Page 1

90 mm

148 mm

Frmesks farmor insisterer på, at hun bliver omskåret med det

220 mm

Foto © Henriette Mørk

samme, men Frmesks mor frygter, at hun er for lille og svag til at kunne overleve indgrebet. Endnu mere frygter hun sin mand og truslen om, at han vil skaffe den lille af vejen. Da hans voldelige adfærd intensiveres, er hendes eneste udvej at sætte barnet i pleje hos sine egne forældre. Frmesks mormor er dødevasker. Hun tager sig af de kvinder, som ingen andre vil begrave kvinder dræbt i vanære og skam.

SARA OMAR

(f. 1986) er dansk-kurdisk. Hun har boet i Danmark siden 2001. Hun er født og opvokset i Kurdistan, men måtte flygte derfra i slutningen af 1990’erne på grund af krig. Sara Omar er kandidatstuderende i statskundskab, sidder i Expert Advisory-panel for Arts & Globalization og er bestyrelsesmed-

Frmesks morfar er pensioneret oberst, og til forskel fra sin kone læser han ikke kun i Koranen, men besidder et mangfoldigt bibliotek. Det er et kærligt hjem, som dog kun for en tid er i stand til at skærme Frmesk mod den fysiske og psykiske overlast, der ubønhørligt nærmer sig fra alle sider i et Kurdistan præget af krig, folkedrab og had. DØ DE VA SKE RE N er en voldsom roman om et ekstremt udsat pigeliv.

lem ved nogle af Danmarks kvindeorganisationer og -foreninger. Hun har tidligere bidraget med digte til henholdsvis Ord på flugt udgivet af Dansk PEN i 2016 og det svenske

SARA OMAR DØDEVASKEREN

Det nyfødte pigebarn Frmesk er ikke ønsket af sin far på grund af sit køn. Hun er tilmed mærket for livet med en lille kridhvid hårtot på sin barneskaldede isse. Er det et tegn fra Allah? Er hun velsignet eller forbandet?

34,5 mm

90 mm

148 mm

SARA OMAR

Når du allerede fra fødslen stemples, fordi du kun er en pige; når du fødes med mærkaterne skyld og skam præget ind i huden, fordi du kun er en pige; når dit vilkår som menneske er, at du aldrig vil være god nok, fordi du ikke er født som dreng – så har du kun tre veje, du kan vælge gennem livet: Du kan forsøge at holde ud, dræbe din stemme og gennemleve volden og undertrykkelsen som en tavs eksistens bag dit slør.

DØDE

VA S K E R E N

Du kan dø for din egen hånd eller en mands. Eller du kan forsøge at bryde fri, selvom det koster dig alt. Måske endda livet. Uddrag fra bogen

ROMAN POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2697-9

KRITIKER i 2014. Dødevaskeren

Omslag: henriettemork.dk

er hendes romandebut.

Foto © Henriette Mørk og Shutterstock

Dødevaskeren_2017_omslag_061117.indd 1

06/11/17 09:21


DØDEVASKEREN ROMAN

Politikens Forlag

Dødevaskeren.indd 3

02/11/17 12.11


“Hvis I er i en tilstand af urenhed, så rens jer. Hvis I kommer fra nødtørftsstedet eller I har rørt ved kvinder, og I så ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres hænder dermed. Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde på jer, men Han ønsker at rense jer.” Al-Maeda, sura 5, vers 6, Koranen.

Narrated ‘Imran bin Husain: The Prophet said, “I looked at Paradise and found poor people forming the majority of its inhabitants; and I looked at Hell and saw that the majority of its inhabitants were women.” Hadith: Sahih al-Bukhari 4: 464 Book of Beginning of Creation; Book 54

Dødevaskeren.indd 5

02/11/17 12.11


Til Frmesk Pigen, der i mange tunge år har levet som fange i mit hjerte.

Til Min mor af både ånd og fødsel. Det er igennem ordets kraft, at vi bliver tidsløse, at vi kan forandre.

Dødevaskeren.indd 7

02/11/17 12.11


Personer

Kurdistan: Frmesk: Den nyfødte Anwar: Frmesks far Rubar: Frmesks biologiske mor Baban: Frmesks bror Gawhar: Frmesks mormor Darwésh: Frmesks morfar Aso: Frmesks onkel Sherzad: Frmesks onkel Bahra: Frmesks farmor og Anwars mor. Fayaq: Stedfar til Anwar Shno: Frmesks faster Tofiq: Frmesks oldefar, far til Bahra Rashid: Tofiqs stedsøn Muhammad: Frmesks onkel Sabri: Muhammads hustru Amal: Frmesks kusine, Muhammads datter (ud af en børneflok på fire)

9

Dødevaskeren.indd 9

02/11/17 12.11


Askol: Darwéshs kusine Kani: Askols datter Jairan: Fayaqs søster Hawré: Jairans mand Hanar: Jairan og Hawrés datter (ud af en børneflok på tre) Manij: Gawhars nabo og veninde Latif: Manijs mand Ashti: Manijs datter Nashmil: Manijs datter Chra: Latifs nye hustru Hapsa, Shler, Shukri: Gawhars veninder og medlemmer af hendes bedegruppe Hataw: Gawhars kusine Trifa: Hataws datter Bakhtyar: Trifas mand Faruq: Trifas svigerfar, gift med Vian Vian: Trifas svigermor Fatima: Jordemoder Osman: Fatimas mand Sirwan: Darwéshs soldaterkammerat, der bor i Halabja Danmark: Frmesk: Den sengeliggende Darya: Ung medicinstuderende Jamal: Daryas far Shwan: Daryas grandfætter Lene: Sygeplejerske

Dødevaskeren.indd 10

02/11/17 12.11


Kapitel 1 10. august 2016

Skejby Hospital, Danmark Khanda løber ud af huset. Hendes kjole er plettet af blod. Lige efter hende kommer faren. Hans ansigt koger af vrede. Han råber om den skam, der er slået ned midt i hans families skød. Min ære er krænket, brøler han. Vores familie ligger i ruiner som husene omkring os. Khanda skriger hæst. Hun prøvede bare cyklen, og blodet kom af sig selv. Hun er bange. Vil bare trøstes. Hun er bange for blodet, der pludselig løb ud af hende. Som tykt, rødt tis. Bange for faren, der eksploderede, så snart han så hende. Han griber fat i hendes hår og tvinger hende ned på grusvejen. Flere folk samler sig. Hun har jo bare cyklet, råber en skinger stemme bag dem. Skån vores datter. Skån hende, min mand. Vores lille liv. Faren slår pigen hårdt og river hende tæt hen til sig. Jeg kan ikke leve med en skændet datter, råber han og trækker en kniv fri af bæltet. Allahu Akbar, Allah er størst, lyder stemmerne omkring dem. Varmen er kvælende. Mændenes posede bukser klæber til huden. De tætvævede, sorte chadors damper om kvindernes kroppe. Hvisken og spredte tilråb. Skån hende, skriger kvinden bag dem igen. 11

Dødevaskeren.indd 11

02/11/17 12.11


Manden slår kvinden hårdt i ansigtet, så hun falder om på vejen. Kravl ind i huset, hvæser han. Det er din skyld. Kvinden kommer op og løber tilbage mod huset. Gruset og sandet fra vejen drysser fra hendes kjole. Tørklædet har revet sig løs under hans slag. Khanda græder. Hun stirrer på munden, der messer, hurtigere end hun kan opfatte. Han slår hende igen i ansigtet og tvinger hendes mund op, mens han råber om ære og krænkelse. Spyttet står ud fra ham. Bismillah. I Allahs navn. Allahu akbar. Han trækker tungen ud af munden på sin datter og snitter den af i ét hug. Allahu akbar, Allahu akbar lyder det fra tilskuerne i flere hysteriske råb. Khanda falder sammen på vejen og spytter blod. Hendes stemme er væk. Er blevet til uartikulerede lyde. Tungen giver sig i nervekramper på gruset. Faren bukker sig fremover og borer fingrene ind i hendes lange hår. Han river hendes hoved til sig, griber fat om det ene øre og skærer det af tæt ved kraniet. Så det andet. Khanda ruller sig sammen på gruset. Hendes mor kommer løbende tilbage mod dem. Denne gang med en dunk i hænderne. Hun stopper op. Skriger konstant. Hun ryster over hele kroppen. Øjnene er opløste. Hun tømmer dunken ud over sig selv. Tænder med det samme en tændstik og er på få sekunder omspændt af flammer. Hun løber videre hen mod dem som en levende fakkel, men synker om på vejen, inden hun når frem til sin blødende datter. Stemmerne bølger hidsigere og hidsigere. Khandas øjne lukker sig. En stemme trængte igennem. En ny kurdisk stemme. Frmesk mærkede mareridtet bryde sammen. Hun så Khanda og hendes mor dø hver eneste nat. Jagende, blodige lyn af billeder fra barndommen i Zamwa. Hun havde fulgtes med Khanda, da blodet kom. Hun så det for sig. Hele tiden. Pigen, der blødte ihjel. Moren, der brændte op. Mændene, der jublede og råbte om Allahs straf over skøgerne. Kvinderne, der i skjul mumlede: Inna lillahi wa inna ­ilayhi raji’un. Vi tilhører Allah, og til Ham skal vi vende tilbage. Det var ikke bare mareridt. Det var virkelighed. “Hvad vil du?” hviskede den nye stemme. 12

Dødevaskeren.indd 12

02/11/17 12.11


Frmesk åbnede prøvende øjnene. Hendes lunger pumpede stadig luft ud og ind i hastige stød. Munden var tør. Hovedet tungt. “Nej, jeg er på arbejde,” fortsatte stemmen. “Det ved du da. Her er kun kvindelige sygeplejersker og læger. “Baakhuda, jeg sværger ved Allah.” Døren ind til stuen blev skubbet op af en sygeplejerske. “Helt ærligt, Darya,” sagde hun. “Du kan ikke gå rundt og snakke i den mobil hele dagen.” “Jeg er nødt til at lægge på, far,” sagde den unge kvinde nu på dansk. “Jeg må ikke snakke i arbejdstiden.” “Det er tredje gang i dag,” sagde sygeplejersken. “Og der er ikke én af os andre, der aner, hvad du siger.” Hun var stille et øjeblik, mens Darya fik lagt på. “Jeg bliver nødt til at indberette det.” “Nej,” sagde Darya. “Det må du ikke, Lene. Min far ... jeg vil ikke miste mit job.” Lene rystede på hovedet. “Jeg kan ikke blive ved med at holde hånden over dig, hvis ikke du strammer op.” “Men jeg får problemer, hvis jeg ikke tager den.” “Det får du også, hvis du gør.” “Undskyld, må jeg få et glas vand og noget smertestillende,” afbrød Frmesk. De to kvinder vendte sig begge om. “Det må du undskylde,” sagde Lene. “Det er godt, du er kommet til dig selv igen. Vi har været lidt bekymret over din urolige søvn.” Hun gik hen til Frmesk. “Du er jo også helt fugtig. Skal vi ikke skifte dit tøj?” “Bare noget smertestillende,” sagde Frmesk. Lene nikkede og justerede det ene af de to drop, der løb ind i Frmesks venstre arm. “Jeg kommer med et par piller om et øjeblik.” Frmesk fulgte sygeplejersken med øjnene. Hendes ryg var rank og slank, og hendes rødblonde hår var samlet i en fletning ned mellem skulderbladene. Træskoene på hendes fødder klaprede mod det blanke gulv. “Skal jeg ikke vende din dyne?” sagde Darya og trak Frmesks op13

Dødevaskeren.indd 13

02/11/17 12.11


mærksomhed til sig. Et hvidt tørklæde lå som en ramme om den unge kvindes gyldne ansigt og mørkebrune øjne. Frmesk rettede på sin hospitalstrøje under dynen. “Er det i orden, at jeg løfter nu?” Frmesk nikkede. “Bismillaah Al-Rahman Al-Raheem. I Allahs navn,” hviskede Darya. Hun løftede dynen og rystede den et par gange i luften, før hun lagde den hen over Frmesk igen. Stoffet føltes køligt. Frmesks blik gled rundt i stuen. I vinduet stod en kaktus og en orkidé; på hendes sengebord stod et enkelt slukket stearinlys, og på væggen overfor hang et TV. Darya strakte sig ind over sengen og glattede efter. Hendes ene ærme gled op, og Frmesk kunne se tre aflange, fingertykke mærker på tværs af hendes underarm. Darya trak armen til sig. “Du er kurder, ikke?” Frmesk nikkede. “Det er vi begge, kunne jeg høre.” Darya så væk. “Dit navn betyder ocean,” sagde Frmesk. Darya smilede genert. “Jeg er fra Bagdad. Vi flygtede, da jeg var lille.” “Bagdad,” gentog Frmesk. “Mine bedsteforældre var kurdere,” sagde Darya. “De blev vist tvangsflyttet dertil, men jeg er ikke sikker.” “Det kan sagtens passe,” fortsatte Frmesk og løftede hovedet. “Jeg hjælper dig lige med puderne,” sagde Darya og skubbede de to puder bag Frmesk til rette. “Så, nu kan du godt læne dig tilbage.” Hun rettede sig op og skubbede sit tørklæde på plads. “Hvordan går det?” “Jeg har mange smerter,” sagde Frmesk og gned sig i tindingen. Darya nikkede. “Det var også en stor operation.” Hun så på ­Frm­esk. “Du har været indlagt flere gange, kan jeg se.” Frmesk så ud i luften. “Var du her, da jeg lå til opvågning?” “Ja,” sagde Darya. “Du både ryster og sveder meget, når du sover.” 14

Dødevaskeren.indd 14

02/11/17 12.11


“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov af mig selv,” sagde ­ rmesk, men trak så vejret dybt en enkelt gang: “Det skal du ikke F tænke på.” “Jeg synes heller ikke, du får mange besøg,” sagde Darya så. “Der plejer ellers at komme ret mange, når det er en af os.” “De kommer jo ikke for at besøge én. Alle vil bare vide, hvad man fejler, og hvorfor man er indlagt, så de har noget at snakke om.” “Undskyld, det var ikke min mening at gøre dig ked af det,” svarede Darya. “Sådan er vores kultur vel?” sagde Frmesk. “Sladrekonerne,” sagde Darya med et smil. “Det plejer min mor at kalde det, når min far ikke er i nærheden.” “Mændene er mindst lige så slemme,” sagde Frmesk. Lene kom ind. Hun havde en bakke med sig med et glas vand og et lille bæger med to piller. “Vi kan nok ikke gøre dig helt smertefri, men du kan tage dem her.” “Tak.” “Er alt ellers okay?” Frmesk nikkede. “Der er ingen gennemblødning,” sagde Darya. “Og maven ser fint flad ud, så der er ingen tegn på infektion.” “Godt, så løber jeg igen.” “Vil du ikke åbne vinduet lidt?” spurgte Frmesk, da hun og Darya igen var alene på stuen. “Jeg vil gerne mærke vinden.” Darya fik det ene vindue skubbet op. Hun stod lidt og så ud over engen. “Trækker det derhenne?” “Nej,” sagde Frmesk og lukkede øjnene. “Det minder mig om vinden i Zamwa.” “Zamwa? Hvor ligger det?” “Det er Sulaymaniyahs oprindelige navn.” “Ah, så du er fra Sulaymaniyah,” udbrød Darya. Frmesk slog øjnene op igen og fulgte Daryas bevægelser. “Er dine skader derfra?” 15

Dødevaskeren.indd 15

02/11/17 12.11


“Hvad mener du?” “Fra dit liv i Zamwa?” Frmesk drejede hovedet væk. “Undskyld. Det kommer heller ikke mig ved,” sagde Darya hurtigt.

Dødevaskeren.indd 16

02/11/17 12.11


Kapitel 2 21. august 1986

Zamwa, Kurdistan Den lune østenvind stred sig umætteligt gennem Zamwas snoede gader i sin jagt på ofre, som den kunne rive omkuld eller trække med sig i sit slibende glid mellem byens bygninger. Dens hæse åndedrag piskede små, skarpe sandkorn op fra vejene og lod dem hvirvle rundt i en støvet dans langs byens forblæste husrækker. Et for et gloede vinduerne ud i aftenskumringen med deres kantede, sorte øjne, som ansigter, der stirrede stift og vidende frem fra mørket, men aldrig røbede, hvad de så og gemte. I ét nu skiftede blæsten retning. Den kastede sig for fuld styrke over husenes tage, og de tykke træbjælker under dem gav sig flere steder i lange skurende suk, som genlød gråden fra tusindvis af magtesløse eksistenser, der for længst havde mistet kræfterne til at kaste angrebene af deres rygge. Månens blik fandt vej gennem det vatterede tæppe, der lå hen over himlen fra bjergryg til bjergryg. Blæsten slap sit greb og rev sig ned langs en gade i Malkandi-kvarteret. Dens støvede ånde lagde sig mod husets gråbrune murværk og hvæsede arrigt i natten. 17

Dødevaskeren.indd 17

02/11/17 12.11


En kvinde stirrede ud i mørket fra sit skjul bag en mat rude. “Ya Allah, bær vores vinger i denne stund,” hviskede hun for sig selv og gned sig over sine trætte kinder med to rynkede fingre. Rummet bag hende blødte op i et anstrengt suk. Den gamle vendte sig om og så hen mod sin yngste datter, der lå på en madras på gulvet. “Kommer den jordemoder ikke snart?” stønnede den unge kvinde. “Fatima er på vej, min pige,” sagde den gamle stille og trådte hen til Rubar, mens hun knugede sin koran mellem begge hænder. “Men blæsten er nådesløs her til aften.” Rubar lod en hånd glide gennem sit hår. Heden i rummet var omklamrende. Hendes tunge og svedige krop, som hun denne nat gerne gav fra sig, hvis nogen var dum nok til at tage imod dens lidelser, klistrede til lagnerne og barselsskjorten, så tanken om at blive i sig selv hele den lange nat føltes umulig. Selvom hun vidste, at hendes mand ikke kunne være der, så var hun alligevel vred på ham. Det var hans skyld, at hun nu igen lå her. Altid skulle han kravle på hende. Hun klemte øjnene sammen under jagene fra en ve. “Hvad er der med mor, mormor Gawhar?” lød en lille stemme. “Din mor venter på, at lillebror kommer ud af maven,” svarede den gamle uden at se på drengen. “Jeg håber, han kommer hurtigt, så,” sagde han. Rubar tvang sin bevidsthed tilbage i rummet. “Min gode søn,” hviskede hun. “Min Baban.” Den lille drengs brune øjne sprang uroligt frem og tilbage mellem de to kvinder. “Ja,” sagde Gawhar og nikkede langsomt med hovedet. “Baban passer på os i aften.” Hun så på drengen. “Tænk, at det er over fem år siden, du kom til verden lige her i stuen.” Drengen greb en lille zil-lastbil, som han havde fået af sin far. En dag skal du med ud at køre en tur i den store lastbil, havde faren sagt. Baban havde lyst op ved tanken, men det var ikke altid, at det 18

Dødevaskeren.indd 18

02/11/17 12.11


var smil, der sprang ud på hans kinder, når lyden af lastbilen bragte faren ind i huset til dem. Baban brummede lavt, mens han førte lastbilen rundt på tæppet foran sig uden at se rigtigt på den. Tæt ved ham løb en stribe af myrer, der fulgte et usynligt spor, hvor tæppet mødte gulvets sandede stenfliser. Rubar ville sige noget til drengen, men blev revet tilbage i sig selv af en ny ve. “Min datter,” hviskede Gawhar lavt for sig selv. “Må Allah se i nåde til, at du ikke opløses og smelter bort fra mig mellem lidelsernes stråler.” Vinden slog et hårdt slag mod ruderne og trak for et kort øjeblik alle rummets opskræmte øjne til sig. “Bismillaah, i Allahs navn.” Gawhar rystede bekymret på hovedet, mens hendes fingre forsigtigt pillede ved den side, hun var i gang med i Koranen. Sådan som hendes datter kvaltes af smerterne på madrassen, ville hun ønske, at hun alene ved tankens kraft kunne trække jordemoderen ind til dem, eller at hun i dette øjeblik kunne tage smerterne ud af sin datter og gemme dem væk i sig selv. “Hun kommer om lidt,” hviskede hun. “Om Allah vil det!” Rubar flyttede besværet på sig. Hun var nervøs for, om hun kunne komme til at ødelægge madrassen, hun lå på, for det var én, hendes mand havde haft med sig hjemmefra. “Det kan vel ikke tage så lang tid for det kvindemenneske at komme herover? Hun bor jo lige ovre på den anden side af vejen.” Hendes stemme sank sammen i et tungt punkt. “Men de spiser vel.” Gawhar, der var begyndt at messe en sura fra Koranen, blinkede enigt, men afbrød ikke sit vers. Hun vidste kun alt for godt, at Fatimas mand havde gæster, og der skulle serveres for dem, før hun kunne forlade hjemmet og hjælpe en fødende kvinde. Der lød en svag banken, og Gawhar rejste sig hurtigt op for at komme lyden i møde. 19

Dødevaskeren.indd 19

02/11/17 12.11


Hele værelset, der i de seneste timer havde været som en udvisket tåge for Rubars syn, tonede nu frem. Stemmerne ude fra entréen trak i hende, men den nye stemme bar ikke den ventede tryghed med sig, og skuffelsen i hendes øjne voksede sig stor, da hun så, at det blot var hendes fars kusine, Askol, der havde trodset blæsten og fundet vej ind til dem. Baban sprang op fra tæppet og løb hen til tanten. Han omfavnede hendes ben. “Min fine smukling,” sagde Askol lavt og fandt en slikkepind frem. “Kommer far hjem?” “Ikke lige nu, min blomst,” svarede Gawhar. “Det er ikke noget for mænd at være i en fødestue.” “Jeg er også en mand.” “Ja,” smilede Askol. “Men kun en lille en.” Rubar klemte øjnene sammen og holdt om den nederste del af sin mave. Et kraftfuldt vindstød greb fat i huset. Den nøgne petroleumslampe flimrede og fik kvinderne til at se forskrækket op. Gawhar forbandede i sit indre den manglende elektricitet i byen, mens hun rykkede uroligt rundt på stolens hårde træsæde. Hun mærkede Rubars stønnen helt ned i sit eget underliv. Seks gange havde livet vokset sig stærkt i hendes egen mave. Tankerne gjorde hende utilpas. Hun så forsigtigt op fra sin sura. “Det her er jo håbløst,” udbrød hun forstemt og stødte sig op fra stolen i et stift ryk, der fik hende til at svaje et par sekunder. I en blid bevægelse satte hun sin koran fra sig på den øverste hylde i reolen og lod et kort øjeblik et par fingre hvile på dens gyldne ryg. Den skulle altid stå højere end hende selv. Altid. Højere end mennesket. Hun kiggede over mod Rubar på madrassen og strammede sit tørklæde til, så det sad helt tæt om hovedet og skjulte hvert eneste hårstrå. “Jeg går over og ser efter, om hun ikke snart har fået givet sit mandfolk dolma og baklava til Iftar,” sagde Gawhar. “Min gode søn 20

Dødevaskeren.indd 20

02/11/17 12.11


Muhammad har jo kaldt til aftenbøn for længst,” fortsatte hun og smøg sin sorte, tunge chador tæt om kroppen. Et sted i nærheden rev en dundrende lyd fra et granatnedslag nattens mørke op. Ekkoet rumlede som en ildevarslende torden mellem bjergvæggene. Askol så på Gawhar. “Skal jeg ikke gå med dig, det lød alt for tæt på?” Den gamle rystede på hovedet. “Nej, bliv du hos Rubar, kære Askol. Hun behøver dig mest.” Gawhar så på sin datter. “Må Allah være med os.” Allerede da hun trådte ud på den oppiskede vej og mærkede støvet stikke hårdt mod den smule ansigt, hun havde blottet, vidste hun, at selv denne korte tur ville blive en prøvelse. Blæsten hev og sled i hendes chador, så hun kun med stort besvær holdt sig på benene. “Forbandet være denne nats trængsler,” mumlede hun for sig selv. Hun kunne ikke se jordemoderens dør skråt over for datterens hus, men hun vidste, den var der, og hun kunne finde den, selv hvis blæsten gravede begge øjne ud af hendes ansigt. Hele tiden skubbede den rasende vind hende mod højre, og flere gange var hun ved at give efter i kroppen og følge den, men hun holdt stædigt sin bane. Der var ikke andre på gaden. Alle andre sad inde nu og nød maden efter en lang dag med faste. En sirene spredte sit skrig et sted i mørket og mindede hende om alle de lemlæstede døde, hun havde gjort klar til graven efter granat­ angreb. “Barmhjertige Allah,” sukkede hun. “Lad mig komme sikkert hen til den dør. Jeg har kun en halv sjæl tilbage, tag du den, men kun for at skåne min datters liv!” I samme nu greb en kastevind hende og tvang hende halvt i knæ. I sit stille sind forbandede hun de fire bjerge, der lå som en lukket næve om byen og formede disse voldsomme vinde, som de så ofte måtte kæmpe med om morgenen og aftenen. Hun rettede sig op og tog så de sidste skridt ind i læ af Fatimas hus. 21

Dødevaskeren.indd 21

02/11/17 12.11


Hun lænede sig op ad væggen og trak vejret et par gange. Der var ingen tvivl om, at det var jordemoderens mand, der ville åbne, og han ville blive stødt, hvis hun stod der og stønnede. Tre gange slog hun på døren. Ikke mere. Først var der stille, og hun overvejede, om hun kunne være bekendt at banke på flere gange, men så gled døren op, og et gyldent lys strømmede imod hende. Hun smilede forsigtigt. “Undskyld mig, hr. Osman,” sagde hun prøvende til den ældre herre og bukkede så meget, som gigten tillod det. “Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer. Min datter har brug for fru Fatimas hjælp.” Hun kunne mærke ham stirre på sig og slog blikket ned. “Du forstår sandelig at komme lige i rette øjeblik,” mumlede han ud gennem sit tætte skæg. “Hun har kun lige øset en frisk gryde dolma op, så nej, du forstyrrer skam ikke.” Hans ene øjenlåg sitrede, som ventede en dårlig nyhed lige om hjørnet. “Du vil måske spise med, mens du venter?” Gawhar lod sit blik glide ned mod hans mund, hvor hun kunne se et par baklavakrummer holde fast i hans moustache. “Tak, hr. Osman, det er pænt af Dem, men min datter kan ikke vente meget længere, for Satans hænder hviler over hendes mave som en glubsk ulv.” “Vi fik gæster,” fortsatte Osman uden at tage sig af hendes kulørte sprog. “Og de er her stadig, som du nok kan høre.” Han så ind mod lyset. “Jamen, hr. Osman. Med respekt. Min datter er slemt plaget af veer.” Hun borede nervøst den ene tommelfinger ind i håndfladen. “F a t a,” råbte han for fuld styrke, som ville han kalde en flok geder eller stude til sig. Gawhar fór sammen. Øjeblikket efter kom Fatima dem i møde med en bakke i hænderne. “Jeg var lige ved at servere for gæsterne,” sagde hun irriteret over sin mands høje kalden, men kun indtil hun fik øje på Gawhar. “Ja22

Dødevaskeren.indd 22

02/11/17 12.11


men, kære fru Gawhar,” sagde hun og spilede øjnene op. “Må Allah være med din datter. Jeg haft en streng dag, hvor også den unge fru Kochars fødsel har krævet min tid, og her til aften, ja, det kender du jo ...” “Selvfølgelig, der skal være mad nok til de sultne munde i denne tids mørke og fastende stunder,” sagde Gawhar. “Jeg kan måske sætte min søsters datter til at tage sig af gæsterne og gå med Gawhar over til Rubar?” spurgte Fatima og kiggede afventende på sin mand. Osman nikkede næsten usynligt, og Fatima forsvandt ind i huset. Der gik ikke mange minutter, før hun var tilbage, og nu var hun ligesom Gawhar pakket godt ind i en sort chador. “Lad os komme af sted,” sagde hun og greb Gawhars ene arm, så de to kunne støtte sig til hinanden. “Skal jeg sende vores barnebarn med jer til støtte?” spurgte Osman. “Han er jo en stærk ung mand, så ham vil blæsten næppe vælte omkuld.” “Nej, Osman,” sagde Fatima bestemt. “Det bliver ikke nødvendigt. Se hellere til, at Arazu tager hånd om gæsterne.” Gawhar nikkede. Hun ville heller ikke have brudt sig om at lade så ung en pige være alene i en stue fuld af mænd. Askol stod bøjet ind over Rubar og var ved at tørre sved af hendes ansigt, da de to ældre kvinder kom ind i rummet. “Vi har rykket lidt rundt,” sagde Askol, da hun mødte Gawhars blik. “Vi blev enige om, at det nok var en god idé at beskytte madrassen med det her gamle gardin, så der ikke løber så meget fostervand og blod ned igennem.” Gawhar smilede kort. Sådan en gennemvædet madras ville stinke ulideligt og trække fluer til sig allerede efter et par dage i varmen. “Jeg fandt også nogle klude og håndklæder frem,” fortsatte Askol. “Og baljen dér for enden skulle gerne stadig være fuld af lunkent vand.” 23

Dødevaskeren.indd 23

02/11/17 12.11


Fatima skyndte sig at tage sin chador af, så Gawhar kunne hænge den op ude i gangen. “Du overanstrenger dig, min pige,” sagde hun og satte sig på hug ved siden af den fødende kvinde. Hun lod bagsiden af sin hånd glide hen over Rubars pande. En lille gråd blandede sig med Rubars lyde. Havde hun kunnet sige nej til at gå gennem alt dette igen, så havde hun gjort det, men det var svært. Hun var kvinde. Hun skulle være til rådighed. Hun klemte øjnene sammen og holdt vejret. Hun havde ikke hørt døren gå og heller ikke Askols stemme, der fortalte hende, at Fatima var kommet, men nu var hun der, endelig, og hun lod bedende sit blik forsvinde ind i den gamle kones. Askol forlod fødelejet og søgte hurtigt hen mod Baban, der sad med store øjne og så på kvinderne. “Kom med mig,” sagde hun og greb hans hånd. “Du må da også være sulten nu.” Først strittede han imod, men da han kom til at tænke på hendes karamelfyldte lommer, fulgte han alligevel med. Fatima havde placeret sig i den anden ende af det særprægede leje og trak nu den slidte tinbalje med lunkent vand tættere hen til sig. Ved siden af baljen lå de slidte håndklæder, og den gamle smilede for sig selv ved denne anretning. Hun vekslede nogle korte blikke med Gawhar, mens hun behændigt greb fat om Rubars skørt og i et par hurtige bevægelser smøgede den lange kjole op til lige over hofterne. Gawhars trætte krop fandt tilbage til stolen ved vinduet og sank sammen. Ikke langt fra hende gav gulvet en lyd fra sig, da en gekko dumpede ned fra loftet. “Fatima,” spurgte Gawhar bekymret. “Hvor åben er hun derovre?” “Godt tre fingre, vil jeg tro,” sagde hun og vippede hovedet en anelse fra side til side. “Godt tre fingre!” gentog Gawhar og kom besværet op igen. Hun hev sin ene sandal af og gav sig til at svinge med den efter krybet på 24

Dødevaskeren.indd 24

02/11/17 12.11


gulvet, der var på vej hen mod den fødende kvindes blotlagte underliv. Fatima spærrede øjnene op, og Rubar gav et kort skrig fra sig, da sandalen fløj gennem luften og nær rev et indrammet koranvers om Allahs barmhjertighed på gulvet. “Astaghfirullah, Astaghfirullah,” udstødte Gawhar forskræmt og skamfuldt. “Må Allah tilgive mig.” Hun fulgte efter gekkoen helt ud til køkkenet, hvor Askol og Baban så på den gamle kvinde med forundrede blikke. “Der var en gekko,” sagde hun så en smule forlegent. “Den løb hen mod Rubar ... Hun er over tre fingre åben nu.” Gawhar undskyldte og smilede genert, mens hun gjorde om og gik tilbage til stuen. Hun lod sit blik hænge lidt ved Fatima og takkede Allah for, at jordemoderen var der hos dem. Hun glattede sin kjole med den ene hånd og skævede op mod det lerklinede loft. Hvad lignede det også af hende at jagte rundt på den måde, når Rubar lå midt i en svær fødsel? Hun undskyldte i tankerne over for Allah og satte sig på det bare gulv ved siden af madrassen, så Rubar kunne lægge sit hoved på hendes lår. “Jeg er hos dig,” mumlede hun for sig selv og lagde en hånd på sin datters hoved.

Dødevaskeren.indd 25

02/11/17 12.11


90 mm

148 mm

Frmesks farmor insisterer på, at hun bliver omskåret med det

220 mm

Foto © Henriette Mørk

samme, men Frmesks mor frygter, at hun er for lille og svag til at kunne overleve indgrebet. Endnu mere frygter hun sin mand og truslen om, at han vil skaffe den lille af vejen. Da hans voldelige adfærd intensiveres, er hendes eneste udvej at sætte barnet i pleje hos sine egne forældre. Frmesks mormor er dødevasker. Hun tager sig af de kvinder, som ingen andre vil begrave kvinder dræbt i vanære og skam.

SARA OMAR

(f. 1986) er dansk-kurdisk. Hun har boet i Danmark siden 2001. Hun er født og opvokset i Kurdistan, men måtte flygte derfra i slutningen af 1990’erne på grund af krig. Sara Omar er kandidatstuderende i statskundskab, sidder i Expert Advisory-panel for Arts & Globalization og er bestyrelsesmed-

Frmesks morfar er pensioneret oberst, og til forskel fra sin kone læser han ikke kun i Koranen, men besidder et mangfoldigt bibliotek. Det er et kærligt hjem, som dog kun for en tid er i stand til at skærme Frmesk mod den fysiske og psykiske overlast, der ubønhørligt nærmer sig fra alle sider i et Kurdistan præget af krig, folkedrab og had. DØ DE VA SKE RE N er en voldsom roman om et ekstremt udsat pigeliv.

lem ved nogle af Danmarks kvindeorganisationer og -foreninger. Hun har tidligere bidraget med digte til henholdsvis Ord på flugt udgivet af Dansk PEN i 2016 og det svenske

SARA OMAR DØDEVASKEREN

Det nyfødte pigebarn Frmesk er ikke ønsket af sin far på grund af sit køn. Hun er tilmed mærket for livet med en lille kridhvid hårtot på sin barneskaldede isse. Er det et tegn fra Allah? Er hun velsignet eller forbandet?

34,5 mm

90 mm

148 mm

SARA OMAR

Når du allerede fra fødslen stemples, fordi du kun er en pige; når du fødes med mærkaterne skyld og skam præget ind i huden, fordi du kun er en pige; når dit vilkår som menneske er, at du aldrig vil være god nok, fordi du ikke er født som dreng – så har du kun tre veje, du kan vælge gennem livet: Du kan forsøge at holde ud, dræbe din stemme og gennemleve volden og undertrykkelsen som en tavs eksistens bag dit slør.

DØDE

VA S K E R E N

Du kan dø for din egen hånd eller en mands. Eller du kan forsøge at bryde fri, selvom det koster dig alt. Måske endda livet. Uddrag fra bogen

ROMAN POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2697-9

KRITIKER i 2014. Dødevaskeren

Omslag: henriettemork.dk

er hendes romandebut.

Foto © Henriette Mørk og Shutterstock

Dødevaskeren_2017_omslag_061117.indd 1

06/11/17 09:21

Dødevaskeren - Sara Omar  
Dødevaskeren - Sara Omar  

Det nyfødte pigebarn Frmesk er ikke ønsket af sin far på grund af sit køn. Hun er tilmed mærket for livet med en lille kridhvid hårtot på si...

Advertisement