Dyrekirkegården - Stephen King

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

Huset føles som det perfekte sted for dr. Louis Creed. Vidtstrakt, gammelt og hyggeligt. Et sted, hvor familien kan falde til ro, hvor børnene kan lege og gå på opdagelse. Maines bakker og marker er flere verdner væk fra Chicagos smogfyldte, farlige gader.

d dinan r e F . Hr

Bag huset løber en sirligt holdt sti, som generation efter generation af lokale børn har betrådt på vej ind i skoven for at begrave døde kæledyr. Alvorsfulde børneansigter, højtelskede husdyr. Et trist sted, ja, men det kan umuligt være farligt, være noget, der trænger ind i drømmene og tvinger dig vågen, badet i angstens sved – kan det?

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

imes - L.A. T . r e t mes s t e s er gy g n i K n Stephe

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand

Stephen King DyrekirkegĂĽrden Oversat af Elsebeth Eskestad

Hr. Ferdinand

DyrekirkegĂĽrden.indd 3

20/02/18 11.33

Tilegnet Kirby McCauley

DyrekirkegĂĽrden.indd 5

20/02/18 11.33

Nogle mennesker, som har skrevet bøger, har fortalt om deres eget liv, og fortalt om hvorfor de handlede, som de gjorde. John Dean, Henry Kissinger, Adolf Hitler, Caryl Chessma, Jeb Mag­ruder, Napoleon, Talleyrand, Disraeli, Robert Zimmermann, også kendt som Bob Dylan, Locke, Charlton Heston, Errol Flynn, Ayatollah Khomeini, Gandhi, Charles Olson, Charles Colson, Dr. X. En del mennesker tror også, at Gud har skrevet en bog – eller flere bøger – hvori han har fortalt, hvad han gjorde, og hvorfor han gjorde disse ting, og eftersom de fleste mennesker også mener, at deres artsfæller blev skabt i Guds billede, betragter de ham også som en person. Andre mennesker, som ikke har skrevet bøger eller fortalt, hvad de gjorde ... og hvad de så, er for eksempel: Manden, som begravede Hitler. Manden, som balsamerede Elvis Pres­ ley. Manden, der balsamerede – dårligt, siger de fleste bedemænd – pave Johannes XXIII. De to snese mænd, som ryddede op i Jonestown efter det kollektive selvmord. Manden, der brændte William Holden. Manden, som lagde Alexander den Stores afsjælede krop i en guldkasse, for at den ikke skulle rådne. Mændene, der mumificerede Faraonerne. Døden er et mysterium, og begravelsen er en hemmelighed.

Dyrekirkegården.indd 7

20/02/18 11.33

FØRSTE DEL Kæledyrenes Kirkegård Jesus sagde til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen for at vække ham.” Disciplene sagde da til ham: “Herre, hvis han sover, da skal han nok komme sig.” Jesus havde talt om hans død, men de mente, at han talt om Søvnens Slummer. Derfor sagde Jesus rent ud til dem: “Lazarus er død ... men lad os alligevel gå hen til ham.” – JOHANNESEVANGELIET

Dyrekirkegården.indd 9

20/02/18 11.33

DyrekirkegĂĽrden.indd 10

20/02/18 11.33

KAPITEL l Louis Creed havde mistet sin far, da han var tre år, og han havde aldrig kendt en bedstefar. At det skulle lykkes ham at finde en far, da han nærmede sig de fyrre, havde han naturligvis ikke regnet med, men det var netop, hvad der skete. Selvfølgelig kaldte han denne mand en ven, som en voksen mand helt naturligt ville gøre, når han finder den mand, som burde have været hans far, på et relativt sent tidspunkt i livet. Louis Creed traf denne mand hin aften, hvor han og hans kone og deres to børn flyttede ind i det store, hvide træhus i Ludlow. Winston Churchill flyttede ind sammen med dem. Churchill, som for nemheds skyld blev kaldt Church, var hans datter Eileens kat. At finde et hus, der lå i en rimelig kort afstand fra universitetet, havde været besværligt, og da de nærmede sig stedet, hvor han regnede med, at huset skulle være, var de alle dødtrætte og irritable. Gage, den yngste, havde ondt for tænder og ville ikke sove, på trods af at Rachel forsøgte at at synge for ham – ja, hun prøvede endog at give ham bryst, selv om det slet ikke var hans spisetid. Gage kendte øjensynlig sine spisetider lige så godt, som Rachel gjorde – måske endnu bedre -- og bed hende omgående i brystet med sine nye tænder. Rachel, som iforvejen var ked af at skulle flytte fra Chicago til Maine, brast i gråd, og Eileen gjorde det samme. I den bageste del af den rummelige stationcar travede Church rastløst frem og tilbage, Den tre-dages køretur fra Chica­go til Maine var tydeligvis ved at gå den på nerverne. De klagende lyde, den udstødte fra kattekurven, som den først var anbragt i, havde været irriterende at høre på, men dens rastløse vandring frem og tilbage, efter at de omsider gav op og satte den på fri fod, havde været næsten lige så enerverende. Selv havde Louis mest af alt lyst til at skrige. En vanvittig, men fri11

Dyrekirkegården.indd 11

20/02/18 11.33

stende tanke slog pludselig ned i ham. Han ville foreslå, at de kørte tilbage til Bangor for at få noget at spise, mens de ventede på flyttevognens ankomst, og når Rachel og de to børn var kommet ud af bilen, ville han trykke speederen i bund og køre bort uden så meget som at se sig tilbage. Han ville suse sydpå – hele vejen til Orlando i Florida, hvor han ville skaffe sig et job som læge ved Disney World – under et nyt navn. Men før han nåede ud på motorvejen, ville han standse op ved vejsiden og også smide den fordømte kat ud. Men i det samme svingede vejen, og der lå det hus, som kun han havde set indtil nu. Da han var sikker på, at stillingen som læge ved universitetshospitalet ville blive hans, var han fløjet til Maine og havde kigget på alle de syv huse, de havde udvalgt blandt de mange fotografier. Af de syv muligheder havde han besluttet sig for dette hus. Det stammede fra koloni­tiden og var for nylig blevet restaureret og isoleret. Opvarmningsudgifterne var afskrækkende, men i forhold til husets stør­relse ikke urimeli­ge, eftersom der var tre store værelser i stueetagen, fire på første sal, samt et anneks, der senere kunne blive til flere værelser. Huset var omgivet af en kæmpestor græsplæne, der selv i denne august-hede virkede frodig og lysegrøn. Bag huset var der en vidtstrakt mark, hvor børnene kunne lege, og på den anden side af marken en skov, der tilsyneladende fortsatte i en uendelighed. Ejendomsmægleren havde forklaret, at ejendommen stødte op til statsejet jord, og at der ingen udstykning ville finde sted inden for en overskuelig fremtid. Micmac-indianerstammen – eller det, der var til­ bage af den – havde ganske vist gjort krav på næsten fire tusind hektarer i Ludlow og i byerne vest for Ludlow, men den komplicerede proces, der både involverede forbundsregeringen og staten, ville sandsynligvis fortsætte et stykke ind i det næste århundrede. Rachel holdt pludselig op med at græde. Hun satte sig op. “Er det ...?” “Rigtigt gættet,” sagde Louis. Han følte sig pludselig ængstelig – nej, snarere skræmt. Eller rædselsslagen. Når alt kom til alt, havde han belånt tolv år af deres liv for dette. Først når Eileen var sytten, ville huset være betalt. Han gjorde en hektisk synkebevægelse. “Hvad mener du?” 12

Dyrekirkegården.indd 12

20/02/18 11.33

“Jeg synes, det er smukt,” sagde Rachel – og en tung sten faldt fra hans hjerte. Rachel betragtede vurderende huset, da de svingede ind på den asfalterede indkørsel, og han kunne se på hende, at hun allerede sad og spekulerede på gardiner, voksdug til skabene og Gud ved hvad. “Far?” sagde Ellie omme fra bagsædet. Hun var også holdt op med at græde. Selv Gage var faldet til ro. Louis nød stilheden. “Ja, lille skat?” I bakspejlet kunne han se, at hendes øjne, der var brune under en manke af mørkeblond hår, også studerede huset, græsplænen, taget på et andet hus, der lå et stykke borte, og den store mark, der strakte sig op mod skoven. “Skal vi bo der?” “Ja, det skal vi,” sagde han. “Hurra!” råbte hun så højt, at han følte det, som om hans trommehinder skulle sprænges. Han parkerede foran annekset og slukkede for motoren. Den dybe stilhed virkede umådelig stærk efter Chicago og den lange køretur. En fugl kvidrede sødt i den sene eftermiddagstime. “Vort hjem,” sagde Rachel lavmælt og kiggede op på huset. “Jæm,” pludrede Gage, der sad på hendes skød. Louis og Rachel kiggede på hinanden, og Eileen spærrede øjnene op. “Hørte I ...?” “Hvad var det, han sagde?” De snakkede allesammen i munden på hinanden, og bagefter lo de. Gage var ligeglad. Han sad stadig og suttede på sin tommeltot. Han havde kunnet sige ‘ma’ i næsten en måned nu og et par gange forsøgt at sige noget, der mindede om ‘faaa’, men det var måske kun ønsketænkning fra hans fars side. Og nu havde han højt og tydeligt sagt: ‘Jæm’. Louis løftede ham op i sine arme og omfavnede ham. Sådan kom Louis, Rachel, Eileen og Gage til Ludlow.

13

Dyrekirkegården.indd 13

20/02/18 11.33

KAPITEL 2 Når Louis Creed senere tænkte tilbage på familiens ankomst til det hvide hus, hvilede der altid et magisk skær over dette øjeblik­måske fordi det virkelig var magisk, men nok mest fordi resten af aftenen var så forvirret. I de følgende tre timer var alt nemlig kaos. Louis havde omhyggeligt gemt nøglerne til huset i en lille konvolut, hvorpå han havde skrevet: ‘Ludlow House – nøgler modtaget d. 29. juni.’ Derefter havde han lagt konvolutten ned i bilens handskerum. Det var han helt sikker på. Og nu var den der ikke. Mens han ledte hektisk efter dem og blev mere og mere irriteret, anbragte Rachel Gage på sin hofte og fulgte efter Eileen hen til et stort træ, hvor der hang en gynge. Louis var i færd med at kigge under sæderne for tredje gang, da hans datter udstødte et højt skrig og gav sig til at græde hysterisk. “Louis!” råbte Rachel. “Hun har skåret sig!” Eileen var faldet ned fra gyngen og havde stødt sit knæ på en skarp sten. Såret var kun overfladisk, men hun skreg, som om hun havde mistet et ben, tænkte Louis. Han kiggede hen mod huset på den anden side af vejen og lagde mærke til, at der var blevet tændt lys i et af værelserne. “All right, Ellie,” sagde han. “Så kan det være nok. De mennesker, som bor derovre, vil helt sikkert tro, at en eller anden er blevet myrdet.” “Jamen det gør ooondt!” Louis gjorde sit bedste for at beherske sig og gik tilbage til vognen uden at sige noget. Nøglerne var forsvundet, men æsken med førstehjælp lå stadig i handskerummet. Han greb den og gik tilbage. Da Ellie fik øje på den, tiltog hendes skrig i styrke. “Nej! Det svier! Jeg vil ikke have det ækle stads på såret! Nej, far!” “Hør nu her, Eileen, det er kun merkurokrom, og det svier ikke ...” “Vær nu en stor pige,” sagde Rachel. “Det er kun ...” “Nej-nej-nej-nej-nej ...” “Hvis du ikke holder op med det skrigeri, skal jeg sørge for, at din bagdel kommer til at svie,” sagde Louis. 14

Dyrekirkegården.indd 14

20/02/18 11.33

“Herregud, hun er træt, Lou,” indskød Rachel roligt. “Ja, det er jeg også. Hold hendes ben ud ...” Rachel satte Gage ned i græsset og greb fat i Eileens ben, mens Louis dryppede såret med merkurokrom på trods af hendes vedvarende hysteriske skrig. “Der er lige kommet en mand ud på verandaen foran huset på den anden side af vejen,” sagde Rachel og løftede Gage op i sine arme igen. Han var begyndt at kravle hen over græsset. “Pragtfuldt,” mumlede Louis. “Lou, hun er ...” “Træt. Ja, jeg ved det.” Han skruede hætten på flasken og sendte sin datter et misbilligende blik. “Det gjorde overhovedet ikke ondt, vel?” “Jo det gjorde! Jo, det gør! Det gør ooo...!” Louis måtte beherske sig for ikke at lange ud efter hende. “Fandt du nøglerne?” spurgte Rachel. Han rystede på hovedet, smækkede førstehjælps-æsken i og rejste sig op. “Jeg vil ...” Gage begyndte at skrige. Ikke kun fordi han kedede sig. Man kunne høre på ham, at det virkelig gjorde ondt, og han vred sig af smerte i Rachels arme. “Hvad er der nu i vejen med ham?” råbte Rachel og rakte ham hen mod Louis. Den lille dreng borede neglene ind i sin nakke og skreg i vilden sky. Louis vendte ham om og fik øje på en hvid hævelse på Gages hals. Den blev langsomt større og større, og nu kunne han se noget bevæge sig under drengens trøje. Eileen, som var blevet roligere, begyndte omgående at skrige igen. “Bier! Bier! Biiiier!” Hun trådte et skridt tilbage, snublede over den samme sten og begyndte at hyle igen – af smerte, overraskelse og frygt. Jeg bliver sindssyg! tænkte Louis undrende. “Gør noget, Louis! Kan du ikke gøre noget?” “Brodden skal ud,” lød en drævende stemme bag dem. “Og når brodden er borte, skal I lægge tvekulsurt natron på hævelsen. Så forsvinder den lidt efter lidt.” 15

Dyrekirkegården.indd 15

20/02/18 11.33

Louis vendte sig om og så en gammel mand på omkring de halvfjerds, som var kommet hen til dem. Hans tykke hals var meget rynket, hans ansigt solbrændt, og han dampede på en cigaret uden filter. Da Louis kiggede på ham, skoddede den gamle mand cigaretten mellem sin tommel- og pegefinger og stak den ned i sin brystlomme. Han rakte hånden frem og sendte ham et skævt smil ... et smil, Louis straks syntes godt om. “Det tilkommer naturligvis ikke mig at gå Dem i bedene, doktor,” sagde han og blinkede polisk til Louis. Sådan gik det til, at Louis mødte Judson Crandall – den mand, som burde have været hans far.

KAPITEL 3 Han havde set dem komme, og nu ville han spørge, om der var noget, han kunne hjælpe dem med, eftersom han havde fået indtryk af, at der var noget i vejen. Mens Louis anbragte babyen på sin skulder, trådte Crandall nærmere, studerede omhyggeligt det hævede sted på Gages hals, og inden de næsten vidste af det, havde han løftet sin store, benede næve og med et behændigt greb trukket brodden ud. Han viste den stolt frem. “En stor ka’l,” bemærkede han. “Ingen prisvinder, måske, men alligevel ...” Louis brast i latter, og de andre stemte i – også Gage, som lod til helt at have glemt sit bistik. Crandall tog en pakke Chesterfield Kings op af lommen, stak en af dem ind i mundvigen, nikkede fornøjet til dem og fik ild på en tændstik ved hjælp af sin tommelfingernegl. De gamle har deres tricks, tænkte Louis. Små tricks, men nogle af dem er gode. Han holdt op med at le og rakte den hånd frem, der ikke understøttede Gages bagdel. Gages afgjort fugtige bagdel. “Det glæder mig at hilse på Dem, mr. ...” “Jud Crandall,” sagde den anden mand og trykkede Louis’ hånd. “De er lægen – går jeg ud fra?” “Ja. Louis Creed. Og det er min kone, Rachel, min datter Ellie, og den lille dreng med bistikket hedder Gage.” 16

Dyrekirkegården.indd 16

20/02/18 11.33

“Hyggeligt at hilse på jer alle.” “De må undskylde, at vi gav os til at le ... men det har været en lang rejse, og vi er ... temmelig trætte allesammen ...” Crandall nikkede. “Naturligvis,” sagde han og kiggede hen på Rachel. “Hvad med at tage Deres lille dreng og pige med over i vort hus et lille øjeblik, mrs. Creed? Jeg er sikker på, at min kone også gerne vil hilse på vore ny genboere. Hun kommer ikke så meget ud. Hendes leddegigt har været slem i de sidste to eller tre år.” Rachel kiggede hen på Louis, som nikkede. “Det er meget elskværdigt af Dem, mr. Crandall.” “Jeg vil helst have, at I kalder mig Jud,” sagde han. Der blev pludselig truttet i et bilhorn – en motor sagtnede farten, og et øjeblik efter rullede den kæmpestore, blå flyttevogn ind gennem indkørslen. “Almægtige Gud, og jeg har ikke fundet nøglerne endnu,” sukkede Louis. “Pyt med det,” sagde Crandall. “Jeg har et ekstra sæt. Mr. og mrs. Cleveland, som boede her, før De købte huset, gav mig et sæt for fjorten eller femten år siden. De boede her i mange år. Joan Cleveland var min kones bedste veninde. Hun døde for to år siden, og Bill flyttede ind i en beskyttet bolig ovre i Orrington. Nu skal jeg hente nøglerne. De tilhører jo under alle omstændighe­der jer.” “Det var meget venligt af Dem, mr. Crandall,” sagde Rachel. “Slet ikke,” sagde han. “Hvis I vidste, hvor jeg glæder mig til at have unge mennesker i nærheden igen. Men De må sørge for, at børnene tager sig i agt for vejen, mrs. Creed. Den er meget trafikeret, og der er masser af tunge lastvogne.” Lyden af smækkende bildøre nåede deres ører, da flyttemændene sprang ud af vognen og kom hen imod dem. Ellie var begyndt at udforske området, og nu sagde hun: “Far, hvad er det?” Louis, som var gået flyttemændene i møde, kiggede sig over skulderen. I udkanten af marken, hvor plænen holdt op, og det høje sommergræs voksede vildt, var der blevet slået en sti på halvanden meters bredde. Den 17

Dyrekirkegården.indd 17

20/02/18 11.33

snoede sig op over højdedraget, slyngede sig gennem et lavt buskads og en kratskov af unge birketræer, inden den fortabte sig i det fjerne. “Det ligner en sti,” sagde Louis. Crandall smilede og nikkede. “Åh, den! Den skal jeg fortælle dig om en anden gang, lille pige. Hvad siger du til at gå med mig hjem, så vi kan kigge lidt nærmere på din lillebrors bistik?” “Hellere end gerne,” sagde Ellie og tilføjede ved nærmere eftertanke: “Svier det, når man kommer tvekulsurt natron på et sår?”

KAPITEL 4 Crandall afleverede nøglerne, men i mellemtiden havde Louis fundet sit sæt. Der var et rum øverst i handskerummet, og den lille konvolut havde forvildet sig ned mellem nogle ledninger. Han fiskede den ud og lukkede flyttemændene ind i huset. Crandall gav ham det ekstra sæt, der var fastgjort til en gammel, anløben kæde. Louis takkede ham og stak dem ned i sin bukse­lomme. Flyttemændene havde travlt med at bære alle de ting, han og Rachel havde samlet sammen gennem deres ti års ægteskab, ind i huset. At se alle de gammelkendte ting i helt nye omgivelser gjorde ham pludselig deprimeret. Var han allerede begyndt at lide af hjemve? “Revet op med rode og plantet om,” sagde Crandall, der pludselig var dukket op ved siden af ham. Det gav et sæt i Louis. “Man skulle tro, De kendte denne følelse på Deres egen krop,” sagde han. “Nej, det gør jeg i grunden ikke.” Crandall tændte en cigaret. “Min far byggede huset på den anden side af vejen. Hans unge kone flyttede ind i huset og blev med barn – nemlig mig. Jeg blev født i år 1900.” “Det vil sige, at De er ...” “Treogfirs,” sagde Crandall. “De ser meget yngre ud.” Crandall trak på skuldrene. “Jeg har altid boet her. Under Første Verdenskrig kæmpede jeg naturligvis for mit land, men det nærmeste, 18

Dyrekirkegården.indd 18

20/02/18 11.33

jeg kom til Europa, var Bayonne, New Jersey. Ækelt sted. Allerede i 1917 var det et ækelt sted. Jeg var glad og lettet, da jeg kom tilbage til Ludlow. Giftede mig med Norma, arbejdede ved jernbanen- og vi bor her stadig. Men jeg har set og oplevet meget her i Ludlow. Det er sikkert og vist.” Flyttefolkene var standset op ved indgangen til huset med den store dobbeltseng, som Louis og Rachel delte. “Hvor skal vi anbringe denne, mr. Creed?” “Ovenpå. Lige et øjeblik, så skal jeg vise jer, hvor den skal stå.” Han begyndte at gå hen imod dem, men standsede et øjeblik og kiggede hen på Crandall. “Gå De bare med flyttemændene,” sagde Crandall og smilede til ham. “Så skal jeg nok tage mig af Deres kone og børn. Man bliver i øvrigt meget tørstig af at flytte. Jeg plejer at sidde på min veranda ved ni-tiden og nyde et par dåser øl. Når vejret er lunt, kan jeg lide at se mørket sænke sig over landskabet. Somme tider holder Norma mig med selskab. Hvis De har lyst til det, er De velkommen.” “Okay, måske kommer jeg,” sagde Louis, selv om han ikke agtede at tage imod Crandalls venlige tilbud. Det næste ville blive en uformel (og gratis) diagnose af Normas leddegigt ude på verandaen. Han kunne dog godt lide Crandall, hans skæve smil og hans yankee-accent. En god mand, tænkte Louis, men læger var altid mistroiske, når folk var for hurtige i vendingen. Før eller senere ønskede selv ens bedste venner at stille en nogle spørgsmål vedrørende deres helbred. Og når det drejede sig om gamle mennesker, ville spørgsmålene ingen ende tage. “Men vent ikke på mig – vi har haft en frygtelig anstrengende dag.” “All right, når bare De ved, at De ikke skal vente en skriftlig invita­ tion,” sagde Crandall, og Louis havde en sær fornemmelse af, at den gamle mand vidste lige præcis, hvad han tænkte. Han blev stående et lille øjeblik og kiggede efter Crandall, da denne gik tværs over græsplænen. Hans skridt var lette og adrætte, og det var svært at forestille sig, at manden var over firs. Han lignede en på tres. Et lille, ømt smil spillede om Louis’ mund, da han vendte sig om for at gå hen til flyttefolkene.

19

Dyrekirkegården.indd 19

20/02/18 11.33

KAPITEL 5 Klokken ni var flyttevognen kørt bort. Ellie og Gage, der begge var dødtrætte efter dagens strabadser, sov i deres nye værelser­Gage i sin lille tremmeseng, Ellie på en madras på gulvet, omgivet af et bjerg af flyttekasser. Naturligvis var Church hos hende. Den var også faldet i søvn og udstødte nogle besynderlige rustne lyde, som lod til at være det nærmeste, den store kat kunne komme en spinden. Louis og Rachel sad ved køkkenbordet. “Du må hellere se at komme i seng,” sagde han, da han så de mørke rande under hendes øjne. “Lægens ordre?” spurgte hun med et lille smil. “Ja.” “Okay,” sagde hun og rejste sig op. “Jeg er helt udkørt. Og Gage vågner sikkert på et eller andet tidspunkt i nat. Kommer du med?” Louis tøvede. “Jeg tror, jeg venter lidt. Den gamle fyr ovre på den anden side af gaden ...” “Vejen. Man kalder den en vej ude på landet. Vi må vænne os til, at vi ikke bor i byen længere.” “Så siger vi på den anden side af vejen. Han inviterede mig over på en øl, og jeg tror næsten, jeg vil tage ham på ordet. Ganske vist er jeg træt, men jeg er alt for påvirket af alt det, der er sket, til at jeg kan sove nu.” Rachel smilede. “Inden du ser dig for, vil du have Norma Crandall til at fortælle dig, hvor det gør ondt – og hvilken slags madras hun sover på.” Louis lo. Det var i grunden pudsigt, så dygtige koner blev til at gætte deres mænds tanker efter nogle års ægteskab. Pudsigt, ja, men også en smule skræmmende. “Han kom, da vi havde brug for ham,” sagde Louis. “Og jeg tror, han vil blive skuffet, hvis jeg ikke kommer. Du hilste på hans kone. Hvordan er hun?” “Meget sød,” sagde Rachel. “Gage sad på hendes skød, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var overrasket. Han er ellers ikke meget for fremmede mennesker. Norma Crandall havde også en dukke, hun lod Ellie lege med.” “Hvor medtaget er hun af sin gigt?” 20

Dyrekirkegården.indd 20

20/02/18 11.33

“Temmelig meget.” “Sad hun i rullestol?” “Nej, men hun går meget langsomt, og hendes fingre ...” Rachel holdt en slank hånd op og krummede sine fingre for at tilkendegive, hvor galt det var. Louis nikkede. “Kom nu ikke for sent hjem, Louis. Jeg får myrekryb i fremmede huse.” “Det vil ikke blive ved med at være et fremmed hus ret længe,” sagde Louis og kyssede hende.

KAPITEL 6 Undertiden gør man sig bekymringer uden grund. Da Louis var gået tværs over vejen for at aflægge en visit hos Crandall, havde ingen bedt ham om at undersøge Norma Crandall, for hun var allerede gået i seng. Inden han nåede frem til verandaen, kunne han skimte Jud som en utydelig silhuet bag dens afskærmning og høre den hyggelige, knirkende lyd af en gyngestol, der rokkede frem og tilbage på linoleumsgulvet. Louis bankede på trådnetdøren. Inde på verandaen glødede Crandalls cigaret som en stor, fredelig ildflue i sommermørket, og fra radioen hørtes nogle dæmpede stemmer. Louis Creed havde en mærkelig fornemmel­se af at være kommet hjem. “Jeg tænkte nok, det var Dem, doktor,” sagde Crandall. “Forhåbentlig var Deres tilbud om øl alvorligt ment,” sagde Louis og smilede til den gamle mand. “Jeg lyver aldrig, når det drejer sig om øl,” sagde Crandall. “En mand, som lyver om øl, får mange fjender. Sæt Dem ned, doktor. Jeg lagde et par ekstra øl på køl for det tilfældes skyld, at De ville komme.” Verandaen var lang og snæver. Den var møbleret med kurve­stole og sofaer. Louis sank ned i en af stolene og blev forbavset, da han opdagede, hvor komfortabelt man sad i den. På gulvet ved siden af stolen stod en blikspand med isterninger og nogle dåser øl. Han greb en af dem. “Tak,” sagde han og åbnede den. De første to slurke fik ham til at udstøde et lydeligt “ah!” 21

Dyrekirkegården.indd 21

20/02/18 11.33

“De er mere end velkommen,” sagde Crandall. “Jeg håber, at De vil få nogle gode og lykkelige år her, doktor.” “Amen,” sagde Louis. “Sig endelig til, hvis De har lyst til et par kiks. Jeg har også et stykke ost, som er lige tilpas modent.” “Tak, men jeg tror, jeg vil nøjes med det våde. Er Deres kone gået i seng?” Crandall nikkede. “Somme tider bliver hun oppe – og somme tider går hun tidligt i seng.” “Er hendes leddegigt meget smertefuld?” “Har De nogen sinde set et tilfælde, som ikke var det?” spurgte Cran­ dall. Louis rystede på hovedet. “Men hun beklager sig ikke,” sagde Crandall. “Hun er en tapper pige, min Norma.” Der var en undertone af ømhed i hans stemme. Ude på hovedvej 15 drønede en tankvogn forbi. Den var så stor og lang, at Louis et kort øjeblik ikke kunne se sit hus på den anden side af vejen. ORINCO, stod der på den side, der vendte hen imod dem. Louis kunne lige akkurat læse det i halvmørket. “Det var en ordentlig tamp,” bemærkede Louis. “Orinco ligger i nærheden af Orrington,” forklarede Crandall. “Der er en kunstgødningsfabrik i byen, og de store tankvogne kommer og går hele natten igennem. Der er også en livlig trafik af olie-tankvogne, renovationsvogne og folk, der tager på arbejde i Bangor eller Brewer og kommer hjem om aftenen.” Han rystede på hovedet. “Det er det eneste ved Ludlow, jeg ikke bryder mig om. Den fordømte vej! Den evindelige larm går mig på nerverne. De kører både dag og nat, og undertiden vågner Norma. Det hænder såmænd også, at jeg vågner, selv om jeg sover som en sten.” Louis nikkede, selv om han syntes, at dette besynderlige Maineland­skab næsten var uhyggeligt roligt, når man kom fra en storby som Chicago. Han lagde hovedet tilbage og førte dåsen op til munden, men den var allerede tom. Crandall lo. “Tag endelig en øl til, doktor!” 22

Dyrekirkegården.indd 22

20/02/18 11.33

Louis tøvede. “All right, men så kun en til. Jeg må se at komme til­ bage.” “Ja, selvfølgelig. Er det ikke et forbandet besvær at flytte?” “Jo, det kan jeg godt skrive under på,” sagde Louis, og i de næste par minutter sagde de ikke noget, men sad bare og kiggede ud i det tiltagende mørke, mens de af og til tog en slurk af deres øldåser. Stilheden var velgørende – som om de havde kendt hinanden meget længe. Det var en følelse, Louis havde læst om i bøger, men som han aldrig havde oplevet før nu. Han følte sig skamfuld over de tanker, han havde gjort sig om en gratis konsultation tidligere på dagen. Crandall vendte sig om mod Louis, fiskede en cigaret op af sin pakning og stak den ind i mundvigen. “Husker De den sti, Deres lille pige snakkede om?” Louis nikkede. Den brede tætklippede sti, som snoede sig ind gennem kratbevoksningen og videre op over bakken til skoven. “De lovede at fortælle hende om den en dag.” “Ja, det gjorde jeg, og det skal jeg nok huske,” sagde Crandall. “Stien er et par kilometer lang og fører ind i skoven. De lokale børn omkring hovedvej 15 og Middle Drive holder den, fordi de ofte bruger den. Hvert forår er der en flok af dem, der slår græsset på stien, og det fortsætter de med hele sommeren igennem. Det er ikke alle de voksne i byen, som kender den – nogle af dem gør, naturligvis, men alle børnene ved besked om dens eksistens. Det er jeg helt sikker på.” “Hvor fører den hen?” “Op til Kæledyrenes Kirkegård,” sagde Crandall. “Kæledyrenes Kirkegård?” gentog Louis forvirret. “Det er ikke så mærkeligt, som det måske lyder,” indskød Crandall, mens han inhalerede røgen fra sin cigaret og vuggede frem og tilbage i sin gyngestol. “Den fordømte vej gør det af med en masse dyr. Mest hunde og katte – men af og til også andre dyr. En af de kæmpestore Orinco-tankvogne kørte den vaskebjørn ihjel, som Ryder-børnene holdt som kæledyr. Det var ... almæg­tige Gud, det må have været i 73, måske før. Før staten gjorde det ulovligt at holde vaskebjørne eller stinkdyr som kæledyr.” 23

Dyrekirkegården.indd 23

20/02/18 11.33

“Hvorfor gjorde staten det?” “På grund af rabies,” sagde Crandall. “Der er masser af rabies i Maine nu. En stor, gammel sanktbernhardshund fik rabies for et par år siden og dræbte fire mennesker. Fandens til opstandelse! Hunden var nemlig ikke blevet vaccineret. Hvis disse tåbelige mennesker bare havde sørget for at få hunden vaccineret, var det aldrig sket. Man kan også vaccinere en vaskebjørn eller et stinkdyr to gange om året og uden at være helt sikker på virknin­gen. Den vaskebjørn, Ryder-børnene havde, var en meget sød og venlig vaskebjørn. Den kom somme tider hen og slikkede en i ansigtet, som om den var en hund. Deres far havde tilmed betalt en dyrlæge for at kastrere den og klippe dens kløer. Det må have kostet en formue! Ryder arbejdede hos IBM i Bangor. Familien rejste til Colora­do for fem år siden ... eller måske var det seks. Børnene, som næsten var voksne, var sønderknuste, da deres vaskebjørn blev kørt ihjel. Matty Ryder græd så længe, at hans mor blev nervøs og ville have en læge til at undersøge ham. Jeg går ud fra, de er kommet over det nu, selv om de aldrig helt vil glemme det, der skete. Når et elsket kæledyr bliver dræbt i trafikken, glemmer et barn det aldrig.” Louis tænkte på Ellie, som havde sovet trygt, da han forlod huset – og på Church, der havde rullet sig sammen i fodenden af madrassen. “Min datter har en kat,” sagde han. “Winston Churchill. For nemheds skyld kalder vi den Church.” “Har den stadig sine testikler, eller er den blevet kastreret?” “Nej, den er ikke blevet kastreret,” svarede Louis. Når sandheden skulle frem, havde der været problemer med den i Chicago. Rachel havde ønsket, at den skulle kastreres, og havde endog bestilt tid hos en dyrlæge. Louis havde annuleret aftalen. Selv nu vidste han ikke hvorfor. Det var ikke, fordi han sammenlignede sin egen potens med sin datters kats ditto – og det var heller ikke, fordi den fede nabokone klagede over, at den efterlod sine ildelugtende duftmærker på hendes skarnbøtter. Nej, hans modstand mod en kastration af Church skyldtes nok først og fremmest en ubestemt, men stærk følelse af, at en sådan operation ville ødelægge noget hos Church, som han selv værdsat­te meget 24

Dyrekirkegården.indd 24

20/02/18 11.33

højt, og at en kastration ville gøre kattens fandenivold­ske, lysende grønne øjne matte og sløve. Til sidst havde han forklaret Rachel, at det ikke ville være et problem, når de var flyttet på landet. Og nu sad Jud Crandall minsandten og forklare­de ham, at en stor del af tilværelsen i Ludlow gik ud på at holde kæledyrene borte fra hovedvej 15, og spurgte ham, om katten var kastreret. “All right – måske burde De se at få den kastreret,” sagde Crandall. “En kastreret kat er ikke så tilbøjelig til at strejfe omkring. Men hvis den hele tiden løber frem og tilbage over hovedvejen, vil den før eller senere ende oppe på dyrekirkegår­den sammen med Ryder-børnenes vaskebjørn og lille Timmy Dessiers cockerspaniel og mrs. Bradleighs papegøje. Ikke fordi papegøjen blev kørt ihjel på hovedvejen, forstår De. Den faldt bare død om en dag.” “Jeg vil tænke over det,” sagde Louis. “Ja, gør De det,” sagde Crandall og rejste sig op. “Jeg tror nu alligevel, jeg vil gå ind efter nogle kiks og et par skiver ost.” “Ikke for min skyld,” sagde Louis, som også havde rejst sig op. “Jeg må se at komme hjem. Det bliver en travl dag i morgen.” “Skal De begynde på universitetet?” Louis nikkede. “De studerende kommer ikke tilbage før om to uger, men til den tid skulle jeg gerne være huskendt, ikke?” “Jo, hvis De ikke ved, hvor pillerne er, går jeg ud fra, at De får problemer.” Crandall rakte hånden frem, og Louis trykkede den – ikke for hårdt – for som læge vidste han, at gamle menneskers knogler skulle omgås med en vis forsigtighed. “Kig over en anden aften,” sagde Crandall. “De må hilse på Norma. Jeg tror, hun vil synes om Dem.” “Hellere end gerne,” sagde Louis. “Det var hyggeligt at træffe Dem, Jud.” “l lige måde. Jeg håber, De bliver her et stykke tid.” “Det håber vi sandelig også.” Alle sov trygt, da Louis lukkede sig ind i sit nye hus. Ellie havde øjensynlig slet ikke rørt sig, mens han havde været borte, og Gage lå på ryggen i sin lille tremmeseng med en flaske mælk inden for rækkevidde. Louis blev et øjeblik stående og kiggede ned på sin søn – opfyldt af en kærlig25

Dyrekirkegården.indd 25

20/02/18 11.33

hed til den lille dreng, der var så stærk, at den var næsten overvældende. Han kyssede sine fingre og presse­de dem forsigtigt ind mod Gages kind gennem tremmerne i sengen. Gage gryntede veltilfreds og vendte sig om på siden. “Sov godt, baby,” sagde Louis. Han klædte sig hurtigt af og smuttede ned i sin halvdel af nattelejet, som i aften kun bestod af to madrasser, der var skubbet sammen på gulvet. Rachel bevægede sig ikke. Uåbnede flyttekasser flød overalt. Lige før søvnen overmandede ham, løftede Louis sig op på den ene albue og kiggede ud gennem vinduet. Værelset lå i den forreste del af huset, og han kunne kigge tværs over vejen til Crandalls hus. Det var for mørkt til at se omridset af Juds skikkelse, men han kunne se gløden fra den gamle mands cigaret. Stadig oppe, tænkte han. Måske bliver han siddende længe endnu. Gamle mennesker har ikke brug for megen søvn. Måske holder de vagt. Over hvad? Louis faldt i søvn. Han drømte, at han var i Disney World, og at han kørte en blændende hvid varevogn med et rødt kors på siden. Gage sad ved siden af ham, og i drømmen var han højst ti år gammel. Church havde anbragt sig på instrumentbrættet, hvorfra den kiggede på Louis med sine klare, grønne øjne. Ude på hovedgaden – foran jernbanestationen fra 1890 – trykkede Mickey Mouse alle de børn i hænderne, som flokkedes om ham. Hans store, hvide handsker lukkede sig helt om deres små, tillids­fulde hænder.

KAPITEL 7 I de næste to uger havde familien mere end nok at bestille. Louis havde travlt med at sætte sig ind i sit nye job, og det gik lidt efter lidt op for ham, hvilke problemer han ville få, når ti tusind studenter – hvoraf mange var alkoholikere og stofmisbrugere, andre havde sociale og psy­ kiske vanskeligheder, og en del af dem – mest piger – led af anoreksi, 26

Dyrekirkegården.indd 26

20/02/18 11.33

kom tilbage til universitetet. Og mens Louis begyndte at få styr på sit arbejde som leder af universitetshospitalet, begyndte Rachel at få styr på huset. Gage havde travlt med at tage imod de stød og vælteture, der uvægerlig fulgte med, når han skulle vænne sig til de nye omgivel­ser, og i en periode var hans søvnrytme helt ude af trit. Først i midten af deres anden uge i Ludlow var han begyndt at sove helt igennem igen. Derimod virkede Ellie stadig nervøs og rastløs, men det skyldtes nok først og fremmest tanken om, at hun snart skulle begynde i en helt ny og ukendt børnehaveklasse. Rachel påstod, at Ellie ville falde til ro, når det gik op for hende, at skolen ikke var det store, røde uhyre, hun havde forestillet sig, og Louis var tilbøjelig til at give sin kone ret. Hans aften-øl sammen med Jud Crandall var blevet en vane, og ved den tid, da Gage begyndte at få normale sovevaner, medbragte Louis sin egen karton med seks dåser øl hver anden eller tredje aften. Han havde også haft lejlighed til at hilse på Norma Crandall – en sød og venlig gammel kvinde, som led af slidgigt, der så ofte angriber ellers sunde og raske ældre menne­sker og forpester deres tilværelse. Men Norma var tapper og beklagede sig aldrig. Louis anslog, at hun sandsynligvis havde fem til syv virksomme år tilbage af sit liv. Stik imod sine egne principper bad han om lov til at undersøge hende. Han kontrollerede også de recepter, hendes egen læge havde givet hende, og fandt ud af, at de var i orden. Inderst inde var han skuffet over, at han intet kunne gøre for hende, men dr. Weybridge var tydeligvis en dygtig og samvittighedsfuld læge, som gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt for at lindre hendes smerter. Rachel syntes godt om hende, og de to kvinder havde beseglet deres venskab ved at udveksle madopskrifter. Rachel havde fået Normas opskrift på en lækker, bagt æblepie – og Norma havde til gengæld fået Rachels opskrift på bøf stroganoff. Norma var begejstret for børnene – især for Ellie, som hun påstod ville blive en gammeldags skønhed med årene. En aften, hvor de var kommet i seng, sagde Louis med et lille smil, at Norma i det mindste ikke havde sagt, at Ellie ville vokse op og blive en virkelig nuttet vaskebjørn. Rachel lo så meget, at hun kom til at slippe en 27

Dyrekirkegården.indd 27

20/02/18 11.33

vind, og bagefter lo de begge så højt og længe, at de vækkede Gage, som sov i det tilstødende værelse. Omsider oprandt dagen, da Ellie skulle starte i børnehaveklas­sen. Louis tog fri den dag, hvad han godt kunne tillade sig, eftersom hospitalet var tomt. Den sidste patient, en student, som havde brækket sit ben, var blevet udskrevet ugen før. Han stod ude på græsplænen med Gage i sine arme, da den store gule bus svingede ind på hovedvejen fra Middle Drive og standsede foran deres hus. Foldedøren gled op, og lyden af mange børnestemmer sivede ud i den milde septemberluft. Ellie sendte dem et bønligt blik, som om hun ville spørge, om denne uundgåelige proces ikke i sidste øjeblik kunne udskydes, inden hun modvilligt vendte sig om og gik ind i bussen. Døren gled i med en hvislende lyd, og et øjeblik efter var bussen borte. Rachel brast i gråd. “Lad for Guds skyld være med at græde,” sagde Louis. Selv græd han ikke, men tårerne var ikke langt borte. “Det er kun en halv dag, hun skal være borte.” “En halv dag er mere end nok,” svarede Rachel hidsigt og græd endnu mere. Louis trykkede hende ind til sig, og Gage lagde en trøstende arm om hver af forældrenes hals. Når Rachel græd, plejede Gage også at give sig til at græde, men det gjorde han ikke denne gang. Han har os for sig selv, tænkte Louis, og det ved han. De ventede ængsteligt på Ellies tilbagevenden – og fordrev tiden med at drikke en masse kaffe og spekulere på, hvordan hun havde det. Louis gik ind i det værelse, der skulle være hans kontor, og nussede rastløst omkring. Han flyttede nogle papirer fra den ene hylde til den anden, men ellers foretog han sig intet. Da telefonen ringede et kvarter over ti, rakte Rachel hånden ud efter den og besvarede opringningen med et forpustet “hallo?” før den kunne nå at ringe anden gang. Louis stod i døråbningen mellem sit kontor og køkkenet. Han var overbevist om, at det var Ellies lærer, der ville fortælle dem, at Ellie ikke var moden til at gå i børnehaveklasse endnu, og at han blev nødt til at sende hende tilbage. Men det var kun Norma Crandall, der ville fortælle, at Jud havde plukket de sidste majskolber, og at de ger28

Dyrekirkegården.indd 28

20/02/18 11.33

ne måtte få et dusin stykker, hvis de havde lyst. Louis gik straks tværs over vejen med en indkøbspose og skældte Jud ud, fordi han ikke havde ladet ham hjælpe til med at plukke dem. “De fleste af dem er ikke en skid værd,” sagde Jud. “Må jeg bede dig om at udtrykke dig lidt mere dannet, når jeg er i nærheden,” sagde Norma. Hun var imellemtiden kommet ud på verandaen med iste på en antik Coca-Cola-bakke. “Undskyld, skat.” Norma satte sig ned. Man kunne se på hende, at hver eneste bevægelse voldte hende smerte. “Vi så Ellie stige op i bussen,” sagde Jud og tændte en Chester­ field. “Hun skal nok klare sig,” sagde Norma. “Det gør de næsten altid.” Næsten, tænkte Louis dystert. Men Ellie havde klaret den første skoledag fint. Hun kom hjem ved middagstid og smilede over hele hovedet. Hendes blå skole­kjole bølgede yndefuldt omkring hendes forslåede skinneben, og der var en ny hudafskrabning på det andet knæ, hvordan hun så end havde pådraget sig den. “Vi sang ‘Old Mac Donald’ Den sang vi også i Carstairs Street-skolen!” fortalte hun. Rachel kiggede hen på Louis, der sad henne ved vinduet med Gage på skødet. Den lille dreng var næsten faldet i søvn. Der var et bedrøvet udtryk i Rachels øjne, og selv om hun hurtigt tog blikket til sig, følte Louis et øjebliks panik. Vi bliver virkelig gamle, tænkte han. Ingen vil gøre en undtagelse, når det gælder os. Hun er på vej ... og det er vi andre også. Ellie løb hen til ham. Hun ville vise ham sin nye hudafskrabning og fortælle ham om ‘Old Mac Donald’ og Mrs. Berryman. Church snoede sig ud og ind mellem hendes ben, men Ellie undgik på mirakuløs vis at snuble over den. “Syssh!” sagde Louis og kyssede hende. Gage var faldet i søvn. “Jeg lægger lige Gage op i seng. Bagefter vil jeg gerne høre, hvad du har at fortælle.” Han bar Gage op ad trappen. Det varme september-solskin faldt skråt 29

Dyrekirkegården.indd 29

20/02/18 11.33

ned over dem, og da han nåede op på trappeafsatsen, blev han overfaldet af en sådan forudanelse om rædsel, at han standsede op og kiggede sig forbløffet omkring. Hvad i alverden bildte han sig ind? Han knugede den lille dreng tættere ind i sin favn, og Gage bevægede sig uroligt i sin søvn. Louis kunne mærke, at han havde gåsehud over hele kroppen. Hvad er der i vejen? tænkte han undrende. Han var både forvirret og bange. Hans hjerte bankede, som om det skulle sprænges, han havde koldsved på panden, og han kunne føle adrenalinet pumpe bag sine øjne. Hvad pokker var det? Spøgelser? Almægtige Gud. Det var, som om nogen eller noget strøg forbi mig på denne trappeafsats. Noget jeg næsten kunne se. Nede i stueetagen knirkede trådnetdøren mod sin ramme. Det gav et sæt i Louis Creed. Han ville skrige, men i stedet lo han hysterisk. Det var simpelt hen en af disse psykologiske blokeringer, man undertiden kom ud for – hverken mere eller mindre. Det kunne ske for enhver. Nej, spøgelser eksisterede ikke. Det var Louis overbevist om. Han havde erklæret mere end to dusin mennesker døde i tidens løb og havde aldrig mærket noget spøgelsesagtigt ved det. Han gik ind i Gages værelse og lagde den lille dreng ned i tremmesengen. Idet han trak tæppet op over sin søn, følte han en iskold rislen ned over rygraden, og han kom pludselig til at tænke på sin onkels Carls ‘showroom’. Ingen nye biler dér, ingen fjern­syn og ingen opvaskemaskiner med glasruder – igennem hvilke man kunne iagttage den skummende renselsesproces. Kun kasser med lågene slået op og et omhyggeligt skjult spotlight over hver af dem. Hans farbror var bedemand. Almægtige Gud – hvorfor denne rædsel? Prøv at tænke på noget andet. Han kyssede sin søn og gik ned for at høre Ellie fortælle om sin første dag i skolen.

KAPITEL 8 Samme søndag som Ellie havde afsluttet sin første uge på skolen, og lige før studenterne kom tilbage til universitetet, fik Creed­familien besøg af Jud Crandall. De hyggede sig ude på den store græsplæne. Ellie, som 30

Dyrekirkegården.indd 30

20/02/18 11.33

lige var hoppet ned fra sin cykel, var i færd med at drikke et glas iste, og Gage kravlede rundt i græsset og undersøgte insekterne. Måske spiste han også nogle stykker. Han var temmelig ligeglad med, hvor han fik sine proteiner fra. “Jud,” sagde Louis. De var i mellemtiden blevet dus. “Lad mig hente en stol til dig.” “Det er der ingen grund til.” Jud var iført jeans, en arbejds­skjorte, der stod åben i halsen, og et par grønne støvler. Han kiggede hen på Ellie. “Har du stadig lyst til at se, hvor stien fører hen, Ellie?” “Ih, ja!” svarede Ellie og rejste sig straks op. Hendes øjne strålede. “George Buck på skolen fortalte mig, at den førte op til kirkegården for kæledyr. Jeg har også fortalt mor det, men hun sagde, at vi hellere måtte få dig til at vise os den, fordi du vidste, hvor den var.” Jud nikkede. “Har I lyst til at gå med derop? Jeg vil råde jer til at tage støvler på, for jorden er lidt smattet nogle steder.” Ellie styrtede ind i huset, og Jud kiggede efter hende med et lille smil om munden. “Måske har du også lyst til at gøre os selskab, Louis?” “Ja, det har jeg faktisk,” sagde Louis og kiggede hen på Rachel. “Hvad med dig, elskede?” “Hvad med Gage? Så vidt jeg kunne forstå, er der halvanden kilometer op til denne kirkegård.” “Vi kan tage ham med i bærerygsækken.” Rachel lo. “Okay ... men det bliver din ryg, der skal holde for.” De begav sig af sted ti minutter senere, og alle med undtagelse af Gage var iført støvler. Gage kiggede sig undrende omkring over Louis’ skulder, og Ellie, som dannede fortroppen, havde travlt med at jage sommerfugle og plukke blomster. Græsset på marken nåede dem næsten til livet, og der var masser af gyldenris, som mindede dem om, at efteråret nærmede sig. Men der var ikke antydning af efterår i luften i dag. Det var varmt som på en augustdag, selv om det var to uger siden, september havde holdt sit indtog. Da de var nået op på toppen af den første bakke efter at have fulgt den fint klippede sti, var Louis’ armhuler våde af sved. 31

Dyrekirkegården.indd 31

20/02/18 11.33

Jud standsede op. Først troede Louis, at den gamle mand trængte til en hvilepause, men så fik han øje på den betagende udsigt bag dem. “Fantastisk,” udbrød Rachel og vendte sig om mod Louis. Der var et næsten bebrejdende udtryk i hendes øjne. “Hvorfor har du ikke fortalt mig om dette?” “Af den simple grund, at jeg ikke vidste noget om det,” sagde Louis og så en lille smule skamfuld ud. De befandt sig stadig på deres egen grund, men han havde endnu ikke haft tid til at gå på opdagelsesrejse i de nærmeste omgivelser. Ellie var kommet et godt stykke i forvejen. Nu kom hun tilbage og kiggede sig forundret omkring. Church var lige i hælene på hende. Bakken var ikke særlig høj, og alligevel var udsigten betagen de. Mod øst blokerede de tætte skove for synet, men når man kiggede mod vest, fortonede hele området sig i en gylden og let sløret sensommerdrøm. Stilheden, der omgav dem, var helt utrolig. End ikke en tankvogn nede på hovedvejen greb forstyr­rende ind i den. Det var floddalen, de stod og betragtede – the Penobscot, hvor skovarbejderne engang havde ladet deres tømmer flyde med strømmen ned til Bangor og Derry. Floden strømmede roligt af sted. Louis kunne skelne Hampden og Winterport i det fjerne, og det forekom ham, at han kunne følge hovedvejens mørke. snoede stribe, der løb parallelt med floden, næsten hele vejen til Bucks­port. Fra det sted, hvor han stod, kunne han også se spiret på baptist-kirken i Ludlow rage op mellem træerne, og til højre kunne han se Ellies store, firkantede murstensskole. Over deres hoveder bevægede hvide skyer sig langsomt ud mod horisonten, og de afhøstede stubmarker lyste med et gyldent skær i sensommersolen. “Ja, fantastisk er det rette ord,” sagde Louis omsider. “l gamle dage blev dette sted kaldt udsigtsbakken,” forklarede Jud. Han stak en cigaret ind i den ene mundvig, men tændte den ikke. Rachel vendte sig om mod Louis. “Ejer vi virkelig dette, skat?” Der var en undertone af ærefrygt i hendes stemme. Før Louis kunne nå at sige noget, indskød Jud: “Ja, dette område er en del af jeres grund.” 32

Dyrekirkegården.indd 32

20/02/18 11.33

Da de kom ind i skoven, var luften køligere. Stien, som stadig var bred, var nu dækket af et tykt tæppe af tørre grannåle. De var på vej ned ad bakken, da Jud kaldte på Ellie. “Det er en lang travetur for en lille pige,” sagde han venligt, “men du må love mig, at du altid holder dig til stien, når du kommer herop.” “Naturligvis,” sagde Ellie. “Hvorfor?” Han kiggede hen på Louis, som var standset op for at puste ud. At slæbe på Gage var et tungt stykke arbejde – selv om der nu var skygge fra fyrretræerne. “Ved du, hvor du er?” spurgte Jud og kiggede hen på Louis. Louis overvejede forskellige svar: i Ludlow, bag mit hus, mellem hovedvej 15 og Middle Drive, men det endte med, at han rystede på hovedet. Jud pegede bagud. “Dér har vi byen og alle de bebyggede områder,” sagde han. “Forude er der kun skov og atter skov de næste femoghalvfjerds kilometer. Folk her på egnen kalder dem North Ludlow­skovene, men de rammer et lille hjørne af Orrington, inden de fortsætter til Rockford og ender ved de statsejede områder, jeg fortalte dig om. De områder, india­ nerne ønsker tilbage. Jeg ved, at det lyder pudsigt, når jeg siger, at dit pæne lille hus ved hovedvejen med alle sine moderne bekvemmeligheder ligger lige i udkanten af en vældig ødemark, men sådan er det bare.” Han kiggede igen på Ellie. “Derfor skal du passe på, at du ikke forvilder dig alt for langt ind i disse skove, Ellie – for så er det ikke godt at vide, hvor du ender.” “Det skal jeg nok lade være med, Jud.” Ellie var tydeligvis imponeret, men ikke egentlig bange, tænkte Louis. Derimod var der et skræmt udtryk i Rachels øjne, da hun vendte sig om mod Jud, og selv Louis følte sig urolig. Nå, det var nok bare bymenne­skets instinktive skræk for de store, øde vidder, sagde han til sig selv. Louis havde ikke haft et kompas i hånden, siden han var drengespejder, og det måtte være tyve år siden. Jud smilede. “All right. Ingen er faret vild i disse skove siden 1934,” sagde han. “Ingen af de lokale, i alt fald. Den sidste var Will Jeppson, og det var ikke noget større tab. Når man ser bort fra Stanny Bouchard, var Will sandsynligvis den største drukken­bolt på denne side af Bucksport.” “Ingen af de lokale, sagde du?” gentog Rachel, og Louis kunne næsten læse hendes tanker. Vi er ikke lokale. I det mindste ikke endnu. 33

Dyrekirkegården.indd 33

20/02/18 11.33

Jud nikkede. “Vi mister en af turisterne hvert andet eller hvert tredje år, fordi de mener, at man ikke kan fare vild på den anden side af hovedvejen.” “Er der elsdyr?” spurgte Rachel ængsteligt. “Man kan komme ud for et elsdyr,” sagde Jud, “men det vil ikke genere dig, Rachel. I brunstperioden kan de godt være en smule irriterende, men ellers nøjes de med at kigge. De eneste mennesker, de kan finde på at angribe i parringstiden, er folk fra Massachusetts. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare.” Louis troede, at Jud spøgte, men han var ikke sikker i sin sag, for den gamle mands ansigt var dybt alvorligt. “Det lader ligefrem til, at et elsdyr kan lugte, om en mand eller kvinde kommer fra Massachusetts.” “Hvad betyder brunstperiode?” spurgte Ellie. “Det skal du ikke spekulere på,” sagde Rachel. “Jeg ønsker ikke, at du skal vandre rundt heroppe, medmindre du er sam­men med en voksen, Ellie.” Rachel trådte et skridt nærmere til Louis. Jud så angerfuld ud. “Jeg ville ikke gøre dig bange, Rachel – hverken dig eller din datter. Der er ingen grund til at være bange i disse skove. Dette er en god sti. Den er normalt lidt pløret hist og her – undtagen i året 55, som var den tørreste sommer, jeg kan huske, men for pokker – der er i alt fald ingen giftige sumak­planter ligesom bag ved skolegården – og dem skal du holde dig fra, Ellie, hvis du ikke ønsker at tilbringe tre uger af dit liv med at tage stivelsesholdige bade.” Ellie fnisede. “Det er en sikker sti,” sagde Jud alvorligt til Rachel, som stadig ikke så overbevist ud. “Jeg er sikker på, at selv Gage kunne følge den, og børnene inde fra byen kommer her tit, som jeg allerede har fortalt. De holder den slået og fin. Ingen siger til dem, at de skal gøre det. Det er noget, de gør på eget initiativ.” Han bøjede sig ned over Ellie og blinkede til hende. “Det er på samme måde med mange andre ting i livet, Ellie. Du holder dig til den banede vej, og alt går godt. Men smutter du bort fra den, finder du ud af, at du er gået vild. Og så skal der sendes en eftersøgningspatrulje ud efter dig.”

34

Dyrekirkegården.indd 34

20/02/18 11.33

De gik videre. Louis begyndte at få ondt i ryggen af at bære Gage. Stien slyngede sig nedad. Den bugtede sig ind og ud mellem gamle fyrretræer, og undertiden skar den sig ind gennem en tæt kratbevoksning. Jorden var pløret her, og Louis’ støvler svuppe­de i mudder og vand. Det forekom ham, at Gage havde taget ti pund på i vægt, siden de forlod huset, og at temperaturen var blevet lige så mange grader varmere. Sveden strømmede ned over hans ansigt. “Skal jeg ikke bære ham et lille stykke, skat?” spurgte Rachel bekymret. “Ikke tale om. Jeg har det fint,” sagde han, selv om hans hjerte bankede, som om det skulle sprænges. Han var mere vant til at ordinere fysisk motion end til selv at være et godt eksempel på dette område. Jud var gået et lille stykke i forvejen sammen med Ellie. “Sig mig engang, Lou – tror du, at Jud ved, hvor han fører os hen?” spurgte Rachel bekymret. “Naturligvis,” sagde Louis. Jud vendte sig om og smilede til dem. “Nu er vi snart fremme. Tror du, du klarer det sidste stykke, Louis?” Du godeste, tænkte Louis. Manden er over firs, men der er ikke så meget som en dråbe sved på hans pande. “Jeg har det fint,” råbte han tilbage, og hans stemme var ikke helt fri for at være en smule aggressiv. Hans medfødte stolthed ville sandsynligvis have fået ham til at svare det samme, selv om han havde mærket en begyndende hjertekrampe. De var nu nået op på den næste bakke, hvorfra stien skar sig ind gennem et krat af buske og tæt underskov. Til sidst blev den helt smal, og Louis så Ellie og Jud gå ind under en bue, der var lavet af gamle, vejrbidte brædder. Midt på buen stod med sort maling og kun lige akkurat læseligt, men temmelig ubehjælpsomt stavet: PET SEMATARY. Louis og Rachel udvekslede et muntert blik og trådte ind under buen, idet de instinktivt greb hinandens hænder, som om de var kommet herop for at blive gift. For anden gang denne formiddag blev Louis slået af for­undring. Der var intet tæppe af grannåle her. De var kommet ind i en næsten 35

Dyrekirkegården.indd 35

20/02/18 11.33

perfekt cirkel af slået græs – måske femten meter i diameter. Tre fjerde­ dele af cirklen grænsede op til en tæt krat­skov og den sidste fjerdedel til et sammensurium af væltede træer. De havde ligget der i mange år og så både uhyggelige og farlige ud. Den runde rydning var fyldt med minde­ tavler, som så ud til at være lavet af børn, der havde brugt alle mulige forhåndenværende materialer. Den skovklædte baggrund forlenede stedet med en besynderlig charme, som ikke havde noget med kristendom, men snarere med hedenskab at gøre. “Hvor er det smukt,” sagde Rachel, men det lød ikke, som om hun mente det. “Wow!” råbte Ellie. Louis tog Gage ud af bærerygsækken og lod ham kravle rundt mellem mindetavlerne. Hans ryg rettede sig ud igen. Ellie løb fra det ene gravmæle til det næste, og Louis fulgte efter hende, mens Rachel holdt øje med Gage. Jud havde sat sig ned i græsset. Han støttede ryggen mod en fremspringende klippe og havde fået ild på en cigaret. Louis lagde mærke til, at stedet ikke blot gav et tilsyneladende indtryk af orden. Mindesmærkerne over de døde dyr var tydeligvis anbragt i en vis cirkulær orden. KATTEN SMUCKY, forkyndte et bræt fra en gammel trækasse. 1971-1974, og lidt længere henne standsede han foran et stykke skifer, hvorpå der med rød maling var skrevet BIFFER – EN SMADDERGOD SNIFFER. “Biffer var Dessier-familiens cockerspaniel,” forklarede Jud. “Den blev kørt over af en lastbil sidste år.” Nogle af gravene var pyntet med blomster, hvoraf de fleste var visnede, selv om et par buketter så ud til at være anbragt for nylig. Over halvdelen af inskriptionerne var falmet så meget, at de var delvis ulæselige. Andre havde ingen inskriptioner, og Louis gættede på, at de i sin tid var skrevet med kridt eller en farveblyant. “Mor!” råbte Ellie. “Her er en guldfisk! Kom og se!” Louis kiggede hen på Rachel. Hun stod i yderkanten af den cirkelrunde gravplads, og på hendes ansigt kunne man tydeligt se, at hun følte 36

Dyrekirkegården.indd 36

20/02/18 11.33

sig ilde til mode. Meget. Rachel havde altid haft svært ved at tage afslappet på døden – sandsynligvis på grund af en søster, der var død som ung og havde efterladt et ar i hendes sind, som Louis havde lært ikke at røre ved. Hendes navn havde været Zelda, og hun var død af meningitis. Sygdomsforløbet havde sandsynligvis været pinefuldt, og Rachel havde været i en letpå­virkelig alder. Han kiggede sig omkring. Gravpladsen lå i en naturlig rydning i skoven, og dette måtte være en del af forklaringen på, at græsset groede så godt, som det gjorde. Men alligevel måtte det kræve lejlighedsvis vanding og omhyggelig pasning, og han kunne ikke lade være med at undre sig over, at børnene i Ludlow ikke for længst havde mistet interessen for dette sted. I den inderste del af cirklen var gravene af ældre dato, og færre og færre inskriptioner kunne tydes, men de, der kunne, gik meget langt tilbage i tiden. Her var TRIXIE, DRÆBT PÅ HOVED­VEJEN D. 14. SEPTEMBER 1968. I den samme cirkel var der et hvidt, fladt stykke træ, som var stukket dybt ned i jorden. Frost og tø havde tæret på det og fået det til at hælde til siden, men ikke desto mindre kunne Louis stadig læse inskriptionen: Til MINDE OM MARTA, VOR ELSKEDE KANIN, SOM DØDE l. MARTS 1965. Endnu længere inde var der et gravmæle over en hund, der hed Patton, som var død i 1958, og et bræt, hvorpå der stod POLYNESIA. Sidstnævnte måtte have været en papegøje, hvis Louis ellers huskede sin dr. Doolittle korrekt. Den var død i sommeren 1953. Og næsten helt inde i midten af rydningen var der på et stykke sandsten mejslet ordene: HANNAH, DEN BEDSTE HUND, DER NOGEN SINDE HAR LEVET. 1929-1939. Skønt sandsten var et relativt blødt materiale – og ordene kun med største besvær kunne tydes – havde Louis svært ved at forestille sig, at et barn havde haft tålmodighed til at bruge en masse timer på at mejsle disse ord ind i stenen. Et sådant engagement i kærlighed og sorg virkede fuldstændig overvælden­de på ham. “Denne grav er sandelig gammel!” sagde han til Jud, som var kommet hen til ham. Jud nikkede. “Der er for resten noget, jeg gerne vil vise dig, Louis.” De gik hen til en række, der kun lå tre skridt fra midten af rydningen. 37

Dyrekirkegården.indd 37

20/02/18 11.33

Her bemærkede man straks, at det cirkulære mønster var meget tydeligt. Jud standsede op foran et lille stykke skifer, der var væltet omkuld. Han knælede ned og satte det på plads igen. “I gamle dage var der også en inskription her,” sagde Jud. “Men den er slidt bort af vejr og vind. Jeg mejslede den med mine egne hænder. Min første hund, Spot, ligger begravet her. Den døde af alderdom i 1914 – det år hvor Første Verdenskrig begyndte.” Louis blev mere og mere forvirret. Her var altså en dyregrav, der gik længere tilbage, end han havde troet. Han fik pludselig øje på et bræt, der lå ned på jorden og var næsten helt overgroet af ukrudt. Han bøjede sig ned og stillede det på højkant. Da han stak brættet ned i jorden, lød der en lille, skurrende protest fra undergrunden, og en flok bænkebidere pilede hen over det blotlagte stykke jord. Han gøs. “Hvor gamle er de ældste grave?” spurgte han. “Det aner jeg ikke,” sagde Jud og stak hænderne dybt ned i sine lommer. “Stedet var her naturligvis, da Spot døde. Dengang havde jeg et helt slæng af venner. De hjalp mig i øvrigt med at grave hullet til Spot. At grave her er ikke let, for jorden er meget stenet.” Han pegede med en barket finger. “Dér ligger Pete La Vasseurs hund, hvis jeg husker rigtigt – og der tre af Albion Groatleys staldkatte. Gamle Fritchie holdt brevduer. Al Groatley og Carl Hannah og jeg begravede en af dem, som en hund bed ihjel. Den ligger der.” Han tav og så eftertænksom ud. “Jeg er den sidste, der er tilbage af det gamle slæng, ved du. Alle de andre er døde.” Louis sagde ikke noget, stod blot og kiggede på gravene. “Jorden er som sagt stenet,” indskød Jud. “Jeg går ud fra, at den ikke kunne bruges til andet.” Gage var begyndt at græde, og Rachel løftede ham op på sin hofte og kom hen til dem. “Han er sulten,” sagde hun. “Vi må nok hellere se at komme tilbage, Lou.” Jeg kan ikke holde ud at være her længere, sagde hendes øjne. “Ja, selvfølgelig,” sagde Louis. Han hægtede bæreposen på igen og vendte sig om, så Rachel kunne anbringe Gage i den. “Ellie! Hallo, Ellie, hvor er du henne?” 38

Dyrekirkegården.indd 38

20/02/18 11.33

“Dér er hun,” sagde Rachel og pegede hen mod de væltede træer. Ellie klatrede lystigt rundt på dem, som om de blot var en anden version af klatrestativerne i skolegården. “Vil du straks komme herhen!” råbte Jud forskrækket. “Hvis du stikker foden ind et forkert sted, kan de gamle træer forskyde sig, og så risikerer du at brække en ankel.” Ellie sprang ned. “Av!” råbte hun og kom hen imod dem, mens hun gned sin hofte. En stiv, død gren havde revet en flænge i hendes slacks. “Der kan du bare se,” sagde Jud og lod en hånd løbe gennem hendes hår. “Den slags træer vil bide dig, hvis de kan komme af sted med det.” “Er det sandt, far?” spurgte Ellie. Louis nikkede, og Ellie kiggede hen på træerne og hylede af sine lungers fulde kraft: “I rev mine bukser i stykker, I væmmeligege træer!” De tre voksne gav sig til at le. Men det gjorde bunken af faldne træer ikke. De sammenfiltrede grene lyste hvidt i solen, som de havde gjort i mange årtier, og Louis tænkte ved sig selv, at de lignede skeletresterne af et kæmpedyr – en drages knogler, efterladt her i en gigantisk stendysse. Det faldt ham pludselig ind, at der var noget skæbnebestemt over den måde, hvorpå disse døde træer markerede overgangen mellem dyrekirkegården og de uendelige skovområder i baggrunden, som Jud Crandall senere benævnede som “Indianernes skove”. Det var næsten for udspekuleret til at skyldes et sammentræf af tilfældigheder. Det ... Gage greb fat i hans øre og drejede det rundt, mens han klukkede højt af latter. Louis glemte sine dystre tanker. Det var på tide at komme hjem.

39

Dyrekirkegården.indd 39

20/02/18 11.33

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

Huset føles som det perfekte sted for dr. Louis Creed. Vidtstrakt, gammelt og hyggeligt. Et sted, hvor familien kan falde til ro, hvor børnene kan lege og gå på opdagelse. Maines bakker og marker er flere verdner væk fra Chicagos smogfyldte, farlige gader.

d dinan r e F . Hr

Bag huset løber en sirligt holdt sti, som generation efter generation af lokale børn har betrådt på vej ind i skoven for at begrave døde kæledyr. Alvorsfulde børneansigter, højtelskede husdyr. Et trist sted, ja, men det kan umuligt være farligt, være noget, der trænger ind i drømmene og tvinger dig vågen, badet i angstens sved – kan det?

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

imes - L.A. T . r e t mes s t e s er gy g n i K n Stephe

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand