I dag skal det være af Maria Semple

Men i dag skal det være. I dag tager hun pænt tøj på, passer sin yoga, leger med sin søn, kysser sin mand, som om hun mener det. Spiser frokost med en veninde. Får styr på det.

Men lige i dag har Timby, hendes søn, valgt at blive syg og vil hentes i skolen, Joe, hendes mand, der er sportslæge, har fortalt sin receptionist – men ikke sin kone – at han er på ferie. Og ad sære omveje dukker en lille håndtegnet historie fra Eleanors

MARIA SEMPLE har været manuskriptforfatter

barndom op og truer med at afsløre familiehemmeligheder, der

på en lang række succesfulde tv-serier, heriblandt

for længst skulle være begravet. Så inden hun rigtig når at tage

Saturday Night Live og Arrested Development.

I dag bor hun i Seattle med sin familie. Hendes gennembrudsroman Hvor blev du af Bernadette

hul på sin beskedne plan for dagen, kommer livet ligesom i vejen.

blev en international bestseller. I dag skal det

I DAG SKAL DET VÆRE handler om en enkelt dag i Eleanor

være er hendes tredje bog.

Floods liv. Den dag, hvor hun havde tænkt sig at finjustere det en smule, og ender med at måtte lægge det helt om.

”Maria Semple er stadig hysterisk morsom, men denne gang med mindre satire og mere sjæl.”

NE W YORK TIMES

”Så unik, så sjov, så smukt menneskelig, så helt og aldeles nutidig.”

GILLIAN FLYNN

”Forfatteren giver os endnu en gang mindeværdige, medrivende og vanvittige figurer.”

THE GUARDIAN ”Et gnistrende intelligent og sjovt værk, der burde kunne udvide forfatterens fanskare yderligere.”

SUNDAY TIMES

ISBN 9788740036947

MARIA SEMPLE I dag skal det være

Forfatterfoto: Elke van de Velde

ELEANOR VED GODT, AT DET STÅR SKIDT TIL.

”KNIVSK ARP”

WASHINGTON POST

e r æ v t e d l a k s I dag e r æ v t e d l a k s g I da e r æ v t e d l a k s g a Id e r æ v t e d l a k s g a d I e r æ v t e d l a k s g a Id

MARIA SEMPLE FORFATTER TIL DEN INTERNATIONALE BESTSELLER

HVOR BLEV DU AF BERNADETTE POLITIKENS FORL AG

ANMELDERNE SKREV OM HVOR BLEV DU AF BERNADETTE:

♥♥ ♥ ♥ ♥ ♥

”En vidunderlig, medrivende roman.”

FEMINA

♥♥♥♥

”Sprudlende, menneskeklog og topmoderne.”

POLITIKEN

”Hylende morsom, tænksom og original.”

WEEKENDAVISEN ”Semple skriver kækt og satirisk om store emner.”

KRISTELIGT DAGBL AD

I dag skal det vĂŚre.indd 2

25/08/17 10.31

Maria Semple

I dag skal det være Roman

På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Po litiken s fo rl ag

I dag skal det være.indd 1

25/08/17 10.31

Til George og Poppy og i mindre grad til Ralphy

I dag skal det vĂŚre.indd 3

25/08/17 10.31

I dag bliver det anderledes. I dag vil jeg være til stede. I dag vil jeg se alle, jeg taler med, i øjnene, og jeg vil lytte interesseret til, hvad de siger. I dag vil jeg spille et brætspil med Timby. Jeg vil lægge op til sex med Joe. I dag vil jeg ranke ryggen og se godt ud. Jeg vil tage et bad, klæde mig rigtigt på og først hoppe i yogatøjet, når jeg skal til yoga, hvilket jeg rent faktisk skal i dag. I dag bander jeg ikke. Jeg vil ikke tale om penge. I dag vil jeg være nem at omgås. Mit ansigt er helt afslappet, som udgangspunkt smiler jeg. I dag vil jeg udstråle ro.

Venligheden selv og selvkontrol i overflod. I dag vil jeg handle lokalt.

I dag vil jeg være den bedste udgave af mig selv, det menneske jeg er i stand til at være. I dag bliver det anderledes.

I dag skal det være.indd 5

25/08/17 10.31

I dag skal det vĂŚre.indd 6

25/08/17 10.31

Tricket

I dag skal det vĂŚre.indd 7

25/08/17 10.31

I dag skal det vĂŚre.indd 8

25/08/17 10.31

For den anden måde at gøre tingene på duede ikke. Bare at vågne op for at få dagen overstået, så det kunne blive sengetid igen. Det var uværdigt kun at udholde dagen, en hån, så længe vi trods alt stadig var i live. Søvngængeriet, manglende koncentrationsevne, den pludselige forvirring. (Alt det her er noget, jeg bare går ud fra, for jeg har ingen anelse om, hvordan jeg klarer mig igennem, så hærdede er mine fortrængninger, jeg er en tudse i vinterhi). At efterlade verden som et værre sted selv uden at have foretaget sig noget. Lukke øjnene for ødelæggelserne i mit kølvand. Lave en Mr. Magoo og opføre mig som en excentrisk millionær, der nægter at tage briller på, selvom han intet kan se uden.

Hvis jeg skal være ærlig, så kommer her en beskrivelse af, hvordan min verden så ud i slutningen af sidste uge: værre, værre, bedre, værre, uændret, værre, uændret. Det er ikke noget, man svulmer af stolthed over. Jeg kræver ikke nødvendigvis af mig selv, at jeg efterlader verden som et bedre sted, bare så vi har det på det rene. I dag vil jeg blot efterleve den hippokratiske ed og bestræbe mig på ikke at påføre andre skade eller fortræd.

Hvor svært kan det være? Aflevere Timby, modtage lyrikundervisning (hvilket er det, som jeg holder allermest af!), gå til yoga, spise frokost med Sydney Madsen, som jeg ikke kan fordrage, men så kan jeg i det mindste slette hende fra listen over ting, der skal gøres (det 9

I dag skal det være.indd 9

25/08/17 10.31

kommer jeg tilbage til), hente Timby og betale lidt af på min gæld til Joe, som er ham, der holder hele dette glade vanvid flydende.

Er det svært at forstå, hvordan der kan være så meget ståhej omkring en helt almindelig dag i et hvidt menneskes liv? Det kan der, fordi der er både mig og så min indre dæmon. Det ville være jo være noget helt andet, hvis min indre dæmon kom til udtryk gennem kæmpestore, chokerende og betagende malerier, provokerende, alle talte om dem. Hvis jeg havde haft evner i den retning, så havde jeg måske kastet mig ind i ilden og ofret mig selv i forbindelse med en performance-kunst-event. Den triste sandhed? Min indre dæmon savner desværre format: Det går som regel ud over Timby, mine venner eller Joe. Jeg er irritabel og ædt op af angst, når jeg er sammen med dem; jeg er sentimental og taler dårligt om dem, når jeg ikke er.

Ha! Er du ikke glad for, at du befinder dig på sikker afstand, og at din dør er låst, vinduerne lukkede? Eller. Det siger sig selv. Jeg er flink.

Jeg overdriver bare for at fremme forståelsen. Det er i virkeligheden slet ikke sådan, jeg er.

Og sådan begyndte dagen altså, så snart jeg slog dynen til side. Med lyden af Yo-Yos kløer mod parketgulvet klik-klik-klik hen foran døren til soveværelset. Hvorfor kommer Yo-Yo ikke dak-dak-dakkende, så snart Joe slår sin dyne til side, og sidder udenfor og venter sørgmodigt på ham? Hvordan kan Yo-Yo på den anden side af en lukket dør vide, at det er mig og ikke Joe, der står op? En hundetræner har engang forklaret mig det: Det er på grund af min lugt, som Yo-Yo får færten af.

Lugten af en død sæl skyllet op på en strand, det er åbenbart det, han kan lide, hvilket får mig til at stille spørgsmålet, om det mon snart er sengetid igen? Nej, jeg gør det ikke. Ikke i dag.

Lad mig i stedet fortælle dig om Sydney Madsen.

Da Joe og jeg flyttede til Seattle fra New York for ti år siden, var vi 10

I dag skal det være.indd 10

25/08/17 10.31

klar til at skabe en familie sammen. Jeg havde netop afsluttet fem udmattende år på tegnefilmsserien Looper Wash. Der var Looper Wash overalt, på T-shirts, klistermærker, på bagrudestreamers, på musemåtter. I’m a Vivian. I’m a Dot. Du kan godt huske det, ikke? Hvis ikke, så gå hen i den nærmeste Tiger-butik og se selv efter i kurven med Tag 2 for 1, det er trods alt et stykke tid siden.

Joe, der er håndkirurg, blev berømt for at operere en quarterback, der havde fået tommelfingeren brækket bagud på en måde, så ingen troede, at han nogensinde ville komme til at spille igen, men året efter var han med til at vinde Super Bowl. (Nu kan jeg ikke lige huske, hvad han hedder, men selv hvis jeg kunne, så ville jeg ikke kunne sige det på grund af hensynet til læge/patient/nysgerrig-kone-tavshedspligten.)

Joe fik jobtilbud fra alle mulige steder. Så hvorfor Seattle? Joe var en flink, katolsk opdraget dreng fra en lille by udenfor Buffalo, og han kunne ikke se sig selv opfostre børn på Manhattan. Det var ellers mit førstevalg. Vi indgik derfor en aftale. Vi kunne bo hvor som helst, han gerne ville, i ti år, og så skulle vi flytte tilbage og bo ti år i New York; derefter i en by efter hans valg i ti år, så i min by i ti år, frem og tilbage, indtil døden os skilte. (En aftale, som det lader til, han meget bekvemt har glemt, kunne jeg tilføje, for vi går nu snart ind i det tiende år, og ingen er gået i gang med at pakke endnu.)

Som alle ved, betyder det at være katolsk opdraget, at man vokser op og bliver ateist, hvis det roterer bare en lille smule i øverste etage. Til en af vores skeptiker-konferencer (ja, de første år, hvor vi var sammen, deltog vi rent faktisk i den slags og kørte for eksempel til Philadelphia for at høre skeptikeren Penn Jillette debattere med en rabbiner! Åh, hvem der bare var ung og uafhængig igen. Eller.) Joe havde hørt, at Seattle var den mindst religiøse by i Amerika. Derfor blev det Seattle.

En læge-uden-grænser holdt en fest for os, da vi flyttede til byen.

Jeg flød som en svane ind i hendes kæmpestore villa i Lake Washington, hvor der var moderne kunst allevegne, for her at få mine 11

I dag skal det være.indd 11

25/08/17 10.31

nye venner serveret. Hele mit liv har jeg være vellidt. Eller, lad mig bare indrømme det: Jeg har været forgudet. Jeg forstår ikke hvorfor, når man tænker på, at jeg så ofte fornærmer folk, men på en eller anden måde virker det. Joe siger, at det er fordi, jeg er den kvinde, han kender, der minder mest om en mand, bare sexet og med uhæmmet adgang til mine følelser. (Det blev sagt som et kompliment!) Jeg gled fra stue til stue og blev præsenteret for en lang række kvinder, den ene efter den anden, åh, så ordentlige og menneskevarme. Du ved, som når man møder en eller anden, der fortæller, at de elsker camping, og man så svarer, “Det var da sjovt, jeg talte netop med en anden, der skal 10 dage ud og rafte på Snake River, I burde da møde hinanden,” og den, man taler med, så svarer, “ja, det var mig.”

Hvad har jeg at sige til mit forsvar? Jeg er virkelig dårlig til ansigter.

Og navne. Og tal. Og til tidspunkter. Og aftaler.

Hele festen flød sammen i en tåge. En kvinde var ivrig efter at vise mig nogle virkelig fede butikker, en anden hemmelige udflugtsmål, en tredje Mario Batalis fars italienske restaurant på Pioneer Square, en fjerde byens bedste tandlæge, som havde et glimmermaleri af en tiger i faldskærm oppe i loftet, og endnu en, der var villig til at dele sin rengøringshjælp med mig. Én af dem, Sydney Madsen, inviterede mig til frokost dagen efter i Tamarind Tree i International District.

(Joe har noget, han kalder for bladtesten. Det er måden, man reagerer på, når man åbner postkassen og ser, at der ligger et blad. Man mærker straks, om man er glad for at få bladet i hånden, eller om man føler sig skuffet. Hvilket er grunden til, at jeg ikke abonnerer på The New Yorker, men til gengæld abonnerer på Us Weekly. Hvis man udsatte Sydney Madsen for bladtesten, så ville hun være den menneskelige udgave af Dagens Tinnitus.)

Den første frokost, vi spiste sammen: Hun var så omhyggelig med alt, hvad hun sagde, hendes blik så oprigtigt. Og da hun opdagede en lille plet på sin gaffel, var hun var hun overdrevent venlig over for tjeneren, da hun bad om en ny. Hun havde også taget sine egne 12

I dag skal det være.indd 12

25/08/17 10.31

tebreve med og bad blot om varmt vand. Hun sagde, at hun ikke var ret sulten, og foreslog, at vi måske bare kunne dele min grønne papaya­salat. Og så fortalte hun mig, at hun aldrig havde set Looper Wash, men ville prøve, om hun kunne finde dvd’erne på biblioteket.

Formår jeg at male denne kedsommelige selvoptagethed, sociale inkompetence og bornerthed klart nok op? En indtørret dråbe vand på en gaffel har da aldrig slået nogen ihjel! Hvad med at købe dvd’erne? Spis maden i restauranten, det er det, de lever af! Det værste af det hele var, at Sydney Madsen kørte konstant i samme gear, alvorligt, uden et strejf af humor og talte ... meget ... langsomt ... som ... om ... hendes ... banaliteter ... var ... små ... guld ... korn.

Jeg var lamslået. Sådan er det, når man har boet for længe i New York. Man får den fejlopfattelse, at hele verden er fuld af spændende mennesker. Eller i hvert fald af mennesker, der om ikke andet er skøre på en spændende måde.

På et tidspunkt vred jeg mig så voldsomt i stolen, at Sydney faktisk bemærkede det og spurgte, “Skal du ud og pudre næsen?” (Pudre næsen? Pudre næsen? Jeg orker det ikke!) Hvad det værste var? Det var alle de kvinder, som jeg uden videre havde sagt ja til at tage på udflugter og shopping med. De var ikke hel masse forskellige kvinder. De var alle sammen Sydney Madsen! Fanden tage min forvirring! Det krævede alt, hvad jeg havde i mig, at gå i dækning for hendes ende­løse strøm af nye invitationer: en weekend i hendes sommerhus på Vashon Island, hvor hun af uransagelige grunde ville præsentere mig for en ellers andens kone eller for en eller anden dramatiker.

Jeg løb skrigende hjem til Joe. Joe: Du burde have været mere reserveret over for én, der er så ivrig efter at få nye venner, mon ikke det er, fordi hun ikke har nogen i forvejen.

Mig: Her har du grunden til, at jeg elsker dig, Joe. Du sætter altid fingeren lige på det ømme punkt. (Det er Joe i en nøddeskal. Er han ikke bare skøn?)

13

I dag skal det være.indd 13

25/08/17 10.31

Tilgiv mig, at jeg taler så længe om Sydney Madsen. Det korte af det lange er: I ti år har jeg været ude af stand til at vriste mig fri af hende.

Hun er en ven, jeg ikke kan lide, en ven hvis arbejdsliv jeg ikke aner noget om, fordi jeg kedede mig for meget til at spørge første gang, vi mødtes, og det ville være for uhøfligt at spørge om det nu (jeg er ikke uopdragen), en ven, jeg ikke er i stand til at være så led imod, så hun forstår budskabet (for jeg er ikke ondskabsfuld), en ven, jeg uophørligt siger nej, nej, nej til, og som alligevel kommer løbende efter mig. Hun er som Parkinson, der ikke kan kureres. Man kan kun dulme symptomerne.

I dag er det frokostklokken, der ringer.

Jeg er selvfølgelig fuldstændig klar over, at det et luksusproblem, at jeg skal spise frokost med et menneske, der keder mig. Når jeg siger, at jeg har problemer, så er det ikke Sydney Madsen, jeg mener.

Yo-Yo travede ned ad gaden som prinsen af Belltown. Åh, Yo-Yo, dit dumme dyr med al din glæde og blinde tillid og dine hængeører, der flagrer, hver gang du tager et skridt. Det er så tydeligt, hvor stolt du er over at være ude at gå med mig, din udødelige kærlighed. Du skulle bare vide.

Det har været så deprimerende at være vidne til, hvordan der hver eneste måned står en ny ejendom færdigopført, hver gang højere end den sidste, og alle proppet med Amazon-myrer, der hver morgen myldrer ud i tusindvis fra deres etværelses og direkte i min retning med hovederne plastret til med elektronik; ingen ser nogensinde op. (De arbejder for Amazon, så man ved, at de har solgt deres sjæl. Det eneste, man kan være i tvivl om, er, hvor meget de har fået for den.) Det får mig til at længes efter dengang, da jeg kunne gå i fred på Third Avenue i selskab med de tomme forretningsfacader og en enkelt narkoman, der råbte “Er det her virkelig dig, Amerika!”

Uden for vores hus stod Dennis ved siden af sin rullende skraldespand og fyldte op med hundeposer. “Godmorgen, I to.”

“Godmorgen, Dennis!” sagde jeg, og i stedet for bare at haste vi14

I dag skal det være.indd 14

25/08/17 10.31

dere, som jeg plejede, standsede jeg op og kiggede ham i øjnene.

“Hvordan går det så i dag indtil videre?” “Åh, jeg kan ikke klage,” sagde han. “Hvad med dig?”

“Jeg kan klage, men lader være.”

Dennis lo.

Nu var dagen i dag allerede i plus.

Jeg åbnede hoveddøren til vores lejlighed. For enden af gangen: Joe foroverbøjet med hovedet mod bordet, hans pande på avisen, armene spredt ud fra kroppen med bøjede albuer, som om han var blevet anholdt.

Det var et virkelig ubehageligt syn. Han lignede én, der havde overgivet sig, noget jeg aldrig havde set Joe gøre før – Slam.

En dør smækkede. Jeg tog snoren af Yo-Yo. Da jeg rettede mig op, havde min plagede mand rejst sig og var forsvundet ind på sit kontor.

Hvad der så end var galt, var det ikke noget, han havde lyst til at tale om.

Min attitude? Fint nok med mig.

Yo-Yo løb straks hen til sin madskål på greyhound-måden, hvor bagbenene sættes foran forbenene. Han blev overvældet af en blanding af forvirring og skuffelse, da det gik op for ham, at der var det samme tørfoder i skålen, som før han var ude at gå. Han trådte et skridt væk og stirrede ned i gulvet.

Timbys lys blev tændt. Gud ske lov var han vågnet, inden vækkeuret ringede. Jeg gik ind på hans badeværelse og fandt ham på stående på skamlen i sin pyjamas.

“Godmorgen, lille skat. Ser nu der, du er vågen og stået op.”

Han holdt inde med det, han var i gang med. “Må jeg få bacon?”

Timby kiggede på mig i spejlet og ventede på, at jeg skulle gå.

Jeg kiggede ned. Den lille hurtigere-end-sin-egen-skygge havde vundet stirrekonkurrencen. Han skubbede noget ned i vasken, inden jeg nåede at se, hvad det var. Men jeg kunne høre, at det var noget af tyndt plastic. Den store makeupsæt fra Sephora!

15

I dag skal det være.indd 15

25/08/17 10.31

Jeg kan kun give mig selv skylden for, at julemanden havde lagt makeup i Timbys julestrømpe. Jeg havde købt mig selv lidt ekstra tid i Nordstrom ved at sige til Timby, at han måtte løbe ind i kosmetikafdelingen. Pigerne derinde elskede hans nuttede væsen, hans buttede krop og hans spæde stemme. Inden der var gået ret lang tid, var de i fuld gang med at sminke ham. Jeg ved ikke, om det var makeuppen, han var vild med, eller om det mest var at blive duppet på af en sværm af blondiner. I en pludselig indskydelse købte jeg et makeupsæt på størrelse med en bog, som kunne foldes ud, så der åbenbaredes seks forskellige makeuppaletter (!) som indeholdt i alt tohundrede (!) skygger, glosser, rouger, og hvad det nu end var. Det menneske, der har fundet en måde at stuve så meget sammen på så lidt plads, burde arbejde hos NASA. Hvis det da stadig findes.

“Du er godt klar over, at du ikke får lov at gå i skole med makeup, ikke,” sagde jeg til ham.

“Det ved jeg godt, Mor.” Det efterfølgende suk og skuldertræk var som taget ud af Disney Channel. Igen, det var min fejl at lade det passere. I dag stod den på puslespil efter skole!

Jeg dukkede frem fra Timbys værelse. Yo-yo stod ængstelig og skælvende af lettelse, da han så, at jeg stadig fandtes. Klar over, at jeg var på vej ud i køkkenet for at lave morgenmad, strøg han forbi mig for at være den første ved sin madskål. Denne gang nedværdigede han sig til at spise lidt, men uden at slippe mig af syne.

Joe var kommet ud igen og var gået i gang med at lave sig selv en kop te.

“Hvordan går det?” spurgte jeg.

“Du ser godt ud,” sagde han.

På grund af mine store planer for dagen i dag havde jeg været i bad og taget en kjole og et par pæne snøresko på. Hvis man sneg sig til at kigge i mit klædeskab, ville man se en kvinde for sig med en helt særlig stil. Kjoler fra Frankrig og Belgien, prisskiltene havde jeg revet af, inden jeg kom hjem, for Joe ville have fået en hjerneblødning, hvis han havde set dem, og så flade, sorte sko i alle tænkelige variationer. Her var 16

I dag skal det være.indd 16

25/08/17 10.31

der heller ikke grund til at nævne prisen. Købte jeg dem? Ja. Brugte jeg dem? Langt de fleste dage ville det være at kræve alt for meget af mig.

“Olivia kommer i aften,” sagde jeg og blinkede og smagte allerede vinmenuen og rigatonien hos Tavolàta for mig.

“Kan hun ikke gå ud med Timby, så vi kan få lidt kærestetid herhjemme?” Joe greb mig om livet og trak mig ind til sig, som om vi ikke var et par på 50.

Ved du, hvem jeg er misundelig på: lesbiske kvinder. Hvorfor? På grund af den lesbiske sengedød. Det forholder sig åbenbart sådan, at når et lesbisk par er kommet igennem den indledende flodbølge af hed sex, så holder de helt op. Det giver så god mening. Hvis det stod til kvinder, så holdt de op med at have sex, så snart de havde fået børn.

Der er ingen evolutionære grunde til at fortsætte. Vores hjerner ved det, vores kroppe ved det. Hvem føler sig sexet, mens man er i færd med at slide sig op som mor, med bildæk om maven og en bagdel i frit fald? Vis mig den kvinde, der har lyst til, at nogen skal se hende nøgen, for slet ikke at tale om at tage på hendes bryster, der nu føles som en pose med bolledej, eller røre ved hendes mave, der føles som en svamp? Hvem har lyst til at lade, som om de er helt oppe at køre, når honningkrukken er tør?

Det har jeg. Jeg lader som om. Sådan må det være, hvis jeg ikke vil skiftes ud med en yngre model.

“Så siger vi kærestetid,” sagde jeg til Joe. “Mor, denne her er gået i stykker.” Timby kom med sin ukulele og langede den op på køkkenbordet. Mistænkeligt tæt på skraldespanden. “Lyden er helt forkert.”

“Hvad vil du foreslå, at vi gør ved det?” spurgte jeg, og han kunne bare lige vove på at sige købe en ny.

Joe tog ukulelen og slog strengene an. “Den er bare lidt ude af stemning, andet er der ikke galt.” Han begyndte at stemme den.

“Hej,” sagde jeg. “Hvornår har du lært at stemme en ukulele?”

“Jeg er en mand med mange hemmeligheder,” sagde Joe og slog de nu harmoniske strenge an en sidste gang.

17

I dag skal det være.indd 17

25/08/17 10.31

Bacon og french toast blev slugt, smoothies drukket. Timby sad opslugt af en tegneserie i et nummer af Archie Double Digest. Jeg smilede det bedste, jeg havde lært.

For to år siden, hvor jeg en morgen havde været martyragtig over at lave morgenmad hver eneste morgen, havde Joe sagt, “Jeg betaler for hele det her cirkus. Har du noget imod at kravle ned fra dit kors og lave morgenmad uden at sukke hele tiden?”

Jeg ved godt, hvad du vil sige nu: Sikken idiot! Hvilken sexistisk nar!

Men Joe havde en pointe. Mange kvinder ville uden at blinke gøre det, der var værre, hvis de kunne få et skab fuld af belgisk designertøj til gengæld. Fra det øjeblik var det service med smil på. Også kendt som glem ikke, at du sidder med en dårlig hånd.

Joe viste Timby avisen. “Pinball-udstillingen er i byen igen. Har du lyst til, at vi tager derhen?”

“Tror du, at den med dødsdromen stadig er i stykker?”

“Det er den sikkert,” sagde Joe. Jeg rakte ham det digt, som jeg havde printet ud og markeret heftigt i.

“Okay, hvem vil hjælpe mig?” spurgte jeg.

Timby så ikke op fra sin tegneserie.

Joe tog den. “Jaså, Robert Lowell.”

Skunkens time Af Robert Lowell

Til Elizabeth Bishop Den kvindelige eneboer-arving på Nautilus Island overvintrer i sin spartanske hytte; hendes får græsser stadig ned mod havet.

Hendes søn er biskop. Hendes forpagter er sognerådsformand på vores ø, hun går i barndom.

18

I dag skal det være.indd 18

25/08/17 10.31

Tørstende efter det hierarkiske privatliv i dronning Victorias århundrede opkøber hun alle hæsligheder ved hendes kyst og lader dem falde. Årstiden er syg – vi har mistet vores sommermillionær der virkede sprunget ud af et L.L. Beankatalog. Hans niknobs tomaster blev solgt på auktion til hummerfiskere.

En rød ræveplet dækker Blue Hill.

Og vores bøssedekoratør efterårspynter butikken, fiskenettet fylder han med orange kork, orange er skomagerbænken og sylen, der er ingen penge i det job, han vil ligefrem hellere giftes.

En mørk nat kørte min Ford Tudor op på højens kranium, jeg søgte elskovsbiler. Med dæmpet lys lå de skrog mod skrog, hvor kirkegården hænger over byen...

Der er noget i vejen med mit hoved.

En bilradio bræger: “Love, o careless love ...” Jeg hører min syge sjæl hulke i alle blodceller, som havde jeg hånden på dens strube ... jeg er mit eget helvede, 19

I dag skal det være.indd 19

25/08/17 10.31

her er ingen – kun skunken der søger i månelyset en bid at æde.

De marcherer op ad hovedgaden på fodsålerne: hvide striber, månesyge øjnes røde ild under Trinitarkirkens kalktørre bjælkespir.

Jeg står på det øverste trin af vores bagtrappe og indånder den krydrede luft – en moderskunk med sin kolonne af unger roder i skarnspanden.

Hun jager sit kilehoved ned i et bæger sur fløde, lader strudsehalen falde og lar sig ikke skræmme.

Jeg begyndte at fremsige udenad: “Den kvindelige eneboer-arving på Nautilus Island overvintrer stadig I sin spartanske hytte; hendes får græsser stadig ned mod havet. Hendes søn er biskop. Hendes forpagters sognerådsformand” – “‘Hendes forpagter er sognerådsformand’,” sagde Joe. “Skyd mig. ‘Hendes forpagter er sognerådsformand’.”

“Mor!” Jeg tyssede på Timby og fortsatte med lukkede øjne. “‘... på vores ø, hun går i barndom. Tørstende efter det hierarkiske privatliv i dronning Victorias århundrede opkøber hun alle hæsligheder ved hendes kyst og lader dem falde. Årstiden er syg – vi har mistet vores sommermillionær der virkede sprunget ud af et L.L. Bean-katalog’ –” “Mor, se på Yo-Yo. Se, hvordan han lægger hagen på sine poter?”

Yo-Yo lå på sin lyserøde pude, sådan så han kunne holde øje med, om der skulle falde noget spiseligt ned på gulvet. Hans små, hvide poter placeret yndigt ovenpå hinanden.

“Så skøn,” sagde jeg.

“Må jeg låne din telefon?” spurgte Timby.

20

I dag skal det være.indd 20

25/08/17 10.31

“Nyd nu bare dit kæledyr,” sagde jeg. “Det her behøver ikke ende med skærm.”

“Det er meget cool, det din mor gør,” sagde Joe til Timby. “Altid i gang med at lære noget nyt.”

“Lære for så at glemme,” sagde jeg. “Men tak, ellers.”

Han sendte mig et fingerkys.

Jeg fortsatte med besvær. “Hans niknobs tomaster blev solgt på auktion til hummerfiskere – “ “Vi elsker bare Yo-Yo så højt, gør vi ikke?” spurgte Timby.

“Det gør vi.” Det var ikke så svært. Yo-Yo er verdens sødeste hund, Boston-terrier blandet med moppe blandet med noget tredje ... tigerstribet-og-hvid med et sort plet om det ene øje, flagermusører, flad snude og krølle på halen. Inden Amazon-invasionen, mens det stadig kun var mig og luderne, der gik på gaden, var der én, der kommenterede den, da vi gik forbi, “Det er som at se Barbie parret med en pit bull.”

“Far,” sagde Timby. “Elsker du ikke Yo-Yo meget?”

Joe så hen på Yo-Yo og overvejede, hvad han skulle svare. (Endnu et bevis på Joes format: Han tænker, inden han taler.)

“Han er lidt underlig,” sagde Joe og vendte tilbage til digtet.

Timby tabte sin gaffel. Jeg tabte kæben.

“Underlig?” skreg Timby.

Joe så op. “Ja. Hvad?” “Åh, Far! Hvordan kan du sige sådan noget?”

“Han sidder bare dér dagen lang og ser nedtrykt ud,” sagde Joe. “Når vi kommer hjem, så kommer han ikke engang stormende for at tage imod os. Når vi er her, sover han bare, venter på, at nogen taber lidt spiseligt, og ellers stirrer han på hoveddøren, som om han har migræne.”

Timby og mig var målløse.

“Jeg kan godt se, hvad han får ud af os,” sagde Joe. “Jeg kan bare ikke rigtigt se, hvad vi får ud af ham.”

Timby sprang op af sin stol og lagde sig henover Yo-Yo, det var sådan, han gav ham et kram. “Åh, Yo-Yo! Jeg elsker dig.”

21

I dag skal det være.indd 21

25/08/17 10.31

“Fortsæt.” Joe bladrede i digtet. “Det går rigtig flot. Årstiden er syg...” “Årstiden er syg,” sagde jeg. “‘Vi har mistet vores sommermillionær der virkede sprunget ud af et L.L. Bean-katalog’ – Til Timby: “Dig. Gør dig klar.”

“Kører du bare med det samme, eller følger du mig ind?”

“Jeg kører med det samme. Jeg har Alonzo halv otte.”

Vores morgenmad var overstået, Yo-Yo rejste sig fra sin pude. Joe og jeg så, hvordan han stillede sig hen til hoveddøren og stirrede på den.

“Jeg var ikke klar over, at jeg sagde noget kontroversielt,” sagde Joe. “Årstiden er syg.”

I dag skal det være.indd 22

25/08/17 10.31

Men i dag skal det være. I dag tager hun pænt tøj på, passer sin yoga, leger med sin søn, kysser sin mand, som om hun mener det. Spiser frokost med en veninde. Får styr på det.

Men lige i dag har Timby, hendes søn, valgt at blive syg og vil hentes i skolen, Joe, hendes mand, der er sportslæge, har fortalt sin receptionist – men ikke sin kone – at han er på ferie. Og ad sære omveje dukker en lille håndtegnet historie fra Eleanors

MARIA SEMPLE har været manuskriptforfatter

barndom op og truer med at afsløre familiehemmeligheder, der

på en lang række succesfulde tv-serier, heriblandt

for længst skulle være begravet. Så inden hun rigtig når at tage

Saturday Night Live og Arrested Development.

I dag bor hun i Seattle med sin familie. Hendes gennembrudsroman Hvor blev du af Bernadette

hul på sin beskedne plan for dagen, kommer livet ligesom i vejen.

blev en international bestseller. I dag skal det

I DAG SKAL DET VÆRE handler om en enkelt dag i Eleanor

være er hendes tredje bog.

Floods liv. Den dag, hvor hun havde tænkt sig at finjustere det en smule, og ender med at måtte lægge det helt om.

”Maria Semple er stadig hysterisk morsom, men denne gang med mindre satire og mere sjæl.”

NE W YORK TIMES

”Så unik, så sjov, så smukt menneskelig, så helt og aldeles nutidig.”

GILLIAN FLYNN

”Forfatteren giver os endnu en gang mindeværdige, medrivende og vanvittige figurer.”

THE GUARDIAN ”Et gnistrende intelligent og sjovt værk, der burde kunne udvide forfatterens fanskare yderligere.”

SUNDAY TIMES

ISBN 9788740036947

MARIA SEMPLE I dag skal det være

Forfatterfoto: Elke van de Velde

ELEANOR VED GODT, AT DET STÅR SKIDT TIL.

”KNIVSK ARP”

WASHINGTON POST

e r æ v t e d l a k s I dag e r æ v t e d l a k s g I da e r æ v t e d l a k s g a Id e r æ v t e d l a k s g a d I e r æ v t e d l a k s g a Id

MARIA SEMPLE FORFATTER TIL DEN INTERNATIONALE BESTSELLER

HVOR BLEV DU AF BERNADETTE POLITIKENS FORL AG

ANMELDERNE SKREV OM HVOR BLEV DU AF BERNADETTE:

♥♥ ♥ ♥ ♥ ♥

”En vidunderlig, medrivende roman.”

FEMINA

♥♥♥♥

”Sprudlende, menneskeklog og topmoderne.”

POLITIKEN

”Hylende morsom, tænksom og original.”

WEEKENDAVISEN ”Semple skriver kækt og satirisk om store emner.”

KRISTELIGT DAGBL AD