Page 1

FOTO: ALLESSANDRO RIZZO

“Tom Rachman er ved at blive en af vores helt store forfattere.”

Af forfatteren til De ufuldkomne og Storhed og fald

THE WASHINGTON POST

ROM 1955. En rig amerikansk kunsthandler har samlet amerikanske kunstnere og kunstinteresserede til fest i sin overdådige romerske villa. Til stede er også den verdensberømte kunstmaler Bear Bavinsky. Han er en

★★★★★★ BERLINGSKE

♥♥♥♥♥ POLITIKEN

★★★★★ JYLLANDS-POSTEN

bjørn af en mand, storskrydende og charmerende og kendt for sine vilde, farverige og stærkt sensuelle malerier. Mens han underholder selskabet med historier om rivalerne Picasso og Pollock, står en kvinde og betragter ham på afstand. Det er Natalie, hans kone. En dybt begavet,

TOM RACHMAN (1974) er født i London og vokset

men fuldstændig overset kunstner. Hun knuger sin

op i Vancouver. Han har studeret journalistik ved University of Toronto og ved Colombia University og

femårige søns hånd. DE UFULDKOMNE

Sønnen hedder Charles, han bliver kaldt Pinch, og romanen handler om ham. Han lever hele sit liv i skyggen af sin dominerende far, indtil han en dag kommer på en dristig og vanvittig plan, der vil forandre kunsthistorien for altid.

Roman

arbejdede i en årrække for Associated Press i Rom. Han har desuden skrevet for The New York Times, Wall Street Journal, Guardian og Washington Post. Rachman debuterede som romanforfatter i 2010 med romanen De ufuldkomne, der blev solgt til udgivelse i mere end 25 lande. I 2014 fulgte romanen Storhed og fald, der også gik sin sejrsgang verden over. Tom Rachman bor i London med sin kone og deres barn.

Den italienske mester er en underholdende og hjerteskærende roman om et menneske, der må leve sit liv i skyggen af en far, der er større end livet selv.

★★★★★

“Tom Rachman har totalt kontrol over sit stof – det er en ren fornøjelse.”

BERLINGSKE

THE NEW YORK TIMES

♥♥♥♥ POLITIKEN

“Årets bedste bestseller.” INFORMATION

ISBN 9788740050073

“Den italienske mester er ondskabsfuld og morsom, men også dybt, dybt bevægende.” THE DAILY TELEGRAPH


Af samme forfatter De ufuldkomne Storhed og fald

Den_italienske_mester.indd 2

04/01/2019 12.45


Tom Rachman

Den italienske mester Oversat af Rasmus Hastrup

Politikens Forlag

Den_italienske_mester.indd 3

04/01/2019 12.45


Barndom

Olie pĂĽ lĂŚrred 172 x 406 centimeter Med tilladelse fra boet efter Bavinsky

Den_italienske_mester.indd 5

04/01/2019 12.45


Rom 1955

1

B

ear Bavinsky sidder i et badekar af kobber og lader hovedet glide   ned under det dampende vand. Så ryster han sit skæg, så dråber slynges ud i atelieret. Han stopper en klump tobak i sin pibe med tommelfingeren og tænder en messinglighter, suger kraftigt for at trække flammen ned, så tobakken ulmer djævlerødt og røgen snor sig op mod bjælkeloftet. Han puster ud og rejser sig op. Vanddråber regner fra hans krop. Hans femårige søn, Pinch, kommer med et tykt badehåndklæde, og hans arme dirrer under vægten. Bear lader fingrene glide gennem sit tynde, rødbrune hår, og med en hånd på drengens hoved for at holde balancen træder han ud på et par aviser, der tidligere er blevet brugt til at tørre pensler af i. Hans våde fodaftryk bløder ud over de trykte bogstaver og blander sig med pletter af olieblåt og gule striber. “Og sådan er det!” erklærer Natalie fra den anden ende af atelieret, mens hun bider i en negl. “Sådan er det? Er du sikker?” spørger Bear sin kone. “Der er ikke den mindste tvivl?” “Der er ikke andet end tvivl.” Han går hen til jerndøren og skubber den op med skulderen, så dæmpet lys fra gyden klemmer sig ind forbi ham og reflekteres i ma7

Den_italienske_mester.indd 7

04/01/2019 12.45


lingkrukker af glas og oplyser hærgede pensler i terpentin og lærreder, der står til tørre op ad rå murstensvægge. I den tidlige aftenluft står han dér, et handyr på cirka fyrre, nøgen bortset fra håndklædet om sin hals, mens hans skygge gør atelieret mindre, springer over badekarret og fordunkler hans kone og lille søn. “Du er altså helt sikker?” Natalie hiver fat i en tynd lok af sort hår over sine øjne, vikler den om lillefingeren, hvis spids bliver rød. Hun løber ud på toilettet bagerst i atelieret og lukker den skæve dør efter sig. Hendes hoved støder mod den nøgne pære, som får rummet til at veksle mellem skarpt lys og skumle skygger, mens hun konsulterer spejlet: smaragdgrøn bal­kjole snøret ind i livet, nederdel med wienerlæg, polkaprikket overskørt. Det er, som om hun har tre sæt tøj på på én gang, og ingen af dem er hendes. Hun stopper håret ind under en cremehvid alpehue, men det hjælper ikke stort, det er stadig den samme ranglede seksogtyve­årige, der stirrer tilbage, næsten kun knæ og albuer, mandigt kæbeparti, dybtliggende sorte øjne, så usikre som var de tegnet på med udtværet kulstift, hvor­efter bekymrede furer er blevet tilføjet med en tynd pen. Hun går hen til Bear, som stadig står nøgen i døråbningen og sender røgskyer op fra piben. “Jeg er langtfra præsentabel,” siger hun til ham, og han lægger en ru hånd på hendes arm, fast nok til at hendes puls stiger. Han går hen til sin læderkuffert og finder slips frem, et til sig selv og et til deres søn. Bear holder det mest farvestrålende slips i vejret, som om han inspicerer en makrel. Han sender Pinch hen efter lærredsaksen, som han bruger til at klippe det ene slips midtover, og vikler det om drengens hals. “Hvad siger du så, knægt?” griner Bear, så hans skæg bevæger sig helt op under hans øjne, der forsvinder i små sprækker. “Natty, jeg elsker dig allerhelvedes højt, og jeg lytter allerhelvedes meget til dig. Men for fanden, skatter, vi skal af sted nu.” Hun vrider hænder. “Jamen så skynd dig!” siger hun og træder uden om sin mand. Hun er lige ved at få overbalance, da hun lægger sig på knæ for at binde drengens slips. Natalie lægger en hånd på Pinchs pande, og hendes håndflade dunker let, nervøse fingre som et hemmeligt budskab: “Vi har ventet så længe, Pinchy, og nu er han her!” Bear, som flyttede ind kun en uge tidligere, kommer hen til sin søn, 8

Den_italienske_mester.indd 8

04/01/2019 12.45


purrer op i hans fine, lysebrune hår (meget lig hans fars), giver ham et spøgefuldt knips på den nervøse hage (meget lig hans mors), mens Pinchs blå øjne (med en pågåenhed, der er helt deres egen) ser op og afventer farens befaling.

2

H

øjt over de brolagte gader mellem Trastevere og Vatikanet svinger   en flok stære sig frem og tilbage over himlen som et sort pendul. De tre medlemmer af familien Bavinsky går i højt tempo fra atelieret i retning mod Roms centrum. Natalie holder godt fat i Bears arm og trækker Pinch af sted med den anden hånd. Hun hiver op i sin mands ærme for at se hans skrammede armbåndsur. “Bare rolig, Natty,” siger han. “Der er kun venner i aften.” “Ja, dine venner.” Da hun boede her alene med Pinch, hørte hun ikke fra nogen. Så flyttede Bear til Rom, og invitationerne væltede ind. Han undgår helst soiréer, men indvilligede for hendes skyld – der kommer andre kunstnere, og hun er nødt til at cirkulere lidt, finde samarbejdspartnere til sit eget arbejde. Det her er hendes aften, lovet og planlagt, kun få minutter væk. “De er ved at sprænges af iver efter at møde dig,” insisterer han. Natalie har tilbragt seks år i Rom – forbløffende lang tid, i betragtning af at der har været dage, som var svære at udholde, dage, hvor ensomhed og isolation knugede og tyngede hende, især efter at hun havde født alene, en frygtelig barsel, som ødelagde hendes indre, hvilket betyder, at Pinch er det eneste barn, hun får. Fra begyndelsen klyngede hun sig til ham, men vidste samtidig intet om børneopdragelse. Hun blev reddet af italienske naboer, og i deres selskab spillede hun rollen som frisindet canadisk pige, der ventede på sin berømte maler9

Den_italienske_mester.indd 9

04/01/2019 12.45


mand (selv om hun og Bear teknisk set ikke var gift i begyndelsen). Han dukkede op hver sommer, malede som en besat, mens Natalie sad model for ham i den stegende hede og deres dreng døsede ved væggen. Når sommeren var ovre, pakkede hun hans kuffert, sørgmodig ved synet af Bear, der slæbte sig tilbage til New York, hvor tre døtre og en hustru nægtede at give slip. Alt det er overstået nu. Han lovede at flytte hertil for alvor, og det løfte har han holdt. Mens de haster hen over Ponte Mazzini, læner Bear sig til siden, så drengen bliver klemt mellem dem, og kysser sin unge kone lige på munden, så hendes læbestift bliver tværet ud. “Hør nu her, rabarber: Jeg elsker dig allerhelvedes højt, og det kommer de også til.” Så længe hun ser ham i øjnene, tror hun på det. De ankommer til et palazzo med udsigt over den trætte, grønne Tiber, og Bear hamrer på de store døre med begge hænder, en synkoperet jazzrytme. En tjener kommer ilende og skynder på dem – de er sent på den, sent! – gelejder dem forbi et renæssancespringvand, op ad en marmortrappe flankeret af ældgamle romerske statuer, ind i en gildesal med højt hvælvede lofter med fresker af Mars og Venus i forskellige stadier af ægteskabelig uoverensstemmelse. Ved to store flygler sidder maestroer og klimprer Debussy, mens snesevis af festdeltagere klukler og drikker champagne og slanke, grå faner stiger op fra deres cigaretter foran rokoko-vægmalerier og avantgardekunst af Guttuso, De Chirico, Burri. Til stede er billedhuggere, forfattere og komponister; angloamerikanske kvinder, som har giftet sig med italiensk adel (engang piger fra Wisconsin, nu prinsesse et-eller-andet), plus alle de eksilerede forretningsmænd: manden fra Proctor & Gamble, ham fra Aramco, Coca-Cola-manden, ledsaget af hustruer, der, når deres elskede mand udslynger en vits, enten læner sig frem og ler højrøstet eller nøjes med at nippe til deres glas. “Ja, han har sandelig regnet dig ud, Joan!” Natalie kan kende kunstnerne på deres tøj – posede habitter og løstsiddende dragter, skrammede sko – mens selskabsløvinderne er i skinnende silke og hiver op i lange handsker og slæber korpulente mænd i habit og vest efter sig, så de gyldne urkæder svinger. Grupperne kan 10

Den_italienske_mester.indd 10

04/01/2019 12.45


også identificeres på emnerne for deres samtaler: De pengestærke taler om kunst, mens kunstnerne taler om penge. “Lige et øjeblik,” siger den midaldrende værtinde. Hun kniber øjnene sammen bag lorgnetterne, som om hun så igennem et kighul, og kommer valsende hen til dem med en clutch designet som en lyserød hummer i den ene hånd, mens hun med den anden holder på en hat formet som en højhælet sko. Mishmish Shapiro er en kunstsamler af californisk herkomst, som nogle år tidligere undslap en omgang livs­ lede ved at kaste sig ud i Roms skønhed, hvor hun landede i favnen på grev Ugobaldo, en afdanket aristokrat, der maler surrealistiske landskaber og græder. Hvis hun har skjulte motiver for at have presset Bear til at komme, er det at overtale ham til at sælge. Hun ejer et par tidlige Bavinskyer, men dem affærdiger han som ungdomsarbejder. Hans nye malerier er den store gevinst – de er noget helt særligt, siges det, og djævelsk svære at få fingre i. “Jeg var skræmt fra vid og sans ved tanken om, at I ikke ville komme,” siger Mishmish muntert, griber Bears hånd og rører ved Pinchs hoved. “Sikke dog en betagende lille krudtugle! Har du fundet ham i en eller anden mørk vicolo?” Hun nikker til en butler, som står afventende lidt væk, for at få ham til at fragte denne ankelgnasker hen til de andre, der i forvejen er anbragt i et fjerntliggende børneværelse. Da drengen er sendt væk, tager Mishmish Bears ranglede hustru i øjesyn, lader blikket glide op over hende fra skospænderne til alpehuen. “Du er sandelig et højt gespenst,” konkluderer Mishmish. “Og apropos, hvem er tørstig?” “Åh, det ville da være skønt med en drink,” svarer Natalie. “Rolig,” siger Mishmish ætsende syrligt. “Du taler ikke med bartenderen.” Natalie mærker en rødmen stige op over brystet. Hun undskylder, men bliver knap nok hørt: Gæster bemærker den anerkendte maler, der har indfundet sig, og maser sig tættere på, blandt dem et egetræ af en mand med grenene i vejret. “Jamen der har vi jo gode gamle Bear! Hvordan i hede hule havkat går det?” “Hold nu kæft! Rod, gamle dreng! Hvad bringer dig til det hellige romerske kejserdømme?” 11

Den_italienske_mester.indd 11

04/01/2019 12.45


Natalie snupper to glas fra en forbipasserende tjeners bakke og rækker det ene til sin mand, som klinker det fraværende mod hendes, så det krystalliske ding vibrerer, indtil hendes læber møder kanten. Hun holder næsen over væsken, gemmer sig bag boblerne. Menneskemængden skubber til hende, og fremmede flokkes om Bear. En mur af rygge lukker sig foran hende.

3

B

ear strækker armen ud og trækker Natalie hen til sig. “Min fan  tastiske kone, et stort talent i sig selv,” siger han. “Sig det til dem, min skat.” En masse øjne rettes mod hende. “Men hør lige engang, Bear,” er der en, der afbryder. “Du er simpelthen nødt til at fortælle os, hvordan ...” Ingen er kommet for at møde den ukendte kvindelige pottemager. De er her for at se Bear Bavinsky, skaber af ekspressionistiske mesterværker, hvor vilde farver styrter sig hen over hver komposition, en blotlagt strube, der fylder hele lærredet, eller en fedtfold eller en fregnet skulder. Hans detaljerede portrætter er for intime – ubehageligt gennemborende, på trods af at de aldrig gengiver modellens ansigt. I 1953, da Life hyldede Bear Bavinsky som “fremtidens mest spændende maler, en kunstner, der forener det tyvende århundredes dynamisme med klassiske former”, mente de i virkeligheden: “Her er en kunstner, der ikke bare splatter maling ud, som jeres børn kunne gøre det.” Men det, som tiltrak sig mest opmærksomhed, var et foto af Bears atelier i New York, hvor man i forgrunden kunne se en kvindelig models lange ben, en formodentlig afklædt model. Og ikke bare ‘formodentlig’, for billedet havde ved et uheld fanget et spejlbillede af kvindens højre bryst, første gang dette eminente organ for americana 12

Den_italienske_mester.indd 12

04/01/2019 12.45


havde gengivet en kvindelig brystvorte. Da Life opdagede denne brøler, trak de nummeret tilbage og forvandlede dermed en beskeden portrætartikel til “den berygtede historie” og slog Bears navn fast som en amoralsk Greenwich Village-kunstner – nøjagtig den type, som denne eksilskare ivrer efter at træffe. “Hvad brygger du på, Bear?” spørger en reklamemand fra Chicagos rapmundede kone. “Hvad med en udstilling til os bondeknolde her i provinserne?” “Jeg er bange for, at du ikke kommer langt med det,” advarer Natalie. “Min mand taler aldrig om sit arbejde.” Men mængdens opmærksomhed forbliver fastnaglet til Bear, som siger næsten det samme som hun, hvilket afføder alvorlige nik hele raden rundt. “Faktisk brænder jeg det meste,” fortsætter han. “Måske er der seks lærreder om året, der får lov til at leve. Mishmish, du vil ikke bryde dig om at høre det her, men jeg har aldrig malet for at ende på væggen i et palazzo.” Natalie tilføjer: “Bears kunst er til folket – museer, steder hvor almindelige mennesker kan se den.” “Almindelige mennesker på museum?” svarer Mishmish. “Hvis de begynder at vise sig på museer, hvilken grund skulle der så være til at besøge dem længere?” Alle ler, hvorefter Bear taler til flokken. “Mit råd, folkens? Spild ikke tiden på et kvaj som mig.” Et blink, et halvt smil, et sug på piben. Alle stråler. Natalie bunder endnu et glas champagne og mærker boblerne brænde i halsen. Hun har kvalme, som om hun er lige ved at falde om. Alle er så meget ældre og mere sofistikerede. Hun stiller glasset på en forbipasserende bakke og træder et skridt væk. Hun samler hænderne oven på sin hue, trykker den ned, som om hun prøver at mase sig selv ned i marmorgulvet. Hun betragter disse mennesker, men ser kun sig selv – store, grimme hænder, knudrede af at lave keramik, som ingen gider se på. Tanken om, at de skal se hendes arbejder, fylder hende faktisk med skam. Hun stopper en mand og beder om en cigaret. Han giver hende en og går videre uden at tilbyde hende en tændstik. Hun ser 13

Den_italienske_mester.indd 13

04/01/2019 12.45


sig om med den utændte cigaret hævet, men bliver ignoreret. Latter bryder ud omkring hendes mand. Muligvis afskyr han begivenheder som denne, men han er så god til dem. Alle spørger om hans mening – om kunst i Sovjetblokken, om Ikes helbred, om rivaliserende malere. “Det, jeg godt kunne tænke mig at vide,” siger en herre, “er om du forstår señor Picassos arbejde. Jeg mener virkelig forstår det.” Natalie ville ønske, at hun kunne viske sig selv ud. Hun ser hen på en fjern væg og får øje på noget. Hun kniber øjnene sammen. Hun bukker sig lidt ned for bedre at kunne se. Mellem dinglende hånd­ tasker og usikre knæ sidder Pinch. Han rækker op og stikker næven i en sølvskål, tager håndfulde af peanuts, som han guffer i sig. Han må være sluppet væk fra børneværelset; han har villet væk fra sine kammerater, ligesom hun vil væk fra sine. Hun baner sig vej forbi øer og gennem strømhvirvler af mennesker, og Pinch ser hende komme. Hans ansigt lyser op og matcher hendes. Natalie åbner lommen i sin nederdel, og han lægger nødderne derned til senere. Han peger på hendes øre, som hun anbringer i hans højde. “Mor, kan vi ikke godt gå?” Ude i gårdhaven sætter de sig på kanten af et klukkende springvand. Pinch fortæller historier om at fare vild i paladset; han fandt en gammel mand, der sov i et bibliotek, og en trappe i en væg, og en gigantisk fod af marmor i en kælder. Hun lægger en peanut i hans varme håndflade – han lukker hurtigt hånden og fører den op til sine salte læber. Oppe fra gildesalen giver festen genlyd, og fornøjede hvin stikker til hende. Hun trækker en hårlok ud fra alpehuen, hiver i den, så det strammer i rødderne. Hendes nakke stivner, og hun bider tænderne sammen mod smerten. Den femårige dreng stikker hånden i hendes lomme. Hun lægger en arm om livet på ham og klemmer, prøver at efterligne Bears hårde knus, næsten hårdt nok til at knække et ribben. “Du reddede mig,” siger hun med næsen ind mod Pinchs øre. Forvirret skubber drengen igen, mens han ser på sit slips, der er kommet i klemme. Natalie føler sig afvist og tager den utændte cigaret frem, holder 14

Den_italienske_mester.indd 14

04/01/2019 12.45


den frem som til en tjener – så knuser hun den, drysser tobaksmuler ned i springvandet, så de små brune tråde gynger på overfladen. “Bare rolig,” siger hun til Pinch. “Din far kommer snart. Han skal nok redde dig.”

4

B

ears atelier var engang et kornkammer bygget op ad muren til et   fængsel fra det sekstende århundrede, men i dag er det et huleagtigt værksted, snusket, fordi Bear foretrækker det sådan, når han søger efter de ekstreme skygger i sine malerier. Det er også der, de bor. Først poserede Natalie på draperiet bagerst, så flyttede hun ind, og hun opdrager sin søn der. Som hjem betragtet lader det en del tilbage at ønske. De eneste lyskilder er tre glohede projektører, som Bear fik af en rekvisitør ved Cinecittá, plus det dagslys, der eventuelt måtte finde vej gennem den åbentstående metaldør. Da den svinger op en søndag formiddag i december, står Bear der, direkte fra sin yndlingsbager tæt ved Campo de’ Fiori, som han har besøgt efter en lang nat i byen. “Halløj, mine små reptiler,” råber han til dem og kaster en varm bignè hen til sin kone og en anden til den tegneserielæsende Pinch, som ikke griber den, men hopper ud af sengen for at jage den hoppende kage, der smutter hen over det malerplettede stengulv. Bear tager et par hurtige skridt og snupper den cremefyldte lækkerbisken, som han klasker i hånden på sin søn, hvorefter han smider sig på drengens smalle seng, så tegneseriens sider knaser og rasler under ham. Pinch står og griner og spiser sin bignè, mens han lader sin far prikke sig legesygt i ribbenene. Før alt postyret nød Natalie en sjældent stilfærdig morgen, hvor hun kunne arbejde med sin egen kunst. Hun prøver at fortsætte, men det viser sig at være udfordrende, især fordi Bear nu kilder Pinch, som 15

Den_italienske_mester.indd 15

04/01/2019 12.45


skriger højt og løber væk, kun for at vende tilbage efter mere, mens han fniser som en tosset. Natalie gør ler klar, stiller svampe frem og vender værktøj og skrabere, fylder sin gamle træspand med friskt vand fra pumpen udenfor og stiller den ved drejeskiven. Hun masserer nakken, forestiller sig skulpturelle figurer, ler klemt og drejet til vanvittige former og glaseret i skøre farver – noget, jeg vil lave. Kan jeg det? Hun vender sig væk fra sine to mænd og sparker drejeskiven i gang, ønsker, at dens bevægelser skal anspore dem. Bear har lovet at tage deres søn med på julemarked på Piazza Navona i dag. Har han glemt det? Hendes mave føles anspændt, men hun anbringer en klump vådt ler midt på skiven. I baggrunden kan hun høre dem fjolle rundt, lede efter forsvundne sokker og bortløbne sko. Men gradvist fortrylles Natalie af skivens rotationer og den form, der begynder at opstå mellem hendes hænder. Hun drejer sig rundt og sender sin mand et bønfaldende blik. Han løfter sin højre hånd. En undskyldning? Han skynder sig hen bagerst i atelieret, leder efter noget, hiver et blankt lærred frem. “Bliv siddende, hvor du er lige nu, Natty. Lige der.” “Jeg arbejder altså,” siger hun i et tryglende tonefald. “Bear?” Hun tager en beige svamp, og der drypper vand ned på hendes håndled. Drejeskiven kører langsommere, og de ujævne rotationer gnaver hende på inderlåret. Bear undskylder, mens han kredser om Natalie, laver forstudier og konturskitser på en tegneblok. Hans kulstift knaser og støver i luften. “Ét sekund, jeg sværger. Du er for stor en fristelse – det er sgu din egen skyld!” siger han, som om han laver sjov, men han rynker panden, bakker lidt væk, læner sig frem, veksler mellem hende og det store lærred, hvis forside han ikke har rørt ved, men på hvis bagside han tørrer hænder, så sorte fingeraftryk og tobakssmuler presses ind i vævningen. Han løber væk for at sætte pickuppen ned på en grammofonplade. Pladen hvæser og begynder at hyle. Han har brug for larm, når han arbejder, en rytme til sine andetstedstanker. Jazzsinglen varer et par minutter, og han arbejder stadig. Pinch kravler hen og sætter begge hænder på det malingindsmurte håndsving på sin fars transportable Telefunken. Han sænker forsigtigt diamantnålen, som svajer over den bulede 78’er, en 16

Den_italienske_mester.indd 16

04/01/2019 12.45


af en stak plader, som Bear stjal fra Hærens Radioservice under krigen. Hejsa, gutter. Jeg er Gene Krupa. Min trio og jeg vil gerne spille lidt jazz for jer på denne her V-plade. En dæmpet trommehvirvel, et improviseret klaver, en vrælende saxofon. Bear mumler, blander farver med rynket, svedig pande. Han skuler til det tomme lærred og skærer tænder. “Mit ler tørrer ud,” siger hun. “Nej, jeg er færdig.” Men ikke helt. Næsten. Lige ved. Han smører maling på med paletkniven, så de smøragtige oliefarver skælver. Han trækker en svinehårspensel hen over underlaget, så døllen skraber lærredet. “Jeg er færdig,” gentager han, men arbejder videre, nu med fingrene, neglene kradser billedet. “Sid stille. Jeg er færdig. Nej, vent.” Efter den samme plade er blevet spillet syvogtyve gange, gør Pinch sig klar til at sænke nålen igen, mens han ser på sin far for at få hans godkendelse. Bear er travlt beskæftiget med at bande ad sit genstridige billede, især når han opnår noget sublimt, som om det er ham mod billedet og han lige har haft held til at snige noget forbi fjenden. Han arbejder på alle dele af maleriet på én gang, tilpasser harmonier, raffinerer, sletter – smerten ved at lave noget forkert, stadig forpulet forkert. “Ét minut mere, skatter.” Hun tager fat med hænderne om sine bare knæ og dirrer af kulde (Bear lukker aldrig døren efter sig). En del af hendes krop tager form på den anden side af lærredet, men hun ved ikke hvilken del – hans modeller får det aldrig at vide, for at de ikke skal blive for selvbevidste og prøve at rette sig til. Han standser brat op, skriver noget ned på tegneblokken. Han river siden ud og hidkalder Pinch, som sendes tilbage til sin mor med det foldede stykke papir. Hun folder det ud og læser Bears brev, sendt fra den anden ende af rummet. “Til min Natty, elsker dig højere, end maling kan udtrykke.” Det, der slår hende, er, at Bear har underskrevet sig med sit fulde navn og understreget det med en fejende streg. “Bear, hold nu op.” “Lige ved at være færdig. Bare bliv siddende et sekund mere. Et 17

Den_italienske_mester.indd 17

04/01/2019 12.45


mere. Så ...” Hans stemme dør hen, hans blik vandrer fra hende til lærredet og tilbage igen, indfanger noget grundlæggende ved hende, men han hører hende ikke.

5

N

atalie var kun lige fyldt tyve, han nærmede sig fyrre, da de mødte   hinanden. Det var i juli 1949, og Bear osede lidt rundt i en trang butik med malergrejer i nærheden af Pantheon, hvor han ledte efter hareskindslim. Natalie, som var i Rom den sommer for at studere tegnekunst, genkendte ham med det samme og blev lettere rystet; det var trods alt en mand, der havde været i aviserne. Hvad lavede han her? Hun lyttede til hans fejlslagne forsøg på at gøre sig forståelig på det lokale sprog, så tog hun en dyb indånding og trådte frem og tiltalte ekspedienten på fransk, hvilket var det tætteste, hun kunne komme på italiensk dengang. “Colle de lapin, peut-être?” “Du er en ren magiker,” sagde Bear og kløede sig i sit tykke skæg. “Og du har lige tjent en frokost.” “På det?” spurgte hun, ude af stand til at holde øjenkontakten. Hun spekulerede på, om han gjorde nar ad hende. Det havde været nogle ensomme uger: Hun havde lejet et værelse i et kloster, hvor hun (med stadig mindre held) lod, som om hun var katolik, og kæmpede med undervisningen, som udelukkende foregik på italiensk. “Unge dame, jeg har fodret folk for mindre end det.” “Heldigt, at jeg ikke gjorde noget virkelig nyttigt, ellers er det ikke til at sige, hvad du så ville betale.” “Så ville jeg give middag og måske endda morgenmad. Men ak, det er kun frokost nu. Hvad siger du til det? Jeg har lyst til at sige, at jeg kunne spise en hest, men en af de lokale ville måske tage mig på ordet.” Han blinkede muntert til hende. 18

Den_italienske_mester.indd 18

04/01/2019 12.45


Få minutter senere førte Bear hende ned ad en smal, urindunstende romersk sidegade, hvor vasketøj blafrede i vinden over dem og en hankat smuttede af sted foran. Den bedste frokostrestaurant i byen lå lidt længere fremme, lovede han, så hans sonore amerikanske toner slog tilbage fra de skyggebelagte, halvmørke middelaldermure, der omkransede dem – indtil hun trådte ud på en lille piazza blændet af sollys, og han pegede på restauranten lige dér. Bear valgte et bord i det fjerneste hjørne og udspurgte Natalie om hendes kunst og lyttede med oprigtig nysgerrighed, rådførte sig med hende, som om han sad sammen med en højt estimeret kollega. Hun sad på sine svedige hænder, lod sig glide lidt ned i sædet for at få sin højde til at passe til hans, mens hun svarede langsomt for at foregive en vis tyngde, en vis prægnans – kun for at blive forfjamsket og buse frem med resten af sit svar, som om hun klatrede op ad et bjerg af ord, der blev ved med at skride sammen under hende. For en sikkerheds skyld drejede hun samtalen tilbage til ham. Uden nogen form for skabagtighed eller krukkeri fortalte han om sine foretagender i New Yorks kunstnermiljø: sære samlere, griske kunsthandlere, kendte kunstnere, som hun havde læst om, men som han kendte personligt. I hver historie underspillede han sin egen rolle, som om han blot var en kluddermikkel blandt mestre. Ved en softball­ kamp arrangeret af Franz Kline slog Bear bolden ud fem gange og ramte Harold Rosenberg i hovedet med en bold, så kritikeren fik slået en tand ud. “Jeg blev ikke inviteret mere.” Han drak hjemmebrygget cider hos de Kooning, kastede op i deres vask og fik sig en livslang fjende i Elaine. Da Bear besøgte Pollocks lade i East Hampton, var Jackson fuld og truede med at “klappe det bedrevidende blik af fjæset på dig”. Så klappede han Bear en lussing på begge kinder. “Gjorde det ondt?” spurgte Natalie. “Det, folk ikke ved om mig, er at jeg dyrkede boksning i skolen,” sagde Bear med et smil. “Desværre var det kunstskolen.” Hun lo og mærkede sin selvtillid stige. “Er der mange malere, der har slået dig, mr. Bavinsky?” “Der er mange, der gerne ville.” Han forklarede, at hans malerier 19

Den_italienske_mester.indd 19

04/01/2019 12.45


irriterede miljøet. De passede ikke ind – og alene det var mere end nok til at fornærme nogen. De hånede ham for hans rejser i Europa, opfattede det som hovskisnovski, at han opholdt sig på det pulveriserede gamle kontinent, flere år efter at dets mest anerkendte kunstnere var undsluppet til New York og havde gjort den by til verdens kunsthovedstad, en metropol, der passede til enorme lærreder og fejende penselstrøg. “Så er europæerne mere imødekommende?” “Ikke ligefrem,” indrømmede han. “Pablo Picasso var lige ved at slå ud efter mig engang.” På det tidspunkt befandt Bear sig i det befriede Paris sammen med en skare amerikanske infanterister, kunstneriske sjæle fanget i uniform, som besøgte mesterens atelier på Rue des Grand Augustins. “Det var på grund af en due, som det så ofte er,” spøgte Bear. “Ingen ud over den store mand måtte røre kæledyret. Og slet ikke en plebejer som undertegnede. Men pokker tage mig, om ikke den fugl lettede og landede på min skulder. Er det min skyld? Stakkels Pablo var ude af sig selv af jalousi. Han ser mig ae fuglen, mens han bliver mere og mere indebrændt, indtil han til sidst råber: ‘Alle sammen, ud herfra!’ Eller hvordan de nu siger det på fransk. Han gik lige hen til mig, greb mig i kraven og skubbede mig halvvejs ud ad døren.” “Kom I op at slås?” “Hvad regner du mig for? Jeg har set, hvordan den fyr ommøblerer ansigter!” Hun grinede. Hendes kinder brændte, og hun så på ham en anelse for længe. Det var svært ikke at stirre. Berømtheder er dragende på tæt hold, ligesom storvildt. En tjener i butterfly og vest kom hen til bordet og hævede spørgende øjenbrynene i hendes retning. Natalie havde ikke gransket menukortet endnu – faktisk havde hun slet ikke set det, nu hun tænkte efter. “Jeg skal have en piatto di Gillardeu-østers,” indskød Bear for at købe hende lidt tid. “Og så rigatoni alla amatriciana og den stegte vitello med champignonsaucen. Og hvad væske angår, hvad kan du så 20

Den_italienske_mester.indd 20

04/01/2019 12.45


byde på, når vi snakker vino rosso? Noget, vi kan køre ned; overrask os.” Tjeneren nikkede ydmygt og vendte sig atter om mod Natalie. Han svævede over hende som en flagermus. Hun ville føle sig som et fjols, hvis hun bare gentog Bears bestilling; det ville svare til at udbasunere, at hun ikke havde selvstændige meninger. Så hun tøvede lidt, mens en rødmen bredte sig op over hendes bryst. Hun skævede til de øvrige gæsters tallerkener og krummede tæer under bordet. “Jeg forsinker alle.” “Alle hvem?” Han vinkede hende tættere på for at give hende et venskabeligt råd. “Ville det fornærme dig, min nye ven, hvis jeg fik dem til at komme med det samme til dig, som jeg har bestilt? Det vil du ikke fortryde. Husets bedste retter. Det lover jeg.” Så de spiste det samme, og Natalie lovpriste hver ret, ivrig efter at bekræfte den ældre kunstners visdom. Hun fulgte også med, hvad angik Barbaresco-vinen, og rummet blev varmere og mere støjende. Da det stegte kalvekød blev serveret i tykke, tørre skiver, pegede Bear på saucekanden. Hun dryppede en smule på kanten af sin tallerken, hvorefter Bear fuldstændig oversvømmede sit kød, så den dampende svampesauce strømmede ud over hele anretningen. “Der er dem, der drypper lidt sauce ude i siden,” kommenterede Bear, “og så er der dem, der pladrer den ud over det hele.” “Jeg er altid nervøs for at ødelægge det, jeg allerede har,” sagde Natalie. Men sandheden var mere kompliceret end som så. Somme tider havde hun kastet sig ud i forhastede beslutninger og fortrudt – den slags fortrydelse, der forværres og smerter mere, som tiden går. Denne defekt gjorde Bear mere tiltalende: Hans skødesløse stil beskyttede Natalie, gjorde hende dristigere, mere opsat på at prøve. Så hun vendte bunden i vejret på saucekanden over sit eget kød, mens hun så på ham. Han rakte ud og rørte hendes kind med en øm familiaritet – for kanden var tom, bortset fra en dråbe, der hang fra tuden og strakte sig for at komme til at falde. I Natalies liv havde der ikke været mange mænd, der havde rørt hendes ansigt med romantiske hensigter, og det var typisk sket under civiliserede samtaler, hvor en fyrs læber blev mast ind mod hendes, 21

Den_italienske_mester.indd 21

04/01/2019 12.45


mens hans øjne var tæt lukkede og hendes blafrede. Men Bear var anderledes – han var ikke en skoledreng fra Montreal eller en selvhøj­ tidelig dengsedreng fra kunstakademiet i London. Hun var ikke engang ved at gå i panik denne gang, selv om hendes puls hamrede af sted. Det var, som om hun var trådt ind et sted og på mystisk vis vidste: Her er mit hjem. Det er her, jeg skal bo. Natalie sagde, at hun var nødt til at finde toilettet, og rejste sig op. Hun kunne mærke vinen, mens hun sneg sig gennem den støjende restaurant, drejede de brede hofter ved hver rød kattundug, hvor italienske forretningsmænd holdt hof, og mange af dem gjorde en pause for at glo på den fremmede pige. Natalie gik med bøjet hoved, trådte hen over servietter og tandstikker; hendes øjne sved på grund af cigaretrøgen. Da hun kom ud, trak hun vejret dybt, og sanpietrini-­belægningen føltes gummiagtig under hendes fødder. Hun gik hurtigt rundt på den lille piazza og gjorde holdt ved en kalket kirkefacade, som hun trykkede sit brændende ansigt mod – kun for at springe forskrækket op, da en cykel kom susende forbi, mens cyklisten gestikulerede til sin kæreste, der sad bagpå, på vej forbi en forreven filmplakat. Under restaurantens markise så en lusket tjener indgående på hende. Kan han se, at jeg ikke passer ind? Mens Bear havde travlt med at tumle med Pablo, gik hun stadig i skole, en bedrager selv dér, ude af stand til at fortælle nogen om sin baggrund, sit hjem, hvor hendes far lå syg og fik det værre og værre. Alle omtalte det som hans “nervesammenbrud”. Da Natalie var teenager, skød han sig selv i ansigtet. Han overlevede, lå vansiret ovenpå og lod sig passe og pleje, mens han jamrede og stønnede. Dengang betroede hun sig kun en eneste gang, til sin billedkunstlærer i high school, mr. Fontaine, en mislykket billedhugger, der præsenterede hende for abstrakt kunst og for keramik. “Kan man lave abstrakt keramik, mr. Fontaine?” spurgte hun en dag, da de var alene i klasseværelset efter skole. Han svarede ved at bore sin tunge ind i hendes mund og føre hendes hånd ned til sit skridt. Bag ham var den støvede tavle, stadig med noter fra en historietime, hvorfor hun var nødt til at læse ‘Rigs­ dagen i Worms’ under hele denne første hakkende seksualakt. Bagefter 22

Den_italienske_mester.indd 22

04/01/2019 12.45


sank mr. Fontaine sammen, stak skjorten i bukserne og behandlede hende iskoldt resten af skoletiden. Mens hun stod småberuset på piazzaen, oplevede hun et brus af retfærdiggørelse: Jeg er i Europa, spiser sammen med en rigtig kunstner. Hun gloede på tjeneren og fik ham til at luske indenfor igen. På vaklende ben gik hun tilbage mod restauranten. En maler, som vil gå over i historien, venter på mig. Lige nu. Hun dækkede munden og sagde til sin hånd: “Jeg er kunstner.” Da hun kom ind i restauranten, vinkede Bear ivrigt ad hende. Rødkindet satte hun sig over for sin fremtid, ignorerede den genopfyldte saucekande, men dristede sig til at røre hans hånd under bordet.

6

H

un har siddet model i timevis og har hele tiden lyttet til den sam  me jazzplade. “Bear, jeg kan ikke.” Ordene kæmper sig op fra hendes strube. Minutter går – indtil han kaster sin pensel gennem atelieret, så ultramarinblå stænk flyver rundt og får Pinch til at springe væk fra grammofonen. Bear sparker til staffeliet, som ryster, og tørrer så hænderne af i en gammel Herald Tribune. Han fører Natalie væk fra drejeskiven, hen til lærredet, så hun omsider kan få portrættet at se. Malingen er tyk og våd og skinnende, nogle steder kradset væk med hans negle, en eruption af farver. Billedet er forstørret næsten til abstraktion, men det er åbenlyst hende: kun hænder intet andet, sammenflettede fingre, som når hun taler og frygter, at hun er kedelig, bedragerisk. Og det ser han. Bear åbner armene i et X. “Hvad laver du?” Han stikker til lærredet, skærer på tværs, så maling samles i hans hånd og en flænge opstår i stoffet. 23

Den_italienske_mester.indd 23

04/01/2019 12.45


“Bear! Hvorfor gør du det? Fortæl mig det! Bear?” “Det er ikke godt. Det var ikke det, jeg ville. Det er pinligt. Jeg kan ikke være i samme lokale som denne forpulede fornærmelse.” Han slæber det flængede lærred ud i gyden, maser det ned i den olietønde, han har stående til dette formål, og overhælder det med petroleum. Han knipser sin Zippo åben, drejer hjulet, så flammen begynder at danse. Han kalder på Pinch, giver ham lighteren i hånden, tager fat om livet på ham og løfter ham hen mod billedet. “Hold flammen i ro, sønnike.” “Lad være,” beder Natalie. “Så er hele min dag spildt. Bear, vil du ikke nok overveje ...” Maleriet antændes. Bear trækker deres søn tilbage i sikkerhed, sætter ham ned på brostenene og stryger ham over håret til tak. Undskyldende nærmer Bear sig sin kone, lægger ansigtet ind til hendes hals. Ødelæggelse er en lettelse på en måde, som fuldendelse aldrig kan være det. Men det er hans fuldendelse, hans ødelæggelse, hans lettelse.

Den_italienske_mester.indd 24

04/01/2019 12.45


FOTO: ALLESSANDRO RIZZO

“Tom Rachman er ved at blive en af vores helt store forfattere.”

Af forfatteren til De ufuldkomne og Storhed og fald

THE WASHINGTON POST

ROM 1955. En rig amerikansk kunsthandler har samlet amerikanske kunstnere og kunstinteresserede til fest i sin overdådige romerske villa. Til stede er også den verdensberømte kunstmaler Bear Bavinsky. Han er en

★★★★★★ BERLINGSKE

♥♥♥♥♥ POLITIKEN

★★★★★ JYLLANDS-POSTEN

bjørn af en mand, storskrydende og charmerende og kendt for sine vilde, farverige og stærkt sensuelle malerier. Mens han underholder selskabet med historier om rivalerne Picasso og Pollock, står en kvinde og betragter ham på afstand. Det er Natalie, hans kone. En dybt begavet,

TOM RACHMAN (1974) er født i London og vokset

men fuldstændig overset kunstner. Hun knuger sin

op i Vancouver. Han har studeret journalistik ved University of Toronto og ved Colombia University og

femårige søns hånd. DE UFULDKOMNE

Sønnen hedder Charles, han bliver kaldt Pinch, og romanen handler om ham. Han lever hele sit liv i skyggen af sin dominerende far, indtil han en dag kommer på en dristig og vanvittig plan, der vil forandre kunsthistorien for altid.

Roman

arbejdede i en årrække for Associated Press i Rom. Han har desuden skrevet for The New York Times, Wall Street Journal, Guardian og Washington Post. Rachman debuterede som romanforfatter i 2010 med romanen De ufuldkomne, der blev solgt til udgivelse i mere end 25 lande. I 2014 fulgte romanen Storhed og fald, der også gik sin sejrsgang verden over. Tom Rachman bor i London med sin kone og deres barn.

Den italienske mester er en underholdende og hjerteskærende roman om et menneske, der må leve sit liv i skyggen af en far, der er større end livet selv.

★★★★★

“Tom Rachman har totalt kontrol over sit stof – det er en ren fornøjelse.”

BERLINGSKE

THE NEW YORK TIMES

♥♥♥♥ POLITIKEN

“Årets bedste bestseller.” INFORMATION

ISBN 9788740050073

“Den italienske mester er ondskabsfuld og morsom, men også dybt, dybt bevægende.” THE DAILY TELEGRAPH

Profile for JP/Politikens Forlag

Den italienske mester - af Tom Rachman  

Den italienske mester er en underholdende og hjerteskærende roman om et menneske, der må leve sit liv i skyggen af en far, der er større end...

Den italienske mester - af Tom Rachman  

Den italienske mester er en underholdende og hjerteskærende roman om et menneske, der må leve sit liv i skyggen af en far, der er større end...