Page 1

OM GØR IKKE SKADE „ … en suveræn bedrift.“ I A N M C E WA N

KARL OVE KNAUSGÅRD

„En forbløffende erindringsbog … Et fremragende og uforglemmeligt værk.“ INDEPENDENT

„Hvert kapitel er som at gå på en udspændt line …“ DA I LY M A I L

Hele sit professionelle liv har Henry Marsh stået på kirurgiens frontlinje, som han beskriver i sin første bog, bestselleren Gør ikke skade. Han har båret det tunge ansvar, der følger med bogstavelig talt at stå med andre menneskers liv i sine hænder. Og har oplevet både sejre og knusende tab. Efter at have trukket sig tilbage rejser Marsh nu til Nepal og Ukraine for at operere og hjælpe lægerne der. Oplevelserne og udfordringerne under de eksotiske himmelstrøg sætter hans eget liv som læge i perspektiv. Hvad har han lært af 40 års intens beskæftigelse med den menneskelige hjerne? Og af sin livslange passionerede gerning inden for både det vestlige og østlige sundhedssystem?

„Elegant, delikat, farlig og dybt meningsfuld.“ S U N DAY T I M E S

„Opslugende … [Marsh] skriver med usædvanlig styrke og oprigtighed.“ N E W YO R K T I M E S

★★★★★ „En stor læseoplevelse og en skarp samtidsdiagnose … En dybt inspirerende bog.“ K R I S T E L I G T DAG B L A D

★★★★★★ „Gudbenådet formidler … En sjælden læseoplevelse. Vidunderlig.“ JYLLANDS -POSTEN

Samtidig går hans eget liv på hæld. Og al hans lægelige indsigt og viden mildner ikke bekymringerne for, hvad alderdommen bringer, og hvilken død han går i møde. De svar og den dybere forståelse, han søger, gælder pludselig også ham selv. I samme poetiske og indsigtsfulde, men også kompromisløst ærlige tone som i sin første bog gør Marsh status. Mens han forsøger at sætte skik på en tilgroet have ned til floden uden for Oxford, kredser hans tanker om meningen med livet og døden – den død, man ligesom solen ikke kan se direkte på.

HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN

„Sand oprigtighed på et uventet sted.“

DA I LY T E L E G R A P H

H E N RY M A R S H

„ Jeg ville ønske denne bog ikke sluttede.“

Af forfatteren til Gør ikke skade

HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN

HENRY MARSH studerede statskundskab, filosofi og økonomi ved Oxford University, før han – angiveligt på grund af kærestesorg – afbrød studierne og begyndte at studere medicin ved Royal Free Hospital i London. Han blev medlem af Royal College of Surgeons i 1984 og udnævnt til overlæge i neurokirurgi ved Atkinson Morley’s/St. George’s i 1987. I 2016 udkom erindringsbogen Gør ikke skade, der tog læserne og anmelderne med storm. Marsh er desuden portrætteret i de to prisvindende dokumentarfilm Life in your hands og The English Surgeon (Netflix).

Indrømmelser

H E N RY M A R S H Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk


Henry Marsh

HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN Indrømmelser

På dansk ved Jakob Levinsen

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 3

30-08-2017 10:27:24


INDHOLD

Forord11 1 Slusevogterhytten 2 Opbrud fra London 3 Nepal 4 Amerika 5 Vågen kraniotomi 6 Sind eller hjerne 7 En ridetur på elefant 8 Advokater 9 Håndværk 10 Knuste vinduer 11 Minder 12 Ukraine 13 Undskyld 14 Opbrud fra Ukraine 15 Hverken solen eller døden

15 38 62 87 95 111 129 158 165 178 189 204 211 223 239

Tak

256

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 5

30-08-2017 10:27:24


bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 14

30-08-2017 10:27:24


1

SLUSEVOGTER H Y T TEN

Hytten ligger for sig selv ned til kanalen, den er tom og forfalden, vinduesrammerne er rådne og skæve, og haven er et vildnis. Ukrudtet nåede mig til brystet og skjulte, fandt jeg snart ud af, halvtreds års ophobet affald. Hytten vender ud mod kanalen og slusen, og bag den ligger en sø, og bagved igen en jernbane. Ejendomsselskabet der ejede den, måtte have betalt nogen for at rydde det indre af hytten, og det havde vedkommende gjort ved slet og ret at smide det alt sammen ud over det gamle hegn mellem haven og søen, så derfor var søsiden nu oversået med affald – en madras, en støvsuger uden indmad, et komfur, stole uden ben, rustne dåser og knuste flasker. På den anden side af alt affaldet lå søen imidlertid, omgivet af siv og med to hvide svaner i det fjerne. Jeg så hytten første gang en lørdag formiddag. En ven havde fortalt mig om den. Hun havde set den annonceret til salg og vidste at jeg var på udkig efter et sted i Oxford hvor jeg kunne lave mig et snedkerværksted for derigennem at vænne mig til livet som pensionist. Jeg parkerede ved siden af viadukten og gik hen langs vejbroen hvor biler og lastbiler susede øredøvende forbi mens jeg prøvede at finde en lille og næsten usynlig åbning i hækken ud mod vejen. En lang trappe dækket af blade og bog førte gennem en mørk buegang formet af bøgetræernes lavthængende løv og bøjede grene ned til kanalen. Da jeg nåede ned til den tyste og rolige kanal, forsvandt tra15

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 15

30-08-2017 10:27:24


fiklarmen brat. Hytten lå et par hundrede meter længere henne ad pramstien på den anden side af en gammel, buet stenbro. I haven var der flere blommetræer, og et af dem var vokset op gennem en gammel, kasseret og rusten maskine der havde dobbeltskær ligesom en hækklipper og var til at beskære kraftigt buskads med. Den havde to store hjul med ordene Allens og Oxford stemplet med store bogstaver på kanten. Min far havde haft nøjagtig den samme maskine som han brugte i den trekvart hektar store have og frugtplantage hvor jeg var vokset op i 1950’erne ikke meget over en kilometer derfra. Engang hvor jeg stod og kiggede efter ham, kom han til at køre en lille spidsmus over i frugthavens græs, og jeg kan huske min fortvivlelse over at se dens blødende krop og høre dens skærende dødsskrig. Hytten vender ud til den tyste og rolige kanal og den smalle sluses tunge, sorte porte. Der er ingen tilkørselsvej – man kan kun komme frem enten til fods ad pramstien eller ad søvejen. Langs den ene side af haven er der en stenmur ud mod kanalen med drikketrug til heste – senere fandt jeg også de metalringe som pramdragernes heste må have stået tøjret til. For længe siden havde slusevogteren ansvar for portene, men nu er alle slusevogterhytterne langs kanalen blevet solgt fra, og portene overladt til at blive betjent af folk på de forbipasserende pramme. Jeg har fået fortalt at her bor en isfugl som man ind imellem kan se skyde hen over vandet, og at der også er oddere, skønt den forbipasserende trafik kun er få hundrede meter væk, hvor den brøler hen over kanalen på den høje vejbro på dens betonstylter. Men når jeg vender ryggen til vejen, kan jeg ikke se andet end marker, træer og den sivomkransede sø bag huset. Jeg kan sagtens forestille mig at jeg er langt ude på landet i et urgammelt landskab, som det var da jeg voksede op i nærheden, før omfartsvejen blev bygget for tres år siden. Den unge kvinde fra ejendomsmæglerfirmaet sad på græsbredden i solskinnet ved siden af indgangen til hytten og ventede på mig. Hun åbnede hængelåsen i hoveddøren. Indenfor trådte jeg hen over et par breve på gulvet som allerede var dækket af mudrede fodspor. 16

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 16

30-08-2017 10:27:24


Ejendomsmægleren så mig kigge ned på dem og fortalte mig at en gammel mand havde boet der alene i næsten halvtreds år – skødet på ejendommen omtalte ham som kanalarbejder. Efter hans død var huset blevet sat til salg af ejendomsselskabet der havde købt det et par år forinden. Om han var død her, på hospitalet eller på et plejehjem, vidste hun ikke. Der lugtede fugtigt og forsømt. Foran de revnede og knuste vinduer hang der lasede og beskidte kniplingsgardiner, og der lå døde fluer i vindueskarmene. Alle værelserne var blevet tømt og havde samme triste og modløse stemning som i alle forladte huse. Selv om der var vand og el, var forholdene primitive, og det eneste toilet befandt sig i et udhus hvor døren var flået af hængslerne og toilettet smadret i stumper og stykker. Skraldespanden ved hoveddøren var fuld af plastikposer med afføring. Det gamle bondehus i nærheden, hvor jeg tilbragte min barndom, havde haft ry for at være hjemsøgt – i hvert fald ifølge det gamle ægtepar White der boede på den anden side af vejen og som jeg gerne kom på besøg hos. En usandsynlig historie om en skummel kusk og heste i haven om natten og også om en “grå dame” inde i selve huset. Det var let nok at forestille sig hytten her være hjemsøgt af den gamle mands spøgelse. “Jeg tager den,” sagde jeg. Pigen fra ejendomsmægleren kiggede skeptisk på mig. “Men vil De i det mindste ikke have en rundtur?” “Nej tak, jeg klarer alt håndværkerarbejdet selv, og for mig at se virker det o.k.,” svarede jeg selvsikkert, samtidig med at jeg funderede over om jeg mon nu også stadig var i stand til at udføre alt det påkrævede fysiske arbejde, og hvordan jeg skulle klare det uden tilkørselsvej. Måske skulle jeg bare holde op med at være så ambitiøs og give slip på min maniske overbevisning om at skulle gøre alting selv. Måske var det ikke længere særlig vigtigt. Jeg burde entrere med en murer. Selv om jeg gerne ville have mig et værksted, var jeg alligevel ikke helt sikker på at have lyst til at bo i denne lille og ensomme hytte hvor det måske ligefrem spøgte. 17

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 17

30-08-2017 10:27:24


“Jamen, så må De hellere fremsætte et tilbud til Peter der er leder af vores lokale afdeling,” svarede hun. Næste dag kørte jeg tilbage til London – med en ubehagelig fornemmelse af at den lille hytte måske ville blive det sted hvor jeg til sin tid ville ende mine dage og dø, og hvor min historie ville ende. Nu hvor jeg går på pension, begynder jeg helt forfra, tænkte jeg, men nu er tiden også ved at løbe ud for mig. Mandag var jeg tilbage på operationsstuen – jeg havde min blå operationsdragt på, men det var meningen at jeg kun skulle være tilskuer. Tre uger senere skulle jeg på pension – efter næsten fyrre år som læge og neurokirurg. Min efterfølger, Tim, der var begyndt som studerende i vores afdeling, var allerede blevet udnævnt. Han er en enestående dygtig og venlig mand, men ikke fri for den let fanatiske beslutsomhed og opmærksomhed på detaljer som skal til for at være neurokirurg. Jeg var overmåde glad for at skulle afløses af ham, og det virkede passende at overlade ham de fleste operationer som forberedelse til det tidspunkt hvor han – og det ville sikkert komme som lidt af et chok for ham – pludselig stod med eneansvaret for alt hvad der overgik patienterne i hans varetægt. Det første tilfælde var en attenårig kvinde som var blevet indlagt til operation aftenen i forvejen. Hun var gravid i femte måned, men var begyndt at lide af voldsom hovedpine, og en scanning havde vist en meget stor tumor – der så godt som sikkert var godartet – nederst i hjernen. Et par dage i forvejen havde jeg undersøgt hende i min ambulante konsultation, hun var fra Rumænien og forstod ikke ret meget engelsk, men smilede tappert da jeg prøvede at forklare hende situationen med hjælp fra hendes mand der kunne en smule engelsk. Han fortalte at de var fra Maramures i det nordlige Rumænien ved grænsen til Ukraine. Jeg havde selv været der to år forinden i forbindelse med en rejse fra Kijev til Bukarest sammen med min ukrainske kollega, Igor. Egnen var enestående smuk med klostre og gamle bondehuse af træ – den moderne verden var tilsyneladende knap nok nået dertil endnu. Der stod høstakke på mar18

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 18

30-08-2017 10:27:24


kerne og blev kørt hø på vejene i hestevogne med kuske i traditionelle bondedragter. Igor var rasende over at Rumænien var blevet godkendt til optagelse i EU mens Ukraine blev holdt udenfor. Min rumænske kollega, der var kommet for at hente os ved den ukrainske grænse, var i tweedkasket og kørehandsker af læder og kørte os afsted i sin søns tunede BMW ad de rædselsfulde veje stort set uden stop hele vejen til Bukarest. Vi overnattede dog en enkelt gang på vejen i Sighisoara hvor man stadig kunne se det hus hvor Vlad Spidderen – inspirationskilden til Dracula – blev født. Nu var det en fastfood-snask. Kvinden skulle ikke hasteopereres i den forstand at det skulle gøres omgående, men det var så afgjort nødvendigt at gøre det inden for de nærmeste dage. Den slags tilfælde passer dårligt ind i den måltalskultur der nu er grundlaget for hvordan det engelske sundhedsvæsen forventes at skulle fungere. Hun var hverken rutinetilfælde eller akuttilfælde. For et par år siden var min egen kone, Kate, havnet i den samme fælde da hun efter adskillige uger på intensivafdelingen på et berømt hospital skulle gennemgå en større operation. Hun var blevet indskrevet som akuttilfælde og uden problemer også blevet opereret akut, men fik efter flere ugers sondemad så brug for at blive opereret yderligere. Jeg vænnede mig til at se en stor sølvpapirspose med flydende kost hænge over hendes seng og dryppe ned i hendes centrale venekateter – et kateter indsat i hovedårerne ind i hendes hjerte. Kate var ikke længere akuttilfælde, men hun var heller ikke en rutineindlæggelse, og derfor faldt hun heller ikke ind under noget regelsæt i forhold til at blive opereret. Fem dage i træk blev hun gjort klar til operation – en meget stor operation med mulighed for alverdens skræmmende komplikationer – og hver dag ved middagstid blev operationen aflyst igen. Til sidst ringede jeg desperat til kirurgens sekretær. “Altså, det er faktisk ikke professoren der bestemmer hvem der kommer på listen med rutineoperationer,” forklarede hun undskyldende. “Det er en administrator – en planlægningsansvarlig. Her er nummeret …” 19

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 19

30-08-2017 10:27:24


Jeg ringede så til det pågældende nummer, blot for at få besked om at telefonsvareren var fuld og at jeg ikke kunne lægge besked. Sidst på ugen besluttede man at gøre Kate til rutinetilfælde ved at sende hende hjem med en stor flaske morfin. En uge senere blev hun indlagt på ny, nu antagelig med den planlægningsansvarliges tilladelse. Operationen var overmåde vellykket, men da jeg kort efter var til møde med en af mine neurokirurgiske kolleger fra det samme hospital, bragte jeg problemet på bane. “Jeg finder det meget vanskeligt at være både læge og pårørende,” sagde jeg. “Folk skal nødig tro at tro at min kone får bedre behandling blot fordi jeg selv er kirurg, men det var efterhånden ikke til at holde ud. At få sin operation aflyst er slemt nok – men fem dage i træk!” Min kollega nikkede. “Og hvis ikke engang vi kan sørge for vores egne, hvad så med almindelige mennesker?” Jeg måtte altså tage på arbejde mandag morgen og være bekymret for at det ville blive det sædvanlige rod med at prøve at finde en seng som den unge pige kunne ligge i efter at være blevet opereret. Hvis hendes tilstand var livstruende, kunne jeg gå i gang med operationen uden at skulle søge tilladelse hos de mange ansatte på hospitalet der er involveret i at prøve at fordele et utilstrækkeligt antal senge mellem for mange patienter, men det var den imidlertid ikke – i hvert fald ikke endnu – og jeg var godt klar over at jeg ville få en vanskelig start på dagen. Ved modtagelsesområdet på operationsgangen stod en ophidset gruppe læger, sygeplejersker og administratorer og betragtede dagens operationslister som var tapet fast på oversiden af skranken, samtidig med at de drøftede det umulige i at nå det alt sammen. Jeg konstaterede at flere af tilfældene var rutinemæssige rygmarvsoperationer. “Der er ingen senge på intensiv,” sagde narkoselægen med en grimasse. “Jamen hvorfor så ikke bare tilkalde patienten alligevel?” spurgte jeg. “Der dukker altid en seng op senere.” Det siger jeg altid, og jeg får også altid samme svar. 20

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 20

30-08-2017 10:27:24


“Nej,” sagde hun. “Hvis der ikke er nogen senge på intensiv, skal jeg vække patienten inde på operationsstuen, og det kan komme til at tage flere timer.” “Jeg skal nok prøve at få styr på det efter morgenmødet,” svarede jeg. Morgenmødet bød på den sædvanlige samling katastrofer og tragedier. “Vi indlagde den her mand på toogfirs i går med diagnosticeret prostatakræft. Da han efterhånden er dårligt gående og begyndt at ophobe urin, var han først taget på sit lokale hospital. De ville ikke indlægge ham og sendte ham hjem igen.” Fay, der havde haft tilkaldevagt som reservelæge, fortalte om forløbet mens hun satte scanningsbillederne op. I det mørklagte lokale blev historien mødt med sardonisk latter. “Nej, nej, det passer,” sagde Fay. “De lagde kateter på ham og skrev derefter i journalen at han nu havde det meget bedre. Jeg har selv set journalen.” “Men han kunne jo for helvede ikke gå!” var der en der råbte. “Jamen, det lod ikke til at bekymre dem. Ved at sende ham hjem igen har de i hvert fald opnået deres måltal på fire timer. Han nåede at være hjemme i to døgn, og så tilkaldte familien deres praktiserende læge som sendte ham herhen.” “Det må have været en umådelig tålmodig og hårdt prøvet patient,” bemærkede jeg til min sidemand. “Samih,” sagde jeg til en af de andre reservelæger. “Hvad kan du se på scanningen?” Jeg havde mødt Samih et par år forinden under et af mine lægefaglige besøg i Khartoum. Jeg blev meget imponeret over ham og gjorde hvad jeg kunne for at få ham til England og videreuddanne sig. Før i tiden havde det været relativt let at få studerende fra andre lande ind på min afdeling, men kombinationen af EU’s begrænsninger for antallet af ikke-europæiske læger og tiltagende bureaukratisk regulering har i de senere år gjort det yderst vanskeligt, og det selv om Storbritannien har færre læger per indbygger end noget andet europæisk land ud over Polen og Rumænien. Samih kla21

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 21

30-08-2017 10:27:24


rede dog alle de påkrævede eksaminer og forhindringer med bravur. Han var en fornøjelse at arbejde sammen med, en stor og særdeles blid mand der var dybt engageret i vores fag og som både patienterne og sygeplejerskerne var vilde med. Han skulle blive min sidste reservelæge. “Scanningen viser metastatisk posterior kompression af rygmarven ved T3. Resten af scanningen ser okay ud.” “Hvad skal der gøres?” spurgte jeg. “Altså, det afhænger af hvordan han har det.” “Fay?” “Da jeg tilså ham klokken ti i går aftes, var han savet fuldstændig over.” Det er det brutale, men præcise udtryk for en patient hvis rygmarv er så svært beskadiget at vedkommende ikke længere kan føle eller bevæge noget neden for det beskadigede sted, og hvor der ikke er nogen mulighed for bedring. T3 betyder den tredje brysthvirvel, så den arme gamle mand kunne hverken bevæge benene eller musklerne i torsoen. Han ville få svært ved bare at sidde oprejst. “Hvis han er savet over, får han det næppe bedre,” sagde Samih. “Det er for sent at operere nu. Operationen havde ellers været enkel nok,” tilføjede han. “Hvilken fremtid venter der denne mand?” spurgte jeg ud i lokalet. Ingen reagerede, så jeg besvarede selv spørgsmålet. “Det er højst usandsynligt at han vil kunne komme hjem, for det vil kræve døgnpleje til at vende ham med få timers mellemrum for at undgå liggesår. Der skal flere sygeplejersker til at vende en patient, ikke sandt? Så han kommer altså bare til at ligge på en geriatrisk afdeling til han dør. I heldigste fald vil kræften andetsteds i kroppen gøre det hurtigt af med ham, og måske når han også at komme på hospice først hvad der er at foretrække fremfor en geriatrisk afdeling, men hospicerne optager ikke folk med udsigt til at leve mere end nogle få uger. I værste fald kan han overleve i flere måneder.” Jeg tænkte på om det mon var sådan den gamle mand i hytten var død, alene på en eller anden upersonlig hospitalsafdeling. Havde 22

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 22

30-08-2017 10:27:24


han mon savnet sit hjem, den lille hytte ved kanalen, uanset den sølle tilstand den var i? Mine elever er alle sammen langt yngre end jeg; de har stadig den samme ungdommelige robusthed og selvsikkerhed som jeg selv havde i deres alder. Som reservelæge er man stort set hævet over den virkelighed som så mange af de gamle patienter står overfor. Men nu hvor jeg selv gør mig klar til at gå på pension, er jeg ikke længere lige så højt hævet over patienterne. Jeg kommer snart til at tilhøre patienternes underklasse – ligesom jeg gjorde inden jeg blev læge – og ikke længere være en af de udvalgte. Der var tavst i lokalet et stykke tid. “Hvad skete der?” spurgte jeg Fay. “Han blev indlagt klokken ti om aftenen, og hr. C. havde tænkt sig at operere, men det afviste narkoselægerne – de sagde at der ikke var nogen udsigt til bedring og at de ikke var indstillet på at gøre det om natten.” “Altså, der er jo ikke det store at tabe ved at operere – vi kan i hvert fald ikke gøre ham mere syg end han er,” sagde nogen omme bag ved i lokalet. “Men er der realistisk udsigt til at gøre ham rask?” spurgte jeg, men fortsatte så selv med at sige: “Hvis det var mig, ville jeg helt ærligt nok mest tale for simpelthen at operere … bare for alle tilfældes skyld … Tanken om at skulle ende mine dage som lammet på en geriatrisk afdeling er så hæslig … at hvis operationen slog mig ihjel, ville jeg ikke føle trang til at beklage mig.” “Vi besluttede ikke at gøre noget,” sagde Fay. “Vi sender ham tilbage til hans lokale hospital i dag – hvis der altså er en seng ledig.” “Nå ja, jeg håber da i hvert fald at de vil tage ham tilbage – en ny Rosie Dent har vi i hvert fald ikke lyst til.” Rosie var en firsårig kvinde der tidligere på året var blevet ramt af hjerneblødning, og som jeg af en læge på mit eget hospital var blevet tvunget til at indlægge – i hvert fald blev der varslet så mange klager og trusler i modsat fald at jeg endte med at give mig – og det selv om hun slet ikke havde behov for neurokirurgisk behandling. Det viste sig umuligt at få hende hjem igen, og hun endte med at opholde sig på afdelingen i syv 23

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 23

30-08-2017 10:27:24


måneder før vi endelig formåede at overtale et plejehjem til at tage hende. Hun var en charmerende og medgørlig gammel dame som vi alle sammen blev meget glade for, også selv om hun “blokerede” en af vores dyrebare, neurokirurgiske senge til akuttilfælde. “Det skal nu nok gå,” sagde Fay. “Det er kun vores eget hospital der afviser at få patienter tilbage fra de neurokirurgiske afdelinger.” “Er der andre indlæggelser?” spurgte jeg. “Der er hr. Williams,” sagde Tim. “Jeg håbede at få ham ind nederst på din liste efter pigen med meningeom.” “Hvordan er sygehistorien?” “Han har haft et par epileptiske anfald. Opført sig lidt sært på det sidste. Fungerede tidligere på ganske højt niveau – ingeniør eller sådan noget. Fay, vil du kalde scanningen frem?” Scanningen lyste op på væggen foran os. “Hvad viser den, Tiernan?” spurgte jeg en af de lavest rangerende reservelæger, også kaldet uddannelseslæger. “Noget i venstre frontallap.” “Kan du sige det lidt mere præcist? Fay, kald lige FLAIR-sekvensen frem.” Fay viste os et par andre scanningsbilleder i en sekvens der er god til at vise tumorer som er ved at invadere hjernen i stedet for blot at fortrænge den. “Det ser ud til at være ved at infiltrere hele venstre frontallap og det meste af venstre hjernehalvdel,” sagde Tiernan. “Ja,” svarede jeg. “Vi er ikke i stand til at fjerne tumoren, den har bredt sig for meget. Tiernan, hvad er frontallappernes funktion?” Tiernan havde svært ved at finde det rette svar og tøvede. “Altså, hvad sker der hvis frontallapperne bliver beskadiget?” spurgte jeg. “Så ændrer personligheden sig,” svarede han omgående. “Hvad vil det sige?” “Man mister hæmningerne – bliver lidt ved siden af sig selv …”, men han havde svært ved at beskrive virkningen mere detaljeret. “Nå ja,” sagde jeg, “lægernes yndlingseksempel på manglende 24

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 24

30-08-2017 10:27:24


hæmninger er manden der stiller sig op pisser midt på golfbanen. Men det er i frontallapperne at hele vores sociale og moralske adfærd befinder sig. Hvis frontallapperne bliver beskadiget, kan man opleve alle mulige former for ændret social adfærd – og så godt som altid til det værre. Pludselige anfald af voldelig og irrationel adfærd er de mest almindelige. Førhen venlige og betænksomme personer bliver grove og selvoptagede, også selv om deres intellekt kan være fuldstændig intakt. Personen med beskadiget frontallap er sjældent selv klar over det – hvordan kan ens “jeg” vide at det har forandret sig? Det har intet at sammenligne sig selv med. Hvordan skal jeg kunne vide om jeg er den samme som i går? Jeg må bare antage at det er tilfældet. Vores jeg er noget enestående og kan kun erkende os sådan som vi er her i det umiddelbare nu. Men for familierne er det forfærdeligt. De er de sande ofre. Tim, hvad vil du gerne opnå?” “Hvis vi tager noget af den ud og får lavet lidt plads, kan vi købe ham lidt længere tid,” svarede Tim. “Men vil operationen kunne rette op på hans personlighedsforandring?” “Altså, det er muligt,” sagde Tim. Jeg ventede et øjeblik med at svare. “Det tvivler jeg på,” bemærkede jeg så. “Men det er din patient. Og jeg har ikke selv undersøgt ham. Har du drøftet alt det her med ham selv og hans familie?” “Ja.” “Klokken er ni,” sagde jeg. “Lad os se hvad der sker på sengefronten og finde ud af om vi har lov til at gå i gang med at operere.” En time senere gik Tim og Samih i gang med at operere den rumænske kvinde. Det meste af tiden tilbragte jeg med at sidde på en taburet med ryggen op ad væggen og se hvordan Tim og Samih langsomt fik fjernet tumoren. Da de brugte mikroskop, blev lyset i operationsstuen dæmpet, og jeg døsede hen til de velkendte lyde og tyste dramaer på operationsstuen – anæstesimonitorernes bippen, respiratorens sukken, Tims beskeder til Samih og operationssygeplejersken, den hvislende lyd af sugeren som Tim brugte til at suge tumoren ud 25

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 25

30-08-2017 10:27:24


af kvindens hoved med. “Pincet … Adsons … diatermisk … Agnes, serviet, tak … Samih, vil du suge her … det bløder en smule … ha! Jeg fik den …” Jeg kunne også høre den sagte samtale mellem de to narkoselæger i den modsatte ende af operationsbordet hvor de sad på taburetter ved siden af anæstesimaskinen med dens computerskærm til at vise pigens vitale funktioner – det vil sige hendes hjerte- og lungefunktion. De viser sig som en række nydelige linjer i klare farver og med talangivelser i rødt, grønt og gult. I det fjerne, i forberedelsesområdet mellem operationsstuerne, lød der ind imellem latterudbrud og småsnak fra sygeplejerskerne – lutter gode venner af mig som jeg havde arbejdet sammen med i årevis – mens de klargjorde instrumenterne til de næste patienter. Kommer jeg til at savne det? spurgte jeg mig selv. Dette mærkelige, unaturlige sted som i så mange år har været mit hjem, et sted der er helliget at skære i levende kroppe og i mit eget tilfælde den menneskelige hjerne – uden vinduer, pinligt rent, med aircondition og skarp belysning, operationsbordet i midten under operationslamperne som to store skiver, omgivet af maskiner? Eller vil jeg når tiden om et par uger er inde, bare gå herfra uden nogen form for beklagelse? Engang for længe siden anså jeg hjernekirurgi for noget udsøgt – et billede på den fornemst tænkelige udnyttelse af både hånd og ånd, en kombination af kunst og videnskab. Jeg anså hjernekirurger – som har med hjernen at gøre, dette mirakuløse grundlag for alt hvad vi tænker og føler – for at være kolossalt kloge og i stand til at forstå meningen med livet. Som yngre havde jeg slet og ret accepteret det som en kendsgerning at hjernens fysiske materie frembringer bevidste tanker og følelser. Jeg anså hjernen for noget der kunne forklares og forstås. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg i stedet begyndt at erkende at vi absolut intet aner om hvordan fysisk materie kan føre til bevidsthed, tanker og følelser. Denne enkle kendsgerning har i stigende grad fået mig til at undres, men jeg er også blevet bekymret over erkendelsen af at min hjerne er et organ der ældes 26

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 26

30-08-2017 10:27:24


nøjagtig ligesom organerne i resten af kroppen. At mit “jeg” er ved at ældes og at jeg ikke har nogen mulighed for at finde ud af om det kan have forandret sig. Jeg betragter leverpletterne på den rynkede hud på mine hænder, de hænder hvis brug har været hovedtemaet i mit liv, og tænker på, hvordan min hjerne mon ville se ud på en hjernescanning. Jeg er bekymret for måske at komme til at udvikle den samme form for demens som min far døde af. Da han et par år før sin død fik foretaget en hjernescanning, viste hans hjerne sig at ligne en schweizerost – med store huller og tomrum. Jeg er godt klar over at min fortrinlige hukommelse ikke er hvad den har været. Jeg skal ofte anstrenge mig for at huske navne. Mit kendskab til neurologi betyder at jeg er berøvet den trøst der ligger i at kunne tro på liv efter døden i nogen som helst form og på genoprettelse af hvad jeg mister efterhånden som alderen får min hjerne til at skrumpe. Jeg ved godt at nogle neurokirurger stadig tror på en sjæl og et efterliv, men det er for mig at se udtryk for den samme kognitive dissonans som det håb de døende har om alligevel at kunne leve videre. Ikke desto mindre er jeg begyndt at finde en vis trøst i det forhold at min egen natur, mit jeg – det skrøbelige, bevidste jeg der skriver disse ord, og som tilsyneladende sejler så usikkert afsted hen over et ufatteligt, elektrisk-kemisk hav som det synker ned i hver nat når jeg sover, resultatet af millioner af års udvikling – er lige så stort et mysterium som universet selv, hvis ikke endnu større. Jeg har indset at det at have hjernen som speciale ikke siger noget som helst om livet – ud over at man kan blive fortvivlet over dets skrøbelighed. Jeg kommer ikke til at afslutte min karriere direkte desillusioneret, men på sin egen måde nok skuffet. Jeg har lært meget mere om min egen fejlbarlighed og kirurgiens brutalitet (selv om den ganske ofte er nødvendig) end om hvordan hjernen i virkeligheden fungerer. Men som jeg sad der og hvilede nakken op ad den kolde, rene væg på operationsstuen, kom jeg også til at fundere over om det ikke blot var trætte tanker hos en gammel kirurg på vej på pension. Kvindens tumor voksede på meningerne – det vil sige den læderagtige membran der omslutter hjernen og rygmarven – i den ne27

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 27

30-08-2017 10:27:24


derste del kraniet, også kendt som fossa cranii posterior. Den sad lige ved siden af en af de store blodåresække. Det er afløbslignende strukturer som konstant fjerner store mængder af mørklilla, deoxygeneret blod – blod som har været højrødt da det nåede frem til hjernen efter at være blevet pumpet op fra hjertet. Blodet udgør en fjerdedel af alt blod fra hjertet og ryger på få sekunder gennem hjernen hvor det bliver mørkere som følge af at hjernen fjerner ilten fra det. Det at tænke, opfatte, føle og kontrollere vores krop, hovedparten ubevidst, er energiintensive processer som drives af ilt. Der var en vis risiko for at fjernelsen af tumoren kunne rive hul på den tværgående blodåresæk med en fatal blødning til følge, så derfor vaskede jeg hænder og arme og hjalp under de sidste tyve minutter af operationen Tim med forsigtigt at brænde og skrælle tumoren væk fra siden af hjernen uden at rive hul på den. “Det kan vi efter mine begreber godt kalde en fuldstændig fjernelse,” sagde jeg. “Jeg tror ikke at jeg får tid til at tage mig af hr. Williams – ham med frontaltumoren,” sagde Tim. “Jeg har konsultation klokken et. Jeg er forfærdeligt ked af det. Er der nogen mulighed for at du kan tage dig af ham? Fjerne så meget tumor som muligt? Give ham den smule ekstra tid?” “Det bliver jeg vel nødt til,” svarede jeg, for jeg brød mig ikke om at skulle operere patienter som jeg ikke selv havde talt det igennem med i detaljer, og var overhovedet ikke sikker på at operation i virkeligheden var i patientens interesse. Så Tim drog afsted til sin ambulantkonsultation, og Samih afsluttede operationen ved at fylde hullet i pigens kranium ud med hurtigttørrende implantatcement og sy hovedbunden sammen. En time senere blev hr. Williams kørt ind i anæstesilokalet ved siden af operationsstuen. Han var i fyrrerne, mener jeg, og havde et lille overskæg og et blegt, lettere vagt udtryk i ansigtet. Han må have været meget høj, for hans fødder i de obligatoriske hvide støttestrømper med bare tæer stak ud over kanten af båren. “Jeg er Henry Marsh, chefkirurg,” sagde jeg og så ned på ham. 28

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 28

30-08-2017 10:27:24


“Aha,” sagde han. “Jeg går ud fra at Tim Jones allerede har forklaret Dem det hele?” spurgte jeg. Det varede længe før han svarede. Det så ud som om han var nødt til at tænke sig virkelig godt om før han svarede. “Jo.” “Er der noget De gerne vil spørge mig om?” sagde jeg. Han fnisede, og så fulgte der endnu en lang pause. “Nej,” svarede han til sidst. “Nå, men lad os så komme i gang,” sagde jeg til narkoselægen og gik ud af lokalet. Samih ventede på mig i operationsstuen ved siden af fladskærmene på væggen hvor vi kan se vores patienters hjernescanninger. Han havde allerede hr. Williams’ scanninger oppe på skærmene. “Hvad bør vi gøre?” spurgte jeg ham. “Altså, hr. Marsh, den er alt for omfattende til at fjerne. Vi kan ikke gøre andet end at tage en biopsi, bare tage et lille stykke af tumoren ud til diagnose.” “Jeg er enig, men hvilke risici er der i forbindelse med en biopsi?” “Den kan medføre blødning eller infektion.” “Andet?” Samih tøvede, men jeg ventede ikke på svaret. Jeg forklarede ham at hvis hjernen er hævet og man kun fjerner et lille stykke tumor, kan man rent faktisk komme til at gøre hævelsen værre. Patienten kan dø efter selve operationen som følge af at hjernen “inkarcerer”; det vil sige at den hævede hjerne klemmer sig ud fra den begrænsede plads inde i kraniet og bliver kegleformet der hvor den tvinges gennem åbningen i et hulrum i kraniet kendt som lillehjerneteltet. Hvis denne proces ikke opdages i tide, er den uundgåeligt fatal. “Vi er nødt til at fjerne tilstrækkelig meget tumor til at der er plads til hævning efter operationen,” sagde jeg til Samih. “Ellers er det blot at lege med ilden. Tim sagde da også at han havde tænkt sig at fjerne så meget af tumoren, der skulle til for at forlænge hans liv en smule. Hvilken slags snit vil du foretrække at lægge?” 29

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 29

30-08-2017 10:27:24


Vi diskuterede de tekniske forhold i forbindelse med at åbne hovedet på hr. Williams, alt imens vi ventede på at narkoselægerne skulle blive færdige med at lægge ham i narkose og få forbundet de nødvendige drop og slanger og monitorer med hans bevidstløse krop. “Få lukket hovedet op på ham,” sagde jeg til Samih, “og kald så på mig når du er nået ind til hjernen. Jeg er i de røde sofaer.” Scanningen havde vist at stort set hele venstre frontallap i hr. Williams’ hjerne var angrebet af tumoren der på scanningen fremstod som en hvid sky i færd med at brede sig ud i hans grå hjerne. Denne type tumor vokser ind i hjernen i stedet for at presse den til side, således at tumorcellerne presser sig ind i hjernens bløde væv og baner sig vej mellem den hvide materies nervefibre og den grå materies hjerneceller. Ofte kan hjernen blive ved med at fungere et stykke tid selv om tumorcellerne er ved at gnave sig ind i den ligesom borebiller i en træbygning, men nøjagtig ligesom bygningen altid falder sammen til sidst, gør hjernen det også. Jeg lagde mig på den røde lædersofa i neurokirurgernes opholdslokale, som altid en smule nervøs ved udsigten til at skulle operere, og længtes efter at gå på pension og slippe væk fra al den menneskelige elendighed som jeg i så mange år har været tvunget til at bevidne, samtidig med at jeg også gruede for at skulle væk. Jeg begynder helt forfra, sagde jeg endnu engang til mig selv, men jeg er ved at løbe tør for tid. Telefonen ringede for at kalde mig tilbage på stuen. Samih havde udført en nydelig frontal kraniektomi i venstre side. Hr. Williams’ pandehud var blevet skåret fri af kraniet og foldet forover ved hjælp af klips og sterile elastikker. Hans hjerne virkede normal, om end en smule ‘fyldig’, neurokirurgernes betegnelse for en hævet hjerne, og bulnede en smule ud af den åbning som Samih havde savet i kraniet. “Vi kan ikke tage fejl af den, vel?” sagde jeg til Samih. “Tumoren er simpelthen for omfattende. Men hjernen er lidt fyldig – vi bliver nødt til at tage pænt meget ud for at være sikre på at han klarer sig gennem perioden efter operationen. Hvor vil du begynde?” 30

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 30

30-08-2017 10:27:24


Samih pegede med sin suger på midten af det blottede stykke overflade af hjernen. “Midterste frontale gyrus?” spurgte jeg. “Javist, det er en mulighed, men lad os lige kaste et blik på scanningen.” Vi gik de tre meter tværs gennem lokalet hen til computerskærmene. “Se der sidder kilebensvingen”, sagde jeg til Samih. “Vi bør nok gå ind lige over den, men da hans hjerne bulner en smule ud, er du nødt til at gå en anelse dybere ind i hjernen end man skulle tro ud fra scanningen.” Vi vendte tilbage til operationsbordet, og Samih brændte en lille streg hen over hr. Williams’ hjerne med diatermitang – en tang med elektriske spidser som vi bruger til at kauterisere blødende væv med. “Lad os få mikroskopet ind,” sagde jeg, og da sygeplejerskerne havde fået mikroskopet i stilling, begyndte Samih forsigtigt at trænge nedad med sugeren og diatermitangen. “Det ser normalt ud, hr. Marsh,” sagde Samih en smule nervøst. Selv om der altid er alle mulige slags kontrol og dobbeltkontrol for at sikre at vi har åbnet den rigtige side af patientens hoved, bliver jeg i sådanne situationer altid grebet af et øjebliks total panik og er nødt til hurtigt at forvisse mig om at vi nu også opererer i den korrekte side – i dette tilfælde venstre side – af hr. Williams’ hjerne. “Altså, problemet med lav-grads tumorer er at de kan ligne og føles som normal hjerne. Jeg tager lige over.” Forsigtigt gik jeg i gang med at mærke efter og prikke til den arme mands hjerne. “Jo, den synes og føles fuldstændig normal,” sagde jeg med en svagt utilpas fornemmelse mens jeg gennem mikroskopet betragtede den glatte og uplettede, hvide materie. “Men vi må være inde i tumoren – der er simpelthen så meget af den på skærmen.” “Selvfølgelig er vi det, hr. Marsh,” sagde Samih respektfuldt. “Ville billedstyring eller et frossent snit have være bedre?” Dette er teknikker der havde kunnet forsikre mig om at jeg befandt mig det rigtige sted. Rent rationelt vidste jeg godt at jeg måtte være inde i tumoren – i hvert fald i hjernevæv som tumoren havde 31

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 31

30-08-2017 10:27:24


bredt sig til – men mandens hjerne synedes og føltes så normal at det var mig umuligt at fortrænge frygten for at der var sket en bizar fejltagelse af en slags. Måske stod der det forkerte navn på hjernescanningen, eller også havde det slet ikke været en tumor til at begynde med, og problemet var gået væk af sig selv siden hjernescanningen blev foretaget. Tanken om at fjerne normalt hjernevæv – så usandsynlig den end måtte være – var rædselsvækkende. “Nå, du har sikkert ret, men nu er det for sent, nu, hvor jeg er gået i gang, er det umuligt at standse,” sagde jeg til Samih. “Jeg bliver nødt til at fjerne en masse normalt udseende hjerne for at forhindre ham i at hæve og dø efter operationen.” Der skal nærmest intet til for at få hjernen til at hæve, og hr. Williams’ hjerne var allerede forstørret i faretruende grad og begyndt at bulne ud ad hans åbnede kranium. Ved afslutningen af en kraniotomi – det lægefaglige udtryk for at åbne hovedet på en person – bliver kraniet lukket med små metalskruer og plader og hovedbunden syet på plads hen over det. Kraniet bliver på ny en lukket beholder. Hvis der indtræder meget alvorlig post-operativ hævelse som reaktion på indgrebet, vil trykket i kraniet stige til et kritisk niveau, hjernen vil, de facto, blive kvalt og patienten dø. Et indgreb, især når man som i hr. Williams’ tilfælde opererer inde i selve hjernemassen og er ude af stand til at fjerne hele tumoren, vil uundgåeligt medføre hævelse, og det er altid afgørende at få fjernet tilstrækkelig meget tumor – for dermed at få skabt plads inde i kraniet til hævelsen. På den måde bliver trykket inde i patientens hoved efter operationen ikke faretruende højt. Men man er altid bekymret for måske at have fjernet for meget tumor, således at patienten vil vågne op med hjerneskade og dårligere end før operationen. Jeg kan huske to tilfælde – begge unge kvinder – fra min karrieres første år hvor jeg som følge af manglende erfaring var overdrevent forsigtig og ikke fik fjernet tilstrækkelig meget tumor. De døde begge mindre end et døgn efter indgrebene som følge af at hjernen hævede efter operationen. Jeg lærte at være modigere fremover i tilsvarende tilfælde – i praksis at løbe større risici når jeg opererede denne type 32

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 32

30-08-2017 10:27:24


tumorer, for de to kvinders død havde lært mig at risikoen ved ikke at fjerne tilstrækkelig meget tumor var endnu større. På den anden side var begge tumorerne ondartede, og selv hvis operationerne havde været vellykkede, havde patienterne haft en dyster fremtid foran sig. Når jeg nu tredive år senere ser tilbage efter siden da at have oplevet så mange mennesker dø af ondartede hjernetumorer, virker disse to tragiske tilfælde ikke helt så katastrofale som dengang. Værre end det her bliver det næppe, tænkte jeg med afsky, mens jeg til akkompagnement af sugerens obskøne slubren begyndte at fjerne flere kubikcentimeter af hr. Williams’ hjerne. Hvad ærefuldt er der i det her? Denne grove og primitive operation. Denne ondsindede tumor der er ved at ændre selve mandens væsen og ødelægge både ham og hans familie. Det er på tide at gå. Mens jeg i mikroskopet så mine usynlige hænder kontrollere sugeren og arbejde løs inde i den armes mands hjerne i et forsøg på at lokke og trække tumoren ud, mindede jeg mig selv om at jeg før i tiden ikke ville være gået i panik. Jeg ville bare have trukket på skuldrene og være fortsat. Men nu hvor min karriere som kirurg nærmede sig sin afslutning, kunne jeg mærke mange års psykologiske forsvarsværker begynde at falde og efterlade mig lige så nøgen som mine patienter. Af bitter erfaring med andre tilfælde mage til hr. Williams’ var jeg godt klar over at det bedste resultat for manden ville være at dø under operationen – men det følte jeg mig ude af stand til at lade ske. Jeg kendte udmærket kirurger der i en fjern fortid havde gjort netop det, men vi lever i anden verden i dag. I situationer som denne hader jeg mit arbejde. Vores tankers fysiske karakter, den ufattelige enhed af sind og hjerne, er ikke længere et ærefrygtindgydende mirakel, men i stedet en ondskabsfuld og obskøn vittighed. Jeg tænker på min far der døde langsomt af demens, og på hans hjernescanning, og jeg betragter den rynkede gammelmandshud på mine hænder som jeg kan se selv gennem gummiet på mine operationshandsker. Efterhånden som jeg fortsatte med sugeren, begyndte hr. Williams’ hjerne langsomt at synke tilbage i kraniet på igen. 33

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 33

30-08-2017 10:27:24


“Der er plads nok nu, Samih,” sagde jeg. “Vær rar at lukke. Jeg går ud og finder hans kone.” Senere på dagen gik jeg op på intensivafdelingen for at tilse de nyopererede patienter. Den unge rumænske kvinde havde det fint, om end hun virkede bleg og lettere rystet. Sygeplejersken for enden af hendes seng kiggede op fra den bærbare computer hun var ved at taste data ind på, og fortalte mig at alt var som det skulle være. Hr. Williams lå tre senge længere henne i rækken af intensivpatienter. Han sad ret op og ned, var lysvågen og stirrede lige ud i luften. Jeg satte mig hos ham og spurgte hvordan han havde det. Han vendte sig om og så på mig uden at sige noget et stykke tid. Det var ikke til at afgøre om hans sind var helt tomt eller om han kæmpede med at få styr på tankerne i sin forstyrrede, tumorbefængte hjerne. Det var endda også vanskeligt at afgøre hvad “han” nu var blevet til. Engang ville jeg ikke have ventet nær så længe på at få svar. Mange af mine patienter har – nogle gange permanent, andre gange forbigående – mistet sproget eller evnen til at tænke, og der er grænser for hvor længe man kan holde ud at vente. Men i dette tilfælde, måske fordi jeg godt var klar over at det aldrig ville overgå mig igen, og måske også som en tavs undskyldning til alle de patienter jeg i tidens løb må have skyndt mig videre fra, blev jeg siddende stille i hvad der føltes som meget lang tid. “Skal jeg dø?” spurgte han pludselig. “Nej,” sagde jeg, forskrækket over at han åbenbart alligevel lod til at være klar over hvad der foregik. “Og hvis det var tilfældet, kan jeg love dig at jeg ville sige det. Jeg fortæller altid mine patienter sandheden.” Det måtte han have forstået, for han begyndte at le, en sær og malplaceret latter. Nej, du skal ikke dø lige nu, tænkte jeg ved mig selv, det bliver meget værre endnu. Jeg blev siddende hos ham lidt længere, men han lod ikke til at have mere at sige. Næste morgen ventede Samir som sædvanlig på mig klokken halv otte ved sygeplejerskeskranken. Han var en yngre læge af den gamle 34

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 34

30-08-2017 10:27:24


skole og kunne ikke forestille sig ikke at være på hospitalet når jeg var der. Da jeg selv var yngre læge, var det utænkeligt at jeg skulle forlade bygningen før min overlæge, men i den nye verden af skifteholdslæger er lægeuddannelsens gamle mesterlære stort set forsvundet. “Hun er inde på samtalestuen,” sagde han. Vi gik hen ad gangen, og jeg satte mig ned over for fru Williams. Jeg præsenterede mig. “Jeg beklager at vi ikke har truffet hinanden før. Det var egentlig Tim der skulle have opereret, men det endte så med at blive mig. Jeg er bange for at der ikke er gode nyheder. Hvad har Tim fortalt Dem?” Som læge bliver man vant til at tale til patienter og deres familier mens de betragter én så intenst at det kan føles som at få hamret søm ind i sig, men fru Williams smilede bare bedrøvet. “At det var en tumor. At det ikke var muligt at fjerne den hele. Min mand var højt begavet, forstår De,” tilføjede hun. “De ser ham ikke fra hans bedste side.” “I tilbageblik, hvornår mener De så selv at der begyndte at være noget galt?” spurgte jeg blidt. “For to år siden,” sagde hun uden at betænke sig. “Vi er begge to gift for anden gang – vi blev gift for syv år siden. Han var et dejligt menneske, men for to år siden begyndte han at forandre sig. Han var ikke længere den jeg havde giftet mig med. Han begyndte at lave mærkelige, ondskabsfulde numre med mig …” Jeg forsøgte ikke at få hende til at uddybe det. “Det blev så slemt,” fortsatte hun, “at vi mere eller mindre havde besluttet os for at gå fra hinanden. Og så begyndte anfaldene …” “Har De børn?” spurgte jeg. “Han har en datter af første ægteskab, men vi har ingen børn sammen.” “Jeg er bange for at jeg må fortælle Dem at behandlingen ikke kan gøre ham rask,” sagde jeg meget langsomt. “Vi kan ikke omgøre personlighedsændringen. Vi kan næppe gøre andet end at forlænge hans liv, og han kan muligvis godt leve videre i flere år, men han vil gradvis få det værre.” 35

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 35

30-08-2017 10:27:24


Hun så på mig med et dybt fortvivlet udtryk – hun kan kun have håbet at operationen ville omgøre fortidens rædsler og få hendes mareridt til at høre op. “Jeg troede at det var ægteskabet der var mislykkedes,” sagde hun. “Hele hans familie bebrejdede mig det.” “Det var tumoren,” sagde jeg. “Det forstår jeg nu,” svarede hun. “Jeg ved ikke hvad jeg skal tro …” Vi talte videre lidt endnu. Jeg forklarede at vi var nødt til at afvente patologirapporten om det jeg havde fjernet. Jeg sagde at der var en lille mulighed for at jeg blev nødt til at operere igen såfremt analysen viste at jeg havde overset tumoren. Den eneste yderligere mulige behandling var stråling, og så vidt jeg kunne afgøre, var der ingen udsigt til at han ville få det spor bedre af den. Jeg efterlod hende inde på den lille samtalestue sammen med en af sygeplejerskerne – jeg vil helst tro at familierne til mine patienter foretrækker at vente med at græde til jeg har forladt lokalet, men måske er det blot ønsketænkning fra min side – måske ville de i virkeligheden helst have at jeg blev. Samih og jeg gik tilbage hen ad gangen. “Nå ja,” sagde jeg, “i det mindste var ægteskabet ved at gå i opløsning, så på den måde var det vel en smule lettere for hende, men hvordan kan man overhovedet sige noget om hvordan man skal håndtere den slags?” Jeg tænkte på opløsningen af mit eget første ægteskab femten år tidligere, og hvor ondskabsfuldt og tåbeligt min kone og jeg havde opført os over for hinanden. Ingen af os havde haft frontale hjernetumorer, om end jeg godt kan undre mig over hvilke dybe og ubevidste processer der dog kan have styret vores adfærd. Min daværende psykiater opfordrede mig til i højere grad at indtage en iagttagerrolle, men jeg var ganske enkelt ude af stand til at hæve mig op over den rasende intensitet i mine følelser ved at blive tvunget ud af mit eget hjem som jeg endda havde bygget store dele af med mine egne hænder. Som følge af denne rædsomme periode føler jeg at have opnået 36

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 36

30-08-2017 10:27:24


et vist mål af visdom og selvkontrol, men jeg kan også godt gribe mig i at overveje om det til dels simpelthen skyldes at de følelsesmæssige kredsløb i hjernen er begyndt at blive langsommere med alderen. Jeg gik hen for at tilse hr. Williams. Da jeg mødte ind på afdelingen, havde sygeplejerskerne fortalt mig at han i nattens løb havde prøvet at stikke af, og at de havde været nødt til at holde døren til afdelingen låst. Det var en smuk morgen, og solens lave stråler stod ind ad afdelingens østvendte vinduer ud mod skifertagene i det sydlige London. Han stod henne foran vinduet i sin pyjamas. Jeg bemærkede at der var bamser på den. Han havde armene strakt ud til siden som for at byde solen velkommen. “Hvordan har De det?” sagde jeg og betragtede hans let hævede pande med det nydeligt krumme snit hen over hans barberede baghoved. Han svarede ikke og sendte mig bare et vagt, kryptisk smil hvorefter han langsomt sænkede armene og høfligt gav hånd uden at sige et ord. To dage senere kom patologirapporten og bekræftede at samtlige de prøver jeg havde sendt var infiltreret af en langsomt voksende tumor. Da hr. Williams næppe ville kunne klare sig i sit hjem, og det havde lange udsigter at finde nogen form for langtidsindlæggelse af ham, gav jeg derfor mine reservelæger besked på at sende ham tilbage til det lokale hospital hvor han oprindelig var taget hen da de epileptiske anfald begyndte. De pågældende læger og sygeplejersker blev nødt til selv at finde en løsning på problemet. At tumoren ville være dødbringende, var der ingen tvivl om, men det var umuligt at sige om det var et spørgsmål om måneder eller mere. Da jeg tidligt næste morgen gik stuegang, konstaterede jeg at der lå en anden patient i hans seng og at hr. Williams var borte.

bog0181-Hverken-solen-eller-døden.indd 37

30-08-2017 10:27:24


OM GØR IKKE SKADE „ … en suveræn bedrift.“ I A N M C E WA N

KARL OVE KNAUSGÅRD

„En forbløffende erindringsbog … Et fremragende og uforglemmeligt værk.“ INDEPENDENT

„Hvert kapitel er som at gå på en udspændt line …“ DA I LY M A I L

Hele sit professionelle liv har Henry Marsh stået på kirurgiens frontlinje, som han beskriver i sin første bog, bestselleren Gør ikke skade. Han har båret det tunge ansvar, der følger med bogstavelig talt at stå med andre menneskers liv i sine hænder. Og har oplevet både sejre og knusende tab. Efter at have trukket sig tilbage rejser Marsh nu til Nepal og Ukraine for at operere og hjælpe lægerne der. Oplevelserne og udfordringerne under de eksotiske himmelstrøg sætter hans eget liv som læge i perspektiv. Hvad har han lært af 40 års intens beskæftigelse med den menneskelige hjerne? Og af sin livslange passionerede gerning inden for både det vestlige og østlige sundhedssystem?

„Elegant, delikat, farlig og dybt meningsfuld.“ S U N DAY T I M E S

„Opslugende … [Marsh] skriver med usædvanlig styrke og oprigtighed.“ N E W YO R K T I M E S

★★★★★ „En stor læseoplevelse og en skarp samtidsdiagnose … En dybt inspirerende bog.“ K R I S T E L I G T DAG B L A D

★★★★★★ „Gudbenådet formidler … En sjælden læseoplevelse. Vidunderlig.“ JYLLANDS -POSTEN

Samtidig går hans eget liv på hæld. Og al hans lægelige indsigt og viden mildner ikke bekymringerne for, hvad alderdommen bringer, og hvilken død han går i møde. De svar og den dybere forståelse, han søger, gælder pludselig også ham selv. I samme poetiske og indsigtsfulde, men også kompromisløst ærlige tone som i sin første bog gør Marsh status. Mens han forsøger at sætte skik på en tilgroet have ned til floden uden for Oxford, kredser hans tanker om meningen med livet og døden – den død, man ligesom solen ikke kan se direkte på.

HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN

„Sand oprigtighed på et uventet sted.“

DA I LY T E L E G R A P H

H E N RY M A R S H

„ Jeg ville ønske denne bog ikke sluttede.“

Af forfatteren til Gør ikke skade

HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN

HENRY MARSH studerede statskundskab, filosofi og økonomi ved Oxford University, før han – angiveligt på grund af kærestesorg – afbrød studierne og begyndte at studere medicin ved Royal Free Hospital i London. Han blev medlem af Royal College of Surgeons i 1984 og udnævnt til overlæge i neurokirurgi ved Atkinson Morley’s/St. George’s i 1987. I 2016 udkom erindringsbogen Gør ikke skade, der tog læserne og anmelderne med storm. Marsh er desuden portrætteret i de to prisvindende dokumentarfilm Life in your hands og The English Surgeon (Netflix).

Indrømmelser

H E N RY M A R S H Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk

Hverken solen eller døden  

Hele sit professionelle liv har Henry Marsh stået på kirurgiens frontlinje, som han beskriver i sin første bog, bestselleren Gør ikke skade....

Hverken solen eller døden  

Hele sit professionelle liv har Henry Marsh stået på kirurgiens frontlinje, som han beskriver i sin første bog, bestselleren Gør ikke skade....

Advertisement