Page 1

Det forsvundne barn er fjerde og sidste bind i Elena Ferrantes internationalt anerkendte Napoli-serie. De øvrige bind i serien er Min geniale veninde, Historien om et nyt navn og Dem der flygter og dem der bliver. Romanerne er udgivet på over halvtreds sprog og har indtaget bestsellerlister og modtaget strålende anmeldelser over hele verden.

★★★★★★ BERLINGSKE

ELENA FERRANTE Det forsvundne barn

1978: den nu anerkendte forfatter Elena flytter med sine to døtre tilbage til Napoli for at leve sammen med sin store kærlighed, Nino. Pludselig bor hun igen i det kvarter, hun har gjort alt for at komme væk fra, og her folder forholdet til veninden Lila sig ud på ny. Men rystelserne fra det store jordskælv i Napoli i 1980 forplanter sig ind i begge kvinders liv og jager enhver forestilling om ro og stabilitet på flugt.

ELENA FERRANTE Det forsvundne barn Verden udenfor forsvinder simpelthen. POLITIKEN

★★★★★★ JYLLANDS-POSTEN

NAPOLI-ROMANERNE BIND 4

FERRANTE_Det forsvundne barn_140x220_PBK.indd 1

20/09/2017 14.54


Elena Ferrante

DET FORSVUNDNE BARN VOKSENLIV – A LDER DOM Napoli-romanerne, bind 4

På dansk ved Nina Gross

C&K Forlag


PERSONFORTEGNELSE

Familien Cerullo (skomagerens familie): Fernando Cerullo, skomager, Lilas far. Nunzia Cerullo, Lilas mor. Raffaella Cerullo, kaldet Lina eller Lila. Hun er født i august 1944. Hun er seksogtres år da hun forsvinder fra Napoli uden at efterlade sig spor. Hun gifter sig meget ung med Stefano Carracci, men under en ferie på Ischia forelsker hun sig i Nino Sarratore, for hvem hun forlader sin mand. Efter den katastrofale afslutning på forholdet til Nino, sønnen Gennaros fødsel og opdagelsen af at Stefano venter barn med Ada Cappuccio, forlader Lila ham definitivt. Hun flytter sammen med Enzo Scanno til San Giovanni a Teduccio, men adskillige år senere vender hun tilbage til kvarteret sammen med Enzo og Gennaro. Rino Cerullo, Lilas ældre bror. Han er gift med Stefanos søster, Pinuccia Carracci, med hvem han har to sønner. Andre børn. Familien Greco (portnerens familie): Elena Greco, kaldet Lenuccia eller Lenù. Hun er født i august 1944 og er fortælleren af den lange historie vi læser. Efter underskolen fortsætter Elena med at studere med voksende succes. Hun får

7


en embedseksamen fra Scuola Normale i Pisa, hvor hun lærer Pietro Airota at kende, med hvem hun nogle år senere gifter sig og flytter til Firenze. Sammen har de to døtre, Dede og Elsa, men Elena er skuffet over ægteskabet, indleder et forhold til Nino Sarratore, som hun har været forelsket i hele livet, og ender med at forlade Pietro og børnene. Peppe, Gianni og Elisa, Elenas mindre søskende. På trods af Elenas misbilligelse flytter Elisa sammen med Marcello Solara. Faren, portner på rådhuset. Moren, hjemmegående.

Familien Carracci (don Achilles familie): Don Achille Carracci, sortbørshaj og ågerkarl. Han bliver myrdet. Maria Carracci, don Achilles kone, mor til Stefano, Pinuccia og Alfonso. Den datter som Stefano fik med Ada Cappuccio, bærer hendes navn. Stefano Carracci, søn af afdøde don Achille, viktualiehandler og Lilas første mand. Utilfreds med sit ægteskab med Lila indleder han et forhold til Ada Cappuccio, som han senere flytter sammen med. Han er far til Gennaro, som han fik med Lila, og til Maria, født af forholdet til Ada. Pinuccia, don Achilles datter. Hun er gift med Lilas bror, Rino, og har to børn med ham. Alfonso, don Achilles søn. Han affinder sig med at gifte sig med Marisa Sarratore efter en langvarig forlovelse. Familien Peluso (snedkerens familie): Alfredo Peluso, snedker og kommunist, døde i fængsel. Giuseppina Peluso, Alfredos hengivne kone, hun begår selvmord efter mandens død.

8


Pasquale Peluso, Alfredo og Giuseppinas ældste søn, murer og militant kommunist. Carmela Peluso, kaldet Carmen, Pasquales søster, var længe forlovet med Enzo Scanno. Hun gifter sig med Roberto, bestyreren af benzintanken på Stradonen. De får to sønner. Andre børn. Familien Cappuccio (den gale enkes familie): Melina, enke, slægtning til Nunzia Cerullo. Hun mistede næsten forstanden efter at hendes forhold til Donato Sarratore sluttede. Melinas mand, døde under mystiske omstændigheder. Ada Cappuccio, Melinas datter. Var længe forlovet med Pasquale Peluso, bliver Stefano Carraccis elskerinde, flytter siden sammen med ham. De får datteren Maria. Antonio Cappuccio, hendes bror, mekaniker. Han var Elenas kæreste. Andre børn. Familien Sarratore (jernbanepoetens familie): Donato Sarratore, stor dameven, var Melina Cappuccios elsker. Også Elena giver sig hen til ham i en meget ung alder på en strand på Ischia, drevet af smerten over Lila og Ninos forhold. Lidia Sarratore, Donatos kone. Nino Sarratore, den ældste af Donato og Lidias fem børn. Han har en lang hemmelig affære med Lila. Gift med Eleonora, med hvem han har Albertino, indleder en affære med Elena, også hun gift og med børn. Marisa Sarratore, Ninos søster. Gift med Alfonso Carracci. Bliver Michele Solaras elskerinde, de får to børn sammen. Pino, Clelia og Ciro Sarratore, Donato og Lidias tre mindste børn.

9

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 9

12-04-2016 10:23:02


Familien Scanno (frugt- og grøntsagssælgerens familie): Nicola Scanno, frugt- og grøntssagssælger, død af lungebetændelse. Assunta Scanno, Nicolas kone, død af kræft. Enzo Scanno, Nicola og Assuntas søn. Var længe forlovet med Carmen Peluso. Han påtager sig ansvaret for Lila og hendes søn da hun definitivt forlader Stefano Carracci, og flytter dem til San Giovanni a Teduccio. Andre børn. Familien Solara (ejer af bar-konditoriet af samme navn): Silvio Solara, ejer af bar-konditoriet. Manuela Solara, Silvios kone, ågerkvinde. Som gammel bliver hun myrdet i sit hjem. Marcello og Michele Solara, Silvio og Manuelas sønner. Marcello bliver som ung afvist af Lila, mange år senere flytter han sammen med Elenas lillesøster, Elisa. Michele, gift med Gigliola, med hvem han har to børn. Han tager Marisa Sarratore som elskerinde og får to børn med hende. Alligevel bliver han ved med at være besat af Lila.

Familien Spagnuolo (konditorens familie): Signor Spagnuolo, konditor i bar-konditoriet Solara. Rosa Spagnuolo, konditorens kone. Gigliola Spagnuolo, konditorens datter, Michele Solaras kone og mor til to af hans børn. Andre børn. Familien Airota: Guido Airota, professor i græsk litteratur. Adele Airota, hans kone.

10

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 10

12-04-2016 10:23:02


Mariarosa Airota, den ældste datter, lektor i kunsthistorie i Milano. Pietro Airota, meget ung universitetsprofessor. Elenas mand og far til Dede og Elsa. Lærerne: Ferraro, lærer og bibliotekar. Frøken Oliviero, lærerinde. Gerace, gymnasielærer. Frøken Galiani, gymnasielærerinde. Andre personer: Gino, søn af apotekeren; Elenas første kæreste. Leder af kvarterets fascistparti, bliver myrdet foran apoteket. Nella Incardo, frøken Olivieros kusine. Armando, læge, søn af gymnasielærerinde Galiani. Gift med Isabella, med hvem han har sønnen Marco. Nadia, studerende, datter af gymnasielærerinde Galiani, hun var kæreste med Nino. I en periode med militant politisk aktivitet slår hun sig sammen med Pasquale Peluso. Bruno Soccavo, Nino Sarratores ven og arving til familiens pølsefabrik. Bliver myrdet på sin fabrik. Franco Mari, Elenas kæreste i de første universitetsår, han er engageret i politisk aktivisme. Mister et øje under et fascistisk baghold. Silvia, universitetsstuderende og politisk aktivist. Hun har sønnen Mirko fra et kort forhold til Nino Sarratore.

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 11

12-04-2016 10:23:02


3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 12

12-04-2016 10:23:02


VOKSENLIV

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 13

12-04-2016 10:23:02


3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 14

12-04-2016 10:23:02


1. F r a oktober 1976 til 1979, da jeg vendte tilbage for at bo i Napoli, undlod jeg at genoptage en regelmæssig kontakt med Lila. Men det var ikke nemt. Hun prøvede næsten omgående at tvinge sig ind i mit liv, og jeg ignorerede hende, tolererede hende, tålte hende. Selv om hun opførte sig som om der ikke var noget hun hellere ville end at stå mig bi i en vanskelig tid, kunne jeg ikke glemme den foragt hun havde behandlet mig med. I dag tror jeg, at hvis det bare havde været den sårende fornærmelse – du er en idiot, havde hun råbt i telefonen da jeg fortalte hende om Nino, og sådan havde hun aldrig, aldrig, talt til mig før – ville jeg hurtigt være faldet til ro. Men værre end denne fornærmelse var i virkeligheden hentydningen til Dede og Elsa. Tænk på al den skade du påfører dine døtre, havde hun advarende sagt, og lige i øjeblikket havde jeg ikke taget notits af det. Men med tiden fik de ord større og større vægt, jeg vendte ofte tilbage til dem. Lila havde aldrig vist den mindste interesse for Dede og Elsa, hun huskede efter al sandsynlighed ikke engang deres navne. De gange jeg i telefonen havde nævnt en eller anden begavet bemærkning de var kommet med, havde hun afbrudt mig og skiftet emne. Og da hun havde mødt dem for første gang i Marcello Solaras lejlighed, havde hun kun givet dem et distræt blik og et par 15

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 15

12-04-2016 10:23:02


intetsigende ord, hun havde ikke engang kommenteret hvor fint de var klædt på, fint friserede, hvor godt de formulerede sig selv om de stadig var små. Det var dog mig der havde født dem, mig der havde opdraget dem, de var en del af mig, hendes veninde i umindelige tider: Hun burde have givet mig lidt albuerum – jeg siger ikke af kærlighed, men i det mindste af høflighed – af hensyn til min moderstolthed. Hun havde ikke engang brugt en smule godartet ironi, hun havde ikke vist andet end ligegyldighed. Først nu – uden tvivl af jalousi fordi jeg havde erobret Nino – var hun kommet i tanker om pigerne og havde villet understrege at jeg var en forfærdelig mor, som for at bevare sin egen lykke påførte dem ulykke. Hver gang jeg tænkte på det, blev jeg nervøs. Havde Lila måske bekymret sig for Gennaro da hun forlod Stefano, da hun havde overladt drengen til sin nabo for at kunne arbejde på fabrikken, da hun havde sendt ham hjem til mig nærmest for at slippe af med ham? Åh, jeg havde mine fejl, men jeg var uden tvivl en bedre mor end hende.

2. Ta nk er af den sl ags blev en vane i de år. Det var som om Lila, der når alt kom til alt kun havde sagt denne ene ondskabsfulde sætning, var blevet forsvarsadvokat for deres behov som døtre, og jeg følte mig tvunget til at vise hende at hun tog fejl hver gang jeg forsømte dem for at tage mig af mig selv. Men det var kun en stemme, dikteret af animositet; hvad hun egentlig tænkte om mig som mor, ved jeg ikke. Hun er den eneste der kan sige det, under forudsætning af at det 16

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 16

12-04-2016 10:23:02


virkelig er lykkedes hende at trænge ind i denne meget lange kæde af ord for at modificere min tekst, for bevidst at forsyne den med de manglende led, for at fjerne andre i ubemærkethed, for at fortælle mere om mig end jeg ønsker, mere end jeg selv er i stand til. Jeg forudser denne indtrængen fra hendes side, jeg har ønsket den siden jeg begyndte at skrive vores historie, men jeg må først gøre den færdig før jeg kan tjekke disse sider. Hvis jeg prøvede nu, ville jeg uden tvivl gå i baglås. Jeg har skrevet for længe, og jeg er træt, det bliver sværere og sværere at holde en stram snor gennem de kaotiske år, de små og store begivenheder, sindsstemningerne. Derfor har jeg en tendens til enten at gå let hen over mine egne anliggender for straks at indfange Lila og alle de komplikationer hun fører med sig, eller værre, lade mig lokke af mit eget liv fordi det er nemmere at skrive om. Men det må jeg undgå. Jeg bør ikke tage den første den bedste vej langs hvilken jeg, hvis jeg sætter mig selv til side, ville ende med at finde færre og færre spor efter Lila – eftersom selve forholdets beskaffenhed kræver at jeg kun kan nå hende gennem mig selv. Men jeg bør heller ikke tage den anden. Når jeg faktisk taler mere og mere detaljeret om mine egne erfaringer, er det uden tvivl netop hvad hun er ude på. Kom nu – ville hun sige til mig – lad os høre hvilken drejning dit liv har taget, hvad kommer mit nogen ved, indrøm at det ikke engang interesserer dig. Og hun ville konkludere: Jeg er en krusedulle på kruseduller, komplet uegnet til en af dine bøger; glem mig, Lenù, man fortæller ikke historien om det der er blevet slettet. Hvad skal jeg så stille op? Give hende ret endnu en gang? Acceptere at voksenlivet indebærer at man formummer sig, lære at skjule sig indtil man forsvinder? Indrømme at jo flere år der går, desto mindre ved jeg om Lila? 17

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 17

12-04-2016 10:23:02


Her til morgen overvinder jeg min træthed og sætter mig ved skrivebordet igen. Nu hvor jeg er tæt på den mest smertefulde del af vores historie, vil jeg prøve, i det mindste på skrift, at finde en balance mellem mig og hende som det ikke engang lykkedes mig at finde mellem mig og mig selv.

3. F r a dagene i M on tpellier husker jeg alt, undtagen byen, det er som om jeg aldrig har været der. Uden for hotellet, uden for den monumentale aula hvor den akademiske konference som Nino deltog i, fandt sted, ser jeg i dag kun et blæsende efterår og en blå himmel, hvilende på hvide skyer. Alligevel er erindringen om det stednavn, Montpellier, af mange grunde blevet som et tegn på flugt. Jeg havde været uden for Italien en enkelt gang før, i Paris, sammen med Franco, og jeg havde følt mig opstemt af min egen dristighed. Men dengang forekom det mig at min verden var og altid ville være kvarteret, Napoli, mens resten var som en kort udflugt til et usædvanligt sted, i hvis specielle atmosfære jeg kunne se mig selv på en måde som aldrig ville blive til virkelighed. Montpellier derimod, som var meget mindre spændende end Paris, gav mig indtryk af at mine grænser var brudt ned, at jeg voksede og blomstrede. Det rene og skære faktum at jeg befandt mig på det sted, var i mine øjne beviset på at kvarteret, Napoli, Pisa, Firenze, Milano, hele Italien, kun var bittesmå fragmenter af verden, og at jeg gjorde klogt i ikke at lade mig tilfredsstille af disse fragmenter længere. I Montpellier opdagede jeg begrænsningen af mit udsyn, af sproget jeg udtrykte mig på og 18

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 18

12-04-2016 10:23:02


som jeg havde skrevet på. I Montpellier stod det mig klart hvor indskrænket det var, i en alder af toogtredive, at være hustru og mor. Og i alle de dage, fulde af intens kærlighed, følte jeg mig for første gang frigjort fra de bånd der havde styret mig i årenes løb, dem der skyldtes min baggrund, dem jeg havde pålagt mig under succesfulde studier, dem som vedrørte de valg jeg havde gjort i livet, især ægteskabet. Dér forstod jeg også grunden til den glæde jeg havde følt, for efterhånden længe siden, ved at se min første bog oversat til andre sprog, og min skuffelse over kun at have fundet få læsere uden for Italien. Det var vidunderligt at krydse grænser, lade sig opsluge af andre kulturer, opdage midlertidigheden ved det jeg havde troet, var definitivt. Det faktum at Lila aldrig havde været uden for Napoli, og at hun sågar var blevet skræmt af San Giovanni a Teduccio, et af hendes mere diskutable valg som hun dog som sædvanlig formåede at vende til en fordel, forekom mig nu ganske enkelt et tegn på åndelig begrænsning. Jeg reagerede som man reagerer på den der fornærmer en, nemlig med samme formulering som man selv blev fornærmet over. Tog du fejl af mig? Nej, min kære, det er mig, mig der har taget fejl af dig: Du vil tilbringe hele livet med at se på lastbilerne som kører forbi på stradonen. Dagene fløj af sted. Arrangørerne af konferencen havde for længst reserveret et enkeltværelse til Nino, og da jeg først sent havde besluttet at tage med ham, var det ikke muligt at ændre det til et dobbeltværelse. Vi havde derfor separate værelser, men hver aften tog jeg et brusebad, gjorde mig klar til at gå i seng og gik med bankende hjerte ind på hans værelse. Vi sov sammen, tæt sammenslyngede som om vi frygtede at en fjendtlig kraft ville skille os i søvnen. Om morgenen bestilte vi morgenmad på sengen, en luksus som jeg kun havde 19

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 19

12-04-2016 10:23:02


set på film; vi lo, vi var lykkelige. Om dagen gik jeg med ham ind i den store konferencesal, og skønt foredragsholderne oplæste side efter side som om de også selv kedede sig, var det betagende at være sammen med ham; jeg sad ved siden af ham, men uden at forstyrre ham. Nino fulgte opmærksomt indlæggene, han tog noter, og indimellem hviskede han ironiske kommentarer eller kærlige ord i øret på mig. Til frokost og middag blandede vi os med akademikere fra hele verden, fremmede navne, fremmede sprog. De vigtigste foredragsholdere sad naturligvis ved deres eget bord; vi sad blandt en stor gruppe yngre forskere. Men Ninos mobilitet slog mig både under konferencen og i restauranterne. Hvor var han dog anderledes end studenten fra for længe siden, selv fra den unge mand som havde forsvaret mig i boghandelen i Milano for næsten ti år siden. Han havde lagt sin polemiske tone væk, han krydsede taktfuldt akademiske barrierer, han stiftede bekendtskaber i en både alvorlig og charmerende stil. Snart på engelsk (fremragende) snart på fransk (godt) konverserede han begavet og stillede sin gamle forkærlighed for tal og effektivitet til skue. Jeg var opfyldt af stolthed over så populær han var. På få timer vandt han alles sympati og blev inviteret med overalt. Der var kun et enkelt øjeblik hvor han pludselig forandrede sig, det var aftenen før han skulle tale ved konferencen. Han blev tilknappet og uhøflig, han virkede overvældet af nervøsitet. Han begyndte at tale kritisk om den tekst han havde forberedt, han gentog flere gange at det ikke var nær så nemt for ham at skrive som det var for mig, han blev vred fordi han ikke havde haft tid til at arbejde bedre med den. Jeg følte mig skyldig – var det vores komplicerede liv som havde distraheret ham? – og prøvede at hjælpe, jeg omfavnede ham, 20

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 20

12-04-2016 10:23:02


kyssede ham, opfordrede ham til at læse sine sider for mig. Han læste dem med en mine som en skræmt skoleelev, og jeg blev bevæget. Hans indlæg forekom mig lige så kedeligt som dem jeg havde hørt i aulaen, men jeg roste det, og han faldt til ro. Morgenen efter optrådte han med indstuderet varme, de klappede ad ham. Om aftenen inviterede en af de akademiske pinger, en amerikaner, ham over til sit bord. Jeg sad alene tilbage, men det var jeg ikke ked af. Når Nino var der, talte jeg ikke med nogen, mens jeg i hans fravær var tvunget til at klare mig på mit haltende franske, og jeg begyndte at tale med et par fra Paris. Det var beroligende, fordi jeg hurtigt opdagede at deres situation ikke var meget anderledes end vores. De fandt begge familieinstitutionen kvælende, de havde begge ladt ægtefæller og børn bag sig under stor smerte, de virkede begge lykkelige. Han, Augustin, var i halvtredserne, rødmosset med meget levende blå øjne og et busket blegblondt overskæg. Hun, Colombe, var lige godt tredive som jeg; hun havde meget kort, sort hår, skarpt tegnede øjne og læber i et lille bitte ansigt, en fortryllende elegance. Jeg talte mest med Colombe som havde en dreng på syv. “Om nogle få måneder,” sagde jeg, “fylder min ældste datter syv, men hun går allerede i anden klasse, hun er meget kvik.” “Min dreng er utrolig klog og fantasifuld.” “Hvordan tog han separationen?” “Godt.” “Blev han slet ikke ked af det?” “Børn er ikke så stive i det som vi, de er fleksible.” Hun dvælede ved denne fleksibilitet som hun tilskrev barndommen; det virkede som om den beroligede hende. Hun tilføjede: I vores verden er det ret udbredt at forældrene bliver 21

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 21

12-04-2016 10:23:02


skilt, børnene ved at det kan ske. Men netop som jeg fortalte hende at jeg ikke kendte andre separerede kvinder, bortset fra en veninde, skiftede hun pludselig tonefald og begyndte at beklage sig over drengen: Han er kvik, men langsom, udbrød hun, i skolen siger de at han er uregerlig. Omslaget slog mig; hun udtrykte sig uden ømhed, nærmest bittert, som om sønnen opførte sig sådan for at trodse hende, og det gjorde mig urolig. Hendes makker må have opdaget det og afbrød, han pralede af sine to drenge, en på fjorten og en på atten, og spøgte med hvor populære de begge var hos kvinder, både unge og modne. Da Nino kom tilbage, begyndte de to mænd – især Augustin – at kritisere foredragsholderne. Colombe deltog nærmest omgående med en lidt kunstig munterhed. Bagtalelserne skabte hurtigt et sammenhold, Augustin talte og drak meget hele aftenen, hans samleverske lo hver gang det lykkedes Nino at sige noget. De inviterede os med til Paris, i deres bil. Samtalen om børn, og den invitation vi hverken sagde ja eller nej til, bragte mig tilbage til virkeligheden. Indtil det øjeblik havde Dede og Elsa, og også Pietro, hele tiden været i mine tanker, men som om de befandt sig i et parallelt univers, ubevægelige omkring køkkenbordet i Firenze, eller foran fjernsynet, eller i deres senge. Pludselig kom min verden og deres verden igen i kontakt med hinanden. Det gik op for mig at dagene i Montpellier var ved at være forbi, at Nino og jeg nødvendigvis måtte vende tilbage til vores hjem, at vi måtte se vores respektive ægteskabskriser i øjnene, jeg i Firenze, han i Napoli. Og børnenes kroppe forenede sig atter med min, jeg mærkede kontakten meget voldsomt. Jeg havde ikke hørt noget fra dem i fem dage, og da det gik op for mig, fik jeg en voldsom kvalme, følte en uudholdelig længsel efter 22

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 22

12-04-2016 10:23:02


dem. Jeg var ikke bange for fremtiden som sådan, den virkede nu uafvendeligt indfanget af Nino, men for de forestående timer, for i morgen, for i overmorgen. Jeg kunne ikke modstå, og skønt det var næsten midnat – det gør vel ingen forskel, sagde jeg til mig selv, Pietro er altid vågen – prøvede jeg at ringe. Det var temmelig besværligt, men til sidst fik jeg forbindelse. Hallo, sagde jeg. Hallo, gentog jeg. Jeg vidste at Pietro var i den anden ende af røret, jeg sagde hans navn: Pietro, det er Elena, hvordan har pigerne det? Forbindelsen blev afbrudt. Jeg ventede nogle minutter, så bad jeg centralen om at ringe op igen. Jeg var fast besluttet på at blive ved hele natten, men denne gang svarede Pietro. “Hvad vil du?” “Fortæl mig om pigerne.” “De sover.” “Det ved jeg, men hvordan har de det?” “Er det ikke underordnet?” “Det er mine døtre.” “Du forlod dem, de vil ikke være dine døtre mere.” “Har de sagt det?” “Det har de fortalt min mor.” “Har du sendt bud efter Adele?” “Ja.” “Sig til dem at jeg kommer tilbage om et par dage.” “Nej, du skal ikke komme tilbage. Hverken jeg, pigerne eller min mor vil se dig mere.”

23

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 23

12-04-2016 10:23:02


4.

J eg gr æ d, så faldt jeg til ro og gik hen til Ninos dør. Jeg ville fortælle ham om samtalen, jeg ville have at han skulle trøste mig. Men da jeg skulle til at banke på, hørte jeg at han snakkede med nogen. Jeg tøvede. Han talte i telefon, jeg forstod ikke hvad han sagde, heller ikke hvilket sprog han talte, men jeg tænkte straks at det måtte være med sin kone. Skete det mon hver aften? Når jeg gik ind på mit værelse for at gøre mig klar til natten og han var alene, ringede han så til Eleonora? Prøvede de at finde en måde at blive skilt på uden kampe? Eller var der tale om en forsoning, og når mellemspillet i Montpellier var forbi, ville hun så tage ham tilbage? Jeg besluttede mig til at banke på. Nino afbrød sig selv, tavshed, så begyndte han igen at tale, men sænkede sin stemme. Jeg blev nervøs, jeg bankede igen, der skete ikke noget. Jeg måtte banke en tredje gang, hårdt, før han åbnede. Jeg konfronterede ham straks, jeg beskyldte ham for at skjule mig for sin kone, jeg råbte at jeg havde ringet til Pietro, at min mand ikke ville lade mig se mine døtre, at jeg satte hele mit liv på spil, mens han kurrede med Eleonora i telefonen. Det var en frygtelig nat fuld af skænderier, vi kæmpede for at blive gode venner igen. Nino prøvede på alle måder at berolige mig: Han lo nervøst, han blev vred på Pietro over den måde han havde behandlet mig på, han kyssede mig, jeg skubbede ham væk, han mumlede at jeg var sindssyg. Men hvor meget jeg end pressede ham, indrømmede han ikke på noget tidspunkt at han talte med sin kone, tværtimod svor han ved sin søn at han ikke havde talt med hende siden den dag han forlod Napoli. 24

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 24

12-04-2016 10:23:02


“Hvem ringede du så til?” “En kollega her på hotellet.” “Klokken tolv om natten?“ “Klokken tolv om natten.” “Løgnhals.” “Det er sandt.” Jeg nægtede længe at have sex med ham, jeg kunne ikke, jeg var bange for at han ikke elskede mig mere. Så gav jeg efter for at undgå tanken om at alt allerede var forbi. Morgenen efter vågnede jeg for første gang i fem dage i dårligt humør. Vi skulle rejse, konferencen var næsten forbi. Men jeg ville ikke have at Montpellier bare skulle være et mellemspil, jeg var bange for at tage hjem, bange for at Nino skulle tage hjem, bange for at miste mine børn for evigt. Da Augustin og Colombe endnu en gang foreslog at vi tog med dem til Paris, og ligefrem tilbød at huse os, vendte jeg mig mod Nino i håb om at han heller ikke ønskede andet end en chance til at forlænge denne tid, udsætte hjemkomsten. Men han rystede bedrøvet på hovedet, han sagde: Umuligt, vi må tilbage til Italien, og han talte om fly, billetter, tog, penge. Jeg var sårbar, jeg følte skuffelse og nag. Jeg har ret, tænkte jeg, han løj for mig, bruddet med hans kone er ikke definitivt. Han havde talt med hende hver aften, han havde lovet at komme hjem efter konferencen, han kunne ikke engang udsætte det i et par dage. Og jeg? Jeg kom i tanker om forlaget i Nanterre og min lille, lærde historie om den maskuline opfindelse af kvinden. Indtil det øjeblik havde jeg ikke talt med nogen om mig selv, ikke engang med Nino. Jeg havde været den smilende, men nærmest stumme kvinde som gik i seng med den begavede professor fra Napoli, hende der altid klæbede sig til ham, opmærksom 25

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 25

12-04-2016 10:23:02


på hans behov, på hans tanker. Men nu sagde jeg med falsk munterhed: Det er Nino som skal hjem, jeg har en aftale i Nanterre; en af mine tekster udkommer snart – måske er den allerede udkommet – det drejer sig om et essay, eller måske en fortælling; jeg tror jeg tager med jer, så kan jeg aflægge forlaget et besøg. De to franskmænd så på mig som om jeg først rigtigt var begyndt at eksistere i dette øjeblik, og de begyndte at spørge mig om mit arbejde. Jeg kom med en antydning, og det viste sig at Colombe var en god bekendt af den kvinde der ledede det lille, men, som jeg opdagede i det øjeblik, meget ansete forlag. Jeg lod mig rive med, jeg talte for livligt og måske lidt overdrevent om min litterære karriere. Men jeg gjorde det ikke så meget for de to franskmænds skyld som for Ninos. Jeg ville minde ham om at jeg havde mit eget blomstrende liv, at jeg, når jeg havde været i stand til at forlade mine døtre og Pietro, også kunne klare mig uden ham, og ikke om en uge, ikke om ti dage: øjeblikkeligt. Han lyttede, så sagde han alvorligt til Colombe og Augustin: Det er i orden, hvis det ikke er til ulejlighed for jer, vil vi gerne benytte os af tilbuddet. Men da vi var blevet alene, holdt han en tale for mig, nervøs i tonefaldet og lidenskabelig i indholdet, hvis betydning var at jeg måtte stole på ham, at vi, selv om vores situation var kompliceret, nok skulle finde en løsning, men at vi, for at det skulle lykkes, var nødt til at tage hjem, vi kunne ikke flygte fra Montpellier til Paris og siden til guderne må vide hvilken anden by, vi måtte konfrontere vores ægtefæller og begynde vores liv sammen. Pludselig følte jeg at han ikke alene var fornuftig, men oprigtig. Jeg blev forvirret, jeg omfavnede ham, jeg mumlede: Godt. Og alligevel tog vi til Paris; jeg ville bare have et par dage til.

26

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 26

12-04-2016 10:23:02


5. D et var en l a ng r ejse , det blæste voldsomt, somme tider regnede det. Landskabet havde en rustovertrukken bleghed, men somme tider flækkede himlen, og alting blev strålende, begyndende med regnen. Jeg klemte mig tæt ind til Nino hele tiden, somme tider faldt jeg i søvn mod hans skulder; jeg begyndte med fornøjelse at føle mig meget langt væk fra mit fædreland. Jeg kunne lide det fremmede sprog som gav genlyd inde i bilen, jeg var glad for at jeg var på vej mod en bog jeg havde skrevet på italiensk, og som, takket være Mariarosa, først ville blive udgivet på et andet sprog. Hvor var det fantastisk, hvor mange overraskende ting skete der ikke for mig. Det lille bind var som en sten jeg havde slynget ud ad en uforudsigelig bane, og med en hastighed som var uden sammenligning med de sten Lila og jeg havde kastet mod drengebanderne da vi var små. Men rejsen var ikke altid behagelig; somme tider blev jeg trist til mode. Og desuden fik jeg hurtigt indryk af at Nino talte til Colombe i en anden tone end den han brugte over for Augustin, for ikke at nævne at han for ofte rørte ved hendes skulder med sine fingerspidser. Mit dårlige humør blev langsomt værre efterhånden som jeg så at de to blev meget fortrolige. Da vi nåede Paris, var de bedste venner, de sludrede konstant, hun lo ofte og glattede sit hår med en ubevidst bevægelse. Augustin boede i en smuk lejlighed ved Canal Saint-Martin, Colombe var flyttet ind for kort tid siden. Ikke engang efter at de havde anvist os vores værelse, lod de os gå i seng. Det forekom mig at de var bange for at være alene sammen, deres snak havde ingen ende. Jeg var træt og nervøs, det var 27

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 27

12-04-2016 10:23:02


mig der ville til Paris, og nu forekom det mig absurd at jeg sad i den lejlighed, blandt fremmede, langt fra mine døtre, sammen med Nino der tog sig meget lidt, eller slet ikke af mig. Da vi var kommet ind på vores værelse, spurgte jeg ham: “Kan du lide Colombe?” “Hun er sympatisk.” “Jeg spurgte om du kunne lide hende.” “Vil du skændes?” “Nej.” “Så tænk dig om: Hvordan skulle jeg kunne lide Colombe hvis jeg elsker dig?” Det skræmte mig når hans tonefald blot blev bare antydningsvis hårdt; jeg var bange for at måtte indse at der var noget som ikke fungerede imellem os. Han er bare venlig over for dem som er venlige over for os, sagde jeg til mig selv, og faldt i søvn. Men jeg sov dårligt. På et tidspunkt havde jeg indtryk af at jeg var alene i sengen; jeg prøvede at vågne, men blev trukket tilbage i søvnen. Jeg genvandt bevidstheden igen nogen tid efter. Nino stod nu oprejst i mørket, eller sådan forekom det mig. Sov, sagde han. Jeg faldt atter i søvn. Dagen efter kørte vores værtsfolk os til Nanterre. Hele vejen fortsatte Nino med at spøge med Colombe, tale til hende på en hentydende måde. Jeg prøvede at lade som ingenting. Hvordan kunne jeg drømme om at leve sammen med ham hvis jeg skulle bruge min tid på at kontrollere ham? Da vi nåede vores bestemmelsessted og han også blev venlig og charmerende over for Mariarosas veninde, ejeren af forlaget, og hendes medarbejder – den ene i fyrrerne, den anden i tresserne, begge fjernt fra den ynde som kendetegnede Augustins samleverske – drog jeg et lettelsens suk. Det er uskyldigt, 28

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 28

12-04-2016 10:23:02


konkluderede jeg, sådan er han bare over for alle kvinder. Og endelig følte jeg mig atter godt tilpas. De to kvinder modtog mig varmt, de spurgte til Mariarosa. Jeg vidste at mit lille skrift netop var nået ud i boghandlerne, men der havde allerede været et par anmeldelser. Den ældre kvinde viste mig dem, hun virkede selv forundret over så positive de var, hvilket hun hele tiden gentog henvendt til Colombe, Augustin, Nino. Jeg læste artiklerne, to linjer hist, fire her. De var skrevet af kvinder – jeg havde aldrig hørt om nogen af dem, men det havde Colombe og de to kvinder – og de roste begejstret bogen. Jeg burde have været glad; dagen før havde jeg været tvunget til at rose mig selv, det behøvede jeg ikke længere. Alligevel opdagede jeg at jeg ikke kunne blive begejstret. Fra det øjeblik hvor jeg elskede Nino, og han elskede mig, var det som om denne kærlighed reducerede alt det gode der skete for mig, og ville ske for mig, til en behagelig bivirkning. Jeg gav pænt udtryk for min tilfredshed og sagde vagt ja til mine redaktørers promoveringsplaner. De bliver nødt til snart at komme igen, udbrød den ældre kvinde, eller det håber vi i hvert fald. Den yngre tilføjede: Mariarosa har fortalt os om Deres ægteskabskrise, vi håber at De får den løst uden for megen smerte. På den måde opdagede jeg at nyheden om bruddet mellem mig og Pietro ikke alene havde nået Adele, men også Milano, og sågar Frankrig. Bedst sådan, tænkte jeg, det gør det nemmere at gøre separationen definitiv. Jeg sagde til mig selv: Jeg tager hvad der er mit, og jeg må ikke leve i frygt for at miste Nino, jeg må ikke bekymre mig om Dede og Elsa. Jeg er heldig, han vil altid elske mig, mine døtre er mine døtre, alt vil ordne sig.

29

3200_CK_Det-forsvundne-barn-2-oplag.indd 29

12-04-2016 10:23:02


Det forsvundne barn er fjerde og sidste bind i Elena Ferrantes internationalt anerkendte Napoli-serie. De øvrige bind i serien er Min geniale veninde, Historien om et nyt navn og Dem der flygter og dem der bliver. Romanerne er udgivet på over halvtreds sprog og har indtaget bestsellerlister og modtaget strålende anmeldelser over hele verden.

★★★★★★ BERLINGSKE

ELENA FERRANTE Det forsvundne barn

1978: den nu anerkendte forfatter Elena flytter med sine to døtre tilbage til Napoli for at leve sammen med sin store kærlighed, Nino. Pludselig bor hun igen i det kvarter, hun har gjort alt for at komme væk fra, og her folder forholdet til veninden Lila sig ud på ny. Men rystelserne fra det store jordskælv i Napoli i 1980 forplanter sig ind i begge kvinders liv og jager enhver forestilling om ro og stabilitet på flugt.

ELENA FERRANTE Det forsvundne barn Verden udenfor forsvinder simpelthen. POLITIKEN

★★★★★★ JYLLANDS-POSTEN

NAPOLI-ROMANERNE BIND 4

FERRANTE_Det forsvundne barn_140x220_PBK.indd 1

20/09/2017 14.54

Det forsvundne barn  

Det forsvundne barn er fjerde og sidste bind i Elena Ferrantes stort anlagte romanserie om Napoli og de to kvinder, Elena og Lila. I 1978 fl...

Det forsvundne barn  

Det forsvundne barn er fjerde og sidste bind i Elena Ferrantes stort anlagte romanserie om Napoli og de to kvinder, Elena og Lila. I 1978 fl...

Advertisement