Page 1

„Fremragende [… ] fortællingen og dens etiske dilemmaer er så stærkt og intenst beskrevet.“ Weekendavisen „Det er et kæmpestof, Kosovic inddrager, og hun har fået en læseværdig og yderst spændende roman ud af det.“ Politiken „Kosovic er en sand sprogvirtuos, og hendes detaljerede romanbiografi er kræs for den historisk interesserede læser.“ Litteratursiden „En rasende spændende biografisk roman.“ Fyens Stiftstidende

Hvor meget af din frihed vil du ofre for freden? Hvor meget af din fred vil du ofre for friheden? DET ER NOVEMBER 1942. Igennem to og et halvt år har udenrigsminister Erik Scavenius kæmpet for Danmarks selvstændighed under besættelsen, efter at kongen har påkaldt sig Hitlers vrede. En ny rigsbefuldmægtiget, topnazis- ten dr. Werner Best, bliver sendt til København for at danne en ny nazivenlig regering, og Scavenius vil gå af. Men dr. Best, der ikke kun er en elegant og kultiveret yngre mand, men også en berygtet Gestapochef og leder af den brutale krigsforvaltning i Frankrig, tvinger ham til som statsminister. De to mænd holder ikke kun Danmark og de danske jøders skæbne i deres hænder. Også for hinanden ender de med at spille en livsafgørende rolle. For hvad er det for en slags venskab, der vokser frem imellem dem? Og hvor

B I RG I T H E KO S OV I C

Anmelderne skrev om DEN INDERSTE FARE I

KOSOVIc DEN INDERSTE

FA R E

går grænsen mellem integritet og underkastelse?

FA RE

romanportræt af Erik Scavenius.

DE N I N DE R ST E

DEN INDERSTE FARE II fuldender første binds politisk-personlige DET DOBBELTE LAND „Klogt, indfølende og chokagtigt præcist.“ Politiken

BIRGITHE

BI N D 2

„En fremragende skrevet, dybt indsigtsfuld og ligefrem rystende roman!“ Kristeligt Dagblad „En varm anbefaling af en meget vellykket roman.“ Jyllands-Posten

BIRGITHE KOSOVIC (f. 1972) fik sit gennembrud i 2010 med romanen DET DOBBELTE LAND, som vandt Weekendavisens Litteraturpris 2010, Danmarks Radios Romanpris 2011 og Danske Banks Litteraturpris 2011. DEN INDERSTE FARE II er andet bind af to om Erik Scavenius.

BIND 2

„Fortalt med stor indlevelse og indsigt.“ Information

R O M A N O M E R I K S C AV E N I U S POL I T I K ENS FOR L AG

POL I T I K ENS FOR L AG

P ORT R Æ T F O T O: © OL E H AU P T


Af samme forfatter Legenden om Villa Valmarana, roman 1997 Om natten i Jerusalem, roman, 1999 Det dobbelte land, roman, 2010 Den inderste fare – bind 1, roman, 2016

Den_inderste_fare2.indd 2

21/02/18 19.02


B I R G I T H E KO S O V IĆ

DEN INDERSTE FARE II BIOGRAFISK ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Den_inderste_fare2.indd 3

21/02/18 19.02


“Under disse for vort fædreland så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at udvise en fuldt ud korrekt og værdig ­optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste konsekvenser.” – Christian X i sit opråb til det danske folk, 9. april 1940

“Hjerte og hånd er ét.” -– Erik Scavenius’ motto

Den_inderste_fare2.indd 7

21/02/18 19.02


INDHOLD

REORGANISERING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 INKLINATION . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 VALS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 DE DØDSDØMTE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 VALGET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 DEN INDRE FARE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 SAMMENBRUDDET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 ALT DET, DER IKKE BETYDER NOGET . . . . . . . . . . . . . 283 KONGERIGET I HIMLEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331 TIL ASKEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 MISLYKKEDE STRATEGIER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 387 ULIGEVÆGT . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 433 FARE-FARE KRIGSMAND . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 501 EN BEFRIELSE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 537 I HJERTE OG I HÅND . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 589 EPILOG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 631

Den_inderste_fare2.indd 9

21/02/18 19.02


Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 633 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 635 Ministre og medlemmer af Nimandsudvalget . . . . . . . . . . . . . 637 Ordliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 641

Den_inderste_fare2.indd 10

21/02/18 19.02


R E OR GA N I S E R ING

4. november 1942 Det var næsten midnat. Skæret fra de dovne flammer i pejsen døde ud i kaminstuen, og i det store dunkle sad han og Emma som i symmetri over for hinanden i hver sin sofa. Nede foran hende lå Sophus med hovedet på hendes knæ og lod sig klø bag øret, håndfast og usentimentalt. Hendes mund sagde det ikke, men det stod blankt og skarpt i blikket, som pegede frem mod ham: ‘Men i hvert fald ikke dig, vel?’ Han havde netop fortalt hende om alle de kampe, som han havde været igennem, siden han var kommet hjem fra Berlin i går eftermiddags. Timerne havde været langtrukne af skænderier med ministrene og Nimandsudvalget. De ville ikke bøje sig for de to krav, som han havde med hjem fra mødet med von Ribbentrop: Indførelsen af en bemyndigelseslov, som ville sætte regeringen i stand til at lovgive uden om Rigsdagen, samt dannelsen af en ny regering med fagforeningsfolk og folk, der stod de danske nazister nært, og Buhl skulle af. Og som om politikernes renfærdige afvisninger af alt ikke afslørede rige­ligt med dumhed i sig selv, fattede kronprinsen heller ikke alvoren. I dag, da Buhl og han havde været inde på Amalienborg for at aflægge rapport hos kronprinsen om mødet med von Ribbentrop, 11

Den_inderste_fare2.indd 11

21/02/18 19.02


havde han måttet stå og pænt finde sig i det unge menneske, der replicerede, at ganske vist kunne man ikke stille sig uvillig over for de tyske krav, men eftersom sagen var jo så afgørende, ville han under ingen omstændigheder kunne træffe en afgørelse uden først at rådføre sig med sin far; og da kongen uheldigvis stadig lå syg efter faldet af hesten og var ude af stand til at beskæftige sig med større problemer, var enhver stillingtagen foreløbig fuldkommen udelukket. Idioter! Fattede ingen af dem, at enten accepterede de tyskernes krav, eller også blev landet omdannet til et rigskommissariatet? Var der ingen af dem, som for alvor frygtede, hvad der så ville være i vente? Økonomisk udbytning, tvangsarbejde, jødelove, dødsstraf. Det hele var allerede set i de andre besatte lande. Alle og enhver vidste det eller burde vide det. Så hvorfor helvede ville politikerne ikke blive og sikre landet imod dette? Troede de måske, at overgrebene og dødsvolden altid kun ville ramme alle andre end dem selv? Havde de slet ikke forestillingsevne til at fatte, at de selv i virkeligheden befandt sig i den allerstørste fare? Men det gjorde de. Lederen af det tyske politi, Kanstein, havde ladet det sive til Gunnar Larsen, at der ville blive grebet drastisk ind over for at al genstridighed blandt politikerne, selv den mindste passive modstand; alle, der stod i vejen for de tyske krav – alle, om så de var rigsdagsmænd eller ministre – ville blive deporteret til koncentrationslejrene. Det kunne have hjulpet, om Larsen havde ladet det sive til de andre, men Svenningsen havde anbefalet at holde det hemmeligt; ellers kunne det se ud, som om Larsen og han selv bakkede op om de tyske trusler, og hvis ministrene fik det indtryk, kunne det blive umuligt at overtale dem til noget som helst. “Men,” spurgte Emma med en stemme, der sank til den mest mørke, rolige og advarende mandhaftighed – “hvilke navne nævnte tyskerne så til statsministerposten?” Han lænede sig tilbage i sædet, som om han gjorde sig det mage12

Den_inderste_fare2.indd 12

21/02/18 19.02


ligt. Det samme spørgsmål havde ministrene også stillet ham, med samme befamlende ængstelighed. “De nævnte kun ét.” Hans fingerspidser nippede i buksebenene og rettede på pressefolden, inden de slap i en affejende bevægelse, der kunne ligne doven ligegyldighed. “Ét?” Det løftede sig i hendes kinder som i et smil, men munden hang, og blikket hånede: ‘Selvfølgelig!’ “Og hvilket navn var det så?” Hånden på Sophus’ hoved derovre tog hårdere fat, så hunden fik vågne øjne. “Ét, som jeg fandt uegnet.” Hun nikkede og smilede, som om han var vanvittig, hvis han troede, at han kunne løbe om hjørner med hende, og synet fyldte ham med galde: Heller ikke hun var synderligt rystet ved tanken om, at uden en ny regering ville landet blive et rigskommissariat. For hun var kold. Og ufølsomhed og dumhed går jo gerne hånd i hånd. “Og dette navn?” spurgte hun, næsten venligt. “Ville det så være en statsminister, som ville være parat til at lede en regering fuld af nazister?” I hendes blik blandedes mistro med skadefryd. “Jamen, jeg sagde det, som det er: at jeg betragter forslaget som umodent.” Hendes mund blev stum; hun spidsede læber og studerede ham, og han gengældte hendes mistro med foragt, selv om han godt vidste, at hun havde ret: Han skulle ikke tro, at han var bedre end alle de andre, hverken politikerne eller kongen eller kronprisen eller hende. Han nægtede jo også selv at sige ja til Statsministeriet, hvis ministrene blev skiftet ud efter det tyske krav. “I øvrigt har jeg fået konstateret sukkersyge,” sagde hun.

13

Den_inderste_fare2.indd 13

21/02/18 19.02


Altings tyngde. Altings lethed. Væk. At stå i den sortladne nat på en trappesten til en bungalow og gyse mod kulden. At række op mod dørhammeren og høre låsen blive slået om indefra, endnu før hånden når at få fat i metallet. Den bratte taknemmelighed over, at hun havde ligget og våget; at hun havde ventet og lyttet efter vognene og hans skridt i indkørslen. At trippe og trænge sig frem, mens døren gik op; at synke ind i en overgiven favn og forsvinde med ansigtet mod en hals, der dufter blidt. Og at mærke den bløde, slanke hånd i sin og følge med ind gennem lydløse stuer, hvor pejsen stadig stod og lunede efter aftenens optænding, og videre hen til døren, der stod på klem til soveværelset, og som tog imod med ro og varme i natlampens skær. Hvert skridt: uden ord, uden tanke eller skyld. Kun med det kære ansigt foran sig, kun med de øjne, der søgte hans med mildhed, og hånden, der kærtegnede hans kind, og læberne, som fandt hans. Visheden om, at dette ikke var nogen udvej. Men at kunne lægge sig ned, at kunne ligge med hendes varme ryg ind mod sin nøgne mave, med armen over hendes liv og hånden om hendes bløde bryst. Bare et øjeblik i den store tid, inden natten var forbi.

5. november 1942 Lyset fra de høje vinduer faldt hvidt ind over ham ved skrivebordet. Brevet fra gesandten i Berlin lå mellem hans hænder. Ordene føltes som sne; de kom med stilhed og kulde og indgød ham en svag fornemmelse af følelsesløshed: “Der er nu ryddet op i Tyskland. Kun ganske få jøder er tilbage i de store byer. Nu kommer turen til halvjøderne. Jeg erfarer desuden underhånden fra autoritativt sted, at der ventes nye retningslinjer vedrørende halvjødernes ægteskabs- og beskæftigelsesmuligheder, deres finansielle forhold og herunder vel også deres arveanliggender.”

14

Den_inderste_fare2.indd 14

21/02/18 19.02


Hånden gled op over hagen som for at finde et helle, men famlede videre op over munden. Ovre fra den anden side af bordet fangede Svenningsen hans blik, og han skyndte sig at fjerne hånden og lægge den på bordet; det føltes, som om den var en genstand, der ikke havde noget med hans krop at gøre. “Hvorledes mener De, at man skal forstå dette?” spurgte Svenningsen. Øjnene betragtede ham med deres sædvanlige korrekthed. Scavenius trak vejret dybt ind, det rimpede svagt om mundvigene, men ovre fra den anden side blev Svenningsen ved med at holde fast: “Ifølge den svenske presse bliver jøderne jo udryddet.” Scavenius følte efter roen i sin mund og hage. ‘Udryddet’? Han så lejrene for sig. I et glimt gav det ham trang til at komme og ud og væk. Men så kunne han se denne rædselsfantasi for sig; disse tusinder og atter tusinder af døde; så grotesk, at han kom til at smile: “Ja, men svenskerne har ikke styr på sagerne. Deres oplysninger kan vi ikke regne med. Der er jo ingen som helst klarhed over noget. Hverken over antallet af dræbte eller de metoder, som tyskerne skulle anvende.” “Der er jo den kendsgerning –” Svenningsen så ned ad ham med en nøgternhed, der kunne føles som en misbilligelse – “at de deporterede aldrig vender tilbage. Og at ingen nogensinde hører fra dem igen, efter at de er blevet bortført.” “Jamen, det er der logiske forklaringer på. Vi ved jo fra indberetningerne, at de deporterede jøder i Ostland umuligt kan leve et normalt liv.” Svenningsen nikkede; de vidste begge, at det nu var forbudt for jøder i Ostland at beholde blot et minimum af løsøre og værdier; i realiteten var de gjort absolut besiddelsesløse. “Alt, hvad man kan uddrage af det her,” snerrede Scavenius og

15

Den_inderste_fare2.indd 15

21/02/18 19.02


så væk fra brevet, idet han skubbede det tilbage over bordet, “er, at jøderne bliver udnyttet til tvangsarbejde uden betaling, og at de er fuldkommen afhængige af de tyske magthavere. Ikke, at de bliver –” ‘udryddet’, han sagde det ikke, men fortsatte: “Intet andet.” Svenningsen så tilbage på ham; han nikkede ikke; han rystede heller ikke på hovedet. Buhl så ud over ministrene og de andre politikere omkring mødebordet i Nimandsudvalgets lokale med udsigt til den overskyede himmel over Rigsdagsgården: “Vi må acceptere en ændring af regeringen. Men lad mig gøre det helt klart –” han udtalte ordene langsomt og med eftertryk som en mand, der kunne bære byrden af sine egne ord: “Jeg – bliver – som statsminister. Den politiske ledelse forbliver intakt.” Scavenius så ned for ikke at lade det skinne igennem i sit ansigt, hvilken storslået ærkestupiditet Buhl netop havde demonstreret. Den mand blev ved med at fremture med, hvor meget han kerede sig om land og folk, og alligevel nægtede han at træde af, som om nationens overlevelse afhang af ham og hans forbliven på posten. Manden var jo begrebsforvirret på et dybere plan. “En halvnazistisk regering,” istemte H.P. Hansen, tung over nakken, “som er udstyret med fuldmagter, vil jo være nødt til at bøje sig for alt fra tysk side. Det opnår vi ikke meget ved. Men vi er nødt til at søge en forhandling. Ellers er det forbi med folkestyret.” “Hvis vi indlader os på tyskernes krav, så prisgiver vi jo befolkningen!” erklærede Ole Bjørn Kraft. Buhl nikkede: “Med sådan en regering vil det ikke være til at styre befolkningen.” “Tyskland har selv skabt denne her situation, og den kan vi ikke hjælpe dem ud af,” enerverede Niels Elgaard. “Den nuværende regering er mere tyskvenlig end befolkningen,” sagde Oluf Pedersen, som om han nød det, “og et skifte vil ikke være 16

Den_inderste_fare2.indd 16

21/02/18 19.02


til fordel for nogen, heller ikke for Tyskland. Det bør være det danske folk, der styrer Danmark.” Scavenius mærkede det sitre i det ene øjenlåg, men han løftede ikke stemmen, han påpegede det kun: “Det nytter ikke at sige til tyskerne, at de bør være tilfredse. De sikrer sig deres ret, og hvordan det foregår, det ved vi ganske udmærket mange andre steder fra. Så for os er det stadig opgaven at holde dem hen, så de ikke gør det samme her. Den konflikt, vi står i nu, kan ikke sammenlignes med nogen af de tidligere kriser, vi har haft med Tyskland, og det, som er foreslået fra tysk side, er et mæglingsforslag, som vi bør imødekomme.” “Jamen, det er da nærmest en vittighed at kalde det for et mæglingsforslag,” protesterede den radikale Axel Hansen. “Det, der lægges op til, er jo en regering, der står nærmere Tyskland, hvis ikke ligefrem en nazistisk regering.” Synet af dem! Han bøjede nakken og gned sig i det ene øje. Alle disse mænd, de kunne ikke bruges til andet end moraliseren og jammer! Han ville rejse sig. Han ville råbe ad dem! Hver og én! Så de fattede det: Hvad det for helvede var, der ventede dem – ja, netop dem selv – hvis de insisterede på at beholde Buhl. Han kunne have leet ud over dem med Kansteins advarsel om, at kz-lejrene stod klar til at modtage hver eneste af dem, så snart de gjorde endog den ringeste modstand. De måtte have hørt nogle rygter om denne trussel, men åbenbart var de så jævne og så renfærdige, at de end ikke formåede at udvikle det ringeste begreb om, at den slags ting kunne ske. Altid troede de, at de kunne afslå lidt mere, strække den lidt længere. Og dagens meldinger om, at general Rommel havde lidt nederlag til de engelske styrker i Nordafrika, gjorde dem kun mere resistente over for en ellers helt banal og rationel analyse af magtforholdene og af deres egen og landets situation. Tyskland havde ikke tabt krigen endnu, og hvis de fjolser ikke selv kunne regne ud, hvilken brutalitet der ventede, hvis de insisterede på Buhl som statsminister, så havde han 17

Den_inderste_fare2.indd 17

21/02/18 19.02


ikke ondt af at overlade dem til deres egen skæbne; så skulle det ikke holde ham vågen om natten at tænke på, hvordan de blev konfronteret med, hvad det var for et Tyskland, de var oppe imod. Det hele arbejdede sig op i ham, det bølgede som opkastninger, og han var nær ved at briste i grin eller råb. Ude fra bordet fik Gunnar Larsens blik fat i ham og formanede: ‘Nu styrer De Dem!’ Scavenius slog blikket ned. Det brølede stadig i ham. Alligevel sagde han det kun med lav stemme og smalle læber: “Afslår vi kravet om en ny regering, vil det få drastiske konsekvenser. Overvej, om befolkningen ønsker den slags. Tænk på, hvordan det lykkedes os at forhandle os frem til en løsning om Antikominternpagten, og den løsning har dog tjent os godt. Jeg har holdt den gående i over to år, og selv om jeg er blevet bagtalt af alle, så har jeg dog opnået meget.” Tavsheden om bordet var kvælende af uudtalte protester. Men han kunne ikke lade pointen sive, han var nødt til at holde dem fast: “D’herrer må dog have begreb om, hvad de gør.” “Måske,” blandede Munch sig i en nøgtern tone, der føltes dulmende, “kan vi forklare tyskerne, at bemyndigelsesloven er overflødig, fordi der allerede er mulighed for at indføre provisoriske love og for at hjemsende Rigsdagen. Og endelig er der også nødretten. Med andre ord: Regeringen kan allerede nu handle uden om Rigsdagen, hvis den vil det, men det vil den jo aldrig gøre, heller ikke selv om tyskerne udstyrer os med en ekstra bemyndigelseslov.” Munch sukkede og så ned, men stemmen var stadig saglig: “Det er givet, at ændringerne vil vække uro i befolkningen, måske endda også ganske betydelig sabotage. Men på den anden side står følgerne af et afslag. Vi risikerer, at landet kommer ud for vanskelige forhold.” Stilhed. 18

Den_inderste_fare2.indd 18

21/02/18 19.02


Scavenius så ned for ikke at provokere nogen. Munch lyttede de jo altid mere til, og selv om det nagede ham, forstod han dem på sin vis; han selv var naturligvis irriterende at høre på, for uanset hvor meget han beherskede sig, skinnede hans vrede og utålmodighed altid igennem. Længere henne imellem de andre lænede Knud Kristensen sig frem: “Men –” manden slog med pegefingeren mod bordet og så kor­ reksende op mod Scavenius, som henvendte han sig til en svageligt opfattende – “der er jo ikke tilslutning blandt de politiske ministre til nogen forhandling.” Blikket gled videre ud over de andre med en appel, ikke kun om kollegial støtte, men også om at bøje sig for den gode morals indlysende kraft: “Vi må fastholde, at der ingen forhandlingsmulighed er.” Der blev hostet, der blev mumlet, der blev ranket sig i sæderne. Som om, tænkte Scavenius, at der var tale om et umuligt dilemma. “Vi må være rede til forhandlinger,” mumlede Bording. Thune Jacobsen nikkede langsomt: “Det vil være meget betænkeligt, hvis vi afslår ordningen, fordi det formentlig vil føre os ud i helt uoverskuelige konsekvenser.” Jørgen Jørgensen tilsluttede sig. “Kan vi ikke,” indvendte Brorsen, “bruge kongens sygdom til en anmodning om udsættelse af forhandlingerne, indtil monarken kan deltage igen?” Alsing Andersen så næsten oplivet ud: “Der må være to faser i forhandlingerne med dr. Best; først med en henvisning til kongens sygdom, så vi måske kan få forhandlingerne udsat; og dernæst en forhandling ud fra den basis, at den politiske ledelse forbliver intakt.” Scavenius sagde det ganske roligt; hårdheden sad kun som en svag skælven i hans stemme: “D’herrers bemærkninger viser, at man hæfter sig mere ved øn19

Den_inderste_fare2.indd 19

21/02/18 19.02


sketilstanden end ved de faktiske forhold. Den eneste, der har forstået situationens alvor, er Munch. Vi må acceptere princippet, og det er en ny regering og fuldmagt til hurtig handling. Dr. Best er ikke kommet som en fri forhandler, og han kan ikke forlade det grundlag, han har med sig, så det nytter ikke at ville forhandle ud fra et andet udgangspunkt. Kravene skal betragtes som et minimum, og det er den rigsbefuldmægtigedes opgave at konstatere, om vi vil gå ind på dem eller ej.” Tavshed. De så på ham, som om det hele var en fiks idé, han selv havde opfundet, men han fortsatte: “Forhandlingerne kan ikke udskydes under henvisning til kongens sygdom; hele denne sag skyldes jo, at man i Berlin er fornærmet over kongen. Vi må se tingene i øjnene og gøre os klart, hvad vi er i stand til at gennemføre. Det er skadeligt at trække det i langdrag og vente, til vi bliver truet, for det forøger kun mistilliden hos tyskerne –” vreden fik det til at stramme i halsen – “og i sidste ende indvilliger vi jo alligevel af den simple grund, at der ikke er nogen af d’herrer, der vil tage ansvar for følgerne af et nej.” Harmen gjorde hans stemme lys og skarp: “Så hvorfor alle disse manøvrer?!” “Jamen, bemyndigelsesloven er jo overflødig!” indvendte Bording. Knud Kristensen smilede koldt, stadig foroverlænet med albuerne på bordet: “Og hvis hr. Udenrigsministeren havde været alene om at lede landet, ville der mon så have været ro i befolkningen?” Scavenius vendte sig mod Kristensen; et øjeblik studerede han det lange ansigt; så rømmede han sig og så på den gode Venstre-­mand med et løftet bryn: “Tyskerne mener, at de nok selv skal sikre ro og orden. Tro ikke, at ministrene bidrager til det.” “Men,” lød det fra Halfdan Hendriksen, “hvis de tyske krav er så ufravigelige, som udenrigsministeren trækker sagen op, ja, så må jeg give Kristensen ret; så må jeg også sige blankt nej.” 20

Den_inderste_fare2.indd 20

21/02/18 19.02


Scavenius lod hænderne glide tilbage og lukke sig om bordkanten, mens han sank tilbage i stolen og stirrede ud over dem. Nogle timer senere sad han atter i stolen, og mens han forsøgte at finde en neutral mine, kom politikerne tilbage til deres pladser. De havde nu afhandlet de tyske krav ved et lukket møde mellem de politiske ministre og Nimandsudvalget og ville meddele partiernes standpunkt. Ingen så ham direkte i øjnene, og der var stille, mens man tog plads. “Socialdemokratiets stilling er klar,” sagde Buhl. ”Vi ønsker ikke at medvirke til en ordning, hvor der kommer en upolitisk ledelse af regeringen. Og det er ganske uagtet, hvilke konsekvenser dette måtte få.” “Og vi,” nikkede Alsing Andersen, “er under ingen omstændigheder indstillet på at gå med til en nyordning efter de tyske retningslinjer. Fagforeningerne lader sig heller ikke lokke af det tyske tilbud om at blive repræsenteret i regeringen.” Manden rystede på hovedet og slog ud med hænderne: “Vi er klar over, at et afslag kan få de alvorligste konsekvenser, men vi lægger så stor vægt på de politiske rettigheder, at vi ikke kan fravige vores standpunkt.” Knud Kristensen sagde det, som om det var noget at være stolt af: “Jeg kan under ingen omstændigheder tage medansvar for at gå så langt, som man er villig til her rundt om bordet. Så jeg ønsker at trække mig fra min post.” “Ja, vi konservative,” sagde Fibiger, “kan ikke acceptere det tyske forslag som forhandlingsgrundlag. Vi vil hverken acceptere den foreslåede bemyndigelseslov eller en ny upolitisk ledelse.” Der blev stille. Alle vendte sig mod Jørgen Jørgensen. Ville Radikale Venstre følge de andre partier? Jørgensen sukkede: “Vi går ind for en forhandling med tyskerne. Men vi ønsker også en bevarelse af den politiske ledelse.” Scavenius gjorde sig umage med ikke at komme til at se hen mod Buhl. Han fik trækningerne om sin mund til at falde til ro, men rase21

Den_inderste_fare2.indd 21

21/02/18 19.02


riet sved i ham, og det blev ved med at sitre i hans ene øjenlåg. Disse mænd kunne redde jøderne og andre fra lejrene, de kunne redde sabotører fra dødsstraf, og så længe de kunne det – så længe de kunne redde blot ét eneste liv – burde de føle sig forpligtet til at blive. “Det –” han svælgede, og han så ned ad sig selv – “det – opfatter jeg som et afslag. Jeg – er aldeles uforstående – over for, hvordan man kan træffe en sådan beslutning med de uoverskuelige konsekvenser, det vil få.” Nede på bordet lukkede hans hænder sig omkring fyldepennen, og mens de strammede til, hærdedes hans stemme: “Men jeg tager d’herrers indstilling til efterretning –” det her ville glæde Emma – “og betragter hermed min mission som afsluttet.” Indignationen slog op alle vegne fra, og imellem stemmerne træng­ te det igennem til ham. “Hvor illoyalt!” hoverede Kristensen og stirrede på Scavenius. “Sådan kan De ikke bære Dem ad! Det skærper jo situationen yderligere! De forværrer jo vanskelighederne for de tilbageblevne!” Scavenius mærkede det ælte i kæberne og fik dem til at slippe. Men kunne ikke lade være med at stirre tilbage på Kristensen. Kunne denne eviggode mand virkelig ikke høre, hvordan hans ord kunne vendes imod ham selv? Dén, ja: Landshykler! Han vendte hovedet bort fra virvaret af ansigter og munde fulde af anklager. “Rolig!” lød en stemme over alle de andres. Det var Buhl. “Rolig!” Kom Buhl ham til undsætning nu? Han kastede et blik over til statsministeren, men denne sad og rystede på hovedet, som om Scavenius var en uartig, lille dreng. “Fanden gale mig!” brølede Scavenius. “Nej! For satan! Om ikke jeg har fået nok af dette latterlige komediespil!” Han verfede sine papirer ned i attachemappen, og mens han rejste sig og nød, hvordan det stilnede omkring ham, smækkede han tasken 22

Den_inderste_fare2.indd 22

21/02/18 19.02


i og blottede tænderne i en slags grin: “Hvis d’herrer så gerne vil have Frits Clausen som statsminister –” det føltes godt, det føltes som at kaste op: “Så værsgo! For jeg er færdig her.” Han vendte sig og marcherede hen til døren, dænget til af fornyede tilråb: “Hold dog op med den ubehagelige forhandlingsform!” “Dette!” snerrede han over skulderen, “er ikke en forhandling!” “Men vi vil jo gerne forhandle om en regeringsomdannelse!” hørte han Buhl insistere bagved. “Også selv om det bliver med bibeholdelse af mig som statsminister.” Med hånden på håndtaget vendte han sig om mod dem, træt af al deres forbandede palaver: “Det er jo netop det officielle ansigt, tyskerne vil have skiftet ud.” Tåberne blev ved: “Men det er da ikke et kategorisk nej til de tyske krav, vi kommer med!” “Vi vil jo gerne forhandle om en lang række punkter. Bare ikke et statsministerskifte.” Han sænkede panden. Uden at røre sig så han ud på dem: “Jeg går ikke til dr. Best og forhandler, hvis jeg ikke har noget at byde ham. Jeg er træt af det her teater. Fra det øjeblik jeg forlader dette lokale, er jeg ikke længere udenrigsminister.” Han tog fastere om håndtaget, men uden at trykke det ned: “Så må d’herrer selv aflevere afslaget til dr. Best. Og så må man jo se, hvordan man så vil klare sig! For det kommer til at medføre en øjeblikkelig reaktion fra tyskerne!” Metallet lå koldt i hånden: Ville de virkelig så gerne af med ham? “Altså, hør nu lige her!” lød den lyse stemme, som var så karakteristisk for Gunnar Larsen. “Hr. Scavenius!? Hold op med det der!” Larsen kom over til ham, men han tog ikke imod den unge mands søgende blik. Han ville ikke finde sig i flere julelege; de var nødt til at indse deres ansvar. 23

Den_inderste_fare2.indd 23

21/02/18 19.02


“Vi bliver sammen til det sidste,” krævede Larsen sopranisk og så betydende ud over forsamlingen. “Nu har vi siddet sammen i den her regering i over to år. Det har vi gjort på trods af alskens uenigheder og strid. Og der er ikke nogen af os, der springer fra en halv time før katastrofen. “ Scavenius udstødte et fnys af foragt. “Det er der altså ikke,” understregede Larsen. “Og der er heller ikke nogen, der går nu. Ingen! Jeg beder Dem, hr. Scavenius, sæt Dem nu ned igen og bliv! Om ikke andet, så af kollegiale grunde.” Larsen så på ham med et stort blik, der vaklede mellem påskønnelse og anklage. Men det var lige meget; han fandt sig ikke i sådan at blive lokkehundset med; han skulle ikke sidde der imellem de nulliteter igen; han var færdig med at kæmpe for deres velvilje og støtte. Det store i Larsens blik svandt ind, og den unge mand vendte sig mod de andre: “Det er yderst farligt at afvise tyskernes forslag. Vi nedkalder tilstande over befolkningen, som man ikke fuldt ud har begreb om, hvis man ikke har meget gode forbindelser i de forskellige lande eller har rejst rundt i det besatte Europa, sådan som jeg har gjort det for mit ministerium. Og selv da kan det være svært at gennemskue de herskende tilstande. Men jeg er ikke i tvivl: Vi styrter land og folk ud i et sandt ragnarok.” Scavenius fægtede med blikket ud over ministrene. De fægtede tilbage mod ham. Med lange skridt var han på vej tilbage ad korridoren til sit kontor, da han fik øje på Ninon, som kom spadserende frem imod ham – da hun opdagede ham, gjorde hun sig langsom som en dronning og lod hvert skridt vugge op fra de høje hæle til hofterne, og han kunne se den lille gummiklemme for sig, som holdt op i hendes strømpekanter, og de smalle bånd, der strakte sig op over baldernes hjerteform til hofteholderens taljestykke og indrammede hele bagdelen i en perfekt 24

Den_inderste_fare2.indd 24

21/02/18 19.02


kurve. Men han var ikke i humør til at gengælde smilet i hendes øjne. Fire dage, det var alt, hvad der var tilbage til at finde en ny statsminister. Fire dage, det kunne være alt, inden regeringen kollapsede, og en ny virkelighed, rigskommissariatets virkelighed, ville sætte ind; og han skulle have fat i Heilbuth, helst i aften; Heilbuth var nødt til at komme ud af landet; og han måtte undersøge, om Ninon og Mette måske kunne komme med. Et halvt skridt bag ham fulgte Buhl, og selv om det stadig sitrede distraherende i øjenlåget, anede han, hvordan socialdemokraten betragtede telefonistinden og hilste på hende fuld af smiger og forpustelse. Så slog han døren op til sit kontor og skred indenfor uden at vente på Buhl, der, efter at ministermødet var endt uden nogen løsning, havde bedt om en samtale med ham under fire øjne. “Hr. Scavenius,” lød det bag ham. “Tænk Dem nu om!” Scavenius standsede op midt på gulvet, vendte sig i et ryk og så på manden; overskægget, de buskede bryn, den stædige hage; det var ligesom at betragte et menneske, der var ham komplet fremmed. “Deres nej,” udbrød Scavenius, “er et ultimatum. Det kommer der ingen forhandlinger ud af, og det kan jeg lige så godt sige med det samme: Det cirkus deltager jeg ikke i.” “Arh!” sukkede Buhl med en ærgrelse, der flød over i forargelse; han lagde ansigtet til rette i en grimasse mellem høflighed og doceren: “Glem ikke, at det er gennem folket, vi henter vores legitimitet. Uden folkets opbakning er vi ingenting. Og jeg vil ikke være statsminister i en regering, der aldrig siger nej til tyskerne, og som ikke tjener andet formål end at legitimere det nazistiske styre. Nej, for pokker! Så går jeg sgu da hellere af!” Scavenius mærkede det stråle fra sine øjne og vendte sig halvt bort. Skulle han fortælle om general Kansteins advarsler? Det krampede i øjenlåget, så hele rummet sitrede, og han bandede indvendigt: ‘Så gå af!’ 25

Den_inderste_fare2.indd 25

21/02/18 19.02


“Det er Deres pligt –” Buhls stemme var mørk og kold – “at blive ved med at forhandle med tyskerne og at holde forbindelsen åben og arbejde for –” “Jeg deltager ikke i skinforhandlinger,” affejede Scavenius. Den gode mand tabte hagen i indignation, han vædede læberne, ville sige noget. Men tanken om atter at skulle lægge øre til alle de politiske indvendinger og forsikringer fik Scavenius til at miste tålmodigheden, og det brast ud af ham: “Det hele er allerede tilrettelagt: Hvis De siger nej, risikerer De alle at blive –” han sukkede – “ja, sendt af sted.” Ikke ‘deporteret’, det sagde han ikke, han ville ikke provokere, og det var ren og skær oplysning, da han fortsatte: “Det har general Kanstein meddelt.” Buhl gloede. Scavenius udstødte et fnys af bitterhed og opgivenhed og skulede efter statsministeren, som sjoskede hen til sofaerne ved vinduet og sank sammen i et af sæderne. Selv om Scavenius ikke ville det, kunne han ikke forhindre sig selv i at føle en vis nydelse ved synet. “Hele Rigsdagen kan blive sendt af sted,” tilføjede han. Stille fulgte han efter og satte sig yderst på sofaen overfor. “Hvis det er sådan, det ser ud –” Buhls stemme var grødet – “så vil jeg ikke forsøge at blive.” Han så op med et blik, der var blændet af forudanelser om det store, der kunne ske; men så så han Scavenius koldt i øjnene, og det lød i hans stemme, som om han glædede sig: “Men De skal vide én ting: De skal ikke regne med, at De bliver statsminister. De andre kommer aldrig til at acceptere Dem som deres leder.”

26

Den_inderste_fare2.indd 26

21/02/18 19.02


6. november 1942 Det var i den sidste time inden midnat. Bag ministerkontorets nedrullede gardiner, henne på sildebensparketgulvet, der glinsede i skæret fra pejsen, sad han på knæ. Foran ham lå hendes strømpeklædte ben fremstrakt fra tåspidsen nede foran ilden og hele vejen op, hvor nederdelen var krænget op over skødet, som hvilede yderst på stolesædet. Varmen fra hendes hud føltes som kys i hans kolde hænder; de fulgte de tynde strømper, som slikkede hende op mellem knæene og ind omkring lårene. Og der var tyngden af hendes ene ben, idet det modstandsløst lod sig løfte, og han tog om den høje stilet. Nænsomt vrikkede han hælen fri, så den gled frem i hele sin runding; så løftede han skosnuden af den dovne forfod. Overalt fra de små tæer med de rødlakerede negle og op over den strakte vrist afslørede den sorte nylons formørkninger og lysninger bevægelserne i hver kurve og bugtning; og hvor strømpehinden udvidede sig om ankel og underben, blev vævningens spindelvævstråde tvunget til at spredes; og som de fortsatte op langs benet og gled fra hinanden og trak sig sammen, tegnede de hver eneste krumning og strækning op med en præcision, der lokkede til undersøgelse. Uanset hvordan man vendte denne fod, og uanset hvor øjet ledte mellem tæer og knæ og lår, var det åbenbart: Disse ben var kvindelige, og denne fod skulle slikkes mellem tæerne og ned over fodbalden, den skulle være våd og glat og presses mod hans lyske og ned over de mest følsomme steder; og han var ved at frigøre strømpen fra klemmen i hofteholderen, da det bankede på døren. I et spjæt fangede de hinandens blik. Han gjorde tegn til hende om at være stille, men selv om de begge sad som stivnede, bankede det på døren igen, så man kunne høre knoglerne i fingrene. “Erik!” kaldte stemmen derudefra. “Jeg ved, at du er derinde.” Det var Emma. Siden deres samtale i forgårs havde han ikke været hjemme, men overnattet i Vester Voldgade, og hver gang hun havde ringet, hav27

Den_inderste_fare2.indd 27

21/02/18 19.02


de han beklaget; han havde travlt; han var træt; han lovede at ringe tilbage. Det var ikke ren og skær ligegyldighed over for hende; det burde hun også kunne forstå; det drejede sig om dannelsen af en ny regering. Efter at Buhl havde meddelt, at han ville gå af, foreslog ministrene nationalbankdirektør Bramsnæs som ny statsminister; lige præcis det samme håbløse fjols, som Christian X for to år siden havde foreslået som udenrigsminister for således at presse Scavenius til at overtage posten. Nationalbankdirektøren havde da også vist sig at overgå alle Scavenius’ forventninger om den mest uanstændige enfoldighed, selv om det var begyndt godt: Bramsnæs sagde ja til at mødes med den nye rigsbefuldmægtigede, og dr. Best opgav på sin side alle krav bortset fra den ligegyldige bemyndigelseslov. Men alle de navne, som von Ribbentrop havde nævnt i Berlin, kunne man betragte som bortfaldet; det centrale var en ikke-politisk regering, som tyskerne kunne have tillid til, men derudover ville dr. Best ikke blande sig i, hvem der blev valgt, så han accepterede Bramsnæs som statsminister. Men i dag, ved de to mænds første møde, havde natio­ nalbankdirektøren erklæret, at han ikke kunne træde til som statsminister – af helbredsgrunde. Og bagefter havde manden nærmest grædt foran alle ministrene og ynket, at hvis han sagde ja, så ville alle fortryde det, både han selv og Rigsdagen og regeringen og tyskerne, nej, han magtede det ikke, hverken fysisk eller på anden måde. Betaget af situationen havde den arme mand gang på gang afvist alle ministrenes forsøg på at overtale ham til at blive alligevel, og således havde manden forstået at fornøje sig med spændingen ved et øjeblik i orkanens øje, mens han spildte andres kostbare timer. Bagefter var det en anden, der fik dr. Best i telefonen og måtte svare: Hvad i alverden foregik der i regeringen? Gjorde man grin med ham?! “Luk mig ind!” forlangte stemmen ude fra korridoren, så man kunne høre munden kræve mod døren. 28

Den_inderste_fare2.indd 28

21/02/18 19.02


Ramt af dyb alvor sneg de to sig på benene. “Øjeblik!” gøede han. “Er Svenningsen stadig derinde?” hviskede Ninon og gjorde et nik mod døren til direktørens kontor. Det vidste han ikke; de var nødt til at prøve, og da han stod ved døren, hvor Emma bankede og kaldte fra den anden side, listede Ninon sig hen til Svenningsens dør og drejede forsigtigt nøglen om. Lydløst trykkede hun håndtaget ned, og i dørsprækken, der åbnede sig mod lyset på den anden side, øjnede han, hvad han ikke ville se: Målløsheden i direktørens ansigt, idet han kiggede op fra sine papirer og så, hvordan telefonistinden – garanteret med et stort, indtagende smil – smøg sig ind forbi dørkarmen. “Hvad foregår der?!” klagede Emma, da hun trådte indenfor. Han kiggede efter hendes brede ryg; uden at han ville det, vrængede det i ham: ‘Hun vralter.’ “Du har ikke tid til at tale med mig! Du besvarer ikke mine opkald! Du er bare helt forsvundet?” Hun standsede op midt på gulvet og søgte hans blik, men bebrejdelsen i hendes øjne fik ham til at se ned og trække langt uden om hende. “Men forstår du ikke, Erik –” hendes blik forfulgte ham, han mærkede det – “jeg er da nødt til at vide, hvad der foregår?!” Han tog plads bag sit skrivebord; gled ind i sæde og armlæn. “Der har været så meget.” Hun haltede hen for enden af hans bord og standsede op; hendes hånd lå som en fast klo om stokkens hoved. “Har du sagt ja? Er det det, du er ved at fortælle mig? Skal du til at være statsminister nu alligevel?” Hans blik drev væk som en undskyldning. Men han var nødt til det, han lod hende se ham i øjnene, han lod hende granske i hans ansigt, mens han skyndte sig at komme hendes anklager i forkøbet og fortalte om Bramsnæs’ storslåede, chokerende naragtighed. 29

Den_inderste_fare2.indd 29

21/02/18 19.02


“Så han trak sig?” Han nikkede og så væk: “15 kostbare timer – spildt.” “Og hvad vil det så sige?” indvendte hun, ikke uden bebrejdelse. “Hvem skal så være statsminister?” Han rystede på hovedet; lettet over, at han ikke at behøvede at skændes med hende om det: “Hauch. Fra Venstre. Han har indvilliget i at danne regering. Hvis dr. Best godkender ham.” Hun sukkede og så sig om. Han vidste, hvordan hun havde det; selv om hun ledte efter en stol at hvile sig i, var hun godt klar over, at hun ikke burde være her; at det her var hans kontor, udenrigsministerens. Hendes blik gik i stå henne ved den tomme stol foran pejsen, hvor Ninon havde siddet. “Hvad er det?” udbrød hun og haltede hen og kæmpede sig ned i knæ. “Hvad fanden er det?!” Han sneg blikket ned efter hendes arm, hvor Ninons ene stilet lå. Med en lille anstrengt jamren fik hun fat om hælen. Hvordan havde Ninon dog kunnet glemme den!? Forpustet rankede hun sig, hun pegede på ham med skoen: “Du får aldrig nogensinde nok. Gør du vel?” Hele denne trivialitet; han så komikken, men den gjorde ham kun trist. “Giv mig den.” Hun klukkede, som om han besad morsomme tilbøjeligheder, eller som om hun længe havde kendt sig selv som en foragtelig kliché. “Så giv mig den da for helvede!” Hun krammede stiletten ind til sit bryst, mens hun trådte baglæns væk fra ham, og da han kom efter hende, grinede hun og gjorde store øjne, idet hun slyngede den ind i pejsen. Bandende rodede han skoen ud af flammerne og bankede gløderne af den. 30

Den_inderste_fare2.indd 30

21/02/18 19.02


“Emma,” sagde han og lod, som om det ikke gjorde ondt i knæene, da han rejste sig, “kan du ikke selv se det?” Hun sank sammen i stolen, hvor Ninon havde siddet, og stirrede frem for sig, mens gråden lydløst brød igennem i hendes ansigt. Han bøjede sig ned og lagde armene om hende, hans kind rørte næsten hendes, det var ikke til at holde ud, og han lukkede øjnene, mens han hviskede: “Emma, vi ødelægger jo kun hinanden. Kan du ikke se det?” Hun pudsede næse. Hendes ansigt hang, og hun så fra hans øjne og ned til hans kinder og mund, som om hun ikke vidste, hvor hun var eller med hvem. Så bristede hun i et hikst. Og mens hun krøb ind i hans arme og græd som et barn, lukkede det hele sig omkring ham; en klaustrofobisk formørkelse; over at blive forladt; over at være syg; over at være gammel; over at skulle dø, alene – og det krampede svagt i hans hals, mens han vuggede hende lidt frem og tilbage. Men der var stadig nogle ting, han var nødt til at nå, inden Hauch skulle til møde hos dr. Best i morgen formiddag. “Emmy?” hviskede han ind mod hendes hår. “Jeg er så ked af, at jeg ikke kan tale mere med dig om alt det her lige nu, men –” Løftet lå ham lige på tungen; det føltes som en hån: ‘Jeg ringer.’ Han bed det i sig og holdt vejret. Hun så på ham, forvirret, men uden bebrejdelse; hjælpeløst. Han hjalp hende op at stå. “Ses vi?” hikstede hun. “Hauch tiltræder i morgen formiddag,” forklarede han og fulgte hende hen til døren med en hånd på hendes skulder. “Så er der kun nogle få formaliteter bagefter, og så kommer jeg hjem og –” Han sagde det ikke: “– og så må vi tale det hele igennem.” Hun trådte ud på den store gang, vendte sig om mod ham i døren og ville sige noget, da en dør lidt længere henne gik op. Emma så ned til damens strømpefødder; og derpå op til stiletten i damens hånd. Så 31

Den_inderste_fare2.indd 31

21/02/18 19.02


fnøs hun et grin ud gennem næsen og så ud, som om hun var ved at kaste op. “Du der!?” råbte hun. Ninons øjne tryglede ham. “Kom herhen!” genlød Emmas stemme. De lydløse strømpefødder trippede den anden vej. Emma vendte sig om mod ham: “Jeg troede ikke, du kunne være sådan et stort fjols!” “Hold nu op med det der!” hvæsede han, mens han med et hårdt greb i hendes skulder tvang hende ud på trappeopgangen. “Du ved jo ikke engang, hvem den dame er!”

7. november 1942 “Glem alt om det.” Stemmen var uden tone. Ansigtet var uden mimik. Øjnene iagttog ham. Så rystede den rigsbefuldmægtigede på hovedet. De sad over for hinanden med et stort skrivebord imellem sig i et af Dagmarhus’ øverste hjørneværelser, hvor dr. Best var ved at indrette sig på sit nye kontor. Fra vinduerne var der en storartet udsigt over Rådhuspladsen, men lokalet omkring dem stod med halvtomme reo­ ler, golde vægge og bare vindueskarme, som fik munterheden i det storblomstrede sofaarrangement henne ved endevæggen til at falme. Dette og den moderne funkisejendoms prunkløse stil – uden rigtig højt til loftet eller elegant stukkatur, kun med lave gulvpaneler og simpel sildebensparket, alt sammen domineret af de sprosseløse vinduers blinde anonymitet – forlenede den unge mand i det elegante jakkesæt med et element af forstillelse. Men i virkeligheden, mærkede Scavenius, afslørede hele kontorets svage raffinement – hele denne lavpraktiske verdslighed – kun en rå form for magt; og dens mangel på sentimentalitet afslørede kun effektivitet og ubøjelighed. 32

Den_inderste_fare2.indd 32

21/02/18 19.02


“Hauch er afvist. Det er Dem, Tyskland vil have som statsminister.” Scavenius forsøgte at holde sin bestyrtelse tilbage og kantede blikket ned ad den velsiddende jakke, hvor reversen lå glatpresset om halsen med den stive skjortekrave og det mørke slips. Han slikkede sig over læberne, hidsig over sin egen naivitet; hvorfor havde han ikke set dette komme? Så gav han sig til at nævne navnene på de andre, som ministrene også havde overvejet som mulige regerings­ledere, men den unge mand blev ved med at ryste på hovedet. “Nu er jeg jo ikke diplomat,” sagde den rigsbefuldmægtigede, og der var noget i blikket, som føltes koldt og glinsende. “Så jeg er vant til at tale åbent, og jeg går ud fra, at De vil gøre det samme. Der er mindre end 48 timer til fristens udløb; der er ikke tid til at finde en ny og vente på Rigsdagens accept. Hele denne affære må have en afslutning nu, så der er ikke længere andre kandidater tilbage end Dem selv.” Scavenius gjorde sit ansigt tomt, men indvendigt føltes det som at måbe: Dette ultimatum, var det en reel sidste chance? Eller så SS-generalen i virkeligheden en fordel i at spolere dannelsen af en ny regering? For det kunne kravet om ham som statsminister meget vel ende med. Havde denne unge mand, hvis gråblå øjne var tomme for enhver følelse, i virkeligheden hele tiden planlagt at vælte styret? Var det i virkeligheden det, det handlede om? At han ville vriste Danmark ud af von Ribbentrops hænder for selv at slå sig op som fører for det danske protektorat? Ganske vist ville Tyskland falde før eller siden. Men manden var ledende nazist; så hvorfor skulle han ikke gennemtvinge nazificeringen, koste hvad det ville? “Jeg egner mig ikke som statsminister,” beklagede han og slog ud med hænderne. “Jeg er ikke nogen god taktiker.” Den rigsbefuldmægtigede smilede, som om han havde taget Scavenius i en løgn, der var så enfoldig, at den blev uskyldig: “I ethvert diplomati indgår der et element af bluff. Lad os bare kal33

Den_inderste_fare2.indd 33

21/02/18 19.02


de det taktik. Men hr. Scavenius, De er en fremragende bluffmager, det ved De også godt selv.” Scavenius holdt et suk tilbage; han kunne ikke sige til dr. Best, at ja, han aflæste magtforholdene; ja, han holdt sig til spillereglerne og forfaldt ikke til moralisme. Alligevel var han ikke en rigtig taktiker; han blev for hidsig, han kunne ikke styre sig over for ministrene, og derfor var han heller ikke egnet til at lede regeringen. Men den rigsbefuldmægtigede nikkede i bekræftelse af sine egne ord: “Netop derfor er det nødt til at være Dem.” Scavenius rankede sig, men slog blikket ned. Han kunne ikke sige, at ingen ville have ham; ikke ministrene, ikke Nimandsudvalget, ikke kongen og heller ikke befolkningen. Det ville kun rejse tvivl om, hvorvidt Tyskland kunne stole på Danmark. Den unge mand smilede, men kun med munden. “Men regeringen,” svarede Scavenius, med en høflighed, der svagt spejlede den rigsbefuldmægtigedes, “er nødt til at have befolkningens tillid.” Argumentet var ikke meget andet end en besværgelse, og dog havde den parlamentariske undskyldning i andre varianter tidligere fået tyskerne til at trække lidt i land; desuden var der efter de seneste dages tyske nederlag i Nordafrika en tiltagende risiko for opstande og folkeligt oprør, og han behøvede ikke at lægge synderlig vægt i stemmen, han kunne sige det ganske nøgternt: “Uden befolkningens tillid kan vi ikke bevare roen her i landet; det er også i Tysklands inte- “ “Ingen –” overtog dr. Best uden at løfte stemmen, men hurtigt og snappende – “ingen af disse parlamentariske vanskeligheder kan tælle længere nu. For Danmark må det være afgørende at have et godt forhold til Tyskland. Så afgørende, at alle andre hensyn må vige. Og hvis danskerne ikke forstår dette, jamen, så vil det være værst for dem

34

Den_inderste_fare2.indd 34

21/02/18 19.02


selv. Husk på –” læberne smilede, så det næsten lignede forlegenhed: “Danmarks befolkning er mindre end Berlins.” Den rigsbefuldmægtigede så over på ham lige så høfligt som før; som om ordenes ubønhørlighed var noget, der opstod i hans mund, uden at de havde noget med ham at gøre; og der var ingen hårdhed at spore i mandens ansigt og heller ingen nedladenhed, kun meddelelsen om et viljeløst vilkår. Scavenius nikkede for sig selv. En stund sad de og tav. Blikket fra den anden side sagde: ‘Jeg venter på Dem. Jeg forstår Deres vanskeligheder. Men der er ikke noget at gøre ved det. Det er De også nødt til at forstå.’ “Hvis –” sagde Scavenius med tryk på ordet – “jeg skal være statsminister –” “Det er Dem og ingen anden,” pointerede dr. Best, stadig uden at løfte stemmen. De så på hinanden; som to mænd på hver sin side af et hegn, der skulle handle sortbørs; den ene ville have en kostbar vare, den anden en formue i en kuffert; men hvem skulle række frem først? Allerhelst skulle det ske samtidigt, men Scavenius vidste, at han ikke kunne nægte den rigsbefuldmægtigede noget som helst; hvis han afslog statsministerposten, ville alting kollapse. Det eneste, han kunne gøre, var at holde fast i, at han ønskede sig noget for noget. “Hvis jeg skal være statsminister,” gentog Scavenius og undlod at betone sit ‘hvis’ lige så kraftigt som før – “vil det være hensigtsmæssigt, om jeg kan beholde de nuværende ministre i mit nye ministrium.” “Buhl må definitivt ud,” affejede dr. Best. I de gråblå øjne var der ingen tilfredshed at spore og heller intet mishag, mens han tilføjede: “Sandsynligvis flere.” Scavenius så tomt ned ad manden. Måske kunne han danne regering uden Buhl, måske kunne han også undvære flere, men jo fær-

35

Den_inderste_fare2.indd 35

21/02/18 19.02


re politikere, der blev tilbage, desto skrøbeligere ville befolkningens støtte til regeringen også være, og i værste fald ville det kunne udløse uro og optøjer; i det hele taget udgjorde den indre fare en stadig større trussel imod hele det parlamentariske system. Han bed sig i kinden. Han var nødt til at holde fast og bevare forhandlingen åben: “Når –” der var ingen tøven i hans stemme – “jeg skal overtage ledelsen og stå som personlig garant for samarbejdet mellem vores regeringer, går jeg også ud fra, at der ikke kommer nogen krav om, at der skal sidde nationalsocialister eller ligesindede med i regeringen. Dette ville også lette sagen væsentligt.” Ovre på den anden side af bordet hvilede ansigtets træk som i følelsesløshed, men bag øjnenes tomme korrekthed spillede blikket af intelligens. Var det overlegenhed? Var det en afvisning? Var det nøgtern, rationel overvejelse til fordel for parlamentarismen? I det hele taget: Hvor langt kunne man gå over for denne rigsbefuldmægtigede? Tvivlen varede kun et øjeblik, ikke længere end den tid det tager at trække vejret ind; så besluttede han sig: “Og vi vil heller ikke have nogen jødelove.” Ansigtet steg op over ham sammen med hele det fornemme jakkesæt, idet dr. Best kom op af stolen, men Scavenius blev ved, roligt som i en saglig argumentation: “I Danmark har folk ikke forståelse for jødespørgsmålet.” Dr. Best lænede sig frem med begge hænder på bordet; øjnene flakkede ned til Scavenius’ hage, men søgte hurtigt op igen: “Ingen –” sagde han, på en gang med høj røst og sært fattet, men med nedladende advarsel i sine ord – “dikterer mig – hvordan – Danmark – skal regeres!” “Men hvis De skal være statsminister,” sagde Buhl, ikke uden in­ kvisition, “så må vi vide: Kunne De finde på at tilslutte landet Tremagtspagten? Og hvad med jødelove? Kunne De finde på at indføre den slags?” Stemmens strenghed kammede over i en bekymring, der 36

Den_inderste_fare2.indd 36

21/02/18 19.02


snarere klingede af arrogance: “Og vi må også vide, hvad De vil sige i Deres tiltrædelseserklæring. Jeg spørger bare: Hvilke indrømmelser over for tyskerne kunne De finde på at give der?” Scavenius skulede tilbage på Buhl. Hvad i hede hule helvede bildte det fjols sig ind!? Det lykkedes ham at holde sin stemme nede: “Jeg har ikke tænkt mig at lade mig forhøre, som om jeg var en mistænkelig person.” Han tvang sig selv til at se de andre om mødebordet i øjnene. Det føltes ynkeligt: Det her var i sidste øjeblik, hvis katastrofen skulle afværges. Alt, hvad der skulle til, var, at de accepterede ham som statsminister. Men de blev ved med at betragte ham med mistænksomhed – uanset at han havde vundet nervekrigen over Berlin; at han havde afvist jødelove, dødsstraf og tvangsudskrivning af danske tropper til Østfronten over for von Ribbentrop; og uanset at han kun accepterede tyskernes krav om en ny bemyndigelseslov, fordi den lov var et pseudo-­ diktatorialt pålæg fra tyskernes side. Han havde sågar fået dr. Best til at acceptere tre betingelser til gengæld for, at han overtog statsministerposten: Regeringen skulle bevare sit parlamentariske grundlag; den skulle være helt fri for nationalsocialister; og stort set alle ministrene skulle blive. Der var kun én pris: Fibiger og Alsing Andersen og Buhl måtte gå. “Det eneste, jeg kan sige,” fortsatte han, “er, at det ville være forkert af mig at love noget som helst lige nu.” Han så ned; han havde ikke kræfter til det her; hvis han havde kunnet, ville han have trukket sig. “Men kunne De ikke lave et forretningsministerium, helt uden politikere?” foreslog Brorsen. Scavenius mærkede irritationen nive i ansigtet: “Men hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det!? Mens alle andre svigter deres pligt? Og hvordan forestiller man sig i øvrigt, at jeg skulle kunne forklare det for tyskerne? Hvordan skulle jeg kunne få det til 37

Den_inderste_fare2.indd 37

21/02/18 19.02


at give mening over for den rigsbefuldmægtigede, at jeg har kæmpet så hårdt for at beholde så mange af d’herrer i regeringen, når ingen vil være med alligevel? Hvis det er den vej, man vælger, så er det lige så idiotisk, som da Bramsnæs legede kispus med dr. Best i går. Det er at gøre grin med borgermusikken. Er der overhovedet ingen her om bordet, der begriber, at den slags pjatteri vil kunne fremkalde en voldsom reaktion?” I ansigterne omkring sig så han, at de var ved at fatte tåbeligheden i at afslå den regeringsomdannelse, som han havde foreslået, men han rystede alligevel på hovedet ad dem. “Men,” sagde Buhl, “forstår De ikke, at det er vanskeligt for os at give Dem vores opbakning, hvis vi ikke har en klar aftale om, hvor langt De vil gå?” Scavenius stirrede ned. Fingrene på hans ene hånd holdt akavet om bordkanten: “D’herrer burde vide, at det netop ikke er muligt for mig at binde mig til nogen fastlagt holdning. Regeringen må have mulighed for at bruge forskellige midler i forskellige situationer. Det eneste, jeg kan sige, er –” fingrene strammede deres greb om bordet – “at formålet med den nye regering er en videreførelse af den linje, som regeringen har haft igennem de seneste to år. Det vil sige: ingen krigsdeltagelse, ingen jødelovgivning og ingen dødsstraf.” Stilheden var som et åndedræt, der var holdt op, og fornemmelsen af, hvordan de sad der som en flok skoledrenge og frygtede hans reaktion, fik ham til at rødme af bitterhed, og da han mærkede leden i sine øjne, lod han blikket drive ud i det tomme mod væggene. “Men uden en klar aftale, hvordan kan De så garantere, at De vil holde ord?” blev en ved. Han så ud over dem: “Jamen, det er jo det, der er hele min pointe: Det kan jeg ikke!” De brød ud i opstandelse, men han overdøvede dem: “Hauch accepterede man! Uden at aftvinge ham erklæringer eller 38

Den_inderste_fare2.indd 38

21/02/18 19.02


garantier om noget som helst! Men jeg!? Jeg, der kan tilbyde en langt bedre ministerliste end han!? Jeg bliver mødt med modstand! Jamen, i virkeligheden er det jo så klart. Det kan jo under ingen omstændigheder nytte noget, at jeg påtager mig denne forbandede opgave. Jeg er også helst fri. Og jeg er ikke engang egnet til den!” “Så!” overtog Gunnar Larsen, og det flimrede i hans lyse stemme, idet han fortsatte: “Den diskussion skal vi ikke have igen! Hvis ikke man vil tage den mand som statsminister, som hidtil har ført udenrigspolitikken, så vil man få meget svært ved at begrunde det over for tyskerne.” Den unge mand stirrede ud over de andre, det trak om hans mund: “Det gælder hele vores forfatningssystem! Det gælder både kongemagt og Rigsdag. Det gælder vores overlevelse. Jeg understreger: Vi befinder os i den farligste situation siden 1864!” Larsen søgte hans blik. Scavenius lænede sig tilbage og gned hænderne ned langs lårene, mens han så væk.

8. november 1942 Klokken var lidt over halv 1 om natten, og regnen slog og stak mod ruderne på den anden side af de tætsluttende papgardiner på hans kontor. Neden for den høje vinduesniche sad Munch i en af sofaerne og så til, mens Scavenius ludende gik frem og tilbage foran pejsen. Ministrene havde nægtet at acceptere ham som statsminister, og siden da havde Christiansborg vrimlet med partimedlemmer og rigsdagsfolk, med bude og embedsmænd og sekretærer, der var kaldt ind til akutte ekstraopgaver. Det gungrede og hviskede; fra gange og kontorer, fra værelser og trapper, hvor fødder hastede og løb, hvor stemmer talte højt og lavt, og hvor døre gik i med et smæld. Hele den store uro blødte ind gennem cement og tapet til kontoret, og det føltes som at stå i hjertet i en mægtig krop, der kæmpede for at overleve, mens alle organerne satte ud ét efter ét. 39

Den_inderste_fare2.indd 39

21/02/18 19.02


Han havde ellers gjort det klart over for ministrene, at han absolut ikke havde til hensigt at acceptere Aksepagten, hvilket i øvrigt var ganske overflødigt, da Hitler jo allerede havde gjort det klart, at Tyskland skulle sejre ved egen kraft og ikke ønskede tropper fra Danmark. Han var også imod Nürnberglove, men situationen taget i betragtning kunne han godt acceptere en fjernelse af jødiske embedsmænd, det ville måske endda være i jødernes egen interesse. Ikke desto mindre havde de stadig ikke kunnet acceptere ham som deres statsminister, og det var nu gået så vidt, at alle de gode partiformænd snart skulle til møde med kronprinsen på Amalienborg for at tage endelig stilling til, hvorvidt de kunne godkende ham eller ej. “Alle disse spilfægterier!” spruttede Scavenius. “Alle disse manøvrer!” “Lad os nu se,” beroligede Munch henne fra sofaen. “Det er min erfaring, at ved sådanne lejligheder, hvor det drejer sig om monarkiets opretholdelse, der har de kongelige altid flair for at gøre det rigtige.” Uden at løfte hovedet kastede Scavenius et blik hen til ham; hvordan kunne Munch – han, der var så fuldkommen blottet for sentimentalitet, og som havde været den første til at gøre op med de nationalromantiske forsvarsillusioner; den mand, der havde gennemført afmagtens politik til dens yderste konsekvenser, og i hvis ansigt besættelsen havde sat sig som en særlig tyngde – hvordan kunne han stadig være optimist!? Scavenius vendte sig væk fra ham og gik tilbage mod pejsen. Men han vidste godt, hvordan Munch kunne sige det. Den mand, der havde afskaffet så meget af forsvaret, måtte nødvendigvis besidde lige præcis evnen til at håbe på det bedste. Selv på det alleryderste. Men uanset at det sikkert var rigtigt, at kronprinsen i dette øjeblik var ved at mane politikerne til besindighed, føltes denne optimisme som en intimidering. Hele denne prægtige vision om danskerne med den højtudviklede kultur, der overlevede besættelser og overgreb, var jo en hån. Som om folk levede et andet, rigtigere liv i et magisk kon40

Den_inderste_fare2.indd 40

21/02/18 19.02


gerige uden for al rækkevidde! Hele dette gigantiske nationaldrømmeri var i dette øjeblik ved at afsløre sig selv som den illusion, det i virkeligheden altid havde været! Af den simple grund, at ministrene ikke var bedre, end folk var flest. “De ender med at sige ja,” sagde Munch, tørt konstaterende. Scavenius kunne ikke lade være med at bryde ud i spottende latter: “Så nu får d’herrer en formaning af den kongelige højhed, som de i dagens anledning har bestilt, og inden klokken 5 i morgen tidlig har de sagt ja til mig? Fordi det er de nødt til?! Men havde de for helvede bare sagt ja med det samme, så kunne vi have hentet noget goodwill hos tyskerne. I stedet giver man Berlin en klar og utvetydig besked om, at man kun accepterer mig, fordi man er tvunget af bitter nød. Man undsiger hele den politik, vi har ført indtil nu!” Munch gjorde mine til at komme med indvendinger, men Scavenius ville ikke høre, han fortsatte med et bredt grin: “Hele dette tåbespil! Det ødelægger for helvede alle fornuftige beslutninger! Rigsdagen er sgu ikke bare en farce, den udøver jo direkte landsskadelig virksomhed. Politikerne tror, at de bliver betragtet som helte, så snart de forlader deres poster, men dén fest vil ikke vare længe. Så vil folk opdage, hvad det vil sige at komme under tysk herredømme. Det ved ministrene godt. Og alligevel må de alle slå knuder på sig selv, før de kan sige ja til mig. Og der er ikke nogen, der overvejer, hvad jeg har lyst til. Om jeg kunne have lyst til at være i ministerium med de andre. Det er der sgu ikke nogen, der tænker på!” Munch holdt kaffekoppen op foran sig og dukkede sig mod den, mens han så på Scavenius: “De andre kan ikke gå af nu. Heller ikke, selv om et af partierne måske ikke vil være med.” Telefonen kimede, så det gibbede i Scavenius. Vredt tog han røret. Stemmen inde i bakelitten klagede: 41

Den_inderste_fare2.indd 41

21/02/18 19.02


“Har du sagt ja?!” “Emma,” hviskede han, tyk i hagen af magtesløshed og harme, “jeg har jo sagt til dig, at jeg kommer hjem, så snart jeg kan!” Han afbrød forbindelsen uden at vente på svar. Så skulede han op ad gardinets store, sorte papflade; det hylede og peb derudefra, det prikkede og piskede. Bagved fra sofaen fortsatte Munch: “Hvis der opstår vanskeligheder nu, kan det føre til øget sabotage. Det vil få tyskerne til at kræve strengere straffe, hvilket så igen vil fremkalde et voldsomt røre. Vi kan let komme ind i en ond spiral.” “Det spiller ingen rolle,” vrissede Scavenius. “Folk vil være bange uanset hvad. Og for min skyld ville det ikke gøre nogen forskel, hvis tyskerne skød de forbandede sabotører.” Han vidste godt, hvordan det lød. Men han var ligeglad. Desuden kendte Munch ham godt. “Det mener De jo ikke,” sagde Munch. Scavenius blev ved med at glo ind i den sorte flade. Tanken om, at når alt det her var forbi i nat, så skulle han hjem til Emma, gav ham trang til at flå pappet fra vinduet; det føltes som et personligt had til hvert eneste af alle de forbandede rullegardiner. “Det, som virkelig harmer mig,” mumlede han over skulderen mod Munch, “det er de forbandede sabotører. De får tyskerne til at slå igen og kaste sig over helt almindelige mennesker, som intet har gjort.” Munch betragtede ham med det blik, der hverken var venligt eller uvenligt: “Så er De også nødt til at blive.” Omkring den enlige læselampe kastede møblernes landskab lange skygger ud i kreds omkring Emmas foretrukne lænestol. Den stod tom med en sammenkrøllet plaid. Henne på kommoden stod radioen og ulmede i frekvensbåndet, men lyden var skruet så lavt ned, at musikken kun lød som en fjern mumlen. 42

Den_inderste_fare2.indd 42

21/02/18 19.02


Med lange, næsten lydløse skridt fortsatte han ind i spisestuen. Men her stod alt også tavst og ubevægeligt. I det samme der lød et bump ovenfra, og da han hastede ud i hall’en, opdagede han en smal stribe lys, der trængte ud gennem dør­ sprækken til hans soveværelse. “Emma!” kaldte han, ikke uden advarsel, mens han trampede op. Indenfor på hans værelse hang alle skabslåger på vid gab; hans tøj lå i bunker; skuffer var trukket ud, sko lå hulter til bulter, krimierne fra sengebordet lå i spagat på gulvet, og midt i hele dette rod sad hun på sengekanten med hængende hår og skuldre. “Hvad fanden laver du!” Det krævede beherskelse ikke at forfalde til et nidsk blik på hende. Sandsynligvis havde hun håbet at finde noget, et eller andet, som han havde fået af Ninon, som hun kunne ødelægge. Men han havde kun lommetørklædet, og det havde han altid på sig i en af lommerne. Så opdagede han, nede mellem hendes let spredte lår, hvordan hun holdt om revolveren fra Heilbuth med begge hænder. “Så, er du statsminister nu?” Det lød som en konstatering; som om hun talte om en karakterbrist i ham, noget patologisk. Han tvang sig selv til at slippe våbnet med blikket. “Jeg tiltræder i morgen.” Men det var umuligt helt at se væk, mens hun vejede våbnet i hænderne. “Altså én gang til,” mumlede hun med en blanding af indignation og opgivelse. Det skælvede yderst i synsfeltet; hvornår holdt den spasme i øjenlåget op? “Jeg er blevet det pålagt.” “Pålagt,” gentog hun, med en stædighed, der også havde et præg af dovenskab over sig – havde hun drukket? “Auswärtiges Amt har jo kun én altoverskyggende interesse, og det er at føre en mild besæt43

Den_inderste_fare2.indd 43

21/02/18 19.02


telsespolitik her i landet. Så du kunne sagtens have sagt nej, uden at alting ville ramle.” “Den nye rigsbefuldmægtigede er en ledende SS’er. Sådan en mand siger man ikke nej til.” “Men det er jo ulogisk,” skar hun af og lukkede højre hånd om revolverskæftet for at mærke nærmere efter, hvordan våbnet føltes. “Du sagde jo selv forleden, da du kom hjem, hvordan denne dr. Best nede i Berlin havde sagt til dig, at han betragtede sig selv som embedsmand.” Han lod, som om han ikke holdt øje med hendes hænder, mens han forsøgte at gnide det epileptiske ud af øjet; men han kunne ikke skjule irritabiliteten i sin stemme: “For helvede, manden er ledende nazist! Han er en del af det system i systemet, som får tingene til at ske. Der er al mulig grund til at tro, at vi har med en mand at gøre, som kan skabe forandringer. Det her, det er ikke en kælesyg Renthe-Fink.” “Det gør det da ikke ligefrem bedre!” “Jo, for dr. Best er en mand med magt. Ham kan jeg forhandle med. Netop fordi han har magt. Jeg kan gøre en forskel. Jeg er nødt til at blive og trække ham i den rigtige retning.” Spagfærdigheden i hendes fnys skjulte ikke storheden af hendes foragt. “Emma, forstå nu, at –” “Nej!” irettesatte hun med store øjne ned mod revolveren. Han sagde det ganske stille og roligt: “Læg den fra dig.” Hun rystede på hovedet, sløset. Nu var han ikke længere i tvivl; hun havde drukket. “Men hvordan,” jamrede hun, “kan du tillade dig at sige ja uden at tale med mig om det!? Det her angår vores begges liv, Erik. Jamen det ved du da! Er du aldrig bange for, hvad der kan ske? Ikke bare for dig? Også mig? Eller tror du, at det er noget, du kan håndte44

Den_inderste_fare2.indd 44

21/02/18 19.02


re? Tror du, at du ikke vil være bange, den dag nogen står foran dig med et ladt våben? Er du da fuldkommen ligeglad med, hvad der venter os!? Du har brudt alle aftaler, Erik. Gang på gang. Ikke bare, da du blev udenrigsminister, også dengang du opgav Voergaard, og da –” “Det kunne jo ikke løbe rundt!” brølede han. “Det ved du da lige så vel som jeg!” “Og alle de gange, du alligevel ikke ville giftes med mig!” råbte hun ind over ham. Han fór hen mod hende: “Det – sludder! – vil jeg ikke høre mere om!” I en hurtig bevægelse vred han det kolde metal fra hende. Baglæns vadede han væk fra hende med revolveren i hænderne. Den var meget tungere, end han huskede den som, og han tog om skaftet med begge hænder. Vægten og kulden, det føltes som et faktum, en sandhed, han alt for længe havde holdt hemmelig. Det var en fornemmelse af udfrielse og magt. Men kun indtil han opdagede, hvordan hun sad og kiggede op på ham; sammensunken og sur som en lille pige. “Og som om det ikke var nok –” fremturede hun videre med en stemme, der sank og blev mørk af lede – “så tager du den mest enfoldige korsetsyerske, der overhovedet kan opdrives, til elskerinde?” Hun rystede på hovedet, mens hun så op og ned ad ham. “Erik, kan du slet ikke se, hvorfor hun er så komisk?” Han stirrede på hende, han ville sige, at hun ikke havde nogen som helst ret til at udtale sig om noget som helst, der ikke vedrørte hende. Men han kunne ikke fortænke hende i hendes forbitrelse. “Alene den måde, hun cykler på! Har du ikke set det? Og den måde, hun råber på? Ind i haverne? Om sine busteholdere og strømpebånd. Den kvinde er jo en komplet parodi på hjul!” “Hør lige her,” sagde han og tog sig i at fægte med revolveren imod hende. “Jeg har jo aldrig lovet dig, at jeg ville sige nej til statsminister45

Den_inderste_fare2.indd 45

21/02/18 19.02


posten. Og som jeg allerede har sagt, så har jeg –” ordene fyldte ham med vrede – “ret til et privatliv.” Hun så op på ham; så brød hun ud i en lille kold kluklatter: “Dit gamle fjols. Du gør dig selv til grin! Og også mig! Men dig, du har ikke nogen værdighed tilbage! Tænk, at du ikke kan se det.” “Så lad os blive skilt!” Hun grynte-grinede og betragtede ham med et fjoget ansigt, som om han var en større tåbe, end hun havde regnet med. Han tog sig sammen, han sagde det imødekommende, han var nødt til at gøre det her med et vist format: “Lad os dog stoppe det her. Tænk også på al den repræsentation, der venter nu. Dr. Best har lagt op til meget mere kontakt, end vi før har kendt til.” “Erik, prøv lige at høre, hvad det er, jeg siger: Glem hende!” hånede hun. “Tænker du slet ikke på, hvad det er, du byder hende? Er du virkelig den eneste i det her land, der ikke har indset det endnu? At tyskerne kommer til at tabe denne her krig? Og hvad så med dig?!” “Der er ingen, der ved, hvordan felttoget mod Sovjetunionen vil falde ud.” Han var dum at høre på, han vidste det; og det her blev ikke til en normal samtale, bare fordi han lod, som om det var det; men han blev ved: “Tyskerne kan holde ud længe endnu; de er forberedt på en langvarig krig.” Det blik, hun sendte ham, mens hun pegede på ham – ville han nogensinde kunne holde bare lidt af hende igen efter det? “Erik, hvis du vil gøre noget godt for Danmark? Og for resten af det besatte Europa? Så ved du godt, hvad du skal gøre!” Han så væk, duknakket. Han orkede ikke mere. “Så går du af!” “Og overlader befolkningen til rigskommissariatet?” hånede han. 46

Den_inderste_fare2.indd 46

21/02/18 19.02


“Og overlader kampen –” selv om hendes stemme steg, var den tonløs – “til folket!” “Styr din selvgodhed, Emma. Jeg kaster sgu da ikke folk i armene på en terrorstat, som de ikke kan forsvare sig imod.” Hun kæmpede for at komme op at stå, men vaklede i overkroppen. Fulde, gamle mennesker, hvor var de dog uklædelige. “Erik,” sagde hun med en opgivenhed, der skingrede, selv om den skulle lyde som mildhed, “hvornår holder du op med at være så irrationel? Hvis vi skal yde et bare ganske lille beskedent bidrag til krigen mod Tyskland, så stopper vi alt samarbejde. Så lukker vi Hitlers spisekammer. Så lukker og slukker vi! Det skal nok hjælpe tyskerne til at blive trætte af deres forbandede fører. Og, hvis du vil gøre noget godt for din lille veninde, ikke? Så sætter du hende fri.” “Jeg har en opgave, og dén –” “Jah-jah-jah! Den evige, noble pligt! Spar mig for din højhellige hellighed!” Et øjeblik stod de som forstenede foran hinanden; og det glimtede i hendes blik af spørgen og lettelse: Følte han sig ramt? “Den modstand, du længes efter,” vrissede han, “den nytter ikke noget. Hvert eneste land, der er blevet angrebet af Tyskland, og som har gjort modstand, har tabt. I sidste ende er alle endt med at samarbejde. Ligesom os.” Hendes latter var uden glæde: “Men den kamp, du kæmper –” hendes smil stivnede – “den kommer du ikke til at vinde.” Han stod og gloede på hende. Ordene brændte ham på tunge og læber: ‘Vi to, vi er færdige med hinanden.’ Så stak han revolveren i lommen. “Ja! Gå!” hørte han hende råbe, mens han marcherede ud af værelset og hastede ned ad trapperne. “Løb din vej! Tag hjem til din lille –” hendes stemme blev dyb: “Luder! Og ved du hvad! Du skal ikke komme tilbage her igen!” 47

Den_inderste_fare2.indd 47

21/02/18 19.02


Han stod ved trappens fod og stirrede op på hende: “Du tror virkelig, at alting handler om dig.” “Men husk én ting,” råbte hun, mens hun halte-hastede efter ham. “Når tyskerne taber – og det gør de, bare vent og se – så –” Han vadede gennem hall’en og ud i entreen, men blev stoppet af hoveddøren; låsen smuttede mellem fingrene, mens han hørte hendes halte skridt nærme sig på trappen. “Og når det sker. Erik? Så er dit liv forbi. Så er du ikke længere nogen stor mand.” Låsen slap, døren fløj op, og han væltede ud i natten. Han vadede rundt om sig selv og spejdede ud i mørket, mens stemmen bagfra spottede: “Og til den tid, så skal du ikke regne med, at sådan en – madras! – vil have noget som helst med dig at gøre.” Henne fra hjørnet knasede det i gruset, og en skikkelse trådte frem; det var Andresen. Bare han ikke havde hørt noget. Scavenius løftede i frakkekraven og fik skuldrene på plads, idet han kaldte: “Vi kører!” Det fingertykke sølvkors med indgraveringen af den lidende Kristus dinglede i kæden over den store barm. Mens diakonissen nærmede sig ad den lange korridor, daskede krucifikset op over den bugnende uniform og sejlede i stå, inden det atter styrtede tilbage imellem brysterne, indtil kæden blev spændt ud, og det hele startede forfra. Ovenover mødte det midaldrende kvindeansigt, som var indrammet af en kniplingskappes hvide flæser, ham med håndfast venlighed; og åbenbart skjulte hans smil ikke, hvordan hendes myndighed kunne vække en fornøjethed, beundring og trang til at udfordre, for hendes blik glimtede tilbage: ‘Mon ikke De burde beflitte Dem med andre sager?’ Så han endte i et studie af sine skosnuder dernede ved siden af Buhls. 48

Den_inderste_fare2.indd 48

21/02/18 19.02


Senere i dag skulle han overtage Statsministeriet efter den gode socialdemokrat, og de to havde kun udvekslet høfligheder, mens de havde stået her på gangen og ventet. Der var ikke mere at slås om eller diskutere; beslutningen om, at Scavenius skulle overtage statsministerposten, var truffet. Alt, hvad der manglede, var kongens formelle godkendelse, og den ville de få om lidt, når de mødte op i audiens hos den gamle monark, som havde været indlagt her på Diakonissestiftelsen, siden han var faldet af hesten for tre uger siden. I et glimt hørte Scavenius ministrene igen: “Vi beder Dem gøre det bedst muligt for befolkningen.” Og: “Vi håber, at De vil bevare det gode samarbejde med Nimandsudvalget.” Så naragtigt. Som om de behøvede at ydmyge sig selv på den måde; som om han ikke var til at stole på; som om han ikke hele tiden havde kæmpet for det parlamentariske styre. Men han havde været så lettet over forbrødringen og over, at hele situationen var reddet, at han havde sagt det med oprigtig glæde: At selvfølgelig ville han fortsætte samarbejdet som hidtil; han havde endda slået alle konflikterne hen med en bemærkning om, at hvis der havde været nogen uoverensstemmelser, så skyldtes det jo bare forskellige opfattelser af, hvor stor faren udefra havde været. Men nu, mens han stod her og ventede sammen med Buhl, nagede det alligevel i ham. Gad vide, hvor længe han ville være i stand til at holde den gående. Alting kunne blive værre under den nye rigsbefuldmægtigede. Men ministrenes dumhed og naivitet måtte betragtes som en konstant. Mens han og Buhl fulgtes bag nonnen ad højloftede gange og rungende trapper, tvang lugten af syrlig eddike og sødlig mad og medicin ham til kun at trække vejret gennem munden, og i det folderige diakonisseskørts skygger lyste Staunings blege høvdingeansigt på hospi­ talspuden; de sprukne læber bevægede sig ikke, men Scavenius kun49

Den_inderste_fare2.indd 49

21/02/18 19.02


ne alligevel høre ordene igen: “De skal også have et liv efter krigen. Husk det.” En dør gik op; et værelse åbnede sig, hvidt af lys fra de høje vinduer; og der sad Christian X halvt oprejst med puder og tæpper i ­hospitalssengen. Den gamle mands rødrandede øjne så tomt på ham. Scavenius kom til at glo: De blå mærker, som kongen havde fået i ansigtet, da han var faldet af hesten, var kun falmet til violet og gult, og han havde stadig skrammer og hævelser i panden og på hagen. Men det, der fik Scavenius til at indse, at det stod værre til, end han havde frygtet, var øjnenes pludselige uskyld, det tynde i stemmen og hændernes skælven. Ved siden af sengen stod kronprinsen og hilste; hans blik forsøgte at benægte, at hans far var blevet en hjælpeløs invalid. Scavenius lod blikket søge tilflugt i sengetøjets hvidhed. Han ville have kigget den anden vej, hvis kongen havde tabt hatten på gaden, eller hvis han var snublet i sit snørebånd, eller hvis han blot havde haft en krumme i mundvigen Men ved synet af mandens skrøbelighed ville han helst forsvinde helt. “Deres Majestæt,” hørte han Buhl sige. “Jeg skal bringe de bedste hilsner med fra hele ministeriet og ønske Kongen god bedring. Men jeg forstår, at det går bedre?” Ordene føltes som en snagen i kongens private sygdom og dødelighed. “Ja, jeg husker altså ikke noget af det,” mumlede Christian X med sprød stemme. “Men jeg forstår, at folk tog sig vel af mig; oldfruen fra Restaurant Esplanaden holdt mit hoved, mens en tjener ringede efter ambulancen, og en af politiets opdagere fik fat i Jubilee –” “Det er fars hest,” indskød kronprinsen, mens kongen, der ikke havde hørt det, fortsatte: “– han havde faktisk været urolig, allerede da vi red over Frihavnsbroen.” Scavenius nikkede forstående sammen med Buhl og kronprinsen, selv om han stadig ikke begreb, hvordan en så gammel mand med det 50

Den_inderste_fare2.indd 50

21/02/18 19.02


øverste formelle ansvar for land og folk overhovedet kunne finde på at sætte sig op på en hest. Kongen fortsatte: “Man havde ellers styr på hesten, men ved Yachtpavillonen, der satte han i fuld galop langs Kastelsgraven, og så, ja, så –” mumlede han, som henvendt til sig selv, “det eneste, man ikke bryder sig om at tænke på, er, at det var en tysk marineartillerist, som var den første til at komme én til hjælp.” Scavenius lod tungen glide frem og tilbage bag tænderne; gid denne audiens snart var overstået. “Men jeg forstår,” nærmest hviskede kongen og samlede sit anstrengte blik på Scavenius, “at De er kommet, fordi tyskerne vil have Dem til statsminister?” Et øjeblik så de to hinanden i øjnene; begge, som om de ventede på den anden. Så gjorde Scavenius et nik. Det var kun en lille bevægelse, næsten usynlig, men det føltes som at gå i knæ. Som om det kun var tyskerne, der ville have ham; som om ministrene ikke også selv havde valgt ham til sidst. Men følelsen af, at det kun var nazister­ ne, der stod bag ham; at de havde tvunget ham igennem og ydmyget ministrene, og at han selv havde ladet det ske – gjorde ham slap i trækkene, og han havde intet blik, da han sagde: “Ja.” Det kongelige blik fjernede sig, og uden at løfte hovedet anede Scavenius, hvordan den syge kiggede op på Buhl: “Jeg takker –” fremtvang den spinkle stemme – “for Deres tid i regeringen. Og for den indsats, som De har gjort for vort land. Det – er ikke Dem, der har svigtet mig. Men mig, der har svigtet Dem.” Scavenius ville ikke stirre, men han kunne mærke noget metallisk i sit blik, da han så op til den forslåede hage og pande igen; de gamle øjne så tilbage på ham, famlede ham over ansigtet, ledte efter tegn, der kunne bevise, at han, den gamle invalide dernede i det hvide, havde ret: ‘Det – er – stadig – mit – land!’ 51

Den_inderste_fare2.indd 51

21/02/18 19.02


Han og Ninon var næsten usynlige, som de sad henne i sofaen og puttede sig ind til hinanden i hendes kaminstue. Dagen var ovre, kampene var overstået, kongen havde givet sin godkendelse; det allersidste, der manglede nu, inden han formelt tiltrådte som stats- og udenrigsminister, var, at han og Svenningsen fik skrevet hans tiltrædelseserklæring og talen for Rigsdagen. De sad og lyttede; ude i halvmørket, ovre på skænken, lyste frekvensbåndet på radioen. Den gjaldende stemme var kun alt for velkendt; det var Hitler, der talte i en direkte transmission fra München. Han erklærede, at Stalingrad var faldet, og ironiserede over De Allierede, der ellers i disse dage havde trængt tyskerne tilbage i Nordafrika; for Tyskland ville snart give igen med nye, farligere våben. Hun trak benene op under sig og kravlede ind i hans arme. “Et nyt våben?” hviskede hun, så han kunne mærke hendes varme ånde mod sin hals. “Tror du, at det er gas? Det taler alle om. Eller en ny slags bombe?” Klapsalverne bragede. Det lød som styrtregn. Han rystede på hovedet: “Det er propaganda.” Bifaldet døde ud. “Hør!” hviskede han. “De klapper ikke så meget, som de plejer at gøre.” Synet af dr. Best kom til ham igen; som manden havde stået på den anden side af sit skrivebord, da han havde hørt, at i Danmark havde man ikke noget jødespørgsmål. Den måde, hvorpå det unge menneske havde rettet på sit bælte og lænet sig frem med begge hænder på bordet; den måde, hvorpå hans blik havde flakket. “De ved godt, at de taber krigen,” hviskede han. Mens Hitler fortsatte med ord, der var glaseret af patos, tænkte han på den store, brune konvolut, som Svenningsen havde givet ham, og som lå inde på bordet i spisestuen nu. Den var fyldt med de seneste indberetninger og rapporter om den rigsbefuldmægtigede og dennes 52

Den_inderste_fare2.indd 52

21/02/18 19.02


meritter, og han burde gå ind og læse på det, men tanken om, hvad der måtte gemme sig i bunken, fik ham til at blive siddende; og det føltes, som der lå et vågent øje bag de åbne døre og vogtede over ham. “Ninon?“ Hun nikkede, stadig optaget af Hitlers staccato. Vidste hun overhovedet, hvad hun gjorde? Forstod hun, hvad det var, hun gik ind til ved at have et forhold til ham? “Hvis du ombestemmer dig? Hvis du finder ud af, at du alligevel ikke –” “Det gør jeg ikke,” afbrød hun, idet hun trak sig lidt tilbage og så granskende på ham. “Søde Erik –” hun strøg ham over kinden – “det er ikke nødvendigt med denne her snak.” De sad og så hinanden i øjnene. Han ledte efter ord. Det puslede ude fra gangen. “Mor?” “Ja?” Det var Mette; om hun måtte spise det sidste af æblerne i køkkenet? Det måtte hun godt. Da døren gik i igen, vendte hun sig mod ham: “Jeg er ligeglad med, hvad der sker; jeg vil være sammen med dig, og jeg forlader dig ikke, det gør jeg ikke, forstår du det?” Han så ned til hendes mund. “Men der er nogle betingelser,” sagde han. “Du skal altid fortælle mig, hvor du er. Og du må aldrig –” han ærgrede sig over ikke at kunne styre desperationen i sin stemme, mens han havde udtalt dette ‘aldrig’, og han gentog det mere beroligende – “aldrig åbne for nogen, du ikke kender. Uanset hvem de siger, at de er. Forstår du det?” Hun så på ham; han var ikke sikker på, at hun forstod, hvor alvorligt han mente det. Hun nikkede. “Og så er der én sidste ting,” fortsatte han, “som du skal love mig; det vigtigste.” Hun så spørgende på ham, mens han rejste sig og tog hendes hånd. 53

Den_inderste_fare2.indd 53

21/02/18 19.02


Han førte hende med ind på soveværelset og slog sin kuffert op; han så på hende, mens han gravede ned mellem bukser og skjorter og sokker og undertøj, indtil metallet frøs mod hans fingerspidser. Så trak han revolveren op ved løbet. “Men Erik?” udbrød hun og så til, mens han lagde våbnet i hendes hånd. “En skyder!?” Det rynkede i brynene på hende. Han huskede godt, hvordan kulde og varme havde gennemstrømmet ham selv, da Heilbuth havde givet ham den. “Den her – det skal du love mig – den skal du altid have liggende parat et godt sted her i huset.” “Skal jeg –” “Ja!” Han forsøgte mere blidt: “Altid.” “Men er du sikker på, at – ” Det var lige ved at brase ud af ham, at han ikke ville have, at der skete hende noget, men han snappede vejret i sig og nøjedes med at nikke. Hun så på ham, som om hun ikke kunne tage ham helt alvorligt, og han ville ikke lyve, men han ville heller ikke skræmme hende, og han kunne ikke få sig til at tilstå det hele: At hvis han fejlede, og hvis styret kollapsede, inden Tyskland bukkede under, ville der komme en tid, hvor de lovløse herskede, og jo tættere på denne tilstand man kom, desto større ville risikoen også være for, at han – og måske også hun? – blev suget med ind i centrum af opgøret. “Jamen, jeg ved jo slet ikke, hvordan man gør med sådan en skyder,” forsøgte hun og ville række den tilbage, men han tog om hendes hænder og stillede sig om bag hende med maven mod hendes ryg. “Se her,” mumlede han. Med hagen hvilende på hendes skulder flettede han sine fingre ind mellem hendes og strakte hendes arme op sammen med sine. Kind mod kind pegede de frem med våbnet. “Lampeskærmen,” hviskede han tæt ind mod hendes øre. 54

Den_inderste_fare2.indd 54

21/02/18 19.02


De kneb øjnene sammen og sigtede over på natlampen med den rosa skærm, der stod som stivnet med sin gyldne frynsekant. Idet de trykkede aftrækkeren i bund, smældede det fra det tomme magasin, og hun udstødte et lille gisp. Så dirrede hun af grin.

Den_inderste_fare2.indd 55

21/02/18 19.02


„Fremragende [… ] fortællingen og dens etiske dilemmaer er så stærkt og intenst beskrevet.“ Weekendavisen „Det er et kæmpestof, Kosovic inddrager, og hun har fået en læseværdig og yderst spændende roman ud af det.“ Politiken „Kosovic er en sand sprogvirtuos, og hendes detaljerede romanbiografi er kræs for den historisk interesserede læser.“ Litteratursiden „En rasende spændende biografisk roman.“ Fyens Stiftstidende

Hvor meget af din frihed vil du ofre for freden? Hvor meget af din fred vil du ofre for friheden? DET ER NOVEMBER 1942. Igennem to og et halvt år har udenrigsminister Erik Scavenius kæmpet for Danmarks selvstændighed under besættelsen, efter at kongen har påkaldt sig Hitlers vrede. En ny rigsbefuldmægtiget, topnazis- ten dr. Werner Best, bliver sendt til København for at danne en ny nazivenlig regering, og Scavenius vil gå af. Men dr. Best, der ikke kun er en elegant og kultiveret yngre mand, men også en berygtet Gestapochef og leder af den brutale krigsforvaltning i Frankrig, tvinger ham til som statsminister. De to mænd holder ikke kun Danmark og de danske jøders skæbne i deres hænder. Også for hinanden ender de med at spille en livsafgørende rolle. For hvad er det for en slags venskab, der vokser frem imellem dem? Og hvor

B I RG I T H E KO S OV I C

Anmelderne skrev om DEN INDERSTE FARE I

KOSOVIc DEN INDERSTE

FA R E

går grænsen mellem integritet og underkastelse?

FA RE

romanportræt af Erik Scavenius.

DE N I N DE R ST E

DEN INDERSTE FARE II fuldender første binds politisk-personlige DET DOBBELTE LAND „Klogt, indfølende og chokagtigt præcist.“ Politiken

BIRGITHE

BI N D 2

„En fremragende skrevet, dybt indsigtsfuld og ligefrem rystende roman!“ Kristeligt Dagblad „En varm anbefaling af en meget vellykket roman.“ Jyllands-Posten

BIRGITHE KOSOVIC (f. 1972) fik sit gennembrud i 2010 med romanen DET DOBBELTE LAND, som vandt Weekendavisens Litteraturpris 2010, Danmarks Radios Romanpris 2011 og Danske Banks Litteraturpris 2011. DEN INDERSTE FARE II er andet bind af to om Erik Scavenius.

BIND 2

„Fortalt med stor indlevelse og indsigt.“ Information

R O M A N O M E R I K S C AV E N I U S POL I T I K ENS FOR L AG

POL I T I K ENS FOR L AG

P ORT R Æ T F O T O: © OL E H AU P T

Profile for JP/Politikens Forlag

Den inderste fare II  

Hvor meget af din frihed vil du ofre for freden? Hvor meget af din fred vil du ofre for friheden? Den inderste fare II fuldender første bin...

Den inderste fare II  

Hvor meget af din frihed vil du ofre for freden? Hvor meget af din fred vil du ofre for friheden? Den inderste fare II fuldender første bin...