Issuu on Google+


ADAM J O H NS O N

DE STJÅLNE LIV R OMAN

Oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild

POLITIKENS FORLAG

De stjålne liv.indd 3

09/08/12 14.40


Jun Dos

mor var sangerinde. Mere ville Jun Dos far, børnehjemslederen, ikke sige om hende. Børnehjemslederen havde et fotografi af en kvinde hængende på sit lille værelse på Morgendagens Pragt. Hun var ganske bedårende – store øjne, der kiggede til siden, læber spidset i et uudtalt ord. Eftersom smukke kvinder fra provinsen bliver sendt til Pyongyang, måtte der utvivlsomt være overgået hans mor det samme. Det sande bevis på dette var børnehjemslederen selv. Om natten drak han, fra barakkerne kunne de forældreløse børn høre ham græde og jamre og indgå knap hørbare aftaler med kvinden på billedet. Kun Jun Do fik lov at trøste ham og til sidst fjerne flasken fra hans hænder. Som ældste dreng på Morgendagens Pragt havde Jun Do pligter – rationere maden, tildele køjer, omdøbe de nye drenge efter listen over Revolutionens 114 Store Martyrer. Ikke desto mindre var det børnehjemslederen meget magtpåliggende ikke på nogen måde at favorisere sin søn, den eneste dreng på Morgendagens Pragt, som ikke var forældreløs. Når kaningården var beskidt, var det Jun Do, der tilbragte natten låst inde i den. Når drengene tissede i deres køjer, var det Jun Do, der hakkede det frosne pis af gulvet. Jun Do pralede ikke over for de andre drenge med, at han var søn af børnehjemslederen og ikke bare en tilfældig dreng, der var blevet efterladt af sine forældre på vej til en 27-9-lejr. Hvis nogen ville regne det ud, var det forholdsvis åbenlyst – Jun Do havde været der før dem alle sammen, og grunden til, at han aldrig var blevet adopteret, var, at hans far aldrig ville lade nogen tage sin eneste søn. Og efter at hans mor var blevet snuppet og ført til Pyongyang, gav det mening, at hans far havde ansøgt om 17

De stjålne liv.indd 17

09/08/12 14.40


den eneste stilling, der ville give ham mulighed for både at tjene til føden og holde øje med sin søn. Det sikreste bevis for, at kvinden på billedet var Jun Dos mor, var børnehjemslederens nådesløse tilbøjelighed til at udpege netop ham til afstraffelse. Det kunne kun betyde, at børnehjemslederen i Jun Dos ansigt så kvinden på billedet, en daglig påmindelse om den evindelige smerte, han følte ved at have mistet hende. Kun en far med en sådan smerte kunne tage skoene fra en dreng om vinteren. Kun en ægte far af kød og blod kunne brænde en søn med den rygende ende af en kulskovl. Fra tid til anden adopterede en fabrik en flok børn, og om foråret kom mænd med kinesiske accenter for at vælge og vrage mellem dem. Derudover kunne enhver, der formåede at brødføde drengene og forsyne børnehjemslederen med en flaske, få dem for en dag. Om sommeren fyldte de sandsække, om vinteren brød de isflager i havnen med metalstænger. I maskinhallerne skovlede de for skåle med kold chap chai de spiraler af olieindfedtet metal, der sprøjtede ud af industridrejebænkene. Jernbanen bespiste dem dog bedst, med krydret yukejang. Engang hvor de skovlede godsvogne rene, fejede de et salt-lignende pulver op. Først da de begyndte at svede, blev de helt røde på hænder, fødder og tænder. Toget havde været fyldt med kemikalier til malingfabrikken. De var røde i flere uger. Og i året juche 85 kom så oversvømmelserne. Tre ugers regn, og alligevel nævnte højttalerne intet om terrasser, der styrtede sammen, jorddiger, der brast, landsbyer, der fossede ned i hinanden. Hæren havde travlt med at prøve at redde fabrikken Sungli 58 fra den stigende vandstand, så drengene fra Morgendagens Pragt fik udleveret reb og fangstkroge med lange håndtag til at prøve at fiske folk op af Chongjin-floden, før de blev skyllet ud i havnen. Vandet var en malstrøm af tømmer, oliebeholdere og latrintønder. Et traktordæk dukkede op i vandet, og et sovjetisk køleskab. De kunne høre de dybe brag fra godsvogne, der skramlede af sted på flodbunden. Forbi hvirvlede en presenning fra en mandskabsvogn, som en skrigende familie klamrede sig til. Så steg en ung kvinde op til overfladen med vidtåben, men tavs, 18

De stjålne liv.indd 18

09/08/12 14.40


mund, og den forældreløse Bo Song fik hendes arm på krogen – og blev omgående revet ned i strømmen. Bo Song var ankommet til børnehjemmet som en skrøbelig dreng, og da man opdagede, at han ikke kunne høre, gav Jun Do ham navnet Un Bo Song, efter Revolutionens 37. martyr, som var berømt for at have stoppet mudder i ørerne, så han ikke kunne høre kuglerne, da han kastede sig frem i et angreb på japanerne. Alligevel råbte drengene “Bo Song, Bo Song”, mens de styrtede af sted langs det stykke af floden, hvor Bo Song burde have været. De løb forbi udløbsledningerne fra Genforeningens Stålvalseværk og langs de mudrede volde ved Ryongsongs udvaskningssøer, men man fik aldrig Bo Song at se igen. Drengene standsede ved havnen, hvis mørke vand var klumpet af lig, tusindvis af dem i bølgernes vold, som en grynet masse af hirse, der hopper og danser, når panden bliver varm. Selvom de ikke var klar over det, var det begyndelsen på hungersnøden – først forsvandt strømmen, siden togdriften. Da fløjterne fra stødarbejdet forstummede, vidste Jun Do, at det stod skidt til. En dag drog fiskeflåden ud og kom ikke tilbage. Med vinteren kom forfrysninger i fingrene, og de gamle lagde sig til at sove. Og det var kun de første måneder, længe før bark-spiserne. Højttalerne kaldte hungersnøden for en Streng March, men stemmen i dem blev transmitteret fra Pyongyang. Jun Do havde aldrig hørt nogen i Chongjin bruge det navn. Det, der overgik dem, behøvede ikke noget navn – det var alt, hver en negl, man bed og slugte, hvert hævet øjenlåg, hver tur til dasset, hvor man forsøgte at skide klumper af sammenpresset savsmuld ud. Da alt håb var ude, brændte børnehjemslederen køjesengene, så drengene måtte sove rundt om et brændekomfur, der glødede i deres sidste nat. Om morgenen prajede han en sovjetisk Tsir, det militærkøretøj, de kaldte “kragen” på grund af den sorte lærredspresenning over ladet. Der var kun en ti-tolv drenge tilbage, som lige kunne være bag i kragen. Med tiden skal alle forældreløse alligevel i hæren. Men det var sådan her, Jun Do i en alder af fjorten år blev tunnelsoldat, optrænet i kunsten at kæmpe i bælgravende mørke. 19

De stjålne liv.indd 19

09/08/12 14.40


Det var der, officer So fandt ham otte år senere. Faktisk begav den gamle mand sig netop ned under jorden for at kaste et blik på Jun Do, som havde tilbragt en nattevagt sammen med sit hold inde i en tunnel, der førte ti kilometer ind under den demilitariserede zone, næsten helt frem til udkanten af Seoul. Når de skulle ud af en tunnel, gik de næsten altid baglæns, så øjnene kunne vænne sig til lyset, og han var nær stødt ind i officer So, hvis skuldre og brede brystkasse vidnede om en person, der var vokset op i de gode tider, før Chollima-kampagnerne. “Er du Pak Jun Do?” spurgte han. Da Jun Do vendte sig om, skinnede en krans af lys bag mandens karseklippede hvide hår. Huden i hans ansigt var mørkere end hans isse og kæbe og fik det til at se ud, som om han lige havde barberet et skæg og en tyk, vildtvoksende manke af. “Det er mig,” sagde Jun Do. “Det er et martyrnavn,” sagde officer So. “Er det her en deling forældreløse?” Jun Do nikkede. “Ja, det er,” sagde han. “Men jeg er ikke forældreløs.” Officer Sos blik faldt på det røde taekwondo-emblem på Jun Dos bryst. “Udmærket,” sagde officer So og smed en sæk over til ham. I den lå cowboybukser, en gul T-shirt med en polo-pony og sko, der hed Nike, som Jun Do kunne genkende fra for længe siden, da børnehjemmet ofte tog imod færgefulde af koreanere, som var blevet lokket tilbage fra Japan med løfter om job i partiet og lejligheder i Pyongyang. De forældreløse vinkede med velkomstbannere og sang partisange for at få de japanske koreanere til at gå ned ad landgangsbroen trods Chongjins jammerlige tilstand og kragerne, der holdt parat til at fragte dem til kwan jin so-arbejdslejre. Det var, som var det i går, at se de perfekte drenge med deres nye kondisko omsider vende hjem igen. Jun Do holdt den gule T-shirt op. “Hvad skal jeg med den?” spurgte han. “Det er din nye uniform,” sagde officer So. “Du bliver ikke søsyg, vel?” 20

De stjålne liv.indd 20

09/08/12 14.40


* Det gjorde han ikke. De tog et tog til den østligt beliggende havneby Cholhwang, hvor officer So beslaglagde en fiskerbåd, hvis besætning var så bange for deres militære gæster, at de beholdt deres Kim Il-Sung-nåle på hele vejen over havet til den japanske kyst. På havet så Jun Do små fisk med vinger og en sen morgendis så tæt, at det helt tog mælet fra ham. Der var ingen gjaldende højttalere dagen lang, og alle fiskerne havde portrætter af deres koner tatoveret på brystet. Havet var spontant, som han aldrig havde set det før – det holdt kroppen hen i uvished om, hvilken side man ville hælde til næste gang, og alligevel kunne man godt vænne sig til det. Vinden i rigningen syntes at kommunikere med bølgerne, der bar skroget, og når Jun Do om natten lå oven på styrehuset under stjernerne, forekom det ham, at det her var et sted, hvor et menneske kunne lukke øjnene og ånde ud. Officer So havde også taget en mand ved navn Gil med som tolk. Gil læste japanske romaner på dækket og lyttede til høretelefoner forbundet med en lille kassetteafspiller. Kun en enkelt gang prøvede Jun Do at tale med Gil ved at gå hen til ham for at spørge, hvad han lyttede til. Men før Jun Do kunne nå at åbne munden, stoppede Gil afspilleren og sagde ordet “Opera.” De skulle hente en person – en person på en strand – og tage vedkommende med hjem. Mere ville officer So ikke sige om deres tur. På andendagen, mens mørket faldt på, kunne de se fjerne lys fra en by, men kaptajnen nægtede at føre båden tættere på. “Det her er Japan,” sagde han. “Jeg har ingen kort over farvandet her.” “Jeg skal nok fortælle dig, hvor tæt vi kommer på,” sagde officer So til kaptajnen, og mens en af fiskerne loddede dybden, satte de kurs mod kysten. Jun Do klædte sig på og strammede bæltet for at holde de stive cowboybukser på. “Tilhører tøjet den sidste, du kidnappede?” spurgte Jun Do. Officer So sagde: “Jeg har ikke kidnappet nogen i årevis.” 21

De stjålne liv.indd 21

09/08/12 14.40


Jun Do mærkede sine ansigtsmuskler spændes, da en ildevarslende følelse gennemstrømmede ham. “Slap af,” sagde officer So. “Jeg har gjort det her hundredvis af gange.” “Seriøst?” “Så syvogtyve da.” Officer So havde medbragt en lille jolle, og da de var tæt på kysten, gav han fiskerne besked på at hejse den ned. Mod vest var solen begyndt at gå ned over Nordkorea, og det var ved at blive køligt, da vinden skiftede retning. Jollen var lillebitte, tænkte Jun Do, knap stor nok til én person, og da slet ikke tre og et kæmpende kidnapningsoffer. Med en kikkert og en termoflaske klatrede officer So ned i jollen. Gil fulgte efter. Da Jun Do tog plads ved siden af Gil, slog sort vand ind over rælingen, og hans sko blev øjeblikkelig gennemblødt. Han overvejede at afsløre, at han ikke kunne svømme. Gil blev ved med at prøve at få Jun Do til at gentage sætninger på japansk. Godaften – Konban wa. Undskyld, jeg er faret vild – Chotto sumimasen, michi ni mayoimashita. Kan De hjælpe mig med at finde min kat? – Watashi no neko ga maigo ni narimashita? Officer So satte kurs mod kysten, den gamle mand pressede påhængsmotoren, en udslidt sovjetisk Vpresna, alt for hårdt. De drejede mod nord og sejlede langs kysten, og når en bølge rejste sig, hældede båden ind mod kysten, hvorefter den vuggede tilbage mod åbent hav, når bølgen satte den ned igen. Gil tog kikkerten, men i stedet for at rette den mod stranden studerede han de høje bygninger og bymidtens neonlys, der blev vakt til live. “Jeg kan love jer for,” sagde Gil, “at der ikke har været nogen Streng March her.” Jun Do og officer So udvekslede blikke. Officer So sagde til Gil: “Fortæl ham igen, hvordan man siger ‘Hvordan går det?’.” “Ogenki desu ka,” sagde Gil. “Ogenki desu ka,” gentog Jun Do. “Ogenki desu ka.” 22

De stjålne liv.indd 22

09/08/12 14.40


“Sig det ligesom: ‘Hvordan går det, kære borger?’ Ogenki desu ka,” sagde officer So. “Ikke ligesom: ‘Hvordan går det – om lidt napper jeg dig fra den her skide strand’.” Jun Do spurgte: “Er det det, I kalder det – at nappe?” “For lang tid siden var det det, vi kaldte det.” Han satte et kunstigt smil op. “Bare sig det på en imødekommende måde.” Jun Do sagde: “Hvorfor ikke sende Gil derhen? Det er ham, der kan japansk.” Officer So rettede blikket ud mod vandet igen. “Du ved godt, hvorfor du er her.” Gil spurgte: “Hvorfor er han her?” Officer So sagde: “Fordi han kæmper i mørke.” Gil vendte sig om mod Jun Do. “Mener du, at det er det, du laver – at det er dit arbejde?” spurgte han. “Jeg er leder af en indtrængningsenhed,” sagde Jun Do. “For det meste løber vi i mørket, men ja, der finder også kamphandlinger sted.” Gil sagde: “Og jeg som troede, at mit arbejde var forskruet.” “Hvad var dit arbejde?” spurgte Jun Do. “Før jeg gik i sprogskole?” spurgte Gil. “Landminer.” “Altså at desarmere dem?” “Gid det var så vel,” sagde Gil. De fortsatte, indtil de var et par hundrede meter fra land, og lod sig så flyde af sted langs Kagoshima-præfekturets kyst. Jo mere lyset dæmpedes, desto mere sindrigt kunne Jun Do se det spejlet i hver bølge, der vuggede dem. Gil løftede hånden. “Dér,” sagde han. “Der står en på stranden. En kvinde.” Officer So slap gashåndtaget og tog feltkikkerten. Han holdt den stille og finjusterede den, og de buskede hvide øjenbryn bevægede sig op og ned, mens han prøvede at fokusere. “Nej,” sagde han og rakte kikkerten tilbage til Gil. “Se nærmere efter, det er to kvinder. De går sammen.” Jun Do sagde: “Jeg troede, I var ude efter en mand?” “Det er lige meget,” sagde den gamle mand. “Så længe vedkommende bare er alene.” 23

De stjålne liv.indd 23

09/08/12 14.40


“Skal vi bare tage hvem som helst?” Officer So svarede ikke. Et stykke tid hørtes kun lyden af Vpresna-motoren. Så sagde officer So: “På min tid havde vi en hel afdeling, et budget. Jeg taler om en speedbåd, en bedøvelses­ pistol. Vi overvågede, infiltrerede, håndplukkede. Vi nappede ikke familiemennesker, og vi tog aldrig børn. Jeg gik på pension med upåklagelige meritter. Og se mig så nu. Jeg må være den eneste, der er tilbage. Jeg tør vædde på, at jeg er den eneste, de kunne opstøve, der kan huske, hvordan man gør det her.” Gil fokuserede på noget inde på stranden. Han tørrede linsen på kikkerten af, men i virkeligheden var det for mørkt til at se noget som helst. Han rakte den til Jun Do. “Hvad kan du se?” spurgte han. Da Jun Do løftede kikkerten, kunne han med nød og næppe skimte en mandsskikkelse, der gik langs stranden nede i vandkanten – faktisk var han kun en lysere plamage mod en mørkere plamage. Så fangede en bevægelse Jun Dos blik. Et dyr kom styrtende ned over stranden mod manden – en hund, må det have været, men den var stor, på størrelse med en ulv. Manden gjorde noget, og hunden løb sin vej. Jun Do vendte sig om mod officer So. “Der er en mand. Han har en hund med.” Officer So rankede sig og lagde en hånd på påhængsmotoren. “Er han alene?” Jun Do nikkede. “Er hunden en akita?” Jun do kendte ikke de forskellige hunderacer. En gang om ugen havde de forældreløse gjort rent på en lokal hundefarm. Hunde var beskidte dyr, der benyttede enhver lejlighed til at gå til angreb på en – man kunne se, hvor de havde angrebet stolperne i deres hundegårde og gnavet sig gennem træet med deres hjørnetænder. Mere behøvede Jun Do ikke at vide om hunde. Officer So sagde: “Så længe bæstet bare logrer med halen. Andet skal du ikke bekymre dig om.” Gil sagde: “Japanerne træner deres hunde op til at udføre små 24

De stjålne liv.indd 24

09/08/12 14.40


kunster. De siger til hunden: God vovse, sit. Yoshi yoshi. Osuwari kawaii desu ne.” Jun Do sagde: “Hold nu kæft med de japanere.” Jun Do havde lyst til at spørge, om der var en plan, men officer So drejede dem bare ind mod kysten. Hjemme i Panmunjom var Jun Do leder af sin tunnelenhed, så han havde en alkoholration og ugentlig kredit til en af kvinderne. Om tre dage havde han kvartfinaler i Folkets Hærs taekwondo-turnering. Jun Dos enhed afsøgte samtlige tunneller under den demilitariserede zone en gang om måneden, og de arbejdede uden lys, hvilket indebar at småløbe mange kilometer i bælgravende mørke og kun bruge deres røde lamper, når de nåede til enden af en tunnel og skulle inspicere dens snubletråde og sikre, at den var forsvarligt lukket. De arbejdede, som om de når som helst kunne støde på sydkoreanerne, og på nær regntiden, hvor tunnellerne var så mudrede, at de ikke kunne bruges, trænede de dagligt nærkamp i mørke. Det forlød, at de sydkoreanske soldater havde infrarød teknologi og amerikanske natsynsbriller. Det eneste våben, Jun Dos drenge havde, var mørket. Da bølgerne blev heftige, og Jun Do mærkede panikken stige, vendte han sig om mod Gil. “Hvad er det så for et arbejde, der er værre end at desarmere landminer?” “At kortlægge dem,” sagde Gil. “Altså med en minerydder?” “Metaldetektorer virker ikke,” sagde Gil. “Amerikanerne bruger plasticminer nu. Vi udarbejdede kort over, hvor de sandsynligvis lå, på baggrund af psykologi og terræn. Hvor en sti tvinger en til at tage et bestemt skridt, eller trærødder leder ens fødder, dér antog vi, at der lå en mine, og så markerede vi den. Vi tilbragte hele natten i et minefelt og satte livet på spil for hvert skridt – og til hvilken nytte? Næste morgen var minerne der stadig, fjenden var der stadig.” Jun Do vidste godt, hvem der fik de værste job – tunnelrekognoscering, tolvmands-undervandsbåde, miner, biokemi – og pludselig så han Gil i et helt andet lys. “Så er du altså forældreløs,” sagde han. 25

De stjålne liv.indd 25

09/08/12 14.40


Gil så chokeret ud. “På ingen måde. Er du?” “Næh,” sagde Jun Do. “Det er jeg ikke.” Jun Dos egen enhed bestod af forældreløse, men i Jun Dos tilfælde var det en fejl. På hans Folkets Hær-kort havde adressen været Morgendagens Pragt, og det var det, der havde dømt ham til denne skæbne. Det var et kiks, som ingen i Nordkorea øjensynlig kunne rette op på, og nu var det så hans skæbne. Han havde tilbragt sit liv i selskab med forældreløse, han forstod deres særlige, kummerlige situation, så han hadede dem ikke, som de fleste ellers gjorde. Han var bare ikke en af dem. “Og nu er du så tolk?” spurgte Jun Do ham. “Hvis man arbejder i minefelterne længe nok,” sagde Gil, “så belønner de en. Man bliver sendt et mageligt sted hen, for eksempel på sprogskole.” Officer So lo en lille, bitter latter. Det hvide skum på brodsøerne slog ind i båden nu. “Det pisseirriterende er,” sagde Gil, “at når jeg går ned ad gaden, så tænker jeg: Dér ville jeg anbringe en landmine. Eller også undlader jeg at træde bestemte steder, for eksempel på dørtærskler eller foran et urinal. Jeg kan ikke engang gå i parken længere.” “I parken?” spurgte Jun Do. Han havde aldrig set en park. “Ikke mere snak,” sagde officer So. “Nu skal vi have fat i en ny japansklærer til den sprogskole.” Han trak gashåndtaget bagud, og brændingen brølede, da jollen drejede sidelæns i bølgerne. De kunne se omridset af en mand, der stod inde på stranden og iagttog dem, men de var hjælpeløse lige nu, kun tyve meter fra bredden. Da Jun Do mærkede båden begynde at krænge over, hoppede han ud for at stabilisere den, og skønt vandet kun nåede ham til livet, væltede han og gik til bunds i bølgerne. Tidevandet førte ham hen over den sandede bund, før han kom hostende op igen. Manden på stranden sagde ingenting. Der var næsten mørkt, da Jun Do vadede i land. Jun Do tog en dyb indånding og trykkede vandet ud af sit hår. “Konban wa,” sagde han til den fremmede. “Odenki kesu da.” “Ogenki desu ka,” råbte Gil fra båden. 26

De stjålne liv.indd 26

09/08/12 14.40


“Desu ka,” gentog Jun Do. Hunden kom løbende med en gul bold. Et øjeblik rørte manden sig ikke. Så trådte han et skridt baglæns. “Fang ham!” råbte officer So. Manden stak i løb, og Jun Do optog forfølgelsen i våde cowboybukser og tilsandede sko. Hunden var stor og hvid og hoppede og sprang af begejstring. Den japanske mand løb i lige linje ned ad stranden, næsten usynlig, hvis ikke det havde været for hunden, der bevægede sig fra den ene side af ham til den anden. Jun Do løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Han fokuserede kun på den dumpe hjerteslags-lignende lyd af fødder, der trampede fremad i sandet. Så lukkede han øjnene. I tunnellerne havde Jun Do udviklet en fornemmelse for folk, han ikke kunne se. Hvis de var der, kunne han fornemme det, og hvis han kunne komme tæt nok på, kunne han pejle sig ind på dem. Hans far, børnehjemslederen, havde altid givet ham en følelse af, at hans mor var død, men det var ikke sandt, hun levede i bedste velgående, bare lidt for langt væk. Og selvom Jun Do aldrig havde fået nyt om, hvad der var sket med børnehjemslederen, kunne han fornemme, at hans far ikke længere var i denne verden. Hemmeligheden bag at kæmpe i mørke var præcis det samme: Man var nødt til at opfatte sin modstander, fornemme ham, og aldrig bruge sin fantasi. Mørket inde i ens hoved er noget, fantasien fylder med historier, som intet har at gøre med det virkelige mørke omkring en. Længere fremme lød den dumpe lyd af en krop, der faldt i sandet – en lyd, Jun Do havde hørt tusindvis af gange. Han bremsede op lige der, hvor manden var i færd med at komme på benene. Sandet i hans ansigt fik det til at se helt spøgelsesagtigt ud. De prustede og stønnede, og deres sammenføjede åndedrag lyste hvidt i mørket. Sandheden var, at Jun Do aldrig klarede sig særlig godt i turneringer. Når man kæmpede i mørke, fortalte et blødt slag blot modstanderen, hvor man var. I mørket var man nødt til at slå, som om man slog lige gennem folk. Maksimal rækkevidde var 27

De stjålne liv.indd 27

09/08/12 14.40


det vigtigste – sving og store, fejende rundspark, der dækkede større arealer og havde til formål at fælde folk. I en turnering kunne modstanderne se den slags træk komme på lang afstand. De trådte bare til side. Men en mand på en strand om natten, der stod på fodballerne? Jun Do udførte et hvirvlende hælspark mod hovedet, og den fremmede faldt om på jorden. Hunden var sprængfyldt med energi – overstadighed måske, eller frustration. Den skrabede i sandet ved siden af den bevidstløse mand og gav slip på sin bold. Jun Do havde lyst til at kaste bolden, men han turde ikke nærme sig de tænder. Det gik pludselig op for ham, at hunden ikke logrede med halen. Han så et glimt i mørket, mandens briller, viste det sig. Han tog dem på, og det slørede skær over klitterne blev til skarpe lysprikker i folks vinduer. I stedet for store boligblokke boede japanerne i mindre enkeltfamiliesbarakker. Jun Do stak brillerne i lommen, hvorpå han greb fat i mandens ankler og gav sig til at slæbe ham efter sig. Hunden knurrede og gøede kort og aggressivt. Da Jun Do så sig over skulderen, knurrede den ind i hovedet på manden og kradsede hans kinder og pande med poterne. Jun Do bøjede hovedet og trak. Den første dag i tunnellen er ikke noget problem, men når man vågner på andendagen fra mørket i en drøm til det rigtige mørke, er man nødt til at åbne øjnene. Hvis man holder dem lukket, afspiller ens hjerne alskens vanvittige film, for eksempel en hund, der angriber en bagfra. Men med øjnene åbne behøvede man kun at blive konfronteret med intetheden i det, man i virkeligheden foretog sig. Da Jun Do endelig fandt båden i mørket, lod han dødvægten dumpe ned på jollens aluminiumtværstivere. Manden åbnede øjnene en enkelt gang og rullede med dem, men der var ingen erkendelse at spore. “Hvad har du gjort ved hans ansigt?” spurgte Gil. “Hvor blev du af?” spurgte Jun Do. “Han var tung.” “Jeg er bare tolk,” sagde Gil. Officer So klappede Jun Do på ryggen. “Ikke dårligt af en forældreløs,” sagde han. 28

De stjålne liv.indd 28

09/08/12 14.40


Jun Do vendte sig om og så på ham. “Jeg er kraftedeme ikke forældreløs,” sagde han. “Og hvad fanden ligner det, at du siger, du har gjort det her hundredvis af gange? Vi kommer herud uden nogen plan, kun mig, der skal løbe efter en eller anden og fange ham? Du stod ikke engang ud af båden.” “Jeg var nødt til at se, hvilket stof du var gjort af,” sagde officer So. “Næste gang bruger vi hovedet.” “Der bliver ikke nogen næste gang,” sagde Jun Do. Gil og Jun Do drejede båden ud mod bølgerne. Bølgerne hamrede ind mod dem, mens officer So trak påhængsmotoren i gang. Da de alle fire var om bord og havde kurs mod åbent hav, sagde officer So: “Hør her, det bliver lettere. Bare man ikke tænker for meget over det. Jeg var fuld af lort, da jeg sagde, at jeg havde kidnappet syvogtyve mennesker. Jeg holder ikke tal på det. Bare glem dem, efterhånden som de kommer, en efter en. Fang dem med hænderne og giv slip på dem med hjernen. Gør det modsatte af at holde tal på dem.” Selv hen over larmen fra påhængsmotoren kunne de høre hunden inde på stranden. Uanset hvor langt ud de kom, blev dens brægen båret med over vandet, og Jun Do vidste, at han ville komme til at høre den hund i al evighed. * De boede på en songun-base ikke langt fra havnebyen Kinjye. Den var omgivet af jordvolde med jord til luft-missiler, og når solen gik ned, kunne de se affyringsrampernes hvide skinner lyse i måneskæret. Fordi de nu havde været i Japan, skulle de indkvarteres adskilt fra de almindelige soldater i Folkets Hær. De blev alle tre indkvarteret i infirmeriet, et lille lokale med seks feltsenge. Det eneste tegn på, at det var et infirmeri, var et enligt skab fyldt med udstyr til blodprøvetagning og et gammelt kinesisk køleskab med et rødt kors på lågen. De havde låst den japanske mand inde i en af svedekasserne i eksercergården, og lige nu var Gil derude for at øve sit japanske gennem madhullet i døren. Jun Do og officer So stod lænet op 29

De stjålne liv.indd 29

09/08/12 14.40


ad vinduesrammen i infirmeriet og delte en cigaret, mens de iagttog Gil, som sad på jorden udenfor og finpudsede sine idiomer med en mand, han selv havde været med til at kidnappe. Officer So rystede på hovedet, som om han nu havde set det med. Der var en enkelt patient i infirmeriet, en lille soldat omkring de seksten, hvis knogler var forkrøblede af hungersnøden. Han lå på en feltseng med klaprende tænder. Deres cigaretrøg gav ham hosteanfald. De flyttede hans seng så langt væk som muligt i det lille lokale, men han ville stadig ikke holde kæft. Der var ingen læge. Infirmeriet var bare et sted, hvor syge soldater blev opbevaret, indtil det stod klart, at de ikke ville komme til hægterne igen. Hvis den unge soldats tilstand ikke var forbedret næste morgen, ville MP’erne sætte en kanyle i armen og tappe fire poser blod fra ham. Jun Do havde set det før, og så vidt han kunne bedømme, var det den bedste måde at gøre det på. Det tog kun et par minutter – først blev de søvnige, dernæst så de lidt drømmende ud, og hvis der indtraf en snert af panikfølelse til sidst, gjorde det ikke noget, for de kunne ikke tale længere, og til allersidst, før det var helt slut, så de behageligt forvirrede ud, ligesom en fårekylling, der har fået rykket følehornene af. Lejrens generator lukkede ned – langsomt dæmpedes lysene, og køleskabet tav. Officer So og Jun Do gik til køjs. Der var en japansk mand. Han gik tur med sin hund. Og så var han ingen steder. For de mennesker, der kendte ham, ville han for evigt være ingen steder. Det var sådan, Jun Do havde tænkt om de drenge, der blev udvalgt af mændene med de kinesiske accenter. De var her, og så var de ingen steder, bragt til ukendte steder ligesom Bo Song. Det var sådan, han havde tænkt om de fleste mennesker – de dukkede op i ens liv som hittebørn på dørtrinnet, for så blot at blive revet væk senere som af en oversvømmelse. Men Bo Song var ikke forsvundet ingen steder hen – hvad enten han sank ned til ulveålene eller svulmede op og blev ført med tidevandet nordpå til Vladivostok, så forsvandt han et eller andet sted hen. Den japanske mand var heller ikke ingen steder – han var i svedekassen lige udenfor i eksercergården. Og 30

De stjålne liv.indd 30

09/08/12 14.40


nu slog det Jun Do, at hans mor – hun var et eller andet sted, i netop dette øjeblik, i en bestemt lejlighed i hovedstaden måske, hvor hun så sig i spejlet og børstede håret før sengetid. For første gang i mange år lukkede Jun Do øjnene og tillod sig at genkalde sig hendes ansigt. Det var farligt at fantasere sig til folk på den måde. Hvis man gjorde det, ville de hurtigt befinde sig i tunnellen sammen med en. Det var sket mange gange, når han tænkte på drengene fra Morgendagens Pragt. Et enkelt fejltrin, og så fulgte en dreng pludselig efter en i mørket. Han sagde ting til en, spurgte, hvorfor det ikke var en selv, der var bukket under for kulden, hvorfor det ikke var en selv, der var drattet i karret med maling, og så fik man en fornemmelse af, at tæerne i et frontspark når som helst kunne ramme én i ansigtet. Men dér var hun, hans mor. Som han lå der og lyttede til soldatens klapren, kom hendes stemme til ham. “Arirang,” sang hun med øm stemme, knap højere end en hvisken, der kom fra et ukendt sted. Selv de skide forældreløse vidste, hvor deres forældre var. Langt ud på aftenen kom Gil vaklende ind. Han åbnede køleskabet, hvilket var forbudt, og lagde noget derind. Så lod han sig dejse omkuld på sin seng. Gil sov med arme og ben hængende ud over kanten, og Jun Do kunne se, at han som barn måtte have haft sin helt egen seng. Et øjeblik efter var han gået ud som et lys. Jun Do og officer So rejste sig op i mørket og gik over til køleskabet. Da officer So trak i håndtaget, udstødte det et svagt, køligt åndedrag. Inde bagved, bag stabler af firkantede poser med blod, fiskede officer So en halvfuld flaske shoju frem. De lukkede døren hurtigt, fordi blodet skulle til Pyongyang, og hvis det blev dårligt, ville helvede bryde løs. De tog flasken med over til vinduet. Langt, langt væk gøede hundene i deres hundegårde. På horisonten, over missilvoldene, var der et skær på himlen, hvor månelyset spejledes i havet. Bag dem begyndte Gil at fise i søvne. Officer So drak. “Jeg tror ikke, gamle Gil er vant til en kost bestående af hirsekager og durrasuppe.” “Hvem fanden er han?” spurgte Jun Do. 31

De stjålne liv.indd 31

09/08/12 14.40


“Glem ham,” sagde officer So. “Jeg ved ikke, hvorfor Pyongyang har startet det her op igen efter så mange år, men forhåbentlig slipper vi af med ham om en uge. Én enkelt mission, og hvis alt går, som det skal, ser vi ham aldrig igen.” Jun Do tog en slurk – hans mave greb grådigt ud efter frugten, alkoholen. “Hvad er missionen?” spurgte han. “Først en øverunde mere,” sagde officer So. “Og så går vi efter en specifik person. Tokyo-operaen tilbringer sommeren i Niigata. Der er en sopran. Hun hedder Rumina.” Den næste slurk shoju gled ubesværet ned. “Opera?” spurgte Jun Do. Officer So trak på skuldrene. “En eller anden stor kanon i Pyongyang har sikkert hørt en piratindspilning og måtte bare have fingre i hende.” “Gil sagde, at han overlevede en landminetjans,” sagde Jun Do. “Og derfor sendte de ham på sprogskole. Er det rigtigt – fungerer det sådan, bliver man belønnet?” “Vi hænger på Gil, okay? Men du skal ikke lytte til ham. Lyt til mig.” Jun Do sagde ikke noget. “Hvorfor da – har du sat næsen op efter noget?” spurgte officer So. “Ved du overhovedet, hvad du ville ønske dig som belønning?” Jun Do rystede på hovedet. “Så skal du ikke bekymre dig om det.” Officer So gik over i hjørnet og bøjede sig ind over latrinspanden. Han støttede sig til væggen med hånden og anstrengte sig en rum tid. Der skete intet. “Jeg har selv udvirket et mirakel eller to i min tid,” sagde han. “Jeg blev belønnet. Og bare se mig nu.” Han rystede på hovedet. “Den belønning, du burde ønske dig, er: Bliv ikke som mig.” Jun Do stirrede ud ad vinduet på svedekassen. “Hvad kommer der til at ske med ham?” “Hundemanden?” spurgte officer So. “Der er nok allerede et par pubyoker på vej med toget fra Pyongyang for at hente ham.” 32

De stjålne liv.indd 32

09/08/12 14.40


“Ja ja, men hvad kommer der til ske med ham?” Officer So gjorde et sidste forsøg på at få klemt lidt urin ud. “Lad være med at stille dumme spørgsmål,” sagde han sammenbidt. Jun Do tænkte på sin mor på et tog til Pyongyang. “Kan man bede om at få en person som belønning?” “Altså en kvinde?” Officer So rystede frustreret sin umkyoung. “Tja, det kunne man vel nok bede om.” Han kom tilbage og tømte flasken, efterlod kun en slat i bunden. Den hældte han drypvis ud over den døende soldats læber. Officer So klappede ham farvel på brystet, hvorefter han stak den tomme flaske ind i knægtens albuerunding, der var drivvåd af sved. * De beslaglagde en ny fiskerbåd og tog endnu en tur over vandet. I Tsushima-strædet kunne de høre de kraftige klik – nærmest som slag mod brystkassen – fra kaskelothvalerne, der jagede under dem, og da de nærmede sig øen Dogo, steg granitspir pludselig op af havet, helt hvide på toppen af fugleguano og orange længere nede af store ansamlinger af søstjerner. Jun Do stirrede op mod øens nordlige forbjerg, vulkansort, beklædt med dværggran. Det var en verden udformet for dens egen skyld, uden budskab eller formål, et landskab, der ikke ville bære vidnesbyrd om én stor leder frem for en anden. Der lå et berømt feriested her på øen, og officer So mente, at de kunne fange en turist alene på stranden. Men da de nåede hen på læsiden af øen, lå en tom båd i vandet, en sort Avongummibåd, sekspersoners, med en halvtreds-hestekræfters Honda-påhængsmotor. De tog jollen derover for at undersøge den nærmere. Gummibåden var forladt, der var ikke et øje på vandet. De kravlede om bord, og officer So startede Honda-motoren. Han slukkede den igen. Han hev benzindunken op af jollen, og sammen vendte de bunden i vejret på den i vandet – den blev hurtigt fyldt med vand og sank med bagenden først på grund af Vpresnaens vægt. 33

De stjålne liv.indd 33

09/08/12 14.40


De Stjålne liv