Issuu on Google+

147 mm

POLITIKENS FORLAG


CHRISTIAN MØRK ROMAN

DE FORHADTE

POLITIKENS FORLAG


Kaj Brodersen er landsforræder. Denne bog er hans tilståelse. Det er 1938. På sit københavnske værksted laver cykelsmeden Gustav legetøjsbiler, som Kajs far Julius ukritisk sælger til Det Stortyske Rige. Kaj selv er maskot for de voksne, da Anden Verdenskrig bryder ud. Fra Ruslands og Polens slagmarker får Kaj tilsendt hemmelige fotografier fra soldater, der beviser, hvordan der myrdes løs. Da tyskerne besætter Danmark i 1940, bliver Brodersens Fabrik en større succes. Men familiens medskyld i andres lidelse begynder også at træde frem. Gustav mister forstanden, da det går op for ham, men Julius vil intet høre. Imens rejser Kaj frem og tilbage til nazismens mørke hjerte og forelsker sig hovedkuls i en grevinde, som også betror ham sin familiehemmelighed, der trækker tråde ind i samme gradvise rædsel. Mange år senere vil Kaj finde beviserne på det medansvar frem, som familien har fortiet. Han vil fortælle, hvordan den lille skyld vokser sig stor, hvis man begraver den levende.

4


Foto: Les Kaner

CHRISTIAN MØRK er født på Frederiksberg. Han flyttede som ung til New York, hvor han blev uddannet som journalist og har boet siden, kun afbrudt af en lang periode i Los Angeles, hvor han fungerede som journalist på avisen Variety og som filmproducent på Warner Bros. Pictures. Før hans romaner blev antaget til udgivelse, skrev han kulturstof for New York Times. Hans forfatterskab omfatter bl.a. thrilleren ’De ti herskere’, den mytologiske fortælling ’Darling Jim’ og det caribiske mysterium ’Skyggernes hav’. Christian Mørks forfatterskab er solgt til over 20 lande.

5


2013. AMAGER. Min søster Else er død. Naboerne nedenunder slog alarm, fordi der havde dannet sig en mørk plet på deres loft, som bare voksede. Da politiet fik adgang til Elses lejlighed viste det sig at være hendes krop, som livet i næsten en hel måned var sivet ud af og ned i gulvet. Hun lå på tæppet, som om hun havde været på vej hen til sin telefon. Man bør aldrig dø alene som gammel. Jeg fik ikke nyheden at høre fra vores lillebror Einar, men blev ringet op her til morgen af en herre fra boets advokatkontor, som kunne tilføje, at begravelsen havde fundet sted allerede. Han sagde, at jeg kunne få lov at besigtige lejligheden, hvis jeg ville, men kun i et par timer, for det var alt, hvad Einar ville tillade. Det overrasker mig ikke, for mine søskende kan ikke udstå mig. Det har sine grunde. Sidst vi nikkede til hinanden, var i retslokalet for 67 år siden lige efter krigen. Vores far blev dømt som værnemager med min hjælp, selvom hans og min skyld i andre menneskers død var noget, vi aldrig blev straffet for. Han sad mindre end to år. Alle familiens minder og skjulte papirer har Else siden brugt et helt liv på at hamstre og gemme af vejen, så de kunne forblive hemmelige. Hun var fars kæledægge og gjorde sig til vagtpost for de mange af hans synder, som anklagemyndigheden aldrig kunne finde bevis for, på trods af mine mange forsøg på det modsatte. Men nu, hvor jeg omsider har adgang til Elses lejlighed denne

6


ene eftermiddag, må jeg handle hurtigt, før indboet bliver afhentet. Hvis jeg kan finde bare en flig af bevis på fars skyld, vil jeg have holdt mit løfte til ham. Jeg ønsker omsider at aflægge fuld tilståelse for hele familien Brodersens synderegister. Det har jeg villet længe. For ansvar har ingen udløbsdato, også selvom ingen vil høre efter, hvad Kaj Brodersen har på hjerte så længe efter. Her sidder jeg så i Elses lejlighed på Amagerbrogade, hvor der lugter af blegemiddel. Fra hendes lænestol midt i al rodet følger jeg en støvbold med øjnene, mens den bæres omkring på gulvet af trækken. Hendes ellers så ordentlige liv ligger overalt i papirbunker og tøjbylter, der vælter ud af åbne kommodeskuffer. Børnebørnene har sikkert været på rov efter ting af egentlig værdi. Jeg føler mig omtrent lige så illoyal ved at være her nu, i en alder af treoghalvfems, som jeg gjorde dengang da far tvang mig til at udpege ham som morder, selvom det ikke virkede efter hensigten. Han prøvede selv i de få leveår, han havde tilbage efter sin løsladelse, at grave hele sandheden frem, selv da ingen længere var interesseret i at give os vores retfærdige straf som tyske håndlangere. Straf fungerer kun i et samfund, så længe forbrydelserne stadig står frisk i erindringen, og det varede ikke længe, før den moderne tid skyllede minderne i rendestenen. Fars overtrædelser blev hurtigt glemt. Vi var legetøjsfabrikanter, der på vort lands opfordring samarbejdede med de samme tyskere, der havde besat det. Men vi blev til mere end det. Da vi før krigen forlod Danmark og tog imod den første tyske middagsinvitation, fór vi vild i deres politiske skove, som vi ikke kendte. Vi lod os forføre af fars begejstring, nød godt af hans fine kontakter, og blev i forførelsen overbevist om, at det kun handlede om at producere legetøj, og ikke spor andet. Men i en tid, hvor selv den allermest uskyldige hverdagsgenstand blev til et militært symbol, blev vi gennem vores arbejde

7


også til en slags forbrydere, én lille modelbil af gangen. Far førte an. Far med sine varme hænder og mangel på omtanke. Derfor kan jeg ikke lade være med at fortælle historien, så vidt jeg kan huske den endnu. For naturligvis var min far skyldigere end vi andre. Han både var og er det stadig. Han er skyldig fra pulden af sin Homburg-hat ned til de grå sokker med guldkant, som jeg vist nok selv så ham købe hos en flink ekspeditrice i Wertheims stormagasin i Berlin, før en engelsk cookie-bombe med jordskælvsstyrke sprængte, hvad der var tilbage af herresokker og mørtel hele vejen ned ad fortovet. Far er skyldig i at fastholde sin barnlige glæde, fordi han i de store drømmes årti troede, at han bare kunne nøjes med at holde sin varme hånd på tyskernes febrile, iltre pander, mens de gjorde verden til deres, uden selv at blive smittet af netop disse drømmes snigende hvisken om verdensherredømme. For tag endelig ikke fejl: skylden opstår på de uskyldigste steder, før den slår rod andetsteds i kroppen og bliver bevidst. Det sker, uden man er klar over det. Jeg skal nok forklare, hvordan. Jeg selv var en stor dreng, der gradvist blev klar over, i hvilken verden, jeg befandt mig, og da var det for sent at flygte. Jeg åbner en skuffe i Elses chatol, og straks vælter det frem med sepiabrune fotografier af befriede, lyshårede piger i cottoncoats på sporvognstage. Og her har vi pressefotografens lynskud af Frikorpsets hjemvendte legionærer, hvis vrede helt har udvisket deres ansigter, mens de tæsker løs på en tilfældig fodgænger inde på Rådhuspladsen; SS-runerne i sølv på deres kraver lader sig aldrig helt indfange af kameraets samarbejdsvillige øje, der sløver linsens skarphed. Jeg roder i bunken og finder billedet af en stor dreng med Holger Danske-armbind af den hurtige slags, som med patriotisk dydig håndgranat på pulten bøjer sig ind over

8


sin danske stil til ære for sin i dette tilfælde mere rolige fotograf. Jeg kan endda se drengens billede for mig med åbne øjne hvor som helst, for så meget blev det vist dengang; ansigtsudtrykket er renset for enhver tvivl om, hvad der skjuler sig i andre, mindre modige, hjerter på krigens sidste femte majmorgen, hvor billedet blev taget. Skjulte hjerter som mit eget. Hvor mange tilsvarende fotos, jeg end finder frem fra de skyldiges skuffe, vil de altid have samme renfærdige, og hvor ville jeg gerne turde sige selvretfærdige, udtryk. Men det tør jeg naturligvis ikke helt. For min barndom og ungdom har mørke pletter på, der ikke kan vaskes af. Jeg er et belastet samtidsvidne. Mit hår havde engang samme majsgule farve som på hverveplakaterne til SS-regiment Nordland. Jeg tør ikke sige hverken ordene Frihedskæmper eller Forræder højt, fordi jeg ikke har fortjent at eje nogen af dem i min mund. Også selv om begreberne nu hver især er begyndt at falme og blevet lige så ligegyldige for nutiden som sporvogns-pigernes selvlysende cottoncoats. Jeg kan ikke engang kalde mig for Borger, fordi selv den betegnelse kræver mere uskyld, end jeg besidder. Jeg trækker stadig vejret, men forsigtigt, for i min familie eksisterer vi uden helt at findes. Vi varer os for at fylde for meget i det hele taget. Det særlige, tilbageholdte åndedræt lærte vi børn derhjemme. Klokken er slået halv et på Elses bornholmerur. Jeg er ikke nået længere end til overfladen af hendes efterladenskaber endnu, og jeg ved, der findes mere i hendes gemmer end ligegyldige fotografier. Tiden er knap. Jeg må dykke helt ned i fortiden, til jeg rammer den så hårdt, at den sprænges og bliver levende igen.

9


1938. BERLIN–SCHORFHEIDE. Berlin var ingen stenørken, langt fra. Udenfor bygrænsen havde den skjulte oaser og vilde, mørkegrønne jungler, hvor dyrenes gevirer smældede skarpt imod træstammerne inde i tykningen, så man blev ganske vågen af det. Vi kørte ud mod skoven Schorfheide, mens far fumlede med sit bindeslips, han aldrig havde været god til, og jeg fik det bundet nogenlunde for ham, lige før vi svingede ind på gårdspladsen, hvor der holdt den ene dyre Maybach-herskabsvogn efter den anden. Hr. Rasmussen steg ud som den første og holdt døren for os andre. Han var blevet en del mindre selvsikker end dagen forinden ved synet af spirene på hovedbygningen. –De skal bare være Dem selv, sagde han til os begge to, men det lød mest henvendt til ham selv. Vi blev budt velkommen af en tjener, der viste os vej ud i den store baghave, der ledte videre ind i skoven, hvor der allerede stod masser af gæster, som ikke ænsede os det mindste. Værtsparret stod omringet af uniformerede mænd, så dem fik vi ikke hilst på, før vi til fars overraskelse fik udleveret skydevåben. –Hvad er den af, spurgte han lavmælt hr. Rasmussen. –Det er vist blevet til en jagtmiddag. Det stod ikke i programmet. Far stod og fumlede med sit gevær, men ville ikke lade sig mærke med det. Hundene, som hr. Rasmussen med stolthed lod vide var udlånt fra selveste Carinhall, Reichsmarschall Görings prangende gods i nærheden, støvede omkring i skovbrynet og peb, fordi de fornemmede vildtet. Jeg havde flere gange været med min bedste ven Hjalte derhjemme ude på skydebanerne på Amager og knalde mælkeflasker, så jeg var ikke helt skelø-

10


jet. Så jeg indrømmer blankt, at jeg var stolt over at være den eneste gæst, som jægermesteren ikke behøvede vise til rette, da ammunitionen blev udleveret sammen med regnkapperne og de små sølvflasker snaps. Her var limsten med aristokratisk mos overalt. Der var en duft af overklasse overalt, som var stærkere end de tidligere paroler om klassekamp, som nazisterne havde aflivet lige så eftertrykkeligt som ballademageren Ernst Röhm, der var lige ved at gøre nazisternes revolution rigtig rød, og blev pløkket ned. Fra hovedbygningen kom tjenere i hvidt liberi med forfriskninger, som vi alle nød med en selvfølgelighed, der ville have været passende på ethvert middelstort gods derhjemme. Jeg havde hverken bange forudanelser eller dårlig samvittighed, som jeg stod der med bøssen over skulderen og tyllede Sekt-vin af høje glas. Det ville ellers have passet godt ind i min tilståelse med lidt rettidig angst for det Onde, hvis jeg ønskede sympati. Men nej. Trylleskoven, vi stod ved randen af, var omdrejningspunkt for den slags drengede højstemthed, jeg ellers kun havde kendt som grøn spejder. Far fik omsider styr på sit gevær og smilede til mig, idet han for at bøde på sin klodsethed lagde an mod den første fasan, han fik øje på inde i tykningen. Der var bare ikke blevet givet tilladelse endnu. En ung, hjulbenet Jagdhauptmann stod med trompeten for munden og ventede på signalet fra herren i det skræddersyede jakkesæt, vores vært, Joachim Graf Schulenburg von der Heydte, som bar over med Rasmussens morsomheder, da fars gevær gik af. Hauptmannen og hans to underjægermestre blev stramme i ansigterne, men værten slog ud med en behandsket hånd, og lo med en anderledes hjertelig overbærenhed, end stakkels Rasmussen havde kunnet fravriste ham. –Unser dänisches Wilddieb! lød det opstemt fra greven, som kaldte far for en dansk krybskytte og klappede ham på ryggen,

11


der i dagens anledning var dækket med en læderfrakke fra skytteboligen, fordi kapperne var for små til ham. Man lo af den danske krybskytte, som man ville le af en godmodig, lidt simpel, slægtning fra landet, der er inviteret til at spise med ved det store bord. Far gjorde klogt i at le med, og udstillede sin egen flovhed ved at række hænderne i vejret som tegn på overgivelse. Hvor har jeg dog siden tænkt på netop den gestus. Han overgav ganske rigtigt den dag noget til jagtselskabet, til de uniformerede gæster, og til Riget, der omgav skoven ved Schorfheide, men vidste endnu ikke, hvad det var. Han lod bøsseløbet hænge knækket hen over armen, som han så en Luftwaffe-officer gøre det, så han var fri for at blamere sig igen. Det var mig, der fik ram på dagens første fasan; den løb ud bagved et egetræ og må have troet sig i sikkerhed. Knap havde greven givet signal, før jeg trykkede af og så fuglens hoved forsvinde i en rødbrun sky, der hang i tykningen og fordampede til tonerne af den nu meget irriterede Jagdhauptmanns trompetstød. –Ein echter Wilderer, gentog von der Heydte henvendt til mig, med samme generøst nedladende tonefald om sin anden danske krybskytte, mens hundene strejfede omkring for at finde de sidste sørgelige rester. Far så op fra græsset og betragtede mig med øjne, der ikke helt forstod, at jeg siden den dag ville tage hans skyld på mig og bære den over til den anden side af Schorfheide, hvor krematorieskorstenene yder langt mindre beskyttelse end skovens grønne træer. Senere samme aften, da jagten var forbi, stod jeg med far på en terrasse i falmet limsten og ventede på, at middagen skulle til at begynde. Ingen af os turde helt læne os op ad balkonen med samme tilvænnede elegance som de andre herrer i jagtselskabet. Min far havde stået der lidt for længe og ladet sine store hænder

12


opvarme det samme glas champagne, mens resten af selskabet forlængst var gået over til snaps, fordi ingen af dem havde brug for at vise, at de havde god smag og dermed hørte hjemme på godset. Far smilede til mig og sagde noget om, at han havde været inde og bytte om på bordkortene, så han var sikker på at komme til at sidde i nærheden af den parfumerede herre, der stod henne i klyngen af sorte jakkesæt og højrøstede Luftwaffe-officerer, mens han luftede sine nyeste vittigheder på en dialekt, jeg ikke forstod. Der duftede af dug og cigarrøg. –Det er Emil Lösche, forklarede far med dæmpet stemme, og hans fugtige hænder fik glasset til at dugge, ham indkøberen fra Wahnschaffe-Munker-magasinet i Nürnberg. De har kram, det kan jeg godt sige dig. Kram. Håndværk, man kan være stolt af at være i stald med. Han skal bare aftage et enkelt parti af raket-raceren, og så kan vi to tage hjem til vores mor med oprejst pande. Er du min kriger, Kaj? –Ja, far. Lösche var en lidt førladen, midaldrende mand, hvis lattermildhed virkede som hans mest indtagende karaktertræk. Han lo, selv når de slanke mænd i uniform ikke gav anledning til det. Jeg skulle senere lære, at den slags underdanighed var nødvendig ved langt mere alvorlige lejligheder end jagtmiddage. Jeg kunne mærke de tyske flyverofficerers stolthed selv på afstand. Nazisterne havde sendt kamppiloter under hånden ned til Spanien for at hjælpe Franco med at besejre kommunisterne, og Legion Condors kampindsats var gået over al forventning. Derfor var stemningen høj i klyngen af elegante piloter, der var halvvejs igennem en historie om Condor-legionen og den Iberiske halvøs særlige charme under borgerkrigen dernede. –Spanien, ja, det siger jeg Dem, meine Herren, Spanien, det er selve livet, fortalte en officer. Om natten dansede de for os i

13


Cadiz, og om dagen flygtede de for vores kugler ved Algar. Der er kun to hastigheder, der duer, kan jeg love Dem: Duende. Og Messerschmitt. Kultur er metal, resten er spas. Guernica er allerede over et år siden. Lyset sænkede sig blandt grenene derude, der trak sorte heksetråde for det kølige blå. Far tømte sit glas og rakte det til en tjener, hvis jakke sad bedre end hans egen. Før han kunne føle sig alt for tilsidesat, kaldte en tjener endelig til middag, og herrerne derovre lod Guernica være Guernica, mens de knipsede deres skodder ud over balkonen med en uartig skoledrengs præcision. Mens vi stod bagved hver vores mahognistol og ventede på værtindens ankomst, bildte jeg mig ind, at jeg kunne høre vildsvinene ude i skoven grynte og snøfte omkring, nu hvor geværerne ikke længere forstyrrede deres støven. Men ingen af de andre gæster lod til at kunne høre dem. Til sidst forsvandt lyden i Luftwaffe-herrernes summen. Der hang gevirer og udstoppede vildsvinehoveder langs hele den ene væg; de harmorerede dårligt med oliemalerierne af, hvad jeg antog var von der Heydte-linjens stolte forfædre, hvis blege næser og medaljebehængte uniformsbryster skinnede ned til os dødelige, der endnu intet vidste om krigens efterklang. Af uforklarlige årsager havde man placeret min far, hvis tysk jo haltede, så langt væk fra mig, at jeg ikke kunne agere tolk, hvilket ellers var hele formålet med min deltagelse den aften. Han stod og knugede stoleryggen, mens han nikkede til sin borddame – en ung kvinde, hvis røde velourkjole var skåret lidt optimistisk tæt til en ikke helt ædel krop, sikkert i håb om at få hende til at fremstå som den tjekkiske filmstjerne Lida Baarova, der var på mode i de dage. I det mindste var borddamens blonde hår vist ikke farvet. På fars anden side stod en af Luftwaffe-drengene og

14


ignorerede ham fuldstændig. Manden lænede sig tilmed ind over fars plads og flirtede overdrevent med den håbefulde frøken, før han tog et vilkårligt glas foran sig, som han kun satte fra sig igen, fordi officeren overfor mig irettesatte ham i en stram tone. –Må jeg præsentere Dem for Staffelkapitän Mölders? lød det fra en kvinde, der var kommet til syne ved siden af mig. Luise Gräfin von der Heydte, født Fürstin zu Mecklenburg og dermed højere rangerende end sin ægtemand, stod foran mig i den slags kjole, man skulle være værtinde af den gamle skole for rigtig at kunne bære; den sad stramt og var i lyseblå grov silke, med rigtigt slæb, gammeldags flæser ved ærmerne og en høj, hvid krave, der krævede en hals, som ikke sank sammen nogensinde. Jeg blev varm i mellemgulvet og stod vist og mumlede lidt, før hun reddede mig ved at tilføje, Og De er den unge Herr Brodersen, opfinderens søn, hvis ikke jeg tager meget fejl. –Kaj Brodersen, gnädige Frau, og må jeg have lov at takke mange gange for invitationen. Jeg nåede at fatte mig, og bøjede mig ned over hendes udstrakte hånd, som jeg havde set forbipasserende officerer gøre det allerede, uden at berørere den med læberne. Hun duftede af roser. –Og hvor taler De dog glimrende tysk. –Tak, Deres Nåde, fra min skoletid. –Hvor må det være længe siden, sagde hun drillende, og jeg rødmede helt ned til kravebenet. Grevinden må have været tæt på de tres år. Det betød ingenting. Jeg havde aldrig før været forelsket i nogens facon. Jeg anede ikke engang, at det kunne lade sig gøre. Hun vendte sig igen mod den nu ret så jaloux flyverofficer, der stadig stod med hælene slået sammen og armen strittende ret ud foran sig i Hitlerhilsen, mens han ventede på hendes opmærksomhed.

15


–Staffelkapitän Mölders, min mand fortæller mig, at De fik ram på hele seks fasaner i dag, sagde hun, og satte sig ned på stolen, som jeg trak ud for hende, frem for at fortsætte ned langs bordet og lade de andre mænd røre ved hendes hånd. Hun sendte mig hvad jeg stadigvæk vil insistere på var et konspiratorisk blik, der fik mit hjerte til at dunke helt ned i skridtet. Mölders nikkede stift og satte sig igen. Medlemmerne af hans eskadrille fulgte trop, men deres skuffelse over den mangelfulde opmærksomhed lod sig ikke skjule. Far glemte at trække stolen ud for sin borddame, som med en irriteret bevægelse klarede det selv, men det lagde ingen mærke til. Alle så hen imod husets frue, som nikkede til sin mand, der igen hviskede noget videre til tjeneren. –Det ver nu syv fasaner, Deres Nåde, svarede Mölders, og glemte at være galant. Hans syposemund og vigende hage virkede forkert anbragt i forhold til den store næse og medaljerne, der trak uniformsstoffet ned mod dugen. Jeg forestillede mig ham siddende i cockpittet, mens han fik øje på spansk bytte langt nede blandt de sønderskudte kirker og vidste, at han ikke ville tøve med at trykke af. –Men dog, sikke dog en iver. Så må jeg vist afskedige Herr Krass som Jagdhauptmann, kan jeg høre. Jeg frydede mig over at se en voksen, der rødmede mere end jeg selv. Jeg sad længe og forestillede mig, at jagtslottet var mit. §

16


17


OM DEN LILLE SKYLD, DER VOKSER SIG STOR af Christian Mørk

Min families forhold til Besættelsen ligner de mange andre, min generation ikke har tøvet med at vise frem: Jeg har en morfar, der fragtede danske jøder over sundet til Sverige; en mor, der som helt lille måtte flygte samme vej, så det ikke skulle lykkes Gestapo at kidnappe hende for derigennem at tvinge min morfar til at overgive sig. Jeg er opvokset i en slipstrøm af splitflag og stolthed. Montgomery og befrielse. Jeg accepterede den gængse følelse af at være en del af et land, der for det meste viste tyskerne ryggen. For sådan troede jeg, det var. Men der hører mere til historien. Jeg mødte som dreng min afdøde fars onkel Martin. Martin havde været ved politiet under Folkestrejken i 1944 og var blevet anholdt af den tyske besættelsesmagt. Han blev som mange af sine kammerater fragtet til KZ-lejren Buchenwald og tilbragte et år i lejren. Da jeg mødte ham, var jeg vel fyldt 14 år og husker et afpillet, gennemhullet menneske, der aldrig blev helt igen. Martin havde en bror, der hed Christian. Det blev ikke nævnt så meget, men Christian var vægter ovre på Holmen under krigen. Den tyske værnemagt overtog havnen, så Christian fik på et tidspunkt armbind på med tysk skrift og ørn påtrykt. Han bestilte ikke andet end at svinge en knippel på kajen både før og efter armbindet og kom ikke i klammeri med hverken modstandsbevægelsen eller de tyskere, der på papiret var hans overordnede. Efter krigen blev der stille på min fars side af familien omkring onkel Christian. Jeg forestillede mig altid, at Christian havde været i fængsel, for jeg fik aldrig lejlighed til at møde ham. Det er nok omtrent der, jeg begyndte at tænke på at skrive en roman om en dansk familie, der i det små samarbejder med besættelsesmagten og lader sig besnære af den økonomiske gevinst, fordi datidens regering jo netop opildnede til samarbejde, men som gradvist ender i et moralsk uføre, de med tidens begrænsede briller ikke kunne forudse. For med de mange bøger, der i den seneste generation er udkommet i Danmark, er myten om et lille folk, der stod last og brast imod nazisterne, begyndt at blive nuanceret nok til, at vi kan indrømme en større sandhed: I både Christensens, Poulsens og

18


Smiths UNDER HAGEKORS OG DANNEBROG og i Kirkebæks senere SCHALBURG - EN PATRIOTISK LANDSFORRÆDER fortælles historier om et Danmark, hvis befolkning i større udstrækning arbejdede for tyskerne, enten som deciderede ’tysklandsarbejdere’ eller i det små, ved at holde mund og ikke gøre vrøvl. Danskerne bevægede sig oftere end vi holder af at indrømme, i en gråzone, hvor man ikke hele tiden lyttede til radio fra London og gik med Royal Air Force-hue i protest til Algang. Man afventede. Man tav. Nogle snoede sig i systemet uden tanke for, om de dermed skadede andre danske. Nogle gjorde sig skyldig i sortbørshandel eller bare i ikke at bemærke, hvis naboen gik sammen med de forkerte. Den lille, opportunistiske skyld, man kan gemme væk og lade, som om ikke findes, opstod. Den er siden blev visket af tavlen af den officielle historie om et heltemodigt folk, jeg fik serveret som barn: vi danskere var entydigt tyskfjendtlige. At antyde noget andet var så tabuiseret og næsten i sig selv forræderisk, at det aldrig faldt mig ind at stille spørgsmål. Derfor vover jeg med denne bog at opstille en model for, hvordan det kunne se ud: Hvad ville der ske i det miljø, tænkte jeg, hvis en arbejderfamilie umiddelbart før krigens udbrud fik et tilbud om samarbejde, som de ikke kunne afslå? Og hvad hvis det hele virkede uskyldigt og langt borte fra den krig, der stadig virkede fjernt fra Danmark, selv efter den brød ud? Sådan begyndte min fiktive Familien Brodersen at dannes i mit hoved, fordi jeg er interesseret i, hvor grænsen går fra den lille skyld, der virker uskyldig nok, til den bliver større, og dens omkostninger dermed umulige at overskue. Jeg tror ikke, jeg kan sige nøjagtigt, hvor skylden opstår. Men jeg har gjort forsøget. Er legetøj uskyldigt? Eller er det i sig selv politisk? Frem for at skrive en historie om en familie, der var indblandet i så åbenlyst forræderi som medlemsskab i Frikorps Danmark, valgte jeg at gøre hovedpersonen Kaj Brodersen til en slags legetøjs-ambassadør for sin svage far og for dennes gode ven Gustav, der nok begynder at ane, hvad hele eventyret med tyskerne vil komme til at koste. DE FORHADTE er en rejse med mange smertepunkter, der nok er mindre end min fars fætter Martins, men større end hans bror Christians ude på havnen, som forsvandt i glemslen.

19


TIDLIGERE UDGIVELSER AF

CHRISTIAN MØRK

90 mm

HHHHH ”Vanvittig velskrevet og magtfuldt opbygget spændingsroman - Ekstra Bladet


spændingsroman - Ekstra Bladet

HHHHH ”Det kører for Mørk i ”Darling Jim”. Han er virtuost forførende (…) Det romantiske gys lever og ånder.” - Berlingske Tidende

”Original og eventyrlig. Og hamrende uhyggelig. Christian Mørk leverer gys ud over det sædvanlige”. - Politiken


DE FORHADTE © POLITIKENS FORLAG 2013 OMSL A G : H E N R IK K O ITZ , W W W . K O ITZ.D K TR Y K : C H R IS TE N S E N G R A F IS K


NY STOR ROMAN AF CHRISTIAN MØRK

DE FORoHdAerDseTnE er

Foto:Les Kaner

Kaj Br der. Denne landsforræ . s tilståelse bog er han

JP/Politikens Forlag

FÅS OGSÅ SOM E-BOG


De forhadte - af Christian Mørk