Jakob Fuglsang. Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje

Jakob

”Jeg har mange mål tilbage i karrieren. Det største er at komme på podiet i Tour de France. Jeg tror fuldt og fast på, at det er muligt.”

Jakob Fuglsang

FUGLSANG

Jakob Fuglsang har i en årrække været Danmarks største cykelstjerne. Han blev verdensmester i mountainbike (U23) og vandt Post Danmark Rundt tre år i træk. Alligevel har mange cykelfans set ham som ”den evige toer”, som kunne køre med de stærkeste konkurrenter i alle terræner, men altid manglede det sidste for at kunne vinde store sejre.

RASMUS STAGHØJ (f. 1985) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Han var journalist på BT fra 2011-2014 og har siden 2014 været ansat som journalist og cykelkommentator på TV 2. Han modtog i 2015 ”Steen Ankerdal-prisen” som årets sportsjournalist under 30 år.

Rasmus Staghøj dækkede sit første Tour de France i 2011 og har været med til samtlige udgaver siden da. Han har derudover været reporter til Giro d’Italia, Vuelta a España samt en række af cykelsportens største klassikere som Flandern Rundt og ParisRoubaix. ”Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje” er hans første bog.

Endnu en andenplads, OL-sølvmedaljen i Rio, blev et vigtigt vendepunkt. Jakob Fuglsang har siden OL kørt med en fornyet angrebslyst og urokkelig selvtillid. Det gav bonus med en sejr i det prestigefulde Critérium du Dauphiné, hvor verdens bedste cykelryttere deltog, og kun et styrt og et brækket håndled forhindrede et topresultat i Tour de France.

Nu stiler Jakob Fuglsang endnu højere. Hans drøm er at vinde den regnbuestribede trøje som verdensmester på landevej og erobre den gule trøje og en podieplads i Touren.

Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje I samarbejde med Rasmus Staghøj

I denne bog fortæller han ærligt om rejsen fra provinsdreng til cykelstjerne, om det personlige møde med cykelsportens store navne, fra Michael Rasmussen og Bjarne Riis til Schleck-brødrene, om de største resultater og om medaljens bagside, ensomheden og de afsavn, som er nødvendige for at nå sine mål.

Vi kører ind på sidste kilometer.

Nu er der kuldegysninger og adrenalin i hele kroppen. Jeg smider min sidste flaske, kigger mig tilbage og kan se, at vi har så stort et hul, at medaljerne skal fordeles mellem os tre. Jeg skal køre mit livs spurt.

Jeg sidder forrest, Van Avermaet efter mig, og Majka i tredje position. Jeg håber, at Van Avermaet knækker kæden. Det tænker jeg.

Jeg kan også godt nøjes med, at han punkterer eller får et andet mekanisk uheld. Det er ikke så sympatisk at tænke. Jeg ved det godt. Men nu vil jeg fucking have den guldmedalje.”

Fra bogen

Fra Jørgen Leths forord: ”Ingen dansk cykelrytter siden Rolf Sørensen har haft en så iøjnefaldende elegance på cyklen. Jakob Fuglsang kan noget særligt.”

PO L I TI KENS FORLAG

2018032_Jacobfuglsang-omslag-final.indd 1

18/04/2018 10.00

Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 1

19/04/2018 11.38

Jakob

FUGLSANG Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje I samarbejde med Rasmus Staghøj

POLITIKENS FORL AG

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 3

19/04/2018 11.38

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 4

19/04/2018 11.38

Indhold Forord v/Jørgen Leth: Elegance, kynisme og klarsynethed 7 1. Kapitel: Jeg håber, han knækker kæden 11 2. Kapitel: Skal du gøre noget, så gør det ordentligt 27 3. Kapitel: Pomfritter med de store drenge 35 4. Kapitel: Drømmen om en regnbuestribet tatovering 45 5. Kapitel: De forbandede regnbuestriber 57 6. Kapitel: Alene med et 56k-modem 67 7. Kapitel: Mit venskab med Michael Rasmussen 75 8. Kapitel: Et opkald fra drømmeholdet 87 9. Kapitel: ‘Judas’-skiftet 101 10. Kapitel: Cykelsportens Formel 1 117 11. Kapitel: Den forbudte kærlighed 129 12. Kapitel: Blacklistet af Bruyneel 141 13. Kapitel: Tour de France-gennembruddet 157 14. Kapitel: Mudder, brosten og en flaske på vejen 177 15. Kapitel: I motorcyklens varme udstødning 195 16. Kapitel: Måske skal jeg bare være hjælperytter? 211 17. Kapitel: – Jeg skal hilse fra min hustru, Mary 225 18. Kapitel: Mit livs værste cykelløb 239 19. Kapitel: Den gule trøje 251 20. Kapitel: Babylykke og fornyede Tour-drømme 273 21. Kapitel: Jeg vil på podiet i Tour de France 291 Min træning 293 CV 299

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 5

19/04/2018 11.38

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 6

19/04/2018 11.38

FORORD

Elegance, kynisme og klarsynethed

Ingen dansk cykelrytter siden Rolf Sørensen har haft en så iøjnefaldende elegance på cyklen i alle terræner.

Jakob Fuglsang kan noget særligt. Når han er i form, kan han ikke sættes af.

Man bliver glad, når man ser Fuglsang sidde i en lille gruppe, der kører om sejren. Han er ikke den mest spurtstærke og heller ikke den frækkeste. Men han er stærk og så bevidst om sin styrke, at når momentet er der, kan han slå til og vinde.

Det ser smukt ud.

Jeg har fulgt ham gennem årene, og jeg har i erindring en samling af hans topøjeblikke, hvor han har vist sin klasse helt overbevisende.

Et af dem er selvfølgelig det olympiske løb i Rio. Det var i sig selv et fantastisk løb, hvor terrænet indbød til angreb, og mange af de store navne tog imod invitationen. På et sent tidspunkt så det ud til, at Nibali var manden, og det havde jeg det egentlig godt med.

Han er en karismatisk rytter.

Men Nibali oversatsede på den farlige nedkørsel, der ellers er hans speciale, og så fulgte det øjeblik, hvor Fuglsang og Greg Van Avermaet slog til. Helt overbevisende. Vi, hans fans, kunne straks se, at her havde Fuglsang grebet det rigtige øjeblik. Han var koldblodig og skarp i de farlige sving.

Sådan som vi vidste, han kunne være.

7

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 7

19/04/2018 11.38

Han havde allerede i store løb kørt mange formidable finaler.

Men uden at vinde. Her kørte han sin chance i et løb, der var præget af, at det var de bedste, der hver for sig søgte den gyldne mulighed.

Det blev igen til andenpladsen. Van Avermaet var urørlig. Men det var godt nok. Når det er så flot et cykelløb, kan andenpladsen også være guld. Fuglsangs præstation var præcis og smuk. Uforglemmelig.

Den danske rytter havde sat sit mærke på et løb, der vil blive husket for sin hårdhed, sin ubønhørlige udskilning af de bedste og de næstbedste. Et levende hierarki.

Hvis man skulle have glemt det, så var det her igen tydeligt, at Jakob Fuglsang har karisma. Han har så meget bagage med sig. Erfaringen lyser. Stilen og stædigheden er de to ting, der udmærker ham.

Han kan virke indadvendt, men skiller sig ud fra de andre ved sin lavstemte, men altid præcise og ofte vittige måde at tale om egne og andres præstationer på.

Man mærker en kynisme og en klarsynethed, som kommer af opsummeret erfaring. Han opnår store resultater, fordi han på sine gode dage kører i særklasse eminent.

Jørgen Leth Palma de Mallorca, 26. marts 2018

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 8

19/04/2018 11.38

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 9

19/04/2018 11.38

– Da Jakob var barn, var vi engang ude at spille golf sammen med nogle venner. Jakob stod og slog bolde ud på banen, da et af de andre børn lidt frustreret sagde: “Hvorfor er Jakob også god til det her?” Han havde bare en naturlig flair for sport.

L IL IA N F UGL SA NG, JA KOBS MOR

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 10

19/04/2018 11.38

1. KAPITEL

Jeg håber, han knækker kæden

6. august, 2016, Rio de Janeiro.

JAKOB FUGLSANG: JEG bliver nødt til at kigge ned. Er kæden på? Jeg kan ikke fornemme den. Det føles, som om jeg kører uden modstand, når jeg træder.

Jeg kigger på min computer. Der står, at jeg træder 300 watt. Jeg kender min krop, og jeg ved, hvor meget energi jeg kan træde, og hvordan det føles i kroppen ved forskellige energiudladninger. Det ved alle cykelryttere. Og når jeg kører med 300 watt, plejer det at kunne mærkes i benene og lungerne.

I dag kan jeg ikke mærke noget. Benene brokker sig ikke, jeg har ikke ondt af mig selv, og min vejrtrækning er så kontrolleret, at jeg kunne sidde og fløjte.

Kæden sidder selvfølgelig, som den skal, på min superlirede OL-cykel, som Specialized har lavet specielt til mig. Der er heller ikke noget i vejen med min computer. Den viser de helt rigtige watt-tal. Jeg har bare ‘gode ben’, som vi siger i cykelsporten.

‘Gode ben’ dækker over en tilstand, som cykelryttere bruger næsten al deres tid på at nå. Man kan træne alt det, man vil, spise rigtigt og få den nødvendige søvn, og nogle gange når man den 11

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 11

19/04/2018 11.38

alligevel ikke, selvom man har fysikken. Måske er der også noget mentalt i det. Men når man rammer tilstanden, ved man det omgående. Man kan mærke det. Og det føles sindssygt godt.

Der er nogle, der siger, at hvis man har gode ben i starten af et løb, får man tit dårlige ben til sidst. Jeg har det som regel omvendt.

Hvis jeg har gode ben til at begynde med, har jeg det også resten af dagen.

Det her bliver en god dag, tænker jeg, efter at vi har lagt Copacabana bag os og kørt de første kilometer i OL-landevejsløbet. Om 237 km kommer vi tilbage til Copacabana bare i modsat retning. Til den tid skal der fordeles tre medaljer. Men først skal vi i krig.

Endagsløb er som regel de mest uforudsigelige og hårdeste løb.

Man kan godt forsøge at lægge en taktik og skrive en drejebog, inden løbet går i gang, men der går som regel ikke ret lang tid, før manuskriptet udvikler sig i en ny retning.

Det er utroligt charmerende, synes jeg. Det er lidt mere som cykelløb i gamle dage.

I 2012 fandt landevejsløbet ved De Olympiske Lege i London sted på en flad rute. Her i Rio er der bjerge på ruten. Løbet består af to rundstrækninger. På den første rundstrækning er der to korte, men stejle stigninger, og der er sågar lidt brosten undervejs.

På den næste rundstrækning, som skal køres tre gange, bliver det virkelig hårdt. Her er der tre bjerge, hvoraf Vista Chinesa er det hårdeste. Det er 8,9 km langt og stiger i gennemsnit med 6,2 procent. På det stejleste stykke stiger det med hele 19,9 procent.

Det er meget stejlt, hvis nogen skulle være i tvivl.

Når vi har besteget Vista Chinesa sidste gang, er der 12 km til målstregen på Copacabana.

Cykelryttere drømmer altid om at vinde. Ellers ville vi ikke køre cykelløb. Men der er langt fra drøm til realitet, og jeg ved godt, at jeg næppe kommer til at stå med en guldmedalje om halsen. Jeg har i sæsonens løb ikke ligefrem vist en form, der bringer mig i spil til at tage en medalje.

Top-8 er mit og landstræner Lars Bondes mål. Det er nok til at få 12

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 12

19/04/2018 11.38

et olympisk diplom, hvilket er et stort resultat. Det er et højt mål, vi har sat, men det skal mål også være.

Jeg har mine to landsmænd omkring mig, Chris Anker Sørensen og Christopher Juul-Jensen. Normalt er vi konkurrenter fra tre forskellige hold, men i dag er vi holdkammerater. Vi har fået en virkelig ‘lirens’ landsholdstrikot, som er speciallavet til OL. Det giver et par anerkendende nik i feltet.

Jeg har kørt på landsholdet med ‘Chris og Chris’ flere gange før, så vi kender hinanden, og vores roller er fuldstændigt klare. Jeg er kaptajnen, og de skal forsøge at bringe mig til finalen på bedst mulig vis. Det er trygt at vide, at man som hold kører med en klar taktik og fordeling af roller. Jeg stoler hundrede procent på dem, og jeg ved, at de vil kæmpe røven ud af bukserne for mig.

Vi er udfordret af, at vi ikke kører med radiokommunikation i ørerne, som vi plejer at gøre under løb, det er simpelthen ikke tilladt ved OL, og derfor er det endnu vigtigere, at vi på forhånd ved, hvad vi skal gøre. Når løbet eksploderer, må vi stole på vores intuition.

De store nationer har fem ryttere med i løbet. Det burde være en fordel, men det kan også være en ulempe, hvis de har for mange stjerner på holdet, som ikke vil hjælpe hinanden.

Storbritannien er blandt de bedste nationer med kaptajnen Chris Froome, som kommer lige fra en sejr i Tour de France, så på den første rundstrækning tager briterne ansvar i feltet, da et udbrud med en række umiddelbart ufarlige ryttere er kommet afsted. Vi kender rundstrækningen på forhånd, så vi har aftalt, at på brostensstykket skal Chris Juul bringer mig helt frem i front, så vi undgår at styrte og at blive fanget, hvis feltet knækker midtover.

Chris Juul gør sit arbejde helt perfekt på de to første omgange og kører mig frem lige inden brostenene, men Ian Stannard fra Storbritannien bliver sur på ham.

– I kan fandeme også godt sætte en mand til at føre, når I kører sådan her, råber han.

Jeg ryster på hovedet. Han kan glemme det.

13

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 13

19/04/2018 11.38

Chris Juul-Jensen var en stor hjælp for mig til OL. Han sidder jeg på hjul af ham med Rios berømte strande i baggrunden.

– Nope. Vi er kun tre mand. Vi sætter ikke nogen til at føre på flad vej.

Når vores hold er så lille, må vi lukrere på de andres arbejde.

Det ved Stannard også godt, men han skal jo forsøge.

Brostensstykket viser sig ikke at have nogen markant effekt på de første omgange, så jeg siger til Christopher Juul, at vi godt kan sidde lidt længere nede i feltet, da vi rammer brostenene for sidste gang. Det viser sig at være en forkert vurdering.

Tjekkerne vælger at sætte et hårdt tempo over brostenene, og feltet bliver delt i to grupper. Jeg kommer til at sidde i anden gruppe med blandt andre Vincenzo Nibali og Chris Froome.

Vi må spille cool, tænker jeg. Der sidder stærke navne hernede, så hullet skal nok blive lukket af nogle andre.

Christopher Juul viser sig at være virkelig godt kørende, og han lukker hullet op til gruppen, så der kommer samling igen. Det var første varsel om, at vi skal være vågne hele tiden.

14

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 14

19/04/2018 11.38

Chris og Chris holder mig godt beskyttet, da vi i sidevinden kører langs vandet hen imod den anden rundstrækning.

Første gang vi rammer Vista Chinesa, angriber en håndfuld af løjtnanterne fra de store nationer. Blandt andre Greg Van Avermaet fra Belgien kommer afsted i en gruppe, som ligger et lille stykke foran os. De er ikke favoritter til at vinde, men stærke navne, som vi skal være opmærksomme på.

Chris Anker bliver sat på stigningen, hvilket er en bet, da planen er, at han skal hjælpe mig lige netop på det her tidspunkt. Christopher Juul er derimod stadig med. Han er overraskende stærk.

Gruppen foran holder et forspring, men da vi kører uden radio i ørerne, får vi ingen tidsforskelle at vide.

Anden gang vi kører op ad Vista Chinesa, kan jeg høre, at tilskuerne jubler lidt foran os, da vi nærmer os toppen. Det må betyde, at frontgruppen ikke sidder ret langt fremme.

Vi er næsten 200 km inde i løbet, og der er tyndet så meget ud, at man ikke kan kalde os et felt længere, men nærmere en mindre gruppe af ryttere.

Jeg sidder på hjul af Simon Clarke fra Australien, og jeg kan se på ham, at han ikke længere har noget at skyde med. Jeg tænker, at jeg må have gang i det her, og at hvis jeg kan komme op til gruppen foran, har jeg et bedre udgangspunkt inden sidste omgang.

Jeg angriber og får italieneren Fabio Aru med på hjul. Han er til daglig min holdkammerat på Astana. Det er fint nok, ham kan jeg godt bruge. Da vi runder toppen, kører Fabio med fuldt skrald på nedkørslen. Det går for stærkt det her, tænker jeg.

– Kom! Der er hul. Vi kører! Råber han til mig, Vincenzo Nibali, Geraint Thomas og Simon Yates er blandt de ryttere, som er kørt med os på nedkørslen, og de kører lige så risikofyldt og fuldstændig uden omtanke.

Vi kommer til et venstresving. Jeg kan mærke, at jeg rammer et lille hul, og pludselig er der luft imellem forhjulet og asfalten.

Hjulet hopper en enkelt gang.

15

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 15

19/04/2018 11.38

Nu ryger jeg på røv og albuer, når jeg at tænke, men det lykkes mirakuløst at holde balancen uden at styrte.

Shit, det var tæt på!

Jeg når dårligt at samle mig, før jeg hører, at der er nogen, der styrter bag mig, men jeg ved ikke hvem. Som cykelrytter lærer man hurtigt at kende lyden af et styrt, og det skærer modbydeligt i ørerne, når man kan høre et cykelstel kure mod asfalten.

Jeg forsøger at køre nogenlunde kontrolleret ned, mens de andre bare fyrer den af. Jeg må slippe dem på et tidspunkt, men det lykkes mig ret hurtigt at få lukket hullet, da vi kommer ned på flad vej.

Endelig kan jeg forsøge at tage bestik af situationen. Hvem er vi tilbage, og hvem er her ikke længere?

Jeg kan konstatere, at italienerne er de bedst repræsenterede i vores lille gruppe. Damiano Caruso, Fabio Aru og Vincenzo Nibali er alle med. Derudover er her ryttere som Geraint Thomas, Simon Yates, Rafal Majka, Greg Van Avermaet, Sergio Henao og en håndfuld mere. Det er en meget stærk gruppe.

Men Chris Froome er her ikke – og heller ikke Richie Porte. Min gode ven Richie, som jeg træner med i Monaco. Jeg finder senere ud af, at det er ham, der er styrtet.

Jeg har én tanke i hovedet. Den her gruppe er så stærk, og vi er så tæt på mål, at den kommende vinder af OL sidder her, og jeg er stadig med. Mit mål om at komme i top-8 begynder at virke realistisk, men jeg tænker ikke på medaljer endnu.

Italienerne tager ansvaret for at sætte et højt tempo, fordi de er tre mand i gruppen. Caruso fører som et svin, for at vi kan holde forspringet. Jeg sidder og sparer mig, så godt jeg kan, inden Vista Chinesa rammer os for sidste gang.

Straks vi kommer ind på bjerget, angriber Vincenzo. Senere er det en anden af mine holdkammerater til daglig, Andrey Zeits fra Kasakhstan, der forsøger med et angreb.

Jeg forsøger også selv en enkelt gang, men det bliver Vincenzo,

16

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 16

19/04/2018 11.38

polakken Majka og colombianeren Henao, der ender med at slå et hul til os andre.

Satans!

Jeg sidder i en gruppe efter de tre forreste sammen med briten Geraint Thomas og belgieren Greg Van Avermaet. Hvis der kommer lidt stilstand oppe foran, kan vi stadig nå at hente dem. Thomas og jeg kører, hvad vi kan.

Selv hvis vi ikke henter dem, er jeg i en god position og kan nå et godt resultat. Jeg bliver mindst nummer seks, hvis det holder sådan her. Men den slags beregninger holder kun, indtil de ikke holder længere.

Vi får ikke hentet Vincenzo, Majka og Henao inden toppen. I stedet bliver vi hentet bagfra af franskmanden Julian Alaphilippe, spanieren Joaquim Rodriguez og Fabio Aru, som vi kører over Vista Chinesa sammen med for sidste gang.

Situationen inden nedkørslen er altså, at vi er blevet splittet i to grupper. Sergio Henao, Vincenzo Nibali og Rafal Majka ligger forrest, bagefter følger min gruppe, og vi ved ikke, hvor lang tid der er imellem os.

Jeg er ikke tryg ved nedkørslen. Alaphilippe tager fronten, og efter ham sidder Geraint Thomas, Fabio, mig, Van Avermaet og Rodriguez.

Alaphilippe kører som død og helvede, så han får et lille hul.

Van Avermaet kan ikke følge med og bliver sat. Det betyder, at jeg sidder sammen med Fabio og Geraint Thomas med Alaphilippe foran os.

Der bliver kørt med fuld risiko. Det er tredje gang, vi kører den teknisk svære nedkørsel, og jeg kan tydeligt huske lyden af et kæmpe styrt bagved på forrige omgang. Det er smalle veje, og der er mange sving, men ét af dem er sværere end alle de andre.

Svinget med hullet i vejen.

Adrenalinen pumper rundt i kroppen, pulsen er høj, benene er møre, og jeg tænker efterhånden ikke helt klart længere.

17

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 17

19/04/2018 11.38

Alle svingene ligner umiddelbart hinanden, så hvilket sving er det nu, der er det svære? Jeg kan ikke huske det.

Jeg ved bare, at der er et hul, jeg skal undgå, i et sving, der lukker meget abrupt, inden det næste sving begynder. Det farlige sving.

Med tvivlen og frygten lurende i baghovedet kører jeg, så hurtigt jeg kan slippe afsted med. Jeg er fokuseret på at holde Geraint Thomas’ og Fabio Arus hjul.

I næste øjeblik kommer vi rundt i et sving, og på den anden side ligger der en cykel midt på vejen. I højre side ligger cyklens ejermand. Det går jeg i hvert fald ud fra, at han er. Jeg når at opfange, at han har en hvid trøje, så det må være den colombianske og dermed Sergio Henao.

Jeg kører uden om ham og cyklen, og straks venter den næste slalom-bom i form af endnu en cykel på vejen og en mand helt ude i siden. Det ligner en italiensk trøje, så det må være min holdkammerat Vincenzo Nibali.

Det er altid ubehageligt at køre forbi ryttere, der er styrtet. Jeg aner, hvor slemt det er, og jeg kan ikke ligefrem stoppe op og høre, om de er okay. Det er der andre til at tage sig af.

Mennesket i mig tænker, at det trods alt bare er cykling, og at vi alle skal ned ad bjerget i live, men jeg er også professionel cykelrytter, så det næste, jeg tænker, er “fuck, nu kører vi om medaljer”.

Styrtet er ikke uden effekt i vores gruppe. Jeg kan mærke, at vi alle sammen slækker en lille smule på tempoet. Vi kører stadig stærkt, men det passer mig fint, at farten har fået et nyk nedad.

Vi ved, at Rafal Majka sidder helt i front, og at Julian Alaphilippe er på mellemhånd, og så kommer vores gruppe på tre mand.

Men vi er stadig ikke klar over afstandene imellem os.

Jeg sidder på hjul af Geraint Thomas, da vi når det sidste sving på nedkørslen. Jeg ser, hvordan han fuldstændig misser svinget og ryger på røven, og jeg når lige at undvige.

Lige efter svinget ligger Alaphilippe også og roder ude i grøften.

Det er en fuldstændig vanvittig situation. Folk styrter til højre 18

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 18

19/04/2018 11.38

og venstre, fordi de kører med hovedet under armen, og nu har manuskriptet ændret sig for 117. gang.

Jeg sidder pludselig sammen med Fabio Aru, og ude foran ligger kun Rafal Majka helt alene. Der er 9 km til målstregen på Copacabana. Jeg aner ikke, hvem der ligger lige efter os, og hvor langt de er efter. Vi får ingen informationer.

Cykelsporten er så mærkeligt indrettet, at man kan have samme interesser som sin konkurrent på nogle tidspunkter, lige indtil man ikke har det længere. Lige nu har Fabio og jeg samme interesse: At køre røven ud af bukserne og tage føringer for hinanden, så vi kan holde konkurrenterne bag ved os og hente Majka.

– Det er fuld gas nu! Der er kun én mand ude foran, siger jeg til ham på italiensk.

Han svarer mig ikke.

Han kigger bare på mig. Siger ingenting.

Jeg kigger på ham igen og forsøger at få øjenkontakt.

Han fanger ikke mit blik. Og han ligner ikke en, der er indstillet på, at vi hjælper hinanden.

Jeg fatter det ikke. Det er vores chance, det her! Hvis vi kan holde de andre bag ved os, er vi begge sikret en medalje, også selvom vi ikke henter Majka. Men det kræver, at vi hjælper hinanden og tager føringer, ellers kan det hele ryge i vasken.

– Kom nu! Træd i pedalerne, kammerat! Råber jeg.

Stadig ikke noget svar. Og han tager stadig ingen føringer. Han sidder bare med åbent gab og stirrer lige ud i luften.

Og så kommer jeg pludselig i tvivl.

Var det nu også Vincenzo Nibali, der sad i vejkanten på vej ned ad Vista Chinesa? Eller er han i virkeligheden ude foran os? Hvis Vincenzo stadig er med i løbet, er det måske derfor, Fabio ikke vil samarbejde: Fordi han hjælper sin landsmand.

Der har været så meget kaos i løbet af dagen, og uden radio har vi ikke noget overblik, så jeg kan godt have misset en detalje eller to. Den blå rytter kan have været en anden italiener. Eller en helt

19

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 19

19/04/2018 11.38

tredje rytter. Jeg er efterhånden ved at være helt skeløjet, så jeg kan nemt have taget fejl af farverne.

Fabio er stadig tavs. Jeg tager derfor alt føringsarbejdet med ham siddende på mit hjul. Det ligner ikke Fabio at hjælpe en holdkammerat på den her måde. Han plejer at køre hundrede procent for sig selv.

Så går det endelig op for mig, at årsagen til hans tavshed er en helt anden: Han kører ikke taktisk, han er bare fuldstændig færdig, så han kan ikke svare eller tage føringer.

Vi har for længst rundet 200 km, og når man runder den distance, kan kroppen slå helt fra. Specielt efter så hårdt et løb som det her. Fabios krop er ved at slukke.

Jeg er ikke stærk nok til at klare arbejdet alene, så vi bliver hentet af en gruppe bagfra.

Jeg kigger mig omkring for at se, hvem mine konkurrenter er, mens vi nærmer os finalen. Vi er syv mand i alt. Greg Van Avermaet er en af dem. Han er hurtig på stregen.

Julian Alaphilippes styrt var åbenbart ikke så slemt. Han er i hvert fald kommet tilbage til os, og han er også lynende hurtig i en spurt.

Joaquim Rodriguez er desværre også kommet op. Han er ligeledes en god afslutter.

Jeg ved, at de tre ryttere vil slå mig i en spurt, og samtidig har vi stadig ikke hentet Majka. Min hurtige analyse er derfor, at der er fire mand, der kommer i mål før mig, hvis der ikke sker noget inden målstregen, for sprint er helt ærligt ikke min stærkeste side.

Jeg minder mig selv om, hvad Lars Bonde sagde, da vi lagde taktikken inden løbet.

– Husk nu, at OL ikke er en Tour de France-etape, hvor det kun er sejren, der tæller. Ved OL gælder hver eneste placering. En fjerdeplads er meget mere værd end en ottendeplads. Så Jakob, hvis du sidder med i finalen: Prøv noget! Angrib fra distancen, også selvom guldmedaljen er kørt.

20

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 20

19/04/2018 11.38

Der er omkring fire kilometer til mål, da vi kommer ind i et højresving. Alaphilippe sidder forrest, og han fyrer den af rundt i svinget. Vi sidder trukket ud på en lang linje, og alle er på grænsen.

Alt i min krop er brugt nu, men jeg føler alligevel, at jeg har lidt mere at køre med.

Jeg når dog ikke at komme med første udspil. Alaphilippe bliver første mand, der angriber. Rodriguez forsøger at køre kontra for selv at komme væk. Det er alle mod alle nu.

Jeg sidder på hjul af min holdkammerat Andrey Zeits, som ret overraskende er med endnu. Jeg kender ham, og jeg ved, at han kører, indtil han falder af cyklen. Derfor bliver jeg på hans hjul og lader ham lukke det lille hul, der er kommet op til Rodriguez og Alaphilippe.

Det lykkes. Perfekt.

Nu sidder jeg i en god position. I en finale, hvor vi alle er helt ude på grænsen af, hvad kroppen kan klare, har man ikke ret mange patroner i hylstret. Alaphilippe og Rodriguez har lige brugt én hver med deres angreb.

Jeg har én patron tilbage. Hvis det går lidt i stå, er det mit moment, og så trykker jeg på aftrækkeren.

Tempoet falder, da Rodriguez og Alaphilippe er blevet neutraliseret. Vi kigger lidt på hinanden. Hvem skal spille ud?

Det skal jeg sgu. Hovedet nedad, hænderne helt nede i styret, og så giver jeg den, alt hvad jeg har. Det er min sidste patron, så den skal bare skydes afsted, så hårdt jeg overhovedet kan.

Jeg kigger mig tilbage for at se, hvilken effekt mit angreb har.

Og hvem sidder der? Greg Van Avermaet er klistret til mit hjul.

Det er klogt spillet af ham. Han lod mig angribe og gik med i slipstrømmen.

‘Fuck’.

Hvorfor skulle det lige akkurat være ham? Ham vil jeg ikke til målstregen sammen med. Men jeg har brugt min patron, så jeg bliver nødt til at fortsætte.

Heldigvis sker der lige præcis det, jeg håbede på, bag ved os.

21

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 21

19/04/2018 11.38

Rodriguez og Alaphilippe slår ud og venter på, at en anden vil lukke hullet til os, men det sker ikke.

Van Avermaet og jeg øger afstanden til dem.

Vi giver begge to, alt hvad vi har, for at fange Majka ude foran.

Der er lidt modvind, da vi er tæt på Copacabana med cirka tre kilometer til mål, og pludselig kan vi se ham sidde lidt længere fremme. Han kæmper for at holde os bag sig, men er tydeligvis færdig, for vi henter ham hurtigt.

Samtidig kan vi se, at vi har slået så stort hul til de andre bag os, at det bliver til medalje, hvis vi kan holde.

Hvor hurtig er Majka egentlig i en spurt, når jeg at tænke. Kan jeg slå ham? Jeg kan ikke huske, at jeg har siddet i en finale med ham, så jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at Van Avermaet er hurtig.

Vi kører ind på sidste kilometer. Nu er der kuldegysninger og adrenalin i hele kroppen.

Jeg smider min sidste flaske, kigger mig tilbage og kan se, at vi har så stort et hul, at medaljerne skal fordeles mellem os tre. Jeg skal køre mit livs spurt.

Jeg sidder forrest, Van Avermaet efter mig, og Majka i tredje position.

Jeg håber, at Van Avermaet knækker kæden. Det tænker jeg. Jeg kan også godt nøjes med, at han punkterer eller får et andet mekanisk uheld. Det er ikke så sympatisk at tænke. Jeg ved det godt.

Men nu vil jeg fucking have den guldmedalje.

Det har været et vanvittigt løb, og når jeg er smadret i kroppen, så er både Majka og Van Avermaet også smadrede. Spørgsmålet er bare, hvem der er mest brændt ned. Van Avermaet kan jo have brugt så mange kræfter, at han ikke kan sprinte, som han plejer.

Jeg sidder stadig forrest, da der er 600 meter til mål.

Ingen rører på sig endnu. Det er et psykisk spil. Man skal time et angreb helt perfekt, eller også skal man vente til spurten.

Jeg kigger mig tilbage igen og igen.

400 meter.

Alle holder vejret.

22

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 22

19/04/2018 11.38

Da jeg kan se 200 meter-skiltet lige foran mig, åbner Van Avermaet i højre side af vejen. Jeg forsøger at gå med i slipstrømmen.

En spurt varer kun få sekunder, men det er noget nær den værste smerte, man kan have i benene. Jeg hader at sprinte. Men det må jeg ikke tænke på nu.

Jeg kommer næsten på hjul af ham, men han øger afstanden en lille smule. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Majka bliver stående.

Han er ude af spillet om sejren.

Men det er jeg desværre også. Jeg kan ikke nå Van Avermaet.

Han knækker ikke kæden.

Mens han rækker sin knytnæve i vejret, hamrer jeg min ned i styret.

Jeg bliver nummer to.

I det øjeblik jeg passerer målstregen, mærker jeg en skuffelse skylle gennem kroppen. Jeg er ofte blevet nummer to. Nu har jeg fået endnu en forbandet andenplads til min samling.

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 23

19/04/2018 11.38

Greg Van Avermaet var for eksplosiv for mig, da han åbnede spurten på opløbsstrækningen. Jeg måtte nøjes med en sølvmedalje.

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 24

19/04/2018 11.38

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 25

19/04/2018 11.38

Da Jakob var omkring 15 år, kørte jeg ham til et løb i Aarhus. Han punkterede undervejs, men han gad ikke lappe cyklen. Det blev jeg ærgerlig over.

– Jakob, jeg gider ikke bruge en søndag på at køre dig til Aarhus, hvis du ikke gider lappe din cykel, bare fordi du ikke længere kan vinde løbet.

Vi blev enige om, at det ikke er sådan, man gør. Hvis man har besluttet sig for noget, og man har fået hjælp til det, må man også gøre en indsats.

V IL LY F UGL SA NG, JA KOBS FA R

2018032_Fuglesang_Indhold.indd 26

19/04/2018 11.38

Jakob

”Jeg har mange mål tilbage i karrieren. Det største er at komme på podiet i Tour de France. Jeg tror fuldt og fast på, at det er muligt.”

Jakob Fuglsang

FUGLSANG

Jakob Fuglsang har i en årrække været Danmarks største cykelstjerne. Han blev verdensmester i mountainbike (U23) og vandt Post Danmark Rundt tre år i træk. Alligevel har mange cykelfans set ham som ”den evige toer”, som kunne køre med de stærkeste konkurrenter i alle terræner, men altid manglede det sidste for at kunne vinde store sejre.

RASMUS STAGHØJ (f. 1985) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Han var journalist på BT fra 2011-2014 og har siden 2014 været ansat som journalist og cykelkommentator på TV 2. Han modtog i 2015 ”Steen Ankerdal-prisen” som årets sportsjournalist under 30 år.

Rasmus Staghøj dækkede sit første Tour de France i 2011 og har været med til samtlige udgaver siden da. Han har derudover været reporter til Giro d’Italia, Vuelta a España samt en række af cykelsportens største klassikere som Flandern Rundt og ParisRoubaix. ”Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje” er hans første bog.

Endnu en andenplads, OL-sølvmedaljen i Rio, blev et vigtigt vendepunkt. Jakob Fuglsang har siden OL kørt med en fornyet angrebslyst og urokkelig selvtillid. Det gav bonus med en sejr i det prestigefulde Critérium du Dauphiné, hvor verdens bedste cykelryttere deltog, og kun et styrt og et brækket håndled forhindrede et topresultat i Tour de France.

Nu stiler Jakob Fuglsang endnu højere. Hans drøm er at vinde den regnbuestribede trøje som verdensmester på landevej og erobre den gule trøje og en podieplads i Touren.

Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje I samarbejde med Rasmus Staghøj

I denne bog fortæller han ærligt om rejsen fra provinsdreng til cykelstjerne, om det personlige møde med cykelsportens store navne, fra Michael Rasmussen og Bjarne Riis til Schleck-brødrene, om de største resultater og om medaljens bagside, ensomheden og de afsavn, som er nødvendige for at nå sine mål.

Vi kører ind på sidste kilometer.

Nu er der kuldegysninger og adrenalin i hele kroppen. Jeg smider min sidste flaske, kigger mig tilbage og kan se, at vi har så stort et hul, at medaljerne skal fordeles mellem os tre. Jeg skal køre mit livs spurt.

Jeg sidder forrest, Van Avermaet efter mig, og Majka i tredje position. Jeg håber, at Van Avermaet knækker kæden. Det tænker jeg.

Jeg kan også godt nøjes med, at han punkterer eller får et andet mekanisk uheld. Det er ikke så sympatisk at tænke. Jeg ved det godt. Men nu vil jeg fucking have den guldmedalje.”

Fra bogen

Fra Jørgen Leths forord: ”Ingen dansk cykelrytter siden Rolf Sørensen har haft en så iøjnefaldende elegance på cyklen. Jakob Fuglsang kan noget særligt.”

PO L I TI KENS FORLAG

2018032_Jacobfuglsang-omslag-final.indd 1

18/04/2018 10.00