Page 1

BERLIN: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er nu uønskede i den by, hvor de altid har hørt til. Men ruteskibet St. Louis giver dem håb om en sikker vej ud af Tyskland til det solrige Cuba, og efter en hektisk jagt for at skaffe visa går Hannah

ARMANDO LUCAS CORREA er prisvindende journalist, forfatter og chefredaktør på det anerkendte amerikanske magasin People en Español. Correa har modtaget adskillige journalistiske priser fra

c

2014

c

CREDIT: HÉCTOR O. TORRES

Rosenthal og hendes forældre om bord på det luksuriøse skib med kurs mod Havana.

NEW YORK: På Anna Rosens tolvårs fødselsdag dukker en uventet pakke op. Den viser sig at være fra en ukendt slægtning på Cuba, og det særprægede indhold sender Anna og hendes mor på en opdagelsesrejse til Havana, tilbage til familiens tragiske fortid. Den tyske pige tager læseren med til Berlin under optakten til anden verdenskrig, over Cuba på tærsklen til revolutionen og til New York i efterveerne fra 11. september, før den når sin slutning i nutidens urolige Havana.

DEN TYSKE PIGE

e

1939

PEOPLE MAGAZINE

c

c

”Uhyggelig aktuel.”

DEN TYSKE PIGE

og mørkere, i et hus, som snart ikke længere ville være vores. Jeg kiggede op på det høje loft, jeg ikke kunne nå, gik ned ad gangen med rækker af billeder af en familie, som langsomt var ved at forsvinde. Lyset fra lampen med den kridhvide skærm inde på papas bibliotek skinnede ud i gangen, hvor jeg stod helt desorienteret, uden at kunne røre mig ud af stedet.” Uddrag fra bogen

kunne jeg pludselig forstå, hvordan mine

”Et enestående indblik i modet, rædslerne og overlevelseskraften hos mennesker, der er blevet afskrevet. ”

”En uforglemmelig bog, der vil indtage sin velfortjente plads blandt de allerstørste romaner, der er skrevet om anden verdenskrig.” KIRKUS REVIEWS

COR R E A

THOMAS KENEALLY, forfatter til Schindlers Liste

A R M A N DO L UC A S

Den tyske pige er hans første roman.

forekom mig mindre og mindre og mørkere

”Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, for nu

National Association of Hispanic Publications og Society of Professional Journalism.

”Jeg listede mig gennem rummene, som

forældre måtte have haft det både i Tyskland og om bord på det skib.” JUDITH KOEPPEL STEEL,

passager på St. Louis

A R M A N D O L UC A S

COR R E A

ISBN: 978-87-400-3552-0

POLITIKENS FORLAG


DEN TYSKE PIGE

Den_tyske_pige.indd 1

27/03/17 12.19


Armando Lucas Correa

DEN TYSKE PIGE PÃ¥ dansk ved Henriette Rostrup

Politikens Forlag

Den_tyske_pige.indd 3

27/03/17 12.19


Til mine børn Emma, Anna og Lucas Til Ana Maria (Karman) Gordon, Judith (Koeppel) Steel og Herbert Karliner, som var på mine børns alder, da de gik om bord på St. Louis i Hamburgs havn i 1939.

Den_tyske_pige.indd 5

27/03/17 12.19


I er mine vidner. Esajas Bog, kapitel 43, vers 10

*** Minder er det, man ikke lÌngere ønsker at huske. Joan Didion

Den_tyske_pige.indd 7

27/03/17 12.19


FØRSTE DEL

Hannah og Anna Berlin – New York

Den_tyske_pige.indd 9

27/03/17 12.19


Hannah Berlin, 1939

Jeg var knap tolv år gammel, da jeg besluttede mig for at slå mine forældre ihjel. Jeg var fast besluttet. Jeg ville gå i seng og vente, til de faldt i søvn. Jeg vidste altid hvornår, for papa lukkede de store tunge dobbeltvinduer og trak de tykke grønlige bronzefarvede gardiner for. Så sagde han det samme, som han sagde hver aften efter aftensmaden, som på det tidspunkt ikke var meget andet end en dampende portion suppe uden smag. “Der er ikke noget at gøre. Det er slut. Vi må rejse.” Så begyndte mama altid at råbe op, hendes stemme knækkede over, mens hun bebrejdede ham alt. Hun travede rundt i hele lejligheden – hendes lillebitte fort i hjertet af en druknende by; det eneste sted, hun havde opholdt sig de sidste fire måneder – indtil hun havde kørt sig selv træt. Så slog hun armene om papa, og hendes kraftesløse støn ophørte langt om længe. Jeg ville vente et par timer. De ville ikke gøre modstand. Jeg vidste, 11

Den_tyske_pige.indd 11

27/03/17 12.19


at papa allerede havde givet op og var klar til at give slip. Det ville være sværere med mama, men hun tog så mange sovepiller, at hun ville sove tungt, indhyllet i duften af sine jasmin- og geraniumparfumer. Selvom hun gradvis havde skruet op for dosen af sovepiller, vågnede hun stadig grådkvalt midt om natten. Så styrtede jeg ind for at høre, hvad der var sket, men det eneste jeg kunne se gennem den halvåbne dør, var mama, der lå utrøstelig i papas favn, som en lille pige, der kom sig efter et forfærdeligt mareridt. Bortset fra at for hende bestod mareridtet i at være vågen. Ingen hørte længere, når jeg græd; det var der ingen, der tog sig af. Papa sagde til mig, at jeg var stærk, at jeg ville overleve, lige meget hvad der skete. Men ikke mama. Smerten gnavede i hende. Hun var barnet i et hus, hvor dagslys ikke længere var tilladt. I fire måneder, lige siden byen blev dækket af smadret glas og den konstante stank af krudt, metal og røg bredte sig i gaderne, havde hun ligget og hulket hver nat. Det var den dag, de begyndte at planlægge vores flugt. De besluttede, at vi skulle forlade det hjem, hvor jeg var født, og de forbød mig at gå hen i den skole, hvor ingen længere kunne lide mig. Det var på det tidspunkt, papa gav mig et nyt fotografiapparat. “Så du kan lægge et spor ud af labyrinten, ligesom Ariadne,” hviskede han. Jeg vovede at overveje, om ikke det bedste ville være at skille mig af med dem. Jeg overvejede at opløse aspirin i papas mad eller stjæle mamas sovepiller – hun ville ikke overleve en uge uden dem. Det store problem var først og fremmest mine mange tvivl. Hvor mange piller skulle han mon sluge for at få et dødbringende mavesår og indre blødninger? Hvor længe ville mama rent faktisk kunne overleve uden søvn? Det var udelukket at gøre noget blodigt, for jeg kunne ikke klare synet af blod. Det bedste ville være, hvis de døde af luftmangel. Jeg kunne kvæle dem med en enorm dunpude. Mama gjorde det klart, at hun altid havde drømt om, at døden ville overraske hende, mens hun sov. “Jeg kan ikke bære at sige farvel,” sagde hun så og stirrede mig dybt ind i øjnene – og hvis jeg ikke kiggede på hende, greb 12

Den_tyske_pige.indd 12

27/03/17 12.19


hun mig i armen og gav den et klem med den sidste rest af styrke, hun havde tilbage. En nat vågnede jeg med et sæt i den tro, at jeg allerede havde begået min forbrydelse. Jeg kunne se mine forældres livløse kroppe for mig, men var ude af stand til at fælde en eneste tåre. Jeg var fri. Nu var der ikke længere nogen, der kunne tvinge mig til at efterlade mine bøger, mine fotografier og mine fotografiapparater og flytte hen til et usselt kvarter, hvor jeg konstant skulle leve med angsten for, at mine forældre ville forgive mig. Jeg begyndte at ryste. Jeg kaldte: “Papa!” Men ingen kom mig til undsætning. “Mama!” Der var ingen vej tilbage. Hvad havde jeg dog forvandlet mig til? Hvordan var jeg endt med at være så ussel? Hvor skulle jeg gøre af deres lig? Hvor længe ville det tage, før de gik i forrådnelse? Alle ville tro, det var selvmord. Ingen ville sætte spørgsmålstegn ved det. På det tidspunkt havde mine forældre lidt konstant i fire måneder. Andre ville betragte mig som forældreløs; jeg selv ville vide, at jeg var morder. Min forbrydelse eksisterede i ordbogen. Jeg slog det op. Sikke et rædselsfuldt ord. Jeg fik kuldegysninger bare af at sige det højt. Fadermord. Jeg prøvede at sige det igen, men kunne ikke. Jeg var morder. Det var så nemt at sætte navn på min forbrydelse, min skyld, min smerte. Hvad med mine forældre, som planlagde at skille sig af med mig? Hvad kaldte man folk, som slog deres børn ihjel? Var det så forfærdelig en forbrydelse, at der ikke engang fandtes et ord for det i ordbogen? Det var ensbetydende med, at de ville slippe af sted med det. Hvorimod jeg måtte bære både dødens og det kvalmende ords byrde. Man kan slå sine forældre, sine brødre og søstre ihjel. Men ikke sine børn. Jeg listede mig gennem rummene, som forekom mig mindre og mindre og mørkere og mørkere, i et hus, som snart ikke længere ville være vores. Jeg kiggede op på det høje loft, jeg ikke kunne nå, gik ned ad gangen med rækker af billeder af en familie, som langsomt var ved at forsvinde. Lyset fra lampen med den kridhvide skærm inde på 13

Den_tyske_pige.indd 13

27/03/17 12.19


papas bibliotek skinnede ud i gangen, hvor jeg stod helt desorienteret, uden at kunne røre mig ud af stedet. Jeg stirrede på mine blege hænder, der langsomt blev gyldne. Jeg åbnede øjnene og var igen inde på mit værelse, omgivet af slidte bøger og dukker, jeg aldrig nogensinde havde leget med og heller aldrig ville komme til at lege med. Jeg lukkede øjnene og fornemmede, at det ikke ville vare længe, før vi måtte flygte formålsløst af sted på en kæmpe oceandamper, der stævnede ud fra en havn i dette land, hvor vi aldrig havde hørt hjemme. Jeg slog ikke mine forældre ihjel. I sidste ende var det papa og mama, der var de skyldige. De tvang mig til at kaste mig ud over afgrunden sammen med dem. *** Lugten i lejligheden var blevet ulidelig. Jeg forstod ikke, at mama kunne leve mellem disse vægge tapetseret med mosgrøn silke, som fuldstændig opslugte den smule dagslys, der var på denne tid af året. Det var lugten af indelukkethed. Vi havde ikke meget tid tilbage at leve i. Jeg vidste det; jeg kunne mærke det. Vi ville ikke tilbringe sommeren her i Berlin. Mama havde lagt mølkugler i skabene for at beskytte sin verden, og den skarpe lugt fyldte lejligheden. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, hun forsøgte at beskytte, i betragtning af at vi under alle omstændigheder ville miste alt. “Du lugter ligesom de gamle damer på Grosse Hamburger Strasse,” drillede Leo altid. Han var min eneste ven, det eneste menneske, der turde se direkte på mig uden at spytte mig i ansigtet. Berlins forår var koldt og regnfuldt, men papa gik ofte ud uden at tage overtøj på. Han ventede ikke på elevatoren, når han gik ud i de dage, men tog trappen, som knirkede, når han trådte på trinnene. Jeg måtte dog ikke bruge trappen. Han tog ikke trappen, fordi han skulle skynde sig, men fordi han ikke havde lyst til at støde ind i nogen af naboerne. De fem familier, der boede på etagerne under os, ventede 14

Den_tyske_pige.indd 14

27/03/17 12.19


alle på, at vi skulle flytte. De, som engang havde været vores venner, var ikke længere venlige. De, som plejede at takke papa, eller som tidligere havde forsøgt at indynde sig hos mama og hendes venner – som roste hendes gode smag eller bad om råd om, hvordan man fik en kulørt håndtaske til at matche fashionable sko – så nu ned på os og kunne når som helst finde på at angive os. Der gik endnu en dag, hvor mama ikke gik uden for en dør. Hver morgen, når hun stod op, tog hun sine rubinørenringe på og glattede sit smukke, tykke hår – som alle hendes veninder altid havde været misundelige på, når hun trådte ind i tesalonen på Hotel Adlon. Papa kaldte hende Gudinden, fordi hun var så optaget af de film, som var hendes eneste kontakt til omverdenen. Mama gik aldrig glip af en premiere i Palast-biografen på den sande filmgudinde “La Divine Great” Garbos nyeste film. Hver gang hun nævnte den guddommelige Garbo, insisterede hun på, at “hun er mere tysk end nogen anden”, selvom hun rent faktisk var svensk. Men dengang var spillefilm stumfilm, og ingen tog sig af, hvor filmstjernen var født. Det var os, der opdagede hende. Vi havde altid vidst, at hun ville blive forgudet. Vi elskede hende før nogen andre; det var derfor, Holly­wood opdagede hende. Og i den første talefilm, hun nogensinde lavede, sagde hun på perfekt tysk: “Whisky – aber nicht zu knapp!” Når de kom hjem fra biografen, var mama sommetider stadig opløst af gråd. “Jeg elsker sørgelige slutninger – i film,” forklarede hun. “Komedier er ikke noget for mig.” Så dejsede hun om i papas arme, tog armen op til panden, mens hun med den anden holdt op i silkeslæbet i en imaginær balkjole, kastede hovedet tilbage og begyndte at tale fransk. “Armand, Armand …” gentog hun sløvt og med en kraftig accent, som selveste La Divine. Og så kaldte papa hende “min Camille”. “Espère, mon ami, et sois bien certain d’une chose, c’ést que, quoi qu’il arrive, ta Marguerite te restera,” svarede hun så hysterisk grinende. “Dumas lyder helt forfærdelig på tysk, ikke?” 15

Den_tyske_pige.indd 15

27/03/17 12.19


Men mama tog ikke længere nogen steder hen. “Der er alt for mange smadrede ruder.” Sådan havde hendes undskyldning lydt lige siden sidste novembers forfærdelige pogrom, hvor papa mistede sit job. Han blev arresteret på sit kontor på universitetet og blev ført ned til politistationen på Grolmanstrasse. Her blev han fængslet for en forbrydelse, vi aldrig forstod. Han delte en vinduesløs celle med Leos far, hr. Martin. Efter deres løsladelse begyndte de to at mødes dagligt – og det bekymrede mama endnu mere, som om de planlagde en flugt, hun endnu ikke var forberedt på. Frygt var det, der forhindrede hende i at forlade sit fort. Hun levede i en tilstand af konstant ophidselse. Før i tiden plejede hun at gå hen på den fashionable salon på Hotel Kaiserhof, som kun lå et par gader fra os, men med tiden blev der fuldt af folk, som hadede os: dem, som selv mente, de var racerene, men som Leo kaldte krapylerne. Før i tiden pralede hun af Berlin. Hun boede altid på Ritz, når hun tog til Paris for at købe tøj, og når hun rejste med far, hver gang han skulle holde forelæsning eller til en koncert i Wien, boede de altid på Imperial. “Men vi har hotel Adlon, vores Grand Hotel på Unter den Linden. La Divine har boet der, og hun udødeliggjorde det på filmlærredet.” I den periode sad hun ofte og spejdede ud ad vinduet i et forsøg på at finde årsagen til alt det, der skete. Hvor var de lykkelige år forsvundet hen? Hvad var hun blevet dømt for, og hvorfor? Hun følte, at hun blev tvunget til at betale for andres forbrydelser: hendes forældres, bedsteforældres – alle hendes forfædre gennem århundreder. “Jeg er tysk, Hannah. Jeg er en Strauss. Er det ikke nok?” sagde hun til mig på tysk, og så på spansk og på engelsk og til sidst på fransk. Som om der var nogen, der lyttede til hende; som for at gøre det helt klart på hvert af de fire sprog, hun talte flydende. Jeg havde aftalt at mødes med Leo den dag for at tage ud og fotografere. Vi mødtes hver eftermiddag på fru Falkenhorsts cafe i nærheden af Hackescher Markt. Hver gang ejeren fik øje på os, smilede hun og kaldte os banditter. Hvis en af os var lidt forsinket, skulle den, der var kommet først, bestille varm chokolade. Sommetider aftalte vi 16

Den_tyske_pige.indd 16

27/03/17 12.19


at mødes ved den cafe, der lå ved Alexanderplatz Stations udgang, hvor hylderne var propfulde af slik pakket ind i sølvpapir. Hvis det var presserende for Leo at se mig, ventede han som regel ved aviskiosken i nærheden af lejligheden, så vi ikke risikerede at støde ind i nogen af naboerne, som altid styrede uden om os, selvom de også var vores lejere. For ikke at være ulydig løb jeg aldrig ned ad den tæppeklædte trappe, som blev mere og mere støvet, men tog i stedet elevatoren. Den stoppede på tredje sal. “Goddag, fru Hofmeister,” sagde jeg og smilede til hendes datter, Gretel, som engang havde været min legekammerat. Gretel var ulykkelig, for hendes smukke hvide hundehvalp var forsvundet. Jeg havde ondt af hende. Vi var lige gamle, men jeg var meget højere end hende. Gretel kiggede ned, og fru Hofmeister havde den frækhed at sige til hende: “Kom, vi tager trapperne. Hvornår har de dog tænkt sig at rejse? De sætter os alle sammen i en forfærdelig svær situation …” Som om jeg ikke kunne høre dem, som om det kun var min skygge, der stod i elevatoren. Som om jeg ikke eksisterede. Det var det, hun ønskede: at jeg ikke eksisterede. Familierne Dithmar, Hartman, Brauer og Schultz boede i vores ejendom. De lejede deres lejligheder af os. Bygningen havde været i mamas families eje, længe før hun blev født. Det var dem, der burde rejse. De var ikke herfra. Det var vi. Vi var mere tyske, end de var. Elevatordøren lukkede, den begyndte at køre ned, og jeg kunne stadig se Gretels fødder. Jeg hørte fru Hofmeister sige: “Beskidte mennesker.” Havde jeg hørt rigtigt? Hvad havde vi gjort, siden jeg skulle lide den tort? Hvad var vores forbrydelse? Jeg var ikke beskidt. Jeg ville ikke have, at folk skulle tænke sådan om mig. Jeg trådte ud af elevatoren og gemte mig under trapperne, så jeg ikke skulle støde ind i dem igen. Jeg så dem forlade ejendommen. Gretel kiggede stadig ned i jorden. Hun kastede et blik tilbage, spejdede efter mig, måske fordi hun ville undskylde, men hendes mor puffede hende videre. 17

Den_tyske_pige.indd 17

27/03/17 12.19


“Hvad kigger du på?” råbte hun. Jeg løb støjende op ad trappen igen, opløst i tårer. Ja, jeg græd af vrede og magtesløshed, fordi jeg ikke kunne sige til fru Hofmeister, at hun var mere beskidt end mig. Hvis vores tilstedeværelse generede hende, kunne hun bare flytte; det var vores ejendom. Jeg havde lyst til at slå på væggene, smadre det dyre kamera, min far havde givet mig. Jeg trådte ind vores lejlighed, og mama kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så rasende. “Hannah! Hannah!” kaldte hun efter mig, men jeg valgte at ignorere hende. Jeg gik ud på det kolde badeværelse, smækkede døren og tændte for bruseren. Jeg græd stadig, eller jeg ville gerne holde op, men jeg kunne ikke. Jeg steg op i det kridhvide badekar med alt tøjet på, stadig iført mine sko. Mama blev ved med at kalde på mig, men til sidst lod hun mig være i fred. Det eneste jeg kunne høre, var lyden af det skoldhede vand, der skyllede ned over mig. Jeg lod det løbe ind i øjnene, til de sved af smerte; ind i mine ører, min næse, min mund. Jeg begyndte at tage tøjet af og skoene, som var blevet tungere på grund af vandet og min skidenhed. Jeg vaskede mig med sæbe, gned mig med mors badesalt, som sved i huden, og skrubbede mig med det hvide håndklæde for at slippe af med det mindste tegn på urenhed. Min hud var rød, så rød, at det så ud, som om den ville skalle af. Jeg skruede endnu højere op for det varme vand, indtil jeg ikke kunne klare mere. Jeg kollapsede på de kolde sort- og hvidternede kakler, da jeg trådte ud af badet. Jeg havde heldigvis ikke flere tårer tilbage. Jeg tørrede mig, skrubbede den hud, som jeg ikke ønskede at være i, og som med Guds vilje ville begynde at skalle af efter al den varme, jeg havde udsat den for. Jeg undersøgte hver en pore foran det tildampede spejl: ansigt, hænder, fødder, ører – alt – for at se, om der var den mindste smule urenhed tilbage. Hvem var den beskidte nu, det ville jeg gerne vide. Jeg krøb rystende sammen i hjørnet og følte mig som det rene kød og knogler. Det her var mit eneste skjulested. I sidste ende vidste jeg godt, at de altid ville se mig som uren, uanset hvor meget jeg skrub18

Den_tyske_pige.indd 18

27/03/17 12.19


bede min hud, klippede mit hår, kradsede mine øjne ud, blev døv, uanset om jeg klædte mig anderledes, talte anderledes eller fik et andet navn. Måske var det ikke nogen dårlig ide at banke på den distingverede fru Hofmeisters dør og bede hende tjekke, at jeg ikke længere havde den mindste lille skamplet på min hud, og fortælle hende, at hun ikke behøvede at holde Gretel væk fra mig, at jeg ikke havde dårlig indflydelse på hendes barn, som var lige så lyshåret, perfekt og ulastelig som mig. Jeg gik ind på mit værelse og klædte mig i hvidt og lyserødt, de reneste farver, jeg kunne finde i klædeskabet. Så gik jeg ud for at finde mama. Jeg krammede hende, for jeg vidste, at hun forstod mig, selvom hun valgte at blive hjemme og derfor ikke behøvede at stå ansigt til ansigt med andre mennesker. Hun havde forvandlet sit værelse til et fort, som til gengæld var beskyttet af lejlighedens kraftige søjler, i en ejendom bygget af kolossale sten og forsatsruder. Jeg måtte skynde mig. Leo var højst sandsynligt allerede på stationen. Han sprang sikkert rundt i et forsøg på ikke at gå i vejen for alle de mennesker, der styrtede af sted for at nå deres tog. I det mindste vidste jeg, at han syntes, jeg var ren.

Den_tyske_pige.indd 19

27/03/17 12.19


Anna New York, 2014

Mor var gravid med mig, da far forsvandt. Tre måneder henne. Hun havde mulighed for at skille sig af med barnet, men gjorde det ikke. Hun holdt aldrig op med at håbe på, at far kom tilbage, ikke engang efter hun modtog hans dødsattest. “Vis mig beviser, en dna-prøve, så kan vi snakke sammen,” sagde hun altid til dem. Hun troede, at far kunne dukke op når som helst, måske fordi han stadig på nogle måder var en fremmed for hende – mystisk og ensom, en mand af få ord. Far forsvandt uden at vide, at jeg ville komme til verden. Så længe jeg kan huske tilbage, havde mor hvert år i september insisteret på, at “hvis han havde vidst, der var en datter på vej, så ville han stadig være her sammen med os”. Den dag, hvor far ikke kom tilbage, havde mor planlagt at lave middag til de to i vores store spisestue, ved vinduet, hvor man kan se træerne i Morningside Park, oplyst af gadelygternes bronzefarvede 20

Den_tyske_pige.indd 20

27/03/17 12.19


skær. Hun ville fortælle ham den gode nyhed. Hun dækkede stadig bord den aften, for hun nægtede at indrømme, at han måske var væk. Hun fik aldrig åbnet rødvinen. Tallerkenerne blev stående på den hvide dug i dagevis. Maden endte i skraldespanden. Den aften gik hun i seng uden at spise, uden at græde, uden at lukke øjnene. Hun sænkede blikket, da hun fortalte mig det. Hvis det stod til hende, ville tallerkenerne og flaskerne sikkert stadig stå på bordet – og hvem ved, sikkert også den rådnede, indtørrede mad. “Han kommer tilbage,” insisterede hun. De havde talt om at få børn. De opfattede det som en fjern mulighed, et langtidsprojekt, en drøm, de endnu ikke havde opgivet. Det, de begge var sikre på, var, at hvis de fik børn, så skulle drengen hedde Max, og pigen Anna. Det var det eneste, far krævede af hende. “Det skylder jeg min familie,” sagde han så til hende. De havde været sammen i fem år, men det var aldrig lykkedes hende at få ham til at tale om sin familie eller årene på Cuba. “De er alle sammen døde,” var det eneste, han sagde. Det generede hende stadig, selv efter så mange år. “Din far er et mysterium. Men han er det mysterium, jeg har elsket højest i hele mit liv.” Forsøget på at løse det mysterium var en måde at lette hendes egen byrde på. At finde svaret var hendes straf. Jeg beholdt hans lille sølvfarvede digitalkamera. I begyndelsen brugte jeg timevis på at gennemgå alle de billeder, han havde efterladt på memorykortet. Der var ikke et eneste billede af mor. Hvorfor bruge krudt på det, når hun altid var ved hans side? Fotografierne var alle sammen taget fra det samme sted ude på stuens smalle altan. Fotografier af solopgangen. Regnfulde dage, klare dage, mørke eller tågede dage, orange dage, blåviolette dage. Hvide dage, hvor sneen dækkede alt. Daggry med en horisont, der var skjult bag et patchworktæppe af bygninger i det stille Harlem, skorstene, der udspyede hvid røg, East River mellem de to øer. Igen og igen solen – gylden, storslået, sommetider varm, andre gange kold – set fra vores dobbelte glasdøre. 21

Den_tyske_pige.indd 21

27/03/17 12.19


Mor sagde til mig, at livet er et puslespil. Hver dag vågner hun og forsøger at finde den rigtige brik, prøver alle de forskellige kombinationer for at kunne danne sine fjerne landskaber. Mit mål i livet er at flå dem fra hinanden, så jeg kan finde ud af, hvor jeg stammer fra. Jeg skaber mine egne puslespil ud fra de fotos, jeg fandt på fars kamera, og som jeg printede ud derhjemme. Lige siden den dag jeg fandt ud af, hvad der virkelig var sket med far, og mor forstod, at jeg kunne klare mig selv, lukkede hun sig inde i sit soveværelse, og jeg blev den, der tog mig af hende. Hun omdannede sit soveværelse til et tilflugtssted, og vinduerne, der vendte ud mod den indre gård, var altid lukkede. I drømme kunne jeg se hende falde i en dyb søvn på grund af de piller, hun tog, før hun gik i seng, begravet i grå lagner og puder. Hun sagde, at pillerne hjalp med at lette smerten og slå hende ud. Sommetider bad jeg en bøn – så stille, at selv jeg ikke kunne høre eller huske den – om at hun aldrig ville vågne igen, og at hendes smerte ville forsvinde for altid. Jeg kunne ikke bære at se hende lide. Hver dag inden jeg går i skole, laver jeg en kop sort kaffe uden sukker til hende. Om aftenen sidder hun ved spisebordet sammen med mig, som et spøgelse, mens jeg digter historier om skolen. Hun lytter, løfter skeen op til munden og smiler til mig for at vise, hvor taknemmelig hun er for, at jeg stadig er sammen med hende, og for at jeg har lavet den suppe, som kun pligtfølelse får hende til at synke. Jeg ved, at hun kan forsvinde når som helst. Hvor skulle jeg så tage hen? Hver eftermiddag, når skolebussen sætter mig af uden for vores bygning, henter jeg som det første posten. Derefter laver jeg aftensmad til os begge, laver mine lektier og tjekker, om der er regninger, der skal betales, og dem giver jeg så videre til mor. I dag kom der en stor konvolut med gule, hvide og røde striber og en advarsel skrevet med store røde bogstaver: MÅ IKKE BØJES. Afsenderadressen er fra Canada, og den er adresseret til mor. Jeg lægger den på spisebordet og lægger mig ind på min seng og begynder at 22

Den_tyske_pige.indd 22

27/03/17 12.19


læse den bog, jeg har fået i skolen. Et par timer senere kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har åbnet konvolutten. Jeg banker på mors dør. På det her tidspunkt af døgnet, tænker hun sikkert. Hun lader, som om hun sover. Jeg bliver ved med at banke. Nætterne er hellige for hende Hun prøver at falde i søvn, gennemlever ting, hun ikke længere kan gøre, og tænker på, hvordan hendes liv kunne have formet sig, hvis hun havde kunnet undgå skæbnen eller ganske enkelt bare have udvisket den. “Der kom en pakke i dag. Jeg synes, at vi skal åbne den sammen,” siger jeg, men der kommer ikke noget svar. Jeg bliver stående uden for døren, og så åbner jeg den lige så stille, for ikke at vække hende. Lyset er slukket. Hun er døset hen, hendes krop er næsten vægtløs, fortabt midt på madrassen. Jeg tjekker, at hun stadig trækker vejret, stadig eksisterer. “Kan det ikke vente til i morgen?” mumler hun, men jeg giver mig ikke. Hun lukker øjnene, og så åbner hun dem igen, mens hun vender sig om og kigger på mig i døråbningen, oplyst bagfra af lyset i gangen – hvilket først blænder hende, fordi hun er så vant til mørket. “Hvem har sendt den?” spørger hun, men jeg ved det ikke. Jeg insisterer på, at hun kommer med mig; det vil gøre hende godt at stå op. Det lykkes mig langt om længe at overbevise hende. Hun rejser sig usikkert, glatter sit lange, sorte hår, som ikke er blevet klippet i månedsvis. Hun støtter sig til min arm, og vi tøffer hen til spisebordet for at undersøge, hvad der er i konvolutten. Måske er det en fødselsdagsgave til mig. Nogen har husket, at jeg snart fylder tolv, at jeg er vokset, at jeg eksisterer. Hun sætter sig langsomt med en grimasse, der siger: Hvorfor i alverden tvang du mig til at stå op og bryde mine rutiner? Da hun får øje på afsenderens navn, tager hun konvolutten og knuger den ind til brystet. Hendes øjne er vidåbne, og hun siger højtideligt: “Det er fra din fars familie.” Hvad? Men far har jo ikke nogen familie! Han kom alene ind i 23

Den_tyske_pige.indd 23

27/03/17 12.19


denne verden og forlod den på samme måde, uden andre i nærheden. Jeg kommer i tanke om, at hans forældre døde i et flystyrt, da han var ni år gammel. Forudbestemt til ulykke, som mor engang sagde. Efter deres død voksede han op hos Hannah, en ældre tante, som vi går ud fra er død på nuværende tidspunkt. Vi anede ikke, om de havde haft kontakt over telefon eller korresponderet med breve og emails. Hans eneste familie. Jeg blev opkaldt Anna efter hende. Pakken er sendt fra Canada, men kommer i virkeligheden fra Havana, hovedstaden på den caribiske ø, hvor far blev født. Da vi åbner den, kan vi se, at der ligger endnu en konvolut indeni. “Til Anna, fra Hannah” står der udenpå, skrevet med stor, usikker håndskrift. Jeg tror ikke, det er en gave. Det må være dokumenter eller noget i den retning. Det har sikkert intet med min fødselsdag at gøre. Eller måske er det fra det sidste menneske, der så far i live, og som langt om længe har besluttet sig for at sende os hans ting. Efter tolv år. Jeg er så nervøs, jeg kan ikke stå stille. Jeg rejser mig og sætter mig igen. Jeg går hen i hjørnet af stuen og så tilbage igen. Jeg begynder at pille ved en tot hår, jeg vrider og vrider den rundt, indtil det er helt filtret. Det føles, som om far er hos os igen. Mor åbner den anden konvolut. Indeni ligger der ikke andet end gamle kontaktark og masser af negativer, sammen med et blad – er det tysk? – fra marts 1939. På forsiden er der et billede af en smilende, lyshåret pige i profil. “Den tyske pige,” siger mor og oversætter titlen på bladet. “Hun ligner dig,” siger hun gådefuldt til mig. De her fotos får mig til at tro, at jeg kan lægge et nyt puslespil nu. Jeg skal nok få det sjovt med alle de her billeder, som er nået frem til os helt fra den ø, hvor far blev født. Jeg er meget begejstret over det her, men jeg havde håbet, at vi ville finde fars ur, som han arvede af sin bedstefar Max, og som stadig virkede, eller hans vielsesring i hvidguld, eller hans uindfattede briller. Det er de ting, jeg husker om far, fra det billede jeg altid har på mig. Det billede, som ligger ved siden af mig hver nat under den pude, som engang var hans. Pakken har ikke noget med far at gøre. I hvert fald ikke med hans død. 24

Den_tyske_pige.indd 24

27/03/17 12.19


Vi genkender ingen af personerne. Det er svært at skelne dem på så små, slørede billeder på kontaktarkene, der ser ud til at have overlevet et skibsforlis. Far kunne have været en af dem. Nej, det er umuligt. “Det her fotografier er halvfjerds år gamle, eller mere endda,” forklarer mor. “Jeg tror ikke engang, din bedstefar var født dengang.” “Vi må få dem fremkaldt i morgen,” siger jeg og forsøger at styre min ophidselse, så hun ikke skal blive ked af det. Hun bliver ved med at nærstudere de gådefulde billeder; fortidens ansigter, som hun prøver at dechifrere. “Anna, de er fra før krigen,” siger hun så alvorligt, at jeg bliver helt forskrækket. Nu er jeg endnu mere forvirret. Hvilken krig snakker hun om? Vi gennemgår negativerne og finder et gammelt falmet postkort. Hun tager det meget forsigtigt, som om hun er bange for, at det vil gå i tusind stykker. På den ene side er der et skib, på den anden en dedikation. Mit hjerte begynder at banke derudad. Det må være et spor, men datoen på kortet er 23. maj 1939, så jeg tror ikke, det har noget med fars forsvinden at gøre. Mor holder om postkortet, som om hun er arkæolog, som om hun burde tage et par silkehandsker på, så det ikke kommer til skade. For første gang i lang tid virker hun levende. “Det er tid til at finde ud af, hvem far er,” siger jeg og bruger nutidsformen, fuldstændig som mor gør, hver gang hun taler om ham. Jeg stirrer på den tyske piges ansigt. Jeg ved godt, at min far ikke kommer tilbage, at jeg mistede ham for evigt en solskinsdag i september. Men jeg vil gerne vide mere om ham. Jeg har ingen andre, ud over min mor, der lever lukket inde i et mørkt rum, overvældet af dystre tanker, som hun ikke vil dele med andre. Jeg ved, at der ikke altid findes svar, og at vi må acceptere det, men jeg kan ikke forstå, hvorfor hun ikke prøvede at finde ud af mere om ham, da de blev gift. Nu er det for sent. Men det er sådan, mor er. Nu har vi et projekt. Eller jeg har i hvert fald. Jeg tror, at vi står over for et vigtigt spor. Mor går ind på sit værelse igen, men nu er jeg klar til at rykke hende ud af hendes passivitet. Jeg hager mig fast i det 25

Den_tyske_pige.indd 25

27/03/17 12.19


her projekt, sendt til mig af en fjern slægtning, som jeg nu er desperat efter at lære at kende. Jeg stiller det lille postkort op ad min natlampe og skruer ned for lyset. Så kravler jeg i seng, trækker tæpperne op og stirrer på billedet, indtil jeg falder i søvn. Postkortet forestiller en oceandamper ved navn St. Louis, Hamburg-Amerika Linie. På den anden side af kortet står der skrevet på tysk: “Alles gute zum Geburtstag, Hannah.” Underskrevet: “Der Kapitän.”

Den_tyske_pige.indd 26

27/03/17 12.19


BERLIN: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er nu uønskede i den by, hvor de altid har hørt til. Men ruteskibet St. Louis giver dem håb om en sikker vej ud af Tyskland til det solrige Cuba, og efter en hektisk jagt for at skaffe visa går Hannah

ARMANDO LUCAS CORREA er prisvindende journalist, forfatter og chefredaktør på det anerkendte amerikanske magasin People en Español. Correa har modtaget adskillige journalistiske priser fra

c

2014

c

CREDIT: HÉCTOR O. TORRES

Rosenthal og hendes forældre om bord på det luksuriøse skib med kurs mod Havana.

NEW YORK: På Anna Rosens tolvårs fødselsdag dukker en uventet pakke op. Den viser sig at være fra en ukendt slægtning på Cuba, og det særprægede indhold sender Anna og hendes mor på en opdagelsesrejse til Havana, tilbage til familiens tragiske fortid. Den tyske pige tager læseren med til Berlin under optakten til anden verdenskrig, over Cuba på tærsklen til revolutionen og til New York i efterveerne fra 11. september, før den når sin slutning i nutidens urolige Havana.

DEN TYSKE PIGE

e

1939

PEOPLE MAGAZINE

c

c

”Uhyggelig aktuel.”

DEN TYSKE PIGE

og mørkere, i et hus, som snart ikke længere ville være vores. Jeg kiggede op på det høje loft, jeg ikke kunne nå, gik ned ad gangen med rækker af billeder af en familie, som langsomt var ved at forsvinde. Lyset fra lampen med den kridhvide skærm inde på papas bibliotek skinnede ud i gangen, hvor jeg stod helt desorienteret, uden at kunne røre mig ud af stedet.” Uddrag fra bogen

kunne jeg pludselig forstå, hvordan mine

”Et enestående indblik i modet, rædslerne og overlevelseskraften hos mennesker, der er blevet afskrevet. ”

”En uforglemmelig bog, der vil indtage sin velfortjente plads blandt de allerstørste romaner, der er skrevet om anden verdenskrig.” KIRKUS REVIEWS

COR R E A

THOMAS KENEALLY, forfatter til Schindlers Liste

A R M A N DO L UC A S

Den tyske pige er hans første roman.

forekom mig mindre og mindre og mørkere

”Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, for nu

National Association of Hispanic Publications og Society of Professional Journalism.

”Jeg listede mig gennem rummene, som

forældre måtte have haft det både i Tyskland og om bord på det skib.” JUDITH KOEPPEL STEEL,

passager på St. Louis

A R M A N D O L UC A S

COR R E A

ISBN: 978-87-400-3552-0

POLITIKENS FORLAG

Den tyske pige  

1939 - Berlin: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er ikke...

Den tyske pige  

1939 - Berlin: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er ikke...

Advertisement