De renfærdige. Fortællingen om Novo Nordisk

Novo Nordisk er Skandinaviens mest værdifulde selskab; mere værdifuldt end A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Danske Bank, Lundbeck, Vestas og Coloplast – tilsammen! Novo Nordisk har sammen med søsterselskabet Novozymes gjort hovedaktionæren, Novo Nordisk Fonden, til en af verdens mest velhavende fonde med en formue under forvaltning på omkring 350 milliarder kroner. Alligevel er historien om denne helt ekstraordinære danske virksomhed aldrig skrevet. Før nu.

HANNE SINDBÆK er journalist, forfatter og foredragsholder.

Hun har siden 1998 beskrevet dansk erhvervslivs top indefra – i artikler, klummer, bøger og foredrag. Hun er forfatter til en række anmelderroste bøger: Tyren, Bjørnen og Banken (2009) om Saxo Bank, Comeback Kid (2013) om Anders Samuelsen, Vi kan ikke sidde her til juleaften (2015) om Herman Salling og Dansk Supermarked. Samt medforfatter til bogen om Fritz Schur, Kammerherrens nye klæder (2012).

De renfærdige er en uafhængig fortælling om de mennesker, begivenheder og produkter, der skabte Novo Nordisk. Fra den spæde start i 1923, da nobelpristageren August Krogh kom hjem fra Canada med opskriften på det nye mirakelmiddel insulin over brødrene Pedersens start af en konkurrerende virksomhed, Novo, og de to selskabers rivaliseren gennem 64 år indtil fusionen i 1989.

Det er en beretning om, hvordan Mads Øvlisen byggede bro fra den familieejede til den børsnoterede virksomhed, så de humanistiske værdier kom tørskoede over, samt hvordan Lars Rebien globaliserede virksomheden, mangedoblede dens værdi og blev udnævnt til verdens bedste CEO af det estimerede Harvard Business Review. Og det er en fortælling om den stræben efter renfærdighed, der løber som et uudsletteligt spor i virksomhedens dna.

Bogen bygger på omfattende research samt interview med alle bogens nulevende hovedpersoner og en lang række nøglepersoner i og omkring virksomheden.

POLITIKENS FORLAG 2019009_DE_RENFAERDIGE_Novo_smuds_174x250.indd 1

SINDBÆK

DE RENFÆRDIGE

DE RENFÆRDIGE FORTÆLLINGEN OM NOVO NORDISK

HANNE

DE RENFÆRDIGE

FORTÆLLINGEN OM

”Jeg har været så heldig at bruge 34 år, 11 måneder og 9 dage i Novo Nordisk. For nogen af jer er det næsten en livstid. Det har været givende, og jeg må indrømme indimellem udfordrende, men det har givet mit liv mening.”

Rebien stod for sidste gang på scenen ved det, der var årets højdepunkt for samtlige ledere i Novo Nordisk: International Management Meeting. Han så ud over de 300 forsamlede ledere fra hele verden. Mange kendte han rigtig godt, få var helt nye, og ingen i firmaet følte han et tættere bånd til end denne forsamling, som han havde været en del af i mere end 25 år.

Nu var han der som gæst et kort øjeblik for at sige pænt farvel, og så var det slut. Lars Fruergaard og hans nye ledelse ville tage over og bruge resten af stormødet på at udstikke linjerne for den fremtidige strategi.

FORTÆLLINGEN OM

NOVO NORDISK

HANNE SINDBÆK

Fra bogen

POLITIKENS FORLAG 04/03/2019 12.37

DE RENFÆRDIGE FORTÆLLINGEN OM NOVO NORDISK

2019009_De_renfaerdige_content.indd 1

05/03/2019 13.50

DE RENFÆRDIGE FORTÆLLINGEN OM

NOVO NORDISK HANNE SINDBÆK

POLITIKENS FORLAG

2019009_De_renfaerdige_content.indd 3

05/03/2019 13.50

INDHOLD Forord 7

1 KROGH-PARRET

Opdagelsens tid

2 HAGEDORN

Doktorens tid

3 BRØDRENE PEDERSEN

Fabrikanternes tid

4 HALLAS

Forskerens tid

5 BRENNUM

Redningens tid

6 SØRENSEN

Erobrerens tid

7 MADS

Budskabets tid

8 SONNICH

Eksekveringens tid

2019009_De_renfaerdige_content.indd 4

13 53 89 125 153 185 213 251

05/03/2019 13.50

9 RIISGAARD

Dialogens tid

10 REBIEN

Tempelriddernes tid

11 KINGO

Værdiernes tid

12 KROGSGAARD

Fremtidens tid

285 327 367 405

OVERBLIK OG TAK Tidslinje 442 De største opdagelser 448 Direktioner 450 Bestyrelsesformænd 453 Hvad blev der af dem?

454 Kilder og litteratur 456 Tak 460

2019009_De_renfaerdige_content.indd 5

05/03/2019 13.50

2019009_De_renfaerdige_content.indd 6

05/03/2019 13.51

FORORD Novo Nordisk er formentlig den største erhvervssucces i Danmarkshistorien. I januar 2019 var børsværdien 754 milliarder kroner, og dermed var det Skandinaviens mest værdifulde selskab – mere værdifuldt end A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Danske Bank, Lundbeck, Vestas og Coloplast – tilsammen!

Novo Nordisk har produktion på fire kontinenter, datterselskaber i 79 lande og salg i 170 lande, hvor mere end 27 millioner – næsten halvdelen af verdens diabetikere – bruger deres produkter, så det er i sandhed en global virksomhed. Men Novo Nordisk er i bund og grund en dansk virksomhed. I Danmark er den født, der har den hjemme, der har den rod, derfra dens verden går. Sådan er det.

Virksomheden har stadig langt hovedparten af sin produktion og udvikling i Danmark og har faktisk stadig aktiviteter i de oprindelige bygninger dels på Nørrebro, dels i Gentofte. Og dens fundament, tankegods og værdigrundlag er så dansk som brugsforeninger og rødgrød med fløde.

Det er en virksomhed, hvis betydning for det danske samfund næppe kan overvurderes. Hvis man opgør, hvor mange der direkte eller indirekte via ansættelse hos underleverandører er beskæftiget af Novo Nordisk her i landet, når man op på mere end 88.000, og det er ikke småpenge, de bidrager med til stats- og kommunekasser. Virksomheden er i sig selv Danmarks i særklasse største skatteyder og bidrog for eksempel i 2017 med 10,5 milliarder kroner til fælleskassen.

Novo Nordisks og søsterselskabet Novozymes’ succes har gjort hovedaktionæren, Novo Nordisk Fonden, til en af verdens mest velhavende fonde med en formue under forvaltning på omkring 350 milliarder kroner.

Det er på størrelse med Bill & Melinda Gates Foundation.

Det er en altså en helt ekstraordinær virksomhed, der er tale om, men mærkværdigvis er historien om den aldrig skrevet. Da Politikens Forlag

F OROR D • 7

2019009_De_renfaerdige_content.indd 7

05/03/2019 13.51

bad mig om at gå ind i det arbejde, som en kollega havde startet, var det både med frygt og ærefrygt, at jeg sagde ja. Hvor skulle jeg overhovedet ende og begynde, hvis jeg skulle gøre mig noget håb om at give bare en nogenlunde rimelig beskrivelse af denne enorme og enormt komplekse verdensomspændende virksomhed?

Jeg besluttede mig for, at opgaven måtte være at beskrive, hvordan Novo Nordisk er blevet til det ikon af en virksomhed, den er i dag. Altså ikke en faghistorisk bog, men en fortælling, der fanger de store linjer, så et tydeligt billede træder frem. Jeg har bestræbt mig på at formidle historien på en måde, der gør den tilgængelig for mange mennesker, da jeg mener, den er alt for vigtig til at være forbeholdt de særligt erhvervsinteresserede.

Jeg håber, den vil være til glæde for de utrolig mange danskere, der på den ene eller anden måde har været i berøring med Novo Nordisk eller bare er nysgerrige på denne danske mastodont.

Når man vil finde svaret på, hvordan en virksomhed er blevet, som den er, er det min erfaring, at det første spørgsmål skal være: hvem? Hvem er de mennesker, der har haft afgørende betydning? Derpå følger to andre vigtige spørgsmål: Hvad er de afgørende begivenheder, og hvilke er de væsentligste produkter?

Det er de tre hovedspørgsmål, jeg har ledt efter svarene på i min omfattende research, der bygger på et betydeligt antal interview med primære kilder – altså de, der selv var der – samt et utal af ikke mindst samtidige skriftlige kilder som årsberetninger, personaleblade, aviser, magasiner og tidsskrifter. Samt naturligvis de bøger, der er skrevet om, af og for virksomheden. Alt dette fremgår af kildelisten bag i bogen.

“Store ting i erhvervslivet er aldrig resultatet af én persons indsats. Det er resultatet af et holds indsats.” Sådan har Steve Jobs sagt, og hvem argumenterer mod Jobs? Det vil de store Novo Nordisk-ledere i hvert fald ikke gøre, for man har hørt dem sige igen og igen: Det er ikke mig – det er holdet … Det er der megen sandhed i. Omvendt kan det nok være, at de store ting ikke er resultatet af én persons indsats, men uden den ene person var det aldrig gået, som det gik. Så selvom hundredvis af mennesker gennem virksomhedens snart 100 års levetid har lavet banebrydende ting og ydet afgørende præstationer, så tegner der sig alligevel et tydeligt billede af, hvem det er, hvis spor er pløjet så dybt i virksomhedens dna, at man også

8 • F OROR D

2019009_De_renfaerdige_content.indd 8

05/03/2019 13.51

mange år frem vil kunne se dem. Det er i mine øjne 14 personer – hvoraf fire optræder i par – der står som 12 uforgængelige monolitter og minder om, hvad der virkelig er væsentligt i Novo Nordisk. Hver især repræsenterer de en særlig tid og nogle specielle aftryk, der tilsammen har gjort Novo Nordisk til det ikon og til den helt unikke virksomhed, den er i dag.

Som en særlig hæder har jeg opkaldt et kapitel efter hver enkelt i bogen.

Et kapitel, der ikke kun handler om dem, men hvor den enkeltes særlige kendetegn viser sig for første gang.

Jeg har fokuseret på de operative – altså dem, der er ude i felten. Det betyder, at der ikke er så lange fortællinger om fondene, om hospitalerne, om forskningsprojekterne og velgørenheden, som der kunne være. Det er ellers ofte det, der bliver beskrevet. Det har gjort ondt at vælge fra – og det vil nok også gøre ondt på de mange Novo Nordisk-medarbejdere, der har arbejdet hårdt for at realisere store og væsentlige projekter, som end ikke er nævnt i denne bog. Men jeg har ønsket at sætte fuld spot på de operative; dem, der har skabt kerneforretningen, der er fundamentet under alt det andet.

Hvis jeg kort skulle summere op, hvorfor Novo Nordisk er blevet så succesfuld, vil jeg pege på to faktorer. For det første det evindelige tovtrækkeri mellem de forretningsdrevne og de værdidrevne i virksomheden. Ingen af dem kunne have gjort det uden de andre. På et marked, hvor man med et godt produkt stort set kan bestemme prisen selv, kræver det selvbeherskelse og langsigtede strategier, hvis man skal modstå fristelsen til blot at cashe ind så stort og hurtigt som muligt. Der står firmaets værdier og værdikrigere fast og urokkeligt. Samtidig var der heller ingen succes uden dem, der kan se de forretningsmæssige muligheder og udnytte dem dygtigt.

Det er, som man vil opleve i bogen, en Sonnich Fryland, der trækker hårdt i retning af de gode forretninger, og en Mads Øvlisen, der trækker mod de værdibaserede beslutninger. Det er en Lars Rebien, der hiver i den kommercielle retning, mens han lige så klogt har sørget for at have en Lise Kingo i sin direktion, der trækker mod det samfundsansvarlige.

Den anden faktor, der har været afgørende for virksomhedens succes, er dens evne til at bruge fejl, modgang og katastrofer til at udvikle sig og vokse fra. Sådanne begivenheder som læseren om lidt vil lære at kende som Alcalase-krisen, FDA-krisen og Sydafrika-krisen.

F OROR D • 9

2019009_De_renfaerdige_content.indd 9

05/03/2019 13.51

Begge dele vil forhåbentlig stå tydeligt efter endt læsning.

Da vil det nok også stå klart, hvorfor jeg har valgt at kalde bogen De renfærdige.

Oprindelig faldt jeg over ordet i Kirsten Jacobsens bog om Mads Øvlisen, mads@novo.dk. Her brugte hun det til at beskrive hans arvtagere; dem, der var de unge Novo Nordisk-løver i år 2000. “De er rejsende i en overbevisning, sådan: Ud fra borgen drager de renfærdige på deres mission,” skrev hun. Det beskriver ånden i Novo Nordisk ret præcist. Og det er ikke bare ledelsen, der er på den mission. Medarbejderne fra alle de grene af virksomheden, jeg har haft berøring med, står vagt om Novo Nordisk.

Ingen – og slet ikke sådan en smule forfatter – skal komme og smudse deres elskede virksomhed til. Det var nu heller aldrig mit formål, men det er bemærkelsesværdigt, hvor følelsesmæssigt forbundet Novo Nordisk-medarbejdere er med deres virksomhed. De ved, den er noget særligt og noget særlig ædelt, som de ikke tiltror andre helt at begribe dybden af.

Da Lars Rebien Sørensen gav lederstafetten videre til Lars Fruergaard Jørgensen i januar 2017, sagde han: “Jeg har været så heldig at bruge 34 år, 11 måneder og 9 dage i Novo Nordisk. For nogen af jer er det næsten en livstid. Det har været givende, og jeg må indrømme indimellem udfordrende, men det har givet mit liv mening.”

Det havde givet hans liv mening … Sådan er det at arbejde i Novo Nordisk – det skal ikke bare give penge, det skal give mening. Det er ikke noget, Lars Rebien Sørensen har fundet på; det løber som et ubrudt spor igennem virksomhedens historie helt tilbage fra stifternes tid.

August og Marie Kroghs liv og færden handlede simpelthen om at gøre det rette og bruge deres medfødte evner til gavn for samfund og menneskene i det. Og brødrene Pedersens spartanske opvækst havde givet dem mere end en ambition om at komme ud af fattigdommen. Det havde også givet dem en social ansvarlighed, der blev præget ind i virksomheden i en grad, så man kan se sporene i dag, når for eksempel medarbejdere frivilligt engagerer sig i World Diabetes Foundations projekter, eller når både virksomhed og medarbejdere sørger for at sluse mennesker med autisme ind på arbejdsmarkedet via et job i Novo Nordisk.

Centralt i den udvikling står Mads Øvlisen. Han byggede bro fra familievirksomheden i tredje generation til den børsnoterede, så værdierne

10 • F O R O R D

2019009_De_renfaerdige_content.indd 10

05/03/2019 13.51

kom tørskoede over. Han inkarnerede på troværdig vis familiens ånd og pustede den igennem 20 år ind i virksomheden, så den helt ud i yderste led blev imprægneret med den humanistiske tilgang til arbejdet, der kendetegner den i dag. Det var ham, der begyndte at tale om virksomhedens sociale ansvar, og han gjorde det, længe inden andre i dansk erhvervsliv havde forståelse for den dagsorden.

“Renfærdig – som har en ren sjæl og levevis.” Sådan definerer Nudansk ordbog begrebet. Det er ikke nødvendigvis alle Novo Nordisk-ansatte, der til hver en tid i alle gerninger har været renfærdige. Men det er en stræben, der ligger som en tilbøjelighed i de fleste og har gjort det siden starten i 1922. Den stræben gør Novo Nordisk helt speciel.

Og sådan vil den historie fortsætte også nu, hvor Lars Fruergaard Jørgensen sætter retningen og chefholdet. Renfærdigheden vil ligge som en stræben og tilbøjelighed, de hverken kan eller vil ryste af sig.

Jeg er taknemmelig over den åbenhed og ærlighed, som de store Novo Nordisk-personligheder har mødt mig med, og jeg håber, jeg har levet op til deres tillid. Men jeg skylder at sige, at hverken de eller andre kilder kan tages til indtægt for denne bogs facon og indhold. Det er – som jeg har sagt til dem – deres historie, men det er min bog. Forskellige episoder vil huskes forskelligt, alt efter hvor man stod, da de udspillede sig, og det kan være umuligt at afgøre, hvem der har mest ret. I sådanne tilfælde har jeg som forfatter foretaget mine egne vurderinger baseret på min research. På samme måde har jeg af hensyn til fortællingen visse steder taget mig litterære friheder i min beskrivelse af scener i firmaets historier. Også de bygger på grundig research.

Når man som enlig forfatter skal sætte sig ind i og forstå alt muligt fra de politiske forhold i Kina i 1990’erne over eurobonds til peptidkemi, så kan det næppe undgås, at der er nogle svipsere. Fejlene er mine, og jeg håber, læserne vil skrive til mig på hanne@sindbaek.com og gøre mig opmærksom på dem.

Jeg håber dog – som altid – jeg ikke har skrevet noget forkert. Men især håber jeg, jeg har skrevet noget rigtigt.

Hanne Sindbæk, januar 2019

F O R O R D • 11

2019009_De_renfaerdige_content.indd 11

05/03/2019 13.51

2019009_De_renfaerdige_content.indd 12

05/03/2019 13.51

1

KROGH-PARRET OPDAGELSENS TID

2019009_De_renfaerdige_content.indd 13

05/03/2019 13.51

2019009_De_renfaerdige_content.indd 14

05/03/2019 13.51

I August og Marie Kroghs tid blev insulinet opdaget. I Canada opdagede Banting og Best, hvordan man kunne producere det, så det kunne bruges til behandling af den frygtede, dødelige sukkersyge. August og Marie fik deres grundopskrift og opdagede derpå sammen med lægen H.C. Hage­ dorn deres helt egen metode til at producere et insulinpræparat.

Men inden da havde August fået Nobelprisen i medicin, og Marie hav­ de fået en doktorgrad i medicin som den kun fjerde danske kvinde i histo­ rien. Og så havde hun fået sukkersyge.

1920, København, Ny Vestergade Ingen skulle vide det! Marie havde patienter. Hun var ikke en.

Hun var mange andre ting: læge, forsker, lægemiddelkonsulent og den fjerde danske kvinde, der havde opnået en doktorgrad i medicin. Det var de ting, man skulle forbinde med hendes navn. Hun skulle ikke reduceres til et enkelt ord, der var så skræmmende, at det kun kunne hviskes: sukkersyge.

August skulle selvfølgelig have det at vide. De havde været sammen så længe og var så tætte, at hun lige så lidt kunne holde det hemmeligt for ham som for sig selv. Da hun havde besluttet ikke at tage med ham på rejsen til England, Frankrig og Holland, havde han undret sig, men accepteret, at hun ville blive i sommerhuset i Solrød sammen med børnene. Men da han senere havde sluttet sig til sin ferierende familie, havde han bemærket, at hans “Mie” havde tabt sig og var træt. Det var helt ukarakteristisk for hende. Da det ikke var blevet bedre i september, overtalte han hende til at tage på rekreation hos hendes bror på Fyn. Hun holdt dog ikke til at være borte fra ham, børnene og arbejdet – i dén rækkefølge – mere end tre uger; så var hun tilbage i Ny Vestergade. Efterhånden var hun kommet til klarhed over årsagen til sit vægttab, sin tørst og sin evindelige renden på toilettet. Som den videnskabskvinde hun var, besluttede hun sig for at gå nøgternt og videnskabeligt til værks, også når det gjaldt hendes egen sygdom. Men sin viden om den ville hun ikke dele med nogen. Og hun ville tvinge August til at love, at han aldrig ville fortælle det til nogen. Aldrig nogensinde.

O p d a g e l s e n s t i d • 15

2019009_De_renfaerdige_content.indd 15

05/03/2019 13.51

••• Marie var 46 år, da hun diagnosticerede sig selv med sukkersyge, eller diabetes, som lægerne kaldte det. På det tidspunkt var det en sygdom uden effektiv behandling, til trods for at den havde været kendt og frygtet i mindst 3.500 år.

Det var egyptiske læger, der i en medicinsk papyrus først beskrev en diabeteslignende tilstand, hvor urinen var sød. Dengang gav de patienterne en recept på en mikstur af hyldebær, ølbundfald, mælk og plantefibre fra asitplanten, agurkeblomster og grønne dadler. Virkningen skrev de ikke om.

1.700 år senere havde den græske læge Aretaios givet sygdommen navnet diabetes, der kommer fra det græske ord for “gennemløb”. Det var en malende beskrivelse af symptomerne, der var ulidelig tørst og deraf følgende indtag af væske, der tilsyneladende løb lige igennem kroppen. Sygdommen gav ustandselige vandladninger og galoperende afmagring, eller som Aretaios formulerede det: “tab af kroppens kød”.

På dansk blev det til sukkersyge, fordi urinen var sødlig. At smage på patientens tis var længe måden at diagnosticere på.

I 1920 var man ikke kommet det meget nærmere, selvom der både blev forsket i sygdommens årsager og eksperimenteret med behandlinger rundt om i verden. At vidundermidlet var mindre end to år borte, havde Marie ingen idé om. Endnu mindre kunne hun forestille sig, at hun selv skulle komme til at spille en afgørende rolle for, at danske, norske og svenske diabetikeres liv blev reddet og en stor industri grundlagt i Danmark.

••• Marie Krogh blev født som Birthe Marie Jørgensen, kaldet Mie, juledag 1874. Det var samme år, som den første danske kvinde fik adgang til medicinstudiet på Københavns Universitet. Det var næppe noget, der blev talt meget om hjemme på gården på Fyn, men det kom til at bane vejen for, at Marie kunne gøre den forskel i verden, hun ønskede. Hun var en ud af en søskendeflok på ni, som tuberkulosen, der hærgede landbefolkningen i de år, reducerede til fire. Hun oplevede rædslen ved sine yngre søskendes død

16 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 16

05/03/2019 13.51

og besluttede sig allerede som barn for at blive læge. Hun var seks år, da hun resolut brændte alle sine dukker og kastede sin kærlighed på bøgerne i stedet. Mie ville ikke bruge sit liv på at passe børn som alle andre kvinder.

Hun skulle redde liv og gøre de syge raske.

Det var ikke så ligetil for en gårdmandsdatter fra Vestfyn. Hendes far blev også ramt af tuberkulose og fulgte sine fem børn i graven. Maries mor bad så indtrængende Marie om at blive og hjælpe på gården, og det havde hun modstræbende gjort i nogle år. Men da hun blev 24 år, var det nok.

Hun tog til København, hvor det var muligt for en kvinde at blive student.

Det var på N. Zahles Skole, der på det tidspunkt havde 12 års erfaring med at udklække studiner.

Marie bestod sin matematiske studentereksamen med udmærkelse og gik direkte videre til universitetets medicinstudier. Her mødte hun tre år inde i studiet August Krogh. Han var ligesom hende 29 år, men allerede magister i zoologi, forsker på Christian Bohrs Medicinsk Fysiologiske Institut og havde skrevet doktordisputats om frøernes hud- og lungerespiration. Som en af mange opgaver underviste han medicinstuderende i fysiologi, altså læren om levende organismers funktioner.

Det var ikke kærlighed ved første blik. Slet ikke. August havde i breve til sine forældre brokket sig over at skulle undervise en kvindelig studerende. Efter hans mening egnede kvinder sig ikke til at blive fysiologer. Han prøvede at undgå hende, men hun skulle absolut spørge ham om noget, og fra det øjeblik var han solgt. “De overvandt min uvilje med det første ord, De sagde, og billedet af Dem fra den dag er maaske det, der staar mest levende for mit øje,” skrev han til hende et par måneder senere. Da var de blevet kærester.

Det var efter en udflugt til Møn med Studentersamfundet, at August var blevet helt sikker i sin sag. Han turde ikke tale direkte med Marie om sine følelser, men desperat ved udsigten til, at universitetets lange sommerferie skilte dem ad, skrev han til hende og friede: “De er i mine tanker bestandig og jeg synes at høre Deres stemme. Forestillingen om at jeg i to maaneder ikke skal se Dem gør mig syg. Jeg maa sige det til Dem nu med det samme.

Jeg holder uendelig meget af Dem. Vil De og tør De følges med mig gennem livet?” Han ville ikke love guld og grønne skove: “Fremtiden for mig er ikke synderlig glimrende. I bedste fald bliver jeg ansat som Docent, men

O p d a g e l s e n s t i d • 17

2019009_De_renfaerdige_content.indd 17

05/03/2019 13.51

maaske bliver jeg nødt til at søge til udlandet, thi jeg er fast bestemt på ikke at taale nogen hindring for mine evners udfoldelse. Det kan blive vanskeligt nok, maaske, at følges med mig.”

Det var ikke blot en god hustru og mor til sine fremtidige børn, August så i Marie, men en livskammerat og samarbejdspartner: “De har Deres arbejde og maal som jeg mit. Jeg tror at det er godt saadan. Der bliver ingen ensidighed, vi kan tage hinanden i haanden og hjælpe hinanden på mange maader, troer jeg. Alle vanskeligheder kan overvindes hvis der er det ene fornødne og derfor spørger jeg Dem blot om det ene fornødne.

Elsker de mig, som jeg elsker Dem?” Marie svarede med stor alvor og ærlighed: “Kære Dr. Krogh, De ved ikke, hvor jeg blev lykkelig over den Tillid De viste mig, og samtidig bange for, at jeg ikke fuldtud skulde fortjene den. De spørger, om jeg elsker Dem. – Det ved jeg ikke selv, men jeg ved, at jeg holder meget af Dem, alt for meget til ikke at være aaben og ærlig mod Dem. Jeg ved, at De er min bedste Ven, at jeg er lykkelig, naar jeg er sammen med Dem, og længes efter Dem, naar jeg ikke ser Dem. Men om det er den Følelse, der kan leves på Livet igennem, det ved jeg ikke, jeg tror det, men jeg ved det ikke endnu.”

August blev lykkelig for hendes svar. Også selvom det ikke var det uforbeholdne ja!

“Det er ikke lidenskabens storm der er over os, men det er følelsen af inderlig harmoni, af gensidig (tør jeg sige gensidig) uundværlighed,” skrev han tilbage til hende. Og sådan blev deres ægteskab så meget mere end blot forelskelse. De blev hinandens fortrolige og tætteste arbejdskammerater.

De havde fælles videnskabelige projekter, og de havde hver deres, men de diskuterede alting med hinanden og udviklede teorier og idéer sammen.

••• Han var døbt Schack August Steenberg Krogh; opkaldt efter forældrenes ven, der også var den læge, som hjalp ham til verden. Hans far, Viggo, var uddannet skibsbygger og havde startet et lille træskibsværft i Grenaa. Det holdt kun kort, for i 1877 var tiden løbet fra træskibene; nu var det jernskibe, der var efterspørgsel efter. I stedet besluttede faderen at gå i sin

18 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 18

05/03/2019 13.51

bedstefars fodspor og blive ølbrygger. Han købte et bryggeri inde i Grenaa by og kaldte det Djurslands Bryggeri. Det blev i høj grad et familieforetagende, for bryggeren boede bogstavelig talt oven på virksomheden sammen med sin kone, Mimi, og deres seks børn. August var den ældste. Han fulgte med i alt, der foregik, men det bedste, han vidste, var at løbe omkring i naturen og fange dyr for at nærstudere dem.

For en dreng med Augusts talenter var det et godt hjem at vokse op i.

Ganske vist havde forældrene ikke lange boglige uddannelser bag sig, men de var intelligente og vidende og talte og skrev flere sprog. De var interesserede i andet og mere end den nære verden, så der var bøger til rådighed, og August sugede viden ud af dem. Opfindelsernes bog og Naturkræfterne var hans favoritter, og han lavede alle de forsøg, de beskrev. I hvert fald de forsøg, han formåede at bygge instrumenter til med de materialer, han kunne skrabe sammen. For eksempel blev den fine og dyre rejsekikkert, han havde fået i konfirmationsgave, ombygget til et mikroskop. Han fik hjælp til det projekt af sin yndlingslærer, Carl Nilsson, der altid var klar til at støtte og opmuntre hans interesse for naturvidenskaben. Det fortalte August senere Marie om i et brev: “Vi tilbragte en herlig eftermiddag med at skille kikkerten ad til de mindste dele og studere alle linsernes virke­ maade baade hver for sig og i sammenhæng. Vi fandt bl.a. ud af, at okularet kunde fungere som et lille mikroskop, og jeg var ikke længe om at lave et stativ til det af træ og mikroskopere alt hvad der kom indenfor min rækkevidde.” Og sådan blev Augusts anseelige talent som konstruktør af videnskabelige apparater grundlagt.

Han fik også en anden mentor meget tidligt, nemlig sin fars barndomsven William Sørensen, kaldet onkel William. Han var en meget anerkendt og dedikeret zoolog, og han holdt altid sommerferie hos Krogh-familien.

Så tog han den lille August med på ekskursioner i naturen omkring Grenaa og viste ham, “hvordan en Edderkop arbejder på sit spind, hvordan Hjertet slog i en halvgennemsigtig Larve og mangfoldige andre Ting, altid på en saadan måde, at det blev en personlig Oplevelse, noget jeg selv kom til at se og forstå”. Sådan beskrev August mange år senere sine tidlige og afgørende oplevelser med onkel William.

Da August 19 år gammel kom til København for at starte på universitetet, var det William Sørensen, han søgte råd hos om, hvad han skulle

O p d a g e l s e n s t i d • 19

2019009_De_renfaerdige_content.indd 19

05/03/2019 13.51

vælge at studere. Han brændte for zoologien, som han opfattede som sit kald. Onkel William erklærede, at han ganske vist havde gode evner for faget, men frarådede August at slå ind på den vej, for det var svært at leve af. Selv underviste William Sørensen på forskellige skoler for at forsøge sig selv og sin store familie. Forskningen, der var hans passion, pressede han ind i fritiden; alligevel lykkedes det ham at opnå en doktorgrad på en disputats om “Lydorganer hos Fiske. En physiologisk og comparativ-anatomisk Undersøgelse”. Men han var en kontroversiel person, der sagde sandheder om hvem som helst på universitetet, han syntes fortjente det, og det var ikke just karrierefremmende.

De to zoologientusiaster blev på trods af den store aldersforskel nære venner. Ikke bare delte de interesser, men de var også drevet af samme form for retlinethed og idealisme, der bød dem at kæmpe for, hvad de anså for at være sandt og rigtigt.

På trods af onkel Williams advarsler besluttede August, at han måtte følge sit kald. Han skrev et ni sider langt brev til sin far, hvor han argumenterede for sagen. Hans far var ligesom onkel William bekymret for, at zoologi var et brødløst fag, men han gav dog sin tilladelse. August var ham evigt taknemmelig for det og arbejdede i årene frem hårdt for at gøre forældrene stolte. De understøttede ham økonomisk, men han underviste også for ikke at ligge dem alt for meget til last, ligesom han gjorde, hvad han kunne, for at holde udgifterne på et minimum. Han fyrede for eksempel ikke op i kakkelovnen på sit værelse, før termometeret stod på mindre end ti grader.

Da kandidatgraden var i hus, regnede hans far ud, at uddannelsen havde kostet forældrene 3.309,25 kroner, og meddelte August, at han skulle betragte det som et arveforskud.

August Krogh fik en tredje mentor, inden han for alvor stod på egne videnskabelige ben. Det var Christian Bohr, professor i fysiologi på det lægevidenskabelige fakultet – og far til den senere Nobelpristager Niels, der var 11 år yngre end August. August meldte sig til et kursus hos ham, og den allerførste forelæsning blev afgørende for hans fremtid.

“Jeg vidste dengang næppe hvad fysiologi var, men da jeg lærte det at kende gennem professor Bohrs vækkende forelæsninger og eget studium

20 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 20

05/03/2019 13.51

gik det hurtigt op for mig at dette var mit egentlige arbejdsfelt; det omfattede alle mine varmeste interesser og førte mig paa en maade tilbage til den beskæftigelse, samtidig med fysik og biologi, som havde udfyldt min barndom.” Sådan beskrev han senere sit første møde med fysiologien. Da Christian Bohr fortalte om metoder til bestemmelse af mængden af blod og blodgasser i kroppen, åbnede der sig en ny verden for August, der på stedet besluttede, at han måtte blive så dygtig, at han kunne få arbejde på Christian Bohrs laboratorium.

Det lykkedes ham, og han begyndte at dissekere frøer i lange baner. Der var noget over det meget konkrete arbejde, hvor man med egne øjne kunne se, hvordan tingene hang sammen, der tiltalte August. Det var strengt taget det samme, han havde lavet som dreng hjemme på engene omkring Grenaa. Nu dykkede han blot dybere – bogstavelig talt – når han skar frøerne op og undersøgte, hvordan blodårerne hang sammen, hvordan lungerne så ud, og i det hele taget, hvordan kroppen var struktureret, og hvordan den fungerede. Og så var der alle de ting, man ikke kunne se. Det, der måtte eksperimenter til for at komme nærmere. Christian Bohr ville især gerne have undersøgt respirationen gennem huden hos forskellige dyr, og her kom Augusts talent for at udtænke og bygge apparater til nytte.

Han opfandt konstruktioner, der blev afgørende for de videnskabelige undersøgelser af forholdet mellem iltoptagelsen og CO2-produktionen hos snegle, frøer og fisk.

Han blev så optaget af arbejdet, at han var i laboratoriet fra klokken ni om morgenen til midnat undtagen om søndagen, hvor han tvang sig selv til at stoppe klokken tre, så han kunne besøge onkel William.

August var myreflittig. Ud over forelæsninger, studier og laboratoriearbejde holdt han foredrag og skrev videnskabelige artikler. Han lærte sig selv engelsk for at kunne nå ud i verden med sine forskningsmæssige afhandlinger – tysk kunne der ikke være tale om “af patriotiske grunde”. Hans mor var født som dansk-tysker og var blevet tvunget til at flytte efter nederlaget i 1864, da Danmark måtte afstå Slesvig. Det havde gjort, at hele familien havde et meget anstrengt forhold til den store nabo mod syd. August var så antitysk, at da Christian Bohr ville publicere deres fælles resultater i et tysk videnskabeligt tidsskrift, bad han om at få sit navn fjernet fra artiklen.

I stedet orienterede han sig mod vest – mod England og USA. Han

O p d a g e l s e n s t i d • 21

2019009_De_renfaerdige_content.indd 21

05/03/2019 13.51

lærte sig sproget ved at læse engelske bøger og udveksle breve med sin mor på engelsk.

Nogle diskussioner holdt de dog på dansk. Augusts forældre var stærkt troende og så med stor bekymring på, at han fjernede sig fra Gud. Det blev der skrevet en del om mellem mor og søn. Som videnskabsmand kunne August ikke opretholde en tro på det guddommelige, men det betød ikke, at han brød med de grundlæggende værdier, forældrene og deres tro havde indpodet i ham.

“Kærlighed til Mennesker og Kærligheden til Sandheden er det væsentligste, er livets Hovedhjørnesten,” skrev han til sin mor. Og det var egentlig ledetråden i Augusts liv – kærligheden til mennesker og til sandheden, som han fandt den i videnskaben.

August afsluttede sin uddannelse som 25-årig i 1899 og blev straks ansat i Christian Bohrs laboratorium. Her arbejdede han videre med de undersøgelser af respirationen gennem hud og lunger hos frøer, der førte frem til hans doktordisputats i 1903.

Forinden havde han været på en afstikker; en forskningsekspedition til Grønland, der varede et halvt års tid. Her blev han optaget af at undersøge den svenske teori fra 1896, som hævdede, at menneskets forbrænding af kul havde stor betydning for mængden af CO2 i atmosfæren – hvad der siden blev kendt som drivhuseffekten.

••• August og Marie blev gift 24. marts 1905. Til stor fortrydelse for begges forældre foregik det på rådhuset. Ingen af dem havde lyst til at hykle en gudstro, de ikke havde. De havde heller ikke lyst til, at der skulle gøres et stort nummer ud af begivenheden. Om formiddagen passede de hver sit arbejde, og klokken et blev de viet af kulturborgmester Theodor Dybdal på det helt nybyggede Københavns Rådhus. Derpå gik de over på den anden side af gaden og spiste frokost på den nye fashionable Restaurant Bristol.

Selvom de begge var 29 år, da de blev gift, besluttede de at vente med at få børn, til Marie havde fået sin embedseksamen. Det havde hun sørget for at få afklaret inden brylluppet.

22 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 22

05/03/2019 13.51

“… en Aften, da vi talte om snart at gifte os, spurgte du, om det mon kunde gaa an, at vi fik Børn de første Aar. Den rolige og naturlige Maade du spurgte paa gjorde mig saa inderlige glad og tryg, fordi jeg deraf sluttede, at du elskede mig for min egen Skyld og elskede mig højt nok til en Tid at resignere for min Skyld, for at jeg kunde beholde mit Arbejde”.

Sådan skrev Marie til August, mens de stadig var forlovede, og sådan blev det. En noget usædvanlig beslutning på den tid, men de var begge lige så dedikerede til deres arbejde, som de var til hinanden. Hun passede sin uddannelse på hospitalet, han fortsatte sine laboratorieundersøgelser, og hun hjalp ham med hans forsøg, når hun fik fri. Husarbejdet blev hovedsageligt klaret af madam Thomsen, som de havde engageret. Hun lavede også middagsmad til parret, inden hun gik hjem. Når det var spisetid, varmede Marie den op i en termostatreguleret rugemaskine til æg, som August havde bygget til et af sine forsøg.

Sådan arbejdede de både sammen og parallelt med hinanden i de første år. Marie læste til eksamen, August arbejdede på sine afhandlinger om kvælstofudskillelse ved åndedrættet. De hjalp hinanden og kunne diskutere alle former for videnskabelige problemstillinger. Da Marie i sommeren 1907 blev færdig som læge, fejrede de det som et ægtepar, der havde viet deres liv til videnskaben, ved at tage til en videnskabelig kongres i Heidelberg i Tyskland. Det var den sommerferie.

Det følgende forår rejste de sammen på en videnskabelig ekspedition til Grønland for at undersøge, hvordan indtagelse af store mængder af proteiner i form af sælkød påvirker menneskets iltoptagelse og kuldioxidafgivelsen. Grønlænderne var ikke meget for at deltage i forsøget, der indebar, at de skulle være lukket inde i et lille kammer dagevis. Ikke fordi de var bange for små rum, men fordi de var bange for at blive til grin over for deres venner og familie.

Marie og August fik hjælp af en jævnaldrende ved navn Knud Rasmussen. Han var så småt begyndt at skabe sig et navn som grønlandsfarer og opholdt sig tilfældigvis i nærheden på det tidspunkt. Han talte sproget, forstod kulturen og havde grønlændernes fortrolighed, så han fik overtalt dem til at være forsøgspersoner. Det blev begyndelsen til et livslangt venskab mellem Knud Rasmussen og Krogh-parret.

Marie var blevet gravid på turen og havde termin i slutningen af decem-

O p d a g e l s e n s t i d • 23

2019009_De_renfaerdige_content.indd 23

05/03/2019 13.51

August og Marie hjalp hinanden med forskningsprojekter og var hinandens allertætteste sparringspartnere. Det Kongelige Bibliotek

ber. Men hun og August havde kun været hjemme i København godt en måned, da hun 31. oktober fødte to bittesmå drenge. Den ene var så lille og svag, at han døde efter blot en time. Den anden lykkedes det dem at holde liv i ved at tage alle midler i brug. De skiftedes til at våge over ham, og August byggede den termostatregulerede rugemaskine/middagsmads­ varmer om til en kuvøse, hvor den lille Erik kunne holde varmen. Og han klarede det.

Rejsen til Grønland havde betydet et farvel til jobbet hos Christian Bohr.

August fik en midlertidig stilling som docent i dyrefysiologi – den første af sin slags i universitetets historie.

Der fulgte ikke noget laboratorium med jobbet, og det led han under, for der var forskningsarbejde, der skulle gøres. Han søgte Kultusministeriet om penge til at overtage universitetets hus i Ny Vestergade 11 lige over

24 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 24

05/03/2019 13.51

for Nationalmuseets hovedindgang, men fik til sin fortvivlelse afslag. De bygninger var ellers perfekte til formålet, for de var, som universitetet havde beskrevet dem, “… rigeligt forsynet med Vand, Gas, og Motorelektricitet og til Dels med elektrisk Belysning. Endvidere med fotografisk Atelier og Mørkekammer, med særlig Dyrestald til store Forsøgsdyr (Heste, Geder o.s.v.) med Hønsegaard, Dueslag, med en Dam til Frøer og andre Vanddyr, med Akvarieværelser o.s.v.”.

De var lige, hvad dyrefysiologen havde brug for, når han både skulle lave alle sine egne eksperimenter og undervise landets kommende gymnasielærere i, hvordan man foranstaltede eksperimenter, som eleverne kunne lære af.

Så gik Marie i aktion. Mens August var på en rejse til Norge, samlede hun alt sit mod og bad om foretræde for kirke- og undervisningsministeren. Hun forklarede ham, at hvis ikke August fik ordentlige arbejdsforhold, ville han være nødt til at takke ja til det arbejde, han havde fået tilbudt udenlands.

“Ja, nu maa vi jo se at faa gjort Alvor af det,” havde ministeren sluttet samtalen med Marie. Bare fire dage senere inspicerede han huset i Ny Vestergade og indstillede til Folketingets Finansudvalg, at August fik sit laboratorium der, “saaledes at Universitetet i fuldt Maal kunde drage Nytte af Docent Kroghs fremragende Evner”.

Ny Vestergade 11 blev ikke blot laboratorium og arbejdsplads for Krogh-parret i 1910; det blev også deres hjem de kommende 18 år. På førstesalen lå de mest statelige rum med højt til loftet, store, sirlige stukudsmykninger og træpaneler på væggene. Det havde været professorboligen, men August og Marie besluttede, at i de bedste lokaler skulle laboratorierne ligge. Marie fik sit eget og i tilknytning til det et konsultationsværelse.

Hun ville åbne en lægepraksis, så hun kunne supplere deres indtægter, for Augusts løn som docent var ikke tilstrækkelig til at forsørge familien.

Hjemmet blev indrettet i husets øverste etage. Den havde tidligere været brugt som bolig for tjenestefolkene og var med sine skrå vægge og enkle rum en beskeden, men hyggelig ramme om familien. Især satte August pris på, at der kun var en enkelt trappe ned – så var han i sit elskede laboratorium.

O p d a g e l s e n s t i d • 25

2019009_De_renfaerdige_content.indd 25

05/03/2019 13.51

I stueetaten var der portnerbolig på den ene side af porten, og på den anden blev der indrettet et stort værksted, hvor August kunne fremstille de instrumenter, han skulle bruge til sine forsøg. Han lærte sig de forskellige håndværksmæssige teknikker, der skulle til, efterhånden som han fik brug for dem. Han var for eksempel en forbløffende dygtig glaspuster, for glas i underlige former var der tit behov for i laboratoriet. Instrumenterne blev til efter en ganske speciel metode: “En betragtelig del af mit arbejde gjorde jeg, når jeg lå i sengen om aftenen. Her forsøgte jeg at forestille mig de processer, som jeg var ved at undersøge, og de forsøg, som skulle udføres. Jeg blev klar over, at jeg var i stand til at se ret komplicerede opstillinger for mig samt alle detaljer i deres virkemåde.” Sådan beskrev han selv sin arbejdsform. Tegninger lavede han ikke – ikke engang skitser – før han i tanken havde gjort forsøgsopstillingen og apparaterne fuldstændig færdige.

Et af resultaterne var et elektromagnetisk cykelergometer – en slags kondicykel – som kunne bruges til at måle åndedræt og blodcirkulation under og efter muskelarbejde. Det var et studie, han lavede sammen med lægen Johannes Lindhard, og det blev begyndelsen på arbejdsfysiologi som videnskabelig disciplin i Danmark.

I værkstedet var en maskinmester fra Frederiksberg Elektricitetsværk kommet til på dette tidspunkt. Han hed Harald Pedersen og var en opfindertype lige efter August Kroghs hoved. I begyndelsen var det kun en kær fritidsbeskæftigelse for ham: Hos August Krogh kunne han bruge det talent, han havde for at makke med apparater, på en måde, som han ikke kunne på sit faste arbejde, og han havde en opdraggiver, der var lige så entusiastisk som han selv. De glemte begge tid og sted, når de var i gang med en ny konstruktion.

I 1917 kom Harald ud for en arbejdsulykke på elektricitetsværket, hvor han mistede det ene øje. Efter det fik han sin afsked med fuld pension og begyndte at arbejde på fuld tid for August Krogh, og han overtog ledelsen af det mekaniske værksted. De to havde et lykkeligt og tæt samarbejde. Så tæt, at det ikke var til at sige præcis, hvem der havde opfundet, hvilke af de instrumenter der blev bygget. Derfor var både August og Haralds navn på den patentansøgning, der blev sendt ind i 1919 på et “Selvregistrerende

26 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 26

05/03/2019 13.51

apparat til automatisk udførelse af luftanalyser”. Apparatet kunne bestemme indholdet af kulsyre i røggasser fra kulfyrede dampkraftanlæg.

Værkstedet blev på alle måder et aktiv for August. Ikke bare blev det muligt at specialfremstille apparater og instrumenter til hans forsøg; en del af opfindelserne var brugbare langt uden for hans eget laboratorium og blev solgt både til industrivirksomheder og til andre laboratorier rundt om i verden. Den produktion kom til at udgøre en væsentlig indtægtskilde i den forskningsvirksomhed, han byggede op i Ny Vestergade. Det havde han haft i tankerne, siden han i 1907 var på konference i Tyskland, hvor han ikke bare havde holdt indlæg om sine forsøgsresultater, men også demonstreret de instrumenter, han havde bygget for at kunne lave forsøgene så præcise som muligt. Det havde fanget interessen fra kollegerne fra hele Europa i en sådan grad, at det næsten irriterede August, der måtte gentage demonstrationen igen og igen. Men han øjnede også et marked, der kunne være med til at finansiere hans videnskabelige arbejde. Og sådan gik det, ikke mindst takket være Harald Pedersen. Årene i Ny Vestergade blev produktive for August og Marie. Allerede det første år udkom meget væsentlige udgivelser: syv afhandlinger, der hver behandlede et aspekt af, hvordan lungerne udskiller kuldioxid.

Som arbejdet med det skred frem, havde det stået stadig mere klart, at den teori, Christian Bohr havde baseret størstedelen af sin videnskabelige karriere på – at lungen var en kirtel – ikke holdt. August havde det svært med at skulle gå i rette med sin mentor, men sandheden var det vigtigste.

Ellers gav videnskaben ingen mening. Han havde solid støtte fra Marie, som lavede en stor del af arbejdet både i laboratoriet og ved skrivebordet.

To af de syv afhandlinger forfattede de i fællesskab. De kaldte dem “De syv små djævle”, for de lavede virkelig rav i den fysiologiske videnskab med radikale nye idéer.

Familien voksede også i det nye hjem. Efter at have gennemlevet den store sorg i 1911 at miste endnu en dreng ved fødslen fik parret tre sunde og raske døtre. Samtidig passede Marie sin lægepraksis, men hun fortsatte også sin egen forskning og gravede sig dybere ned i emnet fra “De syv Djævle”. Hun undersøgte, om kroppen under alle forhold bliver forsynet med ilt via diffusion – der var nemlig forskere, der holdt fast i Christian

O p d a g e l s e n s t i d • 27

2019009_De_renfaerdige_content.indd 27

05/03/2019 13.51

Det var et tilløbsstykke, da Marie som landets fjerde kvinde erhvervede titlen dr.med. Hendes disputatsforsvar blev gengivet i en længere reportage i Politi­ ken, hvor skribenten morede sig ved tanken om, at August kunne give den som opponent, og skrev: “Havde det ikke været morsomt at blive Vidne til en ægteskabelig og videnskabelig Strid mellem de to lærde Ægtefæller?” Det Kon­ gelige Bibliotek

Bohrs idé om lungen som en kirtel, der udskilte kuldioxid flydende. Maries arbejde resulterede i en doktordisputats, “Luftdiffusion gennem Menneskets lunger”. Den forsvarede hun 24. maj 1914 – ét år før danske kvinder fik stemmeret. Hun var den fjerde kvindelige dr.med. og den tiende kvindelige doktor i landet, så det var lidt af en sensation. Og så var hun ovenikøbet gift med den kendte og estimerede August Krogh. Han var selvfølgelig blandt tilhørerne, og Politikens skribent legede med tanken om, at han ville opponere mod afhandlingen. “Havde det ikke været morsomt at blive Vidne til en ægteskabelig og videnskabelig Strid mellem de to lærde Ægtefæller?”

28 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 28

05/03/2019 13.51

Det kom selvfølgelig ikke til at ske, for August og Marie var ét, når det kom til forskningen.

Det var en stor dag for Marie og for de få kvinder i dansk forskning.

Auditoriet var fuldt, og ifølge pressen imponerede hun tilhørerne. Der­ iblandt Nielsine Nielsen, den første kvinde, der havde læst til læge i Danmark, og som havde inspireret Marie til at gå den vej. Der sad også de tre kvinder, der som de eneste før Marie havde fået en doktorgrad i medicin.

••• August og Marie skabte et frodigt forskningsmiljø af internationalt tilsnit i Ny Vestergade, og der var ofte besøg af store europæiske og amerikanske forskere. Første Verdenskrig lagde ganske vist en dæmper på aktiviteterne, fordi der blev mangel på alt – ikke mindst penge til videnskabeligt arbejde, men strømmen af gæsteforskere fortsatte. Marie fik arbejde på Rigshospitalet som klinisk assistent for at supplere indtægterne, men i 1916 blev der endelig oprettet en professorstilling til August, og derfra lysnede den økonomiske situation. Samtidig blev han også optaget i Videnskabernes Selskab – det fornemste forum at være medlem af i kongeriget.

Hans videnskabelige arbejde var én lang fremadskridende proces. Det var begyndt hos Christian Bohr med undersøgelserne af åndedrættet og blev udvidet med blodcirkulation og åndedræt under muskelarbejde sammen med Johannes Lindhard, og i forlængelse af det begyndte August i 1916 at interessere sig for, hvordan musklerne blev forsynet med ilt under arbejde. Han studerede de mindste blodkar, kapillærerne, og opdagede, at de var i stand til at sende iltet blod til musklerne efter behov. Indtil da havde man troet, at blodet strømmede konstant gennem alle blodkar.

August gik i gang med en lang række forsøg for at efterprøve sin idé.

Det viste sig, at hans instinkt havde været rigtigt. I 1919 kunne han publicere fire afhandlinger om sin opdagelse i Journal of Physiology. De blev godt modtaget af det internationale forskningsmiljø, og da han sommeren efter var på en rundrejse til videnskabelige møder i England, Frankrig og Holland, blev han over alt mødt med stor begejstring.

Hjemme igen konstruerede han et særligt kamera, der som det første af sin art kunne filme mikroskopiske ting. Det brugte han til at optage bevæ-

O p d a g e l s e n s t i d • 29

2019009_De_renfaerdige_content.indd 29

05/03/2019 13.51

gelserne i kapillærerne på en frø, dels når musklen var i hvile, dels når den var i arbejde. På filmen kunne man tydeligt se, hvordan en stor del af de små blodkar var lukkede i hvile, men åbnede sig, når der var brug for det – et sensationelt og fysisk bevis på hans opdagelse. Alligevel var han slet ikke forberedt på den overraskelse, der ventede ham 28. oktober 1920. For ham var opdagelsen af de små blodkars funktioner blot en lovende begyndelse på et nyt videnskabeligt eventyr.

Han og Marie var til fest på Københavns Universitet i anledning af, at den noget kontroversielle rektor Rovsing blev afløst af professor Otto Jespersen. Rovsing måtte af med den gyldne kæde efter blot et år, fordi han tidligere på året havde været en del af Christian X’s statskup. Han havde sagt ja til at blive undervisningsminister i regeringen Liebe, som kongen havde dannet efter egenhændigt og nærmest enevældigt at have fyret den demokratisk valgte regering. Det holdt bare et par måneder, og derefter var Rovsing ikke værdig som rektor. Han syntes alligevel, at han ville slutte med et ordentligt bal, og sådan blev det. Der var souper i den kirkerums­ agtige festsal med de mørke træpaneler, universitets historie malet på væggene og det pompøse loft, som genlød af uvante toner: Der blev spillet både jazz og tidens store hit, “Dardanella”, så der rigtigt kom gang i dansen. Stemningen var høj, da en journalist fra Politiken bevægede sig rundt i virvaret og ledte efter professor Krogh. I hånden havde han et telegram, der var tikket ind på avisredaktionen. Der stod, at August Krogh var blevet tildelt Nobelprisen for sin “Opdagelse af den kapillære, motoriske Regulationsmekanisme”.

Da journalisten endelig fandt frem til professoren, blev han mødt af vantro. August ville ikke engang læse telegrammet. “Det er ganske udelukket – hvad skulle jeg få den for,” erklærede han over for journalisten, der i sin reportage næste dag skrev: “Han hører i bogstaveligste Forstand til de Stille i Videnskaben, og hans beskedenhed er lige saa stor, som den er ægte.” Artiklen kom på avisens forside og sluttede af med at fortælle, at professor Krogh senere på aftenen blev nødt til at tro på budskabet, efterhånden som kolleger kom og lykønskede ham: “Lidt over Midnat indløb yderligere en officiel Bekræftelse paa Nyheden – men da var Professoren allerede gaaet til Ro.”

30 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 30

05/03/2019 13.51

Nobelprisen var ikke noget, der måtte forstyrre Augusts nattesøvn for slet ikke at tale om hans arbejde. Det måtte fortsætte for enhver pris.

Halvanden måned senere sad August i Stockholm med Marie på den ene side og sin mor på den anden i Kungliga Musikaliska Akademiens hus’ smukke koncertsal, hvor Nobelpriserne var blevet overrakt siden starten i 1901.

Motiveringstalen blev holdt af professor J.E. Johansson fra Karolinska Instituttet, der redegjorde for Augusts banebrydende arbejde og sluttede: “Hr. Professor Krogh. Det er blevet Dem forundt at gøre en betydningsfuld Opdagelse. Det Karolinske Instituts Lærerkollegium, som regner det for en Ære og Glæde at være blandt de første til at give dem en offentlig Anerkendelse herfor, beder Dem om af vor Konges Haand at modtage Alfred Nobels Pris.”

August nærede ikke overdreven respekt for autoriteter, alligevel virkede han ikke helt i sit es. Berlingske Tidendes udsendte skrev: “August Krogh gjorde, da han højtideligt fik Prisen overrakt af Kongen, nærmest indtryk af at være lidt trykket ved al den Ære, der blev ham til Del.” Så var det anderledes med Knut Hamsun, der bagefter skulle have overrakt årets Nobelpris i litteratur. Det blev bemærket, at den store norske digter blev stående rank foran sin plads og først gik frem, da kongen havde rejst sig.

Festlighederne fortsatte dagen efter med både en stor banket på Grand Hotel, hvor prins Carl var vært, og en festforelæsning af August Krogh, hvor han med film og lysbilleder fortalte om sin opdagelse. Der er ingen tvivl om, at August holdt mere af forelæsningen end af banketten.

Det uddybede han over for sin amerikanske kollega og ven Francis Benedict: “Jeg tror, at prisen var lige så stor en overraskelse for alle her, som den var for mig, og De forstår sikkert udmærket, at november og december har været en meget herlig, men også krævende tid for mig. Nu er jeg i det mindste nogenlunde vendt tilbage til min normale tilværelse, og jeg arbejder så hårdt jeg kan, så jeg kan gøre mig fortjent til prisen.”

Selvom han ikke helt mente, han havde fortjent prisen, var han ikke blind for, hvad den kunne gøre – ikke mindst for hans forskning. Pengene – omkring 134.100 svenske kroner (2,3 millioner i nutidskroner) rakte

O p d a g e l s e n s t i d • 31

2019009_De_renfaerdige_content.indd 31

05/03/2019 13.51

både til et sommerhus til familien og til at finansiere en del af hans arbejde. Æren var også omsættelig. Den ekstra assistent, han havde ansøgt om så længe, blev nu bevilget, og der indløb invitationer i en lind strøm fra det meste af verden.

En af dem, han takkede ja til, var tilbuddet om at holde den prestigefulde Silliman-forelæsningsrække på Yale University. Det skulle have været i 1921, men August udskød det et år, formentlig fordi Marie ikke var rigtig rask. Det skulle vise sig at være held i uheld. Ikke mindst for Marie.

1920 var et yderpunkternes år for familien Krogh. At August fik Nobelprisen, var det positive højdepunkt blandt adskillige lavpunkter. Maries mor døde af halskræft, sønnen Erik skrantede, fik tuberkulose og blev sendt på sanatorium, og så fik Marie sukkersyge.

Ingen andre end Marie selv og August kendte til hendes sygdom, men ret hurtigt indviede hun en yngre læge i situationen. Hans Christian Hage­ dorn var læge på Kommunehospitalet, hvor han havde ansvaret for sukkersygepatienterne, og så drev han sin egen lægepraksis, hvor han behandlede privatpatienter – en af dem var Marie.

Hage­dorn arbejdede på at finde fødevarer, som sukkersygepatienterne kunne tåle. Han eksperimenterede med forskellige ting som karamelagtige substanser, og for at påvise, om det virkede godt eller skidt på blodsukkeret, havde han brug for nye, sikre målemetoder. En af dem var at måle forholdet mellem iltforbruget og udskillelsen af kuldioxid i patientens indåndingsluft, og der kunne August Krogh hjælpe ham, for han havde udviklet et meget fintfølende apparat til at måle iltforbrug, et såkaldt vippespirometer. Det skulle bare bygges lidt om for at passe til Hage­dorns formål. Det havde de to mænd korresponderet om, mens Hage­dorn stadig var læge i Brande, og det arbejde fortsatte de på Augusts laboratorium, efter at Hage­dorn var flyttet til København.

Indtil han havde fundet de rette fødemidler til sine sukkersygepatienter, måtte Hage­dorn med beklagelse holde sig til den metode, som de to amerikanske specialister Frederick Allen og Elliott Joslin havde haft de bedste resultater med. Eller rettere: de mindst ringe resultater. Hage­dorn, der var meget glad for mad, brød sig bestemt ikke om at ordinere Allen/Joslin-kuren til sine patienter, for det var kort fortalt en sultekur. Den kunne ikke

32 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 32

05/03/2019 13.51

kurere sygdommen, men man kunne leve længere, og det var formentlig den, han anbefalede Marie. Der var ikke så meget andet, der havde vist en effekt. Marie var en kvinde med en utrolig disciplin, og det lykkedes hende at holde sygdommen i skak. dorns forskning resulterede i doktorafhandlingen “Undersøgelser Hage­ vedrørende blodsukkerregulationen hos mennesket: med saerligt henblik paa de kroniske glycosuriers differentialdiagnose”. Den forsvarede han 2. juni 1921 foran et distingveret publikum bestående af universitetsprofessorer, læger og overlæger. August og Marie var selvfølgelig mødt op til deres kære kollegas store dag.

Det var blot syv måneder, inden et menneske for første gang skulle få reddet livet ved en insulinindsprøjtning.

••• I slutningen af 1800-tallet begyndte forskere ganske langsomt at nærme sig gådens løsning. Joseph Freiherr von Mering og Oskar Minkowski fandt i 1889 ud af, at årsagen til sukkersyge skulle findes i bugspytkirtlen. De to læger arbejdede sammen på en diabetesklinik i Strasbourg og indgik en dag et væddemål om, om en hund kunne leve uden bugspytkirtel. De opererede bugspytkirtlen ud på en hund, og det lykkedes at holde den i live. Til deres forbløffelse observerede de, at hunden fik alle symptomer på sukkersyge, og konklusionen lå ligefor, at sygdommen havde sit udspring i bugspytkirtlen.

De spekulerede i, om det måske også var der, man kunne finde en løsning.

I Norge forsøgte professor Sophus Torup et par år senere at lave en ekstrakt af en rask bugspytkirtel og sprøjte den ind i sukkersyge hunde.

Nogle gange virkede det, andre gange ikke. Så nåede tyskeren Georg Ludwig Zuelzer lidt længere med sine ekstrakter, som han i 1908 også afprøvede på mennesker – efter sigende med godt resultat. Men Første Verdenskrig satte en stopper for hans forskning.

Alle havde de glemt at tage højde for, at bugspytkirtlen har to slags væv.

Paul Langerhans i Berlin havde ellers allerede i 1889 fundet ud af, at kirtlen havde en mængde små øer af celler, der fungerede uafhængigt af resten.

De langerhanske øer, som de blev kaldt efter deres opdager, udgjorde kun

O p d a g e l s e n s t i d • 33

2019009_De_renfaerdige_content.indd 33

05/03/2019 13.51

ét ud af bugspytkirtlens 100 gram. Hvad deres opgave var, fandt man først ud af i 1902, hvor russeren Leonid Szobolev efter en række forsøg med dyr konkluderede, at det var de langerhanske øer – ikke bugspytkirtlen som sådan – der på en eller anden måde regulerede blodsukkeret.

August Kroghs ven, den engelske fysiolog Ernest Starling havde på det tidspunkt netop opfundet begrebet “hormoner”, og det slog hurtigt an videnskabeligt. Derefter regnede man med, at det netop var nogle hormoner, som de langerhanske øer producerede, der hjalp organismen med at nedbryde sukker til forbrændingsenergi.

I de følgende år arbejdede forskere flere forskellige steder i verden med at prøve at lave en ekstrakt fra dyrs bugspytkirtler, der kunne erstatte det hormon, som sukkersygepatienterne manglede. Uden held.

Det var så langt, man var nået i foråret 1921.

I de forgangne 100 år havde forskellige forskere og læger afprøvet et utal af behandlinger af sukkersygen. Nogle mente, at patienterne skulle have ekstra kalorier, fordi de tabte sig så meget. I midten af 1800-tallet anbefalede en fransk læge ligefrem sine patienter at spise ekstra meget sukker for at kompensere for det, de udskilte i urinen. De patienter døde meget hurtigt. Andre havde ment, at en proteinrig kost af mælk og blodbudding kunne lindre, ligesom arsenik i små doser og Carlsbader Mineralvand var afprøvet. Alt sammen uden succes.

Sukkersygen sled patientens krop op, fordi sukkeret ikke blev nedbrudt, men bevarede sin krystalliserede form. Blodet trak bogstavelig talt sukkerkrystaller gennem blodbanerne og sled dem ned, som var det sand og grus, der blev pumpet gennem ekstremt tynde rør. Det gik først ud over blodkarrene i kroppens yderpunkter som fødderne, der ofte blev angrebet af koldbrand. Også organerne med de fineste blodkar var udsatte. Det kunne resultere i blødninger i øjnene, som førte til blindhed, ligesom grå stær, infektioner især i fødder, bylder, nyresvigt og sår, der ikke kunne hele, var almindelige følgesygdomme. Det var i reglen dem, der tog livet af de ældre patienter. For børn og unge var det selve sukkersygen, der var dødelig. De overlevede almindeligvis mindre end et år og led frygteligt.

I de sidste stadier bredte der sig en stank af acetone fra patienten – det var, vidste man, lugten af død. En sygeligt sød lugt af rådden frugt. På det

34 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 34

05/03/2019 13.51

tidspunkt ville patienten begynde at gispe efter vejret, fordi lungerne var fulde af kuldioxid, og så ventede komaen lige om hjørnet. Dernæst – døden.

Det var med al mulig god grund en frygtet sygdom. I Danmark kostede sukkersyge 512 liv i 1922 og bragte dermed dødelighedsprocenten det år op på 50.

I begyndelsen af 1900-tallet gik det op for sukkersygespecialisterne, at ekstra kalorier ikke var vejen frem. Tværtimod, patienternes kroppe kunne ikke klare at nedbryde ret meget – og særligt ikke kulhydrater.

En fransk farmaceut, Apollinaire Bouchardat, havde tidligt eksperimenteret med at lave individuelle diæter til sine patienter, som også skulle faste fuldstændigt en dag om ugen. Han havde nemlig bidt mærke i, at hans patienter ikke udskilte meget sukker i urinen under den tyske belejring af Paris i 1871, hvor strikte madrationeringer havde ført til udbredt sult blandt byens borgere. Bouchardat beskrev sine observationer i afhandlingen “De la glycosurie ou Diabète sucré son traitement hygiénique” i 1871, og den inspirerede mange lægekolleger i de følgende år.

Blandt dem var Frederick M. Allen, der praktiserede i New Jersey, og den ti år ældre Elliott P. Joslin fra Boston. De var USA’s førende sukkersygespecialister fra 1910’erne.

Allen udviklede opmuntret af Joslin den meget strenge diæt, som var en succes i den forstand, at den fik sukkeret til at forsvinde fra blodet. Men samtidig forsvandt fedt og muskler fra kroppen, og patienten endte ofte, som Joslin engang bemærkede det, med at veje “lige omkring vægten af hendes knogler plus en menneskesjæl”.

Det kunne have været en af Allens mere prominente patienter, han talte om, nemlig den 11-årige Elizabeth Hughes fra New York. Hun var datter af den fremtrædende republikanske politiker Charles Evans Hughes, der havde været sit partis præsidentkandidat ved valget i 1916 og i 1921 blev USA’s udenrigsminister. Elizabeth fik sin diagnose i 1919. Da var hun en glad, køn og livlig pige med langt mørkt hår. Hun var 150 cm høj og vejede 34 kilo. Allen satte hende på en sultekur på 500 kalorier i døgnet og en ugentlig fastedag. Det betød, at hendes vægt i vinteren 1921-1922 var helt nede på godt 20 kilo – “vægten af hendes knogler plus en menneskesjæl”. Hun var i praksis invalid, hendes hår var faldet af, og hendes hud

O p d a g e l s e n s t i d • 35

2019009_De_renfaerdige_content.indd 35

05/03/2019 13.51

var slap og udtørret. Situationen var desperat – ligesom den var det for tusinder andre sukkersygepatienter.

På det tidspunkt læste en ung, rastløs provinslæge i Canada i et lægetidsskrift om en patient, der havde fået en galdesten så stor, at den havde stoppet for bugspytkirtlens udførselskanal til tarmene. Det havde bevirket, at kirtlen var helt nedbrudt – bortset fra den del, der var de langerhanske øer. Derfor havde patienten heller ikke lidt af sukkersyge.

Den unge læge blev som ramt af en åbenbaring ved læsningen. Han fik den idé, at hvis man kunne lave en ekstrakt af sådan en bugspytkirtel, hvor kun de langerhanske øer var tilbage, så kunne det være, den ville virke mod sukkersyge. Måske skulle man undgå at bruge selve bugspytkirtlen med alle dens fordøjelsesenzymer, når man lavede ekstrakten. Han beskrev i sin notesbog et forsøg med at binde en hunds bugspytkirtel sammen, indtil kirtlen blev helt nedbrudt, og kun de langerhanske øer var tilbage, og så ville han prøve at lave en ekstrakt fra dem.

Lægens navn var Frederick Grant Banting. Han var 29 år og allerede en erfaren kirurg. Han havde nemlig studeret medicin, da Første Verdenskrig brød ud, og i 1917 blev han sammen med andre på sin årgang hastet igennem eksamenerne, så han kunne komme til fronten i Frankrig og lappe sammen på soldaterne der. Han blev både såret og dekoreret, og han fik masser af praktisk erfaring og en fandenivoldsk handlekraft. Livet som provinslæge i efterkrigsårene passede ham slet ikke, så da han fik idéen til at udvikle en ekstrakt, der kunne modvirke sukkersyge, satte han alt på et bræt for at blive manden, der lykkedes med det.

Hvis blot han kunne få adgang til at lave dyreforsøg, hvor han kunne imitere situationen med patienten med galdesten, så ville han kunne gøre det. Idéen var hverken speciel eller specielt rigtig. Den afgørende faktor var den unge læges insisteren og vedholdenhed. Den blev starten på det mirakel, de kaldte insulin.

Frederick Banting henvendte sig til John James Rickard Macleod, der var professor i fysiologi ved University of Toronto. Hans medicinske viden var både bredere og langt dybere end Frederick Bantings. Selvom han ikke var imponeret af den unge læges viden, så tiltalte hans engagement Macleod, der inviterede ham til at arbejde i sit laboratorium hen over sommeren

36 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 36

05/03/2019 13.51

En god dag på laboratoriet.

Charles Best og Frederick Banting tager en pause fra deres intense forsøg på at finde midlet mod diabetes i august 1921. Banting, der var en stor hundeelsker, klapper forsøgshund nummer 408, som var den første hund, deres indsprøjtninger havde en afgjort positiv effekt på. Thomas Fisher Rare Book Library, University of Toronto

1921. Han gav ham både forsøgsdyr og en studentermedhjælper, Charles Best, til projektet, men ingen løn. I løbet af de kommende måneder hutlede Frederick Banting sig igennem, mens han i al sin vågne tid lavede forsøg på laboratoriet sammen med Charles Best. De opererede bugspytkirtler ud på hunde og gav dem på den måde sukkersyge. Andre hunde fik udgangen fra bugspytkirtlen snøret til ved operation. Når kirtlen var nedbrudt, blev hunden aflivet, og kirtlen taget ud. Så lavede Frederick Banting en ekstrakt af det, der ikke var nedbrudt, nemlig de langerhanske øer. Han udblødte det i svagt sur alkohol i 48 timer, filtrerede det og inddampede massen med varm luft. De tørre rester, der lå tilbage, opløste han i saltvand og sprøjtede ind i en sukkersyg hund for at se, om det virkede. Der blev lavet mange mislykkede forsøg, men han fortsatte indædt. Det første gennembrud kom efter tre måneder, da en sukkersyg hund med det lakoniske kaldenavn “Hund nummer 406” efter flere indsprøjtninger vågnede af sin koma og hoppede logrende omkring i laboratoriet med et normalt blodsukker.

O p d a g e l s e n s t i d • 37

2019009_De_renfaerdige_content.indd 37

05/03/2019 13.51

Den 17. august 1921 blev de helt sikre i deres sag. De var løbet tør for hunde med nedbrudte bugspytkirtler, og Frederick Bantings yndlingshund, en gul collie kendt som “Hund nummer 92”, havde brug for ekstrakten, hvis den skulle overleve. Derfor prøvede de at lave ekstrakten ved at bruge en hel bugspytkirtel i stedet for blot den del med de langerhanske øer, i håb om at den sure alkohol ville forhindre nedbrydningen af det virksomme stof. Det lykkedes i høj grad. Hund nummer 92 hoppede frisk ned på gulvet fra sit bur i en meters højde og fulgte logrende Frederick Banting rundt i laboratoriet.

Det kunne altså lade sig gøre.

J.J.R. Macleod havde været på ferie i de fire afgørende uger, og derfor mente Banting, at han ingen del havde i æren for opdagelsen; noget, han skulle bruge resten af sit liv på at slås for. Men Macleod havde været en kompetent vejleder gennem hele processen. Det var ham, der havde foreslået at bruge sur alkohol i stedet for saltvand til at udvinde de aktive stoffer fra de langerhanske øer, og han rådede Frederick Banting til at teste stoffet på kaniner i stedet for hunde. På den måde styrede han de unge forskere ind på et mere solidt spor. Der var stadig var lang vej til et medicinsk produkt, der kunne hjælpe de mange sukkersyge mennesker. Man kunne trods alt ikke lave meget ekstrakt, hvis det krævede, at man først ved operation ødelagde en hunds bugspytkirtel, derpå ventede ti uger, inden man aflivede den og brugte resterne af kirtler til at udvinde en lille mængde af det hormon, der var virksomt.

De gjorde forsøg med kirtler fra kalvefostre, hvor fordøjelsesenzymerne ikke var udviklede endnu, men selvom det virkede, var det også kun en meget begrænset mængde, man kunne producere på den måde. Næste skridt var at bruge kirtler fra voksne slagtede dyr og se, om alkohol kunne holde de nedbrydende enzymer i skak. Det lykkedes nogenlunde med sur alkohol.

Herefter blev alkoholen dampet væk, og tilbage lå en tyk brun sovs.

De næste måneder arbejdede Frederick Banting på at finde ud af, hvordan man kunne lave en stabil produktion af det virksomme stof. Det var stadig usikkert, hvor meget – om noget – af stoffet de fik ud af kirtlerne, og hvor koncentreret det var. Det var heller ikke særlig rent.

I november afprøvede Frederick Banting stoffet på sig selv – efter at

38 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 38

05/03/2019 13.51

have klipset en seddel fast til sin kittel, hvor der stod, at han selv havde gjort det, og ingen kunne bebrejdes, hvis det gik galt. Det gjorde det ikke, men det gik heller ikke godt. Det havde ingen virkning på ham.

I januar var de så langt med deres eksperimenter, at Macleod gav tilladelse til, at de afprøvede stoffet på den 14-årige Leonard Thompson.

Drengen havde været så svag, at hans far havde måttet bære ham ind på hospitalet. Han lugtede allerede af acetone, og der var absolut intet håb.

Den 11. januar 1922 fik han som den første sukkersygepatient nogensinde en indsprøjtning med Bantings ekstrakt, som Macleod havde døbt insulin.

Han fik en ordentlig dosis i hver balle, og så ventede lægerne spændt. Men forgæves. Hans blodsukker faldt ganske vist, men ikke nok til, at han fik det særlig meget bedre. Han fik ovenikøbet en byld på den ene balle bagefter – formentlig fordi stoffet var meget urent.

Professor J.J.R. Macleod havde i mellemtiden bedt en dygtig ung biokemiker, James Bertram Collip, om at finde ud af, hvordan man kunne producere insulinet mere stabilt og rent. Det var den helt store udfordring.

James Collip havde tidligere arbejdet med at lave ekstrakter fra væv, og de erfaringer kom nu projektet til gode. Han fandt en måde at koncentrere ekstrakten fra oksebugspytkirtler, og 23. januar fik den stakkels Leonard Thompson insulin for anden gang. Nu virkede det.

Macleod, Banting og Best havde allerede i slutningen af december 1921 præsenteret deres resultater på en medicinsk konference i New Haven, Connecticut, hvor både Allen og Joslin var til stede. Det samme var udviklingsdirektøren fra medicinalvirksomheden Eli Lilly and Company, og han var meget interesseret i at få et samarbejde i stand med gruppen fra Toronto.

Den 3. maj fortalte Macleod på et møde i den amerikanske lægeforening i Washington om resultaterne med at behandle mennesker med insulin. Helt usædvanligt i de kredse fik han stående ovationer bagefter.

Pressen var begyndt at skrive om medicinen, der bogstavelig talt kunne udrette mirakler – det var det første medikament, der kunne vække praktisk taget døde til live. 20 år efter kom penicillinen, der var lige så livreddende, men slet ikke med samme dramatisk hurtige effekt som insulin.

Snart strømmede det ind med breve fra desperate forældre, der tiggede og bad Banting og Macleod om at tage deres børn i behandling. En af dem

O p d a g e l s e n s t i d • 39

2019009_De_renfaerdige_content.indd 39

05/03/2019 13.51

var Antoinette Hughes, mor til Elizabeth, der var skind og ben på det tidspunkt. Men selvom Antoinette var gift med den amerikanske udenrigsminister, var der ingen hjælp at hente. Banting gav hende samme svar, som han havde givet alle de andre desperate forældre, at der ikke var en dråbe ekstra insulin i Toronto. “Skriv i september, så er der måske insulin igen.”

Og det var sandt.

Forskerne i Toronto havde ikke tillid til kommercielle medicinalvirksomheders etik og frygtede, at der ville blive sendt et hav af dårlige og dyre præparater på markedet, hvis de gav insulinopskriften fri. Derfor havde de overladt produktionen til en lille virksomhed, som universitetet ejede, Connaught Anti-Toxin Laboratories i Toronto, hvilket betød, at der intet kom på markedet. Fra marts til maj fejlede deres produktion fuldstændigt, så patienterne, der lige var begyndt at håbe på et normalt liv, nu blev sendt tilbage i sukkersygens helvede.

Amerikanske Eli Lilly havde i april givet et tilbud på at producere insulinet i stor skala på deres fabrik i Indiana, men var blevet pure afvist. Den desperate mangel på insulin gjorde dog forskergruppen åben for nye muligheder, og i slutningen af maj lavede de en aftale med Eli Lilly, der fik eneret i et år til at producere insulinet i USA. Men de måtte ikke tjene på det, kun få deres omkostninger dækket. Det viste sig hurtigt, at den professionelle medicinproducent magtede opgaven, og Banting fik ofte insulin til sine patienter leveret fra Indiana.

Antoinette Hughes havde ikke taget et nej for et nej. Hun havde allerede mistet en datter til tuberkulose, og nu svævede Elizabeth mellem liv og død på dr. Allens klinik i New Jersey. Hun puttede resolut datteren ind i en bil og kørte den lange vej til Toronto, hvor de ankom 15. august 1922. Så indvilligede Banting i at tage hende som sin privatpatient.

Kvaliteten af insulinet var stadig mildest talt svingende. Elizabeths lår blev overstrøet med æggeformede buler, hvor hun var blevet injiceret. Hun fik med jævne mellemrum for meget insulin, som førte til insulinchok, der ville have været dødeligt, hvis ikke hendes privatsygeplejerske havde fået proppet modgiften – noget sukker – i hende. Men det gik alligevel forrygende fremad, og hun tog et kilo på om ugen, nu da hun måtte få rigtig mad i almindelige doser. For første gang i tre år og tre måneder fik hun

40 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 40

05/03/2019 13.51

hvidt brød, makaroni og ost, vindruer og bananer, og hun beskrev oplevelsen som “ubeskriveligt vidunderlig”.

Den 25. november var hun hovedattraktionen på et møde for klinikere i Toronto, der skulle lære om den nye medicin. Her stod de alle sammen rundt om hende og så, hvordan hun spiste en solid frokost uden at blive dårlig. En af tilskuerne var hendes læge, dr. Allen, som havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han så Elizabeth. Han ville slet ikke have genkendt hende, hvis ikke Banting havde præsenteret hende. Hun beskrev dr.

Allens reaktion i et brev til sin mor: “Dr. Allen sagde med munden vidt åben: ‘Oh!’ Og det var alt.”

Hun var blevet en omvandrende reklamesøjle for insulin. Fordi hun var datter af USA’s udenrigsminister, var der enorm interesse for hendes historie, som der blev skrevet om fra kyst til kyst. Det nød hun bestemt ikke.

Efter tre år som levende død ønskede hun intet mere end at leve som et normalt barn, helt uden for rampelyset. Hun lærte at klare indsprøjtninger og blodsukkermålinger selv, for det var hendes plan fremover at holde sygdommen hemmelig for alle. Det kom til at lykkes for hende. Hun blev gift og levede et langt liv uden for offentlighedens søgelys, hvor end ikke hendes børn kendte til hendes sukkersyge.

Leonard Thompson derimod døde 13 år og tre måneder efter, at han som den første i verden fik en insulinindsprøjtning. Da var han 27 år gammel. Det var ikke sukkersygen, der slog ham ud, men en lungebetændelse.

En sygdom, der bare otte år senere kunne kureres med den næste mirakelmedicin, penicillin.

••• Da August og Marie oplevede Hage­dorn forsvare sin doktorafhandling i juni 1921, havde de ingen idé om, at to unge forskere i Toronto lige var begyndt på de skelsættende eksperimenter. Selvfølgelig vidste de ikke det, for ingen anede på det tidspunkt, hvor afgørende det skulle blive. Som en af opponenterne ved Hage­dorns forsvar, professor Fridericia, sagde, så vidste man i virkeligheden intet om årsagen til sukkersygen. Men han roste alligevel disputatsen, som han mente var en guldgrube af nye iagttagelser.

Heller ikke et halvt år senere, i januar 1922, da Leonard Thompson fik

O p d a g e l s e n s t i d • 41

2019009_De_renfaerdige_content.indd 41

05/03/2019 13.51

verdens første insulinindsprøjtning, nåede nyheden Krogh-parret. Ikke engang i marts, da canadiske Toronto Daily Star havde fundet de helt store bogstaver frem på forsiden og skrev “TORONTO DOCTORS ON TRACK OF DIABETES CURE”, eller i august, da amerikanske aviser skrev om, at udenrigsministerens datter var i Toronto for at blive behandlet med mirakelmedicinen. Ingen af de begivenheder nåede dansk presse.

August og Marie var altså helt uvidende om den afgørende udvikling, da de 10. september 1922 gik om bord på Englandsbåden for at begynde rejsen til USA. Derovre havde August et tætpakket program som æresgæst og -taler ved en række universiteter, men først gjorde de holdt i London nogle dage og besøgte Augusts gamle ven og kollega Ernest Starling – ham, der havde opfundet hormonbegrebet. Det var fra ham, de første gang hørte om de spændende resultater, der var opnået i Canada. Marie sørgede for at delagtiggøre Hage­dorn: “I London fortalte Prof. Starling, at det var lykkedes i Amerika at fremstille i virksom Form det interne Sekret fra Pankreas [bugspytkirtlen] ved først at forhindre Fordøjelsessekreterne fra Kirtlen i at virke destruerende paa det.”

Amerikanerne havde tilrettelagt et stramt program for August, der skulle holde foredrag og besøge universiteter og laboratorier i et tempo, der gjorde ham og Marie helt rundtossede. Boston; Battle Creek, Michigan; Rochester, Minnesota; Minneapolis, Chicago, St. Louis, Cincinnati, Washington D.C., Philadelphia, Baltimore, Cleveland, var nogle af stoppestederne på den tre måneder lange turne. Marie skrev til sin mor: “Folk er meget interesserede i A’s Undersøgelser, er meget elskværdige og viser os en hel Masse Laboratorier, Bygninger, Landskaber o.m.m.”

Men Marie glemte ikke, hvad Ernest Starling havde fortalt dem i London. Så da de var til middag hos en af verdens førende sukkersygeeksperter, Elliott Joslin, forsømte hun ikke lejligheden. Hun havde værten til bords og udspurgte ham om den nye medicin. Han fortalte, at han siden 7. august havde brugt insulinet på forsøgsbasis på sin klinik. Men han var ifølge Marie ikke udelt imponeret og mente, at historierne om virkningerne var stærkt overdrevne. Alligevel var hun meget opmuntret. Hvis Joslin og andre læger i USA kunne få præparatet på prøve, så kunne Hage­dorn måske også?

42 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 42

05/03/2019 13.51

Det var et rent topmøde blandt diabeteseksperter, da August og Marie besøgte Carnegie Nutrition Laboratory i Boston i september 1922. Fra venstre er det psykolog og fysiolog Walter R. Miles, som også var Krogh-parrets husvært i Boston, diabetespioneren Elliott P. Joslin, Marie, August og Francis Benedict, fysiolog, kemiker, stofskifteekspert, leder af laboratoriet og Augusts nære forskerkollega gennem mange år. Det Kongelige Bibliotek

Som rejsen skred frem, dukkede der stadig flere historier op om insulinet, både i aviserne og blandt de læger og forskere, de besøgte. Marie skrev til Hage­dorn: “De fleste Steder, vi kommer frem, er de optaget af det nye Pancreaspræp., Insulin, og gør Forsøg med det. – Dr. Boothby (Mayo Clinic) viste mig Tal fra et Forsøg, de havde gjort med det fabriksmæssigt fremstillede Insulin (som har et andet Navn), som siges at være mindre godt end det laboratoriemæssigt fremstillede. Paa et Sanatorium i Battle-Creek, som vi ogsaa har besøgt, havde de haft Laboratoriechefen sendt til Toronto og faaet udleveret Metoden, saa de der selv kunde fremstille Præparatet i Samarbejde med Lab. i Toronto og gøre Forsøg dermed dels på Dyr, dels på Diabetikere. Dr. Lewis dér fortalte om et Tilfælde af svær Diabetes, der blev holdt i Live med 3 gange dagl. intravenøs Injection. Da jeg tænker mig, at

O p d a g e l s e n s t i d • 43

2019009_De_renfaerdige_content.indd 43

05/03/2019 13.51

De baade fra et teoretisk og et praktisk Standpunkt vil være interesseret i dette Præp., har jeg faaet min Mand til at skrive til Dr. Macleod i Toronto og spørge ham, om det var muligt at faa Fremstillingsmetoden, saaledes at det kunde blive muligt for Dem at gøre Forsøg med Præp. i Danmark.”

Da havde August allerede skrevet til Macleod. Efter at have introduceret sig selv som Silliman-forelæser – som var det fineste, man kunne være i amerikanske forskerkredse – var han gået lige til sagen og havde spurgt, om det var en idé, at der også blev lavet forsøg med insulin i Danmark.

“Dr. Hage­dorn, en ven af mig, der ofte arbejder som gæst i mit laboratorium, er en meget kompetent forsker og en specialist i diabetes,” skrev han og fortsatte så med at lovprise Hage­dorn og hans mange resultater. Han kunne have sparet sig. Macleod kendte udmærket til Hage­dorn og hans præstationer: “Jeg må sige, at vi vil være henrykte for, at Deres institut vil tage arbejdet med insulinet op. Især med Dr. Hage­dorn i spidsen for det, for jeg kender naturligvis udmærket til hans arbejde.” Sådan skrev Macleod til August samme dag, han havde modtaget hans brev. Han indbød sin danske kollega til at være gæst i sit hjem et par dage. “Det skulle glæde mig overmåde at gennemgå vores arbejde med insulinet med Dem og nyde godt af Deres Raad og Samarbejde.”

Altså var der, allerede inden August kom til Toronto, lavet en gentleman agreement om, at han ville få insulinopskriften med tilbage til Danmark.

Marie skulle have været med til Canada, men hun blev syg, så August rejste alene med tog fra Cleveland og ankom til Toronto 23. november. Det blev to hektiske dage. Han så, hvordan insulinet blev fremstillet hos Connaught Anti-Toxin Laboratories, hvor Charles Best sine kun 23 år til trods havde den overordnede ledelse af produktionen. Han hilste på Banting og på den gruppe af læger, der var samlet for at høre Banting fortælle om den nye medicin og opleve, hvilken forskel den havde gjort helt konkret for Bantings stjernepatient, Elizabeth Hughes.

Han havde lange samtaler med Macleod om forskning og de forskellige forsøg, der blev udført i Toronto. Macleod havde senest arbejdet med at udvinde insulin fra fiskebugspytkirtler, og det havde han god succes med – sandsynligvis fordi fiskenes insulinproducerende kirtler ikke var i direkte forbindelse med nedbrydende enzymer, sådan som pattedyrskirtler var det.

44 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 44

05/03/2019 13.51

Macleod mente, at det måtte være vejen frem – ikke mindst i Danmark, der var omgivet af hav og havde rigelig adgang til fisk.

Og han mødtes med Insulinkomiteen, som havde hals- og håndsret over insulinopfindelsen. Normalt ville forskere blot have publiceret deres videnskabelige opdagelse i detaljer, så kunne hvem som helst bruge den nye viden – enten til at udvikle produkter eller til at forske videre efter. Men Macleod og Banting havde været bange for, hvad der ville ske, hvis opskriften på så livsvigtig en medicin blev givet fri. Efterspørgslen ville være enorm og kunne friste grådige forretningsmænd til at producere og sælge medicin af tvivlsom, måske ligefrem skadelig karakter. Så var det bedre, at forskere og videnskabsmænd havde den totale kontrol, og derfor blev rettighederne overdraget til universitetet i Toronto. Der blev nedsat en Insulinkomite til at tage sig af det praktiske med at patentere opfindelsen så mange steder som muligt og få overdraget rettighederne til produktion til lokale videnskabsfolk rundt om i verden. Det var magtpåliggende for komitéen, at prisen på insulin blev så lav som overhovedet muligt, så alle ville have råd til den livreddende behandling. Da kommercielle Eli Lilly i april 1922 havde fået rettighederne til at producere insulinet, var det kun for et år, men det skulle vise sig de kommende år, at de som professionelle medicinproducenter var betydeligt bedre til at producere en ensartet virksom insulin og garantere forsyningen af den livsnødvendige medicin.

Storbritannien var det første europæiske land, hvor Insulinkomiteen i Canada overdrog rettighederne til at producere insulin – til det statslige The Medical Research Council. Det var i september 1922, og Augusts gode ven dr. Henry Dale var sat i spidsen for insulinudviklingen.

Insulinkomiteen foreslog, at August tog patent på insulinet i Danmark og resten af Skandinavien – og de var mere end villige til at overlade rettighederne til ham. Der var bare det problem, at man i Skandinavien slet ikke kunne tage patent på medicin. Lovgiverne havde nemlig haft den opfattelse, at det gavnede offentligheden mest, hvis det stod enhver frit for at bruge videnskabelige opdagelser til at udvikle medicinske produkter.

August delte komitéens skepsis over for private foretagender og var bestemt ikke interesseret i at komme ud i et “hæsblæsende kapløb med entreprenante firmaer om at bringe insulin på markedet”, som han formulerede det. Men han mente, at problemet kunne løses ved, at Insulinkomi-

O p d a g e l s e n s t i d • 45

2019009_De_renfaerdige_content.indd 45

05/03/2019 13.51

teen udsendte en meddelelse til offentligheden og lægestanden om, at han – Nobelpristageren – havde fået retten til at udvikle og producere insulin i Danmark, Norge og Sverige. Det ville holde griske producenter væk. Mente August. Han ville dog aldrig med loven på sin side kunne hævde sin eneret, så monopolet hvilede alene på respekten for hans navn. Det skulle vise sig ikke at være nok i længden.

Sådan blev aftalen. August skulle gå i gang med det samme, så der hurtigst muligt kunne blive produceret insulin til de skandinaviske sukkersygepatienter. Aftalen var mundtlig, men i adskillige breve fra Macleod blev den bekræftet både direkte og indirekte. Allerede 4. december, inden August og Marie var vendt tilbage til Danmark, skrev Macleod et længere brev, hvori han redegjorde for, hvordan August bedst kunne komme i gang med at producere insulin fra fisk. Først takkede han dog for det vedlagte foto af August og skrev med et glimt i øjet, der viser, at de to videnskabsmænd var kommet på fortrolig fod, at han desværre ikke selv havde noget foto, han kunne sende, “men skulle jeg en dag føle mig tilstrækkeligt pæn til at besvære en fotograf vil jeg med glæde sende Dem et af hans værker”.

Dialogen mellem dem skulle blive stadigt mere intens det kommende år, hvor resultaterne i forskningslaboratorierne stod i kø og skulle kommunikeres frem og tilbage over Atlanten.

••• August havde ikke på nogen måde hverken lyst til eller intentioner om at droppe sin forskning og blive medicinproducent. Intet kunne ligge ham fjernere. Når han med al sin energi kastede sig ind i arbejdet med at skaffe insulin til Skandinavien, var det, fordi han så det som sin pligt.

Han og Marie havde den fælles indstilling, at deres liv og arbejde skulle være til nytte for samfundet og for dets mennesker. Der hvor de kom fra, var der ikke noget med kunst for kunstens skyld eller forskning for forskningens skyld. De havde alle dage været optaget af deres forsknings praktiske betydning for mennesker. Maries sukkersyge gjorde dem muligvis ekstra opmærksomme, når der blev talt om insulinet ved de videnskabelige middagsselskaber i England og USA, men med deres kontakter til de føren­ de forskere og producenter havde de nok kunnet skaffe insulin til hende.

46 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 46

05/03/2019 13.51

Så det var ikke blot for Maries skyld, at det var dem magtpåliggende at skaffe insulinet til Danmark. Det var for alle dem, sukkersygen havde sendt ud på kanten af livet, for dem, der blev invaliderede, og de mange, som sygdommen ville koste livet.

Det var klart fremgået af de mange samtaler, August og Marie havde haft i USA, at der ville gå lang tid, før amerikanerne ville være i stand til at forsyne også det skandinaviske marked med insulin. Det var desuden tvivlsomt, om insulinets holdbarhed var god nok til at klare den lange transport til Europa. Hver måned uden insulin kostede liv. Derfor måtte de selv i gang, og fordi de kendte Hage­dorn, følte de sig sikre på, at de sammen kunne løse opgaven, der gik ud på at skabe et insulin, der kunne produceres i en stabil strøm. Nok kunne en enkelt injektion redde et liv, men der skulle også være til dagen efter, ugen efter, året efter.

Det faktum gav Oskar Minkowski sine elever en hjerteskærende demonstration af det år. Den tyske forsker, der oprindelig havde fundet årsagen til sukkersyge og påvist den mulige kur, havde fået tilsendt en enkelt ampul insulin fra Banting og Best. I respekt for hans banebrydende forskning kaldte de ham “insulinets bedstefar”, men mere end en enkelt ampul kunne de ikke afse. Minkowski fremviste to sukkersygepatienter for sine elever: en ældre mand med et slemt sår på foden, der ikke ville hele, og et barn på randen af koma. Han spurgte, hvem af dem han skulle give insulinet til. For de studerende var det indlysende svar barnet. Barnet måtte reddes. Nej, sagde Minkowski, for barnet ville ganske vist blomstre op, men så snart insulinet var ude af kroppen, ville det være tilbage på sin pinefulde march mod døden. Derimod var der en chance for, at en kortvarig insulinbehandling kunne få såret på den ældre mands fod til at hele. Det var den slags modbydelige dilemmaer, læger med for lidt insulin stod i.

Det kom til at vare længe, inden det krigsnedbrudte Tyskland fik en regelmæssig strøm af insulin. Og da det skete, kom insulinet fra Danmark.

••• Politikens reporter var på pletten, da dampskibet Hellig Olav anløb Københavns Frihavn 12. december 1922. Det var fuldt af mere eller mindre kendte dansk-amerikanere, der skulle fejre jul i det gamle land – for at

O p d a g e l s e n s t i d • 47

2019009_De_renfaerdige_content.indd 47

05/03/2019 13.51

sætte stemningen var der bundet juletræer fast til mastetoppene. Om bord var også landets stolte søn, Nobelpristageren: “Professor Krogh har opfyldt en for dansk Videnskab særdeles ærefuld Mission: Efter Indbydelse af Yale-universitetet har han holdt en række Forelæsninger over dyrefysiologiske Emner,” skrev avisen.

Ikke et ord om den sensationelle opfindelse, August havde i kufferten. Nu havde han heller ikke for vane at udtale sig til dagspressen mere end højst nødvendigt. Han foretrak at ytre sig i videnskabelige tidsskrifter og selskaber, så der gik et stykke tid, inden nyheden nåede andre end hans nærmeste.

Men arbejdet med at skabe en insulinproduktion gik straks i gang.

Allerede dagen efter hjemkomsten blev der holdt planlægningsmøde i Ny Vestergade. Først skulle Hage­dorn og August finde ud af, hvordan de kunne fremstille insulinet, og hvordan de kunne lave et produkt, der var ensartet, så patienterne kunne regne med, at deres medicin fungerede på samme måde hver gang. Og de skulle finde ud af, hvordan de kunne lave nok. Der skulle laves mange forsøg og mange tests på dyr, og det ville koste penge. Trods Augusts skepsis over for “entreprenante firmaer”, besluttede han alligevel, at det var hos sådan et, de skulle søge støtte. “Statsmagtens noget tunge maskineri” ville give både forsinkelser og besværligheder, mente han.

Han var ganske vist nervøs for, at han og Hage­dorn udsatte sig for, at “sagen kunde bliver brugt til fremme af private interesser”, men han anså det for den mest effektive måde at få sat en produktion i værk på. For at feje enhver mistanke om “private interesser” af banen formulerede de to grundsætninger: De ville selv udføre forsøgsarbejdet uden vederlag, og al insulinet skulle, når man nåede så langt, sælges med meget lav fortjeneste.

Valget af samarbejdspartner fald på Københavns mest entreprenante apoteker, August Kongsted. Han havde etableret Løvens Kemiske Fabrik ved siden af sit apotek i det indre København, og han havde registret “Leo” som dets varemærke. Det var på et tidspunkt, hvor stort set al medicin blev produceret af det enkelte apotek, så det med ligefrem at lave en medicinfabrik syntes Kongsteds apotekerkolleger var noget moderne vildskab, der intet godt kunne komme af. God medicin var produceret på apoteket, mente de, og så var det fabriksfremstillede en direkte trussel mod deres forretninger.

48 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 48

05/03/2019 13.51

Politikens fotograf var på pletten, da August og Marie gik fra borde fra “det første Juleskib fra Amerika” i december 1922. “Nu vendte han tilbage efter to Maaneders Fraværelse med den gode Samvittighed at have opfyldt sit Hverv,” skrev avisen. Ingen anede noget om opskriften på insulin, som han havde med i bagagen. Holger Damgaard/Det Kon­ gelige Bibliotek

“Apotekerne kan ikke være tjent med at se deres Fag reduceret til et Udleveringssted for Apoteker Kongsteds ‘billige’, mere eller mindre ukontrollerede Medicin,” som en af kollegerne skrev i Apotekerforeningens blad.

August Kongsted så meget anderledes på de ting. Han havde rejst i Tyskland og England og havde set udviklingen gå i retning af fabriksfremstillet medicin. Derfor havde han allerede i 1908 oprettet sin medicinalvirksomhed, hvor hans medarbejdere blandt andet havde udviklet hjertemedicinen Digisolvin. Kongsted havde hyret Marie Krogh som konsulent til den opgave at finde en måde at standardisere digitalispræparater på, så patienterne kunne være sikre på, at de havde samme virkning hver gang.

O p d a g e l s e n s t i d • 49

2019009_De_renfaerdige_content.indd 49

05/03/2019 13.51

Apoteker og fabrikant August Kongsted grundlagde sammen med Krogh og Hagedorn Nordisk Insulinlaboratorium.

I første omgang som en del af sin virk­ somhed, Løvens Kemiske Fabrik. Han tog hele den økonomiske risiko ved at sætte produktionen af dansk insulin i gang.

Novo Nordisk Arkivet

En af de ting, hun havde fundet ud af var, at styrken på medicinen varierede voldsomt, alt efter hvilket apotek der havde fremstillet det. Det var ikke så heldigt for de læger og patienter, der skulle bruge medicinen.

Løvens Kemiske Fabrik sørgede for, at deres præparat, Digisolvin, var det samme hver gang. Det blev det første rigtige medicinalprodukt, der blev solgt til eksport, og det lagde et solidt økonomisk fundament for Kongsteds virksomhed.

Derfor havde han kapital til sin rådighed, og han valgte at gå ind på August og Hage­dorns betingelser. Han ville afholde udgifterne til udviklingsarbejdet, og når insulinet kom i handlen, ville han sælge det i de skandinaviske lande uden fortjeneste.

Den 21. december – ni dage efter Krogh-parret var gået i land – var de første ekstrakter lavet, der indeholdt insulin. Ganske vist små, nærmest forsvindende mængder, men insulin var det.

Den 2. januar blev August udnævnt til æresmedlem af Medicinsk Selskab. På det tidspunkt var han så sikker på, de ville få succes med insulinet, at han valgte at fortælle kollegerne i selskabet om det. Han advarede om,

50 • K ro g h - pa rr e t

2019009_De_renfaerdige_content.indd 50

05/03/2019 13.51

at det nok ville vare nogle måneder – måske et år – før insulinet var klar til brug for lægerne, men forsikrede forsamlingen om, at han “ikke ville spare nogen møje for saa hurtigt som muligt at fremskaffe et ufarligt og virksomt præparat i saadan mængde, at den terapeutiske anvendelse kan paabegyndes”.

August var sikker i sin sag. Insulinet ville redde liv, men om det virkede på lang sigt, stod endnu hen i det uvisse. Det havde endnu kun været afprøvet i et års tid. En af insulinets ophavsmænd, Macleod, tvivlede. I et brev til August i april 1923 konstaterede han, at insulin var “brugbar” i specielle tilfælde, men: “Hvor brugbart det viser sig at være i mere kroniske tilfælde af sukkersyge, står hen i det uvisse.” ­ ughes Den skepsis skulle blive gjort grundigt til skamme. Da Elizabeth H døde 74 år gammel, havde insulinet givet hende 59 ekstra år.

O p d a g e l s e n s t i d • 51

2019009_De_renfaerdige_content.indd 51

05/03/2019 13.51

Novo Nordisk er Skandinaviens mest værdifulde selskab; mere værdifuldt end A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Danske Bank, Lundbeck, Vestas og Coloplast – tilsammen! Novo Nordisk har sammen med søsterselskabet Novozymes gjort hovedaktionæren, Novo Nordisk Fonden, til en af verdens mest velhavende fonde med en formue under forvaltning på omkring 350 milliarder kroner. Alligevel er historien om denne helt ekstraordinære danske virksomhed aldrig skrevet. Før nu.

HANNE SINDBÆK er journalist, forfatter og foredragsholder.

Hun har siden 1998 beskrevet dansk erhvervslivs top indefra – i artikler, klummer, bøger og foredrag. Hun er forfatter til en række anmelderroste bøger: Tyren, Bjørnen og Banken (2009) om Saxo Bank, Comeback Kid (2013) om Anders Samuelsen, Vi kan ikke sidde her til juleaften (2015) om Herman Salling og Dansk Supermarked. Samt medforfatter til bogen om Fritz Schur, Kammerherrens nye klæder (2012).

De renfærdige er en uafhængig fortælling om de mennesker, begivenheder og produkter, der skabte Novo Nordisk. Fra den spæde start i 1923, da nobelpristageren August Krogh kom hjem fra Canada med opskriften på det nye mirakelmiddel insulin over brødrene Pedersens start af en konkurrerende virksomhed, Novo, og de to selskabers rivaliseren gennem 64 år indtil fusionen i 1989.

Det er en beretning om, hvordan Mads Øvlisen byggede bro fra den familieejede til den børsnoterede virksomhed, så de humanistiske værdier kom tørskoede over, samt hvordan Lars Rebien globaliserede virksomheden, mangedoblede dens værdi og blev udnævnt til verdens bedste CEO af det estimerede Harvard Business Review. Og det er en fortælling om den stræben efter renfærdighed, der løber som et uudsletteligt spor i virksomhedens dna.

Bogen bygger på omfattende research samt interview med alle bogens nulevende hovedpersoner og en lang række nøglepersoner i og omkring virksomheden.

POLITIKENS FORLAG 2019009_DE_RENFAERDIGE_Novo_smuds_174x250.indd 1

SINDBÆK

DE RENFÆRDIGE

DE RENFÆRDIGE FORTÆLLINGEN OM NOVO NORDISK

HANNE

DE RENFÆRDIGE

FORTÆLLINGEN OM

”Jeg har været så heldig at bruge 34 år, 11 måneder og 9 dage i Novo Nordisk. For nogen af jer er det næsten en livstid. Det har været givende, og jeg må indrømme indimellem udfordrende, men det har givet mit liv mening.”

Rebien stod for sidste gang på scenen ved det, der var årets højdepunkt for samtlige ledere i Novo Nordisk: International Management Meeting. Han så ud over de 300 forsamlede ledere fra hele verden. Mange kendte han rigtig godt, få var helt nye, og ingen i firmaet følte han et tættere bånd til end denne forsamling, som han havde været en del af i mere end 25 år.

Nu var han der som gæst et kort øjeblik for at sige pænt farvel, og så var det slut. Lars Fruergaard og hans nye ledelse ville tage over og bruge resten af stormødet på at udstikke linjerne for den fremtidige strategi.

FORTÆLLINGEN OM

NOVO NORDISK

HANNE SINDBÆK

Fra bogen

POLITIKENS FORLAG 04/03/2019 12.37