Page 1

CMYK + GLOSSY KASCHE

121 mm

+ PANTONE ORANGE 021 C

204 mm

Det fællesskab, der engang fortalte os, hvem vi var, findes ikke mere. »Hvem er vi?«, er pludselig blevet tidens vigtigste spørgsmål. Hvad kan jeg alene stille op over for historiens kræfter? Er vi som samfund holdt op med at håbe og handle? Betyder det, at kun hadet og frygten fremover kan binde os sammen? Er populismen psykoterapi for udsatte mennesker, der befries fra usikkerhed og selvforagt kun for at rette foragten mod andre?

20 mm

CARSTEN JENSEN

Terrorisme, flygtninge, så populismens eksplosive fremgang, så angsten for populismen.

7,5

Findes der et alternativ?

forfatter og journalist, f. 1952 i Marstal.

POLITIKENS FORLAG

KÆLDERMENNESKER

CARSTEN JENSEN

7,5

KOPFBAND / BLACK

121 mm

KÆL DER MEN NE SKER Om populisme og besværet med at være menneske

CARSTEN J E NSE N POLITIKENS FORLAG

POL_Carsten Jensen_Kaeldermennesker_omslag_FINAL.indd 1

27/06/2018 10.30


KÆLDERMENNESKER Om populisme og besværet med at være menneske

Kældermennesker.indd 1

27/06/2018 12.55


CARSTEN J E NSE N KÆLDERMENNESKER Om populisme og besværet med at være menneske

POLITIKENS FORLAG

Kældermennesker.indd 3

27/06/2018 12.55


KĂŚldermennesker.indd 4

27/06/2018 12.55


Å!, hvor de menneskelige staters grænser er utætte! Hvor mange skyer sejler ikke ustraffede over dem. WISLAWA SZYMBORSKA

Kældermennesker.indd 5

27/06/2018 12.55


KĂŚldermennesker.indd 6

27/06/2018 12.55


1. Når det gamle ikke vil dø ...

Her er et citat, som i mange år har forfulgt mig. “Krisen består i den kendsgerning, at det gamle ikke dør, og at det nye ikke kan fødes: I denne mellemtid optræder der de mest forskelligartede morbide fænomener.” Jeg stødte første gang på citatet i slutningen af 1970’erne, da jeg som ung studerende var på studieophold i Rom. Jeg var, som tiden dikterede, fuld af forhåbninger om omfattende samfundsændringer, og jeg var skarpsynet nok til at se, at de udeblev. Jeg anså mig selv for en revolutionær, der måtte ruste sig med tålmodighed. Jeg kan i tilbageblik skrive dette med selv­ironi, men det er en ubekvem position at befinde sig i som ung, hvor utålmodigheden sidder i åndedraget. Det var terrorismens år i Italien, og terrorismen er om noget den hovedløse utålmodighed omsat til strategi. Her er ingen venten på, at en bevægelse, der repræsenterer fornyelsen, skal rejse sig, men i stedet blot blod og bombebrag. Jeg tog afstand, men vidste ikke, hvor jeg 7

Kældermennesker.indd 7

27/06/2018 12.55


skulle vende mig hen. Hvad var det, der ikke ville dø, og hvad var det, der ikke kunne komme til verden? I tidens tankegang var det kapitalismen, der ikke ville dø, og en mere utopisk kommunisme end den sovjetiske, der ikke ville fødes. Citatet stammer fra Antonio Gramsci, stifteren af det italienske kommunistparti, en brillant tænker, hvis uafhængighed af tidens stalinisme skyldtes den tragedie, at han igennem elleve år blev holdt i dyb isolation i en af fascistføreren Benito Mussolinis fængselsceller, før hans i forvejen svagelige krop gav op. Hans liv stod i mellemtidens tegn, og det morbide fænomen, han hentyder til, var fascismen. Takket være fejloversættelser til engelsk og fransk blev udtrykket ‘morbide fænomener’ til det mere fængende ‘uhyrer’: “I mellemtiden dukker uhyrer op.” Den sætning ignorerede jeg, ikke blot fordi jeg ikke med nogen ret kunne sige, at det samfund, jeg levede i, var styret af uhyrer, men også fordi udtrykket ‘mellemtid’ frastødte mig. Det mindede om ord som ‘tomrum’ og ‘pause’, og hvem har lyst til at leve i en pause i historien, når man længes efter afgørende ændringer og efter selv at spille en rolle? Siden følte jeg, at heller ikke citatets centrale ord længere var dækkende. Kapitalismen, der ifølge Gramsci repræsenterede det gamle, der nægtede at dø, viste sig langt mere vital og med en større evne til fornyelse end sin modstander, venstrefløjen, det nyes symbol, der mildt sagt fremstod stadig mere slidt og defensiv.

8

Kældermennesker.indd 8

27/06/2018 12.55


2. Viljens optimisme?

Siden holdt jeg op med at tænke i disse forenklede modsætninger, men det ønske om en dybtgående forandring, der lå bag dem, opgav jeg ikke. Blot indså jeg, at ligesom der ikke fandtes nogen enkle diagnoser på tiden, findes der heller ikke nogen simple opskrifter på fremtiden. Historien kender hverken til love eller gentagelser, men er et evigt eksperiment, hvor helvede altid er en mulighed, mens paradiset næppe findes. Uden at vide det bevægede jeg mig fra det ene citat af Antonio Gramsci til det andet. “Viljens optimisme – fornuftens pessimisme,” skrev Gramsci i endnu et udtryk for den lammelse, der havde grebet ham i fængselscellen. Jeg har altid ment, at pessimisme fremmer klarsynet og derfor er intellektuelt tiltrækkende, men omvendt kan pessimisme også give næring til sortsyn, en opgivende følelse af, at det ikke nytter hverken at tænke eller at handle. Tingene går alligevel deres uafvendeligt skæve gang, og det bedste, man kan gøre, er at læne sig tilbage og nyde synet af undergangen. Og optimisme? Viljens optimisme? Er det nok at ville, uden tanke eller klarsyn? Eller er der en mulig alliance mellem vilje og intellekt, optimisme og pessimisme, der ophæver denne altid fatale enten-­ eller-tankegang?

9

Kældermennesker.indd 9

27/06/2018 12.55


3. En moralsk pligt?

Da jeg midt i fyrrerne blev far, følte jeg, at optimisme blev en moralsk pligt. Jeg læste Milan Kunderas roman Identitet, hvor et ægtepar mister deres barn og midt i tragedien genvinder friheden til at tænke om verden, hvad de vil. Den frihed, der ligger i pessimismen, havde jeg mistet. Hvis jeg ikke troede, at der var en fremtid, som var værd at leve i, også hinsides min egen død, havde jeg ingen ret til at sætte børn i verden. Det svarede til at sætte sit eget barn på gaden og overlade det til gadens lov. Men optimisme må heller ikke føre til en naiv tillid til, at tingene nok skal gå af sig selv. Optimisme kræver vilje, også til at handle, og så kan pessimismen med sit nøgterne klarsyn være en vigtig allieret.

4. Hviske eller råbe?

Over hvisken behøver der ikke at være noget bønfaldende, men der er noget umiskendeligt intimt, som der altid er, når en forfatter taler med en læser i enrum. En hvisken kan rumme både optimisme og pessimisme, både vilje og fornuft. Over råb er der ikke noget intimt. Den, der råber, gør sig offentlig. Det er henvendelsen i sin kraftigste form, enten som advar­ sel, vrede eller måske en sjælden gang som jubel. Så hvad er det for en tid, vi lever i? En mellemtid, men i 10

Kældermennesker.indd 10

27/06/2018 12.55


så fald mellem hvilke tidsaldre? En epoke, hvis udfordringer og problemer vi knap forstod eller ville forstå, og som måske derfor går mod sin ende? Hvad kommer efter? Lever vi i en forgård eller et slutspil? Hvad fødes, og hvad er i færd med at dø? Og er uhyrerne fra fejl­oversættelsen ved at dukke op? Skal vi hviske eller råbe?

5. Den åbne dør og den lukkede

Da den svenske tv-journalist Fredrik Önnevall den 30. oktober 2017 ved retten i Malmø dømmes for menneskesmugling, rejser dommen en hel række af vor tids mest brændbare spørgsmål. På en reportagerejse, hvor han dækker flygtningestrømmen til Europa, har journalisten taget en syrisk dreng med sig tilbage til Sverige. I Athen møder Önnevall den 15 år gamle Abed, som er på flugt fra krigen. Drengen skal rejse videre op gennem Europa, men er tydeligvis skræmt ved den hasarderede flugtplan, hvor han fra et højtliggende punkt skal springe ned på ladet af en lastbil i fart. “Tag mig med jer,” siger Abed til Önnevall. Önnevall beder freelancefotograf Clas Elofsson om at slukke kameraet. Han har brug for et øjebliks ro til at tænke sig om. Men kameramanden opfatter scenen på en anden måde. Det er simpelthen alt for god en historie, der udspiller sig lige for øjnene af dem, og hvis dramatik kun forstærkes af, at den også involverer journalisten selv og stiller ham over for et afgørende valg. Skal man 11

Kældermennesker.indd 11

27/06/2018 12.55


tro Fredrik Önnevall, er det ikke en impulsiv beslutning. Det er hverken øjeblikket, kameraet eller situationen, der presser ham. I politiforhøret forklarer han, at hvis han undlader at hjælpe drengen, vil dette svigt igen og igen hjemsøge ham: Hvorfor gjorde han ikke noget? Tilsyneladende er Önnevalls historie et eksempel på civil ulydighed, altså historien om en borger, hvis samvittighed tvinger ham på konfrontationskurs med loven. Men der gemmer sig også en anden historie. Det er historien om et før og et efter, og dette før og efter er sommeren 2015, hvor flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika eksploderer og i den folkelige bevidsthed antager karakter af en invasion, samtidig med at Den Europæiske Unions handlingslammelse varsler et kommende sammenbrud. Før sommeren 2015 var Sverige berømt for sin åbenhed over for fremmede og flygtninge. I dag lukker landet i nød sine grænser. Før sommeren 2015 ville verden have set den hjælpsomme Fredrik Önnevall som en typisk svensker. Efter sommeren 2015 dømmer hans eget land ham som kriminel. Vi befinder os midt imellem to historiske epoker, den åbne dørs og den lukkedes, og dommen over Önnevall er et udtryk for brudfladerne imellem dem.

6.

 Kan vi nøjes med at betragte  verden?

Fredrik Önnevall er journalist. Han er ikke rejst ud for personligt at opleve verden. Hans reportager er hver12

Kældermennesker.indd 12

27/06/2018 12.55


ken nogen dagbog eller selvafprøvning. Hans øjne tilhører den avis eller tv-station, der har sendt ham af sted på en bunden opgave. Han er vores vidne til verden. Journalisten skal fortælle sandheden, lyder reportagens enkle bud, men sandheden om hvad? Om verden, som den ville se ud, hvis vi blot alle sammen var passive tilskuere til den? Er den journalistiske etik, inkarneret i kameraet med dets ublufærdigt altseende øje, i grunden ikke vores menneskelige natur fremmed? Er det ikke et selvbedrag, at det er muligt at stå på tre skridts afstand af verden og nøjes med at betragte den?

7. Alene med en grib

Fredrik Önnevall har et mørkt modstykke i journalistikkens historie. Det er den sydafrikanske fotograf Kevin Carter, der i 1994 vinder den prestigefulde Pulitzerpris, bl.a. for sin skildring af en hungerkatastrofe i Sudan. Få måneder efter at have modtaget prisen, der sikrer ham verdensberømmelse, tager Kevin Carter livet af sig. I spekulationerne over årsagen til hans selvmord spiller et af hans fotografier fra Sudan en vigtig rolle. En udhungret pige slæber sig på alle fire gennem ørkensandet. En halv snes meter borte er en grib landet. Gribben ser afventende på hende. Når det udsultede barn kollapser, og udmattelsen vinder over den sidste livsvilje, er gribbens øjeblik kommet. Kevin Carter venter også. Han håber på en dramatisk effekt, 13

Kældermennesker.indd 13

27/06/2018 12.55


hvis gribben slår de store vinger ud. Men det sker aldrig. Efter tyve minutter i den brændende sol tager han sine billeder, jager gribben bort og efterlader barnet, der i sandet fortsætter sin besværede kravlen. Midt i hyldesten, da Carter modtager Pulitzerprisen, er der også kritiske røster. Hvordan kunne han bare efterlade barnet? Var han ikke selv som en grib på jagt efter bytte, unaturligt døv for pigens stumme bøn om hjælp?

8.

 Hvor begynder et menneskes  ansvar?

I spekulationerne over årsagerne til Kevin Carters selvmord fremhæver mange, at han var traumatiseret af de grusomheder, han som fotoreporter havde overværet. Men var det også fotojournalistens påtvungne rolle som passiv iagttager, der slog ham ihjel? Hvor begynder et menneskes ansvar? Hvor tæt på skal ofret for grusomhederne være, før vi er tvunget til at handle? Og hvor langt borte, før vi frikendes? På sprog som dansk, svensk og engelsk har ordet samvittighed fælles oprindelse i latin og betyder en viden, man deler med et fællesskab. Man kan diskutere, om denne viden er instinktiv eller et produkt af opdragelse, men dens funktion er i begge tilfælde den samme. Vi forbinder uvilkårligt samvittigheden med ensom og smertefuld selvransagelse, en plageånd, der hjemsøger os i søvn­ løse nætter. Men samvittigheden er det modsatte. Sam­ vittigheden er en vejledning i, hvordan mennesker lever med hinanden. At være samvittighedsløs er også 14

Kældermennesker.indd 14

27/06/2018 12.55


at være hensynsløs. Fredrik Önnevalls dilemma er udvejsløst. Han kommer enten i konflikt med sig selv eller med den svenske stat, som erklærer en handling som den, han er i færd med at foretage sig, ulovlig. Det er kriminelt at bringe en fremmed, som hverken har svensk statsborgerskab eller tilhører et af landene i Den Europæiske Union, ind over Sveriges grænser. Önnevall er på vej ud i kriminalitetens tusmørkezone. Er det en konflikt mellem to forskellige former for moral, den statslige og den personlige? Eller bør de altid være identiske?

9. Ikoniske billeder

Når flygtningene når vores grænser, tror vi, at vi allerede kender dem. Vi har set deres sønderbombede byer på skærmen, vi har set dem sætte over havet i overfyldte, knap nok sødygtige både. Enkelte ikoniske billeder er blevet hængende, en druknet treårig i brændingen med ansigtet skjult i det våde sand, et forbrændt barn på et stolesæde, med tomt stirrende øjne. Et øjeblik rykker det i os af ubehag, et stik af medlidenhed, en hurtigt overstået forskrækkelse. Skærmen er ikke net­ hinden. Den er en skærm i mere end en forstand, ikke kun et vindue til verdens tragedier, men også en beskyttelse mod dem, et slør af uvirkelighed skabt af afstande, der ikke kun er geografiske og kulturelle. For os, der i generationer kun har kendt til fred, er krigens ofre flygtige, omflakkende skygger, hvis sønderspræng15

Kældermennesker.indd 15

27/06/2018 12.55


te liv i ruinernes kulisser vi ikke magter at leve os ind i. De kommer på besøg i vores stuer, men følelsesmæssigt er de flere planeter borte.

10. Omgivelsernes vold

Det er vores privilegium, at vi kan slukke for verdenshistorien alle de steder på kloden, hvor mennesker viljesløst, altid under protest, suges ned i malstrømmen. De skæbneramte troede måske også, ligesom vi gør, at de var født til et liv båret frem af håb. Men en dag vågner de op til noget andet. Omgivelsernes vold, siger vi, uden at tænke over ordet vold eller tage det bogstaveligt, men verdenshistorien er andet end fremgang og fred, den er også vold, og det er vores privilegium, at vi lige for tiden ikke erfarer det, men tror, at vi som herrer over vores egen skæbne ikke er underlagt de frembrydende katastrofers altid tilfældige diktatur. Men sådan er det: Nogle gange berøver historien mennesker alt. Det kunne være definitionen på en flygtning: Et menneske, hvis liv historien har stjålet. Det er den dybt ubehagelige indsigt, vi har lyst til at fortrænge, når vi konfronteres med flygtningestrømmen. I et glimt aner vi, at vi ikke er vores egne herrer, men i hænderne på en nådesløs vandal, der ikke arbejder med mejsel, men med hammer. Så kommer flygtningesommeren 2015. Pludselig rejser skyggerne sig af ruinhoben. De går på vores motorveje. De fylder vores togstationer. Der er ingen kameraer eller beskyttende skærme 16

Kældermennesker.indd 16

27/06/2018 12.55


mellem os og dem. De ligner en zombiehær, som de samler sig foran vores døre. Eller står de der måske som mennesker, uoverkommeligt påtrængende i deres krævende nærvær? Det er i så fald det største chok af alle. Zombier kræver ingen omsorg, hjælp eller medfølelse. De vil ikke flytte ind. De er ikke kommet for at leve med os. De har ingen kultur, vi skal leve os ind i. De kan hverken integreres eller assimileres. De skal blot skydes ned. Med mennesker er det sværere.

11. Vi er de virkelige ofre

Flygtningesituationen bliver ofte omtalt som en humanitær krise. Men hvem er det, vi refererer til med det udtryk? Krigens fordrevne og hjemløse? Eller er det os selv, vi tænker på? Vi med vores skrøbelige, udsatte velfærdssamfund, som vi ganske vist indtil i går anså for robust, er det ikke os, der er de virkelige ofre? Det var i 1991, at New York Times-reporteren Elaine Sciolino fandt på udtrykket ‘medlidenhedstræthed’ som en diagnose af den vestlige verdens reaktion på bombardementet af dårlige nyheder fyldt med krige, konflikter og naturkatastrofer. Dengang handlede det om mediernes hjerteløse fremstilling af menneskelige tragedier i sekundkorte sensationalistiske klip, der blev valgt på grund af deres underholdningsværdi snarere end for at fremme indsigt eller indlevelse. Reaktionen var uundgåeligt afvisning eller medlidenhedstræthed. Man kunne selvfølgelig altid vælge at slukke for skær17

Kældermennesker.indd 17

27/06/2018 12.55


men. Men nu handler det om en anderledes udfordrende situation: at hjælpe eller afvise et menneske, der står foran dig. Pludselig er flygtninge ikke længere ofre, men en trussel, og Fredrik Önnevalls dilemma er blevet vores alle sammens dilemma. Den store udfordring, den europæiske civilisation står over for, er måske ikke integrationen af en million mennesker fra en anden kultur, men den selvovervindelse, det kræver for borgerne at begå mord på deres egne vedtagne principper om menneskelighed. Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på. Er det ikke sandheden om den såkaldte flygtningekrise? Den egentlige humanitære krise er vores, ikke flygtningenes?

Europa en nødstedt 12. Er redningsbåd?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en ung afghansk mand, som fortalte mig om sin flugt til Europa den store flygtningesommer 2015. Da han nåede til det punkt i sin beretning, hvor han skulle berette om turen over Middelhavet, fortrak hans ansigt sig, og han måtte tage sig sammen for at fortsætte. Han blev fragtet over havet i en gummibåd, hvor der befandt sig 40 passagerer, skønt båden kun var beregnet til det halve antal. Gummibåden, de fulgtes med, lå også dybt i vandet, og midt ude på havet begyndte den at tage vand ind. Fartøjet sank på få minutter, og den unge 18

Kældermennesker.indd 18

27/06/2018 12.55


mand blev det ufrivillige øjenvidne til snesevis af menneskers død i bølgerne. Kunne han have gjort noget? Det diskuterede vi aldrig, for vi kendte begge svaret. Havde han eller en anden rakt hånden ud, ville deres menneskeligt forståelige behov for at hjælpe ubarmhjertigt være blevet årsag til endnu flere menneskers druknedød. Den i forvejen overfyldte gummibåd, hvor han opholdt sig, og som kun ved et mirakel holdt sig flydende, ville med det samme være forsvundet i havet. Båden var fuld. Der var ikke plads til flere. Den unge flygtning hørte til blandt de overlevende, og jeg så prisen for overlevelsen i hans øjne, en skyldfølelse, som vil hjemsøge ham resten af livet. Jeg vil gerne spørge, om Europa i disse år skulle befinde sig i samme uløselige moralske konflikt som den unge flygtning? Er vores kontinent en nødstedt redningsbåd, hvor bare det at redde en enkelt druknende fra døden vil sætte alles liv på spil? Skulle vores nej til flere flygtninge virkelig være et rationelt begrundet nej, eller er det tilladt at spørge til motiverne?

13. Helgener og røvhuller

Vi taler om en værdikamp. Mellem højre og venstre, som om det var to normsystemer, der konfronterede hinanden. Men i disse år oplever vi ikke en værdikamp, men et værdisammenbrud. Enhver værdi har en pris. Det koster at have principper. Kombattanterne i værdikampen er allerede blevet enige om det 19

Kældermennesker.indd 19

27/06/2018 12.55


vigtigste: Principper skal være omkostningsfrie. Hvis opretholdelsen af et princip har for høj en pris, må princippet, hvad enten det er menneskerettigheder eller pligten til at hjælpe, opgives. Kampen gælder i dag blot den form, værdisammenbruddet skal antage: beklagelsens eller triumfens. Enhver befolkning rummer både helgener og røvhuller, og så de mange, der befinder sig midtimellem. Heldigvis er både helgenerne og røvhullerne i mindretal. Helgener kan med deres idealisme føre demokratiet på vildspor, røvhullerne arbejder systematisk på at undergrave det. Modsætningerne går igen i hver enkelt af os. Vi er dagligt stillet over for et valg mellem ufølsom kuldslåethed, når det kommer til mennesker i nød, og så et alternativ, som jeg ikke vil smykke med betegnelsen godhed, men noget mere moderat, et minimum af medmenneskelighed, indlevelse og lydhørhed. Det valg går igen, ikke blot i vores personlige liv, men også i den måde, vi vælger at forvalte samfundet på. Vi kan også kalde det kampen mellem barbari og civilisation. Den kamp er aldrig vundet en gang for alle. Den må tages af hver eneste ny generation, men vi har vænnet os til at tage civilisationen for givet, og derfor er vi ikke længere på vagt, når barbariet marcherer.

14.

 Udgør fremmedhaderne  flertallet?

Enhver, der taler flygtningenes sag, får i disse år at vide, at han eller hun har en naiv og idealistisk men20

Kældermennesker.indd 20

27/06/2018 12.55


neskeopfattelse. Når danskerne ikke vil tage imod flere flygtninge, er det, fordi de har gode, fornuftige grunde til at sige nej, ikke fordi de er vildledt af demagoger. Meningsmålinger viser igen og igen, at et overvældende flertal er imod flygtninge på dansk jord, og alle menneskevennerne uden jordforbindelse må hellere skynde sig at forstå, at når opinionstallene viser sig på lystavlen, er der sat punktum for alle debatter. Tallene skal have det sidste ord. For folket kan ikke tage fejl. Jeg tror ikke, at danskerne er skabsidealister, en nation af overbeviste NGO’er, hvis hjerter brænder dag og nat for verdens fattigste. Jeg tror, der er et segment, der ikke behøver nogen hjælp til at hade og foragte flygtninge, ikke mindst fra muslimske lande. De har demagogien i hjertet. Ingen har vildledt dem. De kan selv, og de tror oprigtigt, at flygtninge ikke kommer her, fordi de er i nød, men fordi de udgør en græshoppeagtig sværm af snyltere, der vil æde vores velstand op på en eftermiddag. Jeg tror ikke, at dette segment af oprigtige fremmedhadere udgør et flertal af befolkningen. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor flertallet af politiske partier og medier gør sig til megafon for fremmedfjendtligheden. Det kan godt være, at et flertal i dette land af pragmatiske grunde mener, at vi lige nu ikke har plads til flere mennesker i nød. Men der er også nogle, der ikke mener det og ikke mindst føler sig frastødt af aggressiviteten i afvisningen. Hvor er deres talsmænd og -kvinder henne? Anstændighed er ikke et venstreorienteret monopol. Hvem taler på vegne af de borgerlige vælgere, der oplever et voksende ubehag 21

Kældermennesker.indd 21

27/06/2018 12.55


ved vores militante flygtningepolitik? Ligger det ikke i oplysningstanken, at demokratiet er en gensidig opdragelsesproces, og at hverken hadet eller ligegyldigheden må stå uimodsagt? Skulle der virkelig kun være to mulige fremtider for Europa: som armeret bunker eller som fladtrampet mark, hærget af horder af flygtninge med tvivlsomme motiver? Skulle det virkelig være demokratiets eneste tilbageværende mulighed: en gradbøjning af fremmedfjendtligheden, i stedet for et alternativ til den?

15. Verden består af mennesker

Verden består af mennesker, og selv om vi ikke kan frelse alle, kan vi altid frelse nogen, og vi kan frelse mange flere, end vi gør. Vi kan også lære os selv og hinanden at tale om flygtninge i andre vendinger, ikke i statistikkens reducerende jargon, ikke i embedsmændenes bureaukratiske omskrivninger af tragedier til uforståeligt volapyk, ikke i mediers og politikeres bagatellisering af traumer, der ville have sendt en gennemsnitsdansker på livsvarig invalidepension. Vi bør tale om og til flygtninge som de fuldgyldige mennesker, de er, der kommer med erfaringer, vi end ikke kan gøre os forestillinger om, og som vi derfor har pligt til at lytte til, hvis vi ikke vil gøre vold på vores egen menneskelighed. Når vi siger ja til en flygtning, er det også os selv som mennesker med ansvar, indlevelse og medfølelse, vi siger ja til. 22

Kældermennesker.indd 22

27/06/2018 12.55


CMYK + GLOSSY KASCHE

121 mm

+ PANTONE ORANGE 021 C

204 mm

Det fællesskab, der engang fortalte os, hvem vi var, findes ikke mere. »Hvem er vi?«, er pludselig blevet tidens vigtigste spørgsmål. Hvad kan jeg alene stille op over for historiens kræfter? Er vi som samfund holdt op med at håbe og handle? Betyder det, at kun hadet og frygten fremover kan binde os sammen? Er populismen psykoterapi for udsatte mennesker, der befries fra usikkerhed og selvforagt kun for at rette foragten mod andre?

20 mm

CARSTEN JENSEN

Terrorisme, flygtninge, så populismens eksplosive fremgang, så angsten for populismen.

7,5

Findes der et alternativ?

forfatter og journalist, f. 1952 i Marstal.

POLITIKENS FORLAG

KÆLDERMENNESKER

CARSTEN JENSEN

7,5

KOPFBAND / BLACK

121 mm

KÆL DER MEN NE SKER Om populisme og besværet med at være menneske

CARSTEN J E NSE N POLITIKENS FORLAG

POL_Carsten Jensen_Kaeldermennesker_omslag_FINAL.indd 1

27/06/2018 10.30

Kældermennesker af Carsten Jensen  

Kældermennesker handler om den fremadstormende populisme fra Dansk Folkeparti til Donald Trump, og den handler også om besværet med at være...

Kældermennesker af Carsten Jensen  

Kældermennesker handler om den fremadstormende populisme fra Dansk Folkeparti til Donald Trump, og den handler også om besværet med at være...

Advertisement