Claude Monet havde eksperimenteret med form og farve, og den var helt konkret selve inspirationskilden til den impressionistiske bevægelse. Kriminalkommissæren slukkede for den hylende sirene. Langdon sukkede dybt og nød den pludselige stilhed. Citroënen drejede til venstre, mod vest, ned gennem parkens hovedallé. Efter at have rundet en lille dam krydsede chaufføren en øde vej og fortsatte ud mod en stor firkantet plads. Nu kunne de se enden af Tuileriehaven, et sted der var markeret med en gigantisk porthvælving af sten. Arc du Carrousel. En plads værdsat af kunstelskere. Herfra kunne man se fire af de fornemste kunstmuseer i verden – et i hvert verdenshjørne. Gennem højre siderude, mod syd, kunne Langdon se den gamle banegårds dramatisk oplyste facade – i dag det velrenommerede Musée d’Orsay. Mod venstre, kunne han skimte toppen af det ultramoderne Pompidou Center, som rummede Paris’ Museum for Moderne Kunst. Og Langdon vidste, at den gamle Ramses-obelisk, som markerede Musée du Jeu de Paume, kunne ses bag ham over trætoppene mod vest. Men det var forude, mod øst gennem porthvælvingen, at Langdon nu kunne se det enorme renæssancepalads, som var blevet verdens berømteste kunstmuseum. Musée du Louvre. Med form som en hestesko var Louvre den længste bygning i Europa – den strakte sig længere end tre Eiffeltårne på langs. Bygningen rejste sig som en fæstning mod Paris’ himmel, et storslået bygningsværk med en næsten ti hektar stor, åben plads mellem museumsfløjene. Langdon huskede første gang, han havde gået turen langs Louvres ydermure – en tur på fem kilometer. Man har regnet ud, at det ville tage fem uger at betragte samtlige 65.300 kunstværker i bygningen ordentligt, men de fleste turis ter foretrak en forkortet version af oplevelsen, som Langdon kaldte Louvre light – et kapløb gennem museet for at se de tre berømteste 19
Da_Vinci_mysteriet.indd 19
17/05/18 11.45