Page 1

FRIT FALD ELSEBETH EGHOLM (f. 1960)

JEG FINDER DIG ALTID

POLITIKENS FORLAG

er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist

ogpåstærk romantisk thriller af den og“Fremragende blev herefter ansat bl.a. Berlingske Tidende. både klassiske og originale slags.”

Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub POLITIKEN

og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, fejl og mangler, udkom i 2001, ”Egholm kanSkjulte sit krimikram.” ogBØRSEN Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat

fra 2011 og De dødes sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn,

”Solid spændingslitteratur.”

Peter Boutrup, er hovedperson.

BERLINGSKE

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere,

”Vital og spændende.”

og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande,

FYENS STIFTSTIDENDE bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England. BOGFRIISEN I Jeg finder dig altid introducerer Elsebeth Egholm en ny og anderledes hovedperson, Rina.

KRIMIHJERTE LIVET I ET DUKKEHUS

En fjende uden ansigt. Et ansigt uden navn. Hun jagter en morder … Rina lever et dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye, byens anonyme street artist, som klatrer høje bygninger. Men hendes sikkerhed i klatringen har lidt et knæk. Lige siden en ung klatrer blev sparket i døden fra sjette etage, har hun været grebet af en uvant nervøsitet og skyldfølelse. Hun begår fejl, og hun er ikke den eneste. En frygt har bredt sig i klatremiljøet, hvor det forlyder, at den dræbte var på sporet af Private Eyes virkelige identitet. Rina indser, at morderen må findes, før vedkommende – der måske selv er en formidabel klatrer – slår til igen. Opklaringen bringer hende sammen med efterforsker Helge Stanek, som arbejder på en sag om en løsrevet arm, der er skyllet op på Djursland. Sammen og hver for sig bliver de trukket ind i et spind af lånehajer, vold og udnyttelse af kvinder. Men hvem er ven, og hvem er fjende, når man ikke kan genkende ansigter? Frit fald er andet selvstændige bind i Elsebeth Egholms nye anmelderroste og prisvindende serie. Første bind, Jeg finder dig altid, blev af Det Danske Kriminalakademi tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi 2017.

ELSEBETH EGHOLM

ELSEBETH EGHOLM (f. 1960)

Elsebeth Egholm er opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det Jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på Berlingske Tidende. Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders

klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat fra 2011 og De døde sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, er hovedperson.

FRIT FALD

politikensforlag.dk

9 788740

051124

tere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.

Frit fald er andet selvstændige bind om den ansigtsblinde læge og street-artist Rina. For første bind, Jeg finder

dig altid, blev Elsebeth Egholm af Det Danske Kriminalakademi tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi 2017. Følg Elsebeth Egholm på facebook: www.facebook.com/elsebethegholmforfatter

POLITIKENS FORLAG

Foto: © Les Kaner Omslag: Jette Svane / ved5tiden

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfat-

POLITIKENS FORLAG


Af samme forfatter Skjulte fejl og mangler (2001) Selvrisiko (2004) Personskade (2006) Nærmeste pårørende (2007) Liv og legeme (2008) Vold og magt (2009) Tre hundes nat (2011) De døde sjæles nat (2012) Eget ansvar (2013) Kød og blod (2014) Dødvægt (2015) Jeg finder dig altid (2017) De frie kvinders klub (1999) Scirocco (2000) Mig og min ø (2000) Opium (2001)

Frit_fald.indd 2

25/02/19 16.27


Elsebeth Egholm

Frit fald

POLITIKENS FORLAG

Frit_fald.indd 3

25/02/19 16.27


Frit_fald.indd 4

25/02/19 16.27


1 Kroppen faldt og faldt. Arme og ben var spredt ud, ansigtet vendt op mod himlen. Øjnene var vidtåbne, og munden også. Skriget nåede knap frem og ud over læberne, før massen ramte fortovet. Lige meget hvor meget hun forsøgte at huske lyden, lykkedes det meget dårligt. En dump lyd, selvfølgelig. Men et klask? Eller et slask? Hendes fantasi rakte ikke. – Rina? Er du o.k.? spurgte Steffi. Hun blinkede. Foran hende tårnede klatrevæggen sig op. Hun svedte i håndfladerne og dyppede hænderne i kalkposen. Hun holdt dem ud fra sig og så, at de rystede. – Jeg er klar. Fingrene på hendes venstre hånd lukkede sig om et grønt greb, og hun trak sig op med armene, mens hun skubbede på med benene. Så rykkede hun højre hånd op til det næste greb, og hendes fødder fulgte efter. Snart var hun nået fem-syv meter op, og der skete det, hun havde håbet ville ske: Filmen fra før slap langsomt grebet i hende for hver bevægelse, indtil den var en lille sort prik i et fjernt hjørne af hendes bevidsthed. I stedet var der klatringen, de nye sko, der sad tæt om hælen, og hendes perfekte heelhooks. Hun mærkede, hvordan alt fungerede, og hvordan hendes krop var en fintunet maskine. Jeg kan godt. Hun hørte nogen bevæge sig tætved og så en skikkelse, der klatrede den lilla rute tre meter under hende. Hun stirrede. Fuck, han var god. Hun speedede sin klatring op. Men hele tiden var han lige i haserne på hende. Nu kunne hun høre hans vejrtrækning, der var regel­mæssig 5

Frit_fald.indd 5

25/02/19 16.27


og blottet for anstrengelse. Hun fornemmede, hvordan de hurtige hænder tog greb efter greb; hvordan hans hjerne hele tiden var flere bevægelser forud og med lynets hast regnede ud, hvor fødder og hænder skulle placeres. Med knivskarp præcision skubbede han sig stadig tættere på hende. Hun nåede ikke engang at tænke, da det skete. Det var hendes højre fod, der ødelagde det. Hun mærkede, den gled på grebet og sparkede ud i den blå luft. Lige der hvor hun troede, hun kunne presse sin vægt ned. Ubalancen kom bag på hende. Hjernen kortsluttede. Det sker ikke. Lydene i rummet slog sammen i hendes hoved, og det dunkede i hendes krop. Grebenes farver flød ind i hinanden. Fødderne søgte forgæves efter et holdepunkt, mens hun i et nanosekund hang i armene. Så tog en rygmarvsreaktion over, og med rutinens hjælp fik hun presset kroppen tæt ind til væggen og fandt fodfæstet igen. I sikker stil nåede hun ankeret, og Steffi firede hende ned. Hendes ben rystede, da hun satte fødderne på jorden. Tænderne hakkede. På næsten samme tid ramte hendes konkurrent bunden af væggen med en misundelsesværdig lethed. – Hvad er det med dig? Han havde manbun. Mørkt hår og skæg og nok ti år yngre end hun. Hun kunne ikke skelne hans ansigt, men hun mærkede blikket, der gled rundt på hendes krop. – Du virker distraheret, sagde han. – Du plejer at være mere skarp. Hun kendte ham knap nok. Han var bare et af mange medlemmer i klubben. Alex? Eller Axel? Hun kunne lugte hans sved og se den glinse som krystaller på hans hud. – Det er ikke lige min dag, mumlede hun. De tog trappen op til receptionen, og han forsvandt ind i omklædningen. Steffi styrede hen mod kaffemaskinen og fyldte to plastickrus med kaffe fra kolben med stive bevægelser. Nakken var støbt i cement; skuldrene i vater. – Hvad sker der for dig? 6

Frit_fald.indd 6

25/02/19 16.27


Hun stak Rina det ene krus. – Jeg har købt nye sko. Det er første gang, jeg har dem på. Steffi så ned på hendes fødder i de nye Miura. – Har du ikke slebet dem? – Selvfølgelig har jeg det. Men måske ikke nok. De satte sig i hjørnet i de gamle slidte møbler. Rina kunne se på Steffis udtryk, at det med skoene ikke gjaldt som undskyldning. Ikke med din erfaring, sagde hun uden ord. Du ville ikke lade et par nye sko gøre en forskel. Alligevel tog hun skoene af og viste Steffi mærkerne fra sandpapiret, hvor sålens sticky rubber var blevet slebet, så det tog bedre fat. – Jeg må gøre det om, sagde hun. – Det gik lidt hurtigt. Men Steffi bed stadig ikke på. – Du er altså overhovedet ikke dig selv. Du burde gå til lægen. – Jeg er selv læge, sagde Rina og pustede på kaffen. Steffi stødte hovedet fremad. – En læge kan også have brug for lægehjælp. Og du har fandeme brug for hjælp! Uden selen kunne du være styrtet ned. De hørte en dør gå. Rina nåede lige at se en pige i parkacoat for­ svinde ud i Gellerups friske luft. – Jeg havde fat med hænderne. Steffi rullede øjnene mod loftet. – No shit? Kaffen gled varm og kvælende ned gennem hendes hals. Hun satte kruset fra sig og stirrede på sine fingre. De var tapet godt til, men hun burde alligevel have ondt efter uheldet, hvor hun havde hængt i dem. – Du klatrer ikke bygninger sådan der, vel? Steffi lænede sig frem og forsøgte at fange hendes blik, men hun undveg. – Det er livsfarligt for dig, forstår du det? – Så siger vi det. Steffi bankede på hendes hovedskal med en hård kno. – Forstår du det virkelig? Sådan som i ‘wow, jeg dør sgu af det en 7

Frit_fald.indd 7

25/02/19 16.27


dag, hvis jeg ikke får noget hjælp? Så ligger jeg og ligner en klat syltetøj på asfalten, og der er ingen Steffi til at fire mig hverken op eller ned.’ Rina greb ud efter kaffen igen for at gøre et eller andet normalt. Kruset brændte hendes håndflader, men smerten føltes fjern. – Det er post stress, sagde Steffi. – Den diagnose kan jeg godt stille. – Jeg har det fint. Hun ville flygte, men vidste også, at Steffi ville hende det godt. De hjalp hinanden, det var en uformuleret musketer-ed. Hun havde pligt til at lytte. Steffi lænede sig fremover igen. – Det er Henriks død, der plager dig, ikke? Fordi de ikke har fundet den skid, der gjorde det. Steffi drak en mundfuld kaffe. Rina mere mærkede end så øjnene, der igen søgte hendes. – Du føler skyld, fordi han var der på grund af dig. Han klatrede lige netop på den bygning, fordi han troede han var på sporet af Private Eye. Og så blev han sparket ned af en eller anden voldspsykopat. – Ssh. Hun brød sig ikke om, at hendes hemmelige kunstneridentitet blev nævnt. De var ikke alene. Et par piger var ved at træne på boulder­ væggen, og længere henne hang en fyr i et campusboard. – De kan ikke høre noget, sagde Steffi, nu lidt lavere. Rina havde lyst til at kyle kaffen i skraldespanden. – Jeg har det o.k., løj hun. Det var fire uger siden. Hun vidste det på minuttet, for hun ventede hele tiden på, at skyerne ville lette. Men de hang der bare og blev tungere og tungere, mens hun lå vågen om natten og forsøgte at huske lyden af Henriks krop, der faldt. Hun havde været der den nat, det skete, helt tæt på det, Stanek ville kalde for et gerningssted. Hun måtte have set noget. Hørt noget. Hun burde have hørt noget. Men hun havde været koncentreret om sit eget, om at klatre glasvæggen og sætte sine paste-ups op og føle sig på toppen af verden som Private Eye. Steffis stemme blev lidt mildere. Hun sank tilbage mod sofaens ryg. – Jeg troede, du var ved at komme dig. Hvad er der sket? 8

Frit_fald.indd 8

25/02/19 16.27


Rina forsøgte med et smil, men der kom kun en grimasse. – Ikke noget. Der er ikke sket noget. I nat havde hun drømt, at det var hende selv, der sparkede Henrik de seks etager ned, og hun havde hørt lyden. Ikke noget skrig eller råb om hjælp. Bare den der lyd, hun ikke kunne genkalde sig, da hans krop ramte jorden. Hun var vågnet med et skrig og en skyldfølelse, der stadig klæbede til hende. Og så var der rastløsheden. Hver nat var hun ude i byen, som om mørket trak i hende. Det var som at kradse i skorpen på et sår, så det hele tiden sprang op og blødte. Det gjorde godt og ondt på samme tid. Men hun kunne ikke lade det være. Steffi sukkede. – Lad os nu prøve parkour. Bare en enkelt gang? Hun hadede, når Steffi talte om, at de kunne skifte klatringen ud med noget andet. Hun vidste, det var latterligt. Men det at klatre var hendes halve liv. – Nej, har jeg sagt. – Nogle gange må man skrue lidt ned for spændingen. For helvede, Rina. Se på dig selv. Du trænger til ferie ... Til at ligge på en strand og drikke drinks med lyserøde paraplyer i. Da hun ikke fik nogen reaktion, rullede Steffi det tunge skyts frem. Hun lænede sig forover med albuerne på knæene. – Der er jo også det andet, ikke? For et par uger siden troede du, Tommy var i live og ville hævne sig på dig, og du blev holdt som gidsel af en motherfucker af en hjernedød hævner … Alt det du slæber rundt på … Måske skulle du tale med en psykolog. Rina så væk. Men Steffi blev ved. – Du har i forvejen PTSD efter kidnapningen. Hun følte sig trængt op i en krog. – Det er tredive år siden, mumlede hun. – Og Tommy er død, det er jeg sikker på. De var seks år, da det skete. Tvillinger, men forskellige som nat og dag. Hun var den, der overlevede. 9

Frit_fald.indd 9

25/02/19 16.27


– PTSD kan reaktiveres, pressede Steffi uden finfølelse. – Glem ikke, at du også blev forfulgt. Du blev overfaldet; du havde indbrud; du blev jagtet rundt i manegen. Hun trak luft ind. – Jeg fatter ikke, hvordan du kan tro, du kan slippe så let. – Jeg har det okay. Det summede bag hendes øjne og ud i hele hendes krop. I hendes hoved var den lille sorte prik igen blevet til en film, der kørte i rundgang. Kroppen faldt og faldt. Hun lod resten af kaffen stå og gik ud for at klæde om.

Frit_fald.indd 10

25/02/19 16.27


2 Manden foran ham lignede noget fra Euroman. Sådan så man ikke ud, tænkte Stanek og vidste godt, at han gloede. Ikke med åbent­stående skjorte og et jakkesæt, der så skræddersyet ud. I København, måske, men ikke i Aarhus. Men Jan Schneider så sådan ud. Der var sorte skægstubbe på kind­ erne, og ikke en af dem sad der uden bagtanke. Det samme gjaldt håret, der virkede moderigtigt langt og uredt. Det var ikke lige det billede, Stanek havde af en, der arbejdede i et boligselskab, så kunne han være nok så meget direktør. – Det er virkelig et mysterium, det kan jeg godt se, sagde Schneider og rakte to lange arme ud og rettede på manchetterne. – Og sikke en tragedie, tilføjede han. – De stakkels forældre, det er jo ikke til at holde ud at tænke på. Det sidste blev sagt som en eftertanke. Stanek sukkede indvendig. Han var ikke stolt af sin egen håndtering af Henrik-sagen. Efterforskningen var blevet sat på vågeblus, da et drab på Djursland havde taget deres opmærksomhed, og nu stod han her og ville kickstarte noget, de allerede havde haft fat i en gang. Men det var ikke let at vende bunken og afhøre de samme mennesker igen og igen. Tiden gik, mens spor måske forsvandt. Hvis ikke de fik et gennembrud, ville andre sager begynde at presse sig på. – Jeg er nødt til at spørge igen, hvor du var den nat? Schneider smilede. Et smil, der udtrykte forståelse for politiets arbejds­gange og rutiner og samtidig beklagede, at svaret ikke var til nogen hjælp i efterforskningen. Det gav jo sig selv. Henriks drab var sket en torsdag nat mellem den 15. og 16. august. Ejendommen var en 11

Frit_fald.indd 11

25/02/19 16.27


kontorbygning med en læge i underetagen, et advokatfirma, et fitness­ center og boligforeningen på de næste etager. Og så en fysioterapi øverst. Ingen medarbejdere havde nogen åbenlys grund til at opholde sig i bygningen om natten. – Jeg var hjemme hos familien, sagde Schneider venligt. – Du er velkommen til at tale med min kone. Hun er meget berørt. Han tilføjede: – Vi har selv en dreng på nitten. – Men alle havde adgang til bygningen her, forstår jeg det ret? spurgte Stanek. Manden nikkede. Han lagde en arm op over sofaens ryg og krydsede det ene ben over det andet. Sofaen var gul, og det var blomsterne på bordet også. Farven spillede sammen med et abstrakt print på væggen, og det hele virkede så gennemtænkt, at man kunne blive helt mistænksom. Mon sekretæren ude i forkontoret havde noget med farveafstemningen at gøre? Stanek huskede, at hun havde en gul bluse på. Sådan lagde han sikkert betydning i alt det forkerte, mens det relevante efterhånden gjorde ham blind. – Der er jo alarm på. Man kan ikke bare gå lige ind. Men med­ arbejderne har selvfølgelig en kode. – Så i teorien, sagde Stanek og kløede sig på hagen, – kunne en af jer have været i bygningen om natten. Schneider fjernede et fnug fra reverset. – I teorien, ja. Men hvad skulle formålet have været? Nok arbejder vi sent nogle gange … Men ikke så sent. Stanek pressede hænderne ned mod sine lår og rejste sig. – Jeg tænkte, om du kunne vise mig taget igen? Manden sprang op som en fjeder. – Selvfølgelig. De gik forbi de andre kontorer, og Stanek fik et glimt af Allan Holm og Birte Sørensen, som han begge lige havde talt med: Holm var bolig­ social medarbejder, og hun havde med udlejning at gøre. De var helt almindelige mennesker, der pludselig så sig som deltagere i en drabs­ 12

Frit_fald.indd 12

25/02/19 16.27


efterforskning. De havde taget det pænt, men der var nervøsitet at spore. Der var altid nervøsitet at spore. Folk havde som regel et eller andet på samvittigheden, lige fra tyveri af printerpapir og tuschpenne fra depotet til en hemmelig affære med sekretæren. Han vidste det af egen erfaring. Det var kun to trapper op. Schneider tog dem med lange ben to trin ad gangen. Han drejede låsen og skubbede døren op ud til taget. – Og alle kan komme ud her? – Som du ser. Schneider holdt døren for ham, og han trådte ud på underlaget, hvor der var strøet rødt grus, og hvor de havde fundet såleaftryk af en kondisko. Asics størrelse 46. En stor størrelse, som der også var fundet et aftryk af på Henriks sorte trøje. – Han blev sparket ned, ikke? spurgte Schneider, som om han tunede ind i hans tanker. Stanek nikkede. Han skævede ned til mandens sko. Det kunne være ham. Men det kunne være så mange, og hvad skulle motivet over­ hovedet være? Ingenting passede sammen. Alle havde været hjemme hos deres familier. – Jo. Det blev han. De gik hen og kiggede ned på fortovet, hvor Henrik var blevet fundet af en forbipasserende på vej til arbejde. Nitten år og med tre flasker spraymaling i rygsækken og en gammel iPhone. Iført klatresko, hvoraf den ene var faldet af og havde efterladt den højre fod som en blodig klump. – Det må ikke have været et rart syn, sagde Schneider. Stanek havde forsøgt at viske det ud, men billedet blev hængende, og det blev ikke bedre, i takt med at efterforskningen gik i stå. Kroppen, der lå smadret ned i asfalten. Den ene arm, der rakte opad over hoved­ et, som om den ville nå noget. Det ukendelige ansigt og plamagen, der bredte sig under hovedet og sivede ud på fliserne. Det ville ikke gå væk. – Ikke rart, nej. Skal vi gå ned igen?

Frit_fald.indd 13

25/02/19 16.27


3 Rina lukkede øjnene og lod vandet fra bruseren skylle sveden væk. Hun åbnede dem igen og kiggede ned på hvirvlerne i afløbet og håbede, at de også tog al ulykken med sig. Hun skruede op for den kolde hane og lagde nakken tilbage, så vand­et kunne plaske ned over hendes ansigt. Febrilsk kæmpede hun for at pille tapen af sine fingre. Hun holdt dem op foran sig og så, at de var røde efter klatringen. Hun kørte dem igennem håret og trak til; hun klemte dem om sine bryster og sine lår og borede neglene ind i huden for bare at mærke noget, men smerten udeblev, og selv den kolde hane fik ingen reaktion frem. Igennem larmen fra vandet, der slog mod hendes ører, hørte hun Steffis farvelråb og døren, der knaldede i. Hun havde lyst til at råbe og skrige. Kroppen kunne ikke rumme alt det, der foregik i hende; det var som en steppebrand, der bredte sig indefra og ud, indtil der næsten stod flammer på hendes hud. Hun rakte ud og slukkede for vandet. Hendes hud var rød fra bruserens iskolde stråler, og det prikkede og stak over det hele. Hun ville træde ud af brusekabinen, da hun hørte lyden af døren, der gik op. Hun opfattede en bevægelse i rummet, der fik luften til at gå i milde svingninger. – Rina? Alex, der måske hed Axel, stod kun i sine sorte underbukser. På forbudt grund i dameafdelingen. Musklerne lå i stramme snore på hans arme og ned ad hans lår. Det dampede fra hans krop efter badet, og håret var vådt og glinsende. Hun havde opfattet nuancen i stemmen og indsnuset kroppens duf14

Frit_fald.indd 14

25/02/19 16.27


te og vidste, hvad der ville ske, inden det skete. Koreografien var lagt; manuskriptet var skrevet på forhånd, og det var lige meget, hvad han så hed. Han trådte nærmere og pressede hende bagud, ind i brusekabinen igen, helt op i hjørnet. Hans krop var hård imod hendes, da hans finger gled op i hende og gled lidt ud og ind og sendte hendes sanser op i et højere gear, mens han kiggede intenst på hende. Hun åbnede munden og trak ham tættere på og bed i hans læbe og slikkede hans tunge og mærkede, hvordan pikken rejste sig mod hendes mave. Han rakte ud og tændte for bruseren. Deres latter boblede hemmeligt, mens lunt vand skyllede ned over dem. – Hold kæft og knep mig, grinede hun og kunne ikke holde op. Han vendte hende om med ansigtet presset ind mod fliserne. Hendes håndflader søgte efter et holdepunkt, men endte med bare at klatre op og ned ad væggen med vandet skyllende ud og ind mellem hendes fingre. Hendes krop trak sig sammen i hulkende, grinende spasmer, lige indtil han tvang hendes røv bagud og pressede pikken mod hendes balder. Med en irriterende selvfølgelighed gled han ind i hende og ramte alle hendes punkter, som om de havde stået ret og ventet i én uendelighed. – Kan du lide det? Sig, du kan lide det, stønnede han og trak sig lidt ud og pressede ind igen. – Hårdere, mumlede hun ind mod væggen. – Mere. Dybere, for helvede. Han satte kun langsomt i bevægelse, og sådan fortsatte han en tid, og hun hørte sin egen strube klemme om lyden, der steg og steg i hende i takt med hans stød. Så, da det hele var ved at eksplodere, trak han sig ud og vendte hende om, men hun var ikke i det her for at se hans ansigt, så hun skød hovedet op mod hans nakke og bed ham i skulderen. – Mere, kommanderede hun. – Giv mig den. Hun tog om hans pik og trak ham nærmere, og han greb om hendes balder og løftede hende op og pressede hende ind i hjørnet, der var vådt og glat. Vand plaskede ned over hans ansigt. Hans læber åbnede 15

Frit_fald.indd 15

25/02/19 16.27


sig mod hendes med vandet silende og savlende ned, så det blandede sig med saften fra hans mund. Han skulle ingenting sige, og hun skulle ingenting føle andet end lige netop det her, da han pumpede ind i hende, og hun selv hjalp til med fingeren, og orgasmen bølgede igennem hende. – Du er sgu for lækker. Se på mig, Rina, mumlede han, da han sprøjtede op i hende. – Se på mig! Hun kunne ikke være andet bekendt, så hun gjorde det, men det var et andet ansigt, hun så, og det var en anden stemme, hun hørte.

Frit_fald.indd 16

25/02/19 16.27


4 – Skål, og tillykke, fru vicepolitiinspektør. Evas øjne kom ham i møde i mængden af gæster. Det var, som om de blev oplyst indefra, ja, som om hele hendes krop var badet i et indre lys, der highlightede den nedringede røde kjole og stiletterne og fik de blonde Monroe-krøller til at gløde. Der var noget diva over hende, også fordi hendes sædvanlige sort/hvide stil var lagt væk. Hun var midtpunkt. Hun var feteret og respekteret. Måske var hun også allerede frygtet. Og hun nød det. – Tak, sagde hun og fik det til at lyde både ydmygt og triumferende. – Det er sødt af dig, Stanek. Sød var det sidste, han havde lyst til at blive kaldt. Det vidste hun også godt. – Lad det nu ikke stige dig til hovedet, mumlede han, men hun hørte det ikke. Politigårdens kantine var i dagens anledning gået i partymode med gavebord og drinks. Rundt om dem havde kollegerne travlt med at nippe til glassene med bobler og grave ned i skåle med chips og peanuts. Det var selvfølgelig ikke rigtig champagne, og der var ikke råd til kanapeer. Det offentlige havde sine begrænsninger, og politiet havde måske i særdeleshed. Det måtte ikke se for ekstravagant ud, når en ny chef skulle udnævnes. – Jeg skal tale med dig lidt senere, sagde Eva med den røde mund, så kun han og resten af forsamlingen kunne høre det. Han tog en håndfuld peanuts og kastede dem i munden en efter en. – Altid til tjeneste.

17

Frit_fald.indd 17

25/02/19 16.27


– Hm, sagde hun, og der var drilleri i blikket. – Det er vist et tilbud, der er for godt til at afslå. Hun virkede beruset, men han vidste, det ikke var af alkohol. Eva havde tørstet efter den forfremmelse, og hun ville blive en god vice­ politiinspektør. Bedre end han nogensinde ville være blevet det. – Nu ingen sure rønnebær, vel? Den afgående vicepolitiinspektør, Randi Bohr, kom tæt på hans øre. – Det hedder vist sure miner, sagde Stanek. – Hvis det da er det, du mener? Randi rømmede sig. Han havde været glad for hende som chef. Hun var no nonsense-typen. Nem at snakke med; hurtig og effektiv til at træffe beslutninger og samtidig med et blik på kollegernes trivsel. Han tvivlede på, om de fik så meget af det sidste med Eva som chef. Hendes styrke lå andre steder. – Men er der så nogen af dem? spurgte Randi og drejede på sit glas. – Sure miner? Hun tilføjede: – Ville du ikke gerne have haft det job? – Næ. Han drævede. – Det skulle da lige være for at kunne smække benene op på bordet i det store hjørnekontor og læne sig tilbage med en god cigar og en flaske årgangswhisky i skuffen. Han hævede et øjenbryn. – For ikke at tale om den sexede sekretær, der følger med. – Så er det godt. Randi gav ham et advarende puf. Lone, sekretæren, var det mest fodformede menneske, han kendte. Sød og venlig, men lidt for rund og med en lidt for stor kærlighed til sundhedssandaler. Og så stod hun lige bag ham, da han drejede sig på Randis stumme opfordring. Heldig­vis så hun ud til at være optaget af en samtale med Miriam og havde forhåbentlig ikke hørt ham. – Du forstår godt, vi ikke kunne give dig det? 18

Frit_fald.indd 18

25/02/19 16.27


Han nikkede. Han havde selvfølgelig ærgret sig over de fodfejl, han havde begået i en efterforskning samme forår. Han havde været for hurtig på aftrækkeren med en sigtelse, da beviserne pludselig pegede en helt anden vej. Det var irriterende, at han ikke havde bredt den efterforskning mere ud, men han ærgrede sig ikke over, at det var Eva og ikke ham selv, der skulle fejres i dag. – Helt ærligt har jeg det fint med det her. Han nikkede hen mod Eva. – Hun bliver god. I har valgt den rigtige. Eva ville noget med et chefjob. Hun havde en strategi i sit liv, og den strategi handlede om at brillere og samtidig fange forbrydere. Helt enkelt. Han vidste ikke, om andre kunne se det på hende, men han kunne. Det stod skrevet i hendes ansigt med det skarpe og samtidig sensuelle blik og læberne, der kunne lokke, men som altid gemte på en vilje til at bestemme. Han spekulerede på, hvad det så var, hun ville tale med ham om. Randi smilede. – I var et godt team på Djurslandssagen. Han nikkede. De kunne noget sammen, han og Eva. Hun skulle bare vide, hvor meget andet de også kunne. – Hvad med Henrik-sagen? Hvor står den? spurgte Randi. – Har du nogen i kikkerten? Han gjorde en grimasse og tænkte på samtalen med Schneider. – Vi arbejder på det, sagde han og følte sig heldig, da Sigge stak et frisk glas i hånden på hende og trak hende væk. Da klokken nærmede sig fyraften, begyndte kantinens personale så småt at rydde af. Folk var ved at sive, da Eva tog ham i armen. – Mit kontor. Han nåede at tænke flere muligheder igennem på deres vej fra kantinen til Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet på politigårdens fjerde sal. Var det sex, hun ville have? Var hun så tændt på det nye job, at det boblede over og satte hormonerne i brand? Eller ville hun bare 19

Frit_fald.indd 19

25/02/19 16.27


rådføre sig om indretningen af kontoret eller bede ham lyne kjolen ned, så hun kunne skifte til hverdagstøj? Indtil i går havde hans kontor også været hendes. Et lille hummer med to tætstående skriveborde og et vindue ud til politigårdens tag. Nu var der anderledes store forhold, og hun puffede ham opstemt ind i hjørnekontoret, som Randi havde beboet, og hvor han kunne se, at der var ved at ske en forvandling. Randis abstrakte kunst fra Politiets Kunstforening var taget ned og stod langs væggen. Op var kommet nogle store sort-hvide, menneskeløse fotografier fra storbyen. Trapper, tårne og spir, broer, gitre og blinde døre. En psykolog ville sikkert have en fest over at skulle fortolke Evas valg til væggene. – Du er da vist steget i graderne. – Kan du lide det? Jeg får et nyt lakskrivebord. Sort. – Selvfølgelig. Han drejede rundt om sig selv og fik øje på en gigantisk palme i hjørnet. – Flot. – Det er sundt for indeklimaet med planter, sagde hun. – Jo større, jo sundere, kommenterede han. Hun satte sig i kontorstolen. Bag glæden over fejringen så han hendes tændthed. Hun var klar. Om lidt ville hun begynde at tage de store beslutninger, og kollegerne ville ikke vide, hvad der havde ramt dem. – Jeg tager dig af Henrik-sagen, sagde hun uden omsvøb. Han nåede kun at tænke, at han selvfølgelig skulle have set det komme. – Du er inhabil. Hun viftede med en hånd, der bad ham selv fylde de blanke felter ud. – Private Eye er for tæt på sagen, og du er for tæt på hende. Jeg tager den selv indtil videre. Hendes beslutning havde lige nøjagtig den virkning, han vidste, hun håbede på. Det ramte hans selvforståelse som politimand og ikke mindst det håb, han havde om at komme tættere på Rina. Henrik-­ 20

Frit_fald.indd 20

25/02/19 16.27


sagen havde også med hende at gøre. Den havde i særdeleshed med hende at gøre, og Rina var ikke Evas kop te. Han stirrede på hende, men hun stirrede bare tilbage. – Og hvad gør jeg så? Hun lænede sig frem. Hendes hvide bryster pressede mod kjolens ildrøde stof. Han indså, at det her også handlede om at vise, hvem der bestemte. Det var nødvendigt for hende at spille med de nye muskler. – Tag hjem og sov, Stanek. Det har været en hård periode, og du gjorde det godt på Djursland, men nu er det på tide at tage en dyb indånding. – Og lade friske kræfter komme til? Hun hørte vist ikke ironien, men havde travlt med at placere den ene stiletklædte fod oven på den anden på skrivebordet. – Det er en skam, der ikke følger en sexet sekretær med, sagde hun tankefuldt.

Frit_fald.indd 21

25/02/19 16.27


5 Da Rina senere cyklede fra Trøjborg ned mod Godsbanen, bød september­mørket på efterårets første hvirvlende blade i skæret fra cykel­lygten, og en let tåge havde foldet sig ud. Husenes facader trådte frem af disen, idet hun passerede dem. Normalt ville de sætte hendes fantasi i sving og kalde på, at hun satte sin kunst op på murene, men det var en tid siden, hun havde tænkt i de baner. Klokken fem minutter over syv låste hun cyklen uden for Gods­ banen ved det lyserøde banner, som reklamerede for Spiselauget. Restaurantens rå og rustikke vægge og betonsøjler lå i en blød belysning, da hun skubbede døren op. Lyden af mange mennesker strømmede imod hende. Ray sad ved et hjørnebord sammen med en ung kvinde med et vandfald af rødgyldent hår ned ad ryggen. Rina stirrede på håret og på den slanke krop i en skovgrøn kjole. Hendes ansigtsblindhed gjorde øjne, næse og mund til et ufremkommeligt rod i hendes hjerne, men halsen var lang, huden lys, og der var noget over holdningen, der lyste langt væk af klasse. – Hej, Kat. Ray gav hende et forsigtigt knus. – Det er så Karla. Han havde bedt om det her møde. Hun vidste, han havde et håb om, at hans ekskæreste og hans nye kæreste ville falde hinanden om halsen og blive bedsteveninder. Rina havde tænkt, det bare skulle overstås. Karla smilede og rakte en smal hånd frem. Rina så pigen mere tydeligt. Smilet blottede regelmæssige tænder; øjnene kiggede nysgerrigt på hende. Der var fregner. Små og runde og strøet ud over næsen. 22

Frit_fald.indd 22

25/02/19 16.27


– Hej, Karla. Hun tænkte, at hun burde sige noget mere. Måske skulle hun sige tillykke og spørge, hvor de havde mødt hinanden. Men det, hun allerhelst ville vide, var, hvad Ray havde sagt om hende. Om dem. – Jeg har hørt meget om dig, sagde Karla. – Hvad har du så hørt? Havde Ray fortalt hende om Private Eye? Det ville være et tillidsbrud af dimensioner. Karla blinkede forskrækket, og hun fortrød. Hvad tænkte hun også på? Hun var virkelig blevet paranoid. – Måske skulle vi bestille noget at drikke, sagde Ray og kiggede på ølkortet. – Jeg har kun hørt godt om dig, sagde Karla. Hun var ung. Måske femogtyve. Der var noget overjordisk over hende; som om hun kunne forsvinde ind i et lærred og blive opslugt af en fantasy-film. – Ray har fortalt om, hvor dygtig du er. At du er læge, og at I engang for hundrede år siden var en slags kærester, men nu bare er gode venner. En slags. Bare. Men det var jo sandheden, selv om det så fik deres venskab til at lyde som en gammel lp-plade. Ray lagde en arm om Karla. Rina vidste nøjagtig, hvilke tatoveringer der var på den arm. Man kunne se afslutningen langt op ad hans hals. Hun havde været med, da han som syttenårig fik tatoveret det japanske tegn for kat. Selv havde hun fået tatoveret et billede af en kat på sin skulder ved samme lejlighed. Den kat havde været hendes tag, når hun malede, og bevægelsen sad stadig i hendes reflekser som det at tage et blodtryk eller lytte på en patients lunger gennem et stetoskop. – Hundrede år er måske så meget sagt, sagde hun. De sad lidt og lod en venlig stilhed falde over sig. Stedets andre gæster klirrede med bestik mod porcelæn; personale krydsede det høj­ loftede rum med dampende tallerkener fulde af mad, der sendte di23

Frit_fald.indd 23

25/02/19 16.27


verse dufte ud i lokalet. To børn løb grinende rundt efter hinanden mellem bordene, så det rungede under hvælvingerne. Deres tapasanretning kom, men hun havde ikke den store appetit på pølser og cornichoner og spanske oste og lod mest, som om hun spiste. Hun var dårligt forberedt, da Karla pludselig sagde til Ray: – Vil du sige det? Rina så hånden, der knugede om Rays på bordet. Hun så hovedet, der lænede sig ind mod hans skulder, og halsens hvide hud, der strakte sig; håret, der gled ned over noget af ansigtet. Rays blik udstrålede frygt blandet med lykke: – Karla er gravid. Vi har lige fået besked i går. – Wow, tillykke. Det var det, der kom ud af hendes mund. Men der var noget ved Rays stemme, der fik hende til at holde lykønskningen i et dæmpet leje. – Vi skal have en hel flok, ikke også? sagde Karla og kiggede på Ray, der nikkede. Nye kærester. Rina så tydeligt, hvor dårligt de egentlig kendte hinanden. – Det skal vi, sagde Ray. Hun så en bevægelse på hans hals, og hans ansigt drejede sig lidt væk, bare en millimeter. Da Karla gik på toilettet, sagde hun: – Hvad fanden er der med dig? Han lignede en nervøs patient på briksen. – Jeg ved, der er noget. Hvad er problemet? Han tog saltbøssen i hånden og roterede den mellem fingrene. Han rømmede sig. – Vi skal jo bo et sted. Jeg kan for fanden da ikke lade mit barn vokse op i en container. Hun tabte næsten gaflen af forbløffelse. Ray havde altid været til det alternative. Hun havde ikke forestillet sig, at det skulle ændre sig, fordi han stiftede familie. – Men kan I ikke bo hos Karla? Har hun ikke en lejlighed? 24

Frit_fald.indd 24

25/02/19 16.27


Saltbøssen fik en ekstra runde. – Det er kun en fremleje. Hun skal være ude om to måneder. Han lænede sig ind over bordet. – Butikken giver ikke nok til, at jeg kan købe noget, og banken vil ikke låne mig penge til en andelslejlighed … Der var forsigtig appel i hans stemme. – Jeg tænkte, om du kunne hjælpe … Bare midlertidigt. Det kom fuldstændig bag på hende. Han havde aldrig før bedt hende om noget med penge. Ja, hun var læge, og hendes økonomi var en del bedre end hans. Men han havde altid været stolt, og han havde klaret sig. Penge havde aldrig interesseret ham. – Jeg ville gerne hjælpe, sagde hun, mens tankerne ræsede. – Men jeg skylder Lægernes Pensionskasse to millioner. Hun kunne ikke læse hans udtryk. – Du behøver ikke beslutte det lige nu, sagde han lidt stift. – Men måske kunne du tænke over det. – Jo, men … Fandens. Det her var helt skævt. De havde ikke den slags samtaler. Den her dag var en lortedag. Karla kom tilbage. Ray satte saltbøssen fra sig. Hun savnede hans ubekymrede blik. Lige nu var hans øjne tunge og trætte. – Skal vi have dessert? spurgte Karla glad og puttede sig ind til Ray. – Husk, jeg skal jo spise for to.

Frit_fald.indd 25

25/02/19 16.27


FRIT FALD ELSEBETH EGHOLM (f. 1960)

JEG FINDER DIG ALTID

POLITIKENS FORLAG

er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist

ogpåstærk romantisk thriller af den og“Fremragende blev herefter ansat bl.a. Berlingske Tidende. både klassiske og originale slags.”

Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub POLITIKEN

og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, fejl og mangler, udkom i 2001, ”Egholm kanSkjulte sit krimikram.” ogBØRSEN Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat

fra 2011 og De dødes sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn,

”Solid spændingslitteratur.”

Peter Boutrup, er hovedperson.

BERLINGSKE

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere,

”Vital og spændende.”

og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande,

FYENS STIFTSTIDENDE bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England. BOGFRIISEN I Jeg finder dig altid introducerer Elsebeth Egholm en ny og anderledes hovedperson, Rina.

KRIMIHJERTE LIVET I ET DUKKEHUS

En fjende uden ansigt. Et ansigt uden navn. Hun jagter en morder … Rina lever et dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye, byens anonyme street artist, som klatrer høje bygninger. Men hendes sikkerhed i klatringen har lidt et knæk. Lige siden en ung klatrer blev sparket i døden fra sjette etage, har hun været grebet af en uvant nervøsitet og skyldfølelse. Hun begår fejl, og hun er ikke den eneste. En frygt har bredt sig i klatremiljøet, hvor det forlyder, at den dræbte var på sporet af Private Eyes virkelige identitet. Rina indser, at morderen må findes, før vedkommende – der måske selv er en formidabel klatrer – slår til igen. Opklaringen bringer hende sammen med efterforsker Helge Stanek, som arbejder på en sag om en løsrevet arm, der er skyllet op på Djursland. Sammen og hver for sig bliver de trukket ind i et spind af lånehajer, vold og udnyttelse af kvinder. Men hvem er ven, og hvem er fjende, når man ikke kan genkende ansigter? Frit fald er andet selvstændige bind i Elsebeth Egholms nye anmelderroste og prisvindende serie. Første bind, Jeg finder dig altid, blev af Det Danske Kriminalakademi tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi 2017.

ELSEBETH EGHOLM

ELSEBETH EGHOLM (f. 1960)

Elsebeth Egholm er opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det Jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på Berlingske Tidende. Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders

klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat fra 2011 og De døde sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, er hovedperson.

FRIT FALD

politikensforlag.dk

9 788740

051124

tere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.

Frit fald er andet selvstændige bind om den ansigtsblinde læge og street-artist Rina. For første bind, Jeg finder

dig altid, blev Elsebeth Egholm af Det Danske Kriminalakademi tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi 2017. Følg Elsebeth Egholm på facebook: www.facebook.com/elsebethegholmforfatter

POLITIKENS FORLAG

Foto: © Les Kaner Omslag: Jette Svane / ved5tiden

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfat-

POLITIKENS FORLAG

Profile for JP/Politikens Forlag

Frit fald - Elsebeth Egholm  

Ansigtsblinde Rina fører et hemmeligt dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye,...

Frit fald - Elsebeth Egholm  

Ansigtsblinde Rina fører et hemmeligt dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye,...