80 mm

148 mm

kradset sin morder, og politiet finder dna-spor under hendes negle. Da

morderen befinder sig i politiets register, er sagen lige til. Der er bare ét problem: han sidder allerede i fængsel. Det gjorde han også den dag, drømmetyderen blev myrdet, og han har ikke haft kontakt med offeret. Da Niels Bentzon, gidselforhandler ved Københavns Politi, kastes ind i sagen, befinder han sig i sit livs krise. Hans kone, Hannah Lund, har netop fået konter Niels. Arbejdet er hans terapi, hans eneste lys i mørket. På den myrdede drømmetyders computer finder Niels en mail, der peger på, at Evelyn har villet tyde en drøm kort inden sin død, et mareridt som en af hendes klienter har lidt under i mange år. Snart indser Niels, at mordet kun kan opklares, hvis han forstår drømmen – hvis han tør træde ind i et levende mareridt skabt af forbudte lyster, fortrængninger og mord.

Drømmetyderens død er fjerde selvstændige bind i den prisvindende serie om gidselforhandleren Niels Bentzon og astrofysikeren Hannah Lund.

”Det er elegant og uhyggeligt spændende komponeret.” – BERLINGSKE ”… helt forrygende.” – DAGBLADENES BUREAU ”Hæsblæsende spænding … Masser af tempo, drama og action.” – EKSTRA BLADET

F F F F F F – FEMINA

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH – JYDSKE VESTKYSTEN

80 mm

A. J. K A Z I N S K I

A.J. KAZINSKI Bag navnet A.J. Kazinski finder man forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Forfatterparret debuterede i 2010 med romanen Den sidste gode

mand, der gav dem deres internationale gennembrud og samme år modtog Det Danske Kriminal­akademis debutant-­ diplom. Året efter modtog de den prestigefyldte franske pris, Prix Relay. Siden har de fulgt op med de internationale bestsellere Søvnen og døden (2012),

En hellig alliance (2013), Forfølgerne (2014) og Den genfødte morder (2015).

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740020021

9 788740 020021

K R I M I POLITIKENS FORLAG

231 mm

Bøgerne om gidselforhandleren Niels Bentzon er udgivet i 27 lande verden over og og har alene i Danmark solgt mere end 200.000 eksemplarer. Den første bog i serien, Den sidste gode mand, har vundet priser både herhjemme og i udlandet – og er solgt til filmatisering i Hollywood.

148 mm

FOTO © BJARKE JOHANSEN

stateret livstruende kræft, og ingen behandling synes mulig. Alligevel fortsæt-

A . J. K A Z I N S K I D R Ø M M E T Y D E R E N S D Ø D

D

en myrdede drømmetyder, Evelyn Heiberg, har kæmpet for sit liv. Hun har

41 mm

Drømmetyderens død

Droemmetyderens_doed.indd 1

09/06/16 11.50

Af samme forfatter

Den sidste gode mand, roman 2010 Søvnen og døden, roman 2012 En hellig alliance, roman 2013 Førfølgerne, roman 2014 Den genfødte morder, roman 2015

Droemmetyderens_doed.indd 2

09/06/16 11.50

A.J. Kazinski

Drømmetyderens død

Politikens Forlag

Droemmetyderens_doed.indd 3

09/06/16 11.50

Droemmetyderens_doed.indd 4

09/06/16 11.50

DEL 1

Den sorte rose

Droemmetyderens_doed.indd 5

09/06/16 11.50

Droemmetyderens_doed.indd 6

09/06/16 11.50

Alt, hvad vi ser eller synes, er blot en drøm i en drøm. EDGAR ALLAN POE

Droemmetyderens_doed.indd 7

09/06/16 11.50

Droemmetyderens_doed.indd 8

09/06/16 11.50

1

Amaliegade, København. 3. november 2015 Hun vågnede med følelsen af at have glemt noget. Så på uret. Kun lidt over seks. Så blev dagen lang, det vidste hun. Hendes første klient ville ikke dukke op før klokken 11. Evelyn lukkede øjnene igen. Nej, det var håbløst. Efter at hun var fyldt fyrre for nogle år siden, havde hun mistet evnen til at sove længe. Seks en halv time, mere havde hun ikke brug for. Det var ikke noget problem de dage, hun skulle undervise på universitetet og møde lidt i otte, kun de dage, hun havde klienter hjemme. Evelyn satte sig op, så ned ad sin sorte natkjole på sine bare ben. Hav­ de hun glemt noget? Fornemmelsen ville ikke forlade hende. Det var noget, hun havde drømt først på natten. Så var hun faldet i søvn igen, og nu, her klokken lidt over seks, var drømmen allerede et fjernt minde. Jo, hun kunne huske, hvordan hun i drømmen var gået igennem bagdøren i et kloster. Og ud i en rosenhave. Billedet forvirrede Evelyn. Et kloster er symbolet på erkendelse og ro. Men bagdøren … hvis hun bare var gået ind ad bagdøren. Men ud? Og hvorfor så rosenhaven? Var det en rosenbusk eller en rosenhave … to meget forskellige ting i drømmenes sprog. At drømme om en rosenhave betød, at man var tilfreds med en given tid i sit liv. Men rosenbusken? Havde der været sådan en i drøm­ men? Måske, lige da hun var kommet ud ad bagdøren og var trådt ud i haven. Det var solnedgang. Hun havde gået langs de små stier, gruset 9

Droemmetyderens_doed.indd 9

09/06/16 11.50

under hendes bare tæer, hun kunne stadig mærke det. Og jo, dér – ro­ senbusken. Stor, med mange grene, sorte blomster. Evelyn rejste sig, fulgte sin faste rutine, en hurtig lille kande med plads til to kopper grøn te, intet sukker, ingen mælk. Hun satte sig ved sit arbejdsbord i den ene af lejlighedens stuer. Det var vigtigt at få skrevet drømmen ned hurtigt, ellers var den væk. Kloster. Bagdør. Rosenhave. Sort rose. Evelyn tænkte. Havde der også været en kvinde i drømmen? Hun betragtede varmen fra teen stige langsomt op og finde ind under lam­ pens bløde lys. Hun så på sine udmærkelser, der hang på væggen, ind­ rammet. Hun ville snart tage dem ned, følte ikke, hun havde brug for den slags længere. At klienterne kunne se hendes diplomer i klinisk psykologi fra Stanford i USA. Cand.psych. fra Københavns Universitet. Terapeut fra Jung Instituttet i Zürich. Det sidste var Evelyn mest stolt af. Måske skulle hun beholde det, tage de andre ned. Hun kunne jo gen­ bruge rammerne, måske til nogle reproduktioner af Monets åkander, noget, der ikke signalerede for meget – selv om der var signaler i alt. Det var Evelyn ikke længere i tvivl om. At kun ganske få procent af al kom­ munikation sker via vores tale og vores korrespondance med hinanden. Alt det havde stået endeligt klart for hende, da hun søgte sin første stil­ ling, kort efter at hun var færdig på universitetet. Hun havde været til et jobinterview, havde fået at vide, at hun fik stillingen. Selvfølgelig gjorde hun det, hun var den bedste. De havde forhandlet løn, Evelyn var ikke grådig, havde bare bedt om overenskomsten. Alt var på plads. Søndag nat, inden hun skulle starte om mandagen, havde hun drømt, at hun sad i en bus. Hun var den eneste passager. Bussen nærmede sig Evelyns nye arbejdsplads, og hun trykkede “Stop” for at komme af. Men chaufføren standsede ikke. Evelyn kunne ikke komme ud. I drømmen var hun så frustreret, hun ville komme for sent første dag på det nye arbejde. Men bussen kørte ud af byen. Op i bjergene, mod toppen af bjerget, som var indhyllet i skyer. Da Evelyn vågnede den morgen, for år siden nu, vidste hun det med sikkerhed. Hun ville ikke få jobbet. Selv om alt var på plads. Klokken halv otte ringede lederen af centeret. Beklagede mange gange. Det viste 10

Droemmetyderens_doed.indd 10

09/06/16 11.50

sig, at centeret var blevet beskåret under nogle forhandlinger den week­ end, og de derfor ikke længere havde økonomien til endnu en ansæt­ telse, ligesom de også måtte fyre to eller tre medarbejdere. Evelyn forsik­ rede den ulykkelige leder om, at det ikke gjorde noget. Og det gjorde det virkelig ikke. For Evelyn havde opdaget et nyt land. Drømmenes land. Og hun havde sit eget lille bevis. Hun havde nemlig ikke haft en chance for at vide noget om centerets økonomi. Og alligevel vidste drømmen det. Og drømmen havde besluttet sig for at dele det med Evelyn. For sådan er det. Det, vi opfatter og forstår – ikke via tale eller skrift, men med sanser, som vi ikke engang har et navn for – kan blive os fortalt i drømme. Det var ikke et populært synspunkt, men for første gang i sit liv turde Evelyn gøre noget andet end at være populær, at søge de andres anerkendelse, at gentage de ting, som hun havde lært. På det tidspunkt havde hun raget stort set alle de udmærkelser til sig, man kunne. Men stadig stod hun tilbage med så meget … ubesvaret. – Sorte roser, hviskede Evelyn og tog øjnene fra sine diplomer og læste noterne igen. Hendes drøm først på natten. I drømmen havde hun plukket den sorte rose. Da hun vendte sig om, havde der stået en anden kvinde. Evelyn havde vidst i drømmen, at hun skulle give den sorte rose til kvinden. Kendte hun kvinden? Mor? Evelyn skrev Lillesøster ved siden af Mor. Satte to store spørgsmåls­ tegn ud for begge. Det føltes ikke rigtigt. Kvinden i drømmen var hver­ ken Evelyns mor eller lillesøster. Alligevel skulle hun give kvinden den sorte rose. Og straks efter, så snart hun havde givet kvinden den sorte rose, var den væk. I stedet voksede der to gule roser op af kvindens fød­ der. Sort bliver til gul? Hvem er kvinden? Evelyn smilede, rystede på hovedet. Hvor hun elskede drømmenes sprog og symboler. De fleste andre mennesker var frustrerede over drøm­ menes hånlige ligegyldighed over for struktur, handlingsforløb, at noget går fra A til B som i en film. Sådan var det ikke i drømme. Man kunne stå i sit barndomshjem, pludselig vendte man sig, og så var man i stedet i en underjordisk hule eller et supermarked i december. Drømmenes 11

Droemmetyderens_doed.indd 11

09/06/16 11.50

scenograf skabte ikke vores natlige billeder efter et logisk mønster. Men­ nesker skiftede identitet i drømmene, det ene øjeblik kunne man tale med sin far, uden varsel kunne faren blive til julemanden eller Moder Teresa, men stadig være ens far. Det var netop drømmenes mangel på logik, der fik de fleste mennesker til at trække på skuldrene hver morgen og ryste drømmen af sig, på samme måde som hunden slipper af med havvand efter en kold dukkert i Øresund. Væk, videre, glem det. Men der var en grund til drømmenes uigennemskuelighed … Hun blev afbrudt i sine tanker af dørtelefonen. Hun så på uret. Den var blevet kvart i otte. Stadig var der tre timer til, at den første klient skulle komme. Evelyn rejste sig og indså endelig et eller andet denne morgen: at det var rengøringsdamen. Alicja. Evelyn trykkede på knap­ pen og åbnede døren på klem. Hun kastede et blik på sin lejlighed. Hun havde ikke fået ryddet ordentligt op. Ude i køkkenet stod der stadig nogle små æsker fra den daggamle dim sum med soja. Og i entreen lå hendes regntøj på gulvet, på badeværelset lå smykker og sminke i en bunke ved spejlet. Det måtte vente, desuden var Alicja efterhånden så bekendt med Evelyns gemmer og skuffer, at hun sagtens kunne klare sig. Det sidste halve år havde Alicja ligefrem lavet nye og bedre systemer i det halve livs tøj og ting, som Evelyn ikke nænnede at smide ud. Hun så igen på noterne om drømmen. Kloster. Bagdør. Kvinde. Sort bliver til gul. En bagdør er en flugtmulighed, hvis man går ud ad den. Hvis man går ind, er det en genvej. En genvej til erkendelse. Men den sorte rose var hendes egentlige bekymring, rosenbusken. Det var drøm­ men, det ubevidstes måde at fortælle Evelyns vågne jeg, at hun var in­ volveret i en … ubehagelig affære? Rosen fortæller om lidenskab, men en sort rose? Fandtes det overhovedet i den virkelige verden? Og hvem var den fremmede kvinde, som fik rosen og forvandlede den til gul? Til noget godt. Gik døren op? Evelyn var ikke sikker, hendes hoved larmede for me­ get. – Der er lidt rodet, Alicja, råbte Evelyn. – Men jeg skal lige have styr på mine tanker. Alicja svarede ikke. Evelyn så for sig, hvordan hun allerede var i gang. Med sine små, hidsige polske bevægelser stod hun i entreen og ordnede det stadig halvvåde regntøj, der lå på gulvet. 12

Droemmetyderens_doed.indd 12

09/06/16 11.50

– Sort rose, hviskede hun for sig selv. Og så vidste hun det. Selvfølge­ lig. En ubehagelig affære. Som terapeut var det en kunst ikke at komme for tæt på klienterne, ikke at blive involveret for meget i deres problemer eller at blive forelsket … hun stoppede sig selv i sin tankerække. Sad et øjeblik og lyttede. Kunne ikke høre Alicja nogen steder i lejligheden. – Alicja? Evelyn gik tilbage gennem den største af stuerne. Hoveddøren stod stadig på klem. Regntøjet lå på gulvet. – Alicja? sagde Evelyn og lukkede døren igen. Stadig intet svar. Og rengøringsdamen var hverken i køkke­ net, på badeværelset eller i gangen. – Underligt, hviskede Evelyn og tænkte, at det nok bare havde væ­ ret aviser eller reklamer. Hun gik tilbage til soveværelset, trak den sorte natkjole over hovedet. Inden bevægelsen var tilendebragt, mens hendes hoved stadig var dækket af stoffet, kom det. Bagfra. Skubbet, så hårdt, at hendes hoved ramte kommoden, helt uforberedt. Et øjeblik lå Evelyn på gulvet, kunne smage sit eget blod. Hendes krop lystrede ikke, det ene ben rystede hysterisk. Stadig var hun indhyllet i natkjolens sorte stof, det lå over hendes øjne i små folder, hun tænkte ikke klart, kæmpede med at genvinde fatningen. Hun så en skikkelse gennem stoffet. En mand? Han bøjede sig ind over hende. Igennem de små folder lignede han en rose af sort.

Droemmetyderens_doed.indd 13

09/06/16 11.50

2

Rigshospitalet Niels Bentzon havde forhandlet med gidseltagere halvdelen af sit liv. Som gidselforhandler hos Københavns Politi havde han altid vidst, in­ tuitivt, at han en dag ville stå over for en fjende, som han ikke kunne tale fra det. Som ville tage livet af sit gidsel, eller af Niels. Han havde bare aldrig forestillet sig, at hans fjende ville se sådan ud. Han havde ellers anstrengt sig for at regne det ud. Hver eneste aften de sidste mange år, lige før Niels faldt i søvn, havde han ligget og tænkt på, hvem det ville blive. Hvilken fjende ville Niels ikke kunne overvinde? Han havde talt så mange fra at gøre noget desperat, så uendeligt mange. Hjemvendte soldater fra krigene i Afghanistan og Irak. Når først man havde fået vold ind under huden, stoppede man ikke nødvendigvis, bare fordi man stod i Herning i stedet for Helman. Når man gang på gang havde oplevet projektiler flå mænd, kvinder og børn i stykker, når man havde smagt an­ dres blod, indåndet lugten af deres indvolde og set deres mavesæk ligge i sandet, stor og lyserød, ville volden altid være med en. Noget i den stil sagde Niels til soldaterne, når han blev kaldt ud, når de havde taget deres familie som gidsler og truede med at skyde dem alle. Så forklarede Niels det, som det var. At det ikke var deres skyld, at man havde sendt dem til helvede, at de havde set ting, som ingen skal se. Niels sagde det ligeud, uden omsvøb. Altid. Det var det eneste, der virkede. Hans kol­ leger på Politigården havde andre taktikker, ting, de havde lært på kurser 14

Droemmetyderens_doed.indd 14

09/06/16 11.50

hos FBI og Scotland Yard. De forsøgte at forhandle. Vil du have noget at drikke? Skal vi forsøge at få fat i din mor? Vil du tale med din far? De ønskede at trække tiden ud, fordi de vidste, at jo længere tid, der gik, desto mere tilbøjelig var gidseltageren til at give op. Og jo, selvfølgelig kunne tiden være en hjælper. I nogle sager. Men ikke der hvor Niels stod lige nu. Tværtimod, i dette øjeblik var tiden hans fjende, jo længere tid, der gik, desto mere sikker kunne han være på, at gidseltageren ville slå gidslet ihjel. Gennem årene havde Niels forestillet sig utallige vari­ anter af den fjende, han ikke kunne besejre, det gidsel, han ikke kunne redde. Et barn, en hel børnehave, ham selv. Det eneste, han ikke havde forestillet sig, var, at det ville være hans kone. Den eneste kvinde, han nogensinde havde elsket. Rigtig elsket. – Hannah? Niels så op. På lægen, hvid kittel, blå skjorte, brillerne skubbet op i det grå hår. – Ja, sagde Hannah. Slap Niels’ hånd, rejste sig. Der stod hun, så lidt svimmel ud. Taget som gidsel af kræften, truet på livet. – Godmorgen. Du må gerne komme med, Niels, sagde lægen, smi­ lede. – Ja, hviskede Niels. Havde lyst til at råbe “nej”. Trække sin tjene­ stepistol, jage gidseltageren herfra og til helvede, små celler, usynlige, umulige at tale fornuft med. En kræftcelle har sit eget liv – det dumme­ ste liv af alt på kloden. Forstod kræftcellerne virkelig ikke, at hvis de slog Hannah ihjel, døde de også selv? Overlæge Hans van Orten lukkede døren bag dem, gestikulerede, at Niels og Hannah kunne sætte sig, hvor det passede dem. Otte stole om­ kring det ellipseformede bord. Niels satte sig, Hannah endte to stole fra ham. Hvorfor var det så svært at være noget for hende? Hun havde truk­ ket sig tilbage, ind i sig selv. – Nå, sagde van Orten. Satte sig over for Hannah. Åbnede mappen. – Det er sådan en lidt ny ting, vi prøver af her. – Hvad er nyt? hviskede Hannah. – At de vigtigste implicerede samles om dette bord, inden det hele går løs. Det er mig, der står for operationen. Så plejer vi også at have en 15

Droemmetyderens_doed.indd 15

09/06/16 11.50

sygeplejerske … lægen nåede ikke at gøre sætningen færdig, før døren gik op. – Undskyld forsinkelsen, sagde sygeplejersken, Mette, midt i fyrrerne ligesom Hannah. Hun gav hånd til Niels, Hannah fik et hurtigt kram. Måske havde de set hinanden før, tænkte Niels. Til en af de mange un­ dersøgelser, Hannah havde været til i løbet af de sidste to uger. – Jeg ved ikke … nu var jeg ikke med ved sidste møde, sagde lægen. – Så jeg er i tvivl om, hvor meget I har hørt. – Vi ved det hele, sagde Hannah. Så ned i bordet. – Jeg vil gerne høre det, sagde Niels. Hannah så op på ham. – Niels … – Hvad? Jeg vil gerne forstå processen. Det er vel derfor, vi sidder her. – Vi har været igennem det, sagde Hannah. – Du og jeg har været igennem det. Jeg vil gerne høre det fra lægen, sagde Niels. Det lille skænderi, som Niels og Hannah havde taget med sig hjemmefra, gjorde lægen usikker. Niels kunne se det på ham, hvor­ dan hans hals blev en anelse mere rødlig. Det var den slags, Niels var trænet i. At læse kroppens signaler. Hvornår er gidseltageren ved at blive desperat? Hvornår skyder han? Denne forhandling var sværere end no­ gen gidselforhandling, han havde været med til før. For hvordan taler du til en cancer, der har spredt sig? – Hannah, sagde sygeplejersken, satte sig ved siden af hende. – Det er godt, at Niels er velinformeret. Vi har brug for alle, der kan kæmpe sammen med dig. Der er brug for, at du kæmper. At du er med os. – Er det videnskab? sagde Hannah. Så på lægen. – Er hvad? – Er det videnskab? At jo mere patienten kæmper mod det uundgåe­ lige, beder til de højere magter, græder sammen med sin mand, desto bedre er chancerne for overlevelse? Van Orten rømmede sig. Hannah Lund var astrofysiker. Niels vidste, at højtuddannede mennesker betragtede hinanden som en slags kolleger, uanset i hvilken retning de havde specialiseret sig. Jurister, læger, fysikere – samme bolledej. Hans van Orten havde allerede i starten af forløbet givet Hannah sit private mobilnummer. Det gjorde han næppe med alle 16

Droemmetyderens_doed.indd 16

09/06/16 11.50

sine patienter. Typisk for akademikere, en hemmelig klub. Niels og sy­ geplejersken Mette, derimod, de var med i en anden klub sammen med resten af hverdagens helte. Lærere, pædagoger, betjente … Mette var den varme hånd, omsorg. Og Niels var den hårde hånd, en anden slags om­ sorg, men stadig omsorg, beskyttelse af befolkningen, også selv om politiet en gang imellem måtte anvende vold som redskab. Niels kunne mærke telefonen i sin lomme vibrere vredt mod låret. Mens lægen og Hannah kastede sig ud i en for Niels uinteressant sam­ tale om videnskabelig empiri for eller imod en øget chance for kræft­ patienters overlevelse, såfremt man bad til Gud, trak Niels telefonen op af lommen. Så på skærmen. Fire bogstaver. De fire bogstaver, han havde mindst lyst til at se netop i dag. LEON. Leon var politiets indsatsleder, første mand på skansen, ham, der ringede til Niels, når Danmark havde brug for ham. – Niels? Niels lagde hurtigt telefonen væk, så på Hannah. Hun havde dette vrede blik på ham. Det havde hun haft, siden kræften gjorde sit indtog. – Beklager. Det var Leon. – Jeg synes, du skal tage den, sagde Hannah. – Nej. Selvfølgelig ikke. – Du kan ikke gøre noget her. – Hannah … Niels så på hende. Havde lyst til at række ud efter hen­ de. Gøre et eller andet. – Der er ikke noget at gøre her, sagde hun igen. Så på lægen, søgte efter akademisk opbakning. – Er det ikke rigtigt? Lægen tog en dyb indånding. – Nu åbner vi dig jo. Enten tager det en lille time. Eller også tager det fem eller seks timer, sagde han. – Jeg forstår ikke, sagde Niels og så på Hannah. – Jeg havde forstået, at det ville tage hele dagen uanset hvad? Et øjebliks stilhed omkring bordet. Niels kunne mærke vreden. Der var noget, Hannah ikke havde fortalt ham. – Det tager hele dagen, ikke? – Niels, sagde lægen, fandt sine briller i håret, lagde dem på bordet, sad og pillede ved dem, mens han ledte efter ordene. – Det kommer jo an på, hvad vi finder. 17

Droemmetyderens_doed.indd 17

09/06/16 11.50

– Hvad mener du? I finder kræft. I tager det ud, sagde Niels. En ordre. – Jo, sagde lægen og nikkede. – Nu kom Hannah jo meget sent til os, sagde han og talte lidt løst og fast om alt det, Niels allerede vidste. At Hannah havde ignoreret alle tegn på sygdom i et halvt år. Hun havde følt, at hun nærmede sig en slags gennembrud i sin forskning. Tabt sig, mistet appetitten. Og hver gang Niels spurgte til hendes velbefindende, fik han det samme svar fra hende. Det var normalt, når hun var stresset. Da hun skrev sin ph.d. i en rekordung alder, havde hun tabt sig 18 kilo på tre måneder. Sådan var det med videnskaben. Einstein var det mest berømte eksempel. To gange var han ved at forstå det hele, ikke “kun” relativitetsteorien, men det hele, alt. Og begge gange kunne han mærke døden. Han havde ligget i sengen … til sidst indså han, at hvis han ikke stoppede, hvis han gav hjernen lov til at fortsætte sin jagt på den store forståelse, ville det koste ham livet. Dyb, dyb indsigt kostede noget. Så­ dan forklarede Hannah sit vægttab til Niels. Det var først den morgen, da hun kastede blod op og ikke kunne stå oprejst, at hun indvilgede i at tale med en læge. Der gik tre timer, fra Hannah havde set sin praktise­ rende læge, til hun var indlagt på Rigshospitalet. Mavekræft, lød dom­ men, da de første undersøgelser var foretaget. Den afart af djævelskaben, der blev kaldt NET, neuroendokrine tumorer. Det var en sjælden form for kræft, der udgik fra de såkaldte neuroendokrine celler, der findes i bugspytkirtlen, lungerne og mave-tarm-kanalen. Alt det havde hverken Hannah eller Niels vidst noget om dengang, men siden havde de to forbandede ord fyldt alt. Det var den kræftform, der havde taget livet af både Steve Jobs og Patrick Swayze, havde Niels læst. Frygtelige progno­ ser. Halvdelen døde inden for seks måneder. Der var fire typer af NET, Hannah havde fået type fire, den alvorligste type. – Vi har analyseret vævsprøver, karakteriset forandringerne i tumor­ vævet, sagde van Orten. – Som du ved, har dine tumorer et ondartet potentiale, de vokser ind i det omkringliggende væv, naboorganerne og bliver til det, vi kalder fjernmetastaser. Men den afgørende undersøgelse er selve operationen, fordi fladerne mellem organerne ikke kan ses i scanningen. Niels kunne mærke telefonen igen, stædigt, mod sit ben. Leon var 18

Droemmetyderens_doed.indd 18

09/06/16 11.50

ikke typen, der gav op. Niels ignorerede den, forsøgte at koncentrere sig om lægens udredning. – I dit tilfælde, Hannah, har vi en mistanke om, at metastaserne har spredt sig til bugspytkirtlen. Den del af kirtlen, vi kalder kroppen. Den ligner lidt en drypstenshule, hvor kræften vil minde om små riskorn, forklarede lægen og holdt en kort pause. – Når vi foretager operationen, vil vi forsøge at fjerne så meget kræftvæv som muligt, debulking, kalder vi det, hvilket i heldigste fald kan mindske produktionen af hormonlig­ nende stoffer fra tumoren og afhjælpe tryksymptomer. Lægen holdt en ny pause, sikrede sig, at de begge var med. – Så man kan sige … ja, at enten tager operationen kort tid, eller også så kæmper vi. – Og hvis operationen tager kort tid? – Niels, sagde Hannah bebrejdende. – Hvad? Der skal vel kæmpes uanset hvad, sagde Niels højt. – Du forstår ikke, Niels, sagde Hannah. – Hvis de åbner mig … og det er umuligt at operere. Det kan jo godt have spredt sig så meget, at det ikke kan lade sig gøre. Niels så fra Hannah til lægen. Lægen nikkede ganske kort, så ned i sine papirer. – Det er klart. Hvis de vitale organer er angrebet. Her tæn­ ker jeg især på bugspytkirtlen, leveren ... knoglerne, lungerne, hjernen. – Og hvad gør man så? Er det så kemo? spurgte Niels. – Der findes medicin, sagde lægen modvilligt. – Kemo eller nyere behandlingsformer. Biologiske lægemidler, der påvirker signalvejene i kræftcellerne. Everolimus eller Temozolomid. Både her og i Aarhus kan der også tilbydes radionuklid behandling, hvor der gives doser af radioaktivt stof. Men alt det ... Lægen holdt igen en kort pause, rørte ved brillerne. Der var noget, der ikke blev sagt, noget, der var for frygteligt til at sige, noget, der kun kunne fortælles med tavshed. Endelig brød sygeplejersken ind. – Skal vi ikke se, hvordan det går i dag? Et skridt ad gangen. Hun smilede til Niels. – Før vi kan gå i gang, skal du have noget medicin, Hannah. Du har et hormon i kroppen, der hedder serotonin. Og hvis det bliver frigjort under operationen, kan dit blodtryk pludselig falde. Telefonen igen. 19

Droemmetyderens_doed.indd 19

09/06/16 11.50

– Tag den nu, sagde Hannah. – Leon har brug for dig. Du har større chance for at redde liv hos ham end her hos mig. * Niels lukkede døren bag sig. – Leon? – Bentzon? Hvor er du? sagde Leon, sammenbidt, irriteret. – Jeg er ikke på vagt i dag. – Nej. Men kan du? – Hvad med Damsbo? spurgte Niels og så sin kollega for sig. En af de tre fastansatte gidselforhandlere hos Københavns Politi, en helt anden type end Niels. Damsbo var den ældste af forhandlerne, ham, som havde grundlagt afdelingen i starten af 80’erne. Han havde været på kursus hos FBI i Maryland og havde tænkt “so ein Ding”. Og “so ein Ding” fik Københavns Politi. En enhed med speciale i forhandlings­ teknik. Niels var den tredje, der blev ansat i 90’erne. Måske gav det Damsbo en følelse af overlegenhed, at han havde startet afdelingen. I hvert fald var det ikke første gang, han ikke gad tage telefonen, selv om han stod på vagtplanen. – Leon? Hvad med Damsbo? – Han sidder på Køge Bugt. Niels sukkede. Et hurtigt blik ind gennem ruden. På Hannah. Hun virkede mere livlig nu, havde mere gåpåmod uden Niels i lokalet. Det var Niels sikker på. Leon afbrød Niels’ tanker: – Bentzon! Er du der? – Jeg er her. Hvad er situationen? – Vi har en førsteprioritet, sagde Leon. Han behøvede ikke uddybe, det var jo meningen med prioriteter. At man forstod med det samme. Det gjorde alle betjente. At ikke alle situationer havde lige høj prioritet. En børnehave var vigtigere end et plejehjem. “Betjent i knibe” kom først. Politiet måtte redde sig selv før andre. Embedsmænd i funktion var også højt oppe i hierarkiet. Ansatte i staten, der udførte vigtige opgaver for samfundet. Det var derfor, Leon havde hævet stemmen. – Bentzon? Jeg har brug for, at du sætter kursen mod Amaliegade. – Amaliegade? Niels vidste ikke, om han havde sagt det højt. Det var 20

Droemmetyderens_doed.indd 20

09/06/16 11.50

inde ved slottet. Var det dronningen? Næppe, så var det ikke Niels Bent­ zon, de havde ringet til, men militæret, den samlede styrke. – Kan jeg regne med dig? Leon var ikke glad for ubeslutsomhed. Igen et blik ind på Hannah. Helt sikkert, meget mere livlig uden Niels. Måske var det ham, der var hendes cancer, ham, der trak hende ned. – Jeg kommer, sagde Niels.

Droemmetyderens_doed.indd 21

09/06/16 11.50

80 mm

148 mm

kradset sin morder, og politiet finder dna-spor under hendes negle. Da

morderen befinder sig i politiets register, er sagen lige til. Der er bare ét problem: han sidder allerede i fængsel. Det gjorde han også den dag, drømmetyderen blev myrdet, og han har ikke haft kontakt med offeret. Da Niels Bentzon, gidselforhandler ved Københavns Politi, kastes ind i sagen, befinder han sig i sit livs krise. Hans kone, Hannah Lund, har netop fået konter Niels. Arbejdet er hans terapi, hans eneste lys i mørket. På den myrdede drømmetyders computer finder Niels en mail, der peger på, at Evelyn har villet tyde en drøm kort inden sin død, et mareridt som en af hendes klienter har lidt under i mange år. Snart indser Niels, at mordet kun kan opklares, hvis han forstår drømmen – hvis han tør træde ind i et levende mareridt skabt af forbudte lyster, fortrængninger og mord.

Drømmetyderens død er fjerde selvstændige bind i den prisvindende serie om gidselforhandleren Niels Bentzon og astrofysikeren Hannah Lund.

”Det er elegant og uhyggeligt spændende komponeret.” – BERLINGSKE ”… helt forrygende.” – DAGBLADENES BUREAU ”Hæsblæsende spænding … Masser af tempo, drama og action.” – EKSTRA BLADET

F F F F F F – FEMINA

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH – JYDSKE VESTKYSTEN

80 mm

A. J. K A Z I N S K I

A.J. KAZINSKI Bag navnet A.J. Kazinski finder man forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Forfatterparret debuterede i 2010 med romanen Den sidste gode

mand, der gav dem deres internationale gennembrud og samme år modtog Det Danske Kriminal­akademis debutant-­ diplom. Året efter modtog de den prestigefyldte franske pris, Prix Relay. Siden har de fulgt op med de internationale bestsellere Søvnen og døden (2012),

En hellig alliance (2013), Forfølgerne (2014) og Den genfødte morder (2015).

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740020021

9 788740 020021

K R I M I POLITIKENS FORLAG

231 mm

Bøgerne om gidselforhandleren Niels Bentzon er udgivet i 27 lande verden over og og har alene i Danmark solgt mere end 200.000 eksemplarer. Den første bog i serien, Den sidste gode mand, har vundet priser både herhjemme og i udlandet – og er solgt til filmatisering i Hollywood.

148 mm

FOTO © BJARKE JOHANSEN

stateret livstruende kræft, og ingen behandling synes mulig. Alligevel fortsæt-

A . J. K A Z I N S K I D R Ø M M E T Y D E R E N S D Ø D

D

en myrdede drømmetyder, Evelyn Heiberg, har kæmpet for sit liv. Hun har

41 mm