Page 1


Fordele og ulemper.indd 6

14/07/17 14.12


Fordele og ulemper ved at huske Roman

Val Emmich Oversat af Nete Harsberg

Politikens Forlag

Fordele og ulemper.indd 3

14/07/17 14.12


Til Jill, min eneste

Fordele og ulemper.indd 5

14/07/17 14.12


At huske kræver styrke, at glemme kræver en anden slags styrke, at gøre begge dele kræver en helt. – James Baldwin

I’d give you anything I’ve got for a little peace of mind. – John Lennon

Fordele og ulemper.indd 7

14/07/17 14.12


Fordele og ulemper.indd 8

14/07/17 14.12


De mest huskede personer i historien (i antal år)

– – – –

Jesus (1.980) Jeanne d’Arc (582) John F. Kennedy (50) John Lennon (33)

* De begynder alle sammen med J!

Fordele og ulemper.indd 9

14/07/17 14.12


Fordele og ulemper.indd 10

14/07/17 14.12


Come Together

Fordele og ulemper.indd 11

14/07/17 14.12


Fordele og ulemper.indd 12

14/07/17 14.12


1

Far har glemt mig. Jeg sidder på det hårde trappetrin med min guitar og venter, og der kravler en myre rundt ud for min kondisko. Hun er lillebitte, men jeg vil hellere være en lillebitte myre, som ingen lægger mærke til, end en pige, som alle ser, men som ikke er værd at huske. Miss Caroline venter sammen med mig. Manden i bilen er klar til at køre hende hjem, men hun kan ikke tage af sted, før jeg er blevet hentet. “Jeg prøver at ringe til din far igen.” Hun behøver kun at trykke på én tast, for hun har allerede ringet til far og lagt en besked. Efter et øjebliks tavshed tager hun telefonen væk fra øret og gør sin stemme ekstra sød. “Bare rolig, Joan. Jeg er sikker på, han kommer snart.” Hun er så sød, og det gør mig bare endnu mere flov. Det eneste gode ved det her er, at vi har haft vores sidste dramatime i dag, så jeg behøver aldrig mere se miss Caroline igen. “Hvad er klokken?” siger jeg. “Næsten fem,” siger miss Caroline. Timen sluttede halv fem. Jeg sidder som regel i min fars bil ti mi­ nutter senere. “Undskyld.” “Pyt med det, Joan.” Men jeg kan ikke bare sige pyt og glemme det. Det er jo det, der er problemet. Jeg kan ikke glemme noget som helst. 13

Fordele og ulemper.indd 13

14/07/17 14.12


Altså ikke kun det her med min far, der ikke kommer og henter mig lige nu. Også da mig og far ser en rød fugl i et træ i 2011, og jeg spørger, om han kan huske den anden røde fugl, vi så to år før det, onsdag den 29. april 2009. Det må han lige tænke over, og så siger han ja, men jeg kan høre, at han overhovedet ikke kan huske den anden røde fugl, og så føler jeg mig ikke lige så tæt på ham, som jeg gerne ville være. Og min mor, der siger: “Det slår aldrig fejl,” og mig, der laver en hurtig optælling af alle de gange, hun har sagt Det slår aldrig fejl inden for det sidste halve år (syvogtyve). Så spørger jeg mor, om hun kan gætte tallet og fortæller hende, at det er under halvtreds og over ti, men i stedet for at svare siger hun: “Hvad vil du have, jeg skal sige, Joan?” Og så går hun. Og der er de gange, hvor nogen fortæller om noget, vi har oplevet sammen, og så vender øjne, når jeg siger, at de ikke husker helt rigtigt. Så må far forklare mig, at minder for de fleste mennesker er ligesom eventyr, hvilket betyder, at de er enklere, sjovere, lykkeligere og mere spændende, end livet i virkeligheden er. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan lade, som om noget er foregået anderledes, end det rent faktisk er, men far siger, at folk ikke engang selv ved, at de gør det. Miss Caroline går ned ad trappen for at tale med manden i bilen. De taler dæmpet sammen, og så slukker manden for motoren, hvilket er godt for miljøet, og lægger ryglænet ned ligesom farfar, når han skal have sig en lur. Miss Caroline kommer op ad trappen igen. “Hvad tegner du?” spørger hun. Jeg lukker hæftet. “Ikke noget.” Det gør ikke noget, hvis min kom­ mende mand viser mine tegninger frem, når jeg er død, ligesom Yoko har gjort med Johns, men lige nu er mine tegninger altså private. John Lennon er min fars yndlingsmusiker, og han er også min. Far ville have, at jeg skulle have heddet Lennon, men mor nedlagde veto. Det er sådan noget, en kone kan, siger mor. Far satte i stedet Lennon i midten, og derfor hedder jeg Joan Lennon Sully. Midten er et godt 14

Fordele og ulemper.indd 14

14/07/17 14.12


sted til vigtige navne. John Lennon hed Winston til mellemnavn ef­ ter Winston Churchill, som er et menneske, alle kan huske. Der findes alle mulige grunde til, at folk glemmer. De siger, at de er ved at løbe tør for batteri, at deres ører ikke er gode nok, eller at de har for travlt eller bare er for gamle eller trætte. Men i virkeligheden er det, fordi der ikke er plads nok i deres kasser. Da jeg fyldte fem, gav min mor mig en kasse til mine tegninger. Hun var træt af, at huset flød med alle mine ufærdige projekter. Der var ikke plads i kassen til det hele, så hun sagde, jeg skulle vælge de vigtigste ud. Sådan er det også med folks hjerner. Der er kun plads til de vigtigste minder; resten ryger ud. Og når jeg er en af de ting, der ryger ud, fordi jeg ikke er vigtig nok, er det svært ikke at blive depri­ meret, ligesom John Lennon på The White Album, når han synger I’m lonely and I wanna die. Især når jeg aldrig selv ville lade nogen ryge ud, fordi min hjerne aldrig løber tør for plads. Det er ikke ret­ færdigt. Jeg ville ønske, jeg var vigtig og aldrig blev glemt, ligesom John Lennon og Winston Churchill, men det ved jeg godt, jeg aldrig bli­ ver. For nogle år siden opdagede jeg, at jeg ikke kan vide mig sikker i nogens kasse, ikke engang min egen farmors. Lørdag den 13. februar 2010: Farmors nye hjem. “Farmor, det er mig, Joan.” Hun ser forvirret på mig. “Jeg hedder Joan.” “Det ved jeg godt, farmor. Jeg hedder også Joan. Jeg er opkaldt efter dig.” Far trækker mig til side. “Hun er bare lidt træt, skat.” “Hun kan ikke huske mig.” “Jo, hun kan. Selvfølgelig kan hun det. Hun er bare ...” “Farmor, det er mig.” Hun prøver. Hun prøver virkelig. Men jeg er der ikke. Farmor Joan blev nødt til at smide mig ud af sin hjernekasse for at få plads nok til teksterne på alle sine yndlingssange. Dem kunne hun huske til sin dødsdag (lørdag den 8. oktober 2011). 15

Fordele og ulemper.indd 15

14/07/17 14.12


Jeg har forsøgt at hjælpe folks hukommelse på vej ved at lægge sedler til dem og komme med hentydninger. Engang hørte jeg i ny­ hederne, at blåbær styrker hukommelsen, og jeg bad min mor købe en stor bakke og fik alle i familien til at spise dem, men det var spild af tid. Hvis farmor kunne glemme mig, kan alle glemme mig. Også far. “Hvad er klokken nu?” spørger jeg og klimprer lidt på guitaren. “Fem minutter over fem.” En bil nærmer sig i høj fart, men den kører forbi. Jeg tager en mol­ akkord, for jeg er ikke i humør til et muntert udtryk. Miss Caroline ser op i skyerne, der svæver over solskinshimlen. “Det er længe siden, vi har haft regn,” siger hun. “Faktisk regnede det den 20. juni, en torsdag, og det er ikke engang tre uger siden.” “Er det rigtigt?” “Ja.” Hun ser imponeret ud. “Har du altid haft sådan en god hukom­ melse?” “Nej,” siger jeg. “Det kom, efter jeg faldt og slog mit hoved, en dag vi var i byggemarkedet.” Miss Caroline griner, men det passer altså. Min ven Wyatt ved alt om tegneserier og internettet, og han har fortalt mig, at det er det der fald i byggemarkedet, der har givet mig min ekstremt gode autobio­ grafiske hukommelse. Han siger også, at jeg kan miste den igen, hvis jeg slår hovedet en gang til i samme forretning. Det er derfor, jeg ikke har været der siden. Jeg var kun to år, da det skete (nu er jeg ti). Far lod mig stå op i den orange indkøbsvogn uden at holde øje med mig, og så lænede jeg mig ud over kanten og faldt ned. Mit hoved ramte direkte ned i betongulvet, og far råbte op. Ikke som når han råber ad de andre bilister, men som når han glemmer at bruge grydelapper og kommer til at røre ved det øverste af brødristeren. Han tog mig op fra gulvet og skyndte sig ud af forretningen med mig. 16

Fordele og ulemper.indd 16

14/07/17 14.12


Men alt det siger jeg ikke noget om til miss Caroline, for hun har travlt med at se på sit clipboard. Hun lader en pegefinger køre ned over siden til punktet med Kontaktes i nødsituationer. “Hvem er Jack Sully?” spørger hun. “Min farfar.” Hun skyder læberne frem, som om hun skal til at kysse en meget grim mand. “Jeg kan godt gå hjem,” siger jeg. “Der er ikke så langt.” “Det må jeg ikke give dig lov til, Joan.” Hun ringer til farfar og lægger en besked. Hun har allerede ringet til mor. “Har du nogensinde oplevet det her før? At du ikke kan kom­ me i kontakt med nogen af dem?” spørger hun. “Nej,” siger jeg, og det er rigtigt. Nogle gange fatter folk ikke, at jeg kan scanne min hukommelse så hurtigt, men det er ikke ligesom at lede i mors rodeskuffe efter den eneste kuglepen, der virker. Mere som at tænde lyset; og kontakten sidder altid lige ud for min finger. “Nu skal du høre, hvad vi gør,” siger miss Caroline. “Tyve minutter over fem ringer vi til dem alle sammen en gang til. Og hvis vi stadig ikke får fat i nogen, ser vi, om vi kan finde nogen, der kan hjælpe os.” “Hvordan hjælpe?” “Måske en eller anden, der kan køre dig hjem.” “Hvem? Din ven?” “Nej,” siger miss Caroline. “Men lad os nu ikke tage sorgerne på forskud.” Jeg tænker over, hvem hun mon mener, og på hvorfor hun ikke vil sige, hvem det er, og så tænker jeg på ordene nødsituation og hjælp og sorg, og så ved jeg godt, hvem det er, miss Caroline vil ringe til. Jeg stirrer stift ned på vejen, for hvis jeg drejer hovedet og kigger på miss Caroline er jeg bange for, at en tåre måske kunne finde på at rive sig løs. Jeg kunne også bare stikke af, for jeg kan godt finde rundt i Jersey City, men jeg har ingen nøgle hjem til. Jeg kigger efter den lille myre, men den er væk. Jeg håber, hun er nået sikkert hjem til sin mor og far. 17

Fordele og ulemper.indd 17

14/07/17 14.12


Jeg kan høre en rumlelyd, der minder om fjern torden, men so­ len skinner stadig, da jeg kigger op i himlen. Lyden bliver højere og kommer tættere på, og den kommer fra en motor. Motoren sidder i en stor, hvid varevogn, som dukker op længere henne ad gaden. Den dytter og standser lige ud for os. Sully & Sons står der på siden, og jeg forventer at se farfar stige ud, men det er far. Han siger, at der var sket et uheld på motorvejen, og at hans telefon er løbet tør for strøm. “Jeg beklager virkelig,” siger far. “Mange tak, fordi du har ventet sammen med hende.” “Det er helt fint,” siger miss Caroline, men det er slet ikke helt fint. Hvad skulle far overhovedet ude på den motorvej? Han skulle være derhjemme og arbejde i studiet. Far hjælper mig ind i passagersiden og giver mig sikkerhedssele på. Varevognen har ikke noget bagsæde, så derfor lader far mig sid­ de foran. Jeg kommer til at tænke på dengang for fire somre siden, hvor jeg sad på forsædet af fars gamle varevogn og så ham læsse sit trommesæt ind i bilen. Jeg spurgte ham, om jeg måtte komme med ham til Boston. “Når du er lidt ældre måske,” sagde han. Jeg er ældre nu, men varevognen solgte han sidste år, og han spiller ikke rigtig koncerter mere. “Hvorfor kører du i farfars bil?” “Jeg har bare hjulpet ham lidt i dag.” Det lyder, som om far ikke er helt sikker på, hvad for nogle ord han skal bruge. Sangskrivere som mig og far er meget omhyggelige med vores ord. Der er fyldt med værktøj bag i bilen, hvilket får mig til at tænke på byggemarkedet, hvilket får mig til at tænke på den ene måde, jeg kan slippe af med min evne eller tilstand eller sygdom, eller hvad man nu skal kalde det, på. Hvis ikke jeg kan få andre mennesker til at blive bedre til at huske, kan jeg måske selv blive dårligere til det. “Jeg gider ikke hjem,” siger jeg. “Okay,” siger far og prøver at lyde munter. “Hvor vil du så gerne hen?” Måske er det på tide at tage hen til det byggemarked. Jeg kunne 18

Fordele og ulemper.indd 18

14/07/17 14.12


klatre op i et eller andet højt og tage et hovedspring ned i betongulvet. Det ville gøre ret ondt, men ikke så længe. Bagefter ville jeg endelig kunne se, hvad andre mener, når de siger Det kan jeg ikke huske, og jeg ville altid have en undskyldning for ikke at gøre noget, jeg ellers havde lovet, som for eksempel at hente min datter til tiden, når hun havde været til drama. Men jeg har faktisk slet ikke lyst til at tage i byggemarkedet. Jeg vil bare gerne have det bedre. Det ville måske være okay, hvis det bare var små ting, de glemte – min halvårsfødselsdag eller at smøre solcreme på mine ører, eller at jeg hader, når man siger Nej, bare glem det. Men det gør altså temmelig ondt, når det, de går rundt og glemmer, faktisk er mig. Vi holder for rødt, og far vifter med den ene hånd for at komme i kontakt med mig. I stedet for at se på ham tager jeg en avis op fra gulvet og lader, som om jeg læser. “Den har jeg gemt til dig,” siger far. Avisen er foldet om på en bestemt side. “Hvad hedder jeg, far?” “Hvad snakker du om?” “Mit navn. Hvad hedder jeg?” Han svarer meget langsomt. “Du hedder Joan.” “Ja, ja, det siger du i dag. Men hvem ved, hvad du siger i morgen.” Far udstøder et meget træt suk. “Joan, du må undskylde, at jeg kom for sent. Hvad vil du ellers have mig til at sige?” Jeg ser ned og får øje på noget i den avis, som far har gemt til mig. Der er vildt mange små bokse på siden, og inden i en af boksene står der fire ord med store blokbogstaver: DEN NÆSTE STORE SANGSKRIVERKONKURRENCE Jeg læser resten af teksten i stillerummet, og en idé begynder at tage form. “Nå, Joan, sig så, hvor vi skal hen.” Der var mange ting, farmor glemte til sidst, deriblandt mig, men 19

Fordele og ulemper.indd 19

14/07/17 14.12


ikke musik. Præcis ligesom far kan finde på at glemme at købe man­ delmælk, selv om det endda står på sedlen, men altid kan nynne med på hver eneste tone af guitarsoloen i Michael Jacksons “Beat it”. Det bedste ved musik er, at den bare bliver ved med at spille. Når far glemmer en som Michael Jackson i et stykke tid, skal han bare høre en af hans sange for pludselig at huske, hvor vild han er med ham. For sange fungerer nemlig som remindere. “Joan, jeg kan ikke bare ligge og køre rundt på den her måde,” “Bare kør hjem, far.” “Det troede jeg ikke, du havde lyst til.” “Jeg har skiftet mening.” Far mumler et eller andet, mens han snurrer rattet rundt, og den hvide varevogn snurrer med. Det snurrer også rundt i mit hoved, som rotorbladene på en helikopter, og jeg stiger til vejrs, op over alle de hårde følelser, for jeg har muligvis lige fundet ud af, hvordan jeg kan sikre mig, at far og mor og farfar og miss Caroline og alle andre men­ nesker aldrig vil glemme mig.

Fordele og ulemper.indd 20

14/07/17 14.12


2

Der findes noget, der hedder et fantomlem. Hvis en mand har mistet en arm, kan han stadig mærke armen, og han opfører sig, som om han stadig har den. Det jeg har, må så være fantomkærlighed. Vi levede sammen i fire år. To år i Sydneys lejlighed i West Hol­ lywood og to år her i vores hus i Los Feliz. Han døde for en måned siden, og siden da har jeg boet alene. Men jeg føler mig ikke ale­ ne. Der er minder over det hele. De kan være tredimensionelle eller usynlige, men de taler alle sammen til mig og fylder rummene ud. Tag nu for eksempel den stol, jeg sidder i lige nu. Den siger en hel masse til mig. Vi fandt den i Rose Bowl. Det er en engelsk atten­ hundredetalsstol med løvefødder og blomstermønstret betræk. Syd havde øje for sådan noget og kunne altid skelne skidt fra kanel. Jeg kan huske, da vi kom hjem med den. Jeg kan høre mig selv brokke mig over, hvor umagelig den er. Jeg kan høre Sydney grine og sige, at den ikke er beregnet til at være magelig. Det er et skuestykke, siger han. Mr. Winters, hvis De absolut må sidde, benyt da venligst sofaen. Men han sad alligevel selv i stolen. Han elskede den stol. Jeg kan ikke påstå, at jeg elsker den. Ikke længere. For det er jo ikke Sydneys stemme, jeg hører, men en fjern og mat afglans af, hvordan han lød. Jeg rejser mig og trækker den tunge stol gennem huset, gennem køkkenet og ud i haven. Jeg vender stolen om på siden, løfter støvlen 21

Fordele og ulemper.indd 21

14/07/17 14.12


over det forreste ben og jokker hårdt ned. Det brækkede ben hænger og dingler i de seje fibre, og amputationen er ikke fuldbyrdet, før jeg har drejet benet nogle gange rundt og flået det af. Jeg fjerner de øv­ rige ben på samme måde. Jeg løfter låget af det murede, runde bålfad og stiller stolebenene i en trekant. Den rustne lighter ved siden af risten kan stadig, men flammen tager ikke fat i det gamle træ. Jeg kunne droppe det. Eller hente noget at tænde op med. I fletkurven under vores seng finder jeg beskeder, billeder, breve. Vi var virkelig nogle sentimentale fjolser, vi to. Vi gemte alt: de klod­ sede portrætter, vi tegnede af hinanden i en MDMA-rus engang; det snørebånd, jeg brugte som pandebånd på vores første vandretur i Griffin Park (jeg havde langt hår, da vi blev kærester); min papirflyver med Swissair på den ene vinge og Take Me with You på den anden; tændstikker fra en af vores maratonmiddage i Laurel Canyon. Nu jeg er i gang, tager jeg dynebetrækket af. Jeg kan fornemme hans duft, men om den er virkelig eller indbildt, ved jeg ikke. Jeg smider sengetøjet oven i fletkurven og baner mig vej mig gennem bungalowen med det hele. Jeg lader det dumpe ned i bålfadet og tænder lighteren igen. Det knitrer, da ilden tager fat. Jeg iagttager bunken flamme op og mærker en form for tilfredsstillelse. Jeg må tage mange ture, men jeg befrier huset for alle minder: Tæppet, hvor jeg fandt ham. Hans telefon. Skovmaleri af ukendt kunstner. Lærredsgardiner udvalgt af Syd, ophængt af mig. Trådløse højtalere fra en af hans klienter. New age-bøger om vejen til succes og indsigt. En bunke numre af Food & Wine, Forbes og Esquire pænt stablet på sofabord i moderne skandinavisk design. Sofabord i moderne skandinavisk design. Høretelefoner, mine, men vi deltes engang om dem i biografen, 22

Fordele og ulemper.indd 22

14/07/17 14.12


inden forfilmene gik i gang; så sad vi der med hver sin høretelefon og hørte Passion Pit i halv stereo. Indrammede billeder, begge laptops, tøj, yndlingstekop, skistave, bordtennisbolde, ulæste bøger om forældreskab, breve, postkort, fød­ selsdagskort, visitkort, god bedring-kort, det-er-jul-se-vores-børn-kort. Tingene ligger spredt ud over den uklippede græsplæne og venter på, at det bliver deres tur til at ryge på bålet. Der bliver først plads, når bunken er brændt væk, og lige nu ser det ikke ud til, at der sker så meget. Jeg tager Sydneys tennisketsjer og tjatter til dyngen. Jeg prikker og puffer, så tingene glider lidt fra hinanden, og der kan slippe luft ind i sprækkerne. Der kommer en sydende lyd, og endelig tager ilden fat. Selv det her, at stirre ind i flammerne, er et minde. Vi sad herude med vores cocktails og fødderne på den lave murstensafskærmning. Vi havde lige købt huset, og den nye, voksne følelse affødte en hel liste af fremtidsplaner: flere rejser, ringe, måske endda et barn. En gnist springer fra ildstedet og lander i mit ene bukseopsmøg. Syd købte bukserne til mig på en af vores sidste shoppeture. Jeg snø­ rer støvlerne op, lader mine chinos glide ned og sender dem på luft­ fart. De lander på bakketoppen som et flag dalet ned fra himlen. Jeg går ind i køkkenet og blander en cocktail. Gin, Campari, sød rød vermouth – en Negroni, Syds foretrukne for tiden. Køleskabet er tomt, så jeg må undvære appelsinskallen. Da jeg stikker armen ind i fryseren efter is, bemærker jeg armbåndet om mit håndled. Det er en gyselig tingest i billig læder. Vi købte to, ét til hver, på ferien i Mexi­ co. Der er kun det her tilbage. Jeg tager fat i metalspændet og vil åbne det, men standser så op. Lukker øjnene, presser næsen mod læderet, snuser ind, og dér er den, fortiden, vakt til live. Et glimt af os to i Mexico, Sydneys gringo-kulør. Jeg genoplever det, snarere end jeg visualiserer det, mærker det for anden gang, bare i ganske få sekunder. Men det er tilstrækkeligt. Jeg beslutter mig for foreløbig at skåne armbåndet. Jeg skyller en snavset gaffel og stikker den ned i den mørkerøde 23

Fordele og ulemper.indd 23

14/07/17 14.12


blanding. Mens jeg rører rundt, betragter jeg mit værk ud ad køkken­ vinduet. Det er storslået og helt ude af kontrol. Et zigzaggende infer­ no, der lyser aftenen op og spyer orange fare ud over det hele. Jeg løber derud, fnisende. Af rædsel eller opstemthed eller vanvid, måske det hele på én gang. I hvert fald griner jeg. Jeg hæver glasset foran flammehavet. “Farvel,” siger jeg. “Jeg elsker dig,” siger jeg. Og så: “Undskyld.” Rundt om mig rører aftenen på sig. Der lyder stemmer gennem hegnet, en skikkelse i naboens vindue. Vinden blæser varmt mod min nakke. Jeg ser atter på bålet, som nu er krøbet ud fra bålfadet og vandrer op ad stolpen, som bærer sejlet over terrassen. Jeg træder lidt væk, drikker ud og ser alle vores minder stige til vejrs med røgen og forsvinde i natten.

Fordele og ulemper.indd 24

14/07/17 14.12


3

Der er frist for Den Næste Store Sangskriverkonkurrence om to uger, og det passer perfekt, for jeg har ferie og kan bruge al min tid på at skrive. Vindersangen kommer til at kunne streames på et populært site, som har følgere over hele kloden. Det står der i annoncen. For at vinde konkurrencen skal min sang give folk lyst til enten at danse eller græde. Det er de to stærkeste følelser, musik kan fremkal­ de. Når man danser, glemmer man, og når man græder, husker man. Jeg ved ikke, hvad der giver flest stemmer – dans eller gråd, at glem­ me eller at huske – så jeg begynder med dansenummeret. Jeg sidder nede i fars studie og stryger mit plekter op og ned over en G-akkord, som om jeg ryster en liter appelsinjuice. Jeg bruger et særligt plekter med mit navn på, som jeg har fået af min mors ven, Sydney (søndag den 9. september 2012). Jeg prikker far på skulderen, og han lader hovedtelefonerne glide af det ene øre. “Hvordan lyder det her?” spørger jeg og spiller min danseidé for ham. Han ser ikke begejstret ud. “Jeg er ret sikker på, at det er ‘I Want You to Want Me’ med Cheap Trick.” Konkurrencenummeret skal være originalt, hvilket betyder, at jeg ikke kan sende dem noget, som allerede er skrevet af en anden. Jeg fatter ikke, hvordan far kan huske navnet på hver eneste musiker, der 25

Fordele og ulemper.indd 25

14/07/17 14.12


nogensinde har levet, og alle numre, der nogensinde er lavet, og så samtidig ikke kan huske sine passwords. Far laver musik til reklamer og tv-serier og film, og det er nok et af verdens bedste jobs, især fordi han kan gøre det herhjemme. Vi bor i et tofamilieshus, men der bor kun vores familie i overetagen, og så har far lydstudie i underetagen. Fars studie er fyldt med ting, men ikke så man bliver skør af det; så man bliver glad. Alle vegne er der noget at se på (plakater, bøger, souvenirs) og spørge til (”Hvad betyder CBGB OMFUG?”). Studi­ et er proppet med sære instrumenter, som for eksempel en stylofon, som er en lille synthesizer, man spiller på med en pen, og en there­ min, som laver en uhyggelig, spøgelsesagtig lyd, når man bevæger hænderne oven over den. Fars studie er både en fabrik, hvor der laves sange, og et museum for mystiske ting og en hemmelig hule, hvor man kan få lov at være i fred, og et sted, hvor man kan drømme om, hvad der kan ske med ens liv, når man bliver voksen. Jeg vil meget hellere være hernede end oppe hos os selv, og ikke kun fordi møblerne er nyere, og sofaen er rarere, men fordi jeg kan være sammen med far. Han fortæller mig om gammel musik, og jeg får lov til at tæske løs på trommerne og hente kaffe til ham. Han lader mig også spille på sine guitarer. Far har over ti guitarer hernede, men den jeg spiller på lige nu, er min yndlings. Det er en Gibson J-160E, den samme som John Lennon spillede på. Alle husker John Lennon, fordi hans sange bliver spillet i super­ markeder og elevatorer og på sportsstadioner og også i reklamer og film og i radioen og alle mulige steder på nettet. Man husker ham i England og i både Nord- og Sydamerika, og han er endda kæmpestor i Japan, siger far. Far har hans musik på mp3 og cd og vinyl og kas­ settebånd. Jeg skal bare skrive en enkelt sang, der er lige så god som John Lennons, og som kan høres igen og igen og blive ved med at minde folk om mig. Men jeg kan ikke gøre det alene. “Vil du hjælpe mig, far?” “Ikke lige nu.” 26

Fordele og ulemper.indd 26

14/07/17 14.12


Fars Gibson - J160E Far klipper aldrig sine strenge

Naturlig træoverflade

Skramme fra den forrige ejer

Hak fra 23/1 2010

Han har allerede taget hovedtelefonerne på igen, og hans blik er rettet mod computeren. Det ser ud, som om han er ved at mixe en sang, hvilket vil sige, at han finder det rigtige niveau til hvert enkelt instrument. Jeg bladrer gennem mit hæfte og ser på alle de sange, jeg har skre­ vet i løbet af de sidste par måneder. Måske er der noget derimellem, jeg kan bruge. Mit hæfte svarer til at have en kopi af alle mine min­ der, ligesom far laver backup af alle sine musikfiler. Vi gør det for ikke at miste vigtigt materiale, ligesom det skete for farmor, da hun blev syg. Hun var også musiker. En af de sidste sange, jeg hørte hende syn­ ge, var et Elvis-nummer (“Don’t be cruel to a heart that’s true”), og dengang ønskede jeg virkelig, at hun ville gøre sig lidt mere umage med teksten. Da hun glemte mig, føltes det, som om hun tog viske­ læderet for enden af en kæmpe blyant og viskede mig ud på stedet. Det må være den bedste følelse i verden ikke at skulle bekymre sig om, hvor meget eller lidt man betyder for andre mennesker. Når jeg vinder Den Næste Store Sangskriverkonkurrence, vil jeg langt om længe finde ud af, hvordan det føles. Jeg prikker til far igen. “Hvad nu, hvis vi indspiller ti sange og så 27

Fordele og ulemper.indd 27

14/07/17 14.12


vælger den, der lyder bedst? Et nummer kan jo lyde godt, mens man skriver det, og så komme til at lyde helt anderledes, når man har ind­ spillet det. Hvad synes du? Måske skal vi indspille en sang om dagen, og efter ti dage vil vi stadig have tid til at finpudse en enkelt sang, så den bliver helt perfekt. Vi skal også have fundet en god sanger, for eksempel Christina. Tror du, hun vil være med?” Jeg har talt færdig, men det er far måske ikke klar over, for han ser ikke på min mund, men ned i sit skød. Han tager lang tid om at svare. “Jeg er her ikke i morgen.” “Det er okay. Vi kan bare gå i gang i overmorgen.” “Joan.” Jeg elsker at høre mit navn, men sommetider er det ikke et godt tegn. “Ja?” “Vær sød lige at lægge guitaren fra dig.” Nu bliver jeg rigtig nervøs. Far og jeg kan ellers altid godt lide at sidde og spille, mens vi snakker sammen, også selv om det irriterer mange andre. Han læner sig frem med albuerne på knæene og kigger ned i gulv­ tæppet, mens han trækker sig i håret. “Jeg har villet sige det i et stykke tid.” Han ser op, og hans øjne er blanke, og håret står lige op i luften og får ham til at ligne et hulepindsvin, der har tabt alle andre pigge end de allerøverste. “Jeg fortalte dig, at jeg har hjulpet farfar i dag. Ja, altså, jeg skal faktisk hjælpe ham hver dag fra nu af. Jeg kommer til at arbejde på fuld tid.” “Hvad så med arbejdet her i studiet?” Han tager en dyb indånding, hvilket aldrig er et godt tegn. “Vi lukker studiet,” siger han så. Fredag den 1. april 2011: Far standser uden for skolen, rækker mig min madpakke og siger: “Vi er løbet tør for hummus, så jeg har smurt en sennepsmad til dig i stedet for,” og jeg bliver varm i kinderne, men så smiler far og siger: “Aprilsnar.” Men det er ikke april. Det er juli. “Jeg forstår ikke rigtig.” 28

Fordele og ulemper.indd 28

14/07/17 14.12


“Jeg elsker at være musiker,” siger far. “Det ved du. Det er det eneste, jeg har villet, lige siden jeg var på din alder. Men det er noget andet at skulle få en forretning til at løbe rundt. Vi kan gøre så meget mere med det her nye arbejde. Vi kan få ordnet huset ovenpå, og du kan komme til at gå til mere, og inden vi får set os om, er du på vej på college. Din mor behøver ikke længere knokle hele sommeren; hun kan få lov at slappe af. Og ved du hvad? Hun er allerede i gang med at planlægge, at vi skal på ferie. Hvornår har vi måske sidst været ude at flyve sammen?” Far flyver hvert år, når han skal til festivalen South by Southwest i Texas, og sidste sommer tog mor mig med til en læge i Arizona, men far kunne ikke, fordi han var ved at afslutte et vigtigt projekt, og i sid­ ste måned fløj mor og far til Los Angeles til Sydneys begravelse. Men vi har aldrig nogensinde været ude at flyve sammen alle tre. Vi skulle have været på ferie sidste år, men det blev af en eller an­ den grund ikke til noget. Jeg var ikke sur over det ligesom mor. Det lyder cool at flyve, men i virkeligheden er det ret kedeligt, når først man sidder der. Ikke ligesom et pladestudie. “Hvad med min sang?” siger jeg. “Du sagde, du ville indspille den for mig.” “Ja, selvfølgelig. Planen er at leje underetagen ud, men det bliver tidligst til september. Jeg begynder først at flytte ud til august. Jeg arbejder stadig på et par projekter. Dem gør jeg færdig om aftenen og i weekenderne. Og bagefter står jeg fuldstændig til din disposition.” Studiet var en tom lejlighed, inden far flyttede alt sit udstyr her­ ind, og inden han satte den røde telefon til. Når han tager den, siger han altid: “Monkey Finger Productions, du taler med Ollie.” Jeg ser rundt på fars fantastiske ting og tænker på, hvor det alt sammen skal være, og jeg tænker også på, hvor jeg mon selv skal være, når jeg skriver sange eller bare har lyst til at hænge ud med far, mens han er på arbejde. “Hey,” siger han og prøver at standse mine tårer, inden de begyn­ der at løbe. “Kan du huske, hvordan du havde det, da du stoppede 29

Fordele og ulemper.indd 29

14/07/17 14.12


på Concordia og begyndte på PS Eight? Du var sikker på, du ville komme til at hade det, men nu elsker du det. Det bliver svært i be­ gyndelsen, men det er altså bedst sådan. Det tror jeg virkelig. Det gør jeg altså.” Han trækker mig ind til sig. Jeg kan altid godt lide at kramme far, men i aften maser han mine knogler, og jeg får en bange fornemmel­ se i brystet. “Ollie!” Det er mors stemme, der kalder i højtaleren på væggen. Far giver slip og smiler, men det er ikke ægte, det kan jeg se. “Ollie! Skynd dig og kom!” Så går det op for os, at mor ikke bare kalder, fordi hun ikke kan finde ud af det digitale fjernsyn. Far og jeg løber op ad trappen til lejligheden, og mor står inde i stuen foran fjernsynet med armene foldet stramt over brystet på sin sovebluse. Hun trykker på fjernbetjeningen og skruer op for lyden. Det ser ud til at være nyheder, og jeg hader nyheder, fordi der altid er en eller anden sørgelig historie om folk, der er kørt galt eller er blevet syge eller har brækket ryggen på ski, og næste dag er der en ny histo­ rie, og man hører aldrig nogensinde mere om de første mennesker. Jeg må være den eneste, der tænker på de sammenvoksede tvillin­ ger, der blev skilt ad efter fødslen. Hvordan har de det nu? Og hvad med den rige mand, der opfandt sit eget rumskib? Er han nogensinde kommet af sted? Jeg sørger normalt for at gå, når der er nyheder, men lige her den anden aften var det faktisk ret spændende, for de snakkede om en mand, som var brudt ind i SeaWorld i Orlando og havde stjålet en hvalros. Han slap hvalrossen ud i havet og ville ind for at hente flere dyr, men blev taget af politiet. Kvinden, der læste op, nævnte selvføl­ gelig ikke noget om den hvalros igen, men jeg fandt en hjemmeside, hvor man kan følge med i, hvor hvalrossen svømmer rundt, for Sea­ World har puttet en sensor ind i dens spæklag. Nu siger nyhedskvinden: “Gavin Winters spiller politiassistent 30

Fordele og ulemper.indd 30

14/07/17 14.12


Beau Kendricks i krimiserien The Long Arm, som netop tager hul på sin anden sæson i morgen aften.” Far ser på mor, og mor ser på far, og jeg ser på fjernsynet. Jeg har aldrig mødt Gavin Winters, men jeg ved godt, hvem han er. Jeg ved, at mine forældre har gået på college med ham, og at han har spillet i band med far, og at han er tv-skuespiller, og at han er kæreste med Sydney, som kom på besøg før i tiden. Men der er ikke rigtig noget af det, der passer sammen med det billede, jeg kigger på lige nu, for der på fjernsynsskærmen ligner han en mand, der står i underbukser foran et kæmpestort bål.

Fordele og ulemper.indd 31

14/07/17 14.12


VEJLEDNING

Gavin Winters har mistet sin store kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og nedbrudt flygter han fra Los Angeles til New Jersey for at holde ferie hos en gammel ven. Her møder han Joan.

Gavin slår en handel af med Joan; hvis hun fortæller alt, hvad hun kan huske om Sydney, vil Gavin til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence. Joan er nemlig træt af at være pigen, der husker alting. Hun vil i stedet være hende, ingen kan glemme. Men Joans fortællinger afslører noget uventet, og Gavin tvinges til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.

VAL EMMICH

er en amerikansk singer/songwriter, skuespiller og skribent. På tv har han optrådt i shows som VINYL, 30 ROCK og UGLY BETTY. FORDELE OG ULEMPER VED AT HUSKE er Emmichs debutroman og er baseret på en konkurrence han vandt for nye forfattere i det anerkendte litterære tidsskrift GLIMMER TRAIN.

EMMICH RAMMER DET MAGISKE MELLEM MENNESKER, UDEN AT DET NOGENSINDE BLIVER SØDLADENT. REN NICK HORNBY! – Nationa Boo Review EN OPLØFTENDE LÆSEOPLEVELSE, SOM MINDER OS OM, AT ALLE SPILLER EN ROLLE I LIVET. – Kirku Review

ISBN:978-87-400-3256-7

OMSLAG: IMPERIET FORFATTERPORTRÆT: © HOLTZ PHOTOGRAPHY

Fordele og ulemper ved at huske

Joan er familiens tiårige datter. Som lille slog hun sit hoved og har siden været ude af stand til at glemme noget som helst. Hun kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed – meget til sin egen fortrydelse. Men i hendes ufattelige hukommelse venter præcis det, Gavin leder efter: En håndfuld helt klare minder om Sydney.

VAL EMMICH

EN FORTÆLLING, DER BLIVER HOS DIG, LÆNGE EFTER AT SIDSTE SIDE ER LÆST. – Popsugar

VAL EMMICH

Fordele ulemper huske og

ved at

ROMAN

POLITIKENS FORL AG

Fordele og ulemper ved at huske  

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes? Gavin Winters har mistet sit li...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you