__MAIN_TEXT__

Page 1

,11389Etvage11to1e-1_1_0MSindd 1

2709/17 11.01


Af samme forfatter:

KĂŚdens sidste led


FREDRIK T. OLSSON

ET VÅGENT ØJE Oversat af Lilian Kingo

Hr. Ferdinand


PROLOG 1.

HAN MANGLEDE IKKE ANDET END SIT UDSEENDE.

Ikke fordi han var forfængelig, tværtimod: Hans ansigt var nopret og uplejet, og sådan havde det altid fået lov til at være. Desuden var det ømt og stift nu, og under de veltrimmede skægstubbe var huden flammende rød efter barberingen, selvom der allerede var gået flere døgn. Så uvant det var med alt det, ansigtet. Så uvant med at blive plejet, ordnet, stylet, som om udseendet var en eller anden form for udstillingsvindue, og som om resten af verden var kommende kunder, der skulle lokkes til. Det ydre havde simpelthen aldrig interesseret ham. Hverken hans eget eller andres. Det eneste, der interesserede ham, var det indre, og ikke på den der ugebladsfilosofiske måde, hvor skønheden kommer indefra, men sådan for alvor: Alt, hvad der betød noget, kom indefra, idéerne, tankerne, alt det, der gjorde et menneske til et menneske. Men også. Det andet. Angsten, mørket, det, der nu vendte tilbage og ramte ham selv. Nu sad han i den samme stilhed. Kunne ikke høre andet end sin egen puls og den trommende rytme af regndråber på taget. Det, plus en svag, hvæsende lyd, som kun kunne betyde én ting. På nuværende tidspunkt var han holdt op med at hive i dørhåndtaget. Var holdt op med at presse skulderen mod døren, da det gik op for ham, at det ikke nyttede noget. Bilen var låst og nægtede at slippe ham ud, og det eneste, han endnu ikke havde prøvet, var at tage sikkerhedsselen af, lægge sig på tværs hen over sædet og presse fødderne mod ruden. Men også den ville stå imod presset, for hvorfor skulle den ikke det? 5


Han var blevet opsporet. Igen. På en eller anden måde, selvom det ikke var muligt. Ingen kunne vide, at han befandt sig lige her, af den simple årsag at han ikke selv havde vidst det. Han havde først besluttet sig to dage forinden. Han havde bestilt rejser til forskellige destinationer, lavet om på transportmidler og booket om og hentet billetter, som han ikke havde tænkt sig at bruge. Forsætligt og velovervejet havde han truffet hver eneste beslutning i allersidste øjeblik. Og alligevel kunne han ikke frigøre sig fra følelsen af, at en eller anden vidste, præcis hvordan han tænkte. Det var der selvfølgelig ikke nogen, der kunne vide. Det var utænkeligt, det burde han om nogen jo vide, og alligevel sendte tanken kuldegysninger gennem kroppen. Han havde fjernet det lysegrå, filtrede skæg. Han havde barberet striber af hår af op langs tindingerne for at komme til at se tyndhåret ud, selvom han ikke var det. Øjenbrynene, som gennem årene var vokset sammen til én enkelt gråsort, sammenfiltret streg, var blevet plukket og formet til to tynde streger. For første gang i hele sit liv havde han stået i flere timer og koncentreret sig om sit eget ansigt, og til sidst havde han ikke været sikker på, om han rent faktisk ville kunne udpege sig selv i en folkevrimmel. Den et år gamle BMW havde han lejet hos et firma, der i bedste fald kunne kaldes tvivlsomt. Han havde betalt kontant og uden at legitimere sig, og ingen, ingen kunne have set ham, ingen kunne vide, hvor han var taget hen. Han var i sikkerhed. Og så alligevel. Måske burde han have haft sine anelser. Måske ikke allerede, da jernbanebommene blokerede vejen for ham, måske ikke allerede der, heller ikke selvom han havde mærket angsten som et sug i maven, da han kom ud af det lange sving. Da den rødgule bom mødte ham i mørket, fra den ene side af vejen til den anden lige foran bilen, den klagende, hamrende lyd fra signalerne ved siden af. Han var standset med bommens rødblinkende øje lige foran sig. En enlig bil i den mørke nat. Havde ventet. Et minut, måske to. 6


Og på det tidspunkt, hvis ikke før. Da burde det være gået op for ham. Der var ikke kommet noget tog i al den tid. Og alligevel holdt ringelyden op. Det havde fået en ny bølge af nervøsitet til at skylle ind over ham: Den pludselige stilhed, da klangen forsvandt, den mekaniske bevægelse, da bommene gik op af sig selv, kun ham og jernbanebommen som to ensomme individer i den stille, skånske vinternat. Han kunne ikke se andet end mørket. Det og så de vidtstrakte marker på den anden side af sporet. Øde hedestrækninger af stenhård lerjord, der så ud, som om de fortsatte hele vejen til verdens ende, indtil de forsvandt i den gråhvide tåge, røde punkter højt oppe i luften, hvor møllevinger roterede usynligt i ensomheden. Han havde tvunget sig selv til at ryste det af sig. Der var ikke noget at være bange for. Toget var sandsynligvis bare kørt forbi, før han kom, enten det, eller også havde det fået motorstop eller sad fast i et sporskifte et sted, det betød ikke noget, om det var det ene eller det andet. Det vigtigste var, at han ikke blev holdende her. Han befandt sig i et fremmed land, og han havde travlt, han havde en lang rejse foran sig, og han måtte ikke sætte farten ned. Han havde startet motoren. Var rullet langsomt ud på sporene. Og så var det sket. Alting var blevet bælgmørkt omkring ham: Som med et trylleslag gik alt lys i bilen ud, instrumentbrættet, LED-lyset omkring nøglehullet og knapperne, det hele. Det korte lys fra lygterne, der burde oplyse vejen foran ham. Baglygterne, der burde sprede en svagt rødlig tåge bag den skrånende bagrude. Og hvad der var allervigtigst – motoren. Han drejede nøglen for at starte bilen. Ingenting. En gang til, og så igen, og så kom dog for helvede hørte han sig selv brøle, han knaldede hånden i rattet, men det gjorde ingen forskel. I det øjeblik han greb fat i dørhåndtaget, forstod han det, som han i grunden allerede havde forstået. At hvor meget han end rev og sled i dørene, så ville de blive ved med at være lukkede og låste, og det kunne 7


der ikke laves om på. Det samme gjaldt sideruderne: Hvor hårdt han end pressede, hvor hårdt han end trykkede de stakkels knapper ned i den tykke polstring i døren, hvor meget han så end kæmpede, så ville bilen blive ved med at være lige lukket og mørk og død. Og lige i det øjeblik begyndte bommene at gå ned igen. Lige i det øjeblik hørte han den hvæsende lyd. I det øjeblik forstod han. Men da var det jo for sent. * Han lå skråt hen over de to forsæder, da han skimtede den første smule lys. Han knaldede fodsålerne mod sideruden, pulsen kogte inden for trommehinderne, han kunne mærke smagen af angst og jern og blod, selvom der stadig var flere sekunder til, at det skulle ske. Han så glasset vibrere under sine fødder uden at give efter, så, at ruden stadig var hel, og til sidst så han den snavsede rude drukne i det tiltagende lys fra forlygterne, og han lukkede øjnene, og alt, hvad han opfattede, var lydene. Den hvæsende lyd fra skinnerne under ham. Hjerteslagene i munden. Og så den tudende lyd, da lokomotivføreren fik øje på den mørke bil, en ihærdig tuden, som skulle blive det sidste, han fik at høre, den skærende hvinen af jern, der borer sig ind i jern og forsøger at bremse, selvom det allerede er for sent. Han manglede ikke andet end sit udseende. Ikke fordi han var forfængelig. Men fordi det gik op for ham, at ingen ville kunne regne ud, hvem han var, når de fandt ham.


Dag 1. Mandag den 3. december Amberlangs

Jeg har ikke nogen første erindring. Hvor meget jeg så end forsøger at tænke tilbage, så kan jeg ikke. Jeg husker ikke nogen fødsel. Jeg husker ikke nogen steder. Det eneste, jeg ved, er, at jeg lever nu, og at jeg bag mig har et uendeligt antal dengang’er, og at min fortid findes et eller andet sted i alle de dengang’er. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det er. Jeg har ikke nogen første erindring. Jeg forestiller mig, at alting ville have været bedre, hvis jeg bare havde haft det.

9


2. DE DAGE, HVOR LIVET FORANDRER SIG, starter som alle andre dage.

Der er ikke nogen, der vækker dig om morgenen og siger, at i dag, i dag kan blive en smule besværlig, så tag dig en ekstra mad, nyd din kaffe i lidt længere tid, for det kommer til at vare et stykke tid, før du lærer at nyde igen. Der er ikke nogen, der lægger en arm om skulderen på dig og forbereder dig på, hvad der skal ske. Alting er, som det plejer at være. Lige indtil det pludselig ikke længere er. Da eftermiddagsmørket sænkede sig over Stockholm mandag den tredje december, var der ikke nogen, der vidste, at rigets trusselsniveau i al hemmelighed var blevet forhøjet. Ingen vidste, at der i Forsvarets store murstensbygning på Lidingövägen sad mænd og kvinder med uniform og navneskilte, og at de forventede det værste. Og ingen vidste, at den store strømafbrydelse, der skulle indtræffe klokken seks minutter over fire, kun var begyndelsen til noget langt større. * Mændene i den hvide varevogn oppe på Klarabergsviadukten havde ingen anelse om, hvad de ventede på. Nej, det passede ikke, de havde selvfølgelig en anelse af en art, men de vidste ikke, hvem de ventede på. Heller ikke, hvad han ville gøre, hvem han skulle møde, hvordan alting ville komme til at se ud. Og heller ikke hvorfor, hvilket naturligvis var det, der bekymrede dem allermest. Tavsheden i det snævre lastrum var lige så kompakt som det areal, de havde til rådighed. Udefra så det ud som en hvilken som helst va10


revogn uden påtrykt navn, hvilket selvfølgelig også var meningen, og den var sandsynligvis engang blevet købt, fordi den virkede rummelig og generøs. Derefter var al dømmekraft løbet løbsk. Nogen havde givet en teknikerstab med et alt for højt budget helt frie hænder, og nu var bilen så fuld af skærme og elektronik, at den i mindre grad føltes som en arbejdsplads og mere som et drengeværelse, der var blevet brugt rigtig mange penge på, i en familie, der havde meget lidt plads. Arealet hen mod førerkabinen var krympet med en meter på grund af et stativ med computere og elektroniske enheder, der formentlig gav sig af med vigtige sager, men som mest så ud til bare at stå og blinke rødt og grønt. Hen ad den ene langvæg hang der to rækker fladskærme, og bag det lange og smalle arbejdsområde lige under skærmene befandt der sig fire voksne mænd, hvilket var mindst to for meget. De to, der sad ved tastaturerne, var ikke lige gamle, men de hørte uheldigvis til i samme vægtklasse. Lige bag dem klemte de to sig sammen, som havde kommandoen: Ham, som de andre kaldte Lassie, når han ikke hørte det, og ham, der hed Velander, og som var it-ekspert, klædt i civil og totalt ubestemmelig, hvad angik alder; han bar briller, der hele tiden så ud til at dugge på grund af varmen derinde. De stod og krøb sammen under loftet, skulder ved skulder, med blikket klistret til hver sin skærm, til de uskarpe, gråblå overvågningsbilleder fra centralstationens nederste etage. Det var den ældste af de to, der først fik øje på ham. To minutter før den fastsatte tid. “Hvad fanden laver du her?” Hans stemme var ikke højere end en udånding, men alle hørte det, og da de først havde fået øje på det, han talte om, bemærkede de det samme. Måske var det noget i bevægemønstret. Måske hans stressede skridt, måske noget andet. Under alle omstændigheder gik der et gys af opmærksomhed gennem rummet, den samme pludselige årvågenhed, som når man ud af øjenkrogen får øje på en gammel kæreste i en teaterpause, en, man ikke har set i flere år, men som stikker ud i mængden, og som man ikke er i stand til at vriste blikket fra. 11


Han havde forandret sig. Han luntede mere, end han løb, hans hår strittede, som om han lige var stået ud af sengen, selvom det var ud på eftermiddagen, eller i det mindste som om han havde tilladt vinden og fugten at style det efter forgodtbefindende. Ham, der altid havde været velklædt i tøj, der matchede. Som havde været skarp og veltrænet, og som ingen rigtigt plejede at tro på, når han fortalte, at han var fyldt halvtreds – op til flere gange, som den stående vits havde været de seneste tre fødselsdage. Det var så hyggeligt sidste gang, så i år fylder jeg halvtreds en gang til. På kun tre måneder så det ud til, at han pludselig var blevet indhentet af alderen. Og ikke nok med det, den så ud til at have overhalet ham og være kommet foran. Han virkede træt, nedbrudt, med frakken hængende på en måde, så det så ud, som om nogen havde hældt den ned over ham, og hans jeans var tunge af snesjap til langt op på læggene. Da han masede sig frem over det gråblå marmorgulv i banegårdshallen, en gråblå frakke i et hav af andre gråblå rejsende, gjorde han det med bevægelser, som var forcerede og rykvise og med en skarphed, der så ud til at kunne briste når som helst. Han forsatte ud og ind af deres skærme. Hastede ind i den hvælvede banegårdshal, hen under alle vægmalerierne og i retning af de nye rulletrapper i den anden ende. Det kunne ikke være ham, de ventede på. Men hvis det ikke var: Hvorfor befandt han sig så der, nu? “Hvad gør vi?” spurgte ham med de duggede brilleglas. “Forholder os afventende,” sagde ham, der blev kaldt Lassie. Og i to lange minutter var der ikke nogen, der sagde noget i den hvide varevogn. * Klokken havde stadigvæk kun været syv minutter i fire, da den knaldgule taxa var standset på Vasagatan uden for Stockholms centralstation og havde sat William Sandberg af i tøsneen og eftermiddagshalvmørket mandag den tredje december. 12


Tykke dyner af mørkegrå skyer hang som et tyngende grydelåg der, hvor himlen burde have befundet sig, luften var så mættet af våd tåge, at det virkede, som om lydene fra trafikken og alt vejarbejdet smeltede sammen til en enkel, klangløs buldren. Overalt kæmpede byggeprojektører og julebelysning med at overvinde fugten. Og stilladserne og afdækningen klyngede sig til husfacaderne, som om nogen havde givet hele byen en gigantisk tandbøjle på i håb om, at den ville vokse rigtigt til. Han var træt. I dag akkurat ligesom i går og i forgårs. Hvis han havde mærket efter, ville han sikkert også have mærket, at han var sulten, men hvis der var noget, han havde vænnet sig af med, så var det netop at mærke efter. Han var holdt op med at mærke efter, da det gik op for ham, at følelserne åd ham op, helt bogstaveligt og ordret konsumerede ham: De konsumerede ham indefra i store, ubehøvlede bidder, og de havde konsumeret mindst ti kilo af det, der engang havde været William Sandberg. Den metode har formiddagsaviserne ikke opdaget, plejede han at sige. Find dig noget essentielt at bekymre dig om. Han krydsede gennem den tynde tøsne foran hovedindgangen. Fulgte den ind i banegårdshallen, hvor den blev til kanelbrunt sjap, og hvor lugten af snavs og fugtigt tøj blandede sig med lugten af caffe latte to go og folk på vej hjem. Men William Sandberg lagde ikke mærke til noget af det. Ikke til lugtene, ikke varmen i ansigtet, da vinden forsvandt og blev erstattet af varmen indendørs, ikke alle de irritable albuer, da han masede sig frem gennem folkehavet mod den nordlige udgang. Der var gået lidt under to uger efter den første mail, og om præcis syv minutter skulle han sidde i Arlanda-ekspressen. Præcis, for det var det, der havde stået. Det eneste, han kunne mærke, var håbet. Det, og så angsten, de to gik hånd i hånd. Han havde stået og ventet ved den knaldgule billetautomat i mindst fem minutter, da det gik op for ham, at han havde været på udkig efter det forkerte. 13


Perronen havde været fuld af forretningsrejsende med kufferter med hjul, mennesker med tomme blikke, der så ud, som om de var gået i hi indeni, mens de ventede på et tog, som skulle transportere dem til et andet sted, hvor de heller ikke havde lyst til at være. Men Williams blik havde været på udkig efter noget andet. Han havde ledt efter ansigter, der ikke ønskede at blive set, mennesker i snavsede jakker med tunge plasticposer og flere lag våde halstørklæder under rastløse, frysende øjne. Mennesker, der gemte sig i uformeligt tøj som et beskyttende lag mod kulden og mod kontakt med resten af verden. Måske, havde han tilladt sig selv at tænke, måske var det nogen af dem, der endelig havde ladet høre fra sig? Som endelig havde noget at fortælle, som havde kontaktet ham for at give ham en adresse eller ligefrem vise vej, hvad som helst, der kunne føre ham videre. Det havde William Sandberg håbet på. Og hvis han bare havde ladet være med det, ville han sandsynligvis have fået øje på manden på den anden perron langt tidligere. Han var et godt stykke over de tredive. Havde et headset i det ene øre, et blik, der så fraværende ud, men som ikke var det, og tøj, der var så anstrengt gennemsnitligt, at han, når først man lagde mærke til ham, stak ud som et barn, der forsøgte at gemme sig bag et gardin. Jakkesættet var afdæmpet gråt. Over det havde han en jakke uden mærker, den ribstrikkede kant i livet sad så stramt, at jakken under den stak ud som en kort, plisseret nederdel, og længst nede ved jorden, hvor jakkesættets bukseben endte, tog et par klodsede, farveløse sneakers over. I sin helhed var det, som om tøjet skreg diskret! så højt det nu kunne. Men det, der fik William til at reagere, var hans telefonopkald. Det lod til at bestå mere af tavshed end af samtale. I lange perioder hang den tynde ledning bare lige ned fra mandens øre, til ingen som helst nytte, og da han til sidst åbnede munden, var det for at komme med enkeltstående, kortfattede bemærkninger. Det var alt. Indimellem stod han og ventede rastløst, drejede hovedet fra side til side, som om han ikke kiggede på noget som helst. Men med øjne, der uden tvivl registrerede alt, hvad de så. 14


Langsomt kunne William mærke, hvordan beredskabet vågnede inden i ham. Hvad var det her? Måske havde han begået en fejl, i og med at han overhovedet var dukket op. Han havde registreret advarselssignalerne flere gange, men han havde bevidst valgt at overhøre dem. I stedet havde han tilladt ønsketænkningen at trække af med sig, og nu stod han her, uforberedt og ubeskyttet, og måske var han vadet lige ud i noget, han ikke anede hvad var. Enten det. Eller også var han bare en mistænksom, gammel idiot, og han skulle bare tage og slappe af. Det var ikke forbudt at have dårlig tøjsmag, og det var ikke forbudt at tale i mobiltelefon, heller ikke selvom begge dele ville være en ganske udmærket idé. William var blevet indkaldt til et møde, og af en eller anden grund var personen sent på den. Hvad underligt var der ved det? Klokken var allerede fem minutter over fire, da Arlandatoget rullede ind på perronen, og det til sidst gik op for ham, at hans intuition havde haft ret. Foran ham standsede lokomotivet ved bufferen med alle sine hundredvis af gule tons, hvæsende og dryppende, mens de rejsende flettede ud og ind mellem hinanden for at komme af og på. Langsomt påbegyndte folkevandringen i små strømme i forskellige retninger, hen mod stationsbygningen, til taxaholdepladserne, til de andre perroner – og lige så langsomt blev det klart for ham, at der var nogen, der slet ikke var på vej nogen steder hen. Dels den diskrete mand med headsettet. Og dels en mand mere. Han befandt sig på samme side af sporet som William, længere ude på perronen, også han med et headset i øret og den samme form for overdiskrete påklædning og samme slags konversation. Kortfattede beskeder i mobiltelefonen. Og når først man havde bidt mærke i rytmen, var der ingen tvivl. De talte med hinanden. Trætheden var væk nu. Der var noget galt. William havde modtaget ordre om at være der præcis klokken fire, og det generede ham, at der 15


var blevet sagt præcis, når nu der var gået fem minutter, og ingen var dukket op – ingen, bortset fra de to mænd med headset. Som ventede på den samme person som ham? Eller endnu værre: Som ventede på ham? William så sig omkring. Det begyndte langsomt at tynde ud i folkemassen på perronen, og alle dem, der ikke var i gang med at slentre om bord, var i stedet i gang med at slentre væk derfra – og fandens også. William havde netop lagt mærke til mændene med headset, fordi de ikke gjorde nogen af delene. Og nu begik han selv den samme fejltagelse. Han tøvede i to minutter, før han besluttede sig. Møde eller ej, for hans vedkommende var det aflyst. I stedet ledte han efter et hul blandt alle de forbipasserende rejsende, gled ind og vendte om for at følge med strømmen hen mod stationen. Kun ét skridt nåede han at tage. “Amberlangs?” Den mand, der stillede sig i vejen for William, havde så bred en brystkasse, at den ville have været lattervækkende i en hvilken som helst anden situation. Nu var den bare ubehageligt tæt på. Han var iført dagens tredje diskrete jakkesæt, måske havde de fået mængderabat – og nu stod han godt fast med skrævende ben og med armene parat nede langs kroppen. Parat til hvad? “Og du er?” spurgte William. I samme øjeblik som han sagde det, bed han sig rent mentalt i tungen. Burde han ikke have spillet totalt uforstående i stedet for? “Stille og roligt,” sagde manden uden at svare. Norrlandsk dialekt, en kold og præcis ordre. “Følg med os, så sker der ikke noget.” Os? Hvem os? “Når du siger ‘sker’?” sagde William for at vinde tid. “Du skulle vel ikke have lyst til at præcisere det?” Bagefter skulle han flere gange spørge sig selv, hvad det var, der fik ham til at beslutte sig. Det var sådan set ikke våbnet. Det, som han kunne se inden for jakken, da norrlændingen lettede på jakkens revers, det, der hang i et sort nylonhylster, og som, så vidt han kunne afgøre, var en Sig Sauer, på den ene side politiets mest almindelige tjeneste16


våben, men på den anden side også foruroligende velrepræsenteret i underverdenen. Ikke det. Og ikke headsettet, der hang og dinglede ved siden af kinden. Det, der endegyldigt bekræftede Williams mistanke. At norrlændingen hørte sammen med de to andre, og at han ikke havde nogen som helst chance for at slippe fra dem. Heller ikke det. I stedet blev det omstændighederne, der afgjorde det hele. Omstændighederne og timingen og mørket. Og selvom det var et sammentræf, så var det ikke nogen tilfældighed. * De dage, hvor livet forandrer sig, starter ligesom alle andre dage. Alting er, som det plejer at være, indtil det ikke længere er det. Da strømmen gik klokken seks minutter over fire og henlagde store dele af Sverige i et kompakt mørke, var det en dag som alle andre. En fugtigkold eftermiddag i grænselandet mellem to årstider, der hverken ville være efterår eller vinter. På Stockholms centralstation forsvandt lyset, lokomotiverne mistede deres kraft og sank ned i tavshed, skærme og skilte blev slukket og døde. På hospitaler og i lufthavne gik nødgeneratorerne i gang, på veje og i tunneller og på jernbanesporene slukkedes lys og signaler og skabte køer og forvirring. Det var irriterende og upraktisk og en forbandet skandale, tænk at sidde fast i en elevator eller blive stående midt på sporet uden at kunne ringe, og hvad er det i grunden for et samfund, vi lever i? Og for de allerfleste var det også alt, hvad det var. Men for William Sandberg. For ham var det starten på den aften, hvor han mistede meningen med livet. For mændene i den hvide varevogn på Klarabergsviadukten var det bekræftelsen på, at det hele var under optrapning.


3. INDRE BY VAR DET FØRSTE , der blev ramt.

I tunnelbanen døde lysene og motorerne samtidig, mørket lagde sig kompakt og ubønhørligt over den ene vogn efter den anden, rejsende røg i gulvet som kegler, da nødbremserne blev aktiveret og fik togene til at standse på kun ti meter. Oppe på jorden gik gadelys og lysreklamer ud. Elevatorer og rulletrapper standsede, espressomaskiner gik brat i stå midt i halvfyldte kopper. Overalt var der bandeord og irritation, og på få øjeblikke havde mørket bredt sig i en voksende cirkel fra bydel til bydel, ud fra centrum og tværs gennem forstæderne og videre ud over landet. Og midt i det hele lå Stockholm som en bælgmørk labyrint i den lige så bælgmørke eftermiddag. Alting stod stille. Og midt i krydset mellem Sveavägen og Rådmansgatan sad Christina Sandberg. Faktisk var hun i ekstremt dårligt humør, men det var bare en af alle de ting, hun ikke havde tid til lige nu. Hun sad på bagsædet i en sort Mercedes, chokeret og mast helt ind i hjørnet mod den ene siderude og med et krampagtigt greb om dørhåndtaget og den ene nakkestøtte, og det havde selvfølgelig ikke hjulpet en brik. Men hvem fanden tager sikkerhedssele på i en taxa? Det er jo en professionel chauffør, der kører. Og i øvrigt er turen jo ganske kort. Netop denne professionelle chauffør havde brugt størstedelen af køreturen fra Sollentuna på at udsætte hende og sig selv for livsfare. Han havde siddet med blikket klistret til den monokromgule gps-skærm, han tastede frenetisk de forskellige talkoder i sin jagt på de næste køreture, samtidig med at han delte ud af sit imponerende repertoire af bandeord, hver gang en medtrafikant forstyrrede ham i processen. 18


De var lige drejet af fra Birger Jarlsgatan, og Christina havde netop tænkt, at hun måske alligevel burde tage sikkerhedsselen på. Og i næste øjeblik havde det allerede været for sent. I begyndelsen forstod hun ikke, hvad det var, der skete. Det var, som om de lige var kørt ind i en tunnel – men der lå da ikke nogen tunnel her? – og hun vendte blikket opad, ud mod det, der tilsyneladende var en mørkelagt version af hendes egen hjemby. Uden butiksruder, uden julepynt, uden trafiklys, uden nogen synlig belysning nogen som helst steder. Det var det sidste, det lykkedes hende at se, inden hele tilværelsen, pludselig og uden forvarsel, forvandlede sig til tågede tværstreger. Det var ikke lastbilen, der ramte dem. Den, der kom farende fra venstre uden at bremse overhovedet, og som sandsynligvis havde tolket det forsvundne røde lys, som at det var skiftet til grønt. Meget kunne man sige om bandeordskongen i førersædet, men reflekserne var der i det mindste ikke noget galt med. Han bremsede hårdt og drejede skarpt på rattet i én og samme bevægelse, og Christina blev kastet hovedkulds hen over bagsædet, mærkede, hvordan hjulene blokerede og gled i snesjappet under dem, og måske skyldtes det alligevel professionel dygtighed, og måske var det rent held, men hvad det så end var, så gav det lastbilen chancen for at stryge forbi lige for næsen af dem i en afstand af en millimeter. Men da bussen dukkede op fra den modsatte retning, havde han ikke en chance. Den dukkede op bag lastbilen, som var på vej væk, den havde fuld fart på og var umulig at få øje på, før det var for sent, og denne gang var der ikke tid til at reagere. Den ramte taxaens højre forende, som den ene kroketkugle mod den anden, og Christina kunne mærke, hvordan hun kurede hen over lædersædet, uden tyngdekraft og i slowmotion, magtesløst svævende som en usædvanligt velsminket testdukke i jeans og jakke. Og nu sad hun altså der. Midt i krydset mellem Sveavägen og Rådmansgatan, levende, men fortumlet, mast ind i et hjørne på bagsædet og med udsigt til en motorhjelm, hvori en bybus havde kilet sig ind som en gigantisk, rød skruestik. 19


Stilheden var næsten overdøvende. Det eneste, hun kunne høre, var lyden af hendes egne åndedrag, hvordan de blandede sig med åndedragene fra førersædet, og så den stille, statiske støj, der sivede ud fra bilradioen. Den samme bilradio, som havde druknet dem i musik hele vejen fra Sollentuna, men som pludselig lod til at have sat sig fast mellem to stationer. “Er du okay?” spurgte hun. Hun så ham nikke, to chokerede øjne i bakspejlet. “Er du?” spurgte han tilbage. Og da hun havde bekræftet, at hun var okay, mumlede han noget om endestation og afstigning for samtlige passagerer og sagde at hun kunne blæse på betalingen. Det første, hun så, da hun steg ud, var, at mørket tilsyneladende fortsatte i alle retninger. Himlen var sort, og under den hang gadelygterne usynlige og mørke, og under dem igen strakte de blygrå husfacader sig i alle retninger og forsvandt i en tåge af intethed. I den ene retning lå Hötorgs-skyskraberne. I den anden WennerGren Center. Men hun kunne ikke se noget af det. Det eneste, der brød mørket, var de kolde billygter på bilerne, der var standset rundt omkring, den finkornede regn, som svævede i lyskeglerne, enkelte lyseblå ansigter, der var blevet siddende i deres biler og blev oplyst af lyset i instrumentbrættet. Hvad var det her for noget? Intetsteds fra kunne hun mærke, hvordan mørket ligesom trængte sig ind på hende. Den måde, hvorpå hendes puls ræsede af sted uden grund, at hun næsten blev overmandet af en lammende skræk uden helt at vide hvorfor. En ordløs, isnende følelse af, at virkeligheden var holdt op med at fungere, som om en eller anden lige havde drejet på strømafbryderen til hele verden, og livet ville være sådan her fra nu af. Hun genkendte den. Alt for godt. Og hun tvang sig selv til at ryste den af sig. Det var bare en strømafbrydelse, sagde hun til sig selv, et eller andet sted var nogen kommet til at grave et kabel over eller havde 20


glemt at dimensionere en sikring, der var ikke nogen grund til at tænke alle de mange opdæmmede tanker, som ikke førte til noget som helst. I stedet så hun sig omkring, gjorde sig umage for at tænke på noget andet. En hurtig vurdering af nyheden. Stockholms indre by mørkelagt. Var det ikke en overskrift i sig selv? Det var selvfølgelig sådan, det var. Og hun tog telefonen frem for at ringe til redaktionen. Men gik i stå, da hun så den oplyste skærm. Ingen dækning. Denne gang var hun forberedt. Da den isnende virkelighedsfornemmelse væltede ind over hende igen, stålsatte hun sig med det samme, tvang sig selv til at vende sin opmærksomhed væk, ud i verden, fokusere på nyhedsværdien igen. Hvis mobilnettet også var nede – hvad betød det så? Hvor mange var ramt? Hele indre by? Eller endnu flere? Det her, tænkte hun højt inden i sig selv, var mere end blot en overskrift. Det her var en kæmpenyhed. Hvis indbyggerne i Sveriges hovedstad var strandet uden elektricitet, uden mulighed for at ringe efter hjælp, og hvis det så også fortsatte. Så var det et spørgsmål om sikkerhed. Så handlede det om hele samfundet. Så var det noget, der blev skrevet om. Christina Sandberg så sig omkring. Rakte mobilen op over hovedet, fyrede et par fotos af med kameraet, lige ud i mørket, krydset med alle de holdende biler, her og der karosseriskader, her og der bilister, som lyste med deres mobiler på kofangere og døre for at se, hvad der var sket. Hun havde allerede formuleret de første sætninger, da hun gik forbi Tegnérlunden på vej hen mod Kungsholmen og kontoret. * Da strømmen forsvandt fra Stockholms centralstation, skete det hele på en og samme tid. Mørket faldt som en skålformet hånd ned over spor og perroner, 21


pupiller, der havde vænnet sig til det kunstige lys, kæmpede for at lære at se igen, og med ét slag forsvandt alle referencer, konturer, alting. Men høre kunne man. Og det, William hørte, var en frakkes bevægelse. Et eller andet sted, kun et par decimeter foran ham, havde norrlændingen hævet sit våben, og William lukkede øjnene – ikke at det gjorde nogen forskel – og var overbevist om, at han skulle dø nu. Og så på den anden side. Hvad havde han at miste? Mørket var hans redning, sagde han til sig selv, og han kastede sig til side, planløst ind i menneskemængden, anede ikke, hvem han flygtede fra eller hvorfor, men fast besluttet på at gøre forsøget. Han skyndte sig hen mod stationsbygningen, skubbede folk til side med armene som store plove, og hvis bare han kom ind i den store hal, tænkte han, hvis bare han gjorde det, ville han kunne forsvinde i mængden og slippe væk. Bag sig hørte han forfølgende, løbende skridt. Stemmer, der råbte til ham, at han skulle standse, som om de troede, at han pludselig ville skifte mening og vende om, hvis bare deres forslag var højrøstede nok. Og foran ham nærmede Centralen sig. Han så de svage lyspunkter derinde, selvlysende, fosforgrønne nødudgangsskilte, som fortalte ham, at han var på rette vej, og han satte farten op ... Glasdøren ind til banegårdshallen var ikke til at få øje på i mørket. Men til gengæld kunne den mærkes, også i den grad. Smerten var så intens, at han var overbevist om, at han var blevet skudt. Han var løbet hen mod det, han havde troet var hans redning, og i mørket havde der ikke været nogen reflekser at se i dørene, så de havde været helt usynlige, og de motorer, der skulle få dem til at glide fra hinanden, var lige så døde som alt andet. Han kunne mærke hele kroppen skrige af smerte. Hørte et knæk i nakken og ansigtet og brystkassen, og hans mund smagte af metal, og måske var det sådan, det føltes at dø. Det tog knap et sekund, før det gik op for ham, at han sandsynligvis 22


stadigvæk var i live. For ellers ville smerten ikke have været dobbelt så slem, da de greb fat i ham fra den anden retning. Først idet den fremmede hånd greb fat om hans egen, og så da hans underarm blev presset op under skuldrene i en vinkel, som den overhovedet ikke havde lyst til at indtage, og da hans ansigt og brystkasse blev trykket tilbage ind mod glasset for anden gang og holdt fast der. Foran ham lå Centralens mørke hal på den anden side af døren. Bag ham stod tre usynlige mænd i diskret tøj, og mellem disse to punkter kunne han mærke ansigtet blive presset endnu mere fladt mod ruden som en vakuumpakket version af sig selv. Og hvad han så end havde regnet med, at der skulle ske ved Arlanda-ekspressen præcis klokken fire, så var det fandeme ikke det her. William Sandberg havde tilladt sig at håbe. Nu var alt håb ude. Og langsomt holdt han op med at kæmpe imod. * Christina Sandberg var nået hen til Barnhusbron, da hun standsede første gang. Hele Stockholm burde kunne ses i alle retninger. City dernede, Södermalm, som burde kunne ses i baggrunden, Nacka-masterne burde blinke med skarpe, hvide blink bag silhuetterne af hoteller og kontorbygninger. Men det gjorde de ikke. Hvilken retning hun så end kiggede i, var der intet andet end mørke, Kungsholmen, Karlberg, Solna, Vasastan. Usynligt. Skjult i en kompakt, uigennemtrængelig nat. Et kort øjeblik gik tankerne på langfart igen. Lige ud af den blå luft kom følelsen af savn – nej, vent, skyld – og hun trak den sorte frakke tættere om sig, blev stående med armene over kors foran kroppen. Fordi hun frøs, tænkte hun i starten. Og så gik det op for hende, at det overhovedet ikke var derfor. Det var en overført, telepatisk meningsløshed. Det var, for at hun ikke skulle komme til at fryse. Hende, der var derude et sted, for det var hun nødt til at være. Som 23


havde vendt dem ryggen, svigtet dem – jo, det var hende, der havde svigtet dem – og som, når hun skulle være helt ærlig, også havde skubbet dem fra hinanden, William og hende selv. Det var forbudt at tænke den tanke. Men hun kunne ikke lade være. Det var umuligt ikke at lægge en del af ansvaret på hende, og alene tanken om at gøre det gav hende et nyt lag skyldfølelse oven på alle de andre, satte gang i grublerierne, som når et barn sparker en karrusel i gang på en legeplads og ikke holder op, før alting går alt for hurtigt til, at man kan styre det. Et eller andet sted derude var hun. Sandsynligvis også ham, hele tiden i bevægelse, på flugt fra det, han flygtede fra, hvad det så end var, sig selv eller sin samvittighed, eller måske også fra Christina, og skråt op med det. Det var, som det var. Hun var redaktionschef på Sveriges største formiddagsavis, og man fik ikke udrettet en dyt ved at stå og have ondt af sig selv. Rundt om hende lå hele byen hen i mørke. Og hun begyndte at gå igen, ned ad broen, ind mellem husene. Det her, tænkte hun, var meganyheder. Og det skulle vise sig, at hun havde ret i endnu højere grad, end hun anede.


4. DEN PIGE, DER SNART SKULLE DØ , men som endnu ikke vidste det,

kæmpede mod to forskellige ting på én gang. Dels mod sin egen krop. Den, der ikke rigtigt ville bære hende, ikke bevæge sig så hurtigt, som hun forsøgte at få den til, den krop, der var blevet gammel, selvom hun kun var tyve, og som altid fik folk til at træde et skridt baglæns, selvom hun ville ønske, de ville lade være. Den krop, som nu masede sig af sted i slowmotion gennem det massive, uigennemtrængelige mørke i tunnelbanehallen under Hötorget. Dels det. Og dels kæmpede hun mod den dunkende følelse af panik. Hvad fanden havde hun gjort? Alting lå hen i mørke. Det eneste, der var at se, var enkelte fosforescerende skilte ved nødudgangene, som glødede svagt grønt ved væggene, og overalt virkede det, som om usynlige dynejakker løb i tilfældige retninger med tilbageholdt panik, og det kunne bare ikke være hende, der havde forårsaget det her. Hvordan skulle det være gået til? Det var umuligt. Og så alligevel. Hun burde slet ikke befinde sig på dette sted. Hun burde være blevet hjemme – hvad hjem så end betød – hjemme, hvor hun havde skjult det, hun ejede, og hvor hun kunne holde sig for sig selv. I hvert fald indtil nogen opdagede hende og smed hende ud. Selve forlystelsesparken havde lukket for vinteren i september måned. Men allerede fra august havde de ikke længere åbent på hverdage, og hvis bare man sørgede for at undgå vagterne og bygningsarbejderne, hvis bare man vidste, hvilke hemmelige kroge de var ligeglade med at holde øje med, hvis man bare var forsigtig og lidt smart, så kunne man have sin 25


egen bopæl i næsten seks måneder, indhegnet og med tag og varme. Og hvad mere kunne man forlange? Hjemme, ville hun kunne svare, hvis nogen spurgte, det er på Djurgården. Ikke så lidt fashionabelt. Men ingen spurgte. Hjemme var der, hvor hun havde elsket at komme som barn, hvor runde lamper havde blinket i skrigende farver, hvor vogne var skramlet ned ad rutsjebaner, og hvor stemmer havde hylet af glæde, og hvor en af stemmerne havde været hendes. Nu var lysene slukket. Der lå presenninger hen over skinner og vogne af blik og skinnende glasfiber, og nogle gange gik hun forbi dem i vinterfugten, og der lå de, præcis ligesom hende selv. Som rester fra en fest, hvor alle er gået hjem, triste og ligesom gennemskuede, og midt i det hele fandtes hendes hjem bag tynde trævægge og bølgeblik. Koldt. Fugtigt. Utrygt. Og alligevel gjorde det hende stolt på en eller anden måde, som hun ikke kunne forklare. Hun havde sit eget liv, det var et lorteliv, og det vidste hun godt, men det var hendes lorteliv og ikke deres, og alt andet var ligegyldigt. Det var i hvert fald sådan, hun plejede at føle. Men ting forandrede sig. Nu befandt hun sig her, og hun kæmpede sig frem gennem den bælgmørke tunnelbanehal, op ad rulletrappen, der stod stille, ud i den fugtigkolde eftermiddagsluft. Først da gik det op for hende, at mørket fortsatte heroppe. Det var dag, men alligevel var det nat. På torvet lå der grøntsager og blomster på rad og række under uoplyste markiser, og på den anden side hævede den store biografs glasfacade sig som en tom, sort terning. Hvordan skulle hun have båret sig ad med at få det her til at ske? Måske var hun paranoid. Måske, sagde hun til sig selv, var det hendes skæve virkelighedsopfattelse, der overdrev alting. Hun havde ikke taget noget i flere dage, og måske var al uroen bare et symptom af en art, en ny version af den der medrivende, svedige rastløshed, der altid greb hende, og som før eller siden fik hende til at falde i igen. 26


Bare ikke denne gang. Det havde hun lovet sig selv. Og det løfte havde hun tænkt sig at holde. Hun fortsatte frem mellem boderne, væk fra torvet, hele tiden på vagt efter stemmer eller råb eller skridt, der fulgte efter hende. Det var kun et spørgsmål om tid, før de begyndte at lede efter hende, det var hun sikker på, og så længe hun bevægede sig gennem byen på denne måde, beskidt og rystende af abstinenser og med den tynde nylonrygsæk, der var ved at kollapse på grund af tyve-tusind-kroners-computeren indeni, så længe hun gjorde det, ville der ikke ligefrem være brug for nogen kriminologiske undersøgelser for at få øje på, at det var hende, de ledte efter. Men havde hun haft andet valg? Hun havde fået strømmen til at gå, hvorfor og hvordan fanden hun havde båret sig ad, vidste hun ikke, men der var ikke noget galt med hendes evne til at skelne det ægte fra det uægte, og det var helt sikkert sket i virkeligheden. Og alligevel var det ikke det, der nagede hende mest. Ikke mørket. Ikke engang angsten for at blive indhentet og pågrebet for det, hun havde stjålet. Ingen af de ting. Det værste var, at hun vidste, hvad hun burde have gjort. Klokken var ti minutter over fire om eftermiddagen den tredje december. Alting var mørke og sorthed og sne, der faldt og blev til vand. Og her løb hun nu, Sara Sandberg, pigen, der snart skulle dø, men som ikke vidste det, og et eller andet sted i det kolde, blyantsgrå helvede, som var Stockholm, og som hun foregav var hendes hjem, et eller andet sted derude befandt han sig, ham, der kaldte sig hendes far. I rygsækken havde hun en advarsel, der var til ham. Og nu var det udelukkende hendes fejl, hvis den ikke nåede frem.


5. WILLIAM SANDBERGS ØJNE STIRREDE ud fra spejlet og direkte til-

bage på ham selv. Det fugtige hvide i de to øjne, skinnende i lyset fra den iskolde, batteridrevne LED-lampe, der hang på den ene langvæg, og som det næsten lykkedes at bryde igennem mørket derinde. Han stod op, helt henne ved glasset, lod blikket vandre fra side til side. Et skarpt, anklagende blik lige ind i det usynlige rum, som han vidste fandtes på den anden side. “Hvis det her er en polterabend, så kan I godt komme frem nu,” sagde han. Stemmen var tonløs og utålmodig. Filtreret ud gennem sammenbidte tænder, som om hvert eneste ord pressede sig op af brystet på ham mod hans vilje. Og derpå, mere lavmælt og med en skarpere eftersmag, end han havde haft til hensigt: “For i så fald har I valgt den forkerte ende af ægteskabet.” Intet svar, kun spejlet, tavsheden, mørket. Han så sit eget åndedrag krympe som en isblå hinde på glasset, så tæt på stod han, en ensom sky på den kulsorte himmel, mens han stod der og nidstirrede dem. Akkurat som om han kunne se lige ind i øjnene på dem, en for en. Det kunne han selvfølgelig ikke. Men han havde selv siddet på den anden side så mange gange, at han vidste, man aldrig følte sig sikker. Hver gang den mistænkte mødte ens eget blik, løb der en ubehagelig kuldegysning igennem kroppen, også selvom man udmærket godt vidste, at det var umuligt at se igennem spejlet fra den side, og hvis William kunne give dem en smule af den følelse, så værsgo. Min omgang. Sådan stod han og så sine konturer blive farvet iskolde af nødbelysningen. Hvor længe havde han været her nu? En time? Mindst. Måske to. I 28


et forhørslokale på sin egen arbejdsplads. Eller, rettede han sig selv, det, der engang havde været hans arbejdsplads. I løbet af den tid havde følelserne nået at gå fra vrede og angst og tilbage igen. Han havde været rundt om de samme spørgsmål igen og igen, og for hvert minut der gik, virkede de større og mere og mere ubehagelige: Hvad fanden lavede han her? Og hvorfor havde de ventet på ham? De var sandsynligvis fra Säpo. Enten det, eller også var de fra militærpolitiet, hvilket ikke betød en skid, de havde under alle omstændigheder en elendig tøjsmag. Da de til sidst var blevet trætte af at mase ham op mod glasdøren, havde de ført ham gennem mørket til Vasagatan og en ventende sort Volvo. Der havde de givet ham sikkerhedssele på, meget omhyggeligt, for at han ikke skulle komme til skade, hvis de kom ud for en ulykke, hvilket unægteligt var forbløffende betænksomt med tanke på, at de umiddelbart inden havde opført sig, som om de ville presse milten ud af kroppen på ham med knæene. Derefter havde de kørt ham gennem Stockholm uden at sige en lyd. Overalt havde byen været helt sort. Hver eneste bygning, de var kørt forbi, hver eneste gade, tunnel, kryds, alt havde ligget hen i totalt mørke. Butiksruderne stod som tomme spejle, julepynten hang livløst hen over gaderne, lysreklamer snoede sig som mørke slanger over indgangspartiet til biografer og teatre. “Hvad er det, der er sket?” havde han spurgt, men ingen af mændene omme foran havde været den mindste smule interesserede i at svare. Til sidst var de drejet af fra Lidingövägen og var kørt ind gennem nogle sikkerhedslåger, ned i parkeringskælderen under det gyselige, firkantede murstenshus, som husede Forsvarets hovedkvarter. Der havde de taget hans mobiltelefon og ur og overtøj fra ham og anbragt ham her. Og så havde de ladet tiden gå. En time. Måske to. Og strømmen var stadig ikke vendt tilbage, hvilket bekymrede ham mere, end han havde lyst til at tænke på. Ikke fordi der var specielt meget at kigge på derinde – det rum, han 29


sad i, var en kasse med grå vægge og gråt gulv, det var alt. Ud over det store spejl bestod møblementet af et bord og fire stole, som staten måtte have indkøbt til den lavest mulige pris, det var den eneste fornuftige forklaring på, hvorfor en person nogensinde skulle have peget på noget i et katalog og sagt ‘se her, dem vil vi gerne have, vi tager hundrede styks af dem, tak’. Men det var ikke mørket i sig selv, der gjorde ham urolig. Det var sammentræffet. Mailen, mødet, pågribelsen, strømafbrydelsen – på en eller anden måde hang det sammen, gjorde det ikke? Der var ikke noget mønster. Ikke nogen logisk sammenhæng. Det eneste, han vidste, var, at han sad der, hvor han sad, og at alt, hvad han kunne gøre, var at vente på, at hans egne forhenværende kammerater skulle samle energi nok til at få røven op af stolen derinde bag spejlet og vade de tre meter gennem gangen udenfor og komme herind og fortælle ham, hvad der foregik. Han kunne høre sig selv fnyse. Kammerater. Jo, jo. Med den slags venner, og så videre. “Jeg har også læst manualen,” sagde han hen mod spejlet. “Bare så I ved, at jeg lige nu udtrætter jer i lige så høj grad, som I udtrætter mig.” Mere sagde han ikke. Stabil holdning. Nægtede at flakke med blikket. Det var præcis, hvad de ventede på, og også det vidste han. At han skulle bryde sammen og vise sig usikker og bange. Og han havde ingen planer om at give dem den glæde. “Det her er, hvad vi gør. Jeg sætter mig ned nu. Så kan I bruge tiden på at nedskrive, hvilke tics og bevægelser jeg giver mig til at lave, og når I synes, I har set nok, er I velkomne til at komme herind. Er det sådan, vi gør?” Han gik over til bordet. Satte sig med blikket mod spejlet, valgte omhyggeligt, hvordan hans kropssprog skulle være. Armen på stoleryggen, den anden på bordet, afslappet og i en bred vinkel. Åbenhed, tryghed. Og netop som han sad og gjorde det, indhentede tankerne ham. Der var et spørgsmål, han havde glemt at stille sig selv. Ikke, hvad der var sket. Ikke hvorfor han befandt sig her. Men – hvordan? 30


I løbet af et enkelt øjeblik var det, som om ubehaget blev konkret, i og med at det endelig lykkedes ham at stille sig selv det spørgsmål, som han havde båret på hele tiden, men som det ikke var lykkedes ham at formulere: Hvordan kunne det være, at de havde ventet på ham lige der? Hvordan vidste de, at han ville dukke op netop der, netop på det tidspunkt? Havde de aflyttet ham? Læst hans e-mails? Eller hvad der var endnu værre, fulgt hans færden via hans mobiltelefon, kortlagt hans bevægelser? I så fald: Hvor længe havde de gjort det? Pludselig var det, som om alting faldt på plads, som om han betragtede sig selv med deres øjne, og han blev grebet af et magtesløst behov for at forsvare sig, selvom ingen havde anklaget ham for noget endnu. Han var dømt på forhånd. For hvad vidste han ikke, men dømt var han, og inde i hovedet gennemgik han alt det, der var sket de sidste par uger, måneder, ja, fandeme hele efteråret. Alting fra den torsdag for tre måneder siden, hvor han trampede ud af receptionen for sidste gang, smed sit adgangskort og sin legitimation på gulvet i stedet for at aflevere tingene i lugen, som om der var noget, der blev bedre af, at han hævnede sig på en uskyldig knægt i vagtlugen. Alt fra det øjeblik til alle hans vandreture, nat efter nat, i det isnende kolde efterår, i regn og i det her forpulede snask, som skulle forestille vinter, alt det der, som mændene bag glasset ikke kunne kende noget til. Eller kunne de? Han lukkede øjnene. Og de mails. Dem ville de selvfølgelig komme og spørge til. Selvfølgelig ville de da komme og spørge ham om alting, men hvad fanden skulle han svare? I samme øjeblik som han åbnede øjnene igen, gik det op for ham, at han lige havde ladet dem vinde. Han havde glemt at passe på. Havde sænket paraderne. Han sad med benene tæt sammen, med fødderne ind under stolen, sammensunket og bøjet i ryggen som et perfekt billede på den måde, han havde det indeni. Eller når han skulle være helt ærlig, den måde han havde haft det indeni i flere måneder. 31


Han vendte blikket mod spejlet. “Utryg,” sagde han. Lavede en fejende bevægelse med hånden for at gøre dem opmærksom på, hvordan han sad. “Bekymret, måske ovenikøbet nervøs. Skriv det ned, så vi kan få det her overstået på et tidspunkt.” Han kunne mærke trætheden strømme ind over sig, og denne gang orkede han ikke at stritte imod. Han orkede ikke at sidde her, orkede ikke at spekulere og gruble og tænke. Den slags havde han allerede brugt alt for meget tid på. “Hør nu her. Jeg tror, at både I og jeg har bedre ting at tage os til end at sidde og kigge på spejlet her.” En pause. Og så, med større ærlighed, end han ønskede at fremvise: “Især i betragtning af at jeg ikke tror, nogen af os er specielt glade for det, vi ser.” * De øjne, der betragtede William fra den anden side af glasset, var færre, end han regnede med. Halvdelen af dem tilhørte en major ved navn Cathryn Forester, og da hun lukkede dem med et stille, usynligt suk, skyldtes det ikke træthed, men en frustrerende cocktail af andre følelser. Stress. Rastløshed. Og uro. Træthed var der ikke tid til. “Please,” sagde hun. Selvom ordet kun var på én stavelse, så betonede hun det med et underskruet britisk tonefald på en måde, som om manden ved siden af hende var tolv år gammel og lige havde påstået, at det ikke var ham, der havde smadret bordet i stuen, selvom han stod der med røde kinder og et cricketbat i hånden. “Der findes ikke nogen type,” sagde hun, da stilheden fortsatte. “Ingen er typen, før det pludselig viser sig, at de alligevel er. Som når naboer står der i tv og siger, at de aldrig kunne have forestillet sig det. Ham, der var så venlig.” Men den mand, der stod ved siden af hende, var ikke tolv år, og 32


han havde ikke smadret noget. Han lod hendes ord passere, rank og sammenbidt og med blikket fæstnet på forhørslokalet. “Jeg kender ham.” Det var alt, hvad han sagde. Han var høj, sikkert en meter og halvfems, velklippet, gråt hår. Han var sikkert tyve år ældre end hende, og han stod der, ubevægelig i sin tjenesteuniform, det svenske forsvarshovedkvarters gråblå uniform, der fik ham til at se ud, som om man havde taget en officersuniform fra et hvilket som helst andet land og vasket den i for billigt vaskepulver. De andre kaldte ham Lassie bag hans ryg. Hvorfor vidste hun ikke, kun, at han hadede det, og på en eller anden måde gjorde det ham endnu mere ynkelig. “Hvad betyder ‘kender’?” spurgte hun. “Vi har arbejdet sammen i næsten tredive år ...” “Det ved jeg. Jeg mener i filosofisk forstand.” Hans himlen med øjnene var ikke halvt så elegant som hendes please. “Jeg ved ikke, hvilke fremgangsmåder I benytter jer af. Men den svenske efterretningstjeneste beskæftiger sig ikke med filosofi.” “Ser man det,” sagde hun. “Men det burde I måske gøre?” Hun kunne høre skarpheden i sin egen stemme, og hun fortrød den med det samme. Hun ønskede ikke nogen konflikter. Det var trods alt hende, der havde kommandoen her, og ikke ham, og hvis en af dem skulle føle sig magtesløs og klemt, så var det ikke hende. Men der var nu engang noget ved ham svenskeren, der gjorde hende frustreret. Dels det, at han havde valgt at tale engelsk til hende, selvom hun havde en uddannelse som tolk, og hendes svenske var næsten lige så godt som hans. På en eller anden magisk omvendt måde fik han hende til at føle sig underlegen, han signalerede, at hun var en midlertidig gæst, og at det i praksis var ham, der havde kommandoen, og at han ligesom af ren og skær høflighed gav hende lov til at være her. Og det var netop det. At sådan forholdt det sig overhovedet ikke. Og hun havde hverken tid eller lyst til at bruge kræfter på at gøre sig gældende, ikke her, ikke nu, ikke evig og altid. 33


Cathryn Forester var vokset op i en familie med fire brødre, og hvis der var noget, hun havde fået mere end nok af, så var det mænd, der forsøgte at sætte hende på plads. Mænd, der kaldte hende nedladende ting, og som lagde hovedet på skrå og viste hende, hvor charmerende de syntes hun var, harmløs og charmerende og måske en smule dum. I hendes familie, i skolen, på universitetet, og med årene havde hun lært, hvordan de skulle tackles, at hun skulle lade, som om det overhovedet ikke påvirkede hende, selvom det naturligvis aldrig blev helt sandt. Da hun som trediveårig var begyndt at arbejde inden for efterretningsvæsnet, havde hun nået at opbygge et panser, der kunne modstå en hel hær af hoveder lagt på skrå. I helt bogstavelig forstand. Problemet med svenskeren var, at han ikke gjorde noget af alt det der. Han argumenterede for en ven. Han var saglig og behersket og sikker i sin sag, men det var hun tilfældigvis også. På sin vis havde de begge to ret. Og det havde hun et problem med. “Jeg er ikke dummere, end at jeg godt kan se, hvordan det tager sig ud,” sagde han til sidst. “Men ingen af os havde regnet med det her.” “Ikke det?” Den der underskruede britiske tone igen. “Ingen af os? Det her?” Major Cathryn Forester slog ud med armene i mørket, pegede på det her, som fandt sted omkring dem. Mørket, den manglende strøm – lige netop det, som hun havde advaret om, lige netop det, som de havde vidst ville ske igen, bare ikke hvornår, ikke hvor, ikke hvor stort. Vi kunne lige så godt have blodårerne siddende uden på kroppen. Det var de ord, hun havde brugt tre uger tidligere, da hun stod i det såkaldte briefinglokale. Stående over for hele det samlede svenske personale, masser af kort på væggene. Så sårbare er vi. Ingen havde haft indvendinger. Fordi alle vidste, at det var sandheden. Og hvis den svenske officer ved hendes side påstod, at det her var kommet bag på dem, var det en diskussion, hun end ikke orkede at tage. 34


“Han er AMBERLANGS,” sagde hun. Saglig nu, rolig, med tryk på er. “Ja, det ved jeg,” sagde han. Ikke mere. Og et øjeblik blev de stående på den måde, kun oplyst af nødlampen på den anden side af spejlet. Hundrede og firs centimeter britisk officer i civil, med højhælede støvler og isklare øjne og allerøverst en rødblond drengefrisure, som enten var omhyggeligt stylet eller et resultat af meget hård blæst. Og så ham, som de andre kaldte Lassie. Som i virkeligheden hed Lars-Erik Palmgren, som vistnok var tæt på pensionsalderen, og som pludselig havde måttet finde sig i at arbejde sammen med hende uden at have bedt om det. På den anden side havde hun heller ikke bedt om at komme til at arbejde sammen med ham. Men de befandt sig midt i et større angreb, og det var ikke noget, nogen af dem havde haft noget ønske om. “Så hvad gør vi?” spurgte han. Cathryn Forester tog mappen på bordet foran sig. “Fem minutter mere,” sagde hun. “Så går vi ind.”


,11389Etvage11to1e-1_1_0MSindd 1

2709/17 11.01

Profile for JP/Politikens Forlag

Et vågent øje af Fredrik T. Olsson  

Store dele af Sverige rammes pludselig af strømafbrydelse. Kort efter udsættes strategiske mål i resten af verden for elektroniske angreb. D...

Et vågent øje af Fredrik T. Olsson  

Store dele af Sverige rammes pludselig af strømafbrydelse. Kort efter udsættes strategiske mål i resten af verden for elektroniske angreb. D...