Page 1

PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT NO PRINT

ten år er gået, Rebekka er langsomt at rysteersinlangsomt fortid afved sig,atuheldet Sytten år er gået,ved Rebekka ryste sin fortid af sig, uheldet ngang i Afrika, hvor hendes var udsendt ambassadør. Hun er 34,ambassadør. Hun er 34, dengangfari Afrika, hvor som hendes far var udsendt som ger dyre landejendomme livet er omsider ved at blive igen. ved at blive godt igen. sælgeri Jylland, dyre landejendomme i Jylland, livetgodt er omsider dtil den dag, skæbnenIndtil rammer gang er detigen. kræft. Aggressiv, denigen. dag, Denne skæbnen rammer Denne gang er det kræft. Aggressiv, truende. Rebekka kan dårligt tro,Rebekka hvad hun hører, da tro, lægen forklarer, at da lægen forklarer, at livstruende. kan dårligt hvad hun hører, n kun kan overleve, hvis knoglemarvstransplantation hunhun kunfår kanforetaget overleve,enhvis hun får foretaget en knoglemarvstransplantation et nært familiemedlem. Rebekka har ingen søskende, denhar eneste chance fra et nært familiemedlem. Rebekka ingen søskende, den eneste chance hendes far. er hendes far.

undersøgelser viser, Da at farens celler ikke matcher Rebekkas, dør matcher det sidsteRebekkas, dør det sidste undersøgelser viser, at farens celler ikke b. Indtil en ny sandhed kommer frem. Farens hemmelighed. det han håb. Indtil en ny sandhed kommer frem.Alt Farens hemmelighed. Alt det han skjult for Rebekka siden den frygtelige ulykke. en Om Rebekkas barn, en har skjult for Rebekka sidenOm denRebekkas frygtelige barn, ulykke. e pige. Datteren dødelille ikkepige. denDatteren nat. Hundøde blev ikke bortadopteret. Og måske den nat. Hun blev bortadopteret. Og måske er hun stadig. lever hun stadig.

mtidig, et sted i Københavns ghetto, der drabsefterforskeren Kimdrabsefterforskeren Kim Samtidig, et stedventer i Københavns ghetto, venter der rygteligt syn. Jo, en kvinde er blevet det harerKim setmyrdet, før. Men et frygteligt syn.myrdet, Jo, en kvinde blevet det har Kim set før. Men er skåret noget af liget haraftaget sig. Noget der ikke derog er morderen skåret noget ligetdet og med morderen har taget det med sig. Noget der ikke e peger på morderensbare identitet, men på en større konspiration, derkonspiration, en sag der peger på morderens identitet, men på en en sag større kker ud over landets grænser, helt indlandets i mørkets hjerte.helt ind i mørkets hjerte. rækker ud over grænser,

avets børn erhavets en roman om børn uretfærdighed. er en roman Om om at finde uretfærdighed. håbet, Om at finde håbet, v der hvor intet håb synes selv der muligt. hvor Det inteterhåb en synes episk muligt. fortælling. DetOm er en enepisk mor fortælling. Om en mor en datter, om mennesker og ender datter, rækker omud mennesker efter hinanden, der rækker på tværs ud efter af konhinanden, på tværs af konenter, om kærlighed, tinenter, længsel, om at kærlighed, overkomme længsel, det umulige. om at overkomme det umulige.

ISBN 9788740039269

ANNA ANNA NO PRINT PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT

EKBERG EKBERG ANNA

m da Rebekka og hendes Sommor da Rebekka kører galtogpåhendes vej tilmor hospitalet. kører galt Chaufføren på vej til hospitalet. Chaufføren tresset, Rebekka skalerføde, stresset, bilenRebekka foran dem skalbremser føde, bilen for hårdt foran op dem ogbremser for hårdt op og mmenstødet er uundgåeligt. sammenstødet Den morgen er uundgåeligt. mister Rebekka Den morgen alt, sin mister mor Rebekka alt, sin mor sit ufødte barn. At Rebekka og sit ufødte overlever, barn.erAtnærmest Rebekka et overlever, mirakel. Eller er nærmest en et mirakel. Eller en bandelse. forbandelse.

EKBERG HAVETS BØRN

k æbnen er etsk lille æbnen øjeblik, er etder lille ændrer øjeblik, alt. der ændrer alt.

ANNA

EKBERG HAVETS BØRN

NO PRINT PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT

PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT NO PRINT

S P Æ N S D PI Æ N N G D S R I N O G M SA RNO M A

G R AT I S LÆSEPRØVE

HAVETS HAVETS BØRN BØRN P O L I T I K E N S F OPROLLAIG T IK E NS FOR L AG

P O L I T I K E N S F OPROLLAIG T IK E NS FOR L AG


Anna Ekberg

Havets børn

Politikens Forlag

Havets_born.indd 3

24/05/18 14.29


Janets elegante røde kjole overrasker. Hun har taget den på for vores skyld, fordi vi er kommet fra Danmark for at høre hendes historie, en historie om ti års fangenskab i junglen, om at blive voldtaget dagligt af verdens måske mest eftersøgte mand og om en umulig flugt der næsten kostede hende livet. Vi sidder i hendes hytte sammen med to andre unge afrikanere i starten af tyverne, Geoffrey og Charles. De er alle tre tidligere bør­ nesoldater. Hytten er mørk, uden vinduer, det eneste lys kommer fra døråbningen, og ligesom alle de andre hytter vi har set, er den bygget af brændt ler og pudset op med hvidt sand, rundet af med et tag af strå der med tiden har fået et fint gråt skær, lidt som en efterårsmorgen i Danmark. Det er også det eneste der minder om Danmark, resten er Afrika classic: livligt, farverigt og kaotisk. Kaotisk på den måde som vi fra Vesten aldrig lærer at forstå. Hvorfor graver de ikke en kanal til regnvandet? Hvorfor indhegner de ikke hønsene, så man ikke skal gå gennem en blanding af mudder og mødding for at nå Janets hytte? Men vi er ikke kommet for at blive kloge på afrikansk ineffektivi­ tet, vi er kommet for at høre Janets historie. Hun har ikke sagt noget endnu, men lytter roligt mens vi forklarer hvem vi er, hvorfor vi er kommet, og hvorfor vi skriver bøger. Hendes blik er vågent og intel­ ligent, og hun smiler indimellem mens vi fortæller om vores ambi­ tion: At skrive en roman om verdens uretfærdighed, om det som Janet og Charles og Geoffrey og tusindvis af andre har oplevet. Der er så mange, alt for mange, det er så svært at rumme, så svært at vi lukker

2

Havets_born.indd 5

5

24/05/18 14.29Havets_born


vores øjne og vores grænser, vi kan næsten ikke gøre andet. Alligevel bliver de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i livet grebet af en uforklarlig trang til at “gøre noget”, bare et eller andet, og nu er turen kommet til os. Derfor er vi rejst i dødens spor, en ukompliceret rute, man behøver intet kort, man går bare i modsat retning af alle dem der banker på Europas dør. Sydpå, ned gennem Europa, til op­ samlingsstederne på Lampedusa og de græske øer, over Middelhavet og ned til Afrikas elendighed. Nu sidder vi her, på kanten af junglen, i en hytte sammen med tre tidligere børnesoldater. Og vi vil lytte og fortælle om det hele i et umuligt ridt. Vi vil fortælle om Janet og de andre, dem der druknede, og om os derhjemme som ikke kan overskue det. Janet glatter kjolen med den ene hånd og ser igen på os. Vi har talt. Nu er det hendes tur. – Jeg blev kidnappet da jeg var tolv, siger hun, hendes første ord. Stemmen er rolig og helt uden dramatik da hun fortsætter, fortæller om hvordan hun levede som børnesoldat og sexslave i junglen. Hun gav sig ikke frivilligt, hun nægtede. Men hun blev canet halvt ihjel. Vi gentager ordet: – Canet? Cane kommer af sugarcane, de mandshøje sukkerrør vi så langs vejen hertil fra hovedstaden. De er lette at bære, men slår hårdt som sten. Hun blev tæsket af de drenge som også var blevet kidnappet, tæsket overalt, i hovedet, i skridtet, forklarer hun, og pludselig bryder Charles sammen. Det var Charles der slog Janet halvt ihjel, hvis ikke han havde gjort det, var han blevet skudt, og nu er de her, sammen, kun få år efter at de flygtede, som bedste venner, hinandens støtter. Denne eftermiddag i Janets hytte på savannen i det nordlige Uganda bliver der grædt. Den eneste der ikke har tårer i øjnene på noget tidspunkt, er Janet. Hun er fattet, som hun sidder der, næsten ubevæ­ gelig i det svage ækvatorlys, tættest på døren, i rødt og sort. Vi skriver hurtigt og stiller tusind spørgsmål. Janet skal rejse til Kampala i aften, og vi har kun disse timer med hende. Geoffrey og Charles har lovet at tage med os de næste dage, at rejse rundt med os i grænselandet 6

4/05/18 14.29Havets_born.indd 6

3

24/05/18 14.29


mellem Congo, Sydsudan og Uganda, at vise os hvor det skete, spise de rødder som de levede af, gå på bare tæer gennem bushen, drikke regnvand fra bladene, få en lille smag af deres liv, nok til at kunne skrive deres historie. Både om Janet og Charles og Geoffreys fangen­ skab og umulige og modige flugt. Og om de mange andre vi møder på vores rejse, de forladte, dem der har mistet, dem der drømmer om noget bedre. Denne roman er til dem. Ekberg, 2016, Gulu, Uganda.

4

Havets_born.indd 7

24/05/18 14.29


4/05/18 14.29

5


FĂ˜RSTE DEL

Flugten

6

Havets_born.indd 9

24/05/18 14.29Havets_born


1 Kampala, Uganda, 2000 Farverne. Mere end noget andet vil Afrika altid handle om farverne. Den røde jord, de smaragdgrønne blade på træerne, kvindernes kjo­ ler og alle butikkerne som hun kan se lige nu, her fra bilens bagsæde. Rebekka lukker øjnene, det er hun nødt til, smerten er så intens at hun skal være alene med den, hun kan ikke dele den med alle sælger­ ne, de lokale der går og går, afrikanerne er altid på vej og næsten altid til fods. Mylderet af farver og afrikanere i evig bevægelse, det vil hun aldrig glemme. Ligesom hun ikke vil glemme smerten, nogensinde. Måske har hendes far ret, hun er for ung, kun sytten, for ung til at få et barn, for ung til at stå en fødsel igennem, slet ikke sej som de afrikanske piger, de kan føde uden så meget ballade allerede når de er femten. – Gør det meget ondt, skat? spørger Rebekkas mor, lægger en hånd på hendes pande, flytter den hurtigt ned på hendes mave. – Jeg er bange, mor, hvisker Rebekka, åbner øjnene et kort øjeblik, bliver igen mødt af det farverige flimmer fra de små boder, vandme­ loner og bananer, azurblå kjoler og alle de afskallede pasteller på bygningerne. – Det skal nok gå. Det er normalt. Sådan var det også da jeg skulle føde dig. Du vejede et kilo mere end de havde regnet med, siger mo­ ren, og Rebekka lukker øjnene igen. Hun har hørt historien tusind gange, hvordan jordemoderen måtte give en omgang på afdelingen, sådan var den interne regel på Rigshospitalets fødeafdeling i 1983 da Rebekka blev født. Hun vejede næsten fem kilo, alle troede at hun ville ende som en ordentlig krabat af en kvinde. Sådan gik det ikke,

4/05/18 14.29Havets_born.indd 11

117

24/05/18 14.29


Rebekka blev ikke mere end en tooghalvfjerds, bare tre centimeter over gennemsnitshøjden. Til gengæld fik hun et brændende rødt hår som alle afrikanerne stirrer på, tiltrukket af ekstremerne som de nu engang er. – Hospital, hospital, miss Rebekka, siger Joseph på engelsk fra for­ sædet med sin dybe stemme og peger opmuntrende mod horisonten. Rebekka fanger Josephs blik i bakspejlet, hun kender de bekymrede øjne. Joseph er den af ambassadens chauffører der har kørt Rebekka mest omkring i de tre år hendes far har været ambassadør i Uganda. Til og fra den internationale skole. Til og fra fester sent om natten. Fester der gjorde Joseph bekymret, men ikke så bekymret som da Rebekka begyndte at gå til politiske møder om Ugandas og Afrikas fremtid. Hendes far var også imod. Rebekka havde skændtes med ham, helt vildt. Råbt at han ikke skulle have slæbt hende med til Afrika hvis hun ikke måtte have en mening om det. – Der er noget galt, mor, hvisker Rebekka. – Nej. Hvorfor siger du det? – Smerten. – Det er normalt, helt normalt. Joseph? – Two minutes, siger Joseph hurtigt med den stemme som Rebek­ ka holder så meget af. Af alle de mennesker hun har mødt de seneste tre år, holder hun mest af Joseph. Lige med undtagelse af Dominic. Dominic. Det er hans barn hun skal føde. Er det årsagen til at det gør så ondt? Fordi de har gjort noget forkert? Nej. Det er hendes far der tænker for hende. Sådan som han altid har gjort. Da Rebekka var lille, fortalte han hende altid hvad hun skulle synes om alt, lige fra ketchup til naboens børn. Hun fik aldrig lov til at opleve verden selv. Selv tage stilling. Jo, naboens børn var måske nogle ballademagere, særligt Søren, men Sofie var okay, og Rebekka elskede ketchup og gad ikke farens fine franske sennep. Og Dominic … Dominic blev deres endeligt, bruddet mellem far og datter. Dominic er de unges stemme, flygtning fra borgerkrigene i Sudan, det er ham der taler imod arrangerede ægteskaber til de politiske mø­ der rundtomkring i landet. Taler imod at man i Afrika stadig kan købe

812

Havets_born.indd 12

24/05/18 14.29Havets_born


en kone for tre geder, en ko, fire gange sengelinned og et rustfrit gry­ desæt. Rebekka kan huske første gang hun så ham. Det var i haven mellem bygningerne på den internationale skole. Det havde regnet for første gang i fjorten dage så græsset havde genvundet sin farve, der hang stadig dråber på palmetræernes blade. Dominic stod under træet, sådan som alle afrikanere gør når de forsamles. Udendørs, altid uden­ dørs og i skyggen. Han var egentlig ikke interesseret i diplomaternes børn. Diplomater kommer og går og gør altid mere skade end gavn. Det var hans budskab den dag, rettet mod afrikanerne på skolen, de riges børn fra Congo og Sudan og de andre lande omkring Uganda, for Dominic vidste at en ægte revolution ikke ville kunne klare sig uden dem. Alligevel havde han set på Rebekka det meste af tiden mens han talte. Og hun havde set på ham, så fuld af liv og vilje og kærlighed. – One minute, siger Joseph fra forsædet. Rebekka åbner øjnene. Har Joseph set bilen, den der bakker ud på vejen, alt for hurtigt? Så­ dan er det i Afrika, alt er håbløst sløvt eller alt for hurtigt, som løverne i bushen, enten ligger de hele dagen i dvale, eller også eksploderer de i et kort, brutalt øjeblik, som nu hvor Joseph forsøger at trække uden om. – Pas på, Joseph! råber moren. Han bremser hårdt, han har intet valg, trafikken er alt for tæt. Rebekka ånder lettet op, de ramte ikke. Så dukker den op, bagfra, Rebekka hører et råb inden det sker, måske en fodgænger, det går så hurtigt, de bliver kastet frem, Rebekka lukker øjnene, morens hånd på Rebekkas mave, beskyttende, bare et øjeblik som hun vil huske resten af livet, lige inden de rammer bilen foran og bliver slynget over i den anden vejbane. Og der, i høj fart mod et mylder af mennesker, når Rebekka at se chaufføren i øjnene. Det kommer til at ske, de ved det begge to. Vægtløs, Rebekka griber ud efter morens arm, kan ikke finde den, de svæver. En latterlig tanke: At det ikke gør ondt i maven mere. Så lander de, ruller rundt, mørke, lyde, frygtelige lyde, skrig fra metal og mennesker. Endelig. Stilhed.

4/05/18 14.29Havets_born.indd 13

139

24/05/18 14.29


* Hvor længe har hun ligget her? Hun forsøger at kalde på sin mor, men der kommer ingen lyd og intet svar. Jo, der, et kort glimt, gnister, tusindvis af gnister som en stjernekaster, dem hun frygtede som barn. Faren forsøgte at få hende til at holde en juleaften, Rebekka ville ikke. Stemmer, de er så langt væk, det er lige meget. Hun er et godt sted nu, smerten er væk, verden er hende ligegyldig. – Hvad hedder hun? Sådan spørger stemmen på engelsk, ikke så­ dan som englænderne taler det, men i en dybere tone, den afrikanske bas. Rebekka. Hun hedder Rebekka, vil hun sige, men kan ikke. – Kan du høre mig? Hun kan høre, men ikke tale. Barnet? Lever barnet? Dominics barn. Hendes barn. Deres barn, en forening af hendes fars verden, en brutal verden, og Dominics verden. Dominics verden er lige så brutal, han er høvdingesøn, Dominics far har treogtyve koner og seks­ ogtredive børn. Rebekka havde grinet første gang Dominic fortalte det, grinet helt hysterisk, hvem har femogtredive halvsøskende, men ikke en eneste hel? – Vi skærer dig fri, siger stemmen. Det tager Rebekka et øjeblik at forbinde ordene med stjernekasteren. Gnisterne. Juleaften. Hendes far er der altid til at fortælle hende hvad der er rigtigt og forkert, men han tager fejl, det er ham der er forkert. Hans verden, hvide mænd i Afrika, hvide mænd der elsker at være hvide mænd i Afrika, sådan sagde Dominic til hende. Og sorte mænd der hader at være sorte mænd i Afrika. Havde Gud skabt Afrika som de hvides legeplads, sto­ re verandaer foran husene, drinks ved solnedgang, bevæbnede vagter, billigt personale? En stemme tæt på: – Få hende ud. Mørke, nogen har fat i hende, hænder, hun mærker dem, vil sige noget. Mor. Og barnet. Bare barnet lever. Det var ikke meningen at hun skulle blive gravid. Men hun blev det og ville ikke af med barnet selv om faren truede hende. Bare barnet lever. Et liv betyder noget, sådan som Dominic altid siger: Ethvert liv betyder noget. Det var pro­ 14 10

Havets_born.indd 14

24/05/18 14.29Havets_born


blemet med Afrika. At det enkelte liv ikke havde nok betydning, man var ligeglad, livet var ikke helligt som i Europa. I et kort glimt er hun sammen med ham, sidder med ham på restauranten den første gang de var ude sammen, den eneste gode restaurant i Kampala. – Pas på hovedet. Kan du høre mig? Miss? Rebekka åbner øjnene, det første lys bringer smerten tilbage. Hun ligger ned, kan stadig ikke rigtig se, forsøger at sætte sig op, se ned ad sig selv, om maven stadig er der, udspilet og klar til at briste. – Miss, lig stille, siger kvinden der holder noget mod Rebekkas øjne. Et øjeblik fjerner hun det, Rebekka mærker blodet med det samme, det løber fra panden og ned i munden på hende. Men hun ser det. Sin mor. Sådan som ingen skal se deres egen mor, ødelagt, flået i stykker. Alt i hende … Alt vil skrige, men blodet, hendes eget blod, løber ned i halsen, og hun kan ikke få vejret, en eller anden skriger for hende, hun hører det som det sidste inden de kører hende bort, de afrikanske kvinders skrig, skriget for hendes mor.

4/05/18 14.29Havets_born.indd 15

11

24/05/18 14.29


2 Jylland, 2017 Et øjeblik husker hun Afrika, det er rådyrene derude på vintermarken der fremkalder mindet om flokke af dyr der søger sydpå i jagten på græs, livet på jagt efter livet. Dernæst husker hun ulykken, sådan er det altid, næsten alle Rebekkas minder leder hende tilbage til den dag for sytten år siden da hun mistede sit barn og sin mor. Rebekka tager sig til maven, undrer sig. Hun har tænkt på ulykken mange gan­ ge, hver eneste dag, uden at det har gjort fysisk ondt. Som nu. – Rebekka? Hun vender sig og ser på sin kollega, Jens, godt ti år ældre end hende, de fejrede hans femogfyrreårs fødselsdag på kontoret sidste år. Rebekka erindrer det tydeligt, hun havde tænkt at hun under ingen omstændigheder ville ende som Jens, i et ægteskab uden passion, for børnenes skyld, med en partner der hader alt hvad man gør og siger. Sådan så konen i hvert fald ud da Jens holdt en lille tale. – De kommer nu, siger Jens, peger ud ad køkkenvinduet på den store, sorte Mercedes der er på vej ned ad alleen. Den kører lang­ somt, det er tydeligt at de to i bilen nyder synet af det gamle gods i det fine vinterlys, årets sprødeste dag, tænker Rebekka, en dag hvor alt er så sart at hvad som helst kan ske. – Tager du dig af kvinden? spørger Jens og lægger salgsopstillin­ gen på bordet i det store landkøkken. Ikke bare nogle få papirer og et par billeder som når man køber et parcelhus eller en lejlighed inde i byen. Store landejendomme, godser, slotte, herregårde kræver en helt anden tilgang, det er et stykke Danmark man køber, en kulturarv,

12

Havets_born.indd 17

17

24/05/18 14.29Havets_born


netop det som havde tiltrukket Rebekka dengang hun blev opfordret til at søge stillingen. Hun var blevet færdig på jura og havde egentlig tænkt at hun skulle være forsvarsadvokat, gøre noget ved verdens uret­ færdighed, bare en lille smule, alt det hun drømte om sammen med Dominic dengang før ulykken. Men Maja, der var blevet færdig på studiet året før hende, havde ringet og fristet med et barselsvikariat. – Kom nu, Rebekka, bare ni måneder hos Reinholdt og Sønner, havde Maja sagt og fortalt om det gamle advokatfirma i Århus der havde specialiseret sig i komplicerede ejendomshandler. Den dag Rebekka var mødt op til jobsamtalen, havde hun haft en underlig følelse af at det ville blive svært at komme derfra igen. Det var ti år siden til sommer. Jens afbryder hendes tanker: – Det kan også være de hellere vil gå sammen i dag, siger han. Sidste gang havde ægteparret fra Kø­ benhavn delt sig op, kvinden havde kun set på hovedhuset, manden havde koncentreret sig om de andre bygninger og haven. De skulle se tre godser her i Jylland, og det skulle gå hurtigt. Manden havde tjent en formue på noget med IT. Nu skulle drømme realiseres, Rebekka havde set det mange gange før, og hun havde efterhånden også luret hvem der passede til de store ejendomme med masser af tilhørende hektar – og hvem der kun ville holde nogle år. – Jeg tror de vil gå hver for sig igen, siger Rebekka. – Er det et væddemål? Frokost? Rebekka betragter Jens som han står der i køkkenet med et drenget smil. Det er egentlig underligt at hans kone hader ham sådan. Selv siger Jens at han ville dø uden hende. Rebekka ville dø hvis hun skul­ le leve resten af livet i et dårligt forhold. Måske er det derfor hun har været alene i så mange år. – Deal, siger Rebekka, de griner, det føles godt, uhøjtideligt, det har de brug for. Herregården er til salg for syvogtredive millioner, der er næsten to millioner inklusive bonus til firmaet, hvis den går til prisen. Jens er først ude ad hoveddøren for at tage imod på gårdspladsen. Han er ejendomsmægler i et og alt, den type der tror, det betyder 18

4/05/18 14.29Havets_born.indd 18

13

24/05/18 14.29


noget at skjorten er strøget og håret nyklippet. Rebekka ser slet ikke sig selv som ejendomsmægler, hun er jurist, fødselshjælper i svære handler hvor alle skal komme godt ud af det. Derfor lader hun også Jens om alt det uformelle, varm velkomst og masser af håndtryk, sæl­ gertricks som at huske købernes børns navne. Hun går gerne med rundt på ejendommen og svarer på hvad hun kan, men hun sælger ikke sådan som Jens gør, forsøger ikke at få køberen til at se mulighe­ der, fortæller ikke at laden kan bygges om med indendørs pool og spa. Rebekka ser på sig selv i det store spejl i hallen. Det gamle ar fra ulykken kan stadig ses, det løber lige over højre øjenbryn og ned mod øret hvor det deler sig i to som en flod, som Den Hvide Nil. Rebekka er muligvis den første kvinde i verden der blev glad, da de første rynker dukkede op. Hun kunne se hvordan de blandede sig med arret, skjul­ te det; ti eller tyve mere af dem, så er hun fri for mindet hver eneste morgen når hun ser sig selv i spejlet. Mindet om ulykken hvor hun mistede sin mor og sit ufødte barn. Hvor hendes liv endte, på en eller anden måde endte det hele. Alligevel står hun her, videnskabeligt set er hun jo i live, hendes hjerte slår, øjnene blinker, hun kan bevæge alle sine lemmer, det kunne hun ikke de første to år efter ulykken. – Sådan er det med vinter på landet, det er jo noget af det smuk­ keste, i byen er det bare til gene, siger Jens ude på gårdspladsen og følger ordene op med et grin. Rebekka roder rundt i bunden af tasken for at finde sin mobil. Det er tankerne om livet der endte i Kampala, som får hende til at logge på. For at se om Dr. Livingstone, formoder jeg har skrevet tilbage. Sådan havde han kaldt sig på profilen. “Dr. Livingstone, formoder jeg”. Et latterligt profilnavn, havde hun først tænkt og scrollet videre til de næste datingprofiler. Hvem vælger et profilnavn efter de berømte ord som Stanley sagde, da han endelig fandt doktor Livingstone i Afrikas jungle efter at have ledt i et år? Selv kalder Rebekka sig for “Justitia”, den romerske gudinde for retfær­ dighed. Men Dr. Livingstone? Hvor åndssvagt. Alligevel havde hun bladret tilbage, måske var det hendes kærlighed til Afrika der tvang hende. Hun læste teksten. Om en mand der var faret vild i kærlighe­ dens jungle og rigtig gerne ville findes. Han var gået ind i junglen

14

Havets_born.indd 19

19

24/05/18 14.29Havets_born


for mange år siden, stod der, for at finde den eneste ene, men nu var han “lost”. Der var også et profilbillede, rare øjne, moderne skæg, new­nordic, sådan så de alle sammen ud, og når alle danske mænd nu var blevet nogenlunde ens af udseende, måtte det jo komme an på personligheden. Derfor havde hun skrevet til ham: “Stanley her. Hvor i junglen er du cirka?” Og nu har han svaret: “Endelig, Stanley! Jeg har savnet Dem. Jeg er ved Cafe Jorden i aften for at proviantere. Også De?” Rebekka griner. Humor. Det er godt. En mand skal have humor. Dominic havde humor, men det skal hun ikke tænke på nu, ikke på ulykken, ikke på sin mor, ikke på det første hun så da hun igen åbnede øjnene. – Nej, hvisker hun. – Ikke nu. Det hjælper altid at sætte lyd på når ulykken skal fortrænges, frygtelige minder trives bedst i tavshed, de suger næring af alt hvad der er stille. Derfor har hun brug for masser af lyd i sit liv, musik, fjernsynet, hun snakker med sig selv, de første mange år kunne hun have både tv og radio tændt på samme tid. Skal hun svare ham med det samme? Inden ægteparret kommer ind fra gårdspladsen sammen med Jens og skal vises rundt og har tu­ sind spørgsmål? Eller vente til i aften? Forsøge at være taktisk? – Rebekka? Jens står i døren. – Beate og Cornelius er klar til at se på det hele igen. – Kommer, siger Rebekka, prøver at finde vej ud af junglen igen. Hun møder dem i køkkenet. Cornelius og Beate, et par i starten af halvtredserne, der er noget kostskole over ham, og Beates udseende er ikke kommet af sig selv, især ikke de store læber og den glatte pande. – I husker Rebekka? spørger Jens. Cornelius giver hånd, Beate nøjes med et overbærende smil. Rebek­ ka har set det før, folk for hvem penge aldrig bliver et rigtigt problem. De besidder en ro som resten af verdens befolkning ikke har, udstrå­ ler at uanset hvad der sker, så bliver deres kamp aldrig en kamp for at overleve. De har andre kampe, fint nok, Rebekka gætter på at de har skændtes på vejen hertil, Beate ser sådan ud. Hun væmmes ved sin mand, det kan Rebekka sagtens følge. Han er også for meget, han 20

4/05/18 14.29Havets_born.indd 20

15

24/05/18 14.29


tror det hele handler om ham, om hvad godset kan gøre for hans liv og status. Men gamle herregårde og godser handler ikke om hvad de kan gøre for folks liv. Meget mere om hvad man selv kan give til ejendommen, et stykke Danmark. – Og har I tænkt en masse? spørger Jens. – Grublet herfra og til evigheden, siger Cornelius. – Jeg håber gen­ synet med herlighederne vil hjælpe på det. – I ville se om der var plads til noget wellness, siger Jens hurtigt. – Også det. Men det kan være vi skal kigge på det. Du ville gerne starte ovenpå? siger Cornelius og ser på sin kone. – Selvfølgelig. Jens nikker. – Vi er her for jeres skyld. – Så kan det være jeg skal se staldene, det nåede vi ikke sidst, siger Cornelius, henvendt til Rebekka. Verdensmanden har talt, han vil have at Rebekka skal vise ham staldene, og at hans kone skal udsættes for Jens. – Det er den evige overvejelse om man skal rive ned og bygge nyt eller kæmpe med det gamle, forklarer Cornelius da de går mod stal­ dene. Rebekka fryser, hun skulle have taget sin jakke på. Hun har lyst til at sige at hvis det første man har lyst til, er at rive smukke, gamle stalde ned og bygge et nyt, rædsomt, privat wellness­center, skal man måske ikke drømme om et gods. – Jeg har haft svært ved at finde noget om ejendommen når jeg har søgt på adressen, siger Cornelius, går lidt for tæt på Rebekka. – Du skal søge på matrikelnummeret, siger hun hurtigt. – Hvor finder jeg det? Rebekka tager papirerne op, bladrer. Cornelius stiller sig helt tæt, vist mest en undskyldning for at bøje sig ind over hende, kniber øj­ nene sammen. – Det står der, siger Rebekka, peger, holder papirerne ud fra sin krop, mod ham. Han tager sig tid, læsebriller og teatralsk søgen efter det hun peger på, han ved sgu godt man skal søge på ma­ trikelnummeret. – Tolv, nul fire, toogtyve, læser han op, strejfer hendes arm med sin hånd. – Også de sidste fire cifre? – Det ene er ejerlavet, det andet matrikelnummeret. Jeg sender

16

Havets_born.indd 21

21

24/05/18 14.29Havets_born


dig en mail, siger Rebekka og går videre mens han forklarer om sine wellness­planer. – Det lyder spændende, siger Rebekka og træder lidt væk. Nej, tænker hun. Det lyder som en helvedes dårlig idé. I skal ikke købe noget nu, det ville være vanvittigt. I jeres situation, hvor Cornelius ikke engang kan gå fem minutter alene med en anden kvinde uden at flirte. I er skilt om tre år. Højst, tænker Rebekka, inden hun fortsætter rundvisningen, nu meget bevidst om afstanden. De ender på lofts­ rummet. Gamle billeder står stablet op ad de skrå vægge, landskabs­ malerier ingen gider se på. Og en oppustet gummibåd. Det sidste får dem til at le, en halvflad, frossen gummibåd midt på et staldloft på en herregård mindst tyve kilometer fra vandet. De møder Jens og Beate på plænen udenfor, det fine vinterlys gør noget særligt ved haven, noget magisk, det er en god dag at sælge, tænker Rebekka. Cornelius lægger hovedet bagover, måske konfere­ rer han med Gud. “Skal jeg købe eller ej?” Rebekka kender spillet, selvfølgelig køber de. Og selvfølgelig bliver de skilt. Et blik fra Jens: Han tænker det samme, at den er hjemme. Det er nok også den eneste tanke Jens og Rebekka deler. Jens tænker ikke at Cornelius er endnu en af dem som Dominic kæmpede imod. Ligesom Rebekkas far, Hans Erik, den hvide mand over alle hvide mænd, dem som går gennem verden fulde af påtaget og pivfalsk ver­ densmandsansvarlighed. Og alle falder for det, Rebekka har set det tusind gange. Hvordan hendes mægtige far med al sin ambassadør­ autoritet satte sig for bordenden i sit nypressede jakkesæt. Her er en mand der har styr på verden, tænker man, alt imens manden i jakke­ sættet og den seriøse mine overbeviser alle om at krig er den eneste løsning, at grænserne skal lukkes, eller at man bare skal sælge statens ejendom billigt til en udenlandsk kapitalfond. Også Beate er faldet for det, engang for længe siden, Cornelius har lige den rette attitude, Rebekka kan se hvordan Jens også beundrer ham. Men hun har selv svært ved at se det beundringsværdige i en mand der står og bager på juristen, når konen vender ryggen til. Måske er det derfor hun ikke har talt med sin far i fem år. 22

4/05/18 14.29Havets_born.indd 22

17

24/05/18 14.29


– Rebekka? Jens afbryder hendes vilde tankeraseri, hun kunne blive ved i ti­ mer. Afsked, nu giver Beate pludselig hånd, tilføjer et indforstået blink. Måske er Beate bedre til farvel end goddag, tænker Rebekka. I så fald er det nok noget Cornelius skal have i baghovedet, inden han knalder sekretæren eller bager på assistenten. At Beate ved hvordan man kommer ud ad døren. Jens følger dem over til bilen. Rebekka lægger hånden på den kol­ de og hvidkalkede mur, forstår ikke den pludselige smerte i maven, hun har ikke haft så ondt siden den sidste eksamen på jura. Hun betragter Jens der er i gang med sit sælgerskuespil, nogen burde give ham en fucking Oscar. Hånden på Cornelius’ skulder, bare et øje­ blik, de er gode venner allerede, fortrolig med konen, kammerater med manden, Jens er deres mand, og de tror på det. Smerten er tilbage, endnu et jag. Har hun ikke fået nok at spise? Kun drukket kaffe? – Du vandt. Jens kommer nærmere, skutter sig. – Hvad skal vi have til frokost? Noget varmt, jeg fryser ad helvede til. Rebekka bliver afbrudt af et lille bip fra lommen. En ny besked fra Livingstone. Om Stanley har planer om at dukke op? Et øjebliks overvejelse, hun mærker efter, smerten er væk igen. Og ja, hun har lyst til noget, at møde kærligheden, at komme videre. Rebekka skriver tilbage: “Stanley her, forbered dig på at blive fundet i aften.”

18

Havets_born.indd 23

24/05/18 14.29


PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT NO PRINT

ten år er gået, Rebekka er langsomt at rysteersinlangsomt fortid afved sig,atuheldet Sytten år er gået,ved Rebekka ryste sin fortid af sig, uheldet ngang i Afrika, hvor hendes var udsendt ambassadør. Hun er 34,ambassadør. Hun er 34, dengangfari Afrika, hvor som hendes far var udsendt som ger dyre landejendomme livet er omsider ved at blive igen. ved at blive godt igen. sælgeri Jylland, dyre landejendomme i Jylland, livetgodt er omsider dtil den dag, skæbnenIndtil rammer gang er detigen. kræft. Aggressiv, denigen. dag, Denne skæbnen rammer Denne gang er det kræft. Aggressiv, truende. Rebekka kan dårligt tro,Rebekka hvad hun hører, da tro, lægen forklarer, at da lægen forklarer, at livstruende. kan dårligt hvad hun hører, n kun kan overleve, hvis knoglemarvstransplantation hunhun kunfår kanforetaget overleve,enhvis hun får foretaget en knoglemarvstransplantation et nært familiemedlem. Rebekka har ingen søskende, denhar eneste chance fra et nært familiemedlem. Rebekka ingen søskende, den eneste chance hendes far. er hendes far.

undersøgelser viser, Da at farens celler ikke matcher Rebekkas, dør matcher det sidsteRebekkas, dør det sidste undersøgelser viser, at farens celler ikke b. Indtil en ny sandhed kommer frem. Farens hemmelighed. det han håb. Indtil en ny sandhed kommer frem.Alt Farens hemmelighed. Alt det han skjult for Rebekka siden den frygtelige ulykke. en Om Rebekkas barn, en har skjult for Rebekka sidenOm denRebekkas frygtelige barn, ulykke. e pige. Datteren dødelille ikkepige. denDatteren nat. Hundøde blev ikke bortadopteret. Og måske den nat. Hun blev bortadopteret. Og måske er hun stadig. lever hun stadig.

mtidig, et sted i Københavns ghetto, der drabsefterforskeren Kimdrabsefterforskeren Kim Samtidig, et stedventer i Københavns ghetto, venter der rygteligt syn. Jo, en kvinde er blevet det harerKim setmyrdet, før. Men et frygteligt syn.myrdet, Jo, en kvinde blevet det har Kim set før. Men er skåret noget af liget haraftaget sig. Noget der ikke derog er morderen skåret noget ligetdet og med morderen har taget det med sig. Noget der ikke e peger på morderensbare identitet, men på en større konspiration, derkonspiration, en sag der peger på morderens identitet, men på en en sag større kker ud over landets grænser, helt indlandets i mørkets hjerte.helt ind i mørkets hjerte. rækker ud over grænser,

avets børn erhavets en roman om børn uretfærdighed. er en roman Om om at finde uretfærdighed. håbet, Om at finde håbet, v der hvor intet håb synes selv der muligt. hvor Det inteterhåb en synes episk muligt. fortælling. DetOm er en enepisk mor fortælling. Om en mor en datter, om mennesker og ender datter, rækker omud mennesker efter hinanden, der rækker på tværs ud efter af konhinanden, på tværs af konenter, om kærlighed, tinenter, længsel, om at kærlighed, overkomme længsel, det umulige. om at overkomme det umulige.

ISBN 9788740039269

ANNA ANNA NO PRINT PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT

EKBERG EKBERG ANNA

m da Rebekka og hendes Sommor da Rebekka kører galtogpåhendes vej tilmor hospitalet. kører galt Chaufføren på vej til hospitalet. Chaufføren tresset, Rebekka skalerføde, stresset, bilenRebekka foran dem skalbremser føde, bilen for hårdt foran op dem ogbremser for hårdt op og mmenstødet er uundgåeligt. sammenstødet Den morgen er uundgåeligt. mister Rebekka Den morgen alt, sin mister mor Rebekka alt, sin mor sit ufødte barn. At Rebekka og sit ufødte overlever, barn.erAtnærmest Rebekka et overlever, mirakel. Eller er nærmest en et mirakel. Eller en bandelse. forbandelse.

EKBERG HAVETS BØRN

k æbnen er etsk lille æbnen øjeblik, er etder lille ændrer øjeblik, alt. der ændrer alt.

ANNA

EKBERG HAVETS BØRN

NO PRINT PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT

PRÆSENTATION NOPRÆSENTATION PRINT NO PRINT

S P Æ N S D PI Æ N N G D S R I N O G M SA RNO M A

G R AT I S LÆSEPRØVE

HAVETS HAVETS BØRN BØRN P O L I T I K E N S F OPROLLAIG T IK E NS FOR L AG

P O L I T I K E N S F OPROLLAIG T IK E NS FOR L AG

Havets børn - Anna Ekberg  

Skæbnen er et lille øjeblik, der ændrer alt. Som da Rebekka og hendes mor kører galt på vej til hospitalet. Chaufføren er stresset, Rebekka...

Havets børn - Anna Ekberg  

Skæbnen er et lille øjeblik, der ændrer alt. Som da Rebekka og hendes mor kører galt på vej til hospitalet. Chaufføren er stresset, Rebekka...

Advertisement