Hanya Yanagihara: Folket i træerne

new york times

Flap Overlap: 5

Untrimmed Width: 559,5

Året er 1950, og den næsten færdiguddannede læge Norton Perina

smukt skrevne debut Bleed:i denne 4 … Yanagiharas ambitiøse roman fortjener stor ros.”

inviteres med på en antropologisk ekspedition til øen Ivu’iyu i

Mikronesien. Her møder de et folk, der alle trods et ungdommeligt

the guardian

ydre viser sig at være senile og meget gamle. Perina når frem til at

hemmeligheden bag det der ligner evigt liv, er kødet fra en sjælden

“En symfoni af komplekse temaer, der gøres

skildpaddeart.

tilgængelige af prosaens rene poesi.”

Perina slår én af skildpadderne ihjel og smugler kødet med tilbage

the daily mail

til USA, hvor hans opdagelser gør ham verdensberømt. Men snart

får Perinas handlinger ødelæggende konsekvenser, både for ham selv

”Som en historie fra National Geographic

kombineret med Conrads Mørkets hjerte.

og for befolkningen på Ivu’iyu.

mørke lommer med mysterier, er magisk.”

Folket i træerne er en foruroligende fortælling om magtmisbrug, vi-

Den verden, Yanagihara fremtryller, fuld af

denskab og begærets mange former. Den er baseret på den virkelige

the times

skandale om den pædofilidømte nobelpristager Carleton Gajdusek.

”På en gang lærd, moralsk alvorsfuld og dybt underholdende.”

san francisco chronicle

Cover with Flaps

9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

9 788740 058239

9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9 9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9

wall street journal

9 788740 058239

… ligeså betagende som den er foruroligende”

9 788740 058239

”En enestående roman

Title/Name: Product Type: Flaps: Format: Pages: Paper Content: Binding: Cover Paper: Flap Width Cover: Date:

“En altopslugende, intelligent og kompromisløs roman, der tryllebinder og foruroliger.”

Folket i træerne

(all Measurements in mm)

independent Softcover with Flaps slightly supernatant 145x220 mm 432 Pages 80g/m² * 2,00 Vol. (Book Paper) Perfect Bound Cardboard 225-350gsm 116 mm 29.08.2019

politikens forlag www.politikensforlag.dk

Back Page (P4)

Text Spacing: 5 Glue area for covers creased 4 times: 4 Glue area for covers creased 2 times: 3 forfatterfoto: jenny westerhoff

“Magt og dens misbrug er kernen

Back Flap

Spine Width: 35,5

Trimmed Heigt: 220

Trimmed Width: 146

HANYA YANAGIHAR A

”Yanagiharas rige, mesterlige prosa er svær at se bort fra”

Flap Width Cover: 116

HANYA YANAGIHARA er født i Los Angeles i 1975. Folket i træerne er hendes første roman og blev indstillet til den prestigefyldte debutantpris

The PEN/Robert W. Bingham Prize og lovprist af anmelderne. Hendes anden roman Et lille liv blev hendes internationale gennembrud. Den vandt i

2015 Kirkus Prize in Fiction og blev samme år indstillet til Man booker-prisen, The National Book

Award og Andrew Carnegie Medal for Excellence.

ROM A N POLITIK ENS FOR L AG

H A N YA YA N AGI H A R A Front (P1) FORFAT TER ENPage BAG ET LILLE LI V

Front Flap

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 2

05-09-2019 17:11:07

FOLKET I TRÆERNE

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 1

05-09-2019 17:11:07

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 4

05-09-2019 17:11:07

HANYA YANAGIHARA

FOLKET I TRÆERNE Oversat af Nete Harsberg

POLITIKENS FORLAG

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 3

05-09-2019 17:11:07

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 6

05-09-2019 17:11:07

PROSPERO En djævel, født en djævel, hvis natur min omsorg preller af på; alt mit slid min venlighed, min menneskelighed er spildt, og som hans krop bliver grimmere med tiden, forkrøbles også sindet. Jeg vil pine dem alle, til de brøler.

WILLIAM SHAKESPEARE: STORMEN, Fjerde akt, scene 1

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 5

05-09-2019 17:11:07

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 8

05-09-2019 17:11:07

Indhold Indledning ved dr. Ronald Kubodera 15 A. Norton Perinas erindringer Redigeret af Ronald Kubodera, cand.med. 27 DEL I. BÆKKEN 29 DEL II. MUS 59 DEL III. DRØMMERNE 91 DEL IV. DEN NIENDE HYTTE 173 DEL V. DET FØRSTE BARN 267 DEL VI. VICTOR 349 DEL VII. EFTERSPIL 401 EPILOG ved dr. Ronald Kubodera 413 EFTERSKRIFT 419 APPENDIKS 425

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 7

05-09-2019 17:11:07

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 10

05-09-2019 17:11:07

Til min far “Vom Vater … Lust zu fabulieren”

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 9

05-09-2019 17:11:07

19. marts 1995 Anerkendt forsker anklaget for seksuelle overgreb The Associated Press Bethesda, Maryland – Doktor Abraham Norton Perina, den anerkendte immunolog og tidligere leder af Center for immunologi og virologi ved National Institutes of Health i Bethesda, Maryland, blev i går anholdt, mistænkt for at have begået seksuelle overgreb.

71-årige dr. Perina er sigtet for tre voldtægter, tre tilfælde af seksuel omgang med en mindreårig, to tilfælde af seksuelle overgreb og for i to tilfælde at have udsat en mindreårig for fare. Anklagerne er blevet fremsat af en af dr. Perinas egne adoptivsønner.

“Anklagerne er falske,” udtalte Perinas advokat, Douglas Hind­ley, i går. “Dr. Perina er et anerkendt og højt respekteret medlem af det videnskabelige miljø, og han er interesseret i så hurtigt som muligt at få løst situationen og vende tilbage til sit arbejde og sin familie.”

Dr. Perina modtog i 1974 nobelprisen for sin bestemmelse af Selene-syndromet, en tilstand, der sinker aldringsprocessen. Tilstanden, som består i, at kroppen forbliver på en relativt ungdommeligt stadie, mens sindet ældes, blev først lokaliseret blandt Opa’ivu’eke-folket fra Ivu’ivu, en ud af de tre øer, der udgør landet U’ivu i Mikronesien. Her opnåede man tilstanden gennem indtagelse af en sjælden skildpadde, som dr. Perina opkaldte stammen efter, og hvis kød har vist sig at virke styrkende på telomerase, det naturligt forekommende enzym, der gendanner telomerer og der11

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 11

05-09-2019 17:11:07

ved øger antallet af gange, den enkelte celle kan dele sig. Individer, som var ramt af Selene-syndromet – opkaldt efter den udødelige og ungdommelige månegudinde i den græske mytologi – kunne overleve i flere hundrede år. Perina rejste første gang til U’ivu som ung læge sammen med den velanskrevne antropolog Paul Tallent i 1950 og tilbragte siden mange år på øerne med sit feltarbejde. Det var også her, han adopterede sine 43 børn, hvoraf mange var forældreløse eller børn af fattige folk fra Opa’ivu’eke-stammen. Perina tager sig stadig af en del af børnene.

“Norton er en forbilledlig far og en stor begavelse,” sagde dr.

Ronald Kubodera, Perinas forskerkollega gennem en årrække og desuden en af videnskabsmandens nærmeste venner. “Jeg er overbevist om, at man vil frafalde disse absurde sigtelser.”

3. december 1997 Fremtrædende forsker og nobelpristager idømt fængselsstraf Reuters Bethesda, Maryland – Dr. Abraham Norton Perina er i dag blevet idømt to års fængsel i Frederick Correctional Facility.

Dr. Perina modtog i 1974 nobelprisen i medicin for at have påvist, at indtagelsen af en nu uddød skildpaddeart fra landet U’ivu i Mikronesien kunne booste virkningen af telomerase-enzymet, som påvirker cellers evne til at dele sig. Fænomenet, der går under navnet Selene-syndromet, kunne beviseligt overføres til en række pattedyr, herunder mennesker.

Perina er blandt de eneste vesterlændinge, som har haft uindskrænket adgang til denne yderst isolerede og hemmelighedsfulde ø, og i 1968 adopterede han det første af i alt 43 børn fra U’ivu, som alle sammen er vokset op i hans hjem i Bethesda. For to år siden blev Perina anklaget for voldtægt og for at udsætte børn for fare; anklagerne blev fremsat af et af hans adoptivbørn.

“Det er dybt tragisk,” udtaler dr. Louis Altschur, leder af Natio­ nal Institutes of Health, hvor dr. Perina har været ansat som forsker gennem en årrække. “Norton er en betydningsfuld og vægtig 12

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 12

05-09-2019 17:11:08

videnskabsmand, og jeg håber inderligt, at han vil få adgang til den behandling og hjælp, han har brug for.”

Hverken dr. Perina eller hans advokat har ønsket at kommentere sagen.

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 13

05-09-2019 17:11:08

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 14

05-09-2019 17:11:08

Indledning Mit navn er Ronald Kubodera – men kun i akademisk sammenhæng. Ellers kaldes jeg bare Ron. Ja, jeg er den dr. Ronald Kubodera, som man har kunnet læse om i magasiner og aviser. Og nej, ikke alle historierne er sande – men det er de jo sjældent.

I mit tilfælde er de vigtigste af dem dog sande nok, og det er jeg stolt af. Jeg er for eksempel stolt af, at jeg overhovedet har en relation til Norton (for bare otte måneder siden ville det ikke have været nødvendigt at nævne), som jeg har kendt siden 1970, da jeg blev ansat i hans afdeling ved Natio­nal Institutes of Health i Bethesda, Maryland. Norton havde ikke modtaget nobelprisen endnu, men hans arbejde havde allerede revolutioneret lægevidenskaben og radikalt forandret måden, forskerne opfattede virologien og immunologien på, ikke at forglemme den medicinske antropologi. Jeg er også stolt af, at vi, på baggrund af vores relation som kolleger, også indledte et nært venskab; mit forhold til Norton er faktisk et af de mest meningsfulde, jeg nogen sinde har haft. Men allermest er jeg stolt af, at vi stadig er venner efter alt det, der er sket de seneste to år.

Ikke at jeg har haft mulighed for at tale eller kommunikere lige så ofte med Norton, som jeg har haft lyst til – eller han utvivlsomt har. Det er en sær og ensom følelse ikke at have ham i nærheden.

15

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 15

05-09-2019 17:11:08

Indtil jeg flyttede hertil1 for omkring 16 måneder siden – en måned efter at Norton blev dømt – tror jeg faktisk ikke, vi har været væk fra hinanden meget mere end et par dage ad gangen. Måske endda mindre. (Her medregner jeg naturligvis ikke særlige lejligheder som for eksempel mine ferier med min daværende kone, eller når en af os har været til begravelse eller bryllup og den slags. Men selv ved de lejligheder har jeg sørget for at kommunikere med ham dagligt, telefonisk eller per fax.) Sagen er, at det ganske enkelt var en central del af min hverdag at tale med Norton, arbejde med Norton, være sammen med Norton, svarende til at se fjernsyn eller læse den daglige avis: et af de helt almindelige, men dog ikke ubetydelige ritualer, som minder én om, at livet går sin gang som planlagt. Når sådan en rytme pludselig forstyrres, er det ikke bare ubehageligt, det er urovækkende. Sådan har jeg haft det det seneste halvandet års tid. Jeg står op om morgenen og gennemfører dagen, som jeg plejer, men om aftenen udsætter jeg konsekvent at gå i seng, jeg vandrer rundt i lejligheden og stirrer ud i mørket, mens jeg prøver at komme i tanke om, hvad det er, jeg har glemt. Jeg gennemgår i tankerne de utallige små opgaver, jeg tager mig af i løbet af en typisk dag uden at tænke nærmere over det – breve, der åbnes og læses, deadlines, der overholdes, døre, der låses – indtil jeg omsider, modvilligt, går i seng. Først på randen af søvnen kommer jeg i tanke om, at det er selve strukturen i mit liv, der er forandret, og jeg gribes af et øjebliks melankoli. Man skulle tro, at jeg havde affundet mig med de ændrede betingelser i Nortons, og dermed i mit eget, liv, men noget i mig stritter imod; han har trods alt været en integreret del af min hverdag i næste tre årtier.

Hvis livet føles ensomt for mig, er det imidlertid langt mere ensomt for Norton. Når jeg tænker på ham på det sted, bliver jeg simpelthen så vred: Norton er ikke nogen ung mand længere, og heller ikke særlig sund, og det virker hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt med en fængselsstraf.

Jeg er klar over, at der ikke er mange, der deler dette synspunkt.

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har forsøgt at forklare venner, 1 Palo Alto i Californien, hvor jeg bestrider John M. Torrance-professoratet i Afdeling for immunologi ved Stanford University Medical School.

16

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 16

05-09-2019 17:11:08

kolleger og journalister (og dommere, juryer, advokater), hvordan Norton i virkeligheden er – hans humanisme, intelligens, hans enestående karakter. I løbet af de sidste 16 måneder har jeg oplevet mange eksempler på forræderi fra Nortons tidligere venner, som pludselig lod den mand i stikken, de ellers har hævdet at elske og respektere. Nogle venner – mennesker, Norton havde kendt og samarbejdet med i årtier – forduftede, så snart anklagerne kom for en dag. Endnu værre var de, der forlod ham, da han blev fundet skyldig. Det mindede mig virkelig om, hvor illoyale og svigefulde de fleste mennesker er.

Men det var et sidespor. For Norton har noget af det sværeste ved at sidde i fængsel været den ulidelige monotoni. Jeg må indrømme, at det kom lidt bag på mig, da han mindre end en måned efter dommen begyndte at klage over den lammende kedsomhed.

Norton drømte altid om – en drøm, han sikkert deler med mange andre dygtige og fortravlede mænd – at tilbringe en måned om året et varmt sted uden nogen forpligtelser overhovedet. Et sted, hvor der ikke skulle holdes taler, skrives artikler, vejledes studerende, passes børn eller forskes; bare en blank flade af tid, der strakte sig foran én, og som man kunne fylde præcis med det, man havde lyst til. Norton har altid talt om tiden som et hav, et spejl af en uendelig tomhed, og denne drøm – “havtid” som han kaldte den – blev da også en form for joke, et kodeord for de ting, han drømte om en dag at kaste sig over, men som på ingen måde lod sig gøre nu og her. Han aflagde løfter: I havtiden ville han dyrke tropiske bregner, han ville læse biografier, han ville skrive sine erindringer. Ingen, og allermindst Norton selv, regnede nogen sinde med, at han rent faktisk ville få havtid, men det har han så nu, minus, selvfølgelig, den tropiske destination og den rare, dovne sløvhed, man forbinder med velfortjent lediggang. Men nu har det ulykkeligvis vist sig, at Norton måske simpelthen bare ikke egner sig til at holde fri; det har faktisk været en pine for ham (selv om jeg må tilstå, at det formentlig fortrinsvis skyldes de ulykkelige omstændigheder, hvorunder han er blevet tildelt denne fritid). Han skrev for nylig i et brev: Her er ikke meget at lave, og efter et vist stykke tid endnu mindre at tænke på. Det er aldrig faldet mig ind, at jeg kunne ende 17

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 17

05-09-2019 17:11:08

i en sådan tilstand, simpelthen at være så udmattet, at jeg føler mig drænet, ikke for blod, men for tanker. Kedsomhed; jeg har altid troet, at jeg ville nyde en længere periode uden noget at lave, at jeg hurtigt ville finde på noget. Men det er gået op for mig, at vi ikke er i stand til at fylde sådan nogle store, blanke flader af tid: Vi taler altid om at få styr på vores tid, men det forholder sig lige omvendt – vores liv er så travle, fordi vi i virkeligheden kun kan overskue små, fine skiver af tid.2 Det lyder som en klog refleksion.

Men trods de åbenlyst barske omstændigheder, Norton nu befinder sig under, har visse personer haft den frækhed at antyde, at han burde være taknemmelig for det, de opfatter som milde forhold, hvilket ikke alene er et afstumpet synspunkt, men decideret ondskabsfuldt. En af disse personer er en mand ved navn Herbert West (hvis navn jeg kun modvilligt har ændret), endnu en af Nortons forskerkolleger fra de tidlige 1980’ere, som lagde vejen om Bethesda på vej til en konference i London. Det var inden retssagen, i den periode, hvor Norton som sigtet havde fået, hvad der svarede til husarrest, og havde fået fjernet alle sine børn. West, som jeg altid havde anset for mere behagelig end så mange andre af Nortons tidligere kolleger, besøgte Norton i en times tid og inviterede derefter mig med ud at spise middag. Jeg havde ikke udpræget lyst (og fandt det desuden uhyre ubehøvlet, at han spurgte mig foran Norton, som jo ikke måtte forlade huset), men Norton sagde, at jeg bare skulle tage med, og at han alligevel havde noget arbejde og godt kunne bruge noget fred og ro.

Så jeg var tvunget til at spise middag sammen med West, og selv om jeg ikke kunne lade være med at tænke på Norton, der sad helt alene derhjemme, lykkedes det os faktisk at føre en overraskende behagelig samtale om Wests forskning og den rapport, han skulle præsentere på konferencen, om en artikel, som Norton og jeg havde publiceret i New England Journal of Medicine inden anholdelsen, og om nogle af vores fælles bekendte. Da vi fik serveret desserten, sagde West: “Norton er sørme ældet.”

2 A. Norton Perina til Ronald Kubodera, cand. med., april 1998.

18

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 18

05-09-2019 17:11:08

“Han befinder sig i en frygtelig situation,” sagde jeg.

“Ja, frygtelig,” mumlede West.

“Det er en højst urimelig behandling,” sagde jeg.

West sagde ikke noget.

“Højst urimelig,” gentog jeg for at give ham en chance til.

West sukkede og duppede sig i mundvigene med hjørnet på sin serviet, en gestus, der forekom kunstig og overflødig såvel som demonstrativ og enerverende anglofil. (West havde – for evigheder ­siden og kun i to år – studeret på Oxford University på et Marshall-­ stipendium, hvilket han havde en usædvanlig evne til at få flettet ind i enhver samtale, social som professionel.) Han spiste blåbær-­crumble, og hans tænder havde fået samme lilla farve som blå ­mærker.

“Ron,” begyndte han.

“Ja?” “Tror du, han har gjort det?” spurgte West.

Jeg var efterhånden blevet vant til det spørgsmål og vidste også, hvad jeg skulle svare. “Gør du?”

West så på mig og smilede, kiggede op i loftet og så på mig igen.

“Ja,” sagde han.

Jeg sagde ikke noget.

“Det gør du ikke?” sagde West med en svag undren.

Det havde jeg også vænnet mig til at svare på. “Det betyder ikke noget, om han har gjort det eller ej. Norton er en stor begavelse, og det er det, der betyder noget for mig – og for historien, vil jeg vove at påstå.”

Der blev stille.

Omsider svarede West forlegent: “Jeg må hellere se at komme af sted. Jeg har noget at læse inden flyveturen i morgen.”

“Okay,” sagde jeg. Og vi spiste resten af desserten i tavshed.

Vi var kørt derhen i min bil, og da vi havde betalt (West tilbød at give, men jeg insisterede), kørte jeg West tilbage til hans hotel.

Han gjorde et par forsøg på at konversere på vejen, og det gjorde mig bare endnu mere vred.

På hotellets parkeringsplads sad vi et øjeblik i tavshed, West var afventende, jeg var rasende, og så rakte han hånden frem, og jeg trykkede den hurtigt.

“Godt,” sagde West.

19

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 19

05-09-2019 17:11:08

“Tak for besøget,” sagde jeg kort for hovedet. “Det blev Norton glad for, er jeg sikker på.”

“Godt,” sagde West igen. Jeg kunne ikke afgøre, om han havde opfattet sarkasmen i min stemme. “Jeg tænker på ham.”

Atter tavshed.

“Hvis han bliver kendt skyldig …” begyndte West.

“Det gør han ikke,” sagde jeg.

“Men hvis han gør,” fortsatte han. “Kommer han så i fængsel?”

“Jeg kan ikke forestille mig, han bliver dømt.”

“Nå, men hvis han gør,” blev West ved, og jeg kom i tanke om, hvor utiltalende ærgerrig, hvor grådig han havde været som kollega, og hvor utålmodig han havde været efter at forlade Nortons afdeling og komme til at stå i spidsen for sin egen, “så får han da endelig sin havtid, ikke, Ron?” Jeg fandt hans ligegyldighed så frastødende, at jeg var ude af stand til at svare. Jeg sad måbende til­bage, idet West smilende sagde farvel og steg ud af bilen. Jeg så ham forsvinde ind ad dobbeltdørene og forsvinde i den oplyste lobby, og så startede jeg bilen og kørte hjem til Norton, hvor jeg tilbragte de fleste aftener. De følgende måneder begyndte retssagen og sluttede igen, domfældelsen begyndte og sluttede, men West besøgte selvfølgelig ikke Norton igen. * Folk havde således ikke særlig megen forståelse for Nortons situation. Nogle fordømte og afskrev ham, inden han officielt blev fordømt og afskrevet, rent juridisk af en jury bestående af såkaldte ligesindede – hvordan måtte det ikke være for en mand med Nortons intellekt at se sin personlighed vurderet og få sin skæbne afgjort af tolv dumrianer (så vidt jeg husker, arbejdede et af jurymedlemmerne på et vejbetalingsanlæg, mens en anden var hundevasker), hvis beslutning ville gøre praktisk talt alle tidligere bedrifter ubetydelige, for ikke at sige meningsløse? Set i det perspektiv er det vel ikke så mærkeligt, at Norton var plaget af kedsomhed og følte sig deprimeret og understimuleret?

Jeg vil også lige nævne mediedækningen af Nortons retssag, for den kan heller ikke ignoreres, hverken hvad angår tone eller om20

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 20

05-09-2019 17:11:08

fang. Set i lyset af, hvilke forbrydelser Norton var anklaget for, vil jeg starte med at sige, at det på ingen måde kom bag på mig, at medierne spildte spalteplads på historier, der med en chokerende mangel på respekt for sandheden digtede videre på de få faktuelle detaljer om Norton, som var offentligt kendt. (Indrømmet, nogle af historierne nævnte faktisk, om end modstræbende, en del af hans enestående meritter, men kun med det formål at få hans påståede ondskab til at fremstå endnu grovere.)

Jeg kan huske, at der ud af de mange forespørgsler på inter­ views, som Norton modtog i løbet af de dage, jeg vågede sammen med ham (og som vi selvfølgelig afviste), mens han ventede på at komme for retten (en flok tv-folk havde slået sig ned på fortovet foran Nortons forhave, hvor de spiste og sludrede i den summende, insektfyldte sommerluft, som var det en picnic), kun var et enkelt medie – uheldigvis Playboy – der tilbød Norton at han kunne skrive sit eget forsvar i stedet for at lade en eller anden sulten, ung journalist give sin version af hans liv og påståede ugerninger. (Til at begynde med syntes jeg, trods forummet, godt om ideen, men Norton var bekymret for, at det, han skrev, ville blive fordrejet og brugt mod ham som en tilståelse. Han havde selvfølgelig ret, og så talte vi ikke mere om det.) Men jeg vidste samtidig, at erkendelsen af, at han ikke kunne sige noget til sit forsvar, gjorde ham både vred og ked af det.

Det ironiske ved det hele var, at Norton kort inden sin anholdelse netop havde planlagt at gå i gang med sine erindringer. På det tidspunkt – i 1995 – havde han trukket sig delvist tilbage og behøvede ikke længere bakse med de mange administrative opgaver og forpligtelser på afdelingen. Han var så absolut stadig en helt nødvendig kapacitet på stedet – han var bare begyndt at give sig selv lov til at disponere sin tid på en lidt anden måde.

Men Norton fik altså ikke muligheden for at dokumentere sit bemærkelsesværdige liv, i hvert fald ikke på de betingelser, han ville have foretrukket. Men som jeg altid har sagt, er han et af den slags mennesker, der kan overvinde enhver udfordring. I april, da han havde siddet fængslet i to måneder, spurgte jeg ham derfor i mit daglige brev, om ikke han ville overveje at skrive sine erindringer alligevel. Jeg skrev, at det ikke alene ville være et vægtigt bidrag til 21

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 21

05-09-2019 17:11:08

videnskaben og den akademiske verden, men at det i det mindste ville give ham chancen for at fortælle dem, der måtte være interesserede, at han ikke var det, som resten af verden så hårdnakket prøvede at gøre ham til. Jeg sagde, at jeg med glæde ville skrive manuskriptet ind, og, hvis han gav mig lov, redigere det med let hånd, som jeg tidligere havde gjort det med hans bidrag til diverse tidsskrifter. Det ville være et fascinerende projekt for mig, skrev jeg, og det ville desuden kunne holde ham beskæftiget.

En uge senere sendte Norton mig en kort besked: Selv om jeg ikke har udpræget lyst til at bruge det, der måske viser sig at være mine sidste leveår, på at forsøge at overbevise folk om, at jeg er uskyldig i de forbrydelser, man har bestemt sig for, jeg er skyldig i, har jeg besluttet at gå i gang med “fortællingen om mit liv”, som du kalder det. Jeg har [fuld] tillid … til [dig].3 En måned senere modtog jeg det første afsnit. * Der er et par ting, jeg hellere må sige rent indledningsvis, inden jeg inviterer læseren ind i Nortons ekstraordinære liv. Det er trods alt en historie, der handler om sygdom.

Norton vil naturligvis kunne udtrykke det bedre, end jeg kan, men jeg vil alligevel gerne give læseren lidt viden om manden. Han har engang sagt til mig, at hans liv ikke rigtig begyndte, før han kom til U’ivu og gjorde de opdagelser, der forandrede den moderne lægevidenskab og endte med at give ham nobelprisen. Han besøgte første gang det dengang ukendte Mikronesien som 25-årig i 1950, en rejse, der kom til at ændre hans liv – og revolutionere det videnskabelige samfund – for altid. I U’ivu levede han sammen en “ukendt stamme”, som senere fik navnet Opa’ivu’eke-folket, på den lille nations største ø, Ivu’ivu, dengang kendt blandt u’ivuanerne som “Den forbudte ø”. Det var her, han opdagede et fænomen 3 A. Norton Perina til Ronald Kubodera, cand. med., maj 1998.

22

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 22

05-09-2019 17:11:08

– et udokumenteret fænomen, der aldrig før var blevet observeret – som påvirkede lokalbefolkningen. U’ivuanerne var kendt (og er det til dels stadig) for deres korte levetid. Men på Ivu’ivu stødte Norton på en gruppe indfødte, som levede meget længere end andre: 20, 50, ja, endda 100 år længere. Yderligere to forhold gjorde opdagelsen endnu mere spektakulær: At de pågældende mennesker ikke ældedes fysisk, men blev mentalt svækket, og at tilstanden var tilegnet, ikke medfødt.

Aldrig havde mennesket været så tæt på evigt liv som med Nortons opdagelse. Og aldrig var så lovende en drøm så hurtigt gået op i røg: I løbet af ti år løste man et mysterium og mistede det igen.

Men Nortons arbejde blandt Opa’ivu’eke-folket afspejlede et skred af seismiske dimensioner, der rakte langt ud over det medicinske felt: De nær ved to årtier, han tilbragte sammen med stammen, banede vejen for en ny retning inden for medicinsk antropologi, og de tekster, han producerede i de år, er den dag i dag at finde på mange universitetslæseplaner.

Men det var også i U’ivu4, at hans problemer tog deres begyndelse. Blandt de mange ting, der kom til at kendetegne Nortons rejser i U’ivu, var grundlæggelsen af hans livslange kærlighed til børn. Til de læsere, som ikke måtte være bekendte med det, kan jeg berette, at naturen på Ivu’ivu kan være overvældende, på én gang smuk og skræmmende. Dens voldsomhed og uberørthed og vildskab overgår enhver forestilling, og hver gang man drejer hovedet, åbenbares en udsigt mere spektakulær end den forrige: Til den ene side ligger et uendeligt vandspejl, så ubevægeligt og farvemættet, at man efter et stykke tid må kigge væk; til den anden side ligger bjergene foldet ind i hinanden med lange, dybe kløfter og tinder, der forsvinder i et slør af tåge. Helt fra sit første besøg hyrede Norton lokale u’ivuanere til at vise vej på hans søgen efter hidtil usete steder og genstande. Årtier senere tog han – på deres ønske – deres børn og børnebørn med sig hjem til Maryland og opfostrede dem, som var de hans egne og gav dem dermed en opvækst, som de under ingen omstændigheder ville have fået i U’ivu. Han tog også en 4 Med U’ivu refererer jeg til landet som sådan, ikke blot en enkelt ø. Som det vil fremgå, tilbragte Norton størstedelen af sin tid på Ivu’ivu.

23

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 23

05-09-2019 17:11:08

del forældreløse børn med sig hjem, småbørn og lidt ældre børn, som levede under kummerlige forhold uden udsigt til et bedre liv.

Inden han vidste af det, havde han samlet sig et kuld på over 40 børn. Han adopterede dem i tre bølger fordelt over næsten tre årtier, og mange af dem er senere vendt tilbage til Mikronesien og beskæftiger sig i dag som læger, advokater, lektorer, ledere, lærere og diplomater. Andre er blevet i USA, hvor de arbejder eller er under uddannelse. Og nogle stykker er, ulykkeligvis, forsvundet ind i fattigdom og stoffer og kriminalitet. (Når man har 43 børn, kan man ikke forvente, at de alle klarer sig lige godt.) Men nu er ingen af dem selvfølgelig længere Nortons. Og Norton er, efter deres ønske, ikke længere deres: Det kom som intet mindre end et chok, da de næsten alle som én slog hånden af ham under de seneste års modgang. Vi taler trods alt om den mand, der har givet dem husly, sprog og uddannelse – alt det, der skulle til for en dag at forråde ham, som de så eftertrykkeligt gjorde. Nortons børn har lært sig Vestens og Amerikas budskab lidt for godt; de har lært, at beskyldninger om perversitet er så lette at sælge, at selv en anerkendt og nobelprisvindende åndsperson ikke kan overleve dem. Det er en skam; jeg holdt selv af en del af dem engang. * Den anden ting, jeg hellere må fortælle, er, at denne historie, trods min åbenlyse interesse for den, ikke tilhører mig. For det første er jeg en stilfærdig mand. For det andet er jeg slet ikke interesseret i at fortælle min egen historie – der findes så rigeligt med historier nu til dags.

Alligevel vil jeg sige lidt om arbejdet med at indsamle og redigere stoffet til disse sider. Min opgave som redaktør har i virkeligheden været minimal. Jeg bør også nævne, at de enkelte afsnit (som jeg selv har fundet titlerne til) egentlig består af en række små tekstbidder, som jeg modtog fra Norton, mens han sad i fængsel. Hver tekstbid var ledsaget af et brev, men da disse breve i store træk var af en privat karakter, har jeg ikke fundet dem egnet til gengivelse her. Fordi teksten oprindelig er sammensat af mindre dele, vil læseren muligvis bemærke et spontant, henkastet udtryk, ledsaget 24

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 24

05-09-2019 17:11:08

af det faktum, at der forudsættes et vist kendskab til forfatterens liv og arbejde. Idet jeg formodentlig er det menneske, der kender Norton allerbedst (og idet bogen i realiteten er skrevet til mig, på min opfordring), har jeg anset det for min opgave at indsætte fodnoter, hvor jeg har ment, at det ville bidrage til læserens forståelse af Nortons historie. (Indimellem har jeg desuden tilføjet mine egne noter til at underbygge Nortons skriverier. Jeg har også – efter nøje overvejelse – udeladt passager, som jeg ikke mente var frugtbare eller relevante for fortællingen, men sådan at det på ingen måde har svækket det overordnede billede, Norton her tegner af sig selv.)

Til slut er det kun rimeligt at stille det spørgsmål, som Norton fremsatte i sit brev sammen med den allerførste tekstbid, nemlig: Hvad ønsker jeg at opnå med projektet her? Svaret et simpelt: Jeg ønsker intet mindre end at genoprette Nortons omdømme, så verden vil huske, at alt det, der ligger forud for de seneste par år, er uendeligt mere betydningsfuldt end det, der måtte have udspillet sig eller ikke have udspillet sig i løbet af nogle få måneder. Jeg er muligvis naiv. Men jeg bliver nødt til at gøre forsøget. Ikke at gøre forsøget på vegne af den mand, der har skænket den videnskabelige og medicinske verden så meget, ville ganske enkelt være utilgiveligt.

Ronald Kubodera Palo Alto, Californien

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 25

05-09-2019 17:11:08

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 26

05-09-2019 17:11:08

A. Norton Perinas erindringer Ved Ronald Kubodera, cand. med.

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 27

05-09-2019 17:11:08

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 28

05-09-2019 17:11:08

DEL I. BÆKKEN

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 29

05-09-2019 17:11:08

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 30

05-09-2019 17:11:08

I. Jeg blev født i 1924 i nærheden af Lindon, Indiana, en af den slags undseelige småbyer, som fra omkring 20 år inden min fødsel, stilfærdigt, men vedholdende begyndte at formere sig over hele Midtvesten. Med andre ord var det eneste bemærkelsesværdige ved byen, så vidt jeg husker, dens udtalte mangel på særlige kendetegn. Der var siloer og røde lader (størstedelen af indbyggerne var landmænd) og købmænd og kirker og præster og læger og lærere og mænd og kvinder og børn: skitsen til et amerikansk lokalsamfund, men uden nogen form for udsmykning, ornamentik eller overflødigt tilbehør.

Der var et par fyldebøtter og en landsbytosse, hunde og katte og et dyrskue, som blev holdt sammen med Locust nogle få kilometer mod vest, som siden blev opslugt af Lindon. Byens indbyggere – 1.800 i alt – blev født, og gik i skole og passede deres pligter og blev landmænd og stiftede familie med andre af bysbørnene. Når man mødte folk på gaden, nikkede man, eller for mændenes vedkommende, trak en anelse ned i hatteskyggen. Årstiderne skiftede, tobakken og majsen voksede og blev høstet. Det var Lindon.

Vi var fire i min familie: min far, min mor, Owen og mig.1 Vi 1 Den Owen, som Norton her refererer til, er Owen C. Perina, Nortons tvillingebror og en af de få betydningsfulde voksenrelationer i hans liv. Ulig Norton interesserede Owen sig for litteratur, og han er siden blevet en anerkendt digter og er ansat ved et Field-Patey-professorat i lyrik ved Bard College. Han er to gange blevet nomineret til

31

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 31

05-09-2019 17:11:08

havde på 73 tønder land og et ludende hus, hvis eneste særkende var en bred trappe, som engang havde været grandios, men nu var omdannet til en porøs ruin takket være adskillige generationer af termitter.

Omkring halvanden kilometer fra huset løb en snoet bæk, for smal og doven og uregelmæssig til at gøre sig fortjent til et rigtigt navn. Hvert år i marts og april, når det blev tøvejr, løb den over sine bredder og blev forvandlet til en fos, der brusede aggressivt af sted med sine masser af smeltet sne og forårsregn. I de måneder skiftede bækken væsen. Den var nådesløs, indædt, flåede blodurt og vild timian ud af de tilgroede brinker og fejede dem med sig, til de blev fanget i krattet i en dæmning, som en eller anden engang havde bygget. Småfisk, bækkens helårsbeboere, kæmpede sig op mod strømmen og druknede. Dét ene tidspunkt på året havde bækken en stemme: et rasende brøl af vand, en urkraft. Det ellers så fredsommelige og karakterløse vandløb forvandledes i de måneder til noget skræmmende, lunefuldt, og vi fik besked på at holde os fra det.

Men i de hede sommermåneder skrumpede bækken – som ikke havde sit udspring på vores jord, men hos familien Mueller, som boede otte kilometer længere østpå – igen ind til en sagte piblen, der frygtsomt krøb forbi vores gård. Oven over den summede skyer af myg og guldsmede, og igler sugede sig fast i bundens bløde dynd. Vi fiskede og badede i den, og bagefter klatrede vi op ad den lave bakke til vores hus, mens vi kradsede myggestikkene på arme og ben, til de blev helt lodne af død hud og frisk blod.

Min far kom aldrig nede ved bækken, men min mor kunne godt en National Book Award i lyrik, første gang for The Insect’s Hand and Other Poems (1994) og igen for The Pillow Book of Philip Perina (1995), sideløbende med en række andre anerkendelser. Owen er lige så spagfærdig, som Norton er talende, og under et julebesøg hos Norton for nogle år siden, var jeg vidne til en yderst underholdende ordveksling mellem dem. Norton sad med en nævefuld kastanjer, spyttede og gumlede og gestikulerede, mens han kværnede løs om alt fra den uddøende kunst at spænde sommerfugle op til et bestemt talkshows sære tiltrækningskraft, og over for ham sad Owen, hans lade spejlbillede, og brummede skiftevis anerkendende og misbilligende.

Norton er beklageligvis ikke længere på god fod med sin bror. Som det vil fremgå af disse sider, kom det til et pludseligt og voldsomt brud oven på et smertefuldt svigt, som Norton aldrig vil komme sig over.

32

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 32

05-09-2019 17:11:08

lide at sidde i græsset og betragte vandet slikke over anklerne. Da vi var helt små, råbte vi til hende – Se os! – og hun så åndsfraværende op og vinkede, selv om hun for så vidt lige så godt kunne have vinket til et egetræ. (Vores mors syn fejlede ikke noget, men hun opførte sig ofte, som om hun var blind, og bevægede sig søvngængeragtigt rundt.) Da Owen og jeg var syv-otte år (i hvert fald for små til at have mistet illusionerne), var hun ikke så meget længere genstand for vores medlidenhed som for vores morskab.

Vi vinkede til hende, mens hun sad der på bredden med armene under knæene, og når hun vinkede tilbage (med hele armen, ikke kun hånden, som en tangplante duvende under vandoverfladen), vendte vi ryggen til og snakkede højt til hinanden, som om vi ikke havde set hende. Senere, ved aftensbordet, når hun spurgte, hvad vi havde lavet nede ved bækken, spillede vi uforstående, perplekse.

Bækken? Jamen der havde vi da ikke været! Vi havde leget ude på marken hele dagen.

“Men jeg så jer jo dernede,” sagde hun.

Nej, svarede vi i kor og rystede på hovedet. Det måtte have været to andre drenge. To andre drenge, der lignede os på en prik.

“Men …” begyndte hun, og først var der forvirring i hendes ansigt, så opklaring. “Ja, det må det have været,” sagde hun usikkert og så ned i sin tallerken.

Denne ordveksling fandt sted flere gange om måneden. Det var en leg for os, en foruroligende leg. Spillede vores mor med? Men hendes udtryk virkede for ægte, for spontant – det virkede som oprigtig ængstelse, eller frygt, for, at hun ikke, som vi kaldte det dengang, var helt rigtig i hovedet, at hun ikke kunne stole på det, hun selv så og huskede. Vi valgte at tro, at hun spillede med, fordi alternativet – at hun var gal, eller endnu værre simpelthen en sinke – var for skræmmende til at tage rigtig alvorligt. Når vi var kommet ind på vores værelse, kunne Owen og jeg finde på at efterabe hende (“Men … men … men … det var jo jer!”) og le, men bagefter lå vi helt stille i hver vores seng og tænkte med bekymring over legens konsekvenser. Vi var ikke så gamle, men vi vidste begge to (fra bøger, fra vores jævnaldrende), hvad man forventede af en mor – at irettesætte, opdrage, vejlede, om nødvendigt at tugte – og vi vidste også begge to, at vores mor ikke magtede disse 33

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 33

05-09-2019 17:11:08

opgaver. Hvad skulle der blive af os, når vi voksede op med sådan en kvinde? Hvorfor var hun så uduelig? Vi behandlede hende, som de fleste drenge behandler dyr: Når vi var glade og havde overskud, var vi søde mod hende, og ondskabsfulde, når det modsatte gjorde sig gældende. Det var berusende at vide, at vi havde magt til både at få hende til at slappe af og bringe et usikkert smil frem på hendes læber, og til at se fortabt ud og gnide hånden mod sit ben, som hun altid gjorde, når hun var nervøs eller ked af det eller forvirret. Vi talte aldrig om vores bekymring; de eneste samtaler, vi havde om hende, var præget af enten hån eller væmmelse. Ængstelsen bragte os tættere på hinanden, gjorde os endnu dristigere og mere modbydelige. Vi forestillede os, at vi kunne presse hende helt derud, hvor det voksne menneske, hun måtte bære rundt på et sted, ville træde i karakter. Ligesom de fleste andre børn gik vi ud fra, at voksne altid var udrustet med en form for autoritet, en evne til at dominere.

Der var andre fundamentale områder, ud over sin mangel på fasthed, min mor kunne anses for en fiasko på. Hun var sjusket i et køkken (den dampede broccoli var sej og knasede mellem tænderne af bittesmå insektlig; der piblede blod ud fra den stegte kylling) og gjorde kun sporadisk rent – vores far havde købt en støvsuger til hende, men den stod urørt i skabet, indtil Owen og jeg en dag fandt på at skille den ad for at bruge enkeltdelene. Hun interesserede sig ikke rigtig for noget. Vi så hende aldrig læse eller skrive eller male eller lave havearbejde, alt sammen sysler, som vi (allerede dengang) vidste, besad en indre mening og værdi. På varme sommereftermiddage sad hun ofte inde i stuen med et fjoget smil og benene trukket lillepigeagtigt op under sig, mens hun stirrede intenst og tomt på et mønster af støv i en solstråle.

Engang så jeg hende bede. Jeg kom ind i stuen efter skole og fandt hende på knæ med hænderne samlet foran sig og ansigtet vendt opad. Hun bevægede læberne, men jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde. Hun så tåbelig ud, som en skuespillerinde over for en tom sal, og jeg blev pinligt berørt på hendes vegne. “Hvad laver du?” spurgte jeg, og hun så forskrækket op. “Ikke noget,” svarede hun overrumplet. Men jeg vidste godt, hvad hun lavede, og jeg vidste også, at hun løj.

34

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 34

05-09-2019 17:11:08

Hvad kan jeg ellers fortælle? Jeg kan fortælle, at hun var veg, vaklende, måske ovenikøbet dum. Men jeg bliver også nødt til at sige, at hun er forblevet en gåde for mig, hvilket ville være en bedrift for hvem som helst. Og der er andre ting, jeg husker: Hun var høj og elegant, og selv om jeg ikke kan se hendes ansigt for mig, ved jeg, at hun var ganske smuk. Det bekræftes af et gammelt, sløret sepiafotografi, som Owen har hængende i sit arbejdsværelse.

Dengang blev hun sikkert ikke anset for at være lige så smuk, som hun ville blive det i dag, for hendes ansigt var forud for sin tid – aflangt, blegt, forundret: Et ansigt, der udstrålede intelligens, mystik, dybde. I dag ville man vel kalde hende fængslende. Men min far må have syntes, hun var meget smuk, for ellers kan jeg ikke se, hvorfor han skulle have giftet sig med hende. Når min far overhovedet talte med kvinder, foretrak han veluddannede kvinder, selv om han ikke på nogen måde fandt dem seksuelt tiltrækkende. Jeg gætter på, at den type kvinde mindede ham om hans søster, Sybil, der var læge i Rochester, og for hvem han nærede næsegrus beundring. Men han havde altså vægtet skønhed. Jeg blev så skuffet, da det som teenager gik op for mig, at min far kun havde giftet sig med min mor på grund af hendes skønhed, men det var inden, jeg indså, at forældre skuffer i så mange henseender, at man gør bedst i ikke at forvente noget af dem overhovedet, da de højst sandsynligt alligevel ikke vil kunne honorere det.

Men mest af alt var hun omgærdet af mystik. Jeg ved ikke engang præcis, hvor hun stammede fra (et sted i Nebraska, tror jeg), men jeg ved, at hun var af en fattig familie, og at min far reddede hende med sin relative velstand og sit fordringsløse væsen. Trods fattigdommen var der underligt nok intet slidt eller udtæret over hende; hun virkede hverken opbrugt eller hærdet. Hun forekom snarere som en af de forvænte kvinder, der glider direkte fra sin fars hjem til en privat pigeskole og videre ind i favnen på en ægtemand.

(Hendes udstråling på Owens fotografi, hendes tidlige, stilfærdige død, de langsomme, søvnige bevægelser får mig alt sammen til at huske hende som lysende, beskyttet, forkælet, selv om jeg udmærket ved bedre.) Så vidt jeg ved, havde hun ingen uddannelse (når hun skulle læse vores karakterblade højt for min far, snublede hun over ordene: “Eks…eks…em…par,” stammede hun, indtil Owen 35

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 35

05-09-2019 17:11:08

eller jeg råbte ordet – eksemplarisk – selvgode og utålmodige og pinligt berørte), og hun var meget ung, da hun døde.

Men hun var ung på alle måder. I min hukommelse minder hun altid om et barn, såvel i opførsel som i fremtoning. Tag nu hendes hår: Hun havde det altid hængende løst, uanset hvad hun skulle, bølgede det ned over ryggen i en lang, løs spiral. Selv som barn generede det mig med det hår; jeg så det som endnu et bevis på en ubehersket og upassende insisteren på det pigede – det lange hår, det fjerne, ubegavede smil, måden hendes blik vandrede væk på, så snart nogen begyndte at tale til hende; ikke ligefrem dyder, der kendetegnede en kvinde med de forpligtelser, hun måtte formodes at have.

Det er ubehageligt at tænke på, hvor lidt jeg ved, nu da jeg opregner denne sparsomme viden om min mors liv, og hvor lidt nysgerrig jeg i virkeligheden har været, når det gjaldt hende. Alle børn higer vel efter at forstå deres forældres baggrund, men jeg har aldrig fundet hende interessant nok til at forfølge det. (Eller er kausaliteten lige omvendt?) Det har på den anden side heller aldrig ligget til mig at romantisere fortiden – hvad skulle det gavne?

Owen har til gengæld dyrket en interessere for vores mor, og der var endda en periode i løbet af de første studieår, hvor han forsøgte at opspore hendes familie for at skrive en uformel biografi om hende. Det varede dog kun et par måneder, så forkastede han projektet og blev meget defensiv, når man spurgte til det, så jeg vil tro, at han hurtigt havde fundet frem til vores slægtninge på mødrene side og indset, at de var nogle bondetampe, hvorefter han opgav det hele i lede (han var stadig elitær nok på det tidspunkt til at reagere netop sådan).2 Hun har altid betydet noget for ham på en måde, jeg aldrig har kunnet forstå. Men Owen er digter, og han har sikkert ment, at det var vigtigt for ham at opstøve disse oplysninger med henblik på fremtidige projekter, uanset hvor middelmådige eller skuffende de måtte vise sig at være.

2 Owen Perina har skrevet et ganske fint digt om sin mor og hendes død – det første digt i hans tredje samling, Moth and Honey (1986).

36

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 36

05-09-2019 17:11:08

Hvorom alting er. Det var i juli måned 1933. Jeg tøver lidt med at skrive “Det var en dag som alle andre,” for det lyder så melodramatisk og højtravende, for slet ikke at tale om ganske utroværdigt.

Men sådan forholdt det sig faktisk. Derfor: Det var en dag som alle andre. Min far var ude sammen med sin ven Lester Drew, en anden ubetydelig bondemand, for at gøre det, ubetydelige bønder nu engang gjorde sammen. Owen og jeg var i gang med at fylde en spand med igler, som vi havde tænkt os at putte i en tærte til Ida, vores sure, deltidsansatte kokkepige, som vi begge afskyede. Min mor sad på brinken og dinglede med sine fødder i vandet.

I ugerne derefter ville Owen og jeg blive bedt om at forsøge at huske tilbage – havde hun virket anderledes den eftermiddag?

Havde hun forekommet mat eller syg eller udpræget træt? Havde hun nævnt, at hun var svimmel eller følte sig svag? Men svaret var altid nej. Når jeg kunne sige så lidt om min mors adfærd eller humør den dag, skyldtes det tværtom, at det for os var blevet hendes normaltilstand. Uanset hvor enerverende min mor var, kunne man ikke beskylde hende for at være inkonsistent. Selv på sin sidste dag fulgte hun det uudgrundelige mønster, som kun hun forstod.

Næste morgen sov Owen og jeg længe, som vi plejede, når det var sommerferie. Da jeg vågnede, sov Owen stadig i sin seng ved siden af min. Det var en varm dag, og vi skulle ikke rigtig noget. I modsætning til andre børn havde vi ingen pligter at tage os af; vi stod helt selv for at finde noget at spendere tiden på. Vores sommerferie blev derfor altid brugt på fjollede ting som at pine frøer nede ved bækken, stjæle abrikoser fra Lester Drews træer og krybe gennem det høje græs efter en flok murmeldyr. Vi sov så længe, vi havde lyst til, spiste det, der var i køkkenet, og tog ud for at fuldføre dagens mission. Somme tider sad min far ved spisebordet sammen med Lester Drew og rullede en cigaret; mellem dem stod en tallerken røde ferskenskiver og glinsede kvalmt som råt kød. De gryntede et eller andet til os, og vi gryntede tilbage, og så sad vi ellers rundt om bordet i tavshed.

De var der også, da jeg kom ned den morgen, sammen med to andre mænd: Byens læge, John Naples, og pastor Cunningham.

De talte dæmpet omkring bordet og holdt inde, da jeg trådte ind.

Min far var en afdæmpet mand, han var stoisk og hengav sig ikke 37

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 37

05-09-2019 17:11:08

til følelser. (Hans ansigt var bredt og firskårent, øjnene havde den samme farve som kapersbær.) Når han en sjælden gang imellem røbede en eller anden form for følelse, gav det derfor anledning til en vis uro, eller i det mindste nysgerrighed. Jeg kan faktisk bedre genkalde mig hans udtryk den morgen – en blanding af overraskelse, bestyrtelse og vildrede – end hans ansigt, som det normalt så ud.

“Jeres mor er død,” sagde min far. Som modsvar til ansigtsudtrykket lød han rolig og alvorlig, og han talte med sin normale stemme, hvilket beroligede mig. “Ærlig talt, Joseph,” sagde pastor Cunningham.

“Det er bedst, han får det at vide uden omsvøb,” sagde min far.

Han havde set direkte på mig, da han overbragte nyheden, men nu kiggede han væk og talte til et punkt over pastor Cunninghams hoved. “Jeg antager, at du tager dig af liget, pastor. Og gør, som … hun ønskede.” Så slog han hænderne sammen som et sirligt, konkluderende punktum og forsvandt ud i haven gennem bagdøren.

Lester sendte mig et langt, sorgfuldt blik og gik efter ham, så der nu kun var en sukkende pastor Cunningham og en skulende John Naples tilbage.

“Du der!” sagde Naples. “Har du ikke en bror et sted?”

Det vidste han udmærket godt. Sidste sommer havde Owen og jeg fanget et filtret bundt grønne snoge, som vi havde puttet i lægeklinikkens postkasse, én glat krop ad gangen. Det var bare en fjollet drengestreg, men han var blevet rasende og havde endnu ikke tilgivet os. Han var en bitter, vred mand, ødelagt af skuffelse over verden, en mand af den type, der sparkede støvskyer i retning af børnene på gaden, alene fordi de ikke kunne gøre gengæld. “Er du slet ikke interesseret i at vide, hvordan din mor gik af dage?” spurgte han mig.

“Naples!” udbrød pastor Cunningham.

Naples overhørte ham. “Du ved, myggene nede ved jeres bæk,” fortsatte han. “Det er min vurdering, at de bærer på en kinesisk influenzaform. Myg bærer smitte i sig, og din mor vadede ned i et brakvandshul med et mylder af bakterier og forårsagede derved sin egen død.” Han lænede sig tilfreds tilbage i stolen og bakkede på sin pibe. “Og hvis ikke du og din bror holder jer fra den bæk, vil I lide samme skæbne.”

38

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 38

05-09-2019 17:11:08

Pastor Cunningham så forfærdet ud. “Ærlig talt, Naples,” sagde han og oven på kraftanstrengelsen, som denne irettesættelse havde krævet af ham, forsvandt også han ud ad bagdøren. Det overraskede mig ikke, for jeg havde ikke særlig høje forventninger til ham – ikke kun fordi han var præst, men fordi han fremstod så forklejnet. Han var udstyret med et af de ansigter, man snarere huskede for det, der ikke var der, end det, der var: Kinderne var så gustne og indfaldne, at det så ud, som om han havde fået kødet gravet ud i to hurtige bevægelser, inden han blev sendt ud i verden.

Naples trak på skuldrene. Modsat de andre gjorde han ingen mine til at gå. Owen og jeg havde opdaget, at hvis bare vi talte ned til voksne, som om de var en smule tilbagestående – som om de var et irritationsmoment, vi havde lært at leve med – så fortalte de os ofte ting i ren befippelse og i en tone, man ellers aldrig talte til et barn med. Den teknik havde dog ikke den samme effekt på Naples; hans arrogance havde udstyret ham med en yderst upassende urokkelighed.

“Hvad pokker er kinesisk influenza?” begyndte jeg.

Naples bakkede på piben. “Det vil du ikke kunne forstå,” sagde han bidsk.

“Jeg tror, det er noget, du har fundet på.”

“Og jeg tror, du er en uforskammet møgunge. Både dig og din bror.”

“Det er noget, du selv har fundet på, er det ikke?”

“Pas hellere lidt på, knægt.”

“Jamen hvad er det så?”

Sådan blev vi ved nogle omgange – jeg med mine spørgsmål og Naples med sine trusler – indtil han gav sig med et suk. “En form for luftbåren sygdom, der spredes via myg. Din mor blev stukket og døde.” Det virkede som en logisk forklaring, og jeg tav. Vi sad et øjeblik i stilhed, mens vi hver især, forestiller jeg mig, funderede over hendes noget skuffende bortgang. Men så kom Naples i tanke om, hvordan jeg havde manipuleret ham til at svare på spørgsmålet, og tog sig sammen. “Det overrasker mig, at din mor ikke begik selvmord,” sagde han. “Guderne skal vide, at jeg ville have valgt den vej, hvis I var mine børn.” Han øjne skinnede triumferende og forventningsfuldt.

39

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 39

05-09-2019 17:11:08

Det rørte mig ikke, det, han sagde, men han måtte have forvekslet min tavshed med forurettelse, for han bankede selvtilfreds soden ud i en lille dynge på bordet og smækkede bagdøren efter sig, da han gik. Jeg kunne høre ham fløjte ned ad havegangen, indtil der ikke hørtes andet end insekternes summen. Det var første gang, nogen havde talt til mig, som om jeg var voksen. *

40

3k_36086_folket_i_traerne_145x220mm.indd 40

05-09-2019 17:11:08

new york times

Flap Overlap: 5

Untrimmed Width: 559,5

Året er 1950, og den næsten færdiguddannede læge Norton Perina

smukt skrevne debut Bleed:i denne 4 … Yanagiharas ambitiøse roman fortjener stor ros.”

inviteres med på en antropologisk ekspedition til øen Ivu’iyu i

Mikronesien. Her møder de et folk, der alle trods et ungdommeligt

the guardian

ydre viser sig at være senile og meget gamle. Perina når frem til at

hemmeligheden bag det der ligner evigt liv, er kødet fra en sjælden

“En symfoni af komplekse temaer, der gøres

skildpaddeart.

tilgængelige af prosaens rene poesi.”

Perina slår én af skildpadderne ihjel og smugler kødet med tilbage

the daily mail

til USA, hvor hans opdagelser gør ham verdensberømt. Men snart

får Perinas handlinger ødelæggende konsekvenser, både for ham selv

”Som en historie fra National Geographic

kombineret med Conrads Mørkets hjerte.

og for befolkningen på Ivu’iyu.

mørke lommer med mysterier, er magisk.”

Folket i træerne er en foruroligende fortælling om magtmisbrug, vi-

Den verden, Yanagihara fremtryller, fuld af

denskab og begærets mange former. Den er baseret på den virkelige

the times

skandale om den pædofilidømte nobelpristager Carleton Gajdusek.

”På en gang lærd, moralsk alvorsfuld og dybt underholdende.”

san francisco chronicle

Cover with Flaps

9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

9 788740 058239

9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9 9 788740 058239

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9

ISBN 978-87-400-5823-9

wall street journal

9 788740 058239

… ligeså betagende som den er foruroligende”

9 788740 058239

”En enestående roman

Title/Name: Product Type: Flaps: Format: Pages: Paper Content: Binding: Cover Paper: Flap Width Cover: Date:

“En altopslugende, intelligent og kompromisløs roman, der tryllebinder og foruroliger.”

Folket i træerne

(all Measurements in mm)

independent Softcover with Flaps slightly supernatant 145x220 mm 432 Pages 80g/m² * 2,00 Vol. (Book Paper) Perfect Bound Cardboard 225-350gsm 116 mm 29.08.2019

politikens forlag www.politikensforlag.dk

Back Page (P4)

Text Spacing: 5 Glue area for covers creased 4 times: 4 Glue area for covers creased 2 times: 3 forfatterfoto: jenny westerhoff

“Magt og dens misbrug er kernen

Back Flap

Spine Width: 35,5

Trimmed Heigt: 220

Trimmed Width: 146

HANYA YANAGIHAR A

”Yanagiharas rige, mesterlige prosa er svær at se bort fra”

Flap Width Cover: 116

HANYA YANAGIHARA er født i Los Angeles i 1975. Folket i træerne er hendes første roman og blev indstillet til den prestigefyldte debutantpris

The PEN/Robert W. Bingham Prize og lovprist af anmelderne. Hendes anden roman Et lille liv blev hendes internationale gennembrud. Den vandt i

2015 Kirkus Prize in Fiction og blev samme år indstillet til Man booker-prisen, The National Book

Award og Andrew Carnegie Medal for Excellence.

ROM A N POLITIK ENS FOR L AG

H A N YA YA N AGI H A R A Front (P1) FORFAT TER ENPage BAG ET LILLE LI V

Front Flap