Jeg taler dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Det eneste, jeg ikke taler, er det, som folk forventer af mig: perkerdansk. Abdel Aziz Mahmoud er journalist, tidligere tv-vært – og muslimsk flygtning. Han ville egentlig bare have lov at være dansk. Have en plads i flokken, men nu kan han ikke længere holde sin mund.
Abdel Aziz Mahmoud, f. 1983, har palæstinensisk baggrund og kom til Danmark i 1984. Han er udviklingsredaktør på Nordisk Film TV, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, tidligere reporter i DR og vært på en række programmer – bl.a. nyhedskanalen DR Update og liveprogrammet Aftenshowet.
Omslagsfotos: Jakob Mark
2016031_Abdel Aziz_Cover.indd 1
Hvor taler du flot dansk! er et humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om udlændinge og integration. Abdel fortæller om sin mors desperate forsøg på at få danske venner, sin universitetsuddannede fars bunker af jobafslag og om selv at lægge ansigtet i de rette folder, når han bliver rost for sin fine udtale. En tankevækkende bog om, hvordan det er at elske Danmark – og alligevel føle, at man aldrig kan blive dansk på den rigtige måde. Men det er også en fortælling om, at integration kan lykkes, og at det kræver hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.
ABDEL AZIZ MAHMOUD
HVOR TALER
DU FLOT DANSK!
(...) lige fra vi flyttede ind på Merianvej, insisterede min mor på, at vi skulle spise i forhaven, så de nye naboer kunne se, at vi fandtes og ikke var spor farlige. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg, det var helt hul i hovedet at sidde udstillet på den måde, og jeg tiggede og bad min mor om lov til at spise inde foran fjernsynet ligesom almindelige mennesker. Men i min mors optik var det vigtigt at signalere gæstfrihed, og det gjorde en familie på fire samlet om et dækket bord i forhaven, åbenbart. Dér sad vi, hver eneste gang vejret tillod det, og nikkede ivrigt til de forbipasserende. Det skete også op til flere gange, at Murad og jeg blev sendt rundt til folk på vejen med min mors hjemmebagte pitabrød. Vi skulle ikke gøre andet end at ringe på og give posen til folk med en hilsen fra vores forældre. Det, syntes jeg efterhånden også, blev pinligt, selvom jeg ikke husker andet, end at vores bagværk blev vældigt godt modtaget. Dengang var pitabrød helt ekstremt moderne svarende til sushi eller vietnamesiske forårsruller i dag. Smart thinking, Mama – vi var bagefter med det meste, men her kunne vi være first movers. Uddrag fra bogen
12/02/16 13.23