__MAIN_TEXT__

Page 1

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

HVIDE SPOR En iskold vinternat holder et eksprestog på vej fra København til Stockholm på Norrköping station. En chokeret togfører har fundet en død kvinde på togets toilet. Hun sidder lænet op ad væggen, hendes hænder er blodige, og fra munden drypper hvidt skum. Den døde er kun en stor pige, og hun rejste ikke alene. Hun fulgtes med en kvinde, der nu er forsvundet. Den dygtige og velansete Jana Berzelius bliver anklager i sagen, der efterforskes af kriminalkommissær Henrik Levin og hans kollega Mia Bolander. Allerede da de første spor dukker op, ved Jana, at hun står over for sit livs sværeste valg. Sporene peger nemlig i retning en mand, hun helst vil glemme. Hvide Spor er andet selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp HVIDE SPOR

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

Emelie

schepp HVIDE SPOR HHHHH – Fyens Stiftstidende

HHHHH – Book me up, Scotty

En Jana Berzelius-BOG

HHHHH – KulturXpressen SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND


Hvide spor.indd 2

18/09/15 11.07


Emelie Schepp

Hvide spor PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Hvide spor.indd 3

18/09/15 11.07


Til mor

Hvide spor.indd 5

18/09/15 11.07


Pigen sad helt tavs og kiggede ned i tallerkenen med yoghurt og jordbær skåret i skiver. Hun lyttede til klirrende bestik, der skramlede mod porcelænet, og hørte, hvordan mor og far spiste deres morgenmad. – Spis nu. Mor så opfordrende på hende, men pigen rørte sig ikke. – Er det drømmene, der plager dig? Pigen sank, men vovede ikke at løfte blikket fra tallerkenen. – Ja, hviskede hun så stille, at det knap nok kunne høres. – Hvad drømte du om denne gang? Mor brækkede et stykke brød midt over og smurte marmelade på det. – En container, sagde hun. Den var ... – Nej! Fars stemme kom fra den anden side af bordet. Den var høj, hård og kold som is. Han havde knyttet næven. Så på hende med et blik, der var lige så hårdt og koldt som stemmen. – Nu er det nok! Han rejste sig op, trak hende op fra stolen og gennede hende ud af køkkenet. – Nu vil vi ikke høre mere om dine fantasier. Pigen snublede fremad og kæmpede for at holde trit med ham op ad trappen. Det gjorde ondt i armen og ondt i fødderne. Hun forsøgte at vride sig fri af hans hårde tag, netop som han skiftede greb og lagde hænderne om hendes nakke. Så slap han, trak hænderne til sig, som havde han stukket sig på noget. Så på hende med afsky i blikket. 7

Hvide spor.indd 7

18/09/15 11.07


– Du skal altid skjule din nakke, unge. Altid! Han lagde hænderne på hendes skuldre og vendte hende om, så hun stod med ryggen til ham. – Hvor har du gjort af plastret? Hun mærkede, hvordan han skubbede håret væk, hvordan han mere og mere ivrigt rev og flåede for at blotte hendes nakke. Hørte hans hurtige indånding, da han fik øje på det, der var skåret ind i huden. Han tog flere skridt baglæns og stirrede, som om han havde set noget ubehageligt. Og da forstod hun. At det var præcis det, han havde. Nu, da plastret var væk.

Hvide spor.indd 8

18/09/15 11.07


1

Der! Bilen kom rundt om hjørnet. Pim smilede nervøst til Noi. De stod i en gyde, som lyset fra gadelygterne ikke nåede ind i. Asfalten var plettet af indtørret urin. Der lugtede stærkt og skarpt, og lyden af gøende vilde hunde blev overdøvet af den buldrende motorvej. Pims pande var fugtig af sved – ikke på grund af varmen, men fordi hun var nervøs. Det mørke hår sad som klistret til hendes nakke, og T-shirtens tynde stof havde klæbet sig fast til hendes ryg i et kompliceret mønster. Hun vidste ikke, hvad der ventede hende, og havde heller ikke haft så meget tid til at spekulere over det. Alt var gået så hurtigt. For bare to dage siden havde hun besluttet sig. Noi havde grinet og sagt, at det var nemt og godt betalt, og at de ville være hjemme igen om fem dage. Pim førte en hånd hen over sin pande, tørrede fugten af i sine jeans og så på bilerne, som kom nærmere og nærmere. Hun smilede igen som for at overbevise sig selv om, at alt ville gå godt, at alting ville ordne sig. For det var jo bare denne ene gang. Kun én eneste gang. Og derefter aldrig mere. Hun tog et fast tag i sin kuffert og løftede den. Hun havde fået besked på at fylde den med tøj nok til to uger for at gøre den fiktive ferierejse mere troværdig. Hun så på Noi, rettede ryggen og trak skuldrene tilbage. Bilen var næsten nået hen til dem nu. 9

Hvide spor.indd 9

18/09/15 11.07


Den satte farten ned og standsede foran dem. En tonet rude gled ned og afslørede et ansigt tilhørende en mand med kortklippet hår. – Hop ind, sagde han kort uden at tage øjnene fra vejen. Derefter satte han bilen i gear og gjorde sig klar til at køre. Pim gik rundt om bilen, standsede op og slog øjnene ned et kort øjeblik. Midt i en dyb indånding åbnede hun bildøren og steg ind. *** Anklager Jana Berzelius tog en slurk vand, før hun rakte ud efter bunken af papir, som lå på bordet. Klokken var ti om aftenen, og pubben Bi­ shops Arms i Norrköping var fyldt. En halv time tidligere havde hun haft selskab af sin overordnede, chefanklager Torsten Granath, som efter en lang og vellykket arbejdsdag i retten havde været beleven nok til at invitere hende på middag på Elite Grand Hotel. Der havde han i tre timer uafbrudt talt om sin hund, som efter diverse mavekramper og problemer med afføringen var blevet aflivet. Jana var egentlig ligeglad, men hun havde alligevel prøvet at vise noget, der lignede interesse for de billeder, Torsten havde i sin mobil, af den nu afdøde hund som hvalp. Hun havde nikket, lagt hovedet på skrå og forsøgt at se deltagende ud. For at få tiden til at gå havde hun studeret gæsterne i restauranten. Fra bordet ved vinduet, hvor de sad, havde hun haft en perfekt udsigt til indgangsdøren. Ingen kunne gå ind eller ud, uden at hun så det. Under Torstens forelæsning havde hun noteret sig tolv personer – tre udenlandske forretningsmænd, to højrøstede midaldrende kvinder, en børnefamilie på fire personer, to ældre mænd og en teenager med en masse krøllet hår. Efter middagen var de rykket ind i det tilstødende lokale, The Bi­ shops Arms, som med sin klassiske britiske stil fik Torsten til at tænke på golfrejserne til grevskabet Kent. Han insisterede altid på at sidde ved det samme bord. For Jana var valget af en pub noget af en plage. Så det 10

Hvide spor.indd 10

18/09/15 11.07


var med stor lettelse, hun gav sin chef hånden til afsked, da han endelig besluttede sig for at afslutte aftenen. Alligevel var hun blevet siddende. Nu stoppede hun papirerne ned i sin mappe, drak det sidste vand i glasset og skulle lige til at rejse sig, da en mand kom ind på pubben. Måske var det hans nervøse måde at gå på, der vakte hendes interesse. Hun fulgte ham med blikket, da han hastigt marcherede hen til baren. Han fangede bartenderens opmærksomhed ved at række en finger i vejret, bestilte noget at drikke og satte sig derpå ved et bord med sin slidte sportstaske på skødet. Hans ansigt var halvt skjult af en hue, men hun anslog hans alder til at være omkring de tredive. Han havde en læderjakke, mørke jeans og sorte støvler på, og han virkede anspændt og kiggede først ud ad vinduet, så hen mod indgangen og derpå igen ud ad vinduet. Uden at dreje hovedet flyttede Jana blikket, så hun selv så ud ad vinduet og hen mod konturerne af Saltängsbron. Junepynten svajede i de nøgne trækroner ved Hamngatan. På den anden side af vandet blinkede et reklameskilt, som ønskede alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Hun gøs ved tanken om, at der kun var nogle uger til juleaften. Hun så absolut ikke frem til at tilbringe helligdagene sammen med sine forældre. Især ikke nu, da hendes far, den tidligere rigsadvokat Karl Berzelius, af uvisse grunde tilsyneladende ville holde sig på afstand af hende, som om han ikke længere var interesseret i at have kontakt med sin datter. De havde ikke været sammen siden i foråret, og da Jana havde nævnt hans mærkelige opførsel for sin mor, Margaretha, kunne hun ikke give nogen egentlig forklaring på det. – Han har vældig travlt, havde hun sagt. Og eftersom Jana ikke ville bruge mere energi på spørgsmålet, måtte hun ganske enkelt lade det ligge. Så det seneste halve år var det derfor ikke blevet til mange familiesammenkomster. Men julen kunne man ikke komme uden om. Da var de tvunget til at mødes. Hun sukkede dybt og flyttede blikket tilbage til manden, som netop 11

Hvide spor.indd 11

18/09/15 11.07


havde fået et glas med en lysegul drik bragt til sit bord. Da han rakte hånden frem mod glasset, så hun, at han havde et stort, mørkt modermærke på venstre håndled. Han holdt glasset op til læberne og kiggede igen ud ad vinduet. Det ser ud, som om han venter på nogen, tænkte hun og kastede et blik på sit armbåndsur og konstaterede, at det var tid at gå hjem. Hun rejste sig, knappede langsomt vinterjakken og viklede det sorte Louis Vuitton-halstørklæde om halsen. Trak den mørkerøde hue ned over håret og tog et fast greb om sin mappe. Mens hun gik hen mod udgangen, bemærkede hun, at manden talte i mobiltelefon. Han mumlede noget, hun ikke kunne høre, og tømte sit glas, samtidig med at han gik forbi hende og hen mod udgangen. Hun fangede døren, da den smækkede i efter ham, og gik ud å gaden, hvor vinterluften slog hende i møde. Det var gnistrende stjerneklart og næsten helt stille. Manden var hurtigt forsvundet ud af syne. Jana tog et par forede handsker på og satte kurs mod sin lejlighed på Knäppingsborg. Da hun var et kvarter fra lejligheden, fik hun igen øje på manden. Han stod trykket op ad muren i en snæver gyde. Denne gang var han ikke alene. Foran ham stod en anden mand. Med hue på og hænderne dybt begravet i lommerne. Hun stoppede brat op, tog nogle hurtige skridt til siden og forsøgte at gøre sig usynlig bag et murfremspring. Hendes hjerte begyndte at banke, og hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun havde set forkert. At manden med huen slet ikke var den, hun troede, han var. Så vendte hun hovedet og studerede igen hans profil. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun vidste, hvem han var. Hun kendte hans navn. Danilo! 12

Hvide spor.indd 12

18/09/15 11.07


*** Kriminalkommissær Henrik Levin slukkede for fjernsynet og stirrede op i loftet. Klokken var lidt over ti om aftenen, og der var mørkt i soveværelset. Han lyttede til lydene i huset. Opvaskemaskinen arbejdede metodisk i køkkenet, og trappen knirkede. Nu og da lød der nogle bump fra Felix’ værelse, og Henrik vidste, at det var sønnen, der vendte sig i søvne. Datteren Vilma sov som altid stille og roligt i værelset ved siden af. Han lagde sig på siden, lukkede øjnene og trak dynen op over hovedet, men forstod, at han ville få svært ved at falde i søvn. Tankerne rumsterede rundt i hans hoved. Snart ville der ikke blive så meget søvn om natten. Der ville blive vuggen og madning og tyssen til langt ud på de små timer. Der var cirka tre uger til fødslen. Han trak dynen væk fra hovedet igen og så på Emma, der lå på ryggen og sov med åben mund. Hendes mave var stor, men han anede ikke, om den var større end under de tidligere graviditeter. Det eneste, han vidste, var, at han skulle være far for tredje gang. Han lagde sig på ryggen med hænderne på dynen og lukkede øjnene. Han var i et mørkt humør og spekulerede på, om det ville ændre sig, når han endelig holdt barnet i sine arme. Han håbede det, for indtil nu var han gået glip af næsten hele graviditeten. Han havde ikke haft tid, havde haft andet at tænke på. Jobbet, for eksempel. Rigskriminalpolitiet havde kontaktet ham. De ville drøfte forårets efterforskning af mordet på udlændingestyrel­ sens chef i Norrköping, Hans Juhlén. En gammel sag, som Henrik allerede havde lagt bag sig. Det, der i begyndelsen tilsyneladende havde været en almindelig efterforskning af drabet på en højtstående embedsmand, var blevet forvandlet til ... noget meget større! Noget meget mere makabert: Illegale flygtningetransporter havde ført efterforskerne frem til et internationalt 13

Hvide spor.indd 13

18/09/15 11.07


narkotikasyndikat, som blandt andet oplærte børn til at være soldater – som gjorde børn til koldblodige mordere. Det var med andre ord ikke nogen rutinesag, og efterforskningen havde ligget øverst i nyhederne i flere uger. I morgen skulle der rippes op i det hele igen. Rigskriminalpolitiet ville komme og stille spørgsmål om de involverede flygtningebørn, der var blevet sendt fra Sydamerika i aflåste containere. De ville stille spørgsmål om syndikatets leder, Gavril Bolanaki, der døde i forbindelse med opklaringen. En gammel sag, simpelthen. Henrik åbnede øjnene og stirrede ud i mørket. Sukkede. Så på vækkeuret, som viste kvart over ti, og vidste, at opvaskemaskinen snart ville bippe. Tre minutter efter bippede den. *** Hjertet hamrede og blodet pulserede. Jana Berzelius forsøgte at trække vejret så lydløst, hun kunne. Danilo. En bølge af mange forskellige følelser skyllede ind over hende. Hun følte sig på samme tid overrasket, forbavset og irriteret. Der var engang, da Danilo og hun havde været som søskende, havde delt hverdagen. Det var længe siden. Da de var små. Nu var de fælles om den samme blodige fortid, men ikke andet. Han havde et ord skåret ind i nakken, og det samme havde hun, og det mindede dem hele tiden om deres mørke barndom. Danilo var den eneste, der vidste, hvor hun kom fra, og som vidste, hvorfor hun var, som hun var. Hun havde opsøgt Danilo i foråret og havde bedt om hans hjælp, da containerne med flygtningebørnene begyndte at dukke op uden for Arkösund. Han havde været hjælpsom og villig til at hjælpe, men til sidst havde han alligevel forrådt hende. Han havde forsøgt at dræbe hende, men det var mislykkedes for ham, og derefter var han gået under jorden. 14

Hvide spor.indd 14

18/09/15 11.07


Lige siden dengang havde hun ledt efter ham, men han havde været som sunket i jorden. Der havde ikke været et eneste spor, ikke et eneste livstegn fra ham. Ingenting. Hendes frustration var blevet større og større, og hendes hævnfølelse var blevet så intens, at hun havde dagdrømt om forskellige måder at dræbe ham på. På et hvidt ark papir havde hun tegnet ham med en stiftblyant, tegnet og visket ud og tegnet igen. Hun havde gemt billedet, sat det på en væg i lejligheden, som for at minde sig selv om det had, hun nærede til ham. Som om hun ville kunne glemme det. Til sidst havde hun opgivet eftersøgningen og var vendt tilbage til hverdagen med den erkendelse, at hun formentlig aldrig ville finde ham. At han var borte for altid. Lige indtil nu. Nu stod han cirka tyve meter fra hende. Hun følte det sitre i kroppen og undertrykte en impuls til at kaste sig fremad – hun var nødt til at tænke rationelt. Hun holdt vejret, så hun kunne høre de to mænds stemmer, men opfangede ikke ret meget. De var for langt væk til, at hun kunne skelne enkelte ord. Danilo tændte en cigaret. Den slidte sportstaske lå på jorden, og manden med modermærket satte sig på hug. Han åbnede lynlåsen og viste indholdet frem. Danilo nikkede og gjorde tegn med sin højre hånd, hvorpå de begge med raske skridt gik gennem gyden og forsvandt ned ad en stentrappe mod Strömparken. Jana bed tænderne sammen. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun bare vende om og gå hjem? Lade, som om hun ikke havde set ham, bare lade ham gå? Igen lade ham forsvinde ud af sit liv? Hun talte lydløst til ti, og så forlod hun sit gemmested og fulgte efter de to mænd. *** 15

Hvide spor.indd 15

18/09/15 11.07


Kriminalinspektør Mia Bolander slog øjnene op og holdt straks en hånd mod sin pande. Det snurrede stadig rundt i hovedet. Hun stod ud af sengen, stillede sig nøgen midt på gulvet og betragtede manden, hvis navn hun havde glemt, som lå på maven med hænderne under en pude. Han havde ikke været rigtig klog. I tyve minutter havde han gået frem og tilbage i værelset og sagt, at han var en ussel person, der ikke fortjente hende. Den ene gang efter den anden havde hun svaret, at det gjorde han da rigtignok, og til sidst havde hun forsøgt at overtale ham til at lægge sig i sengen. Da han senere forsigtigt havde bedt om lov til at massere hendes fødder, var hun for udmattet til at sige nej. Og da han havde proppet hendes storetå i sin mund, havde hun fået nok og havde spurgt ham lige ud, om de overhovedet ikke skulle kneppe. Han havde fattet hentydningen og havde klædt sig af. Han havde da også stønnet højt, slikket hende på halsen og givet hende et sugemærke. Den store idiot. Mia kløede sig under det højre bryst og kiggede ned på gulvet, hvor hendes tøj lå i en bunke. Hun klædte sig hurtigt på og var ligeglad med, om hun støjede. Hun ville bare hjem. Det var kun blevet til et kort besøg på værtshuset. Harrys havde arrangeret en karaokeaften med juletema, og der havde været stopfyldt med mennesker i glitrende kjoler og jakkesæt. En del havde haft nissehuer på og havde formentlig tidligere på aftenen drukket sig fulde ved en julefrokost et eller andet sted i Norrköping. Manden, hvis navn hun havde glemt, havde stået ved baren med en øl i hånden. Han var et sted i fyrrerne og havde lyst, glat hår, der var redt i noget så oldnordisk som midterskilning. I nakken havde han et farvestrålende dødningehoved. Derudover var han nydeligt klædt i slips og en jakke med nogle ret overdrevne skulderpuder. Mia havde siddet et par meter fra ham. Havde fingereret ved sit glas 16

Hvide spor.indd 16

18/09/15 11.07


og forsøgt at få ham til at lægge mærke til sig. Det havde han også endelig gjort, men det varede et stykke tid, før han nærmede sig og spurgte, om hun ville have selskab. Hun havde svaret med et smil og igen pillet ved sit glas, og til sidst havde hun fået ham til at fatte, at hun ville have noget at drikke. Tre store starköl og to drinks med safransmag var det blevet til, inden de tog en taxa hjem til hans lejlighed. Smagen af safran sad stadig i ganen. Hun gik ud i entreen og ud på badeværelset og tændte lampen. Hun blev blændet af det pludselige lys og lukkede øjnene, mens hun drak vand lige fra hanen. Så missede hun op mod spejlet, trak håret om bag ørerne og studerede sin hals. Der var to store, røde mærker på højre side under hagen. Hun rystede på hovedet, slukkede lyset og forlod badeværelset. I entreen samlede hun hans jakke op og gennemsøgte lommerne. Tegnebogen var i inderlommen, og der var kun kort i den. Overhovedet ingen kontanter. Ikke så meget som en tier. Hun studerede hans kørekort og så, at han hed Martin Strömberg. Hun tog støvlerne og jakken på. – Bare så du ved det, Martin, sagde hun og pegede hen mod soveværelset. – Så var du skide elendig. Derefter låste hun yderdøren op og gik ud. *** Jana Berzelius standsede øverst oppe ved Arbetets Museum og spejdede til alle sider. Nu kunne hun hverken se Danilo eller manden med modermærket længere. Hun studerede nøje alle gadehjørnerne længere fremme, men ingen af mændene var at se. Hun kunne ikke se et eneste menneske og var forundret over, hvor øde områdets med de historiske industribygninger kunne være sådan en kølig onsdag aften i begyndelsen af december. 17

Hvide spor.indd 17

18/09/15 11.07


Hun blev stående og ventede i ti minutter. Men der var ikke en lyd at høre. Og ikke noget, der bevægede sig. Til sidst erkendte hun, at de var væk. Han var sluppet væk fra hende igen. Vreden vældede op i hende, for nu var der bare én ting at gøre, og det var at forlade stedet, gå tilbage og hjem med en følelse af, at hun var blevet narret igen. Men hvad havde hun troet? Hvad havde hun tænkt? Hun burde ikke være fulgt efter ham, hun burde bare lade ham være og koncentrere sig om sit eget. Der var ikke andet at gøre. End at slippe ham. Ved Holmentorget fik hun en mærkelig følelse af, at der var nogen bag hende, men da hun hurtigt vendte sig om, så hun bare på afstand en lavstammet mand, der luftede sin hund. Hun så op mod lejlighederne på Kvarngatan, hvor der var lys i adventskæder i flere af vinduerne. Himlen var sort og stadig stjerneklar. Hun skuttede sig og rystede af kulde. Så fortsatte hun over torvet og ind i tunnelen. Da hun var halvvejs igennem den, fik hun igen fornemmelsen af at være forfulgt. Hun standsede op, vendte sig om og stirrede ind i mørket bag sig. Stod stille, trak vejret lydløst gennem næsen og lyttede. Men – ingenting. Med hastige skridt krydsede hun Järnbrogatan og skyndte sig igennem den rosa buegang, der førte ind til kvarteret Knäppingsborg. Pludselig hørte hun en svag lyd bag sig, Der stod han. Ti meter fra hende. Med bøjet hoved og anspændte kæber. Hun mødte hans blik og slap mappen. Og gjorde sig klar.

Hvide spor.indd 18

18/09/15 11.07


2

– Du skal bare synke! Pim for sammen og mødte mandens blik. Han stod bøjet over bordet med ansigtet kun ti centimeter fra hendes. Han havde en snavset grå skjorter på med opsmøgede ærmer. Hun så på kapslen i sin hånd. Den var større end en cherrytomat og var mere aflang i formen, end hun havde troet. Indholdet var hårdt sammenpresset i flere lag gummi. Nai sad ved siden af og så bedende på Pim, hun nikkede næsten umærkeligt som for at opmuntre hende. Du klarer det! De befandt sig i et lokale oven på et apotek og var kommet derop ad en trappe, der mere lignede en stige. En gulvventilator stod og snurrede i rummets ene hjørne. Alligevel var der varmt, og der lugtede indelukket. Der havde ikke været nogen problemer med at sluge den tablet, der skulle neutralisere mavesyren, den gled ned i halsen med det samme. Men kapslen så så stor ud, tænkte hun nu og trykkede med pege- og tommelfinger på kapslen. Manden tog fat i hendes arm og førte den langsomt op mod munden. Kapslen trykkede mod hendes læber, og hun vidste, hvad hun burde gøre og blev straks tør i munden. – Gab så! sagde han sammenbidt. Pim gabte op og lagde kapslen på tungen. – Så, op med hagen, og slug den så. Hun stirrede op i loftet og mærkede, at kapslen havnede bagest på 19

Hvide spor.indd 19

18/09/15 11.07


tungen, hun forsøgte at sluge den, men det lykkedes ikke, kapslen gled ikke ned i halsen. Hun hostede den op og spyttede den ud i hånden. Manden hamrede næven i bordet. – Hvor har du fundet den her idiot? Hva? sagde han til Noi, som straks blev helt bleg. – Jeg har ikke råd til sådan nogen tumper, forstår du det! Tid er penge. Noi nikkede og så på Pim, som nægtede at møde hendes blik. – Prøv nu igen, hviskede Noi. – Du kan godt. Pim rystede langsomt på hovedet. – Du skal! sagde Noi. Pim rystede igen på hovedet. Hendes læber skælvede, og hun fik tårer i øjnene. Hun vidste, at hun var heldig, hun burde være lykkelig for at få lov at være der. Hun plejede ikke at være heldig, men da Noi fortalte om muligheden for at tjene nogle penge, let og hurtigt, var hendes hjerte begyndt at slå hurtigere. – Okay, nu er det nok! Skrid! Manden tog fat i Pims arm og trak hende op fra stolen. – Jeg har andre, der gerne vil tjene penge. – Nej! Vent! Jeg gør det! skreg Pim og strittede imod. – Lad mig nu, jeg vil gerne gøre det! Lad mig prøve en gang mere. Jeg kan godt. Manden trykkede hende ind til sig. Han kiggede lidt på hende, på hendes smalle, rødsprængte øjne, hendes blussende kinder og de sammenpressede læber. – Så vis mig det! sagde han. Med en flaske i den ene hånd tog han fat om hendes kæbe, tvang hende til at åbne munden og sprøjtede tre gange glidemidlet ind i hendes mund. Derpå hold han kapslen i vejret. – Her, sagde han. Pim tog den og stoppede den straks i munden. Hun forsøgte at sluge den. Puffede til den med en finger, for at den skulle komme længere tilbage i svælget, men fik opkastningsfornemmelser. Panikken voksede. 20

Hvide spor.indd 20

18/09/15 11.07


Ned i halsen med kapslen igen, op med hagen. Men det eneste, der skete, var at hun igen skulle kaste op. Hendes hænder var fugtige af sved. Hun klemte øjnene hårdt i, åbnede munden, skubbede kapslen så langt tilbage i svælget, som hun kunne. Og sank. Sank, sank, sank. Langsomt gled den ned i hendes mave. Manden slog hænderne sammen og smilede. – Sådan, ja, sagde han. – Så mangler du bare niogfyrre. *** Det første slag var rettet mod hendes hoved, det næste mod hendes hals. Jana Berzelius parerede Danilos knytnæveslag med sine underarme. Han var rasende, bevægede sig hurtigt fra side til side, forsøgte at få slag ind fra alle retninger. Men hun kæmpede imod, dukkede sig, gik lige frem med en venstre og derefter et spark. Hun ramte forbi, men gentog bevægelserne, denne gang hurtigere. Sparket ramte Danilos knæ. Han veg tilbage, men beholdt fodfæstet. Det gjaldt om at få ham ud af balance og ned på jorden, så hun sparkede igen. Denne gang mod hans hoved. Men midt i bevægelsen fik han fat i hendes fod og vred den til venstre. Hun blev tvunget rundt og landede hårdt på ryggen på den kolde jord. Straks satte hun hænderne op til hovedet, rullede til siden og kom op igen. Danilo stod nu helt stille foran hende. Afventende. Med opspilede næsebor og blottede tænder. Så tog han en chance og kastede sig frem. I samme øjeblik bøjede hun hovedet, holdt en knytnæve op foran ansigtet og brugte al sin kraft for at få foden op og sende et spark af sted som forsvar. Hun ramte perfekt. Danilo faldt sammen, og hun var hurtigt henne ved ham og skulle lige til at sætte et knæ på hans brystkasse, da han med et aggressivt brøl 21

Hvide spor.indd 21

18/09/15 11.07


vred sig rundt og kastede sig hen over hende. Han satte sig overskrævs på hende og slog alt, hvad han kunne, mod hendes ribben. Derpå tog han fat i hendes hår og bøjede hendes hoved, mens han løftede det et par centimeter op fra jorden. Hun forsøgte at følge med bevægelsen for at mindske smerten i hårbunden, men Danilos vægt på hendes bryst forhindrede hende i at gøre det. – Hvorfor forfølger du mig? Han bøjede sig frem og hvæsede hende ind i ansigtet. Hun svarede ikke, men tænkte febrilsk. Måtte ikke lade det her ske, måtte ikke lade sig besejre. Hun var sig alt for bevidst, hvad han var i stand til at gøre. Men hun sad fast med armene under hans ben. Hun strakte fingrene ud på jorden og forsøgte at finde noget at forsvare sig med, men mærkede kun is og sne. En ubehagelig fornemmelse begyndte at vokse inde i hende. Hun havde ikke regnet med at blive besejret. Det var hende, der skulle have overrumplet ham. Hun havde jo haft overtaget fra begyndelsen. Hun knyttede næverne, spændte musklerne og samlede kræfter. Svingede benene op og ramte ham i ryggen med knæene. Danilo veg tilbage og slap taget i hendes hår. Hun ramte ham med knæene igen, og igen. Forsøgte at svinge benet rundt om hans hals, men det lykkedes ikke. Han sad der stadig. Så greb han igen fat i hendes hår. – Det skulle du ikke have gjort, hvæsede han og dunkede hendes bag­ hoved ned i jorden. Smerten var forfærdelig. Det sortnede for hendes øjne. Han slog hendes hoved mod jorden igen, og hun mærkede, hvordan hendes kræfter svandt. – Du skal holde dig væk fra mig, Jana, sagde han. Hun hørte hans stemme som i en tåge, langt borte. Hun følte ingen smerte mere. En varm bølge skyllede ind over hende, og hun forstod, at hun var ved at miste bevidstheden. Han løftede knytnæven og holdt den helt hen til hende, men slog ikke. 22

Hvide spor.indd 22

18/09/15 11.07


Holdt bare næven der, som om han tøvede. Han mødte hendes blik, åndede tungt og sagde noget, men ordene gav genlyd som i en tunnel. Så hørte hun et råb langt borte fra. – Hallo! En anderledes, fremmed stemme, som hun ikke genkendte. Hun forsøgte at bevæge sig, men trykket mod hendes bryst gjorde det umuligt. Hun kæmpede for at holde øjnene åbne og så direkte ind i Danilos mørke blik. Han havde tvunget hendes ansigt opad, så på hende og hvæsede: – Jeg advarer dig. Hvis du følger efter mig én gang til, vil jeg gøre det færdigt, jeg begyndte på her. Hun hørte det, men var ikke i stand til at svare. Så mærkede hun, at trykket mod brystet forsvandt. Og stilheden omkring hende røbede, at Danilo var væk. Hun hostede voldsomt og lagde sig om på siden. Hun lukkede øjnene – længe. Så hørte hun den fremmede stemme igen. *** Anneli Lindgren satte en tallerken med to stykker knækbrød på bordet og satte sig ned ved siden af sin samlever, Gunnar Öhrn. De arbejdede begge i regionskriminalpolitiet, hun som kriminaltekniker og han som efterforskningschef. Vandet i tekopperne dampede. – Vil du have Earl Grey eller den grønne her? spurgte hun. – Hvad skal du have? – Den grønne. – Så tager jeg også den. – Men du kan jo ikke lide den. – Nej, men du siger jo, at jeg bør drikke den. Hun smilede til ham og åbnede pakken med te, samtidig med at der hørtes musik inde fra Adams værelse. Hun hørte sønnen synge med. 23

Hvide spor.indd 23

18/09/15 11.07


– Det virker, som om han trives godt her, sagde hun. – Gør du ikke også det? – Jo. Hun anede Gunnars uro i hans spørgsmål og svarede derfor kort og helt uden tøven. Det var den eneste måde, hun kunne slippe for flere spørgsmål på. Han bekymrede sig altid om alting, tænkte alt for meget på det ene og det andet, analyserede og vendte og drejede på ting, han for længst burde have givet slip på. – Er det sikkert? Har du det godt her nu? – Ja. Anneli lod teposen falde ned i koppen og synke ned i det varme vand. Hun hørte stemmen, musikken og teksten, som Adam havde lært udenad. Kiggede på vandet, som blev mere og mere brunt. Talte efter, men fandt ikke ud af, hvor mange gange Gunnar og hun var flyttet fra hinanden og flyttet sammen igen. Måske var det nu tiende gang, de forsøgte. Måske tolvte. Det eneste, der var sikkert, var, at de havde levet sammen, med afbrydelser, i tyve år. Men det føltes anderledes nu, overtalte hun sig selv til at tro. Mere behageligt, mere afslappet. Gunnar var god. Venlig og tryg. Hvis bare han kunne holde op med at blive ved med at vade rundt i ting. Han lagde en hånd på hendes. – Ellers kan vi jo forsøge at finde en ny lejlighed. Eller et rækkehus? Det har vi aldrig prøvet. Hun trak hånden til sig, så på ham og ulejligede sig ikke med at svare, for hun vidste, at det blik, hun sendte ham, var tilstrækkeligt. – Okay, sagde han. – Jeg har forstået det. Du har det godt. – Og hold så op nu. Hun nippede til koppen og hørte, at der var cirka halvandet minut tilbage af sangen, Adam spillede. En guitarsolo og så refrænet tre gange. – Hvad mener du så om mødet med rigskriminalpolitiet i morgen? sagde han. – Ikke noget specielt. De må jo nå frem til, hvad de vil. Vi gjorde et rigtig godt stykke arbejde. 24

Hvide spor.indd 24

18/09/15 11.07


– Men jeg forstår ikke, hvorfor Anders Wester overhovedet skal komme herned. Jeg har ikke noget at sige til ham. – Hvad mener du? Han er da ellers så pæn? Hun kunne ikke lade være med at drille ham. Det var noget med hans unødvendige bekymring, hans jalousi, som satte hende i gang. Men hun fortrød det i samme øjeblik, hun havde sagt det. Han stirrede på hende. – Det var bare for sjov, sagde hun. – Synes du virkelig det? – At han er pæn? Ja, engang gjorde jeg. Hun prøvede at lyde uberørt, fornøjet. – Men ikke nu? sagde han. – Så hold dog op, sagde hun. – Jeg vil bare gerne vide det. – Stop nu og drik din te i stedet for. –Sikkert? – Hold nu op! Nu hørtes guitarsoloen og derefter Adams stemme i refrænerne. Gunnar rejste sig op og tømte tekoppen i vasken. – Hvad er det, du gør? sagde Anneli. – Jeg kan ikke lide grøn te, sagde han og gik hen mod badeværelset. Hun sukkede, over Gunnar og over musikken, som hun næsten ikke kunne holde ud, men hun havde ikke lyst til at slutte aftenen med endnu et sammenstød, ikke nu, efter at de for kort tid siden havde besluttet sig for at forsøge at bo sammen igen. Hun var allerede træt. Rigtig træt. *** – Hallo, hvordan går det? Robin Stenberg satte sig på hug ved siden af kvinden, som lå i foster25

Hvide spor.indd 25

18/09/15 11.07


stilling på jorden. Kæden, der sad i hans lasede jeans, klirrede, når den ramte det hårde underlag. Han så, at hun blødte kraftigt fra hovedet. Han skulle lige til at røre ved hende, da hun åbnede øjnene. – Jeg så det hele, sagde han. – Jeg så ham. Han forsvandt den vej der. Han pegede med en rystende hånd hen mod vandet. Kvinden forsøgte at ryste på hovedet. – Fff ... aaa ... ld, fremstammede hun med utydelig stemme. – Nej, sagde han. – Du faldt ikke. Du blev overfaldet. Vi må ringe til politiet ... Han rejste sig op og gravede i lommen efter sin mobil. – Naarj ... sagde hun – Shit, hvor du bløder, sagde han. – Vi må ringe efter en ambulance eller noget. Han kunne ikke stå stille, men gik frem og tilbage. – Shit, shit, shit, gentog han flere gange. Kvinden bevægede sig og hostede. – Du må ikke ringe, hviskede hun. Han fik fat i telefonen og låste den straks op. Kvinden hostede igen. – Du må ikke ringe, sagde hun igen. Denne gang tydeligt. Men han hørte ikke efter og begyndte at taste 112 på sin mobil. I samme øjeblik blev den slået ud af hans hånd. Det varede et par sekunder, inden han forstod, hvad der var sket. Hun havde rejst sig op og stod nu med hans mobil i sin hånd. Blodet løb fra hendes pande, ned over det venstre øje og ned mod kinden. – Jeg sagde, at du ikke skulle ringe. Et øjeblik troede han, at det hele var en spøg. Men da han så kvindens truende blik, forstod han, at hun mente det alvorligt. Han lagde mærke til, at hun studerede ham nøje, og selv om han var fuldt påklædt, følte han sig næsten nøgen. Hendes øjne gled hurtigt hen over ham, fra hans sorte hue, de sort­ sminkede øjne, tindingen, som var tatoveret med otte små stjerner, den 26

Hvide spor.indd 26

18/09/15 11.07


piercede underlæbe, den forede jeansjakke og helt ned til hans slidte, kraftige støvler. – Hvad hedder du? spurgte hun. – R-Robin Stenberg, stammede han. – Okay Robin, sagde hun. – Bare så du er klar over det, så faldt jeg og slog mig. Det var det hele. Han nikkede skrækslagent. – Okay. – Godt. Så er vi enige. Tag den her og stik så af. ´Kvinden kastede hans mobil hen mod ham. Han greb den kluntet, tog et par skridt baglæns og begyndte så at løbe. Det var først, da han låste døren til sin lejlighed på Spelmansgatan, den rigtige skræk indhentede ham. *** Det vrimlede med mennesker i udenrigsterminalen i Suvarnabhumi i Bangkok. Lange køer snoede sig frem mod skrankerne, og indimellem blev der råbt navne op på personer, som blev bedt om at tage kontakt til informationen. Det larmede, når kufferterne ramlede omkuld på bagage­ båndet. Der lød højrøstede stemmer fra store selskaber, grædende småbørn og par, som diskuterede deres rejse. – Passet, tak. Kvinden bag indtjekningsskranken rakte hånden frem. Pim holdt sit pas med begge hænder. Som for at skjule rystelserne. Hun havde fået besked på ikke at være anspændt, bare slappe af og se glad ud. Men i takt med at køen foran hende var blevet kortere, var hun blevet mere og mere nervøs. Hun havde fingereret så meget ved billetten, at der manglede lidt af papiret i højre hjørne. Det gjorde ondt i maven. Utilpasheden kom i bølger, og hun ønskede, at hun havde haft mu27

Hvide spor.indd 27

18/09/15 11.07


lighed for at stoppe fingrene i halsen. Hun ville også gerne spytte, der kom mere spyt i hendes mund for hvert kvalmeanfald, men hun vidste, at hun ikke måtte. Så hun svælgede og slugte, igen og igen. I en anden kø to rækker fra hende stod Noi og pillede manisk ved en af remmene på sin rygsæk. De så ikke på hinanden, lod som om den anden ikke var der. For lige nu kendte de ikke hinanden. Det var sådan, reglerne var. Kvinden bag disken klaprede på sin computer. Hendes hår var mørkt og sat op i en stram hestehale. Luftfartselskabets emblem sad på venstre lomme på den sorte jakke, og under den havde hun en hvid bluse med rund krave. Pim stod med den ene arm på skranken. Hun bøjede sig let forover for at mindske smerten i sin opsvulmede mave. – Du kan sætte kufferten på båndet, sagde kvinden og så op på Pim, som trak vejret dybt, tog fat i sin kuffert og løftede den op på båndet. Hun skar en grimasse. – Er det første gang? Kvinden så spørgende på hende. – At du rejser til København altså? Pim nikkede. – Der er ikke noget at være nervøs over. Det er ikke farligt at flyve. Pim svarede ikke. For hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. I stedet blev hun ved med at se ned på sine sko. – Værsågod. Pim tog imod sit boardingpas og gik straks væk fra skranken. Hun ville væk derfra, væk fra kvinden, væk fra hendes undrende blikke. Hun orkede ikke tale med nogen, hun ville ikke tale med nogen. Ikke med nogen. – Hej, vent! Kvinden bag skranken råbte højt. Pim vendte sig om. – Passet, sagde hun. – Du glemte dit pas. 28

Hvide spor.indd 28

18/09/15 11.07


Pim gik tilbage og mumlede tak. Hun holdt krampagtigt passet ind mod brystet med begge hænder og gik med langsomme skridt hen mod sikkerhedskontrollen. *** Jana Berzelius sank stille ned på jorden og blev siddende på knæ, Smerten strålede ud i kroppen. Hun ville bare lige lukke øjnene. Forsigtigt lagde hun en hånd på sit baghoved og mærkede efter. Fingrene farvedes straks af blodet. Hun tørrede dem af i jakken og så sig om. Den røde hue lå fem meter væk til venstre for hende, og lige ved siden af den lå mappen. Forsigtigt bevægede hun sig derhen, knugede huen i hænderne, mærkede den hårde is mod sine ben og vidste, at hun ikke kunne blive siddende på jorden. Først nu bemærkede hun den bitre metalsmag i munden. Hun spyttede og så, at isen på jorden blev farvet rød af spyttet. Lige så rød som huens farve. Hun talte til tre og kæmpede så for at komme op at stå. Det gnistrede i hendes hoved af smerte, og hun følte sig svimmel. Støttede sig med hånden mod væggen i den lyserøde buegang for at holde balancen. Endnu havde hun ikke kræfter nok til at forlade stedet. Så hun blev stående. Med blodet løbende ned ad kinden. ***

29

Hvide spor.indd 29

18/09/15 11.07


schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

HVIDE SPOR En iskold vinternat holder et eksprestog på vej fra København til Stockholm på Norrköping station. En chokeret togfører har fundet en død kvinde på togets toilet. Hun sidder lænet op ad væggen, hendes hænder er blodige, og fra munden drypper hvidt skum. Den døde er kun en stor pige, og hun rejste ikke alene. Hun fulgtes med en kvinde, der nu er forsvundet. Den dygtige og velansete Jana Berzelius bliver anklager i sagen, der efterforskes af kriminalkommissær Henrik Levin og hans kollega Mia Bolander. Allerede da de første spor dukker op, ved Jana, at hun står over for sit livs sværeste valg. Sporene peger nemlig i retning en mand, hun helst vil glemme. Hvide Spor er andet selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp HVIDE SPOR

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

Emelie

schepp HVIDE SPOR HHHHH – Fyens Stiftstidende

HHHHH – Book me up, Scotty

En Jana Berzelius-BOG

HHHHH – KulturXpressen SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND

Profile for JP/Politikens Forlag

Hvide spor  

Hvide Spor er andet bind i Emelie Schepps bestsellerserie om anklageren Jana Berzelius og opklarerduoen Henrik Levin og Mia Bolander. Første...

Hvide spor  

Hvide Spor er andet bind i Emelie Schepps bestsellerserie om anklageren Jana Berzelius og opklarerduoen Henrik Levin og Mia Bolander. Første...