Biografien JUSSI viser hidtil ukendte sider af en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Det er på en og samme tid et danmarksbillede og historien om en dreng, der voksede op på tre forskellige sindssygehospitaler og blev venner med de patienter, som ikke var raske nok til at færdes i samfundet uden for. Det er historien om stædighed, hårdt arbejde og en lille smule held. Og så er det et portræt af en mand, som går hele vejen. Hver gang.
Jonas Langvad Nilsson (f. 1974) har skrevet portrætter af en lang række danskere. Siden 2006 har han arbejdet på magasinet Euroman. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, Berlingske Tidende og University of Tennessee i Knoxville. Desuden BA i dansk og medievidenskab fra Københavns Universitet. Han har skrevet bøgerne Skurk – et portræt af skuespilleren Torben Jensen (2005) og Amerikanske portrætter. 8 af USA’s bedste journalister om kunsten at beskrive et menneske (2013).
JUSSI er skrevet af journalisten Jonas Langvad Nilsson, som gennem de seneste fem år har interviewet omkring 150 kilder og fulgt Jussi Adler-Olsen i Danmark, Sverige, Tyskland og tværs over USA på hans ekstraordinære rejse mod international berømmelse.
POLITIKENS FORLAG
Foto: Rasmus Weng Karlsen
politikensforlag.dk
IISBN S B N 9978-87-400-1351-1 78-87-567-9913-3
En biografi af Jonas Langvad Nilsson
Men hvad kræver det at blive en international bestsellerforfatter? Og har det en pris? Og hvorfra kommer evnen til at beskrive bestialske mord og menneskelig ondskab af en anden verden?
JUSSI
Jussi Adler-Olsen er på få år blevet et velkendt navn i Danmark og i udlandet. Hans bøger om strømeren Carl Mørck og hans to medhjælpere Assad og Rose udkommer i 42 lande og har solgt i over 16 millioner eksemplarer. Serien er ved at blive filmatiseret, og når han ankommer til Tyskland, verdens vigtigste bogmarked, modtages han som en rockstjerne.
JUSSI
En biografi af Jonas Langvad Nilsson
Politikens Forlag
JUSSI
JUSSI En biografi af Jonas Langvad Nilsson
Politikens Forlag
7
Høj puls
11 Antennemenneske 25 Smørbagt 55
Dem på bakken
93
Stor i slaget
129
Skattejagt
149
Holdning og handling
187
Når bølgen rammer
213
En telefax fra Hollywood
233
Hvor der er en vilje
243
Menneske, tænk dig om
255
En mand k ommer hjem
269
Mørke sider
287
Gennem muren
303
Det f orsømte forår
331
Deadline
347
På den røde løber
363
Gengangere
379
Parløb
393
Efterord
395
Kilder
397
Tak
399
Udvalgte nedslag i Jussi AdlerOlsens curriculum vitae
Skattejagt
De kører med vinden i ansigtet, blomster i vejkanten og hele sommeren foran sig. Det er en formiddag i juli 1975, og der er næsten ikke nogen trafik på landevejen, så Jussi og Hanne kan snakke sammen på motorcyklen på store dele af turen ned gennem det nordlige Tyskland. Han har købt en brugt Suzuki og bygget en kasse i krydsfiner til bagagen. Når parret har kørt længe nok, gør de holdt og pakker teltet ud og spiser i det fri. Da de spillede badminton i skumringen i forgårs, var der pludselig en mærkelig lyd. Hanne kiggede på sin ketsjer, og der sad en stor oldenborre. Øjeblikke senere var luften tæt af flyvende biller, og med hånden foran ansigtet flygtede campinggæsterne ind i deres telte. Jussi og Hanne ventede en halv time, mens de blinde biller torpederede teltdugen, og så med et var billerne væk lige så pludseligt, som de var kommet. Samme aften fik campingpladsen besøg af en koloni af harer, der løb rundt mellem hinanden og feriegæsterne, og så var de væk igen som på signal. Næste dag gentog det sig på klokkeslæt, først kom oldenborrerne, så fulgte harerne. Det var et smukt og mærkværdigt syn, men det endte alligevel med at blive noget helt andet, Hanne og Jussi kom til at huske turen for. Parret fortsatte turen videre sydpå. De lagde Hannover bag sig og 129
kørte ind gennem landsbyen Coppenbrügge med kurs mod den historiske by Hameln ved floden Weser. »Vi er lige kommet igennem Coppenbrügge, da der lyder et smæld, og motorcyklen begynder at slingre. Den er umulig at styre på grund af vægten. Jeg drejer ud mod en lysning og prøver at komme ind mellem et vejskilt og et træ. Motorcyklen kan lige være der, men det kan vores ben ikke. Jeg knalder mit venstre ben ind i nogle grene og i skiltet, og bagefter kommer Hanne. Vi bliver kastet hen over motorcyklen, slår en saltomortale, lander med hovedet først og smadrer begge vores styrthjelm.« Da Jussi kommer til sig selv, ligger han på ryggen mellem træerne. Han har brækket begge knogler i venstre underben. Knoglespidserne er ved at gå ud gennem huden. Foden vender nedad. »Jeg ved, at med et åbent benbrud går det helt galt, så jeg tager en dyb indånding og drejer venstre fod på plads med min højre fod og mærker, at muskler derved skæres over. En gren er gået gennem underbenet, den trækker jeg ud. Så vender jeg mig rundt og krabber mig over mod Hanne. Hun er gået i chok. Hun har brækket skinnebenet, og det bløder fra en dyb flænge i hendes venstre fod, så man kan se knoglen. Jeg klemmer til med begge hænder og standser blødningen. Ude på vejen stopper en bil, en kvinde stiger ud. Hun kigger forskrækket på os, så kører hun igen. Jeg vender mig om mod Hanne. Hun er så smerteplaget, at hun kun har sig selv og sin krop. Jeg tænker for mig selv, om vi overlever det her.« Der går nogle minutter, så kommer der en ambulance og så en mere. »Jeg er sikker på, at kvinden i bilen har ringet efter dem.« Da Jussi vågner efter operationen på hospitalet i Hameln, har han gips op til hoften og voldsomme smerter. Han er blevet indlagt på en stue med flere andre mandlige patienter. Hvad der er sket med Hanne, kan ingen svare på. »Jeg aner ikke, om hun er i live. Jeg ligger i sengen flere timer i uvished, og så træder politiet pludselig ind ad døren. Jeg fryser fuldstændig indvendig. Jeg tror, de er kommet for at fortælle mig, at Hanne er død. Men det viser sig, at betjentene skal afhøre mig om ulykken. Jeg forklarer, i overensstemmelse med sandheden, at vi kørte omkring 130
60 i timen, da baghjulet punkterede, og jeg mistede herredømmet over motorcyklen. Da politiet har hørt, hvad de skal, går de igen.« Nogle timer senere kommer overlægen ind på stuen. »Jeg spørger ham, om Hanne er o.k. ‘Ja, efter omstændighederne,’ svarer han. ‘Hvad betyder det? Er hun lammet?’ siger jeg på bimmelim-tysk. ‘Paralysiert, oder was?’ ‘Nej. Hun har en alvorlig fraktur på benet, men hun beholder det.’ Så kunne jeg slappe af.« Der gik et døgn, før Jussi og Hanne så hinanden igen efter ulykken. Afdelingssygeplejersken Petra forbarmede sig over det danske par og sørgede for, at de to patienter blev rullet hen i et venteværelse, hvor de kunne ligge ved siden af hinanden i hver sin seng. »Det var så fint, det, de gjorde, det glemmer jeg dem ikke for. Vi lå i hver vores seng og kunne lige akkurat holde hinanden i hånden, begge med venstre ben i gips. Hver dag fik vi en stund sammen, inden vi blev kørt tilbage til hver vores stue.« Som dagene gik, lærte Jussi de andre mandlige patienter på stuen at kende. Werner var landmand og havde beskadiget armen så alvorligt, at han stod til at miste den. Arno var bygningsarbejder og havde fået foden i klemme i en larvefod. Mændene var ikke uden humor, selv om de risikerede at miste et af deres lemmer, men på hospitalsstuen kunne de ikke gøre andet end at vente. Det samme gjorde Jussi, og indtil videre var udsigterne ikke de bedste. Benet blev ved med at hæve, og han havde kraftige smerter. Som han lå i hospitalssengen, begyndte Jussi at spekulere på, hvordan han og Hannes liv havde været inden ulykken, og om det ville blive det samme igen. De seneste tre år havde parret boet sammen på Nørrebro. De var glade for hinanden, læste begge på universitetet og havde sammen en evne til at løse problemerne i den rækkefølge, de opstod. Danmark var ramt af boligmangel, men også den udfordring havde de klaret ved at tænke kreativt: I april 1972 var Hanne og Jussi stået på en sporvogn og var kørt med på den sidste tur gennem byen, inden den blev taget ud af drift og erstattet af busser. Parret stod af i Blågårdsgade og fik øje på en tom butik, der var til leje. Jussi og Hanne kiggede på forretningen, så kiggede de på hinanden. I vinduet lå en 131
SAMMEN IGEN På hospitalet i Tyskland sørgede en sygeplejerske for, at de to tilskadekomne danskere blev rullet hen i et venteværelse, hvor de kunne være sammen en times tid, inden de blev kørt tilbage på hver deres stue.
stak Anders And-blade, som var til salg for 500 kroner. Da prisen var fordelagtig, købte Jussi bladene på stedet, og parret lejede sig ind i forretningen. I baglokalet indrettede de sig med et møblement, der lå et stykke fra den stil, man fandt i Bo Bedre. Spisebordet havde stået på Jussis ungdomsværelse i Brøndbyøster og var beklædt med lakerede aviser. Sofaen og stolene var malede ølkasser med madrasser på, og lamperne var lavet af kurve og kaffedåser med en ledning igennem. »Vi regnede med, at vi kunne bo i butikken,« siger han. »Det gik fint, indtil udlejeren bankede på og fortalte, at vi ikke kunne bo der, medmindre vi drev erhverv.« I stedet for at flytte ud af butikken og lede efter noget andet fik Jussi en idé. Han satte sin private tegneseriesamling til salg i vinduet sammen med stakken af nyindkøbte Anders And-blade. Dermed ville han og Hanne forhåbentlig slippe for flere henvendelser fra udlejeren, og de ville få ro til universitetsstudierne. Men helt sådan kom det ikke til at gå. Da Tegneserieparadiset Pegasus åbnede i december 1972, stod kunderne i kø for at købe billige, brugte tegneserier. Om aftenen gjorde Jussi kassen op og så, at han havde solgt for 100 kroner. »Det var langt over forventet. Vi var euforiske.« Siden da havde forretningen med den røde facade fået vokseværk, og Jussi havde ansat et par unge medarbejdere, som passede disken efter skole. I vinduet hang tegneseriebladene med klemmer på en snor, og når man gik op ad trapperne og kom ind ad døren, stod man omgivet af reoler lavet af sodavandskasser i træ med tegneserieblade sorteret efter navn og udgivelsesår. Mens billige blade som Fart og Tempo, Sølvpil og Illustrerede Klassikere lå til gennemsyn på reolerne, var antikvariatets sjældenheder gemt væk i plastiklommer under disken. Inden Jussi tog de dyre tegneserier frem, vaskede han omhyggeligt hænder, og han kiggede med, når kunden forsigtigt bladrede i de første numre af Anders And & Co. uden at bøje siderne. Mens Jussi og Hanne lå indlagt på hospitalet i Tyskland, sørgede et par unge skoledrenge og tegneserieeksperter for at holde liv i antikvariatet i København. Indtil videre var der ikke noget, der tydede på, at ejerne ville komme hjem foreløbig. Mens Hanne syntes at være
133
BLIKFANG Antikvariatets nye knaldrøde facade skrues på plads.
KULØRTE STRIBER Pegasus var et af flere tegneserieantikvariater, som åbnede i København i starten af 1970’erne. I dag er de fleste lukket for længst, men Pegasus eksisterer stadig, dog på en anden adresse.
i bedring, cirkulerede læger og sygeplejersker om Jussis seng og drøftede hans ben. »Jeg forestillede mig, at jeg ville få en protese fra knæet og ned og muligvis skulle sidde i kørestol. Forude ventede et andet liv. I forvejen havde jeg fået fjernet en stor del af verden fra mig, fordi jeg ikke kunne tåle at blive vaccineret. Der var så mange eksotiske steder, jeg ikke kunne rejse hen, og nu stod jeg til at miste det ene ben. Det sørgede jeg over. Jeg tænkte på min sommertur til Lapland året forinden, hvor jeg travede gennem ødemarken med en af mine venner. Vi fangede fisk med vores medbragte fiskestænger og sov i vores ponchoer under åben himmel. Om morgenen vandrede vi videre med vabler på fødderne langt ude i bjergene, langt væk fra stierne. Selv om det var sommer, var vejret diset, tåget og regnfuldt, men det blev aldrig mørkt. Jeg anede ikke, hvad der var dag og nat. Det var på turen til Lapland, at jeg opdagede min døgnrytme: Hvis det stod til mig, ville døgnet have 32 timer. Så ville jeg arbejde 23 timer i træk og sove i ni. Jeg har ekstremt svært ved at stoppe, når jeg først er gået i gang med noget. Efter tre ugers vandring midt ude i ingenmandsland mødte min ven og jeg to svenskere på en bakketop. Det var fantastisk at se mennesker igen, og så trak en af dem en chillum frem. Min ven var med på den. Han og svenskerne tog sig en lille koger, mens de sad og kiggede ud over dalen og syntes, at der ikke kunne være noget smukkere i verden. Det irriterede mig, at svenskerne kom der og blandede virkelighed og hallucinationer sammen. Jeg ville ikke være med i det. Jeg var stoppet med den slags. Jeg følte mig stærkere end nogensinde, fysisk og psykisk. Alt det lå jeg og tænkte på i hospitalssengen. Jeg tænkte, at det var godt, at jeg nåede at tage den Laplands-tur, for det var ikke sikkert, at det ville kunne lade sig gøre fremover. Jeg tænkte på, om Hanne ville se mig som besværlig i en kørestol eller med en protese. Jeg hader at ligge nogen til last. Jeg betragtede os som et fast par, men jeg begyndte at se mig selv som den invalide i det forhold. Måske ville jeg blive nødt til at flytte hjem til mine forældre i Brøndbyøster. Jeg tvivlede aldrig på Hanne, men jeg har en god fantasi, så jeg kørte ud ad nogle ubehagelige spor. Jeg tænkte på min farbror 135
Volmer, som mistede sin ene arm under besættelsen. En aften skulle han lukke vinduet i sin lejlighed på Vesterbrogade, da han blev ramt af et skud. På væggen sad stumper fra den bortsprængte arm. Han gjorde senere karriere som borgmester for det radikale venstre i Tølløse og klarede sig godt, men han var plaget af fantomsmerter. Han kunne sidde og smile, og så jog det lige pludselig gennem ham. Oven i alle de ubehagelige billeder skammede jeg mig over, at jeg havde bragt Hanne og mig selv i en livsfarlig situation. Selv om flere af vores venner havde advaret mig mod at pakke motorcyklen for tungt, havde jeg ikke lyttet til dem. Det var jeg flov over.« På hospitalet i Hameln var afdelingssygeplejersken Petra fast besluttet på, at Jussi skulle beholde sit ben. Hun havde sympati for det forulykkede kærestepar og sørgede for, at sygehjælperne havde øje på den danske patient. »Ved første øjekast virkede hun som en lidt grå type, men jeg oplevede hende snart som en spændende og indtagende kvinde. Hun satte sig på en stol ved siden af min seng og tog mig i hånden og afledte min opmærksomhed fra smerterne. Hun opmuntrede mig og sagde, at jeg nok skulle komme igennem det her.« En dag kom lægen ind på stuen og kiggede alvorlig på sin danske patient. »Han forklarede, at nu blev de altså nødt til at gøre noget ved det ben, ellers ville det gå galt. De åbnede forsigtigt såret, og så stod det ud i en voldsom stråle med pus, blod og vævsvæske. I de følgende dage vurderede de benet nøje. Lægen gik frem og tilbage, og på vej ud ad døren kiggede han alvorligt på mig. Han kørte sin håndkant frem og tilbage med savebevægelser, og så gik han. Det føltes, som om alt mit blod forlod kroppen. Der gik ti eller tyve sekunder, så åbnede han døren og smilede til mig: ‘Du er o.k. Du beholder benet.’ Jeg skal lige sige, jeg lavede jo meget gas. Jeg var jo mig. Jeg prøvede at overleve med morbiditet og humor. Så de troede, jeg kunne tage hvad som helst. Men der var altså en grænse. Bagefter fik jeg en helvedes masse antibiotika.« Efter fire ugers indlæggelse blev Hanne og Jussi fløjet med et rutefly til Danmark med krykkestokke og benene i gips. De sad på første
136
række i hospitalsskjorte med spredte ben og den delvis nøgne underkrop nødtørftigt dækket med tæpper. Interessen for brugte tegneserier var ikke dalet, mens Jussi og Hanne var væk. Snarere tværtimod. Antikvariatet i Blågårdsgade på det centrale Nørrebro havde en fast trafik af seriøse samlere, der kom fra alle dele af landet. De mest ihærdige kunder deponerede en del af deres månedsløn hos antikvaren sammen med en bestillingsliste, og når Jussi fik bladene ind de følgende uger, pakkede han dem i brunt papir og sejlgarn og sendte dem med posten. Var der tale om sjældne blade, som ikke tålte at blive bøjet af postbuddet, ringede han til kunden, som kom og hentede tegneserierne selv. Mere eller mindre tilfældigt havde Jussi ramt noget i tiden, da han midt i sine universitetsstudier åbnede Pegasus, og da det viste sig, at der var basis for at gøre en god forretning, gik han ind med fuld kraft. I midten af 1970’erne var Danmark ramt af et historisk tegneserieboom. Hver måned blev der solgt tre millioner danske tegneserieblade, og bølgen havde ikke toppet endnu. Blandt de mest populære tegneserier var Tintin og Asterix, men ingen af dem kom i nærheden af Anders And & Co. Bladet solgte 250.000 eksemplarer om ugen og havde udviklet sig til en pengemaskine for forlaget Gutenberghus. Blandt skolelærere, bibliotekarer og litterater vakte det endnu en gang bekymring, at landets børn og unge brugte deres fritid og lommepenge på de kulørte historier om Superman, Tarzan, Edderkoppen og Fantomet for slet ikke at nævne den nye bølge af skrækblade som Vampyr, Dracula og Gru. Sidstnævnte blev lanceret som magasinet om hekse, varulve, troldmænd, monstre, sort magi, voodoo, gengangere, vampyrer og satantilbedelse. Gru blev udsolgt fra kioskhylderne, samme dag det udkom. Anders And & Co. var en af de få tegneserier, som ikke vakte anstød i litterære kredse. Forfatteren Dan Turéll argumenterede ligefrem for, at man kunne få lige så meget ud af at læse det ugentlige Anders And-blad som af at se et stykke af Shakespeare. Især var der blandt samlerne interesse for de gamle Anders And-blade, som længe havde
137
BLADBOOM Travlhed i tegneseriean-
det ene ben ud ad døren. På billedet får
tikvariatet Pegasus på Nørrebro. Jussi er
han hjælp af en af sine unge medarbejdere,
endnu ikke sluppet af med krykkerne. Når
Grzegorz Beglaubter, der passede disken
han og Hanne gik på toilettet, sad de med
efter skole.
ligget gemt væk i kældre og på lofter. Tegneserier som De firkantede æg fra Peru og Anders And og den gyldne hjelm og andre Walt Disneyklassikere tegnet af Carl Barks blev i 1970’erne eftertragtede samlerobjekter, og hos Pegasus kunne man få det hele. Ville man have det første nummer af Anders And & Co. fra 1949, måtte man slippe 1.200 kroner. Men så var bladet også i perfekt stand, ‘mint condition’, som det hed i samlerkredse. Jussi havde overtaget et vurderingssystem fra amerikanske tegneseriehandlere, som fastsatte et blads værdi efter, hvor mange skjolder, rifter og fedtfingre, der var på siderne. Det laveste trin på skalaen var ‘poor’. Så hang hæftet nærmest i laser – et sikkert tegn på, at den tidligere ejer havde haft glæde af bladet. Historierne var blevet læst igen og igen. I konkurrence med andre antikvarer, marskandisere og samlere støvsugede Jussi landet for sjældne, værdifulde tegneserier. Han gik på loppemarked, opkøbte dødsboer og annoncerede i avisen efter brugte blade. I en carport i København fandt han en komplet samling af trykfriske Anders And og Co. fra første udgave og frem. Bladene tilhørte en tidligere medarbejder fra Gutenberghus, som aldrig havde åbnet dem. En anden dag stod han i en kælder på Amager og pløjede gennem en bunke med ligegyldige tegneserier af nyere dato, og så lå der pludselig et sjældent eksemplar af Knold og Tot. »Det var som at gå på skattejagt,« siger han. »Det var lige, så det gav et sug i maven.« I Danmark udkom Knold og Tot som årlige julehæfter fra 1911, og de eksemplarer, der ikke blev slidt op af læserne, endte som optænding i kakkelovnen under besættelsen. Derfor var Knold og Tot endnu sjældnere end selv de sjældneste udgaver af Anders And & Co. Hos Pegasus var prisen 2.000 kroner for et Knold og Tot i acceptabel stand. For samme beløb kunne man i midten af 1970’erne tage på ferie på Mallorca i 14 dage med Spies Rejser. Sådan var det med markedet for brugte tegneserier, det blev reguleret efter samme princip som guldpriserne. Hvis noget kunne øge et hæftes værdi, så var det krig, knaphed, ulykker, ildebrand og strejkende trykkerimedarbejdere. Da Carl Allers Etablissement i Valby blev ramt af en eksplosionsagtig brand en aften i januar 1945, udkom forla139
gets ugeblade og tegneserier kun i begrænsede oplag i de følgende uger. Tre årtier senere var schalburgtageaktionen med til at bestemme prisen på et Skipper Skræk-hæfte hos Tegneserieparadiset Pegasus. Lå forretningen inde med flere eksemplarer af samme sjældne blad, gemte Jussi dubletterne væk i en skuffe. Han smiler snedigt. »Der var jo ikke nogen grund til at devaluere sine varer.« Det er en tidlig eftermiddag for ikke så længe siden, og Jussi AdlerOlsen har skænket kaffe og sørget for romkugler i køkkenet i familiens hus. Efter vores møde i arkivet har han været en tur i gemmerne og fundet en stak fotografier fra 1970’erne og lagt dem på bordet foran sig. Nogle af billederne er sort-hvide og kvadratiske. Andre er gulnede, hullede og bøjede og bærer præg af at have hængt på en opslagstavle i mange år. I en lille bunke ligger en hel serie af billeder, som er taget på hospitalet i Hameln, hvor Jussi og Hanne lå indlagt i flere uger og fik besøg af familien, der kom med rent tøj og forsyninger. Jussi roder lidt i billederne, så rejser han sig efter mælken i køleskabet. Det kræver et trænet øje at se, at han går en smule ujævnt på venstre ben, som ligger der noget skarpt og generer i den ene sko. Næsten 40 år efter motorcykelstyrtet er Jussi og Hanne stadig mærket af ulykken. Da parret kom hjem til Danmark i 1975 og fik gipsen af, ventede der to års genoptræning med daglige strækøvelser, indtil de atter kunne bøje benet normalt. Genoptræningspersonalet på Glostrup Hospital kunne i øvrigt oplyse, at Jussi havde været mere end almindelig heldig med at beholde benet. Lægerne på hospitalet i Hameln havde gjort et formidabelt stykke arbejde med at samle de mange benstumper. Jussi var så taknemmelig for Petras omsorg, at han senere skrev hende ind i sin debutroman Alfabethuset, hvor en sygeplejerske med samme navn viser omsorg over for de to britiske piloter på feltlazarettet. Han tager et af de andre billeder op og studerer det tæt på. På det sort-hvide foto sidder Hanne i antikvariatets baglokale i trompetbukser og træsko. Hun smiler undersøgende til fotografen. Billedet er taget under oliekrisen i 1973, hvor prisen på petroleum steg til nye 140
STIVBENET Der ventede Jussi og Han-
så kritisk sammen,« siger han. »Men det er
ne flere måneders genoptræning i Dan-
ikke sådan, at jeg vil sige, at det skulle alle
mark, før de kunne gå normalt. »Det giver
tage at prøve.«
et sammenhold, at du gennemlever noget
højder. Parret måtte økonomisere med det dyre brændsel og skiftedes til at sidde på lejlighedens eneste oliekamin. »Jeg siger dig nogle stegte og rillede røvballer, man kunne få,« siger han med et grin. Fotografiet er typisk for de første år af antikvariatets levetid og for Jussi og Hannes forhold i det hele taget. Det er taget på et tidspunkt, hvor parret lærte at indrette sig efter omstændighederne og for beskedne midler. Selv om de fik indtægter fra tegneseriesalget og slap for at skulle tage studielån, var økonomien stram. Hanne stod for budgettet, og hun tog opgaven seriøst. Hun kendte et par, som var lige ved at gå fra hinanden, fordi de altid skændtes om penge. Hanne vedtog med sig selv, at hun og Jussi aldrig måtte blive så presset på økonomien, at noget lignende kunne ske for dem. For at sikre sig mod ubehagelige overraskelser lagde hun en halvtredskroneseddel ind mellem siderne i et kladdehæfte, én seddel for hver dag i måneden. Så var hun sikker på aldrig at løbe tør for midler. Sparede de penge den ene dag, var der altid mere at købe ind for den næste. »Der gik sport i at få pengene til at række,« siger Hanne. Hun har sat sig med en kop kaffe ved køkkenbordet, inden hun skal videre til en aftale om lidt. »De første år spiste vi kartoffelmadder, og nogle gange skar vi kartoflerne i tern for afvekslingens skyld. Andre dage fik vi torskerogn skåret i tynde skiver og sprødstegt på panden. Når vi sparede penge gennem flere dage, havde vi råd til en flaske vin til maden sidst på måneden. Eller en tur i biografen og en rød pølse inden filmen. Vi var fælles om at få noget ud af næsten ingenting. Vi skulle nok finde ud af det, bare vi var sammen.« For Hanne mindede Nørrebro ikke ret meget om Holte, hvor hun var vokset op. Overalt i kvarteret stod tomme ejendomme med baldrede vinduer, graffiti på murene og duer på tørrelofterne og ventede på at blive revet ned. En gang imellem gjaldede et pistolskud i gaderne, når en narkohandler eller et bandemedlem af en eller anden grund fik nok, og politiet måtte rykke ind i skudsikre veste. Alligevel følte Hanne sig sjældent utryg. Hun befandt sig godt på Nørrebro, hvor der hele tiden skete noget. Det eneste, der krævede tilvænning, var den 142
voksende skare af mennesker, som sværmede om antikvariatet og dets ejermand bag disken. Allerede få dage efter at Pegasus var åbnet, havde butikken udviklet sig til en varmestue for kvarterets forhutlede eksistenser og en mødecentral for byens sære tegneseriesamlere. En af de faste kunder var kendt som Rødfrakkemanden. Historien gik, at han havde søgt om optagelse i Canadas ridende politi og aldrig var kommet sig over afslaget. Nu cyklede han byen rundt og ledte efter tegneserier med betjentene i den røde gallauniform. Rødfrakkemanden var en nydelig midaldrende mand, hvis man så bort fra hans tænder. Flere af dem var brune, som var de gået i forrådnelse fra den ene side af munden til den anden. En anden kunde havde klumpfod og humpede derfor, når han kom ind i forretningen og spurgte efter tegneserier med Sorte Maske. Det hed sig, at han engang havde mistet alle sine tegneserier, da faren brændte dem i vrede efter et skænderi. Nu gik manden byen rundt for at genskabe samlingen, han tabte som dreng. Hanne interesserede sig ikke for tegneserier, og om de mest ihærdige samlere fornemmede hun, at det var mænd, der forstod sig bedre på Knold og Tot end på kvinder. Det var mænd, som havde bundet hele deres eksistens op på tegneserier. »Når de kom ind i butikken, henvendte de sig udelukkende til Jussi. De skulle helst være nogle stykker, før de turde tale til mig. Jeg syntes heller ikke, det var nemt at snakke med dem, for jeg vidste ikke noget om tegneserier, det kom først senere. Men Jussi tog fat i mig og sagde: ‘Du skal lige hilse på ham her og ham her.’ Han talte til mændene på en direkte måde. Han kunne sige: ‘Jeg kan ikke holde ud at se, at du ikke vasker dit hår. Hvis du kommer ind i forretningen, må du ikke lugte.’ Eller han gav dem noget af sit aflagte tøj. Næste gang, de kom ind i butikken, havde de gjort noget ud af sig selv, og Jussi roste dem for det. Det har jeg oplevet adskillige gange siden hen. Vi har haft mange mennesker boende gennem årene, og indimellem har jeg tænkt, at nu er det for meget, at vi skal redde hele verden. Men Jussi har alligevel set noget i dem, og pludselig er de blomstret og er blevet til mennesker, jeg slet ikke havde forestillet mig, de kunne blive til.« Men der var en grænse. Længere nede ad gaden stod narkomaner143
ne på Blågårds Plads og udvekslede stoffer og pengesedler ved højlys dag. Når en politibil drejede om hjørnet, spredtes narkomanerne og forsvandt ind i kvarterets porte og værtshuse. Andre narkomaner søgte ind i Pegasus og gemte sig bag reolerne. Jussi indgik den aftale med narkomanerne, at de godt måtte blive hængende og få varmen, så længe de ikke gemte deres stoffer og kanyler bag tegneserierne. Den var narkomanerne med på. For det meste sad de på trappen op til antikvariatet. Det havde Jussi det fint med, men Hanne var ikke begejstret. Hun læste til socialrådgiver på RUC i Roskilde, og hun befandt sig godt på studiet. Men når hun kom hjem til Pegasus, var den sociale virkelighed mere påtrængende, end hun brød sig om. »Jeg sagde til Jussi, at narkomanerne gjorde mig utryg. ‘Det skal du ikke være,’ sagde han. ‘Du skal bare sige til dem, hvad du gerne vil have.’ Han gik ud og snakkede med mændene på trappen og sagde, mens han holdt hænderne en halv meter fra hinanden: ‘Så meget plads skal vi altså bruge for at komme ind.’ Narkomanerne grinte. Det kunne de godt se. Næste gang, jeg skulle ind, rykkede de til side. Da jeg snakkede med dem, viste de sig at være flinke nok. Jeg opdagede, at Jussi har en evne til at snakke med alle typer af mennesker og få dem til at føle sig godt tilpas. Det ville jeg aldrig kunne. Han tænker: Nå, nu taler jeg med det her menneske, så skal det foregå på denne her måde, før det menneske har det godt. Jeg tror, det er en særlig evne. Måske har jeg selv udviklet den evne efterhånden i mit arbejde som socialrådgiver, men dengang kunne jeg slet ikke. Jeg kunne ikke finde ud af at være på en anden måde, end jeg var til daglig.« En dag, hvor regnen stod ned i stænger, sad der en posedame ude på trappen. Jussi inviterede hende indenfor i antikvariatet, så hun kunne få varmen. Hanne gik ud i køkkenet og hentede en kop te til hende. »Jeg tror aldrig, hun glemte det. Hver gang hun gik forbi, vinkede hun til os.« Det glædede Henry at se, at hans søn havde forretningstalent, men forældrene kunne ikke skjule deres bekymring, da de en dag var på besøg i butikken i Blågårdsgade. Henry gik rundt og kiggede interes-
144
seret med hænderne bag på ryggen og studerede indholdet på reolerne. Da forældrene skulle hjem, spurgte de forsigtigt, om det var noget, han havde tænkt sig, han skulle lave resten af livet. »Frem til sin død tænkte min far nok altid: Hvor havner vi henne med Jussi? Han var stolt af de mange ting, jeg lavede. Men han havde ikke forestillet sig, at hans kloge søn skulle leve af at købe og sælge brugte tegneserier.« Indtil videre var Jussi fint tilfreds. Mens han drev antikvariatet, havde han prøvet sig frem med flere forskellige universitetsuddannelser, men det var først på filmstudiet, at han fandt sin rette hylde. Når han ikke var til forelæsninger på Københavns Universitet eller arbejdede i Pegasus, kunne man finde ham i biografen Roxy på Frederiksberg. Biografen viste film som Han kom, han så, han skød med Clint Eastwood, Det tårnhøje helvede og Sexbanden fra Arizona. Sidstnævnte blev i avisens biografspalte omtalt med følgende ord: ‘Den blodige sexbande var hensynsløs og uden nåde. En vanvittig hård westernfilm. Folk med dårlige nerver advares.’ Mens publikum tog plads i plyssæderne, havde Jussi travlt i operatørrummet bag den lille firkant af lys bagest i salen. Tjansen som filmoperatør havde han fået af en studiekammerat. »Jeg ankom til en tom biograf og gik fra en tom biograf. Jeg mødte stort set aldrig nogen mennesker, så på den måde var det lidt ensomt, men for mig handlede det om håndværket, om at få det til at fungere, om at komme til tiden og ikke skuffe de 300 mennesker, der havde købt billet. For at komme op til operatørrummet skulle man ind gennem gården og op ad en stejl ståltrappe, og i de første mange måneder efter motorcykelulykken foregik det med krykkestokke. Det var ikke specielt let at balancere på trappen med flere kilo tunge filmruller i bidende kulde. For det meste havde jeg rimelig godt styr på rummet, men nogle gange glippede det. En aften havde vi repremiere på Blue Hawaii fra 1961 med Elvis Presley. Biografen havde besøg af flere journalister, som var kommet for at gense filmen, men efter ti minutter begyndte publikum at pifte. Da jeg kiggede ind i salen, viste det sig, at jeg havde glemt at sætte anamorphoten på. Det var en særlig linse,
145
som gør, at filmen bliver vist i det brede cinemascopeformat. Publikum havde aldrig set så korte biler og så lang og tynd en Elvis Presley. Den fik jeg hug for i pressen. Det var pinligt.« Vagten i operatørrummet gik på omgang mellem flere filminteresserede unge mænd. Men det var ikke dem alle, der var lige omhyggelige med at rydde op i rummet, husker Jussi. »Da jeg på et tidspunkt fik en lærling, sagde jeg til ham: ‘Ja, du må meget undskylde, men ham, der passer rummet før mig, er en værre gris. Han gør aldrig rent.’ Hvortil lærlingen svarede: ‘Det samme siger de om dig, Jussi.’ Så fik jeg den. Hvis du taler dårligt om andre, får du den tilbage lige i synet, og folk tænker dårligt om dig, så det skal du lade være med. Mine maskiner skreg af polering og tandbørster lige siden.« Mens Jussi havde travlt med filmstudierne og operatørrummet, fik han hjælp af sine unge medarbejdere til at passe Pegasus i Blågårdsgade. Medarbejderne var alle håndplukkede og havde et indgående kendskab til tegneseriebranchen. En af dem var Grzegorz Beglaubter, der boede om hjørnet på Nørrebrogade med sin familie. Han var ti år, da familien flygtede fra Polen under jødeforfølgelserne i 1969. Det kommunistiske styre i hans hjemland betragtede amerikanske tegneseriehelte, der tager sagen i egen hånd, som skadelige for børn og unge, og af samme grund var tegneserierne umulige at opdrive. I Danmark derimod kunne man få dem alle vegne. Grzegorz samlede på brugte tegneserieblade med Prins Valiant og andre titler, og han vidste, hvor man kunne finde dem billigt. Når han havde samlet en bunke blade, gik han ind hos Pegasus og solgte dem videre med fortjeneste. »Det endte med, at Jussi spurgte mig, om jeg ikke lige så godt kunne arbejde for ham. Der var jo ikke nogen grund til, at vi konkurrerede med hinanden,« siger Grzegorz Beglaubter. Fremover passede han disken efter skoletid. Lønnen blev udbetalt i brugte blade. »Tegneserierne hjalp mig til at finde mig til rette i Danmark. Jeg byttede tegneserier med mine nye klassekammerater, og jeg lærte danske udtryk fra taleboblerne. Mit sprog blev mere mangfoldigt og derfra var springet til bøgerne ikke langt.« 146
I dag er Grzegorz Beglaubter indkøbschef i den verdensomspændende danske butikskæde Flying Tiger Copenhagen. Han husker Jussi som åben og inkluderende og med et veludviklet handelstalent. »Han var sjov og hyggelig. En købmand og et konkurrencemen neske.« I Pegasus fortsatte strømmen af samlere. Interessen for tegneserier var så stor, at Jussi og Hanne ikke så nogen anden udvej end at inddrage den ene stue, så der var plads til det voksende sortiment af blade. Samtidig var Jussi begyndt at importere filmplakater fra USA og Anders And-blade fra Holland. Det var også igennem sine kontakter i Holland, at han kom i forbindelse med tegneren Daan Jippes, der blev regnet for en af Europas bedste Walt Disney-tegnere. På opfordring fra Jippes begyndte Jussi at skrive manuskripter til Anders And, Mickey Mouse og Søren Spætte. Han skrev historier på sin skrivemaskine med titler som Lusk i Fupistan og Først lektier, så leg og fik flere af dem udgivet i Holland. Når antikvariatet lukkede om aftenen, var der lys i stuen bagved. Så fortsatte snakken om film, bøger, musik og politik på kokostæppet i baglokalet over et glas hjemmebrygget risvin. Parret var omgivet af venner det meste af tiden. En af dem var Jesper Helbo, som samlede på historier tegnet af Carl Barks. Som teenager boede han i Hørning uden for Aarhus med sin fraskilte mor og brugte det meste af sin fritid på at tegne og læse Anders And & Co. Han sendte sin bestillingsliste sammen med pengene på en crosset check til Pegasus i København, og nogle dage efter fik han bladene i en pakke med posten. Når Jesper Helbo var i København og besøge sin far i ferierne, lagde han vejen forbi Pegasus og faldt i snak med ejeren. »Jeg kom ind i butikken og fortalte, hvilke blade jeg manglede, hvortil Jussi svarede: ‘Den er sjælden. Vi skal nok holde øje med den, men den bliver dyr.’ Han var direktør allerede dengang, selv om han ikke var meget ældre end os. Han var en flippet, langhåret og skægget type, som sagde ting, man ikke forventede. Han kommenterede mine firkantede briller og var interesseret i mig lige med det samme. Det 147
var jeg ikke vant til, der hvor jeg kom fra. Som ung havde jeg ikke særlig mange venner, jeg kunne filosofere sammen med. I gymnasiet var jeg den eneste, der tegnede og fantaserede. De andre drenge var mere interesseret i fodbold og landbrugsmaskiner og drømte om at blive ingeniører. De var pissesøde, men jeg var bare et andet sted.« En af de andre venner var Henning Kure. Han arbejdede som tegneserieredaktør på forlaget Interpresse og var senere med til at lave Valhalla-tegneserien, som redaktør og forfatter. »Første gang jeg kom ind i Pegasus, var de ved at fejre butikkens treårs fødselsdag. Stemningen var god, og jeg følte mig godt tilpas. Jussi er en uhøjtidelig spasmager, som får alle til at grine og føle sig godt tilpas i sit selskab. Man er en del af familien.« Med Henning Kure fik Jussi en kontakt i den etablerede del af forlagsbranchen, som senere skulle få betydning for hans liv som forfatter. Mødet mellem de to mænd er typisk for årene i Tegneserieparadiset Pegasus i 1970’erne. I en tid, hvor danskerne lærte at spare på energien, lå butikken som en glødelampe i gaden og tiltrak samlere fra hele landet, og alle indgik de i Jussi Adler-Olsens stadigt voksende fællesskab af mennesker med forskellige historier og specialer.
148
Biografien JUSSI viser hidtil ukendte sider af en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Det er på en og samme tid et danmarksbillede og historien om en dreng, der voksede op på tre forskellige sindssygehospitaler og blev venner med de patienter, som ikke var raske nok til at færdes i samfundet uden for. Det er historien om stædighed, hårdt arbejde og en lille smule held. Og så er det et portræt af en mand, som går hele vejen. Hver gang.
Jonas Langvad Nilsson (f. 1974) har skrevet portrætter af en lang række danskere. Siden 2006 har han arbejdet på magasinet Euroman. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, Berlingske Tidende og University of Tennessee i Knoxville. Desuden BA i dansk og medievidenskab fra Københavns Universitet. Han har skrevet bøgerne Skurk – et portræt af skuespilleren Torben Jensen (2005) og Amerikanske portrætter. 8 af USA’s bedste journalister om kunsten at beskrive et menneske (2013).
JUSSI er skrevet af journalisten Jonas Langvad Nilsson, som gennem de seneste fem år har interviewet omkring 150 kilder og fulgt Jussi Adler-Olsen i Danmark, Sverige, Tyskland og tværs over USA på hans ekstraordinære rejse mod international berømmelse.
POLITIKENS FORLAG
Foto: Rasmus Weng Karlsen
politikensforlag.dk
IISBN S B N 9978-87-400-1351-1 78-87-567-9913-3
En biografi af Jonas Langvad Nilsson
Men hvad kræver det at blive en international bestsellerforfatter? Og har det en pris? Og hvorfra kommer evnen til at beskrive bestialske mord og menneskelig ondskab af en anden verden?
JUSSI
Jussi Adler-Olsen er på få år blevet et velkendt navn i Danmark og i udlandet. Hans bøger om strømeren Carl Mørck og hans to medhjælpere Assad og Rose udkommer i 42 lande og har solgt i over 16 millioner eksemplarer. Serien er ved at blive filmatiseret, og når han ankommer til Tyskland, verdens vigtigste bogmarked, modtages han som en rockstjerne.
JUSSI
En biografi af Jonas Langvad Nilsson
Politikens Forlag