Håb - historien om Doaa

Melissa Fleming besluttede sig for at fortælle Doaas historie som et vidnesbyrd om de farer, millioner af mennesker udsætter sig selv for i forsøg på at nå i sikkerhed. Her er den utrolige historie.

HISTORIEN OM DOAA

MELISSA FLEMING er talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommisariat. Hun rejser jævnligt til krigszoner og flygtningelejre som led i sit arbejde for at give stemme til de millioner af mennesker, som er blevet tvunget til at forlade hus og hjem.

Doaa var blandt de overlevende – hendes forlovede, Bassem, var ikke. Han druknede for øjnene af hende. Da Melissa Fleming, talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommisariat, hørte om episoden, fløj hun til Kreta for at møde Doaa, som havde formået at redde et lille barn, mens hun selv kæmpede for at holde sig i live i det kolde vand.

– en ung kvindes flugt fra krigen i Syrien

… Sammen med de 40 passagerer fra Doaa og Bassems lastbil var de nu omkring 200 mennesker samlet på stranden, prisgivet de ti illegale rejsearrangører. Smuglerne var alle sammen barfodede og klædt i sort, med buksebenene rullet op til knæene. De sagde til flygtningene, at de skulle

Håb

Doaa, en helt almindelig pige fra en landsby i Syrien, endte i 2014 med at være en af 500 flygtninge stuvet sammen på en fiskekutter med kurs mod Europa. Kutteren blev angrebet og kæntret, og ud af de 500 overlevede kun 11, som blev samlet op af vandet fire dage senere.

MELISSA FLEMING

HÅB er historien om en bemærkelsesværdig ung kvindes flugt fra krigen i Syrien og samtidig fortællingen om de umenneskeligt hårde trængsler, flygtninge i millionvis møder under forsøget på at undslippe krig, vold og død i deres hjemland.

HISTORIEN OM DOAA

være fuldstændig stille og forklarede, at de gjorde alt, hvad de kunne, for at undgå politiet og kyst-

Håb

vagten, om end der gik mange rygter om, at de også bestak embedsmænd til at lukke øjnene for deres aktiviteter. Doaa kiggede på sit ur. Klokken var 23.

Den tavse ventetid var ulidelig. Det var koldt, og hun ville ønske, hun havde taget en sweater på under sin tynde jakke. Da de havde ventet i mere end to timer, delte smuglerne flygtningene på stranden op i tre grupper. De forklarede ikke hvorfor. Der var 100 mennesker i den første gruppe og 50 i den anden og tredje. Doaa og Bassem var i den første gruppe. Så snart gruppen var dannet, hørte de en smugler råbe: ”Løb!” Bassem tog deres taske, og sammen løb de af sted i den sorte nat i retning af lyden af bølger mod bredden.

Fra bogen

ISBN: 978-87-400-3227-7

MELISSA FLEMING POLITIKENS FORLAG

POLITIKENS FORLAG

Håb

bog0159_Håb.indd 1

23-06-2017 11:44:42

M E L I S SA F L EM I NG

Håb HISTORIEN OM DOAA – en ung kvindes flugt fra krigen i Syrien

På dansk ved Lærke Pade

POLITIKENS FORLAG

bog0159_Håb.indd 3

23-06-2017 11:44:42

bog0159_HÃ¥b.indd 4

23-06-2017 11:44:42

Indhold

1 En barndom i Syrien

2 Krigen begynder

24

3 Belejringen af Dara

49

4 Livet som flygtning

76

5 Kærlighed i eksil

97

6 Forlovelsen

118

7 En pagt med djævlen

132

8 Mareridtet begynder

158

9 Kun havet er tilbage

173

10 Redning i sidste øjeblik

7

198

Epilog

225

En hilsen fra Doaa

232

Tak

234

bog0159_Håb.indd 5

23-06-2017 11:44:42

bog0159_HÃ¥b.indd 6

23-06-2017 11:44:42

1

En barndom i Syrien

A

nden gang, Doaa var tæt på at drukne, flød hun rundt midt ude i et fjendtligt hav, der lige havde slugt den mand, hun elskede. Hun var så kold, at hun ikke kunne mærke sine fødder, og så tørstig, at hendes tunge var svulmet op i munden på hende.

Hendes sorg var så overvældende, at hun ville have ladet sig opsluge af havet, hvis det ikke havde været for de to bittesmå piger i hendes arme, der endnu var i live. Der var intet land i sigte. Kun vraggods fra forliset, nogle få andre overlevende, der bad til, at de ville blive reddet, og opsvulmede lig, der flød rundt i vandet.

Tretten år forinden var hun næsten blevet taget, ikke af det enorme hav, men af en lille sø, og dengang havde Doaas familie været der til at redde hende. Hun var seks år gammel og den eneste i familien, der nægtede at lære at svømme. Hun var hunderæd for vandet, alene synet fyldte hende med gru.

Når de var på udflugt til søen i nærheden af deres hjem, plejede Doaa at sidde for sig selv og se sine søstre og kusiner og fætre plaske rundt, mens de dykkede og slog kolbøtter i søen for at lade sig afsvale i den smeltende syriske sommer. Når de prøvede at lokke Doaa med i vandet, nægtede hun pure og følte en 7

bog0159_Håb.indd 7

23-06-2017 11:44:42

slags magt i sin modstand. Selv som ganske lille var hun stædig.

“Ingen kan nogensinde tvinge Doaa til noget,” sagde hendes mor altid med en blanding af stolthed og fortvivlelse.

Men en dag efter frokost besluttede Doaas teenagefætter, at hun bare var fjollet, og at det var på tide, hun lærte at svømme.

Mens Doaa sad åndsfraværende og tegnede figurer i sandet med fingrene og kiggede på de andres plasken rundt, sneg han sig ind på hende bagfra, tog hende om livet og løftede hende op, mens hun skreg og sparkede. Han ignorerede hendes råb, slyngede hende op på skulderen og bar hende ned til søen. Hendes ansigt var presset ind mod hans ryg, og hendes ben dinglede lige under hans bryst. Hun sparkede hårdt til hans brystkasse og borede neglene ned i hans hovedbund. De andre børn lo, da Doaas fætter holdt hende ud i strakt arm og lod hende dumpe ned i det mudrede vand.

Doaa gik i panik, da hun faldt i søen med ansigtet først. Vandet gik hende kun til brystet, men hun var lammet af frygt og ude af stand til at finde fodfæste. I stedet for at flyde opad gled Doaa ned under vandet. Hun gispede for at få luft, men slugte vand i stedet.

Et par arme trak hende op af vandet i sidste øjeblik, bar hende ind på bredden og hen i hendes opskræmte mors skød. Doaa hostede alt det vand op, hun havde slugt, hulkede og svor i det øjeblik, at hun aldrig ville nærme sig vandet igen.

Dengang var der ikke andet at frygte i hendes verden. Ikke når hendes familie var der til at beskytte hende.

Som seksårig kunne Doaa ikke huske et eneste øjeblik, hvor hun nogensinde havde været alene. Hun boede sammen med sine forældre og fem søstre i ét værelse i hendes farfars toetagers hus. I de andre værelser boede hendes fars tre brødre og deres familier, og hele Doaas liv var fyldt af familie: Hun sov lige ved siden af sine søstre, spiste fælles måltider, lyttede til ivrige samtaler.

8

bog0159_Håb.indd 8

23-06-2017 11:44:42

Familien Al Zamel boede i Dara, den største by i det sydvestlige Syrien, nogle få kilometer fra grænsen til Jordan og cirka to timers kørsel fra Damaskus. Dara ligger på et vulkansk plateau af fed, rød jord. I 2001, da Doaa var seks, var stedet berømt for de mange frugter og grøntsager, jorden gav – granatæbler, figner, appelsiner, oliven og tomater. Man sagde, at Daras høst kunne bespise hele Syrien, hvis det skulle være.

Seks år senere, i 2007, blev landet ramt af en altødelæggende tørke, som varede i tre år og tvang mange bønder til at forlade deres marker og flytte med deres familie til byer som Dara for at finde arbejde. Visse eksperter mener, at det var denne massive folkevandring, der førte til den krusning af utilfredshed, som i 2011 voksede til en stormflod af protest og efterfølgende den væbnede opstand, der fik Doaas liv til at gå opløsning.

Men dengang i 2001, da Doaa kun var en lille pige, var Dara et fredeligt område, hvor folk levede deres liv i ro og fordragelighed, og hvor man nærede fornyet håb for landets fremtid.

Bashar al-Assad havde netop overtaget magten efter sin far, den undertrykkende præsident Hafez al-Assad. Syriens folk vovede nu at håbe, at der var bedre tider i vente for landet. I begyndelsen troede de, at den unge præsident ville bryde med sin fars tyranniske politik. Bashar al-Assad og hans glamourøse kone havde taget deres uddannelser i England, og deres ægteskab blev betragtet som en fusion mellem to grene af islam – Bashar tilhørte det alawitiske mindretal, mens hans kone, Asma, var sunnimuslim som flertallet, inklusive Doaas familie. Han førte en sekulær politik, og især blandt den Damaskus-uddannede elite var der udbredt håb om, at hans lederskab ville føre til en ophævelse af forskellige frihedsbegrænsninger og ikke mindst den undtagelsestilstand, som hans far havde overtaget og fastholdt for at knuse eventuelle oprør, og som nu havde varet i 48 år. Under dække af at beskytte den nationale sikkerhed mod militante islamister og 9

bog0159_Håb.indd 9

23-06-2017 11:44:42

udefrakommende rivaler havde regeringen brugt undtagelsestilstanden til at indskrænke personlige rettigheder og friheder og tillade sikkerhedsstyrker at foretage “forebyggende” arrestationer, som var meget svære at appellere.

De mere konservative, fattigere dele af befolkningen, som dem i Dara, håbede primært på økonomiske forbedringer, men i det store og hele accepterede de den måde, tingene foregik på i deres land. Dette tavse samtykke var et resultat af den barske erfaring, de havde gjort i 1982, da præsident Hafez al-Assad befalede, at tusindvis af borgere i byen Hama blev skudt som kollektiv straf for, at bevægelsen Det Muslimske Broderskab, der udfordrede hans styre, havde vind i sejlene. Denne brutale hævnaktion var stadig i frisk erindring hos syrerne. Men nu var der en ny generation ved magten, og man håbede, at Hafez al-Assads søn ville slække på nogle af de restriktioner, der gjorde hverdagen besværlig. Til folkets skuffelse viste den nye præsidents reformbudskab sig blot at være tomme ord. Der var ikke meget, der forandrede sig, og efter Hama var der ikke ret mange, der turde udfordre det autoritære regime.

Da Doaa var lille, myldrede byens gamle marked – eller souk – hver lørdag med lokale og besøgende, der kom fra Jordan for at købe gode råvarer til gode priser og handle med landbrugsredskaber og landbrugsvarer. På hovedhandelsruten til Den Persiske Golf var Dara en by, der tiltrak besøgende fra hele regionen; folk satte hinanden i stævne der eller sørgede for at lægge vejen forbi, når de var i nærheden. I centrum var dog et sammentømret lokalsamfund af storfamilier og venskaber, der spændte over mange generationer.

Ligesom andre steder i Syrien boede børn i Dara sammen med deres familier, indtil de for længst var blevet voksne. Sønner blev boende hjemme, når de blev gift, således at deres koner blev indlemmet i familien, og deres egne børn voksede op dér. Syri10

bog0159_Håb.indd 10

23-06-2017 11:44:42

ske familier som Doaas var propfulde af familiemedlemmer, med flere generationer under samme tag. Når en familie voksede ud af værelserne i stueetagen, blev der føjet en ny etage til, så huset skød opad.

Hjemme hos Doaa tilhørte en del af stueetagen hendes onkel Walid og tante Ahlam og deres fire børn. Ved siden af dem boede onkel Adnaan med sin familie på i alt seks, og Doaas farfar Mohamed og farmor Fawziyaa havde deres eget værelse. På etagen under taget havde onkel Nabil et lille værelse sammen med sin kone, Hanadi, tre sønner og to døtre. Doaas familie på otte delte et værelse i stueetagen, nærmest køkkenet, det travleste og mest larmende sted i huset. Alle de større værelser vendte ud mod en åben gårdhave, der er typisk for arabiske huse, hvor børn pilede ind og ud og fandt hinanden for at lege, når de fik fri fra skole og imellem måltiderne. Taget var også et sted, hvor familien kunne samles, og på varme sommeraftener sad de deroppe og slappede af indtil de tidlige morgentimer. Mændene røg deres vandpiber, og kvinderne udvekslede sladder, og alle drak sød syrisk te. På særligt varme nætter rullede hele familien deres madrasser ud deroppe og sov under stjernerne, så de fik glæde af den kølige vind.

Hele familien – tanter, onkler, fætre og kusiner – spiste sammen i gårdhaven, siddende på et tæppe i en rundkreds omkring dampende fade med mad. Doaa og hendes søstre spiste grådigt til måltiderne; de slugte alt, hvad de kunne komme i nærheden af, skovlede mad op med tynde stykker pitabrød, som de havde viklet om fingrene. Doaas far nød disse stunder med sin familie, for det var det eneste tidspunkt på dagen, hvor han kunne være sammen med sine døtre. Så snart måltidet var forbi, og han havde slugt de sidste dråber af sin søde te, cyklede han tilbage til sin barbersalon og arbejdede til midnat.

Kærligheden, konflikterne, glæderne og sorgerne ved at bo sammen med en stor klan havde indflydelse på alle områder af 11

bog0159_Håb.indd 11

23-06-2017 11:44:42

Doaas hverdag. Og under denne families tag var der begyndt at dukke spændinger op.

Da Doaa blev født, havde hendes forældre i forvejen tre døtre og var under stigende pres fra familien for at få en søn. I det traditionelle syriske samfund sætter man drenge højere end piger, fordi man forventer, at drenge vil forsørge familien, hvorimod piger vil blive gift og dermed vende deres opmærksomhed mod deres ægtemand og svigerfamilie. Shokri, Doaas far, var en flot mand med mørkt, krøllet hår. Han havde været barber, siden han var 14, og havde engang arbejdet i udlandet, i Grækenland og Ungarn. Shokri havde tænkt sig at tage til Europa igen for at finde sig et arbejde og en udenlandsk kone, men da han mødte Hanaa, Doaas mor, ændrede han planer. Hanaa var først lige ved at blive færdig med skolen, da de mødtes til en nabos bryllup. Hun var lille, havde langt, bølget mørkt hår og strålende grønne øjne. Hun og Shokri blev straks tiltrukket af hinanden.

Hun syntes, han virkede mere erfaren og selvsikker end de andre lokale fyre, og hun kunne godt lide hans tøjstil, at han gik med cowboybukser med svaj og spillede på oud, et strengeinstrument, der betragtes som guitarens forfader.

Hanaa var kun 17 år, da de blev gift. Deres første år sammen var fredelige og fulde af kærlighed, men tingene ændrede sig lige så stille. Lige da Hanaa havde født sin tredje datter, hørte hun for første gang sin svigermor, Fawziyaa, klage over, at Hanaa og Shokri ikke havde fået en søn. Hanaa blev chokeret, da hun overhørte Shokris familie sige til ham, at han burde finde sig en ny kone, som kunne føde ham en søn. Shokri var stolt af sine døtre, selvom han måtte slås med dybt indgroede fordomme og forventninger. Men hans mor blev ved med at kritisere Hanaa og insisterede på, at Shokri fortjente at få sønner. Familiens fælles hjem, som engang havde været Shokri og Hanaas fristed, blev 12

bog0159_Håb.indd 12

23-06-2017 11:44:42

efterhånden en kampplads, da nogle af Hanaas svigerinder også begyndte at hviske og tiske om hendes manglende evne til at føde sønner.

Da Doaa blev født den 9. juli 1995, modtog Hanaa de sædvanlige halvhjertede lykønskninger og mumlende “Næste gang, inshallah” – om Gud vil – “bliver det måske en dreng” fra Shokris familie.

Men når Hanaa kiggede på spædbarnet med de alvorlige øjne, fornemmede hun, at der var noget særligt ved den lille pige. Da en respekteret og velhavende ven af familien kom på besøg for at se det nye barn, hjalp hun med at etablere Doaas plads i familien.

Kvinden, der ikke selv kunne få børn, havde en stærk sans for familiens dynamik. Hun fornemmede, at Hanaa var under stort pres for at få en dreng, og hun besluttede at hjælpe hende. Da familien var samlet i køkkenet for at byde velkommen til deres særlige gæst, som boede i udlandet, tog hun med stor omhu Doaa i favnen og holdt hende forsigtigt. Hun så ind i det lillebitte barns alvorlige ansigt, lagde en finger på hendes pande og erklærede: “Det barn er noget ganske særligt.” Med henvisning til betydningen af Doaas navn tilføjede kvinden: “Hun er i sandhed en bøn fra Gud.” Inden kvinden tog afsked, gav hun Hanaa 10.000 syriske lira – en mindre formue – som en gave til Doaa. Den øvrige familie var dybt forbløffet. Venindens eksotiske status som velhavende borger i Golfstaterne indgød respekt. Efterfølgende insisterede Shokris mor altid på at holde Doaa, og i en periode var der ingen, der slyngede fornærmelser i hovedet på Hanaa.

Da Doaa blev større, tryllebandt hun næsten alle, hun mødte.

Hun var uhyre genert, ulig sine udadvendte søstre, men folk følte altid trang til at hjælpe hende med at overvinde sin generthed.

Hun havde en sødme over sig, og hver gang Hanaa tog hende med ud, kommenterede folk på gaden hendes smukke chokoladebrune øjne, der var indrammet af lange øjenvipper, og hendes 13

bog0159_Håb.indd 13

23-06-2017 11:44:42

rolige udtryk. “Lige fra begyndelsen,” husker Hanaa, “vidste vi, at hun ville bringe familien lykke.”

Tre år efter Doaas fødsel fødte Hanaa endnu en datter, Saja, og to år senere en sjette datter, Nawara. Pludselig blussede snakken om “stakkels Shokri” uden sønner op igen. De otte familiemedlemmer boede desuden i et værelse på knap 20 kvadratmeter med ét vindue.

Resten af familien voksede også, efterhånden som Doaas tanter og onkler fik flere børn. Store familier er almindeligt i Syrien, eftersom en barnefødsel anses for at bringe lykke. Store familier er et tegn på et lykkeligt ægteskab og en forsikring om, at forældrene vil blive forsørget, når de bliver gamle.

Men med 27 mennesker i ét hus blev stemningen imellem kvinderne endnu mere anspændt. Det var umuligt at lave mad til så mange på én gang, så de fælles måltider, der havde været sådan en fornøjelse, ophørte. I stedet skiftedes familierne til at lave mad i køkkenet.

Hanaa havde førstevagten, så hver dag var hun nødt til at skynde sig hen på markedet, skrælle og snitte grøntsagerne og tilberede det hele, så hun kunne have frokosten parat, når Shokri kom hjem i sin middagspause klokken tre om eftermiddagen.

Det var hele familiens hovedmåltid, og for Hanaa var det vigtigt, at måltidet var noget særligt. Hun havde altid sat en ære i sin omhyggelige tilberedning af netop dette måltid, men nu blev madlavningen en kamp med tiden for at undgå konflikter med svigerfamilien.

Nu spiste Doaa og hendes familie morgenmad, frokost og aftensmad i deres lille værelse omkring en plasticdug, som de bredte ud midt på gulvet. Værelset var nu blevet centrum i deres univers. Alle familieaktiviteter foregik inden for disse fire vægge, der udgjorde både soveværelse, dagligstue og spisestue.

Efterhånden som pigerne blev større, blev pladsen endnu 14

bog0159_Håb.indd 14

23-06-2017 11:44:42

mere trang. Om aftenen tog Doaa og hendes søstre deres madrasser frem og lagde dem på gulvet ved siden af hinanden overalt, hvor man kunne komme til, som puslespilsbrikker. Doaa valgte altid pladsen under vinduet, så hun kunne stirre op på stjernerne, indtil hendes øjne gled i. Når børnene endelig var faldet i søvn alle sammen, måtte Shokri og Hanaa træde hen over et hav af arme og ben for at komme hen til deres eget hjørne af værelset.

For Hanaa var atmosfæren i det overfyldte hus blevet uudholdelig. Alt for ofte kritiserede hendes svigerinder hende for, at hun ikke havde fået nogen sønner. En aften, hvor hun endnu en gang hørte dem sladre om hende i køkkenet, besluttede hun, at hun havde fået nok af deres insinuationer, småskænderierne om køkkenet og den uafladelige larm. Da Shokri kom hjem fra arbejde den aften, stod Hanaa i døren med korslagte arme og tårer i øjnene.

“Enten finder du et andet hjem til os, eller også finder du dig en anden kone,” forlangte hun. “Vi kan ikke blive boende her.”

Hun gik et skridt nærmere Shokri. “Nu handler det heller ikke bare om mig mere. Ayat er 15, og Alaa er 13. De er teenagere! De har fået nok af at dele værelse med alle os andre. De har brug for privatliv. Jeg forlader dig og søger skilsmisse, hvis ikke du finder et nyt sted til os.”

Shokri havde godt bemærket de voksende spændinger og besværligheder, familien oplevede i hans forældres hus. Efter 16 års ægteskab kunne han også godt se, at Hanaa mente, hvad hun sagde. Hendes stramme mund og vrede blik fortalte ham, at hun var parat til at føre sin trussel ud i livet. Han vidste, at han var nødt til at finde et bedre betalt arbejde, så de kunne flytte ind i en større bolig.

Doaa var dengang seks år gammel. Hun anede intet om de ulmende familiekonflikter og heller ikke, at hun stod på tærsklen til at opdage, for første gang i sit liv, at hendes verden ikke var så 15

bog0159_Håb.indd 15

23-06-2017 11:44:42

tryg, som hun troede. For hende var det store hus et sted fyldt med lykkelige minder: intense lugte af simrende kød og aromatiske krydderier, latter og endeløse lege med fætre og kusiner i gårdhaven, omringet af duftende jasminblomster, varme nætter på taget, hvor man lyttede til de voksnes småsludren og pulsen på shisha-piben.

Barbering var det eneste håndværk, Shokri havde lært, men han spurgte sig for rundt omkring for at finde ud af, om hans gamle Peugeot kunne bruges til at transportere varer frem og tilbage over grænsen til Jordan. “Den gule ubåd” var familiens eneste transportmiddel og også en stående vittighed. Den var rusten og bulet og havde en tendens til at bryde sammen under weekendudflugter, men Shokri var pavestolt af den. Nu blev den familiens håb om at kunne flytte ud af deres kvælende, overbefolkede hjem.

Shokri fandt en jordansk forretningsmand, som tilbød at betale ham for at fylde bilen op med lokalt producerede syriske småkager og levere dem til kunder på den anden side af grænsen i Jordan.

I de følgende to måneder gik Shokri hjemmefra tidligt om morgenen for at køre til fabrikken i Dara, hvor han pakkede Peugeoten til bristepunktet med æsker med småkager. Somme tider kunne han knap nok se ud ad bagruden, fordi bilen var så proppet. Hvis der ikke var ret meget trafik omkring grænsen, kunne han nå frem og tilbage på fem timer og komme hjem tids nok til at spise frokost med sin familie og tage sin eftermiddagsvagt i barbersalonen bagefter. Doaa og hendes søstre elskede hans nye job; hver gang han kom hjem, havde han noget lækkert fra Jordan med til dem. De stod og ventede i døren for at få kubz ishtiraak, den tynde form for pitabrød, som de ikke kunne få i Syrien, og chips af mærket Barbie, som de bedre kunne lide end de chips, man kunne få derhjemme. Han kom også med kjoler til dem og smartere tøj, end de nogensinde havde haft før.

16

bog0159_Håb.indd 16

23-06-2017 11:44:42

Så en dag kom Shokri ikke hjem om eftermiddagen. Der gik mange timer, uden at de hørte noget fra ham. Hanaa og pigerne var bekymrede; Shokri plejede aldrig at blive længere væk end et par timer uden at give dem besked. Hanaa bad alle i familien om hjælp. Hun opsøgte naboer og venner. Efter mange timers hektiske telefonopkald fik Doaas tante Raja at vide af en ven i Jordan, at Shokri var blevet arresteret. Grænsevagter havde opdaget, at hans bil havde mere end de tilladte 100 kilo varer med. Desuden var den skriftlige tilladelse til at transportere varer over grænsen, som fabriksejeren havde givet Shokri, forfalsket. Shokri sad nu i fængsel i Jordan.

Familien vidste, at forholdene i fængslet kunne være forfærdelige, så de blev ude af sig selv af bekymring. De forestillede sig, at han sov på gulvet i en overfyldt celle, sulten og ude af stand til at komme til at vaske sig eller få rørt sig. De havde ikke råd til en advokat, så de anede ikke, hvordan de skulle finde rundt i det komplekse jordanske retssystem.

Som dagene gik, voksede deres bekymringer. De var ikke bare bekymrede for, om Shokri havde det godt – de havde heller ikke råd til at leve uden ham. De kunne kun lige akkurat overleve med de penge, han tjente, og nu havde de ingen indtægt. Hanaas familie trådte til, gav dem mad og de småpenge, de selv kunne undvære. Familien Al Zamel var fattig og havde ingen forbindelser blandt indflydelsesrige mennesker i regeringen, som måske kunne have hjulpet, og de turde ikke henvende sig til de lokale myndigheder og fortælle, at Shokri var i fængsel i Jordan, for det kunne måske skaffe ham flere problemer på halsen, når han kom hjem.

Familien måtte ikke besøge ham i fængslet eller tale i telefon med ham. Så de fik kun sporadiske nyheder om Shokri fra kontakter, der boede i Jordan, men beskederne var forvirrende og gjorde dem kun mere ængstelige for, hvordan han blev be17

bog0159_Håb.indd 17

23-06-2017 11:44:42

handlet. Doaa og hendes søstre græd hver dag, og om aftenen, når pigerne sov, græd Hanaa også og spekulerede på, om hendes mand nogensinde ville komme hjem igen.

Hele storfamilien lagde hovederne i blød for at finde ud af, hvordan de skulle få ham ud af fængslet. Fire måneder efter, at Shokri var blevet arresteret, betalte en af hans brors venner, Adnaan, en advokat i Jordan med gode forbindelser 10.000 syriske lira (svarende til cirka 500 amerikanske dollars) for at hjælpe Shokri. Advokaten kendte det jordanske retssystem og vidste, hvilke fængselsbetjente og hvilken dommer der skulle bestikkes for at få Shokri løsladt.

For de 10.000 lira købte Adnaan den reneste syriske olivenolie – et kilo var 200 lira værd – til de betjente, der var på sagen, og det fineste udskårne kød til dommeren. Han overbeviste dommeren om, at Shokri var blevet snydt af fabriksejeren og blot var en jævn mand, der prøvede at forsørge sin familie. Bestikkelserne virkede, og Shokri blev endelig løsladt.

Doaa og hendes familie kunne næsten ikke kende den tynde mand med stort skæg, der stod i døren en sen aften. Men da pigerne hørte hans velkendte stemme, løb de ham i møde, skrigende af glæde, og slog armene om ham. Efter fire måneder havde Doaa fået sin far tilbage, og hun havde ikke lyst til nogensinde at give slip på ham igen.

Da Shokri var blevet løsladt, blev det hurtigt hverdag igen.

Han genoptog sit arbejde i barbersalonen, og Hanaa tilberedte familiens mad. Sammen forfulgte de stadig drømmen om at få deres eget hjem. Til sidst fandt de en lejlighed, der var til at betale, i den billigere del af Dara, og de pakkede familien sammen og flyttede.

Doaas andet hjem var en lejlighed med tre værelser i det underudviklede, konservative og fattige kvarter Tareq Al-Sad. Det 18

bog0159_Håb.indd 18

23-06-2017 11:44:42

havde taget Shokri og Hanaa flere måneder at finde den lurvede og beskidte lejlighed. Men her behøvede de ikke at bekymre sig om at irritere tanter og onkler, og børnene kunne løbe frit omkring og være sig selv. Pigerne hjalp deres forældre med at gøre værelserne rene og pæne, og Doaas søstre blev hurtigt glade for deres nye hjem.

Men Doaa havde svært ved at vænne sig til det. Hun hadede forandringer, og hun savnede sine fætre og kusiner. Især savnede hun sin gamle skole. Det havde taget hende lang tid at åbne sig for sine lærere og klassekammerater, og nu skulle hun begynde helt forfra. På den nye skole holdt hun sig genert i baggrunden, mens hendes søstre fik nye venner. Hun lod ofte, som om hun var syg, så hun ikke behøvede gå derhen. Men Doaa var et barn, der drog andres venlighed til sig, og hun fik langsomt nye venner og begyndte at sætte pris på sit nye miljø.

I 2004 fejrede familien, at Doaas lillebror, Mohammad, var kommet til verden. Han fik kælenavnet Hamudi. Endelig havde familien fået en søn. Pigerne tilbad ham og sloges om at få lov at passe ham. Nu, hvor der var en dreng i familien, inviterede Doaas tanter og onkler dem til at flytte tilbage til storfamilien, men det nægtede Hanaa. Nu var de faldet til i deres eget hjem og havde slået rødder i det nye kvarter.

Men da Doaa blev 14, fik familien at vide, at ejeren af lejligheden, som de var kommet til at elske, selv skulle bruge den, og at familien derfor var nødt til at flytte igen. Det var hårdt, især for Doaa, der virkelig ikke brød sig om forandringer. Det virkede helt uoverkommeligt at finde et nyt hjem, som Shokris beskedne løn kunne betale. Der kom flere og flere til Dara for at finde arbejde, og huslejerne steg. Efter tre måneders søgen fandt Doaas familie endelig et sted, der endda oversteg deres forventninger, en beskeden treværelses lejlighed i det grønne kvarter El-Kashef, med et lyst lille køkken og et tag med vinranker hele vejen rundt.

19

bog0159_Håb.indd 19

23-06-2017 11:44:42

Shokri og Hanaa fik deres eget soveværelse, og pigerne sov i det værelse, der også fungerede som stue om dagen. På det tidspunkt var Ayat, den ældste, blevet gift og var flyttet ind hos sin svigerfamilie.

Men Doaa så ingen glorværdig fremtid i deres nye hjem, kun det uoprettelige tab af venner, hun havde fået i det gamle kvarter, og de mennesker, hun følte instinktivt forstod hende. I det nye miljø blev hun igen overmandet af generthed.

Hun nægtede at tale med nogen på sin nye skole, og hendes karakterer blev dårligere. Uanset hvor meget hendes storesøstre Asma og Alaa opfordrede hende til at få nye venner, forblev Doaa tilbagetrukket. Intet i verden kunne tvinge hende til at gøre noget, hun ikke havde lyst til. Både hendes generthed og hendes voldsomme stædighed var et værn, der beskyttede hende og gav hende mulighed for at kontrollere uvante situationer. Det tog Doaa lang tid at få tillid til folk eller lade nogen se, hvem hun i virkeligheden var.

Men langsomt, med tiden, ligesom i de andre kvarterer, begyndte Doaa at åbne op, og til sidst kom hun ud af sin skal.

Doaa fik nye veninder og gik ofte tur med dem i nabolaget, og de besøgte hinanden for at læse lektier, sladre og tale om drenge. De gik tit op på Doaas tag – hendes yndlingssted i det nye hjem – for at nyde solen. Ved skumringstid rykkede de indenfor for at spille arabisk pop og danse i rundkreds, mens de sang med på sangene.

I takt med at Doaa blev mere og mere glad for sit nye kvarter og sine nye veninder, blev det også mere og mere tydeligt, at hun ikke ville blive tilfreds med det liv, der lå i kortene for hende som traditionel syrisk pige. Hendes barndoms stædighed voksede til en fast beslutning om, at hun ville blive til noget. Dara var et traditionelt samfund, men hun havde set tilstrækkelig mange tv-serier (og en gang imellem film) til at vide, at der fandtes kvinder, der studerede og gik på arbejde, endda i hendes eget land. Den 20

bog0159_Håb.indd 20

23-06-2017 11:44:42

syriske stat havde udsendt en officiel erklæring om, at man gik ind for, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd, og der var voksende spændinger imellem to fraktioner: Dem, der mente, at kvinder burde blive husmødre, der underordnede sig fædre og ægtemænd i arrangerede ægteskaber, og dem, der mente, at kvinder burde have adgang til højere læreanstalter og karrierer og ægtemænd efter eget valg. Doaas yndlingslærer var en kvinde, der sagde til sine elever: “I er nødt til at arbejde hårdt for at blive de bedste i jeres generation. Tænk på jeres fremtid, ikke kun på ægteskab.” Da Doaa hørte det, mærkede hun, at noget rørte på sig inden i hende. Hun fik lyst til at bryde med folks forventninger til hende og leve et uafhængigt liv.

Efter sjette klasse blev piger og drenge ikke længere undervist i samme klasseværelse. Doaa og hendes veninder talte tit om drenge, men det var ikke kulturelt acceptabelt at tale med drenge.

De var 14 år og nærmede sig derfor den alder, hvor man traditionelt indgik ægteskab. De andre piger væddede om, hvem der først blev gift. Men når Doaa tænkte på sin fremtid, og hvad den måske ville komme til at rumme, kunne hun kun tænke på at hjælpe sin familie.

Hendes yndlingssted uden for skolen og hjemmet var hendes fars barbersalon. Hun ville gerne vise ham, at hun kunne blive en nyttig og effektiv medarbejder, selvom hun ikke var en dreng.

Siden Doaa var otte, havde hun hjulpet Shokri i barbersalonen, når hun kunne. Mens Shokri trimmede og klippede, fejede Doaa det hår op, der faldt på gulvet, og dukkede altid op med et rent, tørt håndklæde lige i det øjeblik, hvor han blev færdig med en barbering. Når der kom nye kunder, smuttede Doaa ud i det lille køkken bag i salonen og dukkede op igen med en bakke skoldhed te eller små krus med bitter arabisk kaffe. Hver torsdag eftermiddag efter skole lod Shokri Doaa barbere ham med den elektriske barbermaskine. Han plejede at le af hendes alvorlige 21

bog0159_Håb.indd 21

23-06-2017 11:44:42

udtryk og kalde hende “min lille arbejder”, når hun koncentrerede sig om sin opgave. Dette kælenavn vakte en enorm stolthed i hende og gjorde hende kun endnu mere fast besluttet på en dag at tjene penge, så hun kunne hjælpe sin far økonomisk.

Så da hendes søstre Asma og Alaa blev gift i en alder af henholdsvis 17 og 18, og Doaas familie begyndte at drille hende med, at hun var den næste i rækken, erklærede Doaa straks, at de skulle holde mund, og at hun ikke var interesseret i at blive gift lige foreløbig. Efter den første overraskelse accepterede Doaas forældre, at hun ville vælge en anden livsbane end de andre piger, og til tider drømte de om, at hun ville blive den første i familien, der kom på universitetet. Hanaa havde altid været ked af, at hun ikke selv havde haft mulighed for det, og hun elskede tanken om, at en af hendes døtre ville få opfyldt sine karrieredrømme.

Det kom bag på alle, da Doaa fortalte, at hun gerne ville være politikvinde. “Politikvinde?” sagde Hanaa. “Du burde da blive advokat eller lærer!”

Shokri hadede også den idé. Han væmmedes ved tanken om, at hun skulle patruljere rundt i gaderne, møde alle samfundslag og konfrontere kriminelle. Desuden stolede han ikke helt på politiet. Shokri var gammeldags og mente, at det var mandens rolle at beskytte samfundet, især kvinderne, ikke omvendt. Men Doaa insisterede og sagde, at hun gerne ville tjene sit land og være én, som folk henvendte sig til, når de havde problemer.

Selvom Doaas far var misbilligende, og hendes søstre gjorde grin med hende, fordi hun drømte om at blive politikvinde, drillede Hanaa ikke Doaa. I stedet talte hun med hende og prøvede at forstå sin datters motivation. Doaa fortalte hende, at hun følte sig fanget som pige. Hvorfor kunne hun ikke være uafhængig og skabe sit eget liv? Hvorfor skulle den slags altid knyttes til en mand?

Hanaa betroede Doaa, at selvom hun var blevet forelsket i 22

bog0159_Håb.indd 22

23-06-2017 11:44:42

Shokri, så fortrød hun, at hun var blevet gift som 17-årig. Hanaa havde været den dygtigste i sin klasse og havde fået topkarakterer i matematik og erhvervsøkonomi. Hun havde håbet, at hun ville komme på universitetet bagefter. Men dengang havde kvinder ikke ret mange andre muligheder end at gifte sig og stifte familie.

Hanaa mente, at det måske kunne blive anderledes for Doaa.

Da Doaa blev inviteret med på en tur til Damaskus, den kosmopolitiske hovedstad, gav Shokri hende lov til at rejse i håb om, at turen kunne tilfredsstille hendes hunger efter eventyr. Men rejsen gjorde kun hendes eventyrlyst større. Doaa blev dybt betaget af den travle by. Hun forestillede sig, at hun en dag selv ville gå rundt i gaderne, besøge den smukke Umayyad moské, prutte om priserne i den myldrende souk og spadsere på stierne imellem de vildtvoksende universitetsbygninger, hvor hun håbede at komme til at studere en dag. Damaskus åbnede Doaas øjne og fik hende til at fokusere på tanken om en anderledes fremtid end den, der traditionelt lå åben for hende.

Men de drømme blev snart revet fra hende. Den 19. december 2010, da familien havde taget af bordet, samledes de som sædvanlig foran fjernsynet for at se nyheder på satellitkanalerne. Al Jazeera var først med en historie fra Tunesien, hvor en ung gadesælger ved navn Mohamed Bouazizi havde sat ild til sig selv, efter at politiet havde konfiskeret hans bod med grøntsager. Manglen på muligheder for at forsørge sig selv havde betydet, at han var blevet nødt til at ernære sig ved at sælge frugt og grøntsager, og da han blev frataget denne sidste rest af værdighed, gjorde han en ende på sit liv med denne gruopvækkende og offentlige protesthandling. Det var begyndelsen på det, der blev kendt som Det Arabiske Forår. Alt i regionen stod på tærsklen til forandring.

Også Dara. Men det var ikke den slags forandringer, som befolkningen i Doaas hjemby havde håbet på.

bog0159_Håb.indd 23

23-06-2017 11:44:42

Melissa Fleming besluttede sig for at fortælle Doaas historie som et vidnesbyrd om de farer, millioner af mennesker udsætter sig selv for i forsøg på at nå i sikkerhed. Her er den utrolige historie.

HISTORIEN OM DOAA

MELISSA FLEMING er talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommisariat. Hun rejser jævnligt til krigszoner og flygtningelejre som led i sit arbejde for at give stemme til de millioner af mennesker, som er blevet tvunget til at forlade hus og hjem.

Doaa var blandt de overlevende – hendes forlovede, Bassem, var ikke. Han druknede for øjnene af hende. Da Melissa Fleming, talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommisariat, hørte om episoden, fløj hun til Kreta for at møde Doaa, som havde formået at redde et lille barn, mens hun selv kæmpede for at holde sig i live i det kolde vand.

– en ung kvindes flugt fra krigen i Syrien

… Sammen med de 40 passagerer fra Doaa og Bassems lastbil var de nu omkring 200 mennesker samlet på stranden, prisgivet de ti illegale rejsearrangører. Smuglerne var alle sammen barfodede og klædt i sort, med buksebenene rullet op til knæene. De sagde til flygtningene, at de skulle

Håb

Doaa, en helt almindelig pige fra en landsby i Syrien, endte i 2014 med at være en af 500 flygtninge stuvet sammen på en fiskekutter med kurs mod Europa. Kutteren blev angrebet og kæntret, og ud af de 500 overlevede kun 11, som blev samlet op af vandet fire dage senere.

MELISSA FLEMING

HÅB er historien om en bemærkelsesværdig ung kvindes flugt fra krigen i Syrien og samtidig fortællingen om de umenneskeligt hårde trængsler, flygtninge i millionvis møder under forsøget på at undslippe krig, vold og død i deres hjemland.

HISTORIEN OM DOAA

være fuldstændig stille og forklarede, at de gjorde alt, hvad de kunne, for at undgå politiet og kyst-

Håb

vagten, om end der gik mange rygter om, at de også bestak embedsmænd til at lukke øjnene for deres aktiviteter. Doaa kiggede på sit ur. Klokken var 23.

Den tavse ventetid var ulidelig. Det var koldt, og hun ville ønske, hun havde taget en sweater på under sin tynde jakke. Da de havde ventet i mere end to timer, delte smuglerne flygtningene på stranden op i tre grupper. De forklarede ikke hvorfor. Der var 100 mennesker i den første gruppe og 50 i den anden og tredje. Doaa og Bassem var i den første gruppe. Så snart gruppen var dannet, hørte de en smugler råbe: ”Løb!” Bassem tog deres taske, og sammen løb de af sted i den sorte nat i retning af lyden af bølger mod bredden.

Fra bogen

ISBN: 978-87-400-3227-7

MELISSA FLEMING POLITIKENS FORLAG

POLITIKENS FORLAG