Page 1

Lisbet Lundquist

Fra bogen Jeg skrællede kartofler. Det kedeligste, jeg vidste. Men ikke så slemt som at dø. Jeg ville også hellere vaske op end dø. Hver dag hele livet ville jeg hellere vaske op eller skrælle kartofler end dø. Derfor var kartoflerne mine venner. I dag var den ene kartoffel betydeligt større end de andre, så den var Gud. To af dem var mellemsmå og runde og lignede hinanden. De var tvillinger og boede i et stort rigmandshus og havde en hund, som var en meget lille kartoffel.

Hvor er stjernerne når det er lyst

Lisbet Lundquist, f. 1943, forfatter og skuespiller. Lisbet Lundquist skildrer med humor og i et sprudlende sprog sit liv fra barndommen og til hun som voksen mødte sit livs kærlighed. Bogen er et præcist tidsbillede og en skildring af et liv med glæder, sorger, valg, familie og kærlighed.

© Les Kaner

ISBN:978-87-400-1110-4

Lisbet Lundquist

Hvor er stjernerne når det er lyst

Fra bogen “Jeg har lyst til at klippe dig, Lisbet, det har jeg haft hele aftenen.” Jeg så forbløffet på ham. Mit hår skulle være så langt som muligt til modelarbejdet. “Det var da et tilbud,” lo jeg. “Men det er ikke så godt lige nu. Lotte Holm insisterer på, at jeg ikke gør noget ved det foreløbig. Nå, men du ringer bare, Peter Ronild,” sagde jeg og trådte i pedalerne. “Narrefisse,” fnøs han. Narre-hvaffornoget? Jeg forstod ikke, hvad han sagde. Gud ved, om han var helt rigtig oven i hovedet. Jeg fortalte Mikkel om det i telefonen. Der blev en lang pause. “Er du der?” spurgte jeg. “Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde,” sagde han, “Er du sikker på, at han ikke sagde ‘kneppe’?” Kneppe? Kneppe? Det var ikke faldet mig ind et sekund. I det hele taget var det aldrig faldet mig ind, at nogen uden videre kunne få lyst til at “kneppe nogen”, de ikke var forelskede i.

I ret høj grad sandfærdige erindringer

P o l i t i ke n s F o r l a g

Foto af Lisbet Lunquist fra filmen Stille dage i Clichy, 1969. © Teit Jørgensen


Af samme forfatter: Dovne piger syer med lang tråd, 2001 Min mand sidder på taget og synger, 2005 Mit øre klør. Og andre uddrag fra det virkelige liv, 2008

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 2

06/02/2018 10.37


Lisbet Lundquist

Hvor er stjernerne nĂĽr det er lyst

POLITIKENS FORLAG

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 3

06/02/2018 10.37


2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 4

06/02/2018 10.37


1943

Der var en hylen under skråvæggene. Unge Ida, højt hulkende, med uglet hår, lå krummet sammen på ottomanen i lyset fra et lille skråvindue. I barnesengen for fodenden, med tung, drivvåd ble, lå spædbarnet, Lisbet, og skreg. Ægtemanden, Frank, den unge forsker, med seks flade halve i lærredstasken, var i morges som sædvanlig cyklet til Biokemisk Institut på Juliane Maries Vej i København. Ida havde stået i vinduet med den lille på armen og vinket. Parret boede, indtil videre, i to loftsrum i Franks forældres villa i Søllerød. Om lidt kom Elin cyklende fra sit natarbejde som rigsdagsstenograf i København og overtog pasningen af sin søster Idas barn. Elin, munter og handlekraftig. Lisbet blev vasket, skiftet og lagt til. Så blev hun puttet i barnevogn og gået tur med i det grønne. Det var godt, når Elin var der. Så duftede alting rent. Der blev kogt bleer, vasket gulv, skrællet kartofler og talt politik. Indimellem med forsigtig stemme. Elin havde på et tidspunkt måttet få sig et dæknavn og gå under jorden. Hun arbejdede i modstandsbevægelsen. Når hendes muntre jyske stemme smældede, kunne det hænde, at Idas stærkt korsetterede svigermor, min bedstemor, kom smiskende op ad trappen med en tallerken hjemmebagte, brankede småkager. Den ældre fru Lundquist, født Sort, havde ingen lugtesans. Hele villaen, og hun med, lugtede som en sveden kakkelovn. Svigermoren brød sig ikke synderlig om sin svigerdatter, Ida. Hendes begavede, kønne Frank kunne nok have fortjent sig noget bedre end sådan en tudesidse. Tudesidsen, Ida selv, havde det svært med sin mands mor – og med al den tid, hun måtte bruge til at holde gode miner til branket mad og selvoptaget vås i patriciervillaen i Søllerød. Alting blev bedre, da hun og Frank flyttede i lejlighed for sig selv. 5

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 5

06/02/2018 10.37


Idas drøm var at beskæftige sig med udenrigspolitik. Der skulle gå fem år, før børnefødslerne var overstået, og otte, før hun, efter den yngste var afleveret i Frk. Holcks Børnehave på Birkebakken i Holte, hver morgen cyklede til biblioteket i Holte for sultent at sluge Le Monde, New Statesman og Nyheder fra Sovjetunionen.

Hvor er stjernerne, når det er lyst? Lisbet er utrolig sjusket. Lisbet forstyrrer i timerne. Lisbet er ukoncentreret. Hun kan jo godt, hvis hun vil. Lisbets, efter min mening, gode evner går til spilde. Kære frøken Balleby Jeg ved at der, igen, har været problemer med Lisbets gymnastikpose. Nu da den er kommet for en dag, håber jeg, at tingene fungerer. Hun var ked af det, da hun kom hjem fra skole i går. Hun mener, De ikke bryder Dem om hende. Venlig hilsen Ida Lundquist Frøken Balleby havde tyndt margarinefarvet hår og ualmindelig små fødder. Hendes bagdel var på størrelse med et badehotel og kastede en mægtig skygge, som hun gik dér over skolegården på Ny Holte Skole i solskinnet en dag i oktober 1955. Jeg havde hende i gymnastik i underskolen. Kære fru Lundquist, jeg gør af princip ikke forskel på børnene i min undervisning. Lisbet er en urolig elev og hører ikke altid efter. Måske har jeg derfor måttet tale bestemt til hende. Venlig hilsen Birthe Balleby Min nu 60 år gamle stærkt falmede karakterbog fra mellemskolen, fundet i en kasse i forbindelse med salget af mit barndomshjem, var, i lighed med skolebøgerne fra 6

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 6

06/02/2018 10.37


samme år, indbundet i grønt indbindingspapir med et mønster af firkløver. Jeg fik den udleveret samme dag, jeg begyndte i femte klasse. I gymnastiksalen i Ny Holte Skole, hvor det sure gulv var blevet kørt over med den årlige gang fernis, havde vi afsunget Marken er mejet og hørt inspektørens rystende kedelige velkomsttale. Derefter var det dav til klasselærerinden, “Stoffer”, der havde fået farvet håret en tak rødere i løbet af sommeren. Hurtig afskrivning af skoleskemaet fra tavlen i klasseværelset, ned i tasken med de nye bøger og af sted hele flokken på cykel til Funchs Boghandel efter for en krone indbindingspapir og mærkater. Alle skelede til hinanden, alle var blevet solbrændte og højere i løbet af sommerferien. Måske var der kommet en ny i klassen. Og hjertet bankede. I min karakterbog fra 1955 under ‘Vidnesbyrd’ ud for gymnastik i femte klasse havde frøken Balleby sirligt med parallelle opstreger skrevet: Forvirret boldfornemmelse. Mine forældre havde leet højt, men fortsatte ikke med at le, som de med tiden læste andre af mine vidnesbyrd gennem mellemskolen. Kære frøken Balleby, hvor De end befinder Dem (i bedste fald et sted i slutningen af 90’erne). Hvor var De skarpsindig, da De, med svedende håndflader og frisk, nydyppet pen, prentede mit vidnesbyrd, mens jeg forestiller mig Deres gamle far i baggrunden, vrissende: “Birthe, hvad bliver det til med den te?” På falderebet erkender jeg, hvordan mit liv har været gennemblødt af “forvirret boldfornemmelse”. Jeg har ikke vidst, hvornår jeg havde bolden, hvis jeg overhovedet havde den. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned. Jeg kan ikke finde vej. Jeg lider af højdeskræk. Jeg kan være bange for store forsamlinger og for at stå på en scene. Mine bedste karakterer lå i matematik, naturhistorie og regning og ikke, som jeg husker det, i dansk og sprog. Men var der ikke noget med, at frøken Vibeke Munch, min dansklærerinde i mellemskolen, altid var efter mig? Frøken Munch, en høj, kraftig, yngre kvinde i rød skotskternet spadseredragt, der 7

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 7

06/02/2018 10.37


havde for vane med jævne mellemrum at anbringe højre hånd dybt i den fugtige venstre side af sin brystudskæring . I kladdehæftet, en dag i dansktimen, tegnede jeg i kedsomhed en kæmpekvinde med hånden om eget ballonbryst. Munch var over mig som en høg. “Aflever!” Jeg afleverede. Den rødternede kæmpekvinde gik tilbage til katederet og studerede tegningen. Englene marcherede gennem rummet, jeg trak ikke vejret. Langsomt, løftende højre arm, bevægede hun sig nu gyngende, tungt og præcist imod mig i noget, der viste sig at være det perfekte afsæt til en syngende lussing. Et mesterstykke i koordination. Mit hoved røg af og trillede, imponeret, hen ad gulvet.

Vinter 2012 “Må jeg give dig et godt råd?” lød det fra min langbenede ven, den succesrige forfatter. Vi spadserede til Den Tilsandede Kirke i Skagen og talte om bogen, jeg lige var begyndt at skrive. “Skriv, hvad du har lyst til.” “Lyst?” Længe gloede jeg ned i sneen, ud over havet, op i luften. Så slog jeg ham på skulderen. “Godt sagt.” Hvad var det, jeg var ved at løbe i gang på computeren i Prinsens Værelse ovre på Klitgaarden Refugium? Hvis sandheden skal frem, var jeg i gang med noget kalkuleret lort. Noget jegskal-vise-dem-de-nedladende-røvhuller-hvem-jeg-er. Alle de bredrøvede, fladbrystede, kæresteløse, humorforladte tvebakker af nogle bedrøvelige, udtørrede kvindelige anmeldere på min alder, med lange hår på knæskallerne. Jeg skal vise dem indersiden af en gammel, affarvet blondines hjerneskal. Jeg har givet mange interviews, hvor jeg har styret samtalen hen mod fordommene omkring min person. Talt om, hvordan jeg i al evighed, min høje alder til trods, stadig bliver bedømt på mit fordums kvidrende blondineydre. Til orientering koster det mig tusindvis af kroner at holde de muse- (for ikke at sige rotte-) grå hår stangen. Jeg ved godt, at jeg skal dø, men nægter alligevel at ligne en leverpostej. Så hellere gå sulten i seng. 8

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 8

06/02/2018 10.37


Jeg kan blive bemægtiget af ANGST ved tanken om mit “virkelige” ydre. Den gråhårede, lettere sammensunkne, nogle og halvfjerdsårige kvinde, der gemmer sig i mig et sted. Min mand er fjorten år yngre end jeg, så dér kan vel også ligge noget hund begravet – en hund ved navn døden.

“Jeg sidder på en hochsitz” Næste gang jeg var på Klitgaarden for at skrive, var jeg ved at forbløde. Et fibrom i livmoderen. Syv centimeter i diameter. Til sidst sad jeg med et håndklæde mellem benene og græd. Jeg ringede til min mand, der ikke anede, hvad han skulle stille op. Han havde fået jagttegn og var på jagtweekend i isnende kulde med et par mænd og sin skydelærer i en træhytte i dybet af en svensk skov. Hvor de spiste dåsemad, drak guldøl og neskaffe og sov i køjesenge i soveposer. De sked så poetisk i det fri, medbringende spade og wc-rulle. Sommetider, forestiller jeg mig, iagttaget åbenlyst af den elg, de aldrig fik ram på. “Jeg sidder på en hochsitz,” hviskede han med blå læber i den lydløse mobil. Hvilket vil sige, at han sad på en to meter høj slags babystol i et øde terræn i timevis med ladt riffel og pissefrøs. Ventende på bytte, drømmende om den bredbringede elgtyr, der med frostånde fra store næsebor og højt løftet hoved under kæmpegevir lydløst nærmede sig. Om hvordan skuddet gik direkte ind i hovedpulsåren i siden af halsen på dyret, og strålen af dampende blod pumpede ud. Det sårede dyr, der begyndte at løbe, jagtkammeraterne, der kom hujende, og elgtyren, der omsider bragede om i skovbunden med brustne øjne. Død. Jagtknive, der glimtede ... Gøngehøvdingen, der trådte ud af skovbrynet. “Kan du ikke lave dig en kop varm te, måske? Eller gå ind til Skagen og køb en flaske whisky,” hviskede han en anelse utålmodig i telefonen til sin pivende kone. Jeg så det håbløse i min opringning, pudsede næse og samlede stemmen til et “knæk og bræk”. Imidlertid blev der ikke skudt så meget som en skovmus på den jagt. Iført et kæmpe natbind gik jeg ned i Klitgaardens køkken til Betty og nappede et stykke drømmekage.

9

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 9

06/02/2018 10.37


Huset blødte, jeg blødte I vores hus i Skovshoved, da jeg to dage senere kom hjem, stod kælderen under vand i ti centimeters højde. Søren var tilbage fra jagten i Sverige og skulle dagen efter på turné med Zirkus Nemos Vintershow. Jeg blødte. Huset blødte. Lugten af mug og råd bredte sig. En morgen få dage efter, for foden af den indvendige kældertrappe, havde en champignonlignende svamp banet sig vej gennem en sammenfugning i gulvfliserne. Hvilken kraft. Og så alene. Inde som ude vadede folk rundt i skvulpende gummistøvler. Der blev foret med aviser i hver en bolig og sat den ene affugter op efter den anden. Kommunens ingeniører og andre vandkyndige kom kørende og kløede sig i nakken. Vandstanden i Skovshoved var steget 60 centimeter på fem år. Vi fik gravet udvendigt dræn huset rundt og gravet en pumpe ned. Vægge, isolation, vinduer og træværk blev skiftet ud i kælderen. Håndværkere mødte klokken syv om morgenen med deres termokander og en ghettoblaster. Når klokken var ni de dage, jeg var hjemme, var der kaffe og sludder i en halv times tid oppe i køkkenet. Svært hyggeligt. Tættere end man kommer på sin tømrer, murer, maler og blikkenslager gennem et længere arbejdsforløb, kommer man ikke mange. Det kunne man lære sig selv noget af i parforholdet. Respekt, umage, venlighed, lydhørhed, enighed og meddelsomhed. Huset blev omsider tørlagt, og min mand kom hjem fra turné med et fjernt blik og en voldsom tatovering på overarmen. Ud over en tube tattoocreme og en rulle plastfilm til at vikle om såret. Han havde bestilt tid til den anden arm. Der må være noget galt, tænkte jeg, da han efter et par dage bestilte en håndudskåret riffel, kom hjem med en lækker cashmeresweater og et par toplækre Armani-­ cowboybukser med go’ røv. Han var blevet 50. Nu begyndte han at cykle et par gange om ugen med de gamle Charlottenlund-­ gutter fra cykelklubben, som han mødtes med tirsdag og torsdag morgener ved Femvejen. Efter et par timer hørtes han forpustet ved havelågen råbe farvel til sin cykelmakkere, John og Mogens. Gasblå i hovedet, drivvåd af sved og med et lykkeligt smil trådte han ind ad døren iført cykelhjelm og et sort, stramt sæt cykeltøj med blebuks. Ligesom i Tour de 10

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 10

06/02/2018 10.37


France. (Jeg huskede et interview med cykelstjernen Palle Lykke i radioen efter et seksdagesløb for 50 år siden: “Det vigtigste i cykelsport er at holde skridtet tørt.”)

Vidt spredte ben i bøjler I mellemtiden havde jeg blodskvulpende konsulteret de seks bedste gynækologer i hovedstadsområdet. Vidt spredte ben i bøjler. Nogen syntes det ene, og nogen det andet. De mest hensynsfulde dækkede mig med et klæde fra navlen og derned, inden de førte det penisformede spekulum ind. Jeg blev god til at lade, som om jeg var gået hjem. Siden fik jeg foretaget en hysterektomi på Gentofte Hospital. Delende stue med en stærkt overvægtig psykisk ustabil ung kvinde, der tyggede chips og skumbananer og nægtede at stå ud af sengen efter sin operation. Selv piskede jeg op og ned ad hospitalsgangene med droppet hængende i et stativ på hjul. Det var vigtigt at bevæge sig så snart som muligt efter operationen, havde de sagt. Så kom man hurtigere hjem. Jeg vandt et maraton for nyopererede. Rengøringspersonalet på Gentofte strejkede. Badeværelserne var uhumske. Jeg ville hjem. Det kom jeg næste dag.

Gamle Frankieboy I december 2007 kom professor, dr.phil. Frank Lundquist på plejehjem. Min gamle far. Han var dement og kunne ikke holde på hverken vådt eller tørt. “Nu kan jeg ikke mere,” sagde Bodil, hans samleverske gennem 20 år. Alligevel kunne hun lidt mere. Hun ville ikke høre tale om hjemmehjælp. En dag faldt han. Der var ikke andre end Bodil. Hun kunne ikke få ham op. Det var endnu en blodprop. Så kom der to kraftige kvinder fra Alarmcentralen og fik ham indlagt på Gentofte. Gamle Frank blev modvilligt båret ud ad lågen. Han vendte aldrig tilbage til sit hjem gennem 59 år. Da jeg kom ind på hospitalsstuen, hvor han lå, lyste han op som en sol. “Ida, sikken overraskelse, jeg troede, du var i Amerika.” Min mor, Ida, døde for 23 år siden. Han fik en midlertidig plejehjemsplads. En slags indslusningsrum, man boede 11

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 11

06/02/2018 10.37


i, indtil en af beboerne i et “rigtigt” rum var død og båret væk, og gulvet var blevet kørt over med en fugtig klud. Rummet var hyggeligt som venteværelset i en tandlægekonsultation i Litauen. Min bror Lars og jeg besøgte for det meste Frank sammen om eftermiddagen i plejehjemmets spisestue, hvor der serveredes aftensmad bestående af fladt pålæg på lyst rugbrød. Uden skorpe. For nogles vedkommende kørtes det ned i et hektisk tempo, og for andres næsten ikke. En formiddag fandt vi ham siddende med ryggen til i opholdsstuen. Han havde sin go’e gamle blå sømandstrøje og de brune fløjlsbukser på. På fødderne de gamle, velplejede læderhjemmesko. Ved siden af ham sad en spinkel jævnaldrende kvinde i blå kjole. De holdt hinanden i hånden. “Næh, er det jer?” sagde han smilende, da han så os. Han havde nyredt hår. Jeg måtte vende ansigtet bort ved tanken om, hvordan Bodil havde gennemgået skabene hjemme på Kastanievej for at pakke en taske med tøj, der aldrig ville vende tilbage til hylderne. Vi kyssede Frank på kinden. De sad med front mod køkkenlugen, hvor man efter middagsmaden kunne hente sig en kop kaffe med dagens kage. “ Jeg hedder Lisbet,” sagde jeg smilende og rakte kvinden hånden. “Jeg er Franks datter. Og det er min bror, Lars.” Hun rakte os den frie hånd uden at sige noget. Så nynnede hun lidt. “Sådan er de begyndt at sidde hver dag,” sagde plejeren, “lige fra morgenstunden. Altid med hinanden i hånden. De taler ikke sammen, for Karin taler ikke. Hun nynner. Karin har været læge. Hendes mand er død.” Jeg ville gerne have set, hvordan det var gået for sig, da de fandt hinandens hænder. Som da mor og Frank rakte hånden hen over bordet efter hinanden. De to gamle dementes hænder måtte have en erindring om trygheden ved at holde i hånden. Når jeg bliver (mere) gammel, vil jeg gå med min elskedes hånd i min, til en af os ikke er der mere. Da vi fulgtes ud, Lars og jeg, så jeg vores silhuetter i vinduet og tænkte på, hvor høj og smuk en mand Lars var. “Du er en steg, Lars,” sagde jeg og kyssede ham på kinden. Jeg opdagede, at han græd.

12

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 12

06/02/2018 10.37


Nisser i pap Juleaftensdag var jeg der med min mand. Afdelingen for demente. Spisestuen klokken halv tolv om formiddagen. Der var dækket op ved et langt bord med rød papirdug. Et par nisser i pap hang ned fra loftet. De sad der hele bundtet, med plastikhagesmække på, og var kommet til risalamanden. En flok oldgamle, forvirrede, ulykkelige mennesker. Et par af dem sovende med hovedet nede i risalamanden, andre hulkende, rokkende, råbende højt og uforståeligt eller slående om sig. En lille tynd mand blev ved med at gentage: “Jeg er vognmand, jeg hedder Orla Jensen.” De andre sagde ikke noget. De kunne ikke. De kunne heller ikke huske, hvem de selv var, eller hvad de hed, eller hvad de havde lavet. De kunne ikke kende deres familie. De havde allesammen ble på. Inde i dem allesammen et sted måtte der være et mærke eller et aftryk efter den person, de var engang. Bare et mærke, ligesom efter en mærkat, der er fjernet fra en flaske, hvor der sidder en slags tør hvid hinde tilbage. Frank havde nogle tykke briller på, jeg aldrig havde set før, og hang sidelæns ud over kørestolen. Forpint af smerter og RASENDE. Han kunne ikke rette sig op, hagesmækken havde han hevet af. Der var risalamande over det hele. Han var fortvivlet. Hjælpeløs som et spædbarn. Han kunne ikke tale. Hans ble skulle skiftes. Hjemme i den lyse stue i Holte, i det hvide hus i skovbrynet, var hans smukke nystemte Schimmel-salonflygel, PH-lampen, reolerne med de mange bøger, den gamle læderlænestol. Og kassen med Caminante-cigarer. Vi bad to fuldstændig overbebyrdede kvindelige plejehjemsansatte om hjælp til at få Frank i seng. Det kunne ikke lade sig gøre uden et monstrum af et hejseværk. Ansatte på plejehjem burde aflønnes med en halv million om måneden. Frank kom aldrig op af den seng igen.

13

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 13

06/02/2018 10.37


Bachs Goldbergvariationer Dagen før Frank døde, lå han bevidstløs hen. Vores datter, Marie, og hendes kusine, Lars’ datter Sille, sad snottudende og holdt deres henholdsvis morfar og farfars hænder og aede ham på panden. Selv ledte jeg efter en forlængerledning, så jeg kunne få tændt for den ghettoblaster, jeg havde taget med, så den gamle biokemiker kunne høre Glenn Goulds smukke indspilning af Bachs Goldbergvariationer en sidste gang. Til sidst fandt jeg en i et opbevaringsrum for rollatorer og kørestole. Inden vi forlod ham, trykkede jeg på repeatknappen og bad nogen tjekke, at den blev ved med at spille. Han døde klokken fem om morgenen. Alene. Tanken om, at han har ligget og skreget og råbt indvendigt for at få nogen til at slukke for den skide ghettoblaster, rider mig stadig som en mare. Klokken otte stod vi der, alle tre børn, i 60’erne, med ægtefæller og børn. De havde tændt et stearinlys og klædt ham pænt på, ligesom vi havde aftalt i telefonen. En hvid, velstrøget, tyndslidt Van Heusen-skjorte fra Brødrene Andersen tittede ud under hans smukke mørkeblå uldne sweater. Fra livet og ned var han dækket af et lagen. De havde redt hans hår bagud, som det plejede, og anbragt de smukke hænder med de lange fingre så nydeligt på hans brystkasse. På maven lå hans armbåndsur. Min far, Frank, var ateist og aldeles usentimental. Men havde han, ved sine fulde fem, set sig selv ligge på den måde, med vidt­ åbent skrævende gab, som om nogen havde kappet hans livsånde midt i et dybt brøl, var han blevet ked af det. Det var alt andet end “fredfyldt”. Det var dyrisk og tomt. Vi stod omkring ham med flakkende blikke. Da mor var død på Gentofte Amtssygehus, havde de bundet hendes hage op, så vi en sidste gang kunne se hendes smukke mund. Det kræver mange armkræfter at få presset sådan et par kolde, dødsstive kæber sammen. Men det lykkedes, og nu lå han der, fredfyldt og smuk, indtil kæberne langsomt skred fra hinanden igen. Vi tre måtte skiftes til at holde dem sammen, så vi kunne se og altid huske, hvordan han rigtigt så ud.

14

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 14

06/02/2018 10.37


Har I ikke en i pap? “Hvad er den billigste kiste?” spurgte jeg bedemanden, der havde travlt med at hælde vand ud af ørerne. “Billigste?” stammede han og tørrede vand af skuldrene. “Den skal alligevel brændes. Har I ikke en i pap?” “PAP!” han var ved at falde om. “Det findes ikke.” Jeg var lige ved at foreslå en flyttekasse. Mine brødre tav. “Hvad koster den billigste?” “7.000 kroner.” Vi var rystede. Og så var der urnen, en diskret blå en. Dødsannoncerne havde vi til hans slet skjulte ærgrelse selv klaret. Regningen blev på 17.000 kroner, hvoraf de 2.500 gik til “ilægning i kiste”. Til gengæld fik vi aldrig urnen. Vi holdt en afskedssammenkomst for Frank på Jægerhuset i Holte. Der var snitter, vin, vand og chokolade. Vi havde stillet et foto af ham på et bord med masser af tændte stearinlys og knitrende forårstulipaner i en stor krukke. Der kørte Chopin på ghettoblasteren. Det var et rørende syn. Franks gamle venner havde læst annoncen og kom stavrende ved hjælp af stokke og af hinanden for at sige farvel til ham. Flere, som jeg troede var døde for længst. Fuldstændig friske i hovedet var de. Lige så anarkistiske anorakklædte og alpehuebærende som altid. Flere af hans studenter var der. Et par stykker af dem var nu selv professorer. Med blikket stift rettet mod den gamle Furesø, familiens udflugtsmål gennem alle årene, holdt jeg en tale til min elskede far, Frank. Der nu var væk.

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed Når jeg luftede Hector, en yndig hanhund, hvis væsen grænser til det neurotiske, mødte jeg sommetider på stejlepladsen i Skovshoved en frisk, gråhåret kvinde på min egen alder. Hun luftede en overvægtig schæfer, der haltede lidt på grund af en slidt hofte. Min tiltagende sociale fobi har lært mig at vælge tidspunkter for hundeluftning, 15

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 15

06/02/2018 10.37


hvor jeg mener mig alene i området. Denne venlige kvinde, der havde det på samme måde som jeg, ramte jeg ind i på de mest ukurante tidspunkter. Hun fortalte mig, at hendes mor og min mor, der begge var politisk engagerede, ofte havde mødtes i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed dengang i 50’erne og 60’erne. “Og din mor var smuk. Ida Lundquist var så smuk. Det sagde min mor altid.” “Nå, det må jeg nok ... jamen tak,” sagde jeg. “Smuk.” Sådan har jeg aldrig set på mor. Hun var temperamentsfuld, intelligent, charmerende, konfliktsky, sart og i en uendelighed uopnåelig.

Ida Ida Lundquist, født Suppli, kom til verden 9. januar 1915. Navnet Suppli stammer fra huguenotterne, der masseudvandrede fra Frankrig på grund af Ludvig 14.s blodige myrderier i forbindelse med ophævelsen af deres religionsfrihed. En af mine seks gange tipoldefædre, den unge tobaksplantør Dominique Suppli, født i Ormus ved Mons i 1685, vandrede således med ransel på ryg op gennem Europa til Tyskland, hvorfra hans efterkommere mange år senere vandrede til Fredericia i Danmark. Hvor i cirka 1875 min unge oldemor, den lille temperamentsfulde Jakobine Suppli, datter af ejeren af Udby Kro ved Fredericia, i hvidt, nystivet forklæde løb ind i sin skæbne på gårdspladsen foran kroen. Anders Andreasen, hed han, en flot ridende gardehusar ved Christian 9.s hof. De to giftede sig og flyttede til Anders’ barndomshjem, Møllen i Nørre Aaby på Fyn, som de senere overtog. De fik en lang række børn, hvoraf den yngste, lille forkælede Søren, senere en høj, flot, sorthåret mand, blev forlovet og gift med den ældste datter fra nabogården, Jørgine Larsen. Sammen flyttede de til en lille lejlighed i Aarhus under navnet Suppli. Søren drev det aldrig rigtig til noget. Han var en drømmer. En boglig uddannelse var der ikke penge til dengang. Ved Jørgines hjælp fik han påbegyndt noget hjemmelavet chokoladeproduktion og investerede i en benzintank. Dårlig idé. Dels var der vel højst en fem-seks biler i området, dels var Første Verdenskrig lige begyndt. Søren var antimilitarist og medlem af Det Radikale Venstre. Og nå ja, vandt en sag i Landsretten som sin egen forsvarer. Noget med penge. Som gammel blev han optaget af slægtsforskning og fik lavet det stamtræ, jeg selv klatrer rundt i et sted. 16

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 16

06/02/2018 10.37


Jørgine og Sørens børn, Ida, Elin og Mogens, hvoraf min mor, Ida, var den ældste, blev født inden for fire år. Trods fattige kår havde de altid følt sig som noget særligt, sagde Elin. Der var højt til loftet derhjemme. Alle tre fik de friplads på katedralskolen og dermed studentereksamen. Jørgine døde som toogtrediveårig af leukæmi. Under hendes lidelsesfulde sygdomsforløb måtte småpigerne Ida og Elin sove i samme rum som hun. “Jeg kan ikke holde til at sove i værelse med et sygt menneske,” havde min bedstefar Søren Otto Suppli sagt og var rykket ind i børnekammeret til Mogens. Fra den dag vendte Ida ryggen til sin far for resten af livet. Hver dag efter skole sørgede hun for at gå med Ester eller Beth eller en af de andre piger hjem fra skole, hvor hun blev til efter aftensmaden. Det er fra Elin, jeg ved dette. Hun havde som gammel sat sig for at fortælle mig alt, hvad hun huskede, fra sin og sine søskendes barndom og slægtens historie. Hvis ikke, havde Idas barndom været en lukket bog for mig. Efter studentereksamen blev Ida journalistelev på Kerteminde Avis. Der var ikke råd til studier. Hun tjente fem kroner om måneden og boede hos moster Dane på gården i Nørre Aaby. På grund af familiens dårlige økonomi, nu hvor Elin var taget til København for at studere, måtte Ida opgive Kerteminde Avis og flytte til Aarhus, hvor hun fik arbejde som laborant og skrev små artikler til aviserne. Som sidegevinst fik hun nogle muntre ungdomsår med korsang, amatørteater og morsomme venner, blandt dem skuespillereleven Hans-Henrik Krause. Ida og Hans-Henrik Krause blev meget forelskede og havde været kærester i et års tid, da den unge Krause forelskede sig i den berømte og noget ældre skuespillerinde Inge Hvid-Møller, der var blevet ansat på Aarhus Teater. Med tårer på kind pakkede Ida sin kuffert, rejste til København og flyttede ind i en lejlighed i Herluf Trolles Gade med sine to lattermilde søskende. Kort tid efter fik hun arbejde som laborant på August Krogh Instituttet, hvor hun fandt sin trøst ved det blå blik, der sendtes hende over reagensglassene. Han var køn, lang, drenget, følsom og vittig, den unge forsker med den høje pande. Selveste Frank Lundquist. Et par måneder senere, nu dødeligt forelskede, drog de på vandretur i Norge, hvor de spiste multebær, fik myggestik og botaniserede. Tre måneder efter blev de gift. Seks måneder derefter blev jeg født.

17

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 17

06/02/2018 10.37


Idas notesbog 9. december 1943 I går d. 8. december stod Lisbet for første gang op. Hun støttede sig til sengekanten og var meget stolt. Hendes ihærdighed kender ingen grænser. Jeg måtte op tre gange i aftes efter at have slukket lyset for at lægge hende ned. For nøjagtig en uge siden kunne hun sidde alene uden støtte. Da jeg aldrig har forsøgt at lade hende hverken stå eller sidde, er det morsomt, at hun nu pludselig kan det hele. I kravlegården står hun op hele dagen ved gelænderet. Hun klynker lidt en gang imellem. Jeg tror, det gør ondt i benene af og til. På dette tidspunkt får hun kærnemælksvælling m. havregryn om morgenen og kartoffelmos klokken 12. Revet æble klokken 3 og Semoulie eller Crena klokken 4 ½. Klokken 5 sover hun. Klokken 11 et meget lille brystmåltid, og så sover hun, til vækkeuret ringer. Hun siger da-da-da og mam-mum og hoster, når hun er rigtig stolt af noget. Hun har fire fortænder i overmunden og to i undermunden. Længde 74 cm ...

1946

Et net med min potte Et halvt år efter krigen, da jeg var to et halvt år gammel, tog moster Elin et rask tag i mig og i et net med min potte. Vi skulle med tog til Jylland, hun og jeg, for at besøge min bedstefar. Det havde hun bestemt. Jeg forestiller mig, at Ida, med det betændte forhold, hun havde til sin far, ikke har været begejstret for projektet. På den anden side må det have passet hende godt at få lidt fred til spædbarnet Lars. Jeg så ham aldrig siden, bedstefar. Mine brødre så ham aldrig. Han sad ved bordet over for mig, i sidelyset fra vinduet. En gammel mand med bredt ansigt, strit hvidt hår og sorte øjne. Ved siden af ham sad en gammel sortklædt kvinde med tilbageskrabet hår og et øje, der hele tiden røg ud til siden. Det var “moster”. Hendes ansigt var noget rod. Da hun lo, var munden næsten tom for tænder. Moster hed Anna og var ugift søster til Jørgine. Hun havde passet børn og hus for bedstefar, siden Jørgine døde. Hvad hun ellers havde passet, melder historien ikke noget om. 18

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 18

06/02/2018 10.37


Jeg, et venligt lille hvidhåret barn i ble og overalls, forestiller jeg mig, sad over for dem på et par bøger og en pude. Både “moster” og bedstefar spiste suppen sidelæns af store skeer. Det var det mærkeligste. Nej, det mærkeligste var noget, moster Elin sagde til bedstefar: “Vil far have mere suppe?” Hvad mon det var for en far? Var der en anden far end ham, der sad lige der? Det var højt klart solskin, da jeg blev lagt i seng i et lille kammer bag stuen. Moster Elin havde hjulpet mig med at børste tænder med noget sært, grynet tandpasta. Det tykke, natsorte rullegardin blev trukket ned. Dynen var tung og klam. Det er, hvad jeg husker. Og en lidt syrlig lugt. Det var efter det besøg, bedstefar begyndte at sende mig et postkort om ugen. Drengene fik aldrig postkort, men det var også lige meget, for de kendte ham ikke. Kjære Lisbet Det regnede hele dagen i går. I dag er det tørvejr. Jeg håber, du har det godt. Hilsen din Bedstefar. Jeg fandt en tyk stak af kortene i bunden af en klam flyttekasse i kælderen, da mit barndomshjem i Holte skulle sælges. De handlede kun om vejret og om, at han håbede, jeg havde det godt. Jeg overvejede kort at sende dem til Meteorologisk Institut. Da jeg fyldte tre år, fik jeg en pakke med posten. Det var seks lysegrå dukkekopper og underkopper i keramik med rustrøde blomster på fra bedstefar. Sendt fra Horsens. Jeg har en enkelt af dem endnu. “Sludder og vrøvl,” sagde Elin, da jeg mange år senere fortalte hende om min oplevelse af besøget hos bedstefar og moster dengang i1946. “Selvfølgelig husker du ikke noget, der ligger så tidligt i dit liv.” Jamen det gjorde jeg. Til sidst tegnede jeg et kort over bedstefars lejlighed i Horsens med nøjagtig placering af spisebord, stole, vinduer, tallerkner, store skeer, kammer og seng. Hun bøjede sig i støvet. Det kan være ensomt at huske ting fra barndom og ungdom uden at kunne dele det med nogen. Har nogen såret mig, kan det sidde så dybt indsyet i erindringen, at jeg bærer nag i flere generationer. Efterhånden som jeg er blevet gammel, kan jeg ikke huske, hvad jeg fik til mid19

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 19

06/02/2018 10.37


dag sidste søndag. Eller kan se en film på tv, som jeg først hen mod slutningen finder ud af, at jeg har set før. Schwamm darüber.

Det med berøring Jeg var tre år og lå på køkkenbordet i Ibstrupvænget med et sammenrullet håndklæde under nakken og fik vasket hår i køkkenvasken af mor. Det var dejligt, hvis vandet ikke var for koldt. Jeg kunne godt lide at mærke hendes praktiske gnubbende fingre. Hårvask var ikke noget, man kastede om sig med dengang. I det øjeblik Frank var hjemme fra arbejde og trådte ud i køkkenet, fik jeg sæbe i øjnene og hylede. Det afholdt ham ikke fra at kysse mor, der havde smidt en klud over øjnene på mig for at skylle det spinkle barnehår. I samme nu hørtes Lars gennem det åbne køkkenvindue give lyd fra sig i barnevognen nede på ejendommens græsplæne. “Vil du, eller skal jeg?” sagde mor. Det blev mor. Frank overtog mig og satte mig på køkkenbordet, som om jeg var en emaljeret gryde. Jeg havde stadigvæk sæbe i øjnene og peb, da han begyndte at frottere mit hår – om ikke en hårdhændet frottering, så dog en meget resultatorienteret en. I mørket under det tætte, fugtige håndklæde gik jeg i panik. “Så, så, så,” sagde Frank og tørrede mine øjne, “nu er du fin.” Gu var jeg ej fin. Jeg var rædselsslagen. Jeg var ved at blive kvalt. Uden en følelse i livet redte han mit hår med en led, sløv hornkam. “Næææh,” sagde han så, “se, hvor fin,” og skiftede omsider fokus fra den lille piges nyvaskede hår til hendes ansigt, hvor han så et panikslagent hikstende barn med sviende røde øjne og vandet ulykkeligt løbende ud ad næse og mund. Han så på mig. Han havde sat mig i verden. Han havde et ansvar. Hvad tænkte han på? Så greb han mig, knugede mig ind til sig, bar mig ud i entreen foran spejlet, hvor han tændte lyset. “Se, der har vi jo prinsesse Guldhår,” og kyssede mig på barnepanden. Det mærkeligste var, at han kaldte mig prinsesse Guldhår. Mit hår var jo netop mørkt, fordi det var vådt. Inden for de kulturradikale ligestillede mange dengang sådan noget som et kys på en barnepande med “føleri”. 20

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 20

06/02/2018 10.37


Når Frank som gammel med sølvhår og lyseblå øjne stod i havedøren til mit barndomshjem i skovbrynet i Holte og smilende modtog mig, kunne jeg kysse hans gamle kind. “Så så,” sagde han med en betoning af næppe helt at ville have været det foruden. Lidt fysik kan godt slå bro en gang imellem, men for alt i verden helst en lille ubefamlende bro.

1947 Limet til stedet “Jeg hader ham,” sagde Ida ud i luften en tidlig morgen på altanen i Ibstrupvænget og vinkede smilende efter Frank, som han muntert cyklede af sted til Biologisk Institut, langbenet med flagrende manke. Jeg stod ved siden af min mor i smock­syet kjole, fire år og med sår på knæene. Hun var gravid med sit tredje barn og gik hjemme. “Hader,” gentog jeg. Hun hadede ham hver morgen, når han cyklede af sted til spændende forskningsprojekter med sine seks flade halve i madkassen. Fordi hun var limet til stedet, fordi det ikke var hende, der skulle af sted og bruge hovedet. Fordi hun tilbragte tiden i en mindre lejlighed på første sal i et boligkompleks med terrazzogulv, affaldsskakt og vægge i en angstfremkaldende slags lysegrøn farve i opgangen. Hvor hun passede børn og var gravid. Hun købte ind og lavede mad efter Mad og kvadrater, gjorde rent og gik i vaskekælderen med tørklæde om håret og sludrede lidt med de andre husmødre. Klokken 6 kom Frank muntert cyklende hjem med tom madkasse og stillede sin cykel i cykelkælderen. Så kyssede han forelsket sin smukke, begavede kone, der havde gjort maden klar. Og hilste på mig og Lars, der var i nattøjet. Vi skulle spises af og hurtigt i seng, så de voksne kunne få lidt tid alene. Ida og Frank var glade for hinanden. Min mors behov for samtale i øjenhøjde var steget i en stejl kurve gennem hele dagen.

Frank Min far, Frank, var om ikke en gåde, så en meget privat person. Da han i nydeligt sommertøj, 18 år gammel, lang og lys, med sit med tvang og 21

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 21

06/02/2018 10.37


pomade tilbagestrøgne hår i 1934 blev student på Holte Gymnasiums første studenterhold (de var syv), tog rektor en kammeratlig runde blandt de nybagte. “Tillykke med huen, Lundquist. Nå, hvis professorat har De så tænkt Dem at overtage?” “Det må nok blive professor Richard Eges,” svarede den unge mand med klædelig beskedenhed og svang sig op på cyklen for muntert at suse gennem den lyse­ grønne bøgeskov fulgt af sin bedste ven og studenterkammerat Hans Henning Kristensen. Og sådan blev det. Han var 1,90, korte bukser og yndige knæ. Opvokset i en patriciervilla i Søllerød. Forgudet og forkælet af sin mor, der fandt, at han var en gave til kvindekønnet. Godt, hun aldrig fik at vide, at han omtalte hende som en dum gås. “Alle siger, at jeg har Danmarks flotteste ben,” sukkede hun inde fra det kødfarvede korset. Frank var en nørd. Nummer et i matematik, kemi, fysik, zoologi, encellede organismer, Dostojevskij, Fröding og Bach. Han var sværmerisk, betaget af kvinder, lapset, fordomsfri, vittig og ærlig til det uforskammede. Indesluttet og åben, beskeden og svært tilfreds med sig selv. For begavet til at lade sig mærke med det. Elefanten var hans yndlingsdyr. Og så ville han have min mor for sig selv. Lundquist gik med alpehue og havde to cykler. En, han cyklede til Holte Station på hver morgen for at nå damptoget 7.14 til Vesterport, hvor hans anden elegante herrecykel stod i cykelstativet og ventede på at føre ham videre til Retsmedicinsk Institut eller Panum Instituttet. Søndag morgener kunne han stå tidligt op og efter sin kolde douche sætte sig i stuen i lænestolen med en stærk kop Ridgways-te (kogende vand til opvarmning af tekande, fem skefulde teblade med frisk kogende vand, seks minutters trækketid og en god sjat mælk) og lytte til det klassiske morgenprogram i radioen. Frydefuldt bappende på dagens første pibe latakiatobak. Jeg hørte ham gennem dyner og vægge, gennem dyb søvn, storm og piskende regn. I natkjole og sutsko sneg jeg mig efter ham og satte mig i stolen overfor. Muse­ stille med hovedet på skrå, intelligent sammenknebne øjne og et seriøst medlyttende udtryk. Så se mig dog, for helvede. “Fedterøv,” hviskede mine brødre. For nogle år siden, efter Franks død, blev jeg ringet op af en venlig svensker. Vi var langt ude i familie, sagde han, og ville høre, om jeg var interesseret i et stamtræ, han havde udarbejdet over slægten Lundquist tilbage til det 16. århundrede. 22

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 22

06/02/2018 10.37


Det var jeg. Franks far, grosserer Otto Alvin Valdemar Lundquist, døde omkring otte uger efter min undfangelse. Nu fik jeg fortalt, at han havde været søn af en fattig, hidsig svensk skrædder og den yngste af ni. En vildbasse, der som 18-årig af sin rasende far blev smidt på et skib til Amerika. Derovre rendte han ind i nogle folk, med hvem han grundlagde en større papirvirksomhed. Nogle år efter kom han hjem med store ruller farvet crepepapir under armene og fik dansk indfødsret. I Aarhus mødte han min bedstemor, Anne Marie Sort, som han ifølge kirkebøger giftede sig med i Aarhus Valgmenighedskirke i 1914. En stor del af papirvarerne fragtedes efter ham over Atlanten. I 30’erne mistede han det meste af sin betragtelige formue. Han skulle have været en rund og morsom mand. Den venlige svenske herre i telefonen spurgte, om han måtte sende mig stam­ træet på en mail. Det måtte han gerne. Så trykkede han på knappen. For vildt. Hvordan gamle Otto selv havde været som far, står hen i det uvisse. For Frank løstes opgaven børn ved praktiske foranstaltninger. Børn var noget, der skulle holdes orden på. “Hovedet ind over bordet – ikke tale med mad i munden.” Det var faste sengetider, og sommetider, når man var på vej ind i søvnen: “Du har ikke sat din cykel på plads, min ven. Af sted med dig, eller du bliver trukket i lommepenge.” Ned i en hurtig gummistøvle, halvsovende op og ned ad trapper i slud og regn for at få cyklen bakset ned ad slisken og på plads i kælderstativet. Frank, den grusomme, var munter og letomgængelig. Med udpræget humoris­ tisk sans. Var man sulten uden for måltiderne, var det rugbrød med fedt. For børn foregik al adgang til huset gennem kælderen. Nogen voksen mand blev Frank egentlig aldrig. Jeg kender ikke nogen voksen mand.

En tevarmer med pudebetræk Jeg lå i min trygge barndom i den øverste køje i det lille børneværelse uden at være det mindste søvnig. Min efterkrigshovedpude var en tevarmer med pudebetræk. Døren stod på klem og lukkede en stribe lys fra entreen ind på lille Lars, der lå i køjesengen under mig og suttede på finger. Han sov. Jeg kunne høre de voksne le inde i stuen. På gulvet lå en træmariehøne med snor 23

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 23

06/02/2018 10.37


i. Øverst på hylden på væggen overfor stod en slags lille dukkehus, der var et badeværelse. Jeg havde fået det af moster Elin. Der var badekar og vask med bittesmå vandhaner og wc. Lars var kommet til at ødelægge wc’et, da han en dag hev det af og prøvede at putte det i munden. Jeg sagde ikke noget om det. Jeg ville ikke have, at moster Elin fik det at vide. Jeg kunne ikke sove. Skulle jeg ikke tisse? Jeg måtte kun komme op, hvis jeg skulle tisse, og det skulle jeg ikke. Kun meget lidt. Jeg havde en lille negerdukke i celluloid, der sov i dukkehusbadekarret med et lommetørklæde over. Til jul fik jeg en rød trædukkevogn. Lars fik en lille blå kuffert og en brandbil af træ. Gardinerne i stuen i Ibstrupvænget var hvidt celluld med et mønster af smalle grønne blade. To gamle Chesterfield-lænestole i mørkebrunt læder stod i lyset foran det store vindue. Imellem dem stod et lille firkantet bord med hvide fliser, sommetider med en lille dug på, sommetider med en lille gulstribet lerkrukke med blomster, hvis der var nogle at plukke i Ermelunden. Der var en reol med mange bøger, et Hornung & Møller-flygel presset ind i hjørnet og et lille kvadratisk spisebord til at trække ud, med dug og stole. En kommode til duge og servietter. På væggene et par hjemmegjorte malerier af både Ida og Frank, begge forestillende høje graner og et lille træhus. I vindueskarmen stod svigermors skarpe tunge. Fra entreen var der adgang til det lille køkken og børneværelset. Fra stuen en dør til soveværelset, i hvis forlængelse badeværelset lå. Min far hedder formentlig Frank af den grund, at mor altid omtalte ham som Frank. “Om lidt kommer Frank hjem.” Når han var sød og sad i stolen og røg pibe, kunne vi også kalde ham Franki. Som lille troede jeg, at alle børn havde en Frank. “Ullas Frank hedder Otto.” Frank var tit ude at rejse, fordi han var dygtig. Når han kom hjem, havde han sommetider en særlig gave med hjem. Engang var det en pose med nogle runde, flade, tørrede brune frugter, vi aldrig havde set før. Det var figner, og de blev lagt en for en på et stykke pergamentpapir på køkkenbordet, så de kunne blive luftet, inden vi fik lov til at smage. Inde i fignerne havde boet nogle hvidgule orm, der kravlede overalt. Nu blev det hele smidt ud. Det var synd for ham.

24

2018004_Indhold_Hvor er stjernerne.indd 24

06/02/2018 10.37


Lisbet Lundquist

Fra bogen Jeg skrællede kartofler. Det kedeligste, jeg vidste. Men ikke så slemt som at dø. Jeg ville også hellere vaske op end dø. Hver dag hele livet ville jeg hellere vaske op eller skrælle kartofler end dø. Derfor var kartoflerne mine venner. I dag var den ene kartoffel betydeligt større end de andre, så den var Gud. To af dem var mellemsmå og runde og lignede hinanden. De var tvillinger og boede i et stort rigmandshus og havde en hund, som var en meget lille kartoffel.

Hvor er stjernerne når det er lyst

Lisbet Lundquist, f. 1943, forfatter og skuespiller. Lisbet Lundquist skildrer med humor og i et sprudlende sprog sit liv fra barndommen og til hun som voksen mødte sit livs kærlighed. Bogen er et præcist tidsbillede og en skildring af et liv med glæder, sorger, valg, familie og kærlighed.

© Les Kaner

ISBN:978-87-400-1110-4

Lisbet Lundquist

Hvor er stjernerne når det er lyst

Fra bogen “Jeg har lyst til at klippe dig, Lisbet, det har jeg haft hele aftenen.” Jeg så forbløffet på ham. Mit hår skulle være så langt som muligt til modelarbejdet. “Det var da et tilbud,” lo jeg. “Men det er ikke så godt lige nu. Lotte Holm insisterer på, at jeg ikke gør noget ved det foreløbig. Nå, men du ringer bare, Peter Ronild,” sagde jeg og trådte i pedalerne. “Narrefisse,” fnøs han. Narre-hvaffornoget? Jeg forstod ikke, hvad han sagde. Gud ved, om han var helt rigtig oven i hovedet. Jeg fortalte Mikkel om det i telefonen. Der blev en lang pause. “Er du der?” spurgte jeg. “Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde,” sagde han, “Er du sikker på, at han ikke sagde ‘kneppe’?” Kneppe? Kneppe? Det var ikke faldet mig ind et sekund. I det hele taget var det aldrig faldet mig ind, at nogen uden videre kunne få lyst til at “kneppe nogen”, de ikke var forelskede i.

I ret høj grad sandfærdige erindringer

P o l i t i ke n s F o r l a g

Foto af Lisbet Lunquist fra filmen Stille dage i Clichy, 1969. © Teit Jørgensen

Hvor er stjernerne når det er lyst?  

Mange vil huske Lisbet Lundquist fra hendes utallige triumfer på film og teater, og mange vil sikkert også genkende hende som zirkusfruen i...

Hvor er stjernerne når det er lyst?  

Mange vil huske Lisbet Lundquist fra hendes utallige triumfer på film og teater, og mange vil sikkert også genkende hende som zirkusfruen i...

Advertisement