lingkrukker af glas og oplyser hærgede pensler i terpentin og lærreder, der står til tørre op ad rå murstensvægge. I den tidlige aftenluft står han dér, et handyr på cirka fyrre, nøgen bortset fra håndklædet om sin hals, mens hans skygge gør atelieret mindre, springer over badekarret og fordunkler hans kone og lille søn. “Du er altså helt sikker?” Natalie hiver fat i en tynd lok af sort hår over sine øjne, vikler den om lillefingeren, hvis spids bliver rød. Hun løber ud på toilettet bagerst i atelieret og lukker den skæve dør efter sig. Hendes hoved støder mod den nøgne pære, som får rummet til at veksle mellem skarpt lys og skumle skygger, mens hun konsulterer spejlet: smaragdgrøn balkjole snøret ind i livet, nederdel med wienerlæg, polkaprikket overskørt. Det er, som om hun har tre sæt tøj på på én gang, og ingen af dem er hendes. Hun stopper håret ind under en cremehvid alpehue, men det hjælper ikke stort, det er stadig den samme ranglede seksogtyveårige, der stirrer tilbage, næsten kun knæ og albuer, mandigt kæbeparti, dybtliggende sorte øjne, så usikre som var de tegnet på med udtværet kulstift, hvorefter bekymrede furer er blevet tilføjet med en tynd pen. Hun går hen til Bear, som stadig står nøgen i døråbningen og sender røgskyer op fra piben. “Jeg er langtfra præsentabel,” siger hun til ham, og han lægger en ru hånd på hendes arm, fast nok til at hendes puls stiger. Han går hen til sin læderkuffert og finder slips frem, et til sig selv og et til deres søn. Bear holder det mest farvestrålende slips i vejret, som om han inspicerer en makrel. Han sender Pinch hen efter lærredsaksen, som han bruger til at klippe det ene slips midtover, og vikler det om drengens hals. “Hvad siger du så, knægt?” griner Bear, så hans skæg bevæger sig helt op under hans øjne, der forsvinder i små sprækker. “Natty, jeg elsker dig allerhelvedes højt, og jeg lytter allerhelvedes meget til dig. Men for fanden, skatter, vi skal af sted nu.” Hun vrider hænder. “Jamen så skynd dig!” siger hun og træder uden om sin mand. Hun er lige ved at få overbalance, da hun lægger sig på knæ for at binde drengens slips. Natalie lægger en hånd på Pinchs pande, og hendes håndflade dunker let, nervøse fingre som et hemmeligt budskab: “Vi har ventet så længe, Pinchy, og nu er han her!” Bear, som flyttede ind kun en uge tidligere, kommer hen til sin søn, 8
Den_italienske_mester.indd 8
04/01/2019 12.45