Page 1

Danni Travn (f. 1981). Selvstændig portrætog kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske personligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog Ikke et sekund spildt, Bent Fabricius-Bjerre – en biografi samt Fra min faders skygge om Jesper Klein, skrevet i samarbejde med Sebastian Klein.

Kom med bag kulissen i de danske arresthuse og retssale med landets mest succesfulde forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen. I bogen fortæller han levende om nogle af sine spektakulære sager – blandt andet forsvaret for Hells Angels-rockeren Jørn ’Jønke’ Nielsen, en af de terrortiltalte unge mænd efter angrebet på Krudttønden i København, datteren i en tragisk mordgåde, den såkaldte Suldrup-sag, samt kendisser som Nicklas Bendtner og Yahya Hassan. Michael Juul Eriksen skildrer de juridiske problemstillinger, går i dybden med sin egen efterforskning, fremmaner dramaet fra retssalene og redegør for, hvorfor alle – også de allermest kriminelle – i et retssamfund som det danske har krav på et godt forsvar.

ISBN: 978-87-400-3721-0

O M S L AG : M A R L E N E D I E M A R / I M P E R I E T O M S L AG S F OTO : J E S L A R S E N

2017057_Forsvar_Cover_147x226.indd 1

MICHAEL JUUL ERIKSEN

Michael Juul Eriksen (f. 1970). Forsvarsadvokat med møderet for Højesteret, uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Medejer af advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og leder af Danmarks største strafferetskontor med 40 ansatte. Har i flere år undervist i strafferet på Aarhus Universitet og i skattestrafferet på Handelshøjskolen i Aarhus og står hvert år for en række kurser for forsvarsadvokater.

ALLE HAR RET TIL EN GOD ADVOKAT

Cirka halvvejs nede på gaden stod Jørn ’Jønke’ Nielsen og jeg på fortovet. Han viste mig kinagrillen, hvor han og Espen Hertz havde ventet, og cykelstativet, de var væltet ind i. Jeg lod blikket glide langsomt og studerende op ad husfacaderne for at se de vinduer, hvorfra øjenvidnerne havde observeret sammenstødet. Straks kunne jeg se, at de havde betragtet optrinnet fra dårlige vinkler. Den viden ville afgjort skærpe min afhøring, når vi kom ind i retssalen.

MICHAEL JUUL ERIKSEN I samarbejde med Danni Travn

30/06/2017 11.14


2017057_Forsvar_Indhold.indd 1

29/06/2017 10.35


MICHAEL JUUL ERIKSEN I SAMARBEJDE MED DANNI TR AVN

ALLE HAR RET TIL EN GOD ADVOKAT

POLITIKENS FORLAG

2017057_Forsvar_Indhold.indd 3

29/06/2017 10.35


2017057_Forsvar_Indhold.indd 4

29/06/2017 10.35


Indhold Indledende bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Well the stage was set … . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Drab i familien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Kampen mod Captain America . . . . . . . . . . . . . . 56 Udleveret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Jeg går og hedder Jønke … . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Dolus eventualis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Guldfuglens falske sang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Nøglerne til kongeriget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 Det politiske tog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Kendismodellen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 Man kan ikke dømme Omar, for han er død . . . . 238 Afsluttende bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . 266 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 268

2017057_Forsvar_Indhold.indd 5

29/06/2017 10.35


2017057_Forsvar_Indhold.indd 6

29/06/2017 10.35


Indledende bemærkninger I efteråret 2016 stod jeg som forsvarer i tre forskellige sager, som

optog befolkningen. Først Yahya Hassans skyderisag i Aarhus, derefter terrorsagen i kølvandet på Omar El-Husseins angreb og til sidst Se og Hør-sagen. Inden sommerferien samme år havde jeg

været i Højesteret og forsvaret Gimi Levakovic og Said Mansours ret til at blive i Danmark.

Fordi året blev så tætpakket med store sager, blev 2016 en fore-

løbig kulmination på mit virke som forsvarsadvokat. Og det gav

mig lyst til at gøre status over mine sager, over forsvarerens rolle og over udviklingen i det danske retsvæsen. Denne bog er resultatet.

Da jeg indledte min karriere, drømte jeg naturligvis om prestigefyldte sager, der ville åbne spændende juridiske slagmarker mel-

lem mig på den ene side og anklageren på den anden. Men jeg

gjorde mig ingen forestillinger om, at de ville blive så mange og så højtprofilerede.

På godt og ondt kan jeg mærke, at det har skabt øget fokus på min person og dermed det hverv, jeg repræsenterer. For men-

nesket deler verden op i det gode og det onde. I helte og skurke. Hvor hører forsvareren til? Er jeg de blåøjede, uskyldiges sidste

livline, inden de glider ind i monstrets gab? Eller er jeg et værktøj, hærdede kriminelle bruger til at sno sig uden om en fortjent straf? Jeg er ingen af delene.

7

2017057_Forsvar_Indhold.indd 7

29/06/2017 10.35


I Danmark sikrer grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at alle står lige for loven. At alle får en retfærdig

rettergang. At alle har ret til et forsvar. Vi har i demokratisk fæl-

lesskab skabt et system, hvor alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Vi vil således hellere lade en skyldig gå fri end dømme

en uskyldig. Jeg er en funktion i det system. Og jo bedre hver

person i retssystemet udfylder sin funktion, jo mere retfærdigt er det. Min ambition er ikke blot at gøre det godt. Den er at gøre det bedre end alle andre. Sådan har jeg altid været indrettet.

Denne bog skildrer en række sager, som pressede mig til det yder-

ste. Jeg har udvalgt sagerne efter to kriterier. De rummede svære juridiske problemstillinger, hvor retssystemet blev sat på prøve,

og marginaler afgjorde forskellen mellem skyldig og ikke-skyldig. Og de rummede et kreativt frirum, jeg kunne navigere i. Det har

ført til fravalg. Udadtil var Se og Hør-sagen opsigtsvækkende, men selv om jeg kæmpede for hver mulig millimeter for min klient, den såkaldte tys-tys-kilde, stod beviserne så stejlt, at jeg aldrig kunne rykke det helt store. Jeg kan heller ikke komme ind på verserende

sager. I skrivende stund arbejder jeg med især to sager med stor

bevågenhed: jeg er forsvarer for den ene af de fire fra Ry, som står

anklaget for grov vold efter et sammenstød med en femte dreng. Og jeg er forsvarer i ankesagen for den sygeplejerske fra Falster,

der sidste år blev dømt for tre drab. Dem må jeg fortælle om ved en senere lejlighed.

Tilbage står fortsat nogle retssager, der voksede sig store og voldsomme, mens jeg stod i dem. Hele bøger er skrevet om nog-

le af disse sagskomplekser. I denne bog bliver de for første gang

beskrevet alene fra mit synspunkt, med min erindring som den

primære kilde. Jeg fortæller om mine metoder, mine etiske over-

vejelser, mine blindgyder og gennembrud. Jeg fortæller om et liv

begravet i sagsakter på kontoret. Et liv talende i telefon, mens 8

2017057_Forsvar_Indhold.indd 8

29/06/2017 10.35


jeg kører på tværs af landet. Et liv stående i retssale, udrullende argumenter i timevis. Jeg fortæller om møder med vidt forskellige mennesker, som af alverdens årsager er kommet i karambolage med lovgivningen.

Men det er aldrig mennesket i sig selv, jeg forsvarer. Eller ved-

kommendes gerninger. Jeg forsvarer de elementer i en sag, som taler imod domfældelse. I nogle sager bliver det alligevel personligt. Og i alle sager er det en kamp mod overmagten. Som tiltalt er du oppe imod et system af politifolk og jurister, der kan pumpe

mandskabstimer ind i efterforskning og sagsforberedelse. Den til-

talte har kun sin forsvarer. Hver gang er det David mod Goliat. Men det passer mig faktisk fint. Michael Juul Eriksen Juni 2017

9

2017057_Forsvar_Indhold.indd 9

29/06/2017 10.35


Drab i familien Med en cigaret klemt mellem to fingre gik hun i gang med at fortælle mig sin livshistorie. Hun sad i celle 14 i en af landets værste

arrester, Aalborg Arrest. Kun en anelse sollys trængte ind gennem et lille vindue med gitter for oppe under loftet. Skulle hun på toi­

lettet, skulle hun ringe på en klokke, og personalet havde ret til at vente 30 minutter, inden de åbnede døren. I de seks timer, hun fortalte, sad der hele tiden en cigaret dér mellem fingrene. Røgen

fyldte den smalle, afpillede celle. Og jeg hader røg. Men jeg vidste, at det, hun fortalte, var vigtigt. Så jeg sad roligt og lyttede. Louise Laursens version af sit liv lød således:

Hun blev født i 1969 som ældste datter af Hanne og Jan Flachmeyer. På overfladen voksede hun op i en velhavende lægefamilie

med råd til stort hus og minkpels, men bag facaden fik hun tæsk

og blev kaldt møgtøs af en far med et uforudsigeligt temperament. Hendes mor – som ifølge Louise Laursen også fik tæsk af faren – opbyggede et misbrug af alkohol og af forskellige medicinske

præparater, som faren grundet sit hverv kunne udskrive til hende. Gennem årene var der talrige episoder, hvor misbrug og tempera-

ment samledes til en eksplosiv cocktail. I sit eget voksenliv havde Louise selv kæmpet med psykiske lidelser og alkoholmisbrug, men var tørlagt, ernærede sig som vellidt folkeskolelærer og levede for

sine to døtre. Men, fortalte hun, forældrenes kaotiske tilværelse blev ved med at trænge ind i hendes liv.

34

2017057_Forsvar_Indhold.indd 34

29/06/2017 10.35


Kulminationen på denne triste familiekrønike kom om natten til

29. juli 2006. Og det var derfor, denne 38-årige skolelæreruddan-

nede småbørnsmor nu sad over for mig i en af landets mest trøstesløse bygninger. Hendes forklaring lød:

Et sted omkring klokken 1.00 og 2.00 den nat i juli hørte hun

en bil standse uden for sit hus i Suldrup. Hendes far trådte ud af

bilen kun iklædt pyjamas og et opgivende udtryk i ansigtet. Han bad hende om at køre med til forældrenes gård, der lå i skoven fire kilometer væk. Vel vidende, at børnene sov trygt, og at hendes søster var på besøg, hvis de skulle vågne, indvilgede hun i at

tage med. Hun trak i et par joggingbukser og stak fødderne i et par klip-klapper og gik med ud i bilen. På turen begyndte faren en

velkendt tale om, at ‘nu rablede det for moren, og nu gik det ikke længere’. Den fortsatte ude hos forældrene. Her sad moren, Hanne Flachmeyer, i en sofa iført en hvid natkjole. Hendes arme var kors­

lagte, og ansigtsudtrykket afvisende. Faren råbte om skilsmisse og tvangsindlæggelse. Moren forblev tavs.

Pludselig kom faren stormende fra sin stol. Han pressede en pude i munden på moren og stak hende i skulderen med en kniv.

For at komme sin mor til undsætning kastede Louise Laursen sig henover sofabordet og satte sig overskrævs på hende. På samme

tid prøvede hun at få faren væk og puden ud af morens mund, hvilket fik den desperate mor til at bide hende i fingeren. Faren

rev Louise Laursen væk og stak igen. Hun sprang tilbage. Angrebet stoppede. Faren stod bleg og apatisk med begge arme ned langs siden et øjeblik, inden han traskede ind i forældrenes soveværelse

og lagde sig på sengen. Nu sad Louise Laursen tilbage med sin mor i stuen. De var begge sølet til med blod. Datteren lænede sig frem

og kyssede moren farvel. Men i stedet for at ringe 112 gik hun i panik. Hun frygtede for farens næste reaktion. Hun frygtede, at han ville tørre drabet af på hende.

Med retning mod sit hus vaklede hun ud i sommernatten i sin 35

2017057_Forsvar_Indhold.indd 35

29/06/2017 10.35


sparsomme, blodige påklædning. Alt, hun ønskede, var at komme i sikkerhed bag en låst dør. Tilbage i huset tog hun tøjet af, lagde

det i en pose og smed posen i bryggerset, for at hendes børn ikke

skulle se det. Hun ville gå i bad for at vaske sig, men inden hun

nåede så langt, lød et brag. En gruppe betjente sprængte døren og anholdt hende.

Den følgende dag blev hun varetægtsfængslet i fire uger. Hendes far fortalte nemlig en anden historie, og den havde jeg fået på skrift fra

politiet. Han fortalte, at han og hans kone ved 2-tiden blev vækket af banken på døren. Udenfor stod deres ældste datter, som de lukkede ind. I omkring 10 minutter sad de alle tre sammen i stuen, hvor-

efter Louise Laursen bad om at tale med sine mor under fire øjne.

I accept forlod Jan Flachmeyer stuen og lagde sig i sin seng, hvor han læste lidt, inden han halvblundende registrerede, at datteren satte sig i morens side af sengen. Louise Laursen sagde, at moren

snart ville komme, og at deres private samtale havde drejet sig om datterens forelskelse i en tyrkisk mand. Hun sagde godnat, kyssede

ham på kinden og gik igen. Efter 10 minutters tid undrede det ham, at hustruen ikke kom i seng. Flachmeyer rejste sig og gik ind i stuen, hvor han fandt sin blodige kone siddende død i sofaen. Derfor var det ham, der klokken 3.10 ringede til alarmcentralen.

“Min kone er død. Hun er blevet slået ihjel. Hun har fået halsen

skåret over, og det er min datter, der har gjort det,” sagde han.

Således stod forklaringerne over for hinanden. Der havde været tre mennesker i et hus i en nordjysk skov. En far, en mor, en dat-

ter. Moren var blevet myrdet, og de to eneste vidner skød skyl-

den på hinanden. Det var en sørgelig familiehistorie. Og det var et mordmysterium om et lukket rum. Det var Hitchcock, det var

Agatha Christie, men det var også skinbarlig virkelighed, og jeg kunne påvirke fortællingens gang. Ligesom i Randers-sagen med 36

2017057_Forsvar_Indhold.indd 36

29/06/2017 10.35


NS var der kun ét skud i bøssen, fordi sagen efter datidens regler begyndte i Landsretten. Der var altså ingen ankemuligheder, når først dommen var faldet.

Jeg var klar over, at det ville blive en sag, hvor mine metoder som forsvarsadvokat for alvor skulle stå deres styrkeprøve. Da

jeg trådte ind på det strafferetslige felt, var det med en lyst til at

bevise, at det kunne gøres bedre, end det i mange tilfælde blev

gjort. En del forsvarsadvokater kørte med lavt udgiftsniveau og havde måske kun en sekretær ansat. Deres mål var at begrænse

timeforbruget på hver sag og ad den vej få de økonomiske hjul

til at løbe rundt. Min filosofi var omvendt: jeg ville holde et højt

udgiftsniveau. Jeg ville tilknytte stud.jur.er og fuldmægtige til tunge sager. Jeg ville foretage min egen efterforskning, bruge tid på mine procedurer og grave og grave i gamle sager, som kun-

ne give os juridisk belæg for vores argumenter. Jeg ville sætte spørgsmålstegn ved politiets beviser, jeg ville hyre ekstern eks-

pertise, jeg ville bestille undersøgelser. Det kan lyde som økonomisk selvmord, når alt, jeg kunne forvente, var standardtaksten for en beskikket advokat. Men jeg var sikker på, at vi med denne

metode ville skabe stærke resultater i sag efter sag, og dermed ville opgaverne strømme i vores retning – og vores strafferetslige

afdeling ville vokse. Målet var med kvalitet at erobre det danske marked.

Derfor har jeg fra begyndelsen lagt energi i at samle de skarpeste hoveder op fra universiteterne – en tradition, der allerede var

grundlagt i firmaet, da jeg kom ind. Vi stiller høje krav til vores

stud.jur.er og fuldmægtige. De får fra første samtale at vide, at vi forventer, at det er en livsstil for dem at være ansat hos os. At

de står til rådighed døgnet rundt. Eksempelvis har jeg en tomi-

nuttersregel, når det gælder e-mails og sms’er. Den betyder, at 37

2017057_Forsvar_Indhold.indd 37

29/06/2017 10.35


jeg forventer svar inden for cirka to minutter. Reglen gælder også

mig selv, og den er ikke bare et værktøj til at være hurtig. I mit tilfælde holder den også stress fra kroppen, fordi jeg får tingene skubbet fremad. Vi fortæller dem videre, at der vil være masser af

forberedelsesarbejde, hvor de må sidde derhjemme alene under natlampen, mens deres jævnaldrende går i byen. Kan de klare det, får de til gengæld mere erfaring hos os end de fleste andre steder, fordi de får afgørende indflydelse på sagerne.

I denne sag arbejdede jeg for første gang sammen med fuldmæg-

tig Pia Nøddebo. Allerede på studiet havde hun vist sig som et juridisk unikum. Hun kom med skyhøje karakterer og mulighed for stillinger hos langt mere velrenommerede virksomheder end vores. Men hun valgte os og viste fra første dag den rette ærger-

righed. Og så havde hun både sans for detaljer og evnen til at give feedback, når jeg stillede mig foran hende og reflekterede over mulige veje at gå.

Som udgangspunkt var der i denne sag intet behov for at spe-

kulere længe over den overordnede strategi. Omstændighederne

gav kun en mulighed: at sandsynliggøre, at faren var drabsmanden. Ikke for at få ham dømt. Det var ikke min opgave. Men kunne man ikke udelukke, at han havde ført kniven, blev man nødt til at frikende min klient. Sådan er retsstillingen heldigvis: går tre

mennesker ind i en skov, men kun to kommer ud, og den sidste findes myrdet … Så skal begge frikendes, hvis man ikke hævet over enhver tvivl kan bevise, hvem der slog den tredje ihjel.

Politiet havde med stor tydelighed allerede drejet projektørlyset mod Louise Laursen og var mindre interesserede i faren, Jan Flachmeyer. Han blev godt nok både anholdt og sigtet, men han var kun blevet varetægtsfængslet i tre dage sammenlignet med

min klients fire uger. Med det samme kunne jeg se, at der ingen 38

2017057_Forsvar_Indhold.indd 38

29/06/2017 10.35


efterforskningsskridt blev taget for at afdække hans færden. Det blev jeg nødt til at rette op på, hvilket indledte mere end et års intens korrespondance med politiet.

Allerede inden mit møde med Louise Laursen havde jeg bedt

politiet afhøre kassedamen i Fakta i Støvring. Louise Laursen og Hanne Flachmeyer var nemlig mødtes der om eftermiddagen før drabet, så det forekom mig mildest talt relevant at høre, om der var noget at bemærke i tonen mellem mor og datter.

Mandag 7. august satte jeg mig ned og listede 13 punkter op,

som politiet skulle efterforske. Jeg bad om afhøringer af Louise Laursens søskende og familiens venner om ægteparrets misbrug,

dynamikken i deres forhold og farens påståede voldelige tendenser. Jeg krævede, at man indhentede telefonoplysninger på Jan

Flachmeyer, som man gjorde på Louise Laursen, og jeg krævede at få dokumenteret, hvem morens livsforsikring tilfaldt. I et lidt arro-

gant svar fra politiet lød det 10. august, at de ville overveje at tage de 13 efterforskningsskridt. Igen røg jeg i blækhuset og svarede, at

mine “anmodninger ikke er at betragte som anbefalinger til politi-

ets efterforskning, men derimod deciderede efterforskningsbegæ-

ringer”. Kom de ikke i gang, måtte jeg tage spørgsmålet i retten. Det skubbede dem på vej, for de vidste selvfølgelig godt, at det

ville se dårligt ud, hvis jeg stod i retten med en masse ubesvarede

spørgsmål om en mulig gerningsmand og håndfast dokumentation for, at politiet med åbne øjne havde ignoreret visse spor.

I mine øjne havde politiet dog allerede begået en eklatant fejl. Efter Jan Flachmeyers opkald kørte man ud til gården på Hjeds-

bækvej 131, hvor han ventede på gårdspladsen, nyvasket og i rent

tøj. Man plantede ham i køkkenet og undersøgte så i godt fem timer gerningsstedet. Derefter blev Flachmeyer anholdt og kørt til afhøring på Politigården i Aalborg. Så langt, så godt. Men gerningsstedet … det valgte man at forsegle med et simpelt afspær-

39

2017057_Forsvar_Indhold.indd 39

29/06/2017 10.35


ringsbånd, og så lod man det stå ubevogtet fra klokken 10 lørdag formiddag til klokken 9.30 mandag. Selv en amatørdetektiv, som har bladret lidt i FBI Handbook of Crime Scene Forensics, ved, at det

første døgn er det allervigtigste, fordi sporene da er friske. Man

manglede stadig et drabsvåben, og Louise Laursen forklarede, at

hendes far havde en pyjamasskjorte på – den havde man ikke fundet. Igen måtte jeg skrive til efterforskerne og bede dem tage nogle basale skridt. Jeg bad dem om at undersøge de to søer, som lå tæt ved gården, ligesom jeg bad om at få brændefyret undersøgt

for rester af tøj. Det gav intet resultatet, men så var det da undersøgt – om end langt senere end ønsket.

Sådan blev jeg ved. Da de begærede mentalundersøgelse af

Louise Laursen, begærede jeg mentalundersøgelse af faren. Jeg

anmodede om at få fjernet de to betjente, som både under besøg

og transporter fik Louise Laursen til at føle sig chikaneret. Alt det blev afvist, fordi det ikke hørte under efterforskningsbegæringer.

Grundet min nødvendigt fremturende adfærd kom der hurtigt

kold luft mellem efterforskerne og mig. En dag, jeg var oppe for at holde møde med Louise, mødte jeg de to ansvarlige betjente i arresten. Normalt plejer man godt at kunne hilse på hinanden. Vi er jo, de fleste af os, professionelle mennesker med en respekt for de roller, vi hver især indtager i retssystemet. Men ikke der. Betjentene lod, som om de ikke ænsede mig.

Første gang jeg talte Louise Laursens sag i retten, var ved første fristforlængelse af varetægtsfængslingen 25. august. Jeg forbered-

te mig til tænderne vel vidende, at dette var et afgørende første slag. Jeg gjorde mig ingen forestillinger om, at jeg kunne få hende løsladt, men jeg kunne måske få dørene åbnet for pressen.

Fra begyndelsen af mit virke har jeg været orienteret mod

pressen. Jeg stiller som hovedregel altid op, svarer hurtigt på

henvendelser og tager aktiv kontakt til journalister, hvis jeg har 40

2017057_Forsvar_Indhold.indd 40

29/06/2017 10.35


en relevant historie. Napoleon bliver jævnligt citeret for, at han frygtede fire kritiske aviser mere, end han frygtede 1.000 bajo-

netter. Den holdning deler jeg. Ikke at jeg går rundt og er bange

for medier og journalister. Men jeg er bevidst om, at medierne kan lægge pres på en sag, alt efter hvilken vinkel de vælger. Derfor var åbne døre for pressen essentielt i denne sag. For de

faktiske beviser belastede min klient. Det var hende, som var gået fra gerningsstedet. Det var hende, som havde blod på tøjet. Det var hende, som havde lagt det blodige tøj i en pose og kastet det i bryggerset. Det var hende, som havde et bidemærke i

fingeren fra moren. Det var faren, der havde ringet til politiet.

Men jeg sad immervæk med en tiltalende folkeskolelærer med to

børn, mens karaktervidnerne mod Jan Flachmeyer stille og roligt hobede sig op. Fortællingen om den ulykkelige datter over for

den brutale far ville pressen utvivlsomt interessere sig for, og det ville styrke min sag.

Med lukkede døre ville den historie bare aldrig nå avisspalter-

ne. Så jeg troppede op med en materialesamling under armen, som rummede diverse konventioner om åbenhed i retsplejen. Blandt

andet understregede jeg, at alle beviserne var af historisk karakter

– forstået på den måde, at der ikke var vidner til selve gerningen, som kunne påvirkes af, at sagen kørte for åbne døre. Anklagemyndigheden havde ingen vægtige modargumenter. Mest af alt

virkede man lidt overrasket over, at de ikke bare, som sædvanlig, fik deres lukkede døre, når de bad om det. Men det var en del af den stil, jeg ønskede at etablere: jeg tog ikke ‘som sædvanlig’ for gode varer. Missionen lykkedes: døren blev åbnet, og fra den dag rapporterede pressen ivrigt fra alle fristforlængelser.

Der opstod, som håbet, en slags popularitetskonkurrence mel-

lem far og datter, da især Ekstra Bladet gravede i Jan Flachmeyers fortid, mens BT gav ham mere sympati og taletid. Samtidig gav det mig mulighed for at tale friere om sagen og dermed lægge

41

2017057_Forsvar_Indhold.indd 41

29/06/2017 10.35


yderligere pres på politiet. Det var på alle måder en stor taktisk sejr, og jeg er ikke i tvivl om, at de åbne døre og pressens dækning blev en afgørende faktor.

Tvisten om, hvorvidt varetægtsfængslingen skulle opretholdes, viste sig som forventet at være sværere at vinde. Anklageren præsen-

terede sit syn på sagen: at Louise Laursen i de foregående måneder

havde opbygget et had til sine forældre, som mundede ud i, at hun slog sin mor ihjel. Louise Laursen begyndte at græde, mens sagen blev rullet frem. Da det blev min tur, præsentererede jeg de to argumenter, jeg ville bygge min sag på:

“Min klient har ikke gjort det, som politiet beskylder hende for. Derimod træder hendes far klart frem som den skyldige. Det

er ham, der har haft motivet, personligheden og viljen til at gøre det,” sagde jeg, og:

“Politiet efterforsker ikke den her sag objektivt. Man har lagt

sig fast på min klient og forsøger at finde snavs på hende, mens han helt slipper.”

Lige lidt hjalp det. Varetægtsfængslingen blev forlænget med

fire uger, og det blev den igen og igen resten af sagen. Louise Laursen endte med at sidde i 14 måneder, hvor hun kun i yderst begrænset og kontrolleret omfang kunne se sine to døtre.

Gruset knasede under bildækkene, da jeg kørte ned mod Flach-

meyers gård 10. oktober 2006. Vi parkerede på gårdspladsen, trådte ud og hilste på den herre fra Rigspolitichefens Rejseafde-

ling, i folkemunde kaldet Rejseholdet, som skulle stå for dagens centrale begivenhed: en rekonstruktion af drabsnatten. Først med Louise Laursen og så med Jan Flachmeyer i hovedrollen.

Louise kom kørende med sine to betjente. Hun virkede nervøs,

da hun hilste på mig – betjentene ignorerede mig, som jeg var

blevet vant til. Herren fra Rejseholdet gentog den forklaring, vi 42

2017057_Forsvar_Indhold.indd 42

29/06/2017 10.35


allerede havde fået, og som jeg forinden havde videregivet til Louise: de havde konstrueret en dukke, som skulle forestille hendes

mor. Og en betjent skulle spille hendes far. Det var vigtigt, at hun prøvede at gøre alting præcis, som hun huskede det.

Vi gik gennem køkkenet og kom ind i stuen. Dér, i sofaen til højre, sad en skræmmende livagtig dukke, og dér til venstre var væ-

relset, hvor faren havde lagt sig til at sove den nat. Det overraskede mig, at jeg faktisk fandt det uhyggeligt. Her var ikke tale om en person, som var blevet slået ned med en flaske i byen, kørt ned af en bil eller likvideret som en del af et kriminelt regnskab. Vi befandt

os i et hjem, i en, skulle man tro, sikker og tryg zone. Alligevel var et menneske blevet slået ihjel. Louises reaktion var forståeligt nok

voldsom, og hun skulle lige sunde sig, inden vi kunne gå i gang. Pia og jeg blev bedt om at gå ind i et tilstødende lokale, hvor vi kunne følge med på en skærm. Senere ville optagelsen blive brugt i retten,

så vi vidste, at det var et afgørende øjeblik for hende. Blandt andet var der spørgsmålet om, hvordan hun havde fået blodet på sig. Både på trøjen og på bukserne. For at nå frifindelse skulle der være en

vis overensstemmelse mellem Louise Laursens forklaring af, hvor

hun befandt sig, og retsmedicinerens konklusioner om blodstænkene. Louise Laursen gik i gang med at instruere betjenten i, hvor han

skulle sidde, og hvad de talte om. Kniven kom frem. Og for at vise, hvordan hun, som hun havde forklaret, forsøgte at beskytte moren, måtte hun rejse sig og sætte sig overskrævs på dukken. De gennemspillede hele scenariet minutiøst afsluttende med, at Louise Laursen

bøjede sig ned og gav dukken et blidt kys. Efterfølgende brød hun hulkende sammen, mens jeg ikke kunne andet end at berolige hende med min faglige analyse: det var gået rigtig godt.

Louise Laursens rekonstruktion bakkede godt op om den forklaring, hun havde afgivet til politiet. Tidligt i forløbet besluttede jeg, at det ville være en taktisk fordel for hende at afgive én forklaring til po-

43

2017057_Forsvar_Indhold.indd 43

29/06/2017 10.35


litiet. Det ville i denne sag, hvor meget handlede om karaktertræk, vise, at hun ikke havde noget at skjule. Men det skulle kun være én

forklaring, som så ville hugge hendes historie i granit. Den afgav hun, og der var ingen nævneværdige udsving fra den forklaring i hverken rekonstruktionen eller i hendes senere udsagn i retten.

I skærende kontrast til Louise Laursens entydige forklaring stod Jan Flachmeyers mange forklaringer. Han lod sig velvilligt afhøre af politiet, hvilket jeg brugte til at få stillet ham forskellige spørgs-

mål. Han var i sin gode ret til ikke at sige noget, men han mødte op på politistationen. Problemet for ham var, at hans gengivelse af sommernattens begivenheder slingrede af sted med flere indbyr-

des uoverensstemmelser. Stille og roligt samlede jeg til bunke vel vidende, at det ville være god ammunition i retten.

Sideløbende fodrede Louise Laursen mig med historier om fa-

rens skyggesider. Der var en episode med en pizzabager, jeg ville tage frem i retten. Der var en episode med en kniv, som et vidne

kunne berette om. Og så fortalte hun mig om en episode, hvor han

havde tørret skylden af på en anden for noget, han selv havde gjort. Det var fra den periode, da familien boede i Sverige, og hun mente, at der havde været noget om det i den lokale avis. I sådan et tilfælde

må jeg vise, at vores advokatkontor går lidt længere end de andre: jeg sendte en medarbejder til Sverige for at grave i et lokalarkiv.

Men uden held. Fra Sverige kom til gengæld anden hjælp: en af

Louise Laursens veninder fra dengang havde opsnuset sagen og ønskede at vidne for at fortælle om, hvordan hun oplevede familien.

I den fase af sagen var det naturligvis spændende, om politiet på deres side skaffede de fældende tekniske beviser, som ville gøre

mit forsvar så godt som umuligt. Det skete aldrig. Så det var med følelsen af, at sagen kunne tippe alle veje, at jeg i februar 2007

modtog anklageskriftet mod Louise Laursen – og i samme ombæ44

2017057_Forsvar_Indhold.indd 44

29/06/2017 10.35


ring meddelelsen om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod faren.

Det sidste rystede mig helt ærligt. Nu havde de taget 100 procent stilling i stedet for at holde det muligt at retsforfølge faren, efter at Louise Laursens sag var afgjort.

Den sidste tid op til retssagen spekulerede jeg på, hvilke bittesmå marginaler jeg stadig kunne nå at påvirke. Mine tanker faldt på Louise Laursens fremtoning i retten. Hvordan sikrede jeg, at hun

og nævningene kom på bølgelængde? Jeg kunne få lavet tøj til hende. Hun var allerede velklædt og præsentabel, men med den rette faglige bistand kunne vi gøre dette stærke kort til en egentlig

trumf. Louise Laursen selv var med på idéen, og derfor kontaktede jeg en lokal designer:

“Jeg vil gerne have, at det er en person, der udstråler: ‘Jeg har

“Og vi skal bruge et sæt til hver retsdag.”

styr på mine ting, og jeg er ordentlig’,” sagde jeg.

Designeren leverede snart en stribe farvebilleder, som viste

hendes bud på tøjsæt for hver dag. Ved hvert billede stod der ‘Retsdag 1’, ‘Retsdag 2’, ‘Retsdag 3’ og så videre. Hun ramte en perfekt nedtonet stil. En del kunne vi købe billigt i genbrugsbutik-

ker, og jeg lånte sågar min farmors taske til en af dagene. Til sidst anbefalede jeg Louise Laursen ikke at tage for meget makeup på. Intet måtte distrahere eller stikke ud.

Kort inden retssagen begyndte, satte Louise Laursen og jeg os ned og gennemgik hendes forklaring i nogle timer. Jeg forberedte hen-

de på de steder, anklageren ville sætte ind, og det var naturlig-

vis især omkring hendes ageren på drabsnatten. Hvorfor gik hun? Hvorfor ringede hun ikke til politiet? Hvorfor smed hun sit tøj i

en pose? Jeg gav hende også en af de mange peptalks, jeg havde måttet levere gennem 14 for hende frustrerende måneder.

“Den klarer du. Der er ikke så langt igen!”

45

2017057_Forsvar_Indhold.indd 45

29/06/2017 10.35


Danni Travn (f. 1981). Selvstændig portrætog kulturjournalist uddannet fra Syddansk Universitet og Goldsmiths University of London. Har skrevet en stribe bøger om danske personligheder – blandt andet anmelderroste bestsellere som Jesper Langbergs erindringsbog Ikke et sekund spildt, Bent Fabricius-Bjerre – en biografi samt Fra min faders skygge om Jesper Klein, skrevet i samarbejde med Sebastian Klein.

Kom med bag kulissen i de danske arresthuse og retssale med landets mest succesfulde forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen. I bogen fortæller han levende om nogle af sine spektakulære sager – blandt andet forsvaret for Hells Angels-rockeren Jørn ’Jønke’ Nielsen, en af de terrortiltalte unge mænd efter angrebet på Krudttønden i København, datteren i en tragisk mordgåde, den såkaldte Suldrup-sag, samt kendisser som Nicklas Bendtner og Yahya Hassan. Michael Juul Eriksen skildrer de juridiske problemstillinger, går i dybden med sin egen efterforskning, fremmaner dramaet fra retssalene og redegør for, hvorfor alle – også de allermest kriminelle – i et retssamfund som det danske har krav på et godt forsvar.

ISBN: 978-87-400-3721-0

O M S L AG : M A R L E N E D I E M A R / I M P E R I E T O M S L AG S F OTO : J E S L A R S E N

2017057_Forsvar_Cover_147x226.indd 1

MICHAEL JUUL ERIKSEN

Michael Juul Eriksen (f. 1970). Forsvarsadvokat med møderet for Højesteret, uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Medejer af advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og leder af Danmarks største strafferetskontor med 40 ansatte. Har i flere år undervist i strafferet på Aarhus Universitet og i skattestrafferet på Handelshøjskolen i Aarhus og står hvert år for en række kurser for forsvarsadvokater.

ALLE HAR RET TIL EN GOD ADVOKAT

Cirka halvvejs nede på gaden stod Jørn ’Jønke’ Nielsen og jeg på fortovet. Han viste mig kinagrillen, hvor han og Espen Hertz havde ventet, og cykelstativet, de var væltet ind i. Jeg lod blikket glide langsomt og studerende op ad husfacaderne for at se de vinduer, hvorfra øjenvidnerne havde observeret sammenstødet. Straks kunne jeg se, at de havde betragtet optrinnet fra dårlige vinkler. Den viden ville afgjort skærpe min afhøring, når vi kom ind i retssalen.

MICHAEL JUUL ERIKSEN I samarbejde med Danni Travn

30/06/2017 11.14

Forsvar. Alle har ret til en god advokat  

I Forsvar – alle har ret til en dygtig advokat fortæller Michael Juul Eriksen levende om sine allermest spændende sager. Han skildrer de jur...

Forsvar. Alle har ret til en god advokat  

I Forsvar – alle har ret til en dygtig advokat fortæller Michael Juul Eriksen levende om sine allermest spændende sager. Han skildrer de jur...

Advertisement