Den utæmmelige

I Den utæmmelige giver Lars-Emil Johansen for første gang sin version af, hvad der skete bag de luk­kede døre i de politiske skæbne­­stunder, da Grønland fik hjemmestyre.

Fortalt med både hans egne ord og suppleret af en række kilder omkring ham går bogen også tæt på hans politiske skandaler, vilde drukture, kampen for tørlægning og hans spektakulære forhandlinger med politiske mod- og medspillere. Og den tegner et nuanceret, nærgående og kritisk portræt af en kompromisløs kæmper, som bag facaden er et både følsomt og søgende menneske.

Den utæmmelige er desuden et strejftog i historien om udviklingen af det moderne Grønland og landets rolle i et stadigt mere spændingsfyldt Arktis, hvor stormagterne optrapper deres magtspil.

978-87-400-3484-4

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

2017026_Lars-Emil_omslag.indd 1

9788740034844

DEN UTÆMMELIGE

Niels Ole Qvist (1967) er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og har siden 2011 været ansat på Atuagagdliutit/Grønlandsposten.

Her har han ansvaret for den poli­tiske dækning, og han har et indgående kendskab til grønlandske forhold.

Han har tidligere arbejdet på B.T. og Jyllands-Posten. Debuterede som skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal i 2008 med krigsromanen Tango 4 efter i en årrække at have dækket konflikterne i Irak og Afghanistan. Han er også forfatter til bestsellerbiografier om Stein Bagger, Brian Laudrup og Waage Sandø.

Niels Ole Qvist

Som tidligere partiformand for ­Siumut, regeringschef og nuværende formand for landstinget har Lars-Emil Johansen gennem årtier været en central skikkelse i Grønlands kamp for selvbestemmelse. Han har om nogen sat det dansk-grønlandske forhold p ­ å prøve.

Niels Ole Qvist

”Det var ikke tilfældigt, at jeg først gik i alkoholbehandling et år efter min mors død. Jeg havde overvejet at gøre det før, men ­vidste, det ville såre hende dybt, hvis hun pludselig skulle forholde sig til, at hun havde en alko­holiker­ søn. Så jeg ventede med at finde en løsning på det største af alle mine problemer, til hun var borte.

Det er det mest tøse­drengede og barnlige, jeg har gjort i mit liv.

Det var den nat, jeg indså, at der ikke var nogen vej uden om længere.

Mit drikkeri var blevet øde­læg­ gende. Jeg var nødt til at få hjælp.”

DEN UTÆMMELIGE Lars-Emil Johansen Eneren i grønlandsk politik

Forsidefoto: Leiff Josefsen

POLITIKENS FORLAG

28/02/2017 16.22

NIELS OLE QVIST

DEN UTÆMMELIGE LARS-EMIL JOHANSEN ENEREN I GRØNLANDSK POLITIK

POLITIKENS FORLAG

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 3

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

Ka p i t e l 1

DET LANGE FARVEL

13

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 13

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

D

e lokale fangere havde taget opstilling på stranden ved den nordgrønlandske bygd Illorsuit og affyrede deres rifler mod himlen, mens skonnerten gled over fjordens mørke vandspejl med kurs mod Uummannaq. Det var en junidag i 1958, og bragene ekkoede mellem de blanke fjelde. Overalt blev der vinket fra land. De 84 indbyggere var ude for at tage afsked med bygdens jordemor, Elisabeth Johansen, og hendes fire hjemmeboende sønner.

Sammen med ægtemanden, handelsforvalter Kristian Johansen, var hun i 1946 ankommet til Illorsuit, og i løbet af de følgende 12 år var parret blevet omdrejningspunkt for en betydelig del af bygdens liv. Fra oktober til marts herskede mørket her, knap 600 kilometer nord for polarcirklen. Kulden kunne være ekstrem. Arktiske storme kom buldrende fra det høje nord eller fra indlandsisens hjerte, og Illorsuit var totalt isoleret fra omverdenen. Under de vilkår fungerede Elisabeth Johansen som en forlænget arm for den danske distriktslæge. I den lange vinter var det hende, der tilså syge, stillede diagnoser og ordinerede medicin. Det vil sige den medicin, der var at få.

Sin egen mand havde hun ikke kunnet redde, og det var hans grav, Lars-Emils øjne var fæstnet på, da fartøjet indledte den lange tur gennem Uummannaq-deltaet. Den 11-årige dreng kunne ikke holde tårerne tilbage. Tanken om, at faren blev ladt tilbage i Illorsuits kolde jord, og at han selv rejste væk, måske for altid, fyldte ham med fortvivlelse. Han registrerede dog også, at alle bygdens indbyggere var stimlet sammen for at tage afsked. Dem, der havde slået ring om hans tilværelse, delt hans sorg og trøstet ham. Storfangere, særlinge, kammerater, kateketen og så Knud Nielsen, der hver morgen, så langt han kunne huske tilbage, var dukket op i hjemmet og havde taget plads ved kakkelovnen i familiens storkøkken for at slubre kaffe fra underkoppen og fortælle historier om store jagtoplevelser eller gamle dage.

Lars-Emil sad i agterstavnen og lod blikket glide fra kirkegården og hen over bygden i det skrånende landskab. Han stirrede på sit hjem, den store forvalterbolig. På skolen, forsamlingshuset og kirken.

Og han kunne gøre Halfdan Rasmussens ord til sine, citeret fra et af

14

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 14

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

de grønlandsdigte, som Halfdan Rasmussen skrev under et besøg i landet: Et landskab i dit sind. Drøm i dit blod.

Og længsel synger evigt i dit hjerte.

Mens Illorsuit forsvandt i horisonten, tænkte han tilbage på farens død fem måneder tidligere. En kighosteepidemi var brudt ud i bygden, og Elisabeth Johansen var trasket gennem sneen fra hus til hus for at besøge de ramte familier. Kighoste er ekstremt smitsomt, og når sygdommen får fat, kan den hærge i uger eller måneder. Elisabeth Johansen kunne ikke gøre meget andet end at løfte de små op og klappe dem på ryggen i et forsøg på at lindre den frygtelige hoste. Hjemme var Kristian Johansen også begyndt at skrante. Det var bemærkelsesværdigt, for den stovte forvalter var normalt aldrig syg, og Lars-Emil fornemmede, at det var alvorligt. Der blev gættet på lungebetændelse, og der var ingen medicin til at slå feberen ned.

For Elisabeth Johansen var der ikke meget andet at gøre end at håbe på en bedring. Hun kunne ikke bringe ham over fjorden til lægeklinikken i Uummannaq, for isen kunne ikke bære en slæde hele vejen. ”Vi var fortabte. Midt om vinteren. I den største kulde og det dybeste mørke. Det var en rædselsfuld tid,” erindrer Lars-Emil Johansen.

I løbet af eftermiddagen og de tidlige aftentimer forværredes farens tilstand, og børnene fik forbud mod at forstyrre ham. Lars-Emil kunne næsten ikke være i sig selv af ængstelse og så sit snit til at snige ind til faren og holde hans feberhede hånd i sin. Der havde altid været et tæt bånd mellem de to, der var blevet knyttet ved, at Lars-Emil var blevet opkaldt efter sin farfar. ”Det er stort og afgørende i Grønland. Dét i sig selv forbinder far og søn på en særlig måde. Jeg var hans yndlingsbarn – og hans største bekymring. Jeg klarede mig dårligt i skolen, hvilket fik min far til at foreslå, at jeg blev fanger. Men det egnede jeg mig heller ikke til. Slet ikke,” fortæller Lars-Emil om forholdet til sin far.

15

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 15

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

”Jeg husker en vinter, hvor han tog mig med på jagt. Vi kørte i timevis på hundeslæde, og jeg følte det, som om jeg var ved at dø af kulde. På et tidspunkt besteg han et isfjeld, satte kikkerten for øjet og udpegede et dyr for mig i det hvide landskab: en isbjørn! Han rakte kikkerten videre og bad mig bekræfte. Men jeg løj: ’Det er bare en hund,’ erklærede jeg. Tanken om, at vi skulle fortsætte i timevis for at fange den, slog mig helt ud. Da vi endelig vendte tilbage, sad jeg klinet op ad kakkelovnen for at få varmen. Jeg vidste, at fanger var det sidste i denne verden, jeg skulle være.”

Lars-Emils to storebrødre, Severin og Hendrik, var anderledes hårdføre og klarede sig bedre end Lars-Emil i skolen. På næsten alle punkter distancerede de ham, også på fodboldbanen, hvor en frossen hundelort ofte måtte gøre det ud for en bold. Den var hård at sparke til, slem at parere som målmand og endnu værre at få i maven eller ansigtet. Når der manglede en spiller, lod storebrødrene ham være med, selv om de syntes, han var et skvat. Senere i livet fortalte de Lars-Emil, hvor meget de dengang havde hadet tanken om en lillebror. I timerne efter hans fødsel havde de to drenge aftalt, hvordan han skulle skaffes af vejen. Hvis chancen opstod, ville de kvæle ham under puden. ”Rangfølgen blev aldrig udfordret i vores barndom. Severin var kongen. Han bestemte alt. Hendrik var hans vice. Jeg var nærmest uden for kategori, mens min lillebror, Ole, ikke rigtig talte med i regnskabet,” siger Lars-Emil, som dog ikke lod sig slå ud af brødrenes overmagt. ”De var dygtige til at køre på hundeslæde, dygtige til alting. Jeg var klodset. Hverken køn, smart eller klog. Til gengæld var jeg ukuelig.

Af natur er jeg optimistisk. Selv om jeg inderligt hadede kulden og følte mig malplaceret i polarmørket, var jeg faktisk det meste af tiden i godt humør. Modsat mine brødre smiler jeg altid på familiebillederne. Men om sommeren håbede jeg, at det aldrig blev vinter igen. Jeg stirrede op i den blå himmel og håbede så stærkt, at lyset og varmen ville vare for evigt.”

16

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 16

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

Det var ikke, fordi vildmarkslivet ikke interesserede ham. Tværtimod var han dybt fascineret af fangerne. Når de vendte tilbage fra jagt, besøgte han dem i hjemmene og hang ved deres læber. Mens konerne flænsede sæler, og der blev spist spæk og lever – og en duft af råt kød og blod bredte sig i hytterne – lyttede han betaget til beretningerne om, hvordan byttet var blevet nedlagt, og hvilke besværligheder, indimellem livsfarlige, de var stødt på undervejs.

Når foråret kom, blev hans far også grebet af jagtfeberen. Så snart vejret klarede op, lukkede Kristian Johansen købmandsbutikken og strøg af sted på slæden. Sommetider måtte han dog styre sin lyst. Det var for eksempel påkrævet, når der var danske myndighedspersoner på vej. Med til jobbet som forvalter for det statsdrevne danske handelsselskab Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) hørte officielle pligter. ”Vi fik jævnligt besøg af overnattende gæster, blandt andet den danske læge og den danske udstedsbestyrer fra Upernavik-distriktet.

Så fik mine forældre travlt. Alt skulle være pænt og ordentligt. Når de boede hos os, gjaldt der bestemte regler. Vi måtte ikke komme i den ende af huset, hvor danskerne opholdt sig, og den finere dansker-­ indgang blev taget i brug. Til daglig brugte vi altid grønlænder-indgangen.”

Når der kom den slags fint besøg, kom der spiritus på bordet, og Elisabeth Johansen blev vagtsom. ”Min far måtte ikke drikke for min mor. Men det lykkedes ham alligevel at slippe af sted med det et antal gange om året. Så kunne han blive meget, meget fuld, og min mor kunne blive meget, meget vred.”

Lars-Emil antager, at drukturene var en virkelighedsflugt for ­faren, når den barske og isolerede tilværelse snørede sig sammen om ham.

Den store, indbyrdes afhængighed i bygden kunne være både en velsignelse og en forbandelse. For hvor skulle man søge hen, når man blev træt af det hele og fik nok af de andre eller ægtefællen?

Jalousi og utroskab kunne skabe store pro­ blemer. Lars-Emil ­husker, at hans mor i perioder var efter faren og ­beskyldte ham for at

17

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 17

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

have et godt øje til en af de yngre kvinder i bygden. Sidespring var der næppe tale om, men det skabte ufred i hjemmet, ligesom det kunne skabe uro i bygden, når bestemte familier pludselig røg i totterne på hinanden.

Hvad gjorde man så? ”Ofte var den eneste løsning fortielsen – eller at vende ryggen til problemerne,” svarer Lars-Emil. ”Folk forsøgte at undgå hinanden, selv om det var svært i det daglige, hvor vi blev inviteret til kaffemik hos hinanden. Jeg husker især to familier, som var på kant. De talte dårligt om hinanden og kunne ikke være i stue sammen, hvilket påvirkede hele fællesskabet. Kun tidens tand kunne gøre noget dér. Endnu mere problematisk var det selvfølgelig, når mand og kone blev trætte af hinanden eller blev tiltrukket af andre. Ingen flugt var mulig. I virkeligheden var der kun én løsning. De måtte lade det passere.”

Særligt i vinterhalvåret var bygdens kontakt til omverdenen ekstremt begrænset. Når skibstrafikken blev indstillet på grund af isen, var indbyggerne overladt til sig selv og deres eget verdensbillede.

I Lars-Emils hjem gjorde forældrene, hvad de kunne for at opsnappe, hvad der foregik på den anden side af horisonten og landegrænserne. De lyttede til radioudsendelser fra Island og læste de aviser, som bygdens beboere fik samlet sammen i sommerhalvåret.

Men informationerne var sparsomme og sporadiske. Koreakrigen, Ungarnopstanden, opsendelsen af Sputnik og fjernsynets udbredelse var eksempler på begivenheder og fænomener, der var svære at fatte omfanget af.

I den korte, intense sommer, hvor det grå bjerglandskab forvandledes til et utroligt farvevæld, kom forsyningsskibet sejlende gennem den smeltende is med varer og nyheder til Illorsuit, og alle kom begejstret ud for at tage imod. I billedugebladene var der fotos af stjerner som Pelé, James Dean og Marilyn Monroe. Lars-Emil slugte det hele, selv om den magi, som berømthederne hypnotiserede verden med, var umulig at begribe.

18

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 18

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

I sjældne tilfælde kom der fremmede forbi, så sjældent, at LarsEmil tydeligt husker to sømænd fra Nuuk, der talte med en ejendommelig dialekt, som børnene den følgende vinter øvede sig i at efterligne.

Bag horisonten mod syd lå Uummannaq, områdets større by, som ofte var mål for Lars-Emils fantasi. Storesøsteren, den otte år ældre Astrid, gik i skole der og boede hos et dansk lærerpar. Når hun var hjemme i ferierne, var hendes beretninger kun med til at øge tiltrækningskraften. Alene indbyggertallet var svimlende – flere hundrede!

Sin viden om verden og samfundets indretning fik Lars-Emil i skolen og fra de gamle i bygden, men især ved at lytte til forældrenes samtaler. Elisabeth og Kristian Johansen var levende optaget af Grønlands fremtid, og de følte et ansvar for udviklingen af bygden. Et ansvar, der hang sammen med, at de som nogle af de udvalgte havde været i Danmark for at uddanne sig og her var blevet inspireret af foreningslivet. Faren grundlagde sportsklubben i Illorsuit, og moren den lokale kvindeforening. ”For min mors vedkommende blev drømmen om at blive politiker født i de år. Af hendes efterladte papirer kan jeg se, at hun var meget optaget af de danske planer om at indføre markedsøkonomi i Grønland. Bygderne skulle lukkes, og beboerne koncentreres i åbentvandsbyerne, hvor de skulle være lønarbejdere i fiskeindustrien. Det var tanker, der udkrystalliserede sig i de statslige betænkninger om den såkaldte nyordningspolitik, G50- og G60-betænkningerne, som min mor følte en instinktiv vrede mod. Hun brød sig ikke om fjernstyring, og at der på den måde skulle skaltes og valtes med alminde­ lige menneskers liv,” forklarer Lars-Emil.

For at han og hans søskende kunne tage del i alt det nye, der ventede om hjørnet, var Elisabeth Johansen fast besluttet på, at de ­skulle­ have en solid uddannelse. En forudsætning var gode sprogkundskaber, og derfor foreslog hun, at der kun blev talt dansk i hjemmet.

Forslaget forårsagede en af de sjældne gange, hvor Kristian Johansen valgte at tage et opgør med sin hustru.

19

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 19

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

”Han havde læst en artikel i Grønlandsposten, hvor en politiker kaldte det ’frastødende’ at nærme sig et grønlandsk hjem, hvor forældrene talte dansk til deres børn. Min far delte det synspunkt.”

Kristian Johansen anerkendte dog, at det var vigtigt for børnene at mestre fremmedsprog, og han opmuntrede dem til at hænge i med lektierne. Lars-Emils første læsebog var Ida og Erik. Efterhånden lærte han at tyde de enkelte ord, men i sammenhæng gav de ingen mening. Hans held var, at kateketen var en dygtig pædagog, som hjalp Lars-Emil med langsomt at få mere styr på gloserne. Det glædede faren, som en dag tog en alvorlig snak med sønnen om hans fremtid. ”Han sagde, at jeg skulle videreføre hans gerning. Jeg sagde bare: ’Ja, far, det skal jeg nok!’ Men jeg forstod ikke, hvad han mente, og brugte lang tid på at spekulere over det efter hans død. Gennem årene nåede jeg frem til, at jeg skulle gøre mig umage og udnytte mine evner. Min fars ord gjorde mig til en stræber. Jeg ville ikke skuffe ham.”

Under en stor del af skibsrejsen til Uummannaq havde Lars-Emil siddet for sig selv og forsøgt at samle sine tanker. Faren var død fem måneder tidligere – den 21. januar 1958 – og i den mellemliggende periode havde hjemmet været præget af sorg, dog også med lysere dage, hvor Lars-Emil havde hengivet sig til det muntre samvær med kammeraterne.

Men nu, hvor han definitivt havde taget afsked med Illorsuit, og fartøjet pløjede sig gennem fjorden og væk fra bygden, væltede det hele frem igen. Farens sidste timer dukkede op for hans indre blik.

Han huskede, hvordan der havde sænket sig en ildevarslende stilhed over hjemmet den skæbnesvangre dag. Alle listede rundt på kattepoter eller sad ved petroleumslampen i forvalterboligens i storkøkken og ventede i ængstelse. Som et forvarsel havde faren tidligere på dagen hostet højt og vedholdende. Kræfterne var ved at slippe op. ”Jeg holdt ham i hånden, da han udåndede. Det var en utrolig stærk oplevelse og et forfærdeligt øjeblik,” siger Lars-Emil.

20

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 20

28/02/2017 16.25

Det lange farvel

Moren kom til, og Lars-Emil blev gennet ud til sine søskende. Da han vågnede næste morgen, forsøgte han at bilde sig ind, at det hele blot havde været en ond drøm. Eller at en fjeldgænger – et spøgelse – var indblandet. Far vil snart vende tilbage, tænkte han.

Han strejfede ulykkelig rundt i bygden og så sit snit til at snige sig ind i det lille udhus ved kirken, hvor de jordiske rester af hans far var blevet anbragt. På trods af de indlysende realiteter nægtede han stadig at acceptere, at det var forbi. ”Først da den frosne jord blev drysset på kistelåget – en forfærdelig lyd – erkendte jeg, at alt håb var ude. Først da begyndte jeg at græde. Den dag i dag kan det stadig gøre mig helt ulykkelig at tænke på. Med ét var min trygge, forudsigelige barndom slut. Brat og uafvendeligt. Min fars død sendte rystelser gennem hele min tilværelse.”

21

2017026_Lars-Emil_indhold.indd 21

28/02/2017 16.25

I Den utæmmelige giver Lars-Emil Johansen for første gang sin version af, hvad der skete bag de luk­kede døre i de politiske skæbne­­stunder, da Grønland fik hjemmestyre.

Fortalt med både hans egne ord og suppleret af en række kilder omkring ham går bogen også tæt på hans politiske skandaler, vilde drukture, kampen for tørlægning og hans spektakulære forhandlinger med politiske mod- og medspillere. Og den tegner et nuanceret, nærgående og kritisk portræt af en kompromisløs kæmper, som bag facaden er et både følsomt og søgende menneske.

Den utæmmelige er desuden et strejftog i historien om udviklingen af det moderne Grønland og landets rolle i et stadigt mere spændingsfyldt Arktis, hvor stormagterne optrapper deres magtspil.

978-87-400-3484-4

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

2017026_Lars-Emil_omslag.indd 1

9788740034844

DEN UTÆMMELIGE

Niels Ole Qvist (1967) er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og har siden 2011 været ansat på Atuagagdliutit/Grønlandsposten.

Her har han ansvaret for den poli­tiske dækning, og han har et indgående kendskab til grønlandske forhold.

Han har tidligere arbejdet på B.T. og Jyllands-Posten. Debuterede som skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal i 2008 med krigsromanen Tango 4 efter i en årrække at have dækket konflikterne i Irak og Afghanistan. Han er også forfatter til bestsellerbiografier om Stein Bagger, Brian Laudrup og Waage Sandø.

Niels Ole Qvist

Som tidligere partiformand for ­Siumut, regeringschef og nuværende formand for landstinget har Lars-Emil Johansen gennem årtier været en central skikkelse i Grønlands kamp for selvbestemmelse. Han har om nogen sat det dansk-grønlandske forhold p ­ å prøve.

Niels Ole Qvist

”Det var ikke tilfældigt, at jeg først gik i alkoholbehandling et år efter min mors død. Jeg havde overvejet at gøre det før, men ­vidste, det ville såre hende dybt, hvis hun pludselig skulle forholde sig til, at hun havde en alko­holiker­ søn. Så jeg ventede med at finde en løsning på det største af alle mine problemer, til hun var borte.

Det er det mest tøse­drengede og barnlige, jeg har gjort i mit liv.

Det var den nat, jeg indså, at der ikke var nogen vej uden om længere.

Mit drikkeri var blevet øde­læg­ gende. Jeg var nødt til at få hjælp.”

DEN UTÆMMELIGE Lars-Emil Johansen Eneren i grønlandsk politik

Forsidefoto: Leiff Josefsen

POLITIKENS FORLAG

28/02/2017 16.22