Page 1

Josef Löwe er en usædvanlig mand med en usædvanlig hukommelse. Født i 1962. Samme år som stormagterne Sovjet og USA udsatte kloden for voldsomme atomprøve­ sprængninger. Men hans historie begynder et helt anden sted: På et lille pensionat i Niedersachsen, hvor hans far Leo Löwe søger tilflugt efter Anden Verdenskrigs rædsler. Flugten fører ham videre til sagaøen Island, hvor en helt anden kamp for tilværelsen og fremtiden venter. Nu vil Josef fortælle hele historien til den unge kvinde med båndoptageren, der har opsøgt ham, udsendt af en grådig genetiker på jagt efter livets gåde …

”Vi er ikke mange her på jorden, som kan beskrive oplevelsen af at komme til verden. De fleste har svært ved at huske, hvad de lavede i går, for ikke at tale om for en uge, tre måneder eller tretten år siden. Men jeg husker alt, hvad jeg har oplevet, fra det øjeblik jeg vågnede til live på køkkenbordet i kælderen på Ingolfstræde 10a.”

CoDex 1962 er et episk storværk bestående af tre romaner, hvor Sjón væver urgammelt og moderne stof sammen i en svimlende fortælling om mennesket her i begyndelsen af det 21. århundrede.

”Et værk af ren, virtuos fortælleglæde.”

”Fortryllende … Magisk realisme i nordlys.”

The Sunday Times

The Economist

"Med en så legende lethed ... Som en historie af H.C. Andersen fortalt af Kafka - eller omvendt."

”Sjón er mere end en romanforfatter; han er en fortæller af den urgamle tradition, og dette værk vil blive husket som hans mesterværk.”

Dagens Nyheter (Om 'Dine øjne så mig')

Publishers Weekly

S J Ó N

DINE ØJNE SÅ MIG

S J Ó N

MED SK ÆLVENDE TÅRER

CoDex 1

9

6

JEG ER EN SOVENDE DØR

T R I LO G I

9 788740 045987

2

Sjón (f. 1962 i Reykjavík) debuterede i 1978. Hans romaner er oversat til over 30 sprog og har vundet flere store litteraturpriser, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris 2005 for romanen Skygge-Baldur. Sjón har også skrevet operalibrettoer og sangtekster, blandt andet til sangerinden Björk. Hans store romantrilogi CoDex 1962 udkom i Island i 2016 til begejstrede anmeldelser og er under udgivelse i en række lande. Kim Lembek har i en årrække oversat fra islandsk, både moderne forfattere og sagalitteratur. Modtog Blixen oversætterprisen i 2015.


Til Ása, Júnía og Flókí, til min mor og far, til mine venner – levende såvel som døde.

Sjon_CODEX1962.indd 4

09/04/2019 14.45


INDHOLD

DINE ØJNE SÅ MIG kærlighedsroman

7 MED SKÆLVENDE TÅRER kriminalroman

207 JEG ER EN SOVENDE DØR science fiction-roman

383 EPILOG

565

Sjon_CODEX1962.indd 5

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 6

09/04/2019 14.45


Augu þín sáu mig Ástarsaga

DINE ØJNE SÅ MIG kærlighedsroman

Sjon_CODEX1962.indd 7

09/04/2019 14.45


I

Sjon_CODEX1962.indd 9

09/04/2019 14.45


1

“Når man ved nattetid kommer ind på torvet i en lille by, som vi kan kalde Kükenstadt, og som – hvis man ellers kan slutte sig til noget ud fra byggemåden og de omkringliggende butikkers skilte – ligger i Niedersachsen, så viser livet sig fra samme side som i andre sådanne byer efter midnat. Alt er så forunderligt stille, at det minder om en sovesal på en sommerlejr med lydige børn, hvert hus på sin plads med natten trukket op under tagskægget, hviskeriet om dagens eventyr og ærgrelser er forstummet; den lille dreng med paraplyen har indlemmet byen i sit rige. Men selv om drengen har fortsat sin vikingefærd vestpå, så har han ikke overladt småbyen Kükenstadt til drømmenes forvirring: Midt på torvet står der en skulptur og våger over byen. Det er en statue af en kylling; den er i løb med fremstrakt hals og hovedet mod himlen, næbbet er vidtåbent, og den basker med vingestumperne. Den blå måne spejler sig i den sorte marmor og ligner et lille lys, man har ladet brænde for et mørkeræd barns skyld. Fra denne kylling har byen sit navn, og trods sin lidenhed – den er vel næppe mere end syv gange større end en levende kylling, og det er ikke noget at skrive hjem om – så sikrer den beboerne i Kükenstadt en behageligere søvn, end de fleste storbyhelgener magter at give deres undersåtter; i de sovendes hjerter lever erindringen om, hvordan kyllingen reddede deres forfædre fra at blive dræbt af en skrækkelig bersærk, som i tidernes morgen ilede op gennem denne verdensdel og klemte livet ud af alle på sin vej.

Sjon_CODEX1962.indd 11

DINE ØJNE SÅ MIG

11

09/04/2019 14.45


Og var det ikke, fordi min livshistorie begynder i netop denne by, som kan takke en nysgerrig kylling for sin eksistens, ja, hvis den ikke var begyndt i et treetages hus her ved torvet, så ville vi liste ud af sovesalen Kükenstadt og stille lukke efter os.” *** “Fra huset høres støn, det registrerer de, som har øre for huse, og det er ikke støn fra plagede og syge, nej, det her er smertefulde støn, som stammer fra den største nydelse, tilfredsstillelsens lyde; sukket, som følger af bid i halsen og faste greb om ballerne.” “Det er altså et horehus?” “En slyngplante dækker husets facade, men bugter sig forbi vinduerne og skiltet over yderdøren: GASTHOF VRIESLANDER. Og under tagskægget er planten så sammenfiltret, at det ser ud, som om den vil løfte taget af.” “Løft det af! Jeg har lyst til at se ind, se dem, der stønner …” “Nu er der ikke længere bordel her, men et almindeligt pensionat, som drives af et retskaffent ægtepar, der nedlagde deres landbrug og efterlod jorden under en motorvej. Det var ikke, fordi de fik noget særligt for den, men Gud og lykken var med dem, og de købte dette syndens sted for en ringe sum, da partiet ville højne befolkningens moral.” “Løft det af!” “Så luk øjnene. Ser du torvet for dig? Kyllingen og butikkerne? Gasthof Vrieslander, fletværket på muren og taget? Godt! Nej, ikke åbne øjnene, nu fører jeg hånden ind gennem din pande – ja, rynk du den bare – og se, hvordan min hånd som et monsters næve kommer ind over torvet, bleggrå i gadelygternes lys og skinnet fra månen over kirken …” 12

CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 12

09/04/2019 14.45


“Gud, hvor er din hånd underlig – så stor. Du har lange negle, det havde jeg ikke lagt mærke til …” “Sssch, koncentrer dig! Jeg sætter tommelfingeren ind under tagskægget, griber med fingrene om tagryggen og løfter langsomt taget af, forsigtigt, så skorstenen ikke knækker.” “Ja, vi vil ikke vække nogen.” “Så svinger jeg det med en smidig håndbevægelse hen over torvet, sætter det fra mig dér, og så har kyllingen fået tag over hovedet. Men hvad bedre er: Den kan ikke se, hvad vi foretager os, hør, hvor den pipper af nysgerrighed: Må jeg se? Må jeg se?” “Nej, hvor er den sød …” “Den skal du ikke have medlidenhed med, den opgiver hurtigt sine protester og stikker næbbet ind under vingestumpen …” “Godnat, lille putte!” “Den falder i søvn, men vi fortsætter med at undersøge huset. Kan du se, hvordan jeg kører mine negle ned langs sammenføjningen mellem facaden og gavlene?” “Ja …” “Og trækker facaden ud?” “Det knager i sammenføjningerne, som om det var glasur!” “Og nu lægger jeg den ned på torvet.” “Det er ligesom et dukkehus …” “Ja, her i bunden er receptionen, og kontoret ligger bagved, lige over for skænken ser du døren ind til spisesalen, og på den anden side af den dér dør, den med det ovale vindue, ligger køkkenet. Og som du kan se, er der intet usædeligt på færde her, gæsterne sover artigt i værelserne på de tre etager, personalet ligger trætte efter dagens arbejde i deres senge oppe under hanebjælkerne.” “Hvad er det for en lyd, der kommer inde fra kontoret? For mig lyder det som suk og stønnen …” “Du siger noget, lad os kigge ind til stønneren …”

Sjon_CODEX1962.indd 13

DINE ØJNE SÅ MIG

13

09/04/2019 14.45


“Ved skrivebordet sidder der en ung, rødhåret fyr i en dyb læderstol optaget af nogle gulnede fotografier af frodige piger, i hans skød arbejder hånden …” “Hvem er den gris?” “Pensionatets bydreng, et forældreløst barn, som parret tog med sig fra landet, og som de bruger til det arbejde, andre ikke bryder sig om …” “Og hvilken forbindelse har han til din historie?” “Staklen er vel næppe mere end en biperson, men alt det kommer vi til senere, historien skal ikke fortælles her, det er scenen for den, der præsenteres. Nå, men er der ellers noget, du har lagt særligt mærke til, når du sådan ser på det åbne hus?” “Hvad skulle det være?” “Jamen, kig på det! Hvor mange værelser er der for eksempel på hver etage? Jeg siger ikke mere …” “Vent lidt …” “Hvis jeg fjerner etagerne oven over første sal, så du kan se ned i den som en labyrint, hvad siger du så?” “Nå, mener du … jo, nu kan jeg se det …” “I værelserne på første sal af pensionat Gasthof Vrieslander findes der skjulte døre i tapetet. De fører ind til nogle snævre gange, lange krogede passager, som leder hen til præsterummet, der er et kammer bag en tapetdør i værelse nummer treogtyve. Der havde byens gejstlige og verdslige myndigheder – og andre, som ikke kunne lade sig se i selskab med glædespiger – et tilflugtssted. I Mammas bolig var der mange opholdsrum, som havde til formål at dække hendes børns forskellige behov. Men hvad borgmesteren og præsten ikke vidste var, at bordellets almindelige gæster mod en ringe betaling kunne holde øje med dem gennem et hul i væggen i værelse nummer treogtyve; støttepillernes størrelse var derfor på alles læber.”

14

CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 14

09/04/2019 14.45


“Men hvem er det der? Er det ikke en kvinde? Åh, der forsvandt hun om hjørnet.” “Du er en opmærksom lytter, det er en gammel mand, som bor på pensionatet, for i historier, hvor huse spiller en stor rolle, er det almindeligt at finde gamlinge.” “Hvor så han skrækkelig feminin ud, i natkjole og med armene foran sig som en stakkels hare …” “Der ramte du hovedet på sømmet! Han hedder Tomas Hasearsch – harerøv – og har boet på pensionatet, siden han var barn.” “Han må da kunne fortælle et og andet om den tid, da mere end en termoflaske ventede de besøgende på værelserne …” “Vent, jeg skal få fat på ham. Kom herhen, du gamle, og stil dig ud på kanten af etagen.” “Han sover!” “Ja, han går i søvne og flakker rundt på gangene som et spøgelse i en engelsk krimi, nogle gange drømmer han højlydt og kan da være ret så dristig, kan jeg fortælle dig.” “Gudbevares, det må være uhyggeligt for gæsterne at blive vækket af sådan en uanstændig hvisken på den anden side af væggene …” “Tys. Han bevæger læberne, løfter en blå gammelmandshånd og taler til den sovende by …” “Må jeg se? Må jeg se?” “Ti stille, kylling! Det her er ikke noget for små fugleunger …” “Ja, skam dig sådan at tørste efter smudset!” “Den gamle: Nå! Dér er du, min stump, hør, kom med håndklædet, ræk Bellulolulululilli noget at tørre sig med, Lululillibellulolas lille søde ven stod på lur, ikke sandt, og så han noget smukt? Nej, det ved Gud, det er ingenting sammenlignet med hans kanon, nej, hans navn fortæller jeg ingen, han kommer her om morgenen, når de fleste er gået, min hjertens engel, med sort maske, og kun jeg ved, hvem han er, foruden en kvinde måske. Så, nu er hun træt, Lolabellalillilulu, vær nu en god dreng, smør hendes blå mærker og fortæl hende noget morsomt ude fra byen … Hvad fortælles der om postmesteren?”

Sjon_CODEX1962.indd 15

DINE ØJNE SÅ MIG

15

09/04/2019 14.45


“Hold nu op, han tager sig i skridtet!” “Den gamle: Hvis den lille fyr er sød ved Lillilolululubella, så skal hun pusle om den lille gulerod, så skal hun give sin lille ven noget godt om støttebenet, så skal hun …” “Fortab dig ikke i svineriet!” “Nej, nej, gamlingen tier, se så, nu skubber jeg ham ind i gangen igen og får armen helt ind til albuen i den forestilling, som du gør dig af torvet i Kükenstadt …” “Er der mere, jeg skal se? Jeg er lidt svimmel …” “Klar! Nu sætter jeg etagerne ned, facaden op og taget på. Og så trækker jeg armen ud af dit hoved …” “Jeg kan intet se ud over nogle gule prikker, de farer af sted som kometer foran mine øjne, men når jeg lukker dem, så viser torvet sig, som du beskrev det i begyndelsen, bortset fra, at jeg nu kan se ind i pensionatet, jeg kender hver en krog …” “Men kan du se en forandring fra før? Vi er kommet tættere på historien, og de første tegn på det skulle være synlige …” “Jo, vent, det er underligt, nu brænder der lys i et af tagvinduerne …” *** “Marie-Sophie X sover.” “Hvem er hun?” “Hun er den kvinde, som er det nærmeste, jeg kan komme en mor!” *** “Der sad en ung pige i sin seng og læste i en bog, dynen lå krøllet sammen i fodenden, og fodsålerne berørte et navnetræk, som var broderet med korssting på betrækket. Hun havde stablet hovedpuder op bag ryggen og lagt en pude i sit skød, på den hvilede bogen. På en kommode ved sengen blafrede en lysestump i en stage og ka16

CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 16

09/04/2019 14.45


stede et sirupsgult lys på værelsets indhold: Det var ikke meget, en stol, et klædeskab, en natpotte, et ovalt spejl og et glansbillede af en helgen, der svævede i en skovlysning med en hytte med lav taghældning i hænderne. På en bøjle uden på skabsdøren hang en sort tjenestepigeuniform, på stolen lå der en bunke bøger. I værelset var der to døre, den ene ud til tjenestefolkenes toilet og bad, den anden ud til gangen. Med en nedbidt negl trak pigen en usynlig tråd fra ord til ord, men det, der stod mellem linjerne, opfattede hun med fingerspidsen. Nu og da lukkede hun sine himmelblå øjne og tænkte over det, hun lige havde læst, da løftede den venstre hånd sig mekanisk op fra bogen og pillede ved en mørk fletning, som lå ned på natkjolens brystblonde. Og hver gang hun vendte en side, rynkede hun brynene, men skete der for alvor noget i fortællingen, gned hun storetæerne mod hinanden og trak fødderne til sig. Stadig oftere stoppede hun op og tænkte over bogen. På etagen nedenunder slog uret tre slag, og et øjeblik senere klingede sølvklokken i rådhustårnet fire gange. – Fandens til tidsrøvende bog, nå, jeg læser en side til, og så skal der soves. *** Men kometerne? – Det er engleskæl, som brænder op i atmosfærens yderste lag, og asken falder til jorden, hvor den bliver til små skytsånder for de mindste dyr, vækster og metaller, på samme måde som den vulkanske aske fra Hekla er en glød, som hvirvles ud af djævelens skæg, når han ikke tager sig i agt for Helvedes flammer, men den aske forvandles til små djævle, som kæmper mod de gode ånder om magten i alt, hvad der er til. På den måde finder kampen mellem det gode og det onde også sted i dine strømper, de er af bomuld, ser det ud til. – Hvad vrøvler manden om, lille Sigfried? – Han fortalte mig om stjernerne.

Sjon_CODEX1962.indd 17

DINE ØJNE SÅ MIG

17

09/04/2019 14.45


– Ja så, lad os nu se at komme hjem. – Elefanten? Er der også djævle i elefanten? – Kom, sagde jeg! – Det kan du lige tro, og kampene dér hører ikke til de små. – Og i mine seler? – Uha, ja! – KOM SÅ! Slaven stod alene tilbage ved hallen, manden gik med drengen i hånden ud til gitterporten, hvor vagterne gjorde honnør og lod dem passere, han så far og søn stige ind i en blankpoleret Mercedes og køre væk.

*** – Marie-Sophie? – Ja? – Må jeg tale med dig? – Tal til mig. – Du er alene? – Helt alene. – Mørke ruger over landene. – Det kan jeg se ud gennem tagvinduet, ikke en stjerne. – Jeg så over jorden, den sov. – Alle, undtagen jeg. – Også du. – Men jeg læser en bog. – Du sover. – Sover jeg? Du gode Gud, er lyset tændt? – Det brænder, ligesom også du vil brænde. – Det får jeg lov at høre for, det her er et gammelt hus, som kan brænde ned til grunden på et øjeblik! – Jeg skal kigge efter det for dig. – Tak! 18

CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 18

09/04/2019 14.45


– Det er svært at finde nogen at tale med på det her tidspunkt, ingen drømmer længere, byerne er mørklagte, og det eneste menneskelige livstegn er åndedrættet, som stiger op fra husene i den vinterkolde nat. Men så lagde jeg mærke til dig. Du drømte, således fandt jeg dig. – Drømte jeg? Jeg drømte ingenting, du stødte på lyset, almægtige Jesus, jeg har glemt at sætte skodden for, jeg bliver nødt til at vågne! Væk mig, hvem du så end er? – Kald mig Freude. – Det er ikke et svar, væk mig. – Jeg er vestvinduets engel, tagvinduet over dig, og jeg har mørklagt det, du har intet at frygte! – Hør, er du inde hos mig? – Ja, jeg er altid i dit vindue, på dit vindue. – Det er vel nok en køn historie, jeg har ikke lov til at have mænd på besøg om natten. Du må se at komme ud så hurtigt som muligt, ellers ser det ilde ud for os begge, hun er streng med moralen, inhaberinden – ejerens kone. – Jeg er nu ikke ligefrem af hankøn. – Lige meget, din stemme er dyb nok, af sted! *** Slaven vendte tilbage til arbejdshallen, til sine kammerater i trældommen, til arbejdslederne og lerfalkene, der stod på hylderne og med skarpe øjne skuede ud over deres skabere: En samling kronragede mænd, som modellerede og formede dem i sort ler. Der var varmt i hallen; så grumme fugle blev man nødt til at brænde i gigantiske ovne, hvor de hvide flammer slikkede de udfoldede vinger og udspilede kløer. Han gik tavs i gang med sit arbejde; at stryge gul farve på øjnene, inden falkene igen skulle ind i ilden.

Sjon_CODEX1962.indd 19

DINE ØJNE SÅ MIG

19

09/04/2019 14.45


*** – Jeg går ingen steder, jeg kan ikke tage af sted! – Så ti stille og giv en træt tjenestepige lov til at sove! – Jeg keder mig … – Jeg er ikke noget underholdningsindslag for engle, der keder sig. – Hvad drømte du? – Sikke et spørgsmål, har du ikke lige sagt, at du stødte på drømmen? – Jo, men du bliver nødt til at fortælle mig om den. – Jeg vil vide, hvem du er, jeg er ikke vant til at afsløre mine drømmerier for fremmede … – Men jeg er ikke en fremmed, jeg er altid hos dig! – Skulle det nu være noget! Selv om du hænger på vinduet hos mig og synes, at du kender mig, så kender jeg hverken hoved eller hale på dig … Hvordan kan jeg vide, at du ikke har til hensigt at gøre mig med barn, dit afskum! – Så, så … – Ikke noget så, så her, min fine ven, som om I ikke til alle tider har kastet jer over kvinderne! – Øh! Pigen vender sig i søvne, bogen falder ud af hendes hånd, men englen når at gribe den, inden den falder på gulvet. Han åbner bogen på et tilfældigt sted og skimmer siden. – Marie-Sophie! – Hvad? – Jeg ser her på venstre side, at slaven er færdig med at grave sig ud under muren omkring barakkerne, giv mig lov til at læse lidt for dig – så husker du måske drømmen … – For Guds skyld, læs, så vrøvler du da ikke så længe! 20

CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 20

09/04/2019 14.45


*** Og da han stikker hovedet op af hullet, flyver en krage hen over den lysegule mark og skriger: Krieg! Krieg! Men han forsvinder ned i jorden igen, og et øjeblik efter kommer en kuffert og en lyserød hatteæske med sort låg til syne på kanten af hullet.

*** – Det ligner slet ikke den historie, jeg læste … *** Han vrider sig op af hullet, puster. Det er utroligt, hvor natten over marken er frisk og vederkvægende, ufatteligt, at det her er den samme luft, der ligger som en stinkende tåge ned over dødens by bag ham.

*** – Det ligner slet ikke min bog … – Men det er det, du drømte! – Det er muligt, og dog, nej, jeg læste en tarvelig kærligheds­ roman! – Da du faldt i søvn, fortsatte historien i din drøm, den tog en ny drejning. Jeg har læst bogen fra ende til anden, men det her er en ny udgave … Hør her: *** Men han kan ikke dvæle ved disse overvejelser om himlen, han er på flugt. Og han løfter forsigtigt hatteæsken op fra jorden, klemmer den godt fast under venstre arm, griber om kuffertens håndtag og begynder at gå i retning af skoven, går …

Sjon_CODEX1962.indd 21

DINE ØJNE SÅ MIG

21

09/04/2019 14.45


*** – Og det burde du også gøre! – Han er på vej herhen. – Og hvad så? Jeg tror, at dem, jeg drømmer om, gerne må besøge mig! Gå selv hen og find dig en bog at falde i søvn over … – Godnat Marie-Sophie! – Godnat!”

Sjon_CODEX1962.indd 22

09/04/2019 14.45


Með titrandi tár Glæpasaga

MED SKÆLVENDE TÅRER kriminalroman

Sjon_CODEX1962.indd 207

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 208

09/04/2019 14.45


I (I begyndelsen)

Sjon_CODEX1962.indd 209

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 210

09/04/2019 14.45


1

“Der var engang en bersærk, som var så ond af natur, at han ikke kunne holde ud at have noget levende i sin nærhed. Til at begynde med nøjedes han med at angribe livet omkring sig – dette var i den sydlige del af Asien – men da han havde slået alt ihjel, han kunne få fat i, brød han op og medbragte de få ting, han ejede: en bidetang på størrelse med et fuldvoksent egetræ og et hønsehus på hjul. Han spændte sig for hønsehuset, greb bidetangen med begge hænder og drog ud på sin store hærværksrejse. Nu kan det måske vække forundring, at voldsmanden skånede de høns, han holdt i sin knaldhytte. Men dertil er at svare, at med mordlysten forsvandt al appetit. Han gad ikke at æde det, han havde dræbt. I stedet slæbte han kadaverne sammen i bunker rundt om på den blodige slagmark. Det var lidt af et sisyfosarbejde, og da det var tilendebragt, var han for udmattet til at slagte høns med alt det mas, det giver. Og årene gik, uden at bersærken fik flået sine høns. Efterhånden blev han helt ferm til at æde deres æg, og det var ham en sand nydelse at proppe sig med hele generationer af ufødte hønsefugle. Hans fremgangsmåde ved fortæring af æggene var lige så unaturlig som den bagvedliggende tanke. I samme øjeblik, der hørtes æggelyd blandt fjerkræet, greb han hønsene en efter en og sugede æggene ud af bagenden på dem. Ja, grum og gudløs var han af natur. Nå, men om bersærkens færd er der at fortælle, at han tromlede hen over kontinentet med hønsehuset efter sig og med hævet bide

Sjon_CODEX1962.indd 211

MED SKÆLVENDE TÅRER

211

09/04/2019 14.45


tang, mens han tævede og kvaste alt og alle på sin vej. Han sprang hen over Bosporus og skrævede op gennem Europa. Da kom han til en flod, Elben, og han besluttede sig for at følge den ud til havet. Langs flodens bredder var plante- og dyrelivet både fagert og frodigt. Dyngerne af lig tårnede sig op på hans vej, vandet farvedes rødt af blod, og fra flodmundingen bredte der sig en mat rødbrun glans hele vejen til verdens ende – dér var øen Thule ved at blive skabt, eller i det mindste Vestfjordene. Så skete det en morgen, da bersærken vågnede og begyndte at suge løs på sine høns og førte den sidste hønserumpe op til læberne, at det ikke var et æg, der blev suget ind i hans grimme kæft, men en sprællevende kylling. At noget så underligt kunne ske skyldtes, at bersærkens måde at indtage æggene på havde udvidet dyrene så eftertrykkeligt bagtil, at ungen var blevet udklækket inde i sin mor. Hvis bersærken havde været mere opmærksom under drabene den foregående dag, ville han have opdaget ungen, som stortrivedes i sin mors bagdel og stak sit gule hoved ud af hende for at få noget i skrutten. Men det gjorde han altså ikke, og derfor gik det, som det gik; ungen blev suget ind i gabet på bersærken. Og hvis ikke bersærken havde tøvet et øjeblik ved den kildrende fornemmelse, som den fjerede unge fremkaldte på hans tunge, så var kyllingen havnet i hans mave og havde endt sit liv blandt blommer, æggeskaller og hvider. Bersærken tabte underkæben. Han kørte den tykke tunge rundt i kæften for at finde fremmedlegemet, han rømmede sig, han spyttede, pustede hurtigt ud, han hostede, han stak fingrene ned i svælget, han rakte tungen ud, han prustede som en køter, han råbte, han åbnede munden på vid gab og spejlede sig i bidetangens blanke næb. Uden resultat: Kyllingen var nemlig smuttet ned i et dybt hulrum i en af bersærkens visdomstænder og var krøbet sammen der, mens voldsomhederne drev over. Bersærken var sikkert blevet hængende i al evighed med sine bøvser og grimasser, hvis ikke formiddagsbrisen havde båret nogle sommerfugle med sig. De fangede hans opmærksomhed med deres forvildede flagren hen over humlemarkerne og kaldte ham tilbage til hans daglige bestilling. 212 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 212

09/04/2019 14.45


Bersærken blev grebet af arbejdsglæde. Han slog og fægtede til alle sider i sin hårde kamp med sommerfuglene, som udover at være irriterende ligeglade med deres skæbne, søgte ind i bersærkens kropsåbninger, som om der var noget godt at finde. Hen under aften, da solen blødte over det øde område, og bersærken hvilede sine trætte ben efter dagens anstrengelser, den knusende sejr i sommerfugleslaget og stablingen af lig bagefter, havde han glemt alt om den ubudne gæst, som havde fundet sig til rette i hans mund. Kyllingen befandt sig godt i den olme værts kindtand. Som ungdommen gør, mødte den blåøjet de genvordigheder, livet nu engang byder, hvad enten det var bortførelsen af dens eget folk, at den med regelmæssige mellemrum skød i vejret eller at den ganske enkelt var blevet suget ud af en lun moderrumpe og ind i en bersærks rådne kæft. Ændringerne i ungens ydre omstændigheder optog den mindre end det faktum, at den var blevet så ferm til at pippe. Det eneste, kyllingen savnede fra sit tidligere hjem, var muligheden for indimellem at kunne kaste et blik ud på omgivelserne. De få gange, den fik et hurtigt glimt af den store verden, var, når bersærken brølende gik til angreb på sin modstander, livet, mens kyllingen sad i den hule kindtand, som en fattig student på galleriet til en generalprøve på Ragnarok. Men da den under ingen omstændigheder turde stikke hovedet ud mellem bersærkens tænder, var det, den kunne få øje på, hverken særlig omfattende eller interessant: et rædselsslagent menneske, en harefamilie på flugt, en skælvende enebærbusk. Men kyllingen var ikke kun nysgerrig, den var ung og nysgerrig, og det begrænsede udsyn stillede den på ingen måde tilfreds. Så når bersærken skar tænder over arbejdet med at stable lig eller sov med sammenpresset flab – det gjorde han af frygt for en smådyrsinvasion – så pippede ungen af alle livs- og sjælekræfter: – Må jeg se, må jeg se? Indtil bersærken halvvågen spærrede munden op. – Må jeg se, må jeg se? Bersærken var ved at gå ud af sit gode skind. Han manglede ikke

Sjon_CODEX1962.indd 213

MED SKÆLVENDE TÅRER

213

09/04/2019 14.45


kun evnerne til at komme til bunds i det med stemmen, som hæmmede ham under drabene – han havde knap nok nået at dreje halsen om på et levende væsen, før omkvædet lød: – Må jeg se, må jeg se? Nej, det stred også mod hans egocentrerede bevidsthed at være styret af noget andet end sig selv. Han blev grebet af rådvildhed og fandt sig selv ude af stand til at forstå en lyd af det hele, når modstandernes lig lå døde for hans fødder, og pipperiet gav genlyd i kraniet: – Må jeg se, må jeg se? Og derfor slog en skønne dag den tanke ned i hans håndsbreddetykke skal og satte rod, at dette var hans “indre stemme”. Han pustede sig op og sagde højt og tydeligt: – Jeg har hørt mit indre jeg tale. Og mit indre jeg er nysgerrigt. Det vil se, det vil undersøge. Jeg vil se. Jeg vil undersøge. Vide mere og mere. Jeg er nysgerrig, hvad alt levende og dødt angår – måske mest hvad det døde angår – men det er frem for alt nysgerrigheden, som driver mig fremad på min i øvrigt uforståelige rejse. Før kyllingen kom ind i billedet, havde uret, som tikkede i bersærkens hjerte, ikke været en skabning, der sagde “evig-eed”. Nej, det var et imponerende urværk, der tordnede: Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge -dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Nå, hvor var jeg? Jo, på dette tidspunkt i fortællingen befandt bersærken sig i nærheden af Elbens munding. Hans rejse gik langsommere, end han kunne ønske, for nu var det ikke længere nok for ham at arrangere sine ofre i kunstneriske stabler, nu var han simpelthen også nødt til at partere og granske dem, inden han samlede dem i store dynger. Og intet syntes at kunne mætte kyllingens nysgerrighed, som 214 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 214

09/04/2019 14.45


bersærken lod bestemme farten. Han var fuldstændig udmattet af at brække knogler, flække træstammer og knuse sten. – Må jeg se, må jeg se! Skreg kyllingen, mens bersærken knoklede løs. Man må antage, at anstrengelserne havde ført til bersærkens død, hvis ikke der var indtruffet en hændelse, som reddede ham fra så tarvelig en skæbne. Bersærken havde udkørt smidt sig ned for at sove, og det må have været et ubetaleligt syn at se ham ligge der på ryggen med kæften vidtåben – det var den eneste løsning, han kunne finde for at få nattero for den vedholdende indre stemme – den spinkle røst, som hele tiden lød derinde fra: – Må jeg se, må jeg se! Men den aftog, efterhånden som søvnen fik overmandet kyllingen. Den følgende morgen vågnede bersærken og hanesønnen op på en løgmark. Der var grøde i løgvæksten i Niedersachsen. Marken lå for foden af en høj, som adskilte den fra en unavngiven klynge huse omkring et stykke nøgen jord. Nå men, bersærk og kylling var vågnet, den førstnævnte til flere bedrifter i sin kamp mod livet og den anden til nye opdagelser i det samme liv. Bersærken kom på benene med søvn i øjnene og en stærk lugt af løg i næsen. Duggen glødede på de stive løgstilke, så langt hans vrantne øjne rakte. Og han fornemmede, hvordan den friske muld og de grønne spirer, som strakte sig op fra den, bemægtigede sig hver eneste nerve i hans krop og ilede op i hjernen, hvor de fik alle alarmklokker til at ringe. Med ét så han for sig, hvordan væksterne skød op af jorden, blev til noget sammenfiltret stads, som viklede sig rundt om hans ben og rev ham omkuld. Afslutningen ville blive en ren leg for modstanderen, han ville ligge hjælpeløs, indtil løgplanterne kvalte ham, og mulden trængte ind over ham. Bersærken blev vanvittig af rædsel. Dommedagsklokken rungede i hans hjerte: “Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai! Ded-so-igge-dræbu-mai-styrger-mai!” Kyllingen klemte sig godt fast i kindtanden, drabsmandens time var kommet, og bersærken stormede rundt på marken som

Sjon_CODEX1962.indd 215

MED SKÆLVENDE TÅRER

215

09/04/2019 14.45


en hvirvelvind. Han sparkede løgene op, pløjede dem op af jorden med hænder og fødder, så jorden stod kegleformet op i luften som gotiske tårne. Det lykkedes bersærken at besejre fjenden på et øjeblik, og da han helt bogstaveligt havde vendt op og ned på marken, begyndte han stille og roligt at pine livet ud af løgene, der lå og flød rundt om ham, som en snigmorder, der har fået raset ud. Under normale omstændigheder, det vil sige, hvis bersærken havde været ved sine fulde fem, havde løgmordene været en smal sag. Men eftersom han nu kæmpede med at kvase det ene løg efter det andet med sine bare næver, kunne kyllingen ikke længere undertrykke sin unghane, og bersærken hørte sit indre jegs pibende stemme opfordre ham til at gøre et løg til genstand for en undersøgelse: – Må jeg se, må jeg se! Bersærken åbnede gabet for bedre at kunne høre, løget åbenbarede sig for ungen, og den fik øjeblikkelig lyst til at se, hvad der var inde i det – den havde jo aldrig set et løg før – så den pippede af oprigtig, ungdommelig nysgerrighed: – Må jeg se, må jeg se! Ungen fulgte spændt med i, hvordan bersærkens korte, tykke fingre skrællede det ene lag af løget efter det andet, og den blev helt vild, hver gang der viste sig et nyt lag: – Må jeg se, må jeg se! Bersærken blev nervøs, han begyndte at svede og havde besvær med at skrælle løget af løget. Hans indre stemme, dette nysgerrige jeg, han havde fundet inde i sig selv, var begyndt at gå ham på nerverne: Hvad var der egentlig at se i et sølle løg? – Må jeg se, må jeg se! Ungen blev ivrigere, den baskede med vingestumperne, spærrede øjnene op, strakte det gule hoved frem og hvinede: – Må jeg se, må jeg se! Og da det med skælvende hænder lykkedes bersærken at pille det sidste lag af – og det så viste sig, at der ingenting var – mens stemmen blev ved med at hyle på mere, gik han fra forstanden. Han 216 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 216

09/04/2019 14.45


græd, han grinede, han drejede rundt om sig selv, han stampede i mulden med fødderne, han skreg, han snøftede stille, han tog sig til hovedet med hænderne, han smed sig fladt ned, han bankede løs på jorden, han bandede, han talte sine fingre, han klynkede, han flåede tøjet af, han mindedes sin barndom, han bjæffede, han fløjtede en melodistump, han greb om pikken og svingede den rundt. Han stivnede, han stønnede. Bersærken stod som forstenet blandt de oppløjede jordbunker, som for et øjeblik siden havde været en mark. En nøgen, hjemløs trold. Den minkagtige dræbernatur var udslukt i hans bryst, urværket kaput, og der hørtes ikke længere noget “Ded-so-igge-dræbumai-styrger-mai!” Vanviddets ro lagde sig over ham. Han lod det grimme hoved falde ned på brystet med et undseeligt udtryk og gned højre hånds tommel- og pegefinger mod hinanden, som om han kælede for dette ingenting, løget havde gemt på, mumlende “evig-eed”, “evig-eed”. Så kiggede han op med et lige så overrasket og åndssvagt udtryk i ansigtet som alle, der ikke har andet tilbage i livet end følgende tre spørgsmål: “Hvem er jeg?”, “Hvor kommer jeg fra?” og “Hvor er jeg på vej hen?” Og ved, at svarene ligger i deres livsforløb frem mod denne skæbnetime, der ud over at lære dem at stille disse spørgsmål, vil berøve dem hukommelsen. Kyllingen, som havde forholdt sig roligt, mens uvejret drev over, og var krøbet sammen nede i visdomstandens rod, greb nu chancen og brød tavsheden med et kort, tøvende pip. – Må, må jeg se, se? Den havde sikkert villet sige noget i lighed med: “Er du okay, plejefar? Ligger verden ikke i faste rammer igen?” For intet forstyrrer ungdommen mere end uro, det vil sige, den bekymrer sig ikke om, hvor urimelig verden er, eller hvor grotesk den er skruet sammen, så længe tingene går deres vante gang. Men den kunne ikke formulere det anderledes end netop sådan: – Må jeg se? Det slog klik for bersærken. Han stak i rend, på vild flugt væk

Sjon_CODEX1962.indd 217

MED SKÆLVENDE TÅRER

217

09/04/2019 14.45


fra sit indre jeg. Han satte af fra højen og fløj i en stor bue hen over klyngen af småhuse hele vejen nordpå i retning af Nordpolen, hvor han mavelandede så hårdt, at hver eneste knogle i hans krop knustes til noget endnu finere end mel. Der lå han i næsten fyrretyve år og rådnede til stor glæde for dyrelivet. Ryggen stikker op af havet og hedder i dag Troldehalvøen. Om kyllingen er der at fortælle, at da bersærken med et kæmpespring svævede hen over tagene med ansigtet som en dødsmaske, med hver eneste fiber spændt i et begærligt råb: “Død, kom du nu!”, da faldt den lille unge ud af hans opspilede kæft og landede midt i den lille by. Og naturligvis overlevede den faldet. Byens indbyggere vidste udmærket, at hvis ungen ikke havde gjort bersærken vanvittig, så havde deres dage været talte, og de nøjedes ikke med at opkalde stedet “Kükenstadt” efter deres redningsmand, nej, de rejste et mindesmærke for den på det nøgne stykke jord, som senere blev byens torv. Der stod en statue af kyllingen, som man kan se på gamle fotografier, lige indtil byen blev jævnet med jorden i slutningen af Anden Verdenskrig.”

Sjon_CODEX1962.indd 218

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 206

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 382

09/04/2019 14.45


Ég er sofandi hurð JEG ER EN Vísindaskáldsaga SOVENDE DØR science fiction-roman

Sjon_CODEX1962.indd 383

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 384

09/04/2019 14.45


I

Brunsttid ForĂĽrsofring (1. april 1961)

Sjon_CODEX1962.indd 385

09/04/2019 14.45


Sjon_CODEX1962.indd 386

09/04/2019 14.45


1

“Selv om jeg siger, at det tog sin begyndelse i Reykjavik den første dag i april 1961, så kunne det lige så godt være sket to uger før, ja, måske tre uger – men næppe mere end det. Og med samme forbehold endte det samme dato det følgende år, men muligvis en til to måneder senere, allerhøjst to en halv måned senere, selv om jeg finder det sidstnævnte meget usandsynligt, eftersom jeg ikke har kunnet finde nogen dokumentation, som bekræfter, at der har fundet en for tidlig fødsel sted, hvad der ville have været en så opsigtsvækkende nyhed, at der burde findes spor efter det i aviser eller andre samtidige kilder. Jeg vil i den følgende beretning holde mig til den førnævnte dato: den 1. april 1961. Hændelsen kunne for så vidt godt være indtruffet et andet sted, på en af landets gårde eller i en fiskerby, men alligevel vælger jeg at placere den i Reykjavik, i centrum af byen, i min barndoms gade. Det gør jeg, dels fordi indbyggerne i Reykjavik på dette tidspunkt for første gang var blevet flere end deres landsmænd spredt rundt om i resten af landet, dels fordi jeg ønsker at optræde markant i helhedsbilledet. Selv så jeg dagens lys i hovedstaden, har boet der alle mine dage og vil dø der. Det er dog først og fremmest på grund af formen, at jeg fastsætter tid og sted, så du er på det rene med, hvor vi befinder os og hvornår, og for at give indledningskapitlet den vægt og betydning, som passer til det efterfølgende – med andre ord, så det er hævet over enhver tvivl, at min beretning trækker på anden storslået fortælle

Sjon_CODEX1962.indd 387

JEG ER EN SOVENDE DØR

387

09/04/2019 14.45


kunst og på det lange, evigt klingende navneopråb, der omfatter alt fra visionære digte i middelalderens skindbøger til futuristiske film, fra vrøvlevers til de fire evangelier, fra folkesagn om et genfærd, som blev brygget af medicin, til alt det folk ringer ind til avisernes sladderspalter med, fra rejsebøger skrevet af begavede kvinder til tegneserier om muterede børn, fra poptekster til psykologiske publikationer, fra pornografisk litteratur til skakanalyser – og fortællingens indledning vil således, hvad klarhed og dybsindighed angår, kunne måle sig med de bedste videnskabelige tekster af de begavede antropologer, som med en kompleks, men samtidig klar argumentation på et øjeblik bringer deres læsere tværs gennem tiden til billedet af den hånd, som en af vores formødre efterlod på væggen i en grotte i Altamira; for videnskabsmandens opgave er helt enkelt som den gammelkendte børneleg med at sætte hånden på en kølig vinduesrude, ånde på den og trække den til sig, så der et øjeblik dannes et varmt billede af den lille hånd, en hånd så ulig mine kolde, hårde hænder, som et varmt åndedrag er ulig frostkoldt glas.” “Jeg holder om din hånd, Josef. Min håndflade hviler på din håndryg, rører ved den bløde hud. Der er varmt indenunder. Du er stadig levende.” “Dræberræven. Har jeg vist dig, hvad der blev af den?” “Det skete senere, fortæl mig om den 1. april 1961 …” *** “Jeg forestiller mig, at det gik sådan her for sig: I samme øjeblik den kraftfulde knebel i ægteparret Thorsteinsons ur i spisestuen på første sal i beboelseshuset i Ingolfsstræde 10a slog det tolvte slag natten til lørdag den 1. april 1961, kørte en bil langsomt op til huset fra havesiden og parkerede i skjul af gavlen med motoren i tomgang, men med slukkede forlygter. Og der hvor han lå, under dynen i sit soveværelse i kælderen – med hænderne foldede over brystet i venten på, at den horn- og elfenbensindlagte 388 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 388

09/04/2019 14.45


port ind til verden mellem søvn og vågen skulle åbne sig – hørte Leo Löwe, min far, gennem lyden af dieselmotoren, hvordan fru Thorsteinson med hastige skridt kom ned ad trappen, som førte fra køkkenet til bagdøren. Det kunne ikke være andre end fruen, ægteparret havde ingen børn, tjenestepigen fik fri, når hun havde ryddet op efter aftensmaden, og hr. Thorsteinson var taget til prøve i mandskoret Sangdroslerne, som på dette tidspunkt øvede for fuld kraft i forbindelse med planerne om en turné til Det Hellige Land, hvor han skulle synge i Fødselskirken i Betlehem, på bredden af Gene­saret Sø, på Tempelbjerget i Jerusalem og i Getsemane Have og desuden besøge hovedstaden Tel Aviv for at lade sig fotografere ved det olietræ, som blev plantet ved Knesset til ære for et forhenværende kormedlem, barytonen Thor Thors, der som ambassadør havde ledet Islands delegation i FN, da landet støttede oprettelsen af staten Israel. Og at øve til så lang en tur kunne trække ud, så husets herre kunne ikke forventes at være hjemme før hen på morgenen. Fru Thorsteinson sagtnede farten på trappens nederste trin, som om hun kom i tanke om, at min far lå i værelset under trappen, eller – i lyset af hvad der ventede hende i natten – var blevet grebet af tvivl om sit forehavende. Hvad det nu end var, så tøvede fruen ikke længe, men åbnede forsigtigt bagdøren, og min far kunne høre hendes skridt på stenbelægningen udenfor, høre en bildør blive åbnet og lukket, se skæret fra forlygterne, da de blev tændt, høre dieselmotorens spinden blive til en brummen, da bilen kørte væk. Så åbnede porten sig …” *** DEN SORTE TREKANTS HEMMELIGHED I & II (Taxa 69 optaget) Den mørkeblå aprilnat med regnfulde skyer omslutter den sorte Mercedes-Benz-taxa, som holder længst inde på lagerpladsen bag fiskemelsfabrikken. Det er lidt over midnat, og det eneste lys, som

Sjon_CODEX1962.indd 389

JEG ER EN SOVENDE DØR

389

09/04/2019 14.45


tager kampen op med nattens tunge skygge, er det svage, gule skær fra bilens instrumentbræt, men det er nok til, at den unge chauffør, Ørn Ragnarsson, i bakspejlet kan se alt, hvad han begærer, da kvinden på bagsædet slår pelsen til side: Hun er klædt i en flaskegrøn, tætsiddende spadseredragt af uld, som fremhæver hver en linje, hver en runding i hendes krop. “Hun kan ikke have ret meget på indenunder,” er det første, der slår ham. “Måske slet ingenting.” Han dvæler ved hofterne, ved revnen mellem hendes frodige lår og fordybningen, hvor den korte, snævre nederdel minder ham om, hvad der venter under det stramme stof. Uden at tage øjnene fra kvinden læner han sig frem, rækker hånden ud og slukker for radioanlægget. Men før chaufføren får tid til at sige noget, har hun knappet jakken op og afsløret en tynd silkebluse, bag hvilken man kan ane omridset af en sort bh med lav udskæring. Hun giver ham lov til at betragte sig et kort øjeblik, hvorefter hun lyner nederdelen op, trækker den ned til knæene, stemmer dem op mod sæderyggen foran sig og smyger den af sig. Hun rækker ham nederdelen, og han lægger den på passagersædet ved siden af sig. Hun løfter bagdelen, fører hænderne ind under det gennemsigtige underskørt og begynder at lirke trusserne samme vej. Fem sekunder senere ligger de sorte blondetrusser af silke på sædet ved siden af ham. Der er drønende varmt inde i bilen. Motoren går i tomgang. Varme­anlægget blæser uafladeligt. Taxameteret dirrer. På den amerikanske radiokanal spiller de temaet fra filmen Exodus. Under skørtets musselin ser han omridset af den sorte trekant mellem hendes ben, indrammet af et par lysebrune nylonstrømper og hofteholderens mørkerøde stropper. Han løsner slipset, knapper den øverste knap i skjorten op. Kvinden smiler svagt og åbner blusen, presser brysterne op, så de rosenblege brystvorter kigger op over bh’ens sorte skåle. Der stiger en mild duft og varme op imod ham fra hendes modne krop. Han tager en dyb indånding, spejder ud i den mørke gård. På dette sted 390 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 390

09/04/2019 14.45


og denne tid af døgnet er det usandsynligt, at de skulle blive forstyrret. Han sniger sig til at kaste et blik på uret i instrumentbrættet, klokken er treogtyve minutter over tolv – han vil snart blive savnet på centralen. Hvis der skal blive noget ud af det her, må han se at komme i gang og det straks. Han vender sig om mod kvinden på bagsædet. Hun stikker den blege tungespids ud mellem de fyldig, rødmalede læber, som hun væder ved at føre tungen langsomt fra den ene mundvig til den anden. Hun spreder lårene, så skørtet strammes og glider længere op mod hofterne. Den mørke hårdusk dukker frem mellem strømpeholderne. Hun sukker let. Han tager jakken af og skræver ind mellem forsæderne, om til kvinden på bagsædet. Hun rækker ud efter ham og trækker ham ned til sig, presser sig op mod ham, som om hun kun har ét ønske: at få lov at skænke ham sin krop. Deres læber mødes i et langt, lidenskabeligt, skælvende kys. Det suser for hans ører. Kvindens lidenskab er så heftig, at han næsten bliver bange. Hun kysser ham vildt på munden, på kinderne og halsen, mens hun gnider hans hårde lem gennem buksestoffet med rødlakerede negle, fingerspidser og håndfladen. Til sine store skræk mærker han, at hun knapper hans skjorte op fra brystet og ned, løsner bæltet og knapper bukserne op. Og da det lange kys er til ende, lykkes det ham at dreje hovedet i retning af instrumentbrættet og kigge ud af øjenkrogen på urets oplyste skive: Klokken er halv et. – Hør lige, hører du? Hvisker chaufføren, stakåndet, ind mellem hendes grådige kys. – Jeg skal, jeg skal være nede på centralen om et kvarter. Hun lægger hånden over hans mund og læner sig derefter uden så meget snak bagover i sædet, sparker de sorte, højhælede sko af, sætter højre ben op på ryggen af passagersædet, stemmer imod bagdøren med venstre fod, folder sine hænder om hans baller, trækker ham tættere ind til sig, så han kan mærke hendes skøds våde skamlæber lukke sig om hovedet på sin pik. Aldrig før havde en kvinde attrået ham så meget, og da hun sky

Sjon_CODEX1962.indd 391

JEG ER EN SOVENDE DØR

391

09/04/2019 14.45


der hofterne frem og suger hans lem ind i sit brændende liv, formår han hverken at gøre det til en nydelse for sig selv eller hende. Der går et minut med vildt begær. Det slår gnister for hans øjne, og sæden sprøjter med hurtige stød op i hendes underliv. Det er overstået. Mens chaufføren ordner sit tøj, ligger kvinden ubevægelig med lukkede øjne, men han er ikke det mindste i tvivl om, hvad der fremkalder det udtryk, som breder sig over hendes ansigt: Det er skuffelsen, der gennemsyrer hende. Mørket udenfor bliver med ét dybere, det er skybrud, og regnen begynder at buldre mod bilens tag. Han maser sig tilbage mellem sæderne, sætter sig i førersædet, tager jakken på, kigger sig i spejlet, væder fingrene med tungen og sætter håret, mens han bander lavmælt: Satans, han havde været for hurtig, alt for hurtig. Kvinden hverken taler til ham eller ser på ham, da han rækker hende trusserne og nederdelen. Hun begynder at klæde sig på i tavshed. Han skruer op for radioen; den buldrende regn og The Marcels doo-wop-udgave af nummeret Blue Moon gør kvindens tavse anklage lidt lettere at udholde. Han lader, som om han stirrer eftertænksomt ud i natten, men betragter i virkeligheden hendes spejlbillede i den hvælvede forrude. Hun smyger sig i trusserne, får krænget nederdelen på den samme vej, som den kom af, lyner op ved hoften, glatter blusen, tager skoene på og knapper pelskåben. Hun virrer et par gange med hovedet, så det stivlakkede kastanjebrune hår falder på plads. Han tager en pakke cigaretter frem bag solskærmen, banker en cigaret ud og skal til at fiske den op med læberne, men tøver og ser over skulderen på kvinden. Hun har fået et hårdt udtryk i ansigtet. Han lægger mærke til en rødlig tegnebog af krokodilleskind i hendes ene hånd. – Stop taxameteret, chauffør, jeg står af her. (Fruen som lusker omkring) Hun var kommet ud af aprilnatten lige så uventet som styrtregnen, der havde drevet hende derhen. Det gav et sæt i Fafnir Hermansson, da der blev banket på bagdøren, men inden han nåede at rejse sig 392 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 392

09/04/2019 14.45


op fra sættemaskinen – hvor han sneg sig til at sætte en folder om atomfaren for sin moster i Foreningen af Kvinder for Fred – havde hun selv lukket sig ind på trykkeriet og stod nu på gulvet i sætteriet. “En reykjaviksk Afrodite.” Ordene slog ned i sætteren, idet han rejste sig fra sin plads og gik kvinden i møde. Hun var gennemblødt. Regnvandet strømmede fra hendes mørke hår, så mascaraen løb ned ad kinderne i blå og sorte striber, forgrenede sig fra øjnene ned mod de rødmalede læber. Og det dryppede fra den tykke pels og ned på gulvet, hvor regnvandet samlede sig i små pytter ved hendes fødder. “En krigsmalet indianerprimadonna med bæverskind over skuld­rene.” Han tog et lommetørklæde op af bukselommen og tørrede tryksværte af fingrene. “En pragttæve efter en svømmetur.” Han standsede op foran hende, men havde svært ved at bestemme hendes alder og sociale status: Var hun en frue af det bedre borgerskab i nød, en velholdt elskerinde til en direktør eller politiker, en datter fra et af de pænere hjem, som havde sneget sig ud i livet iført sin mors pels, en officersfrille, en skuespillerinde? Vandvåde er alle kvinder ens. – Hvad vil De her? Han havde lydt køligere, end han ville, og fortrød det straks. Da kvinden åbnede munden for at svare, fik hun ikke et ord frem for kulde, så voldsomt klaprede tænderne i munden på hende. Hun forsøgte igen, men hendes skælven overmandede hende. Så trådte han et skridt frem, tog hende om skuldrene og ledte hende ind i trykke­ riets kaffestue. Kaffestuen var et smalt, aflangt lokale med indgang fra gangen mellem trykkeriet og sætteriet. Den bestod af et enkelt køkkenbord, et skab og et bord med syv stole. I den fjerneste ende af kaffestuen stod der en gammel støbejernsovn, som brændte lystigt. Der havde han ført hende hen og hjulpet hende af med pelsen. Hun vendte sig mod ovnen og strakte hænderne frem og skiftevis gned dem og spilede fingrene ud. Han trak ovnens kogeplade til side, så varmen kunne stige direkte op fra ildstedet. Hun bøjede hovedet, og fra hendes hår faldt regndråberne ned på det sorte metal, hvor de fordam

Sjon_CODEX1962.indd 393

JEG ER EN SOVENDE DØR

393

09/04/2019 14.45


pede med en hurtig hvislen. Flammerne spillede i det våde ansigt, mens tænderne fortsatte med at klapre. Han gik hen til skabet, fandt et tykt håndklæde frem: – Du trænger vist til at få varmen igen. Må jeg byde på en kop kaffe? Hun havde set på håndklædet, som han rakte hende, og taget imod det efter et øjebliks betænkningstid. Så nikkede hun ja til hans tilbud om kaffe og begyndte at knappe den grønne dragtjakke op; typografen var gået hen til køkkenbordet for at lave kaffe. Nu står han ved bordet og lader det kogende vand løbe gennem tragten. Han har ryggen til kvinden. Selv om han kan høre hende frottere sig med håndklædet, modstår han fristelsen til at dreje hovedet. Han hælder kaffe op i en kop, råber til hende: – Mælk og sukker? Da han ikke får noget svar, vender han sig om. Kvinden står splitternøgen på det udbredte håndklæde foran ovnen. Hun er omgivet af et tindrende rødt skær, der spiller om hver af hendes krops former. Kaffekoppen skælver i hans hånd. – Hvad, hvad pokker går der af dig? Han fremstammer ordene, men fornemmer samtidig, hvordan kvindens krop tiltrækker ham. Han blændes af skæret, der omgiver hende, men ser samtidig hendes nøgne skønhed i et klarere lys, hendes krops lokkende konturer, den mørke kønsbehåring på den mælkehvide hud øverst mellem hendes ben. Han føler det, som om en varm bølge skyller ind over ham, som om han bliver indhyllet i et blændende ildglimt. Og nu begynder hun at vugge med hofterne på en æggende måde, samtidig med at hun lader hænderne lege omkring målet for hans begær: den sorte trekant. Kvindens magiske uimodståelighed drager typografen nærmere. Hendes smidige fingre trækker selerne ned over hans skuldre og hans bukser ned til midt på lårene. Hun hiver ham med ned på håndklædet og lægger ham på ryggen. Derefter sætter hun sig overskrævs på ham, så han i et kort øjeblik ser flammerne skinne på de 394 CODEX 1962

Sjon_CODEX1962.indd 394

09/04/2019 14.45


våde skamlæber, da hun åbner sit skød og synker ned over krabaten med sådan en kraft, at han føler, at han straks glider helt i bund. I samme sekund er det, som om typografen får et stød. Det giver et sæt i ham, og han prøver at skubbe kvinden af, men hun klemmer sit underliv sammen om hans lem og rider ham endnu hårdere, stemmer hænderne mod hans bryst og presser ham ned i gulvet, mens sæden sprøjter ud af ham og op i hendes modtagelige skød. Og hans vellystige stønnen blander sig med kvindens lyd. Hun stønner forbitret.” “Hvad laver du?” “Tager trøjen af. Jeg får det varmt af det her.” “Undskyld, det var ikke meningen.” “Jeg klager ikke. Fortæl videre.”

Sjon_CODEX1962.indd 395

JEG ER EN SOVENDE DØR

395

09/04/2019 14.45


Josef Löwe er en usædvanlig mand med en usædvanlig hukommelse. Født i 1962. Samme år som stormagterne Sovjet og USA udsatte kloden for voldsomme atomprøve­ sprængninger. Men hans historie begynder et helt anden sted: På et lille pensionat i Niedersachsen, hvor hans far Leo Löwe søger tilflugt efter Anden Verdenskrigs rædsler. Flugten fører ham videre til sagaøen Island, hvor en helt anden kamp for tilværelsen og fremtiden venter. Nu vil Josef fortælle hele historien til den unge kvinde med båndoptageren, der har opsøgt ham, udsendt af en grådig genetiker på jagt efter livets gåde …

”Vi er ikke mange her på jorden, som kan beskrive oplevelsen af at komme til verden. De fleste har svært ved at huske, hvad de lavede i går, for ikke at tale om for en uge, tre måneder eller tretten år siden. Men jeg husker alt, hvad jeg har oplevet, fra det øjeblik jeg vågnede til live på køkkenbordet i kælderen på Ingolfstræde 10a.”

CoDex 1962 er et episk storværk bestående af tre romaner, hvor Sjón væver urgammelt og moderne stof sammen i en svimlende fortælling om mennesket her i begyndelsen af det 21. århundrede.

”Et værk af ren, virtuos fortælleglæde.”

”Fortryllende … Magisk realisme i nordlys.”

The Sunday Times

The Economist

"Med en så legende lethed ... Som en historie af H.C. Andersen fortalt af Kafka - eller omvendt."

”Sjón er mere end en romanforfatter; han er en fortæller af den urgamle tradition, og dette værk vil blive husket som hans mesterværk.”

Dagens Nyheter (Om 'Dine øjne så mig')

Publishers Weekly

S J Ó N

DINE ØJNE SÅ MIG

S J Ó N

MED SK ÆLVENDE TÅRER

CoDex 1

9

6

JEG ER EN SOVENDE DØR

T R I LO G I

9 788740 045987

2

Sjón (f. 1962 i Reykjavík) debuterede i 1978. Hans romaner er oversat til over 30 sprog og har vundet flere store litteraturpriser, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris 2005 for romanen Skygge-Baldur. Sjón har også skrevet operalibrettoer og sangtekster, blandt andet til sangerinden Björk. Hans store romantrilogi CoDex 1962 udkom i Island i 2016 til begejstrede anmeldelser og er under udgivelse i en række lande. Kim Lembek har i en årrække oversat fra islandsk, både moderne forfattere og sagalitteratur. Modtog Blixen oversætterprisen i 2015.

Profile for JP/Politikens Forlag

CoDex 1962 - Sjón  

Med CoDex 1962 afslutter Sjón sin trilogi bestående af de tre romaner Dine øjne så mig, Med skælvende tårer og Jeg er en sovende dør. Tilsam...

CoDex 1962 - Sjón  

Med CoDex 1962 afslutter Sjón sin trilogi bestående af de tre romaner Dine øjne så mig, Med skælvende tårer og Jeg er en sovende dør. Tilsam...