I al hemmelighed

Det skrev anmelderne om Linda Castillos tidligere bøger i serien:

★★★★★★ „Lever helt op til sin sædvanlige høje standard.“ Søndag

„Castillo har virkelig lagt hjernen i blød for at udtænke et snedigt plot.“ Weekendavisen „Svær at lægge fra sig.“ Litteratursiden

Da en gammel lade i Ohio brænder ned til grunden, tilkaldes politichef Kate Burkholder for at undersøge sagen. Ved første øjekast ligner det en ulykke, men da den 18-årige Daniel Gingerichs forkullede lig findes indespærret i laden, begynder Kate at få mistanke om mord. Men hvem kunne finde på at brænde en ung amishdreng levende?

Igennem Kates efterforskningsarbejde udfolder et net af isnende hemmeligheder og forbrydelser sig, som bærer uhyggelige ligheder med begivenheder i Kates egen ungdom – begivenheder, hun igennem årtier har forsøgt at lægge bag sig.

I al hemmelighed er tiende bind i Linda Castillos serie om politichefen Kate Burkholder og hendes rødder i amishsamfundet.

„Udsøgt plot … I al hemmelighed er en enestående roman i en fremragende serie.“ – ASSOCIATED PRESS

“Holder én i et spændingsgreb lige til sidste side!” S ØN D A G

I al hemmelighed

„Det er effektivt, foruroligende og troværdigt. Kort sagt leverer Castillo glimrende underholdning.“ Politiken

– JULIE HASTRUP

I al hemmelighed

FOTO: PAM LARY

Femina

LINDA CASTILLO

„Linda Castillos amishkrimier har alt.

Gedigen spænding, en knivskarp hovedperson og et unikt indblik i den fascinerende amishkultur.“

Linda Castillo har taget USA med storm, og med sine amishkrimier er hun blevet en international bestsellerforfatter, udgivet i 30 lande. Hun har en fortid som finansmanager og bor i Texas med sin mand.

EN AMISHKRIMI MED KATE BURKHOLDER Hr. Ferdinand Hr. Ferdinand

I al hemmelighed_SMUDS.indd 1

06/02/2019 11.00

I AL HEMMELIGHED

I al hemmelighed.indd 1

28/01/19 16.18

Linda Castillo

I AL HEMMELIGHED Oversat af Henrik Enemark

HR. FE RDINAND

I al hemmelighed.indd 3

28/01/19 16.18

I al hemmelighed.indd 8

28/01/19 16.18

PROLOG Hun kunne ikke sove. Havde ikke fået en hel nats søvn i lang tid.

Der var for meget mørke – og mørket var ikke af den slags, der gav hende fred. Da hendes mamm ved solopgang havde stukket hovedet ind på hendes værelse og sagt, at tiden var inde til, at hun skulle stå op for at fodre dyrene og tage med til gudstjeneste, lå hun allerede vågen og ventede. Parat.

Hun havde altid været en pige, der gjorde, hvad hun fik besked på, så hun stod op og iførte sig sin kjole, satte håret op i en knold i nakken og dækkede det med en kapp. Hun tog sine tykke vinterstrømper og et par gummisko på, forlod værelset og gik ned ad trappen til stuen. Hun undgik køkkenet, hvor hun kunne høre sin mor klirre med tallerkenerne og stege pølser, og fortsatte i stedet hen til sidedøren, hvor hun trådte udenfor i kulden. Morgenen var våd og grå, og der faldt en let støvregn fra den skifergrå himmel. Da hun var kommet over i laden, skyndte hun sig at kaste noget hø ind til hestene og fylde deres vandtrug, hvorefter hun kom en håndfuld kerner i foderautomaten til hønsene og indsamlede seks brune æg.

Hun havde aldrig løjet for sine forældre. Ikke en eneste gang i løbet af sit sytten år lange liv. Men da hendes mamm bad hende om at vaske sig og gøre sig klar til at tage med til gudstjenesten, 9

I al hemmelighed.indd 9

28/01/19 16.18

beklagede hun sig og sagde, at hun havde været syg og kastet op halvdelen af natten. Hendes mor var ikke begejstret for hendes afbud til en så vigtig begivenhed. Men hvad kunne hun sige?

Da hun havde overstået sine morgenpligter, vendte hun tilbage til sit værelse og lagde sig på sengen. Hun stirrede op i loftet og lyttede til husets lyde. Hun hørte sine yngre søskendes stemmer. Klirrende bestik på tallerkener. Stilheden efter morgenmaden, mens takkebønnen gebet nach dem essen blev fremsagt.

Døren, der blev smækket hårdt i, da hendes datt gik ud for at give trækhesten seletøjet på. De trippende fødder på trægulvet, da de små løb ud for at hjælpe ham. Åh, hvor ville hun komme til at savne dem.

Klokken halv otte hørte hun bagdøren smække. Et par minutter efter lød den velkendte klapren af hove, da den gamle ­trækhest satte sig i bevægelse. Hun stod ud af sengen, gik hen til vinduet og trak gardinerne en smule til side for at følge hestevognen, da den fortsatte ud gennem indkørslen i retning af vejen.

Tiden var inde.

Det var en kold morgen, og udenfor var temperaturen langt under frysepunktet, men alligevel bekymrede hun sig ikke om at tage en frakke på. Hun skubbede døren fra værelset op og trådte ud på gangen. I luften hang stadig en duft af ristet brød, kaffe og petroleum fra køkkenet, da hun gik ned ad trappen. Hun tænkte på sine små brødre og søstre, og hun mærkede en bølge af vemod og melankoli, som var lige ved at sende hende i knæ. Hun havde hele tiden vidst, at det ville blive svært, men hun vidste også, at det var den eneste løsning. Gud havde sendt hende et tegn, og i modsætning til hende løj han aldrig.

For enden af trappen drejede hun til venstre, fortsatte gennem køkkenet og prøvede at ignorere det tørre stykke ristede brød og den stadig lune kop te, som hendes mamm havde ladet stå til 10

I al hemmelighed.indd 10

28/01/19 16.18

hende. Ristet brød og te var hendes mamms kur mod alle verdens dårligdomme. Hvis bare livet var så enkelt.

Undskyld.

Ordet rungede i hendes hoved, da hun gik gennem bryggerset, skubbede bagdøren op og trådte ud i den stille, tidlige morgenregn. Hun mærkede dog hverken kulden eller regnen, da hun løb hen ad flisegangen i retning mod laden. Hun skubbede den store skydedør op og trådte ind i halvmørket på den anden side.

Duften af hendes datts pibetobak blandede sig med en kraftig lugt af hest, lucerne og våd jord. På hendes højre side stod vognen med hø parkeret op ad væggen. Lidt længere fremme stak deres gamle plovhest hovedet hen over kanten af båsen og vrinskede.

Hvis omstændighederne havde været anderledes, ville hun måske være standset et øjeblik for at ae den på mulen. Men denne morgen var der ingen tid at spilde.

På hendes venstre side var trappen til høloftet. Hun gav ikke sig selv lov til at tøve eller diskutere med sig selv, men skyndte sig bare op ad trappen. Der var kun to vinduer i taget, og der slap ikke ret meget lys ind gennem de snavsede ruder. Men selv i halvmørket kendte hun loftet som sin egen lomme. Det var hendes tilflugtssted, når tingene spidsede til. Og hun vidste præcis, hvor hun skulle finde de ting, hun havde brug for.

Hun gik med bløde skridt hen over plankegulvet i sine gummisko, hen til bunken af hø under vinduet. Hun satte sig ned på knæ, skubbede høet til side og fandt det reb, som hun dagen før havde skjult på loftet. Hendes far havde købt rebet året før, da han havde lavet en gynge til drengene. Han havde købt et par meter ekstra og havde gemt resten på loftet, så han kunne bruge det i forbindelse med et andet projekt engang i fremtiden.

Mens hun rullede rebet ud, nægtede hun sig selv at tænke på sin familie og den betydning, hendes beslutning ville få for dem.

11

I al hemmelighed.indd 11

28/01/19 16.18

De ville alligevel ikke kunne forstå hende, og det ville bare såre dem. Der var ingen vej tilbage. Gud havde talt til hende, og hun havde lyttet. Det var den eneste løsning, hvis hun skulle beskytte sin hemmelighed.

Rebet var næsten tre meter langt og omkring halvanden centimeter tykt. Hun antog, at det var lavet af bomuld, men hun vidste det ikke med sikkerhed. Ikke fordi det spillede nogen rolle.

Hun holdt om rebet med hænderne og gik hen til det sted, hvor der var et hul i gulvet, så hun kunne se ned forbi loftsbjælkerne i stueetagen. Hun kunne se både vognen med hø, en høtyv og båsen med hesten.

Hun lagde sig fladt på maven, snoede rebet om den nærmeste loftsbjælke og bandt en tredobbelt knude. Hun trak hårdt i rebet et par gange for at finde ud af, om knuden kunne holde. Hun rystede på hænderne, da hun formede den anden ende af rebet til en løkke og bandt endnu en tredobbelt knude. Et par hurtige ryk i rebet overbeviste hende om, at knuderne nok skulle holde.

Hun tog en dyb indånding og trak forsigtigt løkken over hovedet, så hun ikke kom til at trække sin kapp af. Rebet føltes stift og groft mod huden på hendes hals. På et tidspunkt var hun begyndt at græde. Men hun tænkte, at tårerne skyldtes glæde og ikke sorg. Lettelse. Hendes mamm havde altid sagt, at døden var en del af Guds plan. Og denne morgen troede hun på det af hele sit hjerte. Hun vidste, at Herren ville byde hende velkommen med åbne arme. Han ville hjælpe hende godt igennem det hele.

Hendes familie ville ikke behøve at gøre andet end at tro på Guds visdom. En dag ville de alle sammen slutte sig til hende igen, og så ville de alle atter være samlet.

Alligevel rystede hun, da hun rejste sig op. Hun prøvede at ignorere uroen i maven, og hun forsøgte også at lade være med at tænke på følelsen af, at hendes ben ikke var helt stabile. Hun 12

I al hemmelighed.indd 12

28/01/19 16.18

tænkte ikke på det, der var på vej, men bad bare til, at det ville være hurtigt overstået. Når det var sket, ville hun atter være fri.

“Jeg tilgiver dig,” hviskede hun.

Hun lukkede øjnene, tog et skridt frem og svævede i den tomme luft et øjeblik.

I al hemmelighed.indd 13

28/01/19 16.18

Kapitel 1 Et halvt år senere Han tog sit engelske tøj på. Cowboybukser og en ensfarvet, hvid T-shirt. Cowboystøvlerne, som han havde betalt en mindre formue for i western-forretningen i Berlin.

En følelse af spænding sitrede i hans krop, da han forlod sit værelse og trådte ud i den mørke gang. Han brød sig ikke om den hemmelighedsfulde person, han havde forvandlet sig til.

Den del af ham, som han dårligt selv kunne genkende. Men det var umuligt for ham at kæmpe imod. Han havde lært at leve med det. En lille del af ham havde lært at affinde sig med det.

Døren til hans forældres soveværelse stod på klem, og han kunne høre sin datt snorke inde på den anden side. Døren til værelset, hvor hans søstre sov, stod halvt åben. Det forekom ham, at han kunne mærke en snert af deres sødlige duft i luften, og han smilede stille, da han listede forbi værelset. Døren til hans ældre søsters værelse var lukket. Det havde hun gjort i omkring et års tid. Hun var jo også blevet større. Og også piger havde hemmeligheder.

Han var ikke særlig nervøs for at blive afsløret, da han fortsatte ned ad trappen. Han var trods alt midt i sin Rumspringa. De seneste par måneder havde han stort set gjort, som det passede 14

I al hemmelighed.indd 14

28/01/19 16.18

ham, og hans forældre havde valgt at vende det blinde øje til.

Han havde smagt whisky for første gang. Købt sin første bil.

Haft tømmermænd for første gang. Røget sin første Marlboro.

Han havde været ude til sent og var kommet hjem på alle mulige tidspunkter. Hans mamm og datt var ikke begejstrede, men de sagde ingenting. De kom med undskyldninger over for hans søstre.

Jeres bror har travlt og arbejder så meget, sagde de. Men de bad for hans sjæl. Det hele var en del af at vokse op som amish. Måske den bedste del.

Omkring ham var huset mørkt og stille, og kun en lille smule lys trængte ind ad vinduerne i stuen, der bare fremstod som to grå firkanter i det buldrende mørke. En svag duft af lampeolie og resterne af de sandwich med Bologna-pølse, som de havde fået til aftensmad, blandede sig med den kølige brise, der trængte ind gennem insektnettene i vinduerne. Da han gik ud i køkkenet, tog han den lille seddel, som hun havde skrevet, op af lommen. Han standsede et øjeblik ved køkkenbordet, tog en lille lommelygte op af baglommen og rettede lyskeglen ned mod sedlen. For 117. gang læste han den korte besked.

Mød mig i laden ved midnat. Det vil være det hele værd. 6 Hun havde skrevet beskeden med lilla blæk. Der var hjerter over i’erne og store, flotte sving på g’erne. Den lille smiley fik ham til at le stille. Han kunne næsten ikke fatte, at hun omsider havde ombestemt sig. Efter at han i ugevis havde lokket hende – og havde tilbragt hundredvis af søvnløse nætter sitrende af en længsel, som var begyndt at melde sig oftere og oftere og med en uventet kraft – skulle han omsider være sammen med hende.

Der var ingen tid at spilde.

Da han lukkede sig ud ad bagdøren, ærgrede han sig over, at 15

I al hemmelighed.indd 15

28/01/19 16.18

han ikke havde tænkt på at børste tænder. Omkring ham var natten lummer, og der blæste en stille brise. Himlen var overstrøet med tusindvis af stjerner. Over trætoppene mod øst hang en sølvfarvet halvmåne, og han kunne lige akkurat ane omridset af laden omkring halvtreds meter fremme. Gruset knasede under hans støvler, da han fortsatte hen over indkørslen og op ad rampen. Den store skydedør stod en anelse på klem. Hans datt lukkede den ellers altid for at holde rævene og prærieulvene væk fra hønsene. Hun er kommet, tænkte han, og en sitrende spænding bredte sig gennem hans krop med så stor kraft, at hans ben rystede, og han kom lidt ud af trit.

Han gik ind i laden og blev mødt af en duft af hest og nyslået hø. Der var kulsort indenfor, men han kendte laden ud og ind, og selvom han ikke kunne se sin egen fremstrakte hånd, vidste han præcis, hvor han skulle finde petroleumslampen, der var hængt op på en krog under en af loftsbjælkerne. Han rakte ud efter den og førte hånden lidt frem og tilbage under bjælken, men lampen var der ikke.

“Pis,” mumlede han. Han tog lommelygten op af baglommen og tændte den. Mørket trak sig tilbage til hjørnerne, og under loftsbjælken var der ikke andet at se end en sky af sølvskinnende støvkorn.

“Hallo?” råbte han. “Er du her?”

Han lyttede, men der kom ikke noget svar.

Han fortsatte forundret forbi trækvognen, hvor ladet bugne­ de af det hø, hans far havde klippet måneden før. Ved siden af vognen stod den gamle møgspreder med det ødelagte hjul, som han for en uge siden havde lovet at reparere. I baghovedet spekulerede han på, hvorfor de to trækheste ikke hilste på ham fra deres båse. Uanset hvor sent det var, var de ellers altid klar på en lækkerbisken, og de var aldrig for beskedne til at bede om 16

I al hemmelighed.indd 16

28/01/19 16.18

en godbid. Han fortsatte hen over jordgulvet og nåede trappen til træloftet, hvor sækkene med byg, majs og hønsefoder blev opbevaret. Han standsede og lod keglen fra lommelygten glide fra side til side. Et stort smil bredte sig i hans ansigt, da han fik øje på lyset, der trængte ud gennem sprækken under døren til sadelrummet.

“Kom frit frem, hvor du end gemmer dig!” Han sænkede lommelygten og fortsatte hen mod døren.

I begyndelsen tænkte han, at det var lidt underligt, at hun havde valgt at gå ind i sadelrummet, men på den anden side vidste han, at der altid var rent og ryddeligt i rummet. Trægulvet blev fejet hver dag, og der duftede dejligt af læder og sadelsæbe. Det var også der, de opbevarede hestenes dækkener, grimer og seletøj. Men endnu vigtigere var, at døren til rummet kunne låses.

For et par måneder siden havde hans far sat en hængelås på døren, efter en grime og en sadel og seletøjet til to heste var blevet stjålet. Han var overbevist om, at det var englænderen længere henne ad vejen, der havde gjort det, og efterfølgende havde han sandsynligvis solgt tingene på hesteauktionen i Millersburg for at skaffe nogle hurtige kontanter. Manden var en forbandet tyv – og desuden en drukkenbolt.

Han havde ikke engang set hende endnu, men alligevel kunne han mærke sin krop reagere, da han nærmede sig sadelrummet.

Hans datt havde omtalt følelsen som lusht og advaret ham om at være på vagt over for dens magt. Men hvad kunne en gammel mand huske om lyst? Hvad kunne han huske om at være atten år?

Hvis det var en følelse, som Gud havde udstyret mennesket med, hvordan kunne den så være noget dårligt?

Han nåede hen til sadelrummet, drejede håndtaget og åbnede døren. Foran ham lå det lille rum badet i et gyldent lys. I luften hang en duft af oliebehandlet læder og petroleum tilsat en svag 17

I al hemmelighed.indd 17

28/01/19 16.18

antydning af parfume. To hestedækkener var bredt ud på gulvet.

Oven på en gammel tønde blafrede flammen fra et levende lys på en lille, hvid tallerken. Hun havde endda også købt en flaske vin.

To plasticglas med stilk. Hans smil voksede til en stille latter, da han trådte helt ind i rummet.

“Det eneste, der mangler, er pigen,” sagde han, fordi han vidste, at hun måtte være tæt på og kunne høre ham. “Gad vide, hvor hun er.”

Han holdt nøje øje med omgivelserne, fordi han vidste, at hun måtte befinde sig et sted helt tæt på. Han slukkede lommelygten og gik hen til tæpperne. Vinen var allerede åbnet. Han lagde lom­melygten fra sig på tønden, satte sig i skrædderstilling på gulvet og støttede hænderne på knæene.

“Hvis hun ikke snart dukker op, bliver jeg nødt til selv at drikke al vinen,” sagde han, lidt højere nu, mens han hvert øjeblik forventede at se hende komme fejende ind i rummet – fnisende og klar. Han var allerede blevet hård og mærkede en dunkende puls, som han havde lige så lidt kontrol over som sin egen vejrtrækning. Han forestillede sig hendes bløde og varme krop mod sin og tænkte på hendes faste bryster, og han kunne næsten ikke fatte, at han i aften omsider ville få lov til at gå hele vejen.

Han rakte ud efter flasken og hældte lidt vin op i sit glas, mens han allerede glædede sig til at mærke den søde smag af rødvinen på tungen. Han sad og tænkte på alle de ting, de var på vej til at gøre sammen, da der lød en stille knagen fra døren. Et hurtigt gib af forventning, men så blev døren smækket så hårdt i, at grimerne på væggen klirrede.

Det gav et sæt i ham, og han stillede flasken fra sig og rejste sig op.

Et højt klik fra låsen fik ham til at springe hen til døren. “Hvad laver du, skat?” Han tog i håndtaget, men døren var låst.

18

I al hemmelighed.indd 18

28/01/19 16.18

“Hey!” råbte han. “Skat, det her skal du få betalt!”

En lyd uden for døren tiltrak hans opmærksomhed. Det lød som noget, der blev trukket hen over gulvet. Noget tungt stødte mod døren. Han ruskede forvirret i dørhåndtaget og tvang en kunstig latter frem. “Hvad har du gang i?” Det var hans intention at sige det på en munter og spøgefuld måde, men hans stemme lød skarp. Han var ikke i humør til den slags fjollede julelege.

Ikke i aften.

“Hold nu op, skat!” råbte han. “Det er ikke sjovt længere. Kom nu ind og hold mig med selskab.”

Lydene uden for døren ophørte. Han pressede et øre ind mod træet og lyttede. Ingenting.

“Det er værst for dig selv, hvis jeg bliver nødt til at sparke døren op!” Han prøvede at holde sin stemme let og spøgefuld, men hans tålmodighed var ved at slippe op. “Hører du, hvad jeg siger?”

Han ventede et øjeblik. Det forekom ham, at han kunne høre fodtrin. En skurrende lyd af træ mod træ. Hvad helvede havde hun gang i?

“Okay, skat. Hvis det er sådan, du vil have det.” Han ruskede i døren igen og kæmpede for at undertrykke sin irritation. “Så skænker jeg bare et glas vin mere og drikker hele flasken uden dig.”

Intet svar.

Han trak sig lidt væk fra døren og stødte skulderen ind mod træet for at teste dets styrke. Døren rystede, men ellers skete der ingenting. Han rynkede panden og ruskede i håndtaget igen.

“Hold nu op, skat. Luk mig ud. Hvis jeg af en eller anden grund har gjort dig vred, så lad mig gøre det godt igen.”

Da der stadig ikke lød noget svar, mærkede han et sug af vrede i kroppen. Han hamrede skulderen hårdt ind i døren. Den ryste19

I al hemmelighed.indd 19

28/01/19 16.18

de voldsomt i rammen. Han var på vej til at gøre det igen, da han pludselig mærkede en svag lugt af røg. Den kom hverken fra det levende lys eller lampen. Heller ikke fra en cigaret. Der måtte være et eller andet, der brændte.

Han bandede stille, rettede blikket ned og fik et chok, da han så en række små røgsøjler bølge op fra sprækken under døren.

Der var uden tvivl noget, der brændte. Træ og hø. Måske petroleum. Hvad helvede skete der?

Alle hans tanker om, at nogen drillede ham, forsvandt som dug for solen. Han slog hårdt på døren med flad hånd. “Luk op!” råbte han med stemmen sitrende af vrede. “Du ender med at brænde hele laden ned. Hold nu op, skat. Det er ikke sjovt!”

Han trak sig lidt væk for at tage tilløb, og så knaldede han skulderen ind i døren igen. Han hørte en høj knagen fra træet, men døren gav sig stadig ikke. Han lagde en hånd på træet og mærkede, at det var blevet varmt. Hvad fanden var det, der foregik? Var det hele en joke? Hvad i alverden tænkte hun på?

“Det er farligt, det du har gang i!” råbte han. “Hold op med det her pis, og luk døren op! Nu!” Han lyttede og hørte en høj knitren. Det lød som flammer. En følelse af ængstelse var begyndt at stikke og prikke i hans nakke.

Det føltes, som om skarpe kløer borede sig dybt ind i hans hud og greb fat om hans rygsøjle. Han tog et skridt tilbage og sparkede hårdt på døren. Hans fod ramte lige under dørhåndtaget.

Endnu en tilfredsstillende knagen. Han løftede benet og sparkede til døren igen. Et stykke af træhåndtaget brækkede af, og han kunne se metalbolten inde bag håndtaget nu. På et tidspunkt begyndte han at hoste. Røgen bølgede op fra sprækken under døren nu. Sort, tyk og kvælende.

“Hold op!” råbte han. “Er du gået fuldstændig fra forstanden?

Luk døren op!”

20

I al hemmelighed.indd 20

28/01/19 16.18

Han hostede igen, tog et skridt tilbage og kastede sig frem, så hans skulder endnu en gang knaldede ind i døren. Han mærkede en skarp smerte brede sig gennem kravebenet, men han var ligeglad. Døren åbnede sig en centimeter. Han pressede begge hænder mod træet og skubbede til. Men døren gav stadig modstand.

Der måtte stå noget tungt på den anden side – alt for tungt til, at han kunne skubbe døren op. Flammer og røg trængte ind gennem sprækken rundt om døren og sved ham på hænderne og fik hans øjne til at løbe i vand. Han mærkede en lugt af afsvedet hår og bomuld. Han vaklede tilbage, rystet over synet af flammerne.

Han kunne ikke fatte, at hun kunne opføre sig så uansvarligt. At det overhovedet kunne være rigtigt, hvad der skete.

“Hey! Hent hjælp!” Han kiggede vildt rundt i rummet og greb ud efter vinflasken. Det var den eneste væske, han havde adgang til, og han sendte en skylle af indholdet hen mod døren. Vinen plaskede ud over døren, men det var overhovedet ikke nok til at dulme flammerne. Det virkede nærmest, som om ilden bare sugede vinen til sig og ville have mere.

Varmen tvang ham til at tage endnu et skridt tilbage. Røgen væltede ind gennem sprækken som sorte reb, der snoede og vred sig, drillede ham, rakte ud efter ham. Gule flammer, der tog til i størrelse og hele tiden kom nærmere, slikkede op over træet.

Han løftede den ene arm beskyttende op foran ansigtet, kastede sig tilbage mod døren og knaldede skulderen mod træet. Varmen sved på hans skulder, den ene side af ansigtet og øret, men han mærkede nærmest ikke smerterne. Låsen var brudt op nu, og døren gled endnu et par centimeter op. Et nyt håb svulmede i ham. Men efter ganske få sekunder forsvandt sprækken i døren i en bølge af grådige flammer, der åd sig gennem det tørre træ og slikkede hen over gulvet.

“Hjælp mig!” råbte han. “For helvede! Hjælp!”

21

I al hemmelighed.indd 21

28/01/19 16.18

Røgen og flammerne væltede ind gennem sprækken. Varmen sved ham i ansigtet, fik hans lunger til at brænde og åd al ilten i rummet. Han kunne høre sig selv gispe og stønne, og hver eneste vejrtrækning føltes som at få stukket en ildrager i halsen.

Han hostede og kiggede rundt for at lede efter et eller andet, hvad som helst, som han kunne bruge til at kæmpe sig ud i friheden.

Gennem den kraftige røg fik han øje på det hjemmelavede sadel­ophæng, som bestod af to lægter, der var ophængt på væggen som et omvendt V. Han skubbede sadlen ned på gulvet, løftede det ene ben og hamrede foden ned på den ene af lægterne.

Der lød en høj knagen fra sømmene, da de blev trukket ud, og lægten løsnede sig og hang skævt ud fra væggen. Han trampede på den igen, og lægten landede larmende på gulvet. Endnu et svimlende håb skød frem i ham, da han tog lægten op i hænderne. Han sprang tilbage til døren og svingede lægten frem mod den som et baseballbat. Han trak lægten tilbage og hamrede den endnu en gang ind i træet.

Da han gjorde det tredje gang, flænsede lægten træet. Endnu et øjebliks håb, men så bredte ilden sig gennem åbningen som et brølende uhyre. Flammerne var så kraftige nu, at de nåede helt op til loftet.

Panikken bredte sig i ham. Branden var kommet ud af kontrol.

Der lå tredive baller hø på loftet – tørt som pindebrænde. Det hele var på vej til at eksplodere. Hvis flammerne fik fat i høet, ville han aldrig komme levende ud.

Han bandede og hostede, mens han trådte baglæns væk fra døren. Varmen var ulidelig nu. Røgen var alt for tæt til, at han kunne få vejret. Han flåede sin T-shirt af, lod sig falde ned på knæ og bandt stoffet rundt om næsen og munden. Han lagde sig helt ned på gulvet og vendte sig om på ryggen. Han løftede 22

I al hemmelighed.indd 22

28/01/19 16.18

begge ben og sparkede støvlerne frem mod døren. En gang. To gange.

Døren gav efter. En byge af træ og gnister regnede ned over ham. Gløderne sved på hans bare bryst, på armene og i ansigtet.

En bølge af overophedet luft skyllede hen over ham. Han mærkede den kvælende røg i munden. I øjnene. Gennem røgsløret så han, hvordan gløderne på hans ben brændte sig gennem stoffet på bukserne, og han mærkede en lammende smerte fra de mange svidende forbrændinger. Han slog desperat ud med hænderne for at fjerne eller slukke de små gløder, men der var alt for mange af dem. Varmen var uudholdelig. Der var ikke luft nok til at trække vejret. Åh Gud ...

Flammerne skød ind i rummet som et vildt og frådende uhyre, der kastede sig over ham og gik til angreb med sine sylespidse tænder. Røgen svøbte sig om hans ansigt og bryst. Pludselig erkendte han den fulde betydning af det, der skete. Han skreg højt, vred sig rundt på gulvet og kastede desperat med armene og benene i et forsøg på at komme væk fra flammerne, men der var ingen steder at søge i dækning.

Hans lunger brændte. Hans læber, tænder, tunge. Luften var alt for varm til at trække vejret i. Røgen og varmen gjorde ham blind. Hans øjne sydede. Han mærkede en lugt af brændt kød i næsen. Jeg dør, tænkte han. Han fattede ikke, hvad det var, der skete. Fattede ikke, at det skete.

“Datt! Datt!” Ordene var ikke andet end en halvkvalt lyd i hans hals. Han rullede rundt på gulvet, mens han med hænderne slog desperat ud efter flammerne, der kravlede op over hans krop. Men så stødte han mod væggen. Der var ingen steder at flygte hen.

Han prøvede at skrige, men det var, som om hans spyt kogte i munden, og hans tunge føltes som et stykke kogt kød, der havde sat sig fast i halsen.

23

I al hemmelighed.indd 23

28/01/19 16.18

Med et sidste øredøvende brøl omsluttede flammerne ham.

Rødglødende tænder flænsede hans krop, åd ham langsomt og forvandlede både kød og knogler til en flydende masse, som uhyret sugede ned i sin sultne mave.

I al hemmelighed.indd 24

28/01/19 16.18

Det skrev anmelderne om Linda Castillos tidligere bøger i serien:

★★★★★★ „Lever helt op til sin sædvanlige høje standard.“ Søndag

„Castillo har virkelig lagt hjernen i blød for at udtænke et snedigt plot.“ Weekendavisen „Svær at lægge fra sig.“ Litteratursiden

Da en gammel lade i Ohio brænder ned til grunden, tilkaldes politichef Kate Burkholder for at undersøge sagen. Ved første øjekast ligner det en ulykke, men da den 18-årige Daniel Gingerichs forkullede lig findes indespærret i laden, begynder Kate at få mistanke om mord. Men hvem kunne finde på at brænde en ung amishdreng levende?

Igennem Kates efterforskningsarbejde udfolder et net af isnende hemmeligheder og forbrydelser sig, som bærer uhyggelige ligheder med begivenheder i Kates egen ungdom – begivenheder, hun igennem årtier har forsøgt at lægge bag sig.

I al hemmelighed er tiende bind i Linda Castillos serie om politichefen Kate Burkholder og hendes rødder i amishsamfundet.

„Udsøgt plot … I al hemmelighed er en enestående roman i en fremragende serie.“ – ASSOCIATED PRESS

“Holder én i et spændingsgreb lige til sidste side!” S ØN D A G

I al hemmelighed

„Det er effektivt, foruroligende og troværdigt. Kort sagt leverer Castillo glimrende underholdning.“ Politiken

– JULIE HASTRUP

I al hemmelighed

FOTO: PAM LARY

Femina

LINDA CASTILLO

„Linda Castillos amishkrimier har alt.

Gedigen spænding, en knivskarp hovedperson og et unikt indblik i den fascinerende amishkultur.“

Linda Castillo har taget USA med storm, og med sine amishkrimier er hun blevet en international bestsellerforfatter, udgivet i 30 lande. Hun har en fortid som finansmanager og bor i Texas med sin mand.

EN AMISHKRIMI MED KATE BURKHOLDER Hr. Ferdinand Hr. Ferdinand

I al hemmelighed_SMUDS.indd 1

06/02/2019 11.00