Djævlens dagbog

ROBERT K. WITTMAN OG DAVID KINNEY hemmeligholdte dagbogsoptegnelser et skræmmende indblik i tankegangen hos Hitlers chefideolog, Alfred Rosenberg, der skabte det filosofiske grundlag for Det Tredje Rige og formulerede de grundlæggende principper bag nazisternes masseudryddelser.

Bogen er samtidig en historie om jagten på Rosenbergs dagbog, som på mystisk vis forsvandt efter Nürnbergprocessen.

ROBERT K. WITTMAN oprettede FBI’s afdeling for forbrydelser med relation til kunst, og han var gennem flere år bureauets nationale ekspert i tyverier af kulturværdier.

Den var væk i næsten trekvart århundrede, indtil den forhenværende FBI-agent Robert K. Wittman kom på sporet af den.

Alfred Rosenbergs dagbogsoptegnelser dækker perioden fra 1936 til 1944. Den loyale Hitlerrådgiver beretter udførligt om

DAVID KINNEY er journalist, har vundet Pulitzerprisen og har blandt andet skrevet for New York Times.

fortrolige møder med Føreren og om indædt rivalisering med Hermann Göring og Heinrich Himmler. Den indeholder også oplysninger om planerne for et besat Sovjetunionen efter krigen, og den fortæller om Rosenbergs overopsyn med massebeslaglæggelser og katalogisering af kunstværker fra private hjem, biblioteker og museer i hele det besatte Europa.

”Dette værk kan ikke anbefales nok.”

New York Journal of Books

DJÆVLENS DAGBOG

DJÆVLENS DAGBOG giver via afslørende og hidtil

DJÆVLENS DAGBOG ALFRED ROSENBERG HITLERS CHEFIDEOLOG OG HANS HEMMELIGE OPTEGNELSER

POLITIKENS FORLAG

R O B E R T K . W I T T M A N O G D AV I D K I N N E Y

Efter midnat blev dommene læst op for de […] dødsdømte nazister, og de fik et sidste måltid bestående af pølser, kartoffelsalat og frugt.

Lidt efter klokken et om natten hentede vagterne mændene, en efter en. Rosenberg var den fjerde. Fængselspræsten, Gerecke, spurgte, om han måtte bede en bøn for ham. ”Nej tak,” lød svaret.

Rosenberg, der havde håndjern på, gik den korte vej over gården fra celleblokken, og klokken 1.47 kom han ind i fængslets gymnastiksal, hvor vidnerne sad ved borde eller stod bagest i salen. Hans hænder blev bundet på ryggen med et læderbælte, og han blev ført op ad de 13 trin til galgen, hvorefter hans ben blev bundet. ”Rosenberg var glansløs og havde indfaldne kinder, da han så sig om i salen,” skrev Kingsbury Smith, som overværede henrettelserne for International News Service. ”Hans ansigtsfarve var dejagtig, men han virkede ikke nervøs og gik med faste skridt op til galgen … Trods sin erklærede ateisme var han ledsaget af en protestantisk præst, som fulgte med ham hen til galgen, mens han bad.

Rosenberg så kun én gang, udtryksløst, på præsten.”

Som den eneste af de dødsdømte havde den flittigste skribent i Det Tredje Riges historie ikke nogen sidste ord.

En hætte blev trukket over hans hoved.

Faldlemmen åbnedes, og Rosenberg faldt.

DJÆVLENS DAGBOG

ROBERT K. WITTMAN OG DAVID KINNEY

DJÆVLENS DAGBOG ALFRED ROSENBERG Hitlers chefideolog og hans hemmelige optegnelser

På dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Til vores familier

Det tager mange generationer, før store filosofiske forandringer bliver forvandlet til pulserende liv. Og selv nutidens dødsagre vil en dag blomstre igen.

Alfred Rosenberg Med små skridt ad gangen kan man snuble og ende som massemorder, det er det forfærdelige ved det. Meget små skridt kan være nok.

Robert Kempner

Alfred Rosenbergs dagbog United States Holocaust Memorial Museum http://collections.ushmm.org/view/2001.62.14

INDHOLD

Prolog: Boksen

11

FORSVUNDET OG FUNDET IGEN – 1949-2013 1 Korsfareren 2 ”Alt er væk” 3 At stirre ind i en sort sjæls inderste

21 37 57

LIVET PÅ EN KNIVSÆG – 1918-1939 ”Skæbnens stedbørn” ”Den mest forhadte avis i landet!”

Natten falder på ”Rosenbergs vej” Dagbogen ”En klog indsats kombineret med heldige omstændigheder” 10 ”Min tid er endnu ikke kommet” 11 Eksil i Toscana 12 ”Jeg havde vundet det gamle partis hjerte” 13 Flugt

4 5 6 7 8 9

77 89 115 135 159 177 187 207 223 241

I KRIG – 1939-1946 14 ”Byrden af det, der vil komme” 15 På vej frem 16 Tyve i Paris 17 ”Rosenberg, din stjernestund er nu inde” 18 ”Specialopgaver”

253 269 279 305 327 Indhold

7

19 ”Vores egen særlige, tragiske skæbne” 20 Nazister som naboer 21 Kaosministeriet 22 ”En ruin” 23 ”Loyal over for ham til det sidste”

349 357 367 389 409

Epilog Tak Appendiks A: Det Tredje Rige – Tidslinje Appendiks B: Personer Udvalgt litteratur Noter Personregister

453 455 457 461 465 481 517

DJÆVLENS DAGBOG

“Længe leve det evige Tyskland!” Lokale nazister byder Alfred ­Rosenberg (i midten med hånden løftet) velkommen til Heiligenstadt i Thüringen. (Ullstein Bild/Getty Images)

PROLOG

BOKSEN På bjerget tårnede slottet sig op over et bølgende bayersk landskab, der var så smukt, at det var kendt som Gottesgarten – Gud Have.

Fra landsbyerne og gårdene nede ved floden, der bugtede sig gennem dalen, var Schloss Banz meget synligt. De mange stenbygninger glødede med et gyldent skær i sollyset, og to smukke, slanke kobberspir knejsede højt over slottets barokkirke. Stedets historie gik over tusind år tilbage – som handelsstation, som befæstet borg, der kunne modstå fjendtlige hære, og som benediktinerkloster. Det var blevet udplyndret og ødelagt i krig og genopbygget i overdådig stil til brug for den kongelige Wittelsbachslægt. Konger og hertuger og engang selveste kejser Wilhelm 2., den sidste kejser af Tyskland, havde beæret slottets overdådige sale med deres tilstedeværelse.

Nu, i foråret 1945, tjente det kolossale bygningsværk som forpost for en berygtet indsatsstyrke, som under hele krigen havde plyndret det besatte Europa for at kaste glans over Det Tredje Rige.

Mens nederlaget nærmede sig efter seks ødelæggende krigsår, havde nazister i hele Tyskland haft travlt med at brænde følsomme regeringsarkiver, før dokumenterne blev beslaglagt og kunne bruges imod dem. Men bureaukrater, som ikke kunne få sig selv til at tilintetgøre deres papirer, skjulte dem i stedet i skove, i miner, på borge og på slotte som dette. Rundt om i hele landet lå der kæmpemæssige biblioteker af hemmeligheder, som de allierede kunne finde – detaljerede optegnelser, der kastede lys over det syge tyske

Boksen

11

bureaukrati, over militærets nådesløse strategi og over nazisternes sygelige plan om at rense Europa for ”uønskede elementer” endegyldigt og én gang for alle.

I den anden uge af april gik soldaterne fra general George S. Pattons amerikanske tredje armé og general Alexander Patchs syvende armé ind i regionen. Efter at de nogle uger tidligere havde krydset Rhinen, var de amerikanske tropper stormet igennem den vestlige del af det hårdt medtagne land, og de standsede kun på grund af ødelagte broer, improviserede vejspærringer og lommer af stædig modstand. De kom igennem byer, som var jævnet med jorden af allierede bomber. De kørte forbi huløjede landsbyboere og huse, der ikke flagede med hagekorsflag, men med hvide lagner og pudebetræk. Den tyske hær var i realiteten i opløsning. Hitler kunne være død inden for tre en halv uge.1 Ikke længe efter at amerikanerne var kommet til området, stødte de på en flamboyant aristokrat med monokel og iført høje, blankpolerede støvler. Kurt von Behr havde opholdt sig i Paris under krigen. Med base i den franske hovedstad havde han udplyndret private kunstsamlinger og endevendt bohavet fra titusinder af jøders boliger i Frankrig, Belgien og Holland. Lige før Paris’ befrielse flygtede han og hans hustru til Banz med læssevis af stjålne skatte i en konvoj bestående af 11 biler og fire flyttevogne.2 Nu ville von Behr slå en handel af.

Han tog ind til den nærliggende by Lichtenfels og henvendte sig til en officer i den amerikanske militærregering ved navn Samuel Haber. Von Behr lod forstå, at han havde vænnet sig til at leve fyrsteligt under slottets smukt malede lofter. Hvis Haber ville give ham tilladelse til at blive boende, ville von Behr vise ham, hvor en større mængde betydningsfulde nazidokumenter var skjult.3 Amerikanerne var meget interesserede. Relevante og brugbare efterretninger var stærkt efterspurgte, og med udsigt til en retssag mod krigsforbrydere havde de allierede tropper fået ordre til at opspore og sikre sig alle de tyske dokumenter, de kunne finde. Pattons armé havde en militær efterretningsenhed – G-2 – tilknyttet, som

12

DJÆV LENS DAGBOG

udelukkende havde den opgave. Alene i april skulle dens eftersøgningshold opspore 20 tons nazistiske arkiver. 4 Amerikanerne fulgte von Behrs tip og kørte op ad bjerget og ind gennem porten til slottet for at mødes med von Behr. Nazisten viste dem vej fem etager ned under jorden, hvor der – forseglet bag en falsk væg af beton – opbevaredes en skjult guldgrube af fortrolige nazidokumenter. Papirerne fyldte et enormt boksrum. Det, der ikke var plads til inde i det, lå i spredte bunker rundtomkring i lokalet.

Efter at have røbet sin hemmelighed forberedte von Behr – som tilsyneladende indså, at denne manøvre ikke ville redde ham fra katastroferne i kølvandet af Tysklands ydmygende nederlag – sig på at forlade scenen med stil. Han trak i en af sine ekstravagante uniformer og gik sammen med sin hustru ind i parrets soveværelse. De skålede i champagne tilsat cyankalium på altings undergang. ”Episoden,” skrev en amerikansk korrespondent, ”indeholdt alle de melodramatiske elementer, som nazilederne syntes at holde så meget af.”

Nogle soldater fandt von Behr og hans kone der, hvor de var sunket sammen i de luksuriøse omgivelser. De da undersøgte ligene, fik de øje på den halvt fyldte flaske på bordet.

Parret havde valgt en årgang, som var rig på symbolik: 1918 – det år, da deres elskede fædreland var blevet knust efter en tidligere verdenskrig.5 Papirerne i boksrummet tilhørte Alfred Rosenberg, Hitlers chefideo­ log, som også var et af de tidligste medlemmer af nazistpartiet. Rosenberg var vidne til partiets allerførste dage i 1919, da bitre og vrede tyske nationalister fandt en leder i Adolf Hitler, den bombastiske veteran fra Første Verdenskrig. Den aften i november 1923, da Hitler forsøgte at styrte den bayerske regering, marcherede Rosenberg ind i ølstuen i München et skridt bag sin helt. Han var til stede i Berlin et årti senere, da partiet kom til magten og gik i gang med at knuse sine fjender. Han var med i den arena, hvor nazisterne formede hele Tyskland i deres eget billede. Han var med til det sidste, da krigslykken vendte, og hele den forskruede vision blev knust.

Boksen

13

I foråret 1945, da efterforskere begyndte at arbejde sig igennem den enorme mængde dokumenter – som blandt andet omfattede 250 bind officiel og privat korrespondance – fandt de noget bemærkelsesværdigt: Rosenbergs personlige dagbog.

Den var skrevet i hånden og fyldte 500 sider – nogle af dem i en indbundet notesbog og endnu flere på løse ark. Indførslerne begyndte i 1934, et år efter at Hitler havde taget magten, og stoppede ti år senere, nogle få måneder før krigen sluttede. Af de mest betydningsfulde mænd i Det Tredje Riges øverste lag var det kun Rosenberg, propagandaminister Joseph Goebbels og Hans Frank, den brutale generalguvernør i det besatte Polen, der efterlod sig den slags dagbøger.6 De andre, inklusive Hitler, tog deres hemmeligheder med sig i graven. Rosenbergs dagbog åbnede en mulighed for at få kastet lys over Det Tredje Rige, som en mand, der i et kvart århundrede havde bevæget sig i nazistpartiets allerøverste geledder, havde set det.

Uden for Tyskland havde Rosenberg aldrig været så kendt som Goebbels eller Heinrich Himmler, der var hjernen bag SS-sikkerhedsstyrkerne, eller Hermann Göring, Hitlers økonomiansvarlige og chef for luftvåbenet. Rosenberg måtte slås med disse giganter i nazibureaukratiet for at få den magt, han mente, at han fortjente.

Men fra først til sidst havde han Førerens opbakning. Hitler og han var enige i de mest grundlæggende spørgsmål, og Rosenberg havde været usvigeligt loyal. Hitler udpegede ham til at beklæde en række ledende poster i partiet og regeringen, så Rosenbergs position i offentligheden blev styrket, og han fik vidtrækkende indflydelse.

Hans rivaler i Berlin afskyede ham, men i de menige rækker i partiet blev Rosenberg set som en af de mest betydningsfulde mænd i Tyskland – som en stor tænker, som Føreren selv lyttede til.

Det skulle vise sig, at Rosenbergs fingeraftryk blev fundet på en betragtelig del af Nazitysklands mest berygtede forbrydelser.

Han organiserede tyverierne af kunstværker, arkiver og biblioteker fra Kraków til Kiev – de stjålne skatte, som de allieredes efterforskere, kendt som The Monuments Men, senere opsporede i tyske slotte og miner.

14

DJÆV LENS DAGBOG

I 1920 plantede han den tanke hos Hitler, at en global jødisk sammensværgelse stod bag den kommunistiske revolution i Rusland, og han gentog påstanden igen og igen. Rosenberg var den førende fortaler for en teori, som Hitler to årtier senere brugte til at retfærdiggøre Tysklands altødelæggende krig mod Sovjetunionen.

Da nazisterne forberedte sig på at invadere Sovjetunionen, lovede Rosenberg, at krigen ville være en ”rensende biologisk verdensrevolution”, som én gang for alle ville udrydde ”alle jødefolkets og dets bastarders racemæssigt inficerende baciller”.7 I de første år af krigen på Østfronten, da tyskerne havde trængt Den Røde Hær tilbage mod Moskva, stod Rosenberg i spidsen for en besættelsesmyndighed, som terroriserede De Baltiske Stater, Hviderusland og Ukraine, og hans ministerium samarbejdede med Himmlers folkemordskorsfarere, mens de begik deres massakrer på jøder i hele Østeuropa.8 Ikke mindst lagde Rosenberg fundamentet for Holocaust. Han begyndte at offentliggøre sine giftige ideer om jøderne allerede i 1919, og som redaktør af partiets avis og forfatter til artikler, pamfletter og bøger udbredte han partiets hadefulde budskaber. Senere blev Rosenberg Førerens befuldmægtigede i ideologiske spørgsmål, og i store og små byer over hele landet blev han budt velkommen med flag og jublende menneskemængder. Hans teoretiske mesterværk, Der Mythus des 20. Jahrhunderts (Det 20. århundredes myte), blev solgt i over en million eksemplarer og blev sammen med Hitlers Mein Kampf anset for at være en central tekst i den nazistiske ideologi. I sine tunge og omstændelige skriverier lånte Rosenberg antikverede ideer om race og verdenshistorien fra andre pseudointellektuelle og smeltede dem sammen til en ejendommelig politisk overbevisning. Partiets lokale ledere fortalte ham, at de holdt tusindvis af taler, som byggede nærmest ordret på det, han havde skrevet. ”Her,” pralede Rosenberg i dagbogen, ”fandt de både vejledning og materiale til kampen.”9 Rudolf Höß, kommandanten i koncentrationslejren Auschwitz, hvor over en million mennesker blev udryddet, sagde, at det først og fremmest var tre mænds ord, der Boksen

15

havde rustet ham psykologisk til at udføre sin mission: Hitler, Goebbels og Rosenberg.10 I Det Tredje Rige kunne en ideolog se sin filosofi ført ud i praksis, og Rosenbergs havde dødbringende konsekvenser. ”Igen og igen bliver jeg overmandet af raseri, når jeg tænker på, hvad disse parasitiske jøder har gjort mod Tyskland,” skrev han i 1936 i dagbogen. ”Men i det mindste har jeg én glæde: Jeg har gjort mit til at afsløre dette forræderi.”11 Rosenbergs ideer legitimerede mordene på millioner af mennesker.

I november 1945 trådte en domstol – formelt et ekstraordinært internationalt militærtribunal – sammen i Nürnberg for at behandle sagerne mod de mest berygtede af de overlevende nazister, som var tiltalt for krigsforbrydelser – blandt dem Alfred Rosenberg. Anklagerne byggede deres sag på store mængder af dokumenter, som var blevet beslaglagt af de allierede ved krigens slutning. Hans Fritzsche, som var tiltalt for krigsforbrydelser på grund af sit virke som leder af Propagandaministeriets nyhedssektion, fortalte, mens retssagen stod på, en retspsykiater, at Rosenberg havde spillet en afgørende rolle for dannelsen af Hitlers filosofi i 1920’erne, før nazisterne kom til magten. ”Efter min opfattelse havde han en enorm indflydelse på Hitler i den periode, da Hitler stadig tænkte over tingene,” sagde Fritzsche, der endte med at blive frifundet i Nürnberg, men senere blev idømt ni års fængsel af en tysk afnazificeringsdomstol. ”Rosenberg er betydningsfuld, fordi hans ideer, som kun var teoretiske, i Hitlers hænder blev til virkelighed … Tragedien er, at Rosenbergs groteske teorier faktisk blev ført ud i livet.”

På en måde, argumenterede Fritzsche, bar Rosenberg ”den største skyld af alle, der sidder her på anklagebænken”.12 I Nürnberg fordømte den amerikanske chefanklager, Robert H. Jackson, Rosenberg som ”herrefolkets ideologiske ypperstepræst”.13 Dommerne fandt Rosenberg skyldig i krigsforbrydelser, og den 16. oktober 1946, midt om natten, endte hans liv for enden af et reb.

I de efterfølgende årtier studerede historikere, som forsøgte at forstå hvordan og hvorfor i forbindelse med århundredets verdens­

16

DJÆV LENS DAGBOG

ødelæggelse, de millioner af dokumenter, de allierede havde sikret sig ved krigens afslutning. Den dokumentation, der overlevede krigen, var meget omfattende – hemmelige militærdokumenter, detaljerede fortegnelser over udplyndringer, private dagbøger, diplomatpost, udskrifter af telefonsamtaler, rystende bureaukratiske memoer med overvejelser om massemord. Efter at retssagerne var sluttet i 1949, lukkede de amerikanske anklagere deres kontorer, og de beslaglagte tyske dokumenter blev sendt til USA til en tidligere torpedofabrik ved Potomacfloden i Alexandria, Virginia. Der blev dokumenterne gjort klar til arkivering i Nationalarkivet. De blev mikrofotograferet, og senere blev de fleste af originalerne sendt tilbage til Tyskland.

Men der skete noget med hovedparten af Rosenbergs hemmelige dagbog. Den nåede aldrig frem til Washington. Den blev aldrig udskrevet, oversat og studeret i sin helhed af videnskabsmænd med speciale i Det Tredje Rige.

Fire år efter, at den var blevet fundet i boksrummet under slottet i Bayern, forsvandt dagbogen.

100 mm

154 mm

47 mm

154 mm

100 mm

ROBERT K. WITTMAN OG DAVID KINNEY hemmeligholdte dagbogsoptegnelser et skræmmende indblik i tankegangen hos Hitlers chefideolog, Alfred Rosenberg, der skabte det filosofiske grundlag for Det Tredje Rige og formulerede de grundlæggende principper bag nazisternes masseudryddelser.

Bogen er samtidig en historie om jagten på Rosenbergs dagbog, som på mystisk vis forsvandt efter Nürnbergprocessen.

232 mm

ROBERT K. WITTMAN oprettede FBI’s afdeling for forbrydelser med relation til kunst, og han var gennem flere år bureauets nationale ekspert i tyverier af kulturværdier.

Den var væk i næsten trekvart århundrede, indtil den forhenværende FBI-agent Robert K. Wittman kom på sporet af den.

Alfred Rosenbergs dagbogsoptegnelser dækker perioden fra 1936 til 1944. Den loyale Hitlerrådgiver beretter udførligt om

DAVID KINNEY er journalist, har vundet Pulitzerprisen og har blandt andet skrevet for New York Times.

fortrolige møder med Føreren og om indædt rivalisering med Hermann Göring og Heinrich Himmler. Den indeholder også oplysninger om planerne for et besat Sovjetunionen efter krigen, og den fortæller om Rosenbergs overopsyn med massebeslaglæggelser og katalogisering af kunstværker fra private hjem, biblioteker og museer i hele det besatte Europa.

”Dette værk kan ikke anbefales nok.”

New York Journal of Books

DJÆVLENS DAGBOG

DJÆVLENS DAGBOG giver via afslørende og hidtil

DJÆVLENS DAGBOG ALFRED ROSENBERG HITLERS CHEFIDEOLOG OG HANS HEMMELIGE OPTEGNELSER

POLITIKENS FORLAG

R O B E R T K . W I T T M A N O G D AV I D K I N N E Y

Efter midnat blev dommene læst op for de […] dødsdømte nazister, og de fik et sidste måltid bestående af pølser, kartoffelsalat og frugt.

Lidt efter klokken et om natten hentede vagterne mændene, en efter en. Rosenberg var den fjerde. Fængselspræsten, Gerecke, spurgte, om han måtte bede en bøn for ham. ”Nej tak,” lød svaret.

Rosenberg, der havde håndjern på, gik den korte vej over gården fra celleblokken, og klokken 1.47 kom han ind i fængslets gymnastiksal, hvor vidnerne sad ved borde eller stod bagest i salen. Hans hænder blev bundet på ryggen med et læderbælte, og han blev ført op ad de 13 trin til galgen, hvorefter hans ben blev bundet. ”Rosenberg var glansløs og havde indfaldne kinder, da han så sig om i salen,” skrev Kingsbury Smith, som overværede henrettelserne for International News Service. ”Hans ansigtsfarve var dejagtig, men han virkede ikke nervøs og gik med faste skridt op til galgen … Trods sin erklærede ateisme var han ledsaget af en protestantisk præst, som fulgte med ham hen til galgen, mens han bad.

Rosenberg så kun én gang, udtryksløst, på præsten.”

Som den eneste af de dødsdømte havde den flittigste skribent i Det Tredje Riges historie ikke nogen sidste ord.

En hætte blev trukket over hans hoved.

Faldlemmen åbnedes, og Rosenberg faldt.