En uskyldig familie

CMYK + MATTE KASCHE

100 mm

150 mm

29 mm

150 mm

100 mm

»Det e r e n g u ddom m e lig roman«

politikens forlag

E n u s k y l d i g f a m i l i e er historien om Frederik,

»Bog e n e r så fe d … stor, stor læsn i ng« – Peter Aalbæk

OMSLAG: Alette bertelsen, aletteb.dk foto: BAIRON RIVERA

roman

foto: Les Kaner

der vokser op i Svendborg og rejser til først Odense, siden København og New York. Efter nogle år som succesfuld finansmand blandt andet i Goldman Sachs, kommer han dog tilbage til Europa, hvor han bryder sammen. Han længes hjem, men han bryder sig ikke om at besøge barndomshjemmet i Svendborg. Hans far er kun en skygge ved siden af hans stærke, frigjorte mor, hans søster er blevet præst og mener, at Frederik bør besinde sig på familien, på at ingen penge i hele verden kan købe ham den frihed, han drømmer om. Men hvordan skal han så blive fri?

Katrine Marie Guldage r

P å S t r a n d v e j e n steg han ud af taxaen som en verdensmand, han betalte den mørklødede chauffør kontant og sagde storladent: – Behold du bare resten.

Men i stedet for at gå hen til hoveddøren, fik en indskydelse ham til at gå rundt om huset, og der så han noget, som kom til at præge ham i årene, der kom. For ikke alene lå den gave, han havde sendt sin mor, stadig uåbnet på køkkenbordet, rundt om spisebordet sad hele hans familie og hyggede sig med dét, de altid havde kaldt „udvidet morgenmadsmenu“, hvilket inkluderede alt fra cocktailpølser og æg, til pandekager og friskbagte snegle. Frederik stod sådan og betragtede dem, som om det først var nu, sandheden gik op for ham. Han behøvede ikke at gå hen til hoveddøren og banke på, og han behøvede ikke at gå ind.

For de savnede ham ikke. f r a b o g e n

E n u s kyl d i g fam i l i e

226 mm

– Peter Aalbæk

K at r i n e M a r i e G u l da g e r (1966), cand.phil. i dansk 1994 og samme år uddannet fra Forfatterskolen, er forfatter af en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger. Senest har Katrine Marie Guldager udgivet en meget anmelderrost Køgekrønike i seks bind og heri beskrevet en families liv og livet i almindelighed i Danmark igennem 50 år.

Forfatterens bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Katrine Marie Guldager er gift, mor til to børn og bosat i København.

politikens forlag

en uskyldig familie

En uskyldig familie.indd 1

24/11/16 12.55

En uskyldig familie.indd 2

24/11/16 12.55

Katrine Marie Guldager

En uskyldig familie

Politikens Forlag

En uskyldig familie.indd 3

24/11/16 12.55

En uskyldig familie.indd 4

24/11/16 12.55

kapitel 1

Huset på Strandvejen var bygget i schweizerstil, og den eneste grund til, at Jytte og Holger havde råd til at købe det, var, at det krævede en gennemgribende renovering. Allerede den dag, de flyttede ind, blev de bemærket. Hverken fru Nielsen eller fru Schnell fik tilfredsstillet deres nysgerrighed blot ved at kigge ud gennem vinduet, og derfor gik de ud på fortovet, på vejen, de iklædte deres provinsielle nysgerrighed velkomstgaver, en hurtigt ompottet plante, lidt i hast sammenskrabe­ de småkager. De bankede på døren og sagde: – Hvor er det godt med nogle unge mennesker!

Bagefter strakte fru Nielsen ryggen og gned sin lænd, fru Schnell hostede salvelsesfuldt og overvejede med sin samlede hjernekapaci­ tet, om de to mennesker, hun lige havde set i døren ind til en mislig­ holdt, men dog respektabel strandvejsvilla et stenkast fra Svendborg­ sund, mon var det, man kunne kalde hippier? De så mærkelige ud.

Hun havde haft et tørklæde om hovedet, han havde langt hår.

Den mørke vinternat, da de havde mødt hinanden i Ollerup, hav­ de de danset til liveoptagelserne fra Woodstock, de havde imiteret en festivalstemme, der sagde: And if you’re too tired to chew ... pass it on. De havde nikket indforstået ved tanken om det biodynamiske landbrug, hvis indvielse de var med til at fejre: De havde nulret hash i hænderne, kysset hinanden på en beruset måde og viet deres liv til verdensfreden.

5

En uskyldig familie.indd 5

24/11/16 12.55

Det varede ikke længe, før deres to første børn, Frederik og Lene, myldrede ind og ud af de fine tæppebelagte stuer hos fru Nielsen, det varede ikke længe, før de spiste hjemmelavet karamel og bagte kræmmerhuse hos fru Schnell, før de artigt sad i sofaen og åndeløst stirrede på de malerier, der med deres tilriggede tremastere og alvor­ lige mænd med bakkenbarter lignede vidnesbyrd fra en anden og mere magisk verden.

Det varede heller ikke længe, før Jytte var en fast gæst i de bor­ gerlige stuer. Enten ledte hun efter nogen, der kunne hjælpe hende med indkøb og børnepasning og lettere vedligeholdelse, eller også flød hun over med al den hjælp og forståelse, hun gerne ville give til sine naboer og medsøstre. Mere end én gang troppede hun op med klidboller og farvede krystaller, hun havde købt hos en marskandiser, og som lyste så smukt, når man hængte dem i vinduet.

Det var vel dét, der var typisk Jytte: at hun så gerne ville ophæve den ensomhed, der mærker de fleste og følger os alle i døden. Og alle på Strandvejen mærkede det, kom til at holde af Jyttes facon.

For det var også rigtigt, at man skulle komme hinanden ved, det var også rigtigt, at det var fjollet at føre regnskaber over, hvem der invi­ terede hinanden til selskab i små sirlige hæfter, bagtale hinanden på misundelige måder. Herregud, hvorfor ikke bare gå ud i solen og snakke? Jo, Jytte fik indført et mere uformelt, mere hjerteligt samvær på Strandvejen. Enkelte talte ligefrem om, at der udgik et særligt lys fra hendes hjerte. Andre mente dog, at det var noget pjat. Lys? Hun var jo ikke en engel.

Man vidste, at Jytte ville have mange børn, for det havde hun er­ klæret, allerede da fru Nielsen og fru Schnell stod i døren med deres ompotning og deres vaniljekranse. Derfor undrede det ikke nogen, at hun allerede måneden efter, at hun og Holger var flyttet ind i det hus, hvis vægge nu fik travlt med at holde sammen på familien, kunne fortælle, at hun 1) havde en skrækkelig kvalme og 2) var gravid.

Det første barn, hun hjembragte fra sygehuset og til hjemmets permanente roderi, havde været Frederik. Fødslen havde været lang, 6

En uskyldig familie.indd 6

24/11/16 12.55

men Jytte havde insisteret på en naturlig fødsel, og bagefter havde hun været så høj, at hun havde grebet fat i Holgers skjorteåbning, havde drejet stoffet rundt og hæst hvisket: – Det vil jeg prøve igen. Og snart.

Det passede hende godt, at hun blev gravid, endnu mens hun am­ mede Frederik. Allerede det følgende år kunne hun hjemtage endnu et lille dunet og af hendes kærlighed totalt afhængigt væsen fra syge­ huset.

Herefter opstod der en pause som formentlig var utilsigtet.

Fru Nielsen havde ellers allerede sagt til Fru Schnell: – Skal vi vædde? Jeg tror, der går mindre end et år, før hun næste gang står og rødmer i døren. Før hun bøjer hovedet og hvisker, at hun er gravid.

Men intet skete.

Var der mon tale om, at Holger ikke ville have flere børn? Havde Jytte fortrudt? Var hun slidt op? Kunne hun ikke tage al det skrigeri?

Fru Schnell lå i det tidlige morgenlys og repeterede sine spørgsmål.

Senere diskuterede hun sagen med fru Nielsen, og de blev enige om at hjælpe Jytte lidt. Uden at spørge begyndte de at ordne vasketøjet, købe ind og lave mad. Uden at det var til diskussion, indgik disse tre kvinder et fællesskab, der for fru Schnells vedkommende blev så meningsfuldt, at hun i mange år overvejede at gøre sin eneste datter arveløs og testamentere sin samlede formue til Jytte og hendes børn.

I øvrigt hed hun ikke fru Schnell mere. Alle kaldte hende Charlotte.

Både fru Nielsen og Charlotte ville nok være blevet overraskede over at kende sagens rette sammenhæng. For den egentlige grund til, at ægteparret Jytte og Holger kun fik tre børn, var den simple: at ægteparret kun havde sex tre gange.

Her er det nødvendigt at pege på Holger. På hans angst for at gøre kvinder fortræd. Holger var vokset op med en mor og tante, som ple­ jede et ikke ubetydeligt had til det modsatte køn. Engang havde Hol­ gers mor ligefrem trukket ham til side på Østerbrogade, lige før de skulle ind i en sporvogn: 7

En uskyldig familie.indd 7

24/11/16 12.55

– Ved du overhovedet, Holger, hvilken smerte mænd påfører kvin­ der? Ved du, hvad det vil sige at føde, Holger?

Og hun svarede for ham: – Nej, det gør du ikke! Mænd har lidt sjov, men det er kvinden, der lider. Hendes krop, der gennemgår utallige prøvelser under gravidite­ ten. Holger! Hør efter, når jeg taler til dig! (Her var hun på nippet til at stikke ham en lussing).

– En fødsel er et mareridt, forstår du det? Mænd påfører kvinder smerte.

Holger forstod tøvende. Han kiggede op på sin mors grå spadsere­ dragt og matchende hat og forstod vreden i hendes stemme. Måske var det derfor, han var endt til den indvielsesfest, hvor han mødte Jytte. Fordi han gerne ville have, at kærlighed og sex og forplantning var noget, der hang sammen. Fordi han ønskede, at det var noget smukt. Jytte havde sagt det til ham så mange gange: –Det er noget smukt, Holger.

Men allerede ved den første fødsel blev Holger tilsyneladende indhentet af sin mors raseri.

Da Jytte kom hjem fra hospitalet med Frederik i en sivkurv, der var håndflettet af indianske bjergbønder og hjembragt fra Peru af en fyr, der kaldte sig Futuro, gik Holger ind på sit arbejdsværelse og oplevede et mindre sammenbrud. Fordi han havde været så ond, så ussel, ja, fordi han var en mand. Først da han havde overbevist sig selv om, at Jytte havde forladt huset, vovede han sig ud. Han stod foran køleskabet, da Jyttes stemme ramte ham bagfra. Hun sad i stuen og ammede.

Hun sagde: – Han har brug for dig, Holger. Og det gør ikke ondt nogen steder.

Se på mig, Holger.

Hun bed tænderne sammen, for faktisk var begge hendes brystvor­ ter afsindigt ømme.

Holger trådte et skridt nærmere, tørrede øjnene.

Han kiggede ned på det næsten sovende barn og følte sig på én 8

En uskyldig familie.indd 8

24/11/16 12.55

gang overvældet af kærlighed og sorg. Jytte pakkede drengen ind i et tæppe, rakte ham op til den stadig stående Holger, som modtog ham.

Nye naboer kom til.

Huset skråt over for Jytte og Holgers blev købt af en familie på fem.

Hun hed Anni, han hed Per, de hed Christensen. Anni var allerede efter en uge på matriklen lidt gladere for Holger, end Per fandt rime­ ligt (for Per var en mand, der talte om rimelighed i den forbindelse).

Annis tre drenge havde en alder, hvor de stort set var selvhjulpne, og derfor havde også hun rigelig tid til at stå ved køkkenbordet, høre kaffemaskinen sprutte, mens hun ængsteligt kiggede over på Jytte og Holgers hoveddør og fugtede sine læber. Kun sjældent var det Hol­ ger, der kom ud. Oftere var det Jytte i følgeskab med enten Frederik eller Lene eller begge. Hvis ikke de skulle i børnehave, skulle de føl­ ges hen til en eller anden fritidsaktivitet. Allerede fra de var små, var de aktive og kompromisløse. Lene var kun fem, da hun insisterede på at spille Für Elise i dens fulde længde. Frederik var kun syv, da han insisterede på at sejle i optimistjolle alene. Jo, der var noget kompro­ misløst ved disse børn, noget næsten umenneskeligt. Mange år senere skulle Jytte overveje, om hun mon havde svigtet den forældreopgave, der på én gang er den sværeste og den vigtigste: at lære afkommet selvkontrol. Hun skulle komme i tvivl, om hun skulle have tvunget sine børn til at være mere lyttende, men tankegangen var på alle må­ der forsinket og futil: Hendes børn havde for længst lagt fra kaj. Deres mor? De kunne knap få øje på hende inde på molen mere.

Midt i det hele, midt i stålsatheden, de hårde viljers gnistren, blev Jakob undfanget. Jakob, der blev alles kæledægge, allerede før han blev født, Jakob, der fik hemmeligt hjemmebag og lun mælk af en kærlighedsramt, altid nikkende Charlotte.

Jytte var ikke typen, der nogensinde sagde, at folk bare skulle tage sig sammen. Hun var ikke typen, der nogensinde sagde, at folk, der kom i ulykke, blev arbejdsløse eller mistede deres formue, selv var ude om 9

En uskyldig familie.indd 9

24/11/16 12.55

det. Hun så ikke en direkte sammenhæng mellem folks ulykke og den måde, de levede på: Næ, nej, ulykken var noget, der kom udefra, ulykken var noget, der ramte de sagesløse, de sårbare, de fattige og de prøvede: Mennesker, som man måtte have medfølelse med, hvis man havde et hjerte. Holger lå flere gange vågen og søvnløs ved tanken om alle de mennesker, Jytte gerne ville redde. Med tre små børn holdt hun sig heldigvis til mennesker i deres umiddelbare nærhed. Anni for eksempel. Jytte havde ondt af Anni, fordi hun altid stod tomhændet i sit køkken og drak kaffe. Fordi hun var gift med sådan en træmand.

Da Jakob var et halvt år, og det var på tide at holde op med at amme, besluttede Jytte sig for at lave en lille bridgeklub for de nær­ meste naboer. Ikke alene skulle der være regnskaber og turneringer, der skulle også være dry martini med oliven. Og lune kartoffelchips.

At Anni altid var udfordrende klædt, var ikke noget, Jytte bemærkede.

Hendes upassende hængen sig op ad Holger, mens hun lavede trut­ mund og blinkede langsomt, var heller ikke noget, hun bemærkede.

Jytte bemærkede ikke, hvordan Anni greb om Holgers slips, mens hun forklarede, hvor dødkedeligt hun syntes, det var at spille bridge, hun bemærkede ikke Annis diskrete, nogle gange fugtige, pegefinger løbe langs Holgers skjortekant i nakken, hun så det simpelthen ikke.

Og hvorfor ikke? Fordi Anni var på listen over Denne Verdens Ofre.

Hun var på listen over Alle De Mennesker I Denne Verden Det Er Synd For. Og den slags mennesker gør ikke noget forkert. De prøver ikke at gafle ens mand, mens man mikser dem en drink.

Ikke at Anni nogensinde blev et problem. Jytte var sikker på Hol­ ger, og hun havde god grund til at være sikker på Holger. Han var den slags mand. Men hvilken slags mand var Holger egentlig? Nogle ville nok mene, at han var kedelig. Holger var kedelig. Hvis han havde vidst, at fremtidens modeord skulle udspringe af kravet om konstant forandring, ville han muligvis have fået et hjerteanfald. Nu nød han i stedet at gå den samme vej til arbejde hver dag, han nød at gå i fodformede Ecco-sko. Han nød, at hans blå vindjakke, indkøbt i et herremagasin oppe i byen, holdt år efter år. Han nød, at folk sagde 10

En uskyldig familie.indd 10

24/11/16 12.55

om ham, at han var sparsommelig. Han ærgrede sig langt ind i sin sjæl, når noget gik i stykker.

Hvad børnene angik, var han både kærlig og opmærksom, men selv om Jytte mente, at de skulle dele alt lige, så mente Holger nu alligevel, at børn var noget, der hørte ind under hende. Måske var det derfor, at der var så mange ting med hensyn til børnene, som han ikke deltog i, så mange situationer, hvor han trak på skuldrene. Her kan man for eksempel nævne dengang, Frederik efter en fødselsdag samlede alle sine gaver sammen og gav sig til at sælge dem oppe på Centrumpladsen. Man kan nævne, at Frederik på det tidspunkt, da Lene fandt ham, havde tjent over 500 kroner, som han opbevarede i et lille læderbælte. Man kan hæfte sig ved, at Holger, frem for at iret­ tesætte drengen, lo en kort, tør latter og henvendt til sin kone sagde, at drengen var lidt af en “iværksætter”. Man kan også hæfte sig ved dengang, det kom frem, at Frederik gennem flere år havde stjålet små beløb fra sin mors pung, ved at Holger heller ikke denne gang iret­ tesatte ham, men til sin ulykkelige kone hviskede, at Frederik sikkert havde brugt pengene til “noget godt”.

Anni fornemmede hurtigt, at hun ikke ville komme nogen vegne med Holger, og derfor kastede hun i stedet sin kærlighed på Lene, der var yngre end hendes tre næsten fraflyttede sønner. Jytte var uro­ lig for, om det kvindeideal, Anni videregav, nu også var det helt rig­ tige (for Lene), men hun ville nok være blevet overrasket, hvis hun havde vidst, at Anni langtfra forsøgte at korrigere Lenes opdragelse, tvært­imod var hun meget nysgerrig med hensyn til alt, hvad Lene oplevede og så.

Da Frederik fremsatte kravet om, at han ville prøve at sejle sin optimistjolle alene, gik hans imødekommende forældre straks i gang med at finde ud af, hvordan de kunne “løse dette problem”. For Jytte og Holger var verden vitterlig en række af problemer, der alle havde hver sin løsning. Løsningen blev, at Frederik selvfølgelig skulle have lov til at prøve, når han nu så gerne ville. Men kun hvis han kunne acceptere, at Holger lå lige bag ham i en anden jolle. Kunne han det?

11

En uskyldig familie.indd 11

24/11/16 12.55

Drengen blev spurgt, som var han en voksen mand, der førte sine egne forhandlinger. Han sagde nej. Nej, han ville prøve det helt ale­ ne, og hvis Holger lå lige bag ham, var han jo ikke alene. Panderyn­ ken, grublen. Holger prøvede at overtale Jytte. Kunne Frederik ikke få lov til at prøve bare en lille tur? Drengen kunne jo svømme. Jytte var ubøjelig, knægten var ubøjelig. Holger prøvede igen, henvendt til Frederik. Han var for lille. Tænk, hvis han kæntrede? Kunne han ikke selv se det? Nej, det kunne den syvårige dreng ikke se. Alligevel skiftede Holger nu fra venlig overtalelsespædagogik til grænser, der var klare og hårde som stål. Nej, han fik kun lov, hvis hans far måtte ligge lige bag ham. Og drengen bøjede sig til sidst. Dagen efter sejle­ de han alene, med Holger bag sig, og han klarede det godt.

I en samtale foretaget over hækken forudså Jytte, der elskede at spå om fremtiden, at sejlsporten var gået Frederik så meget i blodet, at en sejlbåd ville blive den første større genstand i denne verden, han ville erhverve, men hun tog fejl. Efter et par uheldige placeringer i Svend­ borg Sparekasse Cup, efter to intensive sommerkurser og en enkelt fatal sejltur til Skarø, gik Frederik den korte distance fra sejlklubben, der dengang lå i Færgegården ved Svendborg Lyst­bådehavn, til foræl­ drenes hjem på Strandvejen. Han var iført våddragt, men havde bare fødder, og vandet drev af ham, længe efter at det burde være holdt op. Da han kom hjem, ville han ikke fortælle, hvad der var sket. Han erklærede blot, at han aldrig ville sætte sine ben i Svendborgsund Sejlklub igen.

Det var omtrent på den tid, at Jytte og Holger for første gang talte om, at der var noget ved deres ældste søn, der ikke var helt, som det skulle være. Bedre blev det ikke, da de kort efter blev indkaldt til sam­ tale på Tusindfryd, Svendborgs eneste lilleskole, hvor de fik at vide, at Frederik kun deltog meget sporadisk i undervisningen. Tusindfryd, der dengang lå i en nedlagt landejendom på Tåsinge, var det, man med ét ord kalder frisindet, og hele nedbrydningen af tabuet omkring nøgne kroppe var, om ikke det vigtigste tema i undervisningen, så en integreret del af alt, hvad man foretog sig. Således havde Frederik set 12

En uskyldig familie.indd 12

24/11/16 12.55

næsten alle sine lærere nøgne. Han havde deltaget i svømmeunder­ visning, hvor det ikke var velset, at man havde badebukser på. I en biologitime var det sågar blevet ham pålagt at forsøge at tegne det kvindelige kønsorgan efter en levende model.

Men selv om Frederik i dag siger, at alt dette var en smule lum­ mert, så var det ikke det, der gjorde, at han ofte forlod skolen efter første time. Det var havnen, der trak. Havet.

I de år var hans bedste ven Henrik.

Henriks far havde sit eget lille riggerværksted nede på havnen, og her tilbragte Frederik mange af sine pjækkedage med at splejse tov, valse wirer og reparere master. Henriks far, der nok burde have spurgt Frederik, hvorfor han ikke var i skole, spurgte ikke, for Henriks far kendte alt til at pjække fra skolen og dygtiggøre sig i et håndværk i stedet. Desuden var det, som om Frederik næsten tiggede ham om at blive optaget i det fællesskab, fædre har med deres sønner.

Henriks far nød begejstringen i knægtens øjne, han klappede ham på skulderen og sagde på klingende fynsk: – Du skal nok komme langt!

Problemet var, at Frederiks begejstring svingede. Lige så hurtigt som han fandt en ny drøm, lige så hurtigt forlod han den gamle. I den tid, han kom i riggerværkstedet, ville han være matros, styrmand, kaptajn. Han ville bygge skibe, han ville bygge huse. Og dagen efter ville han slet ikke bygge noget. Overhovedet. Hvad han ikke vidste, og heller aldrig kom til at vide, var, at Henrik i det skjulte kaldte ham ballonfisken. Fordi han pustede sig op – og pludselig blev til ingen­ ting. Pludselig kom han heller ikke i værkstedet mere. Han lovede sine forældre, at han ville holde op med at pjække.

Efter den pludselige afsked med Svendborgsund Sejlklub kastede Frederik sin kærlighed på en anden sejlsport, en sejlsport, hvor han også slap for sejlenes urolige blafren, når man satte dem. En lyd, der egentlig havde irriteret ham mere, end han havde været klar over, fak­ tisk havde den gået ham så meget på nerverne, at han skulle nævne den lyd som den første, da han mange år senere som en konsekvens af 13

En uskyldig familie.indd 13

24/11/16 12.55

sit endelige sammenbrud opsøgte en psykolog på Østerbro i Køben­ havn. Frederik kastede sin kærlighed på en sejlsport, hvor man var friere, mere alene end i sejlklubben, en sejlsport, han forbandt med oprindelige naturfolks ædle kunnen, med tavse fjelde og menneskets ensomme kamp.

Frederik begyndte at sejle kajak.

Som 12-årig var han så bekendt med Svendborgsund, at han tog på ganske betragtelige ture alene. Han lagde kursen mod vest, sejlede nord om Skarø og hele vejen over til Korshavn, der siden 1937 har været forbundet med Avernakø med en dæmning. Frederik har ikke tal på, hvor mange gange han har sejlet hele vejen rundt om Aver­nakø og Korshavn, og han kan heller ikke helt forklare hvorfor. Men efter­ hånden indsnævrede hans mål sig til Korshavns nordside og eneste skov, efterhånden kredsede han mere og mere intenst om den private havn, der ligger i forbindelse med den sommervilla, der tilhører en af Danmarks rigeste familier, nemlig Mærsk-familien. Måske var denne kredsen om Mærsk-familiens ejendom ligefrem afgørende for hans fremtid. I hvert fald står det fast, at han senere skulle arbejde kortvarigt på Esplanaden, at han mere end én gang onanerede ved tanken om at have lige så mange penge som A.P. Møllers arvinger. Kajakken ryste­ de, mens han hengav sig til tanken om uindskrænket magt. Han troe­ de sig uset, men mindst én gang blev hans kajak og hans mistænkelige opførsel nøje overvåget fra hovedhuset, og den person, der befandt sig bag kikkertens prismer, kunne se både det glinsende pikhoved og den flydende sæd. Betragteren var en ung pige, der smilede.

Når han kom hjem fra sådan en tur, gik han som regel ind på sit strømlinede værelse, der som det eneste i huset var ryddeligt, lukkede døren og var tavs i et tidsrum, der gik hans mor på nerverne. Fak­ tisk brød hun sig ikke om hans tavshed, overhovedet. Blev drengen ikke mere og mere indesluttet? Og var det sundt? Hun var oprigtigt bekymret. Hun opsøgte Holger, som ikke tilbød nogen svar. Holger sagde, at drengen nok skulle rette sig, han sagde, at det var helt natur­ ligt for en dreng at foretrække naturen frem for skolen. Holger havde 14

En uskyldig familie.indd 14

24/11/16 12.55

på det tidspunkt netop startet et biodynamisk landbrug på Drejø og var ikke meget hjemme. Jytte slog det hen og tænkte, at det nok var hende, der var for ængstelig. Hende, der savnede tillid til, at alt i denne gamle verden ordner sig til sidst. Alligevel fortsatte hun med at diskutere Frederik med sine veninder.

I sommeren 1986 skete der noget, som for alvor fjernede mor og søn fra hinanden. Holger tilbragte hele sin ferie på Drejø, og Jytte og børnene besøgte ham i weekenden. Det var en lys sommer. En varm sommer. Haven bag schweizerhuset duftede af syren. Børn fra de til­ stødende veje strømmede til, for selv om man hørte meget mærkeligt om den familie, der denne sommer kun talte fire, så var det spæn­ dende at banke på den dør, der var overmalet med små, røde hjer­ ter, spændende at liste gennem husets møblement, der mestendels bestod af afsyret træ, og ud i haven, hvor man altid fik lov til at spise med. Det var i denne have, at Frederik for første gang sov ude og blev vækket af gråspurve, der dansede hen over hans bryst, det var i denne have, Lene lærte at spille guitar (I kan ikke slå os ihjel), i denne have, at Jakob for første gang læste Ringenes Herre – og kyssede Louise.

Desværre var det også i denne have, at Jytte besluttede sig for, at hun ikke længere behøvede at skjule det faktum, at hun havde elskere.

Således blev det egetræsbord, der dagen igennem samlede børn og unge, naboer og venner, langsomt fyldt med påfaldende unge mænd, der søgte Jyttes varme blik, snusede til hende som nysgerrige hunde.

De legede, gøede, sloges – og afventede tålmodigt deres tur. Særligt én af disse unge mænd blev Frederik glad for, og en sommeraften, da de sad i haven og spiste hakkebøffer, kom han til sin egen store skam til at kalde ham far. Jytte havde besluttet, at Frederik skulle lære at lave mad den sommer, og derfor skiftedes de, hver anden dag var det hans maddag, hver anden dag var det hendes.

Dén aften havde Frederik lavet småbrændt medister med udkogt spaghetti. De voksne tog det i stiv arm, de opmuntrede ham og sagde, at han allerede kunne meget mere end andre drenge på hans alder – og at hans kommende kone i øvrigt ville sætte stor pris på hans færdig­ 15

En uskyldig familie.indd 15

24/11/16 12.55

heder i et køkken. Sådan sagde de, “hans kommende kone”, og selv om en dreng naturnødvendigt måtte skære tænder, hver gang nogen talte om hans kommende kone – så var der alligevel noget dybt inde i ham, der blev åbent og håbefuldt, når de voksne talte sådan.

Frederik gik fra at kunne koge to æg til at kunne lave en græsk mu­ saka, han gik fra æggekage til soufflé. Men efterhånden som mæng­ den af mænd indskrænkede sig til kun én, og ikke ham, Frederik i et anfald af kådhed havde kaldt far, mistede Frederik lysten til at lave mad. Han begyndte at undre sig over, hvorfor Steen også var der om morgenen. Han begyndte at føle sig utilpas over de lyde, der kom fra Jyttes soveværelse. Og hvornår kom Holger egentlig hjem?

En søndag morgen, hvor han uopfordret havde hentet morgen­ brød, havde kogt æg og brændt sig på den store, tunge tekande tre gange, spurgte han Steen ligeud.

– Boller du så min mor?

Steen svarede ikke, slog det hen, men så snart Jytte havde slynget sin indiske kjole over sin nøgne og stærkt duftende krop og sat sig ved morgenbordet, sagde Frederik: – Skal vi ikke snart besøge vores FAR? Kommer FAR ikke snart hjem?

Jytte grinede og smilede og syntes, at det var sødt.

Hun sagde: – Nej, dog. Han er sin fars lille væbner!

Nogle dage senere var det ikke så sødt længere, nogle dage senere indtraf der det, der i familiens erindringsflod blev kaldt “Nøgleepiso­ den”. “Nøgleepisoden” hed sådan, fordi Frederik, til sin mors og fars store forlegenhed, havde fundet nøglen ind til Jyttes soveværelse og låst døren, da hun var derinde med en anden af sine elskere (en fyr, der havde selvironi nok til at omtale sig selv som Steens afløser).

Midt om natten, da Jytte og Steens afløser havde været overbevist om, at børnene sov, havde de pludselig hørt en nøgle blive drejet om i låsen.

Frederik havde råbt: 16

En uskyldig familie.indd 16

24/11/16 12.55

– I KOMMER IKKE UD, FØR I ER BLEVET GIFT! Først havde Jytte og Steens afløser grint, men så var det gået op for dem, at det var alvor. Døren kunne ikke løftes af: Den kunne heller ikke brydes op. Jytte havde ingen telefon på værelset, og Lene og Ja­ kob vågnede først, da situationen var tilspidset yderligere. Da stod de som forsovede, varme trolde og betragtede deres desperate storebror, da hørte de deres mors fortvivlede kalden, men de turde ikke hjælpe hende: Frederik holdt dem på afstand med lynende øjne og en løftet skruetrækker. I den tidlige morgenstund begyndte Jytte at råbe efter folk nede på fortovet, og alle smilede og vinkede, men ingen forstod alvoren, ingen nærmede sig for at hjælpe. Heller ikke selv om det er svært at se, hvordan man kan misforstå ord som: – HJÆLP! – STIGE! – UD! – SPÆRRET INDE! Da der var gået yderligere et par timer, sad Jytte op ad døren og bøn­ faldt ham. Frederik var på én gang glad for, at der var en dør imellem dem, og tiltagende urolig for, om han virkelig havde gjort noget for­ kert. Da Jytte begyndte at græde, kom han også selv til at græde. Han flæbede nærmest, han sagde, at det måtte hun undskylde, og han kunne heller ikke selv forstå, hvorfor han havde fået den vanvittige idé. Det var tydeligt, at han var blevet blød om hjertet. Problemet var, at han netop for at undgå at overgive sig, havde rullet nøglen ind i toiletpapir og skyllet den ud i toilettet. Jytte troede, at han græd, fordi han omsider åbnede sig for hende, hun troede, håbede og bad til, at det var en slags gennembrud i deres forhold. Men sagen var, at Frederik midt i alt det andet pludselig fik dårlig samvittighed. Han blev dårlig. Han rejste sig svimmelt, vaklede ned ad trappen og faldt så lang han var foran hoveddøren.

Lene fløj over til ham, lagde en hånd på hans ryg: – Kom du noget til? Frederik!

17

En uskyldig familie.indd 17

24/11/16 12.55

Frederik hviskede halvvejs ned i gulvet: – Ring efter en læge. Og en låsesmed.

Så kom han i tanke om, at det muligvis var en lidt for svær opgave for hende.

– Hent Charlotte, sagde han.

Da børnene blev langt i seng den aften, havde Charlotte åbnet Jyt­ tes dør med en nøgle, hun havde fundet i køkkenskuffen. Vagtlægen havde forsikret Frederik om, at hans ildebefindende sikkert var helt forbigående. Nu lå han i sin seng og holdt sig på panden. Tænk, hvis han var ved at dø.

Jytte stod nede i stuen og havde en lang og alvorlig telefonsam­ tale med Holger. Holger prøvede at forklare hende, hvorfor Frederik reagerede sådan, men Jytte kunne ikke rigtig forstå det. Hun havde elskere, ja. Men det havde da ikke noget med Frederik at gøre. Hvad kom det dog ham ved?

De snakkede sammen i over en time. Hvad skulle de gøre? Sikkert var det, at de måtte stå sammen, Holger måtte komme hjem. Det var et fuldstændig enigt forældrepar, der den følgende eftermiddag for­ langte af Frederik, at han 1) skulle gå til psykolog, og 2) skulle finde en måde, han kunne gøre det godt igen over for alle de implicerede parter inklusive “Steens afløser”, som alle nu var begyndt at kalde ham. Holger så streng ud, Jyttes øjne søgte hele tiden Frederiks.

– Er der noget, vi har misforstået? spurgte hun. – Er der noget, vi har gjort forkert?

Men Frederik rystede på hovedet.

– Nej, nej, sagde han.

Dagen efter tog han bussen til Ollerup, hvor en, der hed Inge, ventede ham iført et stort farvestrålende Kenzo-tørklæde og en ikke ubetydelig velvilje. For det var bare så synd, når børn måtte have pro­ fessionel hjælp allerede i skolealderen, når tilværelsen blev så svær og knudret. Åh, hvis bare hun kunne kramme dem alle sammen! Hvis bare hun kunne hjælpe med at løse de knuder op!

18

En uskyldig familie.indd 18

24/11/16 12.55

Allerede før Frederik var gledet ud af bussens smalle bagdør, havde hun åbnet sine arme. Allerede inden hun havde fået øje på hans spinkle skikkelse, var hendes smil stort, skævt og fuldt af med­ følelse.

– Frederik, sagde hun. – Frederik.

Hun tog ham i hånden, ledte ham forbi busstoppestedets mudder og ned ad en lille vej. Hun mindede sig selv om, at det allervigtigste arbejde for en psykolog var at lytte. Det faldt hende ikke ind, at hun ikke havde præsenteret sig, at hun ikke havde sagt et ord om, hvor de var på vej hen, at hun åbnede døren ind til sit hjem og sin konsul­ tation med et fuldstændigt fravær af det, der adskiller mennesket fra dyr: sprog.

Da de endelig sad over for hinanden i to blomstrede sofaer, var Inge stadig meget optaget af denne tavshed, der udgik fra drengen.

Det var næsten, som om han kommunikerede til hende med sin tavs­ hed! Hvad var det mon, han ikke ville sige?

Da der var gået en halv time, blev Frederik forvirret.

– Er det ikke meningen, at vi skal tale sammen?

Inge sukkede lettet. Endelig en åbning!

Hun sagde: – Hvad vil du gerne tale om, Frederik?

Han sagde: – Det ved jeg ikke. Det er min mor, der har sendt mig herhen ... og min far.

– Nå, nå, sagde Inge og rettede sig op i sofaen.

Hun lød næsten træt.

– Vil du fortælle mig om “Nøgleepisoden”, Frederik?

– “Nøgleepisoden”?

– Hvorfor låste du din mor inde, Frederik? Det ved du godt, at man ikke må, ikke?

Igen var han tavs.

– Ved du, hvad jeg tror, Frederik?

Inge rømmede sig, skænkede lidt te.

19

En uskyldig familie.indd 19

24/11/16 12.55

– Jeg tror, at du gerne vil have din mor for dig selv. Jeg tror ikke, du bryder dig om, at hun er øh ... altså sammen med andre mænd end din far. Men ved du hvad, Frederik. Det er helt naturligt! Det er meget forståeligt, at du har det sådan! På en måde vil vi jo alle sammen bare gerne have vores mor i fred, ikke, Frederik? Jeg forstår dig.

Hun holdt en pause, blev opmærksom på, hvor hun lagde trykket.

Hun gentog: – Jeg forstår dig.

Så fortsatte hun: – Men vi kan ikke få alt, hvad vi gerne vil have i denne verden, vel?

For vi ejer jo ikke vores mor. Vel Frederik?

Frederik nikkede tøvende, mærkede pludselig et sug i maven: Han savnede Holger.

Frederik havde været hos Inge tre-fire gange, da Jytte en dag kom hjem og opdagede, at Frederik og Frederiks rygsæk manglede. Hun vidste allerede, at han var taget ud til Holger. Mens Holgers telefon ringede, tænkte hun: Jeg forstår ikke, hvorfor han tager sådan på vej.

Frederik mærkede vægten af den rygsæk, han havde pakket i al hast, stillede cyklen fra sig og løb hen til Drejø-færgen, som var ved at afgå. Han sprang om bord og tænkte, at han aldrig ville komme tilbage. Måske kunne han og Holger bo permanent på Drejø? Holger havde flere gange nævnt det: Hvor fantastisk det ville være at slippe for at arbejde og bare leve på Drejø. Så kunne man leve i pagt med naturen, så kunne man være selvforsynende. Ud over at dyrke sit bio­ dynamiske landbrug, var Holger i løbet af de senere år blevet en ivrig fuglekigger. Mere end én gang havde han forsøgt at gøre Frederik interesseret i både troldænder og taffelænder, men Frederik havde bare trukket på skuldrene.

– Fugle, havde han sagt. –Det siger mig ikke en skid.

Men nu, da færgen nærmede sig Drejø, mærkede han, at han hav­ de gjort sin far uret. Han ville gerne med ud at se på fugle. Han ville 20

En uskyldig familie.indd 20

24/11/16 12.55

gerne bo på Drejø. Under udsejlingen stod han helt oppe foran, han betragtede mågernes dramatiske fald. Billetkontrolløren bemærkede hans slidte, blå rygsæk.

Han sagde: – Nå, hvad skal du på Drejø?

– Jeg skal besøge min far, sagde Frederik og kiggede straks væk.

– Nå, sagde kontrolløren, der ikke lod sig affeje.

– Hvor bor han?

Frederik sagde: – Jeg kan godt finde det.

Da Frederik var kommet i land, gik han ned til Drejø by. Billetkon­ trolløren havde gjort ham usikker. Kunne han egentlig finde det? Da han stod inde midt i Drejø by, drejede han efter en indskydelse til venstre ned ad Kirkevejen, men da han kom til kirken, var han sikker på, at han aldrig havde set den før. En venlig mand fortalte ham, at vejen endte blindt. Næsten det samme gjorde sig gældende, da han gik ned ad en anden vej. Da han kom til en skov, var han sikker på, at det var forkert. En anden venlig mand fortalte ham, at også den vej endte blindt.

Han sagde: – Din rygsæk ser tung ud.

– Ja, sagde Frederik, – men jeg skal også flytte herover.

– Nå, sagde manden. – Skal du det? Hvornår?

– I dag, sagde Frederik og blev pludselig svimmel. Han satte sig i en grøftekant og lod hovedet synke ned mellem hænderne. Himlen, under hvilken han var gået forkert to gange, trak sig sammen, ind­ snævrede rummet. Han forsøgte at rejse sig, men igen denne svim­ melhed, denne mærkelige følelse af på en gang at være stærk – og tæt på at falde. Igen forsøgte han at rejse sig, men han tumlede tilbage, mærkede sit hjerte hamre i brystet. Han tænkte: Nå, men hvis jeg ikke kan rejse mig, må jeg jo blive liggende.

Han vidste ikke, hvor længe han lå der.

21

En uskyldig familie.indd 21

24/11/16 12.55

Langsomt blev himlen højere, lodrette svaler.

Frederik kom i tanke om engang, han og Holger var taget ud for at sætte drager op. Han kunne ikke huske, hvorfor de havde været alene i familiens gamle, mørkeblå Volvo, men Holger havde været snak­ kesalig. Frederik havde ligefrem tænkt: Jeg kan få ham til at snakke!

Det er nok, fordi jeg er den ældste søn! Og Holger havde snakket om Stephen Hawkings, om sorte huller og universets uendelighed. Fre­ derik havde følt sig som sin fars fortrolige, også selv om det var gået virkelig dårligt med at sætte drager op.

Frederik rejste sig, pludselig havde han det meget bedre.

Da han endelig fandt den rette vej, var han ikke i tvivl. Nu skulle han bare gå et godt stykke.

Endnu en venlig mand kom cyklende bagfra.

– Du er vel nok en stærk ung mand!

Manden cyklede forbi Frederik og råbte bagud: – Stærke skuldre kan bære tunge byrder!

Omsider nåede Frederik frem til sin fars gård, det var allerede midt på dagen.

Stuehuset lå med en fantastisk udsigt ud over vandet. Himlen var skyfri, dens blå farve ledte tankerne hen på evigheden.

Frederik gik ind på gårdpladsen, kaldte gennem laden og gik så ud i værkstedet, hvor Holger var ved at lappe et dæk.

– Nå, der er du, sagde Holger.

Frederik trådte ind i værkstedets mørke, stillede sin rygsæk fra sig og fortalte uden omsvøb, at Jytte nu bollede med en fyr, der hed Jens.

Holger sagde roligt: – Kom her, Frederik.

Han gav drengen et anstrengt knus.

Så trak han ham med ud til en lille bænk, der stod ved den solop­ varmede gavl.

Han sagde: – For det første, Frederik, så hedder det ikke “bolle”. Mennesker elsker med hinanden, og det er noget meget, meget smukt. Det, du 22

En uskyldig familie.indd 22

24/11/16 12.55

skal forstå, Frederik, er, at mennesker ikke ejer hinanden. Jeg bestem­ mer ikke over din mor.

– Jamen hvad ...

– Ikke noget jamen, Frederik! Din mor må gøre, lige hvad hun vil. Kærlighed er ikke at holde hinanden fast. Kærlighed er at sætte hinanden fri.

Hans øjne fulgte en måge, der var vej ned mod Drejet.

– Se, hviskede han og pegede.

Frederik rejste sig. Hans planer om at bosætte sig på Drejø fore­ kom ham pludselig latterlige.

Holger spurgte, om han ikke ville have noget at spise, men Fre­ derik sagde, at han faktisk gerne ville hjem med den næste færge.

Han skulle spille fodbold med Henrik og nogle andre drenge, sagde han.

– Ja, det havde jeg helt glemt, tilføjede han hurtigt.

Holger kiggede på sit ur og sagde, at der var over to timer til den næste færge. Men Frederik fastholdt, at han ville gerne af sted.

– Nu, sagde han.

Holger sagde: – Jamen du kan ikke komme af sted, knægt. Lad mig nu stille rug­ brødet frem! Jeg kan også lave et par spejlæg til dig?

De spiste i tavshed, Frederiks fortænder lyste.

Holger havde selv bagt rugbrødet, kærnet smørret, og æggene var fra naboens hønsegård. Alligevel spiste han ikke roligt. Det var, som om der var noget forkert ved den mad, han spiste, måske noget far­ ligt? Han skar et par skiver af det løg, som også var fra hans egen have, løgringene lå oven på æggeblommerne, som var de planetba­ ner i kredsløb om en gul sol. Det var ikke så tit, at han fik gæster på Drejø, faktisk frabad han sig det. Andre mennesker slog ham ud af hans bane, forstyrrede hans vibrationer.

Efter et par år på Drejø besluttede han sig for, at han måtte skærme sig fra industrisamfundets gift, hvilket var lettere sagt end gjort. Hol­ ger begyndte at henvise til “sin følsomme mave”, sin “hoved/krop-­ 23

En uskyldig familie.indd 23

24/11/16 12.55

balance” og nægtede kategorisk at indtage noget som helst, der havde haft den mindste berøring med industrisamfundets fødevareproduk­ tion. Fødevarer? Produktion? Hvordan kunne de to ord overhovedet smelte sammen til et! For Holger var det det klokkeklare bevis på, hvor galt det var gået med kapitalismen.

– Det er ikke mad, det er gift! skreg han en aften hjemme på Strandvejen, da han under påvirkning af en flaske biodynamisk vin blev båret op i seng, fordi han havde drukket på tom mave. Den føl­ gende morgen ville han ikke drikke mælk (fordi køernes liv i Dan­ mark var uværdigt), kaffe (fordi den mellemamerikanske kaffebonde ikke havde fået en ordentlig pris). Han ville ikke have brød (som var et regulært depot af tilsætningsstoffer), smør (på grund af det med køerne), skinke (fordi svin var sprøjtet fulde af penicillin og i øvrigt blev tævet hele vejen til slagteriet).

Snart stod det klart for Jytte, at Holger enten 1) ville blive meget, meget tynd, eller 2) skulle have sin helt egen husholdning. For Hol­ ger fulgte nu en lang periode med afgiftning og meditation, om end han ikke undlod at bemærke, at problemerne jo ikke bare var hans, men kapitalismens.

Holger tog den sidste bid af sin mad, kiggede uroligt over på Frederik, og ud over landskabet. Det var yderst sjældent, at man hørte ham le.

Så alvorligt et menneske var han, at man nok havde set ham smile, ja, Jytte mente bestemt, at hun havde hørt ham fnise ned i det lange fuldskæg, der fulgte med bosættelsen på Drejø. Men le? Det var ikke noget, man forbandt med Holger. Heller ikke nu.

Han sagde: – Kan du huske farmor?

Frederik smilede usikkert.

– Man må ikke blive bitter på livet, sagde Holger. Man må tage det gode og lade resten ligge.

Frederik havde endnu ikke rørt sit spejlæg.

Holger sagde: 24

En uskyldig familie.indd 24

24/11/16 12.55

– Du kan være helt rolig, Frederik. Hønsene har haft det rigtig godt. De har ikke noget imod, at vi spiser deres æg.

Holger ville gerne sige noget fortrøstningsfuldt til sin dreng, men han ville på den anden side ikke stikke ham blår i øjnene: De voks­ nes seksualliv angik ikke ham. Det var i grunden forunderligt, at han og Jytte havde fået sådan en lille, konservativ dreng. Hvordan kunne man drage den slags konklusioner, når man var omgivet af menne­ sker, der ville én det bedste og i øvrigt bare ville slippe kærligheden fri? Var det ikke pudsigt? Besynderligt? Løjerligt? Holger kom til at smile (en smule) ved tanken om et vennepar, der ligefrem havde haft lidt ondt af ham og Jytte. Sin egen mor så han i øvrigt kun sjældent og nødigt. Hvert år sendte han hende billeder af børnene og takkede for de tilsendte fødselsdagsgaver, der altid (forekom det Holger) rum­ mede en eller anden slet skjult hentydning til, at han var en dårlig far, en dårlig søn og værst af alt: en mand. Holger var over 70, da det slog ham, at hans mors livslange venskab med tanten måske i virkelighe­ den havde været et lesbisk forhold, og at det var derfor, undfangelsen af ham havde budt hende så meget imod. Om sin far vidste han ikke andet, end at han havde haft skæg.

Efter to lange timer, hvor samtalen blev mere og mere sporadisk, og Frederik igen takkede nej til en fugletur (Kom nu, vi kan være heldige at se stormmåger!) sagde Holger omsider: – Nå, nu skal vi ned til færgen.

Men Frederik ville gerne gå alene.

– Jeg kan godt finde det, far.

– Skal jeg ikke bære rygsækken? spurgte Holger.

Frederik rystede på hovedet.

– Jeg bærer den selv, sagde han.

På vej ned mod færgen brændte solen i hans krøllede nakkehår.

Når han kom ind til Svendborg, ville han have en pølse med det hele, og når han kom hjem, ville han lave et hak i dørkarmen. For fra nu af ville han tælle dagene, til han kunne lægge det hele bag sig og flytte hjemmefra.

En uskyldig familie.indd 25

24/11/16 12.55

CMYK + MATTE KASCHE

100 mm

150 mm

29 mm

150 mm

100 mm

»Det e r e n g u ddom m e lig roman«

politikens forlag

E n u s k y l d i g f a m i l i e er historien om Frederik,

»Bog e n e r så fe d … stor, stor læsn i ng« – Peter Aalbæk

OMSLAG: Alette bertelsen, aletteb.dk foto: BAIRON RIVERA

roman

foto: Les Kaner

der vokser op i Svendborg og rejser til først Odense, siden København og New York. Efter nogle år som succesfuld finansmand blandt andet i Goldman Sachs, kommer han dog tilbage til Europa, hvor han bryder sammen. Han længes hjem, men han bryder sig ikke om at besøge barndomshjemmet i Svendborg. Hans far er kun en skygge ved siden af hans stærke, frigjorte mor, hans søster er blevet præst og mener, at Frederik bør besinde sig på familien, på at ingen penge i hele verden kan købe ham den frihed, han drømmer om. Men hvordan skal han så blive fri?

Katrine Marie Guldage r

P å S t r a n d v e j e n steg han ud af taxaen som en verdensmand, han betalte den mørklødede chauffør kontant og sagde storladent: – Behold du bare resten.

Men i stedet for at gå hen til hoveddøren, fik en indskydelse ham til at gå rundt om huset, og der så han noget, som kom til at præge ham i årene, der kom. For ikke alene lå den gave, han havde sendt sin mor, stadig uåbnet på køkkenbordet, rundt om spisebordet sad hele hans familie og hyggede sig med dét, de altid havde kaldt „udvidet morgenmadsmenu“, hvilket inkluderede alt fra cocktailpølser og æg, til pandekager og friskbagte snegle. Frederik stod sådan og betragtede dem, som om det først var nu, sandheden gik op for ham. Han behøvede ikke at gå hen til hoveddøren og banke på, og han behøvede ikke at gå ind.

For de savnede ham ikke. f r a b o g e n

E n u s kyl d i g fam i l i e

226 mm

– Peter Aalbæk

K at r i n e M a r i e G u l da g e r (1966), cand.phil. i dansk 1994 og samme år uddannet fra Forfatterskolen, er forfatter af en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger. Senest har Katrine Marie Guldager udgivet en meget anmelderrost Køgekrønike i seks bind og heri beskrevet en families liv og livet i almindelighed i Danmark igennem 50 år.

Forfatterens bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Katrine Marie Guldager er gift, mor til to børn og bosat i København.

politikens forlag