Page 1

Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karla og katrine

Karla og Katrine er den anden bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karla og katrine

KARLA OG KATRINE

Karla nærmer sig de 10 år, og den lange sommerferie venter lige rundt om hjørnet. Karla har inviteret sin bedste-bedsteveninde Katrine med på sommerlejr med familien i hele 14 dage, og Katrine vil vist gerne med. Men de to får en noget anderledes sommerferie, end de havde forestillet sig. De møder blandt andet Jonas med de brune øjne, stifter Cubaklubben med speciale i kartoffelrov, kommer til et meget anderledes bryllup, fanger en indbrudstyv og måske får Karla sit første kys …

Renée Toft Simonsen

2 2

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page FS2

FS2


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page FS3

FS3


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page FS4

FS4


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 1

RenĂŠe Toft Simonsen

KARLA OG KATRINE Illustreret af Lars Gabel

1


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 2

2


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 3

RenĂŠe Toft Simonsen

KARLA OG KATRINE

3


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 4

Til min Dorte. Os to for evigt!

4


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 5

To vigtige spørgsmål ”Vil du?” Spørgsmålet hang og dirrede let i luften. Det var tredje gang, Karla spurgte i det frikvarter. ”Jeg ved det ikke endnu,” svarede Katrine igen. ”Ved du ikke med begge ting, eller ved du ikke med kun den ene af dem?” plagede Karla videre. ”Begge ting. Jeg ved det altså bare ikke endnu. Jeg skal lige tænke over det.” ”Det ringer snart ind. Hvor lang tid skal du tænke?” ”Altså Karla, når jeg siger, jeg skal tænke over det, bliver du nødt til at vente, til jeg har tænkt. Kan du ikke se det?” svarede Katrine lidt irriteret. Karla blev tavs. Hun kneb læberne sammen og stirrede

5


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 6

lige ud i luften. Det var sidste skoledag, og varmen var ved at tage pippet fra de fleste elever. Mange havde taget sko og strømper af eller stukket hovedet ind under vandstrålen i fontænen midt i skolegården. Der var ingen, der løb og legede. De fleste sad på bænke rundt omkring i skyggen eller lå og døsede i græsset på fodboldbanen. Men ikke Karla og Katrine. De sad i den bagende sol, midt i skolegården, i det allerøverste hjørne af det store klatrestativ med benene dinglende ud over stativet og med ryggen op ad den sidste jernstang. Måden de sad på, fik dem til at ligne to piger i en ganske almindelig blød sofa midt i en ganske almindelig stue.

6


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 7

De var midt i en meget vigtig samtale. Karla havde nemlig spurgt Katrine om to ting. For det første om hun ville med på sommerlejr, og for det andet om hun ville være bedste-bedste-veninder igen. Nu var Karla ved at blive irriteret på Katrine, fordi hun ikke ville svare med det samme, og Katrine var ved at blive irriteret på Karla, fordi hun var så utålmodig. Karla havde spekuleret over det med bedste-bedsteveninder i mange uger og havde ikke tid til at vente på, at Katrine sad der og tænkte. Nu havde hun endelig spurgt, og frikvarteret var snart forbi. De skulle ind til sidste time lige om lidt, og hun følte, at det var livsnødvendigt at få et svar, inden sommerferien begyndte. Karla ville så gerne have én veninde, der var mere speciel end alle andre. En veninde, der altid ville være der, uanset hvad der skete. En man kunne fortælle alle sine hemmeligheder til, og som man kunne stole på aldrig sagde det til nogen. De skulle være sammen resten af livet og altid være tro mod hinanden. Sådan nogen, der vidste, at de var veninder, selv om de havde været oppe at skændes og måske ikke snakkede sammen en enkelt dag, eller hvis en af dem var sur og ked af det, skulle den anden altid være der med trøst og selskab. Sådan var venindereglerne inde i Karlas hoved. Katrine var den pige i verden, Karla allerhelst ville være sådan en slags veninde med. Karla syntes nemlig, at de lignede hinanden. De var lige høje og lige tynde. De havde begge to

7


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 8

blå øjne og store hvide tænder. Katrine havde lidt større fødder og lysebrunt krøllet hår, hvor Karlas var lysere og helt lige. Men for Karla var de vældig ens og lignede næsten søstre. Hun havde fået den ide, at for at blive bedste-bedsteveninder skulle de blande blod, fordi når de havde blandet blod, var de på en måde i familie med hinanden, og så kunne de aldrig pludselig sige, at de ikke ville være veninder mere. Dengang de gik i første klasse, havde Karla og Katrine været bedste-bedste-veninder, men en dag havde Katrine sagt, at hun ikke ville mere. Det var lang tid siden. Nu skulle de blande blod, og havde de først gjort det, kunne de jo ikke tage blodet tilbage, vel? Katrine havde næsten sagt ja til at være bedste-bedsteveninder igen. Men da Karla havde foreslået at blande blod, var Katrine ikke sikker på, at hun alligevel ville. Hun havde dog spurgt, hvordan man gjorde. ”Man skal bare prikke hul i en finger med en nål, indtil der kommer blod ud. Så skal man sætte de to fingre sammen, så blodet fra den ene finger kan løbe over i den anden. Når man har gjort det i et minut, er blodet blandet, og så er man blodsøstre,” havde Karla forklaret. Det var for evigt ligesom Amager halshug, eller når man sværgede på sin mors grav, selv om hun ikke var død endnu. Det kunne aldrig trækkes tilbage, uanset hvor sur man blev. ”Kom nu Katrine, sig nu ja,” blev Karla ved.

8


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 9

”Jeg tænker stadig.” ”Er det, fordi du er bange for, at det skal gøre ondt?” ”Næh, jeg tænker bare.” Karla var sikker på, det var, fordi Katrine var bange. Hun ville bare ikke indrømme det. Katrine havde spurgt til det med nålen flere gange, og da Karla havde fortalt, at nålen skulle brændes først, var Katrine blevet helt hvid i hovedet. Hun er en bangebuks, tænkte Karla gnavent. Katrine var ellers ikke bange af sig. Hun var aldrig bleg for at slå igen eller sige det til de voksne, hvis hun mente, noget var uretfærdigt. Klokken ringede. De skulle ind til sidste time, og så var det sommerferie. Karla klatrede ned fra stativet. Katrine havde ikke svaret på nogen af tingene, og Karla havde lyst til at ruske hende. Hun vidste godt, hun ikke kom nogle vegne med at blive sur – Katrine kunne være nøjagtig lige så stædig som hende selv. Karla gik hurtigt mod klasseværelset uden at se sig tilbage. Katrine fulgte efter med slæbende skridt. ”Vent lige på mig,” råbte hun. Karla satte tempoet ned uden at svare. De gik ind i klassen, stadig uden at snakke sammen. De sad ved siden af hinanden. Det havde de gjort i et halvt år nu. Sidste gang, der skulle skiftes pladser, havde alle fået lov til at bestemme, hvem de ville sidde ved siden af, og Karla og Katrine havde valgt hinanden.

9


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 10

”Jeg er nok lidt bange,” hviskede Katrine, da de havde sat sig ned. Karla smilede. Hun blev helt lettet indeni. Det var godt, Katrine indrømmede det. Katrine fortalte hviskende Karla om, hvordan nåle skræmte livet af hende. Hun ville hellere slås med en bjørn end stikkes af en nål. ”Du skal ikke være bange. Hvis du ikke kan selv, gør jeg det for dig.” ”Det hjælper da ikke, det er stadig en nål.” ”Det gør næsten ikke ondt. Den er jo super lille. Det gør i hvert tilfælde kun ondt i et lille bitte, bitte, bitte sekund og …” ”Kan vi så få ro på de bagerste rækker,” råbte fru Sørensen pludselig. Ingen af dem havde lagt mærke til, at hun var kommet helt ned til deres bord. Nu stod hun lige foran dem og blæste ordene ind i deres hoveder. Fru Sørensens tålmodighed med Karlas og Katrines snakkelyst var ved at være brugt op. I sidste uge havde hun sagt, at de ikke måtte sidde ved siden af hinanden, når de kom op i tredje klasse. Hun kaldte dem snakke-søstrene. ”Det er sidste skoledag. Tror I to ikke, at det ville være muligt for jer at holde bøtte bare den allersidste time. Eller vil I hellere tilbringe slutningen af anden klasse nede på inspektørens kontor?” spurgte fru Sørensen syrligt. ”Det vil vi ikke ret gerne, fru Sørensen. Hvis det er en

10


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 11


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 12

mulighed at blive her, tror jeg, vi begge to helst vil det,” svarede Karla med sin pæneste stemme. ”Ikke næsvis, frøken Karla. Hvis I ikke holder bøtte NU, så er det kontoret.” Fru Sørensen havde fået røde pletter på halsen og i hovedet, og de sidste ord spyttede hun næsten ud. Æv, hvor var hun sur. Karla glædede sig til at slippe for hende og til at slippe for synet af hendes røde raseripletter i hele syv uger. Hun var altid sur. De kaldte hende Heidelberg ligesom eddiken, det var noget, Katrine havde fundet på. Hun var altid så god til at finde på sjove navne til folk. Karla kunne næsten ikke holde ud at sidde stille uden at snakke om det med at blande blod eller om sommerferien. Fru Sørensen forstod ingenting. I morgen begyndte sommerferien. Da skulle hele familien på sommerlejr. Den samme sommerlejr de var på hvert eneste år. Hvis Katrine ikke kom med, ville det hele blive dødkedeligt. I år skulle Ana Lisa ikke med, og hun var den eneste, som Karla gad lege med i familien. Ana Lisa var Karlas reservesøster, hun var 12 år og boede hos sin mor i København. Hendes mor havde bestemt, at hun skulle med til Tyskland i stedet for. Ana Lisa havde været rigtig ked af det. Det var første år, hun ikke skulle med. Leif havde også været trist, men han havde sagt, at han ikke kunne gøre noget ved det. Selv om han var Ana Lisas far, var det hendes mor, der bestemte det hele. Det var besværligt med alle de familier, der var blandet sammen. Det var svært at få

12


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 13

en sommerferie til at passe ind i alle de voksnes planer. Karla syntes, det var noget rod det hele. Karla hørte overhovedet ikke efter, hvad fru Sørensen sagde længere. Hun sad på sin stol og tænkte og tænkte, mens hun håbede på, at Katrine ville sige ja til begge spørgsmål. Hun krydsede sine fingre. Dem alle sammen, én efter én. Så krydsede hun sine ben og tænkte på, om det mon ville hjælpe, hvis hun lagde alt sit hår over kryds. Fru Sørensen stirrede jævnligt i Karlas retning, hun måtte hellere lade være med det med håret. Hun forsøgte at krydse tæerne nede i gummiskoene. Det var skrækkeligt, hvis Katrine ikke kom med. Hun ville kede sig ihjel. Karla gad ikke lege med Mads Morten og Lillebror. De var for små. Bare Katrine ville med. Bare hun ville være bedste-bedste-veninder og blande blod. Åh, bare hun ville!

13


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 14

Bytur med far Familien sad omkring det store spisebord i det gule hus på Bakken. Sommerferien var begyndt, og det skulle fejres med jordbær. Snakken gik livligt, og alle var i godt humør. Undtagen Karla. Hun stak tvært til sine jordbær og lyttede kun med et halvt øre. ”Det er altså ikke godt at give nogle børn en skorpion med i madpakken, at du ved det,” meddelte Lillebror. ”Nej, det lyder ikke som en god ide,” svarede mor. ”Det må du aldrig gøre igen,” formanede han. ”Fik du sådan én med i dag?” spurgte mor og gjorde store øjne for at vise Lillebror sin forbavselse. ”Ja, og det er sgu da for farligt for de andre børn. At du ved det,” nikkede han ivrigt.

14


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 15

”Det er sgu da også farligt for dig selv,” sagde Mads Morten, samtidig med at han forsøgte at slubre mælk op fra skeen. Han lavede lyde med mælken ind imellem ordene, det lød sjovt. ”Nej, jeg kan sagtens klare sådan en. Men de andre bliver bange for, at den skal bide dem og dræbe dem. Da den slap fra mig, skreg de alle sammen sådan her …” Lillebror skreg højt og fægtede vildt med armene for at vise, hvor bange de alle sammen var blevet for skorpionen. Mads Morten holdt sig for ørerne, men glemte at tage skeen ud af hånden, nu dryppede der mælk ned af hans øre og ned på skulderen. ”Hold bøtte,” skreg han. Lillebror grinede: ”Der kommer mælk ud af dit øre,” råbte han fornøjet. ”Slap nu af I to,” sagde mor opgivende, samtidig med hun lovede ikke at gøre det igen. Hun kunne godt se, at det gav alt for meget ballade med sådan en skorpion. ”Går der så en skorpion løs over i børnehaven lige nu?” spurgte Leif med et lille smil i øjenkrogen. Lillebror blev straks alvorlig igen og nikkede. Det var lige, hvad der gjorde. En dødsensfarlig dræberskorpion var løs i børnehaven. Den kom sikkert til at dræbe et par stykker, inden han kom tilbage fra sommerferie. Karla rystede på hovedet og tænkte, at han ikke var rigtig klog. Troede han i virkeligheden, at der havde været en

15


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 16

skorpion i hans madpakke? Tænk, han var en af dem, hun havde at lege med på sommerlejren, hvis Katrine ikke kom med – eller Mads Morten. Uff, som han sad der med mælk dryppende ned af øret, lignede han ikke en, hun gad lege med. Hun hamrede sin ske ned i tallerkenen. Der lød et ordentligt plask, og mælken sprøjtede ud på bordet. Leif bad hende om at stoppe, men Karla blev ved – klask, klask, klask. Så blev mor irriteret. ”Hold så op, din umulige unge. Hvad er der galt? Er du slet ikke glad for, at du har fået sommerferie? Vil du have flere jordbær?” ”Næh tak, og hvad er der godt ved at have sommerferie?” svarede Karla gnavent. ”Man skal suse fra den ene ferie til den anden, og man har ikke nogen at lege med. Ana Lisa skal jo ikke med på sommerlejren i år.” ”Hvad med Katrine. Fik du spurgt hende?” spurgte mor. ”Hun ved ikke, om hun kan,” svarede Karla tvært. ”Hvornår finder hun ud af det? Det kan være, du kan nå at spørge en anden,” sagde mor. ”Jeg vil kun have Katrine. Hun er den eneste, jeg gider have med,” sagde Karla. ”Hmm, hvornår ved hun, om hun kan?” Det spørgsmål var hele problemet. Karla vidste det ikke. De havde ikke nået at aftale noget oppe i skolen. Fru Sørensen havde holdt ekstra godt øje med dem. Hun havde

16


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 17

endda taget Katrine i hånden, da de gik i aulaen. Karla havde ikke haft en chance for at spørge igen. De havde sunget en masse dumme sange, og inspektøren havde holdt tale i timevis, og pludselig var alle gået hver til sit. Fru Sørensen var en sur mokke. Karla knaldede skeen ned i tallerkenen igen, og mælken sprøjtede igen ud over det hele. ”Nu er det nok, Karla!” råbte Leif. Det gav et sæt i Karla. Det var sjældent, Leif råbte noget som helst. Hun stirrede ned i tallerkenen, mens store tårer begyndte at dryppe fra øjnene. Så rejste hun sig fra bordet med et ryk og løb op på sit værelse. Mor løb efter. ”Karla, hvad er der dog galt?” råbte mor efter hende. ”Er det det med Katrine, du er ked af, eller er der noget andet?” spurgte hun igen, da hun kom ind i værelset. Karla havde sat sig på sin seng. Hun nikkede. Mor satte sig ved siden af og lagde armen om hende. Hun forsøgte at vugge hende lidt frem og tilbage og stryge hende over håret. Det fik Karla til at græde endnu mere. ”Lille skat, du ved jo godt, hvordan det er med andre mennesker. Dem kan man ikke bestemme over. Hvad har du aftalt med Katrine, hvornår får du svar?” ”Hun ville ringe, når hun havde spurgt sin mor og far,” svarede Karla trist, stadig med tårerne løbende ned ad kinderne. ”Så bliver du nødt til at vente på, hun ringer. Du har for

17


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 18

resten en aftale med far i dag. I skulle ud og købe en lille bamse, du kan have med på ferie,” sagde mor. Karla nikkede, og hendes ansigt lyste op. ”Det havde jeg helt glemt. Far har lovet at tage mig med ned i byen.” Som ved et trylleslag fik hun det bedre. Udsigten til en bytur med far hjalp på humøret med det samme. Mor tog Karla i hånden og trak i hende. ”Kom, nu går vi ned og spiser de jordbær færdig, og så ringer vi til ham.” De havde aftalt, at Karla skulle komme på besøg og endda overnatte. Det havde hun fået lov til, fordi de skulle være på ferie så længe. Det bedste, Karla vidste, var, når hun fik lov til at sove hos far. Når hun var hos ham, var hun fuldstændig sig selv. Der var ikke andre børn, hun skulle dele alting med. Ikke nogen at skændes med om den bedste plads eller nogen, der hele tiden råbte op om, hvem der fik mest is. Hos far måtte man spise lige så mange is, man ville, og man måtte selv bestemme, hvornår man ville i seng. Når de endelig var sammen, skulle de hygge sig, sagde far. Det syntes Karla også – hun elskede, når hun selv kunne bestemme alting. Når hun var hos far, sov hun på hans plads i sengen, og han sov lige ved siden af. Sådan havde Karla bestemt det. Far pakkede hende altid ind i dynen som en pølse i en hotdog og sang godnatsange, mor ikke kendte. Han kunne synge og læse historier i timevis uden at blive træt af det.

18


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 19


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 20

Der gik ikke lang tid, før far ringede på. Han havde en tophue på med en stor kvast og korte bukser. Karla fór ud, åbnede døren og sprang op i favnen på ham. Mads Morten kom lige bag efter og forsøgte også at springe op. ”Hold op, jeg var her først,” surmulede Karla. ”Det er også min far, jeg har lige så meget ret til at sige hej som dig,” vrissede Mads Morten. ”Du var hos ham i går, nu er det min tur,” svarede Karla. ”Så I to, selvfølgelig skal Mads Morten sige hej til far, selv om han var hos ham i går, dit fjollehoved,” sagde mor, der var kommet ud. Far satte Karla ned på jorden og løftede Mads Morten op for at give ham et stort kram. ”Hvad så mester, har du fået øvet dig med din nye bold?” spurgte han. ”Jeps, og jeg er bare smadder god. Det var en fin dag, synes du ikke?” smilede Mads Morten. ”Det var det, og sikke dygtig du er blevet,” sagde far. ”Kom, nu skal vi af sted,” afbrød Karla. Hun ville have far for sig selv. Hun fandt sin cykelhjelm frem. Når far havde tophue på, betød det, de skulle cykle. Det var hans cykelhjelm, sagde han. Han ville nemlig ikke have sådan en på, som Karla havde. Han syntes, det så fjollet ud til en voksen mand. Han kørte på en stor sort damecykel, det syntes Karla til gengæld var fjollet.

20


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 21

Mor krammede Karla, som om hun skulle være væk i flere uger. Hun spurgte også, om hun kunne undvære hende helt til i morgen. Karla vred sig som en orm, og far blinkede til hende og vendte det hvide ud af øjnene. Selvfølgelig kunne Karla undvære hende, det var kun én dag. Da de kørte ud af indkørslen, blev mor ved med at vinke og vinke, og Karla syntes, hun burde vinke igen. Hun vinkede, til der ikke var mere blod i armene, så kiggede hun over på far og rystede på hovedet. ”Ja, hun er lidt speciel din mor,” smilede han. ”Det må du nok sige. Det er, som om jeg skal være væk i 10 år, selv om det kun er én dag,” sagde Karla. ”Din mor har altid haft svært ved at sige farvel, fordi hun har sagt farvel alt for mange gange, da hun var lille,” forklarede han. Karla syntes ikke, det var noget problem. Man sagde bare farvel, og så kom man jo snart tilbage igen. ”Synes du ikke, at hun er skør?” spurgte Karla. ”Jo, dejlig skør,” sagde far. Det elskede Karla at høre. Hun vidste, at de havde elsket hinanden som sindssyge, dengang de var unge, før Karla og Mads Morten blev født. Det havde både far og mor fortalt hende mange gange. Det betød meget for Karla, at de havde elsket hinanden dengang. De sagde altid, at Karla var et ægte kærlighedsbarn, lavet i ægte kærlighed. Æv, at kærlighed kan holde op, tænkte hun altid, selv om hun jo godt vidste hvorfor. Det var, fordi far var syg

21


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 22

og drak for meget. Når man gjorde det, var man ikke så god til at være i en familie. Da de kom ned i byen og havde parkeret cyklerne, snakkede de om Katrine. Karla fortalte, hvor trist en dag det faktisk var. Far trøstede og mente, at sådan et tøjdyr ville være godt som et lille plaster på såret. Inde i forretningen kunne Karla ikke bestemme sig til, hvilket dyr hun helst ville have. Der var to, hun slet ikke kunne vælge imellem. Far blev utålmodig. Han syntes, det var for varmt til at være inde i en forretning så lang tid. ”Kom nu, Karla. Så svært kan det da ikke være?” sagde han til sidst. ”Jamen, det er jo lige det, det er,” svarede Karla – han vidste vist ikke ret meget om tøjdyr. ”Kom nu, jeg dør af varme,” sagde far. ”Jeg dør af stress, hvis du ikke holder op,” spruttede Karla. ”Tålmodighed er en dyd,” fortsatte hun. Sådan sagde Katrine altid til Karla, når hun var utålmodig. Ih altså, de tøjdyr var bare så søde alle sammen. Den brune mus og det lille hvide lam, dem kunne hun slet ikke vælge imellem. Hun stillede dem begge to lidt frem på hylden, så hun kun så de to, og så gik hun tre skridt tilbage og satte sig ned og kiggede på dem. Far stønnede, da Karla satte sig ned. ”Du bliver nok nødt til at vælge dem begge to, ellers kommer vi aldrig ud herfra,” sagde han til sidst.

22


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 23

Karla sprang op. Smilede, trallede og dansede rundt som en ballerina. Han var altså verdens bedste far. På et minut var den lille brune mus med store grå ører og det lille lam med lyserød snude og lyserøde, pjuskede ører hendes til at beholde og tage med hjem. Hvor var de bare kære, de små pus. Hun gav far et stort kram og fik skubbet hans tophue helt skæv. Han grinede bare. ”Nu skal vi have en is. Vi må have noget at køle os ned med. Isboden er derovre. Kan du ikke købe en is, mens jeg køber avisen?” spurgte han. Karla fløj af sted, hun elskede is. Tøjdyrene lå allerede lunt i rygsækken. Der var kø foran isboden. Andre børn havde fået samme ide i sommervarmen. Karla stillede sig i køen og ventede på, at det skulle blive hendes tur. Pludselig kom en dreng løbende. Han havde så meget fart på, at han ikke nåede at stoppe. Han puffede Karla i ryggen og sagde ikke engang undskyld. Karla sagde heller ingenting. Lidt efter forsøgte han at snyde sig forbi hende og en lille pige, der stod lige foran. Så blev Karla arrig. ”Man må ikke snyde foran,” sagde hun meget højt. I dag var sådan en dag, hvor hun lige var parat til at være skrap. Han sagde ingenting. Blev bare stående, som om han stod på den plads, der var hans egen. ”Du snød dig altså foran,” sagde Karla med streng mine

23


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 24

og prikkede ham på skulderen. Han vendte sig om og kiggede direkte ind i hendes øjne. Han var pæn. Omtrent samme alder som hende selv. Store brune øjne og kridhvide tænder bag et lille frækt smil. Karla blev genert. ”Du snød dig foran, det må man ikke,” mumlede hun og kiggede ned i jorden. ”Gjorde jeg?” spurgte drengen og lod, som om han slet ikke havde lagt mærke til, at han var gået ind midt i køen. ”Hvis du ikke går ind på den plads, der er din, siger jeg det altså til min far. Han står lige derovre,” sagde Karla, løftede hovedet og stirrede ham lige i øjnene. Han smilede skævt, men gik alligevel ud af køen og ind bag ved Karla. Han sagde noget til hende bagfra, men hun svarede ikke. Hun gad ikke snakke med ham. Han havde godt af, at hun havde sagt, han skulle flytte sig. Da hun havde købt den største is, man kunne få, og skulle til at gå, rakte han tunge ad hende og lavede en grim grimasse med ansigtet. Karla rakte tunge igen og lavede ka-nintænder af ham ved at trække læberne helt op og stikke fortænderne frem. Hun gjorde nar af hans store tænder. Sådan et fjols, tænkte Karla, mens hun gik over mod kiosken, hvor far var ved at betale for sin avis. Det kan godt være, han var pæn, men hold op, hvor var han dum. Drenge er møgirriterende, tænkte hun. ”Hvorfor ser du så vred ud, kan du ikke lide din is?” spurgte far.

24


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 25

”Det var bare en dum dreng, der skubbede. Drenge er så vilde,” svarede Karla. ”Det er piger da også, i hvert tilfælde dem jeg kender,” grinede far og kiggede kærligt på Karla. Karla kom til at

25


M_karla og katrine.qxp:69951_karla og katrine_pb.qx4 30/10/10 15.21 Page 26

smile og glemte hurtigt alt om den dumme dreng og spiste tilfreds sin is. I hendes rygsæk lå to af de sødeste bamser i verden. Det var en rar fornemmelse. På vej ud af forretningen bestemte hun sig for, at det lille lam skulle være en gave til Katrine, hvis hun altså skulle med på lejr.

26


Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karla og katrine

Karla og Katrine er den anden bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karla og katrine

KARLA OG KATRINE

Karla nærmer sig de 10 år, og den lange sommerferie venter lige rundt om hjørnet. Karla har inviteret sin bedste-bedsteveninde Katrine med på sommerlejr med familien i hele 14 dage, og Katrine vil vist gerne med. Men de to får en noget anderledes sommerferie, end de havde forestillet sig. De møder blandt andet Jonas med de brune øjne, stifter Cubaklubben med speciale i kartoffelrov, kommer til et meget anderledes bryllup, fanger en indbrudstyv og måske får Karla sit første kys …

Renée Toft Simonsen

2 2

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG

Profile for JP/Politikens Forlag

Karla og Katrine  

Det er snart sommerferie, og Karla bliver snart 10 år gammel. Karla skal på sommerlejr med sin familie i hele 14 dage, og hun har inviteret...

Karla og Katrine  

Det er snart sommerferie, og Karla bliver snart 10 år gammel. Karla skal på sommerlejr med sin familie i hele 14 dage, og hun har inviteret...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded