskrigs fodspor. Jeg var vild med historie og ikke mindst den sidste verdenskrig, som jeg havde læst mange bøger om. Jeg kendte alt til Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword, og ikke mindst vidste jeg, hvad der var sket på de fem strande, som kodeordene dækkede over. Det var en stor oplevelse at befinde sig der, hvor Anden Verdenskrig mere eller mindre blev afgjort, 24

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 24

15/09/2017 10.52


da tusinder af allierede soldater gik i land eller kastede sig ud med faldskærm 40 år tidligere. Efter ferien startede jeg på Tårnby Gymnasium, hvor jeg hurtigt følte mig godt tilpas på matematisk linje. Grænserne for min verden udvidede sig stille og roligt, og jeg tog et stort spring til første fest på gymnasiet, hvor jeg viljestærkt kæmpede mig igennem den fremmede og beske smag af Grøn Tuborg. Det var ikke den eneste nye smag, jeg skulle introduceres for. Det første kys smagte væsentlig bedre og blev indtaget ud for Helligåndskirken på Strøget i 1986. Det var under det københavnske karneval, Dinah fra Charlottenlund forbarmede sig over mig. Jeg begyndte at tage til Dragør, hvor en stor del af drengene i klassen kom fra. Vi cyklede på de små villaveje og sang meget passende med på Depeche Modes New life, mens vi holdt udkig efter pigerne i nabolaget. På en af de første byture investerede jeg 25 kroner i en flaske jordbæraperitif. Den blev gemt under en mindre båd, der stod på fast grund i Dragør Havn, og Michael, Steen og jeg forlod med jævne mellemrum Diskotek Fregatten for at forpeste smagsløgene på det groveste. På vej tilbage til Fregatten blev den elendige smag af jordbæraperitif dulmet med SorBits tyggegummi, og så vidt jeg husker, tjente flasken sit formål. Da 1. g var ved at være færdig, skulle vi vælge gren for de næste to år. Jeg anede ikke, hvad jeg ville med resten af livet, og mit valg blev udelukkende truffet ud fra, hvem jeg gerne ville tilbringe de næste to år sammen med, så jeg blev naturfaglig! Sommerferien blev brugt på at tjene penge som stikirenddreng hos S.O.S. International på Vesterbrogade, og selvfølgelig på at se VM i fodbold. Sepp Pionteks tropper var i Mexico og fascinerede en hel verden med deres sprudlende og optimistiske angrebsspil. Smerten var uendelig stor, da spanske Emilio Butragueño sænkede den danske drøm og bragte mig tilbage til virkeligheden.

25

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 25

15/09/2017 10.52


Mit eget talent på fodboldbanen var efterhånden større, end jeg selv kunne se. Jeg havde fokus på det, som jeg ikke var god til, nemlig at drible, og kunne derfor umuligt være noget særligt på en fodboldbane. Jeg løb hurtigt og sparkede ganske fornuftigt til en bold, og mine taklinger var måske ikke helt i Ivan Nielsen-klasse, men godt deropad. Det kom fuldstændig bag på mig, da træneren for årgangen over min ringede hjem til mine forældre og spurgte, om jeg ville med de ’store drenge’ på træningslejr på Lanzarote. Jeg så for mig, hvordan jeg ville rende rundt mutters alene, fordi ingen gad tale med mig, takkede pænt nej og afskrev mig en stor oplevelse. At feste var nu en ugentlig begivenhed. Hos tandlægen mistede jeg en fredag to visdomstænder. Godt dopet med smertestillende og formanet om ikke at drikke spiritus tog jeg til klassefest hos Kamilla i Søvang. Jeg lod formaning være formaning og tiltede omkuld på en seng, mens et par bekymrede klassekammerater prøvede at få mig på højkant. Seancen blev afbrudt af Kamillas mor, som trådte ind og med bestemt stemme sagde: ”Han er for fuld og skal hjem NU!” Det virkede temmelig uoverskueligt på daværende tidspunkt, så jeg blev liggende, lige indtil Kamillas mor troppede op igen. Jeg frygtede endnu en ordre om at forlade matriklen, men hendes bekymring var ikke, at jeg lå og lignede et skudt svin på sengen, for hun udbrød grådkvalt: ”Festen er slut, vores bil er blevet stjålet!” Arrangementet havde udviklet sig til mere end en rolig klassefest, og så foregik den selvfølgelig også på Amager. Ud over tømmermændene fik jeg noget andet med mig fra festen. Jeg havde nu oplevet at have huller i hukommelsen, og følelsen af ikke at være i kontrol var ubehagelig. Siden den aften forsøgte jeg altid at bevare kontrollen, også hvis det betød, at jeg skulle gå tidligt hjem fra byen.

26

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 26

15/09/2017 10.52


TAKE ME TO BED OR LOSE ME FOREVER Ved en fest i oktober 1986 fik jeg et crush på Jane fra parallelklassen. Hun var en høj, lyshåret pige med det dejligste smil, turkis øjenskygge og en vidunderlig duft af Cacharel-parfumen Anaïs Anaïs. Jeg var solgt og fik mobiliseret alt mit selvværd, eller rettere mangel på samme. Jeg satte et spejl ved telefonen for at overbevise mig selv om, at det ikke stod helt slemt til med udseendet, mens jeg talte med Jane. Min nervøse famlen efter kærlighed lykkedes, og det var med hende, jeg 21. november 1986 så Top Gun i Amager Bio. Aftenen blev mindeværdig på mange måder. Ud over at jeg selvfølgelig gerne byttede plads med ham Maverick, som fløj F-14 ’Tomcat’, kørte motorcykel og kyssede piger, blev jeg senere på aftenen for første gang introduceret for det modsatte køns uimodståeligheder. Jeg blev også introduceret for koncerter med Depeche Mode og Duran Duran, som flere gange hev mig forbi Valby Hallen. Depeche Modes mørke og dystre tekster var fængende, og Duran Durans glamourøse og ubekymrede pop appellerede til mig. Specielt Duran Duran blev dyrket, og der blev investeret i hvide cykelsko, gelé, Bravo-magasiner, maxi-singler og en ørering i venstre øre. I starten af januar 1987 kastede jeg mig målrettet over musikken og brugte det svimlende beløb af 3999 kroner på en el-bas. Henrik, Martin, Claus og jeg, alle fra klassen, begyndte at spille sammen, og mine forældres kælder blev hurtigt lavet om til øvelokale. Jeg ville være en del af et hold, og gerne et med ambitioner om at nå de højeste tinder. Det var lige efter en koncert med Duran Duran, jeg rejste med mit fodboldhold til Italien for at deltage i en fodboldturnering. Vi fløj fra København til Rom med en MD 80 fra Alitalia og fik set det obligatoriske i den italienske hovedstad. Nogle måneder tidligere havde en tysker ved navn Mathias Rust fløjet fra Helsinki til Moskva i en Cessna 172, men det eneste, han fik lov til at se efter sin illegale landing ved Den Røde Plads, var et sovjetisk fængsel. Vi kunne til gengæld fortsætte vores rejse med bus og kørte sydpå til byen Scafati. Scafati ligger tæt på Napoli og er naboby til rester27

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 27

15/09/2017 10.52


ne af den romerske by Pompei, som 24. august i år 79 blev begravet af et flere meter tykt pimpstens- og askelag leveret af vulkanen Vesuv. Vulkanen holdt sig heldigvis i ro, mens vi sprudlede på fodboldbanen med den som majestætisk tilskuer. Mit andet år på Tårnby Gymnasium var ved at være overstået, men først skulle jeg lige have et 03 i kemi. Hvis jeg skulle have været i tvivl om det retfærdige i karakteren, sagde min lærer efter den mundtlige præstation: ”Thomas, det var et klokkeklart 03.” God sommerferie! Vi skød 3. g i gang ved at få vores formningslærer, Gurli, til at bryde sammen. Efter at vi havde brugt det meste af en time på at kaste ler efter hinanden, gav vores lærer os en opsang og sluttede sin enetale med spørgsmålet: ”Har jeg virkelig været så led ved jer, så jeg fortjener den opførsel?” Det spørgsmål skulle hun nok ikke have stillet, for Jesper svarede hurtigt: ”Du har været ledere.” Det var mere, end Gurli kunne klare, og hun brød grædende sammen! Et par dage efter blev jeg kaldt op på inspektørens kontor. Her påbegyndte inspektøren, med det fine navn Visti, en talestrøm, som jeg i starten havde svært ved at finde mening i. Først troede jeg, at det havde noget med elevrådet at gøre, men så sagde han: ”Hvis ikke du kan indordne dig under skolens regler, må du finde et andet sted at være.” Da gik det op for mig, at det ikke handlede om elevrådet. Gurli havde taget fejl af Jesper og mig, men fair enough, det kunne lige så godt have været mig, der havde besvaret hendes spørgsmål, så jeg undlod at bortforklare og tog en for holdet. I starten af september 1987 skulle vores klasse på studietur til Prag sammen med den sproglige klasse, som Jane meget belejligt gik i. Turen fore28

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 28

15/09/2017 10.52


gik med bus og førte mig for første gang til den anden side af Jerntæppet. Jeg oplevede den bureaukratiske venten ved grænseovergangen til Østtyskland, elendige veje fyldt med Trabanter, Ladaer og Skodaer og en række triste, grå byer, før vi ankom til Hotel Krivan Praha. Prag var en fantastisk smuk by, hvor kommunismen ikke havde haft held med sin smittende modløshed. Hvis det alligevel skulle blive en smule trist, var det godt, at vodkaen var billig, og at vi havde friske forsyninger af Pisang Ambon. Størst indtryk på turen gjorde vores besøg i koncentrationslejren Theresienstadt. Her havde nazismen vist sin mørkeste side og behandlet hjælpeløse mennesker på en måde, som var mig ubegribelig. Mange fangers eneste forbrydelse var at være blevet født. På vej hjem mod Amager gjorde vi et sidste holdt på rastepladsen på Farø. Der var lige tid til at strække stængerne og få ordnet, hvad der skulle ordnes. Jeg nåede ikke så forfærdelig meget, før to jagerfly fløj over os i lav højde. Samtlige drenge stod med tilbagebøjede hoveder og måbede mod det, som jeg kunne se, var to amerikanske F-15 ’Eagle’. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvor må det være fedt at sidde deroppe!’ Vi var ved at nærme os studentereksamen, og tanker om, hvad der skulle ske bagefter, trængte sig på. Vores geografilærer var så elskværdig at instruere os i, hvordan man kunne snyde ved session for at undgå at komme ind som soldat. Jeg havde absolut intet tilovers for den slags råd! Der blev stadig spillet bas, men bandet havde forandret sig en smule. Henrik fra klassen og jeg havde slået os sammen med Lars og Jacob fra en af HF-klasserne. De var alle musikalske, hvilket jeg ikke just kunne prale af. Jeg lærte at spille numrene udenad. Øvede og øvede, indtil det sad. Der var bare det problem, at når de andre begyndte at jamme eller spille noget, der ikke var planlagt, kunne jeg ikke sætte en tone korrekt. Jeg skruede diskret ned for forstærkeren og angav at spille et eller andet, mens mine tæer krummede sig grueligt sammen i de lysegrå Dockside sejlersko. 29

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 29

15/09/2017 10.52


Det blev dog til en forårskoncert på gymnasiet samt et par numre til afslutningsfesten for 3. g. Jeg indså, at jeg aldrig ville komme til at gå i Duran Durans fodspor, og lagde snart efter den fine, hvide bas på hylden for altid. Studenterhuen blev sat på hovedet 15. juni 1988, og jeg kunne se tilbage på tre fantastiske år, hvor jeg havde nydt at gå i gymnasiet. Jeg havde faktisk været så begejstret for det, at jeg kun formåede at pjække fra to formningstimer en fredag eftermiddag. Titlen af student blev fejret med de obligatoriske fester samt to uger på Mallorca sammen med Henrik, Martin og Morten fra klassen. Spies Rejser havde indlogeret os i den vestlige del af Palma de Mallorca, ikke langt fra mit første opholdssted på øen. Rom og cola var efterhånden kommet til at smage ganske godt, så jeg fortsatte, hvor jeg havde sluppet 15 år tidligere. Da festen stoppede, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville bruge resten af mit liv på. Et par af drengene fra klassen søgte ind som jagerpilot i Forsvaret, uden dog at blive optaget, men mig tiltalte uddannelsen endnu ikke. Hvis optagelsesprøverne blev bestået, og det gik, som det skulle, lurede en kontrakt med Flyvevåbnet på ti år, hvilket forekom mig at være resten af livet og totalt uoverskueligt. I stedet fik jeg job hos S.O.S. International, hvor jeg efterhånden havde en del erfaring som stikirenddreng. Den 15. august 1988 var jeg på session i Høje-Tåstrup og trak nummer 27193, hvilket var lig med frinummer. Jeg kunne således undgå militærtjeneste uden at bruge min geografilærers råd. Jeg ville dog gerne træde i min fars fodspor, så jeg søgte ind som reserveofficer og blev indkaldt til optagelsesprøve på Flyvestation Værløse. Onsdag 21. september klokken 16:00 mødte jeg spændt op for gennem en række prøver af både fysisk og psykisk karakter at overbevise Forsvaret om, at jeg kunne bruges. Et par dage senere fik jeg et brev, hvori der stod, at jeg skulle starte på Sergentskolen i Sønderborg 2. januar 1989. 30

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 30

15/09/2017 10.52


Efteråret blev brugt på at arbejde og at komme i god form. Jeg løb ture langs Amager Strand og svømmede den ene bane efter den anden i Tårnby Svømmehal. Det hele blev afbrudt midt i oktober, da jeg blev sendt til tælling med mononukleose, bedre kendt som kyssesyge. Jeg var ynkeligt syg i to uger, men der var intet at gøre og ingen at kysse, for Jane og jeg var gået hver til sit, og min første kæreste var nu kun søde minder.

31

2017082_Kysserhimlen final indhold.indd 31

15/09/2017 10.52


Foto: Casper Tybjerg

THOMAS KRISTENSEN (f. 1969), med flyvernavnet MET, er opvokset på Amager. Uddannet jagerpilot i Flyvevåbnet. Satte sig første gang i cockpittet på et F-16-fly i 1993. Siden da har han fløjet over 3500 timer i F-16, og han har deltaget i operationer over Balkan, Afghanistan, Libyen og Irak. Har tidligere udgivet F-16 – oplevelser på danske vinger (2011), Hercules – oplevelser på danske vinger (2015) og Merlin – oplevelser på danske vinger (2017).

Forsidefoto: Isak Hoffmeyer Bagside: Privat

2017082_Kysserhimlen-cover final TIL TRYK.indd 1

Thomas ’MET’ Kristensen er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter. I denne bog giver han et unikt indblik i tilværelsen som F-16-pilot i det danske flyvevåben. MET fortæller blandt andet om uddannelsen samt træningen i Europa og Nordamerika, om udstyret, teknikken og ikke mindst om et særligt kammeratskab i jagereskadrillerne. Som den eneste danske jagerpilot har MET deltaget i samtlige krige, som de danske F-16-fly har været en del af. Bogen tager således læseren med ind over Balkan, Afghanistan, Libyen og Irak og giver en sjælden indsigt i moderne luftkrig. Kysser himlen er en elementært spændende og bevægende beretning, der beskriver det storslåede i at se verden fra oven, og samtidig skildrer de dybe følelser og komplekse refleksioner, der opstår i slipstrømmen af at være spydspids i dansk krigsdeltagelse.

POLITIKENSFORLAG.DK

Ensomheden var stærkere om natten. Jeg dæmpede altid lyset i cockpittet så meget, at jeg kun lige kunne aflæse instrumenterne. Det gav mine øjne de bedste betingelser i mørket, som uden baggrundsbelysning var totalt på måneløse nætter. Det overvældende stjernetæppe, der var bredt ud over mig, var så meget mere skarpt og nærværende her. Det gjorde himmelrummet endnu mere uendeligt og mit eget liv småt og skrøbeligt. Udsigten til det uendelige blev kun afbrudt af enlige stjerneskud, som skar sig gennem himlens tag. Dette storslåede visuelle skue mindede mig om alt andet end den krig, jeg var på vej imod.”

Uddrag fra bogen

15/09/2017 10.56

Kysser himlen  

Thomas Kristensen (MET) er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter. I denne bog tager han læseren med på en rejse gennem et liv, som har si...

Kysser himlen  

Thomas Kristensen (MET) er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter. I denne bog tager han læseren med på en rejse gennem et liv, som har si...

Advertisement