Heroine

ERIE

ERK

N

H

U

LESS

LÆS OGSÅ:

★★★★★★

„Godt skruet sammen. De to forfattere kan deres kram.“ FYENS STIFTSTIDENDE

♥ ♥ ♥ ♥ POLITIKEN EN BELEJRET FORSTAD. EN FORSVUNDEN KVINDE. EN TIDSFRIST PÅ 24 TIMER.

Kriminelle bander har overtaget stockholmforstaden, Stallhagen.

Metroen er brændt ned, og ambulancer og politi kører ikke længere ind i området. Men da en video af en ung mishandlet kvinde, der er blevet efterladt for at dø, kommer i omløb på de sociale medier, kræver offentligheden handling. Helt alene begiver kriminalinspektør Zack Herry sig ind i forstaden for at finde frem til kvinden, inden det er for sent. Men mørke kræfter arbejder i det skjulte for at sætte ham på sit livs prøvelse.

HEROINE ER FJERDE, FRITSTÅENDE BIND i den kritikerroste Herkulesserie, som har solgt over 200.000 bøger i hjemlandet Sverige.

★★★★★★

„Svenske Zack er lige så god som norske Hole.“ JYSK-FYNSKE MEDIER

MONS KALLENTOFT

Har et stort forfatterskab bag sig med over 2,5 millioner solgte bøger verden over.

ISBN 9788740015300

KRIMI

POLITIKENS FORLAG

MARKUS LUTTEMAN Er jounalist og forfatter med en række stærke nonfiktiontitler i bagagen.

Kallentofts finkalibrerede sprog og Luttemans sans for skarptskårne historier og høj fart sætter scenen for Herkulesserien, der hyldes verden over.

Af samme forfattere i Herkulesserien: Zack, 2014 Leon, 2015 Bambi, 2017

Mons Kallentoft & Markus Lutteman

PĂĽ dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Politikens Forlag

Hvem skal tømme stalden for den utÌmmede ondskab?

Hvem skal befri den fangne kvinde?

Hvem søger sandheden om sig selv?

Vor helt, vor helt, vor helt.

SØNDAG DEN 18. SEPTEMBER

20.13

Tågen har lagt sig som en betonmur mellem Javad Jafadi og verden omkring ham. Den bølger ind over Järva-området, over de store veje og indfaldsvejen til Stallhagen. Tætte, hvide striber nærmest som en kold påmindelse om den usynlige grænse, der har været der længe. En grænse, man aldrig kan overskride.

Javad skifter stilling på stenen oppe på bakken. Sætter sig på den slidte fodbold for ikke at mærke kulden trænge op gennem træningsbukserne.

Et par meter væk, midt på bakken, rager det gamle vandtårn op fra jorden som en gigantisk giftig paddehat. Tres meter højt. Så bredt forneden, at Javads skoleklasse ikke engang kunne nå halvvejs rundt om det, da læreren bad eleverne om at slå ring om tårnet uden at slippe hinandens hænder.

En regndråbe rammer hans næsetip, og den elleveårige dreng kigger op mod den mørke himmel og kan ane de tunge skyer højt oppe.

En blinkende prik bevæger sig langsomt nedad gennem mørket, et fly under indflyvning til Bromma. På den anden side af lufthavnen ser luften ud til at glitre let i tågen. Dér ligger det rigtige Stockholm, en mystisk drøm fuld af lys. En anden verden, uden for rækkevidde for sådan nogle som ham.

En sirene i det fjerne får Javad til at rette blikket mod hovedvej E18. Han kan skimte de blå blink langt ude i disen, følger dem nøje 5

med blikket, stikker hånden ned i bukselommen og tager mobiltelefonen op. Men politibilen sagtner ikke farten ved indfaldsvejen til Stallhagen, drøner bare gennem rundkørslen og videre vestpå.

Javad stikker telefonen ned i lommen igen, vender ryggen til vejen og spejder ud over Stallhagen.

Bakken med vandtårnet ligger lidt for sig selv, som Stallhagens sidste udpost. Afskærmet fra resten af forstaden af Igelbäcksleden, der løber i en bred bue for foden af bakken. På den anden side af vejen breder en stor, øde parkeringsplads sig ud foran Stallhagstorget, som er indrammet af fire lave bygninger.

Enkelte biler holder spredt ud over parkeringspladsen, og langs en sodsværtet, graffitibemalet mur holder et par udbrændte køretøjer, som ingen tilsyneladende har gidet bugsere væk.

Javad og hans bedste ven Omran plejede at lege i sådan nogle bilvrag hjemme i Aleppo. De legede, at de kørte om kap i Formel 1. Men han havde aldrig troet, at der også ville være udbrændte biler i Sverige.

Der er meget, han ikke havde troet, der ville være her.

Han rejser sig og forsøger at snurre fodbolden rundt på den ene finger. Tæerne er stivnet inde i hans fugtige sneakers, men det gør ingenting. Han nyder ensomheden heroppe. Roen, stilheden.

Derhjemme er der for varmt, for rodet, for støjende.

Ni personer i en treværelses lejlighed.

Hans far havde sagt, at den anden familie kun skulle bo der midlertidigt. Nu har Javad delt værelse med deres snottede femårige i over tre måneder.

Og så babyen, der har kolik. Og hans far, der skruer endnu højere op for fjernsynet for at overdøve skrigeriet.

Javad kan se stuen herfra, på ellevte etage i et af de mange højhuse på den anden side af torvet. I rette vinkler tårner de sig op længere inde i Stallhagen, identiske fjortenetagesblokke, der danner labyrinter omkring baggårde, hvor bænke og legepladser længe har været så smadrede, at de slet ikke kan bruges længere. Det hele er stift, dystert og kantet, som et gråtonet Minecraft-landskab.

6

En bil med defekt forlygte kommer kørende ad Igelbäcksleden.

Det ser ud til at være Massouds far i sin rustne Saab.

Javad følger åndsfraværende bilen med blikket, mens den glider langs den enorme, indhegnede byggeplads, der breder sig som et åbent sår over hele kvarteret til højre for torvet. Stedet, hvor ‘Det Store Løft’ skal finde sted.

Oplyste kæmpeskilte viser, hvordan det er tanken, at kvarteret skal se ud i fremtiden: moderne rækkehuse med solceller på taget og velholdte haver med små drivhuse og æbletræer.

Men den bekostelige udbygning af Stallhagen blev indstillet, før arbejdet overhovedet var gået i gang, og i grusgraven vokser kun tidslerne og dyngerne af affald.

Han spekulerer på, om det mon passer, at iranerne begravede en fyr levende dernede i sidste uge. Som de vildeste ISIS-typer.

Javad trækker lynlåsen på den sorte hættetrøje helt op, sætter sig på bolden igen og folder armene over kors på brystet. Han skulle have hugget en dunjakke i stedet. Men dem hang der ingen af uden for kineserbiksen i Tensta.

Endnu en regndråbe rammer hans ansigt, og så én til, og han lader sig glide ned fra den store udkigssten og søger ly under vandtårnet.

En lille bæk af vand siver ud fra en sprække højt oppe i betonen, og i ansigtshøjde har en eller anden spraymalet Enola Gay, navnet på det fly, der kastede den første atombombe over Hiroshima.

Javad læste om det i skolen hjemme i Syrien, umiddelbart efter at krigen brød ud, og kunne ikke glemme det igen. Så snart han hørte jagerflyene nærme sig, var han skrækslagen for, at et af dem ville smide netop sådan en bombe over hans eget hus. En bombe, der udviklede så stor varme, at huden ville smelte på ham selv og alle, han kendte.

Han spejder op mod vandtårnets tragtformede top og tænker, at det måske er en paddehattesky, den skal ligne. Skyen efter en atombombe – den, der jævner alt med jorden.

Lyden af en bilmotor tager til i styrke, og han genoptager sit arbejde. At holde udkig. Hele tiden holde udkig. Det er hans op7

gave. Hvis han klarer den godt, har de ældre drenge lovet ham en iPhone 7 inden nytår.

Bilen forsvinder ind mellem højhusene, og han retter blikket tilbage mod torvet. Gennem portalen, der vender ud mod parkeringspladsen, ser han en dør gå op nær nedgangen til metroen og en sprække af lys finde ud i mørket som en skarp kniv. En kvinde kommer ud, låser døren og bevæger sig væk derfra.

Han ved, hvem hun er, og en varme breder sig i hans bryst, da han ser hende gå over mod parkeringspladsen.

Heroine.

Hun hedder noget andet, men alle kalder hende det.

Heroine – heltinden.

Hende, der altid smiler, når hun ser ham. Standser op og snakker. Forsøger at forstå.

Og omfavner ham, ligesom hans mor gjorde.

Ikke tænke på det nu.

I stedet koncentrerer han sig om at følge Heroine med blikket.

Hun er nået næsten hele vejen hen over torvet, da hun standser op og roder rundt i sin håndtaske. Hun ser ikke ud til at finde, hvad hun søger, og vender om og går tilbage mod indgangen.

Hun må have glemt noget, tænker han. Et vigtigt dokument måske. Eller sine bilnøgler.

Han prøver at finde hendes røde Hyundai på parkeringspladsen, og da får han øje på de andre.

Fire personer, krøbet sammen bag en papircontainer.

De ser ud til at vente på nogen.

Hende.

20.19

Med raske skridt krydser Helene Svensson torvet på vej tilbage til lokalcenteret. Ikke på grund af regnen, eller fordi hun er bange, det er hun næsten aldrig, men fordi hun ikke bryder sig om unødige omveje. Som den her, hvor hun er nødt til at gå tilbage for at hente bilnøglen, som hun havde glemt.

Hun har stadig ikke vænnet sig til at være så afhængig af bilen og tager meget hellere metroen. Men stationen har været lukket i snart to måneder, lige siden nogen spærrede billetekspedientens dør, hældte flere liter benzin ind gennem billetlugen og satte ild til.

Ekspedienten havde begået den store fejl at tale med politiet efter en grov voldsepisode på perronen et par måneder inden. Eller, talt og talt – han havde bare svaret svævende på et spørgsmål.

Ja, det kan godt være, jeg så Behrang Quraishi gå igennem krydsbommene den søndag, men jeg kan ikke huske hvad tid.

Det var til gengæld nok. Behrang Quraishi, der blev idømt to års fængsel for voldsepisoden, havde forlangt at se forundersøgelsesrapporten, læst billetekspedientens svar og udmålt en passende straf.

Alle vidste, at det var det, der var sket, og ingen talte med politiet.

Hvem ville risikere at blive brændt levende?

Ekspedientens liv havde ingen brandmænd i hele verden kunnet redde. Men måske kunne de have forhindret ilden i at brede sig, 9

hvis ikke de havde måttet afvente politieskorte. Måske havde hele metrostationen så ikke behøvet at stå i lys lue, da de omsider nåede frem.

Politikerne i lokalnævnet lovede, at renoveringen af stationen ville blive indledt snarligt, men intet entreprenørfirma har endnu villet påtage sig opgaven. Risiciene for medarbejderne betragtes som for store. Vil man med metroen, må man derfor spadsere sydpå til Tensta eller nordpå til Husby.

Det står næsten lige så slemt til med busserne. Efter at to buschauffører i løbet af kort tid var blevet truet med pistol af en teenager, der forlangte at køre uden billet, er Storstockholms Lokaltrafiks busser holdt op med at køre ind i bydelen. Vil man med bussen, må man gå hen til stoppestedet ved hovedvej E18. Det tager mindst tyve minutter.

Stemmer, der skændes på swahili, når Helene fra et åbent vindue i nærheden, og så er hun henne ved døren til lokalcenteret. Hun fisker nøglen op af sin håndtaske og prøver at få den ind i låsen, men kan næsten ikke se, hvad hun selv laver. Butiksruderne, der kunne have spredt deres lys over fortovet, er dækket til med jerngitre.

Hun tager mobillommelygten til hjælp og får endelig døren op.

Den velkendte lugt af fugt og dårlig udluftning slår hende i møde.

Tessans skrivebord og kontorstol står stadig urørte. Arbejdsformidlingen har ikke fået én eneste ansøgning til den ledige stilling.

Helenes eget skrivebord roder, og på væggen bag kontorstolen hænger hendes indrammede certifikat fra socionom-uddannelsen og diplomet, der viser, at hun har en ph.d. i integration.

Ikke så ringe for en otteogtyveårig fra Mälarhöjden, plejer hun at sige for at peppe sig selv op. I det mindste sidder jeg da ikke i en eller anden røvsyg bankfilial.

Hun går uden om skrivebordet, trækker den øverste skuffe ud og tager bilnøglen op. Kommer til at vælte en indrammet artikel, der står på bordet.

ENGLEN I GHETTOEN Helene kæmper for dem, samfundet svigter 10

Over overskriften er et stort billede fra gallafesten Svenske Helte, hvor hun smilende holder en blomsterbuket op.

Hun er glad for billedet. Vild med, at det lykkedes frisøren for en gangs skyld at få hendes lyse hår til at ligge glat og falde flot ned mod skuldrene.

Hendes blå øjne stråler usædvanlig klart, læbestiften får de tynde læber til at se fyldige ud, og den røde kjole sidder smækkert om hendes slanke krop. Så forskelligt fra det tøj, hun plejer at gå med, som for eksempel nu: jeans, sneakers og en halvlang camouflagemønstret jakke i kanvasstof. I Stallhagen må hun hverken se for blød ud eller være det.

Hun rejser den indrammede artikel op igen. Tænker på, hvor mange der gerne ville sole sig i glansen, da hun modtog prisen, og hvor få der viste sig villige til at smøge ærmerne op og gøre noget, da først projektørerne var blevet slukket igen.

Helene forlader lokalet, låser døren og går endnu en gang hen over torvet. Regnen er taget til i styrke, og engleskulpturen i det lille springvand midt på torvet ser ud til at græde.

Englens vinger er bredt ud, men hendes hoved er sænket, som om hun forgæves forsøger at flygte herfra.

Et passende symbol for Stallhagen, tænker Helene.

Hun lægger statuen bag sig og er hurtigt henne ved den hæslige 80’er-portal af falmet, gult metal, som fører ud fra torvet.

Noget knaser under hendes sko, og hun ser, at hun har trådt på en kanyle.

Hun tager et papirlommetørklæde op af den ene bukselomme.

Sætter sig på hug, tager kanylen op og propper den ned mellem al fastfoodemballagen i en overfyldt skraldespand.

Ud ad øjenkrogen opfanger hun en bevægelse på parkeringspladsen og retter hurtigt blikket derud. Der er ingen. Eller?

Hendes mavemuskler trækker sig sammen. Hvorfor gør de det?

Hun kender jo alle her.

Når biler brænder her i bydelen, ved hun, at det ikke vil gå ud over hende. Det er ikke nogen tilfældighed. Hun har arbejdet sig op til det. Vundet respekt.

11

Hun fortsætter ud mod parkeringspladsen. Glæder sig til at køre hjem til Sollentuna. Til roen og ensomheden og stilheden.

Hun spejder rundt efter den person, hun lige syntes at skimte, men kan ikke få øje på nogen.

Ikke før hun er nået næsten helt hen til bilen.

De er fire i alt. Granvoksne mænd med fuldskæg og mørke blikke.

Hun har ikke set dem før, og det gør hende nervøs. Er der en hævnaktion under opsejling? Der blev skudt i Tensta i fredags, og rygtet vil vide, at det var to brødre fra Stallhagen, der affyrede skuddene.

Hun vender sig om mod dem, stiller sig skrævende. Ved, hun er nødt til at vise, at hun ikke er bange.

“Kan jeg hjælpe med noget?” spørger hun lidt skingert og forbander sig selv langt væk for ikke at kunne styre sin stemme.

Hun har lyst til at flygte, men ved, at det ville være nytteløst. De er større, hurtigere.

“Ja, det kan du faktisk,” svarer en af mændene, og pupillerne i hans brune øjne er så store og sorte, at det føles, som om hun ser direkte ind i mørket i hans sjæl.

20.31

Hvem er de mænd?

Javad Jafadi triller fodbolden frem og tilbage mellem hænderne, mens han stirrer ned på parkeringspladsen.

Han genkender dem ikke. Men der er vel næppe noget at være nervøs for, er der? Ingen kan da finde på at gøre hende noget?

Men det er kun blevet værre og værre i Stalden. Det føles, som om hvem som helst kan finde på at gøre hvad som helst mod hvem som helst. Man behøver bare at komme til at se på den forkerte, så kan våbnene ryge frem.

Heroine har stillet sig skrævende foran dem med armene over kors. Hun stirrer garanteret også på dem med sit gennemborende blik, som hun gør, når hun er vred. Sådan så man skammer sig.

Han lægger bolden fra sig og stikker den ene hånd ned i lommen. Rører ved telefonen.

Må man slå alarm på grund af sådan noget her? Nej, reglerne er klare. Og de ser ikke ud til at gøre hende noget. De vil vist bare snakke.

Men hvad sker der nu? En af mændene peger over mod hashpassagen – den mørke, smalle passage bag torvet, mellem bygningerne og det nedlagte ungdomshus. Heroine ser ud til at trække på skuldrene.

De går derhenad. Også hende.

Hvorfor går de derhen?

13

Det er ikke godt.

Ikke spor godt.

To af mændene forsvinder ud af syne. Så Heroine og de to andre.

Javad ved, hvordan der ser ud inde i passagen. Hvordan der bliver knitret med pengesedler og små poser.

Men Heroine køber vel ikke – eller gør hun?

Nu ligger parkeringspladsen stille og øde hen i regndisen.

Han knuger telefonen i lommen. Metallet bliver glat af hans sved. Han burde ringe til nogen, hvem som helst.

20.33

Det første slag kommer så hurtigt og uventet, at Helene Svensson ikke engang når at få hænderne op.

Hendes hoved bliver slynget bagover, det knager i nakkehvirvlerne, og en skarp smerte fylder hendes krop.

Hun falder, men bliver grebet af en af mændene bagved. Han lugter af cigaretrøg og Zlatan-parfume og tager hårdhændet fat om hendes overarme med læderklædte hænder.

Hun planter fødderne stabilt i jorden, kryber sammen og skyder dernæst af alle kræfter kroppen opad. Hendes baghoved knuser mandens næse, og det lykkes ham ikke helt at undertrykke det brøl af smerte, der ryger ud af ham.

Nu sparker hun fremad, sigter efter skridtet på den mand, der slog hende, men sparket rammer ud i luften. Han får fat i hendes ben og vrider til. Det sortner for hendes øjne, men lige da hun begynder at skrige, bliver hendes hoved slynget til siden af et nyt slag. Og et til.

Billeder og lyd. De erstatter hinanden uden at give mening.

Og dernæst mørke.

Hun bliver slæbt væk. Mærker lærredsskoenes snuder blive trukket hen over den sprukne asfalt. Urinstank fra jorden, blodsmag i munden.

De drejer til venstre med hende. Hængsler hviner, og hendes fødder ramler over en dørtærskel. Og så ned ad trappetrin af fugtskadet træ.

15

Der lugter af rust og gammel olie hernede.

Hun bliver smidt ned i en sofa, mærker det stikkende stof mod kinden. Døren går i bag hende, en lampe bliver tændt. Hun forsøger at se op, men kan kun åbne det venstre øje.

Lyset er skærende. Øjnene, der stirrer på hende, er mørke.

En person stiller sig bag hende, tager fat om hendes arme.

To andre hiver hendes jeans af. Spreder hendes ben.

En gylp bliver lynet ned. Gule tænder blottes midt i et busket skæg.

Hun skriger og skriger, indtil en støvet pude bliver presset ned over hendes mund.

21.01

De er gået nu.

Måske har de været væk længe. Måske kun få minutter.

Helene Svensson ligger på siden. Betongulvet er koldt og hårdt mod hendes bare lår, og det føles, som om nogen har kørt hende over med en mejetærsker og jaget glødende kul op i hendes underliv.

Hun prøver at åbne øjnene, men kan ikke. Der er noget klæbrigt i vejen.

Hun vil klø sig i øjet, pille det størknede blod væk, men hendes hænder ligger i en mærkelig vinkel bag ryggen og hænger fast i noget, når hun prøver at trække dem frem. En kæde rasler, skraber mod noget metallisk.

Hun tvinger det ene øjenlåg et par millimeter op og får skabt en smal sprække, så hun kan afsøge det mørke rum.

Hun kan skimte nogle bordben i nærheden og det nederste af en sofa. Længere væk et par spredte aviser, tomme coladåser og et næsten helt sammenbukket cykelhjul.

Er det stadig aften? Måske nat.

Tiden eksisterer ikke længere. Kun den dumpe smerte, der omfatter alt.

Hun lader øjenlågene glide i igen. Svæver bort. Fragmenter af tanker dukker op, men de er slørede som en tåge og går i opløsning, når hun forsøger at få greb om dem.

17

Hun ser mørke øjne for sig. Mænd, der vil hende noget. Men hvad? De spurgte hende ikke om noget – eller gjorde de? Nej, de gjorde bare det andet. Kravlede rundt på hende som kakerlakker.

Hun hører deres skridt igen. Stille, slæbende.

På vej mod hende.

Hun vågner.

Det er skridt.

Men hvor?

Hun tvinger det ene øje op igen. Kan ikke få øje på noget. Men der er nogen. Hun kan høre fremmede kroppe bevæge sig.

Hun løfter forsigtigt hovedet fra gulvet.

En slå bliver skudt fra. Døren bliver åbnet.

Lyset strømmer ind i rummet, rammer hendes smalle øjensprække som en sylespids istap, og hun kniber øjnene hårdt i.

Skridtene nærmer sig.

Hun åbner øjet igen. Glipper flere gange med det. Ser et par tynde, jeansklædte ben. Og så et par mere.

Hun tvinger ansigtet opad. Nu kan hun se kroppene. Ansigterne.

Det er ikke dem.

Det er to drenge i starten af teenagealderen. Måske endnu yngre. Hun genkender endda den ene. Han plejer at vinke til hende fra fodboldbanen, ser altid så glad ud, når hun kommer.

En stille glæde forplanter sig i hendes krop. Dulmer smerten, gør farverne lysere.

Hun er reddet.

21.03

Haybe Abdikarim kigger ind over Rahim Zarifs skulder, da døren går op.

Der lugter af jern derinde, og også noget andet. Noget kvælende.

“Shit, se lige,” siger Rahim.

Haybe træder et skridt ind, og først da får han øje på hende ovre ved den ene væg. Det er hende. Heroine – hende, der arbejder i lokalcenteret.

Så havde Javad ret, da han ringede til dem for lidt siden og bad dem om at lede efter hende på de sædvanlige gemmesteder omkring hashpassagen.

Han var bange for, at der var sket hende noget.

Og det er der også.

Hun er fuldstændig gennembanket. Det ene øje er lukket helt til og ligner en rødlilla tennisbold, det andet kun en smal sprække under et lag levret blod.

Heroine ser ud til at se på dem, men hun ligger helt stille, og Haybe ved ikke, om hun er død eller levende.

Det vender sig i ham, og han har bare lyst til at skynde sig væk.

Han skæver til Rahim, men han ser ikke spor bange ud. Nærmere nysgerrig.

Heroine stønner af smerte, og Haybe snapper efter vejret og viger instinktivt tilbage.

19

Rahim ser på ham med et hånligt smil.

“Er du bange?”

“Arh, jeg blev bare overrasket. Jeg troede sgu da, hun var kreperet. Skal vi ringe til Javad og sige, at vi har fundet hende?”

Rahim svarer ikke, går bare et par skridt længere ind i rummet.

Haybe følger modstræbende efter. Stiller sig ved siden af ham kun en meter fra Heroine.

Hendes mund sitrer, og hun ser ud til at prøve på at åbne det ene øje igen.

Der er store, mørke pletter på hendes blå bluse, og forneden er hun helt nøgen. De blege lår er stribede af indtørret blod. Og mellem dem ...

Haybe gyser ved synet. Han tager sin oversize trøje af for at lægge den over hende, men Rahim stikker armen ud og bremser ham.

“Rør ikke ved den luder,” siger han. “Du bliver bare beskidt.”

Heroine forsøger at trække det ene ben op, som for at dække sig til, men har kun kræfter til at få knæet et par centimeter op.

Rahim peger på hendes skridt.

“Se hendes fisse. Den er garanteret totalt slap af at kneppe så meget.”

Det gibber i Heroines krop, som om ordene rammer hende som hårde slag.

Hendes læber bevæger sig. Hun mumler noget.

“Hvad siger hun?” hvisker Haybe.

“At hun vil have mere pik,” siger Rahim.

“Kæft, luder,” fortsætter han og sætter skosålen over hendes mund. Holder den der lidt og tværer noget skidt af mod hendes læber.

“Kom, lad os smutte,” siger Haybe.

Rahim vender blikket mod ham med et hånligt grin.

“Hvad fanden er der med dig? Er du liderlig efter hende, eller hvad? Vil du kneppe hende? Så gør det da. Flaprefissen kan alligevel ikke mærke din lille mikropik.”

Haybe stirrer ned i gulvet. Skæver til Rahim, der kigger rundt i 20

rummet, puster sig op, gør sig stor. Han samler Heroines jeans op, der ligger i en bunke ved siden af sofaen. Leder i lommerne, men finder kun en læbestift, som han kyler ind i væggen.

Haybe skæver til Heroine igen. Det ser ud til, at hendes øje nu er lidt mere åbent, som om hun ser direkte på ham. Trygler ham.

Hjælp mig.

Haybe tør ikke se mere på hende. Retter blikket mod Rahim.

Ser ham få øje på Heroines håndtaske, der ligger skubbet halvvejs ind under sofaen, trække den frem og rode rundt i den. Han fisker en lysebrun pung op, tager et par sedler op af den, krøller dem sammen og stopper dem i lommen.

“Kun to hundrede og tyve. Men det er ikke så underligt – ingen vil vel betale mere for sådan en billig luder.”

Rahim smider håndtasken fra sig og lader sig dumpe ned i sofaen.

Haybe bliver stående, hvor han er.

“Kan vi ikke godt smutte nu?”

Han prøver at lyde sej, men stemmen dirrer.

Rahim tager en pakke Marlboro op af bukselommen og fisker en håndrullet joint ud. Han tænder den, tager et dybt hvæs, hoster og blinker røg ud af øjnene.

“Hvad fanden skal vi gøre med hende?” siger han og tager et nyt hvæs.

Haybe forstår ikke, hvad han mener. Vil ikke forstå det. Hvad mener han med, hvad de skal gøre med hende?

“Nu ved jeg det,” siger Rahim og rejser sig hurtigt op. “Giv mig din mobil.”

“Hvorfor det?”

“Vi skal filme lidt.”

Heroine slider i sine fastlåste hænder.

“Kan vi ikke bare gå?” forsøger Haybe.

“Hit med din mobil, sagde jeg.”

“Du har da selv en.”

“Mit batteri er næsten dødt. Kom nu, giv mig den.”

21

Haybe tager telefonen op af lommen, låser den op og rækker den frem.

“Hvad vil du filme?”

Rahim smiler smørret.

“Hvad tror du?”

Rahim sætter kameraet på videofunktion og trykker på optageknappen. Panorerer langsomt hen over Heroines krop. Træder et par skridt frem mod hende, sætter sig på hug og holder mobilen frem kun ti-tyve centimeter fra hendes nøgne underliv og de blodige lår.

Haybe bliver stående og tripper på stedet, ved ikke, hvad han skal gøre. Pis også, tænker han. Hvorfor lånte jeg ham min mobil?

Heroine rører på sig igen, får omsider det ene lår op over det andet.

Rahim smiler hånligt og rejser sig op. Så stiller han sig lige ved siden af Heroines hoved og sætter den ene fod på hendes hår.

Heroine forsøger at rykke hovedet væk, men kommer ingen vegne. Så fører Rahim kameraet hen mod hendes ansigt, og hun viger brat tilbage, forsøger at slippe væk. Men kan ikke, håret holder hende fast.

“Smil til kameraet,” siger Rahim. “Nu bliver du snart berømt.”

21.32

Kameraer, der filmer alt og ingenting. Registrerer uden at se.

Vagthavende ved Stockholms Politi Greger Hall stirrer på de store skærme på væggen og føler sig klemt inde, selvom der er næsten tyve meter op til kommunikationscentralens hvælvede loft.

Det er noget ved den her vinduesløse sal, tænker han. At han er nødt til at kigge på livestreamede billeder fra overvågningskameraer for at se, at regnen vælter ned udenfor.

En af skærmene viser søjlediagrammer og procentsatser. Verden reduceret til en strøm af ettaller og nuller, øjensynlig orden.

Som om virkelighedens kaos så let lader sig sortere.

Han ser sig om i rummet. Cirka femten kolleger i lyseblå uniformsskjorter sidder ved deres ergonomiske skriveborde og stirrer ind i deres skærme. De har headset i ørerne og kaffekrus på bordene, tager imod anmeldelser og dirigerer indsatser.

Greger retter blikket mod de fire skærme, der står opstillet som en buet mur på hans eget skrivebord. Med masser af vinduer og dokumenter åbne. Et par nyhedssites, et kort over det centrale Stockholm, et trafikkamera over Essingeleden, en liste over de senest indgåede alarmer.

Vi tror, vi ser alt, tænker han. Men i virkeligheden ser vi ikke en skid.

På bordet ligger en åben pakke Lucky Strike. Han har røget to 23

cigaretter her til aften, trænger allerede til en tredje. Nedtrapningen går ad h... til.

Kontortelefonen begynder at ringe, og han tjekker displayet.

Skjult nummer. Han retter på headsettet og tager opkaldet.

Stemmen i den anden ende er lavmælt, næsten hviskende, og Greger må skrue op for lyden for at høre, hvad manden siger.

“Undskyld, vil du lige gentage det?”

“Der ligger en video på YouTube.”

Accenten er tydelig, stemmen grov, men ung.

En, der vil tage pis på os, tænker Greger. Telefonfis fra forstæderne.

“Der ligger mange videoer på YouTube,” svarer han og fisker en cigaret op af pakken og sætter den i mundvigen.

“Søg på Luderen i Stalden.”

Greger himler med øjnene.

“Hvad er det for en video? Har du selv optaget den?”

Personen i den anden ende lægger på.

Greger går ind på YouTube og skriver Luderen i Stalden. Finder videoen og starter den.

Verden omkring ham forstummer.

Hvad fanden er det her for noget?

Og hvem?

Er det overhovedet i Sverige?

Kameraet zoomer ind på et lemlæstet underliv, en foruroligende stor blodpøl under bare lår. Og så er kameraet oppe ved kvindens ansigt, og Greger kan se, at hun kæmper for at dreje hovedet bort, men at en beskidt kondisko trykker hendes hår fast mod gulvet.

Den fornedrende scene får det til at vende sig i ham, og han ser hende rykke med hovedet igen. Bevæge de ophovnede læber som for at sige noget, og da genkender han hende.

Eller?

Han sætter videoen på pause og spoler et par sekunder tilbage.

Jo, han er næsten sikker.

Shit.

Han ser videoen til ende, den er kun syvoghalvtreds sekunder 24

lang. Så lægger han cigaretten fra sig, skyder kontorstolen bagud og råber til en velvoksen, fregnet kvinde to skriveborde væk: “Marianne, kan du ikke lige komme herhen?”

Politiassistent Marianne Josefsson tager sin kaffekop og kommer hen til hans bord. Hendes skridt er næsten helt lydløse mod det grå væg til væg-tæppe.

Greger rejser sig fra stolen og rækker headsettet frem mod hende.

“Sæt dig lige ned, og se den her video. Jeg fik et anonymt tip om den for lidt siden.”

Marianne ser videoen i tavshed og tager høretelefonerne af.

“Det var satans.”

“Du genkender hende vel?” siger Greger.

Marianne nikker langsomt.

“Helene Svensson,” siger hun. “Eller ‘Englen i Stalden’, som medierne kalder hende. Jeg sad i møde med hende så sent som for et par måneder siden.”

De kigger tilbage på skærmen. Læser informationen ved siden af billedvinduet.

Videoen er lagt op af en, der kalder sig Amir Amir. Den blev uploadet for seks minutter siden og har sytten visninger.

“Kan man se, hvornår den er optaget?” spørger Greger.

“Det tror jeg ikke,” siger Marianne. “Men noget kunne tyde på, at det er i Stallhagen. Det antyder ham, der har lagt den op, i en kommentar.”

Hun scroller ned, så kommentarfeltet bliver synligt.

Sådan her straffer vi white bitches i Stallhagen. /Amir Amir

De ser videoen igen.

Får også nogle af de andre til at se den.

Antallet af visninger stiger støt, nu er det allerede oppe på femogfyrre. Tolv seere har givet den thumbs-up. Fire thumbs-down.

Greger synes, videoen bliver mere og mere afskyelig, for hver gang han ser den. Især den bemærkning, man kan høre til sidst: “Smil til kameraet. Nu bliver du snart berømt.”

25

Hånen i den unge mands stemme. Stoltheden, der skinner igennem i den. Som om han har gjort noget godt.

Hvem er så syg, at han først voldtager og mishandler en kvinde og bagefter filmer hende og lægger det ud på nettet?

Men han kender godt svaret.

Mange. Alt for mange.

Nu til dags skal alt dokumenteres. Alt skal lægges ud. Også det groveste og det værste.

Men det her klip tager fandeme godt nok prisen.

Han forlader sin plads og stiller sig foran skrivebordet, så alle kan se ham.

“Okay, indtil videre må vores udgangspunkt være, at det lige er sket. Førsteprioriteten er altså at finde Helene Svensson så hurtigt som muligt. Gerningsmanden kan have planer om at pine hende yderligere, eller tage livet af hende.”

Han giver sig til at udstikke ordrer. En må omgående forsøge at få fat på Helene Svensson per telefon. En anden skal ringe til hendes chef og nærmeste medarbejdere. En tredje må tjekke pårørende og nære venner, og en fjerde lede i folkeregisteret efter personer med navnet Amir Amir.

“Download videoen,” siger han til Marianne, “og sørg for, at YouTube får det fjernet.”

Han beder en anden kollega om at finde frem til Helene Svenssons adresse og sende nærmeste patruljevogn derhen med det samme.

“Og send to patruljer hen til lokalcenteret, hvor hun arbejder.”

“Jamen det ligger jo i Stalden,” svarer kollegaen. “Er det så ikke bedst at sende det pansrede køretøj ind?”

“Det er udlånt til Göteborg. De skulle bruge det til en eller anden monster-indsats i Biskopsgården.”

“For helvede da – det er jo konstant udlånt. Kan de ikke få deres eget?”

“Der er ikke uanede ressourcer. Sådan et køretøj koster mange millioner, så der bliver nok næppe indkøbt flere. Men jeg tror ikke, at der sker noget ved at køre ind i Stalden lige netop i nat.”

26

Han nikker over mod skærmene bag sig.

“Tjek kameraet over Essingebron. Det står ned i stænger. Og det er også koldt. Sådan en aften sidder stenkasterne inde og spiller computer.”

Kollegaen nikker. Regn er efterhånden blevet de patruljerende politifolks yndlingsvejr, i hvert fald dem, der er nødt til at køre rundt i de nordvestlige forstæder.

Greger skimmer nogle avis-sites på den ene skærm. Aftonbladet bringer allerede historien og har et pixeleret stillbillede fra videoen øverst på siden.

‘Kendt kvinde mishandlet i video på YouTube. Advarsel: Stærke billeder.’

Hans blik bliver hængende ved billedet.

Ved ansigtet, der forsøger at vende sig væk. Håret, der bliver holdt fast af en beskidt kondisko.

Og endnu en gang hører han den hånlige stemme inde i hovedet.

Smil til kameraet.

ERIE

ERK

N

H

U

LESS

LÆS OGSÅ:

★★★★★★

„Godt skruet sammen. De to forfattere kan deres kram.“ FYENS STIFTSTIDENDE

♥ ♥ ♥ ♥ POLITIKEN EN BELEJRET FORSTAD. EN FORSVUNDEN KVINDE. EN TIDSFRIST PÅ 24 TIMER.

Kriminelle bander har overtaget stockholmforstaden, Stallhagen.

Metroen er brændt ned, og ambulancer og politi kører ikke længere ind i området. Men da en video af en ung mishandlet kvinde, der er blevet efterladt for at dø, kommer i omløb på de sociale medier, kræver offentligheden handling. Helt alene begiver kriminalinspektør Zack Herry sig ind i forstaden for at finde frem til kvinden, inden det er for sent. Men mørke kræfter arbejder i det skjulte for at sætte ham på sit livs prøvelse.

HEROINE ER FJERDE, FRITSTÅENDE BIND i den kritikerroste Herkulesserie, som har solgt over 200.000 bøger i hjemlandet Sverige.

★★★★★★

„Svenske Zack er lige så god som norske Hole.“ JYSK-FYNSKE MEDIER

MONS KALLENTOFT

Har et stort forfatterskab bag sig med over 2,5 millioner solgte bøger verden over.

ISBN 9788740015300

KRIMI

POLITIKENS FORLAG

MARKUS LUTTEMAN Er jounalist og forfatter med en række stærke nonfiktiontitler i bagagen.

Kallentofts finkalibrerede sprog og Luttemans sans for skarptskårne historier og høj fart sætter scenen for Herkulesserien, der hyldes verden over.