Page 1

FOTO: DAN COURTER

En historisk, verdensomspændende sammensværgelse Et kapløb mod tiden Hvem når i mål? Robert Langdon er professor i religiøs symbolik ved Harvard. Han er i Paris for at give en forelæsning og skal samtidig mødes med en kurator for byens store kunstmuseum, Louvre. Men samme aften findes den berømte museumsmand død, myrdet foran maleriet af Mona Lisa. Ved siden af liget er der skrevet en række mystiske koder, og politiet får hurtigt brug for Langdons hjælp til at bryde dem.

For første gang er Dan Browns internationale megabestseller her fortalt for et yngre publikum, så en ny generation kan følge Langdon på den åndeløse mission fra Paris til London via historien, kunsten og de verdenskendte monumenter.

Ikke siden Harry Potter har nogen forfatter med så iøjnefaldende fryd taget læseren med på en så hæsblæsende jagt og en så forrygende efterforskning. THE NEW YORK TIMES

HR. FERDINAND

da vinci

mest succesfulde nulevende forfattere. Hans bøger er oversat til mere end 50 sprog og har inspireret til film, computerspil og masseturisme til de europæiske storbyer, som danner ramme om Langdon-serien. Brown er født i New Hampshire, USA, og har undervist i engelsk på flere amerikanske universiteter, inden han slog igennem som forfatter.

mysteriet

DAN BROWN (f. 1964) er en af verdens

Sammen med kodeekspert Sophie Neveu går Langdon ind i et opklaringsarbejde der viser, at sagen er langt større end mordet: De er på sporet af en flere tusind år gammel hemmelighed. I et livsfarligt kapløb mod tiden må de to forsøge at løse gåden, inden svaret for evigt er tabt.

i c n i v da

t e i r e t mys FORTALT FOR YNGRE LÆSERE! HR. FERDINAND


Tilegnet Blythe ... igen. Mere end nogensinde.

Da_Vinci_mysteriet.indd 2

17/05/18 11.45


Dan Brown

Da Vinci Mysteriet Fortalt for yngre lĂŚsere PĂĽ dansk ved Susanne Torpe

Roman

Hr. Ferdinand

Da_Vinci_mysteriet.indd 3

17/05/18 11.45


Da_Vinci_mysteriet.indd 4

17/05/18 11.45


FAKTA

Sions Priorat – en hemmelig, europæisk loge etableret i 1099 – eksisterer i virkeligheden. På Nationalbiblioteket i Paris fandt man i 1975 nogle pergamenter, kendt under navnet Les Dossiers Secrets, i hvilke en række medlemmer af Sions Priorat nævnes ved navn, blandt andre videnskabsmanden sir Isaac Newton, kunstneren og skulptøren Sandro Botticelli, forfatteren Victor Hugo samt kunstneren og opfinderen Leonardo da Vinci. Opus Dei er en dybt religiøs, katolsk bevægelse, som for nylig har været genstand for store diskussioner på grund af rapporter om brug af ekstreme metoder. Opus Dei har opført sit amerikanske hovedkvarter til en værdi af 47 millioner dollars i New York. Alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i denne roman er sandfærdige.

5

Da_Vinci_mysteriet.indd 5

17/05/18 11.45


Da_Vinci_mysteriet.indd 6

17/05/18 11.45


FORORD

Louvre, Paris Kl. 22.46 Den berømte museumsdirektør Jacques Saunière vaklede ned gennem den hvælvede korridor i museets Grande Galerie. Han kastede sig frem mod det første maleri, han fik øje på, en Caravaggio. Den 76-årige mand greb fat om den forgyldte ramme og hev mesterværket fra det 17. århundrede ned fra væggen, hvorpå han væltede bagover og lå som en bylt under lærredet. Som han havde forventet, faldt et jerngitter i med et smæld lige i nærheden og afskar adgangen til rummet. Parketgulvet rystede. I det fjerne begyndte en alarm at hyle. Museumsdirektøren lå ubevægelig et øjeblik, mens han hev efter vejret og tog bestik af situationen. Jeg er stadig i live. Han skubbede maleriet til side og lod blikket glide gennem det store lokale for at finde et sted at gemme sig. En stemme rungede foruroligende tæt på. “Rør Dem ikke.” Saunière stivnede i sin stilling på alle fire og drejede langsomt hovedet. Blot fem meter fra ham, på den anden side af jerngitteret, stod den enorme overfaldsmand og stirrede ind gennem jerntremmerne. Han 7

Da_Vinci_mysteriet.indd 7

17/05/18 11.45


var høj og bredskuldret, huden var spøgelsesagtigt bleg og håret tyndt og hvidt. Hans øjne var lyserøde med mørkerøde pupiller. Albinoen trak en pistol frem fra sin frakke, stak pistolløbet ind mellem tremmerne og sigtede direkte på Saunière. “De skulle ikke være løbet.” Hans accent var ikke nem at placere. “Fortæl mig, hvor den er.” “Som j-jeg allerede har sagt,” fremstammede museumsdirektøren, “så aner jeg ikke, hvad De taler om!” “De lyver.” Manden stirrede på ham, fuldstændig ubevægelig bortset fra det ondskabsfulde glimt i hans spøgelsesagtige øjne. “De og Deres broderskab er i besiddelse af noget, som ikke er Deres. Fortæl mig, hvor det er skjult, og De vil få lov at leve.” Manden ret­tede pistolen mod museumsdirektørens hoved. “Er det en hemmelighed, De er villig til at dø for?” Saunière havde svært ved at trække vejret. Manden bøjede hovedet og kiggede ned på pistolløbet. Saunière holdt armene op foran sig som for at beskytte sig. “Vent,” sagde han langsomt. “Jeg vil fortælle Dem, hvad De har brug for at vide.” Museumsdirektøren udtalte omhyggeligt sine næste ord – en løgn han havde indøvet mange gange. Da han havde talt færdig, smilede overfaldsmanden selvtilfreds. “Ja, det er præcis, hvad de andre også fortalte mig.” Saunière for sammen. De andre? “Dem fandt jeg også,” sagde den enorme mand hånligt. “Alle tre. De bekræftede, hvad De lige har fortalt.” Det kan ikke passe! Museumsdirektørens sande identitet, tillige med hans tre sénéchaux’ sande identitet, var næsten lige så ukrænkelig som den ældgamle hemmelighed, de beskyttede. Det gik op for Saunière, at hans tre sénéchaux, i overensstemmelse med den aftalte procedure, havde fortalt den samme løgn før deres egen død. Overfaldsmanden sigtede igen. “Når De er død, vil jeg være den eneste, der kender sandheden.” Sandheden. I samme øjeblik gik situationens grufulde alvor op for 8

Da_Vinci_mysteriet.indd 8

17/05/18 11.45


Saunière. Hvis jeg dør, vil sandheden være tabt for evigt. Han forsøgte at kaste sig i dækning. Pistolen gik af, og museumsdirektøren mærkede en sviende smerte, da kuglen trængte ind i hans mave. Kæmpende mod smerten, faldt han forover. Langsomt rullede Saunière om på siden og stirrede ud gennem gitteret på overfaldsmanden. Manden tog sigte mod Saunières hoved. Saunière lukkede øjnene, hans tanker var et virvar af skræk og fortrydelse. Lyden af et hult klik fra et tomt pistolmagasin gav ekko ned gennem korridoren. Museumsdirektøren slog øjnene op. Albinoen kastede et blik på sit våben med et nærmest fornøjet udtryk. Han stak hånden i lommen efter et nyt magasin, men så dernæst ud til at skifte mening med et sigende blik mod Saunières mave. Museumsdirektøren kiggede ned ad sig selv og så skudhullet i sin hvide bomuldsskjorte. Det var indrammet af en lille cirkel af blod et stykke under brystbenet. Min mave. Hans erfaringer fra krigen fortalte ham, at han havde omkring femten minutter tilbage at leve i. “Mit værk her er fuldført,” sagde manden. Så forsvandt han. Overladt til sig selv vendte Jacques Saunière igen blikket mod jerngitteret. Det ville ikke kunne genåbnes før om mindst tyve minutter. Når han blev fundet, ville han være død. Alligevel var den frygt, som nu greb ham, langt større end frygten for hans egen død. Jeg må give hemmeligheden videre. Han fandt styrken til at for­søge at rejse sig. Han kom vaklende på benene, alt imens han så sine tre myrdede logebrødre for sig. Han tænkte på de generationer, der havde været før dem … på opgaven, som de var blevet betroet. En ubrudt kæde af viden. Og nu, på trods af alle sikkerhedsforanstaltningerne … på trods af alle fejlsikringerne … var Jacques Saunière det eneste tilbageværen9

Da_Vinci_mysteriet.indd 9

17/05/18 11.45


de led, den eneste vogter af en af de største og mest betydningsfulde hemmeligheder nogensinde. Han rystede over hele kroppen, men holdt sig oprejst. Jeg er nødt til at finde en måde … Han var spærret inde i Grande Galerie, og der var kun én person på jorden, som han ville kunne give faklen videre til. Saunière kiggede rundt på væggene i sit overdådige fængsel. En samling af verdens mest berømte malerier smilede ned til ham som gamle venner. Forkrampet af smerte samlede han tankerne og alle sine kræfter. Han vidste, at den fortvivlende opgave, der ventede ham, ville kræve hvert eneste tilbageværende sekund af hans liv.

Da_Vinci_mysteriet.indd 10

17/05/18 11.45


KAPITEL 1

Robert Langdon var længe om at vågne. En telefon ringede i mørket – en metallisk og fremmedartet lyd. Han famlede efter sengelampen og fik den tændt. Han kastede et blik på omgivelserne og så et luksuriøst soveværelse med antikke møbler fra det 18. århundrede, vægge dekoreret med håndmalede freskoer og en enorm himmelseng af mahogni. Hvor er jeg? Den jacquardvævede badekåbe, der hang hen over sengegavlen, bar et monogram: HOTEL RITZ PARIS. Langsomt begyndte det at dæmre for ham. Han satte sig op og stirrede træt ind i figurspejlet i den anden ende af værelset. Manden, som stirrede tilbage på ham, virkede fremmed – uglet og udkørt, hans ellers så klare blå øjne var slørede og uoplagte. Mørke skægstubbe dækkede hans stærke kæbeparti, og de grå hår ved tindingerne var på fremmarch og i færd med at brede sig i hans kraftige, sorte hår. Langdon tog røret. “Hallo?” “Monsieur Langdon?” lød en mandsstemme. “Jeg håber ikke, at jeg har forstyrret Dem?” Langdon kiggede lettere omtåget på vækkeuret. Klokken var 00.32. Han havde kun sovet en time og følte sig mere død end levende. “Det er receptionisten, monsieur. De må undskylde, at jeg forstyr11

Da_Vinci_mysteriet.indd 11

17/05/18 11.45


rer, men der er besøg til Dem. Vedkommende insisterer på, at det er yderst vigtigt.” Langdon var stadig forvirret. Besøg? Hans blik stoppede ved en krøllet folder på sengebordet. Det Amerikanske Universitet i Paris præsenterer en aften med Robert Langdon Professor i religiøs symbolik Harvard Universitet, USA Langdon sukkede. Hans bøger om religiøse malerier og symboler havde, imod hans ønske, gjort ham til en berømthed i kunstkredse, og aftenens forelæsning – et lysbilledshow om hedenske symboler skjult i stenmurene i domkirken i Chartres – havde højst sandsynligt rystet nogle konservative sjæle blandt publikum. Det var sikkert en eller anden professor i religionsvidenskab, som havde fulgt efter ham til hotellet for at starte en diskussion. “Jeg beklager,” sagde Langdon, “men jeg er temmelig træt og –” “Mais, monsieur,” insisterede receptionisten og sænkede stemmen til en indtrængende hvisken. “Deres gæst er en højtstående person. Han er allerede på vej til Deres værelse.” Langdon blev lysvågen. “Har De sendt nogen op til mit værelse?” “Jeg beklager, monsieur, men en mand som ham … jeg har ikke tilstrækkelig autoritet til at stoppe ham.” “Hvem er det lige præcis, det drejer sig om?” Men receptionisten havde lagt røret på. I samme øjeblik blev der banket hårdt på døren. Langdon lod benene glide ud af sengen og mærkede tæerne synke dybt ned i gulvtæppet. Han trak i badekåben og gik hen mod døren. “Hvem er det?” “Mr. Langdon? Jeg må tale med Dem.” Manden talte engelsk 12

Da_Vinci_mysteriet.indd 12

17/05/18 11.45


med accent – hans stemme var skarp og autoritær. “Mit navn er kriminalkommissær Jérôme Collet. Direction Centrale Police Judicia­ ire.” Langdon stoppede op. Kriminalpolitiet? Hvorfor skulle det franske DCPJ ville tale med ham? Langdon lod sikkerhedskæden blive på og åbnede døren et par centimeter. Ansigtet, der mødte ham, var smalt og udtryksløst. Manden var slank og iført en blå uniform. “Må jeg komme indenfor?” spurgte han. Langdon tøvede usikkert. “Hvad drejer det her sig egentlig om?” “Min capitaine har brug for Deres ekspertise i et privat anliggende.” “Nu?” udbrød Langdon. “Det er midt om natten.” “Er det korrekt, at De havde planlagt at mødes med Louvres direk­ tør i aften?” Langdon mærkede en pludselig bølge af ubehag. Han og den ærværdige museumsdirektør Jacques Saunière havde aftalt at mødes over en drink efter Langdons forelæsning, men Saunière var aldrig dukket op. “Ja. Hvor ved De det fra?” “Vi fandt Deres navn i hans kalender.” “Der er vel ikke noget galt?” Kriminalkommissæren udstødte et dystert suk og rakte et fotografi ind gennem den smalle dørsprække. Langdon stivnede, da han så billedet. “Dette billede blev taget for mindre end en time siden. Inde på Louvre.” Mens Langdon stirrede på det besynderlige billede, veg hans umiddelbare væmmelse og chok til side, og vreden vældede op i ham i stedet. “I betragtning af Deres viden om symbolik og Deres aftale om at mødes med Saunière er det vores håb, at De ville kunne hjælpe os med at kaste lys over, hvad der er sket.” 13

Da_Vinci_mysteriet.indd 13

17/05/18 11.45


Langdons forfærdelse blev nu blandet med frygt. “Symbolet, som er der,” begyndte han, “og den besynderlige måde hans krop er …” “Anbragt?” foreslog kriminalkommissæren. Langdon nikkede, og det løb ham koldt ned ad ryggen, da han så op. “Jeg kan ikke forestille mig, hvem i alverden der kunne finde på at anbringe nogen på den måde.” Kriminalkommissærens mine var dyster. “De har vist ikke helt forstået det, mr. Langdon. Det De ser på fotografiet …” Han holdt en kort pause. “Monsieur Saunière har selv anbragt sig sådan.”

Da_Vinci_mysteriet.indd 14

17/05/18 11.45


KAPITEL 2

Et par kilometer derfra humpede den enorme albino Silas ind gennem lågen til et luksuriøst hus på Rue La Bruyère. Han bar et pigbesat bælte rundt om låret – en såkaldt cilice. Alle tro tilhængere af Vejen bar denne anordning – en læderstrop dækket med skarpe metalpigge, der forårsagede smerte – som en konstant påmindelse om Kristi lidelse på korset. Hans sjæl sang af tilfredsstillelse over at tjene Herren. Silas gik stille gennem lobbyen og op ad trappen for at undgå at vække nogen. Døren til hans værelse stod åben; låse var forbudt her. Han gik ind og lukkede døren efter sig. Værelset var spartansk indrettet: trægulv, en fyrretræskommode og en lærredsmåtte i hjørnet, som gjorde det ud for hans seng. Han var gæst her i Paris i denne uge, men i mange år havde han været velsignet med et tilsvarende fristed i New York. Herren har givet mig ly og en mening med livet. I aften følte Silas langt om længe, at han var begyndt at betale af på sin gæld. Han skyndte sig hen til kommoden, fandt sin mobiltelefon, som var gemt i den nederste skuffe, og trykkede et nummer. “Ja?” svarede en mandsstemme. “Mester, jeg er tilbage.”

15

Da_Vinci_mysteriet.indd 15

17/05/18 11.45


“Sig frem,” kommanderede stemmen, som lød lettet over at høre fra ham. “Alle fire er væk. De tre sénéchaux – og selve stormesteren.” Der var et øjebliks pause som for at give plads til en stille bøn. “Så formoder jeg, at De har oplysningerne?” “Alle fire sagde det samme. Uafhængigt af hinanden.” Silas tøvede, vel vidende at de oplysninger, han havde indhentet fra sine ofre, ville komme som et chok. “Mester, alle fire bekræftede eksistensen af clef de voûte – den legendariske slutsten.” Han hørte, hvordan Mesteren snappede efter vejret i telefonen, og han fornemmede hans ophidselse. “Slutstenen … “ I følge overleveringen havde broderskabet lavet et kort af sten – en clef de voûte eller en slutsten – en tavle med indgraveringer, der afslørede det endelige hvilested for broderskabets største hemmelighed: En hemmelighed så mægtig at bevogtningen af den udgjorde selve baggrunden for broderskabets eksistens. “Når vi kommer i besiddelse af slutstenen,” hviskede Mesteren, “vil vi kun være ét skridt fra målet.” “Vi er tættere på, end De aner. Slutstenen befinder sig her i Paris.” “Paris. Utroligt. Det er næsten for let.” Silas beskrev aftenens begivenheder – hvordan alle fire ofre umiddelbart inden deres død havde fortalt Silas nøjagtig det samme: At slutstenen omhyggeligt er gemt et ganske bestemt sted i en af Paris’ gamle kirker – Église Saint-Sulpice. “I Guds eget hus,” udbrød Mesteren. “Hvor de håner os!” “Som de har gjort gennem århundreder.” Mesteren tav som for at lade sig omslutte af øjeblikkets triumf. Til sidst brød han tavsheden. “De har gjort Gud en uvurderlig tjeneste. Silas, De må nu få fat i stenen for mig. Straks. I nat.” Og Mesteren forklarede, hvad der skulle gøres.

16

Da_Vinci_mysteriet.indd 16

17/05/18 11.45


Da Silas lagde på, dirrede han af spænding. En time, sagde han til sig selv og var taknemmelig over, at Mesteren havde givet ham tid til at udføre den fornødne bodshandling, før han skulle betræde Guds hus. Jeg må rense min sjæl for dagens synder. Smerte er godt, hviskede han.

Da_Vinci_mysteriet.indd 17

17/05/18 11.45


KAPITEL 3

Den kølige aprilluft sneg sig ind gennem politibilens åbne vindue, da den strøg gennem Paris. Robert Langdon sad på passagersædet og forsøgte at få styr på sine tanker. Et hurtigt bad og en barbering havde fået ham til at se nogenlunde præsentabel ud, men det havde ikke formået at dulme hans uro. Det skræmmende billede af museums­ direktørens lig havde brændt sig fast på hans nethinde. Jacques Saunière er død. Langdon kunne ikke undgå at føle museumsdirektørens død som et stort tab. På trods af Saunières ry for at være meget reserveret gjorde hans inderlige interesse for kunst ham til en mand, det var nemt at værdsætte, og Langdon havde virkelig glædet sig til at møde ham. Udenfor var byen først nu ved at gå til ro – gadehandlere trak afsted med deres små vogne med brændte mandler, tjenere bar køkken­ affald ud til den nærmeste container, et kærestepar puttede sig ind til hinanden for at holde varmen i den lette, jasminduftende forårsbrise. Citroënen navigerede sig vej gennem mylderet med stor autoritet; den skingre lyd fra sirenen delte trafikken som en kniv. “Le capitaine var glad for at høre, at De stadig var i Paris,” sagde kriminalkommissæren, idet han drønede ind gennem den nordlige indgang til den berømte Tuileriehave – et sted Langdon altid havde anset som værende nærmest helligt område. Dette var haven, hvor 18

Da_Vinci_mysteriet.indd 18

17/05/18 11.45


Claude Monet havde eksperimenteret med form og farve, og den var helt konkret selve inspirationskilden til den impressionistiske bevægelse. Kriminalkommissæren slukkede for den hylende sirene. Langdon sukkede dybt og nød den pludselige stilhed. Citroënen drejede til venstre, mod vest, ned gennem parkens hovedallé. Efter at have rundet en lille dam krydsede chaufføren en øde vej og fortsatte ud mod en stor firkantet plads. Nu kunne de se enden af Tuileriehaven, et sted der var markeret med en gigantisk porthvælving af sten. Arc du Carrousel. En plads værdsat af kunstelskere. Herfra kunne man se fire af de fornemste kunstmuseer i verden – et i hvert verdenshjørne. Gennem højre siderude, mod syd, kunne Langdon se den gamle banegårds dramatisk oplyste facade – i dag det velrenommerede Musée d’Orsay. Mod venstre, kunne han skimte toppen af det ultramoderne Pompidou Center, som rummede Paris’ Museum for Moderne Kunst. Og Langdon vidste, at den gamle Ramses-obelisk, som markerede Musée du Jeu de Paume, kunne ses bag ham over trætoppene mod vest. Men det var forude, mod øst gennem porthvælvingen, at Langdon nu kunne se det enorme renæssancepalads, som var blevet verdens berømteste kunstmuseum. Musée du Louvre. Med form som en hestesko var Louvre den længste bygning i Europa – den strakte sig længere end tre Eiffeltårne på langs. Bygningen rejste sig som en fæstning mod Paris’ himmel, et storslået bygningsværk med en næsten ti hektar stor, åben plads mellem museumsfløjene. Langdon huskede første gang, han havde gået turen langs Louvres ydermure – en tur på fem kilometer. Man har regnet ud, at det ville tage fem uger at betragte samtlige 65.300 kunstværker i bygningen ordentligt, men de fleste turis­ ter foretrak en forkortet version af oplevelsen, som Langdon kaldte Louvre light – et kapløb gennem museet for at se de tre berømteste 19

Da_Vinci_mysteriet.indd 19

17/05/18 11.45


værker: Mona Lisa samt marmorskulpturerne Venus fra Milo og Nike fra Samothrake. Chaufføren hev en walkie-talkie frem og sagde på susende hurtigt fransk: “Monsieur Langdon est arrivé. Deux minutes.” Han vendte sig mod Langdon. “Le capitaine tager imod Dem ved hovedindgangen.” Derefter gassede han op og drønede op over kantstenen. Louvres hovedindgang rejste sig dristigt forude. La Pyramide. Indgangspartiet – en 22 meter høj neomodernistisk glaspyramide, designet af den kinesiskfødte amerikanske arkitekt I. M. Pei – var blevet næsten lige så berømt som selve museet, om end den var genstand for heftige diskussioner. “Kan De lide vores pyramide?” spurgte kriminalkommissæren. Langdon rynkede panden. Han vidste, at det var et lumsk spørgsmål. Hvis man indrømmede, at man kunne lide pyramiden, var man stemplet som smagløs, og hvis man gav udtryk for, at man ikke brød sig om den, var det en fornærmelse mod det franske folk. “Mitterrand var en modig mand,” svarede Langdon i et forsøg på at dele sol og vind lige. Det siges om den tidligere franske præsident, der stod bag beslutningen om opførelsen af pyramiden, at han led af et Farao-syndrom, eftersom han havde fyldt Paris med egyptiske obelisker, kunstværker og artefakter. “Hvad hedder Deres chef?” spurgte Langdon i et forsøg på at skifte emne. “Bezu Fache,” sagde chaufføren. “Vi kalder ham le Taureau.” Langdon skævede til ham. “Tyren?” Kriminalkommissæren løftede øjenbrynene. “Deres franske er bedre, end De vil indrømme, monsieur Langdon.” Mit franske er elendigt, tænkte Langdon, men mit kendskab til stjernetegnene er ganske godt. Astrologi var stort set ens over hele verden, og Taurus var altid tyren. Kriminalkommissæren standsede bilen og pegede ind mellem to 20

Da_Vinci_mysteriet.indd 20

17/05/18 11.45


springvand på en stor svingdør på siden af pyramiden. “Jeg fik ordre på at efterlade Dem her. Jeg har andre ting at tage mig til. Held og lykke, monsieur.” Langdon sukkede, steg ud og satte kursen mod hovedindgangen, idet bilen gassede op og kørte væk. Han løftede hånden for at banke på glasset, men i samme øjeblik dukkede en skikkelse frem af mørket. Manden gik med målrettede skridt op ad den buede trappe. Han var mørk og firskåren, med brede skuldre og korte, kraftige ben. Han gjorde tegn til Langdon om at træde indenfor. “Jeg er Bezu Fache,” meddelte han, idet Langdon gik ind gennem svingdøren. “Chefkriminalinspektør.” Hans stemme passede til hans udseende – en dyb buldren, som optræk til uvejr. Langdon rakte hånden frem. “Robert Langdon.” Faches enorme hånd lukkede sig om Langdons med knusende styrke. “Mr. Langdon.” Faches sorte øjne fastholdt hans blik. “Kom.”

Da_Vinci_mysteriet.indd 21

17/05/18 11.45


FOTO: DAN COURTER

En historisk, verdensomspændende sammensværgelse Et kapløb mod tiden Hvem når i mål? Robert Langdon er professor i religiøs symbolik ved Harvard. Han er i Paris for at give en forelæsning og skal samtidig mødes med en kurator for byens store kunstmuseum, Louvre. Men samme aften findes den berømte museumsmand død, myrdet foran maleriet af Mona Lisa. Ved siden af liget er der skrevet en række mystiske koder, og politiet får hurtigt brug for Langdons hjælp til at bryde dem.

For første gang er Dan Browns internationale megabestseller her fortalt for et yngre publikum, så en ny generation kan følge Langdon på den åndeløse mission fra Paris til London via historien, kunsten og de verdenskendte monumenter.

Ikke siden Harry Potter har nogen forfatter med så iøjnefaldende fryd taget læseren med på en så hæsblæsende jagt og en så forrygende efterforskning. THE NEW YORK TIMES

HR. FERDINAND

da vinci

mest succesfulde nulevende forfattere. Hans bøger er oversat til mere end 50 sprog og har inspireret til film, computerspil og masseturisme til de europæiske storbyer, som danner ramme om Langdon-serien. Brown er født i New Hampshire, USA, og har undervist i engelsk på flere amerikanske universiteter, inden han slog igennem som forfatter.

mysteriet

DAN BROWN (f. 1964) er en af verdens

Sammen med kodeekspert Sophie Neveu går Langdon ind i et opklaringsarbejde der viser, at sagen er langt større end mordet: De er på sporet af en flere tusind år gammel hemmelighed. I et livsfarligt kapløb mod tiden må de to forsøge at løse gåden, inden svaret for evigt er tabt.

i c n i v da

t e i r e t mys FORTALT FOR YNGRE LÆSERE! HR. FERDINAND

Da Vinci mysteriet. Fortalt for yngre læsere  

For første gang er Dan Browns internationale megabestseller her fortalt for et yngre publikum, så en ny generation kan følge Langdon på den...

Da Vinci mysteriet. Fortalt for yngre læsere  

For første gang er Dan Browns internationale megabestseller her fortalt for et yngre publikum, så en ny generation kan følge Langdon på den...

Advertisement