Page 1

90 mm

146 mm

© Mikkel Østergaard

Bag navnet ANNA EKBERG finder man de to forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Kærlighed for voksne er Anna Ekbergs anden roman.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

KÆRLIGHED FOR VOKSNE-1.indd 1

I SISBN B N 9978-87-400-3110-2 78-87-567-9913-3

90 mm

228 mm

KÆRLIGHED FOR VOKSNE er en roman om ægteskab, om hvem der ofrer mest i et forhold, om parforholdets vindere og tabere, om lidenskab, sex og mord.

KÆRLIGHED FOR VOKSNE

220 mm

Udadtil har Christian og Leonora det hele. Et godt ægteskab, en skøn villa med udsigt over Vejle Fjord og en søn, der netop er blevet erklæret rask efter lang tids sygdom. Men til en fest i Christians firma ser Leonora sin mand sammen med en yngre kvinde. Leonora indser, at hun risikerer at blive forladt. Tænk, at Christian kan. Tænk, at han kan forlade den kvinde, der har ofret sin karriere, ofret alt, for at passe sønnen og sørge for familien. Leonora tager en beslutning: Hun nægter at stå tilbage som hende, der blev forladt – uanset hvilke midler hun skal tage i brug.

146 mm

ANNA EKBERG

Christian holder parkeret i skovbrynet, så Leonora ikke kan se ham. Hun løber derude på vejen, hans kone gennem mere end 20 år. Med musik i ørerne, fordybet i sit løb og i sig selv. Hun ser intet, aner ikke, at han om lidt i skjul af mørket og regnen vil indhente hende bagfra med bilens lys slukket. Og på frygtelig vis gøre en ende på deres ægteskab.

30,5 mm

♥♥♥♥♥ ”Tindrende uhyggelig” FEMINA

HHHHH Ekstra Bladet ”En page-turner af format!” Litteratursiden

ANNA EKBERG S PÆN D I N G S R O MA N

P O L IT IK E N S F O R L AG

HHHHH Dagbladenes Bureau ”... så spændende, at jeg læste den i ét stræk” Frk. Bogorm

17/03/17 13:58


Af samme forfatter Under pseudonymet Anna Ekberg: Den hemmelige kvinde, roman 2016 Under pseudonymet A.J. Kazinski: Bentzonserien: Den sidste gode mand, roman 2010 Søvnen og døden, roman 2012 Den genfødte morder, roman 2015 Drømmetyderens død, roman 2016 Den sidste gode mand, graphic novel 2017 Øvrige titler: En hellig alliance, roman 2013 Forfølgerne, roman 2014

Kaerlighed_for_voksne.indd 2

16/03/17 11.19


Anna Ekberg

KĂŚrlighed for voksne SpĂŚndingsroman

Politikens Forlag

Kaerlighed_for_voksne.indd 3

16/03/17 11.19


Kaerlighed_for_voksne.indd 6

16/03/17 11.19


Ægteskabet er den eneste krig hvor man sover sammen med fjenden. Woody Allen

Kaerlighed_for_voksne.indd 7

16/03/17 11.19


Kaerlighed_for_voksne.indd 8

16/03/17 11.19


1

– Fucking bitch, hvisker Christian og ser efter sin kone gennem dråberne på bilens sidespejl. Den hårde sommerregn trænger gennem skovens tætte løv, river små kviste og blade med sig som lander på bilens tag og forrude. Christian overvejer at tænde vinduesviskeren, at fjerne bladene, men lader være. Måske vil bevægelsen få hende til at se op, lægge mærke til varevognen. Er det hende? For enden af vejen, næsten bare en sort prik mellem dråberne. Det ligner hende, den måde hun løber på, hurtigt, aggressivt, synes han. Christian tager en dyb indånding og lukker øjnene, tænker på alt det der er gået galt, de mange vildveje hans liv har taget, de forkerte beslutninger. Skæbnen, kalder nogen det. Christian tror ikke på skæbnen. Han er en rationel mand. Livet består af valg og konsekvenser. Men hvem kunne have forudset at han ville ende her en dag? At han ville sidde her i en varevogn sent om aftenen, vente på sin kone i ly af mørket og regnen, som et rovdyr i savannens høje græs. – Intet valg, hvisker han, to gange, for sig selv. Der er ingen andre i varevognen, kun ham og hans samvittighed. Der er intet valg, hvis ikke han handler, ødelægger hun hans liv. Christian åbner øjnene, Leonora er mere end en prik i sidespejlet nu, hun er et menneske, hans kone, en kvinde i bevægelse. Hun er stadig et godt stykke fra bilen, men han forestiller sig at han kan høre hende, hendes vejrtrækning, hårde udåndinger. Lyd. Lyd var det første 9

Kaerlighed_for_voksne.indd 9

16/03/17 11.19


der forbandt dem. Akustik. Hun fortalte ham om lyd dengang de mødtes for over 20 år siden på musikkonservatoriet i Aarhus. Han var nystartet entreprenør som havde fået opgaven med at ombygge konservatoriet. Og Leonora repræsenterede de studerende i det byggeudvalg som skulle sørge for, at alle fik den koncertsal de havde sukket efter. Hun fortalte ham om sit absolutte gehør, evnen til instinktivt at kunne genkende en tone. Et sjældent talent, og ikke noget der nødvendigvis var forbundet med klicheen om “at komme fra et hjem med klaver”. Leonora kom fra Mors, datter af en enlig mor der arbejdede på sygehuset, for det meste om natten så hun tjente lidt ekstra, blandt andet til Leonoras enetimer i violin. Akustikken var vigtigere end noget andet i en koncertsal, forklarede hun. De sad på et rodet kontor. Først var de alene, Christian var kommet lidt for tidligt. Snart dukkede resten af udvalget op, men dem husker Christian nærmest ikke, selv om det nok var de andre der talte mest. Overalt på konservatoriet var der toner, sang, skalaer der blev øvet forfra og bagfra. Selv på kontoret trængte musikken ind, under dem blev der spillet klaver, passioneret, inderligt, og over dem var en studerende i gang med en arie fra en opera som Christian aldrig havde hørt om. Der var tusind ting der skulle tages hensyn til, der var særlige ønsker, ikke alle kunne gennemføres inden for budgettets rammer, særlig et ønske om ny og støjfri ventilation var urealistisk, men Christian skrev ned og kommenterede. Han fangede hendes blik, Leonora, som hun sad der og bed forsigtigt i sin blyant. Hun sagde ikke så meget under selve mødet, betragtede bare Christian. Lidt på samme måde man betragter et fremmed og eksotisk dyr i zoologisk have. Bestemt ikke uinteresseret, men heller ikke sikker på hvad han var for en. Først til sidst åbnede hun munden, fortalte ham at akustik kunne sammenlignes med et maleri. Selv de mindste ændringer af udtrykket kan forandre oplevelsen radikalt. – Jeg forstår, havde Christian sagt. Og så smilede hun, oprigtigt. Christian gik bag hende under hele rundvisningen hvor skolens rektor også deltog, en ældre, lidt usoigneret type der lugtede af cigarer og talte dansk med skånsk accent. 10

Kaerlighed_for_voksne.indd 10

16/03/17 11.19


Entreprenørfirmaet var forholdsvis nystartet dengang. Ud over Christian og hans bror, Peter, talte det kun et par byggeteknikere og en upålidelig regnskabsdame. De havde lejet sig ind i et gammelt pakhus på havnen. Om vinteren voksede små isblomster frem på de tynde ruder af enkeltglas. Når kulden var værst, måtte de gøre brug af den gamle brændeovn med dårligt træk. Hvis det blæste fra øst, kunne den ikke komme af med røgen som i stedet blev sendt ud i kontoret. Men de var opfindsomme, regnede ud at hvis de lod et vestvendt vindue stå på klem når østenvinden var hårdest, fungerede trækket. Der stod et gammelt, rustent anker på gulvet, mindst 500 kilo tungt, måske fra en færge eller et fragtskib. Hver gang Christian overvejede at få det fjernet, var der noget der holdt ham tilbage. Besværet? Eller alt det han læste ind i det gamle anker? Drømmen, den verden som han og Peter skulle opdage, erobre. Et kort øjeblik lyder det som om regnen tager til, eller også er det bare bøgeløvet der giver efter for vandets vægt. De mørkegrønne blade lander på forruden. Christian ser efter hende i sidespejlet. Hvor langt er hun fra ham? Nogle hundrede meter? Christian har ikke lang tid til at træffe den tungeste beslutning. Det er hendes skyld, siger han til sig selv. Det er hende der har drevet ham herud, det behøvede ikke at være endt sådan, med trusler om at ville ødelægge hinanden. Han holder stramt om rattet, kan se hvordan blodet langsomt forlader knoerne, efterlader dem næsten hvide. Han forsøger at fokusere, koncentrere sig. Han skal starte bilen på det rigtige tidspunkt. Nærme sig hende bagfra. Og så accelerere. Regnen vil hjælpe ham. Og musikken i hendes ører. Altid musik. Ligesom dengang. En af de første aftener de mødtes, spillede hun violin for ham. Han skulle kende salens akustik, forklarede hun. Der var kun de to, mindet står helt klart for ham nu, måske hans underbevidstheds sidste, desperate forsøg på at standse ham. Han sad på en hård træbænk midt i den gamle, tomme koncertsal, hun på en trebenet skammel på scenen med et koncentreret, sansende udtryk bag de næsten lukkede øjne, håret samlet i det han siden har lært kaldes en fransk fletning. 11

Kaerlighed_for_voksne.indd 11

16/03/17 11.19


Christian havde følelsen af at Leonora ikke tilhørte samme køn som de ganske få piger der havde forvildet sig ind på den tekniske skole i Aarhus, hvor han tog sin første uddannelse som murer. Leonora var nærmest som et tredje køn eller en helt ny race, ikke som andre mennesker, lettere, sfærisk, halvt menneske, halvt luft. Christian anede ikke hvad hun spillede, han kendte ikke meget andet end tidens popmusik, det han hørte i radioen når han kørte rundt i firmaets brugte HiAce. Han var et helt andet sted end hende. Han tænkte på budgetter, hvordan han og hans bror skulle skabe sig et fundament i livet, tjene penge, kæmpe sig til opgaver. Og foran ham sad en ung kvinde og tryllede toner ud af sin violin, noget sørgeligt, en melodi der mindede Christian om en tv-serie, han havde set som barn, Zarens kurer, Rusland, skæbne, mennesker der elsker men ikke kan få hinanden. Det sagde han ikke til Leonora, han var på udebane, følte sig dum, spurgte bare hvad hun spillede, hvortil hun svarede Tjajkovskij. Om Christian kendte ham? Christian slipper rattet, gnider ansigtet i hænderne, mærker sveden i håndfladerne, angsten, hadet. Hun løber forbi ham nu, men ser intet, hun er forsvundet ind i sig selv sådan som Leonora kan. Det er godt, tænker han. Det gør det hele nemmere. Lige nu er hun ikke et menneske. Det er ikke Leonora, det er ikke hans kone gennem mere end tyve år, moren til hans eneste barn. Det er noget andet, en fjende, en trussel. Han forsøger at skubbe alle billederne væk. Det første kys, hans tilløb var så langt, han var bange for at hun ikke ville have ham. Første gang de elskede på hendes lejede værelse i en kold herskabslejlighed med udsigt til domkirken. Et glimt dukker op, da hun trak sin højhalsede, sorte trøje over hovedet, og han så hendes bryster. Næste dag, det var vinter, de vågnede, og lejligheden var så kold. På badeværelset stod et gammelt badekar på løvefødder. De fyldte det med varmt vand og hoppede i sammen, bare for at få varmen. Han forstod ikke hvorfor hun ville have ham, var tit frygtelig jaloux på de mænd hun studerede sammen med. Men Leonora ville have ham, ikke en konkurrent fra studiet, ikke 12

Kaerlighed_for_voksne.indd 12

16/03/17 11.19


en fra skuespillerskolen eller en af de unge journaliststuderende som også hang ud på de samme caféer i midtbyen. Ganske langsomt gik det op for Christian hvad hun så i ham, måske var det i virkeligheden Leonora der fik Christian til at få øje på sig selv? Han havde en modenhed som hans jævnaldrende ikke besad. Noget solidt, han var ikke selvoptaget som dem hun ellers gik ud med. Christian ville være noget for andre. For Leonora. Og for deres søn. Christian husker fødslen. På vej hjem i bilen hvor Johan lå i liften på bagsædet, og Leonora havde det der udtryk i øjnene som kun kvinder, der netop har født, kan have, fuldkommen udmattelse og total lykke. Han slipper koblingen. Undgår at tænde billygterne. Hun er tyve meter foran ham. Måske 30, regnen og mørket og de grønne blade på ruden gør det svært at bedømme. Han tør stadig ikke bruge vinduesviskeren. Regnen har givet skovbunden dens eget liv, mudderet løber ud på vejen, sorte streger i mørket. Hun har ikke hørt ham. Musikken i hendes ører hjælper ham. Intet i hendes løb afslører at hun fornemmer faren. – Du har bedt om det, hvisker han, denne gang lidt højere, ordene skal give ham styrke, der skal lyd til at gøre noget grimt, som når soldater går i krig, et kampråb. Foden på speederen. Hårdt. Han mærker bilens acceleration, tvinger sig til at se. Har mest lyst til at lukke øjnene, men det er ikke muligt. Han må se. Sikre sig at han rammer. Hun kommer tættere på, hendes ryg, bladene på ruden. Sidste billede inden det sker: hestehalen, rytmisk, fra den ene side til den anden i regnen, så er han der, det er for sent at ombestemme sig. Det går så hurtigt. Han rammer hende hårdt i ryggen, hun bliver slynget mod ruden, hovedet først, noget går i stykker, så er hun væk igen. Han bremser hårdt op, frygter et øjeblik at varevognen vil skride ud. Han genvinder herredømmet, sidder et øjeblik, ser ud. Den smadrede rude. Den havde han ikke regnet med, han havde regnet med at hun ville forsvinde under ham, ikke over. Leonoras blod har farvet det runde mønster i den smadrede rude – et spindelvæv af 13

Kaerlighed_for_voksne.indd 13

16/03/17 11.19


rødt. Blodet løber ned ad ruden, zigzagger forbi bladene. Og længere fremme: et uventet vidne til hans forbrydelse. En hjort, fuldvoksen, i mørket og regnen og inde blandt træerne ligner det enorme gevir en skør radiosender, noget der vil transmittere den frygtelige nyhed om Christians forbrydelse til hele verden. Hold op, tag dig sammen, tænker han, blikket finder sidespejlet. Han kan ikke se hende før han igen tænder bilens lys. Dér. Baglygternes røde skær lyser hende op, giver farve til den frygtelige scene. Hun ligger ned, på ryggen. Der er noget forvredet over kroppen, benene sidder helt forkert, en karklud der ligger som en klump på køkkenbordet. Hun bevæger sig. Det er svært at se i mørket, men han er sikker. En hånd bliver rakt op i luften, hun signalerer efter hjælp, han kan høre hende, et hæst skrig, det lyder som et sygt dyr. Han lukker øjnene, kan mærke sit hjerte, det eneste han tænker på, er hånden i luften. Den må væk. Alt andet er ligegyldigt. Han sætter bilen i gear. Åbner øjnene igen. Bakker, han må holde øje med hende i sidespejlet, hånden, hendes skrig. Så rammer han, det giver en rystelse i varevognen, voldsommere end første gang, bilen skrider ud. Mørke. Lyden af regn på taget. Christian åbner øjnene. Hjorten er væk.

Kaerlighed_for_voksne.indd 14

16/03/17 11.19


2

– Hvorfor fortæller du mig det nu, far? Josefine kan ikke skjule sin forargelse, alle de makabre detaljer, den måde de havde fundet den stakkels kvinde på, med halvdelen af hovedet knust, næsten uigenkendelig. – Gamle politianekdoter? Er det lige i dag? spørger hun, ser sig omkring i den lille strandcafé. Der er bare ejeren og et tysk par med deres børn. – Det ved jeg da ikke, siger Holger. – Det er bare en sag der har optaget mig. – Som alle de hundrede andre sager? – Den her er noget særligt. Holger flytter lidt uroligt på sig, måske var det et dårligt emnevalg når nu han er på café med sin voksne datter. For første gang i flere år. Han rømmer sig. – Jeg skulle mene at jeg har en set en del ting efterhånden. Men jeg har aldrig før set en mand der kørte sin kone ned under en løbetur, siger han som et forsvar for fortællingen. Tyskerne forlader caféen, og de er alene med ejeren. Holger kan høre sit eget åndedræt, lidt besværet, som så meget andet efter at han har rundet de 70. Han ser ud ad vinduet på klitterne og parkeringspladsen, den grå himmel og tyskernes to børn der løber mod vandet. Holger ved det godt. Josefine har aldrig været interesseret i hans arbejde. Han skulle have fået sønner. Josefine og hendes lillesøster er ligeglade med hans tid ved politiet. Ikke engang de mest makabre 15

Kaerlighed_for_voksne.indd 15

16/03/17 11.19


drabssager kan fange deres interesse. I det hele taget har Josefine haft svært ved at finde noget der kunne fastholde hendes opmærksomhed. Hun læste indianske sprog og kulturer i halvandet år på universitetet, sprang fra, begyndte på folkesundhedsvidenskab, sprang fra efter seks måneder. Da hun indledte studierne til fysioterapeut, bed Holger og Karen negle i tre år. Det var nogenlunde sidste chance for at få en uddannelse, det vidste de. Men endelig havde hun fundet sit kald. Noget der forbandt hendes interesse for kroppen og det fysiske med en vis teoretisk overbygning. Nu arbejder hun med børns genoptræning, børn der efter sygdom eller ulykke skal finde nye måder at bevæge sig på, men mere end det: De skal finde livet igen. Sådan har hun forklaret det til Holger, og det giver god mening, synes han. Lidt sværere er det med Isabella, hun er gået i sin mors fodspor, bare uden succes. Efter en tid på gøglerskole, de sværeste år for Holger, tjener hun nu lidt på noget dukketeater i Kongens Have i København. Om vinteren når der ikke er dukketeater i parken, syr hun kostumer på et lille teater, men tjener elendigt, det er et fattigmandsteater. Holger har set et par af forestillingerne når Isabella har inviteret, noget underligt noget, enten var Holger for klog, eller også var han for dum, i hvert fald forstod han ikke så meget. Måske er det navnenes skyld at æblet er faldet så langt fra den fædrene stamme. Holger ville have valgt Dorthe og Henriette. Men den gik ikke med Karen. Hvis han havde fået sin vilje, holdt fast, så havde der siddet en Dorthe foran ham nu i stedet for en Josefine. Var Dorthe blevet betjent? I hvert fald ikke venstreorienteret, skrigende rød og imod autoriteter, kun de svageste i samfundet fortjener Josefines respekt og kærlighed. – Jeg hører jo så meget om jeres arbejde, siger Holger, trækker på skuldrene. – Da du studerede folkesundhed. Der var en hel måned hvor mig og mor levede af nødder og fiskeolie. Kan du huske det? Din basiske periode. Josefine smiler, hun ville ligne sin mor hvis ikke det hele skulle være så alternativt, håret farvet sort, en tatovering af kloden i nakken, ikke så stor og ja ja, sikkert fint tatoveret, men folk ved jo godt hvor 16

Kaerlighed_for_voksne.indd 16

16/03/17 11.19


Sydamerika ligger i forhold til Nordamerika. Der er jo ingen grund til at rende rundt med det i nakken. Josefine havde forklaret noget med global bevidsthed, at vi skal minde os selv om, hver dag, igen og igen, at vi hænger sammen, at vi kun kan redde verden hvis vi tænker os selv som en del af Jorden. – Du er ikke fornærmet. Vel? – Jeg er ikke fornærmet, siger han, ser på stokken der står lænet op ad bordet. Det var svært i starten med den stok. Ikonet på alderdom. Holger synes han ligner den gamle, tykke mand fra Tuborg-reklamen som han står der, udmattet og øltrængende, og læner sig op ad et stakit. Han kunne faktisk godt bruge en øl lige nu. Det er en af de ting han har tilladt sig efter at han blev pensioneret, at få en dram eller en guldøl til frokost, måske en kombination. Det er den hurtigste rute til en middagslur, til at forkorte dagen. – Døde hun? spørger Josefine og ser ud ad vinduet, et hurtigt blik på parkeringspladsen, tyskerne med deres børn, de eneste turister denne augustlørdag. Det er ikke strandvejr, de havde ellers lovet solskin. Holger ryster på hovedet. – Døde hun? Selvfølgelig døde hun. Han bakkede jo over hende, lige dér, en nat i Roms Hule. – Roms hvad for noget? – Roms Hule, en gammel vej gennem skoven, siger Holger, fortæller om den lille by Roum der lå dybt inde i Danmarks urskov. Roum blev udslettet under pesten, alle døde, man brændte landsbyen ned til grunden for at begrænse smitten. – Roum blev til Rom med tiden, og vejen bærer stadig navnet og har i øvrigt altid betydet død, siger Holger. – Det var ikke kun en stakkels kvinde der løb en tur og mistede livet. Polske røvere hærgede området i gammel tid, indbyggerne i Vejle blev så trætte af dem at de fangede røverne, huggede hovederne af dem, 23 styk. Kranierne murede de ind i kirkemuren hvor de sidder den dag i dag. – Så meget for at vende den anden kind til, siger Josefine. – Ja, den anden kind. Det gjorde Christian heller ikke den aften. Det har man aldrig gjort i Roms Hule. Det er dødens vej. 17

Kaerlighed_for_voksne.indd 17

16/03/17 11.19


– Jeg skal aldrig til Roms Hule, siger hun, lægger sin hånd på hans et øjeblik som om det var den der var blevet kørt over. – Plager det dig stadig, far? Er det derfor du taler om det? – Ja. Gu plager det mig. Vi kunne jo ikke bevise det. Holger sænker stemmen. Han taler næsten så lavt at det er som en tanke, der bliver tænkt højt. Han er begyndt at tale med sig selv. I starten, det er måske et år siden, frastødte det ham. En gammel, pensioneret politimand der går rundt alene derhjemme i sin treværelses lejelejlighed i Badstuegade og mumler, gennemgår sagerne der aldrig blev opklaret. Det er ynkeligt, synes han. Det er langtfra den alderdom han forestillede sig, dengang han havde Karen. Fjernsynet der kører konstant nu, et forsøg på at holde stilheden ude. Naturprogrammer fra fjerne egne af kloden, skildpadder på Galapagos, saltvandskrokodiller i Sydøstasien. Han er også blevet lidt rundere, er ikke god til at lave mad. Der er kommet så meget god færdiglavet mad i supermarkedet. Lasagne og boller i karry og sådan noget indisk kylling som smager godt, men er hårdt for maven. Han tør ikke fortælle Josefine hvad han lever af, påstår at han spiser de tørrede figner og syrlige oliven hun altid har med. Sørger for at fjerne beviserne inden hun kommer igen, han er vel gammel kriminalbetjent. Hun ser mistroisk på hans mave og kan ikke forstå hvorfor den bliver ved med at være der, når nu han lever af nedfaldne frugter fra middelhavsområdet, sådan som hun siger man skal. Men portionerne i supermarkedet er lidt for små, og han køber altid to, særlig hvis det er boller i karry. Så kan kassedamen heller ikke se på ham at han er enkemand og lidt ensom. Holger rømmer sig, forsøger at være nærværende, nu sidder han her på caféen med sin datter. Nu må han prøve at være til stede i nuet, det er så sjældent han ser hende. – De første dage af enhver efterforskning er de vigtigste, siger han, kan ikke lade være, måske er der ikke andet i ham end gamle anekdoter. – Klart nok, siger Josefine. – Ligesom i fjernsynet. – Ligesom i fjernsynet? Holger ryster på hovedet. – Intet er ligesom i fjernsynet. I fjernsynet har morderne altid en eller anden latterlig 18

Kaerlighed_for_voksne.indd 18

16/03/17 11.19


fortid som soldat eller serieforbryder. I virkeligheden slår folk ihjel for første gang i deres liv, og de fleste har en helt almindelig fortid. – Okay. Rolig. Jeg prøver bare at forstå. Hvorfor du … eller I ikke kunne opklare det. – Han var for klog. Og jeg var for langsom. – Du må ikke plage dig selv, far. Josefine klapper ham på hånden. – Tænk på dem du fik sat ind, i stedet for dem du ikke fik. Han møder hendes blik og ved ikke om han bryder sig om det han ser. Medlidenheden i hendes øjne. Men hun kan ikke skjule den. Han er en mand der lever i fortiden. – Lige meget. En gammel mands anekdoter, som du siger. Han trækker på skuldrene. – Men måske er der lærdom i mine anekdoter. Har du tænkt på det? Du er ikke den eneste der har villet gøre noget for verden. Josefine smiler, og igen ligner hun sin mor selv om hun prøver at ligne alt muligt andet. Det er noget med smilet og øjenbrynene der følges ad. Når smilet breder sig, løfter de fine øjenbryn sig og efterlader et venligt ansigt. Overbærende, et ansigt der nægter at lade sig kue af verdens problemer. Præcis som Karen. Hun havde arbejdet på teatret siden 60’erne. En periode hvor Aarhus Teater gennemgik en kæmpe forandring. Nu var det ikke længere det pæne borgerskabs sted at slå en kedelig hverdagsaften ihjel med et reaktionært stykke om kernefamilien som det eneste saliggørende. Nu skulle det være progressivt. Kvindefrigørelse, parforholdskrise, samfundskritik, avantgarde. Kapitalismen, villavejene, de traditionelle samlivsformer var fjenden. Politisk gruppeteater var det nye store. Til premieren på Kat på et varmt bliktag stod folk i kø langt ud på Bispetorv for at få billetter. Som skrædder var det naturligvis ikke Karens bord at lægge programmet. Men hun var alligevel mere end hende der lavede kostumerne. Hun kom overalt på teatret, overværede prøverne, folk respekterede hende, hendes smag var nede på jorden, det forlød, at af alle de ansatte var det Karen der oftest kunne forudse om en forestilling ville blive en succes eller en fiasko. 19

Kaerlighed_for_voksne.indd 19

16/03/17 11.19


– Måske var han uskyldig? Josefines stemme river Holger ud af skræddersalen på Aarhus Teater. Nu sidder han igen på strandcaféen. – Det kan vel ikke helt udelukkes, politiet har det jo med at arrestere og torturere uskyldige, siger hun. – Torturere, ligefrem? Det har jeg vist aldrig været med til. Jeg har haft lyst til det. – Klimatopmødet, far, siger Josefine, minder Holger om noget han gerne ville glemme, dengang Josefine troppede op foran Bella Center i København for at demonstrere mod klimaet, nej … for klimaet og mod politikerne, det var den indianske periode. Hun blev arresteret og sad med lyserøde strips om håndleddene på asfalten i to timer. – Du fik blærebetændelse, siger Holger. – Du blev ikke tortureret. – Jeg kunne være blevet steril. – Kunne være blevet, gentager Holger. – Det er sådan vi opklarer forbrydelser. Med hypoteser. Kunne Christian været blevet morderisk rasende på Leonora? – Kunne han være blevet uskyldigt mistænkt? siger Josefine hurtigt. Hvis hun har sit udseende fra moren, så har hun sin hurtighed fra manden over for hende på caféen. – Jeg tror ikke på det, siger Holger. – Der er for mange ting der ikke stemmer. Men det er i øvrigt en fremragende historie. Den indeholder universel viden om kærlighed. Josefine smiler. – Så kom da med den, siger hun, skubber stolen lidt tilbage. – Er du sikker? Kan vi nå det? Hun trækker på skuldrene. – Det kommer an på hvor lang den er. Hvad starter den med? – Den starter som alting gør nu om dage, siger Holger. – Med penge? siger Josefine selvsikkert. – Penge? Nej. Med en sms. En sms tre dage før nedkørslen.

Kaerlighed_for_voksne.indd 20

16/03/17 11.19


90 mm

146 mm

© Mikkel Østergaard

Bag navnet ANNA EKBERG finder man de to forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Kærlighed for voksne er Anna Ekbergs anden roman.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

KÆRLIGHED FOR VOKSNE-1.indd 1

I SISBN B N 9978-87-400-3110-2 78-87-567-9913-3

90 mm

228 mm

KÆRLIGHED FOR VOKSNE er en roman om ægteskab, om hvem der ofrer mest i et forhold, om parforholdets vindere og tabere, om lidenskab, sex og mord.

KÆRLIGHED FOR VOKSNE

220 mm

Udadtil har Christian og Leonora det hele. Et godt ægteskab, en skøn villa med udsigt over Vejle Fjord og en søn, der netop er blevet erklæret rask efter lang tids sygdom. Men til en fest i Christians firma ser Leonora sin mand sammen med en yngre kvinde. Leonora indser, at hun risikerer at blive forladt. Tænk, at Christian kan. Tænk, at han kan forlade den kvinde, der har ofret sin karriere, ofret alt, for at passe sønnen og sørge for familien. Leonora tager en beslutning: Hun nægter at stå tilbage som hende, der blev forladt – uanset hvilke midler hun skal tage i brug.

146 mm

ANNA EKBERG

Christian holder parkeret i skovbrynet, så Leonora ikke kan se ham. Hun løber derude på vejen, hans kone gennem mere end 20 år. Med musik i ørerne, fordybet i sit løb og i sig selv. Hun ser intet, aner ikke, at han om lidt i skjul af mørket og regnen vil indhente hende bagfra med bilens lys slukket. Og på frygtelig vis gøre en ende på deres ægteskab.

30,5 mm

♥♥♥♥♥ ”Tindrende uhyggelig” FEMINA

HHHHH Ekstra Bladet ”En page-turner af format!” Litteratursiden

ANNA EKBERG S PÆN D I N G S R O MA N

P O L IT IK E N S F O R L AG

HHHHH Dagbladenes Bureau ”... så spændende, at jeg læste den i ét stræk” Frk. Bogorm

17/03/17 13:58

Profile for JP/Politikens Forlag

Kærlighed for voksne  

Kærlighed for voksne er en roman om ægteskab, om hvem der ofrer mest i et forhold, om parforholdets vindere og tabere, om lidenskab, sex og...

Kærlighed for voksne  

Kærlighed for voksne er en roman om ægteskab, om hvem der ofrer mest i et forhold, om parforholdets vindere og tabere, om lidenskab, sex og...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded