__MAIN_TEXT__

Page 1

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

Intens og effektiv spænding med engagement og indsigt. BERLINGSKE

En kendt realitystjerne findes myrdet, siddende i en stol med en klovnehat på hovedet og en test i paratviden fæstet til sin ryg. Den myrdede har tilsyneladende ikke svaret rigtigt på spørgsmålene i sit livs vigtigste prøve. Rejseholdet bliver tilkaldt for at opklare sagen, men de mangler beviser, og flere mord af samme karakter finder sted. Det er først, da Sebastian Bergman begynder at argumentere mod en anonym skribent i medierne, at der sker fremskridt i sagen. Skribenten viser sig at have information om mordene, som kun politiet og morderen har adgang til.

EL PERIÓDICO

MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.

I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019

DE UEGNEDE

En suveræn og enormt vanedannende serie takket være blandingen af geniale plots og realistiske figurer.

5

DE UEGNEDE EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

HR. FERDINAND


DE UEGNEDE

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

CK_De-uegnede.indd 1

27-10-2015 09:37:58


H JORT

R OSENFELDT

DE UEGNEDE KRIMINALROMAN PÃ¥ dansk ved Ellen Boen

HR. FERDINAND

CK_De-uegnede.indd 3

27-10-2015 09:37:58


Kære chefredaktør Källman. Jeg har i mange år været læser af Deres publikation. Først i form af den trykte avis, men de senere år af netudgaven. Jeg sympatiserer ikke altid med Deres holdninger og har af og til undret mig over såvel de valgte emner, der tages op, som over vinklingen i reportagerne, men som oftest har jeg dog fundet en vis fornøjelse ved at læse Deres produkt. Nu føler jeg mig imidlertid nødsaget til at stille Dem følgende spørgsmål i Deres egenskab af ansvarshavende redaktør: Hvorfor hylder man den rene idioti i Deres publikation? Hvornår besluttede man at være talerør for den uforfalskede dumhed og ikke blot gøre den til norm, men endog til noget efterstræbelses- og misundelsesværdigt? Hvorfor rapporterer De om og giver plads til personer, som end ikke ved, hvilket år Anden Verdenskrig brød ud, som ikke besidder de mest elementære matematiske kundskaber, og som kun undtagelsesvis er i stand til at formulere en sammenhængende sætning? Personer, hvis eneste talent består i at kunne trutte med munden på såkaldte “selfies”, og hvis eneste bedrift er, at de har blameret sig offentligt ved at have sex for åben skærm i nogle af alle de realityserier, der oversvømmer vore tv-kanaler aften efter aften. I mit arbejde møder jeg ganske mange unge mennesker. Samvittighedsfulde, intelligente, engagerede og ambitiøse.

5

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

CK_De-uegnede.indd 5

27-10-2015 09:37:58


Unge mennesker, der følger med i den offentlige debat, opsøger viden, tænker kritisk og uddanner sig, så de med tiden kan få et interessant og udfordrende arbejde og bidrage til samfundet. Unge, som vil noget. Som kan noget. Det er dem, De burde give plads. Det er dem, De burde fremhæve som forbilleder. Ikke disse uempatiske, egoistiske, udseendefikserede skabninger, der med piercinger i tungen og kroppen dækket af vulgære tatoveringer fører sig frem med deres lave IQ og ikkeeksisterende almendannelse. Jeg gentager hermed mit spørgsmål og ser frem til at modtage et svar i avisen: Hvornår besluttede man at være talerør for den uforfalskede dumhed og ikke blot gøre den til norm, men endog til noget efterstræbelses- og misundelsesværdigt? Med venlig hilsen Cato d.æ.

CK_De-uegnede.indd 6

27-10-2015 09:37:58


T

redive sekunder fra nu af.” Mirre registrerede efterhånden knap nok det metalliske klik, når stopuret blev aktiveret. Hvor længe skulle det her fortsætte? Hvad var det, manden havde sagt? Han ville stille tres spørgsmål. Hvor mange havde de været igennem nu? Mirre anede det ikke. Det føltes, som om de havde siddet her i en evighed, og han havde stadig svært ved at forstå, hvad der var sket. “Vil du høre spørgsmålet igen?” Manden sad tæt på. På den anden side af bordet. Hans stemme var rolig og dyb. Det var godt to uger siden, Mirre hørte stemmen første gang; da de talte i telefon sammen. Manden havde ringet og præsenteret sig som Sven Cato, freelancejournalist. Ville lave et interview. Eller snarere en portrætartikel. Mirre havde ganske vist ikke vundet, men han var en af de deltagere, der havde fået mest presseomtale og opmærksomhed på de sociale medier. Folk havde dannet sig en opfattelse af, hvem han var, ud fra det, de havde set. Sven ville uddybe dette billede lidt, få andre sider frem, vise mennesket bag. Kunne de mødes? Det havde de gjort. På Kurhotellet, hvor Sven havde spenderet frokost. Selvom det var tirsdag, og klokken kun var halv tolv om formiddagen, havde de taget sig en øl, for det var jo sommer. Ferietid. Sven havde anbragt en lille båndoptager på bordet og stillet en række spørgsmål, som Mirre havde svaret på. Nu tolkede manden foran ham tydeligvis hans tavshed som et ja. 7

CK_De-uegnede.indd 7

27-10-2015 09:37:58


“Til hvilken ordklasse hører ord, der beskriver forholdet mellem personer, ting og steder, for eksempel på, til, foran og i?” “Det ved jeg ikke,” sagde Mirre og kunne selv høre, hvor udmattet han lød. “Der er ti sekunder tilbage.” “Jeg ved det ikke! Jeg kan ikke svare på dine skide spørgsmål!” Der blev stille i nogle sekunder, herefter lød der et klik, da stopuret standsede, og så endnu et klik, da det blev nulstillet igen. “Næste spørgsmål: Hvad hed Christoffer Columbus’ flagskib på rejsen i 1492, hvor han opdagede Amerika? Du har tredive sekunder fra nu af.” Klik. Stopuret begyndte atter at tælle ned. Det var ellers gået fint med interviewet. Sven var godt nok lige så gammel som Mirres far, eller endnu ældre, og var temmelig uvidende om en masse ting, men virkede oprigtigt interesseret og var ret hyggelig at snakke med. Da Mirre vendte tilbage efter en tur på toilettet, havde Sven bestilt endnu en omgang øl. Det måtte have været den. Den anden øl. Sven måtte have puttet noget i den, for kort efter var Mirre blevet utilpas. Havde svært ved at koncentrere sig, følte sig svag. Sven havde tilbudt at køre ham hjem. De havde forladt restauranten og var gået hen til parkeringspladsen. Så vågnede han her. Med hovedet hvilende på den hårde bordplade. Han havde rettet sig op, men det varede et par sekunder, før det gik op for ham, at han ikke kunne se noget, og da han prøvede at fjerne det, han havde for øjnene, opdagede han, at han kun kunne flytte hænderne nogle centimeter. Der lød en raslende, metallisk lyd, når han forsøgte. Lænker. Håndjern. Han var begyndt at skrige og ruske i lænkerne, men tav så, da han hørte den velkendte stemme. “Der er ingen, der kan høre dig, og du kan ikke komme løs.” 8

CK_De-uegnede.indd 8

27-10-2015 09:37:58


Mere skrigeri. Hvad fanden foregik der? Hvad helvede havde han gang i? Trusler og bønner i skøn forening. Mest trusler. “Hids dig ned. Du kan gå igen om en halv times tid. Naturligvis forudsat, at du består.” “Hvordan består?” havde Mirre spurgt. “Består hvad?” Tres spørgsmål. Tredive sekunders betænkningstid til hvert. En tredjedel af svarene skulle være rigtige. “Og hvad sker der ellers?” havde Mirre spurgt. “Så går vi i gang,” lød svaret fra manden, der formentlig overhovedet ikke hed Sven Cato. “Første spørgsmål: Hvad står forkortelsen NATO for? Tredive sekunder fra nu af.” Klikket, der startede stopuret, efterfulgtes af en dæmpet, hurtig tikken, mens sekunderne gik. Mirre havde overhovedet ikke forholdt sig til de første ti-femten spørgsmål. I stedet fortsatte han med at flå i lænkerne og spørge, hvad helvede fyren havde gang i, hvad han ville, og skiftevis true ham med død og undergang og love ham hvad som helst, hvis bare han ville slippe ham fri. Trusler og bønner. Manden havde været totalt uanfægtet. Med samme rolige stemme havde han stillet sine spørgsmål, startet sit stopur, spurgt, om han skulle gentage spørgsmålet, og afventet svaret. På et tidspunkt havde han nøgternt påpeget, at chancen for at bestå mindskedes drastisk, og at Mirre gjorde klogest i at koncentrere sig lidt mere og true ham lidt mindre. Så Mirre begyndte at høre efter. “Hvad er et primtal?” “Hvilke dyr indgår i The Big Five?” “I hvilket årti dannedes øen Surtsey ud for Islands sydkyst?” “Hvad kaldes den SI-enhed, der anvendes for at måle lysstyrke?” Omkring midtvejs blev Mirre opmærksom på, at det knitrede, når han bevægede sig. Plastic. Han sad på plastic. En hynde omviklet med plastic. I hans forestillingsverden kunne der kun findes to grunde til dette. 9

CK_De-uegnede.indd 9

27-10-2015 09:37:58


Enten var hynden ny og endnu ikke pakket ud. Eller også ville man beskytte den. Mod pletter. Blodsprøjt. Nu kom der skub i adrenalinet. Han skulle nok klare det her, få skovlen under svinet. Ville forsøge at høre efter, forsøge at gøre sig umage. Han skulle kraftedeme bestå det her. “I hvilken amerikansk delstat ligger byen Chicago?” “Hvad er den kemiske betegnelse for fosfor?” “Hvem blev konge i Sverige efter Oscar I?” Spørgsmål efter spørgsmål med samme rolige, dybe stemme. Mirre kunne for fanden ikke besvare et eneste … “Sidste spørgsmål: Til hvilken dyrefamilie hører jærven?” Klik. Hvilken dyrefamilie? Hvad fanden snakkede stodderen om? Mirre vidste udmærket, hvad jærven hed på engelsk. Wolverine. Han havde sgu da set samtlige Marvel-film. Men familie? “Skal jeg gentage spørgsmålet?” “Nej.” Stilhed. Den dæmpede, hurtige tikken. Klik. “Så er tiden udløbet. Lad os se …” Mirre sukkede og hvilede panden mod bordet. Han havde jo for fanden ikke tyve rigtige, havde sgu da ikke engang svaret på så mange spørgsmål. Han hørte manden rejse sig på den anden side af bordet og løftede langsomt hovedet, prøvede at høre, hvor han gik hen. Pludselig mærkede han noget koldt og metallisk mod panden. “Ikke bestået,” sagde manden, der ganske rigtigt ikke hed Sven Cato. Mirre nåede ikke engang at flytte hovedet, før trykluften i boltpistolen afskød den lille stift, der øjeblikkelig trængte gennem pandebenet og ind i hjernen.

10

CK_De-uegnede.indd 10

27-10-2015 09:37:58


H

ele sit liv havde hun været omgivet af løgne. Usynlige. I over tredive år havde skyggerne været der, uden at hun havde opdaget dem. Sådan var det ikke længere. Nu så hun dem overalt. Hvor hun end vendte sig, stødte hun på dem. Løgne og svigt. Ingen havde sagt sandheden. Ingen. Hverken Anna, Valdemar eller Sebastian. Mor, far og far. Men nu nægtede hun at tænke på dem som familie. En familie signalerede en slags ømhed, og dét ville hun ikke give dem. Nu var de ikke andet end nogle navngivne personer. Anna. Valdemar. Sebastian. Bid for bid var hendes tilværelse begyndt at krakelere. En politiefterforskning om økonomisk kriminalitet havde ført til, at Valdemar blev varetægtsfængslet. Som udgangspunkt havde hun betragtet ham som uskyldig, et offer for uheldige omstændigheder. Det var trods alt hendes far, det drejede sig om. Men han tilstod, og hendes verden vaklede. Og dengang vidste hun ikke, at hun kun havde set toppen af isbjerget. Den virkelige afgrund åbnede sig, da hun fik at vide, at Valdemar ikke var hendes biologiske far. Den afsløring var tæt på at slå hende omkuld. Hun forsøgte febrilsk at navigere sin nye tilværelse ind på en ny kurs og finde sandheden; hun konfronterede sin mor, Anna, som viste sig at fremture med at spille med falske kort. Hun opfandt en far. 11

CK_De-uegnede.indd 11

27-10-2015 09:37:58


En død mand. En ny løgn. Vanja kunne til nød forstå, hvorfor hun ikke havde fortalt sandheden om Valdemar. Forstå og måske ligefrem påskønne løgnen. Han havde trods alt og langt hen ad vejen været hendes far hele hendes liv. Den bedste far, hun kunne ønske sig. Så hvorfor tage ham fra hende? Hvorfor ødelægge deres forhold? Men nu? Hvor hun vidste, hvem han var, eller rettere: hvem han ikke var. Hvorfor fortsætte med løgnene? Hvorfor vedblive med at forholde hende sandheden? Det kunne hverken forklares, forsvares eller forstås, og resultatet var en iskold afstand. En følelsesmæssig permafrost, som Vanja ikke følte hverken lyst eller trang til at tø op. Det var ikke hende, der havde løjet. Hun var uskyldig. Men så, efter at alt omkring hende var blevet kaos, var Sebastian Bergman pludselig trådt frem af skyggerne. Han var hendes far. Det var derfor, han havde søgt tilbage til Rejseholdet. Drivkraften var soleklar. Alle hans handlinger havde haft ét eneste formål: at komme tæt på hende, at etablere et venskab med hende. Natten efter Billys bryllup havde han vækket hende. Hun var stadig søvndrukken, da han sagde, at der var noget, han var nødt til at fortælle hende, og nej, det kunne ikke vente. Da hun satte sig op i sengen, havde hun ingen anelse om, hvad han havde tænkt sig at sige, og havde helt sikkert ikke forventet det, hun fik at høre. “Jeg er din far, Vanja,” havde han sagt og taget hendes hænder. Han havde i det mindste gjort sig umage for at afsløre budskabet med en vis hensynsfuldhed. Han prøvede at være så blid, han overhovedet kunne. Forklarede, hvordan han havde fundet ud af det, og hvorfor han, da det gik op for ham, ikke ville ødelægge hendes forhold til Valdemar, hvordan Anna havde forbudt ham at afsløre noget, hvordan han trods alt havde haft hendes bedste for øje. Han virkede ærlig. 12

CK_De-uegnede.indd 12

27-10-2015 09:37:58


Det værdsatte hun, men i virkeligheden gjorde det ikke nogen forskel. Et svigt var et svigt. De havde leget med hendes liv. Ligesom i den der Jim Carrey-film, The Truman Show. Alt havde været teater, og alle havde spillet et spil, bortset fra hende. Hun, der altid havde sat en ære i at være rationel og logisk, mistede fodfæstet. Det var, som om hun befandt sig i et hus, hvor hver eneste dør førte til en ny blindgyde. Uanset hvor meget hun ledte, fandt hun ikke vejen ud. Hun havde sygemeldt sig i to uger. Havde siddet i lejligheden og prøvet at få styr på sine følelser. Det havde ikke hjulpet, men kun ført til en erkendelse af, hvor ensom hun faktisk var. I hele sit voksne liv havde hun lagt al sin energi i to ting: sit job og sin familie. At være en god strømer. At være en god datter. Nu hvor hun ikke længere havde nogen familie, var der kun jobbet tilbage. Men dér fandtes den mand, som pludselig havde vist sig at være hendes far. Hendes to verdener kolliderede. Der var ingen steder, hvor hun kunne slippe væk fra de tanker, der forfulgte hende. Men det var sådan et sted, hun havde brug for. Et liv, der ikke var formørket af fortidens skygge. Hendes eget liv. Hun vidste bare ikke, hvordan det skulle lade sig gøre.

13

CK_De-uegnede.indd 13

27-10-2015 09:37:58


N

ormalt var lydniveauet betragteligt højere, når de næsten to hundrede elever trængtes ved skabene ude på gangen. Men sommerferien var begyndt sidste torsdag, og nu var Lise-Lotte González alene på den stille skole. I ugerne frem til skoleafslutningen var hun kommet bagud med en del administrativt arbejde og havde derfor besluttet at bruge den tid, der skulle til for at indhente det forsømte, så hun kunne holde ferie med god samvittighed. I går havde hun kun været på kontoret et par timer, før det gode vejr lokkede hende udenfor, men i dag havde hun tænkt sig at blive her mindst til klokken fire. I virkeligheden havde hun ikke noget imod at udskyde ferien en uge eller to. Det var faktisk dejligt at kunne arbejde koncentreret uden hele tiden at blive forstyrret af kimende telefoner, kolleger, der stak hovedet indenfor, og en lind strøm af mails. Ved totiden besluttede hun sig for at holde en velfortjent pause. Hun gik ind i det mennesketomme lærerværelse, tændte for elkogeren og lavede sig en kop pulverkaffe. Så rodede hun i skufferne under køkkenbordet og fandt en kagedåse med nogle tørre mandelkiks. Det var trods alt bedre end ingenting. Efter den lille kaffepause besluttede hun sig for at gå en kort runde. Hun kunne godt lide at vandre omkring i de nyrenoverede lokaler på sin skole. Det var sådan, hun tænkte på den. “Min skole”. Hvilket den selvfølgelig ikke var. Hildingskolen var friskolekoncernen Donnergruppens nyeste læreanstalt for 6. til 9. klassetrin. Den var blevet en succes. 14

CK_De-uegnede.indd 14

27-10-2015 09:37:58


Eleverne var strømmet til, man havde et godt ry, lærerstaben var veluddannet, og eksamensresultaterne lå langt over landsgennemsnittet. Lise-Lotte troede derfor ikke, at koncernledelsen på noget tidspunkt havde fortrudt, at de ansatte hende som skoleinspektør. Hun drejede om hjørnet og fortsatte ind på den gang, hvor man hovedsagelig underviste i naturfag. Så standsede hun. En af de hvidmalede døre, der forunderligt nok havde klaret sig gennem skoleåret uden at blive oversprayet med graffiti, stod på klem. Alle døre på gangen skulle holdes aflåst, da lokalerne rummede diverse kemikalier, ætsende væsker, gasflasker og andre både kostbare og farlige ting. Hun kastede et hurtigt blik indenfor, før hun lukkede og låste døren. Havde hun set rigtigt? Hun åbnede døren helt. Ja, den var god nok. Til venstre for tavlen sad en skikkelse med bar overkrop og ryggen til. “Halløj der!” Ingen reaktion. Lise-Lotte trådte et skridt ind i lokalet. “Er der noget galt?” Stadig intet svar. Intet tydede på, at personen overhovedet havde hørt hende. Kunne han være påvirket af noget? Ud fra den måde, han sad og hang på stolen, kunne man næsten tro, at han sov eller måske ligefrem var bevidstløs. Lise-Lotte fortsatte ind mellem bordene, hvor stolene var nydeligt anbragt ovenpå med benene opad, mens de ventede på at blive taget i brug igen om otte uger. “Er der noget galt? Kan du høre mig?” Det var en ung mand, så hun nu. Veltrænet, tatoveret. Men hvad var det, han havde på hovedet? Kunne det være en klovnehat? Og hvad var det, han havde siddende på ryggen? Hvis han var påvirket eller bevidstløs, håbede Lise-Lotte ikke, det skyldes noget, han havde taget i kemilokalet. Det ville ikke se godt ud, hvis en af de unge fra lokalområdet havde begået indbrud og taget stoffer eller var blevet forgiftet på hendes skole. Lise-Lotte standsede igen og rynkede forbløffet panden. Nu så hun, hvad det var, der sad på fyrens ryg. 15

CK_De-uegnede.indd 15

27-10-2015 09:37:58


To stykker papir. A4-format. Der var skrevet noget på papirerne, som desuden havde pletter af blod der, hvor de var hæftet fast i den nøgne hud. Hun frygtede det værste, da hun tog de sidste skridt og lænede sig frem for at se hans ansigt. Hvis ikke de stirrende øjne havde fortalt, at den unge mand var død, levnede det lille, runde hul i panden ingen tvivl.

16

CK_De-uegnede.indd 16

27-10-2015 09:37:58


V

anja sad og ventede i sofaen på Torkels kontor. Enten var hun tidligt på den, eller også var han forsinket. Formodentlig det første, for Torkel var kendt for sin punktlighed. Hun opdagede, at hun var nervøs, men forstod ikke helt hvorfor. Torkel kendte allerede sandheden om Sebastian. Hun havde sat ham ind i situationen, da han ringede for at høre, hvordan hun havde det. Han vidste ikke, hvorfor hun havde meldt sig syg, og troede sikkert, hun havde influenza eller noget andet, der snart ville gå over. Han var selvfølgelig blevet overrasket, men havde vist sig forstående og sagt, at hun endelig måtte tage sig den tid, der skulle til, og at hun ikke skulle tøve med at henvende sig, hvis hun trængte til at tale med nogen. Det gjorde hun nu. Hun havde ikke andre og havde indset, at hun ikke kom nogen vegne på egen hånd. Gennem glasruden så hun Torkel komme gående. Hun rejste sig nervøst og bandede indvendigt over sin tåbelighed. Det var for pokker Torkel, hun skulle snakke med. Hendes ven og mentor. Det havde den sidste tids begivenheder ikke ændret på. Det skulle nok gå. Han var på hendes side. Så hvorfor opførte hun sig som en frygtsom skolepige, der er blevet kaldt ind på skoleinspektørens kontor? Han fik øje på hende, da han var et par meter fra døren, sendte hende et venligt smil og vinkede, men hun mente at kunne se en vis bekymring i hans blik. Så slog det hende, at han måske var lige så nervøs for det forestående møde, som hun var. 17

CK_De-uegnede.indd 17

27-10-2015 09:37:58


Han vidste jo ikke, hvorfor hun var her. Troede han mon, at han var ved at miste hende? Var han ved at miste hende? Hvorfor var hun her egentlig? Hun vidste det ikke selv. Hun havde ikke længere situationen under kontrol. Det lignede hende ikke, og det var derfor, hun var nervøs. “Hej, Vanja. Godt at se dig igen,” sagde han, da han kom ind og gik hen for at give hende et knus. “Hvordan har du haft det?” “Skidt.” Med ét gik det op for Vanja, hvor skønt det var at få stillet det spørgsmål af et menneske, der var interesseret i svaret. Der interesserede sig for hende. “Jeg er pænt meget ude i tovene.” “Det forstår jeg godt,” sagde Torkel stille og holdt hende ud fra sig med hænderne på hendes skuldre. “Det har været en barsk tid for dig.” “Ja, det tør siges …” Torkel sendte hende et forsigtigt smil og gav hendes skuldre et ekstra klem, før han tog plads i en af lænestolene. Han gjorde tegn til hende om at sætte sig i sofaen overfor. “Jeg mødte Sebastian ganske kort i går,” sagde han, da hun havde sat sig. “Han har heller ikke været her så meget,” fortsatte han. “Fortalte du ham, at du vidste det?” spurgte Vanja. Torkel rystede på hovedet. Hvad regnede hun ham for? Hun havde bedt ham om ikke at sige noget, og hun burde vide, at han aldrig ville svigte hendes tillid. “Hvad gør vi så nu?” fortsatte han og lænede sig frem med albuerne på knæene og fingerspidserne mod hinanden. “Hvordan vil du have det? Du bestemmer.” Hun mødte hans åbne, venlige blik og ville ønske, hun havde et bedre svar. “Det ved jeg ikke.” “Han er ikke engang ansat. Vi har kun en konsulentaftale, som jeg kan annullere her og nu, hvis du ønsker det.” Det kom som en overraskelse, og Vanja vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Hun havde end ikke tænkt på et sådant scenarie. Hun havde opfattet Sebastian som en lige så selvfølgelig del af teamet som hende selv, og 18

CK_De-uegnede.indd 18

27-10-2015 09:37:58


det fik hun pludselig mulighed for at ændre på. Hun kunne få ham fyret. Det var ikke nemt, det her. En del af hende ville aldrig se ham mere, en anden del var mere usikker. Mere forvirret. “Jeg ved det ikke,” fik hun endelig frem. Dette ikke-svar, som hun stadigt oftere benyttede sig af, og som overlod det til andre at tage beslutninger. “Jeg kan fyre ham med øjebliks varsel. Det er op til dig,” gentog Torkel. Hun nikkede taknemmeligt, men usikkerheden var lige så stor som taknemmeligheden. Hvis ikke større. Hun hadede ikke Sebastian Bergman. Hun var ikke så vred på ham, som hun var på Anna og Valdemar. Langtfra. I virkeligheden ønskede hun ham intet ondt. De var kommet hinanden nærmere, det kunne hun ikke nægte. En del af hende kunne ligefrem lide ham. “Jeg er nødt til at tænke over det. Det føles på en eller anden måde lidt for nemt,” sagde hun. “Sommetider er det nemme det bedste,” svarede Torkel. Sandt nok, men det ville være det samme som at forsøge at løbe fra problemerne. At feje dem ind under gulvtæppet. Det var ikke hendes stil. Hun ville ikke skubbe problemer til side. Hun ville løse dem. Se dem i øjnene, eller i det mindste gøre et forsøg, før hun gav op. Hun rystede langsomt på hovedet. “Behold ham. Jeg skal nok sige til, hvis jeg skifter mening.” Torkel nikkede. Det var umuligt at aflæse, hvad han mente om hendes beslutning. Han skulle lige til at sige noget mere, da telefonen ringede, og denne gang var hans ansigtsudtryk ikke til at tage fejl af. Irritation. Han rejste sig, gik rundt om skrivebordet og løftede telefonrøret. “Jeg vil ikke forstyrres,” sagde han studst. Så spidsede han ører, trak en notesblok hen til sig og greb en kuglepen. “Hvor ringede hun fra, sagde du?” Torkel tog notater, og Vanja rejste sig fra sofaen. Hun vidste ikke, hvem og hvad samtalen handlede om, men hun forstod, at de netop havde modtaget en ny opgave. 19

CK_De-uegnede.indd 19

27-10-2015 09:37:58


S

ebastian var ikke helt klar over, hvordan han var havnet ude på Adelsö. Eller rettede: Han forbandede sig selv, fordi han havde tilladt sig at havne ude på Adelsö. Han spillede ganske vist altid på udebane, men han plejede at være klog nok til at sørge for, at han relativt let kunne smutte igen, når det passede ham. Som regel inden den kvinde, han havde været i seng med, vågnede. At han ikke havde været så forudseende denne gang, tilskrev han den kendsgerning, at hans misbrug var eskaleret den seneste tid. Den tvangsprægede erobringstrang havde mere eller mindre overtaget hans tilværelse. Efter Värmland. Efter Maria og hendes datter Nicole. Pigen havde været vidne til, hvordan hendes fætre, moster og onkel var blevet myrdet, og hun nægtede at tale, da politiet fandt hende. Sebastian havde påtaget sig at hjælpe hende med at bearbejde traumet. Undervejs havde han knyttet sig til pigen og hendes mor. Knyttet sig for meget. De var flyttet ind hos ham og var blevet som en lille familie. Nicole havde udfyldt det tomrum, som hans døde datter havde efterladt. Det var ikke sundt. Det kunne umuligt holde. Det gjorde det heller ikke. Det endte med, at Maria gjorde det helt klart for ham, at hun aldrig ville se ham igen. Men han ville se dem. Så han havde brugt lidt tid på at opspore dem, hvilket ikke havde været så svært. De var flyttet fra lejligheden i Enskede til et lille rækkehus i Åkersberga. Sebastian var kørt derud, men havde tøvet, da han nåede frem. 20

CK_De-uegnede.indd 20

27-10-2015 09:37:58


Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Han ville forklare det hele. Hvor meget de havde betydet for ham. Hvor gerne han ville være sammen med dem igen. Hvordan de på en eller anden måde havde fået ham til at føle sig mere hel, end han havde gjort siden anden juledag 2004. Men han havde løjet for dem. For sig selv. Eller som Vanja havde udtrykt det: Han havde udnyttet dem, da de var allermest sårbare. Det vidste Maria også, så hvad troede han, at han ville vinde ved igen at dukke op i deres liv? Ingenting. Så han havde ladet være. Havde forladt rækkehuskvarteret. Forladt Maria og Nicole. Var vendt tilbage til de flygtige, meningsløse seksuelle forbindelser. Som den på Adelsö. Drømmen havde vækket ham lidt i seks. Som altid var højre hånd hårdt knyttet. Mens han rettede fingrene ud, indså han, at det var en dårlig idé at stå op nu og snige sig ud. Om han så kendte vejen, hvilket han ikke gjorde, havde han ikke lyst til at vade syv kilometer hen til en bilfærge og derefter køre med bus i en evighed for at komme tilbage til Stockholm. Han blev derfor liggende og stirrede op i loftet, indtil han hørte kvinden ved sin side – Kristina etellerandet – begynde at vågne. I samme sekund hun slog øjnene op, smilede han til hende og strøg hende hurtigt over kinden. “Godmorgen.” Hun strakte sig og skulle lige til at liste en hånd ind under hans dyne, da han slog den til side og stod ud af sengen. “Jeg smutter lige i bad. Er det okay, at jeg låner et håndklæde?” Kristina så en anelse skuffet ud over den hastige sortie, men han havde ved gud ikke lyst til mere sex. Det var spændingen, udfordringen ved selve forførelsen, at gennemføre spillet, der for en kort tid fik ham til at glemme smerten og skyldfølelsen, som langsomt forgiftede ham. Det var denne glemsel, han havde brug for. Uden den ville mere sex kun være en pine. 21

CK_De-uegnede.indd 21

27-10-2015 09:37:58


Kristina havde lavet morgenmad, da han kom ud fra badeværelset, men han var ikke sulten. Han plejede for enhver pris at prøve at undgå den slags situationer. Den falske følelse af samhørighed, illusionen om, at de havde noget sammen – selvom de, hvis det stod til ham, aldrig ville ses igen – gav ham myrekryb. “Har du lyst til at gå en tur, når vi har spist?” spurgte Kristina, mens hun smurte en hjemmelavet bagel, som hun havde varmet i mikroen. “Nej, men jeg vil bede dig køre mig til færgen,” svarede Sebastian sandfærdigt. “Eller allerhelst helt ind til byen.” Kristina lagde smørkniven fra sig og sendte ham et lettere forbavset smil, som om hun knap troede sine egne ører. “I nat sagde du ellers, at det ikke hastede med at tage tilbage.” “I nat sagde jeg hvad som helst for at få et knald.” Også dette var sandt, men hans ærlighed fik konsekvenser. Den positive var, at det uønskede morgenmåltid fik en brat afslutning. Den negative var, at Kristina ikke havde tænkt sig at køre ham så meget som en meter. Så nu gik Sebastian hen ad noget, der hed Adelsö Ringvej, og håbede, at den ville føre ham til færgelejet. Hans telefon ringede. Han greb sig selv i at håbe, at det var Vanja. For en måneds tid siden, natten efter Billys bryllup, var han blevet nødt til at fortælle hende det, han allerede havde vidst i lang tid. At han var hendes far. Vanja var selvfølgelig blevet chokeret. Først havde hun ikke troet ham, og da hun omsider lod sig overbevise om, at han talte sandt, havde hun smidt ham ud. Ikke på en jeg-vil-aldrig-se-dig-mere-måde, men snarere ud fra et behov for at være alene. Hun havde brug for tid til at fordøje oplysningen. Hun ville lade høre fra sig. Det havde hun ikke gjort. Sebastian kendte hende godt nok til at vide, at hvis deres i forvejen 22

CK_De-uegnede.indd 22

27-10-2015 09:37:58


skrøbelige forhold skulle have en chance for at overleve, så måtte alting fremover foregå på hendes betingelser. Hun skulle bestemme tempoet. Det mindste forsøg fra hans side på at forcere noget ville måske få hende til at vende ham ryggen for altid. Så han var alene. Han var ikke god til at være alene. Det var derfor, han nu traskede af sted ude på Adelsö. Og selvfølgelig var det ikke Vanja, der ringede. Det var Torkel. Arbejdet kaldte igen.

23

CK_De-uegnede.indd 23

27-10-2015 09:37:58


AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

Intens og effektiv spænding med engagement og indsigt. BERLINGSKE

En kendt realitystjerne findes myrdet, siddende i en stol med en klovnehat på hovedet og en test i paratviden fæstet til sin ryg. Den myrdede har tilsyneladende ikke svaret rigtigt på spørgsmålene i sit livs vigtigste prøve. Rejseholdet bliver tilkaldt for at opklare sagen, men de mangler beviser, og flere mord af samme karakter finder sted. Det er først, da Sebastian Bergman begynder at argumentere mod en anonym skribent i medierne, at der sker fremskridt i sagen. Skribenten viser sig at have information om mordene, som kun politiet og morderen har adgang til.

EL PERIÓDICO

MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.

I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019

DE UEGNEDE

En suveræn og enormt vanedannende serie takket være blandingen af geniale plots og realistiske figurer.

5

DE UEGNEDE EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

HR. FERDINAND

Profile for JP/Politikens Forlag

De uegenede  

Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage – lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som altid. Manden, som kollegerne hader, og f...

De uegenede  

Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage – lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som altid. Manden, som kollegerne hader, og f...