Five feet apart. Halvanden meters afstand

RACHAEL LIPPINCOTT I SAMARBEJDE MED MIKKI DAUGHTRY OG TOBIAS IACONIS

“Det skal nok gå helt fint, Stella.”

“Lover du det?” spørger jeg.

Han nikker, rækker ud og holder en lillefinger frem over afstanden.

Jeg lægger min egen lillefinger om den, og vi lover hinanden det. Det er den allermindste kontakt, men det er første gang, vi har rørt hinanden.

Og lige nu gør det mig ikke bange.

Will er alt det, Stella skal holde sig på lang afstand af. Den eneste måde, de begge kan overleve, er ved at holde sig fra hinanden, men pludselig føles to meters afstand ikke som sikkerhed. Det føles som en straf.

Hvad nu, hvis de kunne stjæle bare lidt af den plads, deres ødelagte lunger har stjålet fra dem? Ville halvanden meter virkelig være så farligt, hvis det afholdt deres hjerter fra at blive knust?

CBS FILMS presents a WELLE ENTERTAINMENT / WAYFARER ENTERTAINMENT production “FIVE FEET APART” HALEY LU RICHARDSON COLE SPROUSE MOISES ARIAS KIMBERLY HÉBERT GREGORY PARMINDER NAGRA CLAIRE FORLANI casting by BARBARA J. MCCARTHY music supervisor TRACY MCKNIGHT music by BRIAN TYLER and BRETON VIVIAN costume designer RACHEL SAGE KUNIN edited by ANGELA M. CATANZARO, ace production designer ANTHONY T. FANNING director of photography FRANKIE G. DEMARCO executive producer CHRISTOPHER H. WARNER produced by CATHY SCHULMAN, p.g.a. JUSTIN BALDONI, p.g.a. written by MIKKI DAUGHTRY & TOBIAS IACONIS directed by JUSTIN BALDONI © 2019 CBS films inc. all rights reserved.

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

NY STOR BIOGRAFFILM

FIVE FEET APART

Hans stemme er dyb. Blød.

I det øjeblik ved jeg – selv om det ikke kunne være mere latterligt – at hvis jeg dør derinde, dør jeg ikke uden at have været forelsket.

Stella Grant er altid i kontrol, også selvom hendes ukontrollable lunger har sendt hende ind og ud af hospitalet, så længe hun kan huske. Lige nu er det vigtigste, Stella skal have kontrol over, at hun ikke kommer for tæt på nogen, der har bare den mindste risiko for at smitte hende med en infektion, der kan ødelægge hendes muligheder for en lungetransplantation. Derfor skal hun holde to meters afstand til alle. Uden undtagelse! På afdelingen møder hun Will Newman.

Det eneste, han derimod vil have kontrol over, er at komme ud af hospitalet. Han er ligeglad med sine behandlinger og et eller andet nyt mirakelmiddel, der måske kan helbrede ham. Han bliver snart atten, og så har han tænkt sig at frakoble sig alle maskinerne og forlade hospitalet for at tage ud og opleve den virkelige verden.

HALVANDEN METERS AFSTAND RACHAEL LIPPINCOTT

Hvordan føles kærlighed, hvis man ikke må røre ved hinanden?

HALVANDEN METERS AFSTAND

P O L I T I K E N S F O R L AG

Rachael Lippincott er født i Philadelphia. Lige nu bor hun i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hun bruger halvdelen af sin tid på at skrive og den anden halvdel på at bestyre en food truck.

Læs bogen. Se filmen.

Five feet apart.indd 2

11/02/2019 12.24

FIVE

FEET

APART

Halvanden meters afstand Rachael Lippincott med Mikki Daughtry og Tobias Iaconis Oversat af Randi Bjerre Høfring

Politikens Forlag

Five feet apart.indd 3

11/02/2019 12.24

Til Alyson – R.L. Vi dedikerer denne bog – og filmen – til alle patienterne, familierne, det medicinske personale og nære og kære, som hver eneste dag kæmper tappert mod cystisk fibrose.

Vi håber, at Stella og Wills historie vil hjælpe med at skabe opmærksomhed om sygdommen og – en dag – en kur.

– M.D. og T.I.

Five feet apart.indd 5

11/02/2019 12.24

KAPITEL 1

STELLA Jeg følger omridset af min søsters tegning med en finger. Lungerne er formet af et hav af blomster. Kronblade springer frem langs hele kanten om tvillingeovalerne i bløde lyserøde, dybe hvide og end­ da lyngblå nuancer, men på en eller anden måde har hvert ene­ ste af dem sit helt eget særpræg, en vidunderlig livfuldhed, der føles, som om de vil blomstre for evigt. Nogle af blomsterne er ikke sprunget ud endnu, og jeg kan mærke løftet om liv, der bare venter på at folde sig ud fra de bittesmå knopper under vægten af min finger. De er mine yndlingsblomster.

Jeg spekulerer alt for tit på, hvordan det ville være at have så sunde lunger. Så levende. Jeg tager en dyb indånding og mærker luften kæmpe sig ind og ud af min krop.

Mine hænder slipper den sidste blomsts sidste kronblad og glider ned over baggrunden af stjerner – hvert nåleprik af lys, som Abby har tegnet i et særskilt forsøg på at indfange uen­ deligheden. Jeg rømmer mig, fjerner hånden og læner mig til siden for at nappe et billede, der ligger på sengen, af os. Identiske smil kigger frem under tykke uldtørklæder, og julelysene i park­ 7

Five feet apart.indd 7

11/02/2019 12.24

en længere henne ad gaden glitrer over vores hoveder, ligesom stjernerne på hendes tegning.

Der var noget magisk over det. Det bløde skær fra lygtepæl­ ene i parken, den hvide sne, der klyngede sig til træernes grene, den dæmpede stilhed, der hvilede over det hele. Vi var lige ved at fryse tæerne af for at få taget det billede sidste år, men det var vores tradition. Mig og Abby, som trodser kulden for at se julelysene sammen.

Det her billede får mig altid til at huske den følelse. Følelsen af at begive mig ud på et eventyr med min søster, bare os to, mens verden udvider sig som en åben bog.

Jeg tager en tegnestift og hænger billedet op ved siden af tegningen, før jeg sætter mig ned på sengen og tager min no­ tesbog og blyanten fra mit sengebord. Mine øjne løber ned over den lange to do-liste, jeg lavede til mig selv her til morgen. Den begynder med “#1: Planlæg to do-liste” – som jeg allerede har slået en tilfredsstillende streg over – og fortsætter hele vejen ned til “#22: Reflekter over livet efter døden”.

Nummer 22 var nok en lille smule ambitiøs for en fredag ef­ termiddag, men i det mindste kan jeg foreløbig krydse nummer 17, “Indret stuen”, af. Jeg kigger rundt i den tidligere nøgne stue, som jeg har brugt det meste af formiddagen på at gøre til min egen, endnu en gang. Væggene er nu fyldt med de tegning­ er, som Abby har givet mig i løbet af årene. Små felter af farve og liv springer frem fra de kliniske, hvide vægge. Hver af dem er resultatet af en ny tur til hospitalet.

Der er mig med et IV-drop i armen, hvor posen er lige ved at sprænges af sommerfugle i forskellige former og farver og stør­ 8

Five feet apart.indd 8

11/02/2019 12.24

relser. Mig, der har et iltkateter i næsen, hvor slangen snor sig og danner et evighedstegn. Mig med min forstøver, som dampen strømmer ud af og danner en diset glorie. Og så er der den fine­ ste af dem alle, en falmet tornado af stjerner, som hun tegnede, den allerførste gang jeg var her.

Den er ikke lige så gennemarbejdet som hendes senere teg­ ninger, men det får mig på en eller anden måde bare til at holde mere af den.

Og lige neden under al den livfuldhed er ... min bunke med medicinsk udstyr, lige ved siden af en hospitalsstol i hæsligt grønt kunstlæder, som er standardudstyr på alle hospitalsstu­ erne her på Saint Grace. Jeg ser på det tomme IV-stativ og ved, at min første af mange runder antibiotika i løbet af den næste måned nu er en time og ni minutter væk. Heldige mig.

“Her! ” lyder en stemme uden for mit værelse. Jeg ser op, da døren forsigtigt går op, og to velkendte ansigter dukker op i den smalle sprække. Camilla og Mya har besøgt mig her en million gange i det forgangne årti, men de kan stadig ikke finde fra lob­ byen og frem til min stue uden at spørge alle, de møder, om vej.

“Forkert stue,” siger jeg og smiler bredt, da et udtryk af ren lettelse skyller over deres ansigter.

Mya griner og skubber døren helt op. “Det kunne det helt seriøst godt have været. Det her sted er den vildeste labyrint.”

“Glæder I jer?” spørger jeg og rejser mig for at give dem begge to et knus.

Camilla trækker sig surmulende væk fra mig, og hendes mør­ kebrune hår hænger bogstavelig talt lige så meget som hendes ansigtsudtryk. “Anden tur i træk uden dig.”

9

Five feet apart.indd 9

11/02/2019 12.24

Det er rigtigt. Det her er ikke første gang, min cystisk fibrose har forhindret mig i at tage med på en klasseudflugt eller en sol­ ferie eller til en skolebegivenhed. Omkring 70 procent af tiden er mit liv rimelig normalt. Jeg går i skole, jeg hænger ud med Camilla og Mya, og jeg arbejder på min app. Jeg gør bare det hele med dårligt fungerende lunger. Men i de resterende 30 % af tiden styrer CF mit liv. Hvilket vil sige, at når jeg må til­bage til hospitalet og tunes, går jeg glip af ting som en klasse­udflugt til kunstmuseet eller som nu turen til Cabo på vores sidste år i high school.

Lige præcis den her tuning handler tilfældigvis bare om, at jeg skal pumpes fuld af antibiotika for endelig at slippe af med en øm hals og en feber, som ikke vil forsvinde.

Det, og så at min lungefunktion er for stærkt nedadgående.

Mya dumper ned på min seng og sukker dramatisk, da hun læner sig tilbage. “Det er kun to uger. Er du sikker på, at du ikke kan komme med? Det er vores sidste tur med årgangen, Stella!”

“Ja, jeg er sikker,” svarer jeg bestemt, og de ved, at jeg mener det. Vi har været venner siden 4. klasse, og på nuværende tids­ punkt ved de godt, at når det kommer til planer, får min CF det sidste ord.

Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil med. Det er bare, helt bogstaveligt, et spørgsmål om liv eller død. Jeg kan ikke smutte til Cabo, eller noget som helst andet sted for den sags skyld, og risikere ikke at komme tilbage. Det kan jeg ikke gøre mod mine forældre. Ikke nu.

“Men du stod jo i spidsen for planlægningskomiteen i år! Kan du ikke få dem til at rykke dine behandlinger frem? Du skal ikke 10

Five feet apart.indd 10

11/02/2019 12.24

bare sidde tilbage og rådne op her,” siger Camilla og gør tegn rundt i hospitalsstuen, som jeg så omhyggeligt har indrettet.

Jeg ryster på hovedet. “Men vi får stadig forårsturen sam­ men! Og jeg har ikke misset en eneste forårstur-‘Bedste Ven­ ner-Weekend’ siden 8. klasse, da jeg fik den der forkølelse!” svarer jeg. Jeg smiler forhåbningsfuldt og ser frem og tilbage mellem Camilla og Mya. Men ingen af dem gengælder mit smil – i stedet fortsætter de med at se ud, som om jeg har slået deres kæledyr ihjel.

Jeg bemærker, at de begge sidder med poserne med bade­ dragter, som jeg sagde, de skulle tage med, så jeg tager Camillas fra hende i et desperat forsøg på at skifte emne. “Uuuh, bade­ dragter! Vi må vælge de bedste!” Eftersom jeg ikke kommer til at dase i den varme Cabo-sol i en nøje udvalgt badedragt, tænker jeg, at jeg i det mindste kan leve lidt gennem mine veninder ved at vælge deres.

Det får dem begge til at lyse op. Vi tømmer ivrigt poserne ud på min seng og skaber et kaos af blomster og polkaprikker og neonfarver.

Jeg scanner Camillas bunke af badedragter og snupper en rød dragt, som lander et eller andet sted mellem en bikiniunderdel og en enkelt snor, som jeg uden skyggen af tvivl ved, at hun har arvet fra sin storesøster, Megan.

Jeg smider den hen til hende. “Den her. Den er lige dig.”

Hun spærrer øjnene op og holder den ind mod taljen og retter overrasket på sine stålindfattede briller. “Altså, man får i hvert fald ikke besvær med mærkelige hvide linjer under toppen bagefter ...”

11

Five feet apart.indd 11

11/02/2019 12.24

“Camilla,” siger jeg og snupper en hvid- og blåstribet bikini, som jeg kan se vil passe hende helt perfekt. “Det er for sjov. Du skal have den her på.”

Hun ånder lettet op og tager bikinien fra mig. Jeg retter op­ mærksomheden mod Myas bunke, men hun har travlt med at skrive en besked. Hun har et stort smil klistret på ansigtet.

Jeg graver en badedragt frem, som hun har haft siden svøm­ meundervisningen i 5. klasse, og holder den op foran hende med et skævt smil. “Hvad med den her, Mya?” “Elsker den! Ser supergodt ud!” svarer hun og skriver som en rasende.

Camilla fnyser. Hun lægger sine badedragter tilbage i posen og sender mig et lusket smil. “Mason og Brooke har slået op,” siger hun som forklaring.

“Oh my god. Det er løgn!” svarer jeg. Dét er nyt. Fantastisk nyt. Altså, ikke for Brooke. Men Mya har haft et crush på Mason, lige siden mrs. Wilsons engelsktimer på andet år i high school, så den her tur er hendes chance for endelig at lægge an på ham.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være der til at hjælpe hende med at lave en romantisk og skudsikker titrins “slå benene væk under Mason i Cabo”-plan.

Mya lægger sin telefon væk og trækker afslappet på skuldre­ ne. Hun rejser sig og lader, som om hun ser på nogle af tegning­ erne på væggene. “Det er ikke noget særligt. Vi skal bare møde ham og Taylor i lufthavnen i morgen.”

Jeg sender hende et blik, og hun bryder ud i et kæmpesmil.

“Okay, det er rimelig meget noget særligt!”

Vi hviner alle sammen af begejstring, og jeg finder en vildt 12

Five feet apart.indd 12

11/02/2019 12.24

sød polkaprikket badedragt, som er supervintage og lige Myas stil. Hun nikker, tager den og holder den op foran sin krop. “Jeg håbede totalt meget, at du ville vælge den her.”

Jeg kigger over på Camilla, som skæver nervøst til sit ur, hvilket ikke er overraskende. Hun udskyder altid tingene til sid­ ste øjeblik og har sikkert overhovedet ikke pakket noget til Cabo endnu.

Ud over bikinien, selvfølgelig.

Hun opdager, at jeg har bemærket hendes blik på uret og smiler fåret. “Jeg skal stadig have købt et badehåndklæde til i morgen.”

Typisk Camilla.

Jeg rejser mig, og mit hjerte synker i brystet ved tanken om, at de går igen, men jeg vil ikke holde på dem. “Jamen så må I jo se at komme videre! I skal jo også flyve klokken kvalme i mor­ gen.”

Mya kigger sig trist rundt på stuen, mens Camilla nedslået vrider sin pose med badedragter i hænderne. De gør det endnu sværere, end jeg havde troet, det ville være. Jeg tvinger skyldfø­ lelsen og irritationen, som kommer boblende op, væk. Det er jo ikke dem, der går glip af turen til Cabo – den allersidste tur med hele årgangen. De kommer i det mindste til at være sammen.

Jeg smiler bredt til dem begge to og trækker dem bogstavelig talt hen mod døren. Mine kinder gør ondt af al den falske positi­ vitet, men jeg vil ikke ødelægge det for dem.

“Vi sender dig en masse billeder, ikke?” siger Camilla og gi­ ver mig et knus.

“Ja, dét har I bare! Og photoshop mig ind i et par stykker,” si­ 13

Five feet apart.indd 13

11/02/2019 12.24

ger jeg til Mya, som er et geni til Adobe. “I opdager ikke engang, at jeg ikke er der!”

De bliver hængende i døren, og jeg himler overdrevet med øjnene og skubber dem muntert ud på gangen. “Smut så. Ha’ en fantastisk tur.”

“Elsker dig, Stella!” siger de, da de går hen ad gangen. Jeg ser dem forsvinde og vinker, indtil Myas dansende krøller er fuld­ stændig ude af syne, og pludselig er det eneste, jeg har lyst til, at forsvinde ud ad døren med dem for at pakke min kuffert i stedet for at pakke den ud.

Mit smil falmer, da jeg lukker døren og kigger på det gamle familiebillede, som jeg varsomt har hængt op bag på min dør.

Det blev taget for et par somre siden på verandaen foran huset under en 4. juli-grillaften. Mig, Abby, mor og far, med fjogede smil i ansigterne, mens kameraet fanger øjeblikket. Jeg mærker hjemveen komme snigende – jeg kan høre lyden af det slidte, vakkelvorne træ på trappen op til verandaen knage under os, mens vi griner og rykker tættere sammen til billedet. Jeg savner den følelse. Os alle sammen på én gang, glade og raske. Sådan da.

Det her hjælper ikke. Jeg sukker og tvinger mig selv væk og kigger over på medicinvognen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt lide at være på hospitalet. Det har været mit andet hjem, siden jeg var seks år, så jeg har normalt ikke noget imod at komme her. Jeg får mine behandlinger, jeg tager min medicin, jeg drikker min egen kropsvægt i milkshakes, jeg hænger lidt ud med Barb og Julie, og jeg tager af sted igen, indtil næste gang min sygdom blusser op. Sværere er det ikke. Men denne gang føler jeg mig urolig, 14

Five feet apart.indd 14

11/02/2019 12.24

rastløs, endda. For denne gang er det ikke nok, at jeg bare gerne vil blive rask, jeg skal blive rask. For mine forældres skyld.

Fordi de er gået hen og har fucket alting op ved at blive skilt.

Og efter at have mistet hinanden vil de ikke også kunne klare at miste mig. Det ved jeg.

Men hvis jeg kan få det bedre, så måske ... Ét skridt ad gangen. Jeg går over til iltapparatet på væggen og dobbelttjekker, at flowmåleren er rigtigt indstillet, og lytter til den rolige hvæsen af ilt, der kommer ud af det, før jeg trækker slangen rundt om mine ører og stikker spidserne på iltkateteret ind i næsen. Med et suk sætter jeg mig ned på den velkendte, ukomfortable hospitalsmadras og tager en dyb indånding.

Jeg rækker ud efter min notesbog for at læse det næste på min to do-liste og holde mig selv beskæftiget – “#18: Optag en video”.

Jeg tager min blyant og bider eftertænksomt i den, mens jeg stirrer på ordene, som jeg skrev tidligere. Besynderligt nok fore­ kommer det lige nu nemmere at reflektere over livet efter døden.

Men listen er listen, så jeg puster ud, rækker over til senge­ bordet for at tage min bærbare og sætter mig i skrædderstilling på det nye, blomstrede sengetæppe, som jeg valgte forleden i indkøbscentret, mens Camilla og Mya havde travlt med at købe tøj til Cabo. Jeg havde ikke engang brug for sengetæppet, men de var så ivrige efter at hjælpe mig med at vælge et eller andet til min indlæggelse, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke at købe det.

I det mindste passer de klare og livlige farver mere eller mindre til mine vægge nu.

Jeg trommer uroligt med fingrene på tasterne og ser med 15

Five feet apart.indd 15

11/02/2019 12.24

sammenknebne øjne på mit spejlbillede i skærmen, mens com­ puteren starter op. Jeg rynker brynene ad det uregerlige, lan­ ge, brune hår og forsøger at glatte det ved at trække fingrene flere gange igennem det. Frustreret trækker jeg min hårelastik af håndleddet og tyr til en rodet knold i et forsøg på at se bare nogenlunde okay ud til videoen. Jeg tager mit eksemplar af Java-programmering af Android-telefoner fra sengebordet og stil­ ler min bærbare oven på bogen, så jeg ikke ender med at vise seriøs dobbelthage, men kan få en vinkel, som er bare en smule flatterende.

Jeg logger ind på min YouTube Live-konto og retter på web­ kameraet og sikrer mig, at man kan se Abbys lungetegning bag mig.

Den er det perfekte baggrundsbillede.

Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding og hører den velkendte hvæsen af mine lunger, der desperat forsøger at træk­ ke luft ind gennem slimhavet. Jeg ånder langsomt ud, smækker et stort, overglad smil på ansigtet, før jeg åbner øjnene og tryk­ ker på tasten for at gå live.

“Hej, venner. Har I alle sammen en god Black Friday? Jeg har ventet på sne, som ikke er kommet!”

Jeg skæver ned i hjørnet af min skærm, da jeg vender kame­ raet mod hospitalsvinduet. Himlen er grå og skyet, og træerne på den anden side af vinduet er fuldstændig nøgne. Jeg smiler, da mit livestream-tal støt passerer tusind seere, hvilket kun er en brøkdel af de 23.940 YouTube-abonnenter, der tjekker ind for at se, hvordan min kamp mod cystisk fibrose går.

“Okay, lige nu kunne jeg være i gang med at gøre klar til at 16

Five feet apart.indd 16

11/02/2019 12.24

flyve til Cabo sammen med hele min årgang, men i stedet kom­ mer jeg til at bruge den her ferie i mit andet hjem, takket være en smule ondt i halsen.”

Plus en voldsom feber. Jeg tænker tilbage på indlæggelsen her til morgen, hvor jeg fik taget min temperatur. De blinkende tal på termometeret havde skreget et stærkt 39 ud. Men jeg vil ikke nævne det i videoen, for mine forældre vil helt sikkert se den senere.

Så vidt de er orienteret, har jeg bare en irriterende forkølelse.

“Men hvem har også brug for to hele uger med solskin og skyfri himmel og sandstrande, når man kan få en måneds luksus lige her i sin egen baghave?”

Jeg opremser alle bekvemmelighederne og tæller dem på fingrene. “Lad os se. Jeg har roomservice døgnet rundt, ube­ grænset adgang til chokoladebudding og vaskeservice. Åh, og Barb har overtalt dr. Hamid til at lade mig beholde al medicinen og udstyret til mine behandlinger på stuen denne gang! Se!” Jeg drejer webkameraet over mod bunken af medicinsk ud­ styr og derefter mod medicinvognen ved siden af mig, som jeg allerede har organiseret i perfekt alfabetisk og kronologisk orden efter den skemalagte doseringstid, som jeg har lagt ind i appen, jeg har lavet. Den er endelig klar til at blive prøvekørt! Det var nummer 14 på dagens to do-liste, og jeg er rimelig stolt af det færdige resultat.

Min computer dinger, da kommentarerne begynder at løbe ind. Jeg får øje på en, der nævner Barbs navn med et par hjer­ te-emojier. Folk elsker hende lige så meget, som jeg gør – hun er også min egen yndlingsperson her. Lige fra jeg første gang kom 17

Five feet apart.indd 17

11/02/2019 12.24

her på hospitalet for mere end ti år siden, har hun været min vejrtrækningsterapeut, og når ingen ser det, har hun slik til mig og de andre CF’ere, som for eksempel min lidelsesfælle Poe. Hun holder vores hånd, selv når vi griber mest forpint og knogleknu­ sende fat, som om det ikke gør det mindste ondt.

I omkring halvdelen af den tid har jeg lavet YouTube-videoer for at øge kendskabet til cystisk fibrose. I løbet af årene er flere folk, end jeg nogensinde havde turdet håbe på, begyndt at følge mine operationer og behandlinger og ophold på Saint Grace, og de har holdt ved gennem min akavede bøjlefase og alt muligt.

“Min lungefunktion er nede på 35 procent,” siger jeg, da jeg vender kameraet tilbage mod mig selv. “Dr. Hamid siger, at jeg stille og roligt er på vej mod toppen af transplantationslisten nu, så jeg kommer til at være her en måned, tage antibiotika og holde mig stramt til behandlingsplanen ...” Jeg ser på tegningen bag mig. De sunde lunger hænger over mit hoved, lige uden for rækkevidde.

Jeg ryster på hovedet og smiler, hvorefter jeg læner mig til siden for at snuppe en flaske fra medicinvognen. “Det vil sige, at jeg tager min medicin til tiden, bruger min vibrationsvest for at løsne slimen, og” – jeg holder flasken op – “får en hel masse af den her flydende næring gennem min mavesonde hver nat. Hvis der sidder nogle damer derude, som ville ønske, at de kunne spi­ se fem tusind kalorier om dagen og stadig være Cabo-bikiniklar, er jeg frisk på at bytte.”

Min computer dinger løs, og beskederne vælter ind. Jeg læ­ ser et par stykker af dem og lader positiviteten skubbe alle de negative tanker væk, som jeg havde, da jeg begyndte på videoen.

18

Five feet apart.indd 18

11/02/2019 12.24

Hold ud, Stella! Vi elsker dig.

Gift dig med mig!

“De nye lunger kan komme, hvornår det skal være, så jeg må være klar!” Jeg siger ordene, som om jeg tror fuldt og fast på dem. Selv om jeg efter så mange år har lært ikke at håbe på for meget.

DING! Endnu en besked.

Jeg har CF, og du minder mig om altid at huske de positive tanker. XOXO.

Jeg bliver varm om hjertet og sender et sidste, stort smil til kameraet og den person, som kæmper den samme kamp som mig. Denne gang er det ægte. “Okay, venner, tak, fordi I ser med!

Nu skal jeg have dobbelttjekket min eftermiddags- og aften­ medicin. I ved, hvor striks jeg er med det. Jeg håber, at I alle sammen har en skøn uge. Hej-hej!”

Jeg afslutter live-videoen og puster langsomt ud. Jeg lukker browseren og ser de smilende, festklare ansigter, som er bag­ grundsbilledet på mit skrivebord. Mig, Camilla og Mya, arm i arm, på vej til vintergallafesten, alle tre med den samme mørke­ røde læbestift, som vi valgte i fællesskab hos Sephora. Camilla ville have en skarp pink, men Mya overbeviste os om, at rød var den farve, vi seriøst havde BRUG for i vores liv. Jeg er stadig ikke overbevist om, at det passede.

Jeg læner mig tilbage og tager den slidte panda, som ligger på mine puder, og slår armen hårdt om ham. Lappe, har min søster, Abby, døbt ham. Og sikke et passende navn, det er blevet. Årene ind og ud af hospitalet har afgjort slidt på ham. Farvestrå­ lende lapper er syet over steder, hvor han sprækkede, og hans 19

Five feet apart.indd 19

11/02/2019 12.24

fyld vældede ud, når jeg klemte ham for hårdt under de mest smertefulde af mine behandlinger.

Der bliver banket på døren, og ikke engang et sekund senere flyver den op, da Barb kommer ind med hele favnen fuld af små plasticbægre med dessert, som jeg skal bruge til min medicin.

“Så er jeg her igen! Og med udbringning!”

Når det drejer sig om Barb, er der ikke meget, som har æn­ dret sig i de foregående seks måneder, eller de foregående ti år, for den sags skyld – hun er stadig den bedste. Det samme korte, krøllede hår. Det samme farverige hospitalstøj. Det samme smil, som lyser hele stuen op.

Men så følger en ekstremt gravid Julie ind efter hende med et IV-drop i hånden.

Okay, det er en stor forandring i forhold til for seks måneder siden.

Jeg skjuler min overraskelse og smiler stort til Barb, da hun stiller bægrene på kanten af min seng, så jeg selv kan fordele dem videre på min medicinvogn. Derefter finder hun en liste frem for at dobbelttjekke, at vognen rummer alt, hvad jeg skal bruge.

“Hvad skulle jeg gøre uden dig?” spørger jeg.

Hun blinker til mig. “Du ville dø.”

Julie hænger IV-posen med antibiotika op ved siden af mig.

Hendes mave strejfer min arm. Hvorfor fortalte hun mig ikke, at hun var gravid? Jeg bliver stiv og smiler svagt, mens jeg ser på hendes mave, og forsøger diskret at flytte mig væk fra den. “Der er sørme sket meget på seks måneder!”

Hun gnider sig over maven, og hendes blå øjne stråler, da hun sender mig et stort smil. “Vil du mærke hende sparke?”

20

Five feet apart.indd 20

11/02/2019 12.24

“Nej,” svarer jeg, lidt for hurtigt. Jeg får det dårligt, da hun ser en anelse stødt ud over mit bratte udbrud. Hendes lyse øjen­ bryn skyder overrasket i vejret. Men jeg vil ikke have noget af min dårlige energi i nærheden af den perfekte, sunde baby.

Heldigvis glider hendes blik videre til baggrundsbilledet på min bærbare. “Er det billeder fra jeres vintergallafest? Jeg så en masse af dem på Insta!” siger hun begejstret. “Hvordan var det?”

“Supersjovt!” svarer jeg overentusiastisk, mens det akavede øjeblik forsvinder. Jeg åbner en mappe på min bærbare, som er fyldt med billeder. “Jeg styrede for vildt på dansegulvet, i hele tre numre i træk. Kørte i limo. Maden var god. OG jeg klarede den helt til halv elleve, før jeg blev træt, hvilket var langt bedre, end jeg havde turdet håbe på! Hvem har brug for et bestemt tidspunkt at være hjemme på, når ens krop klarer det helt af sig selv?!”

Jeg viser hende og Barb nogle billeder, som vi tog sam­ men hjemme hos Mya før festen, mens Julie hooker mig op til IV-droppet og tjekker mit blodtryk og O2-tal. Jeg kan huske, at jeg før i tiden var bange for nåle, men for hver blodprøve og hvert IV-drop har frygten langsomt fortaget sig. Nu skærer jeg ikke engang ansigt. Det får mig til at føle mig stærk, hver gang jeg bliver stukket og prikket. Som om jeg kan klare alting.

“Okay,” siger Barb, da de har lavet alle deres målinger og er færdige med at beundre min glitrende sølvkjole i A-snit og min brystbuket med hvide roser. Camilla, Mya og jeg aftalte at give hinanden brystbuketter, da vi alle tre tog solo til gallafesten. Jeg havde ikke lyst til at følges med en date – ikke at nogen havde spurgt mig eller noget. Der var nemlig stor sandsynlighed for, at jeg ville blive nødt til at aflyse på dagen eller ville få det dårligt 21

Five feet apart.indd 21

11/02/2019 12.24

halvvejs igennem festen, og det ville ikke have været fair over for den, jeg fulgtes med. Camilla og Mya syntes ikke, jeg skulle føle mig udenfor, så i stedet for selv at finde dates besluttede de, at vi tre skulle følges ad. På grund af den seneste Mason-udvikling lader det dog ikke til at være særlig sandsynligt til prom.

Barb nikker mod den fyldte medicinvogn og sætter en hånd i siden. “Jeg holder stadig øje med dig, men du er helt klar til at køre.” Hun holder et pilleglas op. “Husk, at du skal tage dem her med et måltid,” siger hun og stiller forsigtigt glasset tilbage og holder et andet op. “Og sørg for, at du ikke ...”

“Jeg har fattet det, Barb,” siger jeg. Hun er bare sit sædvan­ lige moderlige jeg, men rækker opgivende hænderne i vejret.

Inderst inde ved hun godt, at jeg sagtens kan finde ud af det.

Jeg vinker farvel, da de går hen mod døren, og bruger fjern­ betjeningen ved siden af sengen til at komme lidt længere op at sidde.

“I øvrigt,” siger Barb langsomt, da Julie forsvinder ud af stu­ en. Hun kniber øjnene sammen og sender mig et kærligt, adva­ rende blik. “Du skal gøre dit IV-drop færdigt først, men Poe er lige tjekket ind på stue 310.”

“Hvad?! Seriøst?” svarer jeg og spærrer øjnene op, mens jeg svinger benene ud af sengen for at styrte ud og finde ham. Jeg fatter ikke, at han ikke har fortalt mig, at han ville være her!

Barb træder frem, tager mig om skuldrene og skubber mig roligt tilbage i sengen, før jeg når at komme helt op. “Hvilken del af ‘du skal gøre dit IV-drop færdig først’ var det, du ikke forstod?”

Jeg smiler fåret til hende, men hun kan ikke bebrejde mig 22

Five feet apart.indd 22

11/02/2019 12.24

noget. Poe var den første ven, jeg fik, da jeg kom på hospitalet.

Han er den eneste, som virkelig forstår det. Vi har kæmpet mod CV sammen i fucking ti år. Eller – sammen på sikker afstand, i hvert fald.

Vi må ikke komme for tæt på hinanden. For cystisk fibrose-­ patienter er krydsinfektioner fra visse bakteriestammer en enorm risiko. Én berøring mellem to CF’ere kan bogstavelig talt slå dem begge ihjel.

Hendes alvorlige ansigtsudtryk bliver afløst af et blidt smil.

“Slå dig ned. Slap af. Tag en chill-pill.” Hun ser på medicinvogn­ en – for sjov. “Ikke bogstavelig talt.”

Jeg nikker og griner oprigtigt, da en frisk bølge af lettelse skyller ind over mig ved nyheden om, at Poe også er her.

“Jeg kigger ind senere for at hjælpe dig med vibrations­ vesten,” siger Barb over skulderen på vej ud. Jeg tager min tele­ fon og nøjes med en hurtig sms i stedet for en vild løbetur ned ad gangen til stue 310.

Du er her? Også mig. Almindelig tuning.

Der går ikke engang et sekund, før min skærm lyser op med hans svar: Bronkitis. Lige sket. Jeg klarer den. Kom og vink til mig senere. Må sove nu.

Jeg læner mig tilbage i sengen og puster langsomt og længe ud.

Sandheden er, at jeg er nervøs for den her tur på hospitalet.

Min lungefunktion faldt til 35 procent så hurtigt. Og nu freak­ er det mig ud, at jeg skal være på hospitalet den næste måned og gennemgå behandling efter behandling for at holde sygdommen stangen, mens mine venner er langt væk – det freaker mig endnu 23

Five feet apart.indd 23

11/02/2019 12.24

mere ud end feberen og den ømme hals. Meget. 35 procent er et tal, der holder min mor vågen om natten. Hun siger det ikke, men det gør hendes computer. Søgning efter søgning om lunge­ transplantationer og lungefunktionsprocenter, nye kombinatio­ ner og ord, men altid det samme udgangspunkt. Hvordan jeg kan få mere tid. Det gør mig mere bange, end jeg nogensinde har været før. Men ikke for mig selv. Når man har CF, vænner man sig ligesom til tanken om at dø ung. Jeg er mere skrækslagen på mine forældres vegne. For hvordan det skal gå dem, hvis det værste skulle ske, nu hvor de ikke længere har hinanden.

Men med Poe her, med en, som forstår, kan jeg komme igen­ nem det. Når jeg altså får lov til at se ham.

Resten af eftermiddagen slæber sig af sted.

Jeg arbejder på min app og dobbelttjekker, at jeg har fået styr på programmeringsfejlen, der blev ved med at poppe op, når jeg forsøgte at åbne appen på min telefon. Jeg gnider noget Fucidin på den ømme hud om min mavesonde i et forsøg på at gøre den mindre postkasserød og mere solnedgangslyserød. Jeg tjekker og dobbelttjekker min “sengetids”-bunke af flasker og piller. Jeg sva­ rer på mine forældres hver-eneste-time-lige-på-klokkeslættet-­ beskeder. Jeg kigger ud ad vinduet, mens eftermiddagen forsvin­ der, og ser et par på min egen alder, som griner og kysser, da de går ind på hospitalet. Det er ikke hver dag, man ser et lykkeligt par på vej ind på et hospital. Mens jeg ser dem holde hinanden i hånden og udveksle længselsfulde blikke, spekulerer jeg på, hvor­ dan det vil være at have en, som så på mig på den måde. Folk ser altid på mit næsekateter, mine ar, min mavesonde, ikke på mig.

24

Five feet apart.indd 24

11/02/2019 12.24

Det får ikke fyrene til at stille sig i kø.

Jeg “datede” Tyler Paul første år i high school, men det va­ rede kun en måned, før jeg fik en infektion og måtte tilbage på hospitalet i et par uger. Allerede i løbet af et par dage blev der længere og længere mellem hans beskeder, og jeg besluttede mig for at slå op med ham. Og det var desuden slet ikke som det par i gården. Tylers hænder var svedige, når vi holdt i hånd, og han brugte så meget Axe-deo over hele kroppen, at jeg fik hoste­ anfald, hver gang vi krammede.

Den her tankerække er ikke ligefrem en hjælpsom distrak­ tion, så jeg giver faktisk nummer 22 “Reflekter over livet efter døden” på min to do-liste en chance og læser i en bog, som forsø­ ger at forstå meningen med livet og døden og sand lykke.

Men jeg vælger rimelig hurtigt bare at ligge på min seng og kigge op i loftet og lytte til mit åndedrags hvæsende lyd. Jeg kan høre luften kæmpe sig forbi slimet, der fylder mine lunger.

Jeg ruller om på siden og åbner en lille flaske Flovent for at give mine lunger en hjælpende hånd. Jeg hælder væsken i en forstø­ ver ved min seng. Den lille maskine vågner brummende til live, da dampe strømmer ud af mundstykket.

Jeg sætter mig op, ser på tegningen med lungerne, mens jeg ånder ind og ud.

Og ind og ud.

Og ind og ... ud.

Jeg håber, at min vejrtrækning vil være lidt mindre anstrengt, når mine forældre kommer på besøg i løbet af de næste par dage.

Jeg sagde til dem begge to, at den anden kørte mig til hospitalet her til morgen, men jeg tog faktisk bare en Uber fra et gadehjør­ 25

Five feet apart.indd 25

11/02/2019 12.24

ne over for min mors nye lejlighed. Jeg ville ikke have, at nogen af dem skulle være nødt til at se mig her igen, i hvert fald ikke før jeg ser bedre ud.

Min mor sendte mig allerede urolige blikke, da jeg måtte tage min bærbare ilt på bare for at pakke.

Der bliver banket på min dør, og jeg fjerner blikket fra væg­ gen, jeg stirrer på, og håber, at det er Poe, som bare vil vinke til mig. Jeg trækker mundstykket af, da Barb stikker hovedet ind.

Hun lægger en operationsmaske og plastichandsker på et bord ved døren.

“Der er kommet en ny ovenpå. Ses vi deroppe om et kvarter?”

Mit hjerte springer et slag over.

Jeg nikker, og hun sender mig et stort smil, før hun forsvinder ud af stuen. Jeg griber mundstykket, tager et hurtigt sug af Flo­ venten og lader dampen fylde mine lunger, så godt jeg kan, før jeg rejser mig og går i gang. Jeg slukker forstøveren, tager min bærbare oxygenkoncentrator fra sin plads ved siden af min seng, hvor den har ladet op, trykker på den runde knap i midten for at tænde den og trækker remmen over skulderen. Da jeg har sat kateteret i, går jeg hen mod døren, trækker de blå plastichandsker på og lægger snorene til mundbindet rundt om ørerne.

Jeg stikker fødderne i mine hvide Converse, skubber døren op og går ud på den hvidmalede gang. Jeg beslutter mig for at tage en omvej, så jeg kan komme forbi Poes stue.

Jeg går forbi skranken foran sygeplejerskernes kontor midt på etagen og vinker til en ung sygehjælper, som hedder Sarah.

Hun smiler hen over den nye, glatte metalbås.

De har skiftet den ud siden mit sidste ophold her for seks 26

Five feet apart.indd 26

11/02/2019 12.24

måneder siden. Den har samme højde, men før i tiden var den lavet af slidt træ, som sikkert havde været her, siden hospitalet blev grundlagt for nogle og tres år siden. Jeg kan huske, da jeg var lille nok til at snige mig forbi skranken på vej hen til den stue, Poe nu var på, og der stadig var flere centimeter mellem mit hoved og det øverste af skranken.

Nu når den mig til albuen.

På vej hen ad gangen smiler jeg stort, da jeg ser et lille co­ lombiansk flag tapet fast uden for en halvåben dør, der bliver holdt på klem af et kæntret skateboard.

Jeg kigger ind og ser Poe sove tungt i sin seng. Han har rullet sig sammen til en overraskende lille kugle under sit sengetæppe.

Lige over sengen hænger en lækker Gordon Ramsey-plakat og holder vagt over ham.

Jeg tegner et hjerte på whiteboardtavlen, han har hængt op uden på døren, for at lade ham vide, at jeg har været der, før jeg går videre hen ad gangen mod træfløjdørene, som vil føre mig til den centrale del af hospitalet, op med en elevator, gennem C-Fløjen, over broen ind i Bygning 2 og direkte til den neonatale intensivafdeling.

En af fordelene ved at være kommet her i mere end ti år er, at jeg kender hospitalet lige så godt som det hus, jeg er vokset op i.

Hver eneste snoede gang eller skjulte trappeskakt eller hemme­ lige genvej har jeg udforsket om og om igen.

Men før jeg når hen til fløjdørene, går døren ind til en stue ved siden af mig op, og jeg vender overrasket hovedet og får øje på profilen af en høj, tynd dreng, jeg aldrig har set før. Han står i døren ind til stue 315 med en skitsebog i den ene hånd og en 27

Five feet apart.indd 27

11/02/2019 12.24

blyant i den anden, og han har et hvidt hospitalsarmbånd, magen til mit, om det ene håndled.

Jeg standser brat op.

Hans mørke, chokoladebrune hår er perfekt pjusket, som om han lige er sprunget ud af et Teen Vogue og er landet midt i Saint Grace Hospital. Hans øjne er mørkeblå, og han får små rynker omkring dem, når han taler.

Men det er hans smil, der fanger mit blik mere end noget andet. Det er skævt og charmerende, og der er en magnetisk varme over det.

Han er så lækker, at det føles, som om min lungefunktion lige faldt 10 procent mere.

Det er godt, at bindet dækker halvdelen af mit ansigt, for jeg havde ikke planlagt at møde lækre drenge på min etage under det her hospitalsophold.

“Jeg har noteret deres skemaer,” siger han, mens han stik­ ker blyanten skødesløst bag øret. Jeg flytter mig en lille smule til venstre og ser, at han smiler til parret, jeg så komme ind på hospitalet tidligere. “Så medmindre en af jer planter røven på tilkaldeknappen, kan I være i fred i mindst en time. Og husk nu: Jeg skal sove i den seng, ikke?”

“Det har vi da tænkt på.” Pigen lyner en sportstaske op og viser ham, at der ligger tæpper i den.

Hov. Hvad?

Den lækre fyr fløjter. “Se nu bare der. Du er jo en rigtig pige­ spejder.”

“Vi er jo ikke dyr, vel,” siger pigens kæreste og sender ham et stort fyr og fyr imellem-smil.

28

Five feet apart.indd 28

11/02/2019 12.24

Oh my god. Klammo. Han lader sine venner knalde på sin stue, som om det er et motel.

Jeg skærer ansigt og fortsætter hen ad gangen mod dørene og lægger så meget afstand mellem mig og den tvivlsomme ord­ ning der bagved.

Så meget for lækker.

Five feet apart.indd 29

11/02/2019 12.24

KAPITEL 2

WILL “Okay, vi ses senere,” siger jeg og blinker til Jason, før jeg lukker døren ind til min stue for at give dem lidt privatliv. Jeg bliver mødt af de tomme øjenhuler på tegningen af et dødningehoved på min dør, med en iltmaske slynget over munden og ordene “Her lades alt håb ude” skrevet under det.

Det burde være sloganet for det her hospital. Eller et hvilket som helst andet af de halvtreds andre, jeg har været på i de sid­ ste otte måneder af mit liv.

Jeg kigger hen ad gangen, hvor dørene svinger i efter pigen, jeg så rykke ind på en stue længere nede ad gangen tidligere i dag. Hendes slidte, hvide Converse forsvinder på den anden side.

Hun havde været alene og slæbt på en sportstaske, der var stor nok til omkring tre voksne mennesker, men hun så faktisk lidt lækker ud.

Og lad mig bare være ærlig. Det er ikke hver dag, man ser en bare marginalt attraktiv pige på et hospital, ikke mere end fem døre fra sin egen.

Jeg ser ned på min skitsebog, trækker på skuldrene, ruller 30

Five feet apart.indd 30

11/02/2019 12.24

den sammen og stopper den ned i min baglomme, før jeg går hen ad gangen efter hende. Det er ikke, fordi jeg har noget bedre at lave, og jeg har helt sikkert ikke tænkt mig at blive hængende her den næste time.

Da jeg skubber dørene op, ser jeg hende gå hen over det grå flisegulv, mens hun vinker og sludrer med stort set alle under­ vejs, som om hun har gang i sin helt egen Thanksgiving Day Parade. Hun går ind i den store glaselevator, hvorfra man kan se ud over østlobbyen, lige på den anden side af et stort, pyntet juletræ, som de må have stillet op tidligt i morges, længe før resterne fra thanksgiving-middagen overhovedet er blevet spist.

Guderne forbyde, at de lod den store kalkunudstilling blive stående bare ét sekund længere.

Pigen rækker op for at rette på sit mundbind, mens hun læner sig frem for at trykke på en knap, og dørene går langsomt i.

Jeg begynder at gå op ad den åbne trappe ved elevatoren og forsøger at undgå at bumpe ind i nogen, mens jeg ser den glide roligt op til femte etage. Selvfølgelig. Jeg løber op ad trappen, så hurtigt som mine lunger kan holde til, og det lykkes mig at nå op på femte etage lige i tide til at få et seriøst hosteanfald og komme mig, før hun træder ud af elevatoren og forsvinder rundt om et hjørne. Jeg gnider mig på brystet, rømmer mig og følger efter hende hen ad et par gange og ud på den brede, glasindfattede bro, der fører over til den næste bygning.

Selv om hun først ankom til hospitalet her til morgen, ved hun tydeligvis, hvor hun skal hen. At dømme ud fra hendes tem­ po og tilsyneladende bekendtskab med alt og alle, hun møder, 31

Five feet apart.indd 31

11/02/2019 12.24

ville jeg ikke blive overrasket, hvis hun rent faktisk var borgme­ ster heromkring. Jeg har været her i to uger, og det var først i går, det lykkedes mig at finde ud af, hvordan jeg kan snige mig uset ud fra min stue og over til cafeteriet i Bygning 2, og jeg er på ingen måde retningsmæssigt udfordret. Jeg har været på så mange hospitaler gennem årene, at jeg nu ser det som en hobby at få styr på, hvordan man finder rundt på dem.

Hun standser brat op foran et par fløjdøre med teksten østindgang: neonatal intensivafdeling

og kigger ind ad dem, før

hun skubber dem op.

Neonatal.

Mærkeligt.

Når man har CF, er det supersvært at få børn. Jeg har hørt om piger med CF, som virkelig går ned med flaget over det, men at tage op for at stirre på babyer, som man måske aldrig kan få, er på et helt andet niveau.

Det er bare fucking deprimerende.

Der er mange ting, der pisser mig af ved CF, men det er ikke en af dem. Så godt som alle fyre med CF er sterile, hvilket vil sige, at jeg i det mindste ikke behøver at bekymre mig om at gøre nogen gravide og stifte mit eget shit-show af en familie.

Jeg vil vædde med, at Jason ville ønske, at han kunne sige det samme lige nu.

Jeg kigger til begge sider, går hen til dørene og kigger ind gennem det smalle vindue. Hun står foran en stor rude med blikket rettet mod en lille baby i en kuvøse på den anden side.

Babyens bittesmå arme og ben er forbundet til maskiner, der er ti gange så store som barnet selv.

32

Five feet apart.indd 32

11/02/2019 12.24

Jeg skubber døren op og glider ind på den halvmørke gang og smiler, mens jeg et øjeblik ser på Converse-pigen. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hendes spejlbillede. Alting bag glasset bliver uklart, da jeg ser på hende. Hun er kønnere tæt på, med sine lange øjenvipper og kraftige øjenbryn. Hun får endda et mundbind til at se godt ud. Hun skubber sit bølgede, mellem­ blonde hår væk fra øjnene og ser på babyen gennem glasset med et beslutsomt ansigtsudtryk.

Jeg rømmer mig og fanger hendes opmærksomhed. “Og her troede jeg, at det her bare ville blive endnu et ligegyldigt ho­ spital fyldt med ligegyldige patienter. Men så dukkede du op.

Heldige mig.”

Hendes øjne møder mine i spejlbilledet i ruden. Først ser de overraskede ud, men så forandrer de sig næsten omgående til noget, der minder om afsky. Hun ser væk, tilbage på babyen, og svarer ikke.

Okay, det var da et lovende tegn. Der er ikke noget som rigtig væmmelse til at komme godt fra start.

“Jeg så dig flytte ind på din stue. Skal du være her et stykke tid?”

Hun siger ikke noget. Hvis det ikke var for grimassen, ville jeg have troet, at hun ikke hørte mig.

“Okay, jeg er med. Jeg ser så godt ud, at du ikke engang kan stykke en sætning sammen.”

Det irriterer hende nok til at skaffe mig en reaktion.

“Burde du ikke være nede og skaffe stuer til dine ‘gæster’?” siger hun kort for hovedet. Hun vender sig om mod mig, mens hun vredt trækker sit mundbind af.

33

Five feet apart.indd 33

11/02/2019 12.24

Jeg er slet ikke forberedt på den replik og griner overrasket over, hvor direkte hun er.

Det pisser hende virkelig af.

“Lejer du ud på timebasis eller hvad?” spørger hun. Hendes mørke øjne bliver smalle.

“Ha! Så det var dig, der luskede rundt ude på gangen.”

“Jeg lusker ikke,” giver hun igen. “Du fulgte efter mig herop.”

Det er en fair pointe. Men hun luskede afgjort først. Jeg lader, som om hun har mig dér, og rækker hænderne i vejret i forstilt overgivelse. “Med henblik på at præsentere mig selv, men med dén attitude ...”

“Lad mig gætte,” siger hun og afbryder mig. “Du ser dig selv som en ung rebel. Ignorerer reglerne, fordi det på en eller anden måde giver dig en følelse af at have styr på tingene. Har jeg ret?”

“Du tager ikke fejl,” svarer jeg hurtigt igen, før jeg læner mig afslappet op ad væggen.

“Synes du, dét er tjekket?”

Jeg smiler bredt til hende. “Altså, du må jo synes, det er ri­ melig nuttet. Du stod i hvert fald forfærdeligt længe på gangen og gloede.”

Hun himler med øjnene og synes tydeligvis ikke, jeg er sjov.

“Det er ikke nuttet at låne din stue ud, så dine venner kan have sex der.” Åh, hun er et rigtigt dydsmønster.

“Sex? I guder, nej. De fortalte mig, at de ville holde et lettere eksalteret bogklubmøde derinde i omkring en time.”

Hun ser bare på mig og er afgjort ikke underholdt af min sarkasme.

34

Five feet apart.indd 34

11/02/2019 12.24

“Okay. Så det er altså dét, det her handler om,” siger jeg og lægger armene over kors. “Du har noget imod sex.”

“Selvfølgelig ikke! Jeg har haft sex,” siger hun, og hendes øjne bliver store, mens ordene vælder ud af munden på hende.

“Det er fint ...”

Det er den største løgn, jeg har hørt hele året, og jeg er prak­ tisk talt omgivet af folk, som lyver om, at jeg skal dø.

Jeg griner. “’Fint’ er ikke ligefrem en tindrende anbefaling, men hvis vi kan tage den derfra i fællesskab, er det cool med mig.”

Hendes tykke øjenbryn trækker sig sammen. “Vi har intet til fælles.”

Jeg blinker og har det alt for sjovt med at pisse hende af.

“Wow. Koldt. Men jeg kan lide det.”

Døren brager op, og Barb kommer ind. Den pludselige støj får os begge to til at fare sammen. “Will Newman! Hvad laver du heroppe? Vi har en aftale om, at du holder dig på tredje etage efter det nummer, du lavede i sidste uge!”

Jeg ser tilbage på pigen. “Værsgo. Et navn, du kan hæfte på din lille psykologiprofil. Og du er?”

Hun ser rasende på mig og trækker hurtigt sit mundbind op over munden, før Barb ser det. “En, der ignorerer dig.”

Uhh, skarpt. Frk. Dydsmønster kan også bide fra sig.

“Og tydeligvis også lærerens kæledægge.”

“To meter, altid! I kender begge to reglerne!” Det går op for mig, at jeg er for tæt på pigen, og jeg tager et skridt bagud, da Barb når hen til os og træder lige ind i spændingsfeltet imellem os. Hun vender sig for at se på mig, og hendes øjne bliver smalle.

“Hvad tror du, at du laver heroppe?”

35

Five feet apart.indd 35

11/02/2019 12.24

“Øh,” svarer jeg og peger mod vinduet ind til kuvøserne. “Jeg ser på babyerne?”

Det synes hun åbenbart ikke er sjovt. “Gå tilbage til din stue.

Hvor er dit mundbind?” Jeg rækker op for at røre ved mit nøgne ansigt. “Tak, fordi du beholdt din maske på, Stella.”

“Det gjorde hun ikke for fem sekunder siden,” mumler jeg.

Stella stirrer arrigt på mig over Barbs hoved, og jeg sender hen­ de et stort smil.

Stella.

Hun hedder Stella.

Jeg kan se, at Barb skal til virkelig at skælde mig ud, så jeg beslutter mig for at trække mig tilbage. Jeg har ikke brug for at få yderligere læst og påskrevet lige nu.

“Op med humøret, Stella,” siger jeg og slentrer hen mod dør­ en. “Det er bare livet. Det er slut, før vi får set os om.”

Jeg går ud ad dørene, over broen og gennem C-fløjen. I sted­ et for at tage den lange vej tilbage hopper jeg ind i en meget rystende ikke-glas-elevator, som jeg opdagede for to dage siden.

Den sætter mig af lige ved sygeplejerskernes skranke på min etage, hvor Julie er i gang med at læse nogle papirer.

“Hej, Julie,” siger jeg og læner mig ind over skranken og ta­ ger en blyant.

Hun skæver op på mig, sender mig et hurtigt blik, før hendes blik glider tilbage til papirerne i hendes hænder. “Og hvad har du mon foretaget dig?” “Øh, bare strejfet omkring på hospitalet. Irriteret Barb,” sva­ rer jeg med et skuldertræk, mens jeg snurrer blyanten rundt og rundt mellem fingerspidserne. “Hun er så skrap.”

36

Five feet apart.indd 36

11/02/2019 12.24

“Hun er ikke skrap, Will, hun er bare, du ved ...”

Jeg sender hende et blik. “Skrap.”

Hun læner sig ind mod skranken og lægger en hånd på sin supergravide mave. “Bestemt. Reglerne er vigtige. Især for Barb.

Hun tager ikke nogen chancer.”

Dørene for enden af gangen bliver slået op, da Barb og dyds­ mønsteret kommer ind.

Barb kniber øjnene sammen, da hun får øje på mig, og jeg trækker uskyldigt på skuldrene. “Hvad? Jeg sludrer bare med Julie.”

Hun fnyser, og de forsvinder begge to hen ad gangen mod Stellas stue. Stella retter på sit mundbind og ser tilbage på mig.

Hendes blik møder mit i en brøkdel af et sekund.

Jeg sukker, mens hun går videre.

“Hun hader mig.”

“Hvem af dem?” spørger Julie, der følger mit blik hen ad gang­en.

Døren til Stellas stue lukker sig bag dem, og jeg vender mig om mod Julie.

Hun sender mig et blik, som jeg har set en million gange, siden jeg kom hertil. Hendes blå øjne bliver fyldt med en blan­ ding af Er du sindssyg? og noget, som er meget tæt på moderlig omsorg.

Men mest Er du sindssyg?

“Dét der kan du godt glemme, Will.”

Jeg skæver ned på mappen foran hende. Navnet springer mig i øjnene fra det øverste venstre hjørne.

Stella Grant.

37

Five feet apart.indd 37

11/02/2019 12.24

“Okay,” svarer jeg, som om det ikke betyder noget særligt.

“Godnat.”

Jeg slentrer tilbage til 315 og hoster, da jeg når derhen. Slim­ en er tyk i mine lunger og min hals, og mit bryst gør ondt efter min udflugt. Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle løbe en halv ma­ raton rundt på hospitalet, ville jeg måske have taget min bærbæ­ re iltflaske med.

Og så igen, hvem prøver jeg at narre?

Jeg ser på uret for at sikre mig, at der er gået en time, før jeg skubber døren op. Jeg tænder lyset og ser en foldet seddel fra Hope og Jason på det obligatoriske, klorinblegede hospitalssen­ getøj.

Hvor romantisk af dem.

Jeg forsøger at lade være med at være skuffet over, at de al­ lerede er gået. Min mor tog mig ud af skolen og begyndte at undervise mig derhjemme, krydret med løbende international hospitalsturisme, da jeg blev diagnosticeret med cepacia for otte måneder siden. Som om mit livsforløb ikke allerede ville blive latterligt kort, kommer cepacia til at hugge endnu en stor bid af det ved at få min røvdårlige lungefunktion til at falde endnu hur­ tigere, end den allerede gjorde. Og man får ikke nye lunger, når man har en antibiotikaresistent bakterie, som hærger frit i en.

Men min mor opfatter bare ordet “uhelbredelig” som en ud­ fordring, og hun er fast besluttet på at finde nålen i høstakken-­ behandlingen. Selv hvis det betyder at afskærme mig fra alt og alle.

I det mindste er det her hospital kun en halv time væk fra Hope og Jason, så de kan komme og besøge mig jævnligt og 38

Five feet apart.indd 38

11/02/2019 12.24

holde mig opdateret om alt det, jeg misser i skolen. Siden jeg fik cepacia, har det føltes, som om de er de eneste i mit liv, der ikke behandler mig som en laboratorierotte. Sådan har de altid været – måske er det derfor, de er så perfekte for hinanden.

Jeg folder sedlen ud. Det er et hjerte og Hopes pæne skråskrift.

“Ses snart! To uger til din 18-års – det bliver stort! Hope og Ja­ son.” Og det får mig til at smile.

“18-års”. To uger, til jeg selv kan bestemme. Jeg kan drop­ pe det her seneste kliniske forsøg og forsvinde fra hospitalet og gøre noget med mit liv i stedet for at lade min mor spilde det.

Slut med hospitaler. Slut med at sidde fanget inde i hvidma­ lede bygninger rundtom i verden, mens læger forsøger sig med lægemiddel efter lægemiddel og behandling efter behandling, som alligevel aldrig virker.

Hvis jeg skal dø, vil jeg rent faktisk gerne leve lidt først.

Og så kan jeg dø.

Jeg misser med øjnene ad hjertet og tænker på den skæbne­ svangre sidste dag. Et eller andet poetisk sted. En strand, måske.

Eller en robåd et sted i Mississippi. Bare ingen vægge. Jeg kun­ ne skitsere landskabet, lave en sidste tegning af mig, der giver universet fingeren, og så bare overgive mig.

Jeg smider sedlen på sengen og ser på sengetøjet, før jeg snu­ ser hurtigt til det, bare for at være på den sikre side. Stivelse og klorin. Bare den almindelige hospitals-eau de cologne. Godt.

Jeg smider mig i den læderknirkende hospitalslænestol ved vinduet og skubber en bunke farveblyanter og skitsebøger til side og trækker min bærbare frem under en stak fotokopierede politiske satiretegninger fra 1940’erne, som jeg kiggede på tidli­ 39

Five feet apart.indd 39

11/02/2019 12.24

gere for at finde den rigtige stil. Jeg åbner min browser og taster Stella Grant ind på Google uden at forvente meget. Hun virker som typen, der har de mest hidsige privatlivsindstillinger på sin Facebook-side. Eller en lam Twitter-konto, hvor hun retweeter memes om, at man skal huske at vaske hænder.

Men det første resultat er en YouTube-side, som hedder Stella Grants ikke særligt hemmelige CF-dagbog, og den er fyldt med mindst hundrede videoer, som går omkring seks år tilbage i tid­ en. Jeg kniber øjnene sammen, for siden ser mærkelig velkendt ud. Oh my god, det er den åndssvage kanal, min mor sendte mig et link til for et par måneder siden i et forsøg på at få mig til at tage mine behandlinger alvorligt.

Måske hvis jeg havde vidst, at hun så sådan ud ...

Jeg scroller ned til den første post og klikker på en video med et lille billede af en ung Stella med munden fuld af metal og en høj hestehale. Jeg forsøger at lade være med at grine. Jeg spe­ kulerer på, hvordan hendes tænder ser ud nu, i betragtning af at jeg aldrig har set hende smile.

Sikkert ret pæne. Hun virker som typen, der rent faktisk bru­ ger sin ganebøjle om natten i stedet for at lade den samle støv på en eller anden badeværelseshylde.

Jeg tror ikke engang, min egen kom med hjem fra tandlægen.

Jeg trykker på volumenknappen, og hendes stemme strøm­ mer ud af mine højtalere.

“Som alle CF’ere var jeg allerede ved at dø, fra det øjeblik jeg blev født. Vores kroppe laver for meget slim, og den slim kan godt lide at trænge ind i vores lunger og skabe infektioner og få vores lungefunktion til at blive re-du-ce-ret.” Den unge pige 40

Five feet apart.indd 40

11/02/2019 12.24

snubler over det svære ord, før hun sender kameraet et stort smil. “Lige nu ligger min lungefunktion på 50 procent.”

Der er et dårligt klip til næste scene, og hun vender sig om på en trappe, som jeg genkender som hovedindgangen til ho­ spitalet. Ikke så mærkeligt, at hun kender stedet som sin egen bukselomme. Hun er kommet her altid.

Jeg smiler tilbage til den lille pige, selv om det klip var det ringeste, jeg nogensinde har set. Hun sætter sig ned på trappen og tager en dyb indånding. “Dr. Hamid siger, at i det her tem­ po får jeg brug for en transplantation, når jeg kommer i high school. Man bliver ikke helbredt af en transplantation, men den vil give mig mere tid! Jeg ville elske et par år mere, hvis jeg er heldig nok til at få en!”

Det siger du ikke, Stella.

I det mindste har hun en chance.

Five feet apart.indd 41

11/02/2019 12.24

RACHAEL LIPPINCOTT I SAMARBEJDE MED MIKKI DAUGHTRY OG TOBIAS IACONIS

“Det skal nok gå helt fint, Stella.”

“Lover du det?” spørger jeg.

Han nikker, rækker ud og holder en lillefinger frem over afstanden.

Jeg lægger min egen lillefinger om den, og vi lover hinanden det. Det er den allermindste kontakt, men det er første gang, vi har rørt hinanden.

Og lige nu gør det mig ikke bange.

Will er alt det, Stella skal holde sig på lang afstand af. Den eneste måde, de begge kan overleve, er ved at holde sig fra hinanden, men pludselig føles to meters afstand ikke som sikkerhed. Det føles som en straf.

Hvad nu, hvis de kunne stjæle bare lidt af den plads, deres ødelagte lunger har stjålet fra dem? Ville halvanden meter virkelig være så farligt, hvis det afholdt deres hjerter fra at blive knust?

CBS FILMS presents

WELLE ENTERTAINMENT / WAYFARER ENTERTAINMENT production “FIVE FEET APART” HALEY LU RICHARDSON COLE SPROUSE MOISES ARIAS KIMBERLY HÉBERT GREGORY PARMINDER NAGRA CLAIRE FORLANI CASTING BY BARBARA J. MCCARTHY music supervisor TRACY MCKNIGHT music by BRIAN TYLER AND BRETON VIVIAN costume designer RACHEL SAGE KUNIN edited by ANGELA M. CATANZARO, ace production designer ANTHONY T. FANNING director of photography FRANKIE G. DEMARCO executive producer CHRISTOPHER H. WARNER produced by CATHY SCHULMAN, p.g.a. JUSTIN BALDONI, p.g.a. wtitten by MIKKI DAUGHTRY & TOBIAS IACONIS directed by JUSTIN BALDONI © 2019 CBS films inc. all rights reserved.

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

a

FIVE FEET APART

Hans stemme er dyb. Blød.

I det øjeblik ved jeg – selv om det ikke kunne være mere latterligt – at hvis jeg dør derinde, dør jeg ikke uden at have været forelsket.

Stella Grant er altid i kontrol, også selvom hendes ukontrollable lunger har sendt hende ind og ud af hospitalet, så længe hun kan huske. Lige nu er det vigtigste, Stella skal have kontrol over, at hun ikke kommer for tæt på nogen, der har bare den mindste risiko for at smitte hende med en infektion, der kan ødelægge hendes muligheder for en lungetransplantation. Derfor skal hun holde to meters afstand til alle. Uden undtagelse! På afdelingen møder hun Will Newman.

Det eneste, han derimod vil have kontrol over, er at komme ud af hospitalet. Han er ligeglad med sine behandlinger og et eller andet nyt mirakelmiddel, der måske kan helbrede ham. Han bliver snart atten, og så har han tænkt sig at frakoble sig alle maskinerne og forlade hospitalet for at tage ud og opleve den virkelige verden.

HALVANDEN METERS AFSTAND RACHAEL LIPPINCOTT

Hvordan føles kærlighed, hvis man ikke må røre ved hinanden?

HALVANDEN METERS AFSTAND

P O L I T I K E N S F O R L AG

Rachael Lippincott er født i Philadelphia. Lige nu bor hun i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hun bruger halvdelen af sin tid på at skrive og den anden halvdel på at bestyre en food truck.