Page 1

THE TELEGRAPH

Davids to bedste venner ved det. Hans forældre tror, han er bøsse, og i skolen synes klassens konger, at han er en freak. Leo Denton er blevet nødt til at skifte skole, og på første skoledag har han ét mål: at være usynlig. At tiltrække sig klassens sejeste piges opmærksomhed var helt klart ikke en del af planen. Da Leo tager Davids parti i en slåskamp, opstår et nyt venskab, men der venter en masse rod lige om hjørnet – for på Eden Park School forbliver hemmeligheder ikke hemmelige ret længe. KUNSTEN AT VÆRE NORMAL er en historie om, hvordan det kan føles at være transkønnet teenager i en verden, hvor mange ønsker at ligne hinanden så meget som muligt. For hvad vil det egentlig sige at være normal? Hvem bestemmer, hvem der er det? Og er det muligt bare at være sig selv?   LISA WILLIAMSON (f. 1980 i Nottingham, England) debuterede i 2015 med KUNSTEN AT VÆRE NORMAL, som har sikret hende flere ungdomsbogspriser. Bogen blev hurtigt en bestseller i England og er solgt til udgivelse i en lang række lande.   Denne bog udgives med opbakning fra Amnesty International Danmark.

ISBN 9788740034110

KUNSTEN AT V RE NORMAL

David Piper er en pige. Sådan har det altid været. Men kun

Lisa Williamson

INDERLIGT GRIBENDE … EN STÆRK HISTORIE OM EN TRANSKØNNET TEENAGERS KAMP FOR SIN IDENTITET.

Lisa Williamson

N E T S KUNV RE AT L A M NOR SKIFTEVIS HELT UTROLIG RAMMENDE, ÆTSENDE ÆRLIG OG VIRKELIG, VIRKELIG SJOV. THE GUARDIAN Po l i t i ke n s Fo r l a g


Kunsten at vĂŚre normal.indd 2

28/06/17 18.09


Kunsten at være normal

Lisa Williamson Ungdomsroman

På dansk ved Julie Top-Nørgaard

Politikens forlag

Kunsten at være normal.indd 3

28/06/17 18.10


Kunsten at vĂŚre normal.indd 4

28/06/17 18.10


Til Isla

Kunsten at vĂŚre normal.indd 5

28/06/17 18.10


Kunsten at vĂŚre normal.indd 6

28/06/17 18.10


1 Da jeg var otte år gammel, fik vi en dag at vide i klassen, at vi skulle skrive, hvad vi gerne ville være, når vi blev store. Miss Box gik rundt mellem os og bad os alle sammen fortælle, hvad vi havde skrevet. Zachary Olsen ville spille i Premier League. Lexi Taylor ville være skuespiller. Harry Beaumont ville være premierminister. Simon Allen ville være Harry Potter, og det ville han så meget, at han året før havde ridset et lyn i sin pande med en saks fra formningslokalet. Men jeg ville ikke være nogen af de ting. Det her er, hvad jeg skrev: Jeg vil være en pige.

7

Kunsten at være normal.indd 7

28/06/17 18.10


2 Mine gæster synger fødselsdagssang. Det lyder ikke særlig godt. Min lillesøster Livvy synger næsten ikke. Hun er 11 år og har allerede bestemt sig for, at familiefødselsdage er vildt pinlige, så hun lader mor og far om at bræge sig igennem resten af sangen. Mors skingre sopran og fars tonløse bas. Det lyder så dårligt, at Phil, vores hund, rejser sig fra sin hundekurv og lister sig ud halvvejs i sangen med et udtryk af mild foragt. Jeg kan ikke bebrejde ham det; hele festscenariet er temmelig deprimerende. Selv de blå balloner, som far har brugt hele morgenen på at puste op, ser blege og triste ud. Især dem, der er blevet skrevet “14 år!” på med sprittusch. Jeg er faktisk ikke sikker på, at det undervældende halløj, der foregår rundt om mig, overhovedet kan karakteriseres som festligt. “Ønsk!” siger mor. Hun holder kagen i en vinkel, så jeg ikke skal lægge mærke til, at den er helt skæv. Der står “Tillykke med fødselsdagen David!” hen over den med 8

Kunsten at være normal.indd 8

28/06/17 18.10


blodrød glasur. Ordet ‘dagen’ i ‘fødselsdagen’ er mast helt sammen, fordi hun har manglet plads til de sidste bogstaver. Fjorten blå lys danner en cirkel rundt i kanten af kagen. Der drypper stearin ned på flødeskummet. “Skynd dig!” siger Livvy. Men jeg lader mig ikke stresse. Jeg vil gerne gøre det ordentligt. Jeg læner mig frem, skubber håret om bag ørerne og lukker øjnene. Jeg lukker det hele ude: Livvys vrængen, mors lokkende stemme og far, der fumler med kameraindstillingerne. Og pludselig er det, som om alle lyde er dæmpede og fjerne, lidt ligesom når man dukker hovedet under vandet i badekarret. Jeg venter et øjeblik, før jeg åbner øjnene og puster alle lysene ud på én gang. Alle klapper. Far trækker en knallert, men den ‘knalder’ ikke ordentligt, og da han endelig har fået fundet en anden frem fra pakken, har mor trukket gardinerne fra og er begyndt at pille lysene af kagen, og øjeblikket er forpasset. “Hvad ønskede du? Garanteret et eller andet åndssvagt,” siger Livvy anklagende, mens hun vikler en lok af sit gyldenbrune hår rundt om sin finger. “Det kan han jo ikke sige, fjollehoved, så går det bare ikke i opfyldelse,” siger mor og bærer kagen ud i køkkenet for at skære den ud. “Nemlig,” siger jeg og rækker tunge ad Livvy. Hun gør det samme. “Hvor var det nu, dine to venner var henne?” spørger hun og lægger tryk på “to”. “Det har jeg jo sagt. Felix er i Florida, og Essie er i Leamington Spa.” 9

Kunsten at være normal.indd 9

28/06/17 18.10


“Hvor synd,” siger Livvy uden antydningen af medfølelse. “Far, hvor mange gæster havde jeg til min elleveårs fødselsdag?” “45. Alle sammen på rulleskøjter. Det var ragnarok,” mumler far dystert og skubber memory card’et ud af kameraet og stikker det ind i sin laptop. Det første billede, der dukker op på skærmen, er af mig, der sidder for bordenden med et kæmpestort badge med teksten FØDSELSDAGSDRENG på, og en spids festhat af pap på hovedet. Mine øjne er halvt lukkede, fordi jeg blinker, og min pande skinner. “Far,” jamrer jeg. “Behøver du gøre det der lige nu?” “Jeg fjerner bare lige de røde øjne, så jeg kan sende dem til Bedste,” siger han og klikker løs med musen. “Hun var helt ødelagt over, at hun ikke kunne være her i dag.” Det er løgn. Bedste spiller bridge hver onsdag aften, og det kunne ikke falde hende ind at aflyse det, og da slet ikke for sit ikke-yndlingsbarnebarn. Livvy er Bedstes yndlingsbarnebarn. Men altså, Livvy er alles yndlings. Mor havde også inviteret tante Jane og onkel Trevor og min fætter Alfie og kusine Keira. Men Alfie vågnede op i morges med underlige prikker over hele brystkassen, som måske, måske ikke, er skoldkopper, så de måtte melde afbud, hvilket betød, at vi fire skal “feste” alene. Mor kommer ind i stuen igen med kagen, der er blevet skåret ud, og stiller den på bordet. “Se alle de rester,” siger hun og rynker brynene, mens hun tager bjergene af mad, der kun er nippet til, i øjesyn. “Vi har pølsehorn og petitfours nok til jul. 10

Kunsten at være normal.indd 10

28/06/17 18.10


Jeg håber, at jeg har nok vitawrap til at pakke det hele ind.” Strålende. Et køleskab proppet med mad, der kan minde mig om, hvor absurd upopulær jeg er. Efter kage og en intensiv vitawrapningssession får jeg gaver. Af mor og far får jeg en ny skoletaske, Gossip Girl­-DVD-bokssættet og en check på hundrede pund. Livvy begaver mig med en æske fyldte chokolader og et skinnende rødt cover til min iPhone. Så sætter vi os i sofaen sammen og ser en film, der hedder Freaky Friday. Den handler om en mor og hendes datter, som spiser en fortryllet lykkekage, der får dem til at bytte krop for en dag. Selvfølgelig lærer de begge to noget meget vigtigt om livet, før filmen ender lykkeligt, og for cirka 117. gang denne sommer begræder jeg, at mit liv overhovedet ikke minder om en kæk teenagefilm. Far falder i søvn mit i filmen og snorker højt. Den aften kan jeg ikke falde i søvn. Jeg ligger vågen så længe, at mine øjne vænner sig til mørket, og jeg kan se omridset af mine plakater og en lillebitte skygge fra en myg, der summer frem og tilbage oppe under loftet. Jeg er fjorten år, og tiden er ved at løbe fra mig.

Kunsten at være normal.indd 11

28/06/17 18.10


3 Det er sidste fredag i sommerferien. Mandag begynder jeg i skole igen. Jeg har været fjorten år i præcis ni dage. Jeg ligger på sofaen med gardinerne trukket for. Mor og far er på arbejde. Livvy er hjemme hos sin bedste veninde Cressy. Jeg ser et gammelt afsnit af America’s Next Top Model, jeg har en pakke chokoladecookies balancerende på maven. Tyra Banks har lige sagt til Ashley, at hun ikke bliver USA’s Næste Top Model. Ashley er opløst i gråd, og alle de andre piger krammer hende, selv om de har brugt det meste af afsnittet på at snakke om, hvor meget de hader Ashley og håber, at hun bliver sendt hjem. America’s Next Top Model er et benhårdt program. Ashleys gråd bliver afbrudt af lyden af en nøgle i hoveddøren. Jeg sætter mig op og stiller pakken med cook­ ies på sofabordet ved siden af mig. “Så er jeg hjemme, David,” råber mor. Hun er tidligt hjemme fra sit møde. Jeg rynker panden, mens jeg hører hende sparke sko12

Kunsten at være normal.indd 12

28/06/17 18.10


ene af og smide sine nøgler i skålen ved døren med en klirren. Jeg tager hurtigt det hæklede tæppe ved mine fødder, trækker det op over kroppen og stopper det ind under hagen, så jeg er klar, da mor kommer ind i stuen. Hun sætter straks en grimasse op. “Hvad er der?” siger jeg og tørrer kagekrummer af munden. “Var det ikke en ide at trække gardinerne fra, David?” siger hun med hænderne i siden. “Jamen, så kan jeg ikke se skærmen ordentligt.” Hun ignorerer mig og marcherer hen til vinduet og trækker gardinerne fra med et ryk. Den sene eftermiddagssol vælder ind i stuen og får støvfnuggene til at danse i luften. Jeg vrider mig på sofaen og skygger for øjnene med hånden. “Herregud, David, du er ikke nogen vampyr,” siger mor tørt. “Det kan da godt være,” mumler jeg. “Tsk.” “Se,” siger hun og gør en bevægelse i retning af vinduet. “Det er dejligt vejr. Mener du virkelig, at du helst vil ligge på sofaen i mørket hele dagen?” “Ja, det mener jeg virkelig.” Hun kniber øjnene sammen, så sætter hun sig i sofaen ved mine fødder. “Det er ikke så sært, at du er så bleg,” siger hun og lader en finger glide ned ad min bare fod. Jeg sparker hende væk. “Vil du hellere have, at jeg ligger i solen hele dagen og får hudkræft?” 13

Kunsten at være normal.indd 13

28/06/17 18.10


“Nej, David,” siger hun og sukker. “Jeg vil hellere have, at du laver et eller andet i din sommerferie – andet end at sidde indenfor og se elendigt tv. Når du ikke ser tv, barrikaderer du dig på værelset med din computer.” Telefonen ringer. Heldigvis. Da mor rejser sig, sidder tæppet fast i hendes ring. Jeg rækker ud efter det, men det er for sent, hun kigger allerede ned på mig med et spørgende udtryk. “David, er det min natkjole, du har på?” Det er den natkjole, som mor havde med på hospitalet, da hun fødte Livvy. Jeg tror ikke, hun har haft den på siden; mor og far plejer at sove nøgne. Det ved jeg, fordi jeg er stødt ind i dem på gangen om natten tilstrækkelig mange gange til at være mærket for livet af det. “Jeg tænkte, at den ville køle mig af,” siger jeg hurtigt. “Altså, ligesom de der lange, hvide kjoler, som arabiske mænd går i.” “Hm,” siger mor. “Du må hellere tage den,” siger jeg nikker i retning af telefonen. Jeg beholder natkjolen på, mens vi spiser aftensmad, jeg vurderer, at det vil være mindre mistænkeligt end at tage den af. “Du ligner en tosse,” siger Livvy og kniber foragteligt øjnene sammen. “Så, Livvy,” siger mor. “Men det gør han da!” protesterer Livvy. Mor og far udveksler blikke. Jeg koncentrerer mig om at få et par ærter til at ligge stille på min gaffel. 14

Kunsten at være normal.indd 14

28/06/17 18.10


Efter aftensmaden går jeg ovenpå. Jeg tager den liste frem, jeg lavede i begyndelsen af sommerferien, og sætter mig i skrædderstilling på sengen med listen foran mig. David Pipers mål for denne sommer 1. Få langt nok hår til at sætte det i hestehale 2. Se alle sæsoner af Project Catwalk i kronologisk rækkefølge 3. Slå far i Wii-tennis 4. Lære Phil at danse, så vi kan være med i Britain’s Got Talent næste år og vinde 250.000 pund 5. Lave min geografiopgave færdig 6. Fortælle mor og far det Jeg havde haft én fantastisk uge, hvor jeg havde kunnet samle mit hår i verdens mindste hestehale. Men skolen har en regel om, at drenges hår ikke må være længere end til skuldrene. Så i sidste uge tvang mor mig til frisøren, hvor jeg fik klippet det hele af. Punkt 2 og 3 klarede jeg uden problemer i løbet af de to første ferieuger. Jeg indså hurtigt, at punkt 4 var dømt til at mislykkes; Phil er ikke noget naturtalent på en scene. Punkt 5 og 6 har jeg udskudt indtil videre. Jeg har virkelig øvet mig på punkt 6. Jeg har en hel tale klar. Jeg øver mig på den i hovedet, når jeg er i bad, og jeg hvisker den for mig selv om aftenen i sengen. Forleden satte jeg min gamle bamse, Store Ted, og min lige så gamle Havfruebarbie op på min pude og fortalte dem det. De var meget forstående. 15

Kunsten at være normal.indd 15

28/06/17 18.10


Jeg har også prøvet at skrive det ned. Hvis mine forældre ledte grundigt nok, ville de finde kæmpe stakke af ufærdige kladder i mine skrivebordsskuffer. Og ikke nok med det, jeg har været meget tæt på at skubbe en af dem ind under fars og mors soveværelsesdør. Jeg sad lige uden for døren, på hug nede ved den tynde lysstribe, og hørte dem plapre derudad, mens de gjorde sig klar til at gå i seng. Jeg skulle bare skubbe den ind under, så var det overstået; min hemmelighed ville ligge der på tæppet, klar til at blive opdaget. Men så var det, som om jeg ikke kunne bevæge min hånd. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det, og jeg styrtede tilbage til mit værelse med brevet i hånden og hjertet hamrende som en sindssyg. Mor og far betragter sig selv som supercool og rummelige, bare fordi de har været til Red Hot Chili Peppers-koncert på Glastonbury Festival og stemte på De Grønne ved sidste valg, men jeg er ikke helt overbevist. Da jeg var mindre, hørte jeg dem nogle gange tale om mig, når de troede, at jeg ikke hørte det. De talte lavt og sagde til hinanden, at det “bare var en fase”, at jeg ville “vokse fra det”, præcis ligesom når man taler om et barn, der tisser i sengen. Essie og Felix ved det selvfølgelig. Vi tre fortæller hinanden alt. Det er derfor, den her sommer har været så dårlig. Uden dem at snakke med har jeg nogle gange haft det, som om jeg var ved at eksplodere. Men det er ikke nok, at Essie og Felix ved det. Hvis der skal ske noget, er jeg nødt til at sige det til mor og far. I morgen. Jeg siger det til dem i morgen. Lige efter at jeg har lavet min geografiopgave færdig. 16

Kunsten at være normal.indd 16

28/06/17 18.10


Jeg rejser mig fra sengen, åbner min dør på klem og lytter. Mor, far og Livvy er nedenunder, de ser fjernsyn. Den dæmpede lyd af dåselatter trænger op ad trappen. Selv om jeg er ret sikker på, at de bliver siddende, til udsendelsen er færdig, stiller jeg min skrivebordsstol hen under dørhåndtaget. Beroliget ved tanken om, at jeg ikke vil blive forstyrret, trækker jeg den lille lilla notesbog og målebåndet frem, som jeg gemmer i metalboksen inderst i min sokkeskuffe. Jeg stiller mig foran spejlet på bagsiden af min dør, trækker T-shirten over hovedet og tager mine jeans og mine underbukser af. Det er tid til inspektion. Jeg begynder som sædvanlig med at trykke hænderne mod mit bryst. Jeg forsøger med tankens magt at gøre det blødt og elastisk, men musklerne under huden føles hårde som sten. Jeg tager målebåndet og lægger det rundt om hofterne. Ingen ændring. Jeg er helt lige, som en menneskelig lineal. Jeg er præcis modsat mor, der er helt blød og med rundinger – hofter og numse og bryster. Så stiller jeg mig op ad dørkarmen og måler, hvor høj jeg er. Ethundredeogotteogtres centimeter. Igen, ingen ændring. Jeg udstøder et lillebitte lettet suk. Jeg bevæger mig ned til min penis, som jeg hader inderligt. Jeg hader alt ved den: dens størrelse, dens farve, hvordan jeg altid kan mærke, at den bare hænger der på, den måde den har sit helt eget liv på. Jeg opdager, at den er vokset hele to millimeter siden sidste uge. Jeg dobbelttjekker det, men målebåndet lyver ikke. Jeg rynker brynene og skriver det ned. 17

Kunsten at være normal.indd 17

28/06/17 18.10


Jeg rykker tættere på spejlet, sådan at min næse kun er et par centimeter fra glasset, og jeg skal gøre mig umage for ikke at blive skeløjet. Først lader jeg fingrene glide hen over min hage og min kind. Nogle dage har jeg det altså virkelig, som om jeg kan mærke skægstubbene presse på under huden, spidse og prikkende, men endnu er overfladen i det mindste glat og fin. Jeg laver trutmund, jeg ville ønske, at mine læber var fyldigere og mere lyserøde. Jeg har arvet min fars læber – tynde og med en ujævn amorbue. Desværre har jeg vist arvet det meste af mit udseende fra min far. Jeg går let hen over mit hår (mudderbrunt og kikset, uanset hvor mange hårprodukter jeg putter i det), mine øjne (grå og kedelige), min næse (lidt spids) og mine ører (der stritter lidt), og drejer hovedet langsomt, indtil jeg næsten kan se mig selv i profil, så jeg kan beundre mine kindben. De er markerede og høje og mere eller mindre det eneste ved mit ansigt, jeg bryder mig om. Til sidst inspicerer jeg mine hænder og fødder. Nogle gange er det dem, jeg hader allermest, måske endnu mere end mit underliv, fordi man altid kan se dem. De er klodsede og behårede og så blege, at man næsten kan se igennem dem, som om huden er en tynd dej, der er trukket ud over de edderkoppeagtige blå blodårer og lange, benede fingre og tæer. Det allerværste er, at de er kæmpestore og ved at blive endnu større. Mine nye skolesko er to numre større end dem, jeg havde sidste år. Da jeg prøvede dem på i Clarks i begyndelsen af ferien, følte jeg mig som en cirkusklovn. Jeg ser mig i spejlet en sidste gang. Ser på den frem18

Kunsten at være normal.indd 18

28/06/17 18.10


mede, der ser tilbage på mig. Jeg gyser. Ugens inspek­ tion er ovre.

Kunsten at være normal.indd 19

28/06/17 18.10


4 “Leo!” råber min lillesøster Tia op ad trappen. Jeg lukker øjnene og forsøger at ignorere hende. Det er virkelig varmt. Der har været hedebølge i flere dage. Termometeret nede i køkkenet viser treogtredive grader. Jeg har åbnet alle vinduer og døre, og jeg er stadig ved at omkomme af varme. Jeg ligger på min tvillingesøster Ambers køjeseng og spiser en sodavandsis med hindbærsmag. Den har farvet min tunge helt blå. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Sidste gang, jeg tjekkede, var hindbær røde. Om natten sover jeg i den nederste køjeseng, fordi Amber mener, at hun får klaustrofobi dernede, men når hun ikke er hjemme, kan jeg godt lide at hænge ud i hendes seng. Hvis man ligger med hovedet i vinduesenden, kan man ikke se de andre huse eller skraldespandene eller den skøre gamle dame ovre på den anden side af vejen, der står i sin have og råber i timevis i træk. Det eneste, man kan se, er himlen og trætoppene, og hvis man virkelig koncentrerer sig,

20

Kunsten at være normal.indd 20

28/06/17 18.10


kan man næsten overbevise sig selv om, at man ikke er i Cloverdale. “Leo!” råber Tia igen. Jeg sukker og sætter mig op. Tia er min lillesøster. Hun er syv år og helt ekstremt irriterende. Mor lod hende få et par højhælede sko, da hun havde fødselsdag, og når hun ikke ser fjernsyn, tramper hun rundt i huset i dem og taler med amerikansk accent. Tias far hedder Tony. Han sidder i fængsel, fordi han videresolgte nogle stjålne ting. Min far hedder Jimmy. Jeg savner ham. “Leo, jeg er sulten!” hyler Tia. “Så spis noget mad!” “Vi har ikke noget!” “Surt show!” Hun begynder at græde. Lyden er næsten uudholdelig. Jeg sukker og rejser mig fra sengen. Tia sidder forneden på trappen med store tårer trillende ned ad kinderne. Hun er lille af en syvårig at være og tynd som en papirclips. Så snart hun ser mig, holder hun op med at græde og smiler sit store, fjollede smil. Hun følger efter mig ud i køkkenet, som er fuldstændig rodet til; vasken er fuld af beskidte tallerkner. Jeg tjekker skabene og køleskabet. Tia har ret, der er ingenting, og jeg har ingen anelse om, hvornår mor kommer hjem. Hun gik lige før frokost, hun sagde, at hun skulle i bingohallen med tante Kerry. Der er ingen penge i dåsen, så jeg løfter alle hynderne i sofaen og tjekker i vaskemaskinen og i alle jakkelommerne

21

Kunsten at være normal.indd 21

28/06/17 18.10


i gangen. Vi lægger mønterne op på række på sofabordet. Det er ikke nogen dårlig høst – 4 pund og 82 shilling. “Bliv der og lad være med at åbne, hvis nogen ringer på,” siger jeg til Tia. Det tager bare længere tid, hvis hun skal med. Jeg tager min hættetrøje på og går hurtigt, mens jeg ser ned i jorden. Sveden løber ned ad ryggen og siderne på mig. Uden for butikken står en flok damer fra min gamle skole. Heldigvis er de optaget af at rode med deres cykler, så jeg trækker hætten op og lyner lynlåsen helt op, så man ikke kan se andet end mine øjne. Jeg køber krydderboller, sodavand, opvaskemiddel og en chokoladeroulade, der har overskredet sidste salgsdato. Hjemme igen sætter jeg “To på flugt”-DVD’en på til Tia og giver hende et glas sodavand og et stykke roulade, mens jeg vasker gryderne op og sætter et par krydderboller i brødristeren. Da jeg sætter mig på sofaen, rykker hun over til mig og planter et vådt kys på min kind. “Tak, Leo,” siger hun. Hun har chokolade rundt om munden. “Hum dig,” siger jeg. Men hun bliver ved med at hænge op ad mig som en lille abeunge, og jeg er for træt til at smide hende væk. Hun lugter af de salt-ogeddike-chips, hun fik til morgenmad. Senere på aftenen putter jeg Tia. Mor er ikke kommet hjem endnu, og Amber sover hos sin kæreste

22

Kunsten at være normal.indd 22

28/06/17 18.10


Carl. Carl er seksten, et år ældre end os. Amber mødte ham i skøjtehallen inde i byen sidste år. Hun pjattede rundt og forsøgte at skøjte baglæns, og så faldt hun og slog hovedet ned i isen. Carl tog sig af hende og købte en slush ice med kirsebærsmag til hende. Amber sagde, at det var ligesom at være med i en film. Nogle gange er Amber totalt sentimental med den slags. Når hun ikke er sentimental, er hun hård som stål. Jeg ser en eller anden åndssvag actionfilm i fjernsynet med masser af våben og eksplosioner. Den er næsten slut, da den automatiske lampe bliver tændt udenfor. Jeg sætter mig op. Jeg kan se nogle skygger bag det matterede glas. Mor griner, mens hun uden held forsøger at ramme låsen med sin nøgle. Jeg hører en anden latter – det er en fyr. Fantastisk. Mere fumlen. Til sidst bliver døren åbnet, og de snubler ind og dumper fnisende ned på trappen. Mor kigger op og ser, at jeg kigger på dem. Hun holder op med at fnise og stavrer sig op. Hun lægger usikkert en hånd på dørkarmen og glor vredt på mig. “Hvad laver du oppe?” spørger hun og sparker døren i bag sig. Jeg trækker bare på skuldrene. Fyren kommer også op at stå, han tørrer sine hænder af i bukserne. Jeg kan ikke kende ham, “Hva’ så, mester,” siger han og løfter hånden til hilsen. “Jeg hedder Spike.” Spike har blæksort hår og en slidt læderjakke på. Han har en underlig accent. Da han siger, at han er fra

23

Kunsten at være normal.indd 23

28/06/17 18.10


‘her og der, sådan lidt over det hele, du ved,’ begynder mor at grine, som om han har sagt noget fantastisk sjovt. Hun går ud i køkkenet for at finde noget at drikke til ham. Spike sætter sig i sofaen og tager sine sko af og smider fødderne op på sofabordet. Han har to forskellige strømper på. “Og hvem er du så?” spørger han og vrikker med tæerne og lægger hænderne bag hovedet. “Det rager ikke dig,” svarer jeg. Mor kommer ind i stuen igen, hun har en dåse cider i hver hånd. “Lad være med at være så uhøflig,” siger hun og rækker Spike den ene cider. “Fortæl Spike, hvad du hedder.” “Leo,” siger jeg og laver himmelvendte øjne. “Det så jeg godt!” bjæffer mor. Hun tager en tår af sin cider og vender sig om mod Spike. “Han er en rigtig lille møgunge, ham der. Han må have det fra sin far.” “Lad være med at tale om min far på den måde,” siger jeg. “Jeg taler om ham, som jeg vil,” svarer mor og roder i sin håndtaske. “Han er en sjuft og en idiot.” “Nej. Han. Er. Ej,” snerrer jeg og lægger vægt på hvert eneste ord. “Nå, så det er han ikke?” fortsætter mor, tænder en cigaret og inhalerer grådigt. “Hvor er han så henne? Hvis han er så skidefantastisk, hvor fanden er han så henne, Leo? Hva’?” Jeg har ikke noget svar.

24

Kunsten at være normal.indd 24

28/06/17 18.10


“Nej, vel,” siger hun og drikker triumferende af sin cider. Jeg kan mærke den velkendte knude i maven dukke op. Jeg spænder i hele kroppen, min hud bliver varm og fugtig, mit syn bliver sløret. Jeg forsøger at bruge de teknikker, Jenny har lært mig; jeg trækker skuldrene tilbage, tæller til ti, lukker øjnene, forestiller mig, at jeg sidder på en øde strand og så videre og så videre. Da jeg åbner øjnene igen, har mor og Spike sat sig i sofaen, de fniser og fjoller, som om jeg overhovedet ikke er til stede. Spike har stukket hånden op under mors bluse, og mor hvisker noget til ham. Hun mærker, at jeg ser på hende, og standser op. “Hvad glor du på?” siger hun. “Ikke noget,” mumler jeg. “Så smut, gider du?” Det er ikke noget spørgsmål. Jeg smækker døren til stuen så hårdt efter mig, at hele huset ryster.

Kunsten at være normal.indd 25

28/06/17 18.10


THE TELEGRAPH

Davids to bedste venner ved det. Hans forældre tror, han er bøsse, og i skolen synes klassens konger, at han er en freak. Leo Denton er blevet nødt til at skifte skole, og på første skoledag har han ét mål: at være usynlig. At tiltrække sig klassens sejeste piges opmærksomhed var helt klart ikke en del af planen. Da Leo tager Davids parti i en slåskamp, opstår et nyt venskab, men der venter en masse rod lige om hjørnet – for på Eden Park School forbliver hemmeligheder ikke hemmelige ret længe. KUNSTEN AT VÆRE NORMAL er en historie om, hvordan det kan føles at være transkønnet teenager i en verden, hvor mange ønsker at ligne hinanden så meget som muligt. For hvad vil det egentlig sige at være normal? Hvem bestemmer, hvem der er det? Og er det muligt bare at være sig selv?   LISA WILLIAMSON (f. 1980 i Nottingham, England) debuterede i 2015 med KUNSTEN AT VÆRE NORMAL, som har sikret hende flere ungdomsbogspriser. Bogen blev hurtigt en bestseller i England og er solgt til udgivelse i en lang række lande.   Denne bog udgives med opbakning fra Amnesty International Danmark.

ISBN 9788740034110

KUNSTEN AT V RE NORMAL

David Piper er en pige. Sådan har det altid været. Men kun

Lisa Williamson

INDERLIGT GRIBENDE … EN STÆRK HISTORIE OM EN TRANSKØNNET TEENAGERS KAMP FOR SIN IDENTITET.

Lisa Williamson

N E T S KUNV RE AT L A M NOR SKIFTEVIS HELT UTROLIG RAMMENDE, ÆTSENDE ÆRLIG OG VIRKELIG, VIRKELIG SJOV. THE GUARDIAN Po l i t i ke n s Fo r l a g

Kunsten at være normal  
Kunsten at være normal  

David Piper har altid stået udenfor. Hans forældre tror, han er bøsse. I skolen synes klassens konger, at han er en freak. Kun hans to bedst...

Advertisement