Page 1

P OLITIKENS FORL AG W W W. P OLI TI KENS FORL AG . DK

Jeg er kommet for at synge

Bogens omdrejningspunkt er de sange, Lis har sunget livet igennem – såsom ‘Stille før storm’, ‘Indtil dig igen’, ‘Verden er i farver’ og ‘Mine øjne de skal se’. Via dem søger hun ind i de epoker, hun har været en del af, og møder de mennesker, som har præget hende. Hun fortæller om de vilde tider i Aarhus med alskens fristelser. Om det uforløste forhold til sin mor, der døde tidligt. Om et evigt forbillede i sin energiske far. Om en søn, der løfter hende mod nye horisonter. Om havet. Om himlen. Om stemmen. Om kærligheden. Og ikke mindst om jagten på sangene.

FOTO: LES KANER

LIS SØRENSEN

DANNI TRAVN (f. 1981). Selvstændig portræt- og kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske kulturpersonligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog Ikke et sekund spildt, Bent Fabricius-Bjerre – en biografi samt Fra min faders skygge – en bog om Jesper Klein, skrevet i samarbejde med Sebastian Klein.

’Jeg er kommet for at synge’ er fortællingen om at finde sin vej som kunstner og kvinde. Fra den spæde begyndelse som sømandens datter i Brabrand over tiden med banebrydende Shit & Chanel til en vidtfavnende solokarriere, hvor hun har opnået stor succes, men også har måttet kæmpe for sin plads.

i s a m a r b e jd e m e d D a n n i Tr a v n

LIS SØRENSEN (f. 1955) er en dansk sanger og sangskriver. Hun har gennem fem årtier arbejdet sammen med utallige danske sangere og musikere og ikke mindst udgivet 16 soloalbums.

l ti e m m te s t g la r a h en s en Lis Sør er iv g u N r. ie rt å em f i v li dansker nes g n a g te rs ø f r o f g o g li e d en n hu stemme til sin egen historie.

LIS SØRENSEN

t e m m o Jeg er k ge n y s f or a t i s a m a r b e jd e m e d D a n n i Tr a v n

Vi gik ned til en købmand og købte et par Hof, og derfra spadserede vi hen til en skråning, hvor vi lagde os i det høje græs. For foden af skråningen løb jernbanesporene ind og ud af Aarhus. Jeg fiskede min pibe op af lommen, stoppede den og tændte. Anne knappede vores øller op. Med udsigt til togene, som kørte forbi os, sludrede vi videre. Løse tanker og drømme om alt det, der ventede os. Vi var begge fuldt overbeviste om, at noget var på vej. Men hvad? Og hvor meget kunne vi selv styre? Endnu et tog skramlede forbi dernede. ”Jeg tænker på at lave et band, hvor der kun er piger med,” sagde Anne.”

POLITIKENS FORLAG


J E G E R KOMME T FO R AT SYN GE

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 1 LisSørensen_TITELSIDE_151x226_A.indd 1

08-07-2019 14:11:23 08/07/2019 10.27


LIS SØRENSEN

t e m m o k r Jeg e e g n y s f or a t i s a m a r b e jd e m e d D a n n i Tr a v n

POLITIKENS FORLAG

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 3

08-07-2019 14:11:23 08/07/2019 10.27


bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 4

08-07-2019 14:11:23


Indhold

Intro 9 Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Kapitel 16 Kapitel 17

Jeg vil hjem til mit hjemland  11 Dejlig dreng  31 Gaven  57 Stille før storm  69 Flyv med mig  81 Himmelen ned på jorden  111 Tæt på ækvator  123 Indtil dig igen  135 Fuld af nattens stjerner  149 Mine øjne de skal se  161 Verden er i farver  173 Forvandling  183 Vågen i drømmeland  197 Rose  215 På sådan en morgen  227 Bedre tider  239 Uerstattelig  251

Outtro 281

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 5

08-07-2019 14:11:23


bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 6

08-07-2019 14:11:23


“En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft styret over min Livsbaad, selv når denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove – det har jeg da også før meget tydeligt følt. Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader dette selvvirkende Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok derhen, hvor jeg skal.” FR A ‘LYKKE- PER’ AF HENRIK PONTOPPIDAN

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 7

08-07-2019 14:11:23


bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 8

08-07-2019 14:11:24


Intro

Jeg har altid sagt nej tak, når jeg er blevet spurgt, om jeg ville samle min historie i en bog. For jeg var jo på vej videre uden behov for at kigge mig tilbage. Desuden anede jeg ikke, hvordan jeg skulle finde hoved og hale i det. Modsat mange kollegaer har jeg aldrig været typen, der kunne sætte sig ned med en bajer og en smøg og fortælle lange, velkomponerede røverhistorier. Jeg husker følelserne i en situation. Jeg husker musikken. Men en samtale med Danni Travn i 2016 forvandlede mine evindelige nej’er til et ja. “Skal du ikke snart have skrevet din bog, Lis?” spurgte han. “Ej, det har altså ingen relevans for mig.” “Men jeg har en idé. Musikken er det centrale for dig. Så hvad nu, hvis vi vælger en række af dine sange og lader din fortælling glide ud fra dem? Så kan du bevæge dig via dem på kryds og tværs i dit liv.” Zing! Det ramte en nerve i mig. For netop sangene er bøjerne i mit liv. De danner ruter mellem mennesker, steder og epoker. Og de illustrerer, hvor og hvordan jeg har befundet mig i det hele. Så selvfølgelig. Vi navigerer efter sangene. For jeg betragter ikke mit liv som en linje. Men som et farvand. Lis Sørensen, juni 2019

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 9

08-07-2019 14:11:24


JEG VIL HJEM TIL MIT HJEMLAND

Jeg vil hjem til mit hjemland hvor floderne skilles i dalen jeg vil hjem til mit hjemland hvor marker står gule og grønne åh, bring, åh, bring mig tilbage til mit hjemland til min pony og mor Når jeg står her i skoven så længes jeg efter min pony når jeg ser over havet så længes jeg efter min mor åh, bring, åh, bring mig tilbage til de skibe som skal føre mig hjem Jeg vil hjem til mit hjemland hvor min pony den græsser i dalen jeg vil hjem til mit hjemland hvor min mor hun står i køkkenet åh, bring, åh, bring mig tilbage til mit hjemland til min pony og min mor TEK ST OG MUSIK : LIS SØRENSEN

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 10

08-07-2019 14:11:24


KAPITEL 1

Jeg vil hjem til mit hjemland

Huuuuuuuj, hvor det gik. Ned ad den grusede, snoede Skovbakkevej overskrævs på den lidt for store drengecykel, jeg havde arvet fra min storebror. Det var en sensommermorgen i 1965, og som sædvanligt nød jeg, at blæsten fangede mine lange fletninger. Jeg glemte næsten, at jeg, igen, kæmpede mod klokken og måske kom for sent i skole. På toppen af bakken bag mig lå mit barndomshjem, et nedlagt husmandssted uden for Brabrand, uden for Aarhus. Sådan begyndte jeg: udenfor. Marker strakte sig bag huset som tegn på, at jeg boede lige dér, hvor byen slap sit tag og blev til land. Deroppe på toppen sjoskede jeg rundt i mine gummistøvler. Jeg kunne løbe lidt ned ad vejen til hønseriet og hjælpe med at samle æg. Jeg kunne krydse vejen til det lille landbrug over for vores hus og hjælpe med at passe kalvene. Eller jeg kunne blive hjemme sammen med min mor, fodre de op til 30 undulater, der boede i det voliere, min fingerfærdige far havde bygget, eller passe det seneste kuld hvalpe fra vores to cockerspaniels, Snuggi og Laila. Verden var tryg, mættet af kærlighed personificeret ved min mor, Astrid, der plejede, passede, fodrede og syede tøj til min tre år ældre bror, Peter og mig. “Bare spis, der er mere derude,” lød det dagligt fra hende med en dialekt, der afslørede, at hun kom fra en anden egn. Hun var vokset op i Skanderborg som datter af kaffehandler Poulsen. Min morfar tilhørte i bedste Korsbæk-stil byens spidser i årene omkring besættelsen. Hjemmet havde egen kogekone ved 11

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 11

08-07-2019 14:11:24


familiesammenkomsterne, og det var nok forventet, at hun skulle giftes med et godt parti. Sådan blev det ikke. Hun forelskede sig i Willy, der kom ude fra det fattige Vrold og havde sejlet hele sin ungdom. Nogle år efter Anden Verdenskrig gik han i land, og min mor var solgt, da hun så denne mørkblonde, bredt smilende unge mand. Sammen rejste de fra byen for at starte på en frisk. De indrettede sig traditionelt, således at hun tog sig af alt det huslige, mens han kastede sig over at tjene til familiens underhold. Først forsøgte han sig som en slags kunstmaler og kørte rundt for at sælge sine værker. Senere blev han repræsentant for først IBM, hvor han solgte skrivemaskiner, siden for bilmærket Prinz. Derfor stod der i dele af mine barndom en masse biler linet op på vores mark, og jeg fik tidligt lært at køre bil. Fra tiårsalderen måtte jeg gerne trille en lille tur på stubmarken bag huset. Den slags syntes min far var helt fint. Han var typen, som i frostvejr satte munden til septiktankens slange og sugede en enkelt gang. Undertrykket klarede resten, og snart kom tankens væske ud af slangen, og han kunne sprøjte det på marken. Når det frøs, kunne vi jo skøjte på det! Selv om det ret beset var tis. Til sidst åbnede de en planteskole, hvor min mor også hjalp med de daglige opgaver. Jo, mine forældre havde hele tiden noget i gang og gav én fornemmelsen af, at man med initiativ og virkelyst kunne forme sin egen fremtid. Vi var et lille firkløver med tætsiddende blade. Far, mor, søster, bror. Vi boede ikke tæt på vores nærmeste familie, og der var ikke andre børn i nærheden. Ingen børnehave, ingen veninder at få på besøg. I mine første år rendte jeg rundt med Peter, men da han begyndte i skole, gik tiden med min mor – ofte var også min far væk, fordi han kørte rundt og solgte det ene og det andet. Mange timer gik med at gå på opdagelse i mit eget hoved. Tanker, jeg for længst har glemt, men som gav en grundfølelse, jeg let genkalder: en længsel efter kontakt. Da jeg begyndte på Engdalskolen, fik jeg en forbindelse ned til byen. Men jeg blev i de første år ved med at føle mig som hende 12

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 12

08-07-2019 14:11:24


oppe fra bakken. En lidt ensom satellit, hvis signaler aldrig blev opfanget. Skønt jeg aldrig var egentlig udenfor, var jeg heller aldrig indenfor. I timerne sad jeg lidt i mine egne tanker, og jeg klarede mig ganske gennemsnitligt. Jeg var okay til dansk, okay til regning, okay til idræt. Helt okay. Men ingenting definerede mig. At sidde dér bag pulten og lytte til lærerens distancerede foredrag faldt mig unaturligt. Mine tanker løftede sig og drev ud ad vinduet mod … jeg ved ikke engang hvad. En dag rev en lærer mig ud af drømmeland: “Nå, Lis. Nu har du siddet og ladet, som om du hørte efter hele tiden. Men har du det?” “Nej. Det har jeg overhovedet ikke,” indrømmede jeg. Sådan havde skolen og dens lærere en formidabel evne til at få mig til at føle mig utilstrækkelig. Aldrig følte jeg mig rost eller værdsat, og det motiverede mig ikke at skulle jage en karakter bare for karakterens skyld. Den eneste stærke følelse, skolen vækkede i mig, var utryghed. Hver morgen blev alle skolens elever stillet op på rækker fordelt efter klasser, og så marcherede vi ind i lokalerne. Stødte man et par minutter for sent til den seance, var det med hele skolen som vidne. Og det gjorde jeg i ny og næ. Var de gråsprængte, pomadiserede, slipseklædte voksne i et særligt ondt lune, blev jeg hevet op foran alle de andre elever og fik en lussing eller blev rykket i ørerne. Efter sådan en ydmygelse var det en lise at stå til den obligatoriske morgensang med de andre og synge ‘Nu titte til hinanden’. Jeg fortalte aldrig mine forældre om lussingerne, for jeg vidste, at min far ikke ville finde sig i det. Han ville marchere ned på skolen og spørge, hvad fanden de tænkte på. Med rette. Men jeg frygtede, at det kun ville føre til flere lussinger; for slet ikke at tale om det spanskrør på inspektørens kontor, som nogle af de andre elever fortalte historier om. Som de andre fandt jeg mig i det og gik stille med dørene.

13

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 13

08-07-2019 14:11:24


Med alt dette in mente susede jeg altså ned ad bakken mod en ny dag i tredje klasse. En dag, der viste sig at ændre alt. Ind i klassen trådte vores nye naturhistorielærer. Han havde et kulsort fuldskæg, langt sort hår, en farverig poncho på overkroppen, brune fløjlsbukser på benene, sandaler på fødderne. Fra hans ansigt lyste to brune, vågne øjne. Det var ikke et menneske, som trådte ind. Det var en hel verden. Den nye naturhistorielærer fortalte, at han hed Holger Laumann, men sagde, at vi bare skulle kalde ham Holger. Sådan blev det. Holger. Selv om vi bare var ti år, vidste vi det straks: Ham her er på vores hold. Og som undervisningen skred frem, bekræftede han kun, at han var på en mission. For at lære os noget. For at inspirere. Han stod i kontrast til resten af den stivnakkede lærerstab ved at udstråle, at han var sammen med os. Han involverede os i sin viden i stedet for blot at foredrage den. Skabte begejstring ved at tale direkte og jordnært. Det gjorde hans timer anderledes elastiske og dynamiske, og mit stille oprør blev at gå all in på ham. Holgers passion lå mere i musikken end i naturhistorien, og nogle gange flød hans begejstring over et nyt stykke musik over i en sådan grad, at han lige måtte fortælle os om det, inden vi gik i gang med dagens dyr og planter. Han elskede især de amerikanske strømninger, hvor der var sjæl og saxofon, og fra 4. klasse fik han frit lejde til at overdænge os med de nye toner. For der fik vi ham også til musik. Skolens musiklokale bestod ved Holgers ankomst kun af et klaver, der blev suppleret af vores tidligere musiklærers violin. Holger ekviperede lokalet med slagtøj, elguitarer og forstærkere. Altså må der have været et vist blik for tidernes skiften oppe hos inspektøren med spanskrøret. Det var trods alt ham, der sad på pengekassen. De nye instrumenter bragte selvfølgelig nye lyde med sig. Men også et fællesskab. Tidligere var musik noget med at stille sig på række og pænt synge med, når den voksne spillede klaver eller violin. Nu spillede vi sammen. For at inspirere os slæbte Holger sine egne LP’er med, så i time efter time lyttede vi til soul fra Sam 14

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 14

08-07-2019 14:11:24


& Dave, Sam Cooke og Otis Redding. De lød af kød og blod. Af stemmer, som trak længsel op fra sangerens dybeste gemmer. De åbenbarede ensomhed og sår. Det var musik for voksne, men så åben, at et søgende barn kunne træde ind i den med opspærrede øjne og ører. Holger var et omvandrende musikleksikon og en teknisk virtuos. Og han mente bestemt, at man både skulle vide noget og kunne noget. Men som pædagog krævede han intet andet af os end, at vi bidrog med det, vi kunne. Musik var ikke et bjerg af læring, vi skulle bestige, før vi måtte udtrykke os. Det var en åben port, vi bare skulle træde ind ad, og så stolede han på, at vi nok skulle blive dygtige undervejs. Bare spil! Sikke en invitation. Resultatet kunne straks aflæses: Bare et par måneder efter, at Holger overtog musikundervisningen, skrev jeg “guitar” øverst på min ønskeseddel til jul. Det samme gjorde to andre piger fra klassen, Birgitte og Anette. Ligesom jeg kom de fra jævne familier uden en særlig kunstnerisk åre – men de var blevet grebet af tanken om musik. Og om aftenen den 24. december kunne jeg rive papiret af en lys Höfner med mørk kant. Tilbage i skolen fortalte Birgitte og Anette, at også deres ønske var blevet opfyldt. Der findes en historie i min familie om, at min glæde ved at synge – og min økonomiske tæft – viste sig tidligt. I mine allerførste år boede vi i lejlighedskomplekset Hans Brogesparken nede i selve Brabrand. En dag skænkede vores nabo mig en tiøre, fordi jeg sang ‘Se den lille kattekilling’ for hende. Jeg må have tænkt, at der var penge i det. I hvert fald gik jeg fra dør til dør i opgangen. Bankede på, sang ‘Se den lille kattekilling’ og rakte forventningsfuldt labben frem for at få en skilling for koncerten. Jeg syntes, det gik fint, men min mor forbød mig at gentage det. Det var jo betleri – og så fattige var vi nu engang ikke. Mor spillede selv klassisk klaver. Vi havde min mormors gamle klaver stående, og en sjælden gang satte hun sig dér, lagde fingrene på tangenterne og spillede rolige stykker af Schubert eller Mozart. I 15

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 15

08-07-2019 14:11:24


mine ører lød det vidunderligt, men når jeg prøvede at få hende til at spille mere, slog hun det for det meste hen med: “Det var dengang.” For hende var musik åbenbart noget, hun havde lært som en del af kultiveringen hjemme, ikke en personlig lyst. Min far var anderledes generøs. I sine sømandsdage slog han tiden i de trange kahytter ihjel med at lære sig selv små sange på guitar. Han sang countrysange og imiterede sit store idol Bing Crosbys intime stemmeføring. Når min far sang sådan, syntes jeg, det lød 100 gange bedre end Crosby selv. Så lige efter at jeg havde fået min egen guitar, satte han sig ned sammen med mig for at spille ‘You Are My Sunshine’. “Den begynder med en D-akkord,” sagde han og viste, hvordan fingrene skulle placeres på strengene. Jeg lagde mine fingre på de tre nederste strenge af min guitar og strøg med den anden hånd. D’et ringede ud i stuen. “Så et G,” sagde min far. Med blikket fæstnet på gribebrættet kæmpede jeg lidt med at nå rundt med mine korte fingre og med at få vinklet hånden rigtigt. Endelig lykkedes det. “Og så et A.” Han begyndte at skifte mellem de tre akkorder, og jeg prøvede at følge med. Vi spillede rundgangen igen og igen. Jeg sad foroverbøjet og kiggede ned på mine fingre. Han kiggede på mig med et opmuntrende blik. Efterhånden begyndte skiftene mellem de tre akkorder at flyde. Så begyndte min far at synge: “You are my sunshine …” lød det. “My only sunshine.” Han sang teksten et par gange, mens vi spillede rundt og rundt. Til sidst løftede jeg øjnene fra strengene og uden at ane, hvad ordene betød, sang jeg med. “You make me happy, when skies are grey. You’ll never know, dear, how much I love you. Please don’t take my sunshine away.” 16

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 16

08-07-2019 14:11:24


De tre akkorder var alt, jeg kunne, da Holger kort efter præsenterede idéen om, at Birgitte, Anette og jeg og skulle prøve at spille med to piger fra klassen over os, Ulla fra Højen og viceværtens datter fra Hans Brogesparken, Jytte. Ligesom os spillede de guitar og sang. Sammen begyndte vi at øve folkeviser og Beatles-sange, og for første gang mærkede jeg følelsen af at høre til et sted. På få måneder overtog musikken alle mine vågne timer. Efter skole spillede jeg med de fire andre i musiklokalet, og når jeg kom hjem, søgte jeg op på førstesalen af vores hus. Her havde mine forældre i forbindelse med min storebrors konfirmation bygget en gildesal med ryatæppe på gulvet, et stort vindue ud mod markerne og min mormors gamle klaver ved den ene væg. Jeg øvede mig på guitaren og lyttede til musik på den Tandberg-båndoptager, min bror havde fået i konfirmationsgave. Eller på det B&O-anlæg, mine forældre havde investeret i. Peter købte singler med Povl Dissing som ‘Solen er så rød, mor’ og ‘25 minutter endnu’. Han kom hjem med eksotiske udlændinge som The Monkees, The Beatles og ikke mindst Aretha Franklin. Når sangene greb mig, som Arethas kunne, stillede jeg mig med front mod vinduet, svang mit hår og mimede med min hårbørste som mikrofon. Dér i vinduet anede jeg det første svage spejlbillede af en sangerinde. Derfor var det også på førstesalen, jeg satte mig en eftermiddag i begyndelsen af 1967. Holger havde, naturligvis, sat sig i spidsen for at arrangere skolens forårskoncert. Og han ville have, at vi fem piger skulle optræde. “Men I skal komme med noget af jeres eget,” havde han sagt en dag i musiklokalet og kigget på mig. Opfordringen var typisk for ham. Skab noget. Gør noget. Lav jeres eget. At jeg var en 5. klasseelev på 11 år, betragtede han ikke som en hindring. Kom med det, du har. Og jeg ville gerne gøre Holger glad. Den lyst tonede kun stærkere og stærkere frem, efterhånden som vi blev ældre. Vores små, påvirkelige pigehjerter blev varme af hans opmærksomhed. Han 17

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 17

08-07-2019 14:11:24


fik os til at føle os særlige. Samtidig var det hele stadig en leg. Så det var med glæde, eventyrlyst og ‘You Are My Sunshine’ i baghovedet, at jeg strøg min højre hånd over guitarens strenge i et spædt forsøg på at komponere. Min venstre hånd begyndte med D, skiftede til G og så til A. Jeg kunne skifte flydende nu. Jeg nynnede lidt hen over akkorderne, og efter nogle eftermiddage faldt en travende lille cowboymelodi på plads. I skolen, spillede jeg den for Holger. “Ja, virkelig godt!” Intet var bedre end at begejstre ham. Og han reagerede altid med oprigtig glæde. Som var han en klassekammerat, der deltog i legen. Ikke en lærer, som ledte efter et bestemt svar. “Prøv at lave en tekst,” sagde han. På mit værelse begyndte jeg at grifle sætninger ned i et kladdehæfte. Melodien ledte mig til et nostalgisk sted. Der var længsel, der var dyr, og der var den tryghedsskabende figur over dem alle: mor. Den mindede i virkeligheden en hel del om mit liv på bakken uden for Brabrand: “Jeg vil hjem til mit hjemland/hvor min pony den græsser i dalen/Jeg vil hjem til mit hjemland/hvor min mor hun står i køkkenet/åh, bring/åh, bring/mig tilbage til mit hjemland/til min pony og min mor.” I ugerne op til koncerten øvede og øvede vi i musiklokalet efter skole. Fem guitarer sammen, mig som forsanger, de andre på kor. For hver dag lød vi en lille smule bedre. Aldrig tidligere havde jeg mærket glæde ved at terpe noget. Sidste gang vi øvede, var fredag den 7. april om eftermiddagen, og derefter trak jeg min cykel den sædvanlige kilometer hjem, op ad bakken. Inde på mit værelse åbnede jeg mit klædeskab for at finde tøj til koncerten. Jeg bestemte mig for den lilla fløjlskjole, min mor havde syet til mig, og mine orange sko. Lørdag eftermiddag trådte jeg ind i Vest Teatret med nervøsitet og forventningens glæde viklet ind i hinanden. Her i byens biograf skulle koncerten foregå. Forældre og kammerater kom dryssende 18

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 18

08-07-2019 14:11:24


og satte sig i de dybe, grønne veloursæder. Salen summede. En dame, jeg ikke anede, hvem var, stillede sig op på scenen og holdt tale. Det virkede højtideligt alt sammen. “Vi har ved Engdalskolen noget, som ingen andre skoler har – nemlig en Laumann,” sluttede hun sin tale. Hun viste sig at hedde Åse Andersson, og hun var formand for skolekommissionen i Brabrand. Skulle nogen af forældrene være i tvivl om, hvem denne Laumann var, fandt de ud af det denne dag. Holger var i hopla som den samlende figur gennem koncerten. Han dirigerede koret i ét nummer, spillede selv med i det næste. Her, der og alle vegne. Som en musikkens Duracell-kanin. Endelig var det vores tur. Vi stillede op på række med mig i midten og hele skolens kor bag os. Nok var jeg nervøs. Men jeg mærkede også en naturlighed i at stå der. Jeg havde øvet mig. Jeg kunne det her. Nu skulle det af sted. Jeg trådte frem til mikrofonen og præsenterede mig. Så kiggede vi fem på hinanden og slog de første akkorder an. Det lød ikke helt rent, men godt nok. Og vi fyldte rummet. “Åh, bring/åh, bring/mig tilbage til mit hjemland/til min pony og min mor,” sang vi. Efter den sidste akkord ringede ud, bragede klapsalven op mod os. Vi smilede og bukkede – og nejede også for en sikkerheds skyld. Jeg havde en følelse af at have skabt en form for kontakt til verden, jeg aldrig tidligere havde haft. Som havde jeg fundet en frekvens at sende på, der rent faktisk blev modtaget. Dagen efter lød en overskrift i Demokraten: “Pige fra 5. klasse komponerede melodi”. Og i en anden lokalavis stod der: “Efter det store kors indledning var det en af skolens egne elever – Lis Sørensen fra 5. kl. – der præsenterede sig. Og det gjorde hun med bravour. Ikke blot havde hun selv komponeret melodien, men også teksten havde hun taget sig af. Sammen med fire andre elever sang og spillede hun den

19

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 19

08-07-2019 14:11:24


lille melodi i et arrangement af Holger Laumann. Skal man dømme efter bifaldet, ender melodien såmænd nok engang på hitlisterne.” Mandag morgen satte jeg mig som altid op på min cykel og susede ned ad bakken mod skolen. Alt lignede sig selv. Men jeg følte en forandring. Da jeg trådte ind i skolegården, var det ikke længere som hende der oppe fra bakken. Nu var jeg hende, der sang og spillede. Jeg var blevet defineret. Ikke mindst over for mig selv. En blæsende vinterdag travede Ulla, Jytte, Birgitte, Anette og jeg ud på stubmarken bag vores hus. Iført hver vores islandske sweater stillede vi os på række med vores guitarer på maven. Vi begyndte at synge i kulden, og imens gik min far rundt med vores Agfa-fotografiapparat og tog billeder. Resultatet blev noget så professionelt som vores første pressebilleder. Dem kunne arrangører og lokal­aviser trykke, inden vi kom på besøg. Under navnet De Fem og med Holger som primusmotor optrådte vi til åbninger af idrætscentre eller markedsdage. Weekend efter weekend gik sådan. Når vi tog af sted, iklædte jeg mig mine Wrangler-cowboybukser; de var købt et par numre for store, så jeg kunne vokse i dem. Det gjorde ingenting, for jeg var den første i klassen til at eje sådan et par. Snart kunne jeg supplere med ruskindsjakke og ørkenstøvler, næsten identiske med dem, Holger gik i. Det var, syntes jeg, det hotteste nogensinde. Nu øvede vi både på skolen og hjemme hos Ulla. Højen, hvor hun boede, ligger i Brabrand Bakker, hvor en stribe grunde i årene forinden var blevet udstykket til boliger. Hendes far, arkitekten Knud Blach Petersen, der tegnede Gellerupparken, kreerede et hus til familien. Det samme gjorde hans arkitektkollega Knud Friis, hvis datter, Anne, jeg også kendte. Med de to arkitektfamilier i spidsen blev Højen Brabrands intellektuelle nabolag. Nok rummede mit nedlagte landbrug et gammelt klaver og en reproduktion af Gauguin på væggen, men nogen særlig kultivering foregik der sgu ikke. Med alle vores dyr, vores stubmark og min fars konstante byggen og regeren kom jeg fra det rene Klondyke sammenlignet 20

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 20

08-07-2019 14:11:24


med de stilige villaer i hvide sten og glas. Der hang abstrakte oliemalerier på væggene, et sted stod en ægte Picasso-vase – der dog blev fjernet, når der var fest – og pladespillernes nåle blev sænket ned i de nyeste Miles Davis-plader. Når vi øvede hos Ulla, foregik det i bordtennisrummet. Så, ja, der blev spillet en del bordtennis, men vi var også ret seriøse. Kort efter koncerten i Vest Teatret spillede vi til et møde på Aarhus Rådhus, og der sad en masse velklædte mænd og klappede ad os og sagde: “Nej, hvor er I gode!” Det fik os til at føle os uovervindelige, og især jeg tog styringen med en følelse af at være på en mission. Om at blive bedre og bedre. Det var den fedeste følelse nogensinde at høre, hvor hurtigt vi fik sangene til at lyde godt, så jeg ville synge hele tiden. Sang jeg ikke med De Fem, sang jeg hjemme. Noget kaldte på mig hér. Gav mig et tilhørsforhold, jeg nægtede at slippe. Og der var hele tiden en ny anledning til at spille. En ny byfest, et nyt sportsstævne. Vi supplerede vores repertoire med Beatles-sange som ‘Here, There and Everywhere’ og Peter, Paul & Marys version af ‘Puff the Magic Dragon’. Alt, hvor blide vokalharmonier stod i centrum, dyrkede vi. Der var en ekstremt effektiv træning i først at lytte til andres musik, finde sin egen vokalklang og til sidst tilpasse den de andre. Vi lyttede og sang. Lyttede og sang. Om og om igen. Aften efter aften. Bare et halvt år efter vores optræden i Vest Teatret stod jeg for første gang i et rigtigt musikstudie. Et ganske trangt lokale i udkanten af Aarhus, men et studie! Holger kendte nemlig komponisten Gunnar Møller Pedersen, som havde lavet musik til børnerim af forfatteren Jes Trøst. Anette, Jytte, Birgitte og jeg blev sammen med to drenge fra vores skole, Henrik og Kim, udvalgt til at indspille numrene. I Holgers ånd skulle det være upoleret og reelt i barnets ånd. Vi kastede os frejdigt ud i det. “Hvem der bare kunne trylle,” sang jeg sammen med Birgitte, mens der blev klimpret på et klaver og hamret på en tamburin. På numrene ‘Cirkushingsten Klaus’, ‘Svømme i drømme’ og ‘Olsens kaj’ fik jeg lov til at være solist, og jeg nød at stå der og fortælle 21

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 21

08-07-2019 14:11:24


historier uden noget filter. I alt indspillede vi 15 numre, og som tak inviterede Jes Trøst os ud til sit hus i Beder syd for Aarhus, hvor han tilbød os alle at få et kæledyr med hjem, hvis bare vi havde fået en skriftlig tilladelse med hjemmefra. Den chance udnyttede jeg dog ikke – jeg havde i forvejen så rigeligt derhjemme. I december udgav pladeselskabet Mascot sangene på to EP-plader under den mundrette titel ‘Morten Guldfisk på udflugt og andre sange for store og små gavtyve’. Det blev min pladedebut. I det vedlagte hæfte lå en opfordring til lytterne om at spille med, det bedste de kunne. Om det var på rigtige eller selvopfundne instrumenter var lige meget. Det var ren Holger-filosofi. Et andet sted i verden havde The Beatles lukket op for deres kreative sluser og udgivet det spraglede dobbeltalbum, der kun bar deres navn på et kridhvidt pladecover. Og min lille debut endte med at blive anmeldt side om side med dette såkaldte ‘White Album’ i Fyens Stiftstidende. Et pejlemærke i den store popfortælling ved siden af et pejlemærke i min lille popfortælling. Ret skal være ret: De fire fra Liverpool fik en væsentligt bedre anmeldelse, end vi gjorde. Anmelderen syntes, at det hele var lidt “for traurigt”. Vi blev ret kede af anmeldelsen, som vi godt forstod var temmelig forbeholden. Men ordet “traurigt” kendte vi ikke, så vi måtte spørge en voksen. Okay, det betød “trist”. Vi syntes ellers, det lød temmelig muntert, og vi blev ufortrødent ved i den ånd. Et år senere stod vi igen i et pladestudie på foranledning af Holger. Denne gang stod han bag pladen ‘Ej sikkelej sikkeladetus’. Legen bare fortsatte og fortsatte. Røgen hang tæt i det lille lokale på fjerde sal. Omkring mig sad unge, skæggede mænd i spraglet tøj. De røg piber og drak øl, og i virkeligheden var jeg som 13-årig slet ikke gammel nok til at være der: I Jazzhus Tagskægget, der var åbnet midt i Aarhus i 1967. Det sydede og boblede herinde i Aarhus. Nye spillesteder, nye bands. Den vibrerede på en helt anden måde end Brabrand, og via Holger fik jeg i mine første teenageår lov til at snuse til denne dragende 22

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 22

08-07-2019 14:11:24


metropol. Min far havde været med første gang for at tjekke scenen ud og godkendt, at jeg nu tog af sted med veninder. Denne aften trådte Holger selv op på den lille scene for at spille med det band, han havde grundlagt: Tears. I front havde de en krølhåret, bredt smilende forsanger ved navn Allan Mortensen, og der var muskler og mellemgulv i deres blanding af jazz, funk og rock. Tears voksede hurtigt til et eftertragtet navn i Aarhus-området, og Holger hev mig og de fire andre med som korpiger, når de skulle spille på gymnasier rundtomkring, ligesom vi bidrog til enkelte af deres indspilninger. Alt sammen skete med mine forældres accept. Nok var de så småt begyndt at bekymre sig om min indsats i skolen. Den var på dette tidspunkt næsten lig nul, men de så jo, hvor engageret jeg var i musikken, og gav mig lang snor. Selv tænkte jeg ikke over, at jeg slækkede på skolen. Jeg skænkede den ganske enkelt ikke en tanke. Jeg klarede mig igennem med min blotte tilstedeværelse og leverede en del stile for sent, fordi jeg først kom i tanke om dem aftenen inden aflevering. I stedet svævede jeg rundt i en drømmeverden af nye akkorder og klange. Mødetider, både ude og hjemme, blev sværere at holde, og jeg dryssede hvide løgne omkring mig, når jeg blev spurgt, hvor jeg havde været, hvor længe, med hvem, og hvad der var foregået. Løgnene tjente aldrig at dække over skandaler eller forfærdelige oplevelser. Jeg fik bare sværere og sværere ved at få mit stille børneliv oppe på Skovbakkevej til at gå op med det mere udsvævende musikerliv, jeg allerede havde grundlagt. Til min konfirmation mærkede jeg det tydeligt. Der sad jeg til højbords med min hvide kjole og hele familien omkring mig. Deres omsorgsfulde blikke rettet mod mig. Og jeg havde lige stået i kirken og bekræftet, at jeg troede på Gud Fader den Almægtige, himlens og jorders skaber. Det vidste jeg ikke, om jeg gjorde. Jeg vidste bare, at jeg fakede rollen som uskyldsren konfirmand. I det skjulte var jeg begyndt at ryge, og øllene blev så småt en fast bestanddel af mine weekender. Men når mine forældre spurgte, om jeg drak, svarede jeg: “Nej da,” 23

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 23

08-07-2019 14:11:24


og når de spurgte ind til, hvem der ellers var til stede efter vores koncerter, svarede jeg: “Ikke nogen, bare os.” For de skulle ikke blive mistænksomme over, at vi hang ud med en masse ældre fyre og piger. Ikke at der skete noget – jeg var aldeles uerfaren i andet end flirt – men jeg frygtede, at de ville afskære mig musikken. Til min blå mandag inde i Tivoli Friheden købte nogle af de andre cigaretter og bajere. Typisk for mig var jeg ikke den, der tog initiativ. Men jeg var helt klart med på den. Ligesom jeg nød, at vi på busturen hjem fik selskab af nogle lidt ældre fyre – sådan nogle rigtige teenagere på min storebrors alder. Jeg endte med at komme for sent hjem, og via nogle af de andre forældre fandt min mor ud af, hvilket selskab jeg havde været i. “Vi skal ikke have noget maskepi med de drenge,” sagde hun med et ekko fra den gamle tid, hun var rundet af. I yderste potens frygtede hun selvfølgelig graviditet, hvilket jeg syntes var åndssvagt og bare et bevis på, at hun ikke forstod min verden. Det var altså stadig bedst, at de vidste så lidt som muligt. For jeg ville videre med musikken, og længe lykkedes det mig at holde snoren lang. Tro mod deres tillid under ansvar-tankegang nikkede mine forældre således ja, da jeg spurgte, om jeg over en weekend i sommeren 1970 måtte tage til Aalborg med Holger og resten af De Fem. Hvad kunne det skade med sådan en weekend i Aalborg? Holger var jo med. Turen udsprang af, at han havde holdt oplæg på Aalborg Seminarium om at få ny energi ind i sangundervisningen. Efter hans tale lød en opfordring fra tilhørerpladserne: Lav et album, vi kan blive inspireret af. Holger tog straks idéen til sig og indspillede en stribe numre med Tears. Repertoiret bestod delvist af de numre, jeg spillede med De Fem: Beatles-numrene ‘Nowhere Man’ og ‘Here There And Everywhere’ og folkesange fra ind- og udland såsom ‘Puff the Magic Dragon’. Dertil kom nogle nye sange, blandt andet et par af Holgers egne, herunder titelnummeret ‘It’s So Easy’. Titlen rummede hans pointe: Det skal være let og legende at lære musik. 24

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 24

08-07-2019 14:11:24


Vi fem piger skulle være gennemgående vokal på albummet. Så kort efter min 15-års fødselsdag drog jeg af sted mod Aalborg. Mit tøj havde taget endnu en drejning mod hippielooket. Ruskindsjakken var for længst forældet, og nu stod den på kjortel, afghanerpels og træsko med hælkappe. I Aalborg, nærmere bestemt Hasseris, fandt vi Jørgen Bornefelts røde villa på Egevej. Her drev han pladeselskabet Spectator Records, hvor der var rum til både jazz, beat og børnemusik. Samme år, som jeg kom på besøg, udgav hans lille selskab debutsinglen ‘Silky Sally’ med en ny dansk gruppe ved navn Gasolin’. Den single købte kun ganske få mennesker, men det virkede ikke som et selskab, der var sat i verden for pengenes skyld. Snarere for løbende eksperimenter. Vi blev ført om i haven, hvor studiet lå. Indenfor var et højloftet indspilningsrum med tæpper på gulvet og tre mikrofoner, der var gjort klar til os. Fordi vi havde sunget flere af sangene i årevis, gik vi velforberedte i gang. Indspilningen forløb raskt, for det var jo pointen: Det skulle være nemt. Med dagens dont veloverstået kom vi ind i villaen. I stuen sad en masse voksne mænd og kvinder samlet på gulvet. Håret var slået ud, øjnene blanke og fra hånd til hånd gik flere chillummer. Jeg blev døsig bare at være i lokalet. Som en lille flok kyllinger satte vi os i en tæt klynge, lige dele knugede, lige dele nysgerrige. Jeg følte mig vigtig nok, fordi jeg sang på den her LP. Men det var svært at vide, hvor jeg lige skulle gøre af mig selv. Allerhelst ville jeg bare over og synge igen. Jeg kiggede mig lidt omkring. Nogle børn ræsede rundt og legede. Hvad var vi egentlig i den her sammenhæng? En del af børnene eller en del af de voksne? Et par af de voksne begyndte at tale til os, og de var sådan set søde nok. Vi svarede pligtskyldigt, men blev i vores klynge og talte lavmælt til hinanden. Pludselig blev en af chillummerne rakt frem mod mig. Det var blevet standard at hænge med en smøg i frikvartererne, ligesom jeg var begyndt at ryge pibe. Så teknikken fejlede ikke noget. Men 25

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 25

08-07-2019 14:11:24


hash havde jeg aldrig prøvet. Nysgerrigt tog jeg chillummen, satte den for munden og sugede. Jeg blinkede lidt og mærkede mit hoved stige til vejrs. Jeg rakte den videre til en af de andre piger, som også tog et hiv. Det samme gjorde den næste, indtil vi alle fem havde røget. Vi kiggede rundt på hinanden og begyndte at grine. Bred, fri ungpigelatter. Den hang i luften mellem os nogle minutter, inden en usikkerhed sneg sig ind. Jeg grinede ukontrolleret videre, men blev bevidst om netop det: tabet af kontrol. Jeg følte, at en sikkerhedsline var blevet kappet, og at jeg var uanende om, hvor jeg ville svæve hen. Jeg var, når alt kom til alt, stadig pigen fra det trygge hjem på bakken i Brabrand. Legen var blevet for vild nu. Et sted i døsen lå samtidig en ansvarsfuld bekymring: Jeg skulle op at synge næste morgen. Det var det eneste, jeg tog rigtigt alvorligt. Kunne jeg det? Sammen med de andre kom jeg på benene og fandt vej over til studiet. Der skulle vi sove på gulvet. Jeg krøb ned i min sovepose, stadigt fnisende, og døsede hen. Til min lettelse vågnede jeg frisk i hovedet næste dag. Vi indspillede syv sange, inden vi samme eftermiddag tog hjem. Mine forældre spurgte, hvordan det gik, da jeg trådte ind. “Fint,” sagde jeg og forsvandt op på førstesalen. En weekend fik Peter til opgave at holde øje med mig. Mine forældre var i sommerhuset på Fanø, og Peter og jeg skulle til samme fest. Men han opdagede ikke, at jeg smuttede med en fyr, og blev vildt urolig. Han ledte og spurgte sig for alle vegne, indtil han fandt mig og fyren – der var omkring 35 år – liggende og kysse i perlegruset ved vores hus. Fyren smuttede, og så stod jeg tilbage med en rasende storebror, der gav mig en moralsk opsang. “Hvad fanden tænker du på!?” Jeg råbte tilbage: “Hvad fanden kommer det dig ved?!” Skænderiet prikkede hul på en boble, og jeg læssede alle mine hemmeligheder ud. At jeg sgu da syntes, at alle andre var skide 26

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 26

08-07-2019 14:11:24


kedelige, og midt i det fik jeg sagt, at jeg da også havde røget hash på turen til Aalborg. Min bror blev endnu mere rasende. Kort forinden havde han haft en grim oplevelse, der mindede om en hashpsykose, og i byen gik der flere historier om unge, som var blevet skudt langt ud i galaksen efter eksperimenter med stoffer. Men selv om mit lille trip havde været forvirrende, gad jeg ikke hans formaninger. Jeg svarede, at de alle sammen bare var røvsyge, og at det jo bare var for sjov. Min bekymrede bror låste mig inde i udhuset, så jeg kunne sove branderten ud, mens han selv tog tilbage til festen. Men han dækkede over mig og sagde ikke noget til mine forældre. Det gjorde til gengæld de naboer, der uden vores viden havde overhørt skænderiet, og snart stod min far og kiggede på mig under et par mørke, sænkede øjenbryn. Stillet over for hans vrede stod jeg anderledes mundlam. Også fordi den rettede sig mod noget andet end den konkrete tjald. Den rettede sig mod mine løgne. Mod min ansvarsløshed. Indtil da havde jeg bekræftet mig selv i, at jeg gjorde alt det rigtige. De andre lærere var idioter, fordi Holger var så fed. Skolen var ligegyldig, fordi jeg var god til musik. De andre unge var en flok grå får, fordi jeg turde skille mig ud med min afghanerpels og mine træsko. Nok havde hashen været ubehagelig på selve aftenen, men altså … det var bare en del af legen, tænkte jeg. Jeg havde ladet mig flyde med uden at tænke videre over, hvor jeg kunne drive hen. Det tænkte mine forældre til gengæld over, og de tog konsekvensen. De Fem blev opløst, Holger lagt på is, afghanerpelsen og kjortlerne blev smidt i en kasse og stillet på loftet. Jeg fik forbud mod at gå ud i weekenderne og måtte kun gå ud med klare aftaler om, hvornår jeg vendte hjem. “Nu skal du bevise, at du kan passe din skole i et halvt år,” sagde min far, mens min mors omkvæd lød: “Du skal have dig nogle sundere interesser.” Først chokerede de hårdt optrukne grænser mig. Jeg havde 27

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 27

08-07-2019 14:11:24


altid haft min frihed, så jeg følte mig sat i spændetrøje. Alle den 15-åriges stynede nerver reagerede, og jeg blev indbegrebet af en sur teenager: ‘De gamle skulle da lige slappe af!’ Men snart viste det sig, at grænser var præcis, hvad jeg behøvede. At blive sat under administration blev et åndehul. Inden da rendte jeg, som gjaldt det liv og død. Alt skulle opleves, alt skulle jeg med til. Havde jeg fortsat med at accelerere i det tempo, ville jeg være blevet vanvittig, og måske havde jeg slået musikpassionen ihjel. Nu fik den lov til at hvile og dermed vokse i det stille. Jeg begyndte at spille tennis, jeg passede faktisk min skole, og sammen med min veninde Line fik jeg hesten Sinco. Line gik inde på Statsgymnasiet, og hun fortalte om sin veninde Anne, der også red. “Er det okay, at Anne kommer og rider på Sinco en dag?” “Ja, ja.” Hun fortalte også, at Anne spillede musik, og at jeg burde høre hende en dag.

bog0411_Lis-Sørensen_Jeg-er-kommet-for-at-synge.indd 28

08-07-2019 14:11:24


P OLITIKENS FORL AG W W W. P OLI TI KENS FORL AG . DK

Jeg er kommet for at synge

Bogens omdrejningspunkt er de sange, Lis har sunget livet igennem – såsom ‘Stille før storm’, ‘Indtil dig igen’, ‘Verden er i farver’ og ‘Mine øjne de skal se’. Via dem søger hun ind i de epoker, hun har været en del af, og møder de mennesker, som har præget hende. Hun fortæller om de vilde tider i Aarhus med alskens fristelser. Om det uforløste forhold til sin mor, der døde tidligt. Om et evigt forbillede i sin energiske far. Om en søn, der løfter hende mod nye horisonter. Om havet. Om himlen. Om stemmen. Om kærligheden. Og ikke mindst om jagten på sangene.

FOTO: LES KANER

LIS SØRENSEN

DANNI TRAVN (f. 1981). Selvstændig portræt- og kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske kulturpersonligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog Ikke et sekund spildt, Bent Fabricius-Bjerre – en biografi samt Fra min faders skygge – en bog om Jesper Klein, skrevet i samarbejde med Sebastian Klein.

’Jeg er kommet for at synge’ er fortællingen om at finde sin vej som kunstner og kvinde. Fra den spæde begyndelse som sømandens datter i Brabrand over tiden med banebrydende Shit & Chanel til en vidtfavnende solokarriere, hvor hun har opnået stor succes, men også har måttet kæmpe for sin plads.

i s a m a r b e jd e m e d D a n n i Tr a v n

LIS SØRENSEN (f. 1955) er en dansk sanger og sangskriver. Hun har gennem fem årtier arbejdet sammen med utallige danske sangere og musikere og ikke mindst udgivet 16 soloalbums.

l ti e m m te s t g la r a h en s en Lis Sør er iv g u N r. ie rt å em f i v li dansker nes g n a g te rs ø f r o f g o g li e d en n hu stemme til sin egen historie.

LIS SØRENSEN

t e m m o Jeg er k ge n y s f or a t i s a m a r b e jd e m e d D a n n i Tr a v n

Vi gik ned til en købmand og købte et par Hof, og derfra spadserede vi hen til en skråning, hvor vi lagde os i det høje græs. For foden af skråningen løb jernbanesporene ind og ud af Aarhus. Jeg fiskede min pibe op af lommen, stoppede den og tændte. Anne knappede vores øller op. Med udsigt til togene, som kørte forbi os, sludrede vi videre. Løse tanker og drømme om alt det, der ventede os. Vi var begge fuldt overbeviste om, at noget var på vej. Men hvad? Og hvor meget kunne vi selv styre? Endnu et tog skramlede forbi dernede. ”Jeg tænker på at lave et band, hvor der kun er piger med,” sagde Anne.”

POLITIKENS FORLAG

Profile for JP/Politikens Forlag

Lis Sørensen - Jeg er kommet for at synge  

Lis Sørensen har lagt stemme til danskernes liv i fem årtier. Nu giver hun endelig og for første gang stemme til sin egen historie. Jeg er...

Lis Sørensen - Jeg er kommet for at synge  

Lis Sørensen har lagt stemme til danskernes liv i fem årtier. Nu giver hun endelig og for første gang stemme til sin egen historie. Jeg er...