”Lad den døde fortid begrave sine døde.” – Henry Wadsworth Longfellow, ”A Psalm of Life”

Linda Castillo

DØDEN VENTER Oversat af Henrik Enemark Sørensen

HR. FERDINAND

| københavn | vico del gargano

Til alle dem, der har lÌst og elsket bøgerne. Tak.

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 941.0____Rulle 1260.0

PROLOG

8. marts, 1979 Han drømte om vinkelslibere, der dansede over de smukke åretegninger i træet, og om tapsamlinger, der var tilpasset så præcist, at man næsten ikke kunne se dem. Han og hans datt arbejdede på den servante, hans mor havde ønsket sig, lige siden hun havde set den i en antikvitetsforretning i Painters Mill. Han kunne ikke vente med at se hendes ansigt, når de gav den til hende … Fjortenårige Billy Hochstetler vågnede med et sæt. Han vidste ikke, hvad det var, der havde vækket ham. En lyd nedenunder. Eller måske regnens trommen på taget. Han lå i sin varme, bløde seng og prøvede at glide tilbage til drømmen, men han kunne ikke. Hans hjerte bankede, selvom han ikke vidste hvorfor. Han stirrede op i mørket og lyttede. Men der var ikke andet at høre end en rumlende torden og den løse tagrende uden for vinduet, som af og til knagede. En af dagene måtte han og hans datt tage stigen og klatre op for at sætte den ordentligt fast. ”Billy?” Han var lige døset hen, da hans lillebrors hviskende stemme vækkede ham. ”Læg dig til at sove igen,” mumlede han. 7

”Jeg hørte noget.” ”Nej, du gjorde ikke. Læg dig til at sove igen, før du vækker hele huset.” ”Der er nogen nedunder. Englændere.” Billy skubbede sig op på albuen, rynkede panden og så på sin bror. Lille Joe var lige fyldt otte. Han så så sød ud i den alt for store natskjorte, at Billy ikke kunne lade være med at smile, selvom han var irriteret over at blive vækket. ”Du er bare bange for tordenvejret. Tøsedreng.” ”Nej, jeg er ikke!” ”Shh.” Billy lo. Han troede ikke helt på ham. ”Vil du gerne sove her?” ”Ja!” Joe spurtede hen til sengen og sprang op i den på samme måde, som når han hoppede i floden for at bade. Da hans lillebror puttede sig ind til ham, hørte Billy det også. Støj et sted nedenunder. Et bump efterfulgt af en lyd af træ mod træ. Han så på Joe. ”Hørte du det?” ”Jeg sagde det jo!” Billy vendte sig i sengen og tog sit lommeur på natbordet. Han kneb øjnene lidt sammen og kiggede på den glødende urskive. Klokken var halv fire om morgenen. Hans datt stod normalt ikke op før halv fem. Men hvem var det så, der var nedenunder? Billy steg ud af sengen og gik hen til vinduet. Han trak gardinerne lidt fra og kiggede ned i indkørslen, men der var ikke noget at se. Ingen hestevogn eller andet køretøj. Der var ikke lys i laden. Vinduerne i værkstedet og butikken var mørke. Han tog sine bukser på stolen og var i gang med at tage dem på, da han hørte en svag mumlen af stemmer fra ventilationskanalen. De talte normalt altid Pennsylvania Dutch til hinanden, 8

når de var hjemme, men stemmen nedenunder var engelsk. Hvem var på besøg i huset midt om natten? ”Hvor skal du hen?” hviskede lille Joe. Billy så på sin bror, der havde trukket sengetæppet op under hagen. ”Læg dig til at sove igen.” ”Jeg går med.” ”Shh.” Da Billy havde taget sin skjorte på, åbnede han døren og begyndte at gå ned ad trappen. Han glædede sig allerede til at spise en portion af sin mors majsgrød. Han var endnu ikke nået helt ned for enden af trappen, da han så en gul lyskegle fra en lommelygte glide over væggen. ”Datt?” råbte han. ”Mamm?” Slæbende trin på trægulvet var det eneste svar. Da han nåede ned i køkkenet, blev han omgående blændet af en skarp lyskegle fra en lommelygte. Han løftede en hånd for at skærme øjnene. ”Hvem er det?” ”Klap i!” vrængede en mand. Forskrækkelsen fik Billy til at vakle et par skridt tilbage. I udkanten af lyskeglen fangede han et glimt af en mand med cowboyjakke og strikket elefanthue, men så greb et par hænder ublidt fat om ham og trak ham ind i køkkenet. ”Ned på knæ med dig!” En lammende frygt greb ham, da han på den anden side af køkkenbordet så sin mamm og datt knæle med hænderne foldet i nakken. Han fortsatte rundt om bordet på rystende ben. Hvem var englænderen? Hvorfor var han der? Hvad ville han? Ingen sagde et ord, da han knælede ved siden af sin mamm. Han lænede sig frem og skabte øjenkontakt med sin far i håb om, at han kunne fortælle, hvad han skulle gøre. Willis Hochstetler vidste altid, hvad der var det rigtige. 9

”Gud passer på os,” hviskede hans far på Pennsylvania Dutch. ”Klap i!” Manden trak en pistol op af bæltet og rettede den mod dem. ”Fold hænderne bag nakken!” Billy løftede hænderne, men han rystede så meget, at han næsten ikke kunne flette fingrene sammen. ”Hvor tænder man lyset?” spurgte manden. ”Der står en petroleumslampe,” sagde datt. ”Ved siden af komfuret.” Manden gik hen til køkkenbordet, tog petroleumslampen og holdt den frem mod Billy. ”Tænd den.” Billy sprang op og gik hen til køkkenbordet. Han kunne mærke, at manden fulgte ham med øjnene. Han tvang sig selv til at være modig, tog en æske tændstikker i skuffen og tændte lampen. Han tænkte på lille Joe ovenpå og bad stille til, at han var faldet i søvn igen. ”Giv mig den.” Billy rakte lampen til manden, der flåede den så brutalt ud af hans hånd, at der skvulpede petroleum ud over gulvet. ”Sæt dig på gulvet igen og hold mund.” Billy satte sig ved siden af sin mamm, mens han bad til, at manden bare ville tage det, han ville have, og forsvinde igen. En anden mand kom ind i køkkenet. I den ene hånd havde han en lommelygte, i den anden en pistol. Han var lyshåret og kraftigt bygget og havde bundet et tørklæde om næsen og munden. Han stirrede på Billys far. ”Hvor er pengene?” Billy havde aldrig set sin datt bange, men det var tydeligt, at han var det nu. Han kunne se det på den måde, han spilede øjnene op på, da han stirrede på den anden mand. Hans mund skælvede. Billy vidste, at hans frygt ikke skyldtes, at han var bange for sin egen sikkerhed eller for at miste de penge, han 10

havde knoklet for at tjene. Han frygtede for sin kone og sine børns liv. ”Der står et glas,” sagde hans datt. ”I skabet over komfuret.” Med øjne, der brændte af en sult, Billy ikke forstod, gik den lyshårede mand hen til komfuret og åbnede skabslågen. Han tog det gamle glas, der engang havde været jordnøddesmør i, skruede låget af og hældte pengene ud på køkkenbordet. Billy så pengesedlerne falde ud af glasset – tyvere, tiere, femmere. Indtægterne fra mindst en måned. ”Hvis I mangler penge, kunne I bare have sagt det. Så ville jeg have tilbudt jer arbejde til en god løn,” sagde Willis Hochstetler. Den lyshårede mand svarede ikke. ”Mamm?” Billys blik fløj hen til indgangen til køkkenet, hvor Joe var dukket op. Hans bare ben under natskjorten lignede to tynde pinde. Alt mod forlod Billy, da han også fik øje på Hannah, Amos og lille Edna bag Joe. ”Die kinner.” Mamm rejste sig. ”Die zeit fer in bett is nau!” Gå i seng igen, nu! ”Hvad laver du?” Den lyshårede mand vendte sig om og rettede pistolen mod hende. ”Ned på knæ med dig!” Men mamm gik hen mod døren. Hun var så koncentreret om børnene, at det virkede, som om hun ikke engang hørte manden sige noget. ”Få hende til at sætte sig!” Manden med cowboyjakken rettede pistolen mod datt. ”Jeg mener det! Få hende til at sætte sig igen!” ”Wanetta,” sagde datt. ”Gør, som han siger.” Lille Edna begyndte at græde. Det var, som om hun for11

nemmede, at noget var helt galt. Og så smittede frygten, så også Hanna begyndte at græde – og Joe, som med sine otte år ellers betragtede sig selv som en mand og for gammel til at græde. Mamm knælede og slog armene om dem. ”Shh.” ”Vi mener det, for helvede!” Den lyshårede mand trampede hen til mamm og prøvede at trække hende væk fra børnene. ”Gå tilbage og sæt dig der, hvor du har fået besked på.” ”De er så små.” Hun vred sig væk fra manden og tog børnene i sin favn. ”De ved ikke noget.” ”Mamm!” Billy havde ikke villet sige noget, men ordet fløj bare ud af hans mund. ”Wanetta.” Datt sprang op. Et skud rungede i luften. Lyden var så høj, at den bredte sig som en chokbølge gennem hovedet på Billy. Som en rystelse, der sendte ringe ud i alle retninger. Hans datt vaklede på benene, og et udtryk af vantro bredte sig i hans ansigt. Men så blev alt stille. Det var, som om de alle befandt sig i en lufttæt lomme. ”Datt?” Billy havde knap nået at fremstamme ordet, før hans far faldt ned på det ene knæ, væltede forover og landede på gulvet. Han lå helt stille. Billy holdt vejret og bad til, at hans far ville rejse sig igen. Men han rørte sig ikke ud af stedet. Den lyshårede mand snurrede rundt og greb fat om manden med cowboyjakken. ”Hvad helvede laver du?” brølede han. Køkkenet eksploderede i kaos. De to mænd begyndte at slås. De slog og skubbede til hinanden. Vrede råb blev afbrudt af mamms trøstende stemme og børnenes skingre gråd. Det var, som om huset blev fænset af tusind skrig. 12

Billy kunne ikke huske, at han var kravlet hen til sin far. Han bemærkede ikke det varme blod på hænderne, da han tog fat om hans skuldre og vendte ham om. ”Datt?” Willis Hochstetlers øjne var åbne, men der var ikke noget liv i dem. Hans hud var bleg, og hans læber var blå. ”Vågn op.” Billys hænder svævede i luften over hans fars blodige skjorte. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at hjælpe. ”Sig til mig, hvad jeg skal gøre!” råbte han. Men hans datt svarede ikke. Billy så på manden, der havde skudt. ”Han gav dig pengene,” råbte han. ”Hvorfor gjorde du det?” ”Klap i!” snerrede manden, men under huen var hans øjne vidt opspilede af frygt. ”Lad os komme ud herfra!” råbte den anden mand. ”Kom pengene i en pose!” Et eller andet sted i udkanten af sin bevidsthed blev Billy opmærksom på lyden af skrig. Hans mamm eller søskende. Eller måske kom lyden fra ham selv? En tredje mand i cowboybukser og sweatshirt kom ind i køkkenet. Hans ansigt var skjult bag et stykke stof. Han pegede på Billy. ”Du der. Ned i kælderen med dig sammen med de andre unger. Nu!” Børnene trykkede sig grædende ind til mamm. Deres ansigter var røde og våde af tårer. ”I må ikke gøre dem noget.” Mamm så bønfaldende på manden. Billy fangede sin mors blik for at få hende til at følge med, da han gik hen mod kælderdøren. Men da hun rejste sig, greb manden i cowboyjakken hårdt fat om hendes skulder. De tre mænd vekslede et blik. Billy mærkede en knude i 13

maven, men prøvede at ignorere følelsen. Han var kun fjorten år, men han vidste, at uanset hvor slemt det allerede var, ventede det værste stadig. Den lyshårede mand løftede pistolen og rettede den mod Billys ansigt. ”Tag ungerne med ned i kælderen.” Billys hjerne begyndte at slå fra. Hele hans krop var som lammet, da han førte sine søskende hen mod kælderdøren. Han gjorde sit bedste for at berolige dem, da han åbnede døren og gennede dem ned ad trappen. Før han selv fulgte efter, kastede han et blik tilbage på sin mamm. Den lyshårede mand holdt om hendes arm og tvang hende hen mod stuen. En anden mand holdt hendes nakke i et fast greb. På et eller andet tidspunkt var hendes natkjole gået i stykker, og Billy kunne se hendes undertøj. Han vendte sig for at tage et skridt ind i køkkenet, men manden med det tildækkede ansigt smækkede døren i. Billy hørte krogen blive sat på. Mørket sænkede sig omkring ham. Han tog i dørhåndtaget, men døren gav sig ikke ud af stedet. Han kunne høre sine søskende bag sig. De snøftede og græd. Han vidste, at de satte deres lid til, at han passede på dem. ”Billy, jeg er bange.” ”Jeg vil have mamm.” ”Hvorfor vågnede datt ikke?” snøftede Hannah. ”Shh.” Billy kæmpede for at holde panikken nede og vendte sig mod dem. En smal lyssprække under døren sørgede for, at han lige kunne ane deres våde kinder. ”Joe, der står en petroleumslampe på høvlebænken. Hjælp mig med at tænde den.” Uden at vente på et svar tog Billy fat om gelænderet og gik ned ad trappen. Da han mærkede jordgulvet under fødderne, 14

drejede han til venstre. Han følte sig frem, væltede et eller andet og stødte knoerne mod bunden af petroleumslampen. Han fandt tændstikkerne ved siden af lampen og tændte den. ”Lille Joe.” Billy holdt lampen hen mod ham. ”Jeg har brug for, at du er modig nu og passer på dine små brødre og søstre.” Drengen tog imod lampen. ”M-men hvor skal du hen?” ”Op for at hjælpe mamm.” Billy havde ikke engang overvejet, hvad han ville gøre, før ordene forlod hans mund. Han skyndte sig hen til vinduet, som var placeret i jordhøjde. Det sad for højt til, at han kunne nå det uden at stå på noget. Der var ingen stige. Han kiggede sig omkring. Træhylderne var fyldt med værktøj, sylteglas og lerkrukker. Men så fik han øje på den gamle vaskestolsmaskine i hjørnet. ”Hjælp mig at skubbe den hen til vinduet.” Lille Joe klynkede stille, rakte lampen til Hannah og skyndte sig hen til Billy. De gamle støbejernshjul under den lavede dybe riller i jordgulvet, da de skubbede den hen til vinduet. Billy klatrede op på kanten af vaskestolsmaskinen og knuste glasset i vinduet med albuen. Han kastede et blik tilbage over skulderen. I det flimrende skær fra lampen kunne han se sine søskende trykke sig sammen i en lille klynge af bange ansigter og skælvende læber. ”Jeg kommer tilbage med mamm,” sagde han. ”Det lover jeg.” Han greb fat om vinduesrammen med begge hænder, trak sig op og mavede sig ud gennem vinduet. Så var han udenfor og mærkede støvregnen i ansigtet. Et eller anden sted i det fjerne rumlede en motor. Han vendte sig om og fik øje på et par røde baglygter. Bilen var allerede kommet halvvejs gennem indkørslen. Han bad til, at han kunne indhente den, før de nåede ud til vejen, og så piskede han af sted. Stenene i gruset 15

skar sig op i hans fodsåler, men han mærkede ikke smerten. Hans vejrtrækning brændte i halsen. Han anede ikke, hvordan han skulle standse bilen. Han havde ikke lagt nogen plan. Han vidste bare, at han ikke kunne lade dem køre med hans mamm. Bilen var næsten nået ud til vejen, da Billy indhentede den. Han løb ved siden af den og slog på ruderne med flad hånd. ”Stop! Stop!” Der lød en høj og skurrende lyd, da bilen bremsede i gruset og holdt stille. Billy standsede ud for døren i førersiden. ”Jeg vil ha’ min mamm!” Døren svingede op. Han fangede et glimt af bevægelse inde i bilen. Hans mamm prøvede at kæmpe sig hen over bagsædet. ”Billy! Nej! Løb! Løb!” Manden bag rattet slog ham i ansigtet, og Billys fødder slap jorden. Han mærkede en brændende smerte, der skød ud fra næsen. Han landede på ryggen og knaldede baghovedet ned i gruset. Hans arme blev slynget op over hovedet. Et sted langt væk registrerede han, at hans skjorte blev gennemblødt af mudder. Han hørte dækkene knase i gruset og mærkede en skarp lugt fra udstødningen. Han kæmpede sig stønnende op på alle fire. Panikken vældede op i ham, da han så bilen dreje ud på vejen. ”Mamm!” skreg han. Han overvejede at løbe efter bilen, men i det samme bemærkede han et underligt, orange lysskær mellem træerne. Han vendte sig forvirret om mod huset og stivnede af skræk, da han så de blussende flammer. Først da kom han til at tænke på petroleumslampen. Et brøl flænsede sig op gennem hans bryst, og så styrtede han tilbage mod huset og fortsatte gennem haven på siden af 16

huset for at komme hen til kældervinduet. En bølge af frygt bredte sig i ham, da han så røgen vælte ud. ”Lille Joe! Hannah!” Han kastede sig ned på maven og stak hovedet ind gennem vinduet. Varmen brændte i hans ansigt og sved i øjnene. Lige foran ham slikkede de gule flammer op mod loftet. Han mærkede en skarp lugt af brændt plastic. Hans blik fløj vildt rundt. ”Hjælp!” råbte han. Han vendte sig om og stak benene ind gennem vinduet, men varmen og røgen tvang ham tilbage. Hans tøj begyndte at ulme, og han mærkede en svidende varme under fødderne. Han råbte igen, men der kom ikke noget svar. Der var ikke andet at høre end en høj syden og brølet fra flammerne, som under den bølgende røg fortærede huset indefra.

17

KAPITEL 1

Nutid Det var længe siden, han først havde forladt en bar, når den lukkede – især en ussel bodega som Brass Rail Saloon. Musikken var alt for høj, sprutten af elendig kvalitet og gæsterne så unge og højrøstede, at han fik hovedpine. Det var det sidste sted, man ville forvente at finde en mand som ham. Det sidste sted, han havde lyst til at være. Men i aften passede det perfekt til hans behov. Baren var mørk og anonym, og ingen ville huske ham bagefter. Indtil videre havde han modtaget fire beskeder, og for hver gang var indholdet blevet mere og mere foruroligende. Den første besked havde han fundet ugen før i sin postkasse. Jeg ved, hvad du har gjort. Den anden var sat fast på forruden af hans Lexus med tape. Jeg ved, hvad I alle gjorde. Den tredje havde ligget på dørtrinnet bag stormdøren i hans køkken. Lad os mødes, eller jeg går til politiet. Alle beskederne var skrevet med blåt blæk på et stykke linjeret papir fra en notesblok. Den fjerde besked havde han fundet tidligere på aftenen på sin hoveddør. Hochstetlers gård. 01.00. Kom alene. 18

I begyndelsen havde han prøvet at overbevise sig selv om, at han ikke forstod beskederne. Der var så mange galninge derude. Han var en succesrig mand med et dejligt hjem. Han levede et godt og komfortabelt liv. Kørte i en dyr bil. I visse menneskers øjne gjorde det ham til et oplagt mål. Mange drømte sikkert om det, han havde, og nogle var villige til at gøre hvad som helst for at få det. Han havde krøllet beskederne sammen og smidt dem i skraldespanden. Han havde gjort sit bedste for at glemme dem. Men han vidste godt, at det ikke ville få problemet til at forsvinde. Jeg ved, hvad I alle gjorde. En eller anden vidste noget, som vedkommende ikke burde vide. Om ham. Om de andre. Om den nat. Vidste noget, som ingen havde en chance for at vide. Medmindre vedkommende selv var der, tilføjede en lille stemme. Han havde ransaget sin hjerne for at prøve at finde ud af, hvem det kunne være. Der kunne kun være én forklaring. En eller anden ville afpresse ham for penge. Men hvem? Men så for to aftener siden havde han set hende. Hun havde gået hen ad vejen i nærheden af hans hus. Men da han standsede for at se bedre efter, var hun væk, og han havde spekuleret på, om han overhovedet havde set hende. Måske var det hans samvittighed, der lavede numre med ham? Det var mange år siden, han havde talt med de andre, men da han havde modtaget den tredje besked, havde han udvist rettidig omhu og ringet rundt. Ingen af de andre havde modtaget nogen form for mærkelige beskeder, men de havde lovet at melde tilbage, hvis situationen ændrede sig. Hvis nogen af dem vidste mere, end de fortalte, kunne han ikke gennemskue det. 19

Da han havde fundet den sidste besked, havde han prøvet at lade være med at lade sig påvirke af den resten af aftenen. Han havde bestilt kinesisk mad og set en film. Bagefter havde han brudt banderolen på en flaske whisky, som hans datter havde foræret ham til jul for to år siden. Klokken halv tolv havde han, rastløs og irritabel, åbnet sit våbenskab, ladet sin Walther .380 og stukket den ned i inderlommen i sin jakke. Han havde taget nøglerne til sin Lexus og var kørt af sted mod det eneste sted, han kendte, som stadig var åbent: Brass Rail Saloon. Nu sad han i en af de bageste båse, mens den larmende rockmusik, der fik ham til at tænke på en motorsav, rungede i hans ører, og to glas whisky brændte i hans mave. Han så op på uret på væggen og ventede. Jeg ved, hvad I alle gjorde. Med øjnene fulgte han to piger, der ikke så ud til at være gamle nok til at drikke alkohol, da de bevægede sig hen mod dansegulvet. Han tog sin iPhone op af lommen og fandt det nummer, han skulle bruge. Det var for sent at ringe – især til en mand, der nu nærmest var som en fremmed for ham – så han skrev en sms i stedet. På vej til mødet. Ringer senere og fortæller, hvordan det gik.

Han ventede et øjeblik, før han trykkede på Send. Han stirrede på telefonen og forsikrede sig om, at der umuligt kunne være nogen, der vidste, hvad han havde gjort. Det var 35 år siden. En menneskealder. Han var blevet gift, havde opbygget et succesrigt ejendomsmæglerfirma, fået fire børn og været igennem en skilsmisse. Han havde trappet ned og var halvvejs gået på pension. Han var bedstefar og en respektabel sam20

fundsborger. Han havde lagt begivenhederne dengang bag sig. Glemt, at noget af det nogensinde var sket. Eller havde prøvet at glemme det. En eller anden ved det. Et jag af frygt bredte sig i hans mave. Han sukkede, stak telefonen tilbage i lommen og kiggede op på uret igen. Klokken var næsten et. Tid til at komme af sted. Han tømte glasset, tog nøglerne på bordet og gik hen mod døren. Ti minutter senere kørte han mod nord på Old Germantown Road. Det regnede så voldsomt, at han næsten ikke kunne se de optrukne striber på vejen. ”Tungen lige i munden,” mumlede han og fandt trøst ved lyden af sin egen stemme. I alle årene havde han sagt til sig selv, at han var sluppet væk fra fortiden. Nogle gange havde han næsten kunnet overbevise sig selv om, at begivenhederne den pågældende aften aldrig havde fundet sted. At det bare var et tilbagevendende mareridt og hans fantasi, der løb løbsk. Men aftener som i aften havde sandheden det med at snige sig ind på én. Som en løkke, der strammede til om halsen. Og han vidste – han havde altid vidst – at et eller andet sted i den pulserende og kræftbefængte masse, der udgjorde hans samvittighed, var der visse synder, som aldrig kunne tilgives. Han manglede at gøre bod for det, han havde gjort. Og han havde altid vidst, at en dag ville skæbnen eller Gud – eller måske fanden selv – sørge for, at han kom til at betale sin gæld. Han holdt hårdt om rattet og lænede sig frem, så hans næse kun var få centimeter fra forruden. Regnen trommede på metaltaget som blyhagl. I højttalerne prøvede Jim Morrisons sjælfulde stemme at overdøve larmen. Der var noget beroligende 21

ved at høre musik på aftener som denne. Den var som et tegn på liv og mindede ham om, at der var andre mennesker i verden, så han følte sig mindre isoleret og ikke helt så alene. Han kunne sværge på, at han havde hørt den samme sang den pågældende aften. Han fjernede blikket fra vejen, holdt hånden hen til radioen og trykkede på en af knapperne for at finde en anden station. Da han så op igen, stod hun med ét på vejen ganske få meter foran bilen. Han trådte hårdt på bremsen. Bilen skred ud til siden. Lyskeglerne fra forlygterne gled gennem den silende regn og oplyste en række sorte træstammer. Bilen vendte 180 grader, før den standsede og holdt i den modsatte retning. I adskillige sekunder sad han bare og trak vejret tungt, mens han holdt så hårdt om rattet, at hans knoer blev hvide. Han havde aldrig troet på spøgelser, og han vidste, at det var fuldstændig umuligt, at han kunne have set det, hans øjne fortalte. Wanetta Hochstetler havde været død i 35 år. Det måtte være sprutten, der spillede hans hjerne et puds. Han frygtede, at en politibetjent ville komme forbi og finde ham siddende i bilen midt om natten med rystende hænder og en ånde, der stank af billig whisky. Han vendte bilen. Men han kunne ikke bare køre igen. Ikke uden at vide det med sikkerhed. Han kiggede ud ad forruden, men der var ingenting at se i lyskeglerne – hverken på vejen eller i vejkanten. En skælvende nervøsitet bredte sig i hans krop, da han fik øje på den gamle postkasse. I årenes løb havde den fået en række buler og skrammer, når teenagere havde slået løs på den med ølflasker og baseballbats, og den var oven i købet også blevet gennemhullet af hagl. Men alligevel kunne han stadig læse navnet: HOCHSTETLER. 22

Han havde hverken regnfrakke eller lommelygte, men han var nødt til at stige ud af bilen. Han var bevidst om pistolen i lommen, men den gav ham ingen trøst og fik ham ikke til at føle sig mere sikker. Han lod motoren køre, slog jakkekraven op og åbnede døren. Regnen piskede ind i hans ansigt, da han trådte ud i natten. Vandet løb ind under hans krave, og kulden krøb ned over hans ryg. ”Hvem der?” råbte han. Han gik hen foran bilen og tjekkede kofangeren og kølerhjelmen. Ingen buler. Ingen blodpletter. For at være helt sikker gik han om på den anden side af bilen og lod en hånd glide hen over panelet i passagersiden. Ikke så meget som en skramme. Han var ikke kørt ind i noget, hverken et menneske eller andet. Hans trætte øjne måtte lave numre med ham … Han stod ved døren i passagersiden, da hun trådte ud af mørket og disen. Synet af hende sendte en lammende frygt gennem ham. Eller noget, der var værre end frygt. En svimlende erkendelse af, at han havde taget fejl. At tiden aldrig glemte, uanset hvor desperat man ønskede det … regnskabets time var langt om længe kommet. Hendes kjole klæbede sig vådt til kroppen, der stadig var slank, stærk og smidig. Den silende regn og mørket slørede detaljerne i hendes ansigt. Men hendes læber var røde og fyldige. Langt hår, som endnu ikke var blevet gråt. Han vidste, at det var umuligt, at hun nu stod foran ham – uforandret efter alle de mange år, der var gået. Efter alt det, hun havde været igennem. Efter alt det, de havde gjort ved hende. ”Det kan ikke være dig.” Stemmen, der trængte sig op gennem hans hals, fik ham til at lyde som en gammel mand, der lå på dødslejet og var ved at blive kvalt i sit eget spyt, mens han håbede på et mirakel, som aldrig ville ske. 23

Hendes mund formede sig til et smil, der gav ham gåsehud. ”Du virker overrasket over at se mig.” ”Du er død.” Han førte en hånd op til ansigtet, blinkede og tørrede med rystende fingre vandet væk fra øjnene. Men da han åbnede dem igen, stod hun stadig foran ham fuldt ud lige så levende og genkendelig som den kvinde, der i 35 år havde hjemsøgt hans mareridt. ”Hvordan kan …?” Uden et øjeblik at bryde øjenkontakten med ham åbnede hun døren i førersiden og slukkede motoren. Med nøglerne i hånden gik hun hen bag bilen, trykkede på fjernbetjeningen og åbnede bagagerummet. Der lød et klik, og bagsmækken sprang op. ”Ind med dig,” sagde hun. Da han ikke rørte sig ud af stedet, trak hun en revolver og rettede den mod hans bryst. Han tænkte på pistolen i sin lomme og spekulerede på, om han kunne nå at trække den, før hun skød og dræbte ham. Han løftede hænderne. ”Hvad vil du?” Hun tog et par skridt frem, løftede revolveren og rettede den mod hans ansigt. Mundingen var kun en halv meter fra hans pande. Hendes hånd var rolig, og hendes finger lå på aftrækkeren. ”Gør som jeg siger.” Han rystede ukontrollabelt, da han klatrede op i bagagerummet og så på hende. ”Det var ikke meningen. Jeg sværger, det var ikke meningen.” Han hørte ikke skuddet. Belinda Harrington stod på verandaen uden for sin fars hus og bankede så hårdt på døren, at den rystede i rammen. ”Far?” 24

Hun ventede et øjeblik og slog gentagne gange på døren med flad hånd. ”Far? Er du hjemme?” Hun havde prøvet at komme i forbindelse med ham i to dage, men han havde ikke ringet tilbage. Det var ikke unormalt, for hendes far hægede meget om sin uafhængighed. Han var kendt for at ignorere telefonen, hvis det passede ham. Men to dage var lang tid. Selv for Dale Michaels. Da hun kiggede ud gennem kaskaderne af vand, der fossede ned fra taget, ærgrede hun sig over, at hun ikke havde taget en paraply med. Hans Lexus holdt på den sædvanlige plads. Han måtte være der, et eller andet sted. Hun spekulerede på, om han havde fået en veninde, og om han måske var hos hende eller på et hotel oppe i Wooster. Hun ville ikke blive overrasket, hvis det var tilfældet. Hendes mor havde aldrig sagt det direkte, men alligevel havde hun tydeligt ladet Belinda vide, at troskab aldrig havde været en af Dale Michaels stærke sider. Hun holdt hænderne op til munden og kaldte på ham. ”Far!” Hendes blik gled hen til laden, som lå omkring tyve meter fra huset, og for første gang lagde hun mærke til, at skydedøren ikke var lukket helt i. Selvom hendes far aldrig havde haft indbrud, gik han højt op i sikkerhed. Han ville ikke lade døren til laden stå åben, især ikke hvis han ikke var hjemme. Den første bekymring begyndte at spire. Var han faldet, da han gik ud for at fodre hønsene? Lå han i laden uden at kunne rejse sig og ventede på hjælp? Han var ikke typen, der kom til skade i tide og utide, men der kunne jo sagtens være sket et eller andet. Måske havde han fået et hjerteanfald? Hun trak jakken op over hovedet og løb hen over gruset. Regnen silede ned, og da hun nåede hen til laden, var hendes sko og det nederste stykke af buksebenene gennemblødte. 25

Belinda skubbede døren lidt mere op, trådte indenfor og rystede vandet af jakken. Der var helt mørkt i laden, og der lugtede af en blanding af hønselort og muggen halm. Et par meter fra hende gik tre bantamhøns rundt og skrabede og hakkede i jordgulvet. Dumme kræ. Hun undrede sig over, at hendes far stadig havde dem. Halvdelen af tiden lagde de ingen æg og gik bare og hakkede i de petuniaer, hun havde plantet for ham i foråret. Hun trak jakken tættere til om kroppen og tændte lyset. Men den enlige pære i loftet hjalp ikke nævneværdigt. ”Far? Er du her?” Hun lyttede efter et svar, men det var svært at høre noget på grund af regnens larm på bliktaget. En halv snes steder dryppede vandet gennem et hul i taget og lavede små vandpytter på jordgulvet. I det mindste havde hønsene masser af vand at drikke. Laden var stor og indrettet med en række faldefærdige båse til heste, og spærene i loftet var fyldt med spindelvæv. Som børn havde hun og hendes bror ofte leget i laden, og engang havde de oven i købet haft en pony. Men hverken Belinda eller hendes bror havde interesseret sig for dyr, og da hendes far havde fået ejendomsmæglerfirmaet op at køre, var laden blevet indrettet til et værksted, hvor han gik og hyggede sig med at sætte biler i stand. Høvlebænken og værktøjsvæggen var der stadig, men værktøjet var dækket af et tykt lag støv. En halv snes brædder stod stablet tilfældigt op ad væggen. Den gamle havefræser fremstod som en mørk silhuet i det grå lys, der trængte ind ad vinduet. Da hendes bror var tolv, havde han nær hakket sin ene fod af med det forbandede monstrum. Den løse jord på gulvet satte sig fast under hendes sko, da hun gik hen til høvlebænken. Hun kaldte på ham en sidste 26

gang og vendte om for at gå tilbage til udgangen. Hun var kommet omkring halvvejs, da et eller andet på hendes højre side – på den anden side af en kraftig stolpe – fangede hendes opmærksomhed. Hun trådte forsigtigt nærmere, og da hun rettede blikket op, stirrede hun direkte ind i et par lædersåler og den nederste del af et par bukseben. Hun vaklede tilbage, mens hendes blik gled videre op over benene og overkroppen på en mand. Hans ene arm hang slapt ned langs siden, og halsen var bøjet i en unaturlig vinkel. En lyd, som hun ikke kunne genkende, flænsede sig vej op gennem hendes hals. Et eller andet sted i baghovedet vidste hun, at manden under spærene var hendes far. At han var død, og at hun var ked af, at hans liv var endt på denne måde uden så meget som et sidste farvel. Men chokket over at se hans livløse krop, så død og grotesk, overskyggede enhver følelse af sorg og tab. ”Far! Åh, gud! Far? Hvad har du gjort?” Med et skrig vendte Belinda Harrington om, styrtede tilbage til døren og fortsatte ud i den silende regn.

27