“Det er Deres pligt –” Buhls stemme var mørk og kold – “at blive ved med at forhandle med tyskerne og at holde forbindelsen åben og arbejde for –” “Jeg deltager ikke i skinforhandlinger,” affejede Scavenius. Den gode mand tabte hagen i indignation, han vædede læberne, ville sige noget. Men tanken om atter at skulle lægge øre til alle de politiske indvendinger og forsikringer fik Scavenius til at miste tålmodigheden, og det brast ud af ham: “Det hele er allerede tilrettelagt: Hvis De siger nej, risikerer De alle at blive –” han sukkede – “ja, sendt af sted.” Ikke ‘deporteret’, det sagde han ikke, han ville ikke provokere, og det var ren og skær oplysning, da han fortsatte: “Det har general Kanstein meddelt.” Buhl gloede. Scavenius udstødte et fnys af bitterhed og opgivenhed og skulede efter statsministeren, som sjoskede hen til sofaerne ved vinduet og sank sammen i et af sæderne. Selv om Scavenius ikke ville det, kunne han ikke forhindre sig selv i at føle en vis nydelse ved synet. “Hele Rigsdagen kan blive sendt af sted,” tilføjede han. Stille fulgte han efter og satte sig yderst på sofaen overfor. “Hvis det er sådan, det ser ud –” Buhls stemme var grødet – “så vil jeg ikke forsøge at blive.” Han så op med et blik, der var blændet af forudanelser om det store, der kunne ske; men så så han Scavenius koldt i øjnene, og det lød i hans stemme, som om han glædede sig: “Men De skal vide én ting: De skal ikke regne med, at De bliver statsminister. De andre kommer aldrig til at acceptere Dem som deres leder.”
26
Den_inderste_fare2.indd 26
21/02/18 19.02