â–
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 1
ITALIENSK VIN
14/08/2018 14.53
VALLE D’AOSTA PIEMONTE LIGURIEN LOMBARDIET VENETO TRENTINO-ALTO ADIGE FRIULI-VENEZIA GIULIA EMILIA-ROMAGNA TOSCANA ITALIENSK VIN UMBRIEN MARCHE ABRUZZO LAZIO APULIEN BASILICATA MOLISE CALABRIEN CAMPANIA SICILIEN SARDINIEN ■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
■
POLITIKENS FORLAG 2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 3
14/08/2018 14.53
TRENTINOALTO ADIGE
FRIULIVENEZIA GIULIA
Trento
Aosta
VALLE D'AOSTA
LOMBARDIET
VENETO
Torino
Milano
Venedig
PIEMONTE Genova
LIGURIEN
Trieste
EMILIA ROMAGNA Bologna
Firenze
San Marino
MARCHE
TOSCANA
Ancona
Perugia
UMBRIEN l'Aquila
LAZIO
ABRUZZO
Rom
Campobasso
MOLISE
CAMPANIA
Napoli
SARDINIEN
APULIEN
Bari
Potenza
BASILICATA
Cagliari
CALABRIEN
Catenzaro
Palermo
SICILIEN
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 4
14/08/2018 14.53
INDHOLD 6 Forfatterne 7 Forord 8 Om bogen
10 INDLEDNING 12 15 19 23 29
Vin-Italien her og nu Italiens vinhistorie – kort fortalt Jordbund, klima, mark og kælder Italiens vinlovgivning Druesorter i Italien
60 NORDVESTITALIEN 63 69 139 147
Valle d’Aosta Piemonte Ligurien Lombardiet
162 NORDØSTITALIEN 165 Veneto 197 Trentino-Alto Adige 225 Friuli-Venezia Giulia
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 5
248 MELLEMITALIEN 251 263 337 347 365 375
Emilia-Romagna Toscana Umbrien Marche Abruzzo Lazio
385 SYDITALIEN MED ØER 389 407 413 417 427 445 467
Apulien Basilicata Molise Calabrien Campania Sicilien Sardinien
478 484 494 496
Statistisk appendiks Ordliste Litteraturliste Stikordsregister
14/08/2018 14.53
FORFATTERNE Thomas Ilkjær er årgang 1971 og cand.scient. i idræt (1998). I 1997 blev han den anden Gran Maestro del Vino Italiano i Danmark. Thomas skrev for Vinbladet 1998-2014 og har siden 2011 været vinskribent på Politiken. Han bidrager endvidere til en række magasiner i Danmark, Sverige og Norge. I 2010 udgav han bogen Amarone – og vinene fra Valpolicella. I 2007 var han medstifter af Danmarks største vinuddannelse, Vinakademiet, hvor han er daglig leder. Thomas Ilkjær er redaktør på Politikens bog om Italiensk vin og har bidraget med kapitlerne ”Om bogen”, ”Vin-italien her og nu”, ”Italiens vinlovgivning”, ”Trentino-Alto Adige”, ”Toscana”, ”Marche”, ”Abruzzo” og ”Lazio”. Han er desuden hovedansvarlig for druesortskapitlet.
Paolo Lolli er årgang 1968 og cand.scient.adm. & HA (1998). Man kan næsten sige, at han har fået vin ind med modermælken, eftersom der altid har været en passioneret interesse for vin i familien. Paolos forældre drev i mange år Adriat Vinimport og restauranten La Buca degli Artisti, der nu drives af hans to brødre. I 1993 startede Paolo vinbutikken Enoteca, og han har siden 1999 tillige været chef på familiens anden restaurant, Casa d’Antino. Italiensk vin har været en rød tråd gennem alle disse aktiviteter, og hyppige vinrejser til støvlelandet har givet yderligere næring til interessen for vin. Paolo Lolli har skrevet kapitlerne ”Piemonte” og ”Friuli-Venezia Giulia”.
Arne Ronold er årgang 1957. Oprindelig fysiker (M.Sc. 1981), men har siden tidligt i 1980’erne været bidt af vinbacillen. Arne blev Skandinaviens første Master of Wine i 1993, og han har rejst over hele vinverden. Han er stifter og redaktør af det norske tidsskrift Vinforum, der er udkommet siden 1986, og er medforfatter til Politikens håndbog om vin. Han har været primus motor for vinuddannelserne på Kulinarisk Akademi i Oslo, hvor han fortsat er aktiv. Han har undervist på Vinakademiet i Danmark siden 2007. Arne Ronold har skrevet kapitlerne ”Jordbund, klima, mark og kælder”, ”Valle d’Aosta”, ”Ligurien”, ”Lombardiet”, ”Veneto”, ”Umbrien”, ”Basilicata”, ”Campania” og ”Sicilien”.
Ole Udsen er årgang 1965 og cand.jur. fra Københavns Universitet (1990). Ernærer sig primært som leder inden for olieindustrien, men har interesseret sig specifikt for italiensk vin siden midt i firserne og særlig de syditalienske vine, som han i dag er en førende ekspert på. Han var finalist i Gran Maestro del Vino Italiano-konkurrencen i 1995 og 1997. Han er forfatter til artikler om italiensk vin og har været guide på vinrejser til Italien. Siden 2018 er han medejer af vinhandlen Estrup & Udsen Vin, som importerer visse af de vinhuse Udsen beskriver. Ole Udsen har skrevet kapitlerne ”Italiens vinhistorie – kort fortalt”, ”Emilia-Romagna”, ”Apulien”, ”Calabrien”, ”Molise” og ”Sardinien”, og han har bidraget væsentligt til druesortskapitlet.
6
Peter Sisseck. – Foto: © ICEX/Pablo Neustadt.
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 6
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.53
FORORD For 25-30 år siden var det nærmest eksotisk at interessere sig for italiensk vin. Da var Frankrig og til dels Spanien stadig meget dominerende på det danske marked, og minderne om bastomviklede chiantiflasker og valpolicella- og soaveflasker i tolitersformat var endnu en markant del af det italienske vinimage. I dag er verden en anden – også hvad angår vinen – og det er temmelig mainstream på grænsen til det uopfindsomme at være italiensk vintifoso. Italiensk vin har, hvad mængder angår, været markedsledende i mange år, og barolo, amarone og brunello er blevet om ikke hvermandseje så i hvert fald vine, som de fleste vinforbrugere er på fornavn med. Det betyder, at kravene til en bog som denne er mindst lige så store, som da den udkom for første gang for 15 år siden – og nok egentlig større. Kendskabet til de italienske vine og den italienske vinkultur er nemlig vokset markant, og vi har derfor lagt os i selen og bestræbt os på at levere en både dybdegående og omfavnende grundbog om de italienske vine, som vi alle fire har en særlig forkærlighed for. Det er en forkærlighed, som vi bestemt ikke har forsøgt at lægge en dæmper på, men det betyder ikke, at de kritiske røster og løftede pegefingre er gemt væk. Når man elsker det bedste, bliver man ekstra skuffet over det middelmådige. Vi er taknemmelige for, at Politikens Forlag har givet os mulighed for at opdatere og udvide denne bog og dermed beskrive de seneste ti års rivende udvikling for italiensk vin
og præsentere et opdateret billede af det mangesidede og dynamiske vinland. Tak til forlagsredaktør Charlotte Juulsgaard Breum for stor tålmodighed, rettidige pisk og konstruktiv sparring og tak til grafiker Kenneth Schultz for sin overskudsagtige og professionelle måde at få alt puslet på plads på. Stor tak også til korttegner Steen Frimodt, der endnu en gang brugte uanede mængder af tid på at nørkle med små detaljer og rette til i en uendelighed. Også tak til Finn Årosin Madsen, der bidrog til førsteudgaven i 2003, og hvis arbejde uundgåeligt fortsat er en del af bogens DNA. Mængden af producentsammenslutninger, marketingorganisationer, kolleger og officielle vininstanser, der på forskellig vis har bidraget til projektet, er større end listen over italienske druesorter. Vi er dem alle stort tak skyldig. Det samme gælder naturligvis de hundredvis, ja formentlig tusindvis af italienske vinbønder og -producenter, der gennem årene har givet os et indblik i deres verden. De er den væsentligste inspirationskilde til vores passion, og denne bog er i høj grad dedikeret til dem. Vi håber, at du som læser vil finde, hvad du søger af information i bogen, men forslag, rettelser og idéer er altid velkomne. Og glem ikke at have supplerende studiemateriale i flydende form til at skylle efter med. Buon divertimento!
Juni 2018 Thomas Ilkjær, Paolo Lolli, Arne Ronold og Ole Udsen
FO R O R D
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 7
7
14/08/2018 14.53
OM BOGEN Italiensk Vin har fået en ny forkortet titel, men bogen her er tredje udgave af den bog, der i sine to første udgaver fra hhv. 2003 og 2008 hed Politikens bog om Italiensk Vin. I de ti år, der er gået siden forrige udgave, er der sket meget på den italienske vinscene. Nye vine og producenter er kommet til, stjerner er slukkede og nye tændt, tendenser er for alvor slået igennem eller gået i sig selv, og der er kommet nye regler og love. Vi har efter bedste evne forsøgt at få det meste med, men selv ikke en knap 500 sider stor bog kan rumme alt af interesse fra verdens største vinland. Vi skal være de første til at beklage, at interessante elementer af pladsmæssige hensyn har måtte udelades, men alt andet ville have været uoverskueligt for ikke at sige umuligt. Vi har skrevet alle kapitlerne og afsnittene med nye og velpudsede briller og er i vidt omfang begyndt fra grunden. Bogen er tænkt som en grund- og opslagsbog, der ikke skal læses fra ende til anden, men tjene som et værk, hvor læseren hurtigt og overskueligt kan finde de væsentligste informationer om italiensk vin. Som i de foregående udgaver har ambitionen været at komme hele vejen rundt, så selv den mindste DOC og alle ukendte distrikter er medtaget. Der er dog naturligvis prioriteret nøje efter et væsentlighedsprincip, og de store regioner, de bedste vine og de mest interessante producenter er tildelt mest plads. Via forfatternes prioriteringer og præferencer er der også tale om mere eller mindre indirekte anbefalinger af bestemte områder, vine og producenter, men bogen er ikke først og fremmest en vinguide, og man vil lede forgæves efter point- og stjernemarkeringer ved vine og producenter. Det er her værd at bemærke, at vinenes/producenternes kvalitet kun er ét af de kriterier, der er anvendt i prioriteringen. Andre forhold som historik, produktionsmængde og sjældenhed spiller også en rolle i den sammenhæng.
GENNEMGÅENDE KAPITELELEMENTER For overskuelighedens skyld har vi arbejdet ud fra et princip om ”tilstræbt ensretning” af de enkelte regionskapitler, der i grundstrukturen er opbygget ens. Der er dog forskel på de største og vigtigste regioner og de mindre og knap så væsentlige. Desuden kan særlige forhold i en region betyde en lidt anderledes tilgang til beskrivelsen af dens vine. Tre elementer er dog helt faste og gennemgående for alle 20 regionskapitler:
8
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 8
PRODUKTIONSFAKTA Hvert kapitel indledes med en boks med regionens overordnede produktionsfakta ifølge ISTAT (Istituto Nazionale di Statistica). Vinmarksarealet er det gennemsnitlige areal i produktion i perioden 2014-2016, og produktionen er den gennemsnitlige vinproduktion (ekskl. most) i perioden 20122016. Desuden er der anført DOC(G)-vinenes andel af regionens samlede produktion i 2016 samt fordelingen af rødvin og hvidvin. Til sidstnævnte tal skal det bemærkes, at rosato indgår i rødvinstallet.
LISTE OVER ALLE REGIONENS DOC(G)- OG IGT-VINE Boksen med alle regionens vine er ajourført frem til 1. juli 2018. I denne oversigt er vinene præsenteret alfabetisk med DOCG-vinene før DOC-vinene og IGT-vinene. Hvor en vin har flere alternative navne, er disse angivet med en skråstreg, men sidenhen i overskrifter, brødtekst og kort er blot et af disse anvendt. I parentes efter vinnavnet er angivet et årstal – eller to for DOCG-vinenes vedkommende. Dette er årstallet for den første officielle dekretgodkendelse af vinen, men er ikke altid identisk med den første årgang, som loven er gældende fra.
KORT Alle regionskapitler er forsynet med et oversigtskort med alle regionens DOC(G)-zoner og i mange tilfælde med yderligere detailkort over mindre områder. Der findes ingen officiel kilde med kort over italienske vinzoner, og udarbejdelsen af præcise og troværdige kort er derfor ofte forbundet med en del detektiv- og puslespilsarbejde. Kort er med til at give overblik og forklare ellers indviklede forhold, men vi har til tider måttet erkende, at kildematerialet har sat visse begrænsninger for udarbejdelsen af dem. Så selv om langt de fleste zoner og grænser er angivet meget præcist, tager vi forbehold for, at der kan forekomme mindre unøjagtigheder. Oversigtskortene er ikke kort over alle vine, men over alle vinzoner forstået på den måde, at en del zoner dækker over to eller flere DOC(G)-vine. F.eks. dækker Valpolicella-zonen i Veneto over fire forskellige DOC(G)-vine. Der vil derfor ofte være færre zoner i en region, end der er DOC(G)-vine. Listerne ved hvert kort er ordnet alfabetisk med DOCGvinene nævnt først. Leder man efter en bestemt vin, kan den ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.53
altså ”gemme sig” efter en anden vin, som den deler zone med. På Veneto-kortet står Valpolicella Ripasso f.eks. ikke opført under V i listen over zoner, men under Amarone della Valpolicella/Recioto della Valpolicella/Valpolicella Ripasso/ Valpolicella. Zonernes nummerering kan forekomme ulogisk og mangelfuld, men er bevidst og skyldes praktiske årsager.
REGULATIVSKEMAER NU ONLINE Læsere, der er bekendte med de foregående udgaver af bogen, vil bemærke, at skemaerne over alle regionens vine med undertyper, subzoner og udvalgte regulativkrav er forsvundet. Med mere end 50 nye vine blev det efterhånden vanskeligt at få plads til det hele. Det må også erkendes, at med den enormt høje koncentration af detaljer i disse skemaer, er det en næsten uoverkommelig opgave at sikre sig mod fejl,
ligesom ændringer i f.eks. druesammensætninger og lagringskrav løbende gør sådanne oversigter uaktuelle. Alle de officielle produktionsregulativer (disciplinare di produzione) er i dag tilgængelige online via det italienske landbrugsministeriums hjemmeside www.politicheagricole.it. De er dog dels på italiensk, dels ikke specielt lette at gennemskue. Vi ser derfor stadig et behov for en ressource, hvor de særligt interesserede i nogenlunde overskuelig form kan finde de vigtigste basisoplysninger for alle italienske DOC(G)-vine i en ajourført udgave. De tidligere regulativskemaer vil derfor fremover kunne tilgås via hjemmesiden www.vinviden.dk, hvor det er ambitionen at opdatere dem løbende, når nye vine kommer til og regler ændres. Således kan de supplere bogen på meget bedre vis end de tidligere skemaer.
VIN- OG DRUESORTSNAVNE Da mange italienske vine er navngivet efter deres dominerende druesort, kan der til tider opstå tvivl om, hvorvidt der refereres til en vin eller en druesort. Derfor er det gennem bogen fastholdt, at vinnavne skrives med stort begyndelsesbogstav og druesorter med småt. Dermed er der ingen tvivl om, at f.eks. barbera henviser til druesorten og Barbera til en vin.
STATISTIK Foruden de ovennævnte produktionsfakta og det afsluttende statistiske appendiks er der bogen igennem gengivet en mængde statistikker og taldata. For de enkelte DOC(G)-vine stammer de typisk enten fra de lokale producentsammenslutninger, handelskamre og regionsadministrationer eller fra FEDERDOC, den nationale forening
O m b og e n
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 9
ORDLISTE for producentsammenslutninger, der hvert år publicerer en opgørelse over hvor meget vin, der er aftappet af de enkelte DOC(G)-vine. Andre data kan være hentet fra de nationale italienske myndigheder (se s. 478). Disse tal kan afvige fra hinanden og skal trods deres kilders halv- og helofficielle status først og fremmest betragtes som en indikation for nogle generelle størrelsesforhold, der giver nyttig viden om de enkelte zoner og vine. Da statistiske data ofte er igennem flere korrektioner, før de kan anses som nogenlunde sikre, har vi primært valgt at opdatere i forhold til 2015/2016-tal frem for de 2017-tal, som ved redaktionens slutning stadig var meget nye.
Bagest i bogen er medtaget en omfattende ordliste med forklaring/uddybning af diverse fagtermer og italienske udtryk. Listen er primært en fortegnelse over begreber brugt i bogen, men rummer også en del andre udtryk, som den interesserede i italiensk vin kan støde på.
FADSYMBOLER Diskussionen om lagring på ældre, store botti eller små, nyere barriques/ tonneaux har i høj grad præget mange dele af Italien de seneste tiår (se. også s. 21 og 82). Den var og er dog særlig fremtrædende i fht. nebbiolovinene fra Piemonte, og i omtalen af disses producenter har vi derfor valgt grafisk at angive den benyttede lagringsmetode vha. følgende symboler:
1 = barriques/tonneaux 0 = botti
9
14/08/2018 14.53
Nyhøstede Barberadruer.
10
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 10
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.53
INDLEDNING In dl e dn in g
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 11
11
14/08/2018 14.53
VIN-ITALIEN HER OG NU Da denne bog udkom første gang i 2003, kunne vi konstatere, at Italien havde undergået en voldsom udvikling i de foregående årtier og stadig var under markant forandring. Det samme er på mange måde stadig gældende, og vidner om et vinland, der nok bygger på et fundament af en meget lang og dybt forankret vinkultur, men samtidig er vældigt dynamisk. På en gang et af verdens mest traditionelle vinlande, hvor historik i sig selv er en kvalitet, og et vinland, hvor innovation, brud med det gængse og enegang er hverdagskost. I et fugleperspektiv er det slående, at udviklingen foregår i begge ender af skalaen. I den ene ende ses markante fremgange for store og velkendte brands som Prosecco, Chianti Classico og Valpolicella og i den anden ende masser af succeshistorier for små vinzoner, f.eks. Etna, Offida og Montefalco Sagrantino. En lignende tendens kan iagttages på druesortsfronten, hvor der parallelt med en stor fremgang for en række kendte internationale sorter fortsat kan spores en enorm interesse for genoplivningen/genopdagelsen af hidtil stort set ukendte eller oversete lokale druesorter. Den italienske vinbranche spiller så at sige på et bredt udvalg af heste og tilsyneladende med overvejende succes. Eksportmæssigt er det generelt gået fremad i de seneste årtier, og særlig er værdien af den eksporterede vin steget betragteligt. Foruden den stadig mere intense interesse fra både producenter og forbrugere for Italiens enorme rigdom af indfødte druesorter har en anden tendens været tydelig siden første udgave af denne bog: officiel afgrænsning af marker og subzoner. Lokal viden om særlig favorable områder og marker med hver deres karakteristika har i århundrede været en del
12
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 12
af både den mundtlige tradition og skriftligt materiale i form af kort, bøger og etiketter, men indtil for nylig havde sådanne detaljer og distinktioner kun yderst sjældent fundet vej til lovgivningen eller manifesteret sig i en officiel registrering. Det har nu ændret sig, og meget naturligt var det arbejdet med en officiel kortlægning af marker og subzoner i Barbaresco og Barolo, der viste vejen. De to små distrikter i Langhe er ubestridt det sted i det italienske vinlandskab, hvor fokus på enkeltmarker og bevidstheden om det specifikke voksesteds signifikans historisk har stået stærkest. Siden har arbejdet med at underopdele DOC(G)-distrikter i subzoner og registrere officielle Vigna-navne (godkendte navne til vine fra enkeltmarker) spredt sig som en steppebrand. Hvad enten der blot er tale om en præcis afgrænsning af mindre områder og parceller uden obligatorisk strammere produktionskrav – f.eks. de såkaldte geografiske tillægsbetegnelser (menzione geografiche aggiuntive, aka MGA) – eller der følger en obligatorisk opstramning af kravene med som for subzoner (sottozone), er der tale om en markant bevægelse mod mere fokus på vinenes oprindelse. En del af denne ændring kan sikkert tilskrives en basal trendanalyse, hvor man har aflæst, at en stærk tilknytning til et stednavn påvirker en vins image og prissætning positivt. Der er dog ingen tvivl om, at det også er endnu et af den italienske vinindustris skridt på vej mod en mere kvalitetsfokuseret produktion af vine, der ikke bare afspejler lokale traditioner og druesorter, men også specifikke terroir. Spørgsmålet er så, om fremtiden også vil give os de første eksempler på en decideret klassificering af marker og subzoner, som man kender det fra kendte franske områder som Alsace, Champagne og mest markant Bourgogne. Det foreITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.53
kommer ikke umiddelbart sandsynligt, idet det vil kræve en hidtil uset vilje til samarbejde og underkastelse af myndigheders og kollegers beslutninger. Hidtil har sådanne tanker hurtigt kunne afvises med henvisning til den manglende officielle registrering af de geografiske enheder, der eventuelt kunne være aktuelle for en klassificering. Den hurdle er nu i udstrakt grad væk, og hvem ved, om man om 15-20 år kan konstatere, at den aktuelle tendens til at skrive marker, geografiske enheder og subzoner ind i vinlovene blev det første skridt til også at rangordne disse. Sammenligner man med begyndelsen af dette årtusind står to andre tendenser også relativt tydeligt frem. For det første en mindre fremtrædende position for de konsulterende ønologer, der for 10-15 år siden var på alles læber og blev trukket frem som stjerner i rampelyset i tide og utide. De havde en ubestridt stor betydning for transformationen af Italien fra producent af traditionsbunden, lokalorienteret dagligdagsvin til en moderne vinnation med større fokus på verdensklassevin og eksport, og de blev – ofte også af producenterne selv – skubbet frem i forreste række som beviset på kvalitet og fremsyn. Deres indsats og viden var (og er) især uundværlig, når et enormt antal mindre vinbønder uden større erfaring overgår til også at være vinproducenter, og hvor mange skal ændre vinstil- og kvalitet for at nå ud til verdensmarkedet. Konsulenterne er stadig mange og særdeles aktive, men i dag opererer de i lidt højere grad bag kulisserne og anses ikke på samme vis som en marketingsmæssig nødvendighed. I mange områder har deres rolle som de facto vinmagere ændret sig til en mere rendyrket konsulenttjeneste og spar-
In dl e dn in g – v in - italien her og nu
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 13
ringspartner for producenterne, der nu selv har langt større erfaring eller har naboer at rådføre sig med. En lidt mindre fremtrædende position og knap så afgørende rolle for det markedsmæssige passer også fint som beskrivelse af udviklingen for de toneangivende italienske vinguider. For 10-15 år siden var en topscore i de mest kendte af dem - og særlig Gambero Rosso’s Vini d’Italia – ensbetydende med sikker succes og nærmest et krav på visse markeder. De ”tre glas” (tre biccheri) er stadig en anerkendelse, producenterne nok skal gøre opmærksom på, men der findes i dag slet ikke den samme fokusering på guidernes vurderinger. Hvor lanceringen af Gambero Rossos nye udgave for et årti eller to siden kunne få næsten hele den italienske vinverden til at holde vejret i spænding, er den og de andres guiders nye udgaver nu blot en enkelt faktor blandt mange andre med mindst lige så stor indflydelse. Både troen på egne historiske druesorter og de konsulterende ønologers og guidernes mindre fremtrædende positioner vidner om en vinsektor med rankere ryg og mere selvtillid. Det Vinitalien, som i 1970’erne og 1980’erne endnu var et åbensindet, men også lidt tøvende og afprøvende barn på vej mod nye tider, og som i 1990’erne og 00’erne i høj grad var en vild og eksperimenterende teenager med mod på livet, men også præget af en til tider vaklende selvtillid og søgen efter identitet, er nu på vej ind i næste fase, hvor hornene i mange sammenhænge er løbet af og en nervøs søgen efter stil er afløst af selvsikkerhed og rodfæste. Der er naturligvis forskel fra region til region og distrikt til distrikt, men billedet af et stærkt, optimistisk og veloplagt Vinitalien står relativt skarpt.
Vinte
13
14/08/2018 14.53
Markerne i Conegliano-Valdobbiadene Proseccos bakker er nogle af Italiens dyreste.
162
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 162
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.55
NORDØSTITALIEN 2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 163
163
14/08/2018 14.56
Fra de vestligste marker i Valpolicella er der udsigt til Gardasøen.
164
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 164
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.56
PROVINSER: Belluno, Padova, Rovigo, Treviso, Venezia, Verona, Vicenza INDBYGGERTAL: 4,92 mio. AREAL: 18.364 km2 REGIONSHOVEDSTAD: Verona
VENETO Veneto har de seneste mange år været Italiens største vinproducerende region. Herfra kommer bl.a. Valpolicella- og Soave-vinene, der i 1960’erne og 1970’erne var helt afgørende for placeringen af italiensk vin i omverdenens bevidsthed. Siden kom Amarone, Ripasso og Prosecco til og sørgede for, at vinene fra Veneto stadig hører til landets mest kendte. Parallelt med de berømte vine produceres der store mængder mere anonym vin, og der er et stort kvalitetsmæssigt spænd fra top til bund. Tendensen mod mere kvalitetsvin er dog tydelig, hvilket otte nye DOCG-vine alene siden 2010 er en klar indikation af.
GEOGRAFI OG KLIMA Veneto udgør hjertet af det, der engang var den venetianske republik la Serenissima, og grænser mod vest til Lombardiet, mod nordvest til Trentino-Alto Adige, mod nord til Østrig, mod øst til Friuli og Adriaterhavet og mod syd til Emilia-Romagna. Mht. landskabsformer kan Veneto inddeles i syv underområder: Fra nord mod syd drejer det sig om Alperne, præalperne, subalperne, øvre sletteland, nedre sletteland, laguneområdet og Po-deltaet. Præalperne omfatter bl.a. Asiago-plateauet, Lessini-bjergene og Monte Baldo, mens subalperne omfatter morænebakkerne syd for Monte Baldo, bakkerne omkring Conegliano, Il Montello og Colli di Asolo. Det øvre og nedre sletteland har generelt meget god tilgang af vand, jordbunden består for en stor del af flodaflejringer og er derfor meget frugtbar. Slettelandet løber stort set fladt ud mod Adriaterhavet, kun afbrudt af Monti Berici og Euganei-bakkerne. Lidt mere overordnet kan man imidlertid dele regionen i to: bakker og bjerge i nord og flade partier mod syd og sydNordø s titalie n – Veneto
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 165
øst. Trækker man en bue fra den sydlige del af Gardasøen op over byerne Verona og Vicenza mod Conegliano, udgør den en omtrentlig skillelinje mellem den kuperede del og fladlandet. Mange af Venetos klassiske og bedste vindistrikter befinder sig netop her ved foden af bakkerne, hvor de to områder mødes. Klimaet ved Gardasøen er varmt, mildt og middelhavslignende, dels på grund af Monte Baldos beskyttelse mod de kolde vinde fra nord, dels på grund af søens egen mildnende indflydelse. I bakker og bjerge mod nord er der generelt betydelig koldere, mens slettelandets kontinentale klima bliver gradvis mildere, efterhånden som man bevæger sig mod sydøst i retning af Adriaterhavet. Alperne skaber også en barriere, som beskytter mod vind fra nord og hjælper til med at akkumulere varme om sommeren. Barrieren medfører imidlertid også regn i bakkerne og skaber gode forhold for tåge, der forekommer hyppigt i mange af vindistrikterne.
165
14/08/2018 14.56
23
Amarone della Valpolicella/ Recioto della Valpolicella/Valpolicella/ Valpolicella Ripasso
26
Asolo Prosecco
18
Asolo Prosecco/Montello Rosso/ Montello-Colli Asolani
4
Bagnoli Friularo/Bagnoli di Sopra
1
Bardolino Superiore/Bardolino
9
Colli di Conegliano
10 11 15
Conegliano Valdobbiadene Prosecco
25
Piave Malanotte/Piave
Lison/Lison-Pramaggiore
Bianco di Custoza
27
Delle Venezie
13
Recioto di Gambellara/ Gambellara Recioto di Soave/ Soave Superiore/Soave
2 3
Arcole
7
Breganze
8
Colli Berici
Corti Benedettine del Padovano
14
Garda
19
Lessini Durello/Monti Lessini
16
Lugana/ San Martino della Battaglia
17
Colli Euganei Fior d’Arancio/ Colli Euganei
6
12
Merlara
Cortina
28
Prosecco
20
Riviera del Brenta
30
Serenissima*
21
Valdadige
22
Valadige Terradeiforti
29
Venezia
24
Vicenza
28
BELLUNO
30
TRENTINOALTO ADIGE
22 19
VERONA
2
Soave Arcole Adige
13Gambellara
LOMBARDIET
0
VENETO VENETO
166
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 166
11 Conegliano 29
26
TREVISO
25
29
15
VENEDIG
12
30
di Bagnoli Sopra
ROVIGO
Caorie
20 VENEZIA
PADOVA
Adige
Portogruaro
29
4
Merlara
Pia ve
PADOVA
10
Treviso
8
3
Poremaggiore
Asolo
24
17
27
9
Vicenza
VERONA
ta
18
Breganze
30
9
Veneto
en Br
Lago di Bardolino Garda Grezzana 23 16 14 6
7 19
14
29
24 30
27
Vittorio
27 Valdobbiadene
1
FRIULIVENEZIA GIULIA
Belluno
21
Custoza
28
* Denne zone er omtrentlig
28
14
27
30
d'Ampezzo
VICENZA
30
ØSTRIG
Rovigo
Adria
Chioggia
12
VENETO
28
Po
27
EMILIA ROMAGNA 40 km
ItAL Ien sk v In
14/08/2018 14.56
HISTORIE Veneto har fået sit navn efter veneterne, en illyrisk stamme der boede i området i oldtiden. Fra slutningen af middelalderen og frem til 1700 var regionen en del af la Serenissima, som i denne periode udgjorde et europæisk centrum for kunst, kultur og handel. I 1797 delte Napoleon Veneto i to: Den del, der lå øst for floden Adige, tilfaldt Østrig, mens den vestlige del blev indlemmet i Den Cisalpinske Republik under Napoleons kontrol. I 1805 blev også den østrigske del af Veneto en del af denne stat – nu under navnet Kongedømmet Italien og med Napoleon som konge. I 1814 tilfaldt Veneto igen Østrig, og var østrigernes, til regionen blev indlemmet i Italien i 1866. Selv om grundlaget for den venetianske kultur blev lagt af la Serenissima, har de efterfølgende vekslende nationale tilhørsforhold også sat sine spor, hvilket bl.a. vindyrkningen bærer præg af med et ikke ubetydeligt antal importerede druesorter. I første del af forrige århundrede blev mange af vindistrikterne i Veneto udvidet fra de oprindelige veldrænede områder ved foden af bakkerne til også at omfatte flade partier på slettelandet. Som en konsekvens heraf steg det tilplantede areal markant i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. Fra at være godt gammeldags landbrug, ofte med blandingskultur, udviklede vindyrkningen sig i denne periode til rendyrket industriel monokultur. En effektiv markedsføring kombineret med det generelle vinboom i perioden sørgede for god afsætning, og Soave var f.eks. den meste solgte DOC-vin i USA, foran Chianti, mens Valpolicella havde stor succes i de vesteuropæiske lande. Strategien var vellykket, al den stund markedet accepterede lav kvalitet til lave priser. Men fra 1980’erne og 1990’erne og ind i det nye årtusind har billedet ændret sig, og mange producenter er endnu i dag optaget af at frigøre sig fra et image bygget på storindustriel vinproduktion, men den findes stadig i rigt mål. De gennemsnitlige personindkomster i Veneto ligger lidt over landsgennemsnittet for Italien, men regionen var længe den mindst udviklede og ”fattigste” del af Norditalien. I de seneste 25 år har området imidlertid oplevet en opsigtsvækkende økonomisk fremgang. Man snakker om Il miracolo Veneto, og regionen er i dag en af de rigeste inden for EU.
Nordø s titalie n – Veneto
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 167
DRUESORTER I VENETO
Der er over 100 anbefalede/godkendte druesorter i Veneto fordelt mellem de lokale, såsom corvina, garganega og glera, og de internationale, såsom merlot, cabernet sauvignon, chardonnay, pinot grigio og pinot bianco. 50 procent af arealet er beplantet med grønne sorter, 40 procent med blå sorter og 10 procent med rosa/grå sorter. I sammenligning med den seneste omfattende opgørelse i 2000 er det mest iøjnefaldende, at glera har mere end fordoblet sit areal og nu suverænt er regionens mest plantede druesort med næsten en fjerdedel af alle hektar. Den har byttet plads på ranglisten med merlot, der har mistet næsten en tredjedel af sine hektar og gået fra 19 procent til 12 procent. En anden vinder i perioden er corvina, som er blevet endnu mere dominerende i Valpolicella og gået frem med over 50 procent. De enkelte druesorters dominans er ikke overraskende meget forskellig fra provins til provins. I Treviso længst mod øst er vi i Prosecco-land. Her udgør glera over halvdelen af arealet, og 88 procent af al glera i Veneto findes i Treviso. Det samme mønster gælder garganega og corvina, der tilsammen er plantet på over halvdelen af alle hektar i Veronaprovinsen, hvor vi finder Valpolicella og Soave. Hele 98 procent af regionens corvina skal findes her. Det tilsvarende tal for garganega er 83 procent. Merlot spiller en meget beskeden rolle i begge disse provinser, men er til gengæld helt fremme i fladlandet i Padova, Vicenza og Venezia, hvor den udgør mellem 23 og 35 procent.
MEST PLANTEDE DRUESORTER (2010) Druesort
Andel af beplantet areal
1. Glera
23 %
2. Garganega
14 %
3. Merlot
12 %
4. Corvina
10 %
5. Pinot grigio
9%
6. Cabernet sauvignon
4%
7. Cabernet franc
3%
8. Chardonnay
3%
9. Rondinella
3%
10. Pinot bianco
2%
167
14/08/2018 14.56
262
Castello Banfi i den sydvestlige del af Brunello di Montalcino.
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 262
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.57
PROVINSER:
Arezzo, Firenze, Grosseto, Livorno, Lucca, Massa-Carrara, Pisa, Pistoia, Prato, Siena INDBYGGERTAL: 3,74 mio. AREAL: 22.992 km2 REGIONSHOVEDSTAD: Firenze
TOSCANA Toscanas betydning for Italiens forandring som vinland i de seneste 50 år kan næsten ikke overvurderes. Regionen har med sine mange historiske vine og sit kvalitetsfokus været et af de vigtigste lokomotiver i transformationen af Italien fra storproducent af landvine til en storspiller på det internationale marked for kvalitetsvin. Enkeltstående toscanske vinhuses evne og vilje til at tænke alternativt viste i 1970’erne og 1980’erne vejen for en lang række producenter over hele landet, og de bedste producenter i regionens berømte vinzoner satte nye standarder at stræbe efter. Når dertil lægges Toscanas positive image, hvad gælder kunst, kultur, gastronomi og natur, er regionen en afgørende grundpille for det italienske vinbrand.
GEOGRAFI OG KLIMA Toscana ligger i Mellemitalien med form af noget, der med lidt god vilje kan beskrives som en retvinklet trekant, hvor langsiden i vest udgøres af Det Tyrrhenske Hav. Det ene ”ben” mod nord udgøres af grænsen til Emilia-Romagna og længst mod vest Ligurien, og det andet ”ben” af grænserne til Lazio og Umbrien, mens der ved den rette vinkel er en lille kontaktflade med Marche. Ud for kysten ligger De Toscanske Øer, hvoraf Elba er den største og i vinsammenhæng den eneste vigtige. Størstedelen af Toscana er domineret af kuperet eller decideret bjergrigt terræn. Fladland udgør under 10 procent og findes primært ved kysten, langs floderne og i form af den ca. 100 kilometer lange Chiana-slette i den østlige del syd for Arezzo. Deciderede bjerge beslaglægger ca. 25 procent af arealet, og det er i de resterende godt to tredjedeles bakkelandskab, langt den største del af vinproduktionen finder sted. Bjergene – først og fremmest Appenninerne (op til 2000 meter over Me ll e mitalie n – To sca na
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 263
havet), der løber langs hele regionens østlige flanke, og Monte Amiata (1738 meter) i syd – har dog indirekte stor betydning gennem den indflydelse, de øver på klimaet i de forskellige vinzoner. Fra Appenninerne blæser den kølige nordenvind tramontana ned over regionen, og de vinzoner, som især er påvirket af omgivende høje bjerge eller gennem egen relativt høje placering, er DOC Pomino, DOCG Chianti Rùfina og de højere beliggende dele af DOCG-vinene Chianti Classico, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. I visse zoner kan højdeforskellen og bjergenes indflydelse betyde ganske store lokale forskelle på vinstil og anvendte druesorter. Under indflydelse af de seneste årtiers ændringer i klimaet har de højereliggende områder i Toscana med deres mere beherskede middel- og maksimaltemperaturer fået øget opmærksomhed. Mens der i det indre af regionen kan være både meget varmt om sommeren og særdeles køligt om vinteren med
263
14/08/2018 14.57
VIGTIGE ÅRSTAL I DEN TOSCANSKE VINHISTORIE 1716
Cosimo 3. Medici afgrænser i et dekret fire vinzoner omkring Firenze. 1872 Baron Bettino Ricasoli lancerer en opskrift for Chianti-vin. 1860-80 Clemente Biondi og Ferruccio Biondi Santi udvikler Brunello di Montalcino. 1920-30 Med Adamo Fanetti som primus motor relanceres Vino Nobile di Montepulciano. 1939 Den 14-årige Giulio Gambelli begynder på Enopolio-kooperativet i Poggibonsi. 1966 Vernaccia di San Gimignano bliver Toscanas første DOC-vin. 1968 Den første kommercielle årgang af Sassicaia. 1971 Den første årgang af Tignanello som VdT-vin. 1975 Den historiske vin Carmignano genopstår og får egen DOC. 1977 Den første årgang af Le Pergole Torte. 1978 Brødrene Mariani etablerer Villa Banfi i Montalcino. 1980 Brunello di Montalcino og Vino Nobile di Montepulciano godkendes som DOCG. 1994 DOC Bolgheri udvides til at omfatte rødvin.
frost og undtagelsesvis sne, er det mere jævnt ved kysten. Her er klimaet naturligvis først og fremmest influeret af Det Tyrrhenske Hav/Middelhavet med relativt mildere forhold både sommer og vinter. Vinmæssigt set betyder det, at druernes modningstid forkortes, og høsten ligger typisk syv til fjorten dage tidligere end inde i landet. Jordbundsmæssigt er Toscana rig på variationer, og forholdene kan veksle betydeligt inden for samme zone. Ved kysten og særlig i Bolgheri er områder rige på sand og sten/ grus fremtrædende. Den alluviale karakter findes også i f.eks. Valdichiana. På den nordlige kyst bliver kalksten og især marmor dominerende i visse områder. I det indre (Chiantiland) består jordbunden hovedsageligt af en ler- og sand-blanding med varierende indslag af lerskifer (galestro), vulkansk tuf (tufo) og kalksten (albarese). Og på Elba er det granit og skifer, det handler om.
HISTORIE Toscanas vinhistorie går små 3000 år tilbage, hvor lokale stammer formentlig har praktiseret simple former for vinfremstilling. Etruskerne begyndte at handle med fønikerne (og senere grækerne) ca. 800 f.v.t. og blev dermed introduceret til en mere moderne vinkultur, hvad angik fremstillingsog opbevaringsmetoder.
264
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 264
Etruskerne anvendte de vildtvoksende vinplanter (V. vinifera silvestris), der voksede i Appenninerne, og var i en periode formentlig en magtfaktor inden for ”europæisk” vinkultur – en vinkultur, som de bl.a. spredte til det sydlige Frankrig. Siden overtog romerne den rolle, og det vinøse centrum flyttede længere sydpå Efter Romerrigets fald spillede især kirken/de gejstlige og adelen en afgørende rolle inden for udviklingen af Toscanas vin, da det helt enkelt var disse befolkningsgrupper, som ejede jorden. Ofte blev jorden dog forpagtet ud efter det såkaldte mezzadria-system, hvor fæstebonden (il mezzadro) fik halvdelen af gårdens udkomme. Florentinske adelsfamilier som Mazzei, Strozzi, Giuntini, Gondi, Frescobaldi og Antinori var særdeles aktive inden for bankvirksomhed op gennem middelalderen og renæssancen og ejede typisk også godser på landet, hvor der fandt vinproduktion sted. På grund af de finansielle forbindelser til store dele af Europa var der ofte en betydelig eksport af denne vin, især til England, hvor f.eks. kong Edward 1. fra 1310 og frem var fuldstændig økonomisk afhængig af Frescobaldi’erne. I 1300-tallet var vinforbruget stort i Toscana. Optegnelser beretter f.eks. om 220 til 260 liter pr. år pr. person i Firenze og 419 liter pr. år for mænd i Siena. Mercato Vecchio i Firenze var vinhandlens knudepunkt. Her blev vinhandlerlauget Arte dei Vinattieri dannet i midten af 1200-tallet, og i dette blev blandt andre Giovanni di Pietro Antinori fra den Antinori-slægt, som vi kender i dag, medlem i 1385. På den tid var andre afgrøder som oliven og især hvede mindst lige så vigtige som vinen. Den blev ofte kaldt for vermiglio efter sin rubinrøde farve, men hvidvin var formentlig mindst lige så udbredt. Foruden referencer til rødvin fra Carmignano og Montepulciano (byen, ikke druesorten) er der masser af henvisninger til f.eks. Vernaccia, Trebbiano og San Colombano/ Verdea. Der er flere tidlige eksempler på, at geografi og vinkvalitet kobles sammen. Mest markant i 1427, hvor Firenze-styret differentierer skatten på vin fra 106 navngivne lokaliteter i byens omegn baseret på deres omdømme. 1716 udgør et skelsættende år ikke bare i den toscanske vinhistorie, men for hele den moderne vinverden. 18. juli dette år udstedte storhertug Cosimo 3. Medici i Firenze nemlig et såkaldt bando (dekret), i hvilket regler for fremstilling og salg af fire vine blev etableret, og 24. september samme år kom det næste dekret, i hvilket de fire vinzoner også blev geografisk afgrænset. Disse to dekreter er den første sikre historiske dokumentation for et forsøg på at etablere den forbindelse mellem en geografisk zone, produktionsregler og specifikke vinnavne,
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.57
som siden blev fundamentet for den europæiske vinlovgivning i form af appellationsbegrebet. Cosimo 3. var meget aktiv i bestræbelserne på at fremme den toscanske vineksport til først og fremmest England og forstod, at en lovformelig beskyttelse af vinenes navne var et nødvendigt skridt for at kunne garantere deres herkomst og kvalitet til kunderne. De fire zoner, som tilsyneladende på den tid blev anset for de bedste i Toscana, var: 1) Chianti – med et område svarende til det, der i dag er kernen af DOCG Chianti Classico. 2) Pomino – svarende omtrent til dagens DOC Pomino samt halvdelen af DOCG Chianti Rùfina. 3) Carmignano – svarende nogenlunde til den aktuelle DOCG Carmignano. 4) Val d’Arno – svarende til en del af DOCG Chianti Aretini/ Fiorentini i den øvre del af Arno-dalen. I løbet af 1800-tallet og for alvor i 1900-tallet begyndte flere og flere ikkeadelige også at gøre sig bemærket og indtog betydende roller i den toscanske vins udvikling, men mange af de historiske adelshuse hører stadig til blandt de største og vigtigste producenter i Toscana. Se afsnittene om de enkelte vinområder for yderligere detaljer og den nyere toscanske vinhistorie.
DRUESORTER I TOSCANA Sangiovese På druesortsfronten er der sangiovese og så alle de andre i Toscana. Landets mest plantede druesort er så suverænt nummer et på listen over de mest plantede sorter i regionen,
at den ville være et oplagt emne for diverse konkurrencemyndigheder, havde den været et firma. Faktisk er der ingen andre af de italienske regioner, hvor en enkelt druesort nyder en sådan popularitet. Der kan dog konstateres et mindre fald i de seneste fire-fem år, så måske er dens udbredelse ved at have toppet. Den findes over hele regionen, er obligatorisk hovedsort i otte af 11 DOCG-vine og indtager førstepladsen i alle de største provinser. Den er dog klart mere dominerende i nogle end andre. I Chiantis to førende provinser, Siena og Firenze, dækker den f.eks. over 70 procent af arealet, mens det i Livorno på kysten ”kun” er 33 procent. Hvor længe denne dominans har eksisteret er vanskeligt at sige. Diverse kilder dokumenterer sangioveses tilstedeværelse i regionen mange århundrede tilbage (først nævnt som śgioveto/sangioveto i 1552), men nogle sikre optegnelser over udbredelsen af den og andre sorter findes ikke, og dens dominans i f.eks. Chianti-vine op gennem 16- og 1700-tallet er ikke givet. I sidste halvdel af 1700-tallet refereres der dog til den som ”protagonist” og havende en ”ledende rolle”, og i betragtning af de mange studier og omtaler af sorten hele vejen op gennem 1800-tallet virker det rimelig at antage, at den på det tidspunkt havde indtaget en førende rolle i regionen. Efter vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og den store udvidelse af Chiantizonen i 1930’erne blev vejen så endelig banet for sangioveses suveræne førerposition. For en så populær druesort er det bemærkelsesværdigt, at kvaliteten svinger så betragteligt, som det er tilfældet. Der er ingen tvivl om, at sangiovese er ansvarlig for en lang række fremragende vine af verdensklasse og står bag de fleste af regionens topvine, men samtidig er bundniveauet til tider bekymrende lavt.
MEST PLANTEDE DRUESORTER 2000/2016 2016 1. Sangiovese
Andel af beplantet areal 62 %
2000
Andel af beplantet areal
1. Sangiovese
56 %
2. Merlot
8%
2. Trebbiano toscano
13 %
3. Cabernet sauvignon
6%
3. Canaiolo nero
4%
4. Trebbiano toscano
5%
4. Malvasia bianca lunga
3%
5. Vermentino
2%
5. Merlot
2%
6. Syrah
2%
6. Cabernet sauvignon
2%
7. Canaiolo nero
2%
7. Ciligiolo
1%
8. Cabernet franc
1%
8. Vernaccia di san gimignano
1%
9. Petit verdot
1%
9. Chardonnay
1%
10. Chardonnay
1%
10. Malvasia nera
1%
Me ll e mitalie n – To sca na
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 265
265
14/08/2018 14.57
Det er der flere forklaringer på. Den vigtigste er nok sangioveses afhængighed af den helt rigtige kombination af undergrund og klima for at kunne toppræstere. Man fristes til som en anden ejendomsmægler at fastslå, at for sangiovese er de tre vigtigste ting beliggenhed, beliggenhed og – beliggenhed! Får sangiovese lov til at vokse på mager jordbund i et relativt køligt klima, hvor vækstsæsonen er lang, og de daglige temperatursvingninger i den sidste del af sæsonen store, kan den levere nogle af landets mest elegante, komplekse og ranke vine. Med for meget varme, for kort vækstsæson og/eller al for rig lerbund bliver vinene derimod ofte enten jævne, kedelige og uden nerve eller barske og rå. De bedste områder for sorten er derfor typisk at finde inde i landet i de højere beliggende marker (300-650 meter over havet) eller på marker, hvor omgivende høje bjerge sørger for lave nattemperaturer. Fra sådanne positioner viser sangiovese sit fulde potentiale på egen hånd, mens den fra mindre favorable steder har brug for støtte i form af andre sorter, der kan give mere struktur og frugtkoncentration eller mildne og blødgøre. Med sin enorme udbredelse er det næsten oplagt, at den vældig mange steder har behov for et ”støttekorset”, og traditionelt bliver den derfor i de fleste områder/vine i Toscana blandet med andre sorter. Et andet meget vigtigt forhold for sangiovese er dens ustabile natur med mange naturlige mutationer som resultat (se også s. 54 og 265). Spredt over hele regionen i århundrede har der udviklet sig et hav af sangiovesevariationer, hvoraf alle ikke har været lige kvalitativt interessante. Og da man begyndte at arbejde mere bevidst med klonselektion, var der mere fokus på højtydende end kvalitetsfremmende kloner. De seneste årtiers langt større fokus på denne problematik både i form af større projekter som Chianti Classico 2000 (se s. 302) og i mindre skala hos de enkelte producenter har hjulpet meget. Og selv om faren for ensretning lurer, har mere kvalitetsstyret klonselektion været med til at give sangiovesevinene et løft. Sangioveses naturlige hang til at ændre sig afhængig af voksested forklarer også dens mange lokale synonymer og det forhold, at de fleste langt op i 1800-tallet (og visse længe efter) var overbevist om, at druesorten i f.eks. Chianti, Montalcino og Montepulciano var forskellige sorter. Derfor havde man naturligvis forskellige navne for vinene/druesorterne med stor forvirring til følge. I 1876 nedsatte Siena-provinsen en ampelografisk kommission, der tre år senere slog fast, at druesorterne fra de tre områder var identiske, når de blev plantet samme sted, og at sortens officielle navn fremover burde være san gioveto. I årtierne efter blev sangiovese dog den foretrukne navnevariant, men de lokale synonymer har lige siden levet videre i bedste velgående.
266
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 266
De andre indfødte sorter På den aktuelle topti dukker fire andre indfødte sorter op. Mest udbredt af disse er den grønne trebbiano toscano, der trods en reduktion på over 50 procent i de seneste 15 år stadig holder sig langt fremme på listen. Med en andel, der siden 2000 er faldet fra 13 procent til 5 procent, er tendensen dog klar: Den anonyme og som regel uspændende druesort har været på kraftig retur og er nu ikke længere en næsten lige så selvfølgelig del af den toscanske vinkultur som sangiovese. Den anden historisk set udbredte grønne sort i Toscana, som generelt leverer en meget bedre kvalitet (især til Vin Santo) er malvasia bianca lunga, også kendt som malvasia del chianti på grund af sin traditionelle rolle som hjælpesort i Chianti-blandingen. Også den er på retur med en reduktion i beplantet areal i samme størrelsesorden som trebbiano toscanos, og er netop gledet ud af topti. Vernaccia di san gimignano holder stort set skansen, hvad gælder antal hektar, men på grund af andre sorters fremgang er den nu gledet ud af toptilisten. Ind er til gengæld strøget en anden grøn sort i form af vermentino, som alene i de seneste fire-fem år næsten har fordoblet sit areal. Det er helt overvejende langs kysten i Livorno- og Grosseto-provinserne, at den har oplevet lidt af et boom. Blandt de traditionelle blå indfødte sorter er canaiolo nero (ofte blot kaldet canaiolo) efter sangiovese den mest udbredte på en syvendeplads. Men også den er for kraftigt nedadgående og optager nu blot ca. 40 procent af det areal, den dækkede i 2000. Den er dog stadig den foretrukne supplerende druesort blandt de indfødte af slagsen i Chiantiland. For de andre i denne gruppe ser mønstret ligesådan ud. Ciliegiolo er gledet ud af toplisten og mistede 40 procent af arealet mellem 2000 og 2010, og colorino, som er den af hjælpesorterne, der giver mest farve og struktur, er der endnu mindre af. For de to sidstnævnte gælder det dog, at der i de seneste år er dukket flere og flere eksempler op på til tider endog meget interessante enkeltsortsvine, som man tidligere stort set ikke så. Mængderne er samlet set meget små, men det skaber alligevel en vis form for ny opmærksomhed om disse klassiske toscanske sorter. Mammolo og malvasia nera er to andre blå sorter, som man kan støde på sporadisk, og endnu sjældnere dukker foglia tonda og pugnitello op.
De internationale sorter Hvis det på nær vermentino er gået tilbage for de indfødte sorter i Toscana i de seneste 10-15 år, har der til gengæld overordnet være tale om noget af et triumftog for gruppen af internationale sorter. De dækker nu op mod en fjerdedel af alle hektar i regionen, og særlig markant har fremgangen været for merlot og cabernet sauvignon, der i 2000 tilsammen stod bag lidt mere end 4 procent af alle hektar. Den andel hedder ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 14.57
TOSCANA TOSCANA
0
TOSCANA
40 km
Aula
15
Massa 13
Pistoia
16
Luca
19
PISA
Pontedera
5 37
Brunello di Montalcino/ Moscadello di Montalcion/ Rosso di Montalcino/Sant'Antimo
2
Carmigano/Barco Reale di Carmignano/ Vin Santo di Carmignano
3
Chianti/Vin Santo del Chiantii/ Colli dell'Etruria Centrale
4
Chianti Classico/ Vin Santo del Chianti Classico
3
Volterra
22
1
30
Bolgheri
Marittima
33 33 Piombino
em
Suvereto
10
Ansonica Costa dell'Argentino
17 35
Bianco dell'Empolese
36
Bianco di Pitigliano
me LL e mItA L Ie n – tOsCAnA
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 267
Cortona
17
19
Candia dei Colli Apuani Capalbio
Parrina
Colli di Luni
6
1
Montecucco
3 24
Monte Amiata
36
25
Parrina
27
Pomino
11
San Torpè
28
Sovana
29
Terratico di Bibbona
30
Terre di Casole
37
Terre di Pisa
36
31
Val d'Arbia Val d’Arno di Sopra Valdichiana Toscana
10
23
Scansano
Pitigliano
Sovana
28
14 25
7
Colline Lucchesi Cortona
6
Montepulciano
a
Bolgheri Sassiciana
9
m
38
34 13
16
ar
Morellino di Scansano
14 15
M
23
7
31
Grosetto
Bolgheri
6
32
Montalcino
21
12
5
Arezzo
26
3
Montecucco Sangiovese/Montecucco
Val di Cornia Rosso/Val di Cornia
SIENA
Follonica
36
Vernaccia di San Gimignano/ San Gimignano Vino Nobile di Montepulciano/ Rosso di Montepulciano/ Vin Santo di Montepulciano
3
21
18
33
4
20
Elba
20
3
35
34 12 38
Elba Aleatico Passito/Elba
San Gimignano
Montescudaio
27
Pomino
3 4
11 29
3
26
3
LIVORNO
18
FIRENZE
2
9 Empolese
37
Prato 3 Carmignano
8
Montecarlo
Capálbio
Grance Senesi
22
Monteregio di Massa Marittima
26
Maremma Toscana
21
Montescudaio
32
Montecarlo
24
Orcia
8
Valdinievole
267
14/08/2018 14.57
STATISTISK APPENDIKS På de følgende sider præsenteres diverse statistikker fra den italienske vinsektor. De stammer fra officielle italienske kilder som ISTAT (Istituto Nazionale di Statistica), ISMEA (Istituto di Servizi per il Mercato Agricolo Alimentare) og AGEA (Agenzia per le Erogazioni in Agricultura) og er i vid udstrækning hentet fra Unione Italiana Vini’s hjemmeside www.uiv.it og deres ugentlige publikation Il Corriere Vinicolo. På trods af kildernes officielle status må det konstateres, at de til tider afviger – endda betragteligt – fra hinanden. Det kan dels skyldes forskelle i opgørelsesmetoder og dels, at det ikke altid tydeligt fremgår præcist, hvad tallene dækker over. Hektaropgørelse kan fx være de registrerede men ikke altid
ibrugtagne hektar eller kun hektar i produktion det aktuelle år og hektoliter kan være både vin og most eller blot vin – eller kun aftappet vin! Årgangsstatistik kan også snyde, idet diverse produktionstal kan referere til vin høstet og fremstillet det pågældende år eller til flasker (fra diverse årgange) aftappet det pågældende år. Vi har efter bedste evne sorteret grundigt i informationen, sammenlignet på kryds og tværs og dobbelttjekket hvor det var muligt, men som altid må tallenes endegyldige præcision tages med et lille forbehold. 1 hektoliter = 100 l. 1 ha = 10.000 m2
PRODUKTIONSFAKTA ITALIEN PRODUKTION AF VIN I ITALIEN 2012-2016 (HL) Piemonte Valle d’Aosta Lombardia Liguria
2012
2013
2014
2015
2016
gn.snit 12-16
% af total
2.365.548
2.579.534
2.401.988
2.466.919
2.549.079
2.472.614
5,5
16.800
19.863
14.500
14.466
20.700
17.266
0,04
1.221.510
1.300.558
1.423.953
1.409.590
1.473.021
1.365.726
3,1
46.020
45.737
62.709
79.122
69.402
60.598
0,1
Trentino-Alto Adige
1.209.620
1.361.620
1.029.330
1.229.989
1.213.028
1.208.717
2,7
Veneto
7.547.104
8.989.282
8.176.926
9.732.567
10.144.754
8.918.127
20,0
Friuli-Venezia Giulia
1.280.978
1.072.974
1.367.021
1.872.209
1.856.412
1.489.919
3,3
Emilia-Romagna
5.643.085
6.716.950
6.334.309
6.751.887
7.164.589
6.522.164
14,6
Toscana
2.097.621
2.657.368
2.777.594
2.824.717
3.025.044
2.676.469
6,0
Umbrien
636.691
706.000
670.001
764.595
741.000
703.657
1,6
Marche
917.740
1.038.969
915.467
958.501
956.004
957.336
2,1
Lazio
1.364.522
1.551.531
1.284.445
1.675.650
1.524.396
1.480.109
3,3
Abruzzo
2.365.146
2.648.970
2.224.112
2.936.190
3.899.270
2.814.738
6,3
319.260
319.260
296.915
231.858
249.540
283.367
0,6
Campania
1.542.075
1.644.077
1.182.538
1.613.670
1.285.597
1.453.591
3,3
Apulien
4.097.000
4.965.478
4.593.000
7.312.600
8.791.925
5.952.001
13,3
Molise
Basilicata
188.957
177.717
102.476
86.644
86.189
128.397
0,3
Calabrien
399.571
368.367
313.543
404.248
427.605
382.667
0,9
4.502.602
6.241.546
3.824.390
5.476.094
5.334.176
5.075.762
11,4
Sardinien
503.460
638.320
746.214
793.967
803.730
697.138
1,6
ITALIEN
38.265.310
45.044.121
39.741.431
48.635.483
51.615.461
44.660.361
100,0
Sicilien
478
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 478
ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 15.01
PRODUKTIONEN AF VIN I ITALIEN (INKL. DRUEMOST)
POTENTIELLE HEKTAR VINMARKER I ITALIEN
Mio. hektoliter
Hektarer
60
800.000 792.440
58
780.000
56
760.000 53,5
54 52
740.000
53,0
52,8
730.439
52,3
53,2
51,7
772.513 768.995 764.798
728.214
720.000
734.845
726.986
50,6 50,0
50
699.726
700.000 49,2
48
686.407
680.000
48,0
663.905
46,9
46
660.000
44,8
654.823
44,7 44,5 44,2
43,3
636.274
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005
600.000
2004
40
2003
620.000
2002
42
2001
645.800
646.485 641.743
640.000
2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016
44
673.325
POTENTIELT BEPLANTEDE HEKTAR PR. REGION (0 2000 0 2016) Piemonte
46.693
Valle d'Aosta
53.003
609 456
Lombardiet
24.543 22.846
Trentino-Alto Adige
14.132 15.668
Veneto
73.402
Friuli-Venezia Giulia
86.597
19.498 24.861
Ligurien
4.826 1.570
Emilia-Romagna
51.451
Toscana
62.105 58.225
Umbrien
64.440
15.814 12.787 21.735 17.160
Marche Lazio
44.948
18.767
Abruzzo
35.686 31.648
Molise
8.381 5.378
Campania
24.073
36.365
Apulien
111.070
86.541
Basilicata
9.043 5.023
Calabrien
10.656
18.519
Sicilien
136.421
99.221
Sardinien
26.269
0
15.000
30.000
37.900
45.000
60.000
75.000
90.000
105.000
120.000
135.000
150.000
Hektar
Potentielt beplantede hektar pr. region STOLPER
Stat is t is k app e ndiks
2000 2016 Ændring 2000/2016
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 479
479
14/08/2018 15.01
PRODUKTIONSFAKTA ITALIEN – FORTSAT %-FORDELING AF HVIDVIN OG RØDVIN/ROSATO I ITALIEN 49,6 % 50,4 %
50,2 % 49,8 %
51,3 % 48,7 %
53,4 % 46,6 %
52,5 % 47,5 %
53,7 % 46,3 %
54,1 % 45,9 %
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
FORDELINGEN AF ITALIENS VINPRODUKTION PÅ NORD-, MELLEM OG SYDITALIEN (SE REGIONSFORDELING I INDHOLDSFORTEGNELSEN)
ANDEL ØKOLOGISK DYRKEDE MARKER I REGIONERNE Calabrien
40 %
Sicilien
39 %
Syditalien 16,3 mio. hl 31,2 %
28 %
Marche
22 %
Toscana
VIN TOTALT
21 %
Basilicata
Mellemitalien 17,7 mio. hl 33,8 %
18 %
Apulien
Norditalien 18,3 mio. hl 35,0 %
14 %
Lombardiet
Abruzzo 12 % Syditalien 2,0 mio. hl 11,1 %
Lazio 11 % Molise 9 % Trentino-Alto Adige
7%
Piemonte
6%
Sardinien
6%
Campania
6%
EmiliaRomagna
6%
Umbrien
5%
Veneto
5%
Valle d'Aosta
5%
Friuli-Venezia Giulia
4%
Ligurien
DOC(G)-VIN Mellemitalien 5,2 mio. hl 28,8 %
ITALIENS VINPRODUKTION FORDELT PÅ TYPE (2016) VdT 19,2 mio. hl 36,7 % - heraf commune 18,6 mio. hl 35,5 %
2% 0
10
20
30
40
50
60
% Procent
480
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 480
Norditalien 10,9 mio. hl 60,1 %
70
80
90
100
- heraf varietale 0,6 mio. hl 1,2 %
DOC(G) 18,8 mio. hl 36,0 % I alt 52,3 mio. hl IGT 14,3 mio. hl 27,4 % ITAL IEN SK V IN
14/08/2018 15.01
DE STØRSTE DE 10 MEST PRODUCERENDE PROVINSER I 2015 (MIO. HL.) Provinser
Mio. Hl.
DE 10 STØRSTE DOC(G)-VINE (HL. AFTAPPET I 2016) DOC(G)
Hektoliter
% af total DOC(G) i Italien
1. Treviso (Veneto)
4,29
2. Foggia (Apulien)
3,76
DOC Prosecco
3.077.502
23,6
3. Verona (Veneto)
3,11
DOCG Chianti
673.537
5,2
4. Trapani (Sicilien)
2,88
DOC Montepulciano d’Abruzzo
670.104
5,1
5. Ravenna (Emilia-Romagna)
2,72
DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco
669.837
5,1
6. Chieti (Abruzzo)
2,32
DOCG Asti
637.864
4,9
7. Barletta-Andria-Trani (Apulien)
1,24
DOCG Chianti Classico
283.536
2,2
8. Réggio Emilia (Emilia-Romagna)
1,11
DOC Trentino
280.907
2,2
9. Roma (Lazio)
1,08
DOC Alto Adige
278.642
2,1
10. Modena (Emilia-Romagna)
1,00
DOC Piemonte
262.823
2
DOC Soave
261.804
2
I alt
DE 10 STØRSTE VINFIRMAER I ITALIEN EFTER OMSÆTNING 2017
DE 10 STØRSTE IGT-VINE (HL. AFTAPPET I 2016) IGT
Hektoliter
% af total IGT i Italien
Terre Siciliane
1.309.443
15,3
Veneto
1.092.251
12,8
Delle Venezie
1.028.170
12,0
Emilia
968.348
11,3
Puglia
816.996
9,6
Rubicone
544.304
6,4
Toscana
506.021
5,9
Salento
490.903
5,7
Provincia di Pavia
297.607
3,5
Umbria
196.041
2,3
I alt
Stat is t is k app e ndiks
2018063_ItalienskVin_Indhold.indd 481
54,4
84,8
Firma
Omsætning/mio. euro
Produktion/ mio. fl.
Ejerskab
Cantine Riunite & CIV
594
210,8
Kooperativ
- heraf Gruppo Italiano Vini (GIV)
385
86,2
- heraf Cantine Riunite & CIV
226
124
CAVIRO
315
42,5
Kooperativ
Palazzo Antinori
221
25
Familieejet
Casa Vinicola Zonin
201
50,9
Familieejet
Fratelli Martini Secondo Luigi
194
84
Familieejet
Mezzacorona
185
48,8
Kooperativ
CAVIT
183
Ikke opgivet
Kooperativ
Casa Vinicola Botter Carlo & C.
180
83,6
Familieejet
Santa Margherita
169
20,4
Familieejet
Gruppo Campari (vindel)
153
Ikke opgivet
Familieejet
481
14/08/2018 15.01
148 mm
69 mm
42 mm
CMYK
ITALIENSK VIN er en dugfrisk og helt opdateret udgave af den
tidligere Politikens bog om italiensk vin. Bogen er gennemrevideret med fuldstændig opdateret viden og alt det sidste nye, som er godt at vide om de italienske vine. Bogen er skrevet af førende eksperter: Paolo Lolli, chef på restaurant ’Casa d’Antino’ og ejer af vinbutikken ’Enoteca’; Arne Ronold, Master of Wine, stifter og redaktør af det norske tidsskrift ’Vinforum’ og leder af ’Norsk Vinakademi’, Ole Udsen, førende ekspert på Syditaliens vine samt Thomas Ilkjær, som udover at være forfatter også er bogen faglige redaktør. Thomas Ilkjær er vinskribent på Politiken og vinmagasiner i Skandinavien samt stifter og leder af ’Vinakademiet’.
FRA BOGENS INDHOLD: ■■
■■
■■
Vin-Italien her og nu
Italiens vinhistorie – kort fortalt Jordbund, klima, mark og kælder ■■
Italiens vinlovgivning ■■
Beskrivelse af alle vinregioner og -distrikter med detaljerede oversigtskort
281 mm
■■
Druesorter i Italien
POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK
2018063_ItalienskVin2018_217x281_Omslag.indd 4,6
16/08/2018 10.12