Page 1

KUN PRÆSENTATION - IKKE TRYK

„Magisk, mystisk og mirakuløs roman.“ THE SEATTLE TIMES

EN SYNSK KVINDE FLYTTER IND på øverste etage i en byg-

Chloe Benjamin er født og opvokset i

San Francisco og uddannet i moderne litteratur ved University of Wisconsin. Det tog hende fem år at skrive DE UDØDELIGE, som er hendes anden roman. Den blev en New York Times Bestseller og sikrede hende et stort internationalt gennembrud. Romanen er solgt til udgivelse i mere end 30 lande. Chloe Benjamin bor i Madison, Wisconsin sammen med sin mand, og hun arbejder nu på sin tredje roman.

„Benjamin skriver med nerve og charme, først i technicolor og så kun smukkere og bedre jo mørkere, det bliver.“

ning på Hester Street i New Yorks Lower East Side. Man siger om hende, at hun kan forudsige alle menneskers dødsdag. Og netop det år – sommeren 1969 – virker det, som om der sker spændende ting for alle andre end de fire søskende, Simon, Klara, Daniel og Varya Gold. Folk flipper ud på Woodstock og alle har set Midnight Cowboy. For at opleve bare en smule spænding sniger de sig en dag til at møde den synske kvinde, og hun giver hver af dem en profeti, der kommer til at trække dybe spor gennem deres liv, og den måde de vælger at leve det på.

DE UDØDELIGE er beretningen om fire søskende gennem

fire årtier. Det er en klog og gribende roman om, hvordan vi lever, hvordan vi dør, og hvad vi stiller op med den tid, vi har fået til rådighed.

„Imponerende roman. Bred og dyb og smukt skrevet.“

THE NEW YORK TIMES

Kvinden rejser sig også. Hun går hen mod noget, Varya troede, var en skabsdør (der hænger en bh på håndtaget, skålene er lige så lange som Varyas sommerfuglenet), men nej: Det er en dør. Kvinden åbner døren, og da Varya hører sine søskendes stemmer nedefra, svulmer hendes hjerte. Men kvinden står og spærrer vejen for hende. Hun kniber Varya i armen. „Det skal nok gå godt for dig, skat.“ Der er noget næsten truende i hendes stemme, som om det er vigtigt, at Varya hører efter – vigtigt, at hun tror på det. „Det skal nok gå godt alt sammen.“ Varyas hud blegner mellem kvindens fingre. „Slip mig,“ siger hun.

THE SUNDAY TIMES

„Det virkelig magiske her er Chloe Benjamins fortælletalent.“ THE WASHINGTON POST

THE GUARDIAN ISBN 9788740050301

F O R F AT T E R F O T O : N AT H A N J A N D L

„En dybt bevægende familiesaga.“


De udødelige

De_udoedelige.indd 1

05/12/18 15.27


Chloe Benjamin

De udødelige Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Politikens Forlag

De_udoedelige.indd 3

05/12/18 15.27


Til min mormor, Lee Krug

De_udoedelige.indd 5

05/12/18 15.27


PROLOG

Kvinden pĂĽ Hester Street 1969 Varya

De_udoedelige.indd 7

05/12/18 15.27


De_udoedelige.indd 8

05/12/18 15.27


Varya er tretten. Den mørke dusk mellem hendes ben er ny for hende, ligesom de ekstra syv en halv centimeter. Hendes bryster passer lige ind i en hånd, og brystvorterne er som lyserøde mønter. Hendes hår når hende til taljen. Det er brunt – i modsætning til Daniels sorte, Simons gule og Klaras bronzefarvede. Hun fletter det hver morgen. Hun kan godt lide følelsen af fletningernes vægt, når de flagrer omkring livet på hende. Hendes lillebitte næse ligner ingen andres, så vidt hun kan se. I en alder af tyve vil den have nået morens fulde høgeagtige majestæt, men ikke endnu. De snor sig gennem kvarteret, de fire sammen. Varya er den ældste, så kommer Daniel på elleve, Klara på ni og Simon på syv. Daniel fører an på vejen ned ad Clinton mod Delancey. De drejer til venstre ved Forsyth. De holder sig i træernes skygge på vejen rundt om Sara D. Roose­velt-parken. Om aftenen er her fuldt af ballademagere, men denne tirsdag formiddag ligger der kun nogle få klynger af unge mennesker, som sover ud i græsset efter weekendens demonstrationer. Da de når Hester, bliver søskendeflokken stille. Her skal de forbi Golds Skrædderi, som er deres fars, og selvom han næppe vil få øje på dem (Saul er altid fuldstændig opslugt af sit arbejde, som om det var selve universets stof, han syede på, og ikke bare en søm på et par herrebukser), så udgør han stadig en trussel imod denne beklumrede julidags prekære, sitrende ærinde, som de har opsøgt Hester Street for at udføre. 9

De_udoedelige.indd 9

05/12/18 15.27


Selvom Simon er den yngste, er han kvik. Han er iført et par cowboyshorts, som han har arvet efter Daniel. De passede Daniel, da han var i hans alder, men de hænger løst om Simons smalle lænd. I den ene hånd har han en kinesisk silkepose med snorelukning. Inden i den rasler dollarsedlerne, og mønterne klinger metallisk. “Hvor er det?” spørger han. “Jeg tror, det er lige her,” siger Daniel. De ser op på den gamle bygning – mod brandtrappernes siksakmønster og de mørke, firkantede vinduer på femte sal, hvor den person, de er kommet for at møde, siges at residere. “Hvordan kommer vi ind?” spørger Varya. Bygningen ligner deres egen derhjemme, bortset fra at den er malet flødefarvet i stedet for brun og har fem etager i stedet for syv. “Jeg går ud fra, at vi bruger ringeklokken,” svarer Daniel. “Den til femte sal.” “Ja,” siger Klara, “men hvilket nummer?” Daniel tager et krøllet stykke papir op af baglommen. Han er helt rød i hovedet, da han ser op. “Det ved jeg ikke.” “Daniel!” Varya læner sig op ad muren og vifter ansigtet med hånden. Der er knap toogtredive grader varmt – varmt nok til, at hendes hårgrænse klør af sved, og hendes nederdel klæber til lårene. “Vent lidt,” siger Daniel. “Lad mig lige tænke mig om.” Simon sætter sig på asfalten. Stofposen hænger som en gople mellem hans ben. Klara tager en karamel op af lommen. Inden hun er færdig med den, går hoveddøren op, og en ung mand træder ud. Han er iført lilla solbriller og en åbenstående paisley-skjorte. Han nikker mod Gold-børnene. “Skal I ind?” “Ja,” siger Daniel. “Mange tak!” Han rejser sig, og de andre følger trop. De går ind, og Daniel takker atter manden med de lilla solbriller, idet døren går i. Daniel – deres frygtløse, småklodsede leder, hvis idé det hele er.

10

De_udoedelige.indd 10

05/12/18 15.27


Han hørte to drenge snakke i køen hos Shmulke Bernsteins kosher-kinesiske restaurant og delikatesseforretning, hvor han ville købe en af de varme tærter med æggecreme, som han elsker at spise, selv i varmen. Køen var lang, og ventilatoren kørte på fuldt drøn, så han måtte læne sig frem for at høre drengene og det, de sagde om den kvinde, som midlertidigt havde slået sig ned på øverste etage i bygningen på Hester Street. Da han gik hjem til Clinton Street nummer 72, bankede hjertet i brystet på ham som en hammer. Inde på deres værelse spillede Klara og Simon et brætspil på gulvet, mens Varya læste en bog oppe i køjesengen. Deres sort-hvide kat, Zoya, lå på radiatoren i sollyset. Daniel præsenterede dem for sin plan. “Jeg forstår det ikke rigtigt.” Varya pressede sin snavsede fod op mod loftet. “Hvad er det, denne kvinde gør?” “Det har jeg jo sagt,” sagde Daniel utålmodigt. Han var overgearet. “Hun har skjulte evner.” “Som hvad, for eksempel?” spurgte Klara og flyttede sin brik. Hun havde brugt første halvdel af sommerferien på at lære sig selv Houdinis korttrick med elastikker – med begrænset succes. “Det, jeg hørte,” svarede Daniel, “er, at hun kan spå om fremtiden. Hvad der sker i ens liv – om man får et godt eller dårligt liv. Og der er også noget andet.” Han stemte hænderne mod dørrammen og lænede sig frem. “Hun kan fortælle en, hvornår man skal dø.” Klara så op. “Det er jo latterligt,” udbrød Varya. “Det er der ingen, der kan.” “Men hvad, hvis hun nu kan?” spurgte Daniel. “Så ville jeg ikke vide det.” “Hvorfor ikke?” “Fordi.” Varya lagde bogen fra sig og satte sig op, så benene dinglede ud over kanten af køjesengen. “Hvad, hvis det nu er dårligt nyt? Hvad, hvis hun siger, at du skal dø, inden du overhovedet er blevet voksen?” “Så ville det være godt at vide det,” sagde Daniel. “Så man kunne nå at gøre alting inden.” 11

De_udoedelige.indd 11

05/12/18 15.27


Der blev stille et øjeblik. Så begyndte Simon at grine, så hele hans spinkle skikkelse rystede. Daniel blev rød i hovedet. “Jeg mener det alvorligt,” sagde han. “Jeg vil derhen. Jeg kan fandeme ikke holde én dag mere ud i den her lejlighed. Så hvem vil med?” Måske ville der ikke være sket mere, hvis det ikke var midt på sommeren, med halvanden måneds klæbrig kedsomhed bag dem og udsigt til halvanden måned mere. Der er ingen aircondition i lejligheden, og netop i år – sommeren 1969 – virker det, som om der sker spændende ting for alle andre end dem. Folk flipper ud på Woodstock og synger Pinball Wizard og ser Midnight Cowboy, som ingen af Gold-børnene får lov til at se. De gør oprør uden for Stonewall, hamrer dørene ind med parkometre, som de har revet løs, og smadrer vinduer og jukebokse. De bliver myrdet på alle tænkelige, grufulde måder – med kemiske bomber og geværer, som kan affyre fem hundrede halvtreds skud i træk, og deres ansigter bliver med skræmmende hast transmitteret til fjernsynet i Gold-­familiens køkken. “De går kraftedeme på månen,” sagde Daniel, der er begyndt at bande, men kun når deres mor ikke hører det. James Earl Ray bliver dømt, og det samme gør Sirhan Sirhan, og imens spiller Gold-børnene terre eller dart eller redder Zoya ud fra et åbent rør bag ovnen, som hun synes at betragte som sit retmæssige hjem. Der er imidlertid også noget andet, der skaber stemningen, som er en forudsætning for denne sommers pilgrimsfærd: De er søskende på en måde, som de aldrig vil blive igen. Året efter tager Varya til Catskill-bjergene med sin kammerat Aviva. Daniel bliver optaget af kvarterets drenges hemmelige ritualer, og Klara og Simon må klare sig selv. Men i 1969 er de stadig en flok, fast sammentømrede, som om alt andet var en umulighed. “Jeg går med,” sagde Klara. “Også mig,” udbrød Simon. “Men hvordan får vi en aftale med hende?” spurgte Varya, som i en alder af tretten vidste, at ingenting er gratis. “Hvor meget skal hun have?” Daniel rynkede panden. “Det finder jeg ud af.”

12

De_udoedelige.indd 12

05/12/18 15.27


Det var sådan, det startede: som en hemmelighed, en udfordring. De benyttede sig af en brandtrappe for at undgå deres mors kompakte figur, når hun altid ville have dem til at hænge vasketøj op eller få den skide kat ud af skorstensrøret, når hun fandt dem klumpet henslængt sammen inde på værelset. Gold-børnene forhørte sig rundtomkring. Indehaveren af tryllebutikken i Chinatown havde godt hørt om kvinden i Hester Street. Hun var en nomade, fortalte han Klara, som rejste omkring i landet og optrådte. Inden Klara gik, løftede indehaveren en finger, forsvandt ind bagved og kom tilbage med et digert, firkantet værk med titlen Spådomskunst. Der var tolv øjne og en masse symboler på omslaget, og Klara betalte femogtres cent og knugede bogen ind til sig hele vejen hjem. Nogle af de andre beboere i Clinton Street nummer 72 havde også hørt om kvinden. Mrs. Blumenstein havde mødt hende i 50’erne til et fantastisk arrangement, fortalte hun Simon. Hun lukkede sin schnauzer ud på fortrappen, hvor Simon sad, og hunden producerede straks en kugleformet lort, som mrs. Blumenstein ikke gjorde noget for at fjerne. “Hun spåede mig i hånden. Hun sagde, at jeg ville få et langt liv,” sagde mrs. Blumenstein og lænede sig indtrængende frem. Simon holdt vejret: Mrs. Blumensteins ånde lugtede vammelt, som om hun udåndede den samme halvfems år gamle luft, som hun havde ind­ åndet som spæd. “Og ved du hvad, kære, hun fik ret.” Hindu-familien på sjette etage kaldte kvinden rishika, synsk. Varya pakkede et stykke af Gerties kugel ind i madpapir og gav det til sin klassekammerat Ruby Singh i bytte for en portion kylling i karry. De sad og spiste ude på brandtrappen, mens solen gik ned, med de bare ben dinglende i luften. Ruby vidste alt om kvinden. “For to år siden,” sagde hun, “var jeg elleve, og min bedstemor var syg. Den første læge sagde, at det var hjertet. Han fortalte os, at hun ville dø i løbet af tre måneder. Men den anden læge sagde, at hun var stærk nok til at komme sig. Han mente, at hun kunne leve to år mere.” Neden under dem krydsede en taxa med hvinende dæk over Ri13

De_udoedelige.indd 13

05/12/18 15.27


vington Street. Ruby drejede hovedet og skævede ned mod East River, der var grønbrun af skidt og snavs. “En hindu skal dø derhjemme,” sagde hun. “Omgivet af sin familie. Selv min fars slægtninge i Indien ville gerne komme, men hvad skulle vi sige til dem? Kom og bliv et par år? Så hørte min far om denne rishika. Han opsøgte hende, og hun gav ham en dato – den dato, min Dadi ville dø. Vi anbragte Dadis seng inde i stuen, så hun lå med hovedet mod vest. Vi tændte en lampe og vågede, bad og sang. Min fars bror kom flyvende fra Chandigarh. Jeg sad på gulvet sammen med mine fætre og kusiner. Vi var nok omkring tyve, måske flere. Da Dadi døde den 16. maj, som denne rishika havde forudsagt, græd vi af lettelse.” “Var I ikke vrede?” “Hvorfor skulle vi være vrede?” “Fordi damen ikke reddede din bedstemor,” sagde Varya. “Fordi hun ikke kurerede hende.” “Den rishika gav os muligheden for at tage afsked. Det kan vi aldrig takke hende nok for.” Ruby spiste den sidste rest kugel og foldede madpapiret sammen. “Og hun kunne ikke kurere Dadi. Hun ved ting, den rishika, men hun kan ikke gøre noget ved dem. Hun er jo ikke Gud.” “Hvor er hun nu?” spurgte Varya. “Daniel har hørt, at hun bor i Hester Street, men han ved ikke hvilket nummer.” “Det ved jeg heller ikke. Hun bor et nyt sted hver gang. For en sikkerheds skyld.” Inde fra Singh-familiens lejlighed lød et højt brag, og nogen råbte op på hindi. Ruby rejste sig og børstede krummerne af nederdelen. “Hvad mener du med det?” spurgte Varya og rejste sig også. “Der er altid nogen, der er ude efter sådan en kvinde,” sagde Ruby. “Hvem kan vide, hvad hun ved?” “Rubina!” råbte Rubys mor. “Jeg er nødt til at smutte.” Ruby hoppede ind ad vinduet og lukkede det efter sig. Varya tog brandtrappen ned til fjerde etage. Varya var overrasket over, at rygtet om damen havde bredt sig så14

De_udoedelige.indd 14

05/12/18 15.27


dan, men det var ikke alle, der havde hørt om hende. Da hun nævnte spåkonen for ekspedienterne med de tatoverede numre på armene i Katz’s, stirrede de forskræmte på hende. “Jamen børn dog,” sagde en af dem. “Hvorfor vil I blandes ind i sådan noget?” Hans stemme var skarp, som om Varya havde fornærmet ham. Hun gik forfjamsket ud af butikken med sin sandwich og bragte ikke emnet op igen.

Det endte med, at de drenge, som Daniel oprindeligt havde hørt snakke om hende, gav ham damens adresse. Han fik øje på dem samme weekend på Williamsburg Bridge, hvor de sad lænet op ad rækværket og røg pot. De var ældre end ham – fjorten, måske – og han tvang sig selv til at tilstå, at han havde lyttet i smug, inden han spurgte, om de vidste mere. Drengene virkede uberørte. De gav ham straks nummeret på det hus, hvor damen angiveligt skulle være, men de vidste ikke, hvordan man lavede en aftale med hende. Rygtet ville vide, fortalte de Daniel, at man skulle have en gave med. Nogle sagde, at det var penge, mens andre hævdede, at damen allerede havde alle de penge, hun havde brug for, og at man skulle være opfindsom. En dreng kom med et blodigt egern, han havde fundet i vejkanten, samlet op med en tang og pakket ind i en plasticpose med knude på. Men Varya mente ikke, at nogen – selv ikke en spåkone – ville have den slags, så de endte med at samle alle deres lommepenge i stofposen og håbede, at det var nok. Når Klara ikke var hjemme, fandt Varya Spådomskunst frem fra bogens gemme under Klaras køje og klatrede op i sin egen. Hun lå på maven og sagde ordene højt for sig selv: hepatoskopi (læsning af offerdyrs lever), keromanti (at spå i voks), rhabdomantik (sandsigekunst med ønskekvist). På kølige dage raslede brisen fra vinduet i de familiestamtræer og gamle fotografier, som hun havde sat op på væggen ved siden af sin seng. Hun brugte dem til at følge de hemmelige, skjulte 15

De_udoedelige.indd 15

05/12/18 15.27


spor af familiens træk: genetiske træk, der dukkede op og forsvandt igen – hendes bedstefar Levs ranglede ben, der havde sprunget Saul over og vist sig igen hos Daniel. Lev ankom til New York med en damper sammen med sin far, der var klædehandler, efter at hans mor var blevet dræbt under jødeforfølgelserne i 1905. På Ellis Island blev de undersøgt for sygdomme og udspurgt på engelsk, mens de stirrede op på den løftede hånd på den jernkvinde, der så udtryksløst til fra det hav, de netop havde krydset. Levs far reparerede symaskiner, og Lev arbejdede på en tøjfabrik drevet af en tysk jøde, som tillod ham at holde sabbatten hellig. Lev blev vicedirektør og derefter direktør. I 1930 åbnede han sin egen forretning – Golds Skrædderi – i en kælder på Hester Street. Varya var opkaldt efter sin farmor, der arbejdede som bogholder for Lev, indtil de gik på pension. Hun ved mindre om sine morforældre – kun at hendes mormor hed Klara, ligesom Varyas lillesøster, og at hun emigrerede fra Ungarn i 1913. Hun døde, da Varyas mor, Gertie, var seks år gammel, og Gertie taler sjældent om hende. Engang sneg Klara og Varya sig ind og gennemrodede forældrenes soveværelse på jagt efter spor af deres morforældre. Ligesom hunde kunne de lugte det mysterium, der omgærdede dette par – en antydning af skam og hemmeligheder, og de fandt vej til den kommode, hvor Gertie opbevarede sit undertøj. I den øverste skuffe fandt de en lille lakeret trææske med guldspænder. Indeni lå en stak fotografier, der viste en skælmsk lille kvinde med kort, sort hår og tunge øjenlåg. På det første stod hun i et trikot med skørt og svajede i hoften med en pisk højt hævet over hovedet. På det andet red hun bagoverbøjet på en hest, så man kunne se hendes maveskind. På det foto, Varya og Klara bedst kunne lide, hang hun og svævede i luften med et reb mellem tænderne. To ting fortalte dem, at denne kvinde var deres mormor. Den første var et gammelt, krøllet foto med fedtede fingeraftryk, hvor den samme kvinde stod sammen med en høj mand og et lille barn. Varya og Klara vidste, at barnet var deres mor, selv i denne miniudgave: Hun holdt sine forældres hænder med sine små, buttede næver, og hendes ansigt var fortrukket i en konsterneret grimasse, som Gertie stadig tit anlagde. 16

De_udoedelige.indd 16

05/12/18 15.27


Klara gjorde krav på æsken og dens indhold. “Den tilhører mig,” sagde hun. “Jeg er opkaldt efter hende. Og mor kigger alligevel aldrig på de billeder.” De opdagede imidlertid hurtigt, at det ikke passede. Morgenen efter, at Klara havde smuglet lakæsken ind på værelset og gemt den under sin køjeseng, lød der et højt udbrud inde fra forældrenes soveværelse, efterfulgt af Gerties ophidsede spørgsmål og Sauls dæmpede benægtelser. Et øjeblik efter kom Gertie farende ind i børneværelset. “Hvem har taget den?” råbte hun. “Hvem?” Hendes næsebor var udspilede, og hendes brede hofter blokerede for det lys, som normalt vældede ind fra gangen. Klara blev hed i kinderne af skræk og var nær ved at græde. Da Saul var gået på arbejde, og Gertie var trampet ud i køkkenet, listede Klara sig ind i forældrenes soveværelse og lagde æsken tilbage, hvor hun havde fundet den. Men Varya vidste, at Klara gik tilbage til fotografierne og den lille kvinde på dem, hver gang lejligheden var tom. Hun stirrede på kvindens glamour og trylleglans og svor, at hun ville leve op til sin navnesøster.

“Lad være med at glo sådan,” hvæser Daniel. “Se ud, som om I hører til her.” Gold-børnene skynder sig op ad trappen. Den beige maling på væggene skaller af, og der er mørkt. Da de når op på femte etage, standser Daniel op. “Hvad skal vi nu gøre?” hvisker Varya. Hun kan godt lide at se Daniel rådvild. “Nu venter vi,” siger Daniel. “På at der kommer nogen ud.” Men Varya vil ikke vente. Hun er nervøs, opfyldt af uventet skræk, og hun begiver sig hen ad gangen på egen hånd. Hun havde forestillet sig, at man ville kunne se, hvor spåkonen boede, men dørene på etagen ligner alle sammen hinanden med deres ridsede messinghåndtag og numre. Firetallet i nummer 54 sidder 17

De_udoedelige.indd 17

05/12/18 15.27


skævt. Da Varya går hen mod døren, hører hun lyden af et fjernsyn eller en radio: en baseballkamp. Ud fra en antagelse om, at en rishika næppe interesserer sig for baseball, fjerner hun sig igen. Hendes søskende er spredt. Daniel står henne ved trappen med hænderne i lommerne og holder øje med dørene. Simon kommer hen til Varya ved nummer 54, stiller sig på tæer og skubber firetallet på plads med pegefingeren. Klara er gået i modsat retning, men nu slutter hun sig til dem. Hun dufter af Breck Gold Formula, en shampoo, Klara har købt for sine egne lommepenge. Resten af familien bruger Prell, en askefarvet gelé, der fås i plastictuber ligesom tandpasta. Selvom Varya håner hende udadtil (hun kunne aldrig finde på at bruge så mange penge på shampoo), så er hun i virkeligheden misundelig på Klara, der dufter af rosmarin og appelsiner, og som nu løfter hånden for at banke på. “Hvad laver du?” hvisker Daniel. “Det kan være hvem som helst. Det kan være …” “Ja?” Stemmen på den anden side af døren er dyb og bøs. “Vi er her for at snakke med damen,” forsøger Klara sig. Stilhed. Varya holder vejret. Der er et lille kighul i døren, mindre end et viskelæder. Nogen rømmer sig på den anden side af døren. “En ad gangen,” siger stemmen. Varya fanger Daniels blik. De var ikke forberedte på at skulle adskilles. Men inden de kan nå at forhandle, bliver en slå slået fra, og Klara – hvad tænker hun på? – træder indenfor.

Ingen ved, hvor længe Klara er derinde. Varya synes, det føles som timevis. Hun sidder lænet op ad væggen med knæene trukket ind mod brystet. Hun tænker på eventyrene, hvor hekse fanger børn og æder dem. Panikken breder sit rodnet i hendes mave og vokser, indtil døren går op igen. 18

De_udoedelige.indd 18

05/12/18 15.27


Varya kommer på benene, men Daniel er hurtigere. Det er umuligt at kigge ind i lejligheden, men Varya hører musik – et mariachiorkes­ ter? – og den metalliske lyd af en kedel mod et komfurblus. Inden Daniel lukker døren efter sig, ser han på Varya og Simon. “Slap af,” siger han. Men det kan de ikke. “Hvor er Klara?” spørger Simon, da Daniel er forsvundet. “Hvorfor kom hun ikke ud?” “Hun må være derinde,” siger Varya, selvom hun har stillet sig det samme spørgsmål. “De er der sikkert, når vi kommer ind. Både Klara og Daniel. De … venter sikkert bare på os.” “Det her var en dum idé.” Simons lyse krøller er filtrede af sved. Eftersom Varya er den ældste og Simon den yngste, føler hun, at hun burde kunne trøste ham, men Simon er en gåde for hende. Det virker, som om det kun er Klara, der forstår ham. Han taler mindre end de andre. Ved middagsbordet sidder han altid med rynket pande og stirrer fjernt frem for sig. Men han er hurtig og væver som en kanin. Nogle gange, når Varya følges med ham til synagogen, opdager hun pludselig, at han er forsvundet. Hun ved, at Simon bare er løbet i forvejen eller er et eller andet sted bag hende, men det føles hver gang, som om han er forsvundet gennem en sprække, hun ikke kan få øje på. Da døren atter åbnes, stadig kun en lille smule, lægger Varya hånden på hans skulder. “Det er okay, Sy. Gå du først, så bliver jeg her og holder vagt, ikke?” Hun ved ikke helt, hvad hun mener med det, for gangen er stadig lige så tom, som da de kom. I virkeligheden er hun bange. Hun foretrækker, at de andre går først. Men det virker, som om det beroliger Simon. Han stryger en lok væk fra øjnene, inden han forlader hende.

19

De_udoedelige.indd 19

05/12/18 15.27


Da hun er blevet alene, breder panikken sig i hende. Hun føler sig afskåret fra sine søskende, som om hun stod på bredden og så deres skibe sejle væk. Hun burde have forhindret det her. Da døren endelig går op, pibler sveden frem på hendes overlæbe, og linningen på nederdelen er våd af sved. Men det er for sent at gå sin vej nu, og hendes søskende venter. Varya lægger hånden på dørhåndtaget og går ind. Lejligheden er lille og så propfuld af ting, at hun først slet ikke ser, at der er nogen. Bøgerne ligger i stabler på gulvet som små skyskrabere. Køkkenhylderne er fulde af aviser i stedet for mad, og køkkenbordet bugner af kiksedåser, cornflakes-pakker, dåsesuppe og en masse farverige tedåser. Der er tarokkort og spillekort, astrologiske horoskoper og kalendere (Varya kan se både en kinesisk, en med romertal samt en tredje, som viser månefaserne). På væggen hænger en gulnet plakat med I-Ching-heksagrammer. Hun genkender dem fra Klaras bog om spådomskunst. Der er en glasvase med sand i, gonger og kobberskåle, en laurbærkrans, en stak små træpinde med vandrette indsnit samt en skål fyldt med sten, hvoraf nogle er omviklet med lange snore. Der er kun et lille hjørne ved døren, som er frit. Der står et klapbord og to klapstole. Ved siden af det er der et mindre bord med røde stofroser og en opslået bibel. To hvide gipselefanter flankerer biblen sammen med et bønnelys, et trækors og tre statuer: Buddha, Jomfru Maria og Nefertiti. At det er Nefertiti, ved Varya kun, fordi der er et lille håndskrevet skilt på, hvor der står: ‘NEFERTITI’. Varya føler et stik af skyld. Til hebraiskundervisningen har hun hørt Rabbi Chaim læse gravitetisk højt af Avodah Zarah om afgude­ riets ­vederstyggeligheder. Hendes forældre ville ikke kunne lide, at hun er her. Men har Gud måske ikke skabt spåkonen, ligesom han skabte ­Varyas forældre? Varya forsøger at bede i synagogen, men Gud svarer ligesom aldrig. Denne rishika vil i det mindste besvare hendes spørgsmål. Kvinden står ved køkkenvasken og er ved at hælde teblade ned i en lille metalkugle. Hun er iført en løs bomuldskjole, et par lædersandaler og et marineblåt hovedtørklæde. Hendes lange, brune hår hænger ned i to tynde fletninger. Selvom hun er stor, er hendes bevægelser elegante og præcise. 20

De_udoedelige.indd 20

05/12/18 15.27


“Hvor er mine søskende?” Varyas stemme lyder hæs, og hun er pinligt berørt over den desperation, hun kan høre i den. Rullegardinerne er trukket ned. Kvinden tager et krus fra øverste hylde og lægger metalkuglen ned i det. “Jeg vil gerne vide,” siger Varya, nu noget højere, “hvor mine søskende er henne.” Kedlen fløjter på komfuret. Kvinden slukker for gassen og løfter den op over kruset. Vandet kommer i en tyk, klar stråle, og rummet fyldes med duften af græs. “Udenfor,” siger hun. “Nej, de er ikke. Jeg ventede ude i gangen, og de er ikke kommet ud.” Kvinden træder nærmere. Hendes kinder er dejagtige, og hun har kartoffelnæse. Hendes læber er rynket sammen som en stofpose. Hun har gyldenbrun hud ligesom Ruby Singh. “Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke har tillid til mig,” siger hun. “Tag skoene af, og sæt dig.” Således tugtet tager Varya sine sort-hvide sko af og stiller dem ved siden af døren. Måske har kvinden ret. Hvis Varya ikke stoler på hende, har hele turen været forgæves med samt alt det, de har risikeret undervejs: deres fars blik, deres mors misbilligelse, fire gange sammen­ sparede lommepenge. Hun sætter sig ved klapbordet, og damen stiller tekruset foran hende. Varya tænker på tinkturer og gifte, på Rip Van Winkle og hans tyve års søvn. Så tænker hun på Ruby. Hun ved ting, den rishika, havde Ruby sagt. Vi kan aldrig takke hende nok. Varya løfter kruset og nipper til teen. Rishika-damen sætter sig på klapstolen over for hende. Hun betragter Varyas anspændte skuldre, fugtige hænder og hendes ansigt. “Du har ikke haft det rigtig godt, vel, skat?” Varya synker overrumplet en klump i halsen og ryster på hovedet. “Du har gået og ventet på at få det bedre, ikke?” Varya sidder som lammet, selvom blodet banker i ørerne på hende. “Du er bekymret,” siger kvinden og nikker. “Du har problemer. Du smiler i dit ansigt, du ler, men i dit hjerte er du ikke lykkelig, du er ensom. Har jeg ret?” 21

De_udoedelige.indd 21

05/12/18 15.27


Varyas læber samtykker skælvende. Hendes hjerte er så fuldt, at hun er bange for, at det brister. “Det er synd,” siger kvinden. “Det må vi gøre noget ved.” Hun knipser med fingrene og slår ud med hånden mod Varyas venstre hånd. “Din hånd.” Varya rykker ud på kanten af stolen og rækker hånden frem mod ­rishika-damen, hvis egne hænder er kølige og vævre. Hun trækker vejret let. Varya kan ikke huske, hvornår hun sidst har rørt ved en fremmed. Hun foretrækker at have en membran, ligesom en regnfrakke, mellem sig selv og andre mennesker. Når hun kommer hjem fra skole, hvor bordene er klæbrige af fedtfingre og legepladsen fuld af børne­ havebørn, vasker hun hænder, indtil de er helt hudløse. “Kan du virkelig?” spørger hun. “Kan du sige, hvornår jeg skal dø?” Hun er skræmt over lykkens lunefuldhed: De uskyldigt udseende piller, der kan udvide sindet eller vende det på hovedet. De tilfældigt udvalgte mænd, der bliver sendt til Cam Rahn-bugten og bjerget Dong Ap Bia, i hvis bambuskrat og tre meter høje elefantgræs tusind mænd blev fundet døde i maj. Hun havde en klassekammerat, Eugene Bogopolski, hvis tre brødre blev sendt til Vietnam, da han og Varya kun var ni år gamle. De vendte alle tre tilbage, og Bogopolski-familien holdt en fest for dem i lejligheden i Broome Street. Året efter sprang ­Eugene på hovedet i en svømmepøl, slog hovedet mod bunden og døde. Varyas dødsdag ville være den ene ting – måske den vigtigste – hun kunne få vished om. Kvinden ser på Varya. Hendes øjne er som skinnende, sorte marmorkugler. “Jeg kan hjælpe dig,” siger hun. “Det vil være godt for dig.” Hun vender opmærksomheden mod Varyas håndflade og betragter først dens form og dernæst de stumpe, firskårne fingre. Hun bøjer blidt Varyas tommelfinger bagover. Den kan ikke bøjes ret langt. Hun undersøger nøje mellemrummet mellem Varyas fjerde og femte finger. Hun trykker let på hendes lillefingerspids. “Hvad kigger du efter?” spørger Varya. “Din karakter. Har du nogensinde hørt om Heraklit?” Varya ryster 22

De_udoedelige.indd 22

05/12/18 15.27


på hovedet. “Græsk filosof. Karakter er skæbne. Det sagde han. De to er forbundne som bror og søster. Vil du gerne kende fremtiden?” Hun peger på Varya med sin frie hånd. “Se dig i spejlet.” “Og hvad, hvis jeg ændrer mig?” Det forekommer umuligt, at hendes fremtid allerede er inden i hende, som en skuespillerinde, der står og venter i kulissen. “Så er du noget særligt. For de fleste mennesker gør ikke.” Rishika’en vender Varyas hånd om og lægger den på bordet. “21. januar 2044.” Hendes stemme er nøgtern, som om hun taler om temperaturen eller annoncerer vinderen af en baseballkamp. “Du har masser af tid.” Et kort øjeblik åbnes Varyas hjerte og løfter sig. I år 2044 vil hun være otteogfirs år gammel, en helt anstændig alder at dø i. Så tøver hun. “Hvordan kan du vide det?” “Hvad var det, jeg sagde om tillid?” Rishika’en hæver et busket bryn og rynker panden. “Nu skal du gå hjem og tænke over, hvad jeg har sagt. Hvis du gør det, vil du få det bedre. Men lad være med at sige det til nogen, ikke? Hvad din hånd fortæller – det, jeg har sagt – lad det blive mellem os.” Kvinden stirrer på Varya, og Varya stirrer tilbage. Nu da rollerne er byttet om, og det er Varya, der inspicerer kvinden i stedet for omvendt, sker der noget interessant. Kvindens øjne mister deres glans, hendes bevægelser deres elegance. Den er for god, den forudsigelse, Varya har modtaget, og hendes gode lykke bliver et bevis på spåkonens bedrageri – hun giver sikkert alle den samme forudsigelse. Varya tænker på Troldmanden fra Oz. Ligesom ham er denne kvinde hverken magiker eller synsk. Hun er en svindler, en bondefanger. Hun rejser sig. “Min bror skulle have betalt dig,” siger hun. Kvinden rejser sig også. Hun går hen mod noget, Varya troede var en skabsdør (der hænger en bh på håndtaget, skålene er lige så lange som Varyas sommerfuglenet), men nej: Det er en dør. Kvinden åbner døren, og Varya får øje på en stribe røde mursten og en brandtrappe. Da hun hører sine søskendes stemmer nedefra, svulmer hendes hjerte. 23

De_udoedelige.indd 23

05/12/18 15.27


Men rishika’en står og spærrer vejen for hende. Hun kniber Varya i armen. “Det skal nok alt sammen gå godt for dig, skat.” Der er noget næsten truende i hendes stemme, som om det er vigtigt, at Varya hører efter – vigtigt, at hun tror på det. “Det skal nok gå godt alt sammen.” Varyas hud bliver hvid mellem kvindens fingre. “Slip mig,” siger hun. Hun er overrasket over køligheden i sin stemme. Der går et gardin for kvindens ansigt. Hun slipper Varya og træder til side. Varya drøner ned ad brandtrappen i sine sort-hvide sko. Brisen kærtegner hendes arme og de dunede, lysebrune hår, der er begyndt at vokse ud på hendes ben. Da hun når ned i smøgen, ser hun, at Klaras kinder er strimede af tårer, og hun er rød om næsen. “Hvad er der galt?” Klara snurrer rundt. “Hvad tror du?” “Åh, men du kan da ikke for alvor tro på …” Varya ser appellerende på Daniel, men han står som forstenet. “Hvad hun end har fortalt dig, så betyder det ikke noget. Det var jo bare noget, hun fandt på. Ikke, Daniel?” “Selvfølgelig.” Daniel vender sig og begynder at gå ud mod gaden. “Lad os gå.” Klara trækker Simon op ved den ene arm. Han har stadig stofposen, der er lige så fuld, som da de kom. “Du skulle jo have betalt hende,” siger Varya. “Jeg glemte det,” svarer Simon. “Hun fortjener ikke vores penge.” Daniel står på fortovet med hænderne i siden. “Kom!” De er stille på vejen hjem. Varya har aldrig følt sig fjernere fra de andre. Under middagen pirker hun til sit oksespidsbryst, men Simon spiser slet ingenting. “Hvad er der galt, skat?” spørger Gertie. “Ikke sulten.” “Hvorfor ikke?”

24

De_udoedelige.indd 24

05/12/18 15.27


Simon trækker på skuldrene. Hans lyse krøller er helt hvide i lyset. “Spis den mad, din mor har lavet,” siger Saul. Men Simon vil ikke. Han sidder med hænderne i skødet. “Hvad er der i vejen?” spørger Gertie bekymret og hæver brynet. “Er det ikke godt nok til dig?” “Lad ham være i fred.” Klara rækker over for at purre op i Simons krøller, men han rykker baglæns og skubber stolen tilbage med et skingert skrig. “Jeg hader jer!” råber han stående. “Jeg! Hader! Jer alle sammen!” “Simon,” siger Saul og rejser sig også. Han har stadig sit arbejdsjakkesæt på. Hans hår er blevet tyndere. Det har en lysere farve end Gerties – en usædvanlig kobberagtig blond farve. “Sådan skal du ikke tale til din familie.” Han dur ikke i rollen som den strenge opdrager. Det har altid været Gerties gebet. Nu glor hun bare måbende. “Men det gør jeg alligevel,” siger Simon og ser forundret ud.

De_udoedelige.indd 25

05/12/18 15.27


KUN PRÆSENTATION - IKKE TRYK

„Magisk, mystisk og mirakuløs roman.“ THE SEATTLE TIMES

EN SYNSK KVINDE FLYTTER IND på øverste etage i en byg-

Chloe Benjamin er født og opvokset i

San Francisco og uddannet i moderne litteratur ved University of Wisconsin. Det tog hende fem år at skrive DE UDØDELIGE, som er hendes anden roman. Den blev en New York Times Bestseller og sikrede hende et stort internationalt gennembrud. Romanen er solgt til udgivelse i mere end 30 lande. Chloe Benjamin bor i Madison, Wisconsin sammen med sin mand, og hun arbejder nu på sin tredje roman.

„Benjamin skriver med nerve og charme, først i technicolor og så kun smukkere og bedre jo mørkere, det bliver.“

ning på Hester Street i New Yorks Lower East Side. Man siger om hende, at hun kan forudsige alle menneskers dødsdag. Og netop det år – sommeren 1969 – virker det, som om der sker spændende ting for alle andre end de fire søskende, Simon, Klara, Daniel og Varya Gold. Folk flipper ud på Woodstock og alle har set Midnight Cowboy. For at opleve bare en smule spænding sniger de sig en dag til at møde den synske kvinde, og hun giver hver af dem en profeti, der kommer til at trække dybe spor gennem deres liv, og den måde de vælger at leve det på.

DE UDØDELIGE er beretningen om fire søskende gennem

fire årtier. Det er en klog og gribende roman om, hvordan vi lever, hvordan vi dør, og hvad vi stiller op med den tid, vi har fået til rådighed.

„Imponerende roman. Bred og dyb og smukt skrevet.“

THE NEW YORK TIMES

Kvinden rejser sig også. Hun går hen mod noget, Varya troede, var en skabsdør (der hænger en bh på håndtaget, skålene er lige så lange som Varyas sommerfuglenet), men nej: Det er en dør. Kvinden åbner døren, og da Varya hører sine søskendes stemmer nedefra, svulmer hendes hjerte. Men kvinden står og spærrer vejen for hende. Hun kniber Varya i armen. „Det skal nok gå godt for dig, skat.“ Der er noget næsten truende i hendes stemme, som om det er vigtigt, at Varya hører efter – vigtigt, at hun tror på det. „Det skal nok gå godt alt sammen.“ Varyas hud blegner mellem kvindens fingre. „Slip mig,“ siger hun.

THE SUNDAY TIMES

„Det virkelig magiske her er Chloe Benjamins fortælletalent.“ THE WASHINGTON POST

THE GUARDIAN ISBN 9788740050301

F O R F AT T E R F O T O : N AT H A N J A N D L

„En dybt bevægende familiesaga.“

Profile for JP/Politikens Forlag

De udødelige  

Chloe Benjamins internationale bestseller følger fire søskende, der lever med en viden, de færreste har: De ved præcis, hvornår de skal dø....

De udødelige  

Chloe Benjamins internationale bestseller følger fire søskende, der lever med en viden, de færreste har: De ved præcis, hvornår de skal dø....