Eremitten

Page 1

K ÅR ET SO M ÅR ETS B ED STE N O R D ISK E SPÆ N D IN G SR O MAN

★★★★★ ”Wow! … Slår benene væk under dig.” Go’morgen Danmark ”Et fejlfrit, formfuldendt værk” Weekendavisen

’’’’’ Politiken

”Forrygende … så megen kant og karisma” Ekstra Bladet

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. På bagsædet står en papkasse med en lille død dreng i. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk, og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening. Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim og gådefuld sag, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger at lukke historien ned med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard Jørgensen, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens velhavere. Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden, gøre for at opklare et moderne mysterium med spor, der fører langt væk fra Fuerteventura? EREMITTEN er en spændingsroman om desperation, hemmeligheder og håb.

THOMAS RYDAHL debuterede i 2014 med Eremitten, som indbragte ham BogForums Debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. I 2016 fulgte næste bind om Erhard, De savnede, og i 2019 det afsluttende bind i trilogien, De tre paver. Thomas Rydahl er uddannet på Forfatterskolen.

FOTO: LES KANER

ISBN: 978-87-400-5865-9

ThomasRydahl_Omslag_145x220_R37_C.indd 1-3

BIND 1 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N PO LITIK EN S FO R LAG

28/06/2019 11.45


Eremitten

Eremitten.indd 1

13/10/16 14.48


Thomas Rydahl

Eremitten

Politikens Forlag

Eremitten.indd 3

13/10/16 14.48


Eremitten.indd 4

13/10/16 14.48


Luisa 31. december

Eremitten.indd 5

13/10/16 14.48


1 Nytårsaften, under indflydelse af en tredobbelt lumumba, beslutter Erhard sig for at finde en ny kæreste. Ny er måske ikke ordet. Hun behøver hverken at være ny eller pæn eller sød eller sjov. Bare varm. Bare en af den slags, der kan pusle rundt i huset. Måske nynner hun en sang eller måske bander hun ad ham, fordi han har spildt kakao på gulvet. Hvad kan han forlange? Ikke meget. Og hvad har han at tilbyde en kvinde? Ikke meget. Men det bliver ikke nemmere. Om få år skal hun også have lyst til at tømme natpotten og barbere ham og hive skoene af ham efter en hel dag i bilen, hvis han overhovedet kan køre mere. Om få år. Bjergsiden få meter fra huset er visket ud. Mørket er fuldkomment. Hvis han sidder stille længe, kan han pludselig se stjernerne. Og sidder han længere endnu, kan han se et tyndt slør af stjerneskud, der bliver kraftigere og kraftigere. Stilheden stiger, hvis man kan sige sådan. Stiger som toner af intethed, der overdøver dagens varme, der stadig piber i stenene og vindens konstante C-dur og bølgernes bas mod kysten og blodet, der siver gennem ham. Stilhed, der giver ham lyst til at tude sig ind i nytåret. Stilhed, der er så overbevisende og mættet, at den glider sammen med natten og hans åbne øjne, der føles lukkede. Det er det, han elsker ved at bo herude. Herude hvor der aldrig kommer nogen. Kun ham. Og Laurel og Hardy. Nu kommer stjernerne, de har altid været der, men nu når de ham. Han kan først se alle prikkerne, så kan han se alle stjernetegnene og Orions Bælte og galaksen som et gammeldags hulkort med beskeder fra det store brag. Det er 17 år og 9 måneder siden sidst. Han kan dufte Beatriz’ parfume, der næsten sidder fast i hans skjor6

Eremitten.indd 6

13/10/16 14.48


te lige der, hvor hun rørte ham i eftermiddag, da de tog afsked. Hun foreslog, at han kunne være med om aftenen. Et halv-, næ, kvarthjertet forslag i hans ører. Jeg har planer, sagde han surt, som kun en gammel mand kan sige det. Kom nu, prøvede hun igen, sødt. Ellers tak, det er for fint selskab til mig. Hvilket det var. Det sagde hun ikke noget til. I stedet sagde Raúl: Du er da blandt de fineste mennesker, jeg kender. Men der blev ikke gjort mere ud af det, og da de begyndte at sætte champagneglassene frem, kyssede han Beatriz godt nytår og gik ned på gaden. Raúl fulgte ham ned. Buen viaje, sagde Erhard, da de stod nede på gaden med det særlige mylder. Taskehandleren Silón på den anden side råbte Godt Nytår til dem begge, nok mest til Raúl, som alle kender, og Erhard gik ned til bilen, mens han mærkede det stik, han altid føler ved nytår. Endnu et år, der gik ligesom de andre, endnu et år, der lod vente på sig. Skål, min ven. Der er godt med cognac i. Den brænder hele vejen ned. Natten er lun. Hans krop er tindrende varm nu. Måske fordi han tænker på Beatriz, hendes mørke sted, lige der hvor brysterne skilles og forsvinder ned i blusen, lige der hvor duften kommer fra. Fandens. Han forsøger at lade være med at tænke på hende. Det er ikke hende, han skal bruge tiden på. Frisørens datter. Hende kan han tænke på. Der er noget ved hende. Han har aldrig mødt hende. Han har set hende en enkelt gang på lang afstand. Han har tit set hendes billede på væggen i salonen. Han tænker på hende. Han tænker på simple begivenheder. Små scener, hvor hun træder ind i frisørsalonen, så klokken over døren bimler. Han tænker på, at hun sidder over for ham ved bordet, når han spiser. Eller hun står i køkkenet, hans køkken, og laver mad på komfuret, der damper og sprutter. I virkeligheden er hun alt for ung og optaget af ting, han ikke forstår. Hun er ikke lige hans type. Hvad kan han sige, der imponerer en ung kvinde? Hun gider sikkert slet ikke lave mad. Hun vil sikkert hellere sidde og tale i telefon med vennerne, sådan som alle unge gør. Hun spiser måske nudler fra en lille papæske, mens hun kigger ind i computerskærmen. På billedet i salonen er hun teenager og uskylden selv med krøller over det hele og store, maskuline briller. Ikke smuk, 7

Eremitten.indd 7

13/10/16 14.48


men ikke til at glemme. Nu er hun mindst tredive og åbenbart både sød og kvik, ifølge moren, som han selvfølgelig ikke stoler på. Dengang han så hende nede ad gaden, kunne han genkende det lyse, krøllede hår. Hun krydsede gaden med rank ryg og en skuldertaske som en rigtig kvinde, hun løb, fordi en bil kom i høj fart ned ad gaden. Hun var ikke elegant, næsten lidt klodset. Han ved ikke, hvorfor han tænker så meget på hende, måske er det simpelthen øen, der æder sig ind på ham. Vindens piberi omkring sten og hjørner. Som en tone af ensomhed, der konstant ringer i klaveret. Det er Petras skyld. Hendes usundt høje stemme, der pacificerer kunderne i frisørstolen og udelukker tale og modargumenter og rime­ lige tanker, mens man kigger i sit magasin eller læser en artikel om øens fodboldhold. Hun har en hårdhed, for hende er kærlighed noget, man klemmer ud af andre. Hun taler konstant om datteren og klør med sine lange negle i Erhards hovedbund, mens hun fortæller, at datteren er flyttet i lejlighed, at hun har købt en lille scooter, at hun har fået en ny kunde, at hun har droppet kæresten, at hun, ikke datteren, gerne vil have nogle børnebørn og så videre. Og så for nogle måneder siden sagde hun pludselig: Bare min datter fandt en som dig. Sådan sagde hun, mens hun stod og så på ham i spejlet. Og bagefter: Hun er ikke som de fleste piger, men det er du jo heller ikke. Det havde de grint lidt af. Mest Petra. Erhard var blevet fuldkommen forskrækket over forslaget. Hun kunne ikke bare sige sådan. Vifte ham om næsen med sin datter. Betød det, at han skulle invitere datteren ud? Vidste Petra ikke, hvad de kaldte ham ude i byen? Havde Petra ikke set, han manglede en finger? Eller hvad med aldersforskellen, tænkte Petra slet ikke på den slags? Der var mindst tredive år mellem dem, han var jo på alder med moren, endda ældre. Men symmetrien tiltaler ham. Generationer, der rækker tilbage og hiver den næste generation frem, Eschers tegninger af tegnerens hånd, der tegner sig selv. Fem fingre på den ene hånd og fem fingre på den anden. 5 + 5. Bare datteren fandt en som ham, havde hun sagt. En som ham. Ikke ham, men en som ham. 8

Eremitten.indd 8

13/10/16 14.48


Hvad lå der i det? En påstand om at der var mange som ham derude? Kopier af ham selv, der har foretaget sig det samme og det samme i næsten en generation uden at vige, uden at stille spørgsmål, en som ham, en vind fra jordens røvhul, her i dag og væk i morgen med kun mindet om en stank tilbage. Der lyder et brag fra noget fyrværkeri inde fra byen. Måske skal han bare gøre det nu? Køre forbi og invitere hende ud? Lige nu? Så er det overstået. Han ved, det er lumumbaen, der taler. Han ved, han har modet i højest to timer, så kommer virkeligheden krybende. Klokken er kvart over ti, hun er måske til middag et sted med en masse unge mænd, der ved en helvedes masse om computere. Men tænk, hvis hun sidder derhjemme ligesom ham selv − og ser det forfærdelige show på tv, de viser hvert år. Moren har fortalt ham flere gange, hvor lejligheden ligger. Nede i de nye bygninger på Calle Palangre. Lige over børnetøjsbutikken. Der kan vel ikke ske noget ved at se, om hun er hjemme. Måske kan han se, om der er lys i lejligheden, om det er lys fra et fjernsyn, der brænder i mørket. Han støtter sig til husvæggen og finder et par stive bukser på tørresnoren og stikker fødderne gennem hullerne. Gederne løber af sted ude i mørket.

Eremitten.indd 9

13/10/16 14.48


2 Han kører ad Alejandros sti ind til byen. Han skal ikke gøre det, køre ad den sti. Den ødelægger bilen, han har allerede fået repareret akslerne to gange, og hver gang har Anphil, mekanikeren, advaret ham. Nu kører du ikke ad Nordvejen, vel? Eller Alejandros sti? Det kan den ikke tåle. Så må du have dig en Montero eller en af de nye Mercere, de kan tåle det, men ikke den her. Men han vil ikke have en Montero, og han har ikke råd til en ny Mercedes, og selv hvis han havde råd, vil han ikke have en, han vil beholde sin Mercedes fra Marokko med dens gullige sæder og stive acceleration. Han tager alligevel Alejandros sti. Kører forbi Olivias gamle hus, hvor surfere er flyttet ind med deres brædder liggende oven på taget, og i mørket kan man se deres flag, et par lyserøde trusser, der hænger for enden af en lang pind, der stikker op af hytten. Det er to fyre og deres venner, der bor der. De sidder nogle gange ude om morgenen, når han kører forbi, de ryger tobak af store piber og vinker, mens de er ved at dø af grin. De er skæve som forgiftede geder og kan ikke komme op af deres oppustelige møbler, hvis han skulle finde på at stoppe. Nu er der ingen i hytten, lyset er slukket, de er sikkert ude, på stranden eller nede i byen. Han kommer til svinget ude ved kysten. Det er alle tiders sving. Især med lumumba op til adamsæblet og følelsen af billig cognac i hvert led af fingrene. Vejen er fyldt med bløde huller og små sten. Hele karosseriet ryster. Bilen skrider ud, da han når over de 70, og det kilder, så han ikke kan lade være med at slippe et grin. Han slipper også en vind, det er ikke så morsomt, han kan ikke lade være, de sidste par år har han haft det sådan. Bare han strammer mavemusklerne det mindste, sender det en lomme af luft gennem tarmene og ned i bukserne, og det gør både 10

Eremitten.indd 10

13/10/16 14.48


ondt og virker befriende. Så går det ned ad bakke, og svinget slår sin sidste krølle. I lyset kan han se en ged stå midt på vejen, og han drejer uden om den og ser efter den i bakspejlet, den ligner Hardy, men det kan ikke være ham, ikke her, ikke så langt fra huset. Geden er allerede væk i mørket. Han er så optaget, at han ikke når at se den modkørende bil, inden den har passeret ham på den alt for snævre sti. Der er nærmest kun lydene. Et tørt whooom. En metallisk skygge langs bilen. Sidespejlet, der bankes fladt op ad ruden. − Forbandede amatør, råber han på dansk til sin egen over­ras­kelse. Man har vel ikke glemt, hvordan man bander. Han fortsætter selv rundt i svinget, den anden bil er ude af syne, de røde baglygter forsvundet i natten. Det kan ikke engang betale sig at stoppe op og se på skaderne. Han ruller vinduet ned og retter spejlet op. Glasset er splintret i en forgrening, der peger nedad i otte hårtynde streger. En sort Montero. Garanteret levemanden Bill Haji, der bor oppe ad vejen i en ranchlignende villa med heste, kendt for at køre hårdt og hurtigt ad Alejandros sti, som om havet brændte bag ham. Erhards hjerte burde sidde oppe i halsen, men det sidder hvor det skal, bedøvet af lumumbaen og nervøs ved udsigten til at møde frisørens datter. Han kører af stien og ind i Corralejo. Varmen rejser sig fra asfalten. Der er unge mennesker, der dytter og synger fra små biler. Han triller ned ad Avenidaen og ned mod havnen og parkerer i Calle Palangre. Han smider bilen, hvor han kan. Han vil gå ned til frisørens datter. Han vil banke på døren. Han er allerede rød og flov over hendes blik, når hun ser ham uden for døren. Godaften og godt nytår, vil han sige. Han har set hende. Jeg har set dig på billedet, hos din mor. Tænk, hvis hun har en af de der sommerkjoler på med de dovne stropper, der hele tiden vælter til siden. Skide være med, at hun har briller. Han er ikke kræsen. Men da han kommer hen til legetøjsbutikken og ser op mod lejlighederne, er lyset slukket. På alle tre etager i bygningen. Hun sidder sikkert og ser tv. Hun drikker hvidvin og håber på, at nogen vil komme forbi. 11

Eremitten.indd 11

13/10/16 14.48


Han er nødt til at få sig en sjus. Noget helvedes stærkt. Lidt til halsen, så han kan få gang i taletøjet. Det nytter jo ikke at stå der og glo som en forbandet extranjero. Han går op ad gaden og ned ad Via Ropia. Ned mod Centro Atlantico. Der er altid gang i den, mest turister, folk han ikke kender. Han går ind på Flicks og frem til baren. Han bestiller. Han bestiller Rusty Nail, han giver endda en runde til de to herrer i hjørnet. De er uvante med bylivet, de er olivenbønder på damejagt, men står tæt og fortvivlede som mus bag en palme og kan næsten ikke ses.

Eremitten.indd 12

13/10/16 14.48


3 Atten minutter tilbage. På bagvæggen i baren viser tv’et billeder fra Times Square, fyrværkeriet over Sydney Harbour, Big Bens lange visere, der mødes ved XII. Bartenderen råber Er I klar til nytåret? Det lyder så lovende, så enkelt. Som om man lader alt det gamle tilbage og kun tager det nye med ind i året. Nyt siger ham ikke noget. Nyt er ikke ham. Han behøver ikke nyt. Han vil ikke nyt. Han vil bare have, det gamle skal opføre sig ordentligt. Sytten minutter. Han kan stadig nå at ringe på døren og ønske hende godt nytår. Måske er hun i negligé eller hvad det hedder, hun har siddet og drukket hvidvin og set gamle afsnit af 7 Vidas, som alle elsker. Hun har vådt hår, hun har taget et køligt bad. Der er en strøm af mennesker, der vil ud på gaden. Han bliver næsten puffet ned af stolen. Han betaler med en seddel og husker, hvorfor han ikke kommer i turistbuler, der tager mere end tyve euro for whisky og Drambuie. Han følger med flokken ud og går tilbage ned mod Calle Palangre. Han krydser gaden og går ind i opgangen. Det er en bygning fra Franco-tiden, og trappen er enkel og koboltblå. Han når op til første sal og læser navnene på de tre døre. Der er høj musik fra lejlighederne, men ingen Luisa eller L. Han går videre op. I den institutionelle belysning i trappeopgangen står et par og kysser, men de stopper skamfuldt og går ned, da han passerer dem. Han kigger på navneskiltene, mens han står et øjeblik og får vejret, og fortsætter til sidste etage. Tre etager med tre døre er ni døre. På tredje etage bor der en Federico Javier Panôs og en Sobrino. Og i midten en Luisa Muelas. Hendes dørskilt er stort og guldbelagt og skrevet med tunge kursiverede bogstaver. Sikkert en gave fra Petra og 13

Eremitten.indd 13

13/10/16 14.48


hendes mand. Det er en slags traditionel udflyttergave fra forældrene, når de trediveårige flytter ud af barndomshjemmet. Der virker stille bag alle dørene. Han lægger øret mod døren til ­Luisa Muelas’ lejlighed og ønsker næsten, at hun ikke er hjemme. Men der er svage lyde, skramlerier, knirkerier, mumlen, måske bare tv’et. Han retter sig op og slår sin bedste hånd, den højre, mod det flade stykke træ over dørspionen. Den er fire minutter i tolv. Måske forsvinder hans banken i byens nytårslyde. Pludselig ser han et ansigt i dørskiltet. Det er et opløst ansigt. Et bedende, forvirret ansigt, domineret af to øjne, pakket ind i stakke af rynker og slidt hud og afsluttet i et træt skæg. Det er et desperat ansigt. Han kan se kærligheden og sorgen i det ansigt, han kan se årtiers undren og alkohol i det ansigt. Han kan se den kyniske observatør, vurderende og dømmende, i det ansigt. Det er et forfærdeligt twistet ansigt, svært at trænge ind i, svært at holde ud, svært at elske. Men værst af alt er det hans. Kun set i bakspejlet i bilen, i de forvrængede spejle over ødelagte håndvaske på offentlige toiletter, i en butiksrude, men helst ikke. Der er kun en ting at spørge ansigtet om. Hvad har du at give? Der er i virkeligheden intet mere frygtindgydende end dette. Mødet. Det øjeblik, hvor man læner sig frem i livet. Og siger Jeg vil dig. Det øjeblik, hvor tilfældet holder op, og man tager stilling til verden omkring sig og beder en anden om at modtage. Det øjeblik hvor to sæbebobler bryder spejlet og bliver en. Det er ikke i kysset, det sker, det er ikke, når man har sex, det er ikke engang, når man elsker den anden. Det er i det forfærdende sekund, hvor man vover den afsindige påstand, at man har noget at give en anden person ved sin tilstedeværelse. Han hører lyde bag døren nu. Lyde som strømpesokker. Jeg kommer, er der en tynd stemme, der siger. Den er to minutter i tolv. Han kan ikke, han kan slet ikke. Han læner sig ud over trappen og får kantet sig nedad. Ned, ned. Han kan høre døren gå op på øverste etage. Hallo, siger stemmen. Forbi dørene med høj musik og ud. Ud på gaden. Han humper hastigt af sted langs muren som en rotte og skrår over gaden mod bilen. Calle Palangre er fyldt med mennesker nu, lige 14

Eremitten.indd 14

13/10/16 14.48


ved bilen står et selskab af mænd med cigarer og pigebørn overskrævs på scootere med champagneglas i hænderne. Fra lejlighederne over ham bliver der talt ned. Han fumler sig ind i bilen og vrikker den ud af sin parkering. Han følger den ensrettede gade gennem mængderne. Der er en flok, der vil køre med ham, de ser ikke hans slukkede skilt, men han vil ikke. Han er ligeglad med deres hænder på ruden og bedende øjne. Godt nytår, skiderik, råber en ung pige med en sølvbelagt bowlerhat efter ham. Han kører fra byens lys og ud i mørket. Den grå vej forsvinder og bliver til en bleg sti. Han træder den gamle Mercers knirkende pedal helt ned. Gruset fra stien slår mod karosseriet. Billedet af frisørens datter, der åbner døren, er vendt tilbage som en hån. Nu på strømpesokker − med uglet hår og et lille glas med whiskeylikør i hånden. Et billede, som kun en liderlig mand kan fremstille. Det er noget af det, han hader ved at blive gammel. Bevægelsen fra ungdommens kropslighed uden ånd til ren ånd uden krop. Til det punkt, hvor de bedste øjeblikke kun består af tanker om noget, forestillinger om fremtiden, minder fra engang. I næsten atten år har han forestillet sig nærhed med en kvinde. Forestillet sig den. Selv da han var sammen med Annette, forestillede han sig den. Dengang havde den blot et mere konkret udtryk, dengang lignede den nærhed med alle andre end hende, lige indtil han ikke længere var i nærheden af hende. Hans fod flytter sig fra speederen og over på bremsen. Midt i lyskeglen fra bilen ser han en kolossal kasse, der ligger midt på vejen.

Eremitten.indd 15

13/10/16 14.48


Lillefingeren 1. januar − 13. januar

Eremitten.indd 16

13/10/16 14.48


4 Først tror han, det er en satellit, der er faldet ned, så ser han, det er en bil, en bil vendt på hovedet. Det er en skide Montero, en sort Montero som Bill Hajis. Det er Bill Hajis. Det er fire-fem hundrede meter fra stedet, hvor de passerede hinanden, men hvor længe siden er det? En time? Han kan ikke finde ud af tiden. Måske er de Rusty Nail han drak alligevel gået i panden på ham. Han slukker motoren. Lader lygterne brænde, så han kan se bilen. Han kan høre havet og Mercerens motor puste sagte. Støvet lægger sig. Han skal til at tænde for anlægget og melde det til centralen, det er vel det bedste, han kan gøre, men han hører nogle bankende lyde, som en der prøver at kommunikere eller komme fri. Han står ud af bilen. Han siger Bills navn højt. Han kalder, som om de kender hinanden. Bill Haji. De kender dårligt hinanden. Alle kender Bill Haji. En kulørt, ulidelig personlighed. Aldrig i hvile, altid på vej væk eller tilbage. Erhard har kørt med ham et par gange. Første gang var til hospitalet. Og efter det − på bestilling: Et par ture fra lufthavnen og hjem til ­Hajis villa, nogle kilometer herfra, Haji ankom med fire-fem kufferter fra Madrid og en ung fyr, der virkede træt. Kufferterne var de samme begge gange, men ikke fyren. Erhard var ligeglad med rygterne, og hvordan Haji levede sit liv. Den slags bør man ikke blande sig i. Så længe drengene er over 18 år og har et frit valg. − Bill Haji, siger han igen. Bilen er trykket sammen hele vejen rundt. Den må have trillet et godt stykke. Skide Montero. Ikke andet end japansk pap. Der er glas i et langt spor. Det siger ham, at bilen er skredet hen ad vejen. Han 17

Eremitten.indd 17

13/10/16 14.48


kalder igen, mens han går rundt om bilen og ser ind gennem det, der kunne være forruden, men nok nærmere er en siderude. Han bøjer sig og ser ind. Der er ingen inde i bilen. Hverken Bill eller nogen af hans drenge. Erhard ånder lettet op. Hvor lidt han end bryder sig om Bill Haji, frygtede han at se ham mast mellem rattet og bagsædet som en overfyldt tæge. Bilen er tom, døren, en eller anden dør, står åben, hængende på et hængsel. Han er måske gået efter hjælp eller er blevet hentet af sin søster, der altid er lige i nærheden af Bill Haji, hvis man ser ham i byen eller på La Marquesina. Han bøjer sig og mærker på bilen. Den er stadig varm. I et øjeblik forsvinder mørket og bilen, og hele himlen åbner sig i grønne nuancer og pletter af cyan og magenta, og det er som hundreder af øjne, der ser tilbage på ham.

Eremitten.indd 18

13/10/16 14.48


5 Et brag udløses over ham. Erhard ser hen over bilen. Der kommer flere brag i en huggende kadence, striber over striber af glimmer. Han tænker først, at det er nødraketter fra et skib. Så kommer han i tanke om nytåret og kan se strømmen af raketter inde fra byen. Da hans blik atter vænner sig til mørket, ser han noget, der bevæger sig lige foran ham. Oven på det, der engang var bilens udstødning, sidder en hund. Der sidder to. De ser på ham som søde vovser på vej ud på en gåtur. Det er vilde hunde. Ingen ved, hvor de kommer fra. Måske fra Corralejo elleve kilometer herfra. Det er smukke dyr, som de sidder der eller når de løber af sted på kanten af klipperne i månelyset. Ved dagslys er de udmagrede og smadrede som gamle tæpper. De er en plage for alle, der holder får og geder, og blandt unge mænd er de blevet noget, man skyder til måls efter fra ladet af en truck, når man keder sig. Alligevel er der på en eller anden måde blevet flere af dem. Erhard gætter på, at der sidder ti-femten stykker ude i mørket. Måske har Bill Haji ramt en af dem, måske er det derfor, han er kørt galt. Den ene hund savler. Erhard ser ned mellem dens forben. Selv om det meste af ansigtet er væk, kan han stadig genkende resterne af Bill Haji. Der er ikke noget at redde. Måske var han død, inden hundene tog ham. Hans berømte bakkenbarter ligner kaninpels på vrangen. Så ser han den.

Eremitten.indd 19

13/10/16 14.48


6 Den ligger lige bag forhjulet i venstre side, i et brunt mørke. Han ser den kun, fordi den glimter en lille smule, hver gang fyrværkeriet eksploderer på himlen. Først er han ikke klar over, hvad det er, han ser. Der er varme i genskæret, der er en glød af rav. Han gætter på, at det er noget kobber eller guldbelagt, måske noget fra en solbrille eller et stykke ledning, der er revet midt over. Et øjeblik tror han, det er en guldplombe, så ser han neglen og de små folder omkring leddet. Han ser, hvordan den brede ring omkranses af kød. Det er Bill Hajis forlovelsesring. På Bill Hajis ringfinger. 10 minus 1. Han vil ikke gå udenom, så han rækker ud efter den, han ved ikke engang, om han kan nå den, den er halvanden eller to meter fra ham på den anden side af bilen, han strækker armen ind over undervognen, men de to hunde ser op fra deres måltid, den ene viser tænder og skubber forpoterne ind under kroppen, klar til at springe. Erhard kan måske nok nå at gribe fat i fingeren i mørket, men det bliver ikke uden at få en hund på armen. Han går langsomt tilbage til sin egen bil og slår det lange lys til. Blinker først med det nogle gange, til hundene rejser sig og ser irriterede på ham. Bagefter lægger han hånden på midten af rattet og sin vægt bag kroppen. Bilen udstøder et par skingre dyt, der ikke passer til Mercedes, hvis man spørger de fleste. Han holder hornet nede, indtil de to hunde på den anden bil så ugidelige som narkomaner hopper ned og lusker nogle meter ud i mørket. I skæret fra det lange lys skynder han sig frem mod bilen. Så hurtigt han nu kan løbe. Det er flere måneder, måske år siden, han har løbet sidst. Det er kun nogle få meter, men det føles, som om det tager for 20

Eremitten.indd 20

13/10/16 14.48


lang tid. Det føles, som om hundene allerede har set det og kaster sig frem mod bilen igen. Det føles, som om hans ben er upålidelige og ikke kan bære ham hele vejen og tilbage på en enkelt aften. Han når ikke så langt ind over bilen, som han ønsker sig. Han hænger på kanten af den væltede Montero og rækker ud efter ringen. Knap en halv meter. Han ligger lige ud for det, der er tilbage af Bill Hajis hoved og ansigt, og ser gennem den røde og blå klump og ind i de åbne, men slukkede øjne. Find drengen. Sætningen går så klart og tydeligt gennem larmen fra fyrværkeriet, at Erhard et øjeblik tror, det er radioen, der stadig virker. Eller måske en af hundene, hvad fanden ved han, der pludselig er begyndt at snakke. Han ser ind i øjnene igen og synes, at sætningen nærmest kommer fra øjnene, fra den mørke cirkel i øjet, der langsomt stivner. Han har hørt stemmen før. Det er en stemme, han kender. Måske er det Bill Hajis. Måske er det bare noget, han selv har sagt højt af Gud ved hvilken årsag. Han kan ikke engang huske, hvad han sagde, kun at ordene var bedende. Så ser han fingeren igen og griber fat i nogle kanter på undervognen og trækker sig op og frem. Bilen er stadig varm. Ikke brændende, men lun som klippe. Fyrværkeriet dør ud, den allersidste salut skydes af over kysten, et grønt netværk, der sprutter af sølv. Der bliver stille. Ikke helt stille. Motoren knitrer. Og hundenes klagende småbjæf er brudt ud i et supersonisk piveri, der må være lyden lige før raseriet. Der pusles lige neden for bilen. Erhard trækker sig frem over maven og rækker ud og griber fat om fingeren. Den er kold. Ru. Og vidunderlig. 9 + 1, tænker han.

Eremitten.indd 21

13/10/16 14.48


7 Erhard løber tilbage til sin bil og kaster sig ind på forsædet og smækker døren. Siden han opdagede den væltede bil, har han følt sig fuldkommen ædru, nærmest tømmermandsplaget, nu kommer beruselsen tilbage med et svirp. Ikke kun den gyngende fornemmelse, men også en bizar opstemthed, en glæde. Det er, som om hans øjne, hans krop, hans sind, laver kortsluttet matematik. Hans egne ni fingre og Bill Hajis ene finger giver ti fingre. Det vækker en glæde helt ned i maven, ja, ned i pikken, som om det har forstærket hans libido at have en ny finger i sin besiddelse. Han ved, det er forkert, han ved, det er indbildt, men selv om det ikke er hans finger, gør summen af fingre ham hel på en måde, han ikke har følt længe. På samme måde som separationen fra hans egen finger for atten år siden repræsenterede en frastødelse, en bevidst subtraktion, bringer denne finger balancen tilbage. Han smider sokkerne fra sig i mørket og går i seng med hovedet snurrende. Generatoren er løbet tør, fordi han glemte at slukke den, da han gik. I morgen, i morgen ser han på det. Der er stille, men når vinden skifter, lyder den som hunde, der knurrer. Hvis de æder ham, er der ikke noget at begrave. Hvis der ikke er noget at begrave, er han ikke død. Bill Hajis søster, en hård tante, der ligner en mand. Hun må sige farvel til en tom kiste. Fingeren på en hånd, Bill Hajis hånd, der engang stoppede Erhard ude på hovedgaden. Kæresten var syg. Bill Haji nussede ham hele vej­ en til hospitalet. Erhard husker det bedst fra den vandmelonagtige duft og den stak af 500-eurosedler, Bill Haji ville betale med. Erhard måtte 22

Eremitten.indd 22

13/10/16 14.48


løbe ind og veksle i kiosken. Fingeren. Bill Hajis hånd. Bill Hajis bakkenbarter. Det mest irske ved den mand. Han famler sig frem i mørket og finder telefonen. Der er sket en ulykke. Skynd jer, siger han. Det er ligesom at lægge en besked. Han giver adressen, han forsøger at lave sin stemme om, så han lyder mere spansk. Los perros se lo han comido. Hundene har spist ham. Det forstår manden i den anden ende ikke helt. − Dit navn, må jeg spørge, hvem der ringer? Der er stille længe. Erhard vil lægge på, men kan ikke finde afbryderen i mørket. Han er ved at følge den snoede ledning tilbage til afbryderen. − Hallo, siger manden. Erhard trykker plastiktappen ned og afbryder opkaldet. Der er igen chokerende stille. Kun den puslende vind over stenene er tilbage. Nytåret har allerede lagt sig til rette over øerne. Han har fingeren under puden som en lykkemønt.

Eremitten.indd 23

13/10/16 14.48


8 Tirsdag står han tidligt op og kører en tur, inden han melder sig klar på centralen og tager de første kunder. Altid den første tur ned til fiskerbyen Alapaqa, hvor mågerne skriger, og man serverer den bedste kaffe på øen. Aristide og hans kone Miza rister den selv og kværner den med Mizas fars gamle arabiske kværn, der fylder et skrivebord. Kaffen er næsten lilla og sød. Øens bedste. Selv om han ikke kan siges at have prøvet alle stederne, der tilbyder kaffe på øen, har han nok prøvet de fleste. − Du ser frisk ud i dag, Erhard, siger Miza. Erhard hilser kort på hendes kusine. Hun bor midlertidigt hos Miza og kommer ud i caféen i bare tæer. Hun er en motorcykeltøs med beskidt mund. Det kan han ikke leve med, men han kan godt lide hendes hår. Når hun står med ryggen til, kan han se det. Mørkt og langt, helt ned til lårene. Mens Erhard drikker sin kaffe, taler kusinen om en bodybuilder ved navn Stefano. Ikke en rar fyr, hvis hun spørger Erhard, men det gør hun nu ikke. Hun spørger ikke om noget. Hun taler om bodybuilderens kyllingehjerne og et tv, han smadrede og alt for mange penge, han har brugt på nogle klamme kællinger på en bar i Puerto. Miza gør rent i caféen, mens hun lytter og sender Erhard et blik. Måske er kvinder ikke altid sagen, siger hendes blik. Måske er mænd ikke. Hos Miza har de også et bad, han låner. Et lille skur som fiskerne bruger til at skylle og tørre store fisk, men som efterhånden er blevet en slags offentligt brusebad for surfere, fiskere og en enkelt taxachauffør uden eget bad. Er han heldig, hænger der ingen fisk i rummet. I dag hænger der en stor sværdfisk med en krog gennem munden.

Eremitten.indd 24

13/10/16 14.48


9 Han kører knap 120 euro. Der er en god rytme, kunderne dukker op lige så hurtigt, som han sætter dem af. Han tør ikke tage fingeren frem, den ligger bare i lommen. Han har prøvet at lirke ringen af, ringen er han ligeglad med, men den sidder fast, spændt helt ind til knoglen. Bill Haji var ikke fed, men hans ringfinger er enten svulmet op eller er med tiden blevet så kødfuld, at ringen er plan med huden. Han forestiller sig den unge Bill, der engang satte ringen på. Når fingeren er tørret lidt, kan han måske lirke ringen af. Bare han ikke brækker fingeren midt over eller den smuldrer som tørt ler. Efter siesta triller han ned til Villaverde. Han parkerer på en stille vej bag Aritza’ernes hvide palæ. Hvert år, altid et par dage efter nytår, har Aritza’erne besøg fra fastlandet, og deres lille niece Ainhoa skal spille Gershwin, altid Koncert i F. Han er der en halv time før og stemmer flyglet, mens kvinderne drikker champagne på terrassen og mændene kigger ned i Steinway’en og kommer med kommentarer. Ikke til Erhard, men hinanden. André Aritza er en venlig mand i slutningen af fyrrerne med usædvanligt kraftige briller. Men siden Erhard kom til at sige, at han ikke ved noget om computere og heller ikke interesserer sig for dem, har André Aritza været kølig. Manden har åbenbart tjent sin formue på noget med computere og skibe og navigation. De nye rige, som der kommer flere og flere af. Sære mænd uden rygrad med yngre koner, der passer huset for dem og børn som trofæer. I dag står tre af den slags skeløjede opfindertyper og peger ned i kassen på hamrene, der går op og ned, og de taler om Erhard som Klaverstemmeren, mens han står lige ved siden af. Svogeren taler om noget 25

Eremitten.indd 25

13/10/16 14.48


med mobiltelefonen, der kan stemme klaveret. Ekstremt smart, ekstremt smart, siger svogeren, sig mig, hvor meget koster Klaverstemmeren dig? André Aritza svarer: Alt for meget for alt for lidt. Hent dog den app, siger svogeren, den koster 79 cent. Mændene griner. Han er snart arbejdsløs, den stakkel, siger den yngste opfinder. Erhard har hovedet helt nede i kassen og er i gang med stemmenøglen. Han hører masser af den slags. Også når han kører taxa. Han mærker fingeren i lommen. Han mærker den ikke engang, han ved bare, den er der. Den giver ham sære idéer. Den giver ham lyst til at rive strengene ud af det forbandede flygel. Den giver ham lyst til at spille etuder med André Aritzas hoved mast ned i tangenterne. Men den giver ham også lyst til at lade være. At være rolig, ikke spilde sine muligheder. Reina Aritza forsøger at samle selskabet i spisestuen, der ligger en suite bag nogle lukkede skydedøre. Hele huset lugter af hummer, der er kogt for meget. Erhard tager sig god tid til at blive færdig, mens selskabet bryder op og står og drikker champagne foran vinduerne med udsigten over bugten og vandet. Han går ned i køkkenet og vasker sine sorte fingre, inden han finder ud i entreen og ud gennem hoveddøren. Lige da døren er ved at lukke, kommer han i tanke om pengene i en kuvert på den lille skænk. Det er altid der, de ligger. 100 euro. Han kan godt undvære dem. Hvis han lader kuverten ligge, kan han vise André Aritza, at han ikke gør det for pengenes skyld. At han ikke finder sig i kommentarerne for håndører. Men det vil bare se ud, som om han har glemt dem. Han sagde ikke noget, da de talte dårligt om ham, og de vil tro, at den stakkels forvirrede klaverstemmer har glemt sine penge, og måske grine endnu mere af ham. Fanme nej. Han går ovenpå igen, forbi spisestuen, hvor han kan høre Reina dirigere gæsterne rundt om bordet og placere mænd og kvinder. Hun kalder på André, men der er intet svar. Erhard griber kuverten på skænken og ser hurtigt gennem sprækken i døren og ind i stuen, hvor niecen står lænet op ad flyglet og kigger ud ad vinduet. Med André Aritza lidt for tæt, munden lidt for langt oppe ved hendes øre. Han står ved siden af hende og ser på hende, som om han forventer en 26

Eremitten.indd 26

13/10/16 14.48


reaktion, men hans hånd er på vej op ad hendes lår og trykker sig mod den sølvfarvede lange bluse, hun har ud over sine bukser. Hun ser ikke ud til at nyde det, men virker heller ikke skamfuld eller overrasket. Den eneste formildende omstændighed er, at hun ikke er hans rigtige niece, men bare en god vens datter, de har valgt at betragte som niece. Og hun er ikke et barn, men en ung kvinde, tæt på de sytten-atten år. Og for en som Erhard, der intet ved om sex eller forførelse af kvinder, ser hans tilnærmelse hverken sexet eller forførende ud. Bag sig kan Erhard høre Reina Aritza på vej hen ad gangen. − Señor Jorgenson, tak for i dag og godt nytår, siger hun, da hun ser ham stå med kuverten i hånden. Erhard vender sig hurtigt og skubber døren til stuen op. André Aritza fjerner hurtigt hånden fra niecen og stiller sig stiv som en kammertjener ved siden af hende og sender Erhard et irriteret blik. Niecen virker stadig ligeglad. Som om han har fyldt hende med champagne eller sagt noget til hende, der optager hende voldsomt. − Deres smukke kone leder efter Dem, siger Erhard højt. − Nå, tak, siger manden og fjerner det irriterede blik. − Hummeren bliver kold, siger Reina Aritza ind i stuen. − Husk cham­pagneglassene. − Godt nytår til Dem og deres niece, siger Erhard til André ­Aritza og vender ryggen til dem og går ned igen. Han ser masser af den slags, men overvejer alligevel, om det ikke er sidste gang, han kommer i huset. André Aritza kan godt blive endnu mere besværlig nu. På den anden side er der langt mellem stemmeopgaver. Han passer på de få aftaler, han har. Der er ingen grund til at tage stilling nu. Der er et år, til han ser de mennesker igen. Han tænder skiltet og håber på en gadetur, inden han kan køre hjem.

Eremitten.indd 27

13/10/16 14.48


10 En mand står uden for døren. Erhard ser på ham gennem det lille vindue, inden han åbner. Han tæller til tredive for at se, om han går sin vej. Manden, der hedder Francisco Bernal, gnider sig bag solbrillerne, som om han er træt eller har fået støv i øjnene. 31. 32. 33. Men han bliver stående og ser lige ind i døren, som om den vil springe op når som helst. En smuk, ung mand i slutningen af trediverne, han har et par børn, en kone, der arbejder på et af hotellerne. Erhard åbner. Politimanden ser lige på Erhard. − Eremit, hilser han. − Kommissær. − Jeg er ikke kommissær. − Og jeg hedder ikke Eremit. Bernal griner. − Ok, Jorgenson. Hvordan har du det? − Fint. Og du? Og børnene? − Den mindste har lige haft mæslinger. Erhard nikker. Han har kendt vicepolitikommissæren i nogle år. − Din kollega ringede i går eftermiddag, siger Erhard. − Vi så jo helst, du kom ind. − Jeg kunne ikke i går. − Så kom med mig nu. − Nu er du jo her. Jeg forstår ikke, hvad I ellers har behov for at vide. Jeg ved ikke særlig meget. Jeg ved kun, hvad jeg har fortalt. Politimanden tager solbrillerne af. Han ser træt ud. − Jeg kan tage dig med ind og køre dig tilbage. − Lyder hyggeligt, men nej tak. Bernal ser hen på bilen. − Hvad er der sket med sidespejlet? 28

Eremitten.indd 28

13/10/16 14.48


− Det sker, når man kører taxa. − Jorgenson, jeg blev sat til at hente dig. Lad være med at gøre det svært for mig. − Kald mig Señor Imodreglerne. Bernal griner. Et ærligt grin. Det kan Erhard godt lide ved ham. − Hvorfor sagde du ikke, hvem du var? I telefonen? − Forbindelsen var dårlig, siger Erhard. − Du ved, hvordan det er herude. − Så vidt jeg ved, er det blevet meget bedre med de nye kabler. Dem har Erhard ikke hørt om. − Hvorfor ringede du ikke op igen, fortsætter Bernal. − Det var nytår, jeg var træt. − Var du også træt, da du fandt liget? − Ja. Erhard tænker på ordene, der kom fra Bill Hajis øjne, men som han ikke kan huske. Det er ikke den slags information, der øger ens troværdighed. − Hvornår har du sidst været hos lægen? − Åh, hold op, siger Erhard og tager sit kørekort frem. Som taxa­ chauffør skal man altid have det på sig, men han har aldrig vist det til andre end Bernal, der tjekker det hver gang. Bernal ser på datoen. Oktober 2011. − Ingen problemer med at se om natten? − Selvfølgelig ikke. − Det kan jo ske. I din alder. − Det er chikane, det der. Der er to andre chauffører, der er ældre end mig. − Faktisk ikke. Alberto Ramirez er 68, Luís Hernaldo Esposito er 66. − Imponerende, unge mand. Men det ændrer ikke på, at jeg er en god chauffør. − Det ved jeg, men du er også så stædig, at jeg kan få dig anholdt for det. Pludselig får han et underlig alvorligt blik i øjnene. − Eremit, jeg må spørge dig om noget. Det navn er ikke til at komme af med. For nogle år siden irriterede det ham, og han forsøgte at få folk til at kalde sig Jorgenson. Men det 29

Eremitten.indd 29

13/10/16 14.48


holdt ikke. Der er ikke noget mere vedholdende end et misforstået øgenavn. − Lad mig høre, siger han. − Der er noget omkring ... Omkring Bill Haji, vi gerne vil vide. Bernal ser rundt. − Bare rolig. Her er ingen andre end os. Og gederne. − Jeg bad Pérez-Lúñigo om at vente ude i bilen. Erhard ser ud mod politibilen, det er først nu, han lægger mærke til den mørke skygge, der sidder og holder i håndtaget i bilens loft. Lorenzo Pérez-Lúñigo er læge, en middelmådig en af slagsen, men også øens eneste retsmediciner. Ikke dygtig, men bare selvhøjtidelig og usædvanligt glad for lig. En forfærdelig personlighed, Erhard var ved at melde ham til politiet for usømmelig omgang med lig for nogle år siden, men Bernal fik Erhard overtalt til at lade være. − Hvad der sker på en taxatur, bli’r hos chaufføren, som man siger. Bernal griner kort. − Kan vi ikke i det mindste gå ind? Erhard går forrest ind i stuen, der også er køkkenet. Han læner sig op ad køkkenbordet og gør tegn til, at kommissæren kan gøre det samme. − Du har stadig ikke fået lagt vand ind, siger kommissæren og ser på en tom cognacflaske, der står på bordet. − Vand er for skildpadder, siger Erhard. − Du lever også som en skildpadde. Jeg bliver bekymret. − Lad være. Jeg har prøvet det, der er værre. Bernal trækker på skuldrene. − Du sagde i telefonen, at hundene havde bidt ham i ansigtet. − Jeg fortalte, de havde ædt hans ansigt. − Og de sad oven på bilen. Hundene. Og var i færd med at bide ham. − Æde ham, ja. Det var, hvad jeg kunne se. − Og du er sikker? Det var ansigtet? − Jeg så hans bakkenbarter, jeg så hår. Jeg så hans øjne. − Hvad nu hvis du var træt? − Jeg ved, hvad jeg så. − Kan det ikke have været ryggen? − Hvis han havde øjne på ryggen. 30

Eremitten.indd 30

13/10/16 14.48


Kommissæren smiler. − Vi kan ikke finde hans ring. En helt særlig ring, som ikke er noget værd, hvis man forsøger at sælge den. − Hvem ved, hvad de dyr kan have spist? − Vi har skudt alt, hvad der kan rende omkring derude på fire ben. Vi har endda skudt et par hunde, der ikke var vilde. Og Lorenzo har stået i hundetarm til albuerne. Ingen ring. − Så er han da i sit rette element. Men måske nåede de ikke at sluge den. Måske ligger den et eller andet sted. Hvem ved, hvor sådan nogle hunde gemmer sig. − Så havde vi fundet den. Vi har gennemsøgt hele området. Problemet er, at alt, der har ligget i hundene i mere end tre-fire timer, er så opløst, at vi ikke kan se, hvad det er. Ikke ringen, den burde vi kunne finde. Og hvis ansigtet var det sidste hundene, ehh, åd, burde vi også have fundet det. − Hvornår kom I frem? − Vi var der, så hurtigt vi kunne. Politimanden ser ned på laminatgulvet, der er revnet og klistret ind i gaffatape. − Man kalder det en soloulykke. Soloulykke. Han siger ordet flere gange, som om det pludselig undrer ham. Erhard er lettet, men bange for at vise politimanden det. Han vender sig og ordner noget ligegyldigt på køkkenbordet. − Hvor lang tid tog det? − Manden var jo allerede død. Det var nytårsaften, som du selv sagde. − Så hvad er problemet? − Vi har familien på nakken. Kærlighed gør urimelig. Der skal være noget at lægge i den kiste. Ikke bare sten ude fra Alejandros sti. Og så den ring, søsteren er meget optaget af den. − I skal ikke forsøge at snyde dem. Slet ikke Eleanor. Det kommer der ikke noget godt ud af. Han husker søsteren, som hun ser ud i et bakspejl. Hun er dobbelt så maskulin som Bill Haji. − Det er sgu da derfor vi knokler rundt. Sådan en ring er ligesom, du ved, hans personlighed. Jeg vil gerne give søsteren den ring og sige til hende, at han er i den kiste. Det må ikke bare være rester af hans sko og leveren, som de djævle af en eller anden grund ikke har rørt.

31

Eremitten.indd 31

13/10/16 14.48


Erhard tør ikke se over mod køkkenhylden, hvor fingeren ligger nede i kaffedåsen med teksten Mokarabia 100 procent Arabica. − Jeg kan ikke hjælpe jer. Kommissæren ser sig omkring, som om der er mere, han vil sige. Hans blik hviler længe på et stykke af væggen, hvor tapetet mangler. Man kan se det bare træ. En bleg krydsfiner med tømrerens noter på. Erhard følger ham ud til bilen. Pérez-Lúñigo ser utålmodig ud. − Hvis du hører om nogen, der finder ringen, vil jeg gerne vide det. − Ja, siger Erhard. Hvis han hører om nogen, der finder ringen, vil han straks ringe. − Har jeg fortalt, at jeg engang kendte en pige fra Danmark? Da jeg boede på Lanzarote. En lille djævel, umulig at styre. Han sætter sig ind i bilen, men holder døren åben. − Pludselig rejste hun bare hjem. Det er problemet med de her øer, alle de fornuftige tager hjem på et eller andet tidspunkt. − Kender hende ikke, siger Erhard.

Eremitten.indd 32

13/10/16 14.48


K ÅR ET SO M ÅR ETS B ED STE N O R D ISK E SPÆ N D IN G SR O MAN

★★★★★ ”Wow! … Slår benene væk under dig.” Go’morgen Danmark ”Et fejlfrit, formfuldendt værk” Weekendavisen

’’’’’ Politiken

”Forrygende … så megen kant og karisma” Ekstra Bladet

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. På bagsædet står en papkasse med en lille død dreng i. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk, og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening. Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim og gådefuld sag, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger at lukke historien ned med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard Jørgensen, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens velhavere. Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden, gøre for at opklare et moderne mysterium med spor, der fører langt væk fra Fuerteventura? EREMITTEN er en spændingsroman om desperation, hemmeligheder og håb.

THOMAS RYDAHL debuterede i 2014 med Eremitten, som indbragte ham BogForums Debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. I 2016 fulgte næste bind om Erhard, De savnede, og i 2019 det afsluttende bind i trilogien, De tre paver. Thomas Rydahl er uddannet på Forfatterskolen.

FOTO: LES KANER

ISBN: 978-87-400-5865-9

ThomasRydahl_Omslag_145x220_R37_C.indd 1-3

BIND 1 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N PO LITIK EN S FO R LAG

28/06/2019 11.45