Page 1

BRITT BENDIXEN

i samarbejde med

IBEN ALBINUS SABROE (f. 1972). Cand. mag. fra Aarhus Universitet og uddannet manuskriptforfatter fra Syddansk Universitet. Har en baggrund som journalist og filmog boganmelder og har skrevet flere bøger om populærkultur, bl.a. Da Sex and the City ændrede verden. I dag arbejder hun som manuskriptforfatter inden for film og tv.

Iben Albinus Sabroe

BRITT BENDIXEN (f. 1942). Startede til dans kun to år gammel, Danmarksmester som otteårig, studieophold som danser i Cannes, New York og London. Var danser i Cirkusrevyen sæson 1962/63 samt i flere tv-produktioner og film senest i Dancer in the Dark (2000). Medvirkede i Erik Clausens film Aldrig mere i morgen (2017). Har siden 1968 arbejdet som koreograf på utallige musicals og revyer og blev i 1989 kåret som “Revyernes Revys Æreskunstner” for sin koreografi i Cirkusrevyen samme år. Har siden starten i 2005 været dommer i Vild med Dans på TV2. Er med i 14. sæson af det populære danseprogram i efteråret 2017.

Vi gik ind til Cleopatra-nummeret, det kørte fantastisk, og jeg var god. Alle danserne var gode. Jeg fik taget mit spring over på reposen. Men samtidig gjorde en anden danser det samme, så jeg sprang hurtigt tilbage igen. Jeg gjorde mig meget umage for at spille ægte paparazzi. De høje marmorsøjler, der indrammede paladset, var der derimod ikke meget ægte ved. De var lavet af pap og støttedes af små træben. Idet jeg landede igen efter min tur på reposen, kom jeg med min skulder til at strejfe den søjle, jeg stod ved, og den begyndte at tilte. Jeg så op til min gru. Mine tanker frøs. Jeg håbede og bad. Men nej. Søjlen væltede, og den tog den næste søjle med og den næste og den næste og så videre. Gitte Hænning sang fortsat, mens folk i salen spærrede øjnene op. For hver søjle, der faldt, lød et gys fra publikum, der ikke vidste, at søjlerne var lavet af pap. Jeg havde det forfærdeligt. Vi gik ud i garderoben, og balletpigerne messede igen: ”Britt, nu bliver du fyret, du bliver fyret, du bliver fyret.” Jeg græd. Jeg var ude af mig selv. Jeg ville så gerne gøre det godt. Der gik ikke længe, før en assistent kaldte: ”Volmer-Sørensen ønsker at se Britt Bendixen.”

D

a Britt Bendixen fyldte 62, troede hun, at hendes karriere havde toppet. Men en opfordring fra TV2 om at blive dommer i Vild Med Dans gjorde hende med ét landskendt, og siden har hun været elsket af danskerne.

I denne erindringsbog fortæller Britt Bendixen med åbent hjerte, humor og selvironi om sit liv. Om at vokse op på en danseskole i efterkrigstiden og blive opdraget af to usædvanligt selvstændige kvinder, moren og mormoren. Om altid at være gået efter det bedste – selv når det indebar at udfordre datidens kønsroller og koryfæer – for at blive danser, danselærer og ikke mindst anerkendt koreograf i tv, musicals og landets største revyer. Et lyst sind – er ofte en viljessag handler om at komme langt med livsglæde og viljestyrke – også når man møder modstand og for eksempel mister dem, man elsker. Om at turde kaste sig ud i den helt store kærlighed for anden gang – og med en kvinde. Og om at gå i zebrastribet bikini, selvom man er 75 år. Bogen er ligesom Britt Bendixen: varm, sjov og med en smittende livskraft.

Omslag: Maria Bramsen Omslagsfoto: Jes Larsen Barndomsfoto bagside: privat

2017074_Et lyst sind_omslag.indd 1

I samarbejde med Iben Albinus Sabroe POLITIKENSFORLAG.DK

Uddrag fra bogen

19/09/2017 09.41


BRITT BENDIXEN

ET LYST SIND – er ofte en viljessag I samarbejde med Iben Albinus Sabroe

POLITIKEN

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 3

19/09/2017 09.22


Et lyst Sind er lige saa ofte en Viljessag, som det er en arvet Gave! Mitzi Bendixen i sin private gĂŚstebog, 8. oktober 1933

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 5

19/09/2017 09.22


Min debut i Cirkusrevyen 1962. Foto: privat

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 6

19/09/2017 09.22


INDHOLD

Prolog 9 Hvem som helst kan hvad som helst 15 En rigtig mor 33 Duften af safran 49 Verdensberømt i Husum 59 Frimærkesamleren 73 På kostskole 85 Ud i det blå 99 Scenebacillen 109 Audition 123 Den sommer, jeg dansede for Grace Kelly 141 Den amerikanske koreograf 155 Gid sommeren varede længere end til september 167 Drømmejobbet som koreograf 183 Niclas 195 Succes 213 Mentor 229 Bruddet 239 Tirsdagsmiddage 257 The show must go on 271 Marianne 285 Vild med dans 295 Et nyt kapitel 307 Mit professionelle liv i årstal 321

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 7

19/09/2017 09.22


2017074_Et lyst sind_indhold.indd 8

19/09/2017 09.22


PROLOG Baghold i Pyrenæerne

J

eg havde netop haft afdansningsbal med flere end 1500 elever, og jeg trængte til ferie. Jeg følte, at bjergene kaldte på mig med deres hvide sne og klare, kølige luft. Det var i foråret 1960, og jeg var lige fyldt 18. Året før havde jeg været au pair hos en familie i Schweiz, hvor jeg havde lært at stå på ski. Nu drømte jeg om at komme tilbage til Alperne og suse ned ad bakkerne igen, og jeg havde ikke noget imod at være alene på ferie. Min mor, der også var min chef på danseskolen, syntes, det var en god idé. Hun sagde: ”Ved du hvad, Britt, skal vi så ikke sige, at jeg kommer og mødes med dig i Østrig, når du har stået på ski, og så kører vi sammen i bilen videre ned til Spanien?” Det lød herligt. Inden jeg tog af sted, foreslog min mor: ”Der ligger et hotel i Innsbruck, der hedder Hotel Goldener Adler. Skal vi ikke mødes der den 15. april klokken 15 i restauranten?” Dengang var der hverken internet eller mobiltelefoner, men vi lavede en aftale.

Jeg havde en skøn skiferie og rejste så videre med toget til Innsbruck. Her fandt jeg heldigvis frem til hotellet, hvor min mor sad og ventede. Glade og fro pakkede vi min mors smukke Opel Olympia og satte kursen mod Costa Brava, mod Tossa De Mar og sommervarmen. 9

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 9

19/09/2017 09.22


Da vi kørte ned igennem Frankrig og nåede til Pyrenæerne, slog det min mor, at hun elskede at køre ad de små veje: ”Tager man aldrig på opdagelse ad afkørslerne, oplever man kun det ordinære,” sagde hun. Jeg fandt hendes kæmpestore bog fra FDM frem med kort over hele Europa, bladrede løs og fandt siden over Pyrenæerne. Der er ikke mange veje i det område, da det er mere end 3000 meter høje bjerge, der skal forceres. Men min mor pegede på en lille vej på kortet, der bugtede sig op ad bjerget, og sagde: ”Den er ikke ret meget længere end hovedvejen, kan jeg se. Skulle vi ikke snuppe den?” Vi drejede bilen ind på den snoede sti, og den førte os op i et smukt bjerglandskab. Vi hyggede os og sludrede, mens vi kørte opad, opad, opad. Vejen blev mere snørklet og meget svingende, som den snoede sig rundt om det bjerg, vi kørte på. Vi var nået op i den del af Pyrenæerne, hvor vegetationen var sparsom, og landskabet mere goldt, men hist og her voksede vilde blomster og små buske, og solen skinnede, så humøret var højt. Min mor jublede over, hvor spændende det var, at vi ikke havde mødt en eneste anden bil på turen … Et lille stykke fra toppen, hvor vejen gik igennem et højtliggende pas, udbrød hun: ”Nu tror jeg kun, der er et sving mere, vi lige skal rundt om, og så går det ned ad bakke mod Middelhavet.” Vi kørte ind i passet og kom rundt i svinget, men jeg glemte hurtigt alt om at spejde efter havet. Midt på vejen stod pludselig 15-20 guerillatyper med vildtvoksende fuldskæg og maskinpistoler og stirrede på os. ”Hovsa”, sagde min mor. Og jeg tænkte: ’Ja tak. Hovsa. Det er lige det rette ord. ’ Min mor bremsede. Bag os var vejen så smal, at man ikke kunne vende en bil. Vi låste alle dørene og kørte langsomt hen imod mændene. De havde slidte støvler og læderveste på. De havde næppe været i bad i en måned, og deres tøj var laset på en måde, så de lignede ban10

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 10

19/09/2017 09.22


ditter fra en gammel film eller en teaterforestilling. Vi nåede lige at få et glimt af en primitiv lejr, der bestod af pjaltede teltduge på nogle pinde, som mændene havde slået op på klippeformationerne, inden en af dem smed et stort stykke tykt stof, et flag af en art, hen over bilen. Der blev totalt mørkt. Jeg var ved at dø af skræk. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Vi sad letpåklædte i forårstøj. To lyshårede kvinder. Min mor var en flot dame, og jeg så også glimrende ud. Jeg turde vædde på, at det var en del tid siden, mændene havde været i nærheden af kvinder. Tankerne for igennem mit hoved: ’Vi kommer aldrig herfra med livet i behold, som minimum bliver vi voldtaget. Alt det værste i verden vil ske.’ Men pludselig udbrød min mor: ”Syng Britt. Syng, syng, syng med mig!” Hun begyndte: ”Og gid, at det må gå os vel og gå os vel og gå os vel … syng Britt! … og gå os vel, og gid at det må gå os vel, i mange, mange år …” Vi sang af vores lungers fulde kraft. Da sangen var slut, sagde hun: ”Vi synger den igen!” Min stemme skælvede, men vi sang videre. Uden for bilen begyndte mændene at lempe på stoffet og kigge ind til os. ”Har du ikke noget slik?” ivrede min mor. ”Har du ikke nogen cigaretter? Har du ikke noget?” Jeg rodede i min taske og fandt en håndfuld flødekarameller og en pakke cigaretter. Min mor rullede vinduet ned, så der akkurat opstod en åbning på en til to centimeter, og stak en cigaret og noget slik ud. Hurtigt rullede hun op igen og grinede opmuntrende ud til manden, der stod og tog imod. ”De skal ikke have mere nu, de skal lige vente et øjeblik,” fortsatte hun. Så bankede manden på ruden og ville have mere slik og flere cigaretter. Min mor rullede ned igen og gav ham smilende lidt mere. Så sagde hun til mig: 11

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 11

19/09/2017 09.22


”Vi synger den en gang til.” Mændene trak halvdelen af flaget fra bilens tag, og der slap nu dagslys ind. Men stoffet hang stadig hen over forruden, så vi ikke kunne køre uden at være nødt til at stige ud og fjerne det. Vi sang igen, mens vi gyngede fra side til side med hinanden under armene. Mændene stod med tabte underkæber, som om det var os, der var de vilde. Som om det var os, der var farlige. En af dem tog så noget mad fra en ramponeret gryde, der simrede over et bål, og bankede på bilruden. Han rakte en lille skål med nogle bittesmå stykker kød frem mod os. Jeg tænkte ’Puha’, men min mor tog imod og sagde: ”Ummm,” og kørte hånden rundt på maven. Hun beordrede mig smilende, men bestemt til at smage på det. ”Ja,” sagde jeg, selvfølgelig, og gentog hendes ’Ummm’. I en halv time holdt vi der i bjergpasset ved guerilla-lejren. Vi gav dem alle de gaver, vi kunne finde, alt, hvad vi havde ved hånden, stak vi ud til dem. Min mor forærede dem endda en skjorte, som hun med møje og besvær fik stoppet ud gennem åbningen i bilruden. Jeg ved ikke, hvorfor de lod os køre. Måske syntes de, at vi var nogle sjældne fugle. Pludselig rev de flaget af bilen og vinkede os videre med armene. Min mor kiggede undrende på mig: ”Hvad betyder det?” Jeg svarede: ”Det betyder kør, mor. Kør!” Hun satte foden på speederen, og bag os lød høje skrald. Mændene havde bundet dåser og gamle gryder på vognen, som om vi var et brudepar. Det ramlede og skramlede, og vi kunne mærke tyngden af det, så meget havde de bundet fast på bilen. Min mor gentog bare: ”Vi kører, vi kører, vi kører.”

12

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 12

19/09/2017 09.22


Først halvvejs nede ad bjerget standsede hun bilen, og vi stod ud. Puha. Jeg græd af lettelse. Min mor græd ikke, sjovt nok. Hun sagde bare: ”Åh, hvor er jeg glad, så klarede vi situationen endnu engang.” Efter vi havde fået vejret igen, fortsatte vi turen ud af bjergene og kunne nogle timer senere gøre holdt i badebyen Tossa de Mar. Her ventede et brev til min mor, som hendes mand, Scott, havde sendt poste restante. Han skrev: Kære Mitzi, Lov mig, at I er meget påpasselige, når I kører igennem Pyrenæerne, for nogle baskiske oprørsgrupper holder til i de områder i øjeblikket. Det kom jo så lidt sent. Min mor havde hjemmefra bestilt værelse på et pensionat, og der indlogerede vi os. Det var et nydeligt lille hotel ud mod havet, men min mor slog ud med armene og sagde: ”Altså Britt, ved du hvad? Efter den oplevelse er det her ikke godt nok. Det skal fejres. Sikke en fantastisk, helt utrolig oplevelse.” Vi flyttede ud af pensionatet og rykkede ind på byens fineste og dyreste hotel. Der spiste vi den aften og fejrede vores tur til den store guldmedalje. Min mor var en overlever i ordets bogstaveligste forstand. For mig illustrerer vores eventyr i Pyrenæerne den livsindstilling, jeg har fået med hjemmefra, og som jeg har forsøgt på bedste beskub selv at leve efter. Et lyst sind er ikke bare noget, man er født med, mente min mor. Sommetider kræver det viljestyrke at finde det frem. Det er den leveregel, jeg er opdraget med, og som jeg stadig bekender mig til. Det er overbevisningen om, at et godt humør og en positiv tilgang til tilværelsen og dens udfordringer kan redde ens liv. Og at der, selvom man ind imellem må kæmpe for at finde det frem, kan komme de mest fantastiske oplevelser og erfaringer ud af det. 13

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 13

19/09/2017 09.22


2017074_Et lyst sind_indhold.indd 14

19/09/2017 09.22


HVEM SOM HELST

KAN HVAD SOM HELST

M

ere end noget andet er det kvinderne blandt mine forfædre, der har præget min opvækst. En fortælling om mit liv må derfor nødvendigvis begynde med min mor og min mormor, der var nogle bemærkelsesværdige, stærke og selvstændige kvinder.

Min mormor blev født og navngivet Edla Johansdotter i 1881 i et mindre husmandssted midt i Smålands skove tæt på den lille by Urshult. Hun kom til verden som en efternøler og blev til familiens store overraskelse den første pige i søskendeflokken, efter at min oldemor allerede havde født fem drenge og i øvrigt var fyldt 45 år. Min mormors far var skrædder af den gamle skole forstået på den måde, at han tog ud til gårdene i området, ligesom man gjorde her i landet i gamle dage, og reparerede folks tøj eller syede nyt til dem. Sådan sørgede han for, at husstandene på egnen blev klar til en ny årstid, hvad enten det var vinter, forår, sommer eller efterår. Min mormor blev også tidligt dygtig inden for skrædderfaget, og fordi hun skulle hjælpe sin far, gik hun bare i skole en gang om ugen. Hun havde kun en læsebog, og det var Biblen. Til trods for, at hun var rigtigt godt begavet, havde hun ikke meget håb om at få en uddannelse eller en anderledes tilværelse end sine forældres hårde arbejdsliv. Men her var det pudsigt nok, verdenshistorien greb ind i min families liv. 15

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 15

19/09/2017 09.22


Da min mormor voksede sig til en ung kvinde i slutningen af det 19. århundrede, rejste alle hendes brødre, som så mange andre i 1890’erne, til Amerika for at søge muligheden for et nyt liv langt fra Smålands svært opdyrkelige marker med sten, så langt øjet rakte. Én af hendes ældre brødre kom imidlertid ikke længere end til København, hvor han slog sig ned som skrædder. Han skrev et brev til hende og spurgte, om hun ville komme ned til den danske hovedstad og være i huset og hjælpe med husholdningen. Hun var kun 17 år, og det var en lang rejse fra Småland til København i 1898, men min mormor tog chancen for at komme ud i verden og se noget andet end sin hjemegn. En dag i København nogle år efter, at hun var flyttet ind hos sin bror, var hun alene hjemme, da det bankede på døren. Hun åbnede, og udenfor stod en nydelig østrigsk mand. Min mormor talte ikke tysk, men det lykkedes ham at få forklaret, at hendes bror havde inviteret ham til at bo hos dem i København. Manden hed Heinrich Podsedek og var både af østrigsk og ungarsk afstamning. Han var skrædder og på navertur. Navere er håndværkere, der rejser rundt i verden og arbejder. Han havde fået lov til at bo hos denne her københavnske skrædder, min mormors bror, i en periode. Og Heinrich Podsedek nøjedes ikke med at flytte ind. Han forelskede sig også dybt i min mormor og hun i ham, og i 1905 blev de gift. Min bedstefar, naveren, fandt sig til rette i Danmark. Han var en dygtig skrædder, der klarede sig godt. Blandt andet syede han for Christian den Tiendes hustru, dronning Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. Han og min mormor anskaffede sig en lille lejlighed i Hindegade tæt ved Kongens Have, og der boede de, da min mor blev født i 1907. Hun fik navnet Mitzi Naemi Podsedek, og hun blev deres eneste barn. Mine bedsteforældre levede sparsommeligt, og det lykkedes dem at spare sammen, så de nogle år senere kunne købe en dejlig villa i By16

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 16

19/09/2017 09.22


Min mor, Mitzi, og min mormor, Edla, i 1908. Foto: privat

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 17

19/09/2017 09.22


Som datter af en hofskrædder var min mor elegant klædt. Her er hun fem år. Foto: privat

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 18

19/09/2017 09.22


vangen i Brønshøj. Dengang var Brønshøj endnu ikke den københavnerforstad, den er i dag, men en lille by i oplandet omgivet af marker. Min mor var på det tidspunkt otte-ni år og som enebarn selvfølgelig forkælet. Hun gik på den tyske skole, Sankt Petri Skole, der var en privatskole, fordi min morfar godt nok lærte at tale dansk, men kun gebrokkent. Min mormor var jo også udlænding, og selv om hun var kommet til Danmark som helt ung, havde hun stadigvæk en lille accent, der afslørede hendes svenske herkomst. Min mor var en høj og ganske flot lyshåret pige, og det er klart, at hun med en far som hofskrædder blev klædt på efter alle kunstens regler. Hun var også tidligt optaget af sport, og en dag, hun var nede på søen og løbe på skøjter, mødte hun min far, Frode Bendixen. Min far var søn af en velhavende tømmerhandler, der ejede en kæmpe tømmerplads i Brønshøj. Hans tømmerhandel strakte sig over fire store matrikler. I første omgang, da de var 15-16 år, var mine forældre bare kærester i en kortere periode. Men nogle år efter mødte de hinanden igen på skøjtebanen i Degnemosen. Denne gang blev det alvor. De giftede sig, og i de første mange år var alt fryd og gammen mellem dem. Min mor havde uddannet sig på Handelsskolen og blev ansat til at stenografere i Folketinget og senere på et advokatkontor. Men det var hendes fritidsinteresser, der optog hende mest. Hun var en dygtig sportspige. Hun dyrkede gymnastik, og hver dag cyklede hun ud til Helgoland på Amager for at svømme. Det vil sige, at hun tilbagelagde en distance på omkring 30 kilometer fra Brønshøj. Og hjem igen. Hun har nok ikke brændt så meget for sit arbejde på det tidspunkt, men der var fremdrift i hende. Ligesom min mormor var hun sparsommelig, og en dag besluttede de to kvinder sig for at købe en lille forretning i Brønshøj, hvor de solgte trikotage. Butikken blev senere solgt, for at min mor kunne hel19

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 19

19/09/2017 09.22


lige sig danseskolen, men i en årrække ekspederede hun – ved siden af sit job som advokatsekretær – og min mormor byens damer i det, der var en ægte, gammeldags trikotageforretning, hvor man kunne købe strømper og undertøj, men også flipper og garn og lynlåse, bånd og bændler i alle farver. Dengang syede folk oftere, og man reparerede det tøj, man havde, før man købte nyt. Butikken hed Den Høje Stue og lå på Brønshøj Torv. Min far var skolelærer, havde historie og dansk som hovedfag, men han var også gymnastiklærer og sporty som min mor. Han havde en prestigefyldt uddannelse fra Gymnastikhøjskolen Ollerup. Deres solide indtægter tillod mine forældre at købe en lille bungalow, men sporten i deres fritid fyldte meget. De spillede for eksempel tennis sammen og blev københavnsmestre i tennis i double nogen tid efter, at de var blevet gift. I 1935 fik de min storebror, Bo. Men efter Anden Verdenskrig brød ud i 1940, var der ikke meget at tage sig til i fritiden. Man kunne ikke så nemt gå ud, og der var ikke mange fornøjelser. Mine forældre begyndte derfor at gå til dans på Fredie Pedersens Danseskole, og de havde vanvittigt let ved det. Som jeg i øvrigt ofte har sagt som dommer i Vild med Dans, har sportsfolk generelt lettere ved at lære at danse, fordi deres muskler er veludviklede. De er lidt rankere i ryggen. Snart sagde folk til mine forældre: ”Nej, hvor er I dog gode”, ”Hvor er I dog et flot par, og ”Nej, hvor I danser fantastisk.” Min far havde som nævnt sin gode løn, og han blev hurtigt overlærer, som det hed dengang. I mellemtiden arbejdede min mor delvist på advokatkontoret og delvist i Den Høje Stue sammen med mormor. Men min far sagde: ”Kunne det ikke være sjovt at prøve at læse til danselærer ved siden af vores normale job?” 20

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 20

19/09/2017 09.22


Min mor og mormor købte sammen den lille trikotageforretning Den Høje Stue på Frederikssundsvej i Brønshøj. 1929. Foto: privat

Den var min mor straks med på. Som sagt så gjort. Begge tog deres eksamener under krigen, og her demonstrerede min mor, at hun var gjort af et specielt stof, idet det lykkedes hende at tage uddannelse som danselærer i samme periode, som hun passede to jobs og var gravid med mig. Hun har fortalt mig, at hun havde brækket benet, mens hun ventede mig og samtidig underviste i gymnastik. Og fordi sneen lå højt i Danmark den vinter, trak en af hendes elever hende, højgravid og med gipsben, af sted på en slæde, så hun kunne undervise. Bagefter blev hun kørt hjem igen på samme måde. I 1942 – samme år som jeg kom til verden – lejede mine forældre, nu begge uddannede danselærere, to forretninger på Sonnerupvej lige mellem Husum og Brønshøj. Der slog de et par vægge ned og åbnede 21

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 21

19/09/2017 09.22


Mine forældre blev gift i 1932. På midterste række ses fra højre min morfar, Heinrich, min farmor, Anna, brudeparret, Frode og Mitzi, min farfar, Nikolaj, og min mormor, Edla. I bagerste række nr. fire står min Tante Oda og skråt bag hende Onkel Arne. Forrest til venstre sidder min ’ faster gudmor’. Foto: privat

en danseskole. Det gik ganske godt også takket være manglen på underholdningstilbud i årene under krigen. Alle gik til dans. Min mor har fortalt, at når alarmen lød, og der var udgangsforbud, måtte eleverne overnatte i dansesalen. Mitzi og Frode Bendixen blev kendt i byen som udadvendte og friske og unge. De havde en vis portion charme, og min far var fra sin skolelærergerning en god underviser. Danseskolen blomstrede i løbet af krigen. Da freden kom i 1945, havde min mor fået øje på den smukke patriciervilla, der siden skulle blive vores hjem og kernen i det, der stadig i dag er kendt som Pejsegaarden. 22

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 22

19/09/2017 09.22


Villaen lå på Frederikssundsvej i Husum klos op ad Brønshøj og var ideel som danseskole. I håb om at købe stedet opsøgte de min bedstefar, tømmerhandleren Nikolaj Bendixen, der jo var en temmelig velhavende mand, og bad ham om hjælp til at realisere deres planer. Han svarede nej. Han ville ikke låne dem penge til så håbløst et projekt. De kunne jo nok forstå, at en danseskole, der lå ”så langt ude på landet”, hvor der ikke boede nogen mennesker, og hvor der ikke var andet end grøfter, et stort gartneri og en Møllekro, ikke ville kunne trække folk til, formanede han. Det var en skuffelse, men heldigvis ville mine bedsteforældre på min mødrene side, østrigeren Heinrich og svenskeren Edla, gerne låne mine forældre til udbetalingen af de penge, de havde på kistebunden. Hver tid byder på sin form for udfordringer på boligmarkedet, og i dette tilfælde opdagede min mor, at der i villaen, de kiggede på, havde boet en nazist. Han var blevet skudt af frihedskæmpere og lå såret på Bispebjerg Hospital. Jeg var omkring 12 år, da min mor fortalte, hvordan hun dengang måtte opsøge den sårede nazist på hospitalet og forhandle et køb med ham. ”Han lå i sengen, og jeg kunne kun få lov at købe huset, hvis jeg gav noget ved siden af den udbudte salgspris. Så jeg gav ikke penge under bordet, men man kan roligt sige, at jeg gav penge under sengen,” smilede hun underfundigt. Vi flyttede ind i villaen. På førstesalen boede en lejer, der hed Columbo, ligesom tv-detektiven. Han spillede violin i Tivoli og boede der med sin kone og to børn. Da de flyttede hjem til Italien, rykkede min mormor ind. Jeg fik værelse i stueetagen, og mine forældre indrettede kælderen til beboelse. I stueetagen bredte dansesalen sig og virkede ikke ret stor set i bakspejlet. Jeg husker stadig i dag, at der var skudhuller i væggene i hele huset, og hvordan min mormor tog mig med rundt i villaen og forklarede mig om tyskerne og besættelsen. 23

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 23

19/09/2017 09.22


Mine forældre, Mitzi og Frode Bendixen, åbnede i 1942 Bendixens Danseinstitut med sloganet ’Deres børn er i gode hænder’. Foto: privat

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 24

19/09/2017 09.22


Min mor har fortalt, hvordan hun og min far, den første nat i huset, vågnede ved, at der pludselig stod to frihedskæmpere og pegede på dem med maskinpistoler. Få timer før havde mine forældre ligget i dobbeltsengen i det nye soveværelse og talt om deres drømme for fremtiden, før de var faldet i søvn. Midt om natten var de to frihedskæmpere kravlet ind ad det åbenstående vindue. De gav min far og mor et chok, og min mor himlede op: ”Nej, nej I må ikke skyde!” De fik forklaret de to modstandsmænd, at nazisten ikke længere boede der, og de gik pænt igen, denne gang gennem hoveddøren. Året var 1945, og jeg var tre år, da de købte stedet og i første omgang fortsat kaldte det Bendixens Danseinstitut. Men på en måde begynder historien om min barndom først for alvor med mine forældres brud, skilsmissen, der blev en indirekte følge af den store succes, danseskolen fik i årene efter krigen. I efterkrigsårene var familien Bendixens liv den rene idyl. Men netop i denne periode måtte min mor sande, at hun ikke kunne nå både at være på danseskolen til sent om aftenen og have to børn. Samtidig gik forretningen godt, der var blevet bygget en ny dansesal, og mine forældre havde fået råd til at ansætte en assistent. Kvinden hed Frøken Kristensen og var en smuk, ung dame, og min far forelskede sig i hende med et brag. Jeg var seks år på dette tidspunkt og komplet intetanende om, at det, der nu skete, ville komme til at påvirke mit liv eftertrykkeligt på både godt og ondt. Mellem mine forældre herskede et værre rod. Min far ville meget gerne beholde min mor. Han elskede hende, og han elskede sine børn. Men han ønskede også at have elskerinden ved siden af, og det ville min mor ikke finde sig i. 25

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 25

19/09/2017 09.22


Villaen på Frederikssundsvej, som den så ud, da mine forældre købte den i 1945, før den blev til Pejsegaarden. Foto: privat

Min mor elskede min far utroligt højt, men en sådan ordning kunne hun ikke leve med. Min far lovede at gøre det forbi med Frøken Kristensen, og han fortalte min mor, at han var holdt op med at se hende. Min mor havde dog en fornemmelse af, at han ikke var holdt op, når det kom til stykket. I mellemtiden arbejdede de alle tre på danseskolen, og det var meget hårdt for min mor. Hun besluttede, at det nu måtte være slut på en eller anden måde. Min far holdt fast i, at han ikke så Frøken Kristensen mere, men min mor kunne ikke lade det blive ved det. Hun allierede sig med min onkel Arne, der var min fars bror, men som også syntes, det var forkasteligt, at min far havde en affære. Hun bad onkel Arne om at få sin ven, der var politibetjent, til at hjælpe i den pinagtige situation: ”Kan du ikke få fat i ham, for nu går det ikke længere. Jeg vil have dokumentation for, at Frode stadigvæk er sammen med hende. 26

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 26

19/09/2017 09.22


Jeg elsker ham, men hvis han stadig ser hende, er vi nødt til at blive skilt.” Min mor, onkel Arne og politibetjenten, der var i fuld uniform, tog ind til den adresse, hvor Frøken Kristensen boede på Nørrebro. Min mor og onkel Arne skjulte sig på en lavere afsats i trappeopgangen, mens politibetjenten gik op og bankede på døren. Frøken Kristensen åbnede, og betjenten sagde, at han mente, at Frode Bendixen opholdt sig i hendes lejlighed, og at han skulle tale med ham. ”Det er en vigtig affære,” oplyste betjenten. Straks dukkede min far op i boxershorts og undertrøje, og et sekund efter stod min mor foran ham uden at sige et ord. Hun havde fået sit bevis. Det blev enden på deres ægteskab. Danseskolen stod i min fars navn, for sådan var det dengang. Heldigvis lod min mor sig ikke spise af med den slags oldnordiske og kønsdiskriminerende traditioner. Hun tog kampen op, og hendes viljestyrke og stædighed kom til at sætte et uudsletteligt præg på min opvækst. Min far ville giftes med Frøken Kristensen og drive danseskolen videre sammen med hende. Det ønskede min mor selvfølgelig ikke, og eftersom det var ham, der var skyld i skilsmissen, mente hun, at det måtte være ham, der skulle forlade Pejsegaarden. Hun ville ikke opgive stedet, som hun i så høj grad havde været med til at bygge op. Men det skulle vise sig, at det langt fra ville blive let for min mor at vinde retten til at føre forretningen videre. Dengang stod stort set al ejendom i mandens navn, og det var traditionelt manden, der skrev under på papirerne og officielt stod for forretningen i ægteskaber, hvor ægtefællerne drev virksomhed sammen. Min mor gik derfor til en sagfører for at bede om hjælp, og han sagde til hende: ”Jamen, søde lille fru Bendixen, De kan nok forstå, at en enlig kvinde med to børn ikke kan drive sådan et firma.” 27

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 27

19/09/2017 09.22


Pejsegaarden var på få år blevet et ganske stort foretagende, blandt andet efter, at mine forældre var begyndt at bygge til, og det gjorde det tilsyneladende blot endnu sværere for advokaten at forestille sig en kvinde stå i spidsen for det. Min mor var ikke interesseret i at lade sig spise af med det, så hun gik til en anden sagfører, men han sagde det samme. Oplevelsen gentog sig, og først på det femte advokatkontor havde man blik for, at min mor var mere end en lille ”Fru Bendixen”. Her sagde sagføreren: ”Ja, hvorfor ikke? Det prøver vi!” Han gik ind i sagen, og resultatet blev, at hun købte min far ud og overtog hele forretningen. Så den lille, enlige frue vandt sin sag og fik lov til, mod betaling naturligvis, at drive firmaet videre. Alligevel skulle det blive en blandet sejr for min mor, der nu stod alene med en stor danseskole og to mindre børn. Min far giftede sig med Karen Kristensen og stiftede både ny familie og ny danseskole i Ballerup, der dengang lå endnu længere ude på landet. Imens blev Bo og jeg boende hos min mor. Mine forældres brud skete i årene 1948-49, og jeg var meldt ind på Husum Skole, hvor min far stadig var skolelærer. Jeg gik på skolen i første klasse, men kort før jeg skulle begynde i anden, besluttede min mor at flytte mig til en ny skole. Jeg er næsten sikker på, at hun også på en eller anden måde har indgået en aftale med min far om, at hvis han lod være med at se os, skulle han ikke betale børnepenge. Jeg tror, at hun har været så bitter-ond på hende den unge assistent, at hun har været ude af stand til at acceptere, at de skulle være en del af vores liv. Jeg har aldrig spurgt hende om det, men fra jeg var syv år, måske otte år, så jeg ikke længere min far. Han ville gerne se os, men han og hans nye kone fik en søn forholdsvis hurtigt efter. Og måske har de bare haft nok i sig selv, den nye lille familie. Jeg har aldrig turdet spørge min mor. Jeg syntes, det ville være flovt. Og måske ville jeg helst ikke have svaret. 28

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 28

19/09/2017 09.22


Hvis det er sandt, at det var på hendes opfordring, er det et radikalt valg, min mor traf. Selv var jeg ikke tæt knyttet til min far og husker ikke meget om ham fra de første år. Men uanset hvad vil jeg ikke sidde i bagklogskabens lys og dømme hende på det. Jeg havde en fantastisk opvækst, og det var ikke mindst takket være min mors kraftfulde tilstedeværelse, store livsappetit og hendes vedblivende insisteren på, at man kan, hvad man sætter sig for. Da jeg var en lidt større pige og midt i det, man kalder bogslugerfasen, hvor jeg læste så meget, jeg kunne komme til, gav min mor mig ofte bøger. En af de titler, som hun kom med, og som virkeligt satte sig fast hos mig, var Betty MacDonalds Hvem-som-helst-kanhvad-som-helst. Betty MacDonald var en amerikansk forfatter, der blev født nogenlunde samtidig med min mor, og som forlod et ulykkeligt ægteskab med en hønsefarmer for at blive en succesrig forfatter til blandt andet den humoristiske bestseller Ægget og jeg, der blev filmatiseret med Claudette Colbert i hovedrollen. Der er ingen tvivl om, at min mor har kunnet spejle sig i MacDonalds selvbiografiske roman, som udkom i 1950 og var en hyldest til det initiativrige liv og til kvinder, der turde gå efter selvstændighed i en tid, da det absolut ikke var comme il faut. Da min far forlod min mor, har hun måttet mobilisere alle sine kræfter – helt konkret for at bevare danseskolen, der jo også var vores hjem. Uagtet hvad der er foregået mellem mine forældre, er jeg overbevist om, at jeg selv har fået så stor en modstandskraft og en så ukuelig trang til at gå efter det, jeg drømmer om, fordi livet på den måde bød min mor at træde i karakter uden sin mand. Det var ikke min fornemmelse, at min mor var flov over at være blevet alene, eller led af den skam, som mange damer på dette tidspunkt havde over at blive skilt. Men jeg tror aldrig, at hun holdt op med at 29

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 29

19/09/2017 09.22


elske ham. Hun talte heller aldrig dårligt om ham. Kort før hun døde på Rigshospitalet, var hun smertelindret med høje doser af morfin og spurgte efter sin mand. Da var det ikke hendes senere samlever, Scott, hun mente. Det var min far.

K

2017074_Et lyst sind_indhold.indd 30

19/09/2017 09.22


BRITT BENDIXEN

i samarbejde med

IBEN ALBINUS SABROE (f. 1972). Cand. mag. fra Aarhus Universitet og uddannet manuskriptforfatter fra Syddansk Universitet. Har en baggrund som journalist og filmog boganmelder og har skrevet flere bøger om populærkultur, bl.a. Da Sex and the City ændrede verden. I dag arbejder hun som manuskriptforfatter inden for film og tv.

Iben Albinus Sabroe

BRITT BENDIXEN (f. 1942). Startede til dans kun to år gammel, Danmarksmester som otteårig, studieophold som danser i Cannes, New York og London. Var danser i Cirkusrevyen sæson 1962/63 samt i flere tv-produktioner og film senest i Dancer in the Dark (2000). Medvirkede i Erik Clausens film Aldrig mere i morgen (2017). Har siden 1968 arbejdet som koreograf på utallige musicals og revyer og blev i 1989 kåret som “Revyernes Revys Æreskunstner” for sin koreografi i Cirkusrevyen samme år. Har siden starten i 2005 været dommer i Vild med Dans på TV2. Er med i 14. sæson af det populære danseprogram i efteråret 2017.

Vi gik ind til Cleopatra-nummeret, det kørte fantastisk, og jeg var god. Alle danserne var gode. Jeg fik taget mit spring over på reposen. Men samtidig gjorde en anden danser det samme, så jeg sprang hurtigt tilbage igen. Jeg gjorde mig meget umage for at spille ægte paparazzi. De høje marmorsøjler, der indrammede paladset, var der derimod ikke meget ægte ved. De var lavet af pap og støttedes af små træben. Idet jeg landede igen efter min tur på reposen, kom jeg med min skulder til at strejfe den søjle, jeg stod ved, og den begyndte at tilte. Jeg så op til min gru. Mine tanker frøs. Jeg håbede og bad. Men nej. Søjlen væltede, og den tog den næste søjle med og den næste og den næste og så videre. Gitte Hænning sang fortsat, mens folk i salen spærrede øjnene op. For hver søjle, der faldt, lød et gys fra publikum, der ikke vidste, at søjlerne var lavet af pap. Jeg havde det forfærdeligt. Vi gik ud i garderoben, og balletpigerne messede igen: ”Britt, nu bliver du fyret, du bliver fyret, du bliver fyret.” Jeg græd. Jeg var ude af mig selv. Jeg ville så gerne gøre det godt. Der gik ikke længe, før en assistent kaldte: ”Volmer-Sørensen ønsker at se Britt Bendixen.”

D

a Britt Bendixen fyldte 62, troede hun, at hendes karriere havde toppet. Men en opfordring fra TV2 om at blive dommer i Vild Med Dans gjorde hende med ét landskendt, og siden har hun været elsket af danskerne.

I denne erindringsbog fortæller Britt Bendixen med åbent hjerte, humor og selvironi om sit liv. Om at vokse op på en danseskole i efterkrigstiden og blive opdraget af to usædvanligt selvstændige kvinder, moren og mormoren. Om altid at være gået efter det bedste – selv når det indebar at udfordre datidens kønsroller og koryfæer – for at blive danser, danselærer og ikke mindst anerkendt koreograf i tv, musicals og landets største revyer. Et lyst sind – er ofte en viljessag handler om at komme langt med livsglæde og viljestyrke – også når man møder modstand og for eksempel mister dem, man elsker. Om at turde kaste sig ud i den helt store kærlighed for anden gang – og med en kvinde. Og om at gå i zebrastribet bikini, selvom man er 75 år. Bogen er ligesom Britt Bendixen: varm, sjov og med en smittende livskraft.

Omslag: Maria Bramsen Omslagsfoto: Jes Larsen Barndomsfoto bagside: privat

2017074_Et lyst sind_omslag.indd 1

I samarbejde med Iben Albinus Sabroe POLITIKENSFORLAG.DK

Uddrag fra bogen

19/09/2017 09.41

Et lyst sind - Britt Bendixen  

Da hun fyldte 62, var hun overbevist om, at hendes karriere havde toppet. Og det var egentlig okay. Hvem ville ikke være tilfreds med årtier...

Et lyst sind - Britt Bendixen  

Da hun fyldte 62, var hun overbevist om, at hendes karriere havde toppet. Og det var egentlig okay. Hvem ville ikke være tilfreds med årtier...

Advertisement